< Bibelspørgsmål fra Amos

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Amos?

Svar: Amos er en bog om årsagerne til og konsekvenserne af dommen for at leve et liv i lyst uden Gud. Amos-bogen har meget ”karakter”, sandsynligvis på grund af Amos selv. Gud brugte denne gudfrygtige landdrengs baggrund og erfaring til at formidle et budskab, som alle Guds får, både i byen og på landet, havde brug for at høre.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over bogen Amos?

Svar: Amos er en bog om dom. Her er en enkel oversigt.

1-2 Dommen kommer

3-6 Årsagerne til dommen

7-9:10 Fem visioner om følgerne

9:11-15 Genoprettelse efter dommen

Spørgsmål: Er Amos’ syn på lidelse anderledes end Jobs og Daniels? Bibelkritikeren Bart Ehrman skriver: »Og når man først inddrager Det Gamle Testamente, bliver det hele fuldstændig forvirrende. … Amos’ bog insisterer på, at Guds folk lider, fordi Gud straffer dem for deres synder; Jobs bog insisterer på, at de uskyldige kan lide; og Daniels bog antyder, at de uskyldige faktisk vil lide. Alle disse bøger er forskellige, …” (Jesus, Interrupted, s. 12)

A: Nej, Ehrmans kritiske ånd læser en udelukkelse ind, som ikke er til stede. Amos sagde aldrig, at mennesker kun lider på grund af deres synder; Amos talte om en specifik situation i sin samtid. Job viser ganske vist, at mennesker lider af årsager, der ikke har noget at gøre med deres egne synder eller de mennesker, der omgiver dem, og Daniel viser ganske vist, at Guds folk undertiden lider under vantro netop fordi de følger Gud. De siger ganske vist forskellige ting, men de er ikke uforenelige. Forskellige sider af en skulptur ser forskellige ud, men det er den samme skulptur. På samme måde har sandheden forskellige vinkler afhængigt af, hvad man fokuserer på, men vinklerne supplerer hinanden, de er ikke uforenelige.

Spørgsmål: Hvornår blev Amos’ bog skrevet, jf. Am 1:1?

Svar: Amos 1:1 siger, at den blev skrevet to år før jordskælvet, som fandt sted under Uzzias regeringstid. (Dette er to år før Esajas 6 blev skrevet.) Den blev skrevet omkring 762 f.Kr. Ifølge *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1426, viser arkæologiske fund i Hazor og Samaria, at der fandt et jordskælv sted omkring 760 f.Kr. I *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 203, står der, at den blev skrevet mellem 780 og 760 f.Kr.

Spørgsmål: Var dette jordskælv i Amos 1:1 blot en legendarisk overlevering?

Svar: Nej. Ikke alle jordskælv blev nedskrevet. Jordskælv var almindelige i den region. For eksempel viser de arkæologiske fund ved Qumran, at der var et ødelæggende jordskælv i år 31 f.Kr., og alligevel nedskrev ingen forfattere fra den tid denne begivenhed.

Men vi har fundet beviser for dette jordskælv: Ifølge *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1426, *The New International Bible Commentary*, s. 895, og *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1113, viser arkæologiske fund i Hazor og Samaria, at der fandt et jordskælv sted omkring 760 f.Kr.

Spørgsmål: I Am 1:2 og 3:8 – var det Herren, der brølede fra Zion (Jerusalem) med disse domme, eller var det Amos’ ord?

Svar: Det hebraiske ord for »brøle« kan her betyde en løves brøl eller lyden af torden. Det kan være to sider af samme sag. Da Gud talte disse domsord gennem Amos, lå der et løfte implicit i dette, nemlig at alt dette ville ske. Gud brølede gennem en ubetydelig person og tegnede kortet over Mellemøsten helt om.

Spørgsmål: Hvorfor bruger man i Amos 1:3-2:6, Ordsprogene 30:15-31 og Ordsprogene 6:16-19 talrækker som f.eks. »tre … ja, fire«?

Svar: Dette var et hebraisk litterært greb, der undertiden kaldes »en numerisk stige«. Det er et smukt udtryk, der fungerer som en hjælp til at huske teksten, og det viser, at det ikke er det nøjagtige tal, »3« eller »4«, der er pointen, men snarere indholdet af punkterne.

Spørgsmål: I Amos 1:3, tærskede de da bogstaveligt talt Gilead med jern?

Svar: Gilead var det område, hvor israelitterne boede øst for Jordanfloden. Aramæerne tilintetgjorde dem i 2. Kongebog 13:1-9, især vers 7. En tærskeslæde ville være en slæde med jernstykker i bunden til at adskille kornet fra avnerne. Nogle kommentatorer ser dette som en metafor for, hvor grundigt de tilintetgjorde gileaditterne. Andre mener, at de bogstaveligt talt dræbte nogle af gileaditterne ved at køre tærskeslæder hen over dem.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes ilden på paladsets mur så fremtrædende i Amos 1:4, 7, 10, 12, 14 og 2:5?

Svar: Det var sådan, byen blev ødelagt. De brugte ikke metal eller armeringsjern til at bygge bymurene. De brugte halm i murstenene, og visse dele var forstærket med træ.

Spørgsmål: Hvad er Edens hus i Am 1:5?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Dette var en metafor. Brugen af »Eden«, der henviser til Edens Have, var en poetisk metafor for Damaskus, Syriens »haveparadis«. Men hvorfor skulle netop dette navn være en metafor og ikke andre?

Svaret: Det hebraiske ord beth og det aramæiske ord bit betyder »hus«. Byen Bit-Adini er ikke blevet lokaliseret af arkæologer, men den blev nævnt i akkadiske annaler. Den lå tæt på Damaskus og blev erobret, men ikke ødelagt, af assyrerne i 855 f.Kr. Vi ved ikke mere om den fra Amos’ tid. På den anden side kan det blot være en generel henvisning til området omkring Damaskus.

Spørgsmål: Hvorfor gik filisterne under som folk i Am 1:8?

Svar: Babylonierne ødelagde det filistinske folk, da de erobrede Palæstina. I Zakarias 9:5-6 nævnes der dog nogle få, der stadig overlevede.

Spørgsmål: Hvad gjorde fønikerne forkert i Am 1:9?

Svar: Der står ikke, at de var voldelige, men at de solgte israelitterne som slaver. Ifølge Homer i Odysseen 4,288 ff.; 15,473 ff. var fønikerne kendt som slavehandlere.

Spørgsmål: Hvorfor var det i Amos 2:6; 8:6 forkert ikke blot at sælge de fattige, men at sælge dem for et par sandaler?

Svar: Hvis slaver var så billige, må der have været et rigeligt udbud. Selvom slaveri var tilladt i Det Gamle Testamente, skulle slaver frigives hvert syvende år, som det befales i 5. Mosebog 15:12-18. Jeremias 34:8-21 viser, at israelitterne ikke gjorde det.

Det er én ting at overtræde Guds lov, og det er noget andet, når samfundet overtræder den så hyppigt, at det bliver en fast praksis.

Spørgsmål: Hvorfor tillod Gud i Amos 2:6, at de retfærdige blev solgt som slaver?

Svar: Sandsynligvis af samme grund, som Gud tillod, at lydige kristne, der skjulte jøder under Anden Verdenskrig, blev fanget og sendt til døden i nazisternes koncentrationslejre. Gud tillader ofte, at selv hans lydige børn udsættes for lidelse og uretfærdighed i dette liv. Faktisk nævner Romerbrevet 8:36, at Guds folk til tider stod over for døden i en sådan grad, at de lignede får, der skulle slagtes. For en uddybende diskussion af, hvordan Gud kan disciplinere sit folk gennem et endnu mere ondt folk, kan man læse Habakuks Bog.

Spørgsmål: Hvad er det geografisk betydningsfulde ved de steder, Amos nævner i Amos 2:8?

Svar: Profetierne bevæger sig i en cirkel fra Damaskus (nordøst) til Gaza og filisterne (sydvest), til Tyrus og fønikerne (nordvest), Edom (øst-sydøst), Ammon (øst), Moab (øst) og derefter Juda og Israel. Det er, som om Gud bevæger sig i en cirkel eller spiral fra fjerne fremmede til nationer med slægtskab og videre til Juda og Israel.

Spørgsmål: Er der i Amos 2:8 andre eksempler på, at Guds dom kun lige akkurat undgår at ramme, og på en »cirkulerende metode«, der tjener som en advarsel til folket?

Svar: Læg mærke til, at Amos begyndte med den fjerneste nation, som ikke var nært beslægtet, og tilhørerne kunne måske endda føle sig glade over, at Guds dom ramte deres fjender. Men så bevægede han sig gradvist indad, indtil man kom til at undre sig: Hvis alle disse nationer skulle straffes for deres synder, hvordan kunne Juda og Israel, som også var ugudelige, men vidste bedre, så undslippe? Svaret er, at det kunne de ikke. I dag er USA først og fremmest bekymret for islamiske terrorister, derefter Kina i Det Sydkinesiske Hav og Taiwan, og så Rusland og Ukraine.

Spørgsmål: I Am 2:8, hvornår bringer Gud dom over en nation eller et folk?

Svar: Det korte svar er: når som helst Han vil. Men nogle faktorer kan være, hvor meget folket synder, hvor alvorlige synderne er, og hvor længe de har haft tid til at omvende sig. Endelig: hvor meget ved de om sandheden, og er de blevet advaret?

Spørgsmål: I Am 2:9-11, 3:2, hvad er de grunde, Gud her angiver for at straffe Juda og Israel lige så hårdt eller hårdere end de omgivende nationer?

Svar: Israels opførsel var værre, fordi de vidste alt det, Gud havde gjort for dem. Da Israel ønskede at opføre sig som dem, der ikke kender Gud, ville Gud ikke behandle dem bedre end dem, der ikke kender Gud.

I Amos 3:2 står der, at Gud straffer dem ikke, fordi de ikke kender ham, men fordi de kender ham og alligevel vender ryggen til ham.

Spørgsmål: Hvorfor understreger Gud i Amos 2:14-16, at de stærke vil falde?

Svar: En af grundene kan være, at israelitterne havde sat deres lid til, at Gud ville kæmpe for dem. »Herren er med os« var deres kampråb i 4. Mosebog 23:21; 5. Mosebog 20:4; 31:8; Dommerbogen 6:12; Esajas 8:10; Zefanja 3:15,17. Gud lovede at forsvare sit lydige folk i trængselstider i Salme 23:4; 46:7,11 – men ikke mere. Dette slogan var forældet; Amos 5:2 viser, at de vil blive forladt.

Spørgsmål: Er kendskabet til Gud i Amos 3:2 godt eller ej?

Svar: At kende Gud bedre er godt, men kun hvis man ønsker at elske og følge ham. Som Amos 3:1-2 antyder, betyder et tættere forhold større ansvar. Herren giver her en grund til, hvorfor Juda og Israel vil blive straffet lige så hårdt som, hvis ikke hårdere end, de omkringliggende nationer. Et forhold til Gud er vigtigere end viden.

Spørgsmål: Betyder det i Am 3:2, at ingen andre end israelitterne kendte til Gud?

Svar: Nej. Alle har i det mindste en lille smule åbenbaring om Gud, blot ved at betragte skabelsen, som Romerbrevet 1:19-20 og Salme 19:1-6 viser. Desuden åbenbarede Gud sig for ikke-israelitter, herunder Abraham, Ketura, Adam, Noa og Enoch. Jona forkyndte for ninivitterne, og egypterne, moabitterne, edomitterne og så videre kendte til israelitternes Gud.

Indtil Kristi tid havde ingen andre imidlertid den viden om Gud i det omfang, som Gud gav jøderne, der modtog Guds Tora. Jøderne indtog en særlig plads, både som det udvalgte folk og som dem, der fik Guds egne ord, som det fremgår af Romerbrevet 3:1-2.

Spørgsmål: Hvad menes der i Amos 3:3 med, at to mennesker går sammen her?

Svar: To mennesker går ikke sammen ad en sti, hvis de ikke er enige indbyrdes og ønsker at rejse til et fælles mål. Et vestligt ordsprog med lignende betydning lyder: »Fugle af samme fjer flokkes sammen.« Selv om du ikke selv ønsker at gøre en bestemt ond handling, så er du, hvis du altid går sammen med dem, der gør det, med på at gå hen, hvor de går hen. To går ikke sammen, medmindre de er enige om at gøre det.

Spørgsmål: Hvad er det gennemgående punkt i de syv eksempler i disse fire vers i Am 3:3-6?

Svar: Gud forklarer, at deres handlinger og hjerte er årsagen til dommen. Ingen af disse ting sker, medmindre den forudgående årsag er til stede. På samme måde ville Guds straf af Israel heller ikke finde sted her, hvis de ikke vendte ryggen til Ham. Lige nu har de ingen intentioner om at vende tilbage, så dommen er uundgåelig. Hvis de ikke ønsker at følge Gud, behøver de ikke længere at bo i hans land. I fremtiden vil de alle blive forvist, og kun en lille rest vil vende tilbage.

Spørgsmål: Hvorfor brøler en jagtende løve i Am 3:4?

Svar: En løve brøler ikke, når den sniger sig ind på sit bytte, men kun når den er ved at fange det.

Spørgsmål: I Am 3:6, forårsager Gud ondskab/ulykke?

Svar: Ordet »ondt« har to betydninger:

Ulykke / katastrofe / skadelige ting: Ja, Gud forårsager disse ting nogle gange.

Moralsk ondskab: Nej, Gud forårsager ikke direkte moralsk ondskab. Men Gud tillader, at den finder sted, og Gud »kanaliserer« den endda til sine egne formål, og Han bruger den ved at væve den ind som en del af sin plan.

Muslimer bør ikke undre sig over, at udtrykket »ondskab« kan betyde skade og ikke blot moralsk ondskab. Udtrykket bruges på denne måde i deres egne skrifter, i Bukhari Hadith, bind 3, bog 29, kap. 7, nr. 56, s. 35.

Spørgsmål: Hvilke fremtidige katastrofer har Gud åbenbaret gennem profeterne i Am 3:7-8?

Svar: Her er mange af dem.

Noah var en forkynder af retfærdighed ifølge 2. Petersbrev 2:5. Han havde hundrede år til at forkynde, mens han byggede arken.

De splittede kongeriger efter Salomos død: 1. Kongebog 11:29-39 – 1. Kongebog 12:15-20

Abijas død, der skulle afslutte Jeroboams dynasti 1. Kongebog 14:1-16 – 1. Kongebog 14:17-18; 15:29

Akabs og Jesabels død og deres slægt ville uddø. 1. Kongebog 21:17-24 – 1. Kongebog 22:29-37

Ahazias død 2. Kongebog 9:30-10:11

Moabs nederlag 2. Kongebog 3

Gentagelse af Akabs dynastis fald 2. Kongebog 9:7-10

Juda ville blive ført i eksil til Babylon 2. Kongebog 20:16-18, 2. Kongebog 21:10-15, 2. Kongebog 22:14-20 – 2. Kongebog 24-25, Jeremias 29:4-23.

Spørgsmål: Viser Amos 3:7, at der altid skal være en profet på jorden, som den mormonske apostel Bruce McConkie hævdede i »Doctrinal New Testament Commentary«, bind 2, s. 606?

Svar: Nej. Der var ingen, der havde profetembedet i de fire hundrede år mellem afslutningen af Det Gamle Testamente og Johannes Døberen, så selv mormonerne kan ikke hævde dette og være konsekvente.

Spørgsmål: Hvad er i Amos 3:7 de kristnes opgave i dag, når det gælder at give advarsler?

Svar: Da Gud tillod, at hans udvalgte folk blev taget til fange, forvist og udslettet som folk, og da Gud tillod, at hans tempel blev ødelagt, kunne man spørge: »Hvor er Gud i alt dette?« og »Er Gud ligeglad?« Profeterne i Det Gamle Testamente forkyndte budskabet om, at Gud gjorde meget mere end blot at vide på forhånd, at dette ville ske; Gud sørgede for, at disse katastrofer skulle finde sted. Profeterne spillede en vigtig rolle; når disse ting skete i fremtiden, kunne folket huske profeternes ord, se konsekvenserne og måske omvende sig og vende tilbage til Ham.

Hvem skal i dag udfylde denne afgørende rolle? Gud har sin kirke, og han gav os befalingen om at være en profetisk stemme, der forkynder evangeliet. Evangeliet handler ikke kun om undergang og dysterhed, men det har et »undergangsaspekt« i form af »omvend dig eller gå til grunde«.

Spørgsmål: Hvad er i Am 3:12 formålet med de flåede dele af et dyr her?

Svar: At sige, at dyrets dele er »reddet«, ville være en temmelig ironisk betydning af ordet her, som det fremgår af New International Bible Commentary, s. 902.

Men der ville dog være et meget lille praktisk positivt aspekt for hyrden. Hvis et får forsvandt, ville hyrden være ansvarlig for at erstatte tabet til ejeren, medmindre hyrden kunne bevise, at det var blevet revet i stykker af vilde dyr, som det står i 2. Mosebog 22:10-13. I 1. Mosebog 31:39 fortæller Jakob Laban, at når et får blev revet i stykker af vilde dyr, betalte Jakob selv for tabet i stedet for at bringe resterne til Laban.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Betel og dets altre i Amos 3:14?

Svar: Betel var et særligt sted for tilbedelse af Herren, som blev »omdøbt«. Abraham opholdt sig der i 1. Mosebog 12:8, lige efter at han havde fået synet om, at Gud ville give hans efterkommere landet. Det var der, Jakob havde synet om englene, der steg op og ned ad en stige/trappe til himlen. Byen hed dengang Luz, men Jakob omdøbte den til Betel, hvilket betyder »Guds hus«. Gud bad Jakob om at bosætte sig i Betel i 1. Mosebog 35:1-15. Debora, Rebekkas amme, døde og blev begravet i Betel.

Men da Jeroboam gjorde oprør mod Rehabeam, indså han, at det politisk set ikke ville være klogt for israelitterne i nord at rejse hyppigt til Jerusalem i det sydlige rige for at tilbede. Derfor rejste Jeroboam to alter, det ene helt oppe i nord i Dan og det andet tæt på Judas grænse i Betel. I stedet for tilbedelse af Herren satte Jeroboam guldkalve op, som folket kunne tilbede, jf. 1. Kongebog 12:32-13:4. Derefter kom en Guds mand og profeterede, at en fremtidig konge, Josias, ville dræbe Baalspræsterne på højderne ved Betel, og som et tegn ville alteret blive splittet i to. Derefter splittede alteret sig i to. Men i stedet for at tage advarslen og det guddommelige mirakel til sig, var det en simpel sag blot at reparere det afgudsdyrkende alter. Senere blev dette alter ødelagt for altid af den gode konge Josias i 2. Kongebog 23:15-16.

Så Satan behøver ikke at bygge noget; han behøver blot at omdanne det, der blev bygget til Gud.

Spørgsmål: Hvad svarer i dag til Betel og dets altre i Amos 3:14?

Svar: Mange katedraler i Europa tog et århundrede eller to at opføre. Trods den tid og de omkostninger, der var forbundet hermed, vidste folket i det mindste, at der ville være et varigt sted at tilbede Gud, bygget til at modstå tidens tand. I dag er nogle kirker og katedraler imidlertid blevet omdannet til forretninger og endda moskéer. Ja, bygningerne er varige, men deres formål var det ikke.

Et andet eksempel er, at mange trossamfund, der oprindeligt havde til formål at prise Gud, enten har ændret sig eller splittet sig for at følge deres egen dagsorden og ikke hævder at følge alt det, som Gud i Bibelen har pålagt os at adlyde. Hvis Bibelen for eksempel siger, at det er forkert at udøve homoseksualitet, og alligevel har den episkopale kirke og den forenede metodistkirke haft homoseksuelle præster, ligner de Betel, efter at Jeroboam havde omdannet det til et andet formål.

Mange teologiske seminarier, såsom Harvard, Yale, Princeton og Dartmouth, var oprindeligt gode seminarier til uddannelse af præster. Nu er de afveget fra læren om, at hele Bibelen er Guds ord.

Hver for sig må vi holde øje med os selv. Gud kan velsigne os med penge, uddannelse og erhvervserfaring, som kan bruges til gudfrygtige formål eller omdirigeres til at tjene onde formål.

Spørgsmål: Hvad er pointen med metaforen med kvæg i Amos 4:1-3?

Svar: Basan var et frodigt græsningsområde (Jeremias 50:19; Mika 7:14) med velnærede – eller man kunne sige forkælede – kvæg (Salme 22:12; Ezekiel 39:18). Disse kvinder krævede luksus og nydelse. Mens kvinderne økonomisk udnyttede andre, var de sandsynligvis ikke engang klar over, at de gjorde det. Måske drev de med deres drikkeri og deres vane med at bruge store summer deres ægtemænd til at udnytte andre for at opretholde den levestandard, de forventede. Der nævnes ikke seksuel umoral her, men disse kvinder er på en måde det modsatte af en ædel hustru i Ordsprogene 31:10-31.

Ligesom forkælet kvæg forventede disse kvinder, at andre skulle opfylde deres krav. Måske var de de oprindelige »Karens«.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at der i Am 4:2 lægges vægt på: »Herren Gud har svoret ved sin hellighed«?

Svar: Gud siger, at dette helt sikkert vil ske. Ingen af de forholdsregler, de kan træffe, og ingen af de penge og den magt, de har, vil kunne forhindre dette i at ske.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Amos 4:4, at man skal drage op til Betel eller Gilgal og synde?

Svar: Amos’ udtalelse må have været chokerende for hans tilhørere, og det var netop meningen. Tænk på det som en ironisk opfordring til at skynde sig mod deres dom. Amos gjorde sarkastisk nar af deres tilbedelse. Desværre plejede israelitterne at tage til Betel og Gilgal for at tilbede og ære Gud fra Josvas tid til opførelsen af Salomos tempel. Nu tog israelitterne stadig til Betel og Gilgal, men det var for at bringe ofre til falske guder eller for at ofre til både falske guder og Herren på samme tid, hvilket var lige så slemt. Gilgal var stadig et sted for ofringer ifølge Amos 5:5; Hosea 4:15; 9:15 og 12:11. Betel og Dan var de to steder, som Jeroboam havde indrettet til tilbedelse af guldkalve. Et offer er en generel betegnelse for enhver form for dyre- eller menneskeoffer.

Spørgsmål: I Am 4:4, hvornår, hvis overhovedet, bør vi være sarkastiske eller ironiske i vores vidnesbyrd?

Svar: Vær meget, meget forsigtig, hvis du bruger disse virkemidler, da alt, hvad du skriver eller siger, kan blive kopieret eller gentaget, ofte uden den fulde sammenhæng. Du ønsker ikke at fremstå som ondskabsfuld eller kærlighedsløs.

Men hvis en person ikke lytter til eller nægter at lytte til dine advarsler og ikke engang vil overveje dine argumenter, kan du svare med noget i retning af: »Fint, så gør, som du siger. Du ved godt, at det her højst sandsynligt vil føre til _____. Jeg forstår, at det er det, du ønsker, ikke?” Eller: ”Det er det, du siger, ikke?” (Giv dem en chance for at bekræfte det.) ”Er du så indforstået med, at jeg fortæller andre, at du mener ______?” (Hvis de siger nej, så spørg dem, hvorfor ikke.)

Spørgsmål: Hvad mente Amos med »rene tænder« i Am 4:6?

Svar: Dette udtryk betød, at der ikke ville være madrester i deres tænder, fordi de ikke havde noget at spise.

Spørgsmål: I Amos 4:6-11, hvornår bør vi fortælle folk, at naturkatastrofer eller krige kan tjene som en advarsel fra Gud?

Svar: Nogle ville se, at Gud gjorde disse ting mod israelitterne, men andre ville se, at Gud blot trak sin beskyttelse tilbage fra dem og overlod dem til katastrofen. Uanset hvad burde de ikke have undladt at erkende Guds hånd i, at han lod disse ting ske.

Nogle jøder er skuffede eller endda desillusionerede over, at hvis der findes en Gud, så lod Han holocaust finde sted. Men hvis jøderne ikke længere overholdt Det Gamle Testamentes lov (ofringer og alt det der) og afviste Messias, hvorfor skulle de så forvente, at Gud var forpligtet til at give dem særlig beskyttelse?

Når ulykker rammer nogle få mennesker, skal vi ikke tro, at de fortjener det mere end de mennesker omkring dem, som ikke blev ramt. Jesus sagde, at galilæerne, hvis blod Pilatus blandede med deres ofre, og dem, som Siloam-tårnet faldt ned over i Lukas 13:1-5, ikke var værre end andre. Men Jesus sagde også, at der var en lære for alle her: »Medmindre I omvender jer, vil I alle sammen gå til grunde.«

Nogle gange rammes Guds lydige tjenere af ulykker, og de har, ligesom Job, ingen anelse om, hvorfor disse ting skete for dem. Ud fra alt det, der skete netop for ham og hans familie, var det klart, at dette ikke blot var en tilfældighed eller et tilfælde. Men alligevel kunne Job ikke se nogen grund til det.

Hvad vi ikke kan lære af naturkatastrofer eller krige:

1) At de personer, der blev ramt, var værre eller mere onde end dem, der ikke blev ramt.

2) At man er i sikkerhed, hvis man ikke er lige så ond som dem omkring en.

3) At alle konsekvenserne af synden indtræffer i dette liv.

Tre ting, vi kan lære af naturkatastrofer eller krige:

1) Gud tillader, at disse ting sker for en nation eller en region, og han lover ikke nogen beskyttelse til dem, der ikke følger Gud.

2) Desuden sker der også dårlige ting for lydige troende, som f.eks. Job.

3) Livet findes ikke kun på jorden, og det er først efter døden, på dommedagen, at retfærdigheden vil ske fyldest.

Spørgsmål: Hvorfor forårsager Gud undertiden uretfærdighed i Amos 4:7?

Svar: Selvom nogle måske betragter »retfærdighed« fra mennesket, Gud og naturen som en umistelig ret, viser både Bibelen og empiriske beviser, at dette ikke er tilfældet i denne faldne verden. Gud vil sørge for fuldstændig retfærdighed, lige fra de små spædbørn, der bliver slagtet, til de onde undertrykkere, der trives gennem hele deres lange liv. Retfærdighed for alle vil dog først finde sted på dommedagen.

På den anden side bør tilstanden i denne faldne verden ikke bruges som en undskyldning for, at vi ikke er retfærdige og rimelige over for alle.

Spørgsmål: Hvad er disse skadedyr i Am 4:9?

Svar: Det første udtryk hører til en familie af plantesygdomme kaldet »bladskimmel«, svampe, der dræber planter. Det andet udtryk er »græshopper«. Når en plante er ramt af en af disse, og den har spredt sig, vil den ikke overleve uden moderne kemikalier. Planten lever stadig i øjeblikket, men dens død er, om end langsom, uundgåelig.

Spørgsmål: Beviser det i Amos 4:13, at Gud skaber vinden, at Helligånden er et skabt væsen?

Svar: Overhovedet ikke. Amos 4:13 nævner, at Gud former bjergene og skaber vinden. Mange gange, når Bibelen omtaler naturlige ting, såsom bjerge og vind, er betydningen ganske enkelt bjerge og vind. Hvis der ikke er nogen allegorisk betydning for »bjerge«, er det en strækning at forsøge at tvinge »vinden«, der står lige ved siden af, til at henvise til Helligånden og skabe en ny teologisk lære. Selvom Helligånden er blevet sammenlignet med vinden som en metafor, betyder det IKKE, at hver gang vinden blæser, føler alle mennesker og dyr i vindens vej Helligånden.

Historisk set er Ambrosius af Milano den første, der er kendt for at besvare dette spørgsmål i *Om Helligånden*, bog 2, kap. 48, s. 120.

Spørgsmål: Hvorfor klager Amos, under Guds inspiration, her i Amos 5:1-3?

Svar: En poetisk klagesang var almindelig at fremsige eller synge ved en begravelse. Et 3+2-meter-versemål var almindeligt i en begravelsessang, og det er netop det, der er skrevet her, som *New International Bible Commentary*, s. 905, påpeger. Dommen var endnu ikke indtruffet, så det var som om en person hørte sin egen nekrolog. Ud over at Amos fortæller, hvad der vil ske, fortæller kapitel 5 os, hvordan Gud føler om det, der vil ske. Gud har ingen glæde af de ugudeliges død, men ønsker snarere, at de vender sig fra deres ugudelighed og lever (Ezekiel 18:23).

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved strukturen i kapitel 5 i Amos 5:1-27?

Svar: Hebraisk poesi var ikke opbygget efter rim, som engelsk poesi, men snarere efter indhold. Hebraisk poesi var ofte opbygget som et chiasme, hvor den sidste halvdel af digtet er et spejlbillede af den første halvdel, hvor alt omformuleres i omvendt rækkefølge. Amos 5:1-17 udgør ét chiasme, og Amos 5:18-27 udgør et andet chiasme.

5:1-3 Guds ødelæggende dom over landet og byerne

- 5:4-6 Søg Gud, ikke afgudsalter, og lev

- - 5:7 Uretfærdighed mod de retfærdige

- - - 5:8-9 Gud hersker over himlene og fæstningerne

- - 5:10-13 Uretfærdighed mod de retskafne og de fattige

- 5:14-15 Søg det gode, ikke det onde, og lev

5:16-17 Guds ødelæggende dom over gaderne og markerne

Det andet chiasme er:

5:18-20 Herrens dag vil være hård mod de onde

- 5:21-22 Gud hader hyklerisk tilbedelse fra et uretfærdigt folk

- - 5:23-24 Gud ønsker retfærdighed og retskaffenhed, ikke den tilbedelse, som han hader

- 5:25-26 Selv under udvandringen tilbad I hyklerisk andre guder

5:27 På den dag vil I blive ført i fangenskab bort forbi Damaskus

Amos 5:10-13 er faktisk et chiasme inden for et chiasme.

Spørgsmål: Ligesom Amos 5:1-3 beklager de ugudeliges dom, ligesom Jeremias græd over folket i Jer 4:19; 9:1-2, og ligesom Jesus sørgede over Jerusalem i Mt 23:37, hvornår bør vi så offentligt sørge over et folk, deres dom og deres ugudelighed?

Svar: Lad os først se på, hvorfor disse mennesker – og vi – bør beklage. Derefter vil vi se, hvornår og hvordan vi skal beklage.

Hvorfor beklage: Generelt er der fire grunde til at beklage en syndig person eller et folk.

a) På grund af det onde, de gør: Især hvis de hævder at være troende, bør vi sørge over, hvordan deres synd vanærer Gud.

b) På grund af den forestående dom: På grund af den dom, der vil ramme dem, både i dette liv og i evigheden.

c) På grund af det, der kunne have været: Som der står i Jona 2,8: »De, der klamrer sig til værdiløse afguder, svigter Hans kærlige hengivenhed.« (BSB)

d) Personligt er det at beklage vores egen synd en del af omvendelsen.

Hvornår man skal beklage: I disse eksempler er det mest effektivt at beklage, mens der stadig er håb, før de bliver dræbt. Da David beklagede sin døende søn i 2. Samuel 12:16-23, holdt han op, så snart hans søn var død.

Hvordan man beklager sig: Selvom forskellige kulturer kan have forskellige skikke, foregik disse beklagelser alle offentligt, hvor andre kunne se det og måske tage det til sig som en advarsel. Vi kan beklage os verbalt, både i en offentlig tale og i en-til-en-samtaler med mennesker. Vi kan beklage os skriftligt, på internettet, på blogs og sociale medier samt i bøger og artikler. Kristne har »beklaget sig« på reklametavler, som folk ser, når de kører forbi. Der er mange måder, hvorpå vi offentligt kan udtrykke vores klage over, at et land vender sig bort fra Gud.

Spørgsmål: Hvorfor befaler Gud i Am 5:4,6 folket at søge ham?

Svar: Selv i alle disse vers om dom giver Gud folket muligheden for at søge ham og leve. Men 5. Mosebog 4:29 og Jeremias 29:13 siger, at vi skal søge ham af hele vores hjerte. Vi skal søge Herren på hans vilkår, ikke vores egne.

At søge Gud er enten et meget let eller et meget svært spørgsmål, afhængigt af om man har det rette teologiske grundlag.

Mange hardcore-kalvinister har et problem med dette vers. Andre kalvinister løser deres problem ved at sige, at Gud befalede ting, som han aldrig gav nogle midler til at adlyde, aldrig havde til hensigt, at de skulle adlyde, og i sin hemmelige vilje ikke engang ønskede, at de skulle adlyde.

De fleste kristne ser, at Gud naturligvis befaler folk noget, som Han har givet dem i det mindste nogle midler til at adlyde. Gud befaler folk visse ting, giver dem midlerne, men giver dem også friheden til at adlyde eller være ulydige.

Spørgsmål: Hvad er pointen med disse to advarsler i Am 5:5b?

A: Dette er profetiske ordspil. Mens ordspil ofte er humoristiske, er disse det ikke, men tjener som en måde at huske på. Gilgal var oprindeligt et mindesmærke for Josvas indtog i landet, men her vil Gilgal være et minde om, at man blev ført i eksil fra landet. Betel var et særligt sted for Abraham, Jakob og andre og betød »Guds hus«. Men Amos kaldte Betel for Bet-Aven, hvilket betyder »intetets hus« eller »ondskabens hus«.

Denne advarsel er ganske usædvanlig, for normalt opfordres folk til at omvende sig og begive sig til et sted for tilbedelse. Men disse steder var engang ubesmittede steder for tilbedelse af den sande Gud, hvilket de ikke længere er. Så i stedet for »omvend jer og kom«, er budskabet her »omvend jer og hold jer væk« fra de tidligere gudfrygtige steder, som ikke længere er det.

I dag, når et sted – det være sig et teologisk seminarium eller en kirkesamfund – har vendt sig fuldstændigt bort fra Gud, bør vi ikke forsøge at »komme« og reformere det indefra. Der kan være et tidspunkt for det, mens de kæmper, men der kommer et tidspunkt, hvor det er for sent. Vi bør snarere »holde os væk« og slutte os til gudfrygtige troende frem for dem, der allerede har forpligtet sig til at vende sig bort fra Gud.

Spørgsmål: Hvad er pointen med Plejaderne og især stjernebilledet Orion i Am 5:8?

Svar: Dette vers understreger Guds herredømme over hele himlen og jorden. Men specifikt, inden for astronomi (ikke astrologi), betød Plejaderne i Palæstina forårets komme, mens Orions fremkomst betød vinterens komme. Disse stjernebilleder kom og gik hvert år med urværkslignende regelmæssighed. På samme måde ville Guds herredømme og udøvelse af dom også finde sted. Plejaderne og Orion nævnes også i Job 9:9 og 38:31.

Spørgsmål: Hvad er chiasmen her i Amos 5:10-13?

Svar: Dette er et chiasme inden for det større chiasme i Amos 5:1-17.

5:10 De retfærdige bliver truet

- 5:11a De fattige bliver udnyttet

- - 5:11b-12a Dommen over pagtsbrud

- 5:12b De fattige bliver udnyttet

5:13 De retfærdige bliver truet

Spørgsmål: Skal man ifølge Am 5:18 ikke længes efter Herrens dag, eller skal man længes efter den, som det fremgår af 2 Pet 3:12,14?

Svar: Guds børn bør længes efter den, og de, der nægter at følge Gud, bør ikke længes efter den, ligesom egypterne ikke burde have længtes efter påskenatten i 2. Mosebog 12:29. Amos talte her til dem, der var religiøse, men ikke i god stand over for Gud. De hævdede at længes efter Herrens dag, men i virkeligheden burde de frygte den, da de kun fulgte Gud for syns skyld.

Spørgsmål: Hvordan kan nogle mennesker i dag, som beskrevet i Amos 5:18, regne med, at Guds nåde vil beskytte dem på trods af deres utroskab og ugudelige adfærd?

Svar: Fordi de taler de rigtige ord, tror de måske, at de fortjener Guds velsignelser. Men selv hvis vi er fuldt ud lydige – både i ord og handling – fortjener vi stadig ikke Guds velsignelser.

Spørgsmål: Hvad er meningen med Am 5:19?

Svar: Netop når de tror, de er i sikkerhed uden for fare, vil en fatal katastrofe ramme dem.

Spørgsmål: Hvorfor foragtede Gud deres religiøse højtider i Amos 5:21?

Svar: For det første forsøgte de tilsyneladende at ære Gud med hans ceremonier, mens de samtidig fortsatte med at udføre de afgudsdyrkende religiøse ceremonier. Selvom Gud indstiftede højtiderne og ritualerne i Det Gamle Testamente, foragtede han deres hykleriske overholdelse af disse højtider. De lagde vægt på at holde højtiderne, men forsømte andre dele af Guds lov, såsom at hjælpe de fattige og leve et rent liv. Det eneste formål, de religiøse højtider i Det Gamle Testamente tjente for dem, var at give dem en god følelse af at være religiøse, og Gud ønskede ikke, at de skulle have den falske følelse.

Spørgsmål: Viser Guds modvilje mod musikinstrumenter i Am 5:23, at vi ikke bør bruge instrumenter i kirken?

Svar: Nej, det viser snarere, at strengeinstrumenter var en del af den gammeltestamentlige tilbedelse. Gud afskyr uoprigtig tilbedelse. Amos 5:22-23 retfærdiggør ikke, at der ikke blev brugt instrumenter i Det Gamle Testamente, ligesom det heller ikke kan retfærdiggøre, at der ikke blev bragt ofre i Det Gamle Testamente. Det er interessant at bemærke, at verberne i Amos 5:21-22 er i flertal, mens verberne i Amos 5:23 er i ental. Gud siger altså til enkeltpersoner, at de skal holde op med det, hvis de ikke har omvendt sig.

Spørgsmål: Siger Am 5:25, at israelitternes ofringer i ørkenen i 40 år ikke var til Gud, da 2 Mos 24:4 og andre tekster siger, at de var til Gud?

Svar: Moses og mange israelitter bragte bestemt rette ofre til den sande Gud. Imidlertid var mange andre israelitter under udvandringen ikke indstillet på at tjene den sande Gud. Desuden bragte næsten alle israelitterne afgudsdyrkende ofre til det gyldne kalv ved Sinai-bjerget.

Spørgsmål: I Am 5:25-27, hvornår kan tillid til en religion, selv den kristne religion, være en falsk tillid?

Svar: Det er klart, at de, der sætter deres lid til en religion, der tilhører en dæmon eller en falsk gud, vil komme i vanskeligheder. Men selv at sætte sin lid til Gud og sandheden i Guds ord er et falsk håb, hvis man ikke har gjort Jesus til sin Frelser og Herre i sit liv.

Gud har hverken brug for eller ønsker deres tilbedelse af Ham, når den er blandet med hykleri og oprør.

Spørgsmål: Hvem er Moloch og Chiun i Am 5:26?

Svar: Der hersker en vis usikkerhed om disse navne her, da den masoretiske tekst og Septuaginta afviger fra hinanden. Uanset hvad var det afguder, som israelitterne tilbad i ørkenen. Arkæologiske udgravninger i Palæstina har afsløret en blomstrende afgudsdyrkelse, der mere eller mindre var udbredt gennem det meste af israelitternes historie frem til eksilet. Nogle liberale har [med rette] påpeget, at denne polyteistiske religion var meget forskellig fra det, der er overleveret til os i Bibelen. I stedet for at forringe Bibelen bekræfter dette bevis yderligere dens ægthed. Bibelen selv beretter om næsten konstant afgudsdyrkelse blandt nogle israelitter i landet. Bibelen ville have udeladt alt dette, hvis den forsøgte at fremstille en »renset« hvidvaskning i stedet for det sande billede af den faktiske historie.

Disse ord kan betyde helligdom og piedestal. En anden opfattelse er, at disse er synonymer for afguden Saturn. Nogle mener, at disse navne er relateret til guder, der blev tilbedt af assyrerne og arameerne. Uanset hvad blev der tilbedt forskellige afguder af folkeslagene nordøst for dem. Pointen er, at hvis man tilbeder disse afguder som guder, vil man blive ført i eksil til det sted, hvor disse afguder tilbedes.

Spørgsmål: Hvad var der galt med at sætte sin lid til Samarias bjerg i Am 6:1?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret, men Jerusalem i stedet: Nogle fra Judæa ville sige, at de burde have sat deres lid til Zionsbjerget (hvor Jerusalem ligger), hvor Guds tempel stod, i stedet for den falske religion i Samaria. Jeremias 7 beviser imidlertid, at dette er det forkerte svar.

Svaret: Vi bør ikke sætte vores lid til nogen religiøse skikke, heller ikke de religiøse skikke, vi udøver, fordi Gud har befalet os det. Naturligvis bør man ikke sætte sin lid til afgudsdyrkelse, men man bør heller ikke sætte sin lid til sin egen gudfrygtige lydighed; i stedet skal man sætte sin lid til Gud. I Zefanja 1:12 troede folk, at Gud ikke ville gøre noget; men her siger Amos, at Gud specifikt er ude efter dem, der afviser Ham, men alligevel bærer Hans navn.

Spørgsmål: Hvordan er nogle mennesker i dag, ligesom dengang, fejlagtigt trygge, jf. Amos 6:1-7?

Svar: Folk er trygge, når de ikke ser noget presserende behov for at ændre sig, ikke har noget ønske om at ændre sig og ikke ser nogen grund til at ændre sig. De er ikke tæt på Gud, og de har intet ønske om at komme tættere på, fordi de ikke ser noget behov for det. Vi bør altid ønske at komme tættere på Gud.

I Juda troede man, at Samaria først ville afværge enhver trussel, der kom deres vej, i et stykke tid.

Spørgsmål: Hvordan forsøger nogle i Am 6:5 at efterligne store religiøse ledere i dag?

Svar: Davids sange og salmer var tilegnet Gud. De er smukke både i litterær og religiøs forstand. Disse mennesker, som tilsyneladende ikke bekymrede sig meget om Gud, forsøgte alligevel at efterligne det, David gjorde.

I dag kan folk beundre kristen arkitektur og kunst samt kristnes skrifter, men ikke ønske at tjene og tilbede Kristus. De har måske positive følelser over for kristendommen, men man skal ikke forveksle dem med ægte kristne, hvis de ikke har overgivet deres liv til Gud.

Spørgsmål: Hvorfor hader Gud især stolthed hos dig i Am 6:8?

Svar: Bare én syndig holdning, nemlig stolthed, kan afskære mange gode ting, såsom taknemmelighed, tilfredshed og evnen til at lade sig korrigere. Den kan vokse sig så stor, at den omfatter misundelse, manglende tilgivelse og følelsen af at være såret, når andre ikke anerkender din formodede overlegenhed.

Der er tre lidt forskellige former for stolthed:

1) At tro, at du er bedre, vigtigere eller mere værdifuld end andre.

2) Stolthed over det, du selv har opnået, hvor du tager æren for det, som Gud og andre har gjort.

3) Stolthed over det, du har gjort. Vi er ikke betydningsfulde på grund af det, vi har skabt, men fordi Gud skabte os. Vi er ikke elsket af Gud for det, vi har gjort, men for det, Gud har gjort.

Et aspekt af stolthed er dumhed, for man har i sig selv intet at være stolt af.

Spørgsmål: Hvorfor nævner folket ikke Guds navn her i Am 6:10?

Svar: Folk, der tidligere så letfærdigt bespottede Guds navn, er nu bange for selv at udtale det på grund af den vrede, der er kommet over dem.

Spørgsmål: Hvordan forvandler nogle i Amos 6:12 og Ezekiel 5:6 retfærdighed til gift og retfærdighedens frugt til malurt?

Svar: Man forventer retfærdighed af en dommer i en sag. Når en person oplever noget, som vedkommende opfatter som uretfærdighed, kan vedkommende blive bitter og opgive troen på, at der nogensinde vil være retfærdighed. Nogle ting giver ingen mening, ligesom heste, der løber på klippeblokke, eller okser, der pløjer der. På samme måde vil nogle af de retlige afgørelser ikke give mening.

Spørgsmål: I Amos 7, hvornår, hvis overhovedet, bør vi gå i forbøn for onde mennesker foran Gud?

Svar: Alle synder stadig, så i en vis forstand beder vi altid for syndige mennesker, hver gang vi beder for nogen. Men denne sammenhæng er anderledes; dette var uomvendte, onde mennesker. Amos – og vi – bør stadig bede for uomvendte, onde mennesker, for at de må omvende sig og komme til Gud. Uden Guds nåde ville vi også være nøjagtigt i deres situation.

Spørgsmål: Hvad gør et lod præcist i Amos 7,7-9?

Svar: Det viser ganske enkelt, både for den, der har sat det op, og for alle andre, om noget er lige og vandret, eller om det er skævt. En delvist opført mur, der er skæv, kan rives ned og genopbygges. En gammel mur kan afprøves for at se, om den stadig er i orden, eller om den bør rives ned. Et lod vil måle Jerusalem for at se, om byen bør udslettes, jf. 2. Kongebog 21:13.

   Et lod gør ikke noget i sig selv, men viser, hvad der er skævt og skal ødelægges. Guds dom vil ikke være vilkårlig, men i overensstemmelse med loddet i Hans lov.

Spørgsmål: I Amos 7 blev Amos stemplet som forræder, fordi han sagde ting, som de ikke ønskede at høre. Hvordan kan en person i dag blive falsk anklaget for at være illoyal?

Svar: Mange mennesker misforstår grundlæggende begrebet loyalitet.

Loyalitet over for et land kontra en politisk leder: Hvis du mener, at den nuværende politiske leder ikke er den bedste for dit land, og at en anden bør vælges, vil nogle måske kalde dig illoyal over for landet. De ser ikke forskel på at følge en leder uanset hvad og loyalitet over for et land. På grund af det kan du paradoksalt nok være mere loyal over for landet end din anklager. Der er et begreb, som i dag er gået tabt for nogle, nemlig »den loyale opposition«. På den positive side har jeg i flere kirker hørt præsten sige, at tilhørerne bør sammenholde det, han siger, med det, der står i Bibelen. Hvis de finder et sted, hvor han siger noget, der strider mod Bibelen, sagde præsten, at de i så fald ikke skal lytte til ham, men følge Bibelen.

Loyalitet over for organisationen: En chef forventer måske, at du altid er loyal over for ham, selv når han vil have dig til at gøre ting, der strider mod virksomhedens eller organisationens bedste interesser.

Ingen konstruktiv kritik: Endelig mener nogle, at loyalitet betyder altid at være positiv, og at det er illoyalt ikke at være en »ja-mand«. Problemet er, at når der er behov for en kursændring, er der ingen, der fortæller lederen, at han eller hun er nødt til at ændre kurs. Når de senere bliver tvunget ud, undrer de sig måske over, hvad der skete, og hvorfor ingen sagde noget til dem. De indser dog ikke, at de selv har skabt en kultur, hvor ingen turde sige fra og påpege, at noget ikke var den bedste fremgangsmåde, uden at frygte konsekvenser.

Spørgsmål: Hvordan svarede Amos i Am 7,10-17 på denne anklage om, at han ikke var kvalificeret til at være profet?

Svar: Amos fungerede som et lod for en bestemt person: præsten Amasja. Amos giver faktisk to supplerende svar. Amos er enig i, at han ikke er kvalificeret efter menneskelige målestokke. Han er altså ikke en professionel profet eller lever af at være profet, som Amasja antyder. Men Amos siger, at Gud trods dette kaldte ham direkte.

Spørgsmål: Hvad bør man gøre i Am 7:10-17, når nogen befaler en at gøre noget?

Svar: Det kommer helt an på situationen. Adlyd, hvis det, de befaler, ikke strider mod Guds bud, og de befinder sig i en position, hvor du bør adlyde dem (f.eks. en politibetjent, en dommer, din chef eller din lærer). Romerbrevet 12:18 siger, at vi så vidt muligt skal leve i fred med alle. Hvis de ikke har autoritet over dig, skal du alligevel adlyde dem, hvis du ved, at det, de beder om, er det, du bør gøre. Men hvis det ikke er noget, du bør adlyde, kan din reaktion afhænge af omstændighederne. Nogle gange kan du blot fortælle dem, at du ikke vil gøre det, og hvorfor, som Peter gjorde i Apostlenes Gerninger 4:19-20. Nogle gange er det bedst at gøre noget i det skjulte, som Josef fra Arimatæa gjorde i Johannes 19:38. Nogle gange er det bedst at flygte, som Jesus befalede de troende i Matthæus 24:16-18.

En god kristen apologets hjemmeside blev taget ned, uden at apologeten vidste det. Da han spurgte webmasteren, hvorfor den var blevet taget ned, fik han at vide, at nogen havde ringet til webmasteren og sagt, at han ikke ville have den længere, så den skulle fjernes. Så webmasteren tog hjemmesiden ned uden overhovedet at kontrollere, hvem der havde ringet. Da apologeten opdagede dette, blev den sat op igen.

I mit arbejde modtog jeg engang en e-mail, hvor der stod, at jeg sagde forkerte ting om islam, og at jeg burde fjerne min hjemmeside, og der var en skjult trussel om retslige skridt, hvis jeg ikke gjorde det. Jeg svarede med at undskylde for eventuelle fejl, jeg måtte have begået, og sagde, at jeg straks ville rette disse fejl. Jeg bad dem om at vise mig de steder, hvor jeg havde sagt noget forkert, så jeg kunne rette dem. Jeg hørte aldrig fra dem igen.

Spørgsmål: Hvordan kunne folk i dag, ligesom den onde præst Amasja forsøgte dengang, forsøge at kontrollere eller undertrykke en guddommeligt givet tjeneste, som beskrevet i Am 7?

Svar: Nogen kan modsætte sig en tjeneste, et initiativ eller et andet arbejde af mindst tre grunde: kontrol, misundelse eller modstridende hensigter.

Kontrol: En person i en ledende stilling kan være imod en tjeneste eller en menighed af den simple grund, at vedkommende ikke har kontrol over den. Vedkommende mener, at al ledelse skal komme fra ham selv, og at han skal have kontrollen. Nogen kunne se, at det ville se dårligt ud, for hvorfor er man leder eller chef, hvis man ikke kan bringe dette under sin kontrol?

Misundelse: Under andre omstændigheder ville de måske støtte tjenesten, men de er loyale over for en anden organisation, og de opfatter tjenestens succes som noget, der går ud over succesen for det, de selv ønsker. Det handler ikke om, at det bedste bliver gjort, men om at de selv og deres organisation gør det bedste. Nogle gange kan den øverste ledelse på en arbejdsplads utilsigtet fremme dette ved at fokusere på individuelle resultater på bekostning af teamwork og støtte til andre grupper. Nogen kunne føle, at det ikke ville se godt ud, for hvis en anden gruppe gjorde alt det, de selv gjorde, kunne folk vende tilbage og spørge, hvad man selv laver.

Modstridende mål: Grundlæggende kan tjenesten gå ud på at overtale folk til at gå i en bestemt retning eller tro eller handle på en bestemt måde, og nogen kan være grundlæggende imod det. Nogen kunne tænke, at det ville se dårligt ud, da din chef, leder eller konge her ønsker, at du skal være loyal og gå i en bestemt retning, og du tolererer, at en anden arbejder i modstrid med dette.

I Amazias tilfælde kan det have været alle tre, med særlig vægt på det tredje. I dag, når nogen modsætter sig noget godt, som du eller din gruppe gør, kan det være en god idé at forsøge at forstå hvorfor. Det kan være, fordi du simpelthen har en dårlig idé og ikke er klar over det. Det kan være sandt eller ej, selvom de altid vil fortælle dig det, hvis de får chancen. Men overvej også, at modstanden kan skyldes en af disse tre grunde; i stedet for instinktivt at reagere på modstanden, er det bedre at reagere klogt. Du kan måske berolige dem, indgå et samarbejde med dem eller finde allierede, der står over dem.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af den modne sommerfrugt i Am 8:1-2?

Svar: Dette viser, at israelitterne, ligesom sommerfrugten, var modne til at blive dømt. Det repræsenterer hele vækstcyklussen frem til vækstens resultat. På hebraisk lyder ordet for moden frugt/sommerfrugt (qayis) som udtrykket »tiden er moden« (qes). Eller det kunne være overmoden, rådnende frugt.

Generelt glemmer folk, at Gud har en stærk sans for timing.

Mere konkret var tiden for at undgå dommen ved at løbe ud.

Vores synder har en »holdbarhed«, som Gud midlertidigt tillader i et stykke tid, men deres holdbarhed var netop ved at udløbe.

Spørgsmål: Hvad var syndigt i Am 8:5, da de overholdt loven?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Delvis lydighed: Gud ønsker mere end blot at overholde nogle af ritualerne, mens man overtræder andre love ved at snyde og undertrykke andre, som det også fremgår af Jakob 2:10-11.

Indre lydighed: Gud ønsker mere end blot ydre handlinger, men et indre hjerte præget af lydighed.

De overholdt ydre set nymånefestene, selvom de i deres hjerte ikke kunne vente på, at de var forbi. Selvom de var religiøse, brugte de uærlige vægte og undertrykte og udnyttede de fattige. Selv i dag bør det ikke komme som nogen overraskelse, at nogle onde mennesker, der er langt fra Gud, stadig er religiøse.

Spørgsmål: I Amos 8:9, hvornår vil solen gå ned ved middagstid?

Svar: Der er to synspunkter, og svaret kan betragtes som en dobbelt opfyldelse.

Umiddelbar: Ifølge de assyriske krøniker fandt der en solformørkelse sted den 15. juni 763 f.Kr. under et oprør i den assyriske by Asshur. (Asshur ligger 500 til 600 miles fra Jerusalem.) Dette kunne henvise til to solformørkelser: 784 f.Kr. og 763 f.Kr. Amos 8:9 bør forstås som en umiddelbar begivenhed og ikke i forbindelse med endetiden.

Endetiden: Amos 8:9 siger, at dette vil ske »på den dag«. Den dag er Herrens dag, som indtraf første gang, da Herren kom. Solen gik ned midt på dagen, da Jesus blev korsfæstet. Herrens dag er også den dag, hvor Jesus vender tilbage, hvor solen igen vil gå ned.

Spørgsmål: I Am 8:10, hvornår vil de sørge som over en eneste søn?

Svar: Dette vil ske, når jøderne i massevis vender sig til Kristus i endetiden. Zakarias 12:10 omtaler også dette.

Spørgsmål: Hvordan vil der i Amos 8:11 opstå en hungersnød efter at høre Guds ord?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Mennesker kan afvise at følge Gud, og Gud giver dem mulighed for senere at omvende sig og følge Ham.

2. Men når et menneske i lang tid nægter at lytte til den sandhed, Gud har givet det, kommer der et tidspunkt, hvor det næsten ikke vil høre noget af Guds ord. Et udtryk, som nogle bruger om denne proces, er »retslig forhårdning«, og denne forhårdning er noget, som både den enkelte og Gud har en andel i. Hvis mennesker ikke ønsker at følge Gud, er Herren ikke forpligtet til at give dem sit ord. Faktisk kan det på dommens dag være bedre for dem at vide så lidt som muligt, hvis de alligevel var fast besluttet på at afvise Gud.

3. Der kommer naturligvis et endeligt tidspunkt, ved døden, hvor der ikke længere er nogen nye chancer.

4. For et folk kommer der ligeledes et tidspunkt, hvor Guds ord er en sjældenhed blandt dem. Der kommer også et tidspunkt, hvor gruppen spredes, og deres identitet som folk går tabt.

Spørgsmål: Henviser Am 8:11-12 til Israel eller til alle nationer?

Svar: Disse vers vedrører direkte israelitterne og deres blandingsafkom, samaritanerne. Det generelle princip gælder dog stadig også for andre nationer.

Spørgsmål: Hvorfor søger de i Am 8:12 Herrens ord og finder det ikke, når der i Mt 7:7-8 står, at enhver, der beder, modtager, og den, der søger, finder?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Jesus sagde disse ord århundreder efter Amos, og forholdene var anderledes i Det Nye Testamente end før. Desuden var der en 400-årig periode med stilhed, hvor der ikke blev givet nogen skrifter, lige før Jesus kom. Endelig var den viden, som Jesus gav os, ikke tilgængelig selv for gudfrygtige mennesker, der levede før Jesus. Men selvom disse tre udsagn alle er sande, overser de den tidløse sandhed og advarslen, som er hovedpointen i Amos 8:12-14.

Svaret: Der er to niveauer i svaret.

Mere specifikt henviste Amos 8:12-14 til dem (hovedsageligt samaritanere) i landet [Israel], der tilbad både det nordlige kongeriges afguder og Gud. Så længe de forsøgte at følge begge dele, ville de ikke finde Guds ord.

Generelt er Amos 8:12-14 en advarsel til alle mennesker. Mattæus 7:7-8 betyder ikke, at man skal bede hvem som helst; det betyder, at man skal bede den ene sande Gud. Hvis man ønsker at kombinere Guds sandhed med afgudsdyrkelse og andre religioners falskhed, vil man opleve en sandhedssult, ikke en opfyldelse af sandheden. Man skal søge Gud af hele sit hjerte, ikke så en del af hjertet søger Gud, mens en anden del søger afguder.

Spørgsmål: Hvad er meningen med versene i Amos 9:1-4?

Svar: Du kan løbe, men du kan ikke gemme dig for Guds vrede. Gud tillader ikke blot denne ødelæggelse; han overvåger den! Hvis nogen løber ind i et tempel eller sit hus for at gemme sig, vil vredenes håndlangere stå ved dørstolperne og bryde dem ned. Hvis nogen løber et andet sted hen, vil Guds vrede stadig indhente dem. Selv hvis nogen er en af Guds udvalgte, vil det ikke redde dem.

Karmelbjerget nævnes sandsynligvis, fordi der er tusindvis af kalkstenshuler der, hovedsageligt på den vestlige side, hvor en flygtning kunne gemme sig. Toppen er tæt bevokset med skov, og man kunne også forsøge at gemme sig der.

Spørgsmål: Forårsager Gud i Am 9:3 fysisk ondskab?

Svar: Der er to slags ting, der betegnes med de hebraiske (såvel som engelske) ord for ondskab.

Moralsk ondskab er ugudelighed, og selvom Gud tillader det, forårsager Gud det ikke direkte.

Fysisk ondskab er skade eller død, og nogle gange forårsager Gud det direkte.

Muslimer bør ikke være overraskede over, at udtrykket »ondskab« kan betyde skade og ikke blot moralsk ondskab. Udtrykket bruges på denne måde i deres egne skrifter, i Bukhari Hadith, bind 3, bog 29, kap. 7, nr. 56, s. 35.

Spørgsmål: Hvordan lignede jøderne etiopierne i Am 9:7?

Svar: Ligesom to huse kan være ens, bortset fra malingen, er vi alle ens for Gud, da vores »maling« ikke gør nogen forskel for Gud.

Spørgsmål: Viser Am 9:7, at det jødiske folk var sorte?

Svar: Nej, medmindre hudfarve er den eneste måde, Gud skelner mellem mennesker på. Folk i Mellemøsten var kaukasiske. Ægypterne var primært kaukasiske med en smule sort blod. I det gamle Egypten blev ægyptere med rødt hår imidlertid betragtet som grimme og barberede derfor deres hoveder. Hvordan kunne de have rødt hår, hvis de alle var sorte…?

Gud brugte eksemplet med et folk, der så meget forskellige ud rent fysisk, for at understrege, at vi under huden alle er ens for Gud. Galaterbrevet 3:28 viser også, at vi alle er Guds børn, uanset vores race eller om vi er mænd eller kvinder. I den tidlige kirke tilbad mennesker fra Etiopien til Rusland til Frankrig alle Gud i enighed, ifølge Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.), Irenæus’ »Mod kætterierne«, bog 1, kap. 10.2, s. 331

Spørgsmål: Hvor lå Kaftor og Kir i Amos 9:7?

Svar: Kaphtor var filistrenes oprindelige hjemland, før de kom til det sydøstlige Palæstina. Kir var arameernes oprindelige hjemland, før de kom til det, der i dag er Syrien. Vi er ikke sikre på, hvor disse steder lå. Filistrene var imidlertid et folk fra Det Ægæiske Hav, og man mener, at de sandsynligvis kom fra øen Kreta.

Spørgsmål: Hvorfor kommer budskabet om håb lige efter en så vredefuld profeti i Amos 9:11-15?

Svar: Mange andre profeter slutter også med en lysende bemærkning om fremtiden for i det mindste en rest. Ud fra første halvdel af kapitel 9 kunne man undre sig over, om Gud var helt færdig med israelitterne, indtil de blev udslettet for evigt. Men Amos 9:11-15 viser, at dette ikke er tilfældet; Gud har stadig en vidunderlig plan for deres efterkommere i kommende generationer i tusindårsriget og derefter.

Spørgsmål: I Am 9:12, hvornår tog jøderne Edoms rest i besiddelse?

Svar: Dette henviser ikke kun til landet, men også til folket. Omkring 130/125 f.Kr. tvang kong Johannes Hyrkanos edomitterne til at assimilere sig med jøderne. Herodes den Store var edomit. Men ikke kun Edom; Guds folk ville omfatte ikke-jøder generelt. Jakob, Herrens bror, bragte dette punkt på bane ved at citere Amos 9:11-12 på rådet i Jerusalem i Apostlenes Gerninger 15:1-20.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Amos findes der stadig i dag?

A: Dødehavsrullerne: (ca. 1 f.Kr.) Der findes tre eksemplarer af Amos blandt Dødehavsrullerne, benævnt 4Q78 (=4QXIIc), 4Q82 (=4QXIIg) og 5Q4 (=5QAmos).

4Q78 indeholder Amos 2:11-16; 3:1-15; 4:1-2; 6:13-14; 7:1-4,7-9,12-16

4Q82 indeholder Amos 1:3-15; 2:1,7-9,15-16; 3:1-2; 4:4-9; 5:1-2,9-18; 6:1-4,6-14; 7:1,7-12,14-17; 8:1-5,11-14; 9:1,6,14-15

5Q4 indeholder Amos 1:3-5.

I The Dead Sea Scrolls Translated, s. 479, står der imidlertid, at 4Q82 (4QXIIg) fra de mindre profeter indeholder rester af Hosea og Nahum, men der nævnes ikke noget om Amos. Desuden viser The Meaning of the Dead Sea Scrolls kun 5:26-27; 8:11 og 9:11 for Amos.

Nahal Hever er en hule nær Engedi, hvor der findes et fragment af de mindre profeter på græsk (8 Hev XIIgr). Det blev skrevet mellem 50 f.Kr. og 50 e.Kr. Det blev skjult under Bar Kokhba-oprøret mod Rom. Det er en revision af Septuaginta, udført i Judæa, og næsten identisk med den masoretiske tekst.

Wadi Murabba'at-rullen med de mindre profeter (Mur XII) stammer fra ca. 132 e.Kr. Den indeholder Amos 1:5-15; 2:1; 6:1?; 7:3-17; 8:3-7,11-14; 9:1-15.

Samlet set har vi i Dødehavsrullerne, Nahal Hever og Wadi Murabba'at følgende vers fra Amos bevaret: Amos 1:3-15; 2:1,7-9,11-16; 3:1-15; 4:1-2,4-9; 5:1-2,9-18; 6:1-4,6-14; 7:1-4,7-17; 8:1-5,11-14; 9:1,6,14-15.

Kristne bibelhåndskrifter fra omkring år 350 e.Kr. indeholder Det Gamle Testamente, herunder Amos. To af disse er Vaticanus (325–350 e.Kr.) og Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.), hvor de tolv mindre profeters bøger var placeret før Esajas. Amos er fuldstændig i både Vaticanus og Alexandrinus.

Hosea, Amos og Mika var aldrig til stede i Sinaiticus (340-350 e.Kr.).

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Amos?

Svar: Forfattere fra før det nikænske koncil, der henviste til eller hentydede til vers i Amos, er:

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) citerer i sin »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 22, s. 205, Amos 5:18–6:7 som værende af Amos.

Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) (implicit) nævner »Det Gamle Testamente« og opregner bøgerne. Han opregner ikke de tolv mindre profeter hver for sig, men kalder dem »De Tolv«. Fragment 4 fra *Book of Extracts*, bind 8, s. 759

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) henviser også til Amos 1:2; 5:25,26; 8:9,10; 9:11-12.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.)

Tertullian (198–220 e.Kr.)

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.)

Origenes (240 e.Kr.) »For hvorfor længes I efter Herrens dag? Den er mørke og ikke lys, siger profeten Amos.« (jf. Amos 5:18) Prædikener over Jeremias, prædiken 12, kap. 10.1, s. 123 (græsk)

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.)

Cyprianus af Karthago (248–258 e.Kr.)

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer Amos 5:8 som stammende fra profeten. Dialog om den sande tro, 5. del, kap. 18b, s. 172.

Methodius af Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.)

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.)

Efter Nicæa (325 e.Kr.):

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) (Underforstået, da han nævner de tolv profeter) »Der er altså i Det Gamle Testamente i alt toogtyve bøger; … dernæst profeterne, hvor de tolv regnes som én bog…« Athanasius’ påskebrev 39, kap. 4, s. 552.

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han omtaler specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Pentateuken, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel og Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra og Nehemias. Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.

Efter Nikæa er der også andre forfattere.

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i Amos?

Svar: Septuaginta består af ca. 3.219 ord på græsk. Med fokus på kapitel 5 (489 græske ord) er den første variant den masoretiske tekst, den anden er den græske Septuaginta, medmindre andet er angivet.

Am 3:9 »Ashdod« (masoretisk) vs. »Assyrien« (Septuaginta)

Am 5:1 »ord« kontra »Herrens ord«

Am 5:1 »klagesang, som jeg fremsiger mod jer« kontra »som jeg løfter op mod jer, en klagesang«

Am 5:1-2 »O Israels hus. Israels jomfru er faldet og vil ikke rejse sig igen; hun ligger forladt på sit land; der er ingen, der rejser hende op.« kontra »Israels hus er faldet; det skal ikke længere rejse sig. Israels jomfru er faldet på sit land; der er ingen, der skal rejse hende op.«

Am 5:4,6 »og leve« kontra »og I skal leve«

Am 5:5 »Gilgal« kontra »Galgala«

Am 5:5 »Beersheba« kontra »edens brønd« (Navnet på byen Beersheba betyder »edens brønd«)

Am 5:6 »Han skal ikke bryde ud som en ild [over] Josefs hus og fortære det; og ingen slukker den for Betel.« kontra »for at Josefs hus ikke skal blusse op som en ild og fortære ham, og der ikke skal være nogen til at slukke den for Israels hus.«

Am 5:7 »Han har forladt dem, der forvandler retfærdighed og ret til malurt på jorden« vs. »[Det er ham], der udfører dom i højderne [ovenfor], og han har etableret retfærdighed på jorden«

Am 5:8 »Han, som skabte Plejaderne og Orion« (stjernebilleder på himlen) vs. »Han, som skabte alle ting og forandrer [dem]«

Am 5:9 »som lader ødelæggelse blusse op mod de stærke« kontra »som uddeler undergang til styrken«

Am 5:9 »ødelæggelse rammer fæstningen« kontra »og bringer ulykke over fæstningen«.

Am 5:10 »foragter den, der taler retfærdigt« kontra »afskyr hellig tale«.

Am 5:11 »jeres trampen på de fattige« kontra »de har slået de fattige med deres næver«

Am 5:15 »Had det onde og elsk det gode« kontra »Vi har hadet det onde og elsket det gode«

Am 5:17 »i alle vinmarker« kontra »på alle veje«

Am 5:18 »dem, der begærer« kontra »I, der begærer«

Am 5:18 »dette« mod »denne Herrens dag«

Am 5:18 »Herrens dag er mørke« kontra »mens det er mørke«

Am 5:20 »lys i den« kontra »lys«

Am 5:21 »foragter jeres festdage« kontra »afviser jeres fester«

Am 5:21 »glæder mig ikke over jeres højtidelige forsamlinger« kontra »lugter ikke til [jeres] kødofre i jeres almindelige forsamlinger«

Am 5:22 »Jeg vil ikke have behag i« kontra »Jeg vil ikke acceptere dem«

Am 5:23 »strengeinstrumenter« kontra »instrumenter«

Am 5:24 »vand … en evigt strømmende bæk« kontra »vand … en uoverstigelig strøm«

Am 5:25 »ofre og madofre« kontra »ofre og offergaver«

Am 5:25 »Fyrre år i ørkenen, o Israels hus?« kontra »O Israels hus, fyrre år i ørkenen?«

Am 5:26 »Ja, I har båret jeres konges telt og Kiyyun/Kaiwan, jeres billeder, jeres guders stjerne …« kontra »Ja, I tog Molochs tabernakel op og jeres gud Raephan/Refans stjerne, deres billeder …«

Am 5:27 »Derfor« kontra »Og«

Am 8:1 »sagde« (masoretisk, Septuaginta) kontra »sagde til mig« (syrisk, Theodor af Mopsuestia, Kommentar til Amos kap. 8, s. 164)

Am 8:8 »svulmer op som lyset« (masoretisk) kontra »svulmer op som [Nilen]« (nogle hebraiske håndskrifter, Septuaginta, Targum, syrisk, Vulgata)

Am 9:12a »Edom« kontra »menneskeheden/mennesker«

Am 9:12b »bærer mit navn« (masoretisk) kontra »bærer mit navn, må søge Herren« (Septuaginta)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. Der er desuden anvendt The Expositor's Bible Commentary samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.

Medmindre andet er angivet, er bibelcitaterne hentet fra *The Holy Bible, Berean Standard Bible* (BSB), som er frigivet til det offentlige domæne: https://berean.bible