< Spørgsmål til Bibelen fra 2. Samuel

Spørgsmål: Hvornår blev 2. Samuelsbog adskilt fra 1. Samuelsbog?

Svar: I nutidens jødiske bibler udgør de én bog. 1. og 2. Kongebog udgør også én bog. 1. og 2. Samuel blev adskilt, da Septuaginta blev oversat omkring 250 f.Kr. I Septuaginta kaldes de henholdsvis 1., 2., 3. og 4. Kongebog.

Det er ikke vigtigt, om 1. og 2. Samuel behandles som én bog eller to. Det vigtige er indholdet i 1. og 2. Samuel.

Spørgsmål: Hvordan adskiller 2. Samuelsbog sig fra 1. Krønikebog 1-21?

Svar: De dækker den samme tidsperiode og ligner hinanden. 1. Krønikebog lægger dog større vægt på slægtsforskning og udelader de dårlige ting, som David gjorde. Desuden ligner lovsangen i 2. Samuel 22 meget Salme 18.

Spørgsmål: Hvilke arkæologiske beviser har vi i 2. Samuelsbog for Davids regeringstid?

Svar: Før 1993 havde vi ingen, men nu har vi tre arkæologiske fund, der muligvis henviser til David.

Tel Dan-stelen blev udskåret i kostbar sten af en aramæisk hersker omkring 800 f.Kr. Den nævner »Joram, søn af Akab, konge af Israel« og »Ahazja, søn af Joram, konge af Davids hus«.

Mesha-stelen (11-18) i Moab nævner »Davids hus«. Du kan se et billede af Mesha-stelen, også kaldet den moabitiske sten, i Rose Book of Charts, Maps & Time Lines, s. 77.

Shoshenq-relieffet i Theben, Egypten, mindes farao Shoshenq/Shishaks angreb på Juda i 925 f.Kr. Her nævnes »Davids højland/højder«.

Se http://theophilogue.com/2009/04/24/extrabiblical-evidence-for-king-david/ (4. januar 2014) for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor modsiger amalekiternes ord i 2 Sam 1:4-10 beretningen om Sauls død i 1 Sam 31:3-5?

Svar: Detaljerne er forskellige. I 1. Samuelsbog 31:3-5 havde bueskytterne ramt Saul. Efter at være blevet dødeligt såret begik Saul selvmord. Filisterne tog Sauls rustning for at pryde deres tempel. Amalekitten sagde, at det var stridsvogne og ryttere, at han dræbte Saul, og at filisterne efterlod rustningen, så amalekitten kunne hente den senere.

Det enkleste svar er, at amalekitten løj, fordi han troede, at David ville give ham en belønning. Tilsyneladende stødte amalekitten på Saul, før filisterne havde plyndret de døde, for amalekitten stak af med kronen og armbåndet. Det ville også være meget mærkeligt, hvis amalekitten havde befundet sig i israelitternes lejr som soldat for israelitterne. Det er mere sandsynligt, at amalekitten befandt sig i området efter slaget og kom bagefter for at plyndre de døde for værdigenstande.

Josephus forsøgte fejlagtigt at forene amalekitens ord med 1. Samuel 31, men der er ingen grund til at forsøge det, hvis amalekiten løj.

Spørgsmål: Findes der i dag, som beskrevet i 2. Samuelsbog 1:4-16, tilfælde, hvor folk løgnagtigt fortæller, at de har begået synder, når de i virkeligheden ikke har gjort det?

Svar: I amalekitens tilfælde så han en stor potentiel fordel og ingen ulempe ved at gøre det. Han ville bestemt ikke have tænkt på, at David ville have anset det for forkert. Ligeledes kan folk i dag lyve om at have begået synder, når a) de ikke mener, det er forkert, eller b) de ikke ser nogen ulempe i at »forbedre deres omdømme« ved at gøre det, eller c) de ser en fordel i at gøre det.

Det, amalekitten fuldstændig overså, var, at David frem for alt var en ædel mand af ære, og at Saul, ligesom mange andre, ikke var det. Mange i verden forstår ikke begrebet en mand eller kvinde af ære.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte David i 2. Samuelsbog 1:6-15 den mand, der angiveligt havde dræbt Davids fjende?

Svar: David anså respekten for kongens embede for vigtigere end, hvor hurtigt han selv kunne blive konge. David var måske også mindre bekymret for, at Gud brød sit løfte, end for at folket ikke respekterede regeringen. Disse to spørgsmål – tilliden til, at Gud i sidste ende ordner tingene, og tilliden til, at Guds timing er den bedste – er også i dag vigtige aspekter af vores tro på Gud.

På den anden side ville David ikke blive betragtet som en legitim konge, hvis folk havde hørt, at han havde skånet og endda belønnet den mand, der dræbte den forrige konge, fordi han belønnede dem, der dræbte sin forgænger.

Spørgsmål: Hvordan er strukturen i dette digt i 2 Sam 1:19-27?

Svar: Disse vers indeholder en form for hebraisk litterær symmetri, der ofte forekommer i Det Gamle Testamente, kaldet et chiasme. Det var tilsyneladende et berømt digt, for forfatteren af 2. Samuel nævner, at det findes i Jashars Bog. Her er digtets struktur.

2 Sam 1:19 Jonatan (implicit)

— 2 Sam 1:20 begge mænd (implicit)

— — 2 Sam 1:21 Saul (eksplicit)

— — — 2 Sam 1:22-23 Jonatan og Saul (eksplicit)

— 2 Sam 1:24 Saul (eksplicit)

— 2 Sam 1:25-26 Jonatan (eksplicit)

2 Sam 1:27 begge mænd (implicit)

Som en interessant sidebemærkning kaldes en begravelsessang som denne på hebraisk, ligesom Klagesangene, for en qyn, når den ledsages af klagesang. I Irland kaldes en begravelsessang ledsaget af klagesang for en »keen«. David beordrede, at dette skulle læres til Judas mænd, fordi David endnu ikke var konge over Israel.

Spørgsmål: Hvorfor sagde David i 2 Sam 1:23, at Saul var »elsket og glædelig i livet«, når Saul gentagne gange forsøgte at dræbe David?

Svar: David ville have haft meget at klage over, hvis han havde valgt at gøre det. David var høflig og mindede om den tidligere og bedre del af Sauls liv.

Man kunne naturligvis forvente, at David nærede et bittert had til Saul i sit hjerte. Hans bemærkninger her viser, at han valgte ikke at bære på dette nag. På samme måde har vi et valg om, hvorvidt vi vil bære på had og nag i vores hjerte eller ej. Mattæus 18:21-35 og 1. Korintherbrev 13 viser, at vi ikke må gøre det.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 1:23-24, hvornår bør vi se bort fra de negative og paranoide ting ved en person og blot fremhæve det positive, som David gjorde?

Svar: David virkede lidt overdreven i sin ros af Saul, og Skriften gengiver trofast, hvad han sang. Man behøver ikke at sige noget negativt om en person; nogle gange er det bedre at tie stille. David havde tre formål her. Han ønskede oprigtigt at sørge over sin ven Jonatan. David ønskede at gøre det klart, at han ikke havde bidraget til eller medvirket til den forrige konges død. David ønskede at vinde de nordlige stammers støtte. Et centralt punkt her er, at David ikke viser nogen som helst bitterhed over for Saul.

Spørgsmål: I 2 Sam 1:26 står der, at Davids kærlighed til Jonatan var større end hans kærlighed til kvinder. Betyder det, at de havde romantiske følelser for hinanden?

Svar: Nej. Det hebraiske ord her, ’aheb, betyder venskabelig kærlighed. Det bruges ingen andre steder om homoseksualitet. Man kan have stærke venskabelige følelser, uden at der er tale om et romantisk forhold.

Spørgsmål: Hvad var konsekvenserne af, at David blev salvet til konge over Juda i 2 Sam 2:1?

Svar: David var allerede blevet salvet til konge i al hemmelighed af Samuel omkring femten år tidligere. Men at salve David offentligt til konge ville skabe en del opsigt. For det første ville det være et klart signal til filisterne om, at han ikke var deres vasal. For det andet havde David ventet femten år på, at Saul, Herrens salvede, skulle dø, før han selv blev konge. Men David ville ikke acceptere, at Ish-Bosheth, som ikke var udvalgt af Gud, blev den næste konge. Da David blev kronet til konge over Juda, ville dette betyde en splittelse fra resten af Israel, hvilket ville føre til en borgerkrig.

Spørgsmål: Hvorfor ville Gud i 2 Sam 2:1 have, at David skulle gøre Hebron til sin hovedstad?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan se fem grunde.

1. Hebron var en af de største byer i Juda.

2. Historisk set blev Abraham og patriarkerne begravet der.

3. Israelitterne i nord havde endnu ikke accepteret David som konge.

4. Hebron lå i bjergene, højere end nogen anden by i Juda, og var dermed bedre beskyttet mod angreb. Jerusalem, 19 til 20 miles nord-nordøst, ville have været endnu bedre, men Jerusalem var stadig under jebusiternes kontrol.

5. Hebron var en af de byer i Juda, som David tidligere havde sendt krigsbytte til i 1. Samuelsbog 30:31.

Spørgsmål: Hvorfor sendte David i 2. Samuelsbog 2:5-7 netop bud til byen Jabesh i Gilead?

Svar: De troede måske, at deres handlinger for at ære Saul og Jonatan ville gøre den nye konge, David, vred på dem. David sendte bevidst budbringere for at forsikre dem om, at det ikke var tilfældet, og at David respekterede mindet om Saul og Jonatan. Det var også klogt af David at forsøge på fredelig vis at vinde befolkningen i Jabesh-Gilead over på sin side, så de ville acceptere ham som konge.

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Ish-Boshet i 1 Krøn 8:33 og 9:39 for Esh-Baal, når han i 2 Sam 2:8 kaldes Ish-Boshet?

Svar: Baal kan bety herre, Herre eller en kanaanitisk gud. »Esh-Baal« betyder »Baal-ild«, og »ish« betyder mand. Saul gav sin søn navnet Ish (mand) af Baal, sandsynligvis med henblik på herre eller Herre. Forfatterne eller kopisterne ændrede sandsynligvis navnet til bosheth, der betyder skam. Ish-Bosheth kan også være den Ishvi, der nævnes i 1. Samuel 14:49.

Spørgsmål: Hvorfor støttede Abner ikke David i 2. Samuelsbog 2:8?

Svar: Hvis Abner havde gjort det, ville det have forhindret syv års borgerkrig. Selvom Skriften ikke siger det, skal man huske, at Abner sandsynligvis var en af de hærledere, der tidligere havde forfulgt David. Abner var en fætter til Saul, så efter Sauls søn ville han have haft krav på tronen. Ofte lider folk under et af to problemer. Enten er de ikke loyale, når de burde være det, eller også er de loyale over for det, de ikke burde være loyale over for.

Som en sidebemærkning regerede David kun over Juda i syv og et halvt år, mens Ishboshet regerede i nord i to år. Det betyder, at Abner ledede de nordlige hære i fem og et halvt år, før han spillede rollen som kongemager og kronede Ishboshet, der på det tidspunkt var 40 år, til konge. Bemærk, at der ikke står, at Israels folk kronede Ishboshet til konge; det var kun Abner, der gjorde det. Abner havde måske haft travlt med at fordrive filisterne ud af Israel. Abner var mere interesseret i at bevare magten end i enten national enhed eller at gøre Ishboshet til konge. Men efter at Ishboshet havde irettesat Abner for at have taget en af Sauls medhustruer til sig, indså Abner, at hans magt var blevet indskrænket, og gik derefter over til Davids side, hvor han håbede stadig at kunne udøve magt under eller ved siden af Joab.

Et fremragende eksempel var den geniale tyske kemiker Fritz Haber. Han var ophavsmanden til Haber-processen, som var en metode til at udvinde kvælstof fra luften. Dette gjorde det muligt for Tyskland at fremstille sprængstoffer uden at være afhængig af import fra Chile eller andre lande. Isaac Asimovs *Book of Facts*, s. 254, påpeger, at hvis det ikke havde været for Habers arbejde, ville Tyskland være blevet tvunget ud af Første Verdenskrig allerede i 1916. Haber ledede også Tysklands udvikling af giftgas under Første Verdenskrig. Isaac Asimovs *Book of Facts*, s. 254, nævner også, at Haber blev forvist, da Hitler kom til magten, fordi Haber var jøde.

Hvad er alle de ting, du er loyal over for?

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 2:8 – hvornår skal vi i dag tålmodigt vente på, at det onde forsvinder, og om nødvendigt flygte, og hvornår skal vi rejse os og kæmpe, enten for det, Gud har givet os, eller for det, Gud har givet andre?

Svar: Davids tålmodige venten på Saul og hans uvillighed til at tolerere Ishboshet er et interessant eksempel på, hvornår det er bedst at være tålmodig, og hvornår det ikke er det.

Et forenklet svar er at kæmpe, når Gud vil have os til det, og ikke kæmpe, når Gud ikke vil have det. Men hvordan ved vi så, hvornår Gud vil have os til at kæmpe?

Kristne forfølges i Kina, Nordkorea, Afghanistan, Iran, Assam i Indien og det nordlige Nigeria. Naturligvis bør USA ikke opdele sine militære styrker i seks dele og angribe Kina og de fem andre områder for at forsvare de undertrykte på én gang. Så hvordan afgør man, hvornår man skal forsvare andre, og hvornår man ikke kan?

Spørgsmål: Hvorfor valgte Abner og senere Ishboshet i 2. Samuelsbog 2:8-11 at placere Israels hovedstad på den østlige side af Jordanfloden?

Svar: Husk, at filisterne havde besat en betydelig del af landet mellem Juda og Galilæasøen. En hovedstad på den østlige side ville være svær for dem at nå. Mahanaim var sandsynligvis godt befæstet, da David flygtede dertil, da han flygtede fra Absalom.

Spørgsmål: Hvem var ashuritterne i 2. Samuelsbog 2:9?

Svar: Det var sandsynligvis folk fra en landsby ved navn Ashuri. Folket fra Asers stamme boede længere væk. De kom ikke fra Assur, Assyriens tidlige hovedstad.

Spørgsmål: Regerede Ish-Boshet i to år i 2 Sam 2:10, eller regerede David i syv og et halvt år i Hebron, som det fremgår af 2 Sam 2:11 og 2 Sam 5:5?

Svar: Kristne har to forskellige svar.

David regerede kun over Juda i syv og et halvt år: Ish-Boshet, Abner og den israelitiske hær måtte trække sig tilbage mod øst over Jordanfloden efter filistrenes sejr. Ish-Bosheth blev først udnævnt til konge over Gilead, Ashuri og Jizreel, ifølge 2. Samuel 2:8-9. Først efter fem og et halvt år generobrede de tilstrækkeligt territorium vest for Jordanfloden. Derfor havde Israel ingen konge i 5½ år, derefter regerede Ish-Bosheth i to år, og derefter David.

David regerede i Hebron i syv og et halvt år: Selvom der muligvis var en kort forsinkelse, før Ish-Bosheth blev kronet, henviste perioden på syv og et halvt år til hele den tid, David regerede i Hebron, før han erobrede Jerusalem og regerede der. I perioden mellem Ish-Boshets mord og Davids regeringsperiode i Jerusalem regerede David ingen andre steder end i Hebron. Derfor var Ish-Boshet konge over Israel i to år, derefter var David konge over både Israel og Juda i 5½ år i Hebron, hvorefter David flyttede sin hovedstad til Jerusalem.

Den første opfattelse er dog sandsynligvis den rigtige; der står intet om, at Abner straks kronede Ish-Boshet.

Spørgsmål: Hvorfor forfulgte Asael i 2 Sam 2:19-24 kun Abner, og hvorfor slog Abner ham med spydskaftet?

Svar: Joab og Abisai forfulgte også specifikt Abner i 2. Samuelsbog 2:24. Måske indså de, at Abner både var drivkraften bag oprøret og en dygtig hærfører, og at israelitterne ville underkaste sig, hvis de blot dræbte ham. Asael løb meget hurtigt; måske var han lettere af bygning end Abner (som var ældre) og de andre. Abner virkede ikke særlig bekymret for, at Asahel skulle dræbe ham; men han indså, at denne krig ville ende med langt større vanskeligheder, hvis han dræbte Joabs og Abishais bror. Måske havde Abner, i stedet for at vende sig om og bruge spydets skarpe ende, blot til hensigt at såre Asahel. Men uanset hvad Abner havde til hensigt, endte slaget med at dræbe Asahel, som ikke havde forventet dette.

Spørgsmål: I 2 Sam 2:19-24 var Asahel overbevist om, at hans hurtige løb var nok til at besejre en mægtig, velrustet kriger. Asahels overmod var fatalt. Er der i dag situationer, hvor en persons dygtighed på ét område giver vedkommende en falsk selvtillid på et andet område?

Svar: Dette kan være almindeligt i erhvervslivet, når succes i en branche får ledere til at tro, at de kan udvide deres aktiviteter til andre brancher. Nogle gange har de ret, og andre gange har de ikke. Nogle gange antager politikere og læger, der har stor erfaring eller viden inden for et område, at deres ekspertise kan overføres til alle områder.

Spørgsmål: Hvorfor holdt Joab op med at forfølge Abners hær i 2. Samuelsbog 2:26-32?

Svar: Det står der ikke i Skriften. Måske vidste Joab, at dette var en meningsløs krig, og han var glad for at stoppe, så snart Abner gjorde det. Men hvis Abner ikke havde bragt barmhjertighed på banen, ville Joab måske have fået hæren til at fortsætte kampen for at dræbe så mange israelitter som muligt.

Spørgsmål: Hvorfor var tabstallene i 2 Sam 2:30-31 så skæve, 360 mod 20?

Svar: David havde sandsynligvis lært om nye våben og nye teknikker gennem kampene mod filisterne, gennem at kæmpe på samme side som filisterne fra Gat (1. Samuelsbog 27) og ved at have nogle af filisterne i sin hær. (De blev kaldt keretitter og peletitter.) 2. Samuelsbog 1:18 siger også, at David lærte sine soldater at bruge bue og pil. Desuden havde David erfarne soldater, og mange af de erfarne soldater i Sauls hær var blevet dræbt af filisterne på Gilboa-bjerget.

Spørgsmål: Betyder 2. Samuelsbog 3:1, at der var kamp hele tiden i syv og et halvt år?

Svar: Der var tale om en tilstand af fjendtlighed, ikke om konstante kampe. Husk, at både Abner, David og Joab havde hænderne fulde med at bekæmpe filisterne. Midt i disse fjendtligheder anmodede David Ishboshet om, at Davids hustru Michal blev returneret til ham, og Ishboshet efterkom dette uden at klage. Som vi vil se senere i 2. Samuel 3-4, findes der forskellige former for loyalitet og forskellige former for illoyalitet. I næsten hele denne periode var Abner loyal over for Ishboshet, men det større spørgsmål er: »Var han loyal over for Gud?«

Spørgsmål: Burde David i 2. Samuelsbog 3:1-5 og 2. Samuelsbog 5:13-16 have giftet sig med alle disse kvinder?

Svar: Nej, nogle af deres børn ville senere volde David stor sorg. I 5. Mosebog 17:17 står der, at kongen ikke må tage sig mange hustruer, for at hans hjerte ikke skal vige bort fra hans trofasthed over for Gud. Efter at David havde giftet sig med Michal, Ahinoam og Abigail, giftede han sig videre med Maaka, Haggit, Abital og Eglah. Skriften nævner ikke Chileab/Kileab/Kaleb igen, så han døde sandsynligvis, før han blev voksen. Tre af sønnerne fra hans hustruer, Amnon, søn af Ahinoam, Absalom, søn af Maaka, og Adonija, søn af Haggit, ville forårsage David stor sorg og få deres liv afsluttet på tragisk vis.

Spørgsmål: Findes der i 2 Sam 3:3 og 1 Krøn 2:23 nogen arkæologiske beviser for kongeriget Geshur?

A: Ja. Et nedbrændt palads, hvor der blev fundet en ølsi, er blevet dateret til 1100–1000 f.Kr. ifølge Timothy Renner og Ira Spar i artiklen »The Land of Geshur Project« i New Jersey Archaeological Consortium Newsletter 3 (1988). Denne ødelæggelse blev sandsynligvis udført af Joab og israelitterne lige før David begik ægteskabsbrud med Batseba.

Q: Hvad ved vi om Rizpa i 2 Sam 3:7?

Svar: Rizpa var Sauls medhustru, altså hans sekundære hustru. Da Ish-Boshet blev konge, var det skik, at konger arvede deres fars medhustruer. Det ville gøre Rizpa til Ish-Boshets fars hustru, hvilket er lidt uhyggeligt. Denne praksis strider mod 3. Mosebog 18:8 samt 1. Korintherbrev 5:1 i Det Nye Testamente. Derefter havde Abner seksuelt samleje med hende. Vi er ikke sikre på, at Rizpa havde noget at sige i disse anliggender. Det var Rizpa, der beskyttede de udsatte lig af syv af Sauls mandlige efterkommere i 2. Samuel 21:8-11. På trods af sin fortid, hvor hun blev »sendt rundt«, var Rizpa trofast over for sin udvidede families værdighed.

Spørgsmål: Er loyalitet i 2. Samuelsbog 3:8 en tovejsgade, eller med andre ord: Har en leder et ansvar for at være loyal over for sine tilhængere?

Svar: Abner gik ud fra, at det var tilfældet, og følte sig forrådt af Ish-Bosheths beskyldning. Folk, der sætter en leder på plads, forventer, at lederen gør det, han er sat der for at gøre. Det forventes, at ledere trofast tager sig af deres stilling og dem, der er under dem.

Bemærk, at Abner ikke sagde »hund«, men »hovedet af en hund«, hvilket stadig er nedsættende. Jødiske kommentatorer fortolkede dette som, at Abner mistede besindelsen og i vrede spurgte, om Ishboshet manglede respekt for Abner som blot hovedet/lederen af en flok hunde. Abner overdriver og drager forhastede konklusioner ud fra Ishboshets utilfredshed med det, Abner betragter som en bagatel. Det kunne dog være med til at bane vejen for, at Abner senere kunne overtage tronen, og Ishboshet betragtede ikke dette som en bagatel.

Spørgsmål: Hvad mente Abner i 2 Sam 3:12 med »Hvem tilhører landet?«

Svar: Dette kan være et eksempel på strategisk tvetydighed fra Abners side. På den ene side havde Abner gjort Ishboshet til konge, så Abner befandt sig i en magtfuld position, hvor han havde kontrol over det nordlige rige. På den anden side var David den retmæssige konge, udpeget af Gud, og Abner erkendte, at David egentlig burde være konge over hele Israel. Begge betydninger passer sammen i Abners udtalelse til David: »Jeg har den faktiske kontrol over det nordlige rige, og jeg overdrager det til dig. Så vær venlig at passe godt på mig.«

Spørgsmål: Hvorfor tog David i 2 Sam 3:14-16 og 1 Sam 25:44 Michal væk fra hendes mand Palti/Faltiel?

Svar: Når en mand gifter sig med en kvinde, der stadig er gift, og hendes mand hverken har skilt sig fra hende eller forladt hende, er det en kompliceret situation. David forlod hende ikke frivilligt, men blev tvunget på flugt af Michals far, kong Saul. Der nævnes intet om, hvorvidt Michal protesterede mod det andet ægteskab eller ej. David havde som den første ægtemand ret til at kræve hende tilbage. Der nævnes dog heller ikke, om David handlede i hendes bedste interesse, eller om han primært var drevet af kærlighed til Michal eller af stolthed. Da hun blev »taget fra« Phaltiel, tyder det på, at David ikke skadede Phaltiel, som befandt sig i en temmelig akavet situation over for sin konge. Palti og Michal var loyale over for hinanden, men der var en tidligere forpligtelse mellem David og Michal.

Da David desuden var »giftet ind« i Sauls familie, kunne dette i øjnene af israelitterne i det nordlige rige styrke Davids krav på tronen efter Saul.

At gifte sig igen kan være en kompliceret situation i dag. I det mindste er det vigtigt at tale med alle de involverede.

I 2. Samuel 3:16 fulgte Phaltiel Michal til byen Bahurim, sandsynligvis ca. 1,5 miles nordøst for Jerusalem. Senere kom Simei fra Sauls hus fra samme by for at forbande David i 2. Samuel 16:5-8.

Spørgsmål: Overtrådte David i 2. Samuelsbog 3:14-16 5. Mosebog 24:1-4, hvor der står, at en mand, der skiller sig fra sin kone, og hun gifter sig med en anden, ikke kan tage hende tilbage igen?

Svar: Faktisk nej. David skiltes aldrig fra Michal; det var Saul, der tog hende fra David.

Spørgsmål: Hvorfor beskyldte Joab i 2. Samuelsbog 3:24-25 Abner for svig og for blot at være kommet for at spionere på David?

Svar: Vi ser ikke, at Joab havde noget grundlag for at sige dette. Det kunne dog have fremstået som en mulighed. Joab var hurtig til at påpege dette, fordi han ikke ønskede en konkurrent som øverstbefalende i Davids hær. Desuden var hele denne krig startet på grund af Abner, og loyale mænd fra Juda blev dræbt, herunder Joabs bror, og Joab ville være utilfreds med, at David holdt fest med sin brors morder.

Abner var højst sandsynligt ærlig i sin omgang med David. I 2. Samuel 3:1, da Davids styrker blev stærkere og Abners svagere, så Abner det endelige udfald, da Ishboshet ikke frivilligt ville give afkald på at være konge. Så Abner kunne se, at dette var den eneste udvej.

Joab syntes at vide en hel del om svig. Det var Joab, der besluttede at myrde Abner uden at fortælle David det i 2. Samuel 3:26-30. Joab var gået fra at adlyde, følge og tjene David til at gøre, hvad han selv mente var bedst for sig selv. Selvom Abner havde dræbt Asael i kamp – og ikke ved et uheld – var Hebron en tilflugtsby, så Abner ville i det mindste have ret til en retssag. Men det bekymrede Joab heller ikke.

Nogle gange vil en person, der handler hæderligt, blive beskyldt for illoyalitet, selv af dem, der selv er forræderiske. Joab beskyldte Abner for at være forræderisk, men det var faktisk Joab, der var forræderisk.

Spørgsmål: Var Joab loyal over for David i 2 Sam 3:26-30?

Svar: Ja og nej. Joab var bestemt til en vis grad loyal over for David, men Joab anså sine egne interesser – herunder hævn og bevarelse af sin stilling – for at være vigtigere end sin loyalitet over for David. Ligesom der findes delvis lydighed, findes der også delvis loyalitet. Joab kunne retfærdiggøre sin loyalitet ved at bruge undskyldninger som, at han aldrig forrådte David, og at han ikke gik imod noget, som David udtrykkeligt havde befalet. Men Joab vidste med sikkerhed, hvad David ønskede, og Joab modarbejdede på forræderisk vis Davids vilje og fik sin konge til at fremstå som en forræderisk løgner. Man kan spørge sig selv, om delvis loyalitet overhovedet kan regnes for loyalitet.

Spørgsmål: Hvorfor blev Abner, Ish-Boshet og Amasa alle dræbt under det femte [ribben] i 2 Sam 3:27, 2 Sam 4:6 og 2 Sam 20:10?

Svar: Dette var sandsynligvis et udtryk, der betød, at de blev stukket i den nedre del af ribbenene. Nogle mener, at det betyder »stukket i maven«, og BSB oversætter det som »stak ham i maven«.

Spørgsmål: I 2 Sam 3:28-36, var Davids rige virkelig uden skyld i Abners blod?

Svar: Måske ikke. Det var Joab og hans bror Abisai, der på egen hånd dræbte Abner. De tænkte måske på, at de pårørende til en myrdet mand (Asael) havde pligt til at stille morderen for retten. Abner havde imidlertid ikke myrdet Asael; han dræbte ham ærefyldt i kamp. Ikke desto mindre handlede David ikke retfærdigt ved ikke at arrestere Joab og Abisai og henrette dem for mord. På den anden side indså David, at hvis han arresterede Joab og Abisai, kunne det være ham selv, der ville blive henrettet; det vil sige, hvis David ikke satte sin lid til Gud.

Spørgsmål: Hvorfor nøjedes David i 2 Sam 3:39 med at forbande Joab i stedet for at henrette ham?

Svar: Joab mente, at Abner blot var en opportunist, og måske var han det i en vis forstand. Joab ønskede at hævne sin brors retfærdige død i kamp. Joab viste her, at han både var opmærksom på sine egne interesser og på det, han mente var bedst for Israel; at følge David var ikke hans primære bekymring. At David ikke disciplinerede sine officerer og sønner, når det var nødvendigt, synes at være en af Davids største svagheder. På en måde prioriterede David sine loyale relationer til Joab, Abisai og sine sønner højere end sin trofaste tjeneste i at udføre Guds vilje. David begrundede det med, at han ikke var magtfuld nok til at straffe Joab og Abisai.

David betragtede Abner som en æret mand såvel som en tidligere modstander. Han sørgede oprigtigt over Abner, men det var også en mediebegivenhed for at overbevise alle om, at David ikke havde noget med dette at gøre. I 2. Samuel 3:31-38 må det have været yderst, yderst ubehageligt for Joab og Abisai at være til stede blandt folket og lederne, da David offentligt sørgede over Abner.

Spørgsmål: Hvorfor myrdede Rekab og Baana Ish-Boshet i 2. Samuelsbog 4:1-2,4-8?

Svar: Det skyldtes sandsynligvis ikke noget had mod Ishboshet. Det ser ud til, at Abner alligevel havde påtvunget Ishboshet kongemagten. Men nu hvor deres dygtige hærfører Abner var væk, og nogle adelsmænd fra nord var villige til at gå over til David, opstod der panik, og disse mænd indså, at der ikke var noget håb om, at det nordlige rige kunne sejre. De mente også, at Ishboshet aldrig ville gå med til at overgive sig, og derfor mente de, at den eneste udvej var at tage sagen i egne hænder på forræderisk vis.

Man kunne hævde, at Rekab og Baana udførte Guds hemmelige/endelige vilje, fordi Gud brugte dette middel til at bringe hele kongeriget over til David. Men de handlede imod Guds åbenbarede vilje, nemlig at vi ikke må myrde. Gud bruger undertiden onde handlinger og onde mennesker til at nå sine mål, men det fritager ikke disse mennesker for ansvaret for at have overtrådt det, Gud har befalet.

Spørgsmål: Hvorfor ville ingen i 2 Sam 4:4, 9:6-13; 16:1-4; 19:24-30; 21:7 salve Mefiboset til konge?

Svar: Mefiboset var omkring 5 år gammel, da han blev lam, og han var kun omkring tolv år gammel, da Ishboset blev dræbt (se 2. Samuelsbog 4:4). Uden Abner var der ingen, der kunne fungere som regent og regere på vegne af den unge konge. Endnu vigtigere var det, at en konge, der var lam, ikke ville være i stand til at lede hæren, og det ville være svært for ham at rejse rundt for at mødes med andre.

Spørgsmål: Burde David i 2 Sam 4:8 have glædet sig over, at Rekab og Baanah myrdede Ishboshet, da de sagde, at Herren havde sørget for hævnen?

Svar: Som David vidste, bør vi indse, at man ikke kan tro på alt, hvad nogen siger. Selv hvis de siger, at det var Guds værk, må vi altid overveje, at de måske finder på det. Ganske vist kan Gud udøve hævn, men det giver dem ikke ret til forræderisk at dræbe nogen.

Spørgsmål: Hvorfor troede Rekab og Baana i 2 Sam 4:9-12, at David ville være tilfreds med dem for at have myrdet Ishboshet på forræderisk vis?

A: Tilsyneladende havde de enten ikke kendt til eller glemt den amalekit, der havde hævdet at have dræbt Saul. De mente, det var indlysende, at David ville betragte det som et godt og værdifuldt mål at fjerne en oprører mod den retmæssige konge. Men hvad de overså, var Davids afvisning af deres forræderiske og æreløse metoder. De havde adgang til Ish-Boshets hus, fordi han havde tillid til dem. Et motto inden for kommunismen og andre ideologier er »målet helliger midlet«. Rekab og Baana troede helt fejlagtigt, at David satte resultatet højere end alt andet og loyalitet ikke betød noget.

Noget, der mindede lidt om dette, skete århundreder senere. Da Alexander af Makedonien erobrede det persiske rige under kong Darius, og Darius blev myrdet, dræbte Alexander, i stedet for at belønne morderne, disse for deres forræderiske handling, ifølge Justins historie (12:6) og Curtius (7:5). Ligesom mange andre satte Alexander pris på ære. Alexander indså sandsynligvis også, at han ville have større legitimitet som konge i sine persiske undersåtters øjne, hvis han ikke godkendte et forræderisk attentat.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i 2 Sam 4:9-12, hvorpå mennesker – herunder os selv – kan glemme (eller rettere sagt ignorere) vigtige oplysninger?

Svar: Rechab og Baanah var sikre på, at David ville være tilfreds med dem. Men Davids reaktion antyder, at de havde hørt, hvad han gjorde ved den amalekit, der havde påstået at have dræbt Saul. Når mange mennesker glemmer eller ignorerer vigtige oplysninger, skyldes det ikke, at de har dårlig hukommelse; det er snarere noget andet.

Vi har »modeller«, som vi konstruerer af andre mennesker for at hjælpe os med at give virkeligheden mening og give vores sind kortfattede oversigter over, hvordan tingene fungerer. Hvis vi har nogle få fakta, og de passer ind i en forudfattet model, vi har, så ekstrapolerer vi og tror, at hele modellen er sand. Modeller er, ligesom stereotyper, hurtige og effektive måder at drage forhastede konklusioner på. Problemet er, at konklusionerne kan være forkerte – eller i dette tilfælde meget, meget forkerte. Problemet med at opstille modeller er, at de fleste mennesker blot kasserer de fakta, der ikke passer ind i modellen. Det er langt mere tilfredsstillende – og giver andre større tillid – når man siger »Jeg forstår det hele« frem for at indrømme, at nogle ting ikke giver mening for en selv. Hvis Rechab og Baanah var som de fleste mennesker, havde de ikke glemt det, de havde hørt om David og amalekitten; de havde blot kasseret den kendsgerning, fordi almindelige konger ikke opfører sig sådan.

For os vil det være klogere, hvis vi altid er åbne over for muligheden for ydmygt at indrømme over for os selv og andre, at nogle ting ikke passer ind i vores model. Vi har brug for modeller; vi kan ikke bruge enorme mængder tid på grundigt at analysere de tusind små beslutninger, vi måske træffer hver dag. Men vi skal indse, at vores modeller er forenklede. Som en matematisk modelbygger så rammende udtrykte det: »Alle modeller er forkerte, men nogle modeller er nyttige.«

Spørgsmål: Hvorfor kalder David i 2. Samuelsbog 4:11-12 oprøreren Ishboshet for en retfærdig mand?

Svar: Dette lyder som det, David sang om Saul i sin begravelsessang. Så vidt vi kan se, var Ishboshet en æret mand; han handlede på en hæderlig måde; det var blot sådan, at hans mål var rettet mod Guds salvede. Under den amerikanske borgerkrig har nogle beskyldt Robert E. Lee for at være en forræder, fordi han svor troskab til at kæmpe for vores land og derefter skiftede side. Men det er forkert; Lee var ikke en forræder. Han benyttede sig ikke af bedrag eller forræderi, men skiftede side på en hæderlig måde. Desværre kæmpede han – og kæmpede godt – for en sag, der ville føre til permanent slaveri for afroamerikanere. Havde han været en elendig general i stedet for en så dygtig en, ville langt færre soldater, herunder soldater fra Sydstaterne, være døde. Hvis man altid handler ærbart, er det fint; men man skal også sikre sig, at man kæmper for den rigtige side.

Efter borgerkrigens afslutning blev Lee aldrig stillet for retten for hverken forræderi eller krigsforbrydelser, fordi alle vidste, at han var uskyldig. Men Arlington National Cemetery blev anlagt på hans jord, hvorfra han altid kunne nyde en god udsigt.

Spørgsmål: Hvor stor var citadellet i Jerusalem ifølge 2. Samuelsbog 5:7?

Svar: Citadellet var en »fæstning« inde i byen og et sidste tilflugtssted. I 1983 udgravede Yigal Shiloh det, der sandsynligvis var citadellet fra tiden før David, og det er stort, nemlig 2.150 kvadratfod. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 858, og Hershel Shanks, »The City of David After Five Years of Digging« i Biblical Archaeology Review 11, 6 [1985], s. 25-26, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor foragtede David de lamme og blinde i 2. Samuelsbog 5:8?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Da de lamme og blinde ikke var særlig mobile, tildelte de jebusitiske ledere dem opgaven som soldater, der bevogtede vandbrønden.

2. De lamme og blinde deltog normalt ikke i kampe. Faktisk findes der ingen beretninger om, at David eller nogen anden nogensinde har kæmpet mod de lamme og blinde bortset fra dette ene tilfælde.

3. Men her, da de aflagde deres status som ikke-kæmpende for at kæmpe mod David, kæmpede David og hans mænd mod dem, uanset hvor modbydeligt det var.

Spørgsmål: Hvad var Milo (eller Millo) i 2 Sam 5:9, 1 Kong 9:15, 2 Kong 12:20 og 2 Krøn 32:5?

Svar: Arkæologer er ikke sikre på, hvad Millo var, men Wycliffe Bible Dictionary, s. 1120-1121, siger, at det muligvis var en fæstning på nordsiden af Jerusalems bymure.

I *The New International Dictionary of the Bible*, s. 651, står der, at det var en ophøjet jordvold, kaldet en vold, uden for Davids by.

Uanset hvad havde det strategisk betydning, da David opførte det, Salomo forstærkede det (1. Kong 9:15, 24; 11:27), og Hiskia forstærkede det mod assyrerne i 2. Krøn 32:5.

Spørgsmål: I 2 Sam 5:11 og 1 Kong 5:1 – da Hiram fra Tyrus var så berømt – blev han da anachronistisk placeret på tronen i Davids tid, som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 304, 325) hævder?

Svar: Nej. Asimov siger, at Hiram af Tyrus netop var blevet konge i 969 f.Kr., fire år efter Salomo (Asimov, s. 325). Imidlertid siger *The NIV Study Bible* (s. 479), at Hiram regerede fra ca. 978–944 f.Kr., og at han muligvis også regerede som medregent sammen med sin far allerede i 993 f.Kr. Nelson Study Bible, s. 567, angiver ligeledes, at Hiram regerede fra 978 til 944 f.Kr. The New Geneva Study Bible, s. 480, angiver, at Hiram regerede fra ca. 980 til 947 f.Kr.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog kapitel 5 og 6: Bragte David arken til Obed-Edoms hus efter at have besejret filisterne, eller før, som 1. Krønikebog kapitel 13 og 14 antyder? (En muslim bragte dette på bane.)

Svar: 1. Krønikebog 13 og 14 siger ikke, at det var før sejren over filisterne. Der er ingen vanskeligheder, når man først indser, at passagerne ikke nødvendigvis er i kronologisk rækkefølge. Medmindre en passage overgår til den næste med »derefter« eller »efterpå« eller noget lignende, kan de finde sted på samme tid eller i begge rækkefølger.

2. Samuelsbog 6:1 indeholder ordet »igen«, men »igen« betyder ikke nødvendigvis efter kampene. Der er heller ikke noget ord, der angiver tidsrækkefølge, i 1. Krønikebog.

På samme måde siger sura 16:115-119, at forskellige fødevarer var forbudt for jøderne. Men sura 16:120 handler om Abraham. Jøderne begyndte med Jakob, Abrahams barnebarn, så disse vers er ikke i den rigtige rækkefølge. Er dette så et problem i Koranen? I dette specifikke tilfælde nej, fordi Koranen ikke hævdede, at disse vers var i rækkefølge. Der var intet ord, der angav en kronologisk rækkefølge, i sura 16:119-120.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved strukturen i dette afsnit i 2. Samuelsbog 5:17-8:18?

Svar: Dette er et litterært greb, der er almindeligt på hebraisk, kaldet et chiasme, hvor linjerne er symmetriske.

— David besejrer filisterne (5:17-25)

— — David bringer arken til Jerusalem (6:1-23)

— — — Gud indgår en pagt med David (7:1-17)

— — David beder til Herren (7:18-29)

— David besejrer sine fjender (8:1-14)

Spørgsmål: Hvad gjorde David i 2 Sam 6:1-5, som er prisværdigt?

Svar: David var netop blevet den eneste konge over Juda og Israel, og alligevel satte han Gud først. Når du har succes eller bliver salvet til konge over noget, holder du så en fest for dig selv, eller holder du en lovprisningsfest for Gud, din konge?

Spørgsmål: Hvad gjorde David forkert i 2 Sam 6:3 og 1 Krøn 13:7?

Svar: David ærede Gud ved især at placere arken på en ny vogn. Dette var imidlertid ikke den rette måde at håndtere arken på. Arken skulle transporteres ved at stikke stænger gennem løkkerne og lade levitterne, ikke dyr, bære den.

I dag kan vi nogle gange gøre ting for at ære Gud på en særlig måde. Men Gud ønsker, at vi kun ærer ham på måder, der ikke strider mod det, Bibelen lærer.

Spørgsmål: Hvordan opstod cymbalerne, som nævnes i 2. Samuelsbog 6:5?

Svar: Selvom vi ikke ved, hvor de stammer fra, var de et meget gammelt instrument. På hebraisk stammer flertalsformen, mesiltayim, tilsyneladende fra det gamle ugaritiske ord, msltm, ifølge The Expositor's Bible Commentary, bind 3, s. 879. Befolkningen i Ugarit boede ved kysten af Syrien og Libanon allerede før Abrahams tid.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte Gud Uzza i 2 Sam 6:6-7 og 1 Krøn 13:9-14?

Svar: Uzza og de andre udviste manglende respekt for Gud ved at transportere arken på en rystende vogn i 2. Samuelsbog 6:3. Den skulle bæres på stænger og kun af levitterne. Nogle har ment, at det var uretfærdigt af Gud at dræbe Uzza for at have forsøgt at stabilisere arken.

Der er dog tre punkter, man skal tage i betragtning.

1. Uzza og de andre behandlede ikke arken med den respekt, som Gud havde befalet dem at vise den. David indså senere, at han havde taget fejl ved at tillade en afslappet holdning til arken i 1 Krøn 15:13.

2. Gud var tilsyneladende mere optaget af den respekt, folk viste arken, end af, om den kom ud i mudderet eller ej. Mudder ville alligevel ikke skade guldet.

3. Når det gælder Guds tilbedelsesgenstande, har Gud ret til at fastsætte reglerne. Vores tjeneste for Gud skal foregå på Guds vilkår, ikke vores egne.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte Gud i 2. Samuelsbog 6:6-7 ikke filisterne, der håndterede arken, når Gud jo dræbte Uzza for at røre ved den i 2. Samuelsbog 6:6-7?

Svar: Bibelen siger ikke, om filisterne bar arken med hænderne eller med stængerne. Uanset hvad vidste Gud imidlertid, at de ikke var klar over Guds regler om arken, og Gud tager højde for, hvor meget en person var i stand til at vide, som Romerbrevet 4:15 og 5:13 viser.

Spørgsmål: Betyder det i 2 Sam 6,7, at det at betragte arken som hellig, at vi skal ære relikvier, som den ortodokse og den katolske kirke gør?

Svar: Nej. Hvis dette havde noget med »relikvier« at gøre, ville det snarere tale for, at man aldrig må røre ved et relikvie, end for at man skal ære relikvier. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Uzza blev dræbt for at have overtrådt loven om at røre ved arken (4. Mosebog 4:15), ikke for manglende tilbedelse eller ærbødighed.

2. Israelitterne skulle have respekt for Herrens ark, men det er en anden form for respekt end den, man viser over for menneskelige ting.

3. Selvom respekt for Guds folk, både på jorden og i himlen, er i orden, er det noget andet end tilbedelse. Tilbedelse adskiller sig fra respekt, da tilbedelse indebærer at bede til eller gennem billedet eller statuen.

Spørgsmål: Hvorfor dansede David (angiveligt) offentligt uden tøj i 2. Samuelsbog 6:20?

Svar: David var ikke nøgen; han bar en linned-efod, ifølge 2. Samuel 6:14. David var ikke klædt i kongelige klæder eller opførte sig på en måde, som Michal mente, en konge burde opføre sig, og Michal kritiserede ham for det.

Det er én ting at kritisere en person for at hjælpe vedkommende med at forbedre sig. Det er noget andet at kritisere en person på en sådan måde, at man viser, at man ikke længere har respekt for den pågældende.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i 2. Samuelsbog 6:20 forholde os til det, hvis en medtroende sarkastisk håner os, når vi glæder Herren?

Svar: Læg mærke til fire gode ting, som David gjorde.

Ingen gengældelse: Vi bør ikke søge hævn (Lukas 6:27-36 og Mattæus 5:43-44) eller gøre gengæld (1. Petersbrev 2:23).

Forsvar: Vi bør forsvare vores handlinger ved at forklare, at det, vi gør, er rigtigt. Ligeledes siger Romerbrevet 14:16, at man ikke skal lade det, man anser for godt, blive omtalt som ondt.

Fortsæt: David understreger, at han vil fortsætte med at gøre det.

Hold fokus på Gud, ikke på spotteren: Vi bør vælge ikke at lade et par dårlige ord ødelægge vores oplevelser med at tilbede Gud.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 6:23, fik Michal ingen børn på grund af hendes bemærkninger over for kongen?

Svar: Ja, det er netop det, dette vers viser. Michal fik ingen børn på grund af sine kommentarer, der var respektløse over for hendes mand, kongen. Bibelen siger dog intet om, hvorvidt det var Guds vilje eller Davids fravær, der var årsagen til, at hun ikke fik børn.

Men uanset hvad kan ét illoyalt, ugudeligt ord fra en person, som man ville forvente var loyal og gudfrygtig, have en langvarig virkning. I Mattæus 12:36 står der: »Men jeg siger jer, at mennesker skal stå til regnskab på dommens dag for hvert uovervejet ord, de har talt.« (BSB). Dette får os til at drage den samme konklusion, som Jakob lærte os i Jakob 1:19.

Spørgsmål: Hvorfor var Michal barnløs resten af sit liv i 2. Samuelsbog 6:23?

Svar: Det står ikke i Skriften, men der er fire muligheder.

1. Hun var aldrig i stand til at få børn. Bemærk, at hun heller ikke fik børn med Faltiel.

2. David ønskede bevidst ikke at få børn med hende, da hun ikke respekterede ham.

3. David var ikke ofte sammen med hende, og hun blev ikke gravid.

4. David var ofte sammen med hende, men Gud gjorde Michal barnløs, efter at hun havde vist manglende respekt for sin mand.

Uanset hvad siger Skriften intet om, at Michal nogensinde skiftede holdning og vendte sig til enten David eller Gud for at bede om tilgivelse.

Skriften siger intet om den direkte årsag til, at hun ikke fik nogen børn. Måske er grunden til, at Skriften er tavs, at vi ikke behøver at vide det. Læren for os her er, at Michal ikke ærede sin mand og Israels konge, og uanset årsagen straffede Gud hende for det.

Spørgsmål: I 2 Sam 7:1-2, stammer alle de gode hensigter, vi har, faktisk fra Gud?

Svar: Nej. Selvom Gud kender alt, hvad vi tænker (Salme 139:2), og alt, hvad vi siger, før vi siger det (Salme 139:4), vælger Gud ikke at styre os som marionetter. Nogle gode ting kommer fra en troendes eget initiativ, som 2. Korintherbrev 8:17 viser. I dette tilfælde havde David en god hensigt, men det var ikke Guds vilje, at David skulle gennemføre denne hensigt. Det er at adlyde Guds vilje, der er vigtigt, ikke blot at følge gode hensigter. Gode hensigter er ingen erstatning for lydighed.

Spørgsmål: Var Nathan i 2. Samuelsbog 7:3-17 en falsk profet, fordi han først sagde til David, at han skulle gøre, hvad han ville?

Svar: Nej. At være en sand profet betyder ikke, at man aldrig vil sige noget forkert. Det betyder, at når en sand profet taler som profet og siger: »Så siger Herren«, så er det Guds sande ord.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 7:13,16 står der, at Salomos rige tilsyneladende skulle vare evigt, men det gjorde det ikke. Hvordan forklarer vi det?

Svar: 2. Samuelsbog 7:5-17 udgør én samlet profeti til David, der har en dobbelt opfyldelse: den handler om Davids afkom, både i umiddelbar og på lang sigt. Så snart David døde, ville hans eget afkom, Salomo, blive konge, og det ville være Salomo, der skulle bygge templet. På lang sigt lover 2. Samuelsbog 7:13, at tronen i Salomos rige ville blive etableret for evigt.

Bibelen siger også, at Messias vil stamme fra David: Jeremias 23:5; og i Det Nye Testamente Lukas 3:31; Apostlenes Gerninger 13:22-23; Åbenbaringen 22:16.

Mange jødiske Talmud-tekster siger, at Messias vil stamme fra Davids slægt. Ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 9, s. 298, overvejede visse grupper i det sene jødedom dette, såsom 4QFlor.

Det viser sig, at dette er sandt på to forskellige måder. Biologisk set stammede Jesus fra Maria, som var en efterkommer af David, men ikke af Salomo, jf. Lukas 3:23-31. Juridisk, men ikke biologisk, var Jesus søn af Josef, der var efterkommer af både David og Salomo, jf. Matthæus 1:6-16. Biologisk stammede Jesus altså fra David via Maria, men kongedømmet blev ikke videreført gennem moderen. Alene gennem Maria ville Jesus altså ikke have nogen ret til kongedømmet i Israel. Men da Jesus juridisk set var Josefs søn, havde han faktisk ret til tronen.

Der er dog to interessante sideaspekter her.

Hvis Jesus rent faktisk havde været biologisk afkom af Josef, ville en profeti i Skriften være blevet brudt. Josef var en efterkommer af kong Jekonja (Jojakin), der var en efterkommer af Salomo, jf. Matthæus 1:11-12. Men i Jeremias 22:30 står der, at ingen efterkommer af Jekonja nogensinde igen skulle sidde på tronen.

Et andet problem er, at der siden eksilet ikke har været nogen efterkommer af David, der har været konge, og kun få jøder i dag ved overhovedet, hvilken stamme de stammer fra (selvom nogle præster med efternavnet Cohen ved det). Så set ud fra et strengt jødisk perspektiv ser denne profeti ud til at være slået fejl – medmindre selvfølgelig Salomos trone blev etableret for evigt gennem Kristus.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Davids holdning i 2 Sam 7:18-29?

Svar: På den ene side må dette have været meget skuffende for David. David tilbød at bygge et tempel for Gud ved hjælp af alle sine egne midler, og Gud afviste ham udtrykkeligt her. David ønskede så brændende at bygge et hus for Gud. Gud sagde »nej«, men Gud vendte om og byggede et levende hus for David gennem Salomo og hans efterkommere.

Vi kan formode, at eftersom Gud vidste, hvad David ville gøre med Batseba og de moabitiske mænd, mente Gud ikke, at det var passende, at David skulle være den, der byggede templet.

Nogle gange vil vi gerne gøre noget for at hjælpe Gud, fordi vi tror, at Gud har brug for os. Men i virkeligheden er det Gud, der sørger for os, ikke omvendt.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 328, for yderligere information.

Spørgsmål: Havde David ret i at dræbe to tredjedele af de moabitiske mænd i 2. Samuelsbog 8:2?

Svar: David handlede meget hårdt her. Hans mål var tilsyneladende ikke at dræbe alle moabitterne, men at mindske deres evne til at gøre oprør. Intet i Skriften siger, at Gud godkendte denne handling. Tværtimod står der i 1. Kongebog 5:3, at Gud ikke ønskede, at David skulle være den, der byggede templet, fordi David var en krigsmand.

Spørgsmål: I 2 Sam 8:3, besejrede David da Hadadezer eller Hadarezer, som der står i 1 Krøn 18:3?

Svar: Denne forskel på ét bogstav i det hebraiske sprog er højst sandsynligt en kopieringsfejl. I bogen *Bible Difficulties & Seeming Contradictions*, s. 130, står der, at de hebraiske bogstaver »d« og »r« ligner hinanden.

Spørgsmål: I 2 Sam 8:4, tilfangetog David da 1.700 ryttere, eller 7.000 stridsvognskuske/ryttere, som det står i 1 Krøn 18:4?

Svar: Det var 1.000 stridsvogne og 7.000 stridsvognskuske. Både 1 Krønikebog 18:4 og Dødehavsrullerne i 2 Samuelsbog 8:4 angiver 7.000. Den græske Septuaginta-oversættelse angiver ligeledes 1.000 stridsvogne og 7.000 ryttere. Så tallet 1.700 i den masoretiske tekst i 2. Samuelsbog 8:4 er næsten helt sikkert en kopieringsfejl. ”When Critics Ask” s. 171-172, ”Encyclopedia of Bible Difficulties” s. 184, ”The Expositor’s Bible Commentary” bind 4 s. 398 og NIV Study Bible til 2. Samuelsbog 8:4 siger det samme. Den masoretiske tekst indeholder også en grammatisk fejl, der tyder på, at et ord er udeladt.

Spørgsmål: Hvorfor angives Ahimelech i 2 Sam 8:17 som søn af Abiathar, når Abiathars far, der blev dræbt, før David blev konge, hed Ahimelech?

Svar: Der er to muligheder.

Afskrivningsfejl: Det er sandsynligt, at navnene er blevet byttet om. Både i 2. Samuel 8:17 og 1. Krønikebog 18:16 lyder den syrisk-arameiske oversættelse »Abiatar, søn af Ahimelek« i stedet for »Ahimelek, søn af Abiatar«, som det står i den masoretiske tekst og Septuaginta. (2. Samuel 8:17 og 1. Krønikebog 18:16 er ikke bevaret i Dødehavsrullerne.) Se The New Geneva Study Bible, s. 438, og New International Bible Commentary, s. 380, for mere om denne opfattelse.

Barnebarn opkaldt efter en bedstefar: Hvis et barnebarn blev opkaldt efter sin martyrdøde bedstefar, blev den unge Ahimelech sandsynligvis ikke præst før i den sidste del af Davids regeringstid. I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 3, s. 911, står der, at denne praksis, kaldet papponymi, var almindelig. (Se 1 Krønikebog 6:9b-10a; 7:20). Se The Bible Knowledge Commentary: Old Testament, s. 466, for denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvordan kunne Davids sønner i 2. Samuelsbog 8:18 være præster, når David stammede fra Judas stamme og ikke fra Levis stamme?

Svar: Det var de ikke; der er intet, der tyder på, at Davids sønner havde nogen præstelige pligter i templet. Selvom det hebraiske ord her er det almindelige ord for præster (kohen), siger 1 Krønikebog 18:17, at de tjente som højtstående embedsmænd. I When Critics Ask, s. 172, påpeges det, at det hebraiske ord også betyder tjener, minister eller rådgiver.

Spørgsmål: Hvem var keretitterne og peletitterne i 2. Samuelsbog 8:18?

Svar: Det var filistinske soldater, der tjente loyalt i Davids hær. Ifølge 2. Samuelsbog 8:18 stod de under kommando af Davids hærfører Benaja.

Især på ugaritisk viser det sig, at ordet »Krty« henviser til folk fra øen Kreta. Så keretitterne var sandsynligvis ikke blot filisterne, men den filistiske stamme, der specifikt stammede fra øen Kreta.

Spørgsmål: Hvordan er kapitlet i 2. Samuelsbog 9:1-13 opbygget?

Svar: Det er skrevet som et chiasme, hvilket er et almindeligt træk i hebraisk poesi.

9:1 David ønsker at vise Sauls familie gunst

- 9:2-5 David taler med Ziba, Sauls tjener

- - 9:6-8 David viser Mephibosheth gunst

- 9:9-11a David taler med Ziba, Sauls tjener

9:11b-13 David viser Sauls familie nåde gennem Mefiboset

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 916 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor var David i 2 Sam 9:1-13 venlig mod den lamme Mefiboset, når han ifølge 2 Sam 5:8 afskyede de lamme og blinde, der forsvarede Jerusalem?

Svar: Selvom de lamme og blinde ikke kunne kæmpe særlig godt, afskydte David at skulle dræbe dem for at erobre akvædukten, der forsyner Jerusalem. Det faktum, at Mefiboset var lam, gjorde ikke Davids venlighed over for ham større eller mindre.

Kan gode soldater have en lignende følelse i dag? Ville du som soldat nogensinde have lyst til at skyde et lille barn? Hvad hvis det lille barn holdt et AK-47-gevær og sigtede på dig? Ja, du ville dræbe ham, men du ville ikke have det godt med det, og du ville afsky de omstændigheder, der drev dig til at gøre det.

Spørgsmål: Hvorfor var David venlig mod Mefiboset i 2. Samuelsbog 9:1-13?

Svar: David var ikke venlig mod Mefiboset, fordi han tilfældigvis stødte på ham. David valgte snarere at opsøge Mefiboset, fordi han søgte måder at vise medfølelse over for Sauls familie på for at demonstrere, at han ikke nærede noget had mod dem. David havde i 1. Samuelsbog 20:42 lovet Jonatan at tage sig af ham og hans familie, og David var en mand af ære. Dette er essensen af, hvad pagtskærlighed er i Det Gamle Testamente: et lovet løfte og tillid. Selvom Jonatan var død og ikke længere kunne gøre noget for at hjælpe eller skade David, ville David holde sit løfte om at tage sig af Jonatans efterkommere.

Mefiboset vidste dog sandsynligvis ikke noget om dette løfte og var chokeret over Davids godhed. Mefiboset var lam (2. Samuel 4:4), fordi hans amme havde taget ham med på flugt fra David. Mefiboset må have været omkring fem år gammel på det tidspunkt. Konger dræbte ofte alle deres forgængeres børn, og man gik ud fra, at David ville opføre sig som en typisk konge og ønske at gøre det samme. Men David var ingen almindelig konge.

Mefiboset kan allegorisk betragtes som en fortabt person. Han er en fattig udstødt, lam og uden mulighed for at komme til David. Men ud af nåde og en pagtskærlighed lod David Mefiboset bringe til Jerusalem og sørgede for ham.

Se »New International Bible Commentary«, s. 380, »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 3, s. 916–918, »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 329–330, »The Evangelical Commentary on the Bible«, s. 218–219, »The Believer’s Bible Commentary«, s. 332–333, og »The Bible Knowledge Commentary: Old Testament«, s. 466 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Sagde David dette i 2. Samuelsbog 9:1 efter at have henrettet Sauls sønner, som det hævdes i *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 309?

Svar: Asimov hævder, at David sagde dette efter henrettelserne, fordi det ikke ville have været svært at finde medlemmer af Sauls familie før henrettelserne.

Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

På udkig efter en søn, der var ham tro: David sagde ikke, at han blot ledte efter en af Sauls sønner. David sagde snarere, at han ledte efter en af Sauls sønner, som han kunne vise godhed over for for Jonatans skyld.

Ikke kronologisk: 2. Samuel 21:1 siger, at henrettelsen af Sauls sønner fandt sted »under Davids regeringstid«, og det er ikke nødvendigvis kronologisk. Med andre ord er det muligt, at Asimov har ret her.

Spørgsmål: Hvor lå Lo-Debar i 2 Sam 9:4?

Svar: Lo-Debar lå øst for Jordanfloden og syd for Galilæasøen. Denne by ville være et sikkert sted langt fra Jerusalem, på den anden side af Jordanfloden og tæt på ørkenen, hvor David kunne flygte ud i ørkenen, hvis det blev nødvendigt. I *The New International Dictionary of the Bible*, s. 599, står der, at byen endnu ikke er blevet fundet. I *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 1044, og *The Expositor's Bible Commentary*, bind 3, s. 917, står der, at selvom placeringen ikke er sikker, mener arkæologer, at stedet muligvis ligger ved Umm ed-Dabar, ca. 8 til 10 miles syd eller syd-sydøst for Galilæasøen. Lo-Debar betyder også »intet«.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 10:2,4-8 – da Davids oprindelige motiv tilsyneladende var at vise godhed over for Nahashs søn – hvorfor gik David så i krig mod ham?

Svar: David vidste intet, hverken godt eller dårligt, om Hanun, Nahashs søn, men han ønskede at ære livet af en konge, der var en allieret. Måske udførte David blot en passende politisk formalitet, men Hanuns adelige, som måske var paranoide over et større rige ved siden af Ammon, foreslog Hanun, at han skulle fortolke det helt anderledes. Da Hanun uventet viste, at han ønskede at være Davids fjende, imødekom David ham. Hanun udtrykte foragt for David og var ikke bange for at vise det. David tænkte sandsynligvis, at hvis han ikke handlede, ville andre nationer også se ned på Israel.

Spørgsmål: Hvordan kan det i 2 Sam 10:2,4-8 at være paranoid eller antage, at andre har de værste hensigter, blive en selvopfyldende profeti?

Svar: Når man forventer det værste af andre, kan det let komme til udtryk, at man forventer, at de er imod en. Når folk ved, at man ikke stoler på dem og endda tror, at de vil gøre en fortræd, kan de straks overveje: »Er der en grund til, at de har det sådan med mig?«, »Er der noget, jeg bør vide for at forsvare mig mod dem?«, og »Bør jeg handle, som de forventer, at jeg skal handle?«

Spørgsmål: Hvordan kunne Joab og David i 2. Samuelsbog 10,7-19 besejre en samlet hær af ammonitter og syrere?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. At være stridsvognskusk, der kæmper mod en dårligt udrustet hær, er et relativt sikkert job. Man behøver blot at skyde pile fra afstand. Hvis hæren kom for tæt på, kunne man blot køre hestene længere væk. Infanteriet ville ikke være i stand til at standse et stridsvognsangreb, hvis de kun havde korte sværd.

2. Det er imidlertid en helt anden sag at kæmpe mod veludrustet infanteri. Israelitterne havde stor erfaring med at kæmpe mod filistinske stridsvogne. De havde pile, og en samlet gruppe af infanteri-bueskytter ville have en mere koncentreret ildkraft end stridsvogne. En mur af infanteri med lange spyd ville standse et stridsvognsangreb.

3. Århundreder senere lærte den persiske konge Darius dette til sin store fortvivlelse, da den makedonske hærs falankser – der hovedsageligt bestod af infanteri – gang på gang besejrede enorme antal af persisk kavaleri.

Spørgsmål: Hvad var konsekvenserne af denne krig i 2. Samuelsbog 10:17-19?

Svar: Nahash, kongen af ammonitterne, blev besejret af Saul i 1. Samuelsbog 11, efter at ammonitterne havde angrebet Jabesh-Gilead. Det formodes, at han hjalp David, da David var på flugt fra Saul. Derfor ønskede David at give udtryk for sin medfølelse, da kong Nahash døde. Denne krig var oprindeligt blot ment som en straf til Hanun, kongen af ammonitterne, for den skammelige behandling af Davids gesandter, svarende til hvad man måske ville gøre ved krigsfanger. David erkendte det for, hvad det var: en krigserklæring. Men da Hanun tilkaldte mange allierede fra de forskellige arameiske (syriske) kongeriger, indså israelitterne, at dette ikke ville blive nogen let kamp (2. Samuelsbog 10:11-12). De to israelske hære endte med at besejre dem alle og få kongeriger helt ud til Eufrat-floden til at tjene ham. Politisk og militært så det ud som en stor sejr for israelitterne. Men nogle gange, midt i stor succes, må vi passe på ikke at sænke paraderne og lade noget ondt trænge ind, som det næste kapitel viser.

At begå ægteskabsbrud med Batseba var et vendepunkt i Davids regeringstid. Derefter mistede han folkets respekt, og han blev udsat for adskillige oprør. Kampene og den snævre undslippelse fra ødelæggelse med Absalom var vigtigere kriser end erobringen af landet helt til Eufrat.

Spørgsmål: Var der i 2 Sam 10:18 700 stridsvognskuske eller 7.000 stridsvognskuske, som det står i 1 Krøn 19:18?

Svar: Det kan være begge dele. Dette er tilsyneladende en fejl begået af en afskriver af den masoretiske tekst.

I 2. Samuelsbog 10:18 står der 700 stridsvogne og 40.000 ryttere i den masoretiske tekst og i Septuaginta.

I 1 Krøn 19:18 står der 7.000 mænd, der kæmpede i stridsvogne, og 40.000 fodfolk i den masoretiske tekst og Septuaginta.

Det var sandsynligvis 700 mænd, der kæmpede i stridsvogne, og 40.000 fodfolk.

Læren om ufejlbarlighed betyder, at vi tror, at Bibelen var uden fejl (herunder reelle modsigelser) i de originale manuskripter, men vi erkender, at der opstod nogle kopieringsfejl under overleveringen.

Objektivt set kan man hverken bevise eller modbevise, at der var tale om en kopieringsfejl eller en fejl i de oprindelige manuskripter. Men

1. I betragtning af de mange arkæologisk bekræftede udsagn i Det Gamle Testamente, og

2. i betragtning af at de fleste af de andre steder, hvor der er reelle uoverensstemmelser i moderne kopier, vedrører tal,

er beviserne således ikke afgørende, men taler for en kopieringsfejl.

Spørgsmål: Hvordan er disse to kapitler i 2. Samuelsbog 11-12 opbygget?

Svar: De er opbygget som et chiasme, og dette er et af de længere chiasmer i Skriften.

11:1 David sender Joab ud for at belejre Rabba

- 11:2-5 David gør Batseba gravid

- - 11:6-17 David lader Uria dræbe

- - - 11:18-27a Joab sender en budbringer til David

- - - - 11:27b Herren er meget utilfreds

- - - 12:1-14 Herren sender en budbringer til David

- - 12:15-23 Herren dræber Davids spædbarn

- 12:24-25 David gør Batseba gravid igen

12:26-31 Joab sender bud efter David for at indtage Rabba

Se »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 3, s. 927, 940 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 11:1-5: Da David var en Guds mand, hvordan kunne han så begære en anden mands hustru, begå ægteskabsbrud, gøre nogen beruset og beordre et mord? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist.)

Svar: Der er ingen undskyldning for David; David begik en alvorlig synd ved at gøre disse ting. Han befandt sig i en bekvem situation; han var herre over alt – alt, viser det sig, undtagen sig selv. Han var ledig i stedet for at drage ud med hæren, han havde det på en måde »for godt«, og han havde et vandrende blik. David vandrede med Gud i sejr, og der er intet, der tyder på, at David søgte at falde. Tværtimod bragte David sig selv i en sårbar situation og vendte ikke blikket væk, men handlede i stedet på sin fristelse. 5. Mosebog 27:24 understreger, hvor ondt det er, når nogen dræber sin næste i det skjulte.

Tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Spørgsmålet her er ikke en påstået modsigelse i Bibelen. Skriften har blot nedskrevet de onde ting, David sagde og gjorde. David tænkte ikke blot på at gøre dette; David var en mand af handling og gennemførte det. Nogle gange er det en dårlig ting at være en mand af handling.

2. Et problem her er modsætningen indeni David. David var en mand efter Guds hjerte, men 2. Samuelsbog 12:10 siger, at David her foragtede Gud. Alligevel er mange mennesker tvetydige (se Jakob 1:8) på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der har altid været hyklere, og vi kan alle være enige om, at David her var en hykler af første rang.

3. Det egentlige spørgsmål er, hvorfor Gud alligevel ville elske og bruge en som David. Der er fire meget enkle punkter vedrørende dette spørgsmål.

3.1 Gud kan gøre, hvad Han vil, med hvem Han vil. Hvem er vi, at vi skal fortælle Gud, hvordan Han skal bruge Sine skabninger?

3.2 Gud vidste, at David faktisk havde en ægte kærlighed til Ham. Læren her er, at selvom ikke alle hyklere er ægte troende, kan nogle hyklere alligevel være ægte troende og have en ægte kærlighed til Gud under deres hykleri.

3.3 Gud elskede David og straffede ham hårdt for hans hykleri. Hård straf kan være en form for Guds kærlighed: selvom den er uønsket i øjeblikket, kan den bære frugt i form af omvendelse.

3.4 Efter at David havde omvendt sig, tilgav Gud ham fuldstændigt. Der var stadig konsekvenser og tugt for David; men David blev tilgivet. Vi bør også tilgive andre, der har omvendt sig. Romerbrevet 15:7 siger, at vi skal tage imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod os.

For et anderledes, men supplerende svar, er her, hvad »Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties« s. 260-261 siger om det egentlige problem.

»Husk på, at meget få af Guds udvalgte redskaber var uden fejl eller endda alvorlig synd. Moses var en morder. David var en ægteskabsbryder og en morder. Jakob var en svindler, og Abraham var en løgner. Jonas var en racist, der gjorde oprør mod tanken om, at Gud ville tilgive assyrerne. Og hvad med Peters impulsivitet og den stridbare ånd, som Jakob og Johannes udviste? Alligevel brugte Gud dem alle.

Gud kan bruge hvem som helst, han vælger at bruge. Han brugte Bileam, den syriske profet. Han brugte Kyros, den persiske konge. Han brugte endda Farao og hans hårdhed i hjertet til at fremme sin plan. … Jeg finder denne viden opmuntrende.”

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 11:1 – plejede David at blive hjemme, når hæren drog i krig?

Svar: Nej. David drog med hæren i 2. Samuelsbog 5:2; 8:1-14 og 10:17. Men da David blev ældre, bad hans mænd ham om at blive i byen i 2. Samuelsbog 18:3; 21:17.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Batsebas baggrund i 2 Sam 11:3?

Svar: Batsebas mand Uria var hettit, og hettitter var typisk arbejdere i templet. Urias navn betyder »Herren er mit lys«, så hans forældre var sandsynligvis troende. Batsebas far var Eliam, en af Davids mægtige mænd (2. Samuelsbog 23:34). Eliam var søn af Ahitofel, Davids vise rådgiver. Senere, da Absalom gjorde oprør mod David, svor Ahitofel troskab til Absalom i stedet for til David. Måske havde den måde, hvorpå Batseba mistede sin første mand, efterladt en bitter smag i hans mund.

Spørgsmål: Hvad fortæller 2. Samuelsbog 11:1-5 os om beretningen i 2. Samuelsbog?

Svar: Normalt var det hofkrønikeskriverne, der nedskrev kongens annaler, og kongen havde direkte kontrol over, hvad der blev medtaget, og hvad der blev udeladt. Dette afsnit viser, at denne beretning ikke var under kongens kontrol. Hverken David eller Salomo ville sandsynligvis ønske, at disse oplysninger blev offentliggjort, så dette var ikke under deres kontrol.

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Eliam, Batsebas far, Amiel i 1 Krøn 3:5, når det i 2 Sam 11:3 står, at han hedder Eliam?

Svar: Der er mindst 22 steder i Det Gamle Testamente, hvor personer har to navne. Se diskussionen om 2. Mosebog 2:18 for svaret.

Spørgsmål: Hvorfor gav David Uria en gave i 2 Sam 11:8f?

Svar: Det ville give indtryk af, at David begunstigede Uria og var taknemmelig over for ham. Det ville også vise andre, at David var meget positivt indstillet over for Uria. I virkeligheden var dette et beskidt, billigt trick. Det skyldtes sandsynligvis ikke en følelse af skyld, i betragtning af hvad David senere ville gøre ved Uria. David sammensværgede sig for at vildlede andre om sine hensigter, uden overhovedet at tage hensyn til Uria.

Spørgsmål: I 2 Sam 11:8f, er der i dag situationer, hvor nogen giver en beskidt, billig gave til en person, de ikke bryder sig om?

Svar: Davids eneste motivation var at skjule sin synd, selvom det betød, at han også måtte skjule Urias. En eksplicit bestikkelse ligner lidt dette; men der findes også implicitte bestikkelser. Når du modtager en gave, især en generøs gave, fra en person, som du ikke troede havde så stor hengivenhed og taknemmelighed over for dig, er det godt stille og roligt at spørge dig selv hvorfor. Er der noget, de gerne vil have fra dig, og er de ærlige og åbne omkring det?

Spørgsmål: Hvad føler David her i 2. Samuelsbog 11:11?

Svar: David føler sandsynligvis en blanding af frustration og fortvivlelse, der grænser til panik. Han troede, han havde den perfekte plan til at dække over sin synd, bortset fra at Uria var for loyal til at medvirke. Ubevidst »gned Uria det ind« ved at kalde hende »min kone« i stedet for »Batseba«. Uria kaldte hende ved hendes rolle. Uria vidste, hvem han var, og han vidste, hvem hans kone var, netop som David var ved at glemme, hvem han selv var.

Spørgsmål: Hvad var det, der var dobbelt så uretfærdigt ved dette i 2. Samuelsbog 11:14-21?

Svar: Det var selvfølgelig uretfærdigt, at Uria, Davids trofaste kriger, på denne måde blev forræderisk dræbt. Men hvad havde de omgivende israelitiske soldater gjort for at fortjene at blive dræbt af Davids og Joabs forræderi? Deres eneste »forbrydelse« var at stå i vejen for Davids begær. Davids ondskab var ikke kun rettet mod Uria, men han var villig til at ofre andre tilstedeværende, der var loyale over for ham, for at dække over sin synd fra én nat.

Q: Hvordan kan fromme troende, som starter ud med at være rigtig, rigtig gode, i 2 Sam 11:15-27 blive korrumperet af at have magt? Hvordan kan det forhindres?

Svar: Ingen troende, uanset hvem de er, er så god, at de kan sænke paraderne. Den samme David, der ikke ville dræbe kong Saul, som forfulgte ham, ville dræbe Uria og dem omkring ham. Den samme David, der sørgede over Sauls og den ædle Jonatans død, sørgede tilsyneladende ikke over den loyale Urias død, som han selv forårsagede. Dette bør være en advarsel til os. Men uden Guds nåde og uden at vi dagligt nærmer os Gud, kunne vi ende som ham eller som Demas i Det Nye Testamente.

Hvis nogen kunne sænke paraderne, ville man tro, at det var Paulus. Og dog sagde Paulus selv: »Ved I ikke, at i et løb løber alle løberne, men kun én vinder prisen? Løb således, at I vinder prisen. Alle, der deltager i legene, træner med streng disciplin. De gør det for en krone, der er forgængelig, men vi gør det for en krone, der er uforgængelig. Derfor løber jeg ikke uden mål; jeg kæmper ikke som om jeg slog i luften. Nej, jeg tæmmer min krop og gør den til min slave, for at jeg, efter at jeg har forkyndt for andre, ikke selv skal blive diskvalificeret.” 1. Korintherbrev 9:24-27 (BSB). Paulus taler til de troende, når han i 2. Korintherbrev 13:5 siger, at vi skal prøve os selv for at se, om vi er »i troen«.

For at undgå at sænke paraderne skal vi holde os tæt på Gud og være i fællesskab med andre, der kan holde os ansvarlige.

Spørgsmål: Hvad viser dette i 2. Samuelsbog 11:16 om Joabs loyalitet?

Svar: Tidligere så vi, at Joab ganske vist var loyal over for David, men han var endnu mere loyal over for sine egne interesser. Men her er Joab mere loyal over for sin leder, end han er loyal over for det, der er ret. Loyalitet kan være en god ting, men loyalitet er dårlig, hvis den retter sig mod noget, som Gud ikke ønsker. Da Joab kun havde delvis loyalitet over for David, havde han endnu mindre loyalitet over for det, der er ret.

Uria er opført som en af Davids 37 bedste soldater i 2. Samuelsbog 23:39, men man kan se, hvor Urias loyalitet førte ham hen, da han tjente en delvist loyal general og en forræderisk konge.

Spørgsmål: Hvorfor brugte Natan i 2. Samuelsbog 12:1-12 netop denne fremgangsmåde til at tale med David om hans synd?

Svar: Der er to mulige årsager, som begge kan være rigtige.

1. Kong David vidste allerede, at det, han havde gjort, var ondt. David havde hverken brug for vejledning eller irettesættelse her; han havde brug for en skarp irettesættelse. Nathan henvendte sig til David på en sådan måde, at hans »forsvarsmekanismer« ikke blev udløst. Først appellerede Nathan til Davids stærke retfærdighedssans og fik Davids vrede til at blusse op mod denne »unavngivne undertrykker«, og derefter gik Nathan hårdt til David.

2. David var en konge, der netop havde beordret en værdifuld og loyal tjener dræbt. Selvom Nathan allerede satte sit liv på spil for at irettesætte David, ville han gerne anvende en indirekte, men alligevel effektiv fremgangsmåde.

Bemærk også, at Gud ikke bad Nathan om at irettesætte David med det samme. Der gik noget tid, så lidenskaben kunne køle af, David kunne føle skyld, og en mulighed for, at David kunne omvende sig af egen vilje, var forbi.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af Natans mesterlige fremgangsmåde i 2. Samuelsbog 12,1-12?

Svar: Der er seks interessante punkter i Natans ubehagelige samtale.

1) På dette tidspunkt kunne David se synd hos andre bedre end hos sig selv. Han kunne se splinten i en andens øje, men ikke bjælken i sit eget (Mattæus 7:3-5). Sådan virker synden på mennesker; den giver dem en selektiv blindhed. Derfor fortalte Nathan en historie, der tilsyneladende handlede om en anden.

2) Nathan kunne have brugt en analogi med en kalv, en købmand, der blev bestjålet, eller noget andet, men Nathan brugte et lam – noget, som David, hyrden, let kunne forholde sig til følelsesmæssigt.

3) Nathan ændrede omstændighederne nok til, at David ikke ville genkende, at denne lignelse handlede om ham. Derfor brugte han ikke en analogi om en trofast tjener eller et ægteskab. Men den rige mand med mange får henviste til David og hans hustruer, og den fattige mand henviste til Uria og hans hustru.

4) David havde en æresfølelse og medfølelse med et sødt lam og dets ejer. Nathan appellerede til disse dyder hos David.

5) Ved slutningen af denne historie blev Davids vrede mod den rige mand – som skyldtes Davids æresfølelse og medlidenhed med den fattige ejer af lammet – rystet, da Davids skammelige og nådesløse behandling af Uria blev afsløret.

6) Da Nathan sagde: »Du er den mand!«, blev Davids øjne åbnet for uretfærdigheden. Som Israels hyrde indså han omfanget af den skade, han havde påført hjorden.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved Davids reaktion på den rige mand i Natans fortælling i 2. Samuelsbog 12,5-6?

Svar: Først siger David, at den undertrykkende mand bør dø for at have gjort dette, selvom loven ikke siger, at dette fortjener døden (i modsætning til hvad David selv gjorde ifølge 3. Mosebog 20:10 og 24:17). Derefter beherskede David sit temperament og sagde, at den rige mand skal betale fire lam til den fattige mand, hvilket er, hvad 2. Mosebog 22:1 siger. Det er bemærkelsesværdigt, at fire af Davids sønner døde: Batsebas første søn (2. Samuel 12:18), Amnon (2. Samuel 13:28-29), Absalom (2. Samuel 18:14-15) og senere i Salomos tid Adonija (1. Kongebog 2:25).

Efter at Nathan havde konfronteret ham, svarede David: »Jeg har syndet mod Herren«, ikke »lad os henrette Nathan«.

Spørgsmål: Hvorfor gav Gud David flere koner i 2. Samuelsbog 12:8, hvis polygami [angiveligt] var en synd?

Svar: Polygami var ikke en synd. Nogle ting blev praktiseret i Det Gamle Testamentes tid, men vi har en højere standard, siden Jesus kom. Jesus sagde, at Gud i Det Gamle Testamentes tid tillod visse ting (såsom skilsmisse), fordi deres hjerter var hårde. Jeg tror, at polygami er en af disse ting. Bibelen siger dog, at en konge ikke må have for mange hustruer, og at Salomo syndede ved at have så mange hustruer (Nehemias 13:26; 1. Kongebog 11:2-11).

Det Gamle Testamente giver eksemplet på monogami (Adam og Eva, men ikke også Lisa) og viser de problemer, der opstod med flerkoneri hos Abraham, Jakob, Salomo osv., men Bibelen forbyder faktisk ikke flerkoneri. Men hvis en mand er flerkoner, er han ifølge 1. Timoteus 3:2 uegnet til at være ældste.

I øvrigt er der i dag omkring 50.000 sekterister i USA, der lever i polygami; de kaldes fundamentalistiske mormoner. De overtræder Romerbrevet 13:1, hvor der står, at vi skal adlyde de styrende myndigheder. Mange af dem bor i det sydlige Utah, det nordvestlige Arizona og Nevada.

Når jeg vidner for mormoner, er der mange ting, man kan tale med dem om, men ikke alle er lige så gavnlige. De vigtigste punkter vedrører:

a) At tro på den sande, højeste Gud

b) At tro på den sande Jesus

c) At tro på sandheden om frelsen

d) Troen på den rette hellige skrift.

Hvis en person tager fejl med hensyn til disse fire ting, betyder det ikke noget, hvad vedkommende har ret i. I stedet for at tale om polygami med mormonerne vil jeg hellere tale om, hvorfor de tror på en mindre gud, og hvorfor Joseph Smith, da han giftede sig med sin anden kone, holdt det hemmeligt for sin første kone. Siden den anti-sorte lære i deres skrifter blev ændret i 1978, og LDS ændrede deres lære for at forbyde polygami, hvilke andre læresætninger findes der så i mormonismen, som bør kasseres?

For enhver gør det en forskel, om man læser Bibelen for at finde svaret på: »Hvad er det mest, jeg kan slippe af sted med?« kontra at læse den for at finde svaret på: »Hvad er Guds perfekte vilje for mig?« Hvis nogen i Det Gamle Testamentes tid læste Bibelen på den første måde, ville de se, at skilsmisse og andre ting er i orden.
På den anden side kunne en person i Det Gamle Testamentes tid læse Malakias 2:16: »For jeg hader skilsmisse,« siger Herren, Israels Gud. Ligeledes er polygami ikke Guds perfekte vilje, men det var tilladt.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 12:9 gav David i grunden Uria til Guds fjender. Er der i dag situationer, hvor en troende måske ser en fordel i at give noget til sine fjender eller Guds fjender?

Svar: Nogle gange giver folk penge, tilladelse eller troværdighed til en ond person for at nå et mål for sig selv. Andre gange giver folk afkald på deres integritet, omdømme, familie og andre relationer for at nå et ondt mål for sig selv. Konsekvensen af det, David gjorde, var at foragte Guds bud og bringe vanære over Guds sandhed.

Et slangudtryk for at indgå en aftale med djævelen er på engelsk »Faustian bargain«; det tyske adjektiv er »faustisch«. Dette er opkaldt efter Faust, en virkelig tysk alkymist og astrolog. Denne legende blev senere omsat til en bog og derefter til en fransk opera. En »Faustian bargain« er en dårlig aftale, hvor personen betaler en høj pris for noget, der ser fristende ud på kort sigt.

Et andet slangudtryk for at være listig er »byzantinsk«. Byzantinerne gjorde ting som at indgå fred med deres fjender, f.eks. bulgarerne, og derefter hemmeligt betale penge til bulgarernes fjender, pechenegerne, for at få dem til at angribe bulgarerne.

Gud knuste Davids hjerte med hans børns død. David skrev om sin synd i Salme 51.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Davids reaktion i 2. Samuelsbog 12:13?

Svar: David fastede for at røre ved Guds hjerte. Gud havde allerede besluttet, hvad Han ville gøre, og da barnet døde, vidste David, at der ikke var nogen mening i at bede Gud om noget, som Gud allerede havde bestemt anderledes.

Spørgsmål: Hvorfor lod Gud Davids og Batsebas første barn dø i 2. Samuelsbog 12:15-23?

Svar: Dette var ikke barnets straf, men straffen for Davids og Batsebas skyld. Gud vil i sidste ende gøre alt retfærdigt, og vi må vente indtil da for at se fuldstændig retfærdighed på jorden.

Nogle kalvinister hævder, at eftersom spædbørn dør, »beviser« dette, at de er skyldige i Adams synd. Dette er en fejlagtig ræsonnement, for at lide konsekvenser beviser ikke skyld. Ellers ville det faktum, at killinger dør, »bevise«, at også de er skyldige i Adams synd. Sandheden er imidlertid, at hele skabelsen blev underlagt syndefaldet, som det står i Romerbrevet 8:19-22.

Konklusion:

1. Alle kristne er enige om, at nyfødte babyer ikke har nogen personlige synder.

2. Alle kristne er enige om, at alle fødes med en syndig natur.

3. Desværre er ikke alle kristne endnu enige om, at det at lide konsekvenser ikke beviser skyld.

Spørgsmål: Hvorfor tilbad David Gud i 2. Samuelsbog 12:20, lige efter at hans søn var død?

Svar: Man bør tilbede Gud, når man er i god forsoning med Gud. Man bør også tilbede, når man har været ulydig og nu ønsker at komme i god forsoning med Gud. Da David flygtede fra Saul, hørte Natans irettesættelse og så sit barn dø, var David slet ikke vred eller bitter over for Gud. David bad om, at Gud ville redde ham fra dette slag, og da Gud ikke gjorde det, tilbad David alligevel Gud bagefter.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 12:20 – ville Gud acceptere en sådan tilbedelse?

Svar: Ja. Gud accepterer al oprigtig tilbedelse af Ham. Tilbedelse af afguder er imidlertid ikke tilbedelse af Ham, som 1. Korintherbrev 10,20 og 2. Korintherbrev 6,15-17 tydeligt viser.

Spørgsmål: Hvad siger 2 Sam 12:21 om den katolske praksis med at bede for de døde?

Svar: Det siger, at David ikke så nogen mening i at bede for sin søn, der var død. Katolikker tror på at bede for de døde på grund af et afsnit i de katolske og ortodokse apokryfer (2. Makkabæerbog 12:46), som ikke findes i protestantiske eller jødiske bibler. Men David bad kun for barnet, mens barnet stadig var i live.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 12:21-23 – kom David og Batsebas første søn i himlen, eller ej?

Svar: Intet tyder på, at han ikke gjorde det, og det gjorde han sandsynligvis. Men 2. Samuelsbog 12:21-23 beviser faktisk ikke, at han gjorde det. Da David sagde, at han ville gå hen, hvor hans søn var, mente han til graven (Sheol), ikke nødvendigvis til himlen. I Mesopotamien blev graven kaldt »det land, hvorfra der ikke er tilbagevenden«.

Spørgsmål: Hvad mente David i 2. Samuelsbog 12:23, da han sagde, at barnet ikke ville vende tilbage til ham, men at han selv ville gå til barnet?

Svar: Bibelen taler ofte om Sheol, som den græske Septuaginta og det græske Nye Testamente kalder »Hades«. Det betyder graven, og alle kom derhen. Jøderne lærte, at der var to afdelinger i Sheol: paradiset, hvor gudfrygtige mennesker kom hen, og fængslet, hvor onde mennesker kom hen. Nogle mener, at David siger, at barnet nu er i paradiset, og at David vil gå til paradiset sammen med ham. Dette vers kan dog kun bevise, at barnet gik til Sheol, og at David til sidst også ville komme til Sheol.

Spørgsmål: Hvorfor blev han i 2 Sam 12:25 kaldt Salomo, når Gud havde givet ham navnet Jedidiah, som betyder »elsket af Herren«?

Svar: David og Batseba havde allerede kaldt ham Salomo, hvilket lyder som ordet for »fred«. Senere kaldte Gud ham gennem Natan for Jedidja for at vise, at Gud elskede ham og ikke ville dræbe ham. Jedidja var egentlig ikke hans navn, men blot et kælenavn. Det var dog ikke usædvanligt, at en person havde to navne, så det kan også have været hans navn.

Spørgsmål: Hvorfor talte Joab sådan til David i 2. Samuelsbog 12:28?

Svar: Joab og David havde kendt hinanden i lang tid. Joab vidste, at han ikke kunne give David ordrer, men han ønskede virkelig, at David skulle komme og give indtryk af, at han gjorde noget. Derfor fremsatte Joab en falsk trussel om, at han ville omdøbe byen efter sig selv for at motivere David til at komme. Joab var frem for alt loyal over for sig selv. Men da han ikke var truet, var Joab også loyal over for David, og han ønskede, at David skulle komme, fordi Joab vidste, at det ville se bedst ud for sin konge, og Joab havde Davids bedste interesser for øje.

Joab havde Davids interesser for øje, men uden fuld respekt i denne sammenhæng. Det er næsten, som om Joab siger: »David, jeg vil ikke vide, hvad du lavede derhjemme i Jerusalem, men du skal komme herover som en ordentlig konge nu.« Denne milde mangel på respekt over for en gammel ven er dog intet i sammenligning med, hvordan andre senere ville vise David manglende respekt.

Spørgsmål: Hvor tung var denne krone i 2 Sam 12:30?

Svar: Den vejede omkring 75 pund eller 34 kg. Det er klart, at en mand ikke kunne bære denne krone uden et støttefodstativ. Men kronen var sandsynligvis ikke beregnet til at blive båret, men til at blive fremvist.

Spørgsmål: I 2 Sam 12:31, dræbte David nogle ammonitter ved at sætte dem under save, økser og i teglovnen?

Svar: Sandsynligvis ikke. I stedet tvang David fangerne til at bruge save og økser til at skære med og til at fremstille mursten i teglovnen. I *The New International Bible Commentary*, s. 383, står der, at sidstnævnte er den fremherskende opfattelse.

Spørgsmål: Hvordan er kapitlet i 2. Samuelsbog 13:1-22 opbygget?

Svar: Det er opbygget som et dybt chiasme.

13:1-2 Amnon begærede Tamar

- 13:3-5 Jonadab rådede Amnon til at voldtage Tamar

- - 13:6-9a Tamar kommer for at lave mad til og give Amnon at spise

- - - 13:9b Amnon beordrer sine tjenere til alle at forlade rummet

- - - - 13:10-14a Amnon befaler Tamar at gå i seng med ham; hun nægter

- - - - - 13:14b-15a Amnon voldtager Tamar, og hans begær forvandles til had

- - - - 13:15b-16 Amnon befaler Tamar at gå, trods hendes bønner

- - - 13:17 Amnon befaler sin tjener at vende tilbage og smide Tamar ud

- - 13:18-19 Tamar går

- 13:20 Absalom siger til Tamar, at hun ikke skal bekymre sig; Absalom vil sørge for det

13:21-22 Absalom hader Amnon

Midt i alt dette udgør 2. Samuel 13:15 et chiasme.

Amnon hadede hende

- Med et had

- - Stort

- - - Uendeligt

- - - Ja,

- - Stort

- Var det had

, hvormed han hadede hende.

Spørgsmål: I 2 Sam 13:1-2, da dette opfyldte Natans profeti, var det da Gud, der sendte denne synd?

Svar: Nej, men Gud, som kendte Amnons onde og udisciplinerede hjerte, tillod, at Amnon kom ud af kontrol. Gud kan ikke blot forudse det gode, han vil gøre, men han kan også forudse det gode og det onde, som mennesker vil gøre og ville gøre, hvis de fik lejlighed til det. Gud forudser ikke blot, hvad mennesker ville gøre, men han kan også sætte dem i stand til at gennemføre deres hensigter som en del af sin plan.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 13:5,7-8, hvor fik Jonadab denne idé fra?

Svar: Selvom vi ikke ved det, var det ikke usædvanligt, at en søster kom for at passe en syg person. Et egyptisk kærlighedsdigt (ca. 1303–1200 f.Kr.) i »Høj sangen« og »De gamle egyptiske kærlighedssange«, s. 13, lyder: »Jeg vil lægge mig indeni og lade som om [simulere] sygdom. Så vil mine naboer komme ind for at se til mig, og så vil (min) søster komme med dem. Hun vil gøre lægerne til skamme (for hun) vil forstå min sygdom.«

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 13:5,7-8 foreslog Jonadab, at Amnon ubevidst skulle udnytte David til at fremme sin onde plan. Er der siden da eksempler på, at en ond person har udnyttet en intetanende person til at fremme sin ondskab?

Svar: Her er et par eksempler.

Det mest almindelige scenarie er »lawfare«, hvor nogen bruger loven eller kontrakter, der er underskrevet i god tro af den ene part, til uretfærdigt at ramme en anden. Det er måske ikke sådan, at den onde person forsøger at være uretfærdig; det kan være, at vedkommende slet ikke har nogen fornemmelse af, hvad der er retfærdigt.

Et andet eksempel, med David, Uria og Joab, er at sende et budskab om at gøre ondt gennem en intetanende person.

Et tredje eksempel er det, der er blevet kaldt Hindawi-affæren. Dette skete den 17. april 1986, da Nezar Hindawi, en jordaner, rejste sammen med sin 32-årige, fem måneder gravide irske kæreste, Anne-Marie Murphy, fra London til Tel Aviv. Han slog op med hende, da han fandt ud af, at hun var gravid, men fandt senere sammen med hende igen og sagde, at han ville gifte sig med hende. Han skaffede hende et job som stuepige på Hilton-hotellet i Betlehem. Han fortalte hende, at han ville være nødt til at rejse med et senere fly, fordi det ville tage længere tid at få hans visum. Hindawi, som Mike Royko kaldte »den ædle muslimske kriger«, gav sin gravide kæreste en kuffert med en bombe i, så den ville eksplodere under flyvningen og dræbe alle ombord. Kufferten kom igennem den britiske sikkerhedskontrol, men en sikkerhedsvagt fra El Al blev mistænksom, da der ikke fandtes noget Hilton Hotel i Betlehem. Han foretog en manuel efterundersøgelse for at finde ud af, hvorfor den tømte kuffert stadig var tung, og han fandt bomben. Hindawi blev idømt 45 års fængsel. Se https://www.timesofisrael.com/35-years-after-el-al-bomb-plot-security-staff-recount-stopping-unwitting-bomber/ for mere information.

Et fjerde eksempel er, at en person en gang blev taget i at medbringe ulovlige stoffer på et fly, uden at vedkommende anede noget om det. En ven havde lånt vedkommende en kuffert, som vedkommende skulle hente senere på destinationen. Den rejsende vidste ikke, at der var ulovlige stoffer syet ind i kuffertens foring.

Et femte eksempel er, at en person i Pakistan skulle være væk i et stykke tid og bad en kristen om at opbevare vedkommendes ting. Den kristne sagde »selvfølgelig«. Uden at den kristne vidste det, havde personen en pistol blandt sine ting. Politiet fik et tip om dette og anholdt den kristne, fordi der var en pistol blandt personens ejendele. Den kristne måtte betale penge for at blive løsladt.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at Jonadab gjorde sit navn til en dårlig vittighed. Hans navn betyder »Herren er ædel«.

Spørgsmål: Hvordan fik Amnon sig selv til at blive syg i 2. Samuelsbog 13:6?

Svar: Amnon lod kun som om han var syg. Selvom man kan gøre sig selv syg ved at spise eller drikke ting, der kan fremkalde kvalme, er der intet, der tyder på, at Amnon gjorde det her; han lod som om han var syg. Da han tvang Tamar fysisk, virkede han fysisk set sund nok, om end ikke åndeligt. David var blændet af begær efter Batseba, og nu kunne David iagttage handlingerne og de senere konsekvenser af, at hans søn var »syg af begær«. Det fik dog sandsynligvis David til at føle sig syg.

Spørgsmål: Hvad kan vi i 2. Samuelsbog 13:6-7 lære af David om forældrerollen her?

Svar: En person, der elskede Gud, som David, kan stadig være en elendig forælder, hvis vedkommende ikke tager forældrerollen alvorligt nok. Davids første fejl var ikke, at han undlod at straffe Amnon. Forud for det havde Davids disciplin været så slap, at Amnon troede, han kunne slippe af sted med det.

David både elskede sine børn og kunne godt lide dem. Men når en forælder ikke elsker sine børn nok til at opdrage dem, så elsker vedkommende måske mere selve følelsen af forholdet end selve sønnen eller datteren.

David elskede sine børn følelsesmæssigt, især da han mistede dem ved døden. Vi har dog ingen beviser for, at han udviste forældremæssig omsorg. Han disciplinerede ikke Amnon; han trøstede ikke Tamar, og han talte ikke engang med Amnon. David holdt afstand til Absalom. At Tamar sagde, at David ville lade hende gifte sig med sin halvbror, tyder på, at hun manglede undervisning i Guds ord. David elskede Guds lov, og han elskede sine børn. Desværre indså David tilsyneladende aldrig, at han havde et ansvar for at undervise sine børn i Guds lov, og at det ville være et udtryk for hans kærlighed.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i dag, hvor en person kan »elske forholdet« mere end vedkommende elsker personen, som beskrevet i 2. Samuelsbog 13:6-7?

Svar: Da jeg gik i gymnasiet, kendte jeg en dreng, der havde en kæreste og en flot bil. Men en dag kørte han bilen i stykker, så kæresten slog op med ham. Nogle vil måske sige, at de elsker deres ægtefælle, men hvis ægtefællen gør noget forkert, som f.eks. at blive ældre eller fattigere, så ser det ud til, at kærligheden er forsvundet. Men måske var kærligheden slet ikke forsvundet, fordi den aldrig rigtig var der til at begynde med. Hvis du siger, at du elsker nogen, men så sker der noget, som f.eks. at vedkommende kommer ud for en alvorlig ulykke, bliver brændt i en brand eller får et meget alvorligt slagtilfælde, ville du så stadig elske vedkommende? Gud opfordrer os til at elske andre mennesker, og nogle gange tror vi, at vi gør det, men det gør vi ikke; vi elsker i virkeligheden kun forholdet. Undersøg dine følelser over for din familie og dine venner. Elsker du dem virkelig, eller elsker du bare forholdet og den måde, de får dig til at føle dig på?

En måde at finde ud af det på er at spørge dig selv: Hvis den anden person gjorde ting, der var forkerte eller ødelæggende for dem selv og andre, ville du så være villig til at have en ubehagelig samtale og sige det til dem, eller ville du bare lade det passere? Ægte kærlighed bekymrer sig, selv med risiko for, at personen ikke længere kan lide dig.

Spørgsmål: Hvorfor skiftede Amnons følelser over for Tamar så hurtigt fra begær til had i 2. Samuelsbog 13:11-17?

Svar: Amnons »kærlighed« forsvandt så hurtigt, fordi der aldrig havde været nogen kærlighed til at begynde med, kun begær. Han havde behandlet hende som en genstand og ikke som et menneske. Mens kærlighed og had er modsætninger, er begær og had ikke nødvendigvis uforenelige. Da Amnon først var tilfredsstillet, indså han, at han sandsynligvis ville stå over for frygtelige konsekvenser for det, han havde gjort. Som den ældste søn havde han netop sat sin mulighed for at blive den næste konge på spil. Det så ud til, at Amnon projicerede sine skyldfølelser over på Tamar. Det stod nu klart for Amnon, Tamar og til sidst alle andre, at Amnons begær efter Tamars krop ikke betød, at han overhovedet havde nogen kærlighed til Tamar.

Da Amnon beordrer sin tjener til at lukke dørene og udelukke Tamar, lukkes døren på en måde også for Amnon selv. Hans skæbne er beseglet.

Spørgsmål: I 2 Sam 13:11-29 og 2 Sam 16:22 – bør børn betragte bibelske skikkelser som Absalom og Amnon som forbilleder, der er værdige til respekt og beundring? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist.)

Svar: Selvfølgelig ikke; ingen har nogensinde betragtet disse mænd som forbilleder. Bibelen siger ikke, at vi skal se disse mænd som troens helte, ligesom vi heller ikke skal se Judas og Kajafas på den måde. Bibelen beskriver objektivt mange onde handlinger, som ugudelige mænd begik.

Dette »ikke-spørgsmål« synes at tyde på, at nogle ateister grundlæggende misforstår, hvad Bibelen lærer. Bibelen er ikke et hvidvasket propagandadokument, der tegner et ubesmittet billede af menneskeheden. Nej, den er et ærligt, realistisk portræt af mennesker, både de gudfrygtige og de ugudelige, som de er. Gid alle kunne skelne mellem de »gode« og de »onde«, uden at de behøver at bære hvide og sorte hatte som i westernfilmene på tv.

Spørgsmål: Hvad er de tre mulige grunde til, at Tamar i 2. Samuelsbog 13:13 sagde, at man skulle spørge kongen, og at han så ville lade dem gifte sig?

Svar: For det første er incest forbudt i 3. Mosebog 18:9,11; 20:17; 5. Mosebog 27:22. Tamar kan have sagt dette af en af to grunde og muligvis også af en tredje, supplerende grund.

1) Tamar var uvidende om, hvad Toraen sagde om incest. Dette er det mest sandsynlige svar. Ægteskab med søstre og halvsøstre var ret almindeligt blandt den egyptiske kongelige familie og senere den persiske kongelige familie. Deres forfader Abraham giftede sig med sin halvsøster Sara i Første Mosebog 20:12.

2) Tamar vidste det godt, men hun løj og forsøgte at sige hvad som helst for at slippe væk fra Amnon på enhver mulig måde.

3) En tredje mulig årsag er, at selvom Tamar var et uskyldigt offer i alt dette, ville det se meget dårligt ud for hende; hvordan kunne folk være sikre på, at hun ikke var villig, hvis hun havde vist manglende dømmekraft, da hun gik med til at være alene med Amnon? Hun forsøgte desperat at redde sit omdømme, efter at det ville blive trukket gennem mudderet uden at det var hendes egen skyld.

Spørgsmål: Hvorfor mente Tamar i 2. Samuelsbog 13:16-17, at det ville være en større uretfærdighed, at Amnon sendte hende væk?

Svar: Den måde, hvorpå Amnon lod hende smide ud og døren låse, ville antyde, at det var hende, der forsøgte at forføre ham. Her var en uskyldig kvinde, der adlød sin far, og som på blot få minutter pludselig blev berøvet sit omdømme og sin ære uden egen skyld. 2. Samuel 13:19-20 viser, at hun var knust. Det er ikke sådan, at Amnon begik en helt anden synd her. Snarere gjorde han tingene værre ved at forværre sin første synd. David havde gjort det samme, efter at han havde taget Batseba, da han besluttede at dræbe Uria.

Men lige så meget som Amnon nu hadede Tamar, ville Absalom hade Amnon endnu mere.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Absalom i 2. Samuelsbog 13:20 til Tamar, at hun ikke skulle bekymre sig så meget om at blive voldtaget?

Svar: Der er to forskellige synspunkter.

Uoprigtig trøst: Absalom forsøgte at trøste Tamar ved at råde hende til ikke at gruble for meget over det. Absalom var dog ikke oprigtig her, for han følte ikke selv sådan. Enten på det tidspunkt eller senere udtænkte Absalom en plan om at hævne sig på Amnon ved at dræbe ham.

Jonadab og Absalom i sammensværgelse: En anden opfattelse var, at Absalom længe havde planlagt at blive konge, og at han var villig til at ofre hvad som helst eller hvem som helst for at opnå det, herunder sin søster og sin halvbror. Ifølge denne opfattelse var Jonadab sammen med Absalom for at lokke Amnon til at voldtage sin søster, så Absalom blev ikke overrasket, da det skete. Absalom kunne dermed ses som havende en grund til at dræbe den tronarving. Efter drabet flygtede Absalom til sin bedstefars rige og ventede to år, indtil Davids vrede havde lagt sig.

Spørgsmål: Hvorfor var David egentlig vred i 2. Samuelsbog 13:21?

Svar: Der er sandsynligvis tre grunde. Den første er, at han naturligvis var vred over, at hans egen datter var blevet vanæret.

Selvom David var vred over, at Amnon havde gjort dette, havde David selv begået ægteskabsbrud med Batseba og ladet hendes mand dræbe. David huskede måske, hvad Gud havde sagt gennem Nathan, og David indså, at Gud ikke havde glemt det.

Den tredje grund er mere kompleks. Amnon var den førstefødte og den næste i arvefølgen til tronen. I 3. Mosebog 20:17 står der, at incest skal straffes med døden, for slet ikke at tale om voldtægt. Skulle David sætte lydighed mod Guds lov først, eller skulle han sætte kærligheden til sin søn Amnon først? Gud og alle andre ville se svaret. Svaret var, at David satte sin søn først. At irettesætte Amnon ville have været en så ubehagelig samtale, at der ikke findes nogen beretning om, at David overhovedet sagde et ord til Amnon. Som en påmindelse: Da Ruben gik ind til Jakobs medhustru, mistede Ruben sin ret som førstefødt søn i 1. Mosebog 35:22; 49:4. Der står ikke, at David overhovedet gjorde det mod Amnon. David ville ikke stå op for retfærdigheden, når det drejede sig om hans egen søn.

Spørgsmål: Hvordan kan 2. Samuelsbog 13:21 gælde for nogle troende i dag?

Svar: David elskede oprigtigt Gud; men vi ser her, at han elskede sin søn mere. Når vi elsker vores børn mere, end vi elsker Gud, viser det sig, at vi ikke gør vores børn nogen tjeneste.

Spørgsmål: Hvorfor bad Absalom i 2 Sam 13:24-25 David om at tage med til »mordfesten«?

Svar: Absalom forsøgte ikke at dræbe David eller overtage tronen på dette tidspunkt, da Absalom ikke dræbte nogen af kongens sønner undtagen Amnon. Da der var mange skarpe knive til at fjerne fåreuld, ville de tage Amnons liv. Absalom beordrede sine mænd til at dræbe Amnon; han dræbte ham ikke personligt, ligesom David heller ikke dræbte Uria personligt.

Absalom vidste sandsynligvis, at David ikke kunne komme. Han spurgte David for at aflede mistanken og vildlede David til at tro, at dette var en uskyldig plan.

Rygtet, der udelukkende var baseret på spekulationer om, at alle kongens sønner var blevet dræbt, kan delvis være opstået, fordi alle Gideons sønner blev dræbt af Gideons søn Abimelek i Dommerbogen 9:5.

Spørgsmål: Hvorfor flygtede Absalom sammen med de øvrige af kongens sønner i 2. Samuelsbog 13:29?

Svar: For det første kunne Absaloms flugt give det falske indtryk, at Absalom ligesom de øvrige sønner ikke var klar over attentatplanen. For det andet havde Absalom brug for tid til at flygte til Talmai i sin bedstefars rige Geshur, øst for Galilæasøen.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jonadab i 2. Samuelsbog 13:32-33 vide dette med så stor sikkerhed?

Svar: Jonadab var den, der i 2. Samuelsbog 13:3-5 foreslog, at Amnon skulle lade som om han var syg for at kunne voldtage sin søster. Enten talte Jonadab i håb om at nedtone hændelsen, eller også vidste Jonadab på forhånd, hvad Absalom ville gøre. Jonadab var ikke just nogen god ven af Amnon. Et centralt spørgsmål, som aldrig blev stillet, men som David burde have stillet, var: »Jonadab, hvordan ved du det?« Måske kunne Jonadab have sagt, at han blot påpegede Absaloms hævnmotiv for at dække over, at det faktisk var ham, der havde foreslået Amnon at gøre dette.

Spørgsmål: Hvordan er kapitlet opbygget i 2. Samuelsbog 14:1-20?

Svar: Der er tale om et temmelig dybt chiasme med følgende opbygning.

14:1 Joab »vidste«

- 14:2-3 Joab fortæller den kloge kvinde, hvad hun skal sige

- - 14:4-5a Kvinden fremsætter en anmodning til kongen

- - 14:5b-10 Kvindens første bøn

- - - 14:11 Hun beder med succes om, at hendes søns liv må skånes

- - 14:12-17 Kvinden fremsætter sin anden bøn.

- - 14:18-19a Kongen stiller kvinden et spørgsmål

- 14:19b-20a Hun indrømmer, at Joab har instrueret hende

14:20b Kongen »ved«

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 975 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad burde David i 2 Sam 14:1-9 og 13:21 først have gjort for at straffe Amnon for voldtægt og incest og senere Absalom for mord, i betragtning af at David selv havde begået ægteskabsbrud og mord?

Svar: Det var svært for David at gøre noget, i betragtning af at han ikke offentligt angrede sin synd og tilbød at tage konsekvenserne. Gud havde selvfølgelig gennem Nathan sagt, at David ikke skulle henrettes for sine synder. For at straffe Amnon uden at fremstå som en hykler burde David derfor først have tilstået. Men da han ikke var villig til det, tænkte David sandsynligvis, at han ville miste endnu mere respekt, hvis han straffede sine sønner for handlinger, der lignede hans egne. At David ikke greb ind, medførte selvfølgelig også, at han mistede respekt.

David burde i det mindste straks have udelukket Amnon fra tronen. Ruben mistede sin førstefødselsret, da han lå med Jakobs medhustru i 1. Mosebog 35:22; 49:3-4. Hvis David havde irettesat Absalom offentligt, kunne det have dæmpet folks forventninger om, at Absalom skulle blive den næste konge.

Spørgsmål: Hvorfor brugte Joab i 2. Samuelsbog 14:1-9 denne strategi for at få David til at tilbagekalde Absalom?

Svar: Keil-Delitzsch-kommentaren til Det Gamle Testamente, bind 2, del 2, s. 411, mener, at Joab havde fremsat en række direkte anmodninger til David uden held. Hofet kunne sandsynligvis se, at David længtes efter sin søn, men der var ingen måde at få David til at tage det første skridt på, uden at han frygtede, at folk ville kritisere ham for at benåde Absalom. Så Joab, et taktisk geni, fik en idé. Den lignede Natans strategi, og Joab tænkte sandsynligvis, at hvis den havde virket én gang, kunne den måske virke en anden gang for Joab. Den virkede dog ikke så godt denne gang.

Kvinden appellerede her til Davids medfølelse. David sørgede over Absalom, og kvinden sørgede også – eller så i det mindste ud til at gøre det. Senere skulle David se konsekvensen af sin medfølelse, da Absalom gjorde oprør og forsøgte at få David dræbt. Naturligvis viste David ikke megen medfølelse over for Uria.

David stod fast på retfærdighed over for andre, men han var svag, når det gjaldt at forsvare retfærdigheden, når hans egne børn havde begået en fejl. Uanset om det hovedsageligt var Joabs visdom, kvindens eller begge dele, havde kvinden trængt David op i et hjørne. Da han havde medfølelse med kvindens (fiktive) søn, måtte han være konsekvent og hente sin egen søn tilbage.

Spørgsmål: Ser vi i 2 Sam 14:15-23 nogen form for anger fra Absaloms side?

Svar: Overhovedet ikke. Faktisk var Absalom nu i færd med at smede rænker for at overtage tronen. I stedet for at være angrende og underdanig var Absalom manipulerende. David var på dette tidspunkt omkring 60 år, og Absalom omkring 30. Absalom var moden nok til at blive konge med det samme, bortset fra at der var nogen, der stod i vejen for ham. Absalom besluttede, at han ville blive konge, og at han ville få David til at betale for slet ikke at have straffet Amnon og for ikke rigtig at have tilgivet Absalom.

På den ene side siger Absalom, at hvis han er skyldig i at have begået en forbrydelse, der straffes med døden, er han rede til at blive henrettet. På den anden side blev en mand, der havde voldtaget en kvinde, henrettet, og Absalom var den, der fuldbyrdede den straf.

David gav Absalom hverken benådning eller erklærede ham uskyldig; han sagde blot, at han ikke ville blive henrettet. Da han kaldte Absalom »en ung mand«, tænkte han måske mere på, hvordan han selv opfattede Absalom og hans modenhed, end på at han var omkring 30 år gammel.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 14:15-23, hvornår skal vi tilgive og genindsætte en person, der har gjort noget forkert?

Svar: Jesus sagde, at vi altid skal tilgive, selvom de ikke beder om tilgivelse. Men hvis nogen har stjålet penge fra dig og ikke viser nogen anger, skal du så give dem adgang til din bankkonto? Selvfølgelig ikke. Hvis de ikke indrømmer, at det, de gjorde, var forkert, hvis de ikke beder om tilgivelse og ikke viser nogen anger, må du ærligt indse, at de meget sandsynligt vil gøre det igen, hvis de får lejlighed til det. Jesus sagde i Mattæus 10:16, at vi skal være »kloge som slanger og uskyldige som duer«.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 14:24,28 – gjorde David ret i ikke at lade Absalom se sit ansigt?

Svar: Nej. Halvhjertet tilgivelse fungerer ikke godt. Delvis tilgivelse er slet ikke tilgivelse, og den, der bliver tilgivet, ved det. Modvillig tilgivelse bliver ikke godt modtaget og er dømt til at mislykkes. David gav Absalom en »delvis straf«. Det var ikke rigtig en alvorlig straf, men det fremmedgjorde Absalom fra David. Det gjorde Absalom bitter over for sin far. David og Absalom så ikke hinanden i to år.

Hvis Absalom sandsynligvis var den næste i arvefølgen til tronen, og Absalom ikke engang måtte være i Jerusalem eller se sin fars ansigt, er det ikke en opskrift på succes. Joab vidste det og søgte at afhjælpe situationen.

Spørgsmål: Hvordan kunne Absaloms afklippede hår i 2 Sam 14:26 veje 200 sekel?

Svar: Selv hvis der var tale om en lettere tempelsjekel, ville vægten stadig kunne ligge på fire eller fem pund (1,8 til 2,3 kg), hvilket er meget meget. En gennemsnitlig person får en halv tomme hårvækst om året, selvom der er stor variation; nogle mennesker får en tomme om måneden. Verdensrekorden ligger på omkring 2 inches om måneden. Hvis Absalom kun klippede det én gang om året, er det en masse hår, men selv da ville det ikke veje fire pund (1,8 kg), medmindre han også havde gemt sit hår fra tidligere år. Men i 1. og 2. Samuel er der mange steder, hvor der er uoverensstemmelser i tallene. I dette tilfælde har vi ingen andre oplysninger om, hvad det korrekte tal er. Uanset hvad er pointen dog, at Absalom var temmelig forfængelig med hensyn til sit hår. Senere skulle Absaloms hår selvfølgelig blive hans undergang.

Absaloms hår kan betragtes som en advarselshistorie om stolthed. Hans stolthed over sit hår fik ham til at vikle sig ind i det og blev fanget, hvor han ikke kunne komme væk, og det blev i sidste ende fatalt. Nogle gange, når en person, især en politisk leder, slår ind på en kurs, der i sidste ende af alle anses for at være forkert eller tåbelig, kan vedkommende ikke gøre det indlysende og skifte kurs, fordi han eller hun er viklet ind i stolthed. Spørg en potentiel leder, om han eller hun nogensinde har begået en fejl. Hvis vedkommende aldrig har begået en fejl – som han eller hun kan indrømme – så får du en leder, der hellere vil »køre bilen i grøften« end at dreje for at undgå en ulykke. Man kan se dette hos Napoleon, Hitler og Stalin, der ikke lod sine tropper trække sig tilbage, samt hos den franske marskal Philippe Pétain, der var så sikker på, at tyskerne ikke kunne invadere gennem den ufremkommelige Ardenner-skov, at han ignorerede de franske militæres bønner om hjælp, da tyskerne netop gjorde det. I august 1945 argumenterede de japanske militærledere Anami, Umezu og Toyoda – halvdelen af det seksmand store Øverste Krigsråd – for, at japanerne skulle fortsætte med at kæmpe efter atombomberne. Da kejser Hirohito beordrede dem til at acceptere overgivelsen og indspillede en radiotale til sit folk, dræbte major Hatanaka og andre officerer en general, der nægtede at slutte sig til dem, og iscenesatte et kortvarigt, mislykket kup for at forhindre, at radiomeddelelsen blev sendt. De havde til hensigt at sætte kejseren i husarrest og i stedet udsende en forfalsket meddelelse. De øvrige generaler gik imidlertid ikke med til det, så kuppets bagmænd begik selvmord. I nyere tid, når vi ser på Saddam Husseins »stædige ihærdighed«, den iranske revolutionsgarde og Putins »særlige militæroperation« i Ukraine, kan vi måske undre os over deres tåbelighed ved ikke at indrømme nederlag i en uundgåelig situation. Men hvorfor skulle vi være overraskede over, at de er lige så tåbelige som andre ledere, der levede før dem? En leder, der faktisk kastede håndklædet i ringen – og dermed sandsynligvis reddede sit eget liv – inden situationen blev værre, var Bashar al-Assad, Syriens tidligere leder, men han var en undtagelse.

Se https://www.reddit.com/r/Naturalhair/comments/1ipt9ah/has_anyone_consistently_grown_23_inches_of_hair/ og https://en.wikipedia.org/wiki/Ky%C5%ABj%C5%8D_incident for mere information.

Spørgsmål: Havde Absalom i 2 Sam 14:27 tre sønner, eller havde han ingen sønner, der kunne føre hans navn videre, som det står i 2 Sam 18:18?

Svar: Sandsynligvis begge dele. I oldtiden døde omkring halvdelen af alle børn muligvis, før de nåede voksenalderen. Keil og Delitzsch nævner, at sønnernes navne normalt angives, men det er ikke tilfældet i 2. Samuelsbog 14:27. Der ville ikke være nogen grund til denne udeladelse, bortset fra at de døde i en ung alder.

Absalom rejste et monument til sig selv på grund af sin sorg over ikke at have nogen sønner, der kunne være et mindesmærke for ham. Normalt ville en person, der ikke har nogen børn, ikke være lige så følsom over for ikke at have nogen til at føre sit navn videre, som en, der havde børn, der døde.

Spørgsmål: Hvad afslører dette om Absalom i 2. Samuelsbog 14:29-32?

Svar: Absalom var intelligent og manipulerende. Absalom kunne ikke tale med Joab, fordi Joab ikke ville komme, når han blev inviteret. Så Absalom sørgede for at få Joabs opmærksomhed. Nogle gange vender tingene sig imidlertid mod en selv. Absalom anede ikke, at dette ville sætte en kurs, der ville ende med, at Joab personligt dræbte Absalom, på trods af at David havde sagt, at Absalom skulle skånes.

Spørgsmål: Findes der i 2 Sam 15:1-12 andre eksempler på sønner, der ønskede at fratage deres far tronen?

Svar: Kongen af Assyrien blev myrdet af sine sønner i 2 Krøn 32:21. Selvom detaljerne ikke er de samme (sønnen var den retmæssige arving), var situationen lignende.

I Ugarit (før Davids tid) udfordrede prins Yassib sin far, kong Keret.

Yassib truer: »Hør godt efter! Hvis fjender havde invaderet landet, mens du var syg, ville de have drevet dig bort og tvunget dig op i bjergene. Din sygdom har gjort dig forsømmelig: Du hørte ikke på enken, du hørte ikke på de fattige, du dømte ikke undertrykkeren, du gav ikke den forældreløse i byen mad, … ej heller enken på landet… Træd tilbage fra kongedømmet, lad mig regere. Afgiv din magt, lad mig sidde på din trone.” Dette står i Don C. Benjamins *Old Testament Parallels: Laws and Stories From the Ancient Near East* [Mahwah: Paulist, 1991], s. 205. Citeret fra *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 3, s. 989-990.

Spørgsmål: Hvordan stjæler man folks hjerter i 2 Sam 15,6?

Svar: Ligesom mange politikere i senere tider var Absalom dygtig til at love folk, at han kunne lede dem kompetent, uden egentlig at gøre noget. For at overbevise folk om dette nedgjorde Absalom den agtelse, andre havde for David. Selv i dag forsøger folk ofte at fremstå i et godt lys ved at nedgøre andre.

Absalom var smuk og frem for alt charmerende. Folk har ofte »billeder« af, hvordan en leder bør se ud, og de har en tendens til at støtte dem, der passer ind i disse billeder, uanset om de ville være en god leder eller ej. For eksempel vinder den højeste kandidat i de amerikanske præsidentvalg langt de fleste gange. Endnu vigtigere var det, at Absalom lod som om, han bekymrede sig om dem og tog deres interesser til sig. Absalom var tålmodig; han gennemførte denne fase af sin sammensværgelse i fire år. Da Absalom holdt festen i Hebron, inviterede han 200 mænd, der ikke vidste noget om Absaloms sammensværgelse. Når de først var der, var de trængt op i et hjørne; det ville være meget svært for dem at sige offentligt: »Nej, det tror jeg ikke. Jeg vil støtte David.«

Spørgsmål: Hvad gjorde Absalom i 2. Samuelsbog 15:7-12, som andre siden da også har gjort?

Svar: Absalom brugte sin religiøse praksis til at bedrage andre. Absalom brugte den undskyldning, at han tog til Hebron for at indfri et løfte til Gud om at bringe religiøse ofre. Hans foregivne tilbedelse af Gud var et dække for hans forræderi. Siden da har mange brugt religion (herunder, men ikke begrænset til, kristendommen) til at få folk til at gå med på deres onde planer.

I islam blev soldaterne fortalt, at hvis de kæmpede for Allah, kunne de være sikre på, at de – uanset deres fortid – ville komme i paradiset. I den romersk-katolske kirke, begyndende med pave Urban II, blev de, der »tog korset« under det første korstog, lovet syndernes forladelse. Ligeledes udstedte pave Eugenius III den 1. december 1145 den pavelige bulle *Quantum praedecessores*, hvor han lovede syndernes forladelse til alle, der gennemførte det andet korstog eller døde undervejs.

Se https://www.reddit.com/r/AskHistorians/comments/76jtys/i_gather_that_papal_indulgences_were_first_issued/ og https://en.wikipedia.org/wiki/Quantum_praedecessores for yderligere information.

Spørgsmål: Skal der i 2 Sam 15:7 stå 40 år eller 4 år?

Svar: Der skal stå fire år, hvilket stemmer bedre overens med Absaloms levetid. Den masoretiske tekst siger 40 år, men Septuaginta, den syriske, den arabiske, Vulgata, Theodoret og Josefus siger alle 4 år. Se BSB-teksten og fodnoterne i NKJV, NIV og NRSV.

Spørgsmål: Hvordan aflagde Absalom et løfte til Herren i 2 Sam 15:7,20?

Svar: Absalom sagde dette blot for at tage til Hebron og blive kronet til konge. Enten løj Absalom og aflagde ikke noget løfte, eller også talte Absalom måske sandt. Der findes andre eksempler i historien, hvor tronprætendenter aflagde et løfte til deres gud, hvis de blev konge. Absalom kunne altså have aflagt et løfte til Gud, men ikke ethvert løfte til Gud er et godt løfte.

Absalom valgte sandsynligvis Hebron ikke kun, fordi han var født der, men fordi det var den ældre hovedstad, og nogle mennesker var måske ikke glade for, at hovedstaden var blevet flyttet til Jerusalem.

Absalom brugte tilbedelsen af Gud som et »dække« for starten på sit oprør. Senere i historien blev den kristne religion brugt som et »dække« af onde paver til at berige sig selv og hævne sig på deres fjender. For eksempel udråbte pave Bonifatius VIII (1294-1303) et »korstog« mod den italienske by Palestrina for at hævne sig på den tidligere pave, Celestin V’s, udvidede familie. Bonifatius bar skylden for at have brugt hele den romersk-katolske kirkes »apparat« til onde formål.

Spørgsmål: Findes der i 2. Samuelsbog 15:10 andre eksempler på, at en søn forsøgte at overtage tronen fra sin far?

Svar: Ja. I Ugarit findes der et digt om prins Yassib, der udfordrede sin far, kong Keret, om tronen.

Spørgsmål: Hvorfor flygtede David fra Jerusalem i 2 Sam 15:14, når Jerusalem var så stærkt befæstet?

Svar: David, der var en erfaren konge, indså straks, at dette ikke var en ubetydelig utilfredshed, men en direkte udfordring på hans kongedømme og hans liv. David havde aldrig lidt nederlag i kamp, men han vidste, at det denne gang sandsynligvis ville være anderledes. David handlede sandsynligvis klogt ved at flygte fra Jerusalem her. På dette tidspunkt vidste han ikke, hvem i Jerusalem han kunne stole på, og hvis der blot er nogle få forræderiske portvagter, er selv en velbefæstet by svær at forsvare.

Spørgsmål: Hvorfor sagde David i 2 Sam 15:19-20 til Ittai fra Gath, at han ikke behøvede at følge med ham?

Svar: David ønskede ikke, at nogen skulle følge med, der kun halvhjertet støttede ham. David gav Ittai en undskyldning for at blive, og han ville også se, hvad der lå i hans hjerte, ud fra hans svar. En lignende situation opstod med Naomi og hendes svigerdøtre i Rut 1:11-18.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at en gittit ville være fra den filistinske by Gat. Arkæologiske fund har afsløret, at der i Amarna-brevene, nogle få århundreder før David, var en (eller to) guvernører i den filistinske by Askalon ved navn Itiya og Witiya. Navnet Ittai ligner dette meget.

I dag, når vi leder et team, der skal påtage sig en opgave, er det i orden at give folk mulighed for at trække sig. På den måde har man måske ikke så mange folk, men man har folk, der er engagerede i en.

Spørgsmål: Hvorfor sendte David i 2. Samuelsbog 15:31-34 sin klogeste rådgiver, Hushai fra Ark, tilbage til fjenden?

Svar: David og Joab vidste allerede, hvad der var bedst at gøre; og det var bedre, at Hushai fik Absalom til at tro på dårlige råd, end at Hushai højst kunne give David og Joab gradvist lidt bedre råd. Nogle gange behøver man ikke at gøre kloge eller geniale ting for at få succes; man skal bare gøre færre dumme ting end andre.

Spørgsmål: I 2 Sam 15:32-34, gjorde David ret i at få Hushai til at lyve for ham?

Svar: Bibelen beretter om, hvad Hushai gjorde i en krigstid. Kristne har to synspunkter på dette spørgsmål.

Nogle siger, at Hushai gjorde forkert i at lyve, og at David gjorde forkert i at bede Hushai om at lyve.

Andre siger, at det er i orden at lyve over for en fjende i krigstid for at redde et liv. Steder, hvor der blev brugt bedrag i 2. Samuelsbog, er 2. Samuelsbog 15:25-29, 35-36 (Zadok, Abjatar og deres sønner), 2. Samuel 15:34 (Hushai fra Ark), 2. Samuel 17:17-18 (begge) og 2. Samuel 17:18-21 (en mand og en kvinde i Bahurim).

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved strukturen i dette afsnit i 2 Sam 16:5-14?

Svar: Den er opbygget som et chiasme.

16:5a David flygter mod Bahurim

- 16:5b-6 Simei forbander og kaster sten efter David og hans mænd

- - 16:7-8 Hvordan Simei forbandede David

- - - 16:9 Abisai vil dræbe Simei

- - 16:10-12 David tager imod Simeis forbandelser uden at reagere

- 16:13 David forklarer, hvorfor han ikke reagerer på Simeis forbandelser

16:14 David og hans følge kommer forbi Bahurim

Spørgsmål: Hvorfor forbandede Simei i 2 Sam 16:5-8 David for at have henrettet Sauls sønner, når henrettelsen først fandt sted senere i bogen, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 315-316?

Svar: Der står ikke specifikt, at Simei forbandede David for at have henrettet Sauls sønner. I stedet forbandede Simei David for hans blodbesudlede hus generelt. Der er to mulige forklaringer på Simeis forbandelser.

Andre årsager: Simei kan meget vel have henvist til den lange krig mellem Davids og Ish-Boshets hære. Simei accepterede aldrig rigtig, at kongemagten skulle forlade Sauls familie.

Ikke kronologisk: Da 2. Samuel 21:1 siger, at henrettelsen af Sauls sønner fandt sted »under Davids regeringstid«, er det ikke nødvendigvis kronologisk. Derfor kan Shimeis forbandelse af David kronologisk set være kommet efter henrettelsen af Sauls sønner.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Davids reaktion i 2. Samuelsbog 16:5-12, hvor han ikke forsøger at gøre gengæld mod Simei?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Set ud fra et naturligt synspunkt ville en person i Davids situation sandsynligvis føle en mærkelig blanding af nedtrykthed, vrede mod Simei og en passiv accept af, at han fortjente det, der skete med ham. Vi kan få et indgående indblik i, hvordan David havde det, fordi han selv skrev om det i Salme 3. Salme 3 viser os, at David havde tillid til, at Gud ville redde ham ud af denne situation. På dette tidspunkt var David overbevist om, at hans fjender ville blive dræbt. Senere skulle David sørge over, at en af disse dræbte fjender var hans egen søn Absalom.

2. David havde ingen anelse om, hvilke af hans tidligere loyale venner der stod på hans side, var neutrale eller på Absaloms side. Det så ud til, at dette måske ville blive vejs ende for David. Da de fleste af hans tidligere loyale undersåtter vendte sig imod ham, ville det blive en elendig afslutning – og måske blev det betragtet som en passende straf for Davids ægteskabsbrud og mordet på en, der var ham trofast. David vidste, at noget af det, Simei sagde, var sandt. Der havde i nogle år været borgerkrig mellem Juda og Sauls hus. David straffede ikke Joab for forræderisk at have dræbt Abner. Som vers 10-11 viser, tænkte David, at Gud måske havde ønsket, at Simei offentligt skulle fordømme David.

3. Da David følte sig skyldig i at have dræbt Uria, var han ikke i humør til at lade en mand dræbe, der talte sandt.

4. Vers 12 viser, at David overlod dette til Gud. Hvis David dræbte Simei, og Gud ikke fandt det rigtigt, kunne Gud også straffe David for det. Hvis David skånede Simei, og Gud ikke fandt det rigtigt, kunne Gud stadig straffe Simei og måske belønne David for hans tålmodighed.

For øvrigt syntes Simei at have glemt, at Saul havde et blodbesudlet hus, idet han dræbte Ahimelek og ønskede at dræbe enhver, der støttede David.

Konklusion: David vidste ikke, om det var rigtigt, at Simei forbandede ham på dette tidspunkt eller ej. I dag, når vi ikke ved, om en uret, der er begået mod os, er retfærdig, er tålmodighed og at vente på Gud en dyd.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære om Davids holdning her i 2 Sam 16:7-14?

Svar: David gjorde én god ting her og én dårlig ting senere.

(godt) Nogle ting (som hævn) bør vi give slip på og lade Gud tage sig af. David troede ikke blot, at Gud var til stede og kunne se alt, men han troede også, at Gud handlede aktivt. Tidligere burde Saul have været afsat og dræbt, men David vidste, at det ikke var meningen, at han skulle være den, der gjorde det. Måske burde Simei også dræbes, men David vidste, at han selv havde været skyldig, og derfor mente David, at det ikke var ham, der skulle dræbe Simei. Så David overlod dette til Gud. Efter at Absalom var blevet dræbt, angrede Simei – eller lod i det mindste som om han angrede – og hjalp med at bringe Davids familie i sikkerhed i 2. Samuel 19:16-23.

(dårligt) Desværre var Davids tilgivelse endnu en gang ikke fuldstændig. Han pålagde Salomo at føre Simei ned i graven i blod (dvs. dræbe ham) i 1. Kongebog 2:8-9, og Salomo gjorde det i 1. Kongebog 2:36-46.

Spørgsmål: Hvordan er strukturen i dette afsnit i 2. Samuelsbog 16:15-17:29?

Svar: Det er en kompleks struktur; den er chiastisk, men ikke et chiasme.

16:15-19 Absalom bliver ven med Hushai

- 16:20-22 Ahitofel rådgiver Absalom

- - 16:23 Ahitofel beskrives som meget vis

- 17:1-4 Ahitofel giver sit råd

- - 17:5-13 Hushai giver sit råd

- - - 17:14 Husais råd anses for at være bedre end Ahitofels

- - 17:15-16 Husai rådgiver Zadok og Abjatar

- 17:17-22 David krydser Jordanfloden

- - 17:23 Ahitofel begår selvmord

- 17:24-25 Absalom krydser Jordanfloden

17:27-30 David bliver modtaget med venlighed i Mahanaim af Shobi, Makir og Barzillai

Spørgsmål: Hvorfor lå Absalom i 2 Sam 16:22 med Davids ti medhustruer i fuldt dagslys?

Svar: Det var ikke Absaloms idé, men Ahitofels, Davids tidligere betroede og vise rådgiver. Absalom var sammen med konkubinerne, én ad gangen, i et telt på paladsets tag. Folket kunne ikke se det hele, men de kunne se, hvad der foregik, og at det skete med den ene konkubine efter den anden. Dette blev ikke gjort for at tilfredsstille Absaloms lyst; det handlede om magt, om at fornærme sin far og om at gøre krav på tronen. Absalom ønskede at vise, at han nu var den retmæssige konge, og at der ved at gøre dette ikke var nogen vej tilbage. Han havde til hensigt at vise, at der ikke var nogen vej tilbage for folkets nye troskab, men det viste sig, at der ikke var nogen vej tilbage for Absalom. Ligesom David »tog« Urias hustru, ville Herren »tage« Davids hustruer.

Det var almindeligt i den mellemøstlige kultur, at en konge arvede sin fars medhustruer. Men Gud siger i 3. Mosebog 18:8, at man ikke må have samleje med sin fars hustru – selvom hun ikke er ens mor.

Husk også, at Ahitofel var Batsebas bedstefar, så der kan have været tale om hævntanker her. Efter denne krænkende handling ville alle vide, at en forsoning mellem Absalom og David ville være umulig. Absalom handlede forkert, men her er en mulig begrundelse for hans handling. Mange israelitter var positivt indstillet over for både David og Absalom, den tilsyneladende fremtidige konge. Når denne strid var blæst over, ville disse israelitter holde sig til den vindende side. Absaloms handling betød ikke blot, at han var kongen, men at David nu ikke længere var konge. Folket ville offentligt være nødt til at vælge mellem de to. Da Absalom på det tidspunkt havde overtaget, ville den sikreste vej for mange synes at være at vælge Absalom. Ahitofel og Absalom huskede sandsynligvis ikke, at da Ruben gjorde dette i 1. Mosebog 35:22; 49:3-4, mistede han sine arverettigheder.

Ikke svaret: Selvom det kunne synes at være en motivation, at Absalom ikke havde nogen sønner (2. Samuelsbog 18:18), er dette usandsynligt. At ligge med medhustruerne i fuldt dagslys på dette tidspunkt ville ikke blot være med det formål.

Spørgsmål: Hvorfor var Ahitofels råd i 2. Samuelsbog 17:1-14 egentlig bedre end Husais, og hvordan kan vi se det?

Svar: Ahitofel indså korrekt, at hvis David var død, ville Absalom vinde fuldstændigt, hvilket Davids mænd også indså i 2. Samuel 18:3. Målet var ikke nødvendigvis at besejre Davids soldater, men blot at dræbe David. I sidste ende gik det bedre for David, at Absalom fulgte Hushais råd, men hvordan kunne Hushai vide dette? Skriften siger det ikke, men vi kan spekulere her. Her er seks punkter, man bør overveje i svaret.

1. Man kan ikke sige, at det blot skyldtes, at Hushai havde flere oplysninger fra sin tid sammen med David i 2. Samuel 15:32-37, for selv Ahitofel vidste, at dette råd ikke var godt, jf. 2. Samuel 16:23; 17:1-3.

2. Medmindre David blev dræbt, foregik den egentlige kamp ikke på slagmarken, men om israelitternes hjerter og loyalitet. Det ville være let for folk, der kun få år forinden havde været loyale over for David, at ønske at være loyale over for ham igen.

3. Selvom det at dræbe David ville afslutte kampen, og det at sprede Davids tropper stadig ville hjælpe Absalom, ville det være en risiko at gøre det, fordi ethvert nederlag ville være dårlig omtale. Ville risikoen være den potentielle gevinst værd?

4. Hushais råd forudsatte, at hele Israel ville samle sig om Absalom. Hvis folk fik lidt tid til at overveje sagen, før de gik efter David, ville de måske ikke have ønsket at gøre oprør mod ham.

5. I dette tilfælde var det risikoen værd. Selvom Hushai i grunden argumenterede for, at Absalom skulle vente, indtil han var klar, ville det give David tid til at blive klar, og hverken David eller hans hær var forberedt på dette tidspunkt. Ved ikke at følge Ahitofels råd mistede Absalom initiativet og overraskelsesmomentet.

6. Der var ingen tvivl om, hvorvidt de ville gå i kamp mod Davids hær; det eneste spørgsmål var hvornår. Mange gange kan vi miste initiativet på grund af dårlige beslutninger. Vores følelser kan få os til at udskyde at handle, selvom vores fornuft fortæller os, at forsinkelser vil gøre situationen værre, ikke bedre.

Spørgsmål: Kan du i 2 Sam 17:1-14 se eksempler på kloge, erfarne mennesker, der ikke var loyale?

Svar: Ahitofel var kendt for at være meget vis, og han havde rådgivet David som rådgiver og formodentlig som ven i mange år. Men her rådgav Ahitofel Absalom om den bedste måde at dræbe David på. Sikke en ven! Ahitofel mente utvivlsomt, at det var i hans egen interesse at skifte side.

I dag kan folk måske »skifte side«, når det ser ud til at give personlig gevinst. Eller de kan tænke, at fremtiden er uundgåelig uanset hvad, og at de enten kan stå foran toget eller være med på toget. Man kan tænke på Vichy-Frankrig, der var loyalt over for nazisterne i udryddelsen af jøder under Anden Verdenskrig. Philippe Pétain var den øverste leder af Vichy-Frankrig. Han var en fransk krigshelt, der kæmpede mod tyskerne i Første Verdenskrig. I Amerika var der Benedict Arnold og senere Aaron Burr.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 17:7-14, gjorde Hushai ret i at lyve for Davids skyld ved at give Absalom dårlige råd?

Svar: De kristne er uenige. Nogle kristne siger, at det er i orden at lyve over for ikke-troende i krigstid og for at redde et liv. Andre kristne siger, at vi i sådanne situationer bør sætte vores lid til Gud, ikke til bedrag. Alle er dog enige om, at tavshed ikke er det samme som at lyve; uden at lyve behøver man ikke frivilligt at videregive følsomme oplysninger eller besvare hvert eneste spørgsmål, der stilles.

Spørgsmål: Hvorfor hængte Ahitofel sig selv i 2. Samuelsbog 17:23, når hans råd ikke blev fulgt?

A: Man kan ikke undgå at lægge mærke til, at Ahitofel havde en meget høj opfattelse af sin egen visdom. Selvom Skriften ikke siger det direkte, kan vi her se både en rationel retning og en irrationel ekstrem holdning. Ahitofel ønskede at tjene en person, der ville blive en succes som konge. Han indså sandsynligvis, at en person, der lyttede til det, der var nemmest at følge, i stedet for at træffe strategiske beslutninger, ikke ville vare længe som konge – og det ville hans rådgivere heller ikke.

Den afgørende fejl i Hushais råd og Absaloms tankegang er, at hele Israel straks ville vende sig om og følge Absalom. I sin arrogance kunne Absalom kun håbe på det, men da han gjorde dette håb til en væsentlig del af sin plan, havde Ahithophel måske indset, at Absalom var dømt til at mislykkes, så længe David levede.

Irrationelt nok føler en person, der anser sig selv for klog, nogle gange – når hans råd ikke bliver fulgt, selvom han har fremlagt gode argumenter – hurtigt, at intet andet, han siger, vil blive fulgt heller. Ahitofel kunne have omvendt sig foran Gud, være kommet til David, Guds salvede konge, bedt om nåde og stolet på, at Gud ville tilgive ham, uanset om David henrettede ham eller ej. Men den mulighed faldt sandsynligvis aldrig Ahitofel ind.

Vær på vagt, når din selvopfattelse er knyttet til, hvor klog, vis eller erfaren du er, i stedet for at din identitet er at være et Guds barn, der vandrer lydigt med Ham.

Spørgsmål: Hvem var Amasa i 2. Samuelsbog 17:25?

Svar: Nahash var et almindeligt navn, så det var usandsynligt, at der var tale om Nahash, kongen af ammonitterne. Ifølge 1 Krøn 2,17 var Amasas far en ismaelit. Amasas mor, Abigail, var søster til Zeruja, Joabs mor. Amasa var altså Davids nevø og Absaloms fætter. Amasa var endda en endnu nærmere slægtning til Joab. Men den hebraiske tekst i 2. Samuel 17:25 siger bogstaveligt, at Amasas far, ved navn Ithra, var »gået ind« til Abigail, hvilket nogle tolker som et tegn på, at de aldrig blev gift. (BSB oversætter dette med »havde giftet sig«.) Efter at oprøret var ovre, udnævnte David Amasa til hærfører i stedet for Joab i 2. Samuel 19:13. David var vred over, at Joab havde dræbt Absalom, selvom David udtrykkeligt havde bedt ham om ikke at gøre det. At have Amasa som hærfører ville også bidrage til at hele kløften mellem Juda og de andre stammer, der havde gjort oprør. Joab stak forræderisk og dødeligt Amasa ned i 2. Samuel 20:9-10. Set fra Joabs perspektiv indså han, at David ville benåde Amasa uden videre for at have gjort oprør mod ham, mens Joab selv var forblevet loyal, og at David endda ville erstatte Joab med Amasa, fordi Joab havde dræbt en oprører, der fortjente at blive dræbt.

Spørgsmål: Hvor lå Efraims skove i 2. Samuelsbog 18:6?

Svar: I dag er vi ikke sikre på, hvor Efraims skove lå. Der er to muligheder.

(sandsynligvis ikke) Vest for Jordanfloden: Skovene lå inden for Efraims område, og slaget blev udkæmpet der. Men da David og hans mænd allerede var flygtet øst for Jordanfloden, hvorfor skulle de så krydse den igen for at tage mod vest?

(sandsynligvis) Øst for Jordanfloden: Det, der blev kaldt Efraims skove, lå uden for Efraims oprindelige område, og slaget blev udkæmpet der.

Spørgsmål: Hvorfor kæmpede Davids soldater i skoven i 2 Sam 18:6?

Svar: Davids bevæbnede, professionelle soldater var stærkt i undertal i forhold til Absaloms hær. Skoven kunne udligne fordelene ved bueskytterne og det større antal. Det ville gavne de stærkere soldater i nærkamp.

Spørgsmål: I 2 Sam 18:17: Blev Absalom begravet i Efraims skov (langt fra Jerusalem), eller rejste han et mindesmærke i Kidron-dalen (tæt på Jerusalem), som det står i 2 Sam 18:18?

Svar: Begge begivenheder fandt sted. Absalom rejste sit eget mindesmærke i Kidron-dalen, men intet tyder på, at Davids mænd begravede ham der, eller for den sags skyld at han havde til hensigt at blive begravet der.

Spørgsmål: Hvorfor rejste de i 2. Samuelsbog 18:17 en stor stenbunke over Absalom?

Svar: En stor stenbunke var ikke et monument. Det var en måde at mindes noget på og markere, hvor det skete, uden at ære den person, der var begravet der. Andre, der fik en stor stenbunke lagt over deres lig, var Akhan i Josva 7:26 og kongen af Ai i Josva 8:29.

Spørgsmål: Hvorfor døde der i 2. Samuelsbog 18:7 20.000 mænd som følge af Davids og Absaloms synder?

Svar: Vi ved præcis, hvorfor de døde: på grund af den manglende respekt og loyalitet, som mange udviste efter Davids synd med Batseba, og på grund af Absaloms synd, nemlig at gøre oprør mod sin egen far. Det egentlige spørgsmål her er, hvorfor selv gudfrygtige mennesker undertiden dør på grund af andres synder.

I dette liv lider mennesker ofte på grund af andres synder. Uanset om det drejer sig om et mordoffer, civile tab i krig eller spædbørn, der fødes med nedsat intelligens, fordi deres mor var alkoholiker, påføres meget lidelse i denne verden dem, der ikke var direkte ansvarlige for den. Siden Adams og Evas fald er selve skabelsen ikke perfekt (Romerne 8:20-22), og hele verden er under indflydelse af den onde (1. Johannesbrev 5:19). Perfektion, fravær af lidelse eller retfærdighed er ikke garanteret for os i dette liv. Vi må alle vente til det næste liv, og retfærdigheden vil ske fyldest på dommedagen.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Joab i 2. Samuelsbog 18:19-22 at forhindre Ahimaaz i at fortælle David, at Absalom var død?

Svar: Joab kendte David godt, og han kunne godt lide Ahimaaz. Joab forsøgte at gøre Ahimaaz en tjeneste. Sidste gang nogen fortalte David, at Saul var død – fordi det var ham, der havde dræbt ham – lod David vedkommende henrette (2. Samuelsbog 1:9-16). Joab var måske bange for Ahimaaz.

Desuden udviste David stor sentimentalitet over for Absalom. Dette var ikke en dyd, men snarere en svaghed. Hans kærlighed til sin søn var større end hans kærlighed til Gud eller hans ønske om, at hans børn skulle adlyde Guds lov.

Dette viser, at Joab allerede på forhånd havde mistanke om, at David ville sørge over Absalom og dermed undergrave hærens kampånd.

Spørgsmål: Hvorfor lod Joab i 2. Samuelsbog 18:16-18 blæse i trompeten for at standse sejren, når de jo var ved at vinde?

Svar: Formålet var ikke at dræbe fjenden, de andre israelitter, men at standse oprøret. Da Absalom først var dræbt, var der intet tilbage, som oprøret kunne samle sig om. Så mens David ønskede at skåne Absalom, indså Joab, at drabet på Absalom ville standse kampene og skåne livet for mange andre israelitter. Derfor dræbte Joab uden medlidenhed den mand, han havde hjulpet med at forsone sig med sin far.

Spørgsmål: Hvordan kunne Ahimaaz, Zadoks søn, i 2. Samuelsbog 18:19 løbe hurtigere end den anden budbringer, hvis de ikke krydsede hinanden?

Svar: Ahimaaz var en hurtig løber. Han tog en anden vej, sletten, som sandsynligvis var længere i afstand, men hurtigere at løbe på. Husk også, at det var Ahimaaz, der fik til opgave at bringe nyheden fra Hushai til David i 2. Samuelsbog 17:17.

Spørgsmål: Hvordan var Ahimaaz i 2. Samuelsbog 18:30-33 egentlig en upålidelig budbringer?

Svar: På den ene side var Ahimaaz hurtig og ankom før den anden budbringer, og alt, hvad han fortalte kong David, var sandt. Men da David bad om specifikke oplysninger, løj Ahimaaz og sagde, at han ikke vidste det. En kommentator mener, at Ahimaaz virkelig ikke vidste det, men da han hørte trompeten og var sammen med Joab, vidste Ahimaaz det sandsynligvis godt.

Nogle gange kan mennesker i dag være upålidelige budbringere, selvom de kun fortæller korrekte halve sandheder. Når de taler sandt, men udelader vigtige punkter, eller lyver for at holde vigtige punkter tilbage, vil folk ikke stole på dem, når de først finder ud af det.

Når vi deler Guds sandhed med andre, skal vi passe på at dele hele sandheden med dem, selv de ting, vi ved, de ikke vil ønske at høre. Selvom det er vigtigt for en hersker at have pålidelige budbringere, hvor meget vigtigere er det da ikke for os at være pålidelige budbringere for Gud.

Spørgsmål: Hvilke måder kommunikerer ledere på i 2. Samuelsbog 19:1-7 det forkerte budskab, som David næsten gjorde?

Svar: David var ved at sige, hvad han følte, uanset hvordan andre ville fortolke det. Joab sagde: »Gør ikke det.« Hvis David havde gjort det, ville han have givet udtryk for, at han værdsatte livet for sine soldater, der havde ofret sig i loyalitet, mindre end livet for én oprørsk mand, som havde forårsaget nogle af deres død. Når en virksomhed eller en chef giver udtryk for, at han værdsætter én person, der ikke har ydet noget særligt bidrag, mere end andre, der loyalt har ydet mere, bør han ikke blive overrasket, når loyaliteten forsvinder, og folk forlader virksomheden.

Spørgsmål: Hvilke måder kan det på i 2 Sam 19:3-7, at det at være skarpt fokuseret på blot én ting få nogen til at være blind over for store problemer på grund af deres tunnelvision?

Svar: I Davids tilfælde ville det være tydeligt for alle, at han ikke brød sig om dem i sammenligning med sin søn, der havde forårsaget mange menneskers død. Han vægtede sit personlige tab højere end den nationale krise.

Det lydiske rige gik under i 546 f.Kr. Den persiske hær havde belejret Sardis, hovedstaden i kong Krøsus’ lydiske rige, i 14 dage. Den ene side af byen behøvede ikke at blive bevogtet, da den blot bestod af lodrette klipper. En persisk soldat så imidlertid, hvordan en lydisk soldat ved et uheld tabte sin hjelm ned ad klippen. Den lydiske soldat gik ned ad en smal, zigzaggende sti for at hente sin hjelm og klatrede op igen. Den persiske soldat huskede stien, og den nat klatrede den persiske hær hemmeligt op ad den lodrette væg, overraskede lydierne og erobrede deres rige. Måske burde den lydiske soldat ikke have været så overdrevent fokuseret på at få sin hjelm tilbage!

I Storbritannien betragtede kong Georg III og størstedelen af parlamentet enten de 13 koloniers klager som bagateller eller som forræderi, der skulle knuses. Benjamin Franklin ledede på et tidspunkt en delegation til England for at forsøge at løse problemerne og forblive under britisk herredømme.

I Frankrig skrev kong Ludvig XVI, da Bastillen blev stormet den 14. juli 1789, »intet« i sin dagbog, fordi han ikke havde fået noget på sin jagttur.

I Rusland var den sidste tsar, Nikolaj II, en meget god familiefar. Han bekymrede sig mere om sin familie og især sin søn, der led af hæmofili, end om Rusland.

I Kina blev kejser Xuanzong og hans hof tvunget til at flygte fra hovedstaden under An Lushan-oprøret. Hæren nægtede at kæmpe for kejseren, fordi de mente, at han bekymrede sig mere om sin yndlingskonkubine, Yang Gui Fei, end om imperiet. De nægtede at kæmpe, medmindre deres krav blev opfyldt, nemlig at kejseren henrettede Yang Gui Fei. Så kejseren gjorde det meget modvilligt, soldaterne kæmpede, og oprøret blev slået ned.

I vores liv er det vigtigt, at vi af og til holder en pause fra at »have så travlt« og gør status over, hvad der er af større betydning i forhold til mindre betydning, og sikrer os, at vi tager fat på de ting, vi skal. En meget vigtig lære i 2. Samuel 19:3-7 er vigtigheden af at have venner, der holder øje med dig og gør dig opmærksom på dine blinde vinkler. Selvfølgelig er venner, der aldrig siger noget, når de ser en potentiel blind vinkel, ikke særlig hjælpsomme som venner. Tager du kærligt emnet op med dine venner, når du ser, at de måske har en blind vinkel?

Spørgsmål: Hvilke måder er der i dag, hvor du (bevidst eller ubevidst) kan give udtryk for, at en person næsten ikke betyder noget for dig, som beskrevet i 2. Samuelsbog 19:6?

Svar: Det er et mærkeligt spørgsmål, men vi er nødt til at besvare det for at sikre, at vi ikke gør det. Vi kan gøre det ved at vise, at vi værdsætter noget ubetydeligt højere end dem. Vi kan gøre det ved ikke at tale med dem, når det er åbenlyst, at vi burde gøre det. Vi kan gøre det ved at afbryde dem, hver gang de taler; dermed viser vi, at vi ikke længere er interesserede i, hvad de siger. Vi kan gøre det ved at gøre nar af dem, især foran andre. Jo sjovere nedgørelsen er, desto værre er den.

Når du fortæller nogen om Kristus eller deler noget for at hjælpe dem med at vokse i troen, skal du først og fremmest sørge for at give udtryk for, at du respekterer dem, værdsætter dem og elsker dem. Og du bør tale om Kristus med alle, uanset om de er kristne eller ej.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte David i 2. Samuelsbog 19:13 Amasas familieforhold til David som en grund til, at han skulle være hærfører, når Joab havde endnu tættere familieforhold?

Svar: David brugte det faktum, at Amasa var hans nevø, som et påskud, en begrundelse, fordi han ikke ønskede at nævne de tre egentlige grunde. David ønskede ikke Joab som øverstbefalende, fordi Joab tidligere havde trodset Davids ordrer offentligt. Følelsesmæssigt var David så dybt bedrøvet over Absaloms død, og han ønskede simpelthen ikke, at den mand, der havde trodset hans ordrer og dræbt hans søn, skulle forblive i kommandoen. Endelig ville dette være en mulighed for at bidrage til at hele kløften til oprørerne ved at udnævne deres hærfører til sin hærfører.

Spørgsmål: Hvorfor straffede David slet ikke Simei i 2. Samuelsbog 19:18-23?

Svar: Lad os besvare dette indirekte ved at se på, hvad der ville være sket, hvis David havde gjort det. Simei havde faktisk ikke forsøgt at skade nogen. David havde, i det mindste det meste af tiden, en fornemmelse af, hvordan hans handlinger ville fremstå i andres øjne, i modsætning til Abisai. Hvis David havde henrettet Simei, hvordan tror du så, at alle de israelitter, der var i en hær, der forsøgte at dræbe David, ville have haft det? De ville spekulere på, hvornår David ville komme efter dem. Der ville sandsynligvis være ringe håb om at forsone dem i Absaloms hær, hvis han havde gjort det.

Da David befandt sig i denne situation, hvor det åbenlyse og mest naturlige ville være at hævne sig, indså han, at han havde flere muligheder. Så David valgte det, der faktisk var den bedste løsning. Dog kan det være, at David gjorde dette mere for syns skyld end ud fra integritet, for senere bad han Salomo om at sørge for, at Shimei blev henrettet, jf. 1. Kongebog 2:8-9.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 19:24-30 og 16:3-4, tror du, at Mefiboset virkelig troede, han havde en chance for at blive konge, eller løj Ziba for at få fat i det, David havde givet Mefiboset?

Svar: Der er tre synspunkter.

Mefiboset troede, at han måske kunne blive konge. I det kaos, der ville følge, hvis der skete noget med både David og Absalom, ønskede Mefiboset at være til stede, men uden at skabe problemer, for det tilfælde at de havde brug for en kandidat, der ikke havde gjort sig fjender. Mefiboset var allerede i Jerusalem, og han behøvede ikke at flygte nogen steder hen. Faktisk ville det blot være en byrde for David, hvis Mefiboset fulgte med ham. Måske havde Mefiboset aldrig tænkt på, at David ville få brug for hjælp med forsyninger, og at Mefiboset kunne hjælpe ham. Barzillai, der var 80 år gammel, kunne komme ned fra byen Rogelim for at være sammen med kong David og skaffe forsyninger til ham, men Mefiboset, der var betydeligt yngre, men lam, kunne ikke forlade Jerusalem.

Ziba løj om Mefiboset. Mefiboset ville indse, at de efter alle disse år ikke ville vende tilbage til Sauls hus. En anden af Davids sønner ville blive konge før Mefiboset. Mefiboset var lam, så han kunne ikke være taget af sted, medmindre nogen, der også var på flugt, havde hjulpet ham. Hvad angår de mennesker, der ikke flygtede, hvorfor skulle de så hjælpe ham? Om Mefiboset havde til hensigt at yde al den hjælp, han kunne, eller om Mefiboset ikke havde tænkt sig at løfte en finger for at hjælpe David, vides ikke.

Da David vendte tilbage, havde Mefiboset hverken plejet sine fødder (tånegle osv.), trimmet sit overskæg eller vasket sit tøj. Det kunne betyde, at Mefiboset var oprigtigt bedrøvet over, at Absalom gjorde oprør, eller at han blot lod som om han var bedrøvet. Han ville dog have været nødt til at påbegynde disse ting straks, da David rejste, hvilket tyder på, at hans sorg var ægte.

Men det stærkeste belæg for denne teori er Zibas udtalelse om, at han vidste (med sikkerhed), at Mefiboset blev i Jerusalem for at blive kronet til konge. Hvordan kunne Ziba overhovedet vide noget om dette, uanset hvad, hvis Mefiboset ikke havde givet udtryk for sine synspunkter? Det er altid vigtigt at spørge, hvordan nogen kan vide det, de hævder at vide, for bedre at kunne gennemskue, når ting blot er opdigtede. Men hvis Ziba havde været i Jerusalem, kunne Ziba have været den tjener, der forrådte Mefiboset og efterlod ham.

Den sikreste fremgangsmåde var af afgørende betydning. Mefiboset var lammet af passivitet. Mefiboset kunne have fundet et par mennesker i Jerusalem, der kunne bære ham hen til David. Problemet lå ikke i at finde nogen, men i at beslutte, hvad han ville gøre. Det sikreste for Mefiboset ville være at blive i Jerusalem og holde lav profil. På den måde kunne den, der vandt denne kamp, ikke beskylde Mefiboset for at hjælpe den anden side. Da Mefiboset ikke tog stilling, kunne David naturligvis ikke vide, om Mefiboset havde været loyal eller ej.

David var ikke så klog som Salomo. Salomo ville sandsynligvis have fundet ud af, hvem der talte sandt, især da Mefiboset til sidst sagde, at Ziba kunne beholde det hele. Men David delte blot tingene i to i stedet for virkelig at træffe en beslutning i 2. Samuel 19:29.

De fleste forskere tilslutter sig den anden opfattelse.

Spørgsmål: Havde David ret i 2 Sam 19:29 til at lade Mefiboset og Ziba dele jorden mellem sig?

Svar: Nej. Hvis Ziba løj, belønnede David både hans løgn og hans hjælp. Hvis Ziba talte sandt, og Mefiboset ventede på at blive konge, ville David belønne en forræder. David burde sandsynligvis have undersøgt sagen nærmere. David var halvt overbevist og fandt på en løsning, der ikke fuldt ud ville tilfredsstille nogen, så han ikke behøvede at undersøge det nærmere.

Det forekommer sandsynligt, at det var Ziba, der løj her. Måske havde David allerede mistanke om det og stod i det vanskelige dilemma, hvor han skulle belønne eller straffe en person, der havde ydet ham væsentlig hjælp i en kritisk situation, bevist sin loyalitet, men alligevel havde løjet om en andens loyalitet for at gøre det.

Spørgsmål: Havde Barzillai ret i at afslå kongens tilbud i 2 Sam 19:32-40?

Svar: Kristne er uenige om dette og om, hvorvidt Davids anmodning primært var en belønning eller et jobtilbud. Hvis det var et jobtilbud som rådgiver for at udfylde den stilling, som Ahitofel havde efterladt, mener nogle kristne, såsom J. Vernon McGee, at Barzillai tog fejl ved at afslå denne mulighed for at tjene. De fleste mener dog, at det var i orden, at Barzillai her afslog en flot gave, da det ville være en byrde for ham.

Spørgsmål: Hvorfor opstod der i 2. Samuelsbog 19,41-43 denne strid mellem mændene fra Israel og mændene fra Juda?

Svar: Begge sider satte deres egne interesser højere end at arbejde sammen. Vi kan se tre årsager: fortiden, nutiden og fremtiden.

Fortiden: Mange fra både Juda og resten af Israel havde netop gjort oprør og kæmpet mod David. De var ivrige efter at vise, at de igen var loyale, måske mistroede de andres loyalitet, men var sikre på, at de selv var mere loyale og havde større ret til at stå kongen nærmere end den anden gruppe. Set fra den positive side ønskede de at vise deres nuværende loyalitet på trods af deres tidligere oprør. Set fra den negative side ønskede de, at alle skulle se bort fra deres tidligere – og måske stadig vedvarende – ustadighed.

Nutiden: I denne nuværende akavede situation ønskede de at sikre sig, at David lagde mærke til, at de igen var loyale.

Fremtid: Begge grupper ønskede fremover at være Davids yndlinge, og en måde at fremme dette på ville være at stå Davids nærmere og spille en mere fremtrædende rolle i at bringe hæren tilbage end den anden gruppe.

Spørgsmål: Hvordan håndterer man i 2. Samuelsbog 19:41-43 en situation, hvor to parter giver indtryk af at forsøge at nå til enighed, når ingen af parterne i virkeligheden ønsker enighed?

Svar: I dette tilfælde gjorde David intet, og i 2. Samuelsbog 20:1-2 gjorde Saba fra Benjamin og mange fra de nordlige stammer fuldstændig oprør mod David.

I 2. Samuelsbog 19:41-43 ønskede de nordlige stammer en mere fremtrædende rolle i at bringe David tilbage, mens mændene fra Juda betragtede dem som oprørere, der ikke burde have den ære. Så i kapitel 20 forlod mange fra det nordlige rige. David forsøgte at skabe harmoni og tilgivelse for alle parter, men mændene fra Juda ville ikke have det.

Husk, at den ene parts eneste formål med forhandlingerne nogle gange ikke er andet end at trække tiden ud. Ofte handler det om at fremstå i et godt lys og bevare sin »ære«. Når du diskuterer eller forhandler med nogen, bør du forsøge at se tingene fra deres synspunkt. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal være enig med dem eller tro, at de nødvendigvis har ret, men at du skal forstå, hvordan de ser på tingene. Du kan først prøve at gøre dette optimistisk ved at »give dem fordelen af tvivlen«. Derefter kan du gøre det med en vis mistænksomhed, som et worst-case-scenario. Nogle gange er det netop det, den ene part ønsker: at gøre ingenting, som forberedelse til deres næste træk.

Men hvad Sheba glemte, var, at mens han forsøgte at samle støtte blandt en krigstræt befolkning, havde David allerede en hær samlet og klar til kamp.

Spørgsmål: Var Sheba tæt på at lykkes i 2. Samuelsbog 20:1?

Svar: På dette tidspunkt ville de, der kæmpede mod David, have bemærket, at David var forsonlig, men de ville stadig have haft spørgsmål om deres fremtid efter oprøret. De ti stammer så, at Juda havde den anmasselse at sætte sig selv først, og de tilskrev sandsynligvis Judas holdning til David. Sheba var på en måde den »gnist«, der antændte deres tvivl. Sheba ville sandsynligvis have haft succes med til sidst at lokke de nordlige stammer væk, hvis ikke han havde bedt dem om at tage hjem. De var sandsynligvis alligevel usikre på, om de skulle gøre oprør mod David for anden gang. Sheba undlod tilsyneladende at tænke på, at David havde en velorganiseret hær klar til at forfølge ham.

Som en sidebemærkning findes navnet Sheba på et hebraisk segl og et ostrakon fra Samaria samt en bulla (segl over en krukke) i Jerusalem ifølge Avigad, *Hebrew Bullae*, s. 111. Der vil være tale om forskellige personer ved navn Sheba, men det viser, at navnet ikke var ualmindeligt.

Spørgsmål: Hvad kan du sige om Joabs loyalitet over for David i 2 Sam 20:9-10?

Svar: Man kunne hævde, at Joab slet ikke var loyal over for David; Joab var kun loyal over for sig selv og over for at bevare sin stilling. Hans stilling indebar at kæmpe for at holde David ved magten og sig selv som hærfører for Davids hær, så det kunne se ud, som om han var loyal over for David, selvom han i virkeligheden ikke var det. Da David var ved at afholde en offentlig sørgeceremoni for Absalom, rådede Joab klogt David til i stedet at sætte sig ved byporten, hvis han stadig ønskede sine troppers loyalitet. Så Joabs hensynsløse loyalitet over for sig selv tjente David godt i dette tilfælde.

Det er mærkeligt, at Joab tidligere havde arbejdet for at forene Absalom og David; man kunne se det som noget positivt. Den samme mand, der havde forenet Absalom, dræbte ham nu. Dermed handlede han bevidst imod Davids klare, direkte befaling.

Joab var skruppelløs og ville bruge alle midler for at bevare sin position. Joab var så loyal, at han ikke ville lade noget stå i vejen; hverken David, Davids befaling eller endda Gud. Når nogen kræver din loyalitet over for dem eller deres sag frem for alt og alle andre, kan man måske stille sig selv spørgsmålet: »Selv Gud?«

Spørgsmål: Hvilke arkæologiske beviser har vi i 2. Sam. 20:14 for Abel-Bet-Maaka?

Svar: Allerede før denne tid nævnte den egyptiske farao Thutmose III denne kanaanitiske by som Abel. Den blev også kaldt Abel-Maim, og arameerne erobrede den under Ben-Hadad I. Assyrerne opførte den som en by, der var erobret af Tiglat-Pileser III, og kaldte den Abilakka. Arkæologer mener, at den lå 25 miles nord for Galilæasøen, nord for ruinerne af Hazor og fire til fem miles vest for Dan. Sheba flygtede altså så langt mod nord, som han kunne.

Spørgsmål: Havde Joab ret i 2. Samuelsbog 20:15-26, da han truede med at ødelægge byen Abel?

Svar: I 5. Mosebog 20:10 står der, at hvis de går imod en by, skal de først tilbyde den fred, og det gjorde Joab ikke. Selvom Joab ofte benyttede sig af underhåndede midler, ville han i dette tilfælde have haft ret, hvis han først havde tilbudt fredsbetingelser. Det var hans opgave at pågribe oprøreren Sheba, og byen Abel burde ikke tilbyde Sheba tilflugt. Hvis byen Abel ville udlevere Sheba til ham, havde Joab intet imod byen. Men hvis byen Abel tilbød en oprører beskyttelse, ville byen også være medskyldig i oprøret.

En lære, vi kan drage i dag, er, at hvis vi hjælper og støtter mennesker i deres oprør mod Gud, så deler vi også i deres synd.

Spørgsmål: Hvordan ved du, når du er ved at gøre noget overilet, ligesom Joab her, jf. 2 Sam 20:15?

Svar: Spørg dig selv, om du har drøftet det med nogen. Hvis du ikke engang har lyst til at drøfte det med nogen, er du sandsynligvis ved at gøre noget tåbeligt. Har du overvejet alle virkningerne og bivirkningerne? Har du overvejet »konsekvenserne af konsekvenserne«? Ting kan have negative konsekvenser, men alligevel være værd at gøre. Men er de negative konsekvenser det værd?

Spørgsmål: Hvad får en person til at handle overilet i 2 Sam 20:15?

A: Overilethed er en logisk konklusion af den forkerte opfattelse, at det er vigtigere at gøre noget hurtigt end at gøre det godt eller uden uretfærdighed. Det er næsten, som om man tænker: »Der er aldrig tid nok til at gøre det rigtigt, men der er altid tid nok til at gøre det om.« Nogle gange handler folk overilet, fordi de tror, at deres chef insisterer på grund af en eller anden deadline, enten reel eller blot selvpålagt. Nogle gange tænker folk, at »målet helliger midlet«.

Imidlertid er det modsatte af overilethed »analyselammelse«. Der er en forskel mellem at se på tilstrækkelige data til at træffe en beslutning med tillid og at træffe en beslutning med sikkerhed. Nogle gange vil man uden sikkerhed gå glip af en mulighed, fordi man slet ikke når frem til nogen beslutning overhovedet. Men hvis man tænker over det, er beslutningen om ikke at beslutte sig, medmindre der er sikkerhed, alligevel en slags beslutning.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 20:15-26 – var rådet fra kvinden fra Abel om at halshugge Sheba det rigtige?

Svar: Der er tre punkter, man skal overveje i svaret.

Loven: I 5. Mosebog 20:10 står der, at en hær skal tilbyde en fremmed by fred, før den ødelægger den. Hvor meget mere bør de da gøre det over for en israelitisk by!

Pragmatisme: Byens indbyggere ville hellere se Sheba dø end at alle blev dræbt.

Retfærdighed: Sheba var en oprører mod David, Guds salvede konge. Det var ikke rigtigt, at de gav ham asyl.

Konklusion: Nogle gange må troende være villige til at betale en høj pris for retfærdighed. Men i nogle tilfælde, som dette, er retfærdighed både den sikreste og den bedste fremgangsmåde.

Spørgsmål: Hvad er i 2. Sam. 20,16-21 den bedste måde at tale nogen til fornuft på, når vedkommende er ved at gøre noget overilet?

Svar: Hvis det er et spørgsmål, hvor du ved, at Gud ønsker, at vedkommende skal handle anderledes, så bed. Prøv derefter at sætte dig ind i vedkommendes situation.

Ofte, men ikke altid, ønsker en person at gøre det, vedkommende har planlagt. Hvis du kun skaber nok tvivl til, at vedkommende mener, der er 50 % chance for, at du har ret, og 50 % chance for, at du tager fejl, og konsekvenserne er stort set de samme uanset hvad, vil vedkommende alligevel gå videre og gøre det. For at få vedkommende til at ændre sig er der en tredelt tilgang.

Viden: De skal overbevises så godt som muligt om, at det, du fortæller dem, er korrekt. Hvis det, du siger, ikke har nogen troværdighed i deres øjne, er de egentlig ligeglade med, hvad du siger.

Ønske: Selv hvis noget er forkert, er en person måske ligeglad, hvis vedkommende ikke har noget på spil i forhold til, om det er rigtigt eller forkert. Så giv dem en grund til at skifte mening.

a) Håb om belønning: Måske kan de se en belønning i form af noget meget godt, der vil ske for dem eller deres kære, hvis de skifter mening.

b) Frygt for straf: Eller måske ser de et stort tab, der kan opstå, hvis de fortsætter ad deres oprindelige vej.

c) At blive betragtet som bedre: Eller måske ved de, at andre vil se dem som et bedre menneske, hvis de følger dit råd. Den kloge kvinde appellerede til dette.

Find fælles fodslag. Vær enig med dem, hvor du ærligt kan. Find frem til en fælles løsning, som de vil opfatte som en sejr set fra deres perspektiv.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved at kalde byen en »mor« i 2. Sam. 20:19?

Svar: I et gammelt syrisk dokument fundet i Dura bruges navnet mtrpwls. Fra mater-polis (eller moderbys) stammer vores ord metropol, ifølge M. O’Connor, »The Arabic Loanwords in Nabatean Aramaic«, JNES 45, 3 (1986) 228 n.94.

Spørgsmål: I 2 Sam 21:1 – var hungersnød almindelig dengang?

Svar: For det første var hungersnød, der varede et år, hyppige – alt for hyppige til at nævne – og folk havde ofte nok mad eller penge gemt til en hungersnød på et eller to år. Men denne hungersnød varede længere, så situationen begyndte at blive alvorlig. Andre hungersnød nævnes i 1. Mosebog 12:10; 26:1; 41:54-57; Rut 1:1; 2. Kongebog 4:38 og Apostlenes Gerninger 11:28 (under Claudius’ regeringstid). Vi ved ikke, om denne del af 2. Samuelsbog er kronologisk eller ej, så det kan have fundet sted tidligere i Davids regeringstid.

Spørgsmål: Hvorfor sendte Gud i 2. Samuelsbog 21:1-9 en hungersnød, så Sauls andre sønner blev dræbt?

A: David valgte ikke at nære noget had mod Saul i sit hjerte. Derfor troede han fejlagtigt, at han ikke burde straffe Sauls sønners oprør, og han nøjedes med at lade sagen ligge. Gud sendte et klart og tydeligt budskab, ikke blot til David, men til hele folket, om, at retfærdigheden skulle ske fyldest her. David ønskede ikke retfærdighed for Amnon, Absalom, Amasa eller Joab, men Gud ønskede, at der i det mindste skulle ske retfærdighed her. Indtil nu havde Saul massakreret gibeonitterne, med hvem de havde en 400 år gammel traktat (Josva 9:15-20), uden nogen som helst konsekvenser. Når en ond person gør noget uden nogen som helst konsekvenser, lærer det vedkommende en vigtig lektie: at vedkommende kan gøre det igen! I historien, da nazisterne blev bedt om ikke at invadere Tjekkoslovakiet, og da Iran blev bedt om ikke at udføre direkte missilangreb på Israel, var der ingen umiddelbare konsekvenser, da de gjorde det.

Spørgsmål: I 2 Sam 21:1-7, lod David da Sauls sønner dræbe for at sikre sit eget herredømme og gav derefter Gud skylden, som det står i Asimovs Guide to the Bible, s. 308?

Svar: Nej. Hvis David havde ønsket at gøre det, ville han have fundet på en påskud længe før dette og ikke have ventet så længe. Andre konger benyttede sig af hemmelige mord, og hvis David havde været ond, kunne han let have gjort det samme. Han gjorde dette for at udøve retfærdighed over Sauls sønner, som sandsynligvis var voksne mænd, der støttede deres far, da han dræbte gibeonitterne, Israels allierede. Gud sendte en tørke for at fortælle David, at han var nødt til at gøre dette.

Spørgsmål: I 2 Sam 21:1-7 lod Gud da Sauls sønner henrette for Sauls synd, i strid med Ezek 18:4,17-20 og 5 Mos 24:16?

Svar: Nej. Ezekiel 18 blev først åbenbaret flere århundreder efter 2. Samuel, men det er ikke relevant for svaret. Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. 2. Samuelsbog 21:1 siger ikke, at synden kun var Sauls, men snarere »det blod, som Saul og hans familie udgød«. Saul dræbte ikke alle disse gibeonitter alene, og fyrsterne spillede sandsynligvis en rolle i drabet på gibeonitterne.

2. I 2. Samuelsbog 3:1-6 havde der tidligere været en langvarig krig mellem Sauls sønner og David. Det var disse sønner, der kæmpede mod David i lang tid.

Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i 2. Samuelsbog 21:1-9 David tillade, at gibeonitterne henrettede syv af Sauls sønner, når David i 1. Samuelsbog 24:21-22 havde svoret over for Saul, at han ikke ville dræbe hans efterkommere?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter to punkter i svaret.

Ikke svaret: Hvis vi lovede noget, der var forkert, og Gud direkte befalede os ikke at gøre det, vi havde lovet, skulle vi adlyde Gud. David lovede imidlertid ikke noget forkert, og David brød heller ikke sit løfte, som det første punkt i svaret viser.

Svaret:

1) David søgte ikke at få dem dræbt, men han lod gibeonitterne afgøre, hvad der var retfærdigt, og derefter henrettede gibeonitterne dem. Som et eksempel: Hvis kongen lover ikke at dræbe person A for en formodet illoyalitet over for kongen, men person A dræber person B’s familie, kan kongen tillade person B at gå efter dem – ikke for noget, de har gjort mod kongen, men for at have dræbt person B’s familie.

2) Det var dog ikke Saul, som gibeonitterne henrettede, men snarere Sauls sønner. Det er sandsynligt, at sønnerne var myndige og gav deres samtykke eller endda deltog i gibeonitternes nedslagtning. Sauls barnebarn Mefiboset, søn af Jonatan, som kun var et barn, da Saul blev dræbt i kamp, blev skånet.

Spørgsmål: Hvorfor bad gibeonitterne i 2 Sam 21:4-6 om syv sønner?

Svar: Det står ikke i Skriften. Saul dræbte helt sikkert langt flere end syv gibeonitter, men syv blev generelt betragtet som et tal, der symboliserede fuldstændighed, og disse ville være Sauls egne sønner. Som en sidebemærkning kan man læse om oprør fra Benjamins stamme, Absalom, Saba, Jeroboam, Ismael, der myrdede Gedalja, osv., men man læser aldrig om noget oprør fra gibeonitternes side.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte gibeonitterne i 2. Samuelsbog 21:6, at Saul var »HERRENs udvalgte«?

Svar: De kunne have givet udtryk for deres ønsker uden at nævne dette, hvis de havde ønsket det. Men de bragte det bevidst på bane, på en næsten sarkastisk måde, for at understrege, at det var en person, der siges at være Guds udvalgte, der brød den pagt, som Gud havde påbudt at overholde.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 21:8, var det så Merab eller Michal, der havde børn her, da Michal ifølge 2. Samuelsbog 6:23 ikke havde nogen børn?

Svar: Merab og Michal var to forskellige personer, og selvom Michal ikke fik nogen børn med David, siger 2. Samuelsbog 6:23 specifikt, at hun slet ikke fik nogen børn, indtil den dag hun døde. Der er to svar:

Merab, kopistfejl: To hebraiske manuskripter, nogle Septuaginta-manuskripter og den syrisk-arameiske oversættelse angiver Merab, mens de fleste hebraiske manuskripter og andre Septuaginta-manuskripter angiver Michal. 1. og 2. Samuelsbog indeholder relativt flere kopistfejl end andre bøger i Bibelen. Se *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 476, og *Keil-Delitzsch Commentary on the Old Testament*, bind 2, del 2, s. 461-462, for mere om denne opfattelse.

Michal, adoption: Det er muligt, at det var Michal. Michal fødte ingen børn, men hun kunne have adopteret børnene af sin søster Merab og svoger Adriel. Lea og Rakel syntes at have noget i denne retning i tankerne i 1. Mosebog 30:4-24. Se *1001 Bible Questions Answered*, s. 314, for mere om denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvorfor blev David næsten dræbt i 2. Samuelsbog 21:16-17?

Svar: David var tilsyneladende ved at blive gammel. Han havde stadig lyst til at lede, men der kommer et tidspunkt, hvor man er nødt til at lade yngre mennesker lede nogle af slagene.

Spørgsmål: Hvorfor havde filisterne en række kæmper i 2. Samuelsbog 21:19?

Svar: Hvis der havde været basketball i oldtiden, ville Filistia være det sted, man ville vælge sine draft-valg. Det er mere sandsynligt, at filisterne havde en række kæmper end blot én kæmpe. Hvis de kun havde én kæmpe, som fik børn – da størrelse i høj grad afhænger af en persons gener – ville man forvente, at de havde en række kæmper.

Arkæologer har fundet nogle metalvåben af usædvanlig stor størrelse. De bar tegn på slitage, som om de havde været i brug. Se https://www.cbrl.ac.uk/research-blog/middle-bronze-age-daggers-from-the-levant-lethal-weapons-or-symbols-of-power/ for mere information.

Spørgsmål: Dræbte Elhanan Goliat i 2 Sam 21:19, eller dræbte David Goliat fra Gat, som det står i 1 Sam 17:50, eller dræbte Elhanan Lahmi, Goliats bror, som det står i 1 Krøn 20:5?

Svar: Selvom det er muligt, at der var mere end én kæmpe ved navn Goliat, er dette usandsynligt. Vores bevarede versioner af 2. Samuelsbog 21:19 indeholder tilsyneladende en kopieringsfejl, hvor man har udeladt sætningen »Lahmi, broren til«. Den skeptiske bog *Asimov's Guide to the Bible* (s. 288) nævner også dette.

1 Krøn 20:5 siger, at Elhanan dræbte Lahmi, Goliats bror.

Denne kopieringsfejl er let at spore, ifølge *Hard Sayings of the Bible*, s. 212-213, som giver en fuldstændig hebraisk analyse.

Spørgsmål: Var det almindeligt i 2. Samuelsbog 21:20, at folk havde seks fingre?

Svar: De er meget sjældne, ligesom i dag. Plinius den Ældre, der skrev langt senere, fortæller imidlertid i *Naturhistorie*, bog 11, kap. 43, om digteren Volcatius og Horatius’ døtre, som alle havde seks fingre på hver hånd.

Se https://claudemariottini.com/2008/08/07/sedigiti/ for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor er 2. Samuelsbog 22:1-51 næsten identisk med Salme 18?

Svar: 1. Samuelsbog indeholder Hannas takkesang mod begyndelsen, og 2. Samuelsbog indeholder Davids takkesang mod slutningen. Det er passende, at Davids salme er medtaget her som en sammenfatning, David selv lavede af sit liv, der slutter med et crescendo af lovprisning til Gud. De er næsten ens. Enten havde David en tidligere version og en senere version, eller også var mindst den ene en omskrivning af den anden.

Læren om ufejlbarlighed betyder, at Gud oprindeligt formidlede sandheden til os uden fejl, og at den er blevet bevaret uden væsentlige fejl. Man kan betragte dette i lyset af ufejlbarligheden ud fra tre perspektiver.

1. Måske bevarer både 2. Samuel 22 og Salme 18 fejlfrit to forskellige versioner af Davids nøjagtige ord.

2. Uanset om det er de nøjagtige ord eller ej, bevarer de begge de samme sandheder om Gud og afspejler Davids hjerte over for Gud.

3. Selvom der kan have været kopieringsfejl involveret i forskellene, var det ikke nødvendigvis tilfældet. Originalerne kunne være forskellige; en nøjagtigt omskrevet sandhed er stadig en ufejlbarlig sandhed.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af hver enkelt metafor i 2. Samuelsbog 22:2-5, hvor Gud beskrives som en klippe, en fæstning, en befrier, et skjold, mit frelsens horn, en borg og en frelser?

Svar: Denne liste fungerer som et kort resumé af resten af kapitlet. Selvom disse begreber overlapper hinanden, er hvert af dem et særskilt kendetegn ved Gud og vores forhold til ham. De første fire fremhæver Guds »uforanderlige« egenskaber, og de sidste tre fremhæver Guds »aktive, virkende« egenskaber.

Klippe (og 5. Mosebog 32:4; 1. Samuel 2:2): Vi kan stole på Gud, vi kan stå fast på Guds løfter i stedet for på flyvesand, og vi kan bygge på Guds trofasthed.

Fæstning: Gud er vores beskyttelse mod onde kræfter og mod alt det, livet byder os. Mens en hær måske taber til en større hær, kan en hær i en fæstning holde stand mod en hær, der er to eller tre gange større. Det er ikke sådan, at Gud nødvendigvis vil fjerne os fra vanskelige situationer – selvom Han også kan gøre det – men Gud vil føre os igennem vanskelige situationer. Både fæstningen i Jerusalem og Adullams hule blev kaldt fæstninger.

Befrier: Når vi er midt i kampen, eller endda er ved at tabe den, er Gud mægtig og kan befri os fra den.

Skjold: Som en del af Guds rustning beskytter et skjold os mod slag og »den ondes brændende pile« (Efeserbrevet 6:16).

Min frelses horn (og 1. Samuel 2:1): Horn er hårde, og til beskyttelse bruger dyr dem som et angrebsvåben. Hannas sang i 1. Samuel 2:1,10 fremhæver også »hornet«.

Fæstning: En fæstning er et forsvarligt sted eller et skjulested, hvor en gruppe kan søge beskyttelse. Det kan være toppen af et bjerg, eller det kan være et skjult sted, såsom en af de mange huler, David måske har gemt sig i.

Frelser: Hvis vi allerede er besejret, allerede solgt til slaveri, kan Gud frelse os fra det. Uanset om slaveri er afhængighed eller synd generelt, kan Gud frelse sine børn fra det.

Vi kan være taknemmelige for det, Gud har gjort i fortiden, stole på ham i nutiden og sætte vores tillid og håb til ham for fremtiden. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi ved, hvem der har den i sin hånd.

Spørgsmål: Hvorfor er metaforen med bølger passende her i 2. Samuelsbog 22:5?

Svar: Når man ser på bølgerne fra kysten, ser det ud, som om de forsøger at gå ud over havets grænser, og de holder aldrig op med at prøve. Men det lykkes dem aldrig.

Spørgsmål: Hvordan er døden i 2 Sam 22:6, Sal 91:3 og Sal 116:3 som en jæger, der sætter snarer?

Svar: Billedet er, at døden sætter dødelige fælder, som nogen kan falde i. Det kan være fysiske fælder, der medfører fysisk død, eller mere subtile fælder, der ødelægger dit åndelige liv og vidnesbyrd.

Spørgsmål: Vil Gud i 2. Samuelsbog 22:7 altid redde de troende fra nød?

Svar: Kort sagt: nej, nej og ja.

Nej, David frygtede for sit eget liv under Absaloms oprør. David var dybt bedrøvet over at se sine børn, Batsebas første barn, Amnon, og Absalom dø. David var i nød som følge af sin synd, som Natan profeterede i 2. Samuelsbog 12:1-14.

Nej, David var i stor nød, da han flygtede fra Saul, selvom dette ikke skyldtes nogen synd fra Davids side.

Ja, Gud var med David gennem alt dette, og Gud frelste David. Der vil ikke ske en troende noget, undtagen det, som Gud tillader. Selv når troende bliver tortureret og martyrdødet, og deres børn tages fra dem, vil Gud være der og virke i disse vanskelige situationer.

Spørgsmål: Hvorfor og hvordan brugte David alle disse antropomorfe metaforer her i 2. Samuelsbog 22:8-16?

Svar: David vidste, at disse ikke var bogstavelige, men disse metaforer om kamp og strid havde stor betydning for David og folket i Israel på hans tid. Det er i orden at tænke på Gud antropomorfisk, så længe man er klar over, at Gud er meget mere end blot et menneske. Det er spændende at indse, at Gud ikke er mindre ivrig efter at frelse og udfri os, end disse billedlige udtryk viser. Denne stærke tillid til, at Gud vil redde David fra situationer, hvor det ellers ville være håbløst, står i spændende kontrast til den forpligtelsesløse, modløse kristendom, som nogle udøver i dag. Hvis du ikke har brug for Gud for at gennemføre dine planer, og det ser ud til, at alt, hvad du stræber efter, kan lykkes uden at Gud gør noget, så er dine planer måske alt for små. Læg dine planer fra dig, og tag Guds planer for dig til dig. Nogle af dem kan være det, du havde før, og andre kan måske overraske dig.

Guds torden er dog ikke antropomorf her. Gud sendte torden mod filisterne i 1. Samuel 7:10-11.

Spørgsmål: Gør Gud i 2. Samuelsbog 22:21,25 ting for at belønne mennesker i henhold til deres retfærdighed?

Svar: Tilsyneladende betragtede Gud ikke David som en morder og en ægteskabsbryder. Gud betragtede David som en angrende og tilgivet tidligere morder og tidligere ægteskabsbryder.

Hvis David kan blive tilgivet og renset for sine store synder, så er der håb for os. David angrede og mistede sit ønske om at synde på disse områder, og gennem Gud er der også håb for alle, der kommer til Ham.

Spørgsmål: Hvad siger 2. Samuelsbog 22:21-27 om Davids gerninger?

Svar: Selvom Gud var med David længe før David dræbte Goliat, skete de fleste af disse ting dengang eller bagefter. David fortæller om Guds velsignelser over for ham, ikke som forudsætninger for frelsen, men som frelsens velsignelser. Når du først er frelst, modtager du da frelsens velsignelser her på jorden? Det er ikke sikkert; det afhænger af omstændighederne. Det vil du, hvis du holder dig tæt på Gud og trofast adlyder Ham. Men det er op til dig, om du vil følge Guds ledelse i dit liv eller ej. David måtte som troende stadig påkalde Gud i 2. Samuelsbog 22:7; det samme gælder os.

Spørgsmål: Hvorfor sagde David i 2. Samuelsbog 22:22-23, at han ikke vendte sig bort fra Gud, når han jo gjorde det?

Svar: Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

David vendte sig aldrig bort i den forstand, at han altid troede på Gud og ønskede at tjene Gud.

David faldt fra Gud i sin affære med Batseba og mordet på Uria, men David angrede og vendte tilbage. Gud tilgav ham, og selvom David ikke undgik disciplin og konsekvenser, betragtede Gud ham som retfærdig og som om han ikke havde syndet. På samme måde bliver en troende, der falder fra Gud og senere angrer, fuldstændigt tilgivet. Der kan dog stadig være disciplin og konsekvenser.

Vi bør lære den dyrebare lektie af Davids fejltagelse om, hvor meget ondt en konge og Guds tjener kan gøre, når de har mistet kontakten med Gud. David var måske ikke arrogant, men han var stolt nok til at tro, at Guds regler ikke længere gjaldt for ham.

David var trofast mod Gud, bortset fra den ene gang, hvor han var forræderisk. I den sidste del af Davids liv, da de fleste af folket gjorde oprør mod David sammen med Absalom, efter at Absalom var blevet dræbt, og folket igen accepterede David som konge, kunne også David se på mange af de mennesker omkring sig og sine undersåtter og indse, at de alle på et tidspunkt også havde været forræderiske mod ham.

Spørgsmål: Hvorfor viser Gud sig i 2. Samuelsbog 22:26-27 som både barmhjertig og klog?

Svar: Gud er både barmhjertig og klog. Gud er barmhjertig over for dem, der omvender sig og kommer til ham. Over for andre fanger Gud de kloge i deres egen list, som det fremgår af Job 5,13; Lukas 20,23; 1. Korintherbrev 3,19 og 2. Korintherbrev 12,16. Vi skal være »kloge som slanger og uskyldige som duer«, som der står i Matthæus 10:16.

Spørgsmål: Hvorfor ønsker Gud i 2. Samuelsbog 22:28 at nedbryde de stolte?

Svar: Vi kan se to grunde.

1. Menneskets stolthed er en synd (1. Johannesbrev 2:16), og Gud hader synd. Men hvorfor fokuserer Gud specifikt på stolthed her og ikke på andre synder?

2. Stolthed er ikke så meget en enkelt handling, men en vedvarende holdning, der holder mennesker væk fra Gud. Gud er barmhjertig, når han fjerner menneskers stolthed, for stolthed kan forhindre folk i at stole på Gud, som det fremgår af Ordsprogene 30:8-9.

Spørgsmål: Er holdningen i 2. Samuelsbog 22:38-43 passende for troende i nytestamentlig tid?

Svar: På et personligt plan nej, men på et åndeligt plan ja. David brugte stort set alle de ord, han kunne på hebraisk, for at beskrive, hvordan han tilintetgjorde sine fjender. Vi bør være lige så ubarmhjertige over for vores fjender; men vores fjender er ikke mennesker. Vores fjender er synden, både i os selv og i andre, samt onde kræfter. Hvad angår mennesker, befalede Jesus os at elske vores fjender og bede for (ikke imod) dem, der forfølger os.

Spørgsmål: Hvordan bør sætningerne stå i 2 Sam 22:45 og Sal 18:44?

A: Begge vers indeholder nøjagtigt de samme to sætninger, bortset fra at rækkefølgen er byttet om. I hebraisk poesi anvendes der imidlertid ofte symmetri og kiasmer. Selvom det er muligt, at David havde to forskellige versioner af denne lovsang, er det mere sandsynligt, at de er ens, og at rækkefølgen i Salme 18:44 er korrekt.

Q: Hvordan skal vi i 2 Sam 22:51 synge vores sejrssang (eller lade være)?

A: Vi bør også synge vores livs sejrssang hver dag. Det betyder ikke noget, om vi kan synge, og selv hvis nogen er stum, kan vedkommende stadig synge sin sejrssang lige så godt. Vi synger vores sejrssang ved at udtrykke vores kærlighed til Gud ved at holde os tæt på Ham, elske Ham og adlyde Ham. Som troende på Herren har Gud gennem Helligånden givet os kraft til at være sejrherrer, der overvinder synd, skuffelse, frygt og ondskab i vores liv. Vi kæmper også mod og besejrer onde kræfter, når vi forkynder evangeliet, fører mennesker til Herren, gør dem til disciple og vogter over hjorden.

Så hvordan går det med din sang?

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved versene i 2. Samuelsbog 23:1-7?

Svar: Disse vers udgør en særlig form for symmetri i hebraisk poesi, der kaldes et chiasme.

2 Sam 23:1b-e David taler om sig selv som »han«

— 2 Sam 23:2-3ab David taler om sig selv som »jeg«

— — 2 Sam 23:3cd-4 Herren taler

— 2 Sam 23:5 taler David om sig selv som »jeg«

2 Sam 23:6-7 David taler om onde mennesker som »de«

Som en sidebemærkning talte David også om sig selv i tredje person i 2. Samuel 7:20.

Spørgsmål: Hvor anderledes ville Davids liv have været i 2 Sam 23:1-7, hvis han aldrig var blevet salvet til konge eller aldrig havde dræbt Goliat?

Svar: David undrer sig over den retning, Gud ledte hans liv i, og over hvordan Gud var med ham gennem årene. David var en trofast og gudfrygtig hyrde. Han fulgte Gud, men på en »mindre indflydelsesrig måde«. Efter at være blevet udnævnt til konge tjente David på en meget indflydelsesrig og betydningsfuld måde. De gode ting, han gjorde, blev forstørret, og han var et stort vidne for Gud blandt folket. Men Davids fejltagelser blev også forstørret; og mange mennesker mistede respekten for David, efter at han havde taget Urias’ kone og fået Urias dræbt. Gud ønsker måske ikke, at nogle af sine tjenere skal have roller med stor indflydelse, fordi deres synder og mangler ville forårsage for mange problemer. Arbejd sammen med Helligånden for at forsøge at udrydde alt fra dit liv, der ville gøre dig uegnet til, at Gud kan bruge dig i større grad.

David vidste, at man kunne se tilbage på hans liv og se en person, der var ufuldkommen og havde begået nogle store fejltagelser. Men Gud kunne se tilbage på en person, der altid angrede og vendte tilbage til Gud.

Spørgsmål: Hvorfor står der i 2. Samuelsbog 23:8-39, at disse var Davids »tre« og »tredive«, når der faktisk var 37?

Svar: Dette er ikke en tællfejl, da 2. Samuelsbog 23:39 specifikt siger, at der var 37. »Tredive« kan have været en betegnelse for Davids udvalgte æresoldater, men når en faldt i kamp, blev en anden tilføjet, såsom Asael i 2. Samuelsbog 23:24 og Uria i 2. Samuelsbog 23:39. På samme måde havde perserne i senere tider 10.000 »udødelige«, infanterister, der virkede udødelige, fordi de så ud til at være beskyttet mod pile, når de gik i kamp iført lette tunikaer. Tunikaerne skjulte rustningen nedenunder. Når en af de udødelige blev dræbt, blev en anden udvalgt til at overtage hans plads.

Spørgsmål: Hvem mangler påfaldende på listen i 2. Samuelsbog 23:8-39, og hvorfor?

Svar: Joab manglede; og det var helt bevidst. Abisai var med på listen i 2. Samuel 23:18, og Asael var med på listen i 2. Samuel 23:24, og begge blev specifikt kaldt Joabs bror, hvilket yderligere understreger, at Joab ikke var der. Selv Eliam, søn af Absaloms rådgiver Ahitofel, er med på listen. Men Joab selv, selvom han også udførte mange mægtige bedrifter, blev ikke hædret ved at være med på denne liste. Joab trodsede direkte David ved at dræbe Abner, derefter Davids søn Absalom og senere forræderisk at dræbe Amasa. Joab satte et godt resultat højere end en ærefyldt måde at opnå dette resultat på, så det er passende, at Joab ikke blev hædret her.

Spørgsmål: Er det i 2. Samuelsbog 23:8-39 godt at hædre troende, der har tjent godt, eller ej?

Svar: Man kunne hævde, at det er godt at opmuntre dem og tilskynde andre til at følge i deres fodspor. På den anden side kunne man hævde, at det måske kan friste dem til at blive stolte; og de bør alligevel ikke gøre det for æren. Så lad alle bare være så anonyme som muligt. Selvom der er nogle gyldige argumenter på begge sider, besvarer Gud imidlertid dette spørgsmål i Filipperne 2:29, hvor Paulus opfordrer menigheden i Filippi til at ære mennesker som Epafroditus, der næsten døde af sygdom i Guds tjeneste. Apostlen Johannes ærede også Demetrius i 3. Johannesbrev 12.

Spørgsmål: Dræbte takmonitten 800 mænd i 2. Samuelsbog 23:8, eller dræbte hakmonitten 300 mænd i 1. Krønikebog 11:11?

Svar: Denne forskel på ét bogstav i navnet er sandsynligvis en kopieringsfejl. Selvom fejlen kan forekomme i enten 2. Samuel eller 1. Krønikebog, er den sandsynligvis i 2. Samuel, da denne bog har flest kopieringsfejl af alle bøgerne i Det Gamle Testamente. I *Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 604, står der, at 300 og 800 ligner hinanden på hebraisk.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 23:11, blev israelitterne da frelst på en mark med linser eller på en mark med byg, som 1. Krønikebog 11:13 siger?

Svar: Der er to muligheder.

1. Der kan have været tale om to forskellige begivenheder.

2. Det er sandsynligt, at der kun var én begivenhed, og at der her er tale om en kopieringsfejl. Ifølge *When Critics Ask*, s. 177, ligner de hebraiske ord for byg og linser hinanden meget.

Spørgsmål: Hvorfor hældte David vandet ud i 2. Samuelsbog 23:16?

Svar: David ønskede at vise, at han værdsatte sine troppers ofre højere end at slukke sin egen personlige tørst. Dette er kendetegnende for en leder, der indgyder respekt og loyalitet. Århundreder senere, da Alexander af Makedonien førte sin hær gennem det, der i dag er Iran, gjorde han det samme.

Spørgsmål: Hvem var de to »helte fra Moab« i 2. Samuelsbog 23:20?

Svar: Det hebraiske ord er ariel, som i nogle oversættelser gengives som »løvelignende mænd«. Arabere og persere kaldte modige krigere for »Ariel« eller Guds løver.

Spørgsmål: Er der i 2. Samuelsbog 23:25-32 fundet nogen af disse navne af arkæologer?

Svar: Ja, selvom det højst sandsynligt var andre personer med samme navn. Navnene Helez i 2. Samuelsbog 23:26 og Eliahba (som betyder »Gud skjuler [det nyfødte barn]«) i 2. Samuelsbog 23:32 blev fundet på hebraiske bullaer ifølge Avigad, Hebrew Bullae, s. 53, 57.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Uria, hetitten, her i 2. Samuelsbog 23:39, når Uria jo blev dræbt i 2. Samuelsbog 11:17,24?

Svar: Dette er en liste over alle, der havde været Davids officerer, ikke kun dem, der på det tidspunkt var i live.

Spørgsmål: Hvornår blev denne folketælling foretaget i 2. Samuelsbog 24:1?

Svar: 2. Samuelsbog siger det ikke, og nogle dele af 2. Samuelsbog er ikke i kronologisk rækkefølge. 1. Krønikebog 21 angiver dog, at folketællingen blev foretaget meget sent i Davids regeringstid, lige før David gav Salomo instrukser om opførelsen af templet.

Q: I 2 Sam 24:1, hvor stort var Davids rige på sit højeste?

Svar: Det var omkring 30.000 kvadratmil, hvilket svarer til størrelsen af den amerikanske delstat Maine. Det var mindre end de egyptiske, hettitiske, assyriske og babylonske imperier på tidligere og senere tidspunkter. I Davids tid var alle disse andre lande imidlertid militært svage eller splittede.

Spørgsmål: Hvorfor var Gud i 2. Samuelsbog 24:1 vred på Israel på grund af folketællingen, hvor man tællede de kampdygtige mænd?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor Gud var vred; men det skyldes meget sandsynligt en tendens til stolthed og selvforherligelse. For blot én generation siden var israelitterne en løs samling af stammer, der var underlagt filisterne. Nu var de i en kort periode en af de stærkeste magter i Mellemøsten øst for Egypten. Som 2. Samuel 22:28 viser, ønsker Gud at nedbryde de stolte. Folketællingen her kan være et tegn på, at de var stolte af sig selv, deres antal og deres militære styrke.

Bemærk, at en folketælling i oldtiden blev brugt til militærtjeneste og skatter. Desuden bemærker Larry Richards i *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 117, at en national leder ikke kan træffe beslutninger, der ikke påvirker sit folk.

Spørgsmål: Hvorfor fik Gud i 2. Samuelsbog 24:1 David til at tælle Israels befolkning?

Svar: 2. Samuel 24:1 siger, at Gud var vred på David og Israel, sandsynligvis på grund af deres stolthed over deres militære succeser. Så for Israels skyld ville Gud have dem til at blive ydmyget. Hvilket middel brugte Gud? Gud lod specifikt Satan friste David til at tælle Israel, selvom folk som Joab indså, at dette var forkert (2. Samuelsbog 24:3; 1. Krønikebog 21:3-4), da det skete ud af stolthed og ikke ud fra tro. Efter at David var faldet for fristelsen, gav Gud David valget mellem straf i form af hungersnød, pest eller flugt fra sine fjender (1. Krønikebog 21:12). Vi kan se, at det ikke ville være særlig nyttigt for Gud at straffe dem for deres stolthed, hvis de ikke havde nogen anelse om, hvad de blev straffet for. Davids handling, som sandsynligvis var repræsentativ for mange israelitters nationale selvtillid, illustrerede for alle, hvad straffen var for.

I dag kan kristne, der er lydige mod Gud, stadig nogle gange synde ved at være stolte af sig selv i stedet for at være taknemmelige for Guds barmhjertighed og nåde. Vi har intet godt, ingen evner og ingen talenter, bortset fra det, som Gud har givet os.

Spørgsmål: I 2 Sam 24:1, var det Gud, der fik David til at foretage en folketælling i Israel, eller var det Satan, der fik David til det, som det står i 1 Krøn 21:1?

Svar: Begge dele er rigtige. Satan var den umiddelbare årsag, og Gud tillod Satan at friste David på denne måde for at afsløre den stolthed, som David og nationen udviste. Gud kunne have sagt til David, at han ikke skulle påbegynde dette, men det gjorde Gud ikke; Han satte David på prøve for at se, hvad han ville gøre. David bad tilsyneladende ikke til Gud om vejledning.

Nogle mennesker tror, at når man først er blevet kristen, kan dæmoner ikke længere påvirke en. Det er ikke sandt. Dæmoner kan ikke besætte troende, men de kan stadig friste troende og undertrykke troende. – Spørg bare Job.

Det hebraiske ord for »få« i begge vers er det samme. Gud og Satan arbejdede her i fællesskab. For at forstå dette må man forstå læren om samvirke. Først vil vi drøfte læren generelt, og derefter hvordan den finder anvendelse i dette tilfælde.

Fem punkter i læren om samvirke

1. Gud væver alle ting sammen som en del af sin plan (Efeserbrevet 1:11; Ordsprogene 16:4).

2. Nogle ting, såsom syndige handlinger, ønsker Gud ikke. (Jeremias 7:31; 19:5; Matthæus 23:37).

3. Selv det onde, som mennesker planlægger og gør, tillader Gud ofte ikke blot, men har endda til hensigt at lade det tjene til det gode (1. Mosebog 50:18-20; Romerbrevet 8:28) og til Hans ære (Romerbrevet 9:17-18).

4. Desuden spiller Gud endda en aktiv rolle i at sætte mennesker i stand til at gøre det onde, de gerne vil gøre. For eksempel, når nogen bevidst er ulydig mod Gud og forhærder sit hjerte, forhærder Gud undertiden deres hjerte yderligere, som Han gjorde med Farao (2. Mosebog 7:13; 8:19; 9:7, 9:34-35; 10:20,27; 14:8).

5. Gud gør aldrig noget ondt og frister ikke mennesker (Jakobsbrevet 1:13), men Gud bruger forskellige redskaber, endda Satan selv, til at nå sine mål (2. Krønikebog 18:18-22).

I 2. Samuel 24:1 og 1. Krønikebog 21:1 besluttede Gud at få David og israelitterne til at afsløre deres stolthed, så Gud kunne tage hånd om den. Gud var i sidste ende ansvarlig for at »få« David til at tælle Israel ved at overdrage det umiddelbare ansvar for at få David til at handle til Satan. Da Gud virker alt efter sin plan, er Satan, som en kristen spøgtigt udtrykte det, i sidste ende kun den højeste Guds modvillige tjener.

Endelig: Hvis du ikke bryder dig om, at Gud bruger alle midler – ikke kun gode midler – til at nå sine mål, kan du tage det op med Gud. Pointen med denne diskussion er ikke at sige, hvordan Gud »bør opføre sig« efter vores egen opfattelse. Det handler snarere om kort at redegøre for, hvad Gud har valgt at vise os om sig selv i sit ord.

Spørgsmål: I 2. Samuelsbog 24:1-10 syntes David ikke at være klar over, at han havde syndet og givet efter for sin stolthed, før han gennemførte folketællingen i vers 10, selvom Joab havde advaret ham på forhånd. Hvorfor kan mennesker handle ud af stolthed eller hovmod og alligevel være fuldstændig uvidende om, at de gør det?

Svar: Det kan koges ned til ét ord: rationalisering. David kunne let retfærdiggøre behovet for en folketælling, både med henblik på beskatning og for at sikre en ensartet andel af stridskraftige mænd fra hvert område. Det var selvfølgelig en fredstid, så der var ingen krige på det tidspunkt. Det var en tid med velstand, hvor andre nationer betalte tribut; så hvorfor havde David behov for at beskatte folket yderligere?

Men det faktum, at der kunne fremføres gode grunde til at gøre dette, ændrer ikke på, at det kunne nære hans stolthed. Husk altid, at uden Gud er vores hjerte af natur ondt og som regel stolt. Når vi kan mærke den behagelige »rus«, der opstår, når vores stolthed bliver næret, så overvej, om du overhovedet kan undgå at gøre det.

Husk, at vores højeste mål er at være et barn og en tjener for Gud og tilbede Ham i himlen for evigt. Vi bør altid ønske, at al ære tilkommer Ham og ikke os selv.

Spørgsmål: I 2 Sam 24:9, var resultatet af folketællingen 800.000 i Israel og 500.000 i Juda, eller var det 1.100.000 i Israel og 470.000 i Juda, som 1 Krøn 21:5-6 siger?

Svar: Der er to forskellige svar, og begge kan være rigtige.

Afskrivningsfejl: Et vers kan indeholde en afskrivningsfejl.

Begge er korrekte: Alternativt kan begge være korrekte, fordi de samlede tal henviste til forskellige grupper. Tallene i 1 Krøn 21:5-6 omfatter ikke levitterne og benjaminitterne. Tallene i 2 Sam 24:9 kan også omfatte de 288.000 i den stående hær, der nævnes i 1 Krøn 27:1-15, samt de 12.000 i Jerusalem og vognbyerne (2 Krøn 1:14). Desuden nævner 2. Samuel 6:1 30.000 udvalgte mænd. En løsning er, at 1.100.000 – 288.000 – 12.000 = 800.000, og 500.000 – 30.000 = 470.000.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte Gud i 2. Samuelsbog 24:10-12 israelitterne for Davids synd i stedet for at dræbe David?

Svar: David undrede sig tilsyneladende over det samme i 2. Samuelsbog 24:17. Selvom Skriften ikke siger det, er der en række mulige årsager, som kan kombineres.

David havde stadig brug for at lære konsekvenserne af sin stolthed over sin jordiske magt, selvom han allerede havde angret.

Folket havde en lignende stolthed, og også de havde brug for at lære.

Fremtidige generationer ville få lejlighed til at lære heraf, hvor alvorligt Gud betragter synden stolthed.

Måske var nogle af Davids soldater faktisk forklædte engle, og Satan ønskede, at de blev talt med, enten for at afsløre, at de ikke var almindelige mennesker, eller for at tvinge Gud til at udrydde dem. Gud udryddede dem ved at lade dem »dø« i pesten.

Som en sidebemærkning varer en sygdomsepidemi i et område aldrig blot tre dage, hvis det blot er en naturlig pest.

En lære, vi kan drage heraf, er, at Gud kan straffe, som Han ønsker, og at Han ikke er forpligtet til at fortælle os, hvorfor Han valgte én form for straf frem for en anden.

Spørgsmål: Var der syv års hungersnød i 2 Sam 24:13, eller var der tre års hungersnød ifølge 1 Krøn 21?

Svar: Der er to mulige svar.

Gud gav efter: For det første sagde Gud aldrig, at der ville være syv års hungersnød. I stedet spurgte Gud først David om muligheden for syv års hungersnød. Senere gav Gud David muligheden for at forkorte den til tre år.

Afskrivningsfejl: Et mere sandsynligt svar er, at der er tale om en afskrivningsfejl. Nogle manuskripter angiver tre år i 2. Samuelsbog 24:13. BSB følger her Septuaginta og angiver »tre år«, idet der i en fodnote bemærkes, at det hebraiske tekststed angiver syv.

Spørgsmål: Hvorfor valgte David i 2 Sam 24:14 at falde i Guds hænder, når Hebr 10:31 siger, at det er en meget frygtindgydende ting?

Svar: David, som var troende, valgte Guds straf i form af pest frem for sværd eller hungersnød. Hebræerbrevet 10:31 taler om en anden situation, nemlig den endelige dom, og den vil være meget frygtindgydende for de vantro.

Spørgsmål: Hvordan omvendte Gud sig i 2 Sam 24:16?

Svar: Guds åbenbarede vilje over for os kan se anderledes ud, når vi ændrer os og omvender os. Se diskussionen om 1. Mosebog 6:6 og 1. Mosebog 20:3-6 for svaret.

Spørgsmål: Var den ødelæggende engel synlig i 2. Samuelsbog 24:16-17?

Svar: 2. Samuelsbog 24:17 siger specifikt, at David så Herrens engel på Araunas tærskeplads. Men i 2. Samuelsbog 24:20 så Arauna David og hans embedsmænd og spurgte forundret, hvorfor de var kommet til hans tærskeplads. Så Arauna må ikke have været i stand til at se Herrens engel. Skriften siger ikke, hvem der ellers kunne se Herrens engel eller ej.

Spørgsmål: Betalte David i 2 Sam 24:24 Arauna 50 sjekel sølv for okserne og tærskepladsen, eller betalte David Arauna 600 sjekel guld for hele stedet?

Svar: Begge dele er rigtige. De 600 sjekel guld var for ejendommen (eksklusive okserne og tærskepladsen), og de 50 sjekel var for okserne og tærskepladsen. I »Encyclopedia of Bible Difficulties« (s. 190) påpeges det, at en tærskeplads normalt ikke var særlig stor, og at en tærskeplads og okserne ikke ville være meget mere værd end 50 sjekel sølv. For øvrigt var et sjekel guld cirka tolv gange så meget værd som et sjekel sølv.

Spørgsmål: Hvilke vers fra 2. Samuel findes i Dødehavsrullerne?

Svar: Samlet set er følgende 294 vers ud af de 695 vers i 2. Samuelsbog (42,3 %) bevaret i Dødehavsrullerne.

2 Sam 2:5-16,25-27,29-32; 3:1-8,23-29; 4:1-4,9-12; 5:1-16 (undtagen 5:4-5); 6:2-9,12-18; 7:23-29; 8:2-8; 10:4-7,18-19; 11:2-12,16-20; 12:4-5,8-9,13-20,30-31; 13:1-6,13-34,36-39; 14:1-3; 7-33; 15:1-15,27-31; 16:1-2,11-13,17-18,21-23; 18:2-7,9-11; 19:7-12; 20:2-14,23-26; 21:1-2,4-6,15-18; 22:30-51; 23:1-6,7,9-12; 24:16-20.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til 2. Samuel?

Svar: Her er forfattere fra før det nikænske trosbekendelse, der henviste til eller hentydede til vers i 2. Samuel. 1. og 2. Samuel blev kaldt 1. og 2. Konger.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) citerer 2. Samuel 7:14, hvor Nathan taler til David. »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 118, s. 258.

Meleto/Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) henviser til de »fire bøger om kongerigerne« [1. og 2. Samuel, 1. og 2. Kongebog] blandt Det Gamle Testamentes bøger i sit brev til Onesimus. »Om påsken«, s. 72. Bevaret i Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 4, kap. 26.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer 2. Samuel 11:27 og 2. Samuel 12:1. Irenæus, »Mod kætterierne«, bog 4, kap. 27, s. 498.

Tertullian (198–220 e.Kr.) henviser til 2. Samuelsbog 11 og 12 om Uria. »Om beskedenhed«, kap. 6, s. 79

Tertullian (198–220 e.Kr.) omtaler Nathan i 2. Samuelsbog 7:22 som »i den første Kongebog«. »Fem bøger mod Marcion«, bog 3, kap. 20, s. 339

Origenes (240 e.Kr.) henviser til 2. Kongebog (hvilket ville være 2. Samuel). »Kommentar til Høj sangen«, prolog, s. 49

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) diskuterer 2. Samuel 7:4,5,12–16 som 2. Kongebog. »Cyprianus’ afhandlinger«, afhandling 12, første del, kap. 15, s. 511.

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) nævner »2. Kongebog« og henviser til 2. Samuel 7:4,5,12–14,16. De guddommelige institutter, bog 4, kap. 13, s. 113.

Fra Nicæa til Efesos (325–431 e.Kr.)

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) henviser til 2. Samuel.

»Antonios’ liv« (356–362 e.Kr.) henviser til 2. Samuel.

Athanasius (367 e.Kr.) nævner »De fire konger-bøger« i sin opregning af Det Gamle Testamentes bøger. Påskebrev 39, kap. 4, s. 552.

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr.)

Efraim den Syriske (350–378 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) (underforstået)

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) citerer fra 2. Samuelsbog.

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.) henviser til 2. Samuelsbog.

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) henviser til 2. Samuelsbog 12:15–16. I »Om de angrende«, kap. 9.2, s. 80

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) henviser til 2. Samuelsbog.

Rufinus (374–406) Kommentar til Apostlenes Trosbekendelse

Hieronymus (373–420 e.Kr.) drøfter bøgerne i Det Gamle Testamente. Han drøfter specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Mosebøgerne, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuelsbøgerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggai, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra og Nehemias. Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.

Epifanius af Salamis (373–420 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.) citerer 2. Samuel 12:7-9 som stammende fra Gud i Prædikener over Matthæus, prædiken 75.5, s. 455

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) henviser til 2. Samuelsbog 15:16–17. »Forsvar mod pelagianerne«, kap. 2, s. 117

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.)

Sulpicius/Sulpitius Severus (363–420 e.Kr.) henviser til 2. Samuel som Kongerne i bogen Historie, bind 1, kap. 46, s. 93

Augustinus af Hippo (338–430 e.Kr.) citerer 2. Samuel 7:14,15 som stammende fra Samuelsbogen i *Guds by*, bog 17, kap. 9, s. 349

Augustinus af Hippo (338–430 e.Kr.) henviser til 2. Samuel som skriftsted i *Kommentar til Salmerne*, s. 412

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) (underforstået)

Blandt kættere og forfalskede bøger

Pseudo-Methodius (270–311/312 e.Kr.) henviser til 2. Samuelsbog 7:7 i *Simeons og Annas tale*, kap. 1, s. 383

Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Efter Nicæa findes der også andre forfattere.

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i 2. Samuelsbog?

Svar: 1. og 2. Samuel samt 1. og 2. Konger kaldes i Septuaginta henholdsvis 1., 2., 3. og 4. Konger. Med hovedfokus på kapitel 23 og en del af kapitel 24 er den første variant den masoretiske tekst, og den anden er Septuaginta, medmindre andet er angivet.

2 Sam 1:12 »Herren« (masoretisk) kontra »Juda« (Septuaginta)

2 Sam 1:18 »Jashars bog« (masoretisk) kontra »sangbogen« (Septuaginta. Dette stammer sandsynligvis fra det hebraiske ord for sang, hsyr, i stedet for Jashar, hysr).

2 Sam 3:18 »Han har talt« (masoretisk) kontra »For Herren har talt« (mange hebraiske manuskripter, Septuaginta, syrisk, Targum)

2 Sam 3:3 [navnet på en af Davids sønner] »Kileab« (masoretisk) kontra »Dileab« (4QSam(a) og Septuaginta)

2 Sam 3:7 »Og han [Ish-Boshet] sagde til Abner« (masoretisk) mod »Og Ish-Boshet sagde til Abner« (nogle få hebraiske manuskripter, 4QSam(a), Septuaginta, syrisk)

2 Sam 3:12 »Budbringere i hans sted« (masoretisk) kontra »budbringere straks« (Symmachus, kaldæisk).

2 Sam 3:12 »hvor han var« mod »i Hebron«

2 Sam 3:29 »sin faders hus« (masoretisk, Septuaginta) mod »Joabs hus« (4QSam(a))

2 Sam 5:4-5 mangler i Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)).

2 Sam 5:25 »Geba« (masoretisk) kontra »Gibeon« (Septuaginta, 1 Krøn 14:16) (Geba giver her ikke mening geografisk set.)

2 Sam 6:2 »Baale-Juda« mod »til Ballah, det vil sige Kir[irath-Jerim, som tilhører] Juda« (4Q51)

2 Sam 6:2 »Navnet, navnet på den Almægtige Herre« (masoretisk) kontra »navnet på den Almægtige Herre« (Septuaginta, Targum, Vulgata)

2 Sam 6:5 »fejrede for Herrens ansigt med [alle slags instrumenter lavet af] fyrretræ og lyre« (masoretisk) kontra »fejrede med sang og lyre« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

2 Sam 6:3-4 »Og de bragte den fra Abinadabs hus, som lå på bakken« gentages ved en fejl to gange i den masoretiske tekst.

2 Sam 7:15 »Jeg vil ikke vige« (masoretisk) mod »Jeg vil ikke tage« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)

2 Sam 6:16 »og det vil ske« (masoretisk) kontra »og det skete« (4QSam(a) og 1 Krøn 15:29, hvilket grammatisk giver mere mening)

2 Sam 7:16 »foran dig« (de fleste masoretiske udgaver) kontra »foran mig« (nogle masoretiske udgaver, Septuaginta. »Foran mig« giver mere mening i sammenhængen)

2 Sam 7:21 »ord« (masoretisk) kontra »tjener« (nogle Septuaginta-udgaver, 1 Krøn 17:19)

2 Sam 7:23 »Er der et folk« (masoretisk) kontra »Er der et andet folk« (Septuaginta) (betydningen er i det væsentlige identisk)

2 Sam 7:23 »vidundere for dit land og foran dit folk, som du har udfriet fra Egypten, fra nationerne og deres guder« (masoretisk) kontra »vidundere ved at drive nationerne og deres guder bort foran dit folk, som du har udfriet fra Egypten« (Septuaginta)

2 Sam 8:4 »fangede 1700 af hans stridsvognskuske« (Masoretisk) kontra »fangede 1000 af hans stridsvogne, 7000 stridsvognskuske« (Septuaginta, sandsynligvis læsningen fra 4QSam(a))

2 Sam 8:8 »Betah« mod »Tebah« (Septuaginta)

2 Sam 8:8 »Toi« mod »Tou« (nogle Septuaginta-udgaver)

2 Sam 8:12 »Aram [Syrien]« (masoretisk) mod »Edom« (nogle hebraiske håndskrifter) mod »Idumea [senere navn for Edom]« (Septuaginta, syrisk, nogle hebraiske)

2 Sam 8:13 »Arameerne [Syrierne]« (masoretisk) mod »Edomitterne« (nogle hebraiske manuskripter) mod »Idumea [senere navn for Edom]« (Septuaginta, syrisk, nogle hebraiske)

2 Sam 8:18 »Benaja, søn af Jojada, over keretitterne og peletitterne« (masoretisk) mod »Benaja, søn af Jojada, var over keretitterne og peletitterne« (syrisk, Targum, Vulgata) (Dette er åbenbart udgået af den hebraiske tekst.)

2 Sam 9:11 »spiste ved mit bord« (masoretisk) kontra »spiste ved Davids bord« (Septuaginta; dette er højst sandsynligt korrekt i sammenhængen)

2 Sam 10:18 »ryttere« (masoretisk) kontra »fodsoldater« (nogle udgaver af Septuaginta)

2 Sam 11:1 »budbringere« (masoretisk) kontra »konger« (flere hebraiske håndskrifter, Dødehavsrullerne)

2 Sam 11:3 [mangler] (Masoretisk, Septuaginta) kontra ”Uria var Joabs våbenbærer” (Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)) og Josefus)

2 Sam 12:6 »fire gange« (masoretisk tekst, Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 7, kap. 150, vii.3, den lucianiske redaktion af Septuaginta, nogle targumer) mod »syv gange« (Septuaginta)

2 Sam 12:16 »på jorden« (masoretisk) kontra »liggende i sækklæde« (LXX, LXX’ lucianiske redaktion, ét gammelt ol-manuskript og Josefus i *Antiquities of the Jews*, bog 7, kap. 154, vii.4)

2 Sam 12:14 »fik Herrens fjender til at vise fuldstændig foragt« (masoretisk) mod »du har vist fuldstændig foragt for Herren« (en gammel hebraisk skrifttradition)

2 Sam 12:24 »han kaldte« (Ketubim, Septuaginta, Vulgata) kontra »hun kaldte« (Dødehavsrullerne, nogle få hebraiske manuskripter, syrisk, Targum)

2 Sam 13:3 »Jonadab« (masoretisk, Septuaginta) kontra »Jonathan« (4QSam(a), Lucianisk redaktion af Septuaginta)

2 Sam 13:21 [mangler] (masoretisk) i modsætning til: »Men han [David] ville ikke straffe sin søn Amnon, fordi han elskede ham, da han var hans førstefødte.« (4QSam(a), Septuaginta, Josefus’ »Jødernes historie«, bog 7, kap. 173, viii.2)

2 Sam 13:34 [mangler] (Masoretisk) mod: »Vagten gik hen og sagde til kongen: ›Jeg ser mænd i retning af Horonaim, på siden af bakken.‹« (Septuaginta)

2 Sam 13:39 »Men kong Davids ånd/hjerte« (masoretisk, syrisk, Vulgata) mod »og kongens ånd/hjerte« (Dødehavsrullerne, visse Septuaginta-udgaver) mod »kong Davids sjæl« (Targum)

2 Sam 13:39 »trøstede sig med hensyn til Amnon« (Masoretisk, Targum) mod »holdt op med at forfølge Amnon« (Septuaginta, Vulgata)

2 Sam 14:4 »sagde/talte« (de fleste masoretiske tekster) kontra »gik/kom« (nogle masoretiske tekster, nogle udgaver af Septuaginta, syrisk, Vulgata) kontra »gik ind« (nogle udgaver af Septuaginta)

2 Sam 14:27 »Tamar« (masoretisk) kontra »Tamar, og hun blev hustru til Rehabeam, Salomos søn, og fødte ham en søn ved navn Abia.« (Septuaginta)

2 Sam 14:30 »og han har« (masoretisk) kontra »men der var ingen« (4QSam(c)). Dette ville ændre, om bygmarken havde byg, eller om der kun var stubbe efter høsten.

2 Sam 15:7 »fyrre« (masoretisk, nogle Septuaginta-udgaver) (Dette er usandsynligt i denne sammenhæng.) mod »fire« (nogle Septuaginta-udgaver, syrisk, Josefus)

2 Sam 15:8 »Herren« (masoretisk) kontra »Herren i Hebron« (nogle Septuaginta-udgaver)

2 Sam 15:12 »sammensværgelse« (masoretisk, Septuaginta) kontra »koalition« (Alexandrinus)

2 Sam 15:20 »trofast kærlighed« (masoretisk) mod »og må Herren vise trofast kærlighed og« (Septuaginta) (Disse ord synes at være udeladt i den hebraiske tekst)

2 Sam 15:27 »Er du en seer, ser du mig? Gå tilbage« (Masoretisk) kontra »Se, ser du mig? Gå tilbage« (Septuaginta)

2 Sam 17:28 »og ristet korn« blev ved en fejl skrevet to gange i den masoretiske tekst.

2 Sam 14:30 [mangler] (Masoretisk) vs. »Joabs unge mænd gik hen til ham med deres klæder revet i stykker og sagde: ›Absaloms tjenere har sat marken i brand.‹« (4QSam(c) og Septuaginta)

2 Sam 16:12 »mine øjne« (Dødehavsrullerne) mod »tårer fra mine øjne« (Targum) mod »min lidelse« (Ketubim, Septuaginta, syrisk, Vulgata)

2 Sam 16:12 »min misgerning« kontra »min nød« (Septuaginta, Vulgata) (Det hebraiske giver ikke rigtig mening her i sammenhængen)

2 Sam 16:14 »var trætte« (masoretisk) kontra »var trætte ved Jordan« (Septuaginta)

2 Sam 16:15 »hele folket, Israels mænd« (Masoretisk) kontra »alle israelitterne« (Septuaginta)

2 Sam 17:3 »ligesom hele folkets tilbagevenden [er] den mand, du søger« (Masoretisk) kontra »Du søger kun én mands liv« (Septuaginta)

2 Sam 17:9 »nogle af dem« (masoretisk) mod »nogle af vores tropper« (Septuaginta)

2 Sam 17:25 »Ithra« (sandsynligvis en variant af Jether) (Masoretisk) kontra »Jether« (Septuaginta)

2 Sam 17:25 »en israelit« (masoretisk, nogle Septuaginta-udgaver, Targum) mod »ismailit« (nogle Septuaginta-udgaver) mod »jezreeliter« (nogle Septuaginta-udgaver)

2 Sam 17:28 »linser og ristet korn« (masoretisk) kontra »bønner og linser« (de fleste udgaver af Septuaginta og den syriske oversættelse)

2 Sam 18:2 »udsendte hæren« (masoretisk) kontra »delte hæren i tre grupper« (Septuaginta)

2 Sam 18:4 »bekymre dig; for nu er der ti tusind som os« (de fleste masoretiske udgaver) mod »bekymre dig om os. Selv om halvdelen af os dør, vil de ikke bekymre sig; men du er ti tusind af os værd.« (to hebraiske manuskripter, nogle Septuaginta-udgaver, Vulgata, Symmachus)

2 Sam 18:9 »og han blev sat« (masoretisk) kontra »og han blev efterladt hængende« (Septuaginta, syrisk, Targum)

2 Sam 18:12 kan oversættes med »Absalom, hvem du end måtte være« ifølge NIV (de fleste masoretiske tekster) kontra »Absalom, for min skyld« (nogle få hebraiske manuskripter, Septuaginta, Vulgata, syrisk)

2 Sam 19:11 »til kongen, til hans hus« (masoretisk) kontra »til kongen« (Septuaginta)

2 Sam 20:24 »Adoram« (masoretisk) kontra »Adinoram« (nogle udgaver af Septuaginta)

2 Sam 20:26 »jairitten« (masoretisk) kontra »søn af Iarin« (Septuaginta, hvor man ofte brugte I i stedet for J) kontra »ithritten« (Lucianus’ redaktion af Septuaginta)

2 Sam 21:8 »Michal« (de fleste masoretiske tekster og Septuaginta) kontra »Merab« (to hebraiske manuskripter, visse udgaver af Septuaginta, syrisk)

2 Sam 22:8a »jorden« kontra »bjergene« (Vulgata, syrisk)

2 Sam 22:8 »himlens grundvolde« (masoretisk, Targum) mod »himlens grundvolde« (Septuaginta) mod »bjergenes grundvolde« (Vulgata, syrisk, Septuaginta)

2 Sam 22:11 »viste sig« (de fleste masoretiske tekster, Septuaginta) kontra »steg op« (mange masoretiske tekster, syrisk, Vulgata) kontra »talte med kraft« (Targum)

2 Sam 22:12 »tætte regnskyer« (masoretisk) kontra »mørke regnskyer« (Septuaginta og Vulgata)

2 Sam 22:25 »i henhold til min renhed i hans øjne« (masoretisk) kontra »i henhold til mine hænders renhed i hans øjne« (Septuaginta, Vulgata, Salme 18:24) kontra »i henhold til min renhed foran hans ord« (Targum)

2 Sam 22:2 [mangler] mod »Jeg elsker dig, Herre, min styrke« (syrisk, Lucianisk redaktion af Septuaginta og Salme 18:1)

2 Sam 22:33 »som er mit stærke tilflugtssted« (masoretisk) kontra »bevæbner mig med styrke« (Dødehavsrullerne, visse udgaver af Septuaginta, syrisk, Vulgata, Salme 18:32) kontra »opretholder mig med styrke« (Targum)

2 Sam 22:33 »min vej er fuldkommen« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk, Targum, Vulgata) mod »Hans vej er fuldkommen« (Ketubim)

2 Sam 22:36 »dit svar« (masoretisk) kontra »din hjælp« (Dødehavsrullerne)

2 Sam 22:44 »fra strid med mit folk« (masoretisk) kontra »fra strid med folkeslagene« (Septuaginta)

2 Sam 22:46 »de bevæbner sig« (masoretisk) kontra »kommer skælvende« (nogle udgaver af Septuaginta, Vulgata, Sal 18:45)

2 Sam 23:1a »Ordet fra« (Masoretisk) kontra »Trofast er« (Septuaginta)

2 Sam 23:1b »som blev ophøjet« (Masoretisk) kontra »som Gud ophøjede / rejste op« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

2 Sam 23:1c »og Israels dejlige sanger« kontra »smukke er Israels salmer«.

2 Sam 23:3 »talte til mig« kontra »fortalte mig en lignelse«

2 Sam 23:3 »der regerer i frygt for Gud« kontra »Hvordan vil du styrke frygten for den salvede?«

2 Sam 23:4 »en morgen uden skyer« kontra »fra det lys, hvorfra Herren gik bort«

2 Sam 23:5 »For er mit hus ikke sådan« mod »For mit hus er ikke sådan«

2 Sam 23:5 »ordnet i alle ting og sikkert« kontra »beskyttet til enhver tid«

2 Sam 23:5 »Vil han ikke lade det vokse?« kontra »så de ugudelige ikke skal blomstre.«

2 Sam 23:6 »Hvad angår de ugudelige« kontra »Alle disse«

2 Sam 23:6 »ved hånden« kontra »med hånden«

2 Sam 23:7 »Men den mand, der rører ved dem, skal være bevæbnet [med] jern og et spydskaft; de skal brændes fuldstændigt med ild på [deres] sted.« vs. »og ingen skal arbejde blandt dem; og med jern og et spydskaft skal han brænde dem med ild, og de skal brændes i deres skam.«

2 Sam 23:8 »Bashebeth« (masoretisk) kontra »Ish-Bosheth« (nogle Septuaginta-udgaver)

2 Sam 23:8 »Tachmonit« mod »Kananit«

2 Sam 23:8 »hærførerne« (masoretisk, Targum) mod »de tre« (Septuaginta, Vulgata)

2 Sam 23:8 »tre – han [hed] Adino fra Eznit, fordi han dræbte otte hundrede på én gang.« vs. »tredjedel: Adinon fra Asonit, han trak sit sværd mod otte hundrede soldater på én gang.«

2 Sam 23:9 »Eleazar, søn af Dodo, søn af Ahohi« mod »Eleanan, søn af sin onkel, søn af Dudi«

2 Sam 23:10 »fulgte efter ham« kontra »holdt sig bag ham«.

2 Sam 23:11 »samlede sig i en gruppe« kontra »samlede sig hos Theria«

2 Sam 23:13 »tredive hærførere« mod »tredive«

2 Sam 23:13 »til høsten« mod »til Kason«

2 Sam 23:15 »porten?« kontra »porten? Nu var filistrenes hær dengang i Betlehem«

2 Sam 23:18 »Tre« (de fleste hebraiske tekster, Septuaginta, Vulgata) kontra »Tredive« (to hebraiske tekster, syrisk) kontra »de tapre mænd« (Targum)

2 Sam 23:20 »søn af Jojada fra Kabzeel, en søn af en mægtig mand« kontra »søn af Jodae, han var rig på mægtige bedrifter, fra Cabeseel«

2 Sam 23:20 »Ariel/løveagtige mænd« mod »Ariels sønner« (ordet Ariel betyder løve)

2 Sam 23:23 »mere æret end de tredive« mod »æret blandt de næste tre«

2 Sam 23:23 »Og David satte ham til at lede sin livvagt« mod »og David gjorde ham til sin spion.«

2 Sam 23:24 »Asahel« mod »Og dette er navnene på kong Davids helte: Asael«

2 Sam 23:24 »Dodo« kontra »Dudi, hans onkel«

2 Sam 23:25-26 »Samma fra Harod; Elika fra Harod; Helez fra Palt; Ira, søn af Ikkesh, fra Tekoa« kontra »Saema fra Ruda; Selles fra Kelot; Iras, søn af Iska fra Tekoa.«

2 Sam 23:27 »Mebunnai« (masoretisk) mod »Sibbekai« (nogle Septuaginta-udgaver; 1 Krøn 11:29)

2 Sam 23:27 »Anathothit« mod »Anothit, af Anothiternes sønner«.

2 Sam 23:27-37, navnene og stednavnene på hebraisk og græsk lyder ikke særlig ens.

2 Sam 23:39 »Uria, hetitten« kontra »Urias, chettitten«

2 Sam 24:1 »Og igen blussede Jehovas vrede op mod Israel og drev David til at handle imod dem« kontra »Og Herren lod sin vrede blusse op igen i Israel og ophidsede David til at handle imod dem«

2 Sam 24:2 »Joab, hærføreren« (Masoretisk) kontra »Joab og hærførerne« (Septuaginta)

2 Sam 24:5 »slog lejr i Aroer syd for« (masoretisk) vs. »begyndte fra Aroer« (Septuaginta)

2 Sam 24:6 »til landet Tahtim-hodshi« kontra »til hettiternes land« (Septuaginta)

2 Sam 24:9 »I Israel 800.000 … i Juda 500.000« (både den masoretiske tekst og Septuaginta) kontra »i Israel 900.000 … i Juda 400.000« (Josephus og den lucianiske tradition af Septuaginta)

2 Sam 24:10 »Og efter at han havde talt folket, ramte Davids hjerte ham.« kontra »Og Davids hjerte ramte ham, efter at han havde talt folket«

2 Sam 24:13 »syv år« (den masoretiske tekst) kontra »tre år« (Septuaginta, 1 Krøn 21:12; dette giver mere mening i denne sammenhæng)

2 Sam 24:17 »Jeg har handlet forkert« (masoretisk, det meste af Septuaginta) kontra »Jeg, hyrden, har handlet ugudeligt« (4QSam(a), Alexandrinus) (1 Krøn 21:17 siger »Jeg har handlet ugudeligt«)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. Der er desuden anvendt The Expositor's Bible Commentary samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV-, NRSV- og JPS-biblene.

Medmindre andet er angivet, er bibelcitaterne hentet fra *The Holy Bible, Berean Standard Bible* (BSB), som er frigivet til det offentlige domæne: https://berean.bible