< Bibelspørgsmål fra 2. Mosebog

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Anden Mosebog hører hjemme i Bibelen?

Svar: Blandt andre grunde er det, fordi Jesus og så mange andre i Bibelen bekræftede Det Gamle Testamente og henviste til denne bog i Toraen som hellig skrift. For yderligere studier henvises der til spørgsmålene i slutningen af dette afsnit om jødiske og tidlige kristne forfattere, der henviste til Anden Mosebog. Se også spørgsmålene om Matthæus 22:32 og Lukas 2:23.

Spørgsmål: Hvad er nogle af værdierne ved Anden Mosebog?

Svar: Anden Mosebog er en bog, der skal læses og opleves, ikke blot bruges til at lære fakta. Mens både Anden Mosebog og Femte Mosebog indeholder de ti bud, er Anden Mosebog unik i sin beretning om plagerne og befrielsen fra Egypten. Dette er mere end blot interessante historier; de viser Guds karakter og Guds omgang med sit folk. Gud befrier ikke sit folk fra svære tider, men fører dem snarere igennem svære tider. Gud brugte naturlige midler (jordemødrene), naturlige midler med en overnaturlig intensitet (nogle af plagerne) samt overnaturlige midler (at dele Det Røde Hav på netop det rette tidspunkt) for at befri sit folk.

Anden Mosebog viser, hvordan Gud forholder sig individuelt til Moses og Aron og endda til Farao. Gud var meget tålmodig over for Moses’ usikkerhed omkring lederskabet, men Gud fremstod også som »streng«, da Moses mistede besindelsen foran alle israelitterne.

Oplevelserne i Anden Mosebog var afgørende for at definere Israels identitet som Guds udvalgte folk. De holdt sammen i svære tider, oplevede stor befrielse og velsignelse, men vigtigst af alt så de Guds virke i deres liv gennem det hele.

Uden Anden Mosebog ville vi ikke have nogen anelse om påsken og gå glip af meget af symbolikken i Herrens sidste nadver. Ligesom israelitterne blev skånet for ødelæggelse ved lamets blod, så bliver også vi skånet for ødelæggelse ved Lammet, der tager verdens synder bort.

Spørgsmål: Hvilke forskellige måder er der at forstå Anden Mosebog på?

Svar: Anden Mosebog er dyb og kan forstås og studeres på mange forskellige niveauer.

1) Ud over generelt at styrke vores tro løser Anden Mosebog et par små gåder, såsom hvorfor der var så mange semitiske spor i Egypten, og hvorfor de så forsvandt; hvorfor Thutmose IV derefter blev farao, selvom han gav udtryk for, at han ikke var den første i arvefølgen; og hvem de senere »Habiru, der løb amok« var, som efterfølgende ødelagde nogle kanaanitiske byer.

2) Det er en nøjagtig beretning om israelitterne og om, hvordan de udviklede sig fra en klan til en nation.

3) Det er en bog om Gud, der afslører Hans karakter med hensyn til, hvordan Han omgås menneskeheden. Den viser, hvordan Han kombinerede både naturlige og overnaturlige midler for at virke i historien og omgås sit folk og deres undertrykkere.

4) Det er en lovbog, der beskriver, hvad Gud befalede sit folk at adlyde.

5) Ligesom Nehemias er det en bog om gudfrygtigt lederskab, om hvordan én mand, sammen med Gud, kunne besejre en hær og med succes lede så mange mennesker i 47 år.

6) Det er en bog for hele Guds folk, så også vi kan blive opmuntret til at tro på, at Gud vil frelse os, og at også vi kan opleve et møde med Ham, og at Gud kan slå sig ned i vores hjertes tabernakel.

7) Det er en bog om mønstre (2. Mosebog 25:40), om befrielse, møde og et liv i tilbedelse, og om hvad der behager og mishager Gud.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over 2. Mosebog?

Svar: Da der er forskellige måder at se på Anden Mosebog på, har forskellige kommentarer ret forskellige oversigter. Her er en generel oversigt.

I. Trældom i Egypten (2. Mosebog 1-14)

A. Vejen til Farao (2. Mos. 1-4)

1. Israels slaveri (2. Mos. 1)

2. Moses’ fare (2. Mos. 2)

3. Guds kald (2. Mos. 3,4)

B. Befrielsen – Lad mit folk gå (2. Mos. 5-14)

1. To konfrontationer (2. Mos. 5-7:13)

2. Den første plage – blod (2. Mos. 7:14-25)

3. Den anden plage – frøer (2. Mos. 8:1-15)

4. Den tredje plage – lus (2 Mos 8,16-19)

5. Den fjerde plage – fluer (2 Mos 8:20-32)

6. Den femte plage – Dyrene døde (2 Mos 9:1-7)

7. Den sjette plage – bylder (2 Mos 9:8-12)

8. Den syvende plage – Hagl og ild (2 Mos 9:13-35)

9. Den ottende plage – Græshopper (2 Mos 10:1-20)

10. Den niende plage – Mørke i tre dage (2 Mos 10:21-29)

11. Den 10. plage – Førstefødte og påsken (2 Mos 11:1-12:30)

12. Krydsningen af Det Røde Hav (2 Mos 12:31-14:31)

II. Livet i ørkenen (2 Mos 15-40)

A. Til Sinai: En rejse i tillid til Gud (2 Mos 15:1-18:27)

1. Mirjams sang – mindet om Guds befrielse (2 Mos 15:1-21)

2. Mara og Elim – vil Gud sørge for os i det tørre land? (2 Mos 15:22-27)

3. Manna og vagtler – vil Gud give dem mad i det ufrugtbare land? (2 Mos 16)

4. Massa – en mislykket trosprøve (2 Mos 17:1-7)

5. Amalekitterne – vil Gud beskytte os? (2 Mos 17:8-15)

6. Jeg kan klare det hele selv – flere holdninger, der skal ændres (2 Mos 18)

B. Mødet med Gud på Sinai (2 Mos 19-24)

1. Oplev Gud (2 Mos 19)

2. De 10 bud, alter, ingen afguder (2 Mos 20)

3. Borgerlige love (2 Mos 21-23:10)

4. Sabbatter og højtider (2. Mos. 23:11-19)

5. Guds løfte om lydighed (2 Mos 23:20-33)

6. Middag med Gud (2 Mos 24)

C. Tilbedelse i tabernaklet – forberedelse til Guds nærvær blandt jer

1. At opbygge vores forståelse

a. Materialerne – at give til Gud (2 Mos 25:1-9)

b. Arken – hvor man møder Gud (2 Mos 25:10-22)

c. Guds nærvær ved bordet (2 Mos 25:23-30)

d. Lysestagen – Guds lys i vores liv (2 Mos 25:31-40)

e. Tabernaklet – privat intimitet med Gud (2 Mos 26)

f. Brændofferalteret – at give afkald på ting for Guds skyld (2 Mos 27:1-8)

g. Tabernaklets forgård – at samles for Gud (2 Mos 27:9-19)

h. Lad aldrig din tilbedelse mangle olie (2 Mos 27:20-21)

2. At sætte sig selv til side

a. Guds præsters klæder (2 Mos 28)

b. Indvielsen af Guds præster (2 Mos 29)

3. Hvad præsterne gør

a. Røgelsealteret – dufter dine bønner? (2 Mos 30:1-10)

b. Glem aldrig, at vi er blevet købt for en pris (2 Mos 30:11-16)

c. Vaskekummer – vores behov for daglig renselse (2 Mos 30:17-21)

d. Salvelsesolie (2 Mos 30:22-33)

e. Røgelse (2 Mos 30:34-38)

f. Kunsthåndværkere (2 Mos 31:1-11)

g. Tegn på at holde sabbatten (2 Mos 31:12-18)

D. Oprør, omvendelse og genoprettelse (2 Mos 32-33)

1. Det gyldne kalv – hvordan kunne de? Kunne vi? (2 Mos 32)

2. Genoprettelse – kan vi? (2 Mos 33)

3. Lydighed og et nyt møde (2 Mos 34)

E. Genoptagelse af tilbedelsen i tabernaklet efter omvendelsen (2 Mos 35:1-39:43)

F. Gud blandt jer – hvordan er jeres tabernakel opstillet? (2 Mos 40)

1. Forberedelse til Guds ankomst (2 Mos 40:1-33)

2. Gud kommer i herlighed (2 Mos 40:34-38)

Spørgsmål: Hvem var den første, der besvarede spørgsmål om Anden Mosebog?

Svar: Så vidt jeg ved, var den første, der skrev svar på spørgsmål om Anden Mosebog, Philo, en hellenistisk jøde fra Alexandria, der levede fra ca. 20 f.Kr. til 50 e.Kr. Desværre er der i dag kun nogle fragmenter tilbage af hans værk om Anden Mosebog.

Spørgsmål: Hvordan kunne der i 2. Mosebog 1 være så mange mennesker på 430 år?

Svar: Se diskussionen om 4. Mosebog 1 for svaret.

Spørgsmål: Hvorfor lod en kærlig Gud i 2. Mosebog 1 hebræerne være slaver i 400 år?

A: Et menneskes levetid – eller endda 400 år – er blot et kort øjeblik sammenlignet med et liv i evigheden i himlen. Gud tillader, at hans folk lider på jorden, selv uretfærdigt lidelse, fordi dette blot er en midlertidig fase, og Gud vil belønne os i himlen.

Men ikke alene tillod Gud dette, det kan faktisk have været en stor velsignelse for israelitterne. Der var mange slag i Kana’an i denne periode; her er nogle af dem:

Da israelitterne var slaver i Egypten og hyrder, som egypterne afskydte, blev de ikke assimileret af egypterne. I bogen *735 Baffling Bible Questions Answered* (s. 49) udtrykkes det godt: „Ofte er de ting, der forekommer mest smertefulde i vores liv, Guds velsignelser i forklædning, som først erkendes som sådanne, når tiden går, og Guds hensigt bliver afsløret.“

Spørgsmål: Hvor gammel var Mirjam i 2. Mosebog 1,7-8?

Svar: Det ved vi ikke, men hun var tilsyneladende gammel nok til at passe på spædbarnet, men alligevel for ung til at skulle arbejde. Måske var hun 8-12 år ældre end Moses.

Spørgsmål: Hvordan passer Hyksos-herskerne ind i det arkæologiske billede i 2. Mosebog 1:8?

Svar: Hyksoserne var et folk fra Mellemøsten, der erobrede Egypten takket være deres overlegne stridsvogne fra 1760 til 1640 f.Kr. De regerede Egypten i en periode og blev gradvist fordrevet fra 1573/55 til 1540 f.Kr. Da Jakob og hans familie udvandrede til Egypten, var de magthavende egyptere fra tiden før hyksoserne, baseret på 1. Mosebog 46:34 og 43:32.

Første Mosebog 46:34 siger, at egypterne ikke ville omgås hyrder, og hyksoserne blev kaldt »hyrdekonger«.

I Første Mosebog 43:32 står der, at disse egyptere ikke ville spise sammen med [asiatiske] hebræere.

Hvis hyksoserne altså ikke kunne være de egyptiske herskere, da Jakobs familie kom til Egypten, ville den »nye farao« være mistænksom over for dem, der havde haft høje stillinger under den forrige farao. Desuden kunne de indfødte egyptere, da hyksoserne blev fordrevet, stadig være mistænksomme over for ikke-egyptiske asiater, såsom hebræerne.

Spørgsmål: Er det, kort sagt, sandt, at der i 2. Mosebog 1:8-10 ikke findes arkæologiske beviser for, at israelitterne har været i Egypten, som en ateist (Capella) har hævdet?

Svar: Nej, der er rigeligt med beviser. Ikke alene findes der henvisninger til »Habiru«, men Papyrus Brooklyn 35.1446 viser mange eksempler på asiater, der har fået egyptiske navne. Nogle af disse asiater stammer fra stammerne Issakar og Aser. Se også det næste spørgsmål for et mere uddybende svar, samt diskussionen om 2. Mosebog 11:5-12:30 for yderligere information.

Spørgsmål: Nævnte nogen førkristne hedenske forfattere Moses i 2. Mosebog 1:8-10?

Svar: På den ene side siger Origenes (225–254 e.Kr.) i sin »Kommentar til Høj sangen«, første prædiken, s. 273, at ingen gjorde det, og oversætterens fodnote 37 gentager dette. (Ancient Christian Writers, bind 26.) Julius Africanus (235–245 e.Kr.) siger imidlertid noget andet. Han skriver: »Polemo siger for eksempel i første bog af sin *Græske historie*: ’I Apius’, søn af Phoroneus’, tid forlod en del af den egyptiske hær Egypten og bosatte sig i det Palæstina, der kaldes Syrien, ikke langt fra Arabien: disse er åbenbart dem, der var sammen med Moses.’ Og Apion, søn af Poseidonius, den mest flittige af grammatikere, siger i sin bog *Mod jøderne* og i fjerde bog af sin *Historie*, at i Inachus’ tid, konge af Argos, da Amosis regerede over Egypten, gjorde jøderne oprør under Moses’ ledelse. Og Herodot nævner også dette oprør og Amosis i sin anden bog og på en vis måde også jøderne selv, idet han regner dem blandt de omskårne og kalder dem Palæstinas assyrere, måske på grund af Abraham. Og Ptolemæus fra Mendes, der beretter om egypternes historie fra de tidligste tider, giver den samme beretning om alle disse ting; således at der blandt dem generelt ikke er nogen forskel i kronologien, der er værd at bemærke.” The Ante-Nicene Fathers, bind 6, Julius Africanus, fragment 13, s. 124.

Spørgsmål: Findes der, bortset fra Bibelen, i 2. Mosebog 1:8-10 noget bevis for, at israelitterne var slaver i Egypten eller drog ud af Egypten?

Svar: Nogle kritiske »forskere« tror stadig på den forældede teori om, at der ikke findes beviser for, at israelitterne hverken var i Egypten eller forlod landet. Måske burde de læse »skriften på væggen«. Et maleri på væggen i Khnumhoteps grav (1892 f.Kr.) ved Beni Hasan i Egypten viser 37 »asiater«, altså ikke-egyptiske folk fra Mellemøsten. De havde sort hår, spidse skæg, lange, flerfarvede kapper, buer og kastestave.

Kristne forskere, der har skrevet i *Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology*, *The Expositor’s Bible Commentary* og andre bøger, har samlet en lang række beviser for, at israelitterne var i Egypten. Ikke alene lærer kristne forskere, at israelitterne opholdt sig i Egypten fra omkring 1875-1445 f.Kr., men også den verdslige arkæolog David M. Rohl dokumenterer i sin bog *Pharaohs and Kings: A Biblical Quest* (Crown Publishers 1995) beviser, der stemmer overens med, at israelitterne forlod Egypten. Her er en »Top Ti«-liste over fakta, der understøtter, at israelitterne forlod Egypten.

10. Skeletter af langhårede asiatiske får viste, at de først dukkede op i Egyptens deltaområde omkring Josefs tid (1900–1800 f.Kr.). Josefs egyptiske navn »Zaphenath-Paneah« var sandsynligvis »Zat-en-aph« (den, der kaldes) og »Ipiankhu« (Ipu lever). Navnet Ipiankhu og variationer heraf var almindelige i Josefs tid, men ikke særlig almindelige hverken før eller senere. Mange andre hebraiske navne findes i en egyptisk papyrus i Brooklyn Museum (35.1446). Under farao Sobekhotep III (ca. 1540 f.Kr.) blev et stort antal slaver overført til området omkring Theben. Af de 95 navne var over 50 % af navnene asiatiske, og deres egyptiske navne var angivet ved siden af. Mange af de egyptiske navne har »han/hun, der kaldes« som den første del af navnet. Nogle af disse mennesker blev registreret som specifikt stammende fra stammerne Issakar og Aser.

Derudover er nogle af de hebraiske navne Menahem og Shiphrah. Dette var dog 100 år før den Shiphrah, der nævnes i 2. Mosebog 1. Walter Kaiser nævner i *A History of Israel*, s. 84, og i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 307, at af de to semitiske navne stammer Shiphrah sandsynligvis fra *Sp-ra* (den smukke), og at navnet Puah sandsynligvis er afledt af det ugaritiske ord »Pgt«, der betyder »pige« eller »den strålende«.

Desuden indeholder Leiden-papyrussen 348 en ordre om at »uddele kornrationer til soldaterne og til ’Apiru’erne, der transporterer sten til den store pylon i Rames[s]es«. ’Apiru’erne var sandsynligvis hebræerne.

9. En ikke-egyptisk næstkommanderende gav god mening. Hvis Josef havde forsøgt at gøre oprør, ville egypterne ikke have fulgt ham. Det er nedskrevet, at kanaanitter, såsom Meri-Ra og Ben-Mat-Ana, havde høje stillinger ved det egyptiske hof. En semit ved navn Yanhamu var stedfortræder for Amenhotep III med base i Gaza.

8. Der blev brugt mursten til at bygge nogle egyptiske byer, såsom Pithom. I Pithom blev der fundet mursten fremstillet med halm i det nederste lag. I det mellemste lag indeholdt murstenene kun stubbe. I det øverste lag fandt arkæologerne, at murstenene var fremstillet helt uden bindemiddel. Graven tilhørende en egyptisk adelsmand ved navn Rekhmere / Rek-mi-Re i Theben i det 15. århundrede f.Kr. har et maleri af slaver, der fremstiller mursten.

7. Der var tegn på en stor katastrofe med et stort antal hastigt begravede lig. Det store antal dødsfald beviser dog hverken, at dette skyldtes en pludselig begivenhed, der fandt sted fra den ene dag til den anden, eller at det ikke var tilfældet.

Desuden opregner Tacitus i »Histories«, bog 5, forskellige teorier om, at jøderne stammer fra Kreta, Egypten, Etiopien eller Assyrien, og fortæller derefter en interessant historie. »De fleste forfattere er dog enige om, at da der engang brød en sygdom ud i Egypten, som forvrængede kroppen på forfærdelig vis, konsulterede kong Bocchoris, i sin søgen efter et middel, Hammons orakel og blev pålagt at rense sit rige og sende dette af guderne forhadte folk til et fremmed land. Folket, som var blevet samlet efter en ihærdig eftersøgning, fandt sig efterladt i en ørken og sad for det meste i en døs af sorg, indtil en af de forviste, ved navn Moyses, advarede dem om ikke at søge nogen lindring hos Gud eller mennesker, da de var forladt af begge, men at stole på sig selv og anse den mand, der først hjalp dem med at slippe ud af den nuværende elendighed, for deres himmelsendte leder…. Moses, der ønskede at sikre sin autoritet over nationen i fremtiden, gav dem en ny form for tilbedelse, der stod i modsætning til alt, hvad andre mennesker praktiserede. … De slår vædderen ihjel, tilsyneladende for at håne Hammon, og de ofrer oksen, fordi egypterne tilbeder den som Apis.” (citeret fra *The Annals and The Histories* af P. Cornelius Tacitus, Encyclopedia Britannica, Inc. 1952.)

6. En egyptisk tekst dateret til omkring 1350 f.Kr. beskrev en mærkelig begivenhed fra tidligere: »Solen er tilsløret og skinner ikke for menneskenes øjne. Livet er ikke længere muligt, når solen er skjult bag skyerne. Ra [guden] har vendt sit ansigt bort fra menneskeheden. Hvis den dog blot ville skinne i bare en time! Ingen ved, hvornår det er middag. Ens skygge kan ikke skelnes. Solen på himlen ligner månen….” Dette kunne henvise til mørket over landet. Det henviser sandsynligvis ikke til vulkanudbruddet på øen Thera, da det fandt sted omkring 200 år tidligere. (Dette stammer fra Ipuwer-papyrussen).

5. Farao Thutmose IV var tilsyneladende ikke den førstefødte søn. I Thutmose IV’s drømstele (1421–1410 f.Kr.), der blev fundet mellem forpoterne på sfinksen i Giza, lovede guden Harmakhis Thutmose særlig hjælp til at blive den næste farao til gengæld for at fjerne det sand, der havde hobet sig op mod sfinksen. Han ville sandsynligvis ikke have haft brug for særlig hjælp, hvis han havde været den første i arvefølgen efter sin far Amenhotep II (1450/1447–1401/1385). Walter Kaiser skriver i *A History of Israel*, s. 90, at Thutmose IV’s ældste bror hed Webensenu. Webensenu blev begravet i den kongelige grav, og det var sandsynligvis ham, der døde under den tiende plage. Amenhotep II’s anden søn var Khaemwaset, som giftede sig, inden han døde. Som Kaiser siger: »Selvom Sfinx-stelen ikke kan betragtes som et direkte bevis på den førstefødtes død, har egyptologerne altså frembragt tilstrækkelige beviser til at underbygge den tidlige datering af udvandringen og det faktum, at Thutmose IV faktisk ikke havde forventet at efterfølge sin far på tronen.«

4. Blandede egyptisk-hebraiske inskriptioner i huler nær Sinai-bjerget beskriver delingen af havet, Moses og fangsten af vagtlerne. Men det mest interessante er, at sproget var en blanding af egyptisk og hebraisk. Historikeren Diodorus Siculus (10 f.Kr.) kendte også til dette. Desuden findes der ved indgangen til kobberminerne på Sinai hundredvis af inskriptioner. De fleste er skrevet med egyptiske hieroglyffer, men omkring 40 inskriptioner er skrevet med en slags proto-sinaitisk alfabetisk skrift fra det 15. århundrede f.Kr. Dette bevis er dog »omstridt«, da det ikke er muligt at fastslå, hvornår disse inskriptioner blev udført.

3. Den egyptiske hær, som indtil da havde kontrolleret Kana’an, var mærkeligt fraværende. Vi hører ikke meget om den egyptiske hær igen før farao Seti I’s tid, som ødelagde Hazor i 1300 f.Kr.

2. I Jeriko fandt Bryant G. Wood solide mure, store mængder korn (hvilket tyder på en kort belejring) og ingen tegn på plyndring (da kornet stadig var der). Det var John Garstang, der først fandt rigelige mængder forkullet korn. I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 182-183, nævnes nogle beviser for et jordskælv med en styrke på 8 på Richterskalaen, hvilket kunne have efterladt revner i murene. De indre lerstenmure styrtede sammen over den ydre stenmur og dannede en praktisk rampe. Hvornår fandt denne erobring sted? Keramik fra Cypern peger på en datering mellem 1450 og 1400 f.Kr. Egyptiske amuletter er indgraveret med navnet på den daværende farao, helt frem til Josvas tid. I begyndelsen af det 20. århundrede havde John Garstang fejldateret Jerikos mure til Josvas tid, men Kathleen Kenyon har bevist, at Garstang tog fejl, ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 575. Kulstof-14-datering fastslår ødelæggelsen til 1410 f.Kr. +/- 40 år.

1. Hvad angår ødelæggelsen af byer i Kana'an, nævner Josva kun, at følgende byer blev ødelagt: Debir, Eglon, Hazor, Hebron, Jeriko, Lakis, Libna, Makkeda og Ai. Arkæologer har fundet, at følgende byer blev ødelagt på det tidspunkt: Arad, Debir, Hazor, stedet ved el-Khalil (Hebron?), Jeriko og Lakis. Lokaliteten ved Beitin (Betel?), byen Gibeon og lokaliteten ved Khirbet Nisya blev forladt. Måske blev den lille by Ai ødelagt så fuldstændigt, at lokaliteten aldrig vil blive fundet. Hvem ødelagde disse byer? Tell el-Amarna-tavlerne fortæller os det klart. Tell el-Amarna-brevene blev skrevet fra Kanaan til den egyptiske farao omkring 1500–1370 f.Kr. De nævner de frygtede »Habiru, der løber amok«. Interessant nok nævner de også en konge ved navn Lab’ayu fra Sichem [en gibeonitisk by], som var en forræder, fordi han havde indgået en alliance med de invaderende habiru. Senere nævner stelen fra farao Merenpta/Merneptah (1229/1225 f.Kr.) også et folk kaldet Israel i det nordlige Kana’an.

Derudover står der i *Biblical Archaeology Review*, bind 7 (sept.-okt. 1981), at der er beviser på syro-palæstinensiske levn nær Qantir i Egypten fra 1700–1500 f.Kr.

Derudover nævner Julius Africanus (skrev 235–245 e.Kr.) antikke græske historikere, der skrev om udvandringen fra Egypten. »Polemo siger for eksempel i første bog af sin Græske historie: ’I Apius’, søn af Phoroneus’, tid forlod en del af den egyptiske hær Egypten og bosatte sig i det Palæstina, der kaldes det syriske, ikke langt fra Arabien: disse er åbenbart dem, der var sammen med Moses.’ Og Apion, søn af Poseidonius, den mest flittige af grammatikerne, siger i sin bog *Mod jøderne* og i fjerde bog af sin *Historie*, at i Inachus’ tid, konge af Argos, da Amosis regerede over Egypten, gjorde jøderne oprør under Moses’ ledelse. Og Herodot nævner også dette oprør og Amosis i sin anden bog, og på en vis måde også jøderne selv, idet han regner dem blandt de omskårne og kalder dem Palæstinas assyrere, måske på grund af Abraham. Og Ptolemæus fra Mendes, der beretter om egypternes historie fra de tidligste tider, giver den samme beretning om alle disse ting; således at der blandt dem generelt ikke er nogen forskel i kronologien, der er værd at bemærke.” The Ante-Nicene Fathers, bind 6, Julius Africanus, fragment 13, s. 124.

Det er ikke første gang, at kritiske »forskere« har været uvidende om arkæologien. For eksempel opdagede arkæologer hettitterne i 1892. Alligevel tvivlede nogle forskere stadig på deres eksistens ti år senere (1902, E.A.W. Budge).

Konklusion: Det er svært at svømme mod strømmen, når denne skeptiske teori drukner i et hav af fakta. Arkæologien tyder således i dag på, at den bibelske beretning vidner om Bibelens troværdighed. Da Bibelen er nøjagtig i sin gengivelse af så mange små detaljer, bør vi måske betragte den som nøjagtig i det, den selv hævder at være: Guds budskab til os.

Andre kilder til interessant arkæologisk information om israelitterne i Egypten er: *Can Archaeology Prove the Old Testament?* af Ralph O. Muncaster, *Encyclopedia Britannica*, *Encyclopedia of Bible Difficulties* af Gleason Archer (Zondervan), *Evidence for Faith* af John Warwick Montgomery, *The New International Dictionary of the Bible* af J.D. Douglas og Merrill C. Tenney, *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 53, *The New Evidence That Demands a Verdict* af Josh McDowell samt *The Biblical Archaeology Review*.

Se også en interessant video om dateringen af udvandringen fra Egypten: https://www.youtube.com/watch?v=2JusQxiTXnE.

Spørgsmål: Er det i 2. Mosebog 1,8-10 sandt, at »det er velkendt, at egypterne selv byggede alle deres byer og monumenter«, som en ateist (Capella) hævdede?

Svar: Overhovedet ikke. Se svaret på det foregående spørgsmål.

Spørgsmål: Hvorfor lod Gud sit folk blive undertrykt i 2. Mosebog 1:8-10?

A: Gud lader undertiden sit folk blive undertrykt af forskellige årsager: som en form for disciplin (Dommerbogen), for at frasortere dem, der ikke ønskede at følge ham, som f.eks. under eksilet osv. Men i dette tilfælde kan vi, selvom Bibelen ikke udtrykkeligt siger det, fremsætte nogle antagelser.

Forestil dig, at folket var velbetalte murere, der blev behandlet godt, da Moses trådte ind på scenen og sagde, at Gud ville befri dem. Hvorfor skulle de ønske at følge Moses, hvis Farao havde været så venlig mod dem? Selvom friheden i det forjættede land ville være bedre, ville mange af dem ikke ønske at forlade deres komfort. Forestil dig, at nogle af dem, mens de pakkede sammen for at rejse, spekulerede på, hvordan de skulle overleve et hårdt liv i ørkenen, når de kun havde kendt et liv i komfort. Forestil dig, at de var nødt til at stole på Gud for selv deres vand og mad, når der ikke var noget i ørkenen, mens de havde haft det så godt, at de ikke behøvede at stole på Gud for noget som helst. Således kan vi se i det mindste nogle grunde til, hvorfor Gud lod dem gennemgå disse trængsler.

Alligevel klagede nogle mennesker stadig i ørkenen, nogle ønskede at vende tilbage til Egypten, og nogle udfordrede Moses’ autoritet.

Vi kan måske ikke lide at høre dette, men nogle gange er Gud nødt til at gøre os ukomfortable, før vi rejser os, kommer i gang og gør det, Gud ønsker, at vi skal gøre.

Spørgsmål: Hvad ved vi uden for Bibelen om de egyptiske slaveherrer i 2 Mos 1,11?

Svar: Det egyptiske udtryk »ser« findes på et vægmaleri i Rekhmires grav i Theben, som var tilsynsmand for murstensfremstillingen under Thutmose III. Vægmaleriet viser slaveherrer med tunge piske. Det egyptiske hieroglyf er interessant: hovedet og halsen på en giraf.

Et vægmaleri i Abd-el-Gurnah viser opførelsen af Amons tempel i Karnak med slaver, der ser semitiske ud. En slavepisk står over dem med denne indskrift: »Arbejdslederen siger til sine arbejdere: Staven er i min hånd; vær ikke dovne.« Mærkeligt nok beskyldes israelitterne i 2. Mosebog 5:17 specifikt for at »være dovne«.

Spørgsmål: Hvor lå de to byer Pithom og Rameses i 2. Mosebog 1:11?

Svar: Pithom (huset til [guden] Atum) ligger ved wadi Tumilat lige øst for Nildeltaet. Det er enten ruinerne ved Tell er-Rababeh eller Tell el-Maskhuta 8-9 miles mod øst. Ved Tell el-Maskhuta er der fundet mursten, der er fremstillet uden halm. Septuaginta tilføjer, at dette er den samme by som »On« eller Heliopolis.

Tidligere troede man, at byen Rameses lå ved Tanis/Zoan. Men ifølge Hans Goedicke i *Biblical Archaeology Review*, bind 7 (sept.-okt. 1981), menes den nu at ligge nær Qantir. Der er fund af syro-palæstinensiske levn fra 1700–1500 f.Kr.

Spørgsmål: Hvor stammer udtrykket »farao« fra i 2 Mos 1:11?

Svar: Ord kan skifte betydning med tiden. Mellem 2.500 og 2.000 f.Kr. betød »farao« oprindeligt »det store hus« (paladset), men det kom gradvist til at betyde den egyptiske konge, der boede der.

Spørgsmål: Hvordan kunne to hebraiske jordemødre i 2. Mosebog 1:15 tage sig af så mange hebraiske fødsler?

Svar: De var naturligvis ikke til stede ved hver eneste fødsel, men overvågede andre. Tilsynsmænd for forskellige håndværk regulerede det egyptiske samfund.

Spørgsmål: Findes der i 2. Mosebog 1:15-19 andre beviser end Bibelen for navnene Shiphrah og Puah?

Svar: Jeg kender ikke til noget bevis for navnet Puah. Men en egyptisk papyrus i Brooklyn Museum (35.1446), skrevet omkring 1540 f.Kr., nævner en Shiphrah. Denne Shiphrah levede over et århundrede før den Shiphrah, der nævnes i 2. Mosebog.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 2. Mosebog 1:16-19 velsigne de hebraiske jordemødre Shiphrah og Puah for at have løjet over for Farao?

Svar: Kristne er uenige om svaret.

1. Mange siger, at Gud velsignede deres tro på at stå fast på det rette og tilgav dem, at de løj for at gøre det. Desuden var de ti bud endnu ikke blevet givet.

2. Andre siger, at troende ikke bør fortælle sandheden i liv og død-situationer til onde mennesker, der ikke fortjener den.

3. Shiphrah og Puah kunne ikke selv tage imod alle disse babyer: de ledede sandsynligvis snarere en »hær« af jordemødre, der udførte arbejdet. Jordemødrene under dem kan have løjet eller bevidst være kommet for sent.

Spørgsmål: Var det ikke urimeligt af Farao i 2. Mosebog 1:16 at ville dræbe israelitterne, da de var gode slaver?

Svar: Der var sandsynligvis omkring 4,1 millioner egyptere (+/- en million). I betragtning af at israelitternes fødselsrate var højere end egypternes, kan deres befolkning have været på omkring 2 millioner, så Farao blev bekymret.

Som en sidebemærkning: Mens Farao beordrede, at alle hebraiske drengebørn skulle dræbes, lod Gud ironisk nok et af dem vokse op i sit eget hjem.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Farao i 2. Mosebog 1:16 at dræbe de hebraiske drenge i stedet for pigerne på det tidspunkt, hvor Moses blev født? Man skulle tro, at det ville være omvendt, da mænd og drenge, der var født tidligere, kunne gøre flere kvinder gravide i samme periode og dermed forårsage en større befolkningsvækst. Eller hvorfor dræbte han ikke begge køn?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor Farao traf dette valg. Vi kan dog se en række mulige årsager.
1) Ægypterne frygtede måske, at drengene kunne vokse op og blive soldater og gøre oprør. Ægypterne frygtede ikke kvinder i samme grad.

2) Piger ville stadig være ganske nyttige arbejdere, da Egypten var en stor eksportør af tekstiler, og de kunne arbejde som vævere.

3) Pigerne kunne blive hustruer eller medhustruer for egyptiske mænd og få børn, der blev opdraget som egyptere.

Spørgsmål: Hvorfor var Moses i fare for at blive dræbt af Farao i 2. Mosebog 1:16, når hans ældre bror Aron tilsyneladende ikke var i en sådan fare?

Svar: Ifølge Walter Kaiser i *A History of Israel*, s. 89, ville Moses, hvis han blev født i 1526 (80 år før udvandringen), være født i det første år af Thutmoses I’s regeringstid (1526–1512 f.Kr.), og han var tilsyneladende den farao, der udstedte det påbud.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at den farao, der ønskede at dræbe Moses efter drabet på egypteren, sandsynligvis var Thutmose III (1504–1450 f.Kr.). Ingen anden farao levede længe nok, og enten er beretningen i 2. Mosebog korrekt, eller også må man sige, at det var et »stort tilfælde«, at den eneste farao, der levede længe nok, tilfældigvis regerede på det rette tidspunkt, så det passede.

Spørgsmål: Skal troende ifølge 2. Mosebog 1:17 frygte Gud?

Svar: Ja. Se den anden del af svaret til 2. Mosebog 9:30.

Spørgsmål: I 2 Mos 2,1, hvor meget ligner historien om Moses i kurven Sargons historie?

Svar: Ifølge legenden blev Sargon af Akkad (ca. 2355–2279 f.Kr.) lagt i en kurv af siv, der var smurt med tjære, og sat ud på en flod. Gartneren Akki reddede ham og opfostrede ham som sin søn. Moses’ mor gjorde det imidlertid på grund af en lov fra kongen, og hun forlod ham ikke, men sendte Mirjam for at passe på ham.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved de hebraiske ord i 2 Mos 2:2-3?

Svar: I 2. Mosebog 2:2 er adjektivet i udtrykket »et smukt/sundt barn« det samme hebraiske ord for »god«, som findes i 1. Mosebog 1. I 2. Mosebog 2:3 er det hebraiske ord for »kurv« det samme ord, der bruges om Noas ark. Det hebraiske ord for »rør« (uden vokaler) er det samme ord som det Røde Hav/Rørhavet, som Moses og israelitterne krydsede.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 2:3: Hvis Gud elskede Moses, hvorfor lod Han så Moses være i så stor fare for at drukne, blive udsat for vejrliget og krokodiller?

Svar: Gud ser alt, og det er sikkert, at han ikke ser visse ting på samme måde som vi gør. Den Almægtige Gud var mægtig nok til at sikre, at Moses var i sikkerhed. Selv hvis vi befinder os midt i den mest forfærdelige oversvømmelse, er det sikreste sted at være midt i Guds vilje.

Jeg er sikker på, at den oplevelse bekræftede for Moses, at han var blevet reddet til en særlig mission. Andre kunne se, at ligesom Gud kunne beskytte Moses, kunne Gud også beskytte dem.

Spørgsmål: Hvorfor ville Faraos datter i 2 Mos 2,5 bade i Nilen, og hvad med krokodillerne?

Svar: I dag findes der ikke krokodiller nord for Aswan, men i oldtiden fandtes de så langt nordpå som Memphis. Prinsessen ville gerne bade i deltaområdet i nord (hvor hebræerne boede) for at undgå krokodiller. Det er sandsynligt, at Faraos datter badede i en lille biflod og ikke nødvendigvis i Nilens hovedløb. Desuden var dette bad sandsynligvis mere et rituelt renselsesritual end blot for at blive ren.

Spørgsmål: I 2 Mos 2,7-10 – ved vi noget uden for Bibelen om Faraos datter?

A: Muligvis, for det kan have været dronning Hatshepsut. Moses var 80 år, da udvandringen begyndte, og den fandt sted omkring 1447 f.Kr., plus/minus 4 til 5 år. Det ville betyde, at det var farao Thutmose III (1504–1450 f.Kr.), der undertrykte israelitterne. Udvandringen fandt hovedsageligt sted under hans søn, Amenhotep II (ca. 1445–1425 f.Kr.). I øvrigt vises sfinksen for Thutmose IV i en drøm på hans drømmestele og fortæller ham, at han vil blive den næste farao, selvom han ikke er den førstefødte. Under alle omstændigheder er 80 år før 1447 f.Kr. år 1527 f.Kr. Dronning Hatshepsut, datter af farao Thutmose I, regerede som regent, mens Thutmose III stadig var et barn (1504–1482 f.Kr.). Det er altså ikke sikkert, at faraoens datter her var dronning Hatshepsut, da faraoen utvivlsomt også havde andre døtre, men det kunne godt være hende. Men hvis det var hende, var hun i en kort periode den næstmægtigste person i Egypten.

Spørgsmål: Er navnet Moses i 2 Mos 2,10 egyptisk eller hebraisk?

Svar: Navnet Moses er usædvanligt, fordi det er begge dele. På hebraisk stammer navnet Mosheh fra masah, der betyder »at trække ud«. På egyptisk er verbet ms/mes, der betyder »trukket ud, født« eller »(den og den gud) er født«. Grammatisk set er det den gamle egyptiske perfektform. »ms« er en almindelig endelse i navne som Ptahmose, Thutmose, Ahmose og Ramose. Ifølge Ungers Bible Dictionary kan det egyptiske navn »ms’« betyde »et barn eller en søn«.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 2 Mos 2,14-15 forlade Egypten i frygt for kongens vrede, når han ifølge Hebr 11,27 forlod Egypten uden at frygte kongens vrede?

Svar: I 2. Mosebog 2:14,15, da han var 40 år, forlod Moses Egypten for første gang i frygt for kongens vrede. I 2. Mosebog 13-14, da han var 80 år, forlod Moses Egypten for anden gang uden at frygte kongens vrede, og Hebræerbrevet 11:27 beskriver den anden gang. Moses vendte tilbage for anden gang for at konfrontere sin frygt, men denne gang vidste han, at han havde en mission at udføre, og at Gud ville beskytte ham.

For os gælder det, at hvis vi flygter i frygt fra en prøvelse af vores tro, får Gud os nogle gange til at vende tilbage senere og stå over for den samme slags prøvelse.

Spørgsmål: Hvorfor hed Moses’ svigerfar Reuel i 2 Mos 2,18, når han hed Jethro i 2 Mos 3,1 og 4,18?

Svar: Min egen svigerfar havde to navne, der ikke hang sammen (på kinesisk og engelsk), så jeg synes ikke, det er usædvanligt. Dette blev sandsynligvis ikke opfattet som usædvanligt af Abram/Abraham, Sarai/Sara, Jakob/Israel, Ben-Oni/Benjamin, Zaphenath-Paneah/Josef, Hoshea/Josva, Gideon/Jerubbaal, Ammiel/Eliam, Batseba/Bat-shua, Azaria/Uzzia, Abijam/Abija, Joaaz, søn af Josias/Sallum, Eljakim/Jojakim, Jojakin/Jekonja/Konja, Zedekias/Mattanja, Hananja/Sadrak, Mishael/Meshak, Azarja/Abednego, Daniel/Belteshazzar, Simon/Peter, Josef/Barnabas, Silas/Silvanus og Saulus/Paulus.

Folk havde ofte forskellige navne på forskellige sprog, og det var tilsyneladende også ret almindeligt senere hen at få et andet navn på det samme sprog, som Gideon/Jerubbaal og Hoshea/Josva kunne fortælle. En teori går på, at dette er mere almindeligt i kulturer, der ikke har efternavne. I denne sammenhæng skriver Walter Kaiser i *A History of Israel*, s. 92, med henvisning til *The Ugaritic Textbook* af Cyrus H. Gordon (1965), at navnet Jethro (ligesom Hobab) findes på det ugaritiske sprog. Re’u’el betyder »Guds ven eller hyrde«.

I andre kulturer var det også almindeligt at have flere navne. I Egypten var Osiris, Wennofer og Khent-amentiu alle navne på den samme afgud. Sebek-khu og Djaa var den samme person. I Mesopotamien er Ahiqar den samme person som Aba’enlil-dari, og Tiglath-Pileser er Pul. I Lipit-Ishtar-lovene kaldes den samme gud Enlil og Nunamnir, og i Hammurapis love findes Inana/Ishtar/Telitum og Nintu/Mama. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 2, s. 313, står der, at dobbelte navne for den samme person også er velkendte fra sydarabiske kilder. Ud over at give disse eksempler nævner Kenneth Kitchen i »Ancient Orient and Old Testament« (IVP 1966), s. 121-124, at dobbelte navne var almindelige i Kanaan, det gamle Sydarabien, hos hurriterne og hos hettiterne.

Josephus havde en alternativ forklaring. Han spekulerede på, at Reuel var hans navn, og Jethro var hans titel.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi i 2 Mos 2,21-22 se op til Moses, som [angiveligt] havde et uægte barn?

Svar: Skriften siger aldrig, at Moses havde et uægte barn. Når 2. Mosebog 2:21 siger, at Reuel gav Moses sin datter Zippora, gav han hende til Moses som hans hustru. Som bevis herpå omtaler 2. Mosebog 4:20 Zippora som hans hustru, og i 2. Mosebog 4:25 omtaler Zippora, hans hustru, Moses som sin »blodbrudgom«.

Det er dog et interessant psykologisk fænomen at se, i hvor høj grad nogle mennesker læser ting ind i Skriften (såsom 2. Mosebog 2:21-22), mens de ignorerer relaterede skriftsteder (2. Mosebog 4:20,25) for at forsøge at finde en eller anden anklage mod Gud og Hans Bibel.

Spørgsmål: Hvorfor ventede Gud i 2. Mosebog 2:23-25, indtil Moses var 80 år gammel, før han befriede israelitterne?

Svar: Det står ikke direkte i Skriften, men vi kan finde antydninger til nogle mulige årsager i Skriften.

Moses var tilsyneladende fysisk stærk nok til at dræbe en egypter (2. Mosebog 2:12) og jage flere hyrder væk (2. Mosebog 2:17). Måske handlede han impulsivt, da han pludselig tog sagen i egne hænder og dræbte egypteren i 2. Mosebog 2:11-12. Måske havde Moses først nogle ting at lære om at vente på Guds ledelse og gøre Guds vilje på Guds måde i stedet for på sin egen måde.

Moses var 80 år gammel, da Gud kaldte på ham fra den brændende busk. Måske var han, efter at have levet 40 år i den fjerne ørken, blevet bedre til at stole på Guds kraft.

I 2. Mosebog 2:23 står der, at kongen af Egypten (det samme som faraoen) døde. Da faraoen, der havde forsøgt at dræbe Moses i 2. Mosebog 2:15, nu var død, kunne Moses igen træde frem for hoffet.

Gennem hele deres fangenskab siger Bibelen aldrig, at hebræerne råbte til Gud om hjælp, før i 2. Mosebog 2:23-24. Først da bragte Gud Moses på scenen igen. Det lyder måske elementært, men hvis du har et problem, ved, at du har et problem og har brug for Guds hjælp, hvorfor skulle du så være tilbageholdende med at råbe til Gud?

Spørgsmål: Hvorfor viste Herrens engel sig i en brændende busk i 2. Mosebog 3,2?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, giver den brændende busk os nogle ting at tænke over.

Guds mirakel med en busk i brand, der ikke brændte op, må have tiltrukket Moses på lang afstand. I fremtiden ville Guds mirakuløse virke i udvandringen fra Egypten være som et lys, der skinner gennem århundrederne og også tiltrækker mennesker til Gud. Når vi deler Guds budskab med andre, skal vi sørge for, at de ser lyset fra Guds karakter og gerninger og ikke blot vores egne, ubetydelige, menneskeskabte ildsteder.

Ild i ørkenen kan være farlig, hvis man skal rejse mange mil for at hente vand til at slukke den. Sand virker heller ikke særlig godt. Alligevel var den busk i sikkerhed og brændte ikke op. Israels folk befandt sig i livsfarlige situationer, da egypterne ville dræbe de nyfødte drengebørn, og senere i ørkenen. Men i lydighed mod Gud kunne de holdes i sikkerhed.

På den anden side var de ikke alle i sikkerhed i ørkenen. Da nogle var ulydige, blev nogle ramt af pest, dræbt af ild eller opslugt af jorden. Lad jer ikke narre af løgnen om, at »Gud er sikker«. Gud er ikke sikker, men Gud er god. Lad os vende os til Gud i tro og lydighed, så vi ved hans nåde ser Guds venlige, barmhjertige side, ikke den strenge, vrede side.

Spørgsmål: Hvem var egentlig Herrens engel i den brændende busk i 2 Mos 3,2?

Svar: Ordet »engel« kan betyde budbringer. Der er tre muligheder, og lad os undersøge dem alle.

Et godt englevæsen skabt af Gud: I 2. Mosebog 3:2 står der »HERRENs engel«. Men hvis det blot var en engel, hvorfor skulle Moses så tage sine sko af, fordi det var hellig jord i 2. Mosebog 3:5?

Gud (enten Treenigheden eller Faderen): Væsenet sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.« Forresten kaldes en åbenbaring af Gud i Det Gamle Testamente en teofani.

Jesus Kristus: Den tidlige kirke opfattede dette som en åbenbaring af Jesus, Guds Ord, før hans inkarnation på jorden. Jesus kunne sige: »Jeg er Gud…«, og Jesus kunne også være budbringeren eller Guds Faders Ord. En åbenbaring specifikt af Gud Sønnen i Det Gamle Testamente kaldes for øvrigt en kristofani.

Blandt de tidlige kirkeforfattere, der hævdede, at det var Jesus, kan nævnes Justins første forsvarstale, kap. 63, s. 184 (ca. 150 e.Kr.), Irenæus (182–188 e.Kr.), Irenæus’ »Mod kætterierne«, bog 4, kap. 29.2, s. 502 (182–188 e.Kr.), Klemens af Alexandria, »Opfordring til hedningerne«, kap. 1, s. 173 (193–217/220 e.Kr.), og Tertullian, »Et svar til jøderne«, kap. 8, s. 163 (198–220 e.Kr.).

Spørgsmål: Hvordan kunne hettiterne i 2. Mosebog 3:8 og 1. Mosebog 23 befinde sig i Palæstina på Moses’ og Josvas tid?

Svar: Hittitterne var et vidt udbredt folk, og en koloni bosatte sig i bjergene i Palæstina. De indoeuropæiske hittitter plyndrede Babylon i 1590 f.Kr. Andre mener, at dette henviser til hatti-folket, et ikke-indoeuropæisk folk, der blev erobret før 2000 f.Kr. Hatti og hittit skrives på samme måde på hebraisk.

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Kana'an i 2. Mosebog 3:8,17 og Josva 5:6 for »landet med mælk og honning«?

Svar: For de hyrdebaserede israelitter var det et land med frodige bakker og dale, hvor man kunne opdrætte velernæret kvæg og dyrke blomster til bierne.

Spørgsmål: I 2 Mos 3:10 og 2 Mos 6:10-13: Blev Moses kaldet af Gud i Midian eller i Egypten?

Svar: Moses blev først kaldet af Gud i Midian. Moses begyndte dog at tvivle, efter at han vendte tilbage til Egypten, og Gud bekræftede Moses’ kald på ny i Egypten. Også i dag har mennesker nogle gange brug for en bekræftelse af det, de ved er sandt.

Spørgsmål: Hvorfor havde Moses brug for et kald i 2 Mos 3,10–4,17, og hvorfor har vi det?

Svar: Inden Moses satte sit liv på spil, bekræftede Gud over for Moses, at han ville gøre Guds vilje. Da andre israelitter stillede spørgsmålstegn ved, hvem Moses var, og om han virkelig kunne fortælle dem, hvad der var rigtigt, overbeviste Moses’ tegn dem om, at han virkelig var kaldet. Da Moses mærkede varmen fra Faraos vrede og de dæmoniske mirakler fra Faraos troldmænd, havde Moses brug for at vide med sikkerhed, at han var lige der, hvor han skulle være.

Nogle gange bliver kristne spurgt: »Hvorfor tror du, at du har monopol på sandheden?« eller »Hvem har kaldet dig til at fortælle andre, at de vil komme i helvede, hvis de afviser Kristus, Guds Søn?« Hvis vi ikke havde noget kald og intet budskab fra Gud, ville de måske have en pointe. Men alle kristne har et generelt kald, givet af Jesus selv i Matthæus 28,18-20. Paulus gentager dette kald i 2. Timoteus 4,1-2. Vi skal alle skinne som stjerner i universet, mens vi fremholder livets ord, som det står i Filipperne 2,15-16 og 2. Korinther 5,18-20. Når folk sætter spørgsmålstegn ved jeres legitimitet, er det ikke fordi de har et problem med jeres autoritet, selvom de måske får det til at lyde sådan. Deres uenighed gælder snarere Kristi ord og eksklusive påstande. Nogle gange er vores opgave ikke blot at overbevise folk, men at vise, at der er en forskel mellem det, de bekvemt tror på, og det, Jesus sagde. Når de først ser den forskel, står de over for et valg om, hvem de vil følge.

Nogle kristne har fået et specifikt kald til at gå ind i en bestemt tjeneste, menighed eller befolkningsgruppe. Ikke alle kristne føler et specifikt kald, og ikke alle kristne har det samme specifikke kald. Det er let at forestille sig, at ens kald er til det vigtigste aspekt af tjenesten, og at andre kald ikke er lige så vigtige, men 1. Korintherbrev 12 viser, at det er forkert. Uanset om du tror, at du har et specifikt kald eller ej, har vi alle et ansvar for at adlyde de generelle opfordringer til alle troende i Bibelen om at forkynde ordet, elske andre og leve et liv, der ærer Gud.

Spørgsmål: Var Moses vildledende i 2. Mosebog 3,18, da han bad Farao om at lade dem tage på en tredages rejse for at bringe ofre?

Svar: Nej. Her er seks punkter, man bør overveje, og derefter en sandsynlig årsag til hvorfor.

1. Gud sagde, at han til sidst ville føre israelitterne ud for altid (2. Mosebog 3:17), og med tiden gjorde Gud det.

2. Det var Guds befaling, ikke Moses’ eget initiativ, at Moses på dette tidspunkt kun bad Farao om den tre dages rejse i stedet for tilladelse til at forlade Egypten. (2. Mosebog 3:18)

3. Gud vidste med sikkerhed – og fortalte Moses – at Farao ikke engang ville imødekomme denne mindre anmodning. (2. Mosebog 3:19)

4. Rent hypotetisk set, hvis Farao havde imødekommet denne anmodning, er der intet, der tyder på, at Moses ville have bedraget Farao og ikke vendt tilbage.

5. Hvis de selvfølgelig var taget af sted og vendt tilbage til Egypten, forhindrer det dem ikke i senere at bede om at forlade landet for altid.

6. At tie om en sag er ikke det samme som at lyve. Nærmere bestemt er det ikke at lyve at fremsætte et mindre krav og tie om et større krav, man vil fremsætte senere.

Hvorfor ville Gud have, at Moses i første omgang kun fremsatte dette mindre krav? Det var sandsynligvis ikke bedrag, men nåde. Gud gav Farao og egypterne chancen for først at indvilge i et mindre krav og gradvist vænne sig til tanken om at lade israelitterne drage bort. Men samtidig med at Gud gav denne mulighed, vidste Gud allerede med sikkerhed, hvad resultatet af Faraos frie vilje ville blive. I dag tilbyder Gud den vidunderlige mulighed for frelse til alle, men Gud kender allerede resultatet af alles frie vilje.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 2 Mos 3,22 og 2 Mos 12,33-36 bede israelitterne om at bede egypterne om ting?

Svar: Det hebraiske ord sa’al betyder »at bede om«, ikke »at låne«. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Intet bedrageri: Ægypterne vidste, at israelitterne var på vej væk og beholdt genstandene: 2. Mosebog 12:31-36. Det hebraiske ord for plyndring, nissaltem, antyder specifikt ikke tyveri, svindel eller bedrageri. Der står også, at ”’udlånt/lånt’ ofte antages på grund af indflydelsen fra dårlige oversættelser i en tid, hvor hebraisk var ukendt, eller, som det er nu, på grund af rationalistiske fordomme.”

2. Ingen tvang: Ægypterne var velvilligt indstillet over for dem og opfordrede dem til at drage bort i 2. Mosebog 12:33-36.

3. Ingen uretfærdighed: Genstandene var en beskeden kompensation for barnemord og 400 års slaveri. Dette tredje begreb (samt de to første indirekte) blev udtrykt af Tertullian i *Fem bøger mod Marcion*, bog 2, kapitel 21, s. 313-314 (207/208 e.Kr.). Dette svar findes også hos Irenæus (182-188 e.Kr.) i *Mod kætterier*, bog 5, kapitel 30, vers 2.

Resumé: Israelitterne fremsatte en åben anmodning, og egypterne, som nu sympatiserede med dem, imødekom deres anmodning.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud [angiveligt] i 2 Mos 3:22 og 2 Mos 12:33-36 lære israelitterne at være uærlige og stjæle? (et spørgsmål stillet af en ateist)

Svar: Har du nogensinde bedt om at få noget? Hvis ja, gør det dig så til en tyv? Selvfølgelig ikke, det er jo tåbeligt. På samme måde:

1. Ægypterne vidste, at israelitterne var på vej væk. Faktisk bad ægypterne israelitterne om at skynde sig og rejse i 2. Mosebog 12:33.

2. Israelitterne bad egypterne om disse ting (2. Mosebog 12:35-36)

3. Ægypterne var velvilligt indstillet over for israelitterne og gav (ikke lånte) dem disse ting. (2. Mosebog 3:22; 12:36).

Som nævnt i det forrige svar siger *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 324, at det hebraiske ord for bytte, *nissaltem*, specifikt ikke antyder tyveri, svindel eller bedrag.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af Moses’ reaktion på Guds kald i 2. Mosebog kapitel 4?

Svar: Gud viste først Moses sin vidunderlige kraft (2. Mos. 3:2), derefter tålmodighed med at håndtere Moses’ vantro undskyldninger (2. Mos. 4:1-13), og til sidst brændte hans vrede mod Moses. Vi har et ansvar for at adlyde Guds kald og ikke være ulydige på grund af frygt, oprørskhed eller troen på vores egen utilstrækkelighed. Forhåbentlig kommer du ikke så langt, at du gør Gud vred, før du lytter til hans kald.

Da Moses sagde, at han var uegnet, kan vi se to sandheder og en vantro løgn.

1. Moses fortalte de faktuelle sandheder, nemlig at folk næppe ville ønske at tro på en ukendt outsider, og at han var tung i munden.

2. Moses vidste sandfærdigt, at han i sit naturlige jeg ikke var i stand til at udføre opgaven med succes.

3. Moses troede på en troløs løgn, nemlig at Gud ikke var stor nok til at udføre sin vilje gennem Moses’ utilstrækkelighed. Jeg beder om, at hvis du har denne løgn i dit hjerte, så vil du afsløre den, bekende denne synd over for Gud og beslutte at tro på, at Guds storhed er større end selv dine værste svagheder.

Spørgsmål: Hvordan kan en livløs stav i 2. Mosebog 4,3-5 blive til en slange?

Svar: Dette er ikke blot en optisk illusion, for i 2. Mosebog 7,12 kunne slangen sluge. Gud er større end de naturlige fysiske og biologiske love, ikke omvendt.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 4,11 tillader Gud ikke blot, men gør han også mennesker stumme, døve og blinde?

Svar: Uanset om man kan lide det eller ej, tillader Gud bevidst alt ondt og alle handicap, der opstår. Desuden har Gud ofte et særligt formål med at skabe mennesker på en bestemt måde. Der blev udført så mange mægtige mirakler gennem Moses, og alligevel valgte Gud både at skabe ham med en talefejl (2. Mosebog 4:10-13, 6:12,30) og ikke at fjerne den. Ligeledes blev der udført så mange mirakler gennem Paulus, og alligevel valgte Gud i 2. Korintherbrev 12:7-9 ikke at fjerne Paulus’ torn.

Spørgsmål: Hvorfor blev navnet »Jethro« stavet på forskellige måder i 2. Mosebog 4:18?

Svar: Mange sprog, herunder arabisk, har forskellige endelser på et navneord afhængigt af, hvordan det bruges i sætningen. Navnet Jethro blev transskriberet til hebraisk ét sted med én endelse og et andet sted med en anden endelse. Det samme skete med araberen Geshem/Gashmu i Nehemias 2:19; 6:1-2,6. Det, der er særligt interessant ved 2. Mosebog 4:18, er, at begge endelser forekommer i samme vers. Tilsyneladende var forfatterne ikke alt for nøjeregnende med at skabe ensartede stavemåder af navne, og det bør vi heller ikke være.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Moses i 2. Mosebog 4:18, at han ville tage til Egypten »for at se, om de stadig var der«?

Svar: Uanset om hans grunde var rigtige eller forkerte, valgte Moses at være vag og skjule sin hovedårsag til at vende tilbage til Egypten. Bibelen forsvarer ikke Moses’ hemmelighedsfuldhed; den registrerer den blot.

Spørgsmål: Hvordan var Israel Guds førstefødte i 2. Mosebog 4:22?

Svar: En førstefødt havde særlige rettigheder, privilegier og ansvar. Israel var Guds udvalgte folk; gennem dem ville Guds ord sprede sig over hele jorden. Israel havde følgende privilegier:

Adopteret som sønner (Rom 9,4)

Betroet selve Guds ord (Rom 3,2) og modtagelsen af loven (Rom 9,4)

Patriarkerne (Rom 9:5)

Kristi menneskelige afstamning (Rom 9:5).

Spørgsmål: Hvorfor var Gud i 2 Mos 4:24 tæt på at dræbe Moses?

Svar: Fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret:

Situationen: Selvom Gud vidste, at Moses ikke ville dø, så situationen håbløs ud for Moses og Zippora.

Årsag: Der står ikke, hvordan Moses var tæt på døden – måske på grund af sygdom – men de vidste, at Gud ikke blot tillod dette, men bevidst forårsagede det.

Tugt: Zippora og Moses havde ikke overholdt pagten om omskæring med Abraham, og Gud tugtede dem, indtil de gjorde det, eller indtil Moses var tæt på døden.

Advarsel: Som Moses opdagede, kan ingen blive så stor, at de ikke længere behøver at adlyde Gud.

Spørgsmål: I 2. Mos. 4,30, bør folk tro på grund af tegn?

Svar: Man bør ikke tro på Gud blot på grund af tegn. Tegn har deres rette plads i bekræftelsen af troen på Guds budbringere. Disse tegn tjente ikke til at bevise Guds eksistens for dette folk; snarere tjente tegnene til at bekræfte, at Moses var fra den levende Gud.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 4:31 og 6:9 – troede folket på Moses eller ej?

Svar: De troede oprindeligt på Moses i 2. Mosebog 4:31, men de fik senere tvivl i 2. Mosebog 6:9, efter at Farao havde øget deres arbejdsbyrde.

Spørgsmål: Hvem var faraoen i Egypten i 2. Mosebog 5:2, og hvornår fandt udvandringen sted?

Svar: Den farao, der døde her, var sandsynligvis Thutmose III. Hans hovedkonge var Hatshepsut Meritre (ikke at forveksle med hans mor, den berømte Hatshepsut). Udvandringen fandt sted omkring 1446/1445 f.Kr. Grunden til denne datering til 1446/1445 er 1. Kongebog 6:1, hvor der står, at Salomo begyndte at opføre templet 480 år efter, at israelitterne kom ud af Egypten, og arkæologer er overbeviste om, at dette var i 966 f.Kr.

Som en sidebemærkning nævner historikeren Eusebius af Cæsarea (318-339/340 e.Kr.) i *Praeparatio Evangelica* 9.27, at navnet på faraoens datter, der trak Moses op af vandet, var Merris. Josephus nævner navnet Thermuthis i *Antiquities of the Jews* 2, 224 (9,5), og i *Jubilæerbogen* 47:5 står der, at hun hed Tharmuth.

Dette ville være enten under Thutmose III eller, mere sandsynligt, under farao Amenhotep II (1450/20–1401/1385 f.Kr.). Hans hovedkongehed hed Tia. Andre kristne plejede at tro, at udvandringen fandt sted meget senere under Ramses II (1290–1224 f.Kr.). Datoen 1446/1445 f.Kr. passer, fordi:

1. 1. Kongebog 6:1 siger 480 år før Salomos tempel.

2. Under Amenhotep II blev semitterne tvunget til at fremstille mursten.

3. Drømmestelen fra Thutmosis IV. Se diskussionen om 2. Mosebog 12:29.

4. I Dommerbogen 11:26 står der 300 år før Jefta.

5. Hazor var ikke beboet efter det 13. århundrede.

6. Tell el-Amarna-tavlerne fra 1400–1370 f.Kr. nævner de frygtede »Habiru« eller »Abiru«, der hærgede. De nævner, at byerne Arad, Gezer, Askalon og Lakis allerede var blevet erobret.

7. Clemens af Alexandria nævner i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 2, at der gik 450 år fra Josvas tid til Davids tid.

8. Navnet Ramses blev brugt før det 13. århundrede. Se CHRONOLOGICAL AND BACKGROUND CHARTS OF THE OLD TESTAMENT, s. 29–30, og When Critics Ask, s. 67–68. Ramose var navnet på en adelsmand i Amenhotep III’s tid.

C-14-datering har fastslået, at Jerikos ødelæggelse fandt sted omkring 1410 f.Kr. Den regerende farao 40 år forud for dette ville være Thutmose III.

Spørgsmål: Var det i 2. Mosebog 5,2 den samme farao som i 2. Mosebog 15?

Svar: Det var ikke den samme farao. Faraoen i 2. Mosebog 1, sandsynligvis Thutmose III, ønskede enten at udrydde eller reducere israelitternes befolkning. Faraoen i udvandringen, sandsynligvis Amenhotep II (1450/1420–1401/1385), fokuserede på at bruge dem som slaver. Husk, at der var et mellemrum på 80 år mellem 2. Mosebog 1 og 2. Mosebog 5.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 5:3, 8:26-27 og 10:26 – fandt Moses bare på grunde til, at de måtte rejse?

Svar: Skriften siger ikke, om Gud bad Moses om at give Farao disse grunde til at forlade landet, eller om Moses sagde dem på eget initiativ. Hvis det var det sidste, skal man bemærke, at Skriften ikke siger noget om, hvorvidt Moses sagde alt korrekt.

Spørgsmål: Hvorfor brugte de halm til at fremstille mursten i 2. Mosebog 5:6?

Svar: Halm gav murstenene større trækstyrke, fordi leret, der klæbede sig til halmen, var mindre tilbøjeligt til at falde fra hinanden.

Spørgsmål: Hvordan klarede israelitterne i 2. Mosebog 5:6-7 at skulle samle deres eget halm?

Svar: Først må man forstå, at halm var vigtigt for at fremstille stærke mursten, fordi det fungerede som et bindemiddel, der forhindrede murstenene i blot at smuldre væk. Desuden var mursten mere udbredt i Mesopotamien end i Egypten, men nogle byer i Egypten, såsom Pithom, blev bygget af mursten. Graven tilhørende en egyptisk adelsmand ved navn Rekhmere / Rek-mi-Re i Theben i det 15. århundrede f.Kr. har et maleri, der viser slaver, der fremstiller mursten. Der findes et billede heraf i *The New International Dictionary of the Bible*, s. 174.

Ruinerne i Pithom viser mursten med halm i det nederste lag, mursten med kun stubbe i det mellemste lag og mursten uden fibrøst materiale i det øverste lag. Murstenene varierede i størrelse fra 13 x 13 x 3,5 tommer (33 x 33 x 9 cm) til 16 x 8 x 6 tommer (41 x 20 x 15 cm).

Spørgsmål: Hvorfor blev Guds mægtige hånd specifikt nævnt her i 2. Mosebog 6:1?

Svar: På dette tidspunkt brugte de egyptiske faraoer rutinemæssigt udtrykket »indehaver af den [mægtige] arm« som en del af deres titler. 2. Mosebog 6:1 understregede, at deres stolte arme ikke var noget i sammenligning med Guds arm.

Spørgsmål: Hvad er nogle af problemerne med JEPD-teorien i 2. Mosebog 6:3 og andre passager?

Svar: JEPD-teorien blev først udtænkt i det nittende århundrede, før forskerne kunne bevise, at almindelige mennesker kunne skrive i Moses’ tid. Den går ud på, at de første fem (eller undertiden seks) bøger i Bibelen blev redigeret sammen ud fra fire tidligere kilder, kaldet J (for Jehova), E (for Elohim), P (for Præstebogen) og D (for Femte Mosebog).

Der er mange problemer med JEPD-teorien, men her er tre af dem.

1. Liberale forskere er uenige om, hvilke vers der hører til J, E, P og D.

2. Denne teori bygger på brugen af forskellige navne for Gud i 1. Mosebog kapitel 1 og kapitel 2. Men andre skrifter gør det samme. I Hebræerbrevet nævnes hverken Jesus eller Kristus i kapitel 1, kun »Sønnen«. Kristus og Jesus nævnes dog hyppigt efterfølgende. Alligevel har jeg aldrig hørt om nogen, der sætter spørgsmålstegn ved Hebræerbrevets enhed. Jonas-bogen bruger udelukkende det guddommelige navn, bortset fra når sømændene taler i Jonas 3:4. Derefter bruger fortællingen også Elohim til at henvise til den sande Gud.

3. Mange vers må opdeles midtvejs. Ifølge *Evidence that Demands a Verdict*, bind II, s. 134, opdeler den såkaldte JEPD-teori i *Interpreter’s One-Volume Commentary on the Bible* følgende vers i to eller flere kilder.

1 Mos 2:4; 7:16,17; 8:2,3,13; 10:1; 12:4; 13:11,12; 16:1; 19:30; 21:1,2,6; 25:11,26; 31:18; 32:13; 33:18; 35:22; 37:25,28; 41:46; 42:28; 45:1,5; 46:1; 47:5,6,27; 48:9,10; 49:1,28

2. Mosebog 1:20; 2:23; 3:4; 4:20; 7:15,17,20,21; 8:15; 9:23,24,35; 10:1,13,15; 12:27; 13:3; 14:9,19,20,21,27; 15:21,22,25; 16:1,15; 17:1,2,7; 19:2,3,9,11,13; 24:12,15,18; 25:18; 31:18; 32:8,34,35; 33:5,19; 34:1,11,14

4. Mosebog 13:17,26; 14:1; 16:1,2,26,27; 20:22.

(Femte Mosebog nævnes ikke, da den anses for udelukkende at være »D«.)

Hvor mange vers skal der egentlig deles midt over ifølge denne teori, før den ikke længere er holdbar? 91 vers er sandsynligvis for mange.

Spørgsmål: Hvorfor bruger 197 passager navnet Jahve før 2. Mosebog 6:3, når det i 2. Mosebog 6:3 står, at Gud ikke åbenbarede sig under dette navn for Abraham, Isak og Jakob?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

a) Sande kendsgerninger, som ikke er en del af svaret.

a1. Da Moses skrev Første Mosebog i sin egen tid, ikke Jakobs, kunne Moses bruge hvilket navn han ønskede. For eksempel skriver folk korrekt, at Columbus ankom til Amerika, selvom Columbus ikke kendte navnet »Amerika«. Dette alene forklarer alle undtagen 53 steder, som er direkte citater eller lignende.

a2. En sammenligning af Septuaginta og den masoretiske tekst viser, at skribenterne havde en vis frihed til at ændre navne på Gud. Julius Wellhausen sagde, at dette var den største svaghed ved hans egen dokumentarhypotese.

a3. Guds navn var kendt af Abraham, Isak og Jakob, men Gud var ikke primært kendt som Jahve. Gud åbenbarede en betydning for Moses, som Gud ikke havde åbenbaret for de tre mænd før ham.

b) Svaret findes i selve 2. Mosebog 6:3.

b1. 2. Mosebog 6:3 siger ikke, at det blev åbenbaret »før Moses’ tid«. Der står kun »til Abraham, Isak og Jakob«.

(Dette udelukker 5 af de 53 passager.)

b2. Anden Mosebog siger ikke, at de ikke kendte Guds guddommelige navn. Der står blot: »Jeg viste mig … men ved mit navn Jahve har jeg aldrig givet mig til kende for dem.« Selvom Gud talte til eller viste sig for Abraham, Isak og Jakob mindst (8, 1, 6) 15 gange, viste Gud sig aldrig for disse mænd på en særlig måde forbundet med sit guddommelige navn, som Gud viste sig for Moses. Faktisk fik Jakob, da han bad om et navn efter kampen i 1. Mosebog 32:29, bevidst ikke noget svar.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 6:3, da Gud ikke personligt åbenbarede sig som Jahve for Abraham, Isak og Jakob, hvad skal man så sige om de steder, hvor Gud kaldte sig selv Jahve i følgende vers? 1. Mosebog 15:7: »Jeg er Jahve, som førte dig ud af Ur.« 1. Mosebog 18:14: »Er der noget, der er for svært for Jahve?« 1. Mosebog 28:13: »Jeg er Jahve, din faders Gud …«

Svar: Dette er sandsynligvis senere ændringer foretaget af skriftkloge. I alle tre tilfælde i den græske Septuaginta bruges ordet »Gud« (theos), ikke det græske ord for »Jeg er« i 2. Mosebog 3:14 (o v) eller det græske ord i 2. Mosebog 6:3 (kurios). Se også det foregående spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan kunne israelitterne i 2. Mosebog 6:16-20 have været i Egypten i 430 år, når der kun nævnes tre generationer mellem Levi og Moses?

Svar: Der var flere end tre generationer, da slægtsregistrene ofte havde huller, eftersom »barn« også betyder »efterkommer«, og »far« også betyder »forfader«.

Spørgsmål: Hvorfor giftede Amram sig i 2. Mosebog 6:20 med sin tante Jokebed, når dette er forbudt i 3. Mosebog 18:12?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Tredje Mosebog var endnu ikke skrevet, så de kunne ikke holdes ansvarlige for en fremtidig lov.

2. Desuden billiger Bibelen ikke dette, men rapporterer ærligt, hvad der skete.

Spørgsmål: Var Jochebed og Amram, Levis barnebarn, i 2. Mosebog 6:20 Moses’ forældre?

Svar: Ikke nødvendigvis, da »søn« kan betyde »efterkommer«, og Jochebed blev ikke nævnt ved navn i 2. Mosebog 2:1-9. Da Kehat havde 8.600 mandlige efterkommere på Moses’ tid (4. Mosebog 3:28), er det usandsynligt, at Amram, Kehats søn, var Amram, Moses’ far.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 6:26-27: Var det Moses, der skrev denne bog, da den er skrevet om Moses i tredje person?

Svar: Der er ingen grund til at betvivle, at Moses skrev dette. Det var ikke usædvanligt i antikkens litteratur at skrive i tredje person. Andre eksempler omfatter følgende:

1. Julius Cæsar, der skrev »Krigen mod gallerne«.

2. Julius Cæsar skriver »Borgerkrigene«.

3. Xenofon skriver *Anabasis*.

4. Josefus skriver »Jødernes krige«.

5. Apostlen Johannes skriver Johannesevangeliet.

Spørgsmål: Hvorfor sendte Gud i 2. Mosebog 7-11 først plagerne over egypterne i stedet for blot at påvirke egypterne til at lade dem gå?

Svar: 2. Mosebog 9:16 (og Romerbrevet 9:17) siger, at Gud gjorde dette for at vise sin magt, og for at hans navn skulle blive forkyndt over hele jorden. Seks punkter at overveje.

a) Gud er suveræn og har »retten« til at vælge de midler, han ønsker.

b) Gud var ikke uretfærdig over for egypterne, som i 400 år havde levet efter den »kulturelle norm«, der gik ud på at holde hebræerne i slaveri.

c) Ofte lider folk under en leder under konsekvenserne af deres lederes beslutninger.

d) Gud gav dem muligheden for at vælge at lade deres slaver gå. Men de valgte de økonomiske fordele ved at holde andre i slaveri frem for at behandle andre, som de selv gerne ville blive behandlet.

e) Dette var en dom ikke blot over Egypten, men også over de egyptiske guder. Det viste både, at disse guder var falske, og at Han var den eneste sande Gud med magt.

f) Guds navn blev herliggjort over hele jorden. Faktisk ser egypterne i dag op til Moses som en helt og Guds profet.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 2 Mos 7,1 være som Gud for Farao?

Svar: Denne sammenligning siger ikke, at Moses var guddommelig, men at al kommunikation og samhandling, som Farao havde med den sande Gud, ville foregå gennem Moses, bistået af Aron som profet. Se også 2 Korintherbrev 3:2-3, hvor vi er breve fra Gud til andre. Som en dame sagde: »Vi er måske de eneste bibler, nogle mennesker nogensinde læser.«

Spørgsmål: Hvordan kunne Faraos troldmænd i 2. Mosebog 7:11, 22 og 8:7 udøve magiske kræfter?

Svar: Som en sidebemærkning kan det nævnes, at et trylletricks, der udføres i dag, hvor man bruger tre kopper til at dække kugler, blev praktiseret i det gamle Egypten. Mens mennesker kan narre andre med smarte, ikke-overnaturlige tricks, har Satan mirakuløse kræfter, som 2. Thessalonikerbrev 2:9 og Åbenbaringen 13:13 viser. Disse troldmænd udførte sandsynligvis disse ting ved hjælp af Satans kraft.

Spørgsmål: Hvordan kunne vandet i 2. Mosebog 7:17-22 forvandles til blod?

Svar: Selvom egypterne sandsynligvis kendte til rødt sediment fra Etiopien, ville rød jord ikke påvirke vandet i krukker og stenspande. Der er to synspunkter. Da intet er umuligt for Gud, er det meningsløst at spørge, på hvilken måde Gud »var nødt til« at gøre det. I stedet kan man spørge, hvilket synspunkt der har de bedste beviser for, hvordan Gud valgte at gøre det.

1. Blodet er bogstaveligt talt blod.

2. Vandet var rødt, som det, der skyldes giftige alger, der forårsager den »røde tidevandsbølge«, man ser i forskellige oceaner og i Nilen. Algerne producerer et nervegift, der dræber fisk og gør vandet udrikkeligt.

Spørgsmål: I 2. Mos. 7:19 og 2. Mos. 8:16,24, ramte plagerne da »hele« og »hele« Egypten, eller gik de forbi Goshen i 2. Mos. 8:20,22?

Svar: 2. Mosebog 9:6 besvarer dette ved at vise, at når der blev sagt »hele Egypten«, var det underforstået, at Goshen var undtaget.

Spørgsmål: Hvordan kunne troldmændene i 2. Mosebog 7:20 forvandle noget vand til blod, når Moses allerede havde forvandlet vandet i floden til blod?

Svar: 2. Mosebog 7:20 siger kun, at vandet i floden foran Farao straks blev forvandlet til blod. Det øvrige vand kunne være blevet forvandlet kort tid senere.

Nogle gange, når Satan kender Guds timing, kan han forsøge at tage æren for det, Gud gør. Se diskussionen om 2. Mosebog 12:29 for et andet muligt eksempel. Nogle har dog en anden opfattelse, nemlig at »alt« betød størstedelen af vandet.

Spørgsmål: Hvem forhærdede Faraos hjerte i 2. Mosebog 7:22 og 4:21?

Svar: Farao var den første til at gøre det, og Gud forhærdede det også. Disse vers fortæller, hvem der forhærdede hans hjerte:

Herren vil forhærde: 2. Mosebog 4:21

Farao forhærdede sit eget hjerte: 2. Mosebog 8:15,32; 2. Mosebog 9:34; 1. Samuel 6:6.

Det blev hårdt (dvs. Faraos hjerte blev selv hårdt): 2. Mosebog 7:13-14,22; 8:19; 9:7; 9:35

Herren forhærdede det: 2. Mosebog 9:12; 10:1,20,27; 11:10; 14:4-5,17

Sammenfattende betragtede kristne som Clemens af Rom, der skrev i 1. Clemens kap. 51, s. 20 (96-98 e.Kr.), ikke dette som en enten-eller-situation, men begge dele spillede en rolle.

En lignende situation findes i Romerbrevet 1:21-32, hvor Gud overgav de vantro og fordærvede mennesker til endnu større fordærvelse. Gud forhærdede endda Israels hjerte i Esajas 63:17.

Som en sidebemærkning forhærdede Gud også kanaaniternes hjerter i Josva 11:20 og Sihon, kongen af Heshbon, i 5. Mosebog 2:30.

Spørgsmål: Hvorfor bad Farao i 2. Mosebog 8:10 Moses om at fjerne frøerne i morgen og ikke i dag?

Svar: Måske fordi dagen var ved at være omme, men selv da kunne de være blevet fjernet med det samme. Dette viser måske, hvor hårdt Faraos hjerte var. Han ville være sikker på, at frøerne ikke allerede var ved at forsvinde, når han talte med Moses.

Spørgsmål: Hvad var disse »myg« i 2. Mosebog 8:16-19?

Svar: Det kan have været det, vi i dag kalder »myg«, som er generende, men ikke bider. Alternativt kan det meget vel have været myg. Man er ikke sikker på den præcise betydning af det hebraiske ord kinnim, fordi dette er det eneste sted i Bibelen, hvor ordet bruges.

Spørgsmål: I 2 Mos 8,19; 2 Mos 31,18; 5 Mos 9,10; Sal 8,3 osv. – har Gud en finger?

Svar: Nej. Dette er et antropomorfisk udtryk, der skal illustrere Guds magt. Som en sidebemærkning kan det nævnes, at det sproglige udtryk for at bruge en del af noget til at betegne det hele er en retorisk figur kaldet en synekdoke. For et lignende eksempel i en anden religion, islam, nævnes Allahs finger i Bukhari Hadith, bind 9, bog 93, kapitel 26, nr. 543, s. 409.

Spørgsmål: I 2 Mos 8:19, 2 Mos 31:18, 5 Mos 9:10, Sal 8:3 og så videre – da det var forkert at lave billeder af Gud – hvorfor bruger Bibelen så antropomorfe beskrivelser af Gud, såsom at han har hænder osv.? (For mange år siden sagde John L. MacKenzie dette.)

Svar: Forskellen mellem de to er forskellen mellem kommunikation og tilbedelse. Gud valgte at kommunikere på måder, som mennesker kunne forstå, herunder ved hjælp af poesi og antropomorfe udtryk, såsom »hans højre hånd«.

Gud er dog meget tydelig i, at han ikke ønsker, at vi skal lave billeder eller tegne afbildninger med det formål at tilbede eller ære Gud.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 8:20-32, hvilken slags fluer var der tale om?

Svar: Der er et par teorier. Det kan have været såkaldte »hundefluer«, som har smertefulde bid. Disse kan have symboliseret den egyptiske gud Re. Alternativt kan det have været ichneumonfluer, som symboliserede guden Uatchit. Fluerne kan være blevet tiltrukket af de rådnende frøer.

Spørgsmål: Hvordan kunne plagerne i 2. Mosebog 9:4, 11:7 og 12:13 undgå at ramme israelitterne, mens de ramte egypterne?

Svar: Gud har magt til at gøre, som han vil. Desuden lovede Gud i 2. Mosebog 15:26, at hvis israelitterne adlød ham, ville de heller ikke lide under disse sygdomme i fremtiden.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 9:6, 19-20 døde alt kvæg og alle heste, så hvordan overlevede hestene i 2. Mosebog 14:9?

Svar: I 2. Mosebog 9:6 henviser »alt« enten til alt kvæg i hele Egypten, eller til alt kvæg på markerne i Egypten, eller til begge dele. I sammenhængen gør den tætte placering af 2. Mosebog 9:19-20 i forhold til 2. Mosebog 9:6 det tydeligt, at forfatteren ikke havde til hensigt, at dette skulle forstås som hvert eneste dyr, inde eller ude, men som dyrene på marken.

Spørgsmål: Hvad ved vi om kvægopdræt i Egypten ud fra 2. Mosebog 9:6, 19-20?

Svar: Egyptisk kvæg blev normalt holdt i stalde fra maj til december under Nilenes oversvømmelser, når græsgange var vandmættede. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 2, s. 357, står der, at denne plage sandsynligvis fandt sted i januar, hvor nogle af kvægene blev sat ud på græs. Da oversvømmelsen trak sig tilbage fra Nildeltaet senere end fra resten af Egypten, ville kvæget have været i staldene længere. Hvis kvæget døde af mund- og klovsyge på grund af de rådnende frøer, ville dette hovedsageligt have ramt det kvæg, der var ude på marken.

Spørgsmål: I 2 Mos 9,16 og 2 Mos 11,9: rejste Gud Farao op blot for at straffe ham?

Svar: Nej, det siger Skriften ikke. Der står, at Gud lod Farao, med hans stædige ondskab, bestå for at demonstrere Guds evne til at føre israelitterne ud af trældommen. Ud over at bruge det onde til at demonstrere sin magt og dom over for andre, tillader Gud også det onde at brede sig i en periode, og Gud dømmer den frugt, der frembringes.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 2 Mos 9,19 og 2 Mos 9,27 begive sig ud for at møde Farao under den ødelæggende haglplage?

Svar: Det er klart, at haglbygen ikke var overalt på alle tidspunkter. Selv i en orkan er der ro i stormens øje. Moses kan være taget hen til Farao under en midlertidig pause i haglbygen over en del af Egypten. Alternativt kan Gud have beskyttet Moses, da han begav sig hen til Farao.

Spørgsmål: I 2 Mos 9,20, Es 28,25 og Ez 4,9: Hvilken slags fødevarer dyrkede bønderne dengang?

Svar: Folks kost dengang var meget forskellig fra nutidens industrialiserede samfund og bestod af en større variation af naturlige fødevarer. De havde ikke majs eller kartofler i den gamle verden, da disse stammer fra Amerika. De havde hvede og rug, ligesom vi har i dag, men de dyrkede betydelige mængder af andre, gamle kornarter, som vi i dag kun dyrker som specialiteter. For eksempel kaldes einkorn, emmer og spelt undertiden for »dækkede hvedesorter«; de lader sig ikke tærske lige så godt som hvede. Rug, sorghum og hirse er ikke lige så næringsrige som hvede, selvom sorghum og hirse stadig bruges i Afrika. Kamut-korn, som smager lækkert, blev også dyrket. Andre gamle kornarter er amarant og quinoa. De havde ikke en anden kornart, nemlig triticale, en krydsning mellem hvede og rug, fordi den først blev dyrket i Skotland i 1875. For mere information, se http://www.hort.purdue.edu/newcrop/proceedings1996/V3-156.html#EINKORNOrigin.

Hvad angår sødemidler, havde man, bortset fra sukkerroer i Europa og sukkerrør langt væk i tropiske lande, stort set kun honning. Honning indeholder et stort antal forskellige kemiske stoffer, og hver parti vild honning er lidt forskellig, da det afhænger af de blomster, bierne har besøgt. Nogen sagde engang om honning, at hvis der i dag fandtes en ny fødevare, der indeholdt tusindvis af ukendte stoffer og havde forskellige kemiske sammensætninger hver gang, den blev fremstillet, ville den på ingen måde kunne få godkendelse fra den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA)!

Spørgsmål: Hvordan kan der i 2. Mosebog 9:23 være ild blandet med hagl?

Svar: Det sker naturligvis hele tiden i voldsomme haglstorme ledsaget af lyn og torden. Ifølge 2. Mosebog 9:29 var det sandsynligvis det, ilden bestod af. Men Gud kunne gøre det, som Han ville.

Spørgsmål: Hvordan skal folk frygte Gud i 2. Mosebog 9:30?

Svar: Vi frygter ikke Gud på samme måde, som man måske frygter en uretfærdig, ond person. Men vi skal frygte Gud på to måder.

1. Ikke-troende bør frygte Guds dom og vrede.

2. Frygt betyder også respekt. Alle bør respektere Gud, som skabte os, Ham, der er formålet med vores eksistens, og Ham, der vil dømme alle og skænke mennesker evigt liv eller dømme dem til evig fortabelse i helvede, den kosmiske losseplads. Nogle ikke-kristne føler måske, at Gud ikke lever op til det, de ønsker, at en gud skal være. Den sande Gud lever op til sin egen karakter, men måske er han slet ikke interesseret i at leve op til dine standarder. Se også svaret til 2. Mosebog 20:20.

Spørgsmål: Hvordan kunne der i 2. Mosebog 10:21-23 være mørke netop over Egypten?

Svar: Gud skabte lyset, og han kan styre det. Uanset om der var tale om en midlertidig forandring i solen, naturlovene, en mørk sky, vulkansk aske, en anden forhindring eller intet af det ovenstående, kan Gud handle, som han vil.

Spørgsmål: Findes der i 2. Mosebog 10:21-33 nogen arkæologiske beviser for mørke over Egypten?

Svar: Måske. I *Biblical Archaeology Review*, januar/februar 1991, s. 50, står der:

»En egyptisk tekst dateret til efter afslutningen af det 18. dynasti (ca. 1350 f.Kr.) beskriver en katastrofe som følger:

’Solen er tildækket og skinner ikke for menneskers øjne. Livet er ikke længere muligt, når solen er skjult bag skyerne. Ra [guden] har vendt sit ansigt bort fra menneskeheden. Hvis den dog blot ville skinne i bare en time! Ingen ved, hvornår det er middag. Ens skygge kan ikke skelnes. Solen på himlen ligner månen…’”

Dette kunne henvise til mørket over landet, men det henviser ikke til vulkanudbruddet på øen Thera, da det fandt sted omkring 200 år tidligere.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 10:29 siger Moses, at han aldrig mere vil træde frem for Farao. Alligevel kalder Farao Moses og Aron til sig i 2. Mosebog 12:31. Hvordan kan det være? Tog Moses fejl i 2. Mosebog 10:29, og hvis ja, var det Gud, der bad ham sige dette, eller var det på eget initiativ?

Svar: I 2. Mosebog 10:29 var Farao tydeligvis ved at blive træt af at se Moses, og derfor var det Moses’ hensigt, at han aldrig mere ville træde frem for Farao. Da Farao befalede ham at komme, var Moses dog nødt til at komme. Lad os se på dette fra tre vinkler:

a) Hvis dette var en profeti, så var den ikke sand.

b) Hvis dette udtrykte Moses’ hensigt, så var det sandt; Moses kom ikke af egen drift; han blev kaldt.

c) Hvis dette var et løfte, så blev dette menneskelige (ikke guddommelige) løfte tilsidesat af, at han var nødt til at følge Faraos befaling.

Kort sagt: Moses løj ikke og var ikke vildledende, men Moses forventede tydeligvis, at han ikke ville komme foran Farao igen, og Moses tog fejl i denne henseende.

Et vigtigt punkt at bemærke er, at profeter var mennesker, og at de også kunne sige og gøre ting forkert. Det klassiske eksempel er, da Nathan fortalte David, at han kunne bygge templet, og derefter korrigerede Gud Nathan i 2. Samuelsbog 7:3-17. En Guds profet er kun fejlfri, når han taler som profet, dvs. »således siger Herren« eller tilsvarende. Da Moses mistede besindelsen og slog på klippen flere gange og kaldte israelitterne for oprørere, fortrød han utvivlsomt disse ord senere.

Spørgsmål: Skrev Moses i 2. Mosebog 11:3 og 4. Mosebog 12:3 om sig selv, at han var højt agtet og ydmyg?

Svar: Der er tre forskellige synspunkter:

a) Moses gav nøgternt en baggrundsbeskrivelse af sit omdømme.

b) Da dette blev nedskrevet af en skriver på vegne af Moses, tilføjede skriveren dette under guddommelig inspiration.

c) Dette var en senere tilføjelse til teksten foretaget af en skriver, som Gud lod bevare gennem tiderne. Se også diskussionen om 4. Mosebog 12:3.

Spørgsmål: Findes der, bortset fra Bibelen, nogen beviser for, at der fandt nogen plager sted i Egypten i denne periode, som beskrevet i 2. Mosebog 11:5-12:30?

Svar: Måske. David M. Rohl nævner i *Pharaohs and Kings: A Biblical Quest* (1995), s. 278-279, at der var beviser på en stor katastrofe med et stort antal hastigt begravede lig. Det store antal dødsfald beviser eller modbeviser dog ikke, at dette skyldtes en pludselig begivenhed, der fandt sted fra den ene dag til den anden. Dette blev opdaget af Manfred Bietak ved Tell ed-Daba. Det fremgår af *Avaris and Piramesse: Archaeological Exploration of the Eastern Nile Delta* (London, 1979), s. 295.

Desuden citerer Josefus Manetho for at have sagt, at »en Guds storm ramte os«. Dette står dog i sammenhæng med, at indtrængende fra øst invaderede Egypten, så det kunne være en uafhængig begivenhed, eller der kunne have været indtrængende i Egypten i Moses’ tid, som 2. Mosebog ikke nævner noget om.

Spørgsmål: Betyder »udstødt fra Israel« i 2. Mosebog 12:19 at blive udvist fra fællesskabet eller muligvis døden eller henrettelse?

Svar: Kristne forskere er uenige, som det fremgår af The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, s. 375.

Udstødelse: *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 128. I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 98, står der: »Det vil sige udelukket fra lejren og dens privilegier. I visse sammenhænge betyder udtrykket ’afskåret’ dødsdom.« De fleste kommentatorer vil sige, at det betyder død.

Spørgsmål: Hvordan kunne en [angiveligt] alelskende Gud, der er så kærlig som muligt, i 2. Mosebog 12:29 dræbe de ægyptiske førstefødte?

Svar: Intet vers i Bibelen siger, at Gud er al-kærlig, og intet vers siger, at Gud er så kærlig som muligt. Guds kærlighed afvejes af hans andre egenskaber. Hvad angår spørgsmålet om, hvordan Bibelens Gud kunne dræbe de ægyptiske førstefødte, se svaret på det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvorfor var Gud [angiveligt] uretfærdig i 2. Mosebog 12:29-30, da han dræbte alle de egyptiske førstefødte i stedet for Farao selv, eftersom det var Farao, der syndede?

A: Gud var ikke uretfærdig. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Alle egypterne holdt israelitterne som slaver. Farao selv piskede ikke slaverne; det gjorde de egyptiske opsynsmænd. I 400 år anså det egyptiske samfund det for normalt at drage fordel af de hebraiske slaver.

Mennesker bærer ofte konsekvenserne af andres handlinger. Kokainafhængige mødre føder babyer med mindre hjerner, der er afhængige af kokain. Millioner døde på grund af Hitlers og andres morderiske vanvid. Disse ting sker i en faldet, uretfærdig verden. Se dog det næste punkt.

Fuldstændig retfærdighed udsættes indtil dommedag. For eksempel blev Jesus i Lukas 13:1-5 fortalt om galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med deres ofre. Jesus sagde, at dette ikke skete, fordi de var værre end andre galilæere, men at hvis man ikke omvender sig, vil man også gå til grunde. Nogle straffes hårdere end andre for de samme ting i dette liv. Men på dommedag vil Gud dømme retfærdigt og rette op på alt.

Spørgsmål: Hvilke arkæologiske fund i 2. Mosebog 12:29 tyder på, at Faraos søn døde lige før udvandringen?

Svar: På Thutmosis IV’s (1421–1410 f.Kr.) drømstele, der blev fundet mellem forpoterne på sfinksen i Giza, lovede guden Harmakhis Thutmosis særlig hjælp til at blive den næste farao til gengæld for at fjerne det sand, der havde hobet sig op mod sfinksen. Han ville sandsynligvis ikke have haft brug for særlig hjælp, hvis han var den første i arvefølgen efter sin far Amenhotep II (1450/1447–1401/1385)

Walter Kaiser skriver i *A History of Israel*, s. 90, at Thutmose IV’s ældste bror hed Webensenu. Webensenu blev begravet i den kongelige grav, og det var sandsynligvis ham, der døde under den tiende plage. Amenhotep II’s anden søn var Khaemwaset, som giftede sig, inden han døde. Som Kaiser siger: »Selvom Sfinx-stelen ikke kan betragtes som et direkte bevis på de førstefødtes død, har egyptologerne altså frembragt tilstrækkelige beviser til at understøtte den tidlige datering af udvandringen og det faktum, at Thutmose IV faktisk ikke forventede at efterfølge sin far på tronen.«

Spørgsmål: Hvordan kunne en retfærdig og kærlig Gud i 2. Mosebog 12,29-30 dræbe de førstefødte egyptere, når de ikke havde nogen indflydelse på faraos beslutning?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Dødsfaldene beviser ikke, at hverken egypterne eller deres dyr var skyldige i Faraos beslutning.

2. Mod barnemordet og undertrykkelsen gjorde det egyptiske folk tilsyneladende ikke modstand eller gjorde noget som helst før 2. Mosebog 12:33. Selv i 2. Mosebog 14:5 ønskede det egyptiske folk, at israelitterne skulle vende tilbage som slaver.

3. Det er vigtigt at gøre modstand, fordi mennesker, herunder børn, ofte lider under uforholdsmæssigt store konsekvenser på grund af politiske lederes beslutninger.

4. Der er meget, der er uretfærdigt i dette liv. Men der kommer en dag, dommedag, hvor alt vil blive gjort retfærdigt. Gud er retfærdig, og de rige og de fattige, undertrykkere og undertrykte, nazisterne, cambodjanerne, sudaneserne og alle andre vil modtage fuldstændig retfærdighed ved tidernes ende – selvom hvem kan sige, at alt, hvad de ønsker, er retfærdighed uden barmhjertighed?

Spørgsmål: Hvordan kunne der i 2. Mosebog 12:30 ikke være et hus uden en død, når israelitterne blev skånet?

Svar: I sammenhængen henviser dette til huse i Egypten, hvor påsken ikke blev fejret.

Spørgsmål: Hvad symboliserer de fire påskebegre i 2. Mosebog 13?

Svar: Selvom påsken blev indstiftet i Anden Mosebog, er de forskellige bægre, der serveres ved påsken, ikke nævnt i Det Gamle Testamente, men var en del af den jødiske tradition, der opstod i romertiden. De er dokumenteret i Talmud (Pesachim 10:1).
Der var tilsyneladende forskellige fortolkninger af symbolikken, men her er én: De forskellige bægre repræsenterede forskellige former for forløsning.

Det første bæger var til kiddush-velsignelsen, der fremsiges ved påskens begyndelse. Dette bæger skal fejre, at Gud førte dem ud af Egypten.

Det andet blev drukket før hovedmåltidet for at fejre befrielsen fra det egyptiske slaveri.

Det tredje bæger blev drukket efter bordbønnen for at fejre demonstrationen af Guds magt.

Det fjerde bæger blev drukket ved afslutningen af Hallel for at fejre, at de blev et folk.
Nogle havde et femte bæger, »Elijas bæger«, som ikke blev drukket.

Nogle af disse oplysninger stammer fra en jødisk hjemmeside: http://2-passover.tripod.com/thefourcupsofwineforpassover.html.

Spørgsmål: Skulle israelitterne i 2. Mosebog 13:2,13 hellige deres førstefødte børn (sønner og døtre), eller kun de førstefødte sønner, som det står i 2. Mosebog 22:29?

Svar: Både hebraiske og moderne oversættelser taler om sønner:

2. Mosebog 13:2 »den førstefødte blandt Israels sønner«

2. Mosebog 13:13 »hver førstefødt blandt jeres sønner«

Spørgsmål: I 2. Mosebog 13:4, var den første måned Abib, eller var det Nisan som i Nehemias 2:1?

Svar: På det tidspunkt (1445 f.Kr.) kaldte israelitterne den Abib. Århundreder senere (ca. 500 f.Kr.), under perserne, blev den kaldt Nisan. Dagens iranere (persere), uanset religion, fejrer et nytår kaldet Nowruz.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 13:19, betyder bevarelsen af Josefs knogler så, at kristne bør ære hellige relikvier, som nogle katolikker hævder?

Svar: Nej. At knoglerne blev bevaret til begravelse, betyder ikke, at de blev æret. Der er intet bevis i Bibelen for, at Josefs knogler – eller for den sags skyld nogen andres – blev betragtet som hellige genstande for tilbedelse.

Det andet bud forbyder at have billeder foran Gud. Gennem hele middelalderen forsøgte forskellige katolikker at kategorisere synder, hvoraf de »syv dødssynder« er de mest berømte. Det interessante ved disse forskellige lister er, at forfatterne af dem alle glemte det andet bud.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 2 Mos 13,21-22; 2 Mos 14,19-20; 2 Mos 40,38 følge Israel som en sky og en ildsøjle?

Svar: Da Gud allerede havde vist sig som tre besøgende for Abram og som en ild i en busk for Moses, ville det slet ikke være svært for Gud at vise sig som en sky eller en ildsøjle. Det er sandsynligvis sværere for os at bryde vores forestillinger om, hvad vi tror, Gud skal gøre, end det er for Gud at vise sig som noget.

Spørgsmål: Hvorfor forfulgte Farao i 2. Mosebog 14:6-7 alle israelitterne med kun 600 stridsvogne?

Svar: Selvom stridsvogne var formidable krigsvåben i oldtiden, og de fleste israelitter ikke havde våben, er svaret, at 2. Mosebog 14,7 siger, at Farao tog 600 af de bedste stridsvogne og alle de øvrige stridsvogne, og 2. Mosebog 14,9 siger »og hæren«. 2. Mosebog 15,4 nævner også Faraos stridsvogne og hans hær.

Spørgsmål: Hvordan så de egyptiske stridsvogne ud på det tidspunkt, som beskrevet i 2. Mosebog 14:6-7?

A: Arkæologer fortæller os, at stridsvogne i det nordlige Mesopotamien lignede vogne med tre eller fire personer om bord og op til fire æsler eller heste. Ægypterne havde nogle stridsvogne af denne type, indtil hyksoserne erobrede det meste af Ægypten efter 1586 f.Kr. med deres overlegne stridsvogne. Efter denne tid var de ægyptiske stridsvogne meget lette, med to heste og to mænd. Den ene mand var stridsvognskusk, og den anden var bueskytte. Hjulene var store og havde som regel seks eger. Der var ingen pigge på stridsvognens aksler før den persiske periode. Stridsvogne var vigtige krigsvåben på tørt, fladt terræn, men de var ikke særlig anvendelige i bjergene eller på vådt, blødt underlag.

Spørgsmål: Hvordan kunne faraoen i 2. Mosebog 14:9-28 og Josva 24:6 have »ryttere«, når hærene på den tid ikke havde kavaleri?

Svar: Dette kan henvise til »vognkuskere«, ikke kavaleri. Når dette ord bruges, er det altid i kontrast til den regulære hær.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 14:14 kæmpede Gud for israelitterne dengang – hvorfor kæmpede Gud så ikke altid for israelitterne senere?

Svar: Gud var ikke forpligtet til altid at kæmpe for israelitterne. Han kunne kæmpe for dem og afstå fra at kæmpe for dem, når Han ønskede det. Ofte ser det ud til, at Gud lod dem kæmpe deres egne kampe.

Spørgsmål: Hvordan ophøjer det Gud og giver ham ære, at egypterne druknede i 2. Mosebog 14:17 og 15:21?

Svar: Det viste i israelitternes øjne, at Gud havde magten til at redde dem selv fra en mægtig hær, og at Gud ville våge over dem.

Spørgsmål: Hvorfor var Gud i 2. Mosebog 14:17 og 15:21 så uretfærdig, at han lod den egyptiske hær drukne i Det Røde Hav, når soldaterne blot adlød ordrer?

Svar: Der er en vigtig lære her: soldater bør ikke adlyde ordrer, der er onde. Dengang, da de egyptiske soldater fik ordre til at dræbe de fredelige tilbedere af Gud, blev de udsat for dom for deres »onde lydighed«. I dag, når muslimske »hellige krigere« får ordre til at dræbe fredelige tilbedere af Gud, blot fordi de er kristne, bliver også de udsat for Guds dom i helvedesilden.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 14:18, krydsede israelitterne det »Røde« Hav eller det meget lavvandede »Rørhav«?

Svar: Det hebraiske udtryk er Yam Suph, og det kunne være begge dele; vi ved ikke præcist, hvor de krydsede. I bogen *When Critics Ask*, s. 75-76, foreslås det, at det måske var Ballah-søen, som var et lavvandet »hav« 10-15 miles (16-24 km) bredt. (Ballah-søen blev ødelagt, da Suezkanalen blev anlagt.)

Selv Rørhavet var måske ikke lavvandet dengang. I 2. Mosebog 14:22 står der, at vandet dannede en »mur« på begge sider, så der må have været en betydelig mængde vand der. Hvis det hav, de krydsede, var lavvandet, og israelitterne krydsede det, ville det – som en person spøgtigt bemærkede – være et langt større mirakel, hvis de havde krydset det lavvandede Rørhav og druknet alle de heste og vognkuskene i blot få inches vand.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud dele havet i 2. Mosebog 14:21-29?

Svar: Den Almægtige kunne gøre det på enhver måde, han ønskede. 2. Mosebog 14:21 beretter om en kraftig østenvind, men der kunne også have været andre faktorer.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 14:21-29: Kunne det gigantiske vulkanudbrud på Thera have forårsaget delingen af Det Røde Hav?

Svar: Denne opfattelse blev fremført i bogen *The Bible as History* og af Hans Goedicke. Denne teori var på et tidspunkt populær, fordi vulkanudbruddet på øen Thera tilsyneladende fandt sted omkring 1500 f.Kr., hvilket lå tæt op ad Goedickes opfattelse af, at udvandringen fandt sted i 1477 f.Kr. (Man mener nu, at udvandringen fandt sted i 1445 f.Kr.) Imidlertid viser undersøgelser af den kalibrerede kulstof 14-datering af årringe fra både egetræer i Irland og bristlecone-fyrretræer i Californien uafhængigt af hinanden en verdensomspændende afkøling, der hæmmede træernes vækst, omkring 1628 f.Kr. +/- 20 år. Datering af Grønlands iskappe tyder på en afkøling omkring 1645 f.Kr. Vulkanudbruddet på øen Thera fandt således sted omkring 200 år tidligere.

Spørgsmål: Hvordan kunne 2 millioner israelitter i 2. Mosebog 14:21-29 krydse Det Røde Hav på kun 24 timer?

Svar: Antag, at 602.000 mænd svarer til omkring 2 til 2,5 millioner mennesker. Hvis overgangen måske var 2 til 2,5 miles (3,2–4 km) bred, og de i gennemsnit holdt en afstand på to yards til hinanden, ville det svare til 1.760 kolonner i enkelt række med 1.136 personer i hver. Hvis man tager højde for vogne og dyr, og hvis de i gennemsnit holdt en afstand på ti yards til den foranstående, og folk gik langsomt med en hastighed på 1 mile (1,6 km) i timen, kunne de passere et bestemt punkt på 6,5 timer.

Spørgsmål: Er der i 2. Mosebog 15 noget, der tyder på, at hebræerne vandrede rundt på Sinai-halvøen?

Svar: Ja, der er nogle beviser. Der blev fundet inskriptioner i huler på Sinai-bjerget, der beskriver delingen af havet, Moses og fangsten af vagtlerne. Det mest interessante er sproget: det var en blanding af egyptisk og hebraisk. Historikeren Diodorus Siculus (10 f.Kr.) kendte også til dette. Imidlertid kan inskriptionernes ægthed hverken bevises eller modbevises. Dette skyldes sandsynligvis, at der ikke er nogen måde at datere inskriptionerne på klippevæggene på.

I »Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology« s. 535 står der, at der ved indgangen til kobberminerne på Sinai findes hundredvis af inskriptioner. De fleste af dem er skrevet med egyptiske hieroglyffer, men omkring 40 inskriptioner er skrevet med en slags proto-sinaitisk alfabetisk skrift fra det 15. århundrede f.Kr. Disse er nogle af de tidligste eksempler på alfabetisk skrift, der er bevaret i dag.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 15:1-21, skal dette afsnit placeres sammen med det forrige afsnit i 2. Mosebog eller det følgende afsnit?

Svar: Da der er tale om en fortælling, kan den høre til begge dele. Mange kommentatorer placerer den sammen med det forrige afsnit, da den sandsynligvis blev sunget kort efter deres befrielse. Når jeg imidlertid skal strukturere 2. Mosebog, foretrækker jeg at placere den i det efterfølgende afsnit, fordi første halvdel af 2. Mosebog 15 og sidste halvdel af 2. Mosebog 15 udgør så gode spejlbilleder af hinanden. Mens de vandrede i ørkenen, må vi huske, at israelitterne ikke kunne »læse videre« i Anden Mosebog og finde ud af, hvor de var på vej hen, eller hvad der ville ske med dem. Under deres vandring var der dybest set kun to ting, de kunne gøre. De kunne mindes Guds storhed og nåde over for dem, eller de kunne klage over deres nuværende omstændigheder.

I vores liv i dag er der i grunden også kun to ting, vi kan gøre: behage Gud ved at prise og adlyde ham med taknemmelighed, eller rette vores hjerte mod verden og klage eller gå vores egne veje, idet vi tvivler på Guds forsyn eller omsorg.

Spørgsmål: Hvordan kunne der i 2 Mos 15,1 være tale om »ryttere«, når den egyptiske hær sandsynligvis ikke havde kavaleri dengang?

Svar: Ordet »ryttere« specificerer ikke, hvad der rides på. Hære på den tid var afhængige af stridsvogne, og disse er stridsvognsryttere, også kaldet stridsvognskuske.

Spørgsmål: Da der i 2. Mosebog 15:11 står: »Hvem blandt guderne er som dig?«, er der så mere end én Gud?

Svar: Nej. Dette vers viser, ligesom Esajas 40:18, at Gud er uforlignelig. 1 Korintherbrev 8:1-7 viser, at der er mange afguder, men at der kun er én sand Gud, som det fremgår af 5. Mosebog 4:35-39; 6:4; Markus 12:29-33; Esajas 43:10-12; 44:6,8; 45:5-6,14,21; 46:9; Joel 2:27; 1. Timoteus 1:17; 2:5; og 6:15-16.

Spørgsmål: Hvordan »løste« Gud israelitterne ud i 2. Mosebog 15:16?

Svar: En af grundene til, at de tilhører Gud, er, at Gud reddede deres liv.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af vandet ved Mara og Elim i 2. Mosebog 15:22-27?

Svar: Gud satte folket på prøve, jf. 2. Mosebog 15:25. Folket havde desperat brug for vand, og de fandt rigeligt med vand ved Mara, men det må have virket som en grusom spøg, for vandet var bittert og udrikkeligt. Bittert vand er ofte bittert, fordi det er meget basisk. Så det smager ikke kun dårligt, men er også skadeligt for kroppen. Gud gjorde ikke blot det bitre vand tåleligt og sundt nok til at drikke, men gjorde det faktisk sødt og velsmagende.

Kan Gud sørge for dig i et tørt og tørstigt land? Gud kender dine behov, men hvad nu, hvis du er i nød, og den eneste forsyning synes at være intet andet end en grusom spøg? Vil du stadig være trofast og enten vente på, at Gud forsyner dig med andet vand, eller, som i dette tilfælde, på mirakuløs vis gøre den tilsyneladende »ikke-løsning« på dit problem til en løsning, der både er tilstrækkelig og endda giver tilfredshed?

Israelitterne blev sat på prøve mange gange, ligesom David, de senere jøder, Jesus og de første kristne. Vi bør ikke blive overraskede, når vi også bliver sat på prøve.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af mannaen og vagtlerne i 2. Mosebog 16,1-36?

Svar: Folkets presserende behov for vand blev opfyldt, men hvad med deres overlevelse på længere sigt? I stedet for at spørge Gud om deres behov, knurrede de mod Moses. Når du har et berettiget behov, og Gud endnu ikke har opfyldt det, hvad gør du så? Brokkes du dig, eller fortsætter du med at bede til Gud? Kan Gud give dig næring på et goldt sted? Når der ikke er næring – hverken fysisk mad eller følelsesmæssig, venskabelig eller åndelig næring – tror du så, at Gud er mægtig nok til at tage sig af dig på lang sigt? Vi skal planlægge for fremtiden (ligesom den kloge myre i Ordsprogene 30:25), men kan du se fremad med tillid til Ham, ikke med frygt?

Spørgsmål: Hvorfor skulle israelitterne i 2. Mosebog 16,23-30 holde sabbatten på et sted kaldet Sin-ørkenen, når befalingen først blev givet senere sammen med de ti bud på Sinai?

Svar: Gud gav dem dette bud, før han gav alle de ti bud.

Spørgsmål: Er Sin-ørkenen i 2. Mosebog 16:23 det samme som Zin-ørkenen?

A: Nej. Sin-ørkenen lå lige vest for Sinai-bjerget, mens Zin-ørkenen lå lige syd for Juda og nordøst for Kades-Barnea. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 2, s. 404, står der, at den indledende hebraiske konsonant er forskellig.

Q: I 2 Mos 16:31, 4 Mos 11:7-9, 5 Mos 8:3,15, Jos 5:12, Sal 78:24,25, 105:40 og Neh 9:15 – hvad er manna egentlig?

Svar: Skriften siger kun, at det var en føde, som Gud på mirakuløs vis sørgede for.

Nogle har fremsat teorier om, at det var spiselige udskillelser fra tamarisktræer på Sinai, insektudskillelser osv., men en naturlig forklaring er utilstrækkelig. Det kom seks dage om ugen, men ikke på sabbatten. Desuden ville der ikke være nok insekter eller udskillelser fra tamarisktræer til at brødføde en så stor befolkning.

I Hebræerbrevet 9:4 nævnes det, at der blev lagt en krukke med manna i arken.

Spørgsmål: Hvorfor var Gud i 2. Mosebog 17:1-7 vred på et folk, der adlød ham?

Svar: I 2. Mosebog 17:1 står der, at folket vandrede fra sted til sted, som Herren havde befalet. Men de knurrede, mens de adlød. Lydighed er ikke nok; vi skal udvise glædelig lydighed uden at klage eller diskutere, som det står i Filipperne 2:14.

Spørgsmål: Hvordan kan folk i 2. Mosebog 17:2 og 5. Mosebog 6:16 friste Gud, når det i Jakob 1:13 står, at Gud ikke kan fristes af det onde?

Svar: En bedre oversættelse end »friste Gud« er »sætte Herren på prøve«. Gud kan ikke rigtigt fristes af det onde, men mennesker kan alligevel forsøge. Dette er et udtryk for synden hos mennesker, der siger til Gud: »Gør det på denne måde og udfør dette mirakel, ellers...«

Spørgsmål: I 2 Mos 17,8, hvor israelitterne kun vandt, når Aron og Hur holdt Moses’ hænder oppe, lyder det da ikke som overtro?

Svar: Alle vidste, at kraften lå hos Gud, ikke i hænderne. Gud bruger undertiden fysiske handlinger til at kanalisere sin kraft. Se for andre eksempler 2. Kongebog 13:21 (Elisas knogler), 4. Mosebog 21:4-9 (bronze-slangen) og Johannes 9:6-7 (Jesus laver ler for at smøre det på en blind mands øjne).

Spørgsmål: Hvad er betydningen af Guds navn her i 2. Mosebog 17:15-16?

Svar: Det er meget betydningsfuldt, at Moses kaldte Gud for Jahve Nissi, »Herren er mit banner«. I en militær kamp var banneret hæderen for hæren eller divisionen, og soldaterne ville kæmpe til det sidste for at redde det for enhver pris. Dette betyder meget mere end blot, at Gud er stærk og mægtig. Da en stor hær, fast besluttet på at besejre israelitterne, kom lige imod dem, troede israelitterne IKKE blot, at Gud var et fjernt, magtfuldt væsen, der måske ville hjælpe dem, hvis Han havde lyst til det. De troede snarere ikke blot, at Gud var magtfuld, men at Gud ville træde til i den afgørende stund og redde dem, der påkaldte Hans navn. I dag tror alle kristne, at Gud er den Almægtige, men lever du virkelig, som om du tror, at Gud vil træde til for dig i den afgørende stund? Hvis ja, så tror du ikke blot, at Gud er dit banner, og at du vil kæmpe til det sidste for at stå fast for Gud, men du ved også, at du selv er Guds banner, i den forstand at du bærer hans navn og er hans øjesten (5. Mosebog 32:10; Salme 17:8), og at Gud helt sikkert vil være med dig. Selv hvis du bliver dræbt for Guds skyld, ved du, at »Kostbar er i Herrens øjne de helliges død.« (Salme 116:15 NIV)

Spørgsmål: I 2. Mosebog 18:7 står der, at vi kun skal tilbede Gud – hvorfor bøjede Moses sig da for sin svigerfar?

Svar: At bukke i respekt er ikke tilbedelse. Selv i dag bukker eller nejer folk for den engelske monark ud af respekt. Abraham bukkede i respekt for konger, og det er i orden at vise ærbødighed, så længe det ikke fortolkes som tilbedelse. I modsætning hertil anslås det, at op til 50.000 kristne omkom under den romerske forfølgelse, og mange mennesker misforstår hvorfor. Romerne havde ikke noget problem med, at kristne tilbad Jesus. Romerne kunne derimod ikke tolerere de kristnes afvisning af at tilbede andre end Gud, især den romerske kejser. For at gøre ondt værre kaldte de romerske hedninger de kristne for »ateister«, fordi de ikke troede på deres afguder.

Spørgsmål: Hvorfor fulgte Moses i 2. Mosebog 18,17-26 Jetros råd i stedet for Guds?

Svar: Det var ikke i strid med Guds vilje, men Moses erkendte, at det var et godt råd for at følge Gud. Vi skal være praktiske og tage imod gode og retfærdige råd fra andre såvel som fra Gud.

Spørgsmål: Hvorfor gik Moses i 2. Mosebog 19:3,20; 24:9,13,15,18; 34:4 op på bjerget syv gange og vendte tilbage for at se Herren (2. Mosebog 32:31), når det i 2. Mosebog 19:14,24; 32:15; 34:29 kun er nedskrevet, at han gik ned fire gange?

Svar: Nogle har brugt dette til at forsøge at underbygge, at 2. Mosebog har flere forfattere, men i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 416, står der, at dette ikke rigtig hjælper med at besvare spørgsmålet. 2. Mosebog behøver ikke at være i kronologisk rækkefølge; der er intet problem med, at den er i kronologisk rækkefølge her; rækkefølgen er faktisk ganske ligetil.

2. Mosebog 19:3 Moses gik alene op

2. Mosebog 19:14 Moses kom alene ned

2. Mosebog 19:20 Moses gik alene op til toppen

2. Mosebog 19:24 Moses kom kortvarigt ned for at hente Aron

2. Mosebog 24:9 Moses og 73 andre gik op

2. Mosebog 24:12-13 Gud beder Moses om at komme op, så Moses lader de ældste blive, hvor de er, og Moses og Josua gik længere op.

2. Mosebog 24:15 siger, at Moses gik op, tilsyneladende alene, så han gik længere op.

2. Mosebog 24:18 siger, at Moses derefter trådte ind i skyen, mens han gik op, så dette er den samme rejse som i 2. Mosebog 24:15.

2. Mosebog 32:15 Moses kom [hele vejen] ned med to tavler og mødte Josua. (Moses brød tavlerne i 2. Mosebog 32:19)

2. Mosebog 32:31 Moses vendte tilbage til Herren. Dette betyder ikke nødvendigvis, at han gik op og ned ad bjerget, selvom han kunne have gjort det.

2. Mosebog 34:4 Moses gik op med to tomme stentavler

2. Mosebog 34:29 Moses kom ned fra bjerget med to stentavler.

Når vi taler om Moses og bjerge, skete der en lignende begivenhed under Jesu forvandling. Da han rejste sammen med de tolv disciple, adskilte han sig fra dem og gik op ad bjerget med blot tre af dem. Lukas 9:32-33 viser, at Jesus befandt sig et stykke væk fra de tre, da forvandlingen fandt sted. Derefter omsluttede en sky dem. Lukas 9:36-37 viser, at de øvrige disciple sluttede sig til Jesus igen, inden folkemængden mødte Jesus ved foden af bjerget.

Resumé: Når man tager højde for, at man kan vandre et stykke op ad et bjerg med en større gruppe og længere op med en mindre gruppe, og når man tager højde for, at hjemturen ikke nødvendigvis behøver at blive nævnt, er der ingen problemer med antallet af Moses’ ture.

Spørgsmål: Hvordan kunne folket i 2 Mos 19,4 have ørnevinger?

Svar: Dette er en metafor for den måde, Gud virkede på for at bære dem igennem, uden at de selv skulle gøre nogen indsats. (Når vi står over for enorme udfordringer, bærer Gud os stadig på ørnevinger i dag.)

Spørgsmål: Hvor ligger Sinai-bjerget helt præcist i 2. Mosebog 19:11?

Svar: Region: Sinai-halvøen er en trekant, der peger mod syd, med bjergene i den sydlige del, som i 2. Mosebog 19:2 og 4. Mosebog 3:14; 9:1,5; 10:12 kaldes Sinais ørken. Sin-ørkenen adskiller Elim fra Sinai. 4. Mosebog 33:3-50 beskriver hvert sted, hvor israelitterne slog lejr. Desværre kender vi ikke placeringen af mange af disse lejrsteder, men ved at se på dem kan vi se, hvad der ligger mellem hvad.

Inden for Sinai-ørkenen findes der faktisk to bjerge, tæt på hinanden, som passer til placeringen af Sinai-bjerget.

Gebel Musa/Mousa (7.363 ft) Dette er den traditionelle opfattelse, i hvert fald siden omkring år 500 e.Kr. Bjerget har meget stejle klipper. Sankt Katarinas kloster ligger ved foden af dette bjerg. Mange, men ikke alle, muslimer betragter også dette som Sinai-bjerget. I *The New International Dictionary of the Bible*, s. 674, findes der et billede af Jebel Musa.

Ras es-safsafeh (6.540 ft, 1.993 meter) ligger to miles (3,2 km) nord for Gebel Musa på samme bjergkam. Der er en bredere slette ved foden af bjerget.

Gebel Serbal (usandsynligt): Eusebius af Cæsarea (325 e.Kr.) troede på dette. Imidlertid nævner *The New Bible Dictionary* (1978), s. 1193-1194, at der ikke er nogen ørken nær bjergets fod.

Nogle få mener, at Sinai-bjerget ligger i Jebel al-Lawz i Arabien, måske fordi

a) de fejlagtigt tror, at Sinai-halvøen var en del af Egypten under udvandringen

b) de glemmer, at Sinai-bjerget ifølge 2. Mosebog 18:27 og 4. Mosebog 10:29-30 lå uden for Midjans land

c) Paulus sagde, at Sinai-bjerget lå i Arabien (Galaterbrevet 4:25), og de glemmer, at Sinai-halvøen lå i den romerske provins Arabien.

www.christiananswers.net/abr/scoop.html, efter at have anført de foregående grunde, siger også, at afstanden til Arabien ville være for stor fra Kades-Barnea, da folk med får og kvæg kun kunne tilbagelægge omkring 6 miles om dagen. Men afstanden fra Jebel al-Lawz til Kades-Barnea er omkring 150 miles, og de rejste fra Sinai til Kades-Barnea på kun 11 dage.

Muslimer forsøger undertiden at hævde, at Sinai-bjerget er Mekka. Galaterbrevet 4:25 siger jo, at Sinai-bjerget ligger i Arabien. Dette er imidlertid ikke det moderne land Saudi-Arabien, men snarere Sinai-halvøen, som var en del af den romerske provins Arabien. Desuden ville en 11-dages rejse på omkring 800 miles fra Mekka til Kadesh-Barnea, med flokke og hjorde, unge dyr og små børn, til fods, være utrolig. Se enten *The Roman World*, s. 107, eller *Encyclopedia Britannica* under »Roman History« for et kort.

Hvis Sinai-bjerget virkelig var Mekka, ville det ikke gøre nogen forskel for kristne, bortset fra at etaperne i Israels rejse ikke længere ville give mening. Det er tilsyneladende vigtigt for nogle muslimer, da det ville give troværdighed til tanken om, at Mekka spillede en rolle i Guds værk før Muhammed. Andre muslimer, såsom fodnote 2504 i *Den Hellige Koran: Engelsk oversættelse af betydninger og kommentarer*, sidestiller imidlertid Sinai-bjerget med Gebel/Jabal Musa, ligesom flertallet af kristne gør.

Spørgsmål: Er det i 2. Mosebog 20:4-5 i orden for kristne at bære og have kors og anden religiøs kunst?

Svar: Som påmindelser er det fint, ligesom jøder kopierede skrifterne som påmindelser i henhold til 5. Mosebog 6:8-9. Imidlertid må hverken kors, skrifter eller noget andet tilbedes i stedet for Gud.

Spørgsmål: Da 2. Mosebog 20:4-5 siger, at man ikke må have udskårne billeder, hvorfor var der så mange billeder i tabernaklet (2. Mosebog 25-27) og senere i templet (1. Kongebog 6:1-38; 7:13-51)?

Svar: Det var i orden at fremstille de billeder, som Gud havde befalet, til udsmykning og ikke til tilbedelse. Men når selv de billeder, som Gud havde befalet at fremstille, blev brugt til tilbedelse, skulle de ødelægges. Læs for eksempel om kobberslangen i 4. Mosebog 21:4-9 og 2. Kongebog 18:1-4. Se Tertullianus’ »Fem bøger mod Marcion« (207/208 e.Kr.), bog 2, kap. 22, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I 2 Mos 20:5; 5 Mos 4:24; 6:15; Joel 2:18; Zef 1:18 står der, at Gud er en jaloux Gud – men i 1 Kor 13:4 står der, at kærlighed ikke er misundelig.

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret:

1. Mange vers viser, at vi ikke skal misunde andre for det, de har, eller endda de ting, som Gud har velsignet dem med.

2. Gud er ikke et skabt væsen, og ifølge Hans egne regler er det i orden for Ham at være jaloux på den tilbedelse og hengivenhed, der retmæssigt tilhører Ham. Dette svarer til, at en person forventer hengivenhed og trofasthed fra sin ægtefælle, eller at en forælder forventer ære og lydighed fra sit barn.

3. Ud over dette viser 2. Korintherbrev 11:2, at vi bør have en gudfrygtig jalousi, så andre fortsat er hengivne til den ægte Jesus i stedet for en forfalskning.

Spørgsmål: Hvorfor straffer en retfærdig Gud i 2. Mosebog 20:5 kort sagt fædrenes misgerninger på børnene indtil tredje og fjerde led?

Svar: Ezekiel 18 og 5. Mosebog 24:16 viser, at Gud ikke erklærer sønnen skyldig i faderens synder, men 2. Mosebog 20:5 og andre vers tyder på, at børn bærer de negative konsekvenser af andres synder. Mange mener, at Guds dom tager højde for, hvor de startede, og hvilke muligheder de havde, og ikke alle starter fra samme sted eller har de samme muligheder.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 20:5; 2 Mos 34:7; 4 Mos 14:18 og 5 Mos 5:9: Hvordan straffer Gud børnene for deres fædres synder helt op til tredje og fjerde generation, når Ezek 18:4,18-19 og 5 Mos 24:16 siger, at hver enkelt skal dø for sin egen synd, ikke sin fars, og Ezek 18:19 siger, at sønnen ikke deler faderens skyld?

Svar: Gud anså tilsyneladende dette for et vigtigt begreb, for de fire vers i Loven gentager det samme ved hjælp af de samme to hebraiske ord.

»Besøge« er paqad (Strong’s 6485), som er et neutralt ord, der kan betyde at besøge med enten venlig eller fjendtlig hensigt.

Uretfærdighed er ’avon (Strong’s 5771), som betyder perversitet, ondskab, fejl, uretfærdighed, ugerning, straf (for uretfærdighed), synd.

Nogle mennesker har troet, at deres synd ikke har nogen indflydelse på deres børn; andre har troet, at et barn kan være skyldigt alene på grund af sine forældre. Jeremias 31:29-30 og Ezekiel 18:2 irettesætter folk for at sige: »Fædrene spiser sure druer, og børnenes tænder bliver ømme.« I Job 21:19 siger Job noget lignende. Sandheden ligger faktisk ikke i nogen af disse to yderpunkter. Først to ting, der ikke er svaret, og derefter svaret.

Tidligere kontra senere åbenbaring (ikke svaret): Torahen (loven) blev givet omkring 1440 f.Kr., og Ezekiel blev skrevet efter 587 f.Kr. Ligesom Guds måde at omgås mennesker på var meget forskellig i Noas tid, Abrahams tid, under Moseloven og efter Kristus, var Guds måde at omgås mennesker på også lidt anderledes mellem Moses’ tid (da de kun havde loven) og Ezekiels tid (da de også havde de profetiske skrifter). Begge perioder var imidlertid underlagt den mosaiske lov, og der var ingen eksplicit ændring af pagten/dispensationen mellem de to. Desuden siger 5. Mosebog 24:16 også, at fædre og børn ikke skal dømmes til døden for hinandens skyld, og dette vers blev skrevet på samme tid som resten af 5. Mosebog.

Uretfærdighed straffes vs. at dø for synder (ikke svaret): Versene i loven siger ikke, at børn skal dø for deres forældres/forfædres synder, men kun at uretfærdigheden vil ramme dem. Ezekiel 18 og 5. Mosebog 24:16 siger kun, at et barn ikke skal dø for sin fars synder. Men selvom 5. Mosebog 24:16 og Ezekiel 18 viser, at [fysisk og åndelig] død og evige konsekvenser ikke er forældrenes ansvar, men den enkeltes eget, kan man ikke komme uden om, at de andre vers beviser, at synd har konsekvenser på tværs af generationer. Der er mindst tre forskellige konsekvenser.

Konsekvenser: Fysiske konsekvenser er de nemmeste at se: spædbørn født af stofafhængige mødre fødes stofafhængige. Nogle spædbørn er ramt af føtalt alkoholsyndrom på grund af alkoholiske mødre. Hvis de begynder at drikke alkohol, vil de udvikle en særlig stærk afhængighed af det. Men Gud påfører undertiden også ikke-fysiske konsekvenser. Kana'an og hans efterkommere blev ramt af konsekvenser på grund af Hams synd i 1. Mosebog 9:25-27. Elis efterkommere blev ramt i 1. Samuelsbog 2:31-33 på grund af Elis sønners store synder. Jojakins efterkommere skulle aldrig mere regere i Jeremias 22:28-30. Men der er også gode konsekvenser på tværs af generationer for lydighed, såsom for rekabitterne i Jeremias 35:18-19 og Abrahams efterkommere i 1. Mosebog 12:2 osv. Endelig lover Romerbrevet 8:28, at alle ting virker sammen til det gode for dem, der elsker Gud. Når vi tålmodigt bærer forbandelser, er Gud mægtig nok til at forvandle selv dem til velsignelser.

At vokse op i synd: 2. Mosebog 20:5 og 5. Mosebog 5:9 siger, at Gud straffer ugudelighed hos børnene af dem, der hader Gud. Børn vokser ofte op med at lære deres forældres værdier. Hvis nogens forældre hadede Gud, voksede de sandsynligvis op med at blive lært det samme, enten direkte eller indirekte. Men ligesom Abraham fra Ur, gibeonitterne i Kana’an, moabitinden Rut og de hedninger, som de tidlige kristne forkyndte for, kan vi følge Guds kald om at gå ud over enhver dårlig opvækst og leve et nyt liv, der behager Ham.

Man må vælge at gå imod synden: Når et barns forældre var involveret i en synd, og især hvis forældrene hadede Gud, vil barnet blive ramt af en mulighed for den samme synd. Sønnen eller datteren må vælge at gå imod forældrenes mønstre eller endda imod normen i deres kultur og følge Gud. Ligesom Abraham blev bedt om at forlade sin familie og sit folk og følge Gud, hvor han førte ham hen, må vi alle på den ene eller anden måde forlade dele af vores kultur og opvækst og følge Kristus.

Et enkelt eksempel på de tre aspekter: Israelitterne syndede ofte ved at tilbede afguder indtil eksilet. De israelitiske børn, der blev født efter dette, led under konsekvenserne af at være i eksil på grund af deres forældres og forfædres synder. Under deres opvækst var det særligt fristende at vælge den nemme vej og tilbede de babylonske guder omkring dem, ligesom alle andre gjorde; mange gjorde dette og blev assimileret ind i den kultur. Men nogle, der blev konfronteret med afgudsbillederne under den forbandelse, der prægede deres tid i Babylon, valgte Gud frem for synden og vendte tilbage til Israels land. Efter den tid havde Israel aldrig mere problemer med afgudsbilleder.

Konklusion: Uanset om folk kan lide det eller ej, har Gud vist, at der er generationsmæssige aspekter ved synd. Gud er retfærdig, og vi kan forstå, hvad Gud har åbenbaret om sin retfærdighed. Men Guds retfærdighed defineres af hans ord; vi har ikke frihed til at se bort fra hans ord og kræve, at Gud skal tilpasse sig vores egne forestillinger om retfærdighed. I den »uafhængige, autonome« kultur i det vestlige samfund ønsker vi måske at vende blikket væk fra det faktum, at der er generationsmæssige aspekter ved synd, men Guds retfærdighed defineres af det, Gud har sagt, ikke af det, vi ønsker.

Spørgsmål: Da 2. Mosebog 20,8 siger, at vi skal helligholde sabbatsdagen (lørdagen), hvorfor mener kristne i dag så, at det er i orden at arbejde om lørdagen?

Svar: Ægte kristne har tre forskellige synspunkter:

Lørdag: I Det Gamle Testamente var sabbatten fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. En af grundene til, at Judas nation blev forvist til Babylon i 70 år, var, at de i 70 * 7 = 490 år ikke havde overholdt sabbatten. (Deres år bestod af 360 dage.) Se 3. Mosebog 26:31-36; Jeremias 25:11-12; 29:10,16; og Daniel 9:2.

Søndag: Efter at Jesus var opstået fra de døde, blev søndagen Herrens dag og blev fejret af de tidlige kristne. Paulus forklarede ikke korintherne, hvorfor det var ugens første dag i 1. Korintherbrev 16:2; Paulus gik ud fra, at de allerede vidste det. Åbenbaringen 1:10 henviser også enten til søndag eller til et syn om Herrens dag. Justins Første Apologi (ca. 138-165 e.Kr.) kap. 67, s. 185-186, nævner også gudstjeneste om søndagen. Irenæus (182-188 e.Kr.) nævner i fragment 7 (s. 569) ligeledes, at han talte om påsken og Herrens dag.

Alle dage: I Det Gamle Testamentes tid skulle de troende være i Guds hvile én dag om ugen. Hebræerbrevet 4:11 tyder imidlertid på, at vi i dag har en anden og bedre hvile. Vi bør vie hver eneste dag i ugen til at være i Guds hvile. I Kolossenserbrevet 2:16 irettesætter Paulus kolossenserne for fortsat at holde sabbatsdagen. Romerbrevet 14:5 taler, uden at fordømme det, om kristne, der betragter alle dage som lige. I 1. Korintherbrev 16:2 samlede de indsamlinger ind om søndagen.

Se spørgsmålet om Romerbrevet 14:5 for at se, hvad den nytestamentlige menighed gjorde. Den post-nytestamentlige menighed holdt gudstjeneste om søndagen, som det fremgår af

Ignatius, discipel af apostlen Johannes (110-117 e.Kr.)

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.)

Justin Martyrs Første Apologi (150 e.Kr.), kapitel 67, s. 185-186

Dionysius af Korinth (175 e.Kr.)

Melito af Sardis (175 e.Kr.)

De apostoliske forfatninger (2. århundrede)

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.)

Tertullianus’ Apologeticus (198–220 e.Kr.)

Selv kætteren Bardesanes (180 e.Kr.)

Augustin sagde, at det ikke var nødvendigt at holde sabbatten i Det Nye Testamente.

Afvigelser fra dette blev nævnt af Justin Martyr (skrev ca. 138-165 e.Kr.) (Dialog med Trypho, kap. 47, s. 218), der kalder dem, der holder sabbatten, for »svagere brødre«, og Eusebius af Cæsarea (324 e.Kr.) nævner, at de ebionitiske kættere holdt sabbatten.

Spørgsmål: Da 2. Mosebog 20:13 og 5. Mosebog 5:17 siger: »Du skal ikke dræbe«, hvorfor blev der så dræbt så mange mennesker og dyr?

Svar: Det er et godt spørgsmål om et punkt, der ofte misforstås. Hvis 2. Mosebog 20:13 virkelig betød, at man aldrig må dræbe nogen mennesker, ville det være nyt for Moses. Ved mere end én lejlighed befalede Gud Moses at føre krig og henrette lovovertrædere. Hvis 2. Mosebog 20:13 virkelig betød, at man aldrig må dræbe noget som helst, ville det være nyt for Gud, som befaler dyreofringer.

Det hebraiske ord, râtsach, kan betyde at dræbe mennesker, men i bogen *Hard Sayings of the Bible* (s. 148-149) står der, at af de syv hebraiske ord for at dræbe er dette ord, der forekommer 47 gange i Det Gamle Testamente, det eneste, der betyder mord. Sammenhængen i 2. Mosebog tyder på, at visse krige og lovlige henrettelser ikke blot er tilladt, men også påbudt.

Som en interessant sidebemærkning nedlagde en tidligere guvernør i Pennsylvania veto mod et lovforslag om at genindføre dødsstraffen, idet han citerede dette vers og fortolkede det forkert.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 20:13 og 5. Mosebog 5:17 står der: »Du skal ikke dræbe.« Han påbød os ikke at dræbe, og alligevel sendte Han Sin enbårne Søn for at blive ofret (dvs. dræbt) af Sit folk, jøderne, hvilket forvirrer mig. … Forklar venligst, hvorfor Jesus måtte dø for mine synder. Hvorfor måtte jeg dræbe Jesus? Hvorfor måtte vi bryde et af hans bud for at bringe tingene i orden med vores Gud og vores sjæle?

Svar: Budet forbød mord; israelitterne havde stadig krig og henrettelser. Se svaret på det forrige spørgsmål om at dræbe dyr, henrettelser og krige. Hvad angår forsoningen, sendte Gud Jesus vel vidende, at han ville blive dræbt af onde mennesker. Men de befandt sig i en tilstand af ulydighed mod Gud, da de gjorde det. Ikke desto mindre bruger Gud endda menneskers oprør og ondskab til sine formål. Romerne 8:28 er virkelig et forbløffende vers. Der står: »... i alle ting virker Gud sammen til det gode for dem, der elsker ham, som er blevet kaldet efter hans hensigt.« Der står IKKE, at Gud kun virker alle gode ting sammen. Derimod står der, at Gud virker alle ting (gode og onde) sammen til det gode for dem, der elsker ham.

Selvfølgelig var det ikke os, der dræbte Jesus; det var de romerske soldater. Ikke desto mindre lod Gud Jesus blive uretfærdigt myrdet for at bære straffen for vores synder.

Spørgsmål: Da 2. Mosebog 20,13 og 5. Mosebog 5,17 siger, at man ikke må dræbe, hvorfor dræber Gud så nogle gange mennesker?

Svar: De ti bud blev givet til mennesker; og Gud, som er alvidende, er ikke bundet af det, han gav os. For eksempel modtager Gud tilbedelse, mens vi ikke skal modtage tilbedelse.

Spørgsmål: Da 2 Mos 20,14.17 siger, at man ikke må begå ægteskabsbrud, hvorfor fandtes der så polygame ægteskaber efterfølgende?

Svar: Polygame ægteskaber er ikke utroskab. Polygami var tilladt, men ikke opmuntret i Det Gamle Testamente, og i Det Nye Testamente er det ikke tilladt for kirkeledere.

Selvom 2. Mosebog 20:17 siger, at man ikke skal begære sin næstes hustru (ental), gælder dette bud uanset om ens næste havde én eller flere hustruer. Hvis der havde stået, at man ikke skal begære sin næstes hustruer (flertal), kunne nogle måske have fortolket det således, at det var i orden at begære blot én af hans hustruer. Det var selvfølgelig ikke det, Gud mente.

Spørgsmål: Hvorfor skulle folket i 2. Mosebog 20:20 ikke frygte, når de i samme vers skulle frygte?

Svar: Hverken de eller vi skal være bange for og frygte Gud, som har en så stor kærlighed til os. Men vi skal frygte Gud i den forstand, at vi respekterer Gud, hans magt og hellighed. I dag skal vi også frygte for de fortabte, det vil sige frygte, at Guds vrede vil tilintetgøre dem, hvis de ikke omvender sig, som Judasbrevet 23 lærer os.

Men da Kristus er blevet åbenbaret, har vi ikke den samme frygt, som de havde i Det Gamle Testamente, som Hebræerbrevet 12:18 lærer. Se også diskussionen om 2. Mosebog 9:30.

Spørgsmål: Skulle alteret i 2. Mosebog 20:24 være lavet af jord eller af akacietræ, som det står i 2. Mosebog 27:1, 30:1, 37:1 og 38:1?

Svar: Ved Sinai-bjerget lavede de et alter af jord. Senere, til tabernaklet, lavede de et transportabelt alter af akacietræ.

Se *When Critics Ask*, s. 79, og Haleys *Alleged Discrepancies of the Bible*, s. 427-428, for et andet svar.

Spørgsmål: Hvorfor måtte folket ifølge 2. Mosebog 20:25-26 og Josva 8:31 ikke bruge tilhuggede sten?

A: Bibelen fortæller ikke, hvorfor Gud befalede dette, kun at han gjorde det. Sten, der var hugget med jernmejsler, ville imidlertid med tiden få røde rustmærker. Blågrønne mærker ville være synlige ved brug af bronze- eller kobberredskaber.

Spørgsmål: Hvorfor godkender 2 Mos 21:2-21 og 3 Mos 25:46 slaveri?

A: Slaveri i Bibelen svarede til kontraktlig tjeneste. Alle hebraiske slaver skulle frigives hvert syvende år, jf. 2. Mosebog 21:2-5. Når slaven blev frigivet, skulle den tidligere herre forsyne ham eller hende generøst af det, han eller hun ejede, jf. 5. Mosebog 15:13-15. Den eneste undtagelse fra frigivelsen af en hebraisk slave var, hvis slaven elskede sin herre så meget, at han eller hun valgte at forblive slave hele livet, jf. 2. Mosebog 21:5-6. Hebræerne frigav imidlertid ikke altid deres slaver, som det fremgår af Jeremias 34:8-22; Gud irettesatte dem for dette. Følgende blev slaver:

Tyve, der ikke kunne betale folk tilbage (2. Mosebog 22:3)

Kvinder, der blev solgt af deres forældre som medhustruer (2. Mosebog 21:7-11)

Mennesker, der solgte sig selv som slaver, hvis de sultede

Spørgsmål: Hvad betyder »en Guds handling« her i 2. Mosebog 21:13?

Svar: Dette svarer meget til den vestlige juridiske brug af udtrykket »Guds indgriben«, der betyder noget, der ligger uden for menneskets kontrol. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 2, s. 432, står der, at lignende udtryk findes i Hammurabis lovsamling 249:38-39; 266:77.

Spørgsmål: Var det i 2. Mosebog 21:17 en hård straf for respektløse børn?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Selvom dette forekommer os strengt i dag, ville bevidstheden om, at forældrene havde denne magt, forhindre teenagerne i fuldstændigt at foragte deres forældres autoritet. Dette var dog mildt sammenlignet med kanaanæerne og fønikerne, som praktiserede børneofringer. Forestil dig blot et kanaanitisk eller fønikisk barn, der opfører sig ulydigt, og forælderen siger: »Din opførsel begynder at få mig til at føle mig meget religiøs.« De eneste israelitter, der praktiserede børneofringer, var afgudsdyrkere, som Gud fordømte.

2. For gudfrygtige israelitter, i betragtning af deres meget stærke familieorientering, er der ingen beviser for, at børn nogensinde var så ulydige, at forældrene ville ty til dette.

3. Selv hvis der var ulydige børn, angiver 2. Mosebog 21:17 ikke, at forældrene var forpligtet til at gøre dette; det var blot en mulighed. Der er ingen beviser for, at nogen forældre valgte at gøre dette.

4. I den senere romerske tid havde romerske fædre »paterfamilias-retten«. Dette var en romersk fars lovlige ret til at dræbe sit nyfødte barn af hvilken som helst grund.

Resumé: Nogle gange opnår man det ønskede resultat ved at indføre en lov, der giver mulighed for en streng sanktion, uden at der opstår en situation, hvor den skal håndhæves.

Spørgsmål: Hvorfor bliver en person i 2. Mosebog 21:20 blot »straffet«, hvis han slår en slave og dræber ham?

Svar: 2. Mosebog 21:12 specificerer straffen: døden for overlagt mord og flugt til et tilflugtssted for uagtsomt drab. Dette gælder både for slaver og frie.

Der var ingen omtale af en anden straf for en slave, og der var ingen grund til at nævne, at straffen var den samme, da drab på en fri mand eller en slave blev behandlet ens i Egypten, hvor de boede. Denne egyptiske lov nævnes i *Life in Egypt in Ancient Times* af Bernard Romant, oversat af J. Smith (Minerva 1978/81), s. 124.

Spørgsmål: Hvorfor tillader 2. Mosebog i 21:21, at man slår slaver?

Svar: Visse former for adfærd i Det Gamle Testamente blev ikke anbefalet, men snarere tilladt, fordi folks hjerter var hårde. For eksempel var skilsmisse tilladt i Det Gamle Testamente på grund af folks hårde hjerter (Mattæus 19:8), men i Malakias 2:16 sagde Gud, at han hadede skilsmisse. At slå en person, uden at påføre vedvarende skade, blev i 2. Mosebog 21:18-19 straffet med en bøde for tabt arbejdstid. 2. Mosebog 21:21 påpeger blot, at en slaveejer ikke skal betale en bøde for tabt arbejdstid, fordi det var ejeren, der (måske tåbeligt) mistede slavens arbejdstid. Men uanset om der er tale om en slave eller ej: hvis en mand slår en anden, så offeret dør, skal manden dømmes til døden ifølge 2. Mosebog 21:12,20. Ligeledes skal der, hvis en mand forvolder varig skade, enten idømmes en bøde, frigivelse af en slave eller øje for øje.

Spørgsmål: Viser 2. Mosebog 21:22-23, at abort er forkert, eller at et foster er mindre værd end et spædbarn?

Svar: I bogen *When Critics Ask*, s. 79, nævnes det, at ifølge den hebraiske forsker Umberto Cassuto i hans *Commentary on the Book of Exodus* (Magnes Press, 1967): »…Men hvis der sker noget ondt, det vil sige, hvis kvinden eller børnene dør, skal du give liv for liv.«

Desuden betyder det hebraiske ord (yatsa’) både at føde et levende barn og at abortere. Der findes et andet hebraisk ord for abort, som ikke indebærer levendefødsel, men det blev ikke brugt her. Endelig er ordet »barn« et ord, der bruges om spædbørn.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at abort ved hjælp af kemikalier blev praktiseret i bibelsk tid. Ifølge Discover Magazine (september 1998) kunne en plante, der voksede i Cyrenaica, kaldet Silphium, fremkalde abort. Minucius Felix (210 e.Kr.) skrev i *The Octavius of Minucius Felix*, kap. 30, s. 192, hvorfor kemiske aborter var forkerte, ligesom Hippolytus gjorde det i *Refutation of All Heresies*, bog 9.7, s. 131 (225-235/6 e.Kr.). Silphium blev solgt for sin vægt i sølv.

Også kirurgiske aborter blev beskrevet i detaljer og fordømt af Tertullian (198–220 e.Kr.) i *A Treatise on the Soul*, kap. 25, s. 206

Tertullianus’ *Apologi*, kap. 9, s. 25 (198–220 e.Kr.): »I vores tilfælde, hvor mord en gang for alle er forbudt, må vi ikke engang ødelægge fosteret [fetus] i livmoderen, så længe mennesket endnu henter blod fra andre dele af kroppen til sin næring. At forhindre en fødsel er blot en hurtigere form for drab; og det spiller ingen rolle, om man tager et liv, der er født, eller ødelægger et, der er på vej til at blive født. Det er et menneske, der er ved at blive et; man har allerede frugten i frøet.”

Tertullian (198–220 e.Kr.) siger: »Moses’ lov straffer ganske vist med passende straffe den mand, der forårsager abort, i og med at der allerede findes et menneskes begyndelsesstadium, som allerede nu tilregnes tilstanden af liv og død, da det allerede er udsat for begge dele, selvom det, fordi det stadig lever i moderen, for det meste deler sin egen tilstand med moderen.« En afhandling om sjælen, kap. 37, s. 218

Tertullian nævner også kemisk abort som forkert i *Om opfordring til kyskhed*, kap. 12, s. 57

Spørgsmål: Hvorfor blev dødsstraffen i 2. Mosebog 21:29-30 ikke fuldbyrdet for visse mord?

Svar: Ligesom i moderne lovgivning er der ofte ingen dødsstraf for uagtsomt manddrab. Det er én ting at dræbe en person med vilje, og det er noget andet at dræbe en person på grund af uforsigtighed.

Spørgsmål: Hvordan forholder disse love i 2. Mosebog 21-22 sig til andre love fra samme tid?

Svar: Her er nogle sammenligninger.

2 Mos 21:2-4 Når en ugift mand blev slave, og hans herre gav ham en hustru, og manden blev frigivet, var hustruen og børnene stadig slaver hos herren i de akkadiske Nuzi-tekster.

2 Mos 21:9 Et assyrisk dokument fastslog, at hvis en mand havde købt en pige som hustru til sin søn, og ægteskabet ikke blev indgået, kunne køberen ikke sende hende tilbage som slavepige, »han skal behandle hende som sin egen datter, en assyrer«

Eks 21:18-19 Hammurabis lovsamling (206) siger, at hvis en mand ved et uheld skader en anden og sværger på det, skal han alligevel betale lægeudgifterne. De hettitiske love (10) siger, at han skal tage sig af den mand, han har skadet, betale lægeudgifterne og desuden betale ham seks (senere ti) sølvsekel.

2 Mos 22:16-17: Hvis en mand forførte en kvinde, der ikke var forlovet, sagde den mellemassyriske lov 56, at manden skulle betale 1/3 af brudeprisen, og faderen kunne gøre, som han ønskede, med hensyn til at tillade manden at gifte sig med hende eller ej.

2 Mos 22:19: De hettitiske love (187-188, 199:16-18) fastslog ligeledes, at man skulle henrette en person, der havde haft samleje med et får, en ko eller en gris, men ikke med en hest eller et muldyr. Dette var tilsyneladende udbredt blandt kanaanæerne.

Spørgsmål: I 2 Mos 22:8-9 og 1 Sam 2:25, trådte folket her frem for dommerne eller for Gud?

Svar: Der er ingen tvivl om det hebraiske ord; det er elohim. Men elohim kan betyde den sande Gud, falske guder eller dommere. I Salme 82:6 betyder det dommere.

Resumé: Her er, hvad The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 586, siger om 1. Samuelsbog 2:25: »Som NIV-marginen angiver, kan vi ikke altid være sikre på, om (elohim) betyder ’Gud’ eller ’(dommerne)’ i visse sammenhænge. … Her i vers 25 og i passagerne i 2. Mosebog er det måske bedst at lade spørgsmålet stå åbent, da ’dommerne’ (hvis det er dem) under alle omstændigheder betragtes som Guds repræsentanter, der afspejler hans vilje og udfører hans ønsker.”

Spørgsmål: Hvorfor blev kvindelige hekse henrettet i 2. Mosebog 22:18, mens [angiveligt] ikke mændene blev det?

Svar: Forbuddet mod hekseri, spiritisme og beskæftigelse med det okkulte gjaldt i lige høj grad for mænd som for kvinder. Uanset køn betragter Gud forsøg på trolddom som noget meget alvorligt. Kristne bør ikke vanære det navn, de bærer, ved at deltage i spiritistiske seancer, bruge Ouija-brætter, spå eller på anden måde forsøge sig med trolddom.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 22:18 fortalte en søndagsskolelærer engang, at hun kan finde ud af, hvordan hun skal behandle fysiske lidelser ved at holde en metalkæde med et metalvedhæng over sit håndled og stille spørgsmål til sin krop. Den vil svinge forskelligt, hvilket betyder nej eller ja. Hvad synes du om dette?

Svar: Dette strider mod Bibelen. Det er at bede [en eller anden form for] ånd om svar. Det lyder vagt som den okkulte (sataniske) praksis med Ouija-brættet. Spørg hende, hvordan hun ved, hvilken slags ånd der står bag dette. 1. Johannesbrev 4:1-2 siger, at vi ikke blot skal tro på enhver ånd. 2. Korintherbrev 6:17 siger, at vi ikke skal røre ved noget urent.

Jeg hørte engang en præst [med rette] sige fra prædikestolen, at vi ikke skal følge astrologi. For at bevise, at der ikke var noget om det, fik han imidlertid sit horoskop læst og ville vise alle, hvordan det hele var falsk. Tja, det viste sig, at tingene begyndte at gå i opfyldelse. Han blev bange og angrede foran menigheden over det, han havde gjort. Først derefter gik de øvrige forudsigelser ikke i opfyldelse.

Satan har evner, der går ud over vores, og han kan nogle gange forudsige ting korrekt (eller sørge for, at de sker). Det bruger han til at få folk til at stole på denne rådgivningskilde, så han senere bedre kan vildlede dem.

Her er, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var medlem af søndagsskoleklassen.

1. Gå hen til læreren og forklar, at du sætter din tillid til Kristus, ikke til ånder. Vis hende versene mod det okkulte, og måske vil hun indse det og omvende sig. Nogle vers, der siger, at vi ikke skal have noget at gøre med det okkulte, kommunikation med de døde osv., er:

Hold dig helt væk fra magi og det okkulte, såsom channeling, hekseri, astralprojektion, medier, spåkoner, astrologi, Ouija-brætter, TM, EST eller Qi-gong. 3 Mos 19:26,31; 20:6-8,27; ApG 19:19; Ez 13:18; 22:18; 5 Mos 18:9-14; Mika 5:12; Åb 9:21

Forsøg ikke at kommunikere med de døde. 5 Mos 18:10-12; Es 8:19; 1 Sam 28:3,7-12 + 3 Mos 20:6-8

Hvad angår det onde, skal vi være som små børn. 1 Kor 14:20; Matt 10:16, men vær på vagt. Matt 10:16-17

2. Hvis hun ikke lader sig overtale til at omvende sig, skal du fortælle kirkens præst og ældste, at dette ikke bør forekomme i en kirke, der sætter sin lid til Kristus, og foreslå, at de fjerner hende som søndagsskolelærer.

3. Hvis det ikke lykkes, har medlemmet pligt til at forlade den pågældende menighed og fortælle alle, der ønsker at vide det, hvorfor medlemmet forlader menigheden. Din bortgang vil være et bedre vidnesbyrd end at blive og forsøge at fortsætte med at overbevise dem. Så længe du bliver, siger du implicit, at dette ikke er så slemt.

Forresten ville jeg ikke give dette råd til en søndagsskolelærer, der troede på og underviste i en vildfarelse vedrørende et sekundært spørgsmål. Men vi skal ikke have noget at gøre med at bruge »midler« til at kommunikere med åndeverdenen for at få råd.

Spørgsmål: Hvorfor må man ifølge 2. Mos. 23:19, 34:26 og 5. Mos. 14:21 ikke koge et kid i dets moders mælk?

Svar: Simpelthen fordi Gud sagde, at de ikke måtte gøre det. Om en handling er afgudsdyrkende, magisk, vanhellig, grusom eller foragtelig, er ikke det væsentlige; den afgørende grund er, at Gud ikke brød sig om det og sagde, at de ikke måtte gøre det.

Der fandtes også en gammel kanaanitisk og syrisk praksis med dette, der går tilbage til mindst det 15. århundrede f.Kr. Det hedenske ugaritiske epos kaldet »De smukke og nådige guders fødsel« skildrer praksissen med at tilberede et gedekid i dets mors mælk for at bede guderne om regn i Kanaan. Dette er dokumenteret i Ras Shamra-tavlerne fra det 15. århundrede.

Senere udvidede jøderne dette til, at kød og mælk ikke måtte serveres ved samme måltid eller endda tilberedes med de samme redskaber.

Spørgsmål: Hvordan drev »hornets« kanaanitterne ud i 2. Mosebog 23:28, 5. Mosebog 7:20 og Josva 24:12?

Svar: Først to ting, der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret, bogstavelige hornets: Et eksempel er, at den græske historiker Aelian i *Hist. anim.* 11,28 fortæller, at phaselierne, kanaanitter der boede nær solymiterne, blev drevet ud af deres land af hveps. Bochart (*Hieroz.* iii. s. 499) har eksempler på stammer, der forlod deres land på grund af frøer, mus og andre dyr. I alle de givne detaljer nævner Josva imidlertid ikke, at nogen dyr, insekter eller andet, drev kanaanitterne bort. *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 145, siger, at nogle holder fast ved denne opfattelse, mens andre mener, at det er Egypten.

Ikke svaret, men israelitterne selv: Mens nogle mener, at de »hornets«, som Gud henviste til, var israelitterne selv, henviser 2. Mosebog 23:28 tydeligt til »hjælp udefra«, som Gud i sin forsyn sørgede for.

Svaret, Egypten: Farao Thutmose III’s symbol var imidlertid hornissen. Han gennemførte 17 felttog, hovedsageligt i Palæstina. Hans efterfølgere, Amenhotep II og Thutmose IV, førte også felttog i Palæstina. Dette er en erkendelse af, at den israelitiske hær ikke var den eneste, der svækkede kanaanitterne; egypterne spillede også en rolle.

Bibelen er fuldstændig sand, men det betyder ikke, at Gud er forhindret i at kommunikere med mennesker ved hjælp af deres egne metaforer.

Spørgsmål: Hvordan kunne filisterne i 2. Mosebog 23:31 befinde sig i Kana’an på Moses’ tid?

Svar: Se diskussionen om 1. Mosebog 20 for svaret.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af Nadab og Abihu i 2. Mosebog 24:1?

Svar: Som Arons sønner var de i kø til at blive den næste ypperstepræst. Men det at være barn af en gudfrygtig person gjorde dem ikke mere »sikre« mod fare; faktisk er det en farligere position, hvis man ikke ønsker at følge Gud. Jo mere man ved, desto mere vil man blive holdt ansvarlig for ulydighed, som 2. Petersbrev 2:21 viser.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 2. Mosebog 24:4 skrive: »Og Moses skrev alle Herrens ord«?

Svar: På samme måde som han skrev 2. Mosebog 6:26-27. Se diskussionen om dette. Alternativt kan Moses’ skriver have skrevet dette.

Spørgsmål: Hvordan kunne de ældste i 2. Mosebog 24:9-11 komme til Sinai-bjerget, når folk ifølge 2. Mosebog 19:12-13 ville blive slået ihjel, hvis de kom derhen?

Svar: De kunne kun komme til Sinai-bjerget, når de blev inviteret. På samme måde skulle de egentlig drage til det forjættede land, men efter spionernes nedslående rapport nægtede de at drage af sted. Efter at Gud havde straffet dem og fortalt dem, at de ville dø i ørkenen, besluttede de sig for at drage til det forjættede land på egen hånd. De blev drevet tilbage af deres fjender. At gøre det rigtige er ikke det vigtigste. Det vigtigste er at elske og adlyde Gud, hvilket indebærer at gøre de rigtige ting på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i 2. Mosebog 24,10 se Guds skikkelse, når Gud jo ikke har en fysisk krop?

Svar: Gud kan antage enhver fysisk form, han ønsker.

Spørgsmål: Hvorfor befalede Gud i 2. Mosebog 25:18 Moses at lave udskårne billeder af keruber?

Svar: Det var billeder, der prydede Tabernaklet, men disse billeder blev ikke tilbedt, bedt til eller æret. Keruberne var til dekorativt brug; de var ikke billeder af Gud, og de var hverken til tilbedelse eller ærbødighed.

Spørgsmål: Hvad er »Urim og Tummim« i 2. Mosebog 28:30?

Svar: Det var et redskab, som Gud gav præsterne til at kaste lod for at finde ud af Guds vilje. En beskrivelse af deres nøjagtige udseende er gået tabt, bortset fra at Josefus hævder, at de var sten på et brystskjold. I bogen *1001 Bible Questions Answered*, s. 357, står der, at »Urim og Tummim« kan betyde »lys og fuldkommenhed«.

Spørgsmål: Hvordan forhindrer klokkerne i 2. Mosebog 28:34-35, at Aron og hans efterkommere dør?

Svar: Klokkerne gør det ikke i sig selv. Men den rette form for tilbedelse i dette tabernakel var en alvorlig sag for Gud, og at ignorere dette bud ville medføre døden. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvad var formålet med klokkerne på præstens kappe i 2. Mosebog 28:34-35 og 39:22-26?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan gisne om to grunde.

1. Når folket udenfor lyttede, kunne de høre præsten, som de ikke kunne se, bringe soningsofferet for dem.

2. Hvis klokkerne holdt op med at klinge, kunne det tyde på, at Gud var utilfreds med præsten og havde dræbt ham. Så kunne folket trække præsten ud ved hjælp af det reb, der var bundet omkring ham.

Spørgsmål: Hvorfor blev blodet i 2. Mosebog 29:20 og 3. Mosebog 8:23-24 smurt på Arons højre øre, højre tommelfinger og højre storetå?

A: Selvom Skriften ikke udtrykkeligt siger, hvorfor Gud ønskede dette, er symbolikken ikke svær at se. Den symboliserer en forening med offeret. Et andet eksempel er, at dette blev gjort for en person, der var blevet renset for en hudsygdom, når vedkommende bragte sit renselsesoffer til præsten. (3. Mosebog 14:1-2,14-17)

Q: Hvad er betydningen af genstandene i 2. Mosebog 30, og hvad symboliserer de?

A: Først og fremmest kan der stadig være nogle mysterier, som vi endnu ikke kender til; Gud har måske ikke nødvendigvis afsløret alle grundene til, at alt var præcis på denne måde. I Hebræerbrevet 8:5 står der: »Det sted, hvor de tjener, er en skitse og en skygge af det himmelske helligdom, ligesom Moses blev advaret af Gud, da han var ved at færdiggøre tabernaklet. For han siger: ›Sørg for, at du laver alt efter den udformning, der blev vist dig på bjerget.‹« (NET Bible) Se Hebræerbrevet kapitel 9 og 10 for mere om betydningen af tabernaklet og genstandene indeni.

Her er flere detaljer om 2. Mosebog 30.

2. Mosebog 30:1-9 Alteret af akacietræ var lille, ca. 3 fod højt og 18 tommer i kvadrat, men meget tungt, fordi det var beklædt med guld. Guld kan symbolisere hellighed og Gud, og guld var en af de tre gaver, som de vise mænd bragte til Jesus. Dette alter er et forbillede på Kristi offer for os. Det er interessant, at intet af templets udsmykninger blev nævnt som »det allerhelligste« undtagen alteret.

En sekundær anvendelse i vores liv er, at ligesom præsten skulle brænde røgelse på alteret hver morgen og aften, bør vi også tale med Gud mindst hver morgen og aften. Ligesom Kristus ofrede sit liv for os, bør vi på en mindre måde være villige til at lide for andre, som Paulus viste i Kolossenserbrevet 1:24.

2. Mosebog 30:10 En gang om året skulle israelitternes ypperstepræst udføre forsoning på alterets horn.

Ligesom israelitterne havde en ypperstepræst i 2. Mosebog 30, har vi en Ypperstepræst, der bragte et offer for os i Hebræerbrevet 4:14: Jesus.

2. Mosebog 30:17-21 Et vaskebassin af bronze. Aron og hans sønner [efterkommere] skulle vaske deres hænder og fødder, før de trådte ind i Mødeteltet, og før de nærmede sig alteret.

Først og fremmest skal vi ikke træde frem for Gud i den tro, at vi ikke behøver at være rene. Vi skal være rensede. Naturligvis er kristne præster og konger, og vi er renset i Jesu blod, så Han har opfyldt det for os. Men vi skal leve rensede, rene liv. Se 1. Petersbrev 1:15-16; 2:11-12.

Forresten stammede bronzen fra bronzespejle, som kvinderne havde doneret i 2. Mosebog 38:8. En sekundær anvendelse i vores liv er, at det, der engang blev brugt til forfængelighed og udsmykning, blev omsmeltet for at blive brugt til renselse. Det ville glæde Gud, hvis vi var villige til at lade nogle af vores velkendte skikke og vaner blive »omsmeltet«, så de kunne omdannes til hans værk. Se Romerbrevet 12:1-2 og Jakob 1:23-25.

2. Mosebog 30:22-33 Salvelsesolie på hellige genstande. Jeg tror, at blandingen simpelthen blev lavet, fordi den dufter godt. Salvelsesolie er et symbol på Helligånden og repræsenterer helliggørelse ved Gud. Myrra var meget dyr og en af de gaver, de vise mænd bragte til Jesus.

Først og fremmest, ligesom salveoliens duft »skabte stemningen« for det hele, giver vores renselse og helliggørelse gennem Helligånden os Kristi duft gennem og igennem. Se 2. Korintherbrev 2:14-16 for mere om, at vi er Kristi duft.

En sekundær anvendelse i vores liv er, at denne salveolie ikke skulle tages for givet og »gøres almindelig« ved at blive brugt til noget andet. Vores kroppe (Guds tempel, 1. Korintherbrev 6:19-20), vores enhed i Ånden (Efeserbrevet 4:3) og vores liv skal ikke gøres almindelige ved uhellige anvendelser. Vi skal ikke kaste vores perler for svin, gå i åg med vantro (2. Korintherbrev 6:14-18), betragte som hellige ting, der ikke er hellige, eller lade os vildlede fra vores oprigtige og rene hengivenhed til Kristus (2. Korintherbrev 11:3-4).

2. Mosebog 30:34-38 Røgelse symboliserer forbøn og bønner. Men røgelsen måtte ikke bruges til noget andet. Røgelse var meget dyr, og den var en af de tre gaver, som de vise mænd bragte til Jesus. Den blev saltet i 2. Mosebog 30:35, sandsynligvis for at bevare den. Se Åbenbaringen 8:3-4 om røgelse i forbindelse med bøn.

Først og fremmest, ligesom præstens brændende røgelse var en duft, der gennemsyrede alt, skal Helligånden, som er udsendt af Faderen og Jesus (Johannes 16:7), gennemsyre vores liv. Kristus, og kun Kristus, er vores mægler (Efeserbrevet 2:13-17; Kolossenserbrevet 1:20; Hebræerbrevet 8:6), og Helligånden går i forbøn for os med suk, der er for dybe til at udtrykkes med ord (Romerne 8:26-27).

En sekundær anvendelse i vores liv er, at vi, når vi følger Kristus, skal bede uophørligt, prise Gud og gå i forbøn for andre. (1. Thessalonikerbrev 5:17; Filipperne 4:6)

Spørgsmål: Hvorfor skulle de fattige i 2. Mosebog 30:11,15 betale det samme som de rige, der havde bedre råd til det?

Svar: Sjekelafgiften var en løsesum for deres liv, og der er et vigtigt punkt her. Den rige persons liv er hverken mere eller mindre vigtigt end den fattige persons liv. I alle lovene i Det Gamle Testamente var der ingen mildere straf for at dræbe eller skade en fattig person end en rig person.

Afgiften gjaldt kun for personer på tyve år og derover, og sandsynligvis kun mænd, hvilket ville betyde, at den var beregnet på en familieenhed. En familie ville ikke blive straffet for at have flere børn. Desuden var shekel en lille pengenhed.

Spørgsmål: Hvordan kan en vædder eller en tyr i 2. Mos. 30:12 og 3. Mos. 9:7 udføre forsoning for et menneske?

Svar: I sig selv kan det ikke udføre forsoning, ifølge Hebræerbrevet 9:9 og 10:4. Hebræerbrevet 9-11 viser imidlertid, at ofrene i Det Gamle Testamente var en type eller et billede på Kristi offer.

For at sige det på en dagligdags måde: Forestil dig, at nogle mennesker havde en stor gæld (eller synd), der var så stor, at de aldrig kunne håbe på at tilbagebetale deres kreditor (Guds upartiske krav om retfærdighed). Deres kreditværdighed kan man ikke stole på. Men en rig konge (Gud) træder til og underskriver en aftale om at tilbagebetale hele gælden. Derefter kommer hans søn og betaler hele gælden. Da kreditoren kom for at inddrive pengene, havde folket, i lydighed mod kongen, et konkret tegn på, at deres gæld var blevet overtaget af kongen.

Spørgsmål: Er det ikke strengt i 2. Mosebog 30:31-34 at dræbe nogen for at fremstille en bestemt blanding af parfume?

Svar: Ja, det er strengt. Det er dog ikke uretfærdigt, hvis alle kender reglerne. Der er ingen beviser for, at nogen nogensinde har overtrådt denne regel eller er blevet straffet for det.

Spørgsmål: Hvorfor var det så vigtigt at holde sabbatsdagen i 2. Mosebog 31:12?

Svar: Mange sande kristne mener, at alle dage er en sabbatshvile under Kristus (Hebræerbrevet 4:8-11), mens andre sande kristne mener, at vi skal holde sabbatten i dag. Paulus anerkender begge praksisser i Romerbrevet 14:5-7 og siger, at det, der tæller, er, at vi lever for Herren.

Uanset hvad må alle kristne dog være enige om, at det at holde sabbatsdagen var et meget vigtigt bud i den tid, hvor Moseloven gjaldt, og hvis vi havde levet dengang, ville vi have været nødt til at være omhyggelige med at overholde det.

Der er tre udtrykkelige bud og fem udtrykkelige grunde vedrørende sabbatten, men vi kan også se flere grunde.

Bud om sabbatten:

1. Hold sabbatten hellig (2. Mosebog 20:8; 5. Mosebog 5:12)

2. Du må ikke selv arbejde (2. Mosebog 20:10; 5. Mosebog 5:13-14)

3. De, der er under dig: søn, datter, tjenere, ja, selv (ikke-jødiske) fremmede inden for dine porte, ja, selv dyr, skal have en hviledag. (2. Mosebog 20:10; 5. Mosebog 5:14)

Eksplicitte grunde til sabbatten:

1. Simpel lydighed: De skal adlyde Guds bud.

2. At huske vores Skaber: Ligesom Gud skabte jorden på seks dage og derefter hvilede, så ærer vi også Ham ved at hvile på sabbatten. (2. Mosebog 20:11)

3. At huske slaveriet og vores Befrier: Da israelitterne var slaver i Egypten (formodentlig uden hvile), og Gud førte dem ud, skal de huske det og holde sabbatten. (5. Mosebog 5:15b)

4. Som et tegn mellem Guds folk i Det Gamle Testamente og Gud, så de måtte vide, at Gud helliggør os. (2. Mosebog 31:13)

5. Gud velsignede sabbatten og helligede den, så vi skal anerkende det. (2. Mosebog 20:11b)

Mulige yderligere grunde:

1. Sabbaten var en fornærmelse mod menneskers egen visdom og indsats. For en vis person i denne verden ville det forekomme indlysende, at hvis man arbejder mere, får man større udbytte. Og selv når man ønskede at holde en pause, kunne man stadig få sine ansatte, tjenere og dyr til at arbejde hårdere. Gud modsagde ikke den tanke eller sagde endda, om den var sand eller ej. Uanset hvor sand denne tankegang måtte forekomme, sagde Gud, at man først skulle adlyde ham.

2. Sabbatten var en fornærmelse mod deres selvstændighed og uafhængighed. En købmand, landmand, håndværker eller enhver anden arbejder ville ønske at arbejde på sabbatten, hvis de troede, at deres egen og deres families velstand eller endda overlevelse afhang af det. Men det kommer i sidste ende an på tillid: afhænger din velstand og overlevelse af dig selv, eller tror du, at den afhænger af Gud?

3. At have en hviledag ville gøre dem, deres underordnede og endda deres dyr sundere – både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt – ved at give dem tid til at genoplive sig og komme sig efter ugens arbejde. Mennesker i dag, uanset deres tro, har brug for tid til at hvile og genoplive sig selv.

4. At have en hviledag hjælper med at forhindre udbrændthed ved at gøre det samme uden afveksling i årevis. Selv kristne, der ser alle dage som ens, har stadig brug for tid til at hvile og komme sig.

Selvom ægte kristne er uenige om, hvorvidt man skal arbejde på sabbatten (lørdag) eller på søndag, eller om alle dage er ens, bør alle kristne være enige om to ting her.

a) Hvis vi troede, at Gud ønskede, at vi i dag skulle holde én dag fri fra arbejde, burde vi gøre det.

b) Alle vores dage, ikke blot en syvendedel af dem, skal helliges til at tjene Gud.

Spørgsmål: Kan Gud blive træt, som det står i 2. Mosebog 31:17?

Svar: Gud bliver ikke fysisk træt (Esajas 40:28). Men ligesom mennesker kan sige, at de er trætte af jammer og uoprigtig kærlighed, er dette et udtryk, der viser Guds manglende interesse i uoprigtig tilbedelse af ham. Esajas 43:24 siger, at israelitternes synder trætede Gud. Esajas 1:14 siger, at deres højtider trætede Gud, da de var et ugudeligt folk. Ahaz’ vantro trætede Gud i Esajas 7:13. I Malakias 2:17 står der, at deres ord trætede Gud, da de sagde, at de, der gør ondt, er gode, og spurgte, hvor retfærdighedens Gud er. Se »Bible Difficulties and Seeming Contradictions«, s. 212-213, for yderligere diskussion.

Spørgsmål: Hvordan kunne profeten Aron i 2. Mosebog 32:2-5 gå ind for afgudsdyrkelse?

Svar: Aron begik en forfærdelig synd. Der er ingen undskyldning for det, han gjorde, men her er en mulig forklaring på hans handlinger. Da Moses ikke kom tilbage, stillede mange spørgsmålstegn ved, om Moses overhovedet nogensinde ville vende tilbage. I lyset af presset fra så mange stressede og lederløse mennesker, der bad Aron om at lave en afgudsbillede, gav Aron efter. Måske satte han større pris på at lede folket som præst for at genoprette struktur og normalitet end på at vente i det uendelige på Herren.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte Gud i 2. Mosebog 32,1-10 de israelitter, der tilbad det gyldne kalv, og ikke Aron, som havde lavet det?

Svar: Det ville have været retfærdigt af Gud at dræbe dem alle. Men Gud har ret til at udskyde retfærdigheden. Han har også ret til at udvise barmhjertighed, som Han ønsker, som Romerbrevet 9:15 viser.

Omstændighederne: Folket foreslog det gyldne kalv og stillede materialet til rådighed. Skriften siger ikke, om Aron var begejstret eller følte sig tvunget til at adlyde alle de mennesker, der omgav ham. Det gyldne kalv var i 2. Mosebog 32:5 et billede, der blev brugt til at tilbede Herren, ikke en anden gud. Selv om omstændighederne kan hjælpe os med at forstå, hvorfor Aron handlede således, undskylder de naturligvis ikke Aron.

Gud er barmhjertig over for nogle og kan udskyde sin retfærdighed: Gud var meget vred i vers 10, og han overvejede simpelthen at tilintetgøre dem alle. Det ville have været retfærdigt af Gud at tilintetgøre Aron og alle de andre. Gud var barmhjertig, ikke blot over for Aron, men også ved ikke at dræbe alle israelitterne.

Spørgsmål: Ændrer Gud i 2. Mosebog 32:14 sin mening, i modsætning til 4. Mosebog 23:19 og 1. Samuelsbog 15:29?

Svar: Når vores hjerte og handlinger ændrer sig, kan Guds åbenbarede vilje over for os også ændre sig. Se svaret til 2. Mosebog 33:3, When Critics Ask, s. 85, og Hard Sayings of the Bible, s. 209-210, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 2. Mosebog 32:30 forsøge at bringe soning for folket?

Svar: Mennesker kan forsøge at gøre umulige ting, men selv Moses kunne ikke træde i nogens sted, som Jeremias 15:1 viser. Moses bønfaldt Gud om at tilgive folket deres store synd, og hvis ikke, så skulle han udslette ham selv fra Guds bog. Dette lyder meget lig Paulus’ følelser i Romerbrevet 9:1-4.

Spørgsmål: Viser 2 Mos 32,30-32, at Moses kunne træde i folkets sted, svarende til den katolske tro på en »fortjenesteskat«?

Svar: Nej. Det antyder snarere det modsatte af to grunde.

1. I 2. Mosebog 32:33-34 sagde Gud, at Moses’ tilbud ikke blev accepteret af Gud. Som en sidebemærkning havde Paulus en lignende følelse af opofrende kærlighed over for jøderne i Romerbrevet 9:3, men det hjalp heller ikke jøderne.

2. Moses tilbød ikke at lide for folket. Moses’ tilbud om at blive fuldstændig udslettet af bogen betyder at blive sendt til helvede. Katolikker, ortodokse, protestanter og koptere er alle enige om, at ingen kristen kommer i helvede for andre kristnes skyld.

Som en sidebemærkning er ideen om en »fortjenesteskat« i kirkens tradition fuldstændig fraværende i alle kristne skrifter fra før det nikænske koncil.

Spørgsmål: Hvorfor bad Moses i 2. Mosebog 32:12 Gud om at »omvende sig fra denne ondskab mod dit folk«?

Svar: Ordet »ondt« kan her også betyde katastrofe. Moses bad Gud om at afstå fra at bringe den truede katastrofe, fordi 5. Mosebog 9,8 sagde, at Guds vrede var vakt nok til at tilintetgøre folket.

Spørgsmål: I 2 Mos 33,3 og Josva 1: Gik Gud med israelitterne ind i det forjættede land, eller gjorde han ikke?

Svar: Guds åbenbarede vilje er ofte tidsbestemt og betinget, og den forklares undertiden som et antropomorfisk udtryk.

Tidbestemt: Gud sagde til den oprørske generation, at han ikke ville følge med dem. De døde alle sammen, og Gud fulgte med den følgende generation.

Betinget: Mange af Guds trusler eller løfter er forbundet med en eksplicit eller implicit betingelse. Se f.eks. Jonas 3 og 1. Mosebog 20:3 for eksempler på implicitte betingede trusler.

Antropomorfisk: Gud, som er uden for tiden, vidste allerede, hvad de ville gøre, og han vidste allerede, hvad han selv ville gøre. Det er dog nogle gange svært for mennesker at indse dette og samtidig se, at folket stadig havde et reelt valg. Hvis Gud blot havde fortalt dem, hvad de helt sikkert ville gøre, og hvad han helt sikkert ville gøre, ville det naturligvis begrænse deres valgmuligheder.

Man behøver ikke at være enig i eller endog forstå begrebet om, at Gud står uden for tiden. Man behøver ikke at gruble over tidløshed, før Gud overhovedet vil kommunikere med en på en meningsfuld måde. Gud kommunikerer med mennesker på en måde, som alle kan forstå. Se *Now That’s A Good Question*, s. 202-205, for mere om Guds antropomorfe kommunikation.

Spørgsmål: Hvorfor skulle israelitterne i 2. Mos. 33,5-6 tage deres smykker af, så Gud kunne vide, hvad han skulle gøre med dem?

Svar: De skulle tage de smykker af, de havde på, da de syndede, som et tegn på sorg og (forhåbentlig) omvendelse. Her berøres et centralt princip. Guds åbenbarede vilje over for os kan ændre sig, når vores hjerte ændrer sig. De havde et valg: enten at adlyde og sørge over deres synd eller lade være.

Se diskussionen om 1. Mosebog 20:3-6, 5. Mosebog 20:17; Jeremias 15:6; Jonas 3-4; Jonas 3:10 og Jonas 4:1-2 for yderligere information.

Spørgsmål: Kunne Moses i 2. Mosebog 33:11 tale med Gud ansigt til ansigt?

Svar: Som Norman Geisler og Thomas Howe skriver, kan en blind mand tale ansigt til ansigt med nogen uden at se vedkommendes ansigt. Dette er et udtryk, der viser, at Moses og Gud talte fortroligt med hinanden, men det siger ikke, at Moses så Guds ansigt, som 2. Mosebog 33:20 viser.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses, Abraham eller nogen anden i 2. Mosebog 33:11,23; 24:10 og 1. Mosebog 32:30 se noget af Gud, da Gud er usynlig, som det fremgår af Johannes 1:18; 2. Mosebog 33:20; Kolossenserbrevet 1:15 samt 1. Timoteusbrev 1:17 og 6:16?

Svar: Dette var et argument, som gnostikerne forsøgte at bruge for at hævde, at selvom Jesus opretholdt loven, var Gud i Det Gamle Testamente en anden Gud end Gud i Det Nye Testamente.

Usynlig betyder ikke, at Gud ikke har nogen form, og det betyder heller ikke, at Gud ikke kan opfanges af engle eller dæmoner. Det betyder bestemt ikke, at den Almægtige Gud ikke er mægtig nok til at kunne vise sig i en synlig form. Det betyder ganske enkelt, at vi, der kun har fysiske øjne, ikke kan se ting i det usynlige rige, og Gud befinder sig i det rige.

Men Gud er, selvom han stadig befinder sig i himlen, også i stand til at »krydse over« og træde ind i den fysiske verden i rum-tiden. Gud ville stadig være usynlig af natur, men i stand til at gøre sig selv synlig. Vi er af natur næsten usynlige i nattens mørke, men hvis vi havde en lommelygte, kunne folk stadig se, hvor vi befandt os. Gud kunne gøre det samme med en brændende busk.

Men Gud gjorde endnu mere. På en måde, der ikke har nogen 100 % perfekt naturlig analogi, krydsede Gud over for at have en lokaliseret tilstedeværelse i rum-tiden, ikke blot ved at fremstå som et menneske, men som et ægte, levende, åndende menneske: Jesus Kristus. Jesus var og er stadig 100 % menneske og 100 % Gud.

Historisk set var Irenæus den første kristne, som man kender til, der besvarede denne indvending. Han fremhævede, at eftersom Gud er almægtig, kan Han endda få synlige, dødelige mennesker til at se usynlige ting, både i syner og efter at de har påtaget sig udødelighed. Se Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 20.4-10, s. 489-491, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvordan kunne Moses i 2. Mosebog 33,19-20 se Guds »ryg«, når Gud er ånd?

Svar: Det er svært at henvise til forskellige egenskaber ved en ånd uden at bruge antropomorfe udtryk. »Ryg« betyder her ikke »den del, hvor rygmarven sidder«. I stedet kan »ryg« betyde »ryg« i modsætning til »forside«.

Dette henviser til en afspejling af nogle af Guds egenskaber. Det er ikke hele Guds herlighed, da Gud afviste Moses’ anmodning om at se Guds herlighed (sandsynligvis for Moses’ egen sikkerheds skyld).

Spørgsmål: Skal man i 2. Mosebog 34:20, 2. Mosebog 13:2 og 4. Mosebog 18:15-16 dræbe urene dyr eller løskøbe dem med penge?

Svar: I 2. Mosebog 34:20 står der, at ejeren enten skulle dræbe det førstefødte dyr eller løse det ud med penge, bortset fra at han kunne løse et æsel ud med et lam. Der blev ikke gjort nogen anden skelnen mellem rene og urene dyr. Senere, i 4. Mosebog 18:15-16, blev loven indsnævret, så det kun var tilladt at løse de førstefødte urene dyr ud med penge.

Nogle har måske svært ved at acceptere, at nogen af Guds love ændrer sig, fordi de ikke skelner mellem tre forskellige aspekter: det moralske, det civile og det ceremonielle. Den ceremonielle lov ændrede sig også på andre måder, i takt med at situationerne ændrede sig. For eksempel blev der ikke ofret i templet, før templet var bygget.

Spørgsmål: Hvorfor skulle alle mændene møde frem i 2. Mosebog 34:23, men ikke kvinderne og børnene? (Dette spørgsmål blev stillet af en muslim.)

Svar: Vi kan se svaret, når vi læser både 2. Mosebog 34:23 og 24 nøje. Der står: »Tre gange om året skal alle jeres mænd træde frem for Herren, Israels Gud. Jeg vil fordrive folkeslagene foran jer og udvide jeres land, og ingen vil begære jeres land, når I tre gange om året drager op for at træde frem for Herren, jeres Gud.« Kvinderne kæmpede ikke i krigene, det gjorde kun mændene. Ingen mand måtte »gemme sig« ved ikke at møde frem.

Spørgsmål: Hvad var symbolikken bag inventaret i tabernaklet i 2. Mosebog 35-40?

Svar: Nogle ser følgende:

Kobberalteret symboliserede, at selv indgangen krævede et offer

Kobbervasken viste, at de, der var indenfor, havde brug for renselse

Nærværsbrødet viste, at Kristus er vores brød; han giver os alt, hvad vi har brug for til vores underhold

Den gyldne lysestage repræsenterede lovprisning og bøn

Arken repræsenterede Guds nærvær

Forhænget viste, at vejen til Guds nærvær ikke stod åben for hvem som helst (undtagen præsten én gang om året). Dette ændrede sig, da forhænget på overnaturlig vis blev revet i to, samtidig med at Jesus døde på korset.

Dette er løst baseret på The Teacher’s Commentary af Lawrence O. Richards.

Spørgsmål: I 2. Mosebog 36:8-14 fik jeg at vide, at de mål, som Moses modtog fra Gud til opførelsen af tabernaklet, var næsten nøjagtigt de samme som de mål, andre folk i oldtiden (ikke hebræerne) anvendte til at opføre deres egne tilbedelsessteder. Påvirker dette troværdigheden af Guds mål for tabernaklet?

Svar: Lad os først antage, at denne forudsætning er korrekt. (Jeg vil senere sætte spørgsmålstegn ved den). Hvis det var de samme mål som dem, de andre gamle folkeslag brugte til deres templer, ville det ikke påvirke Bibelens troværdighed. Hvis der var noget særligt ved målene, ville Satan bruge den information til at fremstille en forfalskning.

På den anden side tvivler jeg alvorligt på påstanden om, at det var de samme mål, som andre folkeslag i oldtiden brugte til deres templer, af et par årsager.

a) Forskellige oldtidens tilbedelsessteder havde forskellige dimensioner indbyrdes. Som et forenklet eksempel: Antag, at der var 10 oldtidstempler med dimensionerne 100, 105, 110, 120, 125, 130, 135, 140, 145 og 150, og at tabernaklet havde en dimension et sted mellem 100 og 150. Uanset hvilke dimensioner tabernaklet havde, kunne man hævde, at det lignede et af disse 10 templer meget, men det beviser ikke noget.

b) Gamle templer havde generelt ikke et allerhelligste, og dem, vi kender til, var faste templer, ikke telte.

c) Endelig skal man huske, at tabernaklet blev bygget omkring 1400 f.Kr., hvilket er ældre end alle romerske og alle græske templer, bortset fra de mykenske. Så hvis dimensionerne var de samme som et senere tempel, var der enten ikke tale om kopiering, eller også kopierede det senere fra det tidligere, ikke omvendt. Generelt er det ikke klogt at tillægge sådanne påstande vægt, medmindre der kan fremlægges eksempler.

Spørgsmål: I 2. Mos. 37:17-24, tyder en syvarmet lysestage på et senere forfatterskab, da syvarmede lysestager [angiveligt] først dukkede op omkring 600 f.Kr.?

Svar: Nogle plejede at tro dette, men i bogen *Can Archaeology Prove the Old Testament?* (s. 31-32) påpeges det, at arkæologer har fundet syvarmede lysestager ved Tell Beit Mirsim, og nogle grave i Dothan fra Moses’ tid viser syvarmede lysestager. I *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 1006, står der, at der er fundet lamper med syv tændinger i grave og i ruinerne af kanaanitiske templer: »Derfor var forestillingen om en syvarmet lampe til hellig brug i det mosaiske tabernakel ikke anakronistisk, som kritikere af Det Gamle Testamente plejede at hævde.«

Spørgsmål: Er 2 Mos 38,8 et bevis på en senere tilblivelse, da de [angiveligt] ikke havde bronzespejle dengang?

Svar: Nej, for de havde faktisk bronzespejle, som det fremgår af *Can Archaeology Prove the Old Testament?*, s. 31. Bronze er en legering af kobber og 2–18 procent tin. (I KJV står der »messing«, fordi man for 400 år siden kaldte enhver kobberlegering for »messing«.) I *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 1123–1124, står der, at der er fundet bronzeobjekter i Ur fra ca. 2500 f.Kr.

På s. 1139 står der, at bronzespejle var sjældne, bortset fra i Egypten. De var dog meget værdifulde, da Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology på s. 389 angiver, at bronzespejle først blev udbredt blandt almindelige mennesker i den hellenistiske periode. Der står også, at i Josvas tid nævner Tell el-Amarna-brevene en vasal, der overrakte farao Akhenaton 32 polerede bronzespejle. Den hettitiske konge gav ham et sølvspejl.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at det ældste kendte manuskript fra Det Gamle Testamente, der er bevaret i dag, er 4Q17 fra Dødehavsrullerne. Det er dateret til 250 f.Kr. og indeholder 2. Mosebog 38 til 3. Mosebog 2. I bogen »The Dead Sea Scrolls Translated« s. 474 står der, at det er praktisk talt identisk med den masoretiske tekst.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i 2. Mosebog 40 opføre teltet, når teltet allerede var der i 2. Mosebog 33:7-8?

Svar: Først to fakta, der sandsynligvis ikke er så relevante, derefter svaret.

1. Det er ikke et krav, at 2. Mosebog 33,7-8 og 2. Mosebog 40 er skrevet i kronologisk rækkefølge, selvom det sandsynligvis er tilfældet.

2. Efter konstant brug i solen kunne teltet være blevet slidt.

Svar: 2. Mosebog 33:7-8 siger, at Moses tog et eksisterende telt og kaldte det mødeteltet. Efter at Gud havde salvet Bezalel og Aholiab i 2. Mosebog 31:2-7; 35:30; 36:1, fremstillede de de hellige redskaber, herunder et nyt mødetelt, efter Guds udformning.

Spørgsmål: Hvilke anvendelser kan vi lære af hele 2. Mosebog?

Svar: Der er mindst tre anvendelser.

Ligesom Moses og israelitterne forlod Egypten, kan der også være frygt, synder, andre ting og situationer, som vi har brug for at blive befriet fra. Og når vi er blevet befriet fra dem, skal vi gå videre. Er der visse »gamle, trygge vaner« i dit liv, som du har brug for at lægge bag dig og holde op med?

Moses havde allerede forladt slaveriet i Egypten 40 år før udvandringen. Men Gud lod Moses vende tilbage til Egypten, ikke for at blive slave, men for at befri andre. Vi er måske fri for noget af det slaveriet, vi var i, men hvad med vores familie, venner og andre? Måske ønsker Gud at bruge os til at hjælpe med at befri dem også.

Selvom alle israelitterne blev frelst, var der tab undervejs. Nogle israelitter omkom af pest og ild, da de tilbad guldkalven, udfordrede Moses’ autoritet og begik utugt med moabitiske kvinder. Mirjam blev ramt af spedalskhed i en periode på grund af sine fordomme. Selv Moses fik forbud mod at komme ind i det forjættede land, fordi han mistede besindelsen foran folket ved Meribas vand. Når du bliver frelst fra noget, er det ikke slutningen på dine udfordringer. Du skal stadig holde ud. Hvis du gør noget, der får dig til at lide tab, så omvend dig hurtigt, og selvom der stadig kan være konsekvenser, skal du alligevel adlyde Gud resten af rejsen.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra 2. Mosebog findes der stadig i dag?

Svar: Her er de tidligste.

Ketef Hinnom-rullerne stammer fra 650–587 f.Kr., er skrevet på sølv (hvilket er grunden til, at de har overlevet) og indeholder fragmenter af 2. Mosebog 20:6; 4. Mosebog 6:24–26; 5. Mosebog 5:10; 7:9; Nehemias 1:5 og Daniel 9:4.

Dødehavsrullerne: (fra 250 f.Kr. og frem) 17 separate eksemplarer (The Dead Sea Scrolls Today, s. 30, og The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English, 2. udg.), fra mindst 23 originale eksemplarer (The Dead Sea Scrolls in English, 4. udg.). I *The Wycliffe Bible Dictionary*, s. 436–438, angives der at være 15 eksemplarer. Et manuskript fra hule 4 tilhører den samaritanske tradition. Ifølge *The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English*, 2. udg., s. 474, er fragmentet 4Q17 i hule 4 (indeholdende 2. Mosebog 38–3. Mosebog 2) et af de ældste manuskripter, kopieret omkring 250 f.Kr. Det er praktisk talt identisk med den masoretiske tekst. Disse manuskripter kaldes

1Q2 (=1QExodus) 2. Mosebog 16:12-16; 19:24-25; 20:1,5-6,25-26; 21:1,4-5

2Q2 (=2Q2. Mosebog(a)) 2. Mosebog 1:11-14; 7:1-4; 9:27-29; 11:3-7; 12:32-41; 21:18-20?; 26:11-13; 30:21?; 30:23-25; 32:32-34

2Q3 (=2QExodus(b)) palæo-hebraisk fra 2. Mosebog 4:31; 12:26-27?; 18:21-22; 19:9; 21:37; 22:1-2,15-19; 27:17-19; 31:16-17; 34:10. Mærkeligt nok følger der umiddelbart efter 2. Mosebog 19:9 en tom linje, som umiddelbart efterfølges af 2. Mosebog 34:10

2Q4 (=2Q2. Mosebog(c)) 2. Mosebog 5:3-5

4Q1 (=4QFørste Mosebog-Anden Mosebog(a)) Første Mosebog og Anden Mosebog. 2. Mosebog 2:1-5; 3:8-16, 18-21; 4:4-9, 26-31; 5:1, 3-17; 6:4-21, 25; 7:5-13, 15-20; 8:20-22; 9:8?

4Q11 (=4QpaleoFørste Mosebog-Anden Mosebog(l)) paleo-hebraisk fra Første Mosebog 50:26; 2. Mosebog 1:1-5 (to gange?), 2:10,22-25; 3:1-4,17-21; 8:13-15,19-21; 9:25-29,33-35; 10:1-5; 11:4-10; 12:1-12, 42-46; 14:15-24; 16:2-7, 13-14, 18-20, 23-31, 33-36; 17:1-3, 5-11; 18:17-24; 19:24-25; 20:1-2; 22:23-24; 23:5-16; 25:7-20; 26:29-37; 27:1, 27:4?; 27:6-14; 28:33-35,40-42; 36:34-36; 40:15?

4Q13 (=4QExodus(b)) indeholder 6 fragmenter fra 2. Mosebog 1-5

4Q14 (=4QExodus(c)) indeholder 36 fragmenter fra 2. Mosebog 7-18

4Q15 (=4QExodus(d)) 2. Mosebog 13:15-17 efterfulgt direkte af 15:1

4Q16 (=4QExodus(e)) 2. Mosebog 13:3-5

4Q17 (=4QExod-Lev(f)) 2. Mosebog 38–3. Mosebog 2. (250 f.Kr.)

4Q18 (=4QExodus(g)) 2. Mosebog 14:21-27

4Q19 (=4QExodus(h)) 2. Mosebog 6:3-6

4Q20 (=4QExod(j)) 2. Mosebog 7-8

4Q21 (=4QExodus(k)) 2. Mosebog 36:9-10

4Q22 (=4QPaleoExodus(m)) 2. Mosebog, samaritansk type, på palæo-hebraisk. Paleografisk dateres den til 100–25 f.Kr. Datering ved hjælp af accelerator-massespektrometri (AMS) på laboratoriet i Tucson gav 116 f.Kr.–48 e.Kr.

4Q37 (=4QDeuteronomy(j)) (indeholder 5. Mosebog 11:21 efterfulgt af 2. Mosebog 12:43-13:5)

7Q1 (= 7QLXXExod) er en kopi af den græske Septuaginta-version af 2. Mosebog 28:4-6 (100 f.Kr.).

Ifølge bogen *The Dead Sea Scrolls Today*, s. 33, er der blandt Dødehavsrullerne fundet filakterier og mezuzot (som bæres henholdsvis på panden og armene) med tekster fra 2. Mosebog og 5. Mosebog.

8Q3 er en filakterie, der indeholder 2. Mosebog 13:1-10; 13:11-16; 12:43-51; 20:11; Femte Mosebog 6:5-9; 11:13; 6:1-3; 10:20-22; 10:12-19; 5:1-14; 10:13(?); 11:2; 10:21-22; 11:1,6-12.

8Q4 er en mezuzah med 5. Mosebog 10:12-11:21.

Der blev fundet en parallel udgave af Mosebøgerne blandt Dødehavsrullerne. Ligesom nogle har sammensat en evangeliehistorie ved at placere forskellige evangeliepassager side om side, gjorde Qumran-samfundet det samme med Toraen, hvilket kaldes rulle 4Q158.

Samlet set er følgende 767 af de 1215 vers i 2. Mosebog (63,1 %) bevaret i Dødehavsrullerne.

2 Mos 1:1-22; 2:1-18,22-25; 3:1-4,8-21; 4:1-9,26-31; 5:1,3-17; 6:3-21,30; 7:1-13,26-29; 8:1,5-22; 9:5b-35; 10:1-28; 11:3-10; 12:1-2,6-8,12-22,31-51; 13:1-7,12-13,15-16,18-22; 14:1-13,15-27; 15:1,9-21,23-27; 16:1-8,13-14,18-20,23-36; 17:1-16; 18:1-27; 19:1,7-17,23-25; 20:1-2,18-19a; 21:1,4-6,13-14,18-20?,22-32,37; 22:1-4,6-7,11-13,15-30; 23:5-16,29-31; 24:1-4,6-11; 25:7-29,31-34; 26:8-15,21-37; 27:1-3,4?,6-14,18-19; 28:3-12,22-24,26-28,30-43; 29:1-5,20,22-25,31-41; 30:10,12-18,21?,23-25,29-31,34-38; 31:1-8,13-17; 32:2-19,25-30,32-34; 33:12-23; 34:1-3,10-13,15-18,20-24,27-28; 35:1; 36:9-10,21-24,34-36; 37:9-16; 38:18-22; 39:3-24; 40:8-27; 40:15?. 2 Mos 34:23-24,27-28 er meget fragmentariske.

Nash-papyrussen, dateret til 150 f.Kr., indeholder de ti bud sammensat af 2. Mosebog 20:2-17 og 5. Mosebog 5:6-6:4f. Nash-papyrussen var den ældste kendte bibelske tekst, indtil Dødehavsrullerne blev opdaget. Et fotografi af den findes i *New International Dictionary of the Bible*, s. 228.

Papyrus Oxyrhynchus 1074 af 2. Mosebog stammer fra ca. det 2. århundrede.

Vaticanus (325–350 e.Kr.) har bevaret hele Anden Mosebog, bortset fra at Anden Mosebog 28:23–28 mangler.

Vi har ingen sider fra Sinaiticus (340–350 e.Kr.), der indeholder Anden Mosebog.

Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Anden Mosebog, bortset fra at Anden Mosebog 28:23-28 mangler.

Septuaginta er en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente og apokryferne. I bogen »Greek Manuscripts of the Bible«, s. 60–61, vises et billede af et fragment, kaldet Rahlfs 803 (= Dødehavsrullen 7Q1), af 2. Mosebog 28:4–6, der dateres tilbage til 100 f.Kr.

Samariterne udarbejdede deres egen udgave af Toraen i det 2. århundrede f.Kr., selvom de tidligste bevarede samaritanske udgaver stammer fra middelalderen. *The Dead Sea Scrolls Today*, s. 125-126. I *The Encyclopedia of the Dead Sea Scrolls*, bind 1, s. 277, står der: »Den samaritanske Pentateuk har en tendens til at udvide teksten ved hyppigt at indsætte parallelt materiale fra andre steder i Pentateuken.«

En syrisk oversættelse af Septuaginta blev udført af biskop Paulus af Tella (616–617 e.Kr.), som vi stadig har i dag, ifølge *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 35 (fodnote).

Spørgsmål: Hvordan ved vi, ud fra den jødiske forfatter Philo, at det, vi har i 2. Mosebog, er det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Som kristne stoler vi på, at det Gamle Testamente, vi har, er det Gamle Testamente, som Kristus godkendte. I øvrigt siger Koranen for muslimerne, at Jesus fik Toraen i sura 5:46. Vi har tidlige manuskripter fra Kristi tid, hvilket det næste spørgsmål omhandler. Der findes dog endnu en bevislinje. Philo af Alexandria var en jødisk lærd, der levede fra 15/20 f.Kr. til 50 e.Kr. Han skrev på græsk, men det er bemærkelsesværdigt, at hans græske citater fra Det Gamle Testamente stemmer bedre overens med den hebraiske masoretiske tekst end med den græske Septuaginta. Han gik meget i detaljer med at forklare, hvad de forskellige vers betyder. Her er nogle vers, som Philo henviste til i Anden Mosebog.

1:8,9,11,15,18,20,21; 2:1,3,6,12,15-16,18,21,23,25; 3:1-2,4-6,9,14-15,17; 4:3,10,12,14,22; 5:2; 6:3,12,16,23,26,29; 7:1,12,15,17,23; 8:1,9,19,26,29; 10:20-23; 11:7; 12:2-4,8,11-12,16,23,34,38; 13:2,11-13,15,19; 14:4,7,13-14,19,27,30; 15:1,4,9,17,20,23,25,27; 16:4,6,13,15,18,36; 17:6,11-12; 18:4,7,11,14,16,25; 19:6,17-20; 20:2,5,9,12-13,16,18-22; 21:5-6,10,12-16,22,26,28,31,33; 22:1,6-7,26; 23:1-5,8,10,13,18-20,28; 24:1,6,10-11,18; 25:1,22,30,31,33,40; 26:1; 27:9; 28:17, 30, 34, 36; 30:8, 13, 15, 34; 31:1-2, 39; 32:1, 7, 16-17, 20, 26, 27, 32; 33:5,7,12-13,17-18,23; 34:12,28; 35:22,30; 38:8; 39:3,26

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Anden Mosebog?

Svar: Filon den jøde (15/20 f.Kr. til 50 e.Kr.) citerer udførligt fra Anden Mosebog i værkerne »Om sprogforvirringen«, »Hvem er arvingen til de guddommelige ting«, »Indledende studier« og andre værker.

Tidlige kirkeforfattere fra før det nikænske trosbekendelse henviste i vid udstrækning til Anden Mosebog.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) citerer Anden Mosebog 2:14 i 1. Klemensbrev, kap. 4, s. 6. Han citerer Anden Mosebog 3:11 i 1. Klemensbrev, kap. 18, s. 10.

Didache (= De tolv apostles lære) (ca. 60–120 e.Kr.) diskuterer 2. Mosebog 20:13, 14, 15, 16, 17.

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.) kap. 12, s. 145 citerer 2. Mosebog 17:14.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) skriver: »For Moses siger et sted i 2. Mosebog« og citerer 2. Mosebog 6:2 ff. i »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 126, s. 263

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) omtaler 2. Mosebog 3:2–4 som Skriften i »Dialog med jøden Trypho«, kap. 60, s. 227

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.): »For Skriften siger således:« Herefter citerer Justin 2. Mosebog 3:2–4. »Dialog med Trypho, jøden«, kap. 49, s. 220

Meleto/Melito af Sardis (170–180 e.Kr.): »Herrens finger – Helligånden, ved hvis virke lovtavlerne i 2. Mosebog siges at være blevet skrevet«; fragment 9, s. 761

Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) »Efter at have sat mig grundigt ind i Det Gamle Testamentes bøger har jeg opført dem nedenfor og sender hermed listen til dig. Deres navne er som følger: – De fem Mosebøger – Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog; Josva, Dommerbogen, Rut, de fire Kongebøger, de to Krønikebøger, Davids Salmer, Salomos Ordsprog, også kaldet Visdommens Bog, Prædikeren, Høj sangen, Job, profetbøgerne Esajas, Jeremias, de tolv, der er samlet i én bog, Daniel, Ezekiel, Esra.” Fra »Book of Extracts«, s. 759

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 20:3; 23:6; 22:21 som Guds ord. Theophilus til Autolycus, bog 3, kap. 9, s. 114

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 3:7–8 som Guds ord. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 12.4, s. 476

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.): »Det er også Ham, der lærer Moses at fungere som vejleder. For Herren siger: ›Hvis nogen synder foran Mig, vil Jeg udslette ham fra Min bog; men gå nu og før dette folk til det sted, som Jeg har sagt dig.‹« (2. Mosebog 32:33,34) *Læreren*, bog 1, kap. 7, s. 224. Se også *Læreren*, bog 1, kap. 8, s. 218, hvor han betegner 2. Mosebog 3:8 som Skriften.

Tertullian (198–220 e.Kr.) citerer først 2. Mosebog 3:17 og siger derefter: »Ligeledes i samme bog, 2. Mosebog:« og citerer 2. Mosebog 20:2, 22, 23. *Scorpiace*, kap. 2, bind 3, s. 634

Tertullian (204/205 e.Kr.) citerer halvdelen af 2. Mosebog 20:16. »De fem bøger mod Marcion«, bog 4, kap. 12, s. 363

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) kritiserer Simons overdrevne allegorisering af Første Mosebog og Anden Mosebog i »Gendrivelse af alle kætterier«, bog 6, kap. 10, s. 78, samt Simons allegorisering af Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog og Femte Mosebog i kap. 11, s. 78

Origenes (240 e.Kr.) henviser til Anden Mosebog, Tredje Mosebog og Fjerde Mosebog. »Kommentar til Høj sangen«, prolog, s. 47

Origenes (225–254 e.Kr.) skrev kommentarer til Romerbrevet, Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Josva, Første Kongebog, Jeremias og Lukas

Novatian (250/4–256/7 e.Kr.): »Og selvom den himmelske Skrift ofte omdanner den guddommelige fremtræden til en menneskelig skikkelse, som når den siger,« og citerer Salme 34:15, »eller når den siger,« og citerer Første Mosebog 8:21, »eller hvor Moses får tavlerne,« og citerer Anden Mosebog 31:18. »eller når Israels børn befries fra Ægyptens land« og citerer Salme 136:12 »eller når der står«, og citerer Esajas 1:20. Afhandling om Treenigheden, kap. 6, s. 615.

Novatian (250/4–256/7 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 4:13 som stammende fra Moses. Afhandling om Treenigheden, kap. 9, s. 618

Afhandlingen mod Novatian (ca. 246–258 e.Kr.), kap. 12, s. 660, citerer 2. Mosebog 9:28.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer fra 2. Mosebog og angiver, at det stammer fra 2. Mosebog, bl.a. i Afhandling 12, tredje bog, 11, 13 og 113.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner Anden Mosebog i »Cyprianus’ afhandling«, afhandling 12, anden bog, kap. 15, s. 521

Gregor Thaumaturgus (240–265 e.Kr.): »Og i Anden Mosebog står der, ikke blot med henvisning til det at finde en vens ejendom, men også til det at finde en fjendes: ›Du skal sikkert bringe dem tilbage til deres herres hus igen.‹« Kanonisk brev, kanon 4, s. 19

Dionysius af Alexandria (ca. 246–256 e.Kr.) henviser til 2. Mosebog 12:30 i Brev 12 til alexandrinerne, s. 108.

Anatolius af Alexandria (270–280 e.Kr.) »de to Agathobuli, der blev kaldt Mestrene, og den fremtrædende Aristobulus, som var en af de 70, der oversatte hebræernes hellige skrifter for Ptolemæus Philadelphus og hans fader, og som dedikerede sine eksegetiske værker om Moseloven til de samme konger. Disse forfattere siger, når de løser nogle spørgsmål, der rejses med hensyn til Anden Mosebog, at alle ligeledes bør” Paschalkanon af Anatolius af Alexandria, kap. 3, bind 6, s. 147

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 20:13-15,16. »Dialog om den sande tro«, 2. del, 15 b, s. 94.

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) citerer halvdelen af 2. Mosebog 24:8 som stammende fra Moses. »Kommentar til Åbenbaringen«, fra 5. kapitel, vers 5, s. 350.

Methodius af Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 30:1-9 som »Han [Gud] siger«. »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 5, kap. 7, s. 328

Athanasius (318 e.Kr.) citerer fra 1. Mosebog 1:6-11,29; 2. Mosebog 20:3; 5. Mosebog 6:4,5,13; Salme 119:90; 146:7-9; 33:6 i »Mod hedningerne«, kap. 46, s. 28-29.

Lactantius (ca. 303–320/325 e.Kr.) henviser til 2. Mosebog 23:20. »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 10, s. 108

Forfattere fra tiden efter det nikænske koncil, der henviste til 2. Mosebog

Eusebius af Cæsarea (318–339/340 e.Kr.)

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.)

Hegemonius fra Sirmium (4. århundrede), der oversatte Archelaus (ca. 262–278 e.Kr.), henviser til 2. Mosebog 12:35 som værende af Moses. Disputation med Manes, kap. 40, s. 214

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

Athanasius (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Gamle Testamente i Påskebrev 39, kap. 4, s. 552.

Efraim den Syriske (350–378 e.Kr.) skrev kommentarer til Første Mosebog og Anden Mosebog. (Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series, bind 13, s. 125 [Indledning])

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) omtaler Anden Mosebog som hellig skrift.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) siger, at 2. Mosebog 7:23 stammer fra Moses i Forelæsning 13, kap. 3, s. 82

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.) henviser til Anden Mosebog

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) siger, at Gud taler til Moses, og citerer 2. Mosebog 32:33. I »Om de angrende«, kap. 5.1, s. 75

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.)

Didymus den Blinde (398 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 7:13,22 som 2. Mosebog. Kommentar til Zakarias 7, s. 147

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 1:7 som skriftsted. »Panarion«, afsnit 1, kap. 8, 4, 5, s. 25

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.) henviser til 2. Mosebog 17:12 som værende af Moses, bind 14, Kommentar til Johannes, prædiken 14, s. 50

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) henviser til 2. Mosebog 6:23; 24:1; 3. Mosebog 10:1–2; 4. Mosebog 3:2,4; 1. Krønikebog 6:3. Forsvar mod pelagianerne, kap. 9, s. 125

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.)

Sulpicius Severus (363–420 e.Kr.) henviser til 2. Mosebog 20:14 i bogen »Exodus in History«, bind 1, kap. 13, s. 77

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Toraen, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel, Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra, Nehemias, Brev 53, kap. 7-8, s. 99-101.

Augustin af Hippo (338-430 e.Kr.) skrev en hel kommentar til Første Mosebog og en kommentar til Anden Mosebog.

Johannes Cassian (semi-pelagianer) (319–430 e.Kr.)

Blandt kætterne

Ebionitterne citerer en del af 2. Mosebog 33:20 som »loven«. »Clemens’ erkendelser«, kap. 29, s. 122

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) citerer 2. Mosebog 32:4. Kommentar til Hosea, kap. 2, s. 45

Spørgsmål: Hvad siger den »parallelle Pentateuk« (Dødehavsrullerne 4Q158) i 2. Mosebog?

Svar: Her er et lille uddrag. De skriftsteder, der henvises til, er skrevet med kursiv. Oversættelsen er hentet fra *The Dead Sea Scrolls Study Edition*, bind 2, s. 307.

»2 Mos 20:12-17 din [far] og din mor [så dine dage på den jord, som YHWH, din Gud, giver dig, forlænges. Du skal ikke dræbe. Du skal ikke begå ægteskabsbrud. Du skal ikke stjæle. Du skal ikke afgive] falsk vidnesbyrd [mod] din [næste]. Du skal ikke begære din næstes hustru [eller hans hus, eller hans tjener, eller hans tjenestepige, eller hans æsel, eller noget af det, der tilhører din næste.] Og YHWH sagde til Moses: 5 Mos 5:30-31: Gå hen og sig til dem: Vend tilbage til [jeres telte! I skal dog blive her hos mig, for jeg vil forklare jer alle budene, lovene] og forskrifterne, som I skal lære dem, så de kan holde dem i det land, som [jeg giver dem, for at de kan tage det i besiddelse…] Og folket vendte tilbage, hver mand til sit telt. Men Moses blev tilbage i [YHWH’s] nærvær….”

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i 2. Mosebog?

Svar: Her er et par eksempler blandt de 1.213 vers i 2. Mosebog. For at give et indtryk af forskellene mellem den masoretiske tekst og Septuaginta fokuserer det følgende på kapitel 30. Medmindre andet er angivet, er den første sætning den masoretiske tekst (MT) og den anden Septuaginta (LXX).

2 Mos 1:5 »Og alle de sjæle, der kom ud af Jakobs lænder, var halvfjerds sjæle, idet Josef var i Egypten.« (MT) mod »Men Josef var i Egypten. Og alle de sjæle, der var født af Jakob, var femoghalvfjerds.« (Septuaginta) Dødehavsrullerne nævner også 75 efterkommere. I Apostlenes Gerninger 7:14 sagde Stefanus 75 efterkommere.

2 Mos 1:22 »født« mod »født til hebræerne« (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta og Targumerne)

2 Mos 2:25 »[Gud] kendte/bekymrede sig om dem« mod »[Gud] åbenbarede sig for dem« (The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, siger, at Septuaginta tager fejl her.)

2 Mos 3:6 »Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Og Moses skjulte sit ansigt, for han frygtede at se på Gud.« (MT) kontra »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Moses vendte sit ansigt bort, for han var bange for at se på Gud.« (Septuaginta) vs. »Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Moses skælvede af frygt og vovede ikke at se« (Den samaritanske Pentateuk, ApG 7:32)

2 Mos 3:19 »gå, medmindre I tvinges af en mægtig hånd« mod »gå, nej, ikke ved en mægtig hånd« (Septuaginta, Vulgata)

2 Mos 4:22 »min førstefødte søn« mod »mit eget folk« (den samaritanske Pentateuk)

2 Mos 8:22 »adskille/behandle anderledes« kontra »skelne på en forunderlig måde« (I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 356, står der, at oversætterne af Septuaginta her har misforstået det hebraiske ord)

2 Mos 8:32 »over dit folk« kontra »af dit folk« (Septuaginta)

2 Mos 8:23 »skelne« kontra »give befrielse/forløsning« i Septuaginta og Vulgata.

2 Mos 9:32 Et hebraisk ord for den anden kornsort, sandsynligvis »emmer« mod »rug« i Septuaginta, mod »urter« i den koptiske version. (I The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, står der, at kornsorten emmer er fundet i egyptiske grave, mens kornsorten spelt ikke er det.)

2 Mos 12:22 »vask« mod »dørtærskel«

2 Mos 12:40 »Israels børn boede i Egypten« (MT, Dødehavsrullerne 2Q2 (=2QExod(a)), ApG 7:6; 1 Mos 15:13) mod »Israels børn boede i Egypten og Kana’an« (Septuaginta) mod »Israels børn og deres fædre boede i Egypten og Kana’an« (den samaritanske Pentateuk). Josephus, der skrev omkring år 93–94 e.Kr. i *Antiquities of the Jews* 2.15.2, siger også, at de var i Egypten i 215 år, hvilket stemmer overens med den samaritanske Pentateuk og Septuaginta. Josephus sagde, at det var 430 år efter, at Abraham kom til Kana’an. Se http://dssenglishbible.com/scroll2Q2.htm for mere om 2Q2.

2 Mos 14:25 »fjernet« kontra »tilstoppet/fastklemt« (den samaritanske udgave, Septuaginta, syrisk)

2 Mos 15:8 »ånd fra dine næsebor« kontra »ånd fra dig« (den samaritanske Pentateuk)

2 Mos 18:5 »spise brød« (MT, Septuaginta) kontra »ofre brød« (syrisk, Targumer, Vulgata)

2 Mos 18:12 »bragte« (MT, Septuaginta) kontra »ofrede« (syrisk, Targum og Vulgata). I The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, s. 413–414, står der, at »bragte« er det korrekte ord, og at »ofrede« blot var en fortolkning.

2 Mos 19:18 »hele bjerget« kontra »hele folket« i nogle få hebraiske håndskrifter og Septuaginta.

2 Mos 20:12 »… din mor, for at du må leve længe« (MT) kontra »… din mor, for at det må gå dig godt, og for at du må leve længe i det gode land« (Septuaginta). 5 Mos 5:16 lyder: »… din mor, for at du må leve længe, og for at det må gå dig godt i landet«

2 Mos 20:17 efterfølges umiddelbart af 5 Mos 11:29-30 og 27:2b-3a,4-7, hvor israelitterne i den samaritanske Pentateuk opfordres til at opføre templet på bjerget Gerizim.

2 Mos 20:18 I Nash-papyrussen er det sjette og syvende bud byttet om.

2 Mos 20:24 »på det sted, hvor jeg har ladet mit navn« mod »på ethvert sted, hvor jeg vil lade mit navn« (den samaritanske Pentateuk)

2 Mos 22:8 »Husets herre skal træde frem foran Elohim« mod »Husets herre skal træde frem foran El« (Den samaritanske Pentateuk) (The Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 938. Der står, at den samaritanske Pentateuk »undgår enhver antydning af polyteisme: f.eks. ændres flertalsprædikaterne med ’elohim’ i MT (1 Mos 20:13; 31:53; 35:7; 2 Mos 22:8) til ental.«) (I den græske Septuaginta er det Theon)

2 Mos 23:20 »Se, jeg vil sende en engel foran dig for at beskytte dig på vejen og føre dig til det sted, som jeg har forberedt.« mod »Og se, jeg sender min engel foran dit ansigt, for at han kan føre dig ind i det land, som jeg har forberedt for dig.«

2 Mos 23:21 »Vær opmærksom foran ham og lyt til hans røst. Vær ikke oprørsk mod ham, for han vil ikke tilgive dine overtrædelser; for mit navn er i ham.« vs. »Vær på vagt og lyt til ham, og vær ikke ulydig mod ham; for han vil ikke give efter for dig, for mit navn er på ham.«

2 Mos 23:25 »han [Gud] vil velsigne« vs. »jeg vil velsigne« (Septuaginta, Vulgata)

2 Mos 24:10 »Og de så Israels Gud. … klarhed« mod »Og de så det sted, hvor Israels Gud stod … renhed«

2 Mos 24:11 »Han rakte ikke sin hånd ud mod Israels sønners stormænd. Og de så Gud« mod »der manglede ikke en eneste, og de trådte frem foran Gud«

2 Mos 28:23-28 findes i den hebraiske masoretiske tekst og den complutensiske Septuaginta. Dødehavsrullerne 4Q22 (=4QPaleoExodus(m)) indeholder fragmenter af 28:22-24,26-28,30-43. Mangler i Vatikanus- og Alexandrinus-versionerne af Septuaginta.

2 Mos 29:9 »på Aron og hans sønner« mod »på dem« i Septuaginta.

2 Mos 30:1 »Et alter, et sted til at brænde røgelse« mod »et røgelsealter« i Septuaginta.

2 Mos 30:1 »akacietræ« mod »uforgængeligt træ« i Septuaginta.

2 Mos 30:6 »[alteret] foran forhænget« (MT, Septuaginta) kontra »[alteret] bag forhænget« (den samaritanske Pentateuk)

2 Mos 30:12 »ødelæggelse« kontra »plage« i Septuaginta

2 Mos 30:21 »fødder, og de skal ikke dø« kontra »fødder med vand, når de går ind i vidnesbyrdets tabernakel; de skal vaske sig med vand, for at de ikke skal dø.« (Måske gentog oversætteren af Septuaginta ved en fejltagelse en del af en linje.)

2 Mos 30:27,28 Septuaginta tilføjede »og alt dets inventar« fire gange

2 Mos 30:35 »saltet, rent og helligt« kontra »et rent og helligt værk« i Septuaginta

2 Mos 31:4-5 »bronze og til at skære sten til indfatninger« mod »messing og blåt, purpur og spundet skarlagenrødt samt arbejder i sten«

2 Mos 32:29 »I dag skal I indvie jer« kontra »I dag har I indviet jer« (græsk, Vulgata)

2 Mos 33:16 »er udvalgt« kontra »skal blive herliggjort« (The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, s. 356, siger, at Septuaginta-oversætterne her misforstod det hebraiske ord)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens *Literal Translation*, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af *The Septuagint: Greek and English*. Der er desuden anvendt *The Expositor’s Bible Commentary*, *The Anchor Bible Dictionary*, bind 5, samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.