< Spørgsmål til Bibelen fra Apostlenes Gerninger

Spørgsmål: Skrev Lukas to separate bøger: »Evangeliet« og »Apostlenes Gerninger«, eller skrev han én bog, som kirken eller det første kristne fællesskab senere delte op i to bøger?

Svar: Begge er ret omfangsrige bøger, og Lukas skrev dem oprindeligt hver for sig. Apostlenes Gerninger 1:1 indledes med: »I min første bog, kære Theofilus, skrev jeg om alt det, som Jesus begyndte at gøre og lære…« Af de 31 forfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse, der citerede eller henviste til Lukas og/eller Apostlenes Gerninger, skrev ingen, at det nogensinde havde været én bog.

Spørgsmål: Var Theofilus i Apostlenes Gerninger 1:1 og Lukas 1:3 en virkelig person?

Svar: Der er tre muligheder, og jeg hælder til den tredje opfattelse.

Nej: Det græske ord Theophilus betyder »Guds elsker«, og mange ser dette som en generel henvendelse til Guds elskere i almindelighed. Ifølge historikeren Plutarch blev en mand ved navn Kleomenes mirakuløst beskyttet af en slange, og han blev kaldt theophiles, eller »gudernes yndling«.

Ja: Theofilus var imidlertid et kendt græsk navn, og nogle, såsom Nelson Study Bible s. 1685, hævder, at Theofilus var en bestemt troende. Ligeledes siger NIV Study Bible s. 1532, at Theofilus »næsten helt sikkert henviser til en bestemt person snarere end til Guds elskere generelt«. Theofilus kan have været Lukas’ protektor, der betalte Lukas’ udgifter, mens han forskede og skrev.

Bevidst tvetydigt: En tredje opfattelse er, at denne tvetydighed er bevidst, enten fra Lukas’ side eller fra Guds side.

Theofilus var navnet på en række personer:

1) En antik græsk geograf, der nævnes af Plutarch, Ptolemæus og Josefus

2) En indo-græsk konge enten i 130 f.Kr. eller 90 f.Kr., en biskop i Antiokia (168-181/188 e.Kr.)

3) En Theophilus fra Cæsarea (ca. 170–180 e.Kr.)

4) Den arianske Theophilus den Indiske (død 364 e.Kr.)

5) En patriark fra Alexandria omkring år 391 e.Kr.

6) Forfatteren af »Martyriet om Habib, diakonen«, som fandt sted i år 315 e.Kr.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 1:3, var Jesus på jorden i fyrre dage efter sin opstandelse, eller mindre end fem dage, som Lukas 24:50-52 angiveligt antyder?

Svar: Jesus var på jorden i fyrre dage efter sin opstandelse, som Lukas fortæller os i Apostlenes Gerninger 1:3. Derimod fortæller Lukas os i Lukas 24:50 om de sidste fem dage, men Lukas-evangeliet angiver ikke antallet af dage, før Jesus førte dem til Betania og steg op til himmelen.

Spørgsmål: Vidste apostlene på forhånd i Apostlenes Gerninger 1:8, hvad der ville ske, når Helligånden kom over dem?

Svar: Det står der ikke i Skriften, men der er intet, der tyder på, at de gjorde det. Mange gange, når vi følger Gud, fortæller Gud os ikke altid på forhånd, hvilke velsignelser han har i vente for os.

Spørgsmål: Hvem var de mænd, der var klædt i hvidt, i Apostlenes Gerninger 1:10?

Svar: Det var engle. Lukas kaldte dem mænd, fordi de så ud som mennesker.

Spørgsmål: Hvorfor irettesatte englene apostlene mildt i Apostlenes Gerninger 1:11?

Svar: Det er forståeligt nok, at de bare stod der i forbløffelse og så Jesus stige op til himlen. Men efter at Jesus var forsvundet, blev de ved med at stirre. De behøver ikke at bekymre sig om at gå glip af Kristi genkomst; alle øjne vil se den. Ligesom dem er vi ikke kaldet til at være stjernekiggere, der kun ser opad, men vi er kaldet til at være vidner for mennesker over hele verden.

Spørgsmål: Viser Apostlenes Gerninger1:11 , hvordan Jesus vil vende tilbage?

Svar: Ja. Jesus vil vende tilbage i legemlig skikkelse i skyerne, ligesom han steg op i skyerne i legemlig skikkelse.

Den tidlige kristne forfatter Irenæus (182-188 e.Kr.) siger, efter at have citeret 1. Johannesbrev 5:1: »Vi ved, at Jesus Kristus er den samme, for hvem himlens porte blev åbnet, fordi han påtog sig kød; han skal også komme i det samme kød, som han led i, og åbenbare Faderens herlighed.« Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16:8, s. 443

Spørgsmål: Hvad er en sabbatsrejse i Apostlenes Gerninger 1:12?

Svar: Dette dagligdags udtryk betegner den afstand, som farisæerne fastsatte, at en person måtte tilbagelægge på sabbatten uden at udføre arbejde. Mishnaen lærer, at den var 2.000 alen, hvilket svarer til 1,11 km eller 1.200 yard eller 2/3 af en mil.

Spørgsmål: Viser Apostlenes Gerninger 1:12, at vi ikke bør rejse længere end dette på sabbatten?

Svar: Nej. Det faktum, at en »sabbatsrejse« var et almindeligt udtryk og blev brugt her, betyder ikke, at vi skal følge farisæernes traditioner. En sabbatsrejse var ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 354, ca. 3.000 fod eller lidt mere end en halv mile.

Spørgsmål: Hvorfor gik disciplene i Apostlenes Gerninger 1:12 til Olivenbjerget, når de i Apostlenes Gerninger 1:4 blev bedt om ikke at forlade Jerusalem?

Svar: Olivenbjerget lå mindre end en mile fra selve Jerusalems bymure. Det lå stadig inden for det større Jerusalem-område, ligesom en forstad, der grænser op til en by, stadig betragtes som en del af bymiljøet.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 1:12, steg Jesus op til himlen fra Olivenbjerget, eller steg han op til himlen fra Betania, som det står i Lukas 24:50?

Svar: Begge dele, fordi Betania lå på skråningen af Olivenbjerget. Betania lå tættere på Jerusalem end den afstand, en jøde havde lov til at gå på sabbatten, og Olivenbjerget lå mellem Betania og Jerusalem.

Som en sidebemærkning lyder Lukasevangeliets beskrivelse af Olivenbjerget, som om den var skrevet til en ikke-jødisk læser, der ellers ikke ville være bekendt med det. Jødiske læsere, der havde været i Jerusalem, ville allerede vide, hvor Olivenbjerget lå. Man finder derfor ikke et sprog som dette hos nogen af de andre evangelieskrivere, som måske ikke så et behov for det.

Spørgsmål: Hvorfor indledte Peter i Apostlenes Gerninger 1:16 og 15:7 med den hilsen, som på græsk lyder »Mænd, brødre« (BSB »Brødre«), og hvorfor indledte Jakob på samme måde i Apostlenes Gerninger 15:13?

Svar: Der er ingen særlig betydning i dette; det var blot en af de gængse måder at indlede en højtidelig, respektfuld offentlig tale på. For eksempel indledte den græske retoriker Demosthenes nogle af sine taler på denne måde, ifølge The Expositor’s Greek Testament, bind 2, s. 63. Paulus indledte med »Brødre og fædre« i Apostlenes Gerninger 22:1, »Brødre« i Apostlenes Gerninger 23:1 og 28:17 og blot »Mænd« foran ikke-jøder i Apostlenes Gerninger 27:21.

Spørgsmål: Hvad fortæller Apostlenes Gerninger 1:14 om Josef og Maria?

Svar: Josef, Jesu adoptivfar, er ikke til stede. Som Johannes Chrysostomos lærte, var Josef sandsynligvis død, før Jesus blev korsfæstet. De var der for at tilbede og bede til Gud; der er ingen omtale af at ære eller bede til Maria. Maria æres som Jesu mor; titlen »Maria, Guds moder« er ukendt i Det Nye Testamente. Dette er sidste gang, Maria nævnes direkte i Det Nye Testamente.

Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i Apostlenes Gerninger 1:17 Judas Iskariot være en del af tjenesten, før Judas forrådte Jesus?

Svar: Judas’ forræderi var en del af Guds plan ifølge Apostlenes Gerninger 2:23. Judas er blot ét eksempel i Bibelen på uværdige mennesker, der fungerer som ledere for Guds hjord, men i virkeligheden er åndelige ulve. Det skete dengang i Apostlenes Gerninger20:29 –31, og det sker også i dag af og til.

Gud var dog ikke overrasket over det; faktisk indvævede Gud selv Judas’ forræderi som en del af sin plan.

Spørgsmål: Hvordan døde Judas helt præcist i Apostlenes Gerninger 1:18 og Mattæus 27:3-10?

Svar: Apostlenes Gerninger 1:18-19 siger, at Judas faldt hovedkulds ned på en mark, hvilket antyder et fald fra i det mindste en vis højde. Sætter man disse vers sammen, giver det to muligheder. I begge scenarier hængte Judas sig selv, sandsynligvis fra et træ, muligvis ud over en klippe.

Hængningen mislykkedes: Mens Judas stadig var i live, brast rebet, og han faldt hovedkulds ned på marken, hvor hans krop sprængtes i stykker.

Hængningen lykkedes, og Judas døde af at blive hængt. Men hvis ingen gik op for at tage ham ned, ville liget før eller senere falde ned på den ene eller den anden måde.

Uanset hvad var der tale om en hængning, et bristet reb og en krop, der var sprunget i stykker.

Spørgsmål: Taler Bibelen i Apostlenes Gerninger 1:17 om selvmord? Kommer man i himlen eller helvede, hvis man begår selvmord? ... Jeg har ikke en pistol mod hovedet. Jeg undrer mig bare. Det er et af de spørgsmål, som ingen nogensinde har rejst under et bibelstudie. Jeg tror, det er fordi folk er for bange for at spørge.

Svar: Hverken når det gælder selvmord eller andre synder, specificerer Bibelen, hvordan Gud dømmer en person. Selvmord er en form for mord, og ifølge de ti bud må vi ikke begå mord. Bibelen indeholder et par eksempler på onde mennesker, der begik selvmord: Kong Saul og Judas.

Nogle mener, at hvis man har taget imod Kristus, kan man miste sin frelse, hvis man begår en synd og aldrig omvender sig. En person, der begår selvmord, har – afhængigt af metoden – måske ikke tid til at omvende sig, før vedkommende dør.

Denne ræsonnement er imidlertid forkert: Selvom kristne skal omvende sig fra alle deres synder, bliver vi frelst ved Guds nåde gennem troen; ikke på grundlag af, at vi omvender os fra hver eneste synd. Jeg er sikker på, at enhver kristen, der dør, ikke udtrykkeligt har omvendt sig fra en eller anden synd, fordi vedkommende enten har glemt den eller ikke var klar over, at det var en synd. Men vores frelse er en gave fra Gud til alle, der tager imod den.
I den tidlige kirke fandtes der et eksempel på en smuk, gudfrygtig kristen mor og hendes to døtre, som blev pågrebet af romerske soldater. Moderen talte med sine døtre, og inden de blev voldtaget, bad de om at gå ud til vejsiden ved en flod [formodentlig for at gå på toilettet]. Derefter kastede de sig i floden og druknede. Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 8, kap. 12, s. 332-333, nævner disse blandt de »beundringsværdige Kristi martyrer«. Dette var imidlertid en synd, fordi man ikke må begå mord. Blandt de tidlige kristne forfattere lærte Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) i *De guddommelige institutter*, bog 3, kap. 18, s. 89, at selvmord er forkert. Augustin af Hippo lærte også, at selvmord, selv for at undslippe voldtægt, er forkert.

Spørgsmål: Hvordan forholder disse citater fra Salme 69,25 og Salme 109,8 sig til Judas i Apostlenes Gerninger 1,20?

Svar: Salme 69:21 vedrører også Jesus. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Disse tre vers siger ikke udtrykkeligt, at de henviser til den fremtidige Messias.

2. Der er heller ingen grund til, at vi skal fortolke disse vers således, at de ikke gælder for andre end Jesus og Judas.

3. Den situation, Jesus befandt sig i, passer imidlertid meget tæt på de typer situationer, som disse salmer henviser til.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Peter i Apostlenes Gerninger 1:20 »hans plads«, når Salme 69:25 siger »deres plads«?

Svar: Peter citerede ikke Salme 69,25 ord for ord fra hukommelsen, og Apostlenes Gerninger fortæller os (uden fejl), hvad Peter faktisk citerede. Der er to synspunkter på betydningen af dette.

Første opfattelse: Valget af Matthias som den tolvte apostel var en fejl, da man ikke hører mere om Matthias efter dette, og Paulus blev apostel. Peters beslutning om at udvælge en tolvte apostel ved lodtrækning var baseret på Peters fejlagtige erindring om Salme 69:25. Selvom Peter altså forsøgte at adlyde Guds ord, kunne selv Peter begå fejl. Det er dog i orden, for Gud virker stadig gennem ufuldkomne mennesker.

Andet synspunkt: Peters omskrivning var en korrekt anvendelse, fordi Salmen talte om Messias’ fjender, og Judas var bestemt en af dem.

Spørgsmål: Hvor mange apostle var der bibelsk set i Apostlenes Gerninger 1:21-26? Jeg er temmelig sikker på, at Barnabas blev anerkendt som en i Apostlenes Gerninger. Og at Jakob, Jesu bror, også var en apostel, hvilket fremgår andre steder i Skriften. Var Apollos desuden en apostel?

Svar: Ordet »apostel« har flere betydninger. Ordet kan generelt betyde »ambassadør«, og Barnabas og Jakob, Herrens bror, var apostle i den forstand. Mens Barnabas blev kaldt en apostel i Apostlenes Gerninger14:4 , blev Jakob og Apollos ikke i sig selv kaldt apostle i Bibelen, selvom de spillede vigtige roller i menigheden.

For at skelne mellem disse fandtes der en anden, mere afgrænset gruppe, kaldet »De tolv«, hvilket rejser et interessant spørgsmål. Da elleve af Jesu disciple blev apostle, hvad så med den tolvte? Peter så et behov for den tolvte, de kastede lod mellem Josef og Matthias, og Matthias vandt (Apostlenes Gerninger1:21 -26). Når man kaster lod, er det tvivlsomt, om der var et tredje valg, nemlig »vælg ikke endnu«. Alligevel hører vi ikke mere om Matthias. Senere blev Paulus den tolvte apostel og blev anerkendt af de andre (Gal 2:8-10; 2 Pet3:15 -16). Det er næsten, som om Gud blot ignorerede deres lodtrækning, fordi Hans valg af Paulus først skulle komme senere.

En interessant sidebemærkning er, at man i Qumran-fællesskabet havde tolv ledere af deres fællesskab samt en inderkreds på tre.

Spørgsmål: Da de i Apostlenes Gerninger 1:22-26 ved lodtrækning valgte Matthias til at overtage Judas’ plads, var det så det, Gud ønskede?

Svar: Skriften nævner hverken godkendelse eller afvisning af denne beslutning. Mange kristne mener dog, at dette ikke var, hvad Gud ønskede, af tre grunde.

1. Gud anerkendte kun tolv som apostle i Åbenbaringen 21:14.

2. Paulus blev nævnt som apostel i 1. Timoteusbrev 1:1; 2:7; Romerbrevet 1:1; 1. Korintherbrev 1:1; 2. Korintherbrev 1:1; Galaterbrevet 1:1; Efeserbrevet 1:1; Kolossenserbrevet 1:1; 2. Timoteusbrev 1:1 og Titusbrevet 1:1.

3. Matthias nævnes aldrig igen i Bibelen.

Her er nogle argumenter for, at Matthias burde være blevet valgt.

1. Det ville være godt at fremhæve tallet »12« som en opfyldelse af Israels historie ved pinse i det næste kapitel.

2. I forlængelse af det foregående havde Paulus en helt anderledes tjeneste, idet han ikke var til stede ved pinse og rejste langt væk til hedningerne.

3. Peter, inspireret af Helligånden, ville have en god forståelse af, hvordan disse salmer skulle anvendes her.

4. Der var ingen kritik eller irettesættelse fra Gud.

Når oprigtige troende tjener Gud af hele deres hjerte, vil de stadig begå fejl. Men Gud er stor nok til at se gennem fingre med vores fejl.

   F.F. Bruce er af den opfattelse, at dette var korrekt. F.F. Bruce påpeger også, at de ikke erstattede Judas, fordi han døde. De erstattede snarere Judas, fordi han forlod sin plads. De praktiserede ikke en bogstavelig »apostolisk succession«, da de, da Jakob blev martyr i Apostlenes Gerninger 12:2, ikke tænkte på at erstatte ham. Tertullian (198-220 e.Kr.) mener i sit værk »Om forskriften mod kætterne«, kap. 20, s. 252, ligeledes, at valget af Matthias var korrekt.

Spørgsmål: Hvad betyder »Barsabbas« i Apostlenes Gerninger 1,23?

Svar: Det betyder bogstaveligt talt »søn af sabbatten«. Måske blev Josef Barsabbas født på sabbatten.

Spørgsmål: Var lodtrækningen i Apostlenes Gerninger 1:26 en afstemning?

Svar: Nej. Lodtrækning svarer til at lægge en sten med hver kandidats navn på i en krukke og lade nogen trække et navn tilfældigt.

Spørgsmål: Hvor mange dage gik der i Apostlenes Gerninger 2:1 mellem Jesu himmelfart og pinse?

Svar: Da Jesus steg op til himmelen ca. 40 dage efter opstandelsen (Apostlenes Gerninger 1:3), og pinse var 50 dage efter påsken, var der ca. 10 dage imellem.

Spørgsmål: Hvem havde ildtungerne i Apostlenes Gerninger 2:3?

A: Selvom Skriften ikke udtrykkeligt siger, at det var begrænset til apostlene, var det sandsynligvis tilfældet. Vi kan ikke sige, om Matthias havde en ildtunge eller ej. På den anden side mener *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 357, at alle de omkring 120 troende havde ildtunger, men at det kun var de tolv, der talte i tunger. Desuden står der ikke præcist »ildtunger«, men snarere »tunger som af ild«. Ligeledes står der ikke, at det lød som en stormende vind, men at det lød som en stormende vind.

Spørgsmål: Hvorfor ventede Gud i Apostlenes Gerninger 2:4 med at sende Helligånden indtil pinse?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor der var en forsinkelse på halvtreds dage fra påsken. Der er dog to åbenlyse grunde.

Måske måtte himmelfarten finde sted først: Jesus viste sig ofte for sine disciple, før han steg op til himlen. Han måtte afslutte sin undervisning af dem og give dem den opgave, der findes i Apostlenes Gerninger 1:7-8, før han steg op til himlen. Hans himmelfart fandt sted, før Helligånden kom over dem.

I overensstemmelse med højtiderne: Gud indstiftede de jødiske højtider i Det Gamle Testamente. Jesu liv fulgte højtidernes rytme, og det var kun passende, at Helligånden skulle komme på pinsefesten. Pinsen er foreskrevet i 3. Mosebog 23,15-16 og 5. Mosebog 16,9-12.

Spørgsmål: Hvordan kunne alle forstå tungetalen i Apostlenes Gerninger 2:4, når 1 Korintherbrev 14:27-28 siger, at der ikke bør være tungetale i menigheden uden tolkning?

Svar: Mængdens reaktion viser, at apostlene ikke talte på ukendte tungemål, men på tungemål, der var ukendte for talerne, men kendte for tilhørerne. Der var derfor ikke brug for tolke.

Hvad angår tanken om, at de var i strid med 1 Kor14:27 -28, skal man huske, at

a) Tilhørerne selv kunne fortolke det

b) dette ikke foregik i en menighed

c) 1 Korintherbrevet 14:27-28 var endnu ikke skrevet.

Selvom muslimer ikke er kristne, burde de ikke have nogen problemer med at acceptere denne beretning. En af de mest fremtrædende tidlige muslimske historikere, al-Tabari, angiver også, at Jesu disciple på mirakuløs vis kunne tale sproget hos de mennesker, de blev sendt til. (al-Tabaris Historie, bind 8, s. 99)

Spørgsmål: Beviser det i Apostlenes Gerninger 2:4, at Helligånden fylder mennesker, at Helligånden ikke kan være en person, som Jehovas Vidner lærer?

Svar: Nej. Hvis den logik var gyldig, ville Gud – eftersom han fylder himlene og jorden, som det står i Jeremias23:24 – ikke være en personlig gud. Det faktum, at Helligånden kan gøre ting, vi ikke kan, og det faktum, at Gud er uendelig, hindrer ikke, at han også er et intelligent væsen med tanker og følelser. Som det påpeges i *When Cultists Ask*, s. 194-195, står der i Efeserbrevet4:10 , at Kristus fylder alle ting, så er Kristus ifølge den samme fejlagtige logik heller ikke en person?

Mens det foregående afsnit viser, at intet forhindrer Helligånden i at være en person, viser den følgende liste, at Helligånden har en persons egenskaber. Med »person« mener vi ikke et menneske, men et intelligent, personligt væsen.

Parakletos (trøsteren, den, der er ved vores side)

Taler til os (Johannes14:16 ,26; Johannes15:26 ; Apostlenes Gerninger 13:2; Hebræerbrevet 3:7)

Minder os om (Joh14:26 )

Som en forælder, så vi ikke skal være forældreløse (orphanos på græsk) (Joh14:18 )

Vejleder os (Johannes16:13 )

Underviser os (Johannes14:26 ; 1 Korinther2:13 )

Bor i os (1 Korintherbrevet3:16 ; 2 Timoteusbrevet1:14 ; Romerbrevet 8:9,11, Efeserbrevet2:22 )

I vores hjerter (2 Korintherbrevet1:22 ; Galaterbrevet 4:6)

Vi lever ved Ånden (Galaterbrevet5:16 ,25)

Ledet af Ånden (Galaterbrevet5:18 ; Romerbrevet 8:9)

Han går i forbøn for os (Romerne8:26 –27)

Kan fornærmes (Hebræerbrevet10:29 )

Vidner om Kristus (Johannes15:26 )

Har en vilje (Romerne8:27 )

Kan blive bedrøvet (Esajas 63:10; Efeserbrevet4:30 )

Vælger, hvem der skal modtage gaver (1. Korintherbrev12:11 )

Besidder kærlighed (Romerne15:30 )

Kan synes, at ting er gode (Apostlenes Gerninger15:28 )

Udforsker Guds dybe ting (1 Korintherbrevet 2:9-10)

Gud i os (1. Johannesbrev 4:12-13,15-16; Romerbrevet 8:9-10; 1. Korintherbrev3:16 ,6:19 ; Johannes 14:23, 15:4)

Altid hos os (Mattæus 28:20)

Sukker og bekymrer sig således for os (Rom8:26 )

Giver glæde (1. Thessalonikerbrev 1:6)

Spørgsmål: Beviser Apostlenes Gerninger 2:4, at det at tale i tunger var en normal oplevelse for fremtidige kristne?

Svar: De tolv apostles oplevelse i Apostlenes Gerninger 2:4 hverken beviser eller modbeviser dette, medmindre man mener, at ildtunger også er en normal kristen oplevelse. At tale i tunger fandt ikke sted før dette, fordi apostlene ikke var fyldt med Helligånden før pinse. For andre mennesker, der talte i tunger efter dette, nævnes der intet om ildtunger.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 2:6-11 talte de fleste mennesker på den tid enten græsk eller aramæisk. Talte apostlene da til alle på deres eget sprog ved blot at bruge disse to sprog, hvilket ikke ville være et mirakel, som den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* på side 1002 antyder?

Svar: Mange mennesker i Palæstina talte både græsk og aramæisk. Asimovs forklaring på dette, nemlig at de talte to sprog, giver ingen mening af mindst fem grunde.

1. »En skare samlede sig i forvirring, fordi hver enkelt hørte dem tale sit eget sprog. Forbløffede og forundrede …« (Apostlenes Gerninger 2:6-7) Hvor mange mennesker i dag bliver forbløffede og forundrede over at høre, at en fremmed er tosproget?

2. »Forbløffede og forvirrede spurgte de hinanden: ’Hvad betyder dette?’« (Apostlenes Gerninger2:12 ).

3. Andre sagde: »De er fulde af ny vin!« (Apostlenes Gerninger2:13 )

4. I Apostlenes Gerninger 2:8 står der, at folk fra femten forskellige folkeslag hørte evangeliet på deres eget sprog. Det ville ikke give mening at nævne femten grupper, hvis der kun blev talt to sprog.

5. Endelig er det usandsynligt, at alle partherne og araberne talte enten græsk eller aramæisk.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i Apostlenes Gerninger 2:7 vide, at apostlene var galilæere?

Svar: Mængden kunne høre det på deres accent. I Galilæa havde man en tendens til at udelade stavelser. Galilæerne havde også svært ved at udtale gutturale lyde (ligesom engelsktalende). Gutturale lyde findes næsten ikke på engelsk, bortset måske fra ordet »loch«. De ligner mest h, g, k og det tyske r. De er fremtrædende på tysk, hebraisk og arabisk, som min ven Akhmed sikkert ved. For eksempel betyder de to arabiske ord „kalb“ og „qalb“ henholdsvis „hund“ og „hjerte“. Jeg har hørt, at arabere elskede at høre udenlandske missionærer, der talte arabisk, opfordre folk til at give Gud deres „hjerte“.

Spørgsmål: Er talerne i Apostlenes Gerninger 2:14-40 gengivet nøjagtigt?

Svar: Nej, af flere grunde. Apostlenes Gerninger 2:14-40 kan læses på et minut eller to, og Peter talte sandsynligvis længere end det. Faktisk fortæller Lukas i Apostlenes Gerninger 2:40, at Peter også sagde mange andre ord. Lukas gav et resumé af det, Peter sagde, og han omskrev sandsynligvis også dele af det.

Vi har et godt eksempel fra den verdslige historie fra den pålidelige historiker Thukydid i det 5. århundrede f.Kr. I sin »Historie om den peloponnesiske krig« medtager han også mange taler. Thukydid skriver: »Hvad angår talerne … var det svært for mig og for andre, der gengav dem for mig, at huske de nøjagtige ord. Jeg har derfor lagt de følelser, der passede til lejligheden, i munden på hver taler, udtrykt som jeg mente, han sandsynligvis ville have udtrykt dem, samtidig med at jeg bestræbte mig på, så nøjagtigt som muligt, at gengive den generelle betydning af det, der faktisk blev sagt. … Hvad angår krigens begivenheder, har jeg ikke vovet at tale ud fra tilfældige oplysninger eller efter min egen opfattelse; jeg har ikke beskrevet andet end det, jeg enten selv har set, eller har erfaret fra andre, som jeg har udspurgt meget omhyggeligt og indgående. Det var en møjsommelig opgave.” Thukydid, oversat til engelsk af Benjamin Jowett (1881), bind 1, bog 1, kap. 22.

Spørgsmål: Hvorfor mente jøderne i Apostlenes Gerninger 2:15, at det var forkert at have drukket vin på dette tidspunkt?

Svar: Selvom man drak vin i moderate mængder, var det på festdage skik at faste indtil mindst den fjerde time. En person er en alvorlig alkoholiker, hvis vedkommende har brug for vin for at komme op om morgenen. Generelt drak jøder ikke vin om morgenen.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 2:16-21, blev denne profeti fra Joel 2:28-29 opfyldt her, eller vil den blive opfyldt ved Kristi genkomst?

Svar: Den skal opfyldes ved hver af Kristi genkomster. En del af den blev opfyldt ved Jesu korsfæstelse, da solen blev mørk om eftermiddagen, jf. Matthæus 27:45, Markus 15:33 og Lukas 23:44-45. Peter nævnte dette i Apostlenes Gerninger 2:16-21.

Det vil også blive mørkt før Jesu genkomst i Åbenbaringen 6:12-14;8:12 ; 9:2;16:10 .

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 2:16-21, hvor dette opfyldte profetien i Joel 2:28-32, hvorfor blev månen så ikke til blod?

Svar: At månen bliver til blod betyder ganske enkelt, at månen fremstår med en rød farve. Solen blev formørket i tre timer under Jesu korsfæstelse ifølge Lukas 23:44-45. En ikke-kristen palæstinensisk historiker ved navn Thales (også stavet Thallus) skrev i år 52 e.Kr., at der var mørke under Jesu korsfæstelse. En karisk-græsk forfatter ved navn Phlegon skrev også, at der i den 202. olympiade (år 33 e.Kr.) fandt en solformørkelse sted.

Der er to synspunkter på Apostlenes Gerninger 2:16-21:

Fuldstændigt opfyldt: Da månen ofte viser sig om dagen, ville månen sandsynligvis også blive formørket eller rødlig, når solen blev formørket.

Delvist opfyldt: Profetien i Joel 2:28-32 bestod af flere dele. Helligåndens udgydelse fandt først sted halvtreds dage senere ved pinse. Månen blev tilsyneladende ikke formørket her, men den vil blive formørket ved Kristi genkomst. Solen blev formørket både ved korsfæstelsen og ved genkomsten.

Spørgsmål: Hvordan forholder Salme 16,8-11 og Salme 2 sig til Jesus og de første kristne i Apostlenes Gerninger 2,25-26 og 4,25-28?

Svar: Disse vers vedrører primært Jesus. Fordi Jesus har givet os sit liv, vedrører de også sekundært os.

I Salme 16:8-11 ser vi, at Jesu legeme aldrig forfaldt, og at Jesus vil have evig glæde i himlen. Vores jordiske legemer vil forfalde. Men vi vil senere modtage herliggjorte legemer, og også for os vil disse legemer aldrig forfalde, og vi vil have evig glæde i himlen.

I Salme 2 vil Jesus sidde på sin trone og herske over jorden. Efeserbrevet 2:6 og Åbenbaringen 3:21 siger, at vi vil sidde sammen med Kristus på hans trone (ikke vores egen) og regere sammen med ham.

At kombinere to vers, der indeholder de samme ord, var den »anden midrashiske regel«, der tilskrives den berømte jødiske rabbiner Hillel.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 2:34, kom David da til himlen, eller ej?

Svar: Ja, til sidst. Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Da David skrev det citerede afsnit, levede han stadig på jorden.

2. I dag er Davids sjæl i himlen. Hans krop er dog ikke i himlen, som det fremgår af Apostlenes Gerninger2:29 .

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 2:36 hævder skeptikeren Bart Ehrman, at Peter viste, at Jesus modtog sin ophøjede status ved opstandelsen (Jesus, Interrupted, s. 95).

Svar: Ehrman har halvt ret og halvt uret. Mens Apostlenes Gerninger2:36 viser, at Jesus modtog sin ophøjede status, viser Johannes 17:5-7, at Jesus genvandt den ophøjede status, han havde, før verden blev til.

Spørgsmål: Betyder Apostlenes Gerninger 2:38, at vanddåben er nødvendig for frelsen?

Svar: Nej, hvilket tyven på korset og nogle af de tidlige martyrer kan bevidne. Jesus er nødvendig for frelsen. Hverken omvendelse eller vanddåb fortjener vores frelse. Det er vores reaktion på Jesu værk. Dåben skal være et ydre tegn på vores forudgående indre omvendelse. Men Peter sagde ikke: »Tro kun indvendigt«. Deres indre tro var forenet med det ydre vidnesbyrd over for Gud og andre.

Bemærk, at Apostlenes Gerninger2:38 var en befaling, ikke en formel. Hvis Apostlenes Gerninger2:38 var en formel, kunne man fejlagtigt konkludere, at kærlighed til Gud, tro, at tro på og stole på Gud er unødvendigt, da disse ting ikke nævnes her. Alle, der kommer til Kristus, bør døbes, og det gælder i lige så høj grad i dag, som det gjorde dengang. Det er dog Jesu blod, ikke vores dåb, der frelser os. Alligevel vil kristne ønske at adlyde Kristus og lade sig døbe med vand.

Kolossenserbrevet 2:11-12 viser, at omskærelsen var en form for dåb. Som Justin Martyr påpegede, beviste det faktum, at kun mænd og ikke kvinder kunne omskæres, at omskærelsen var givet af Gud som et tegn, ikke som en retfærdighedsgerning. (Dialog med Trypho, kap. 23, s. 206)

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 2:38 siger mange, at vi skal omvende os fra vores synder for at blive frelst, andre siger, at det kun sker ved tro, og andre igen taler om omvendelse over for Gud. Hvad siger Bibelen?

Svar: Jeg mener, at den første måde er det, Bibelen lærer. Jeg hørte engang, at der var to missionærer fra Campus Crusade i Moskva, Rusland, og de så et par prostituerede på gaden. De gik hen til dem og begyndte at tale med dem, mens de tog et traktat om De fire åndelige love frem. De prostituerede tog derefter deres egne traktater om De fire åndelige love frem og sagde, at de troede på det, og de gav dem endda til alle deres kunder!

Nogle bibelvers siger: »Omvend jer og tro«, men andre siger: »Tro«. Men »tro« i bibelsk forstand indebærer lydighed og ikke blot intellektuel tilslutning, som det læres i Jakob 2:14-20 og 1. Johannes 2:3-4,9; 1. Johannes 2:15-16. Johannes siger nu ikke, at man skal være syndfri (1. Johannesbrev 1:10), men snarere at vi ikke skal fortsætte i synd (1. Johannesbrev 3:6)

I den prædiken, som Peter holdt på pinse i Apostlenes Gerninger 2:38, lød budskabet: »Omvend jer og lad jer døbe«. Som Peter sagde i 1. Petersbrev 3:21, er dåben ikke egentlig til at fjerne snavset (hvad enten det er fysisk eller åndeligt), men den er et løfte om en god samvittighed over for Gud.

Andre vers, der understreger vores behov for omvendelse, er:

Ezekiel 18:23,32

Mattæus 3:2; 3:8,11; 4:17; 11:20; 21:32

Markus 1:4,15; 6:12

Lukas 3:3,5,8; 5:32; 15:7,10; 16:30; 24:47

Apostlenes Gerninger 2:38; 3:19; 5:31; 8:22; 11:18; 13:24; 17:30; 19:4; 20:21; 26:20

Romerne 2:4

2 Korintherbrevet 7:9,10

2. Timoteusbrev 2:25

Hebræerbrevet 6:1,6

2. Petersbrev 3:9

Åbenbaringen 2:5,16; 2:21,22; 3:3; 3:19; 9:20,21; 16:9,11

Spørgsmål: Er der i Apostlenes Gerninger 2:39 noget skriftsted, der tyder på, at Bibelen gælder for mennesker, der ikke var jøder bosiddende i Israel?

Svar: Ja, der er nogle vers, der udvider løfterne til også at omfatte os. (Alle disse citater er taget fra Berean Standard Bible.)

Apostlenes Gerninger2:39 »Dette løfte gælder for jer og jeres børn og for alle, der er langt borte – for alle, som Herren, vores Gud, vil kalde til sig.«

Efeserbrevet 1:3 »Velsignet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al åndelig velsignelse i himlen.«

Romerne 10:11-12 »Det er netop, som Skriften siger: ›Enhver, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.‹ For der er ingen forskel mellem jøde og græker: Den samme Herre er Herre over alle og giver rigeligt til alle, der påkalder ham.«

Galaterbrevet 3:28 »Der er hverken jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde, for I er alle ét i Kristus Jesus.«

2. Petersbrev 1:1 »… Til dem, der gennem vores Gud og Frelser Jesu Kristi retfærdighed har modtaget en tro, der er lige så dyrebar som vores:« Bemærk, at det er Peter, der skriver her, og at vores tro som ikke-jøder er lige så dyrebar som hans tro som jøde, for i sandhed er der kun én tro.

Romerne 11:17 »Men hvis nogle grene er blevet brudt af, og du, en vild olivenskud, er blevet podet ind blandt de andre for at få del i næringen fra oliventræets rod,«

Nu har kristne forskellige meninger om, i hvilket omfang vi er Guds Israel, og om Guds rolle for de etniske jøder i dag. Når man ser på ting som den forfærdelige holocaust under Anden Verdenskrig, har Satan tilsyneladende stadig øje på jøderne med onde hensigter. Jøderne selv har stillet spørgsmålstegn ved, hvor meget beskyttelse Gud giver dem, siden det skete. Generelt har kristne, der er dispensationalister, en tendens til at betragte det jødiske folk i dag med særlig respekt, da Gud stadig handler med dem. Kristne, der tilslutter sig »pagtteologi«, har en tendens til at sige, at da jøderne afviste Kristus, indtager de i øjeblikket ikke nogen anden plads i Guds øjne end nogen anden etnisk gruppe.

Uanset hvordan Gud ser på det jødiske folk i dag, har de tilsyneladende en særlig rolle at spille i endetiden. De 144.000 vidner i Åbenbaringen vil alle være rene jødiske mænd. I Zakarias 12:1-9 vil de have fjender samlet omkring Jerusalem. I Zakarias 12:10-14 vil der finde en masseomvendelse til Kristus sted, hvor de »sørger over den, de har gennemboret«. I Daniel9:26 vil Antikrist indgå en pagt med jøderne og bryde den efter 3½ år og ødelægge byen og helligdommen.

Før jøderne lovede Gud Abraham, at alle nationer ville blive velsignet gennem ham (Galaterbrevet 3:8-9); vi er alle Guds sønner gennem troen på Kristus Jesus (Galaterbrevet3:26 ), og vi betragtes alle som løftets børn, af Sara og ikke Hagar, som Galaterbrevet4:24 -28 viser.

Spørgsmål: Hvorfor havde Peter i Apostlenes Gerninger 2:40 sådan en indtrængende trang til at dele evangeliet med mennesker, der allerede forsøgte at være gode?

Svar: Peter holdt oprigtigt af dem. Det er ikke nok blot at forsøge at være god for at komme ind i Guds himmel; der kræves en forvandling. Selv jøderne havde brug for at blive født på ny.

Peter bønfaldt endda jøderne om at tage imod Jesus i2:40 . Hvis nogen befinder sig i et brændende hus, inviterer man dem ikke blot til at komme ud, fordi vejret er godt; man opfordrer dem indtrængende til at blive frelst.

Det er bemærkelsesværdigt, at netop denne Peter, der fornægtede Kristus tre gange i ypperstepræstens hus, nu står i tempelgården og frimodigt forkynder Kristus. Ville Peter blive pisket eller dræbt for det? Det var Peter ligeglad med, sammenlignet med det presserende behov for at få evangeliet ud.

Spørgsmål: Hvad betyder »at bryde brødet« i Apostlenes Gerninger 2:42?

Svar: Det betyder ikke blot at spise og drikke, for de ville ikke have »helliget« sig til blot at spise og drikke. I stedet henviser det til at deltage i nadveren, som Jesus bad dem om at gøre til hans minde i Lukas 22,19 og 1. Korintherbrev 11,24-26.

Spørgsmål: Betyder det i Apostlenes Gerninger 2:44-45 og Apostlenes Gerninger 4:32, at kristne ikke bør eje privat ejendom?

Svar: Nej. Dette eksempel på de første kristne, der boede i Jerusalem, er ikke noget, vi nødvendigvis skal følge. I Det Nye Testamente findes der et modeksempel, nemlig Paulus’ private ejerskab af sin kappe i 2. Timoteusbrev 4:13. Desuden opfordrede Paulus korinterne til at være gavmilde i 2. Korintherbrev 8. Det ville han ikke have behøvet at gøre, hvis menigheden allerede havde taget al deres ejendom.

Denne fordeling var frivillig og blev ikke givet til alle, men til dem, der havde behov.

Spørgsmål: Omfatter »alt til fælles« i Apostlenes Gerninger 2:44 også promiskuøst sex, som sekten »Guds Børn« lærer?

Svar: Nej, af to grunde.

1. Kvinder og mænd er ikke ting, der kan handles med eller bruges som objekter. Dette henviser til materielle ting, ikke mennesker eller relationer.

2. Da de adlød Gud, ville de heller ikke have onde ting til fælles, såsom stjålne varer.

Det lyder som at sile en myg og sluge en kamel, når man forsøger at retfærdiggøre promiskuøs sex på baggrund af dette vers og ignorerer alt, hvad Bibelen siger om seksuel renhed.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 3:1-3 – hvornår kan det, vi ønsker, afvige fra og være så meget mindre end det, vi har brug for?

Svar: Manden ønskede sig lidt penge for at lette sin nuværende situation. Peter opfordrede ham til at rejse sig op og komme ud af sin nuværende situation. Manden havde opgivet håbet om nogensinde at blive helbredt, men efter at Peter havde talt i Jesu navn, fik han troen til at gøre det. Manden vidste, at Jesus for nylig var blevet korsfæstet, men han vidste sandsynligvis også, at Jesus var opstået fra de døde.

Nogle mennesker, selv kristne, tror, at de aldrig kan holde op med at ryge, drikke sig fulde, kontrollere deres vrede eller andre synder. Men Gud opfordrer os til at have tro og rejse os op fra vores lammende trældom under synden.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 3:2, hvor eller hvornår blev manden lam?

Svar: Det græske ord koilia kan betyde mave eller livmoder. Mens Det Nye Testamente bruger dette ord andre steder i begge betydninger, bruger Lukas kun dette ord i betydningen »livmoder«. Så manden var lam fra fødslen.

Spørgsmål: Hvad er almisser i Apostlenes Gerninger 3:3?

Svar: Det er penge, der uddeles til fattige mennesker.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 3:3-6, hvor stor tro og håb havde manden på, at han ville blive helbredt?

Svar: Tiggeren var lam fra fødslen, han lå ved tempelporten dag efter dag, og han gav ingen antydning af, at han håbede på at blive helbredt. Han var blot tilfreds med en lille almisse. Hvor meget nøjes vi i dag med blot lidt fra Gud, når Gud ønsker at gøre mere i vores liv?

Denne helbredelse er usædvanlig, da manden blot bad om noget småt med ringe tro, og ved Guds nåde fik han noget stort.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 3:7 havde manden, i betragtning af sværhedsgraden og varigheden af sit handicap, al mulig grund til at finde på en undskyldning for, at han ikke kunne gå. Men det gjorde han ikke. Hvornår forsøger vi at finde på undskyldninger over for Gud, når vi i stedet bare burde handle?

Svar: Hvor mægtigt noget er, betyder intet i forhold til Guds kraft. Hvis vi blot bliver ved med at adlyde Gud, når vi har mulighed for det, vil Gud møde os og lede os. Mens et spædbarn, der har potentialet til at kunne gå, stadig gennemgår en lang proces for at lære at gå, var det ikke tilfældet for denne mand. Ikke alene blev hans ben helbredt, så han fik potentialet, men han havde også evnen og færdigheden til straks at gå, hoppe og springe.

Som en person sagde: »Fortæl ikke Gud, hvor stor stormen er; fortæl stormen, hvor stor din Gud er.«

Spørgsmål: Hvordan adskiller Peters prædiken i Apostlenes Gerninger 3,11-26 sig fra hans prædiken i Apostlenes Gerninger 2?

Svar: Denne improviserede prædiken virker ikke så poleret som prædiken i Apostlenes Gerninger 2. Men måske betyder det ikke noget, hvor glat og velindøvet vores tale er, når vi deler evangeliets sandhed, som er i os.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 3,13: benægtede jøderne Jesus i Pilatus’ nærvær, selvom Pilatus var fast besluttet på at løslade Jesus?

Svar: Ja. Dette fremgår tydeligt af Matthæus 27:17-26, Lukas 23:4-25 og Johannes 19:4-16. Det fremgår mindre tydeligt af Markus 15:9-15.

Spørgsmål: Hvad sætter Peter i kontrast her i Apostlenes Gerninger 3:14-15, og hvordan gælder det for os?

Svar: Mængden ved Jesu retssag stod over for et valg: at løslade en morder, der tager liv, eller at løslade Messias, der giver liv. De valgte den, der tager liv. Nogle gange træffer folk forkerte valg og begiver sig ud på en forkert vej, hvis ende tager livet fra dem. Men Peter fortalte dem den gode nyhed, nemlig at det stadig ikke er for sent for dem at omvende sig, skifte mening og følge livets vej. Peter er ikke hård ved dem, men forkynder i alvorlige og indtrængende vendinger, hvad de har gjort, og hvad de nu skal gøre.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved »Jesu navn« i Apostlenes Gerninger 3,16-17?

Svar: Lukas anså det bestemt for vigtigt, da han nævner det 33 gange: Apostlenes Gerninger 2:21; 38; 3:6,16; 4:7,10,12,17,18; 5:28,40,41; 8:12,16; 9:14,15,21,27,29; 10:48; 15:26; 16:18; 19:5,13,17; 21:13; 22:16; 26:9; Lukas 10:17; 21:8; 24:47

Spørgsmål: Fik det jødiske folk i Apostlenes Gerninger3:17 –21 endnu en chance for at få Guds rige oprettet her på jorden?

Svar: De kristne er uenige.

Ja: Mange dispensationalister mener, at jøderne som nation her fik muligheden for at oprette Guds rige på jorden. Gud vidste selvfølgelig på forhånd, at de ville afvise denne mulighed.

Nej: Mange andre siger, at opfordringen her var rettet til hver enkelt, der hørte budskabet.

Ubetydeligt spørgsmål: Dette er et ægte tilbud, men et rent hypotetisk tilfælde, ligesom at tilbyde evangeliet til fortabte mennesker. Gud vidste, at de ikke ville acceptere det.

Spørgsmål: Hvorfor blev de i Apostlenes Gerninger 3:19-20 opfordret til at omvende sig og vende sig til Gud?

Svar: Dette er et vigtigt punkt at bemærke. Apostlenes Gerninger 3:19 fastslår, at formålet med omvendelse og at vende sig til Gud var, at deres synder skulle udslettes. Der er stadig et evigt aspekt ved frelsen, da Gud på forhånd kendte og forudbestemte dem, der skulle komme i himlen. Apostlenes Gerninger 3:19 viser imidlertid, at der også er et »tidsmæssigt« aspekt, og i en henseende bliver vores synder tilgivet, »når« vi omvender os og bliver frelst.

Fornyelsen og forfriskningen af alle ting var allerede kendt af jøderne, da den også var profeteret i Esajas 34:4; 51:6; 65. Den nævnes også i Enoch-bogen 45:2; 62:1; 91:16-17 samt i Baruchs Apokalypse 32 ifølge *The Expositor’s Greek Testament*, bind 2, s. 116.

Spørgsmål: Understøtter Apostlenes Gerninger 3:21,26 universalismen, at alle vil blive frelst?

Svar: Nej. Jesus kom som soningsoffer for hele verden (1. Johannesbrev 2:2) for at få alle til at vende sig bort fra deres onde veje. Men for dem, der vælger ikke at vende sig bort fra de ugudelige veje, tvinger Gud ingen ind i himlen mod deres vilje.

Den såkaldte »øjeblikkelig universalisme«, hvor alle straks kommer i himlen, er falsk ifølge Matt 25:46; Joh 3:36; 5:40-43; 6:45; 8:24; 10:8; 12:47-48; 14:6; (underforstået) ApG 4:12; 2 Thess 1:8-9.

Den fremtidige universalisme, at nogle måske kommer i helvede, men at alle til sidst kommer i himlen, er falsk ifølge Markus 9:44-48; Åbenbaringen 20:10.

Spørgsmål: Hvorfor omtales Jesus i Apostlenes Gerninger 3:13, 22, 26 og4:27 i disse vers som en hellig tjener, og hvad betyder det, når han kaldes Menneskesønnen?

Svar: To af Jesu foretrukne titler synes at have været »Menneskesønnen« og »Guds Søn«. Men Jesus introducerede tilsyneladende først én titel ad gangen. Den første understreger, at Jesus er fuldt ud menneske, og den anden, at Jesus var fuldt ud Gud. Jesus så ikke bare ud som et menneske eller havde nogle fællestræk med mennesker, men Jesus var 100 % menneske. Han var lige så meget menneske som du og jeg. Ligeledes var Jesus ikke en smule Gud eller delvist Gud, men han var 100 % Gud.

Jesus havde al den herlighed, der tilkommer Gud i himlen. Og alligevel steg Jesus ned til jorden. Hebræerbrevet 5:7-8 omtaler ikke Jesus som en »ven« af Gud Faderen, men på jorden var Jesus »underordnet« og lærte lydighed. Filipperbrevet siger ikke, at Jesus var en retmæssig tjener, eller at han fortjente at være en tjener, men snarere at han frivilligt valgte at blive en tjener.

Men Skriften fortsætter. Tjenere havde ofte høje stillinger, som skolelærere, privatlærere, embedsmænd og regnskabsførere. Det var kun de ringe tjenere, der måtte vaske deres herres fødder. Alligevel var Jesus ikke blot en tjener, men en ringe tjener for disciplene, der vaskede deres fødder i Johannes 13:4-17. Jesus bekræftede stadig, at de havde ret i at kalde ham Herre i Johannes 13:13, men alligevel handlede Jesus som en tjener for disciplene og sagde, at vi alle bør være tjenere for hinanden.

Som en sidebemærkning skal det nævnes, at citatet her fra 5. Mosebog 18:15,18-19 ikke er nøjagtigt det samme som hverken den masoretiske tekst eller Septuaginta. Men det følger den hebraiske tekst i 5. Mosebog 18:18-19 i skriftrullen 4Q175 (=4QTest), skrevet 100-1 f.Kr.

Spørgsmål: Lykkedes det Jesus i Apostlenes Gerninger 3:26 at vende alle bort fra deres ugudelighed?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Jesus lykkedes fuldstændigt med at gøre alt, hvad han skulle gøre, og med at sørge for alt, hvad der fra Guds side var nødvendigt, for at alle kunne vende sig bort fra deres ugudelighed.

2. Nogle vælger dog ikke at vende sig bort fra deres synder, og det er ikke Jesu skyld.

3. Peter lagde vægt på riget, ikke på kirken, da han her talte udelukkende til jøder.

Spørgsmål: Hvorfor nøjedes de ledende i Apostlenes Gerninger 4:3-14 med blot at advare dem på dette tidspunkt?

A: Bemærk først, at i Apostlenes Gerninger 4:7 spurgte magthaverne i virkeligheden: »ved hvilken magt eller i hvilket navn«; for dem handlede det udelukkende om at have den rette autoritet. Ifølge »The Message of Acts«, s. 78, havde saddukæerne troet, at den messianske tidsalder allerede var begyndt i den makkabæiske periode. Saddukæerne, som udgjorde flertallet i Sanhedrin, anså apostlenes forkyndelse om Jesus for at være uden nogen som helst berettiget grund.

Selvom Skriften ikke specifikt besvarer dette spørgsmål, er der sandsynligvis tre årsager.

De ledende var bange for det, som nogle kalder »optik«. De var bange for at miste folkets støtte og for, at folket ville vende sig mod de jødiske ledere, fordi de straffede mennesker, der ikke gjorde andet end at gøre godt ved at helbrede nogen. Dette siges at have været en primær bekymring i Apostlenes Gerninger 5:26. Peter, fyldt af Helligånden, berørte dette punkt i Apostlenes Gerninger 4:9. Der ville måske være et bedre tidspunkt at skaffe sig af med disse apostle i al hemmelighed.

For det andet frygtede de den romerske reaktion på et folkeligt oprør. Romerne havde vist, at de ikke havde nogen skrupler med at dræbe jødiske ledere. Hvis folkemængden gik med til at dræbe de ledere, de ikke længere støttede, kunne de komme i en alvorlig situation. Dette var en af Kajafas’ største bekymringer i Johannes 11:48-50.

For det tredje skulle en person ifølge jødisk lov være klar over konsekvenserne af sin forbrydelse, før vedkommende kunne straffes for den. Advarslen var altså blot det første skridt i retning af at gøre dem opmærksomme på konsekvenserne.

Peter gjorde intet forsøg på at formilde Sanhedrin eller tale på en kompromissøgende måde for at formilde Sanhedrin. Dette kan have været chokerende, når det kom fra en, der var flygtet efter anholdelsen, for ikke at nævne, at han havde fornægtet Jesus tre gange. Nogle gange, når vi falder i noget og omvender os, vil Gud sætte os i en lignende situation, så vi kan sejre dér, hvor vi var faldet.

Et resultat af Sanhedrins beslutning var i det væsentlige en erklæring om »krig« mellem Sanhedrins jordiske autoritet og Jesu himmelske autoritet.

Spørgsmål: Hvorfor fylder Gud mennesker med Helligånden i Apostlenes Gerninger 4:8; 4:31; 2:4; 6:3; 11:24; 13:9; 7:55?

Svar: Apostlenes Gerninger giver os fem forskellige grunde.

For at forkynde Guds ord (Apostlenes Gerninger 2:4; 4:8; 4:31)

For at tjene (Apostlenes Gerninger 6:3)

For at være hyrde (Apostlenes Gerninger 11:24)

For at irettesætte (Apostlenes Gerninger 13:9)

For at dø (Apostlenes Gerninger 7:55)

Spørgsmål: Er Jesus virkelig den eneste vej i Apostlenes Gerninger 4:12?

Svar: Ja. Ifølge dette vers, Johannes 14:6 og Apostlenes Gerninger 4:12 er Jesus den eneste vej for alle. Hvis du er uenig, er det ikke så slemt at være uenig med næsten alle ægte kristne gennem historien som at kalde Jesus og Peter enten for løgnere eller for vanvittige, fordi de mente, at Jesus var den eneste vej. Tror du virkelig, at Jesus sagde noget, der vildledte alle sine tilhængere i tusinder af år, og at han tillod sine apostle at gøre det samme? Tror du, at du ved bedre end Jesus eller Peter?

Bagvaskelse er at sige noget, som man enten ved er en løgn, eller som man udtaler med en hensynsløs ligegyldighed over for sandheden. Hvis du mener, at Jesus og Peter var bagvaskere, ville det være en løgn, hvis du sagde, at du tror på Jesus og er en af hans tilhængere.

Nogle mennesker vil gerne have en ”bibelbuffet”, hvor de accepterer alle de læresætninger, de vil have, og afviser dem, de ikke vil have. Det er lidt ligesom en holdning, hvor det er ”mig og Gud” mod ”Gud og mig”. Men det er ikke, hvad Gud, vores Herre, havde til hensigt.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 4:12, hvordan ved vi, bortset fra Bibelen, at ikke alle religioner er sande?

Svar: Inden jeg besvarer spørgsmålet, følger her et kort akrostikon over nogle religioners trosretninger.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, bortset fra Bibelen, at alle de store verdensreligioner ikke er sande, jf. Apostlenes Gerninger 4:12?

Svar: Her er nogle korte udsagn.

Jøder tror ikke, at Jesus er Guds Messias. Kristne tror, at Jesus er Guds Messias. Hinduer og mange buddhister tror på tilbedelse af afguder som guder. Både den kristne og den jødiske lære siger, at afgudsdyrkelse er en stor ondskab. De tidlige kristne foretrak tortur og død frem for at tilbede afguder. Muhammed lærte muslimerne, at afgudsdyrkere, der ikke omvender sig, skal dræbes.

Hvis du standsede op og spurgte fem personer om vej til et bestemt sted, og de gav lige så forskellige svar, som disse religioner gør, ville du være nødt til at konkludere, at i det mindste nogle af dem tog fejl. Enten

a) er det i orden at tilbede afguder,

b) at folk, der tilbeder afguder, bør dræbes

c) er det bedre at blive tortureret og dø end at tilbede afguder,

Alle tre ovenstående udsagn kan ikke være sande.

Enten

a) bør man være en velsignelse for andre, eller

b) er det en god ting, der behager Gud, at forbande jøder og kristne, som Muhammed lærte.

Begge dele kan ikke være sande.

Forestil dig, at du står ved krydset mellem to gader på en lille ø. Du kan sandsynligvis tage hvilken som helst gade og til sidst ende på ethvert ønsket sted på øen. Sådan er de fleste religioner. Så længe du vil rejse rundt på øen, er det ligegyldigt, hvilken vej du tager. Du kan køre rundt på øen til højre, til venstre eller ned ad midten. Vejene vil før eller senere krydse hinanden. Men hvis du forlader øen og kommer over på fastlandet i Guds rige, inden orkanen rammer, skal du tage den ene lange bro. At sige dette er ikke snæversynethed, men geografi på kortet. At sige, at der kun er én vej til Gud, er ikke snæversynede meninger fra vores side, men den sandhed, som Jesus lærte.

En gammel fortælling handler om en svindler, der viser nye indvandrere til Amerika Brooklyn-broen. Mens alle bilerne kører over den, tilbyder svindleren at sælge broen – som han ikke ejer – til indvandreren, så denne kan tjene penge på at opkræve vejafgift. Nogle gange ønsker folk at sætte deres lid til en imaginær bro eller en bro, de selv planlægger at bygge. Sandheden om frelsen er, at man ikke kan »købe« noget. Man kan frit krydse den smalle bro, som er Jesu kors, eller man kan blive på katastrofens ø.

Spørgsmål: Hvad kan du i Apostlenes Gerninger 4,12 sige til en person, der mener, at alle religioner fører til Gud?

Svar: Det afhænger af personen og situationen. Her er tre forskellige, men komplementære svar.

a. Det er betryggende at tænke, at alt er i orden med verden, og at enhver religion fører mennesker til Gud. Er Taliban, den velhavende pastor Moon, den umoralske Rajneesh, den voldelige David Koresh og den selvmordsbenagte Jim Jones alle ”fyrtårne”, der har ført deres tilhængere til det, der behager Gud? Var Jesu offer – at dø i kvaler på korset – uden betydning, eller værre endnu, et unødvendigt spild? Nej, Jesus sagde, at bred var den vej, der førte til fortabelse, og smal var den vej, der førte til evigt liv. Nogle afviser nu Jesu ord som en tåbes ord og mener, at han ikke vidste, hvad han talte om. Men hvis vi ærligt stoler på Jesus, må vi se i øjnene, at alt ikke står godt til med størstedelen af verden, og at vi har et arbejde at udføre med at fortælle om den smalle vej.

b. På en lettere tone: Hvis nogen fortæller mig, at alle religioner fører til Gud, spørger jeg dem, om de er klar over, at de virkelig sætter sig selv i fare, når de siger det. I Thuggee-religionen er det for eksempel en tilbedelseshandling at kvæle andre mennesker til døde. Så da de tror, at alle religioner fører til Gud, og de ikke kender dig særlig godt, vil de så venligst vende sig om og lukke øjnene, så jeg kan udøve en tilbedelseshandling i den religiøse tradition?

c. Muhammed lærte, at man skal angribe ikke-muslimer og dræbe hedninger i sura 9:29 og Bukhari Hadith, bind 4, nr. 196, s. 124. Folk, der kaldes muslimske ekstremister, er ganske enkelt mennesker, der tager alt, hvad Muhammed sagde, alvorligt. En sådan voldelig muslim kunne sige til en universalist: Min profet, Muhammed, fred være med ham, sagde til os, at vi skal dræbe vantro. Men inden jeg hugger hovedet af dig i lydighed mod Allah, vil jeg bare have dig til at vide, at jeg sætter pris på, at du anerkender, at min religion er den rigtige.

Spørgsmål: Er religioner, der udfører gode gerninger, gode, jf. Apostlenes Gerninger 4:12?

Svar: Her er et anbefalingsbrev om en af disse religioner, der lagde vægt på kærlighed til andre.

»At vide, at jeres menighed er dybt engageret i de store sociale og forfatningsmæssige spørgsmål i vores land, er en stor inspiration for mig.« -- Walter Mondale (USA’s vicepræsident) i et anbefalingsbrev til pastor Jim Jones. Jones fremlagde dette anbefalingsbrev for regeringen i Guyana, da Jonestown først blev grundlagt. (citeret i The New Republic,12/2/1978 , og i Experts Speak, s. 283.) Jim Jones tvang senere sine tilhængere i Jonestown til at begå selvmord.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 4:19 – hvornår bør vi være ulydige mod religiøse lederes befalinger?

Svar: Der er tre punkter, man skal overveje: befalingerne, de ugudelige religiøse ledere og Peter.

Påbud: På samme måde som en nations love har forrang for en provins’ love, har Guds påbud forrang for andres påbud. Alt, hvad folk fortæller dig, selv ord fra gudfrygtige præster, bør man afprøve mod Skriften.

Ledere: Paulus siger i 2. Timoteusbrev 3:5, at der vil være mennesker, der har en ydre form for gudsfrygt, men fornægter dens kraft. Vi skal ikke have noget med dem at gøre. Naturligvis har du noget med en person at gøre, hvis du anerkender vedkommende som din åndelige leder.

Titus3:10 , siger, at man ikke skal have noget at gøre med en, der skaber splid, efter at man har advaret ham to gange. I Åbenbaringen 2:20 blev menigheden i Thyatira irettesat af Jesus for at tolerere en falsk profetinde, der fremmede seksuel umoral og indtagelse af mad, der var ofret til afguder.

Nu er ingen kristen leder syndfri eller 100 % korrekt i hvert eneste mindre læremæssigt spørgsmål. Men hvis en kristen leder ikke er villig til at underordne sig Gud, bør vi ikke underordne os ham. For vores kristne ledere, der vandrer med Gud – uanset hvor ufuldkomne de måtte være – er vi pålagt at underordne os dem, som det fremgår af Hebræerbrevet13:17 og 1. Petersbrev 5:2-5.

Peter: Peters reaktion kunne have været blot tavshed (men ikke samtykke), og så kunne han have talt i det skjulte eller sagt, at han aldrig havde været enig. Men i stedet gjorde Peter det modsatte. Han var ikke bange for at falde uden for Guds beskyttelse. Det kunne have antydet, at han var enig, hvis han blot havde tavet, og så kunne de – med rette eller urette – beskylde Peter for at gå tilbage på det, han stiltiende havde indvilget i. Nej, Peter var modig her, og det, de bad Gud om, var mod.

En af de tidlige forfattere, der diskuterede dette punkt, var Tertullian (198-220 e.Kr.) i *Scorpiace*, kap. 14, s. 648.

Som en historisk bemærkning gik John Wycliffe (~1330–1382) et skridt videre. Han var påvirket af Richard Fitzralph i tanken om, at »herredømmet kommer fra Gud«. Dette begreb går ud på, at menneskelig magt og autoritet kommer fra Gud og opretholdes af Gud. Ulydige og ugudelige religiøse ledere bør hverken støttes eller aflønnes. Wycliffe spurgte: Hvis hele den romersk-katolske kirke er korrupt, hvorfor skal England så forsyne Rom med penge?

Hvad var den romersk-katolske reaktion? Wycliffes død af et slagtilfælde reddede ham sandsynligvis fra at blive martyr. Under alle omstændigheder gravede kirken Wycliffes lig op og smed det ud.

Spørgsmål: Hvordan priste alle Gud her i Apostlenes Gerninger 4:21?

Svar: I denne sammenhæng var »hele folket« alle de mennesker, der så, hvad der skete. Nogle af dem vendte måske senere ryggen til apostlene, men i det øjeblik udtrykte de alle deres lovprisning af Gud.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at manden var 40 år gammel i Apostlenes Gerninger 4:22?

Svar: Betydningen er den lære, at alder ikke har betydning for Gud.

Kroppen vokser ikke meget efter man er fyldt 20, og den heler langsommere med alderen. Alt dette er irrelevant for Gud, som udfører mirakler.

På samme måde kan en ældre person være tilbageholdende med at omvende sig og vende sig til Gud, fordi vedkommende har spildt sine tidligere år og føler sig for fastlåst i sine vaner. Alt dette er irrelevant for Gud. Forsøg ikke at fortælle Gud, at du gerne vil komme til ham, men at han ikke er stærk nok til at overvinde dine begrænsninger eller din alder. Gud tror ikke på det, og det bør du heller ikke.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 4:23, sladrede Peter og Johannes, da de fortalte de andre troende alt, hvad præsterne havde sagt?

Svar: Nej. Der er fire punkter, man skal overveje i svaret.

1. Sladder er en alvorlig synd ifølge Ordsprogene 11:13; 16:28; 18:8; 20:19; 26:20,22 samt 2. Korintherbrev 12:20; 3. Johannesbrev 10; Romerbrevet 1:29 og 1. Timoteusbrev 5:13. Sladder og bagvaskelse omfatter at fortælle ting om andre, som der ikke er nogen god grund til at sige, samt at fortælle usande ting.

2. Peter og Johannes sladrede ikke, for de fortalte, hvad der var sket dem, og de fortalte sandheden.

3. Desuden var det vigtigt for de andre kristne at kende til ypperstepræsternes og de ældstes dom og handlinger.

4. Endelig fortalte de om Guds helbredelse, og man kan altid fortælle andre om det, Gud har gjort.

Spørgsmål: Hvad er det, der er interessant ved deres bøn i Apostlenes Gerninger 4,28-29?

Svar: Der er to ting, der er meget interessante: det, de sagde til Gud, og det, de ikke bad om.

Man kunne forvente, at de ville sige til Gud, at herskerne handlede imod Guds vilje. Men i stedet for at sige det, er der en »overraskelse« her. De erkender over for Gud, at de ugudelige ledere faktisk gjorde præcis det, som Gud havde bestemt, at de skulle gøre, i henhold til Salme 2 i Apostlenes Gerninger 4:25-26.

De fremsatte i alt tre anmodninger til Gud.

1. Se på herskernes trusler (uden at tillade sig at fortælle Gud, hvad Han skal gøre ved det)

2. Giv dem frimodighed til at forkynde Guds ord

3. Fortsæt med at herliggøre dit navn gennem helbredelser, tegn og mirakler.

Det mest bemærkelsesværdige er, hvad de IKKE bad om. De henvendte sig til Gud som den suveræne Herre, men alligevel bad de ikke om sikkerhed, befrielse fra undertrykkelse eller om, at Gud ville beskytte dem. De bad ikke om, at Gud ville lægge muligheder lige for deres fødder for at forkynde ordet. De så rigeligt med muligheder. I stedet bad de kun om, at Gud ville forandre dem og give dem større frimodighed til at skabe eller udnytte de muligheder, der uundgåeligt ville opstå for at forkynde ordet.

Gud viste, at han var meget tilfreds med deres bøn, ved at stedet blev rystet. Som Johannes Chrysostomos bemærkede: Da stedet blev rystet, blev de selv endnu mere urokkelige.

Spørgsmål: Skal kristne i dag, ifølge Apostlenes Gerninger 4,32-35 og 2 Kor 8,13-15, have økonomisk lighed med alle andre kristne?

Svar: Apostlenes Gerninger 4,32-35 viser, at de første kristne var meget gavmilde og delte alt, og at ingen led nød. Bibelen hverken befaler eller giver imidlertid et eksempel på en »kristen kommunisme«, for Apostlenes Gerninger 5,4 viser, at Ananias havde ret til at beholde jorden og pengene for sig selv. Det var blot sådan, at han ikke havde ret til at hævde, at han gav alle pengene til menigheden, når han i virkeligheden ikke gjorde det. Paulus havde personlig ejendom i form af sin kappe og nogle skriftruller, som han skriver om i 2. Timoteusbrev 4,13.

2 Korintherbrev 8:13-15 siger, at ingen skal have for meget, og ingen skal have for lidt. Dette er udfordrende vers for velhavende kristne, men vi skal følge hele Bibelen, ikke kun dele af den.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 4:36 – fandtes der et ægte Barnabas-evangelium, skrevet af Barnabas, som nogle muslimer hævder?

Svar: Nej. Barnabas-evangeliet var en forfalskning fra middelalderen. Her er nogle af grundene til, at vi ved, at det ikke er et gammelt værk.

Grundlæggende fakta viser, at det ikke er et gammelt værk. Barnabas-evangeliet kendes kun på italiensk, og ingen forfatter fra oldtiden har nogensinde henvist til det. Det nævner ting, der først kom i brug flere århundreder senere. Desuden blev der også fundet andre forfalskede evangelier skrevet på arabisk i Granada. De blev opdaget efter 1588, og forfalskerne var maurere. Når alle generelt afviser disse andre forfalskede evangelier, hvorfor så acceptere netop dette? Selvom en muslimsk forfatter, Ata ur-Rahman, har forvekslet Barnabas-evangeliet med en anden skrift kaldet Barnabas’ brev/epistel, er der ingen lighed bortset fra personens navn.

I modstrid med både Bibelen og Koranen

Følgende er læresætninger fra Barnabas-evangeliet, der er i modstrid med den islamiske lære i Koranen såvel som den kristne lære i Bibelen.

Nogle andre forskelle i forhold til Bibelen

Nogle andre forskelle i forhold til Koranen bør gøre muslimer forsigtige med at henvise til dette »evangelium«. Ifølge Bukhari-hadith, bind 4, bog 56, nr. 712, s. 467, sagde Muhammed, at en af de tre værste løgne er »at tilskrive mig noget, jeg ikke har sagt«.

Generelle fejl – Sejlads til byer inde i landet: Dette er ikke blot små fejl, men viser, at forfatteren vidste meget lidt om Palæstinas geografi og historie.

Historiske anakronismer: Pointen her er ikke, at Barnabas-evangeliet indeholder et par historiske mærkværdigheder. Pointen er, at de talrige fejl beviser, at bogen blev skrevet i middelalderen i Europa.

Disse »mere end et par« fejl beviser, at bogen blev skrevet i middelalderen i Europa.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 4:36, hvem skrev så Barnabas-evangeliet?

Svar: Først nogle spor, og derefter tre mulige mistænkte.

Ledetråde: En italiensk trykker ved navn Arrivabene udgav i 1547 den første italienske oversættelse af Koranen. Forfatteren af Barnabas-evangeliet var ikke særlig bevandret i bibelsk historie eller i ortodoks muslimsk teologi, men tilsyneladende havde han (eller hun) et indgående kendskab til europæiske middelalderlige skikke. Det italienske sprog i Barnabas-evangeliet bar præg af både venetianske og toscanske dialekter. Den latinske stavning viser indflydelse fra den latinske Vulgata. Der er også påvirkninger fra Dantes værker.

Der var arabiske noter i margenen. Som David Sox (s. 51) imidlertid nævner, var de ikke skrevet af en ortodoks muslim. Raggs formoder, at da den mørkegrønne indbinding af orientalsk type ligner indbindingen af et tyrkisk dokument fra 1575 i de venetianske arkiver meget, kunne både indbindingen og marginalnoterne være udført i Istanbul/Konstantinopel.

Første mistænkte: Fra Marino var inkvisitor i Venedig fra 1542 til 1550, og måske var hans motiv hævn (Sox, s. 68). Felice Peretti (den fremtidige pave Sixtus V) var en streng, hengiven inkvisitor i Venedig, der fik mange fjender. I det 16. århundrede fandt der alene i Venedig 843 retssager sted for protestantisme og anabaptisme, 65 for blasfemiske udtalelser og 148 for trolddom. (Sox s. 57) I 1530’erne blev Venedig kritiseret for sin tolerance. En augustiner-munk blev straffet for at undervise i kætteri i Sankt Barnabas-kirken i Venedig. (Sox s. 59) En håndskriftsanalyse af Fra Marinos håndskrift og Barnabas-evangeliet viser, at de kunne stamme fra den samme person, ifølge Sox s. 70.

Anden mistænkt: Anselmo Turmeda (som senere blev til Abd-Allah ibn Abd Allah) fra Mallorca, Spanien, studerede i Bologna i ti år. I sin biografi, skrevet i årene 1383-1390, hævdede han at have været præst, før han konverterede til islam. Hans lærer i Bologna var en hemmelig muslim. De Epalza (s. 63-64) siger, at han var en konverteret franciskaner, der hævnede sig på kristendommen efter sin konvertering til islam. Omtalen af spanske mønter i Barnabas-evangeliet understøtter denne teori.

Andre mistænkte: Andre forfalskede evangelier, som i det mindste er skrevet af maurerne på arabisk, stammer fra Granada. Ingen af dem var dog kendt før 1588.

Konklusion: Forestil dig, at du var en muslim, der fik at vide, at nogen havde fundet en forsvunden »bog« fra Gud. Blandt andet nævnte denne »sura«, at Muhammed sejlede i en båd til Mekka, og denne sura var i modstrid med Bibelens lære og stod i modstrid med Koranen på ti punkter. Det ældste manuskript af den påståede sura var skrevet på italiensk, hvilket ikke blot ikke er et mellemøstligt sprog, men italiensk eksisterede slet ikke på Muhammeds tid. Endelig indeholdt denne påståede sura nogle historiske skikke, som først opstod 1.000 år senere i Europa.

Jeg tror, man med sikkerhed kan sige, at en muslim sandsynligvis ville have et par spørgsmål, for at sige det mildt. Før du omfavner denne middelalderlige forfalskning som et autentisk værk, der viser Jesu »rigtige« lære, skal du huske, at dette værk også er i modstrid med Koranen.

Spørgsmål: Hvordan kan en troende, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 4:36, ændre sig for at blive mere opmuntrende, ligesom Josef og Barnabas var?

Svar: Der er en række ting, du kan gøre, samt et par ting, du bør holde op med at gøre.

Når folk ser dig, forventer de så at høre opmuntrende ting oftere eller kritiske ting oftere? Der er plads til at sige kritiske ting, men generelt bør de være færre end de opmuntrende ting.

Du bør udelukke nedslående og kyniske udtalelser fra din tale.

Vær taknemmelig for andres bidrag og indsats. Selv hvis den velmenende indsats mislykkedes, så vær taknemmelig for, at de prøvede.

Sørg for at fremhæve de gode ting, andre gør eller forsøger at gøre.

På den anden side skal du være ærlig og ikke smigre folk ved at rose ting, som de ved, ikke blev gjort med de bedste motiver eller ikke blev gennemført ordentligt.

Spørgsmål: Hvorfor blev menighedens bidrag lagt for apostlenes fødder i Apostlenes Gerninger 4:37 og 5:2?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan se fire mulige årsager.

Autoritet: Anerkendelse af apostlenes autoritet i menigheden til at modtage og fordele pengene og andre bidrag.

Manglende forudsætninger: Ved at give gaven på denne måde var der ingen forpligtelser forbundet med den, og der blev ikke stillet nogen betingelser.

Anonym gavmildhed: Da apostlene sørgede for fordelingen i stedet for giveren selv, var der måske ikke så stor mulighed for ros eller berømmelse for giveren.

Tillid: De, der gav, stolede på, at apostlene ville bruge gaven klogt.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 4:37 og 5:2, bør menigheder i dag handle ud fra tillid, eller bør de have økonomisk kontrol?

Svar: Begge dele. Hvis vi ved, at vi ikke kan stole på en menighedsleder eller en organisation, bør vi ikke give til den pågældende leder eller organisation. Problemet her er ikke kun svindel, men at bruge Guds gaver på ting, der ikke ærer Gud. Øremærkede gaver er i orden, ligesom det var tilfældet under hungersnøden i Israel på Paulus’ tid.

Tillid betyder dog ikke, at der ikke også bør anvendes økonomisk kontrol. I 2. Korintherbrev 8:17-18 blev flere personer sendt af sted med et offer for at undgå indtryk af uregelmæssigheder. Det er lige så vigtigt i dag at undgå indtryk af uregelmæssigheder. Selv gode tjenester har lejlighedsvis haft problemer med, at en medarbejder har taget penge. Gode tjenester har opdaget dette ved hjælp af økonomisk kontrol. Der findes en paraplyorganisation, kaldet Evangelical Council for Financial Accountability (ECFA), som har hundredvis af kristne organisationer som medlemmer. Hver organisation skal tilslutte sig trosbekendelsen, og hver skal overholde ECFA’s regnskabspraksis, som omfatter en ekstern, uafhængig revision foretaget af et revisionsfirma en gang om året.

Spørgsmål: Skal bidrag i dag, ifølge Apostlenes Gerninger 4:37 og 5:2, gå til en kirke eller direkte til de trængende fattige?

Svar: Der er ingen fast regel, men der er fire punkter, man bør overveje i svaret.

1. At hjælpe de fattige, forældreløse og enker bør være en vigtig prioritet i vores liv (Jakobsbrevet 1:27; 5. Mosebog 15:11; Esajas 1:17; 58:6-10; Jeremias 5:28; 22:16; Galaterbrevet 2:10; Salme 41:1; 68:5; Ordsprogene 19:17; 21:13; 22:9; 24:11-12; 29:7; 31:9,20; Matthæus 25:34-36; Zakarias 7:9-10; Apostlenes Gerninger 10:2,4; Efeserbrevet 4:28; 1. Timoteusbrev 6:18-19). »Den, der lukker ørerne for de fattiges råb, skal selv råbe og ikke få svar.« (Ordsprogene 21:13)

2. De fattige, der nægter at arbejde, skal ikke hjælpes, før de er villige til at arbejde (2. Thessalonikerbrev3:10 ).

3. Når du giver direkte til de fattige, skal du give med omtanke. Forsøg at mindske risikoen for, at pengene bliver brugt på stoffer, alkohol, cigaretter, lotteri eller andre formål, hvor pengene går til spilde.

4. Når du giver til eller gennem en kirke, skal du give klogt. Find ud af, hvad organisationen støtter. For eksempel gik en vis procentdel af kollektindtægterne fra mange af de store kirkesamfund til Verdensrådet for Kirker. De gav penge til rhodesiske (zimbabwiske) guerillakrigere, som dræbte missionærer fra en af Verdensrådets medlemsorganisationer.

Hvis nogle af dine penge går til at støtte frafaldne (som den episkopale biskop Spong) eller teologiske seminarier, hvor man benægter Kristi fysiske opstandelse (som f.eks. nogle ved Perkins School of Theology ved Southern Methodist University), skal du være klar over, at nogle af de penge, du hævder at give til Gud, i virkeligheden gives til ulve, der spreder hjorden. Hvorfor spilde penge på at give dem til dem, der ikke er forpligtet til at følge den Kristus, der er beskrevet i Bibelen?

Spørgsmål: Hvad var der galt med, at Ananias og Saffira i Apostlenes Gerninger 5,1-10 solgte en mark og kun lagde en del af pengene for apostlenes fødder?

Svar: Det var i sig selv i orden kun at give en del af pengene. I Apostlenes Gerninger 5,4 viser Peter, at der ikke var noget pres på nogen for at følge Barnabas’ eksempel. Problemet var, at de løj og sagde, at det var alle pengene. Det sekundære problem var uærlighed. Det primære problem var, at de troede, de kunne narre Helligånden.

At Lukas skriver dette, viser hans ærlighed i sin beretning om denne uheldige og noget pinlige begivenhed i menigheden. Ananias og Saffira er for den tidlige menighed, hvad Akans familie var for israelitterne: et syndigt bedrageri, der afbrød Guds folks sejrsrige fremskridt.

Generelt angriber Satan menigheden på tre måder.

Eksternt: vold i Apostlenes Gerninger

Intern infiltration, såsom moralske kompromiser og kættersk lære

Distraktion: at blive optaget af at gøre andre gode ting, som Gud ikke havde til hensigt, at disse mennesker skulle gøre.

Spørgsmål: Hvorfor bliver folk, der i dag giver et forkert billede af deres bidrag til menigheden, ikke dræbt af Gud, som det skete i Apostlenes Gerninger 5,1-10?

Svar: Fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Dette skete lige foran apostlene selv, måske en delvis opfyldelse af Johannes 20:23. Dette var en ny periode med det »klare lys fra den tidlige kirkes næsten perfekte vidnesbyrd«, som det hedder i New International Bible Commentary, s. 1277.

2. På den ene side var de uærlige, men det var en endnu større synd at lyve over for apostlene og tro, at de kunne slippe af sted med at lyve over for Gud.

3. Intet tyder på, at de fortjente øjeblikkelig fysisk død mere end alle andre, der har snydt folk i religionens navn. De modtog imidlertid deres straf »tidligere« for at statuere et eksempel i kirkens første dage under apostlenes direkte ledelse.

4. Ananias og Saffira stod tæt på apostlene og var i centrum for Guds virke. Det er en god ting, hvis man adlyder Gud og er ærlig over for Ham, men smertefuldt, hvis man ikke er det.

Spørgsmål: Er Helligånden i Apostlenes Gerninger 5:3-4 en kvindelig ånd, som den påståede koreanske Messias, pastor Moon, lærer (Divine Principle, 5. udgave, 1977, s. 215-216)?

Svar: Nej. Den Hellige Ånd har hverken x- eller y-kromosomer eller kønsorganer. Men når der henvises til Den Hellige Ånd i Bibelen, omtales Ånden som »Han« og aldrig som »hun«. I Johannes14:17 står der: »Verden kan ikke modtage Ham, for den hverken ser Ham eller kender Ham. Men I kender Ham, …« (BSB). I den græske grammatik har ordendelser køn, og Johannes 14:16, 26 og Apostlenes Gerninger 13:2 har det maskuline køn. Johannes15:26 og Johannes16:13 siger også »Ham«.

Sammenfattende er Johannes 14:17 sandt. De, der insisterer på, at Helligånden er kvindelig, kender ham ikke.

Spørgsmål: Hvordan kunne det i Apostlenes Gerninger 5:13,14 være, at ingen andre sluttede sig til de troende, når antallet af troende jo voksede?

Svar: Den bogstavelige græske tekst lyder »ingen af de øvrige«. På grund af frygt for forfølgelse og det, der skete med Ananias og Saffira, ville ingen følge med de troende, medmindre og indtil de også kom til tro. Som det står i The Tony Evans Bible Commentary, s. 1078: »Desværre, når Gud begynder at virke, gør djævelen det også.«

Spørgsmål: Hvorfor blev apostlene i Apostlenes Gerninger 5:19-20 frigivet her?

Svar: Apostlenes Gerninger 5,20 viser, at de blev befriet med et formål: at gå ud og tale til folket igen, stående i templet. De skulle ikke gøre det i det skjulte, men frimodigt og åbent.

Gud viste på komisk vis, at de religiøse myndigheder var tåber. Fængselsvagterne bevogtede omhyggeligt tomme fængselsceller. Rådet samledes for at dømme fanger, de ikke havde. Mens de forsøgte at finde ud af, hvor fangerne var flygtet hen, var de ude i det fri i tempelgården og prædikede igen.

Bemærk, at da de blev anholdt igen, var spørgsmålene om, hvorvidt Jesus kunne være Messias, eller hvordan de var kommet ud for at prædike, slet ikke på dagsordenen. Faktisk er der i dette »forhør« slet ikke nedskrevet nogen spørgsmål til apostlene. Kun en erklæring fra ypperstepræsten om, at de havde overtrådt Sanhedrins regler.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 5:30, 10:39 og 13:29 – blev Jesus hængt på et træ eller korsfæstet på et kors?

Svar: Jesus blev korsfæstet på et kors lavet af træ. Korset stammede sandsynligvis fra stammen af et dødt træ. At blive »hængt på et træ« var en forbandelse ifølge 5. Mosebog 21:23. Brugen af dette udtryk understreger, at Jesus påtog sig ydmygelsen og forbandelsen for vores skyld.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Gamaliel I ud over det, der står i Bibelen, i Apostlenes Gerninger 5:34 og 22:3?

Svar: Gamaliel, søn af Simon, var en berømt jødisk rabbiner, der var barnebarn af en anden berømt rabbiner ved navn Hillel. Gamaliel I døde i år 52 e.Kr. Den farisæiske tradition efter Hillel gik ud på, at en mand kunne skille sig fra sin kone af enhver grund.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 5:36, hvornår levede Theudas?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, derefter en kendsgerning, der ikke er relevant for svaret, og til sidst svaret.

Ikke svaret: Det kan være, at Gamaliel begik en fejl her, og at Lukas blot fortalte os, hvad Gamaliel fejlagtigt sagde. Men i betragtning af det følgende svar er der ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved rækkefølgen eller tidspunktet for det, der blev sagt.

Ikke relevant for svaret: Josephus nævner i *Antiquities of the Jews* 20.5.1 (ca. 93–94 e.Kr.) en Theudas, der blev halshugget af Cuspius Fadus i år 44 e.Kr., mens Fadus var prokurator. Gamaliel sagde imidlertid, at denne Theudas levede før folketællingen, som fandt sted i år 6–7 e.Kr. Desuden havde denne Theudas en ret stor hær, ikke blot 400 mennesker.

Det, der komplicerer sagen, er, at der var mange mindre oprør på dette tidspunkt. Josefus nævner, at fire af oprørene blev ledet af forskellige personer, der alle hed Simon, inden for en periode på 40 år. Han nævner også tre forskellige oprør, ledet af tre forskellige mænd, der alle hed Judas, inden for ti år. Selv om Josefus generelt var en omhyggelig historiker, begik han naturligvis også andre fejl. Så enten kunne Josefus eller en senere afskriver også have skrevet et navn forkert ned. Mange plejede at tro, at Lukas brugte Josefus som kilde. Imidlertid har et par forfattere, herunder Emil Schürer, »modbevist« dette.

Svaret: Den Theudas med 400 oprørere var en anden person med samme navn. Oprørsstemningen mod romerne var stærk, da der var en gruppe mennesker, kaldet zeloterne, som næsten uafbrudt kæmpede mod romerne, indtil det succesrige, men kortvarige oprør i år 70 e.Kr. Denne Theudas var en af dem, der gjorde oprør før Judas, mens den oprører, som Josefus nævner, gjorde oprør efter Judas.

Spørgsmål: Hvilke beviser er der i Apostlenes Gerninger 5:36 for, at Paulus studerede under Gamaliel?

Svar: Ud over Paulus’ fremragende kendskab til Det Gamle Testamente og hans påstand om at være farisæer er der ét specifikt eksempel. I 1 Korintherbrevet 14:21 omtalte Paulus et citat fra Esajas 28:11-12 som en del af Toraen (loven). Saddukæerne og andre anerkendte kun de første fem bøger i Bibelen som Toraen, men farisæerne betragtede hele Det Gamle Testamente som Toraen. Dette tyder altså på, at Paulus studerede under en farisæer, ikke en saddukæer.

Som en sidebemærkning skal det nævnes, at selvom Gamaliel var en højt respekteret farisæer, siges han blot at have været medlem af Sanhedrin-rådet i Jerusalem. Farisæiske rabbinere var aldrig formænd for Sanhedrin før efter templets ødelæggelse i år 70 e.Kr.

Spørgsmål: Var det karakteristisk for farisæerne at være så lempelige her i Apostlenes Gerninger 5:38-39?

Svar: Der findes forskellige undergrupper af farisæere, og nogle, såsom Gamaliel I og Josefus, tilhørte den mere lempelige retning. En senere rabbiner, Gamaliel II, var strengere. Josefus skriver: »Farisæerne er af natur lempelige, når det gælder straffe« i *Antiquities of the Jews*, bog 13, 294 [x.6]. En senere farisæer, rabbiner Johanan, sandalmageren, der studerede under den berømte rabbiner Akiba, sagde noget, der lignede meget det, Gamaliel sagde. I *Pirke Aboth* 4:11 sagde han: »Enhver forsamling, der er til himlens ære, skal i sidste ende blive bestående, men enhver, der ikke er til himlens ære, skal i sidste ende ikke blive bestående.«

Spørgsmål: Hvad er det ironiske her i Apostlenes Gerninger 5:40-41?

Svar: Apostlene fik fyrre piskeslag minus ét. Nogle gange overlevede folk ikke det. Medmindre Gud greb ind, fik de sandsynligvis varige fysiske skader. Så de apostle, som Gud sendte ud i verden, ville få fysiske skader på grund af deres piskning. Alligevel følte apostlene sig beærede over at blive vanæret og fik nåden til at blive vanæret!

Som den ugandiske biskop Festo Kivengere sagde: »Uden at bløde kan kirken ikke velsigne.« Tertullian sagde det berømte ord: »Dræb os, torturér os, døm os, mal os til støv; jeres uretfærdighed er beviset på, at vi er uskyldige. …Jo oftere I slår os ned, jo flere bliver vi; de kristnes blod er frø.” Apologi kap. 50 (ANF bind 3, s. 33).

Spørgsmål: Hvorfor var der overhovedet så mange enker i menigheden i Apostlenes Gerninger 6,1?

Svar: Først et forkert svar: »Fordi deres ægtemænd blev dræbt for troens skyld«, er ikke korrekt på dette tidspunkt, da næsten ingen endnu var blevet dræbt for deres tro. Der er sandsynligvis tre årsager. 1) Der var måske mange trængende enker i samfundet generelt. Dengang var det svært for en kvinde at forsørge sig selv uden en mand, medmindre hun var væver eller købmand eller havde et vanærende erhverv.

2) En del af årsagen kan være det, man har observeret i nogle udviklingslande: Når en ældre person vender sig til Kristus, holder den familie, der tidligere forsørgede vedkommende økonomisk, op med at gøre det. Dette ville ikke blot få mange til at vende tilbage til familiens tro, men også udgøre en økonomisk byrde for kirken, idet det ville trække penge væk, der ellers kunne bruges til evangelisering. Og hvis kirken ikke tog sig af sine egne enker, ville det vise verden, at kristne ikke rigtig bekymrer sig om andre mennesker, eller i det mindste ikke om andre, der ikke har penge.

3) Udover deres familie havde jøderne allerede en ordning til at uddele mad til fattige, sultne jøder, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 9, s. 330. Men hvis en person ikke længere lyttede til de jødiske ledere, ville de jødiske ledere muligvis ikke længere medtage vedkommende i maduddelingen.

Men enkenes behov var slet ikke en byrde for menigheden; det var tværtimod menighedens rette rolle at tage sig af dem. Evangelisation og de penge, der er forbundet med det, er ikke vores primære ansvar; det er derimod at behage Gud i lydighed. At hjælpe de fattige og enkerne er ikke en byrde for menighedens mission; det er tværtimod en grundlæggende del af menighedens mission.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 6:1 – hvornår og hvordan er det passende at klage?

Svar: Det er aldrig passende at klage eller mumle. Men det er ofte passende at tage emner op og ting, der skal løses. Når man gør det, kan man blive uretmæssigt beskyldt for at klage, men der er en forskel.

Mumlen kan være demoraliserende. Det er at nedgøre andre, en destruktiv måde at fokusere på problemet på. At tage problemer op kan være fokuseret på løsningen og på at samarbejde med andre om at gennemføre den. Det er konstruktivt, men nogle gange indebærer det at være konstruktiv, at man river det dårlige ned og fejer resterne væk.

Hvis Lukas blot havde forsøgt at tegne et billede af den perfekte harmoni blandt de første kristne, ville Apostlenes Gerninger 6 være i direkte modstrid med dette formål. I stedet viser Apostlenes Gerninger 6, at Lukas’ formål var at fortælle det, som det var, med problemer og alt.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 6,1, når en anden klager i Guds menighed, hvordan skal man så reagere, og hvad skal man gøre?

Svar: Se på tonen i deres klage og indholdet af deres klage hver for sig. Selv hvis deres forslag er godt og berettiget, kan det være nødvendigt, at de ændrer den måde, de giver udtryk for deres bekymring på. Det er i orden at være insisterende for at få sit budskab igennem, men man skal også vise respekt over for sine ledere og dem, man taler med. Hvis nogen tager noget op på en splittende eller på anden måde upassende måde, bør man rette på dem eller irettesætte dem. Men hvis det stadig er et gyldigt problem, som de har bragt op på en upassende måde, bør man alligevel tage fat på problemet.

Nogle gange kan en oprigtig troende på en passende måde tage et emne op, som vedkommende mener er et problem, men som i virkeligheden er helt forkert. Du skal være i stand til på en venlig måde at fortælle vedkommende, at du har overvejet alt, hvad vedkommende har sagt, grundigt, og at du har besluttet, at det er bedst ikke at gøre noget. Hvis vedkommende brænder meget for at starte et nyt tjenestearbejde, og du ikke føler lige så stærkt for det, så giv vedkommende lidt spillerum, og lad vedkommende sætte det i gang.

For det andet skal du – uanset om deres klage var fremsat i den rette tone eller ej – vurdere, om deres problem er et reelt anliggende, og om deres forslag måske er godt. Hvis de føler stærkt for det, kan du måske spørge dig selv – eller endnu bedre: spørge dem – hvorfor. Der kan være noget der, som du ikke ser.

I dette specifikke tilfælde forsøgte apostlene ikke at lægge skylden på nogen; de besluttede blot at løse problemet.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at de græsk-talende enker i Apostlenes Gerninger 6:1 blev overset til fordel for de hebraisk-talende enker?

Svar: Da de ikke talte aramæisk – eller i hvert fald ikke som modersmål – var de sandsynligvis kun kommet til Jerusalem for få år siden og havde ikke stærke rødder i menigheden. Der fandtes forskellige subkulturer inden for menigheden, og det forventedes, at kristne skulle hjælpe andre kristne uden at udvise favorisering baseret på kultur.

Dette problem var måske ikke bevidst, men der findes også utilsigtet favorisering og fordomme. Når du selektivt hjælper dem, du ser mest, skal du passe på, at du ikke utilsigtet udviser favorisering, for det er let at gøre. I dette tilfælde var løsningen ikke at bede maduddelere om ikke at udvise favorisering, men at samle en mangfoldig gruppe af maduddelere.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 6,1 – synes du nogensinde, at det er rigtigt at have forskellige grupper i menigheden?

Svar: Det kan være godt at have forskellige grupper inden for en menighed, men nogle gange opstår der vanskeligheder. Nogle gange er forskellene i sprog eller kultur så store, at det er bedre at have forskellige gudstjenester, menigheder eller kirker. Jeg har hørt om en menighed i Peru med byboere og landsbyboere, hvor landsbyboerne medbragte deres spædbørn til gudstjenesten uden at bruge bleer. Urin, der løb ud på gulvet, faldt ikke i god jord hos byboerne. Så nogle gange kan forskellige menigheder være venlige over for hinanden, men stadig være forskellige menigheder.

Uanset kultur og sprog siger 1. Korintherbrev 1:10-13 dog, at der ikke må være splittelser blandt os som kristne. Derfor bør hvert medlem måske gøre en større indsats for at lære dem at kende, blive venner med og elske dem, der er anderledes end dem selv, frem for de mennesker, der er ligesom dem selv. Hvis du er en moden troende, uanset din etniske baggrund, så overvej at styrke en menighed ved at slutte dig til en menighed, hvor din etniske baggrund ikke udgør flertallet.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 6,2 valgte de tolv bevidst ikke at imødekomme et berettiget behov. Hvornår er det så passende for os ikke at imødekomme andre troendes berettigede behov?

A: »I« bør imødekomme alles behov. Men det er ikke »du« i ental, men »I« i flertal, i den forstand at kirken bør imødekomme alles behov. De havde ikke brug for et meningsløst, overvældende pres, der fik dem til at tro, at de personligt skulle imødekomme hvert eneste behov. Kirken er ikke den enkelte, men fællesskabet. En gang talte en kristen med en nabo om Kristus, og naboen var villig til at tage imod Kristus. Så ringede den kristne i al hast til præsten og bad ham komme hurtigt forbi, fordi personen ønskede at tage imod Kristus. Præsten sagde OK og lagde derefter røret på. Men så følte præsten en overbevisning fra Helligånden. Han ringede tilbage og sagde: »Jeg kommer ikke; du skal føre dem til Herren.« Som kristen skal du ikke uddelegere det, du selv bør gøre. Som præst skal du ikke fremme afhængighed.

Husk, at Peter modigt satte sit liv på spil for at forkynde evangeliet og sagde til herskerne og de ældste: »Døm selv, om det er ret i Guds øjne at adlyde jer frem for Gud. For vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt.« Prøv nu at forestille dig, at Peter besluttede sig for ikke at forkynde evangeliet ret meget mere, fordi han ville bruge al sin tid på at hjælpe fattige kristne.

Forestil dig, at Peter sagde: »Jeg skal forkynde evangeliet, og jeg skal hjælpe de fattige, så noget må vige, og derfor vil jeg bare skære det meste af min bønnetid væk.« Jeg tror ikke, at den tanke nogensinde faldt Peter ind. Tværtimod ser det ud til, at Peter i Apostlenes Gerninger 6,4 betragter bøn og forkyndelse af ordet som to ting, der hører sammen, da han ikke effektivt kan udføre det andet uden det første.

I Apostlenes Gerninger 6:3 sørgede de faktisk for at dække behovene, men indirekte i stedet for direkte. De bad dem om at udvælge syv mænd til at sørge for mad til de trængende enker.

Spørgsmål: Hvorfor skulle disse mænd i Apostlenes Gerninger 6:3 være fulde af Ånden og visdom, når de i bund og grund udførte administrative opgaver?

Svar: Først lidt baggrund. Jøderne havde et netværk til uddeling af mad til de fattige, og det ville forekomme naturligt for kristne, der kom fra jødedommen, at gøre det samme. Jødiske fattige og enker, der modtog mad fra den jødiske uddeling, ville sandsynligvis være blevet udelukket, når de blev kristne. Derfor kunne et vidnesbyrd om, hvordan menigheden tog sig af sine fattige, have haft særlig betydning her. Det er én ting at give mad til de fattige sporadisk og med mellemrum, men det er noget andet at have en konsekvent uddeling, som de kan stole på.

Disse mænd skulle tjene (diakonein/diakoneo) andres behov. Maduddelingen var diakoni. For at gøre dette på en måde, der gav et godt vidnesbyrd om menigheden, skulle disse mennesker være ærlige og hæderlige (et godt eksempel uden anklage), åndelige (fyldt med Helligånden) og praktiske (fyldt med visdom). Diakoner nævnes også i Filipperne 1:1 og 1. Timoteus 3:8-13. Men disse diakoner skulle også være i stand til at opmuntre andre til at give penge til mad. Folk ville måske ikke være så tilbøjelige til at give, hvis de ikke troede, at pengene blev brugt efter hensigten og klogt. Nogle gange modtager Guds folk ikke, som de burde, fordi Guds folk ikke altid giver, som de burde.

Spørgsmål: Hvorfor har alle disse navne i Apostlenes Gerninger 6:5 samme etniske baggrund?

Svar: Det er græske navne, ikke hebraiske. Løsningen på den ulige fordeling af mad var at give en del af ledelsen af dette til medlemmerne af den etniske minoritetsgruppe.

Det er selvfølgelig muligt, at nogle få af dem etnisk set ikke var grækere, men fik græske navne. Men at alle syv fik ikke-hebraiske navne tyder stærkt på, at de fleste, hvis ikke alle, enten var grækere eller primært talte græsk.

Nogle få har spekuleret i, at græsk-talende jøder udelukkende betød ikke-jøder, der var konverteret til jødedommen. Dette er imidlertid ikke korrekt, for Nikolaus fra Antiokia i Apostlenes Gerninger 6:5 er den eneste, der nævnes, som var konvertit til jødedommen. At kun Nikolaus nævnes, tyder stærkt på, at de øvrige seks ikke var konvertitter.

En interessant sidebemærkning er, at apostlene så problemet og foreslog en løsning, men det var hele menigheden, der valgte mændene, ikke apostlene. Apostlene lagde ikke skylden for problemet på nogen, og de indså, at det ville være bedre, at andre traf den endelige beslutning i stedet for dem.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at et stort antal præster blev troende, efter at disse syv mænd var blevet udvalgt i Apostlenes Gerninger 6,7?

Svar: Der var ingen naturlig grund til, at udvælgelsen af disse syv mænd, som alle havde græske navne, som diakoner skulle gøre det mere sandsynligt, at jødiske præster ville komme til Kristus; rent naturligt set ville man tro det modsatte. Måske viste tidspunktet for dette, at Gud var tilfreds med udvælgelsen af de syv mænd.

Desuden ville »præster« ikke kun omfatte saddukæerne, men også andre egentlige præster, præstefamilier og endda essæerne, som også kaldte sig præster.

Spørgsmål: Hvorfor gav de i Apostlenes Gerninger 6:8 Stefanus, en mand fuld af Guds nåde og kraft, som udførte store vidundere og mirakler, en »verdslig« administrativ rolle?

Svar: Tilsyneladende anså de det ikke for ubetydeligt at være diakon og sørge for en retfærdig fordeling af mad. De ønskede en person, der var ærlig og kendt for at være fuld af Helligånden, hvilket også ville antyde, at han havde et godt omdømme. Det var ligeledes vigtigt, at han var en græsk-talende jøde. (Stefanus er ikke et jødisk navn, men et græsk.) Faktisk var de andre navne også græske.

Også i dag er det vigtigt at vælge de rette mennesker til at varetage vigtige opgaver, såsom at sørge for, at folk får mad. Man ønsker, at folk, der er kvalificerede og troværdige, skal udfylde en rolle. Hvis en person halter lidt bagefter på et område, foretrækker man hellere, at vedkommende er lidt mindre kvalificeret end lidt mindre troværdig. Da de græsk-talende enker blev forsømt, var det desuden vigtigt at have en græsk-talende diakon af flere årsager. Gennem sine kontakter kunne han måske bedre vide, hvem de græsk-talende enker var. Desuden ville det vise alle, at problemet blev løst af en person, der ikke var ufølsom over for deres behov. Så hvis for eksempel alle ældste eller alle diakoner i menigheden er af samme race, etnisk baggrund, modersmål eller økonomisk klasse, kan der – selvom de måske forsøger at tage sig af alle retfærdigt – opstå et indtryk af partiskhed, hvilket Jakob 2,1-5 advarer imod. Hvis alle ledere tilhører én kategori, kunne lederne da ikke finde en eneste person fra en anden kategori, der også kunne være leder?

Spørgsmål: Hvorfor skulle der i Apostlenes Gerninger 6,9, ud fra valget af diakoner, opstå modstand fra de frigivne slavers synagoge?

Svar: Udnævnelsen af disse diakoner viser, at de græsk-talende jøder ikke blot var andenklasses medlemmer af menigheden. De frigivne var sandsynligvis græsk-talende, og dette ville have en tendens til at tilskynde græsk-talende jøder til at blive kristne. Andre frigivne jøder ville ikke bryde sig om det.

Spørgsmål: Hvad kan arkæologerne fortælle os om de frigivne jøders synagoge i Apostlenes Gerninger 6:9?

Svar: På spidsen af den sydøstlige bakke i Jerusalem fandt arkæologer det, der kaldes »Theodotus-inskriptionen«, og den dateres til omkring år 70 e.Kr. Der står blandt andet: »Theodotus, søn af Vettanus, præst og synagogeleder, … har opført synagogen … samt gæstehuset, kamrene og vandcisternerne for at kunne tilbyde indkvartering til dem fra udlandet, der har brug for det….” Man mener, at hans efternavn stammer fra den romerske familie Vettani.

I senere tradition så indfødte rabbinere ned på de hellenistiske jøder som en slags andenklasses jøder.

Spørgsmål: Tror du, at Stefanus i Apostlenes Gerninger 6:10-11 ville have vundet dem over, hvis han havde gjort et bedre eller mere effektivt stykke arbejde med at overbevise dem?

Svar: Nej, disse mennesker var fulde af raseri. Disse jøder var tæt på at starte et oprør, fordi Pilatus ifølge The Expositor’s Greek Testament, bind 2, s. 165, havde anbragt guldskjolde med navne på græske afguder i sit eget palads i Jerusalem.

De havde allerede besluttet sig, og de fordrejede det, Stefanus sagde, for at retfærdiggøre deres handlinger.

Stefanus sagde indirekte, at hvis man ærer det forjættede land mere end Gud, kan man gå glip af Guds virke på andre måder.

Spørgsmål: Hvad er egentlig »blasfemi mod Moses« i Apostlenes Gerninger 6:11?

Svar: Udtrykket bruges aldrig i Bibelen af troende, hverken før eller efter dette. Blasfemi mod Gud er at sige ugudelige ting mod Guds majestæt. Selvom Moses var en god mand, er det næsten som om de havde ophøjet Moses til en afgud.

Stefanus respekterede naturligvis Moses og hans lære, men da Stefanus og de første kristne sagde, at Moseloven ikke var det endelige mål, men kun midlertidig, indtil Kristus kom, afviste mange jøder det som blasfemi uden overhovedet at overveje det. På samme måde i dag: Når man taler imod nogens »hellige ko«, selvom det er nødvendigt at gøre det, kan de lukke en ude.

Spørgsmål: Hvorfor ville angiveligt gudfrygtige, religiøse jøder i Apostlenes Gerninger 6:13 fremstille falske vidner?

Svar: Man kan være meget religiøs og alligevel ikke stå ret foran Gud. Tilsyneladende mente de, at målet helligede midlet, og de tænkte aldrig over (eller bekymrede sig om), om Gud ønskede, at de skulle bruge disse midler eller ej. Nogle mennesker kan forsøge at arbejde for Gud og alligevel have en dyb mangel på tro på Guds evne til selv at tage sig af tingene.

Hvis du i dag nogensinde befinder dig i en situation, hvor du tror, du er nødt til at gøre noget ondt eller synde for at »hjælpe Gud«, så hold straks op. Gud har ikke brug for hjælp, og han ønsker bestemt ikke den slags hjælp.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:3-5 og 1. Mosebog 11:31, kaldte Gud da Abram fra Ur eller Haran?

Svar: Selvom Stefanus, en gudfrygtig taler, hypotetisk set kunne have taget fejl, havde Stefanus ret her. Apostlenes Gerninger 7:2-4a siger specifikt, at Gud kaldte Abram fra Ur, før han og hans familie bosatte sig i Haran. Derefter, i Apostlenes Gerninger 7:4b-5, efter at hans far døde i Haran, førte Gud Abram derfra til Palæstina. Gud talte til Abram mere end én gang.

I dag, når Gud leder os, leder Han os ikke blot til det endelige sted, hvor vi skal være, men Gud leder os også på hvert eneste skridt af rejsen. Gud leder os også med hensyn til, hvornår vi skal tage afsted. Lydighed handler ikke blot om at tage hen, hvor Gud vil have dig hen, men om straks at adlyde Gud og følge Hans tidsplan.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:4 og 1. Mosebog 11:26 står der, at Abraham var 75 år gammel, da han forlod byen Haran. Hvordan kan det passe?

Svar: Medmindre Abram, Nahor og Haran var trillinger (hvilket, selvom det er muligt, er usandsynligt), henviser 1. Mosebog11:26 til, at Terah var 70 år gammel, da han begyndte at få børn. Abram blev først født, da Terah var mindst 130 år gammel.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i Apostlenes Gerninger 7:6 og 1. Mosebog 15:13 profetere, at israelitterne ville blive undertrykt i 400 år, når 2. Mosebog 12:40-41 siger, at de var i Egypten i præcis 430 år? (To forskellige mormoner har peget på dette som en grund til ikke at stole på Bibelen.)

Svar: Israelitterne var slaver i Egypten i 400 år, men forud for det var de i Egypten i 30 år under Josef. (Jeg kender en syvende-klasses elev, Amy, der regnede denne påståede modsigelse ud på mindre end et minut.)

I øvrigt citerer Irenæus (182-188 e.Kr.) Apostlenes Gerninger 7:2-8,56,60a, og det, han citerer, er det, vi har i dag. (Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 21, s. 434)

Spørgsmål: Hvordan blev Egypten dømt under udvandringen i Apostlenes Gerninger 7:7?

Svar: Dom kan være en vurdering eller en straf, og begge betydninger gjaldt her.

Vurdering: Da Gud gennem Moses bad Farao om at lade sit folk gå, viste Faraos indledende afvisning, senere hans sammensværgelse og til sidst udsendelsen af hæren efter dem hans hensigter. I stedet for at standse dette lod Gud Farao modsætte sig Gud, som han ønskede. Konsekvenserne viste både, hvor hårdt Faraos hjerte var, og at de fortsatte plager kun hærdede hans hjerte yderligere.

Straff: Ikke alene døde Faraos søn, men der kom også en dom over hele Egypten for de 400 år, hvor de havde undertrykt Guds folk.

Spørgsmål: Hvor mange drog præcis til Egypten i Jakobs tid, jf. Apostlenes Gerninger 7:14?

Svar: Der er fem punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Stefanus sagde 75. Selv hvis Stefanus tog fejl her, kunne Bibelen nøjagtigt gengive den påståede fejl, som Stefanus nævnte. Vi bør dog ikke forhastet konkludere, at Stefanus tog fejl, som de følgende punkter viser

2. I de hebraiske manuskripter står der i både 1. Mosebog 46:27 og 2. Mosebog 1:5 70 mænd, inklusive Jakob, Josef og Josefs to sønner. I Apostlenes Gerninger7:14 står der 75. Den græske Septuaginta for 5. Mosebog 10:22 angiver også 70.

3. Den græske Septuaginta for 2. Mosebog 1:5 angiver 75. Den græske Septuaginta for 1. Mosebog 46:27 angiver 75, fordi den siger, at Josef havde ni (ikke to) sønner. 2. Mosebog 1:5 i Dødehavsrullerne 4QExod(b) angiver også femoghalvfjerds. Se det sidste spørgsmål i slutningen af Første Mosebog og det sidste spørgsmål i slutningen af Anden Mosebog for citater af, hvad den hebraiske tekst og Septuaginta siger.

4. Hvem var disse ekstra sønner i Septuaginta (og sandsynligvis også i Dødehavsrullerne)? Første Mosebog 46:20 i Septuaginta opregner disse syv »sønner« (faktisk sønnesønner og oldebørn) som følger:

»… Og der blev født sønner til Manasse, som den syriske medhustru fødte ham, nemlig Makir. Og Makir avlede Gilead. Og sønnerne til Efraim, Manasses’ bror: Sutalaam og Taam. Og Sutalaams sønner: Edom.«

Bemærk, at der her kun nævnes 3 sønnesønner og 2 oldebørn, altså i alt fem (ikke syv). Men både Manasse og Sutalaam havde sønner (flertal).

5. Da Stefanus var en græsk-talende jøde (se Apostlenes Gerninger 6:1-5), brugte han sandsynligvis Septuaginta og ikke det hebraiske Gamle Testamente, og denne lille detalje er fejlfrit nedskrevet.

Resumé: Måske talte Stefanus forkert her, og Bibelen gengiver fejlfrit, hvad han sagde. På den anden side havde Stefanus sandsynligvis alligevel ret.

Spørgsmål: Hvordan blev Jakob og patriarkerne begravet i Sichem i Apostlenes Gerninger 7:16?

Svar: Dette er en gentagelse af diskussionen om 1. Mosebog 33:18-19.

Abraham købte jord i Mamre nær Hebron til Sara i 1. Mosebog 23:16-20, men det er ikke det samme sted. Hvad angår den jord, der blev købt i Sichem, er der tre mulige svar.

Jakob og Abraham købte det: Både Josva 24:32 og 1. Mosebog 33:18-19 siger, at Jakob, Abrahams barnebarn, var den, der købte jorden nær Sichem. Uanset om Abraham kom for at være vidne til købet af jorden med de penge, han havde givet videre til Isak, eller ej, kan man sige, at Abrahams slægt købte jorden. Selv i dag kan en teenager med sin fars samtykke købe en bil i sin fars navn.

Stefan kan have taget fejl: Da Jakob købte den jord, hvor hans sønner blev begravet, men Jakob selv blev begravet i Mamre sammen med Abraham, kan Stefan ved en fejltagelse have blandet disse to separate begivenheder sammen. Selv hvis Stefan tog fejl, ville Bibelen stadig være ufejlbarlig. Bibelen har ganske enkelt, ufejlbarligt, nedskrevet det, Stefan sagde, fejl og alt.

Genbegravet: Da de havde slået sig permanent ned i landet, besluttede de at genbegrave Abraham, Sara, Isak og Rebekka, så de kunne være sammen.

Spørgsmål: Hvordan handlede Farao i Apostlenes Gerninger 7:19 forræderisk/subtil over for israelitterne?

Svar: Han handlede forræderisk, idet han, trods alt det hårde arbejde de hebraiske slaver udførte, befalede dem at kaste deres drengebørn i floden. Desuden sagde Farao flere gange til dem, at de måtte gå, for derefter at skifte mening. Efter den sidste gang sendte han senere alligevel sin hær efter dem.

Spørgsmål: Hvorfor blev Moses i Apostlenes Gerninger 7:20 beskrevet som »smuk i Guds øjne«?

Svar: Dette græske udtryk er et udtryk, som en læge måske ville bruge. Det betyder et sundt, veltrænet og velernæret barn.

Spørgsmål: Da der i Apostlenes Gerninger 7:22 står, at Moses lærte egypternes visdom, hvad vidste egypterne så dengang?

Svar: Ægypterne vidste meget om astronomi, kalenderen, geografi (herunder steder så fjernt som Indien), brug af jern fra meteoritter og vævning af fint linnedtøj. Silke, formodentlig fra Kina, er fundet i Ægypten så tidligt som 1.000 f.Kr. De var fremragende arkitekter, og for hvad det er værd, udmærkede de sig i balsamering af lig.

I Moses’ tid vidste egypterne ikke noget om at fremstille sadler, der var egnede til ridning, kavalerisoldater eller smeltning af jernmalm.

Spørgsmål: Hvordan forholder du dig til Apostlenes Gerninger 7:29, når folk, som du er loyal over for, og som burde være loyale over for dig, er villige til at angive dig til andre?

Svar: Moses indså, at i det mindste nogle af israelitterne ikke ville beskytte ham; ja, måske kunne israelitterne slet ikke beskytte ham. Derfor drog Moses bort til et sted, hvor han ville være i sikkerhed.

Bliv ikke i en situation, hvor du er nødt til at stole på mennesker, der har vist sig at være upålidelige, over for dig eller over for andre. Du kan tilgive nogen, når de har behandlet dig forkert, eller i det mindste når du mener, at de har behandlet dig forkert. Men selvom du tilgiver en tyv, behøver du ikke at stole på ham nok til at give ham flere ting at stjæle.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved dette citat i Apostlenes Gerninger7:32 ?

Svar: Stefans citat fra 2. Mosebog 3:6 følger den samaritanske Pentateuk, ikke den masoretiske tekst eller Septuaginta.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:36, krydsede de da Rødehavet eller Rørhavet?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Det græske ord i både Apostlenes Gerninger 7:36 og Septuaginta-versionen af 2. Mosebog 15:4 er eruthro, hvilket betyder »rødt« og ikke »rør«.

2. Det hebraiske ord ligner det engelske uden vokaler: »Rd« kan være enten »Red« eller »Reed«.

3. Enten var det Det Røde Hav, og Stefanus gentog blot det, han havde lært.

4. Eller også var det Rørhavet, selvom den græske Septuaginta oversatte det som »Rødt«. Stefanus, en græsk-talende jøde, gentager blot det, han havde lært.

Sammenfatning: Uanset hvad kan Bibelen fejlfrit gengive det, Stefanus sagde.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:41-43, var det afgudsdyrkende kalv et falsk billede af den sande Gud, eller var det tilbedelse af himmelske væsener?

Svar: Stefanus siger ikke udtrykkeligt, at det gyldne kalv var tilbedelse af himmelske væsener. Han nævner snarere det gyldne kalv og at Gud vendte sig bort fra dem, og at de i de følgende århundreder vendte sig mod tilbedelse af mange forskellige afguder, herunder himmelske væsener.

Hvad angår brugen af det gyldne kalv, var det et billede af en falsk gud og brød det første bud. Apostlenes Gerninger 7:42 angiver, at det var til falske guder. Selv hvis det var blevet lavet som et udskåret billede af den sande Gud, ville det stadig være syndigt og bryde det andet bud.

Spørgsmål: Hvem var Molek og stjernen Rephan i Apostlenes Gerninger 7:43?

Svar: Dette var et citat fra Amos 5:25-27 i Septuaginta.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:43, bør der stå »Molek og Rephan« eller »Sakkut og Kaiwan«, som den masoretiske tekst i Amos 5:26 siger?

Svar: Stefanus var en græsk-talende jøde, og han citerede sandsynligvis fra Septuaginta. Da Apostlenes Gerninger blot gengiver det, Stefanus sagde, uden fejl, kan dette vers i sig selv ikke bevise, hvilken formulering der var den oprindelige i Amos.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:43, hvornår fik de at vide, at de i fremtiden ville komme til Babylon?

Svar: I 5. Mosebog 28:64 står der, at hvis israelitterne var ulydige, ville de blive spredt. Der nævnes dog ikke noget om Babylon. Stefan parafraserer fra Amos 5:25-27. Det ville næsten være et citat fra Septuaginta, bortset fra at der i både den hebraiske tekst og Septuaginta står »ud for Damaskus« i Amos 5:25-27, mens Stefan sagde Babylon, som er det nøjagtige sted ud for Damaskus, hvor de sydlige israelitter blev ført i eksil.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved udtrykket »bor ikke i huse, som er bygget af menneskehænder« i Apostlenes Gerninger 7:48?

Svar: Denne sætning fra Stefanus er noget særpræget, men den må have gjort indtryk på mindst én tilhører. Paulus bruger den samme sætning, når han taler til athenerne i Apostlenes Gerninger 17:24. Tanken, men ikke ordlyden, findes i Esajas 66:1-2 og 1. Kongebog 8:27.

Spørgsmål: Hvad var Stefans mål i Apostlenes Gerninger 7:51-53?

Svar: Stefans tilhørere var hårdhjertede, fordi de tænkte i andre baner. Før Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. var jødedommens tre fremtrædende søjler 1) landet, 2) loven og 3) templet. Stefan talte om alle tre , men indirekte. Stefan afviste ikke disse, men viste snarere, at Gud var større end dem.

Men husk, at Stefanus blev afbrudt, før han kunne afslutte sin tale. Man kan undre sig over, hvor upartiske Stefanus’ tilhørere egentlig var. Da de lagde deres klæder ved Sauls fødder, var det sandsynligvis, fordi Saulus var ophavsmanden til dette.

Stefans liv stod altså IKKE på spil, da jøderne under Saulus fra Tarsus allerede havde besluttet Stefans skæbne. Stefans måde at tale på tyder på, at hans hovedformål her ikke var at forsøge at redde sit eget liv, men at redde nogle af sine tilhøreres liv – for evigt. Stefan bønfaldt ikke for sit eget liv; han bønfaldt i virkeligheden for deres.

Stefanus indså sandsynligvis allerede, at han ikke havde en chance, men da han fik mulighed for at forsvare sig, benyttede han denne sidste lejlighed til at prædike for dem. Selvom hans tale måske forekommer lang for nutidens læsere, er der faktisk mange detaljer, han udelod. Men ud fra det, Stefanus medtog, synes der at være et mønster i hans budskab. Han nævnte, at Abraham forlod Ur og Haran, at Josef flyttede til Egypten, at Moses forlod Egypten, og først tabernaklet og derefter David i Jerusalem, der byggede templet.

1) Der er fremskridt og forandring i Guds værk.

2) Guds velsignelser er ikke begrænset til Israels land og templet. Gud ledte dem længe før der var et tempel, og endda længe før de drog ind i det forjættede land. Stefanus brugte ordet »Egypten« seks gange.

3) Israel modsatte sig altid Guds planer. Hverken Josef eller Moses blev accepteret før deres anden fremtræden.

Som »Believer’s Bible Commentary« på side 1604 indsigtsfuldt bemærker: Jøderne troede, at Stefanus var i defensiven, men til sidst blev Stefanus anklageren, og de var faktisk de skyldige tiltalte.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:51-53 afviser folk undertiden evangeliet, fordi de ikke kan forstå det. Undertiden afviser de evangeliet, fordi de ikke vil forstå det. Hvad er forskellen?

Svar: Nogle har kun fået fortalt en forvrænget version af evangeliet. Andre forstår ikke, hvordan der kun kan være én Gud; nogle kan ikke forstå, hvordan vi kan blive frelst ved nåde, uden nogen fortjeneste fra vores side. På den anden side er der måske andre, der forstår det, men vælger ikke at tro.

»Således ophæver I Guds ord for jeres traditioners skyld.« Mattæus 15:6b. Se også Markus 7:13.

»Hans ord bliver heller ikke i jer, fordi I ikke tror på den, han har sendt.« Johannes 5:38

»… men I søger at dræbe mig, fordi mit ord ikke har plads i jer.« Johannes 8:37b

Sølvsmeden Demetrius i Apostlenes Gerninger 19:23-34. Apostlenes Gerninger 19:34 »Men da de indså, at han [Alexander] var jøde, råbte de alle i kor i omkring to timer: ’Stor er Artemis fra Efesos!’«

Spørgsmål: Hvordan når man ud til dem, der ikke vil forstå evangeliet, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 7:51-53?

Svar: For det første skal du forstå, at det ikke er dig, der omvender mennesker; det er Helligånden. Uden Helligåndens virke i deres liv ville der ikke være noget håb om, at de ville komme til Kristus. For det andet taler vi ikke nødvendigvis til mennesker, der helt objektivt blot ser på fakta. Nogle mennesker har ekstra svært ved at forstå, fordi de er blevet undervist i forkerte ting, og de forveksler det, du siger, med det, de er blevet lært. For nogle andre kan det være, at de hævder, de ikke kan forstå det, men i virkeligheden er det et spørgsmål om, at de ikke ønsker at forstå. Som nogen engang sagde: Man kan aldrig vække en, der lader som om at sove.

Men vi skal være tålmodige, for selvom de nægter at tage imod evangeliet nu, lytter de stadig; frøet bliver sået, og et frø kan stadig spire, selvom det ligger i dvale i lang tid.

Nogle gange kan man finde fælles fodslag og relatere til ting, de allerede kender til. Selv da virker det ikke altid. I Mellemøsten fortælles der en historie om en mand, der gik til en dommer i sin landsby og spurgte, hvad loven sagde i denne sag. Hans tyr var ved et uheld sluppet løs og havde spiddet dommerens tyr ihjel. Dommeren sagde, at loven var klar: Manden måtte betale for den døde tyr. Manden undskyldte, for han sagde, at han havde taget fejl af én detalje: Det var faktisk dommerens tyr, der var sluppet løs og havde spiddet mandens tyr ihjel. I så fald, sagde dommeren, var loven ikke klar. Det er her, udtrykket stammer fra: »Det kommer an på, hvis tyr der bliver spiddet.«

For at vi kan nå igennem til faldne, vildledte mennesker, har vi brug for Helligånden og korsets kraft. Som Paulus sagde om sig selv: »For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med visdoms ord, for at Kristi kors ikke skal miste sin kraft« (1. Korintherbrev 1:17).

»Mit budskab og min forkyndelse var ikke med overbevisende visdomsord, men med en demonstration af Åndens kraft, for at jeres tro ikke skulle hvile på menneskers visdom, men på Guds kraft.« (1. Korintherbrev 2:4-5).

Spørgsmål: Hvad sagde den jødiske ikke-bibelske litteratur i Apostlenes Gerninger 7:52, Mattæus 23:37 og Lukas 13:34 om deres behandling af profeterne?

Svar: b Pesahim 87b siger, at profeterne levede til en høj alder (Jeremias og Daniel gjorde det). B Nedarim 38a siger, at profeterne var velhavende (det var Josef og Daniel). Profeterne blev imidlertid forfulgt og/eller dræbt af jøderne ifølge b. Gittin 57b, b Sanhedrin 96b, Lev R 10.3; Exod R 31.16; Pesikta Rabbati 26:1-2. Disse begivenheder blev dog fremstillet som lærestreger, som de havde draget lære af.

Spørgsmål: Hvordan modtog de loven fra engle i Apostlenes Gerninger 7:53?

Svar: Gud brugte engle til at lede israelitterne med skyen om dagen og ildsøjlen om natten. Han brugte tilsyneladende også engle til at give Moses de oprindelige tavler med de ti bud.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:55 var Stefanus jo fuld af Helligånden – hvorfor fik Helligånden da Stefanus til at sige ting, der førte til hans død?

A: To supplerende svar:

1. Helligånden fører undertiden bevidst lydige kristne ind i situationer, hvor de vil prise Gud og dø for deres tro.

2. De havde alligevel tænkt sig at dræbe ham. Stefanus var allerede blevet arresteret i Apostlenes Gerninger 6:11-7:1, og de havde tænkt sig at stene ham, uanset hvad han sagde.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Apostlenes Gerninger 7:56 og Markus 16:19 stå ved Guds højre hånd, når Jesus jo er Gud?

Svar: Højre hånd betyder en æresplads. Jesus afbildes ofte som »siddende« ved Faderens højre hånd, men her giver Jesus en stående hyldest.

Ordet »Gud« i Bibelen har, når det ikke henviser til en falsk gud, flere betydninger. Det enkleste bevis herpå er Johannes 1:1 og Hebræerbrevet 1:9. I hvert af disse vers bruges ordet »Gud« to gange, og betydningerne er åbenlyst Faderen og Sønnen.

Ordet »Gud« har tre nært beslægtede betydninger. De er:

Gud Faderen her og i 1. Petersbrev 1:2,3; Efeserbrevet 1:3,17; 3:14; 5:20; 1. Thessalonikerbrev 1:1; 3:11; 2. Thessalonikerbrev 1:1-2; 2:16; Titusbrevet 1:4

Gud Sønnen i Hebræerbrevet 1:8-9; Johannes 1:1,18; 20:28; Hosea 1:7, Esajas 7:14; 1. Johannesbrev 5:11,12 + 21; Kolossenserbrevet 2:9; Matthæus 1:23

Gud Helligånden i Romerbrevet 8:9-16; Lukas 1:35; 1. Johannesbrev 4:12,13,15-16; 1. Korintherbrev3:16 + 1. Korintherbrev 6:19; Apostlenes Gerninger 5:4

Desuden

Faderen er evig i Salme 90:2; 93:2.

Sønnen er evig i Hebræerbrevet 7:3; 13:8

Ånden er evig i Hebræerbrevet 9:14.

Spørgsmål: Hvordan kunne Stefanus i Apostlenes Gerninger 7:59 blive stenet, hvis Sanhedrin ikke havde beføjelse til at henrette nogen?

Svar: Det var interessante tider i Judæas regering. Pontius Pilatus var ikke længere til stede. På opfordring af Vitellius, præfekten i Syrien, blev Pilatus i unåde kaldt tilbage til Rom for at stå til regnskab for kejser Tiberius for sin dårlige regeringsførelse. Der ville ikke være en anden romersk guvernør i Judæa før senere, under Marcellus. Denne opfattelse ville dog betyde, at Stefanus blev dræbt noget senere, i år 37 e.Kr. I denne periode ville Vitellius have ønsket at formilde jøderne, så romerne kan have ladet det forstå, at de ville tillade dette.

Desuden siger den senere Mishna, Sanhedrin 4:1, at i en retssag om drab, der kan medføre dødsstraf, kan straffen ikke udmåles samme dag som dommen; man skal vente mindst en dag.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 7:59-60 – bad Stefanus her til Jesus?

Svar: Ja. Han henvendte sig specifikt til »Herre Jesus« og bad »Jesus« om at modtage hans ånd.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Saulus fra Tarsus i Apostlenes Gerninger 8:1?

Svar: Den græske tekst siger, at Saulus var en »ung mand« (neanias), og man formoder, at han var omkring 30 år gammel. Det ville være for ungt til at være medlem af Det Store Råd eller til mange stillinger i synagogen. Ved stening skal vidnernes hænder ifølge 5. Mosebog 17:7 være de første til at stene ham ihjel. Paulus var ikke en af dem, men han passede på deres tøj. Saul var med til at dræbe andre i Apostlenes Gerninger 9:1. Som Paulus huskede han disse ting levende og skrev om dem med beklagelse i Galaterbrevet 1:13; 1. Korintherbrev 15:9; Filipperbrevet 3:6 og 1. Timoteusbrev 1:13.

Spørgsmål: Var denne forfølgelse i Apostlenes Gerninger 8:1 en god ting?

Svar: Nej, det var en ond handling at forfølge kristne. De blev sandsynligvis opmuntret af Saulus fra Tarsus og fik mod, da de så, at der ikke fulgte nogen negative konsekvenser af drabet på Stefanus. Dette syntes at være en meget mørk dag for kristendommen. Men Gud brugte denne onde handling til det gode, ligesom Gud kan bruge alle ting til det gode for dem, der elsker ham (Romerne 8:28). Tilsyneladende var de første kristne langsomme til at adlyde den store mission i Matthæus 28:19 og især Apostlenes Gerninger 1:8. Forfølgelsen drev dem ud af Jerusalem og til andre steder, hvor de alligevel skulle forkynde evangeliet.

Desuden var samaritanerne, som ikke brød sig om jøderne, måske ikke så tilbøjelige til at lytte til evangeliet fra folk, der kom fra Jerusalem. Men da de kristne, især de hellenistiske, flygtede fra Jerusalem, var samaritanerne måske mere tilbøjelige til at lytte til folk, som de jødiske myndigheder i Jerusalem ikke brød sig om. Måske er det en af grundene til, at Jesus i Apostlenes Gerninger 1:8 bad dem om at være vidner i Jerusalem og Judæa og derefter i Samaria. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 359, for mere om denne opfattelse.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 8:1 – ville de kristne have spredt sig over hele Judæa og Samaria, hvis der ikke havde været forfølgelse?

Svar: De ville sandsynligvis have spredt sig i et langsommere tempo, end hvis forfølgelsen ikke havde fundet sted. Når kristne enten er ulydige eller er langsomme til at adlyde Guds vilje, bruger Gud undertiden modgang og forfølgelse til at få dem hen, hvor de skal være.

Spørgsmål: Hvorfor flygtede de kristne fra Jerusalem på grund af forfølgelsen i Apostlenes Gerninger 8:1, mens apostlene blev tilbage?

Svar: Der er to synspunkter.

1. Ifølge *Hard Sayings of the Bible*, s. 522-523, var forfølgelsen iværksat af Sanhedrin og rettet hovedsageligt mod de græsk-talende kristne. Kristne, der også var aramæisk-talende jøder, blev først forfulgt senere. Se også *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 371-372, for mere om denne opfattelse.

2. De forsøgte faktisk at forfølge apostlene, da de dræbte Jakob, Johannes’ bror, og fængslede Peter. Men da Gud beskyttede Peter, forsøgte de ikke længere, af hensyn til hvordan det ville se ud i befolkningens øjne.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at kætterier opstår i Apostlenes Gerninger 8:1b-25?

Svar: Walter Martin sagde engang, at kætterier er kirkens ubetalte regninger. Når kirken undlader at undervise i bestemte læresætninger, skaber denne manglende hyrdevirksomhed en åbning for sekter til at træde ind med falsk lære. Jeg hørte engang om en menighed i Galveston, der afholdt ansættelsessamtaler med kandidater til stillingen som præst. En af diakonerne spurgte, om præsten kunne forklare treenigheden. Præsten svarede, at det var et komplekst emne, og at han ikke rigtig kunne forklare det. Senere fortalte diakonen ham, at det var et godt svar, for hvis han havde sagt, at han kunne forklare det, ville de ikke have ansat ham. Denne forkerte holdning til sandheden er netop det, der kan gøre menigheden sårbar over for sekter. Ja, Treenigheden er kompleks, og ja, Gud har ikke fortalt os alt om den i Bibelen. Men en erfaren, gudfrygtig lærer bør være i stand til på tilfredsstillende vis at forklare, hvad Gud har åbenbaret om Treenigheden, såvel som alle de andre vigtige kristne læresætninger. Når en menighed ønsker at nedtone læreundervisningen, er menigheden moden til at afvige fra ortodoksien, selvom det måske først sker om et årti eller deromkring.

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 8:1b-25 ægte kristne, der er noget anderledes i dag?

Svar: Ægte kristne er uenige om sekundære læresætninger såsom troendes dåb kontra spædbarnsdåb, forholdet mellem Guds suverænitet og menneskers frie vilje, nadveren og karismatiske gaver. Kristne er også uenige om, hvad de mener er de bedste fremgangsmåder: skal små børn altid være i kirken sammen med voksne, skal der være et standardiseret undervisningsprogram, skal et kirkesamfund eller en lokal menighed eje kirkens ejendom, skal der være et kirkesamfundsmissionsråd, og mange andre ting, der ikke er specificeret i Bibelen.

Spørgsmål: Hvorfor sørgede de fromme troende i Apostlenes Gerninger 8:2 over Stefans død, når Stefan jo var gået hen for at være hos Jesus?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan se et par grunde.

1. De var bedrøvede over denne »tilsyneladende for tidlige« død af denne mægtige Guds mand og over alle de muligheder for at tjene Gud, der gik tabt på grund af hans død. Men Gud har kontrollen, og hvad der kunne synes at være en for tidlig død, kan have været en medvirkende årsag til, at Saulus kom til Kristus.

2. De sørgede måske over, at de ikke ville se Stefanus igen før i himlen.

3. Selvom de vidste, at Stefanus ville være i himlen, er det nogle gange svært at se tingene gennem troens øjne, når den elskede vens sønderrevne, sammenkrøllede krop lå foran dem under en bunke kolde, grusomme sten.

Det græske ord for »død« her, anairesei, er ikke det almindelige ord for død, men et medicinsk udtryk.

Når en elsket troende dør i dag, er det naturligt og i orden at sørge over, at vi ikke kan se dem i et stykke tid. Men vi sørger ikke som dem, der ikke har noget håb, for vi vil se dem i himlen.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at de måske sørgede over Stefanus i det skjulte, fordi den jødiske Mishna siger, at der ikke bør udtrykkes »åben klage« over dem, der henrettes efter en dom fra Sanhedrin, selvom stille sorg var i orden.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 8:5, tog Filippus da til byen ved navn Samaria eller til en by i regionen Samaria?

Svar: Der var både en region og en by inden for den, der hed Samaria. Den bogstavelige græske tekst lyder »en by i Samaria«, så det kunne være enhver by i regionen Samaria. Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.), der selv var en samaritansk kristen, siger, at Simon var fra den samaritanske landsby Gitto/Gitta. Så enten tog Filippus til Gitto/Gitta, eller også tog Simon til en anden by. Se Justin Martyrs Første Apologi, kap. 26, s. 171, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 8:5-8 og8:26 -40, hvilken Filippus var der tale om?

Svar: Skriften siger ikke, om det var apostlen Filippus eller den græske evangelist Filippus fra Apostlenes Gerninger 6:1-5 og Apostlenes Gerninger 21:8-9. Hvis det var den græske Filippus, ville det betyde, at evnen til at udføre mange mægtige mirakler ikke var begrænset til de tolv apostle.

På den anden side betragtede både Papias, Polycrates og Eusebius evangelisten Filip i Apostlenes Gerninger 8:5 og apostlen Filip som den samme person.

Spørgsmål: Hvad med den liberale kritikers teori i Apostlenes Gerninger 8:9 om, at Simon Magus var et synonym eller et kodenavn for Paulus?

Svar: Denne teori blev først fremsat af Baur, baseret på konfrontationen mellem Peter og Simon Magus i den (kætterske) ebionitiske skrift »Peters erkendelser«. En anden liberal, Spitta, kalder dette imidlertid »en fuldstændig absurditet«. Hvorfor skulle Lukas tilføje dette, hvis han var Paulus’ ven og rejseledsager?

Spørgsmål: Hvorfor forsøgte Simon i Apostlenes Gerninger 8:9-24 at købe retten til at helbrede mennesker?

Svar: Set fra Simon Magus’ perspektiv ville dette ikke have virket så forkert. Det jødiske ypperstepræstedømme blev købt i den seleukidiske tid og under romerne. I middelalderen opfyldte nogle paver den såkaldte »pavelige arvefølge« ved at købe deres embede som pave. Simon Magus gjorde blot, hvad mange andre falske religiøse ledere gjorde.

Men set fra Guds og Peters perspektiv gjorde Simon Magus noget forfærdeligt. At købe det, som Gud giver gratis, og muligvis at tage betaling for at uddele den nåde, som Gud gav gratis, ville være en fornærmelse mod Gud.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 8:9-24 – blev Simon frelst her?

Svar: Apostlenes Gerninger fortæller, at Simon troede og også blev døbt. For den almindelige iagttager syntes der slet ikke at være nogen forskel mellem Simon og alle andre. Men for at bruge udtryk fra amerikansk fodbold var dette en »fumble«. Peter sagde til Simon: »Må dit sølv gå til grunde sammen med dig«, mens de troende ifølge Johannes 3:16 aldrig vil gå til grunde. Peter sagde, at Simon ikke havde nogen del i denne tjeneste, at hans hjerte ikke var retfærdigt, og at han var forgiftet af bitterhed og bundet af uretfærdighed. Simon var bestemt IKKE frelst på det tidspunkt, hvor Peter sagde disse ting til ham. De, der tror, at mennesker kan miste deres frelse, og at Simon mistede sin, må indse, at Simon, hvis han faktisk var frelst, højst ville have været frelst i en time eller deromkring. Simon syntes mere optaget af at undslippe denne dom end af Guds barmhjertighed og tilgivelse.

Det egentlige svar kan ses i Simons senere historie. Han grundlagde en kætteri og havde endda en discipel ved navn Menander, der førte hans kætterske tradition videre.

Det er herfra, vi har det engelske ord »simony«, der betyder at betale penge for at blive kirkeembedsmand.

Spørgsmål: Hvad skete der med Simon Magus i Apostlenes Gerninger 8:9-24?

Svar: Skriften fortæller os intet om Simons eventuelle omvendelse eller manglende omvendelse. På det tidspunkt var Simon ikke frelst; ordet for tro her, pisteuo, er også det samme ord, der bruges om dæmonernes tro i Jakob 2:19. Lukas siger aldrig, at Simon modtog Helligånden, og vigtigst af alt sagde Peter, at Simon [stadig] var på vej mod fortabelsen. Med andre ord »bekendte« Simon sig til troen, men han »besad« ikke troen. Det engelske udtryk »simoni« stammer fra dette afsnit. Det er den onde praksis at forsøge at opnå et kirkeligt embede ved bestikkelse.

Kirkeskribenterne Justin Martyr, Irenæus, Clemens af Alexandria, Tertullian og Hippolytus beretter om Simons efterfølgende handlinger som en berygtet kætter. (Irenæus var en discipel af Polykarp, som var en discipel af apostlen Johannes. Hippolytus var en discipel af Irenæus.)

Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.), der selv var en samaritansk kristen, siger, at Simon stammede fra den samaritanske landsby Gitto/Gitta. Han fortæller, at Simon havde en discipel, Menander, en samaritaner fra byen Capparetaea, som grundlagde sin egen kætteri i Simons kølvand. Justin siger, at Simon senere tog til Rom, udøvede magi, og at der der blev rejst en statue til hans ære. Justin Martyrs Første Apologi, kap. 26, s. 171. Justin tager her næsten helt sikkert fejl. En statue på en ø i floden Tiber blev udgravet med inskriptionen »Semoni Sanco Dei Fidio«, som henviser til »Semo Sancus«, en sabinsk gud svarende til Herkules. Se The Expositor’s Greek Testament, bind 2, s. 213 for mere om dette.

Irenæus afsatte i *Mod kætterierne* (182–188 e.Kr.) hele kapitel 23 til Simon Magus. Han sagde, at kejser Claudius ærede Simon Magus med en statue på grund af hans magi. Irenæus fortæller, at Simon lærte, at han viste sig for jøderne som Sønnen, for samaritanerne som Faderen og for andre nationer som Helligånden. Simon befriede en kvinde fra Tyrus ved navn Helena fra slaveri; ifølge Simon var hun den første frugt af hans sind. Simon hævdede, at dette var den samme Helena, som den trojanske krig var blevet udkæmpet om. Irenæus siger, at Simon Magus’ efterfølger var kætteren Menander.

Også i *Mod alle kætterier* (200–210 e.Kr.) er det første kapitel viet til en drøftelse af Simon Magus. Tertullian siger, at Simon kaldte sig selv »Den Højeste Dyd«, og at hans efterfølger var Menander.

Tertullian (198-220 e.Kr.) skriver i *En afhandling om sjælen*, kap. 34, at Simon viet sine kræfter til at ødelægge sandheden, efter at Peter havde irettesat ham. Han tilføjer, at Helena var en kvinde fra Tyrus, der var slave i et bordel.

Se for citater fra de andre forfattere.

Spørgsmål: Var dette en normal oplevelse i Apostlenes Gerninger 8:14-17?

Svar: Nej. Forsinkelsen i at tro på Jesus uden at have Helligånden i sig skyldtes enten:

1. at apostlene kom, eller

2. Utilstrækkelig undervisning fra Filippus’ side, eller

3. En forkert forståelse af det, Filip underviste i.

Hvis de havde modtaget Helligånden uden apostlene, havde de måske betragtet sig selv som en »anden menighed«, uafhængig af den menighed, der var opstået i Jerusalem. Men de var ufuldstændige, indtil apostlene fra Jerusalem kom, og derfor var alt knyttet til den [ene] menighed, der var opstået i Jerusalem. Denne oplevelse var en overgangsfase i kirkens historie.

Spørgsmål: Hvorfor blev Helligånden ikke givet til samaritanerne, da de første gang hørte evangeliet, jf. Apostlenes Gerninger8:15 –17?

Svar: Kristne har to synspunkter.

1. Den forkyndelse, de hørte, var ufuldstændig.

2. Forkyndelsen var udmærket, men i forbindelse med denne »store overgang« i forkyndelsen til samaritanerne var det passende, at nogle af apostlene var til stede, før Helligånden kom over disse ikke-jøder. Se *1001 Bible Questions Answered*, s. 50, 53, for mere om dette synspunkt.

Spørgsmål: Hvad var formålet med, at Filippus i Apostlenes Gerninger 8:26 rejste fra Jerusalem mod Gaza?

Svar: Set fra Filippus’ perspektiv havde han ingen anelse. Der var mange mennesker i Jerusalem, og meget få, der rejste de 50 miles ad ørkenvejen fra Jerusalem til enten Nye Gaza (bygget i 57 f.Kr.) eller Gamle Gaza (plyndret i 93 f.Kr.), også kendt som Gaza ved ørkenen. Der var masser af troende, der skulle discipuleres, masser af ikke-troende, man kunne dele evangeliet med, og generelt masser af muligheder for at vidne – langt flere, end der ville være på en ørkenvej. Filippus vidste ikke, hvorfor han blev befalet at tage til Gaza. I øvrigt viser Apostlenes Gerninger 8:40, at Filippus aldrig nåede frem til Gaza, i hvert fald ikke på denne rejse.

Men set fra Guds synspunkt var der et vigtigt formål med, at Filippus gik ud af sin vej for at tale med blot én mand. Kristendommen begyndte i Etiopien fra dette tidspunkt. Det er, som om jødedommen forberedte dette folk på evangeliet, og Gud udnyttede dette med det samme. Hverken Filippus eller dæmonerne vidste dog dette. Desuden havde de kristne endnu ikke forkyndt evangeliet uden for Jerusalem og Samaria, og derfor førte Gud Filippus til etiopieren.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 8:27 – hvornår kan Gud bede os om at gøre noget, uden at vi ved hvorfor?

Svar: Gud kan gøre det, når som helst han vil. Gud kan gøre det for at prøve vores lydighed, eller fordi han ønsker, at vi skal reagere, som vi ville gøre, hvis vi ikke kendte hele historien.

Man kan se på historien om den store missionær Adoniram Judson, der levede fra 1788 til 1850. Han blev født i Malden, Massachusetts, som søn af en kongregationalistisk præst og hans hustru, og Adoniram fulgte Kristus fra barndommen. Han begyndte på college (senere Brown University) som 16-årig og dimitterede som årgangens bedste elev som 19-årig. Mens han gik på college, blev han imidlertid gode venner med en skeptiker og deist og mistede sin tro. Han åbnede en skole og skrev en lærebog i grammatik og matematik. Senere, under en rejse, boede han på et værtshus, hvor han hørte dødsstønnen fra personen i værelset ved siden af. Den næste dag fandt Adoniram ud af, at personen var død, og »ved et tilfælde« var det hans bedste ven. Efter dette vendte Judson tilbage til troen i 1808. Han beherskede latin, græsk og hebraisk. Judson og hans kone Nancy giftede sig, og allerede dagen efter gik de om bord på et skib til Calcutta i Indien som kongregationalistiske missionærer i 1812. Judson studerede også dåben og nåede frem til den konklusion, at dåben var noget, som troende skulle gennemføre; den var ikke for spædbørn. Da han ankom, forlod han derfor den kongregationalistiske mission og bad de sydlige baptister om støtte, hvilket de gav ham. William Ward døbte ham. Under den britisk-amerikanske krig i 1812 beordrede Det Britiske Ostindiske Kompagni de amerikanske missionærer ud af Indien, så i 1813 gik de om bord på et skib til Burma; hans kone aborterede om bord på skibet. Han tilbragte tre år med at studere burmesisk omkring 12 timer om dagen. Fra 1810 til 1823 oplevede han kun, at 18 mennesker kom til tro på Herren, men han var godt i gang med sin 24-årige opgave med at oversætte Bibelen til burmesisk, hvilket han fuldførte. Under den anglo-burmesiske krig i 1824 kastede den burmesiske konge ham og hans partner i et forfærdeligt, rotteplaget fængsel. Hans gravide kone fødte deres tredje barn. Derefter døde hans andet barn, og i 1824 døde hans kone. I 1827 døde hans tredje barn.

Mens han prædikede for karenerne og andre stammefolk mod syd, løskøbte og befriede Adoniram en slave fra en af sine omvendte: Ko Tha Byu. Han var ikke en særlig lovende kandidat. I modsætning til Judson kunne han ikke læse. Mens Judson havde tilbragt tre udmattende år, kunne Ko Tha Byu ikke engang tale burmesisk. Han havde været bandit, og han kunne ikke huske, hvor mange mænd han havde dræbt, selvom det var mindst 30. – virkelig upåklagelige anbefalinger! Efter at han blev befriet, blev han døbt og forsvandt derefter straks ind i junglen for at vende tilbage til sin stamme. Men da han prædikede for sine medlemmer af karen-stammen, kom fire af dem straks til Kristus. Karen-folket havde en »de ældstes tradition« om en uforanderlig, evig og almægtig Gud, Skaberen, som skabte manden og en kvinde taget af hans ribben. De blev fristet af djævelen, og at der en dag ville komme en Frelser. De troede, at hvide udlændinge en dag ville bringe dem hellige skrifter om dette. Kristendommen spredte sig som en løbeild, da Ko Tha Byu samt George og Sarah Boardman evangeliserede det sydlige Karen-folk. Opmuntret af dette rystede Judson sin årslange depression af sig. Så begav han sig ud i de tigerbefængte jungler for at forkynde evangeliet for det nordlige karen-folk. Med alle disse strabadser, tilbageslag og den beskedne indledende reaktion – hvad blev så resultatet? Da han døde, var der 100 menigheder og 8.000 troende, hovedsageligt fra karen- og kachin-stammerne. I dag er de lande, hvor der er flest sydbaptister, USA, Indien og Myanmar. (hentet fra Wikipedia om Adoniram Judson, 30. marts 2018).

Spørgsmål: Hvem var Candace i Apostlenes Gerninger 8:27?

Svar: Candace (eller Kandake) var en betegnelse for dronningerne af Nubien, ligesom »farao« er en betegnelse for kongerne af Egypten, og »Cæsar« var en betegnelse for kejsere i Rom.

En etiopisk dronning regerede altid som regent for sin søn, fordi sønnen blev betragtet som et barn af solen og for hellig til at beskæftige sig med verdslige anliggender. Dette er baseret på Bion af Soli, *Aethiopica* 1; Strabos *Geografi* 17.1.54; Plinius den Ældres *Naturhistorie* 6.186, Dio Cassius’ *Roms historie* 54.5.4 og Eusebius’ *Kirkehistorie* 2.1.13, NPNF2, s. 105.

Spørgsmål: Hvorfor ville en etiopier i Apostlenes Gerninger 8:27 ønske at rejse til Jerusalem?

Svar: Det gamle land kaldet Etiopien lå faktisk nord for det moderne Etiopien, i det moderne Sudan. Efter 590 f.Kr. bemandede jødiske lejesoldater en fæstning ved Elefantina i det sydlige Egypten for at forhindre nubierne i at angribe Egypten. Nogle af dem, der kom fra Etiopien, kunne have været deres efterkommere.

Desuden besøgte dronningen af Saba Jerusalem i Salomos tid (omkring 960 f.Kr.). Selvom Saba lå på den anden side af Det Røde Hav fra Etiopien, konverterede tilsyneladende nogle mennesker fra det område, der i dag udgør Etiopien, til jødedommen på det tidspunkt og var stadig der i det tyvende århundrede. I det tiende århundrede e.Kr. kæmpede det nordetiopiske kongerige Beni Hamwiyah mod det kristne etiopiske kongerige syd for dem.

Irenæus’ *Mod kætterierne* (180–188 e.Kr.), bog 3, kap. 12.6, s. 432, og Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 2, kap. 1.13, s. 105, fortæller, at eunukken blev sendt af Gud for at forkynde for etiopierne.

Sammenfattende kan man sige, at denne etiopier sandsynligvis var på vej til det jødiske tempel, fordi han tilhørte den jødiske religion. Derudover er det muligt, at han også havde en smule jødisk blod i sig.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Apostlenes Gerninger 8:27, at etiopieren tog til Jerusalem for at tilbede, i stedet for at gå til templet?

Svar: I 5. Mosebog 23:1 står der, at en eunuk ikke måtte komme ind i templet. Da han som eunuk ikke måtte komme ind i selve templet, kunne han i det mindste gå til den ydre gård for hedningerne. Vi ved ikke, om han tog til Jerusalem i bevidsthed om dette eller ej.

Inden Filippus sluttede sig til ham, havde han måske læst Esajas 56:3-7. Den etiopiske eunuk kunne stadig være taget til Jerusalem for at fejre påsken og have fået andre til at gå ind i templet på hans vegne.

Spørgsmål: Skal man i Apostlenes Gerninger 8:36 lade sig døbe, når man tror?

Svar: Når en person tror og forstår, hvad det vil sige at være kristen, bør vedkommende døbes. Der er to spørgsmål her: undervisning før dåben og dåb af troende kontra spædbørn.

1. Nogle kristne mener, at en person bør døbes umiddelbart efter at have troet på Kristus, ligesom den etiopiske eunuk. Andre kristne mener, at der først bør være undervisning, og menigheden i Alexandria drev dette til det ekstreme ved at have et toårigt katekumenat forud for dåben. Bemærk, at eunuken var velbevandret i Skrifterne, før han mødte Filippus, og selvom hans viden var ufuldkommen, var den tilstrækkelig til, at han kunne døbes med det samme.

2. Dette vers omhandler ikke spørgsmålet om troendes dåb kontra spædbørnsdåb. Alle kristne mener, at hvis en voksen tror på Kristus og endnu ikke er blevet døbt, bør vedkommende døbes. Se diskussionen om troendes dåb og spædbørnsdåb i Kolossenserbrevet 2:11-12 for yderligere information.

Som en sidebemærkning ved vi ikke præcist, hvor på denne ørkenvej Filippus og eunukken gik ned i vandet for at blive døbt, men Wadi el-Hesi, nordøst for Gaza, ville have været praktisk og lå på vejen. Vi kan dog ikke være sikre, da der var en række sæsonbestemte wadier mellem Jerusalem og Gaza, og klimaet i Palæstina var lidt mindre tørt dengang.

Spørgsmål: Hvorfor var de jødiske præster i Apostlenes Gerninger 9:1-2 så ivrige efter at dræbe kristne?

Svar: Der er tre samtidige årsager.

Først og fremmest en religiøs trussel: At Jesus kom og indførte nye skikke, der stred mod farisæernes traditioner, udgjorde en trussel mod deres religiøse lederskab.

Sekundært politisk magt: Det var på dette tidspunkt, at romerne fratog de jødiske ledere noget, der blev anset for at være meget vigtigt: retten til at henrette folk for alvorlige forbrydelser. Da romerne tilsyneladende ville acceptere drab på kristne, er en formodning, at dette ville være en måde at i det mindste give indtryk af at bevare denne magt.

Åndeligt set var Satan på færde her. Selv i dag ønsker Satan at dræbe Guds tilbedere.

Spørgsmål: Hvorfor skulle breve fra jødiske (ikke romerske) ledere i Jerusalem i Apostlenes Gerninger 9:1-2 have nogen indflydelse på en ikke-jødisk by uden for Judæa? Forestil dig, at jeg går til min præst og beder ham om at skrive et brev til Nordkoreas leder for at få ham til at løslade alle kristne fanger. Når jeg rejser til Nordkorea for at aflevere det, hvordan tror du så, det vil blive modtaget? Hvis du mener, at det ikke ville gå godt, hvorfor forventede Saulus så en bedre modtagelse i Damaskus?

Svar: Der er to svar, og begge kan være rigtige.

1) Det er sandsynligt, at Rom ville anerkende de jødiske præsters ret til at udlevere jøder fra andre byer, så de kunne stilles for retten.

2) Den nabatæiske arabiske konge af Syrien og Damaskus på det tidspunkt, Aretas IV, hadede romerne, som kontrollerede ham. Han ville meget sandsynligt gøre de jødiske præster en tjeneste, da han vidste, at de også hadede Rom. Der var mange jøder i Damaskus; Josefus beretter, at indbyggerne i Damaskus dræbte (ifølge modstridende oplysninger) enten 10.500 eller 18.000 jøder i byen.

Endelig var Saulus måske ikke sikker på, om brevene fra de jødiske præster ville blive anerkendt.

Spørgsmål: Hvad vidste Saulus i Apostlenes Gerninger 9:1-2?

Svar: I sit eget liv satte Saulus sandsynligvis stor pris på traditionen. Ifølge 1. Mosebog 10,4 og arkæologiske fund var enten byen Tarsus eller dens indbyggere ældre end Abraham. I Filipperne 3,4-6 fremhævede Paulus sin herkomst, sin status som farisæer og sin iver. Det vil sige før Filipperne 3,7-8, hvor Paulus sagde, at det hele var skidt sammenlignet med at kende Kristus.

Hvad angår de kristne, vidste Saulus, at de var engagerede, villige til at ofre sig og ville gøre alt for at vinde jøder for Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller beretningen i Apostlenes Gerninger 9:3-8 sig fra beretningerne i 22:6-11 og Apostlenes Gerninger 26:12-18?

Svar: Beretningerne adskiller sig på tre punkter.

Lyset og Paulus’ ledsagere

Apostlenes Gerninger 26:13: Lyset omgav Saulus og hans ledsagere

Apostlenes Gerninger 22:6,9: Saulus og hans ledsagere så alle et stærkt lys.

Apostlenes Gerninger 9:3: Et lys fra himlen lyste op omkring Saulus, men der står ikke noget om, hvad der var omkring hans ledsagere, eller hvad de så.

Konklusion: Saul og hans ledsagere så alle et stærkt lys, der var omkring dem. Det præciseres ikke, om lyset først var omkring Saul eller omkring dem alle på samme tid, og det er faktisk ligegyldigt.

Stemmen og Paulus’ ledsagere

Ikke svaret: I Apostlenes Gerninger 22:8-9 kan Paulus simpelthen have taget fejl af, hvad mændene hørte, og Skriften har trofast gengivet, hvad Paulus sagde. Men Paulus vidste det sandsynligvis, og Paulus tog sandsynligvis IKKE fejl her.

Svaret:

Apostlenes Gerninger 26:14 Saul fra Tarsus (Paulus) hørte en stemme. Det fremgår ikke, hvad hans ledsagere hørte

Apostlenes Gerninger 22:9 Sauls ledsagere hørte/forstod ikke stemmen.

Apostlenes Gerninger 9:7 Sauls ledsagere hørte lyden, men så ingen.

Konklusion: Der er ingen uoverensstemmelse, hvis Sauls ledsagere hørte en lyd, men ikke forstod stemmen. Ordet i Apostlenes Gerninger 22:9 forekommer 153 gange i Lukasevangeliet. 57 gange betyder det »at lytte for at forstå«, og 7 gange betyder det »at adlyde«. Dette verbum i genitivform betyder som regel blot »at høre«. I akkusativformen, som den bruges i Apostlenes Gerninger 22:9, betyder det ofte »at lytte for at forstå«, selvom det også blot kan betyde »at høre«.

Sauls ledsageres kropsholdning

Apostlenes Gerninger 26:14 Saul og hans ledsagere faldt alle til jorden

Apostlenes Gerninger 22:6-9 Saulus faldt til jorden, men der står ikke, hvad hans ledsagere gjorde.

Apostlenes Gerninger 9:7 Sauls ledsagere stod der målløse.

Konklusion: De stod alle sammen i første omgang. Saulus blev blindet og faldt til jorden. Efter i første omgang at have stået målløse, ville frygten for stemmen og lyset let få hans ledsagere til også at falde til jorden.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Apostlenes Gerninger 9:4-7 være, at Paulus hørte og så noget andet end de andre?

Svar: De andre mænd så lyset og hørte lyden, men det var kun Guds hensigt, at Saulus skulle forstå ordene.

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 9:11 nogen arkæologiske beviser for, at der fandtes en lige gade i Damaskus?

Svar: Ja. Der er ikke blot arkæologiske beviser for, at gaden engang var flankeret af søjlegange, men gaden er også i brug i dag. Gaden løber fra nordøst mod sydvest og var i Paulus’ tid mindst to miles (3,2 km) lang.

Spørgsmål: Hvorfor valgte Gud i Apostlenes Gerninger9:15 -16 Saulus fra Tarsus som sit udvalgte redskab?

Svar: Dette er et af flere vers, der viser, at Herren virker på mystiske måder. Selvom vi i dag alle kan læse Apostlenes Gerninger og se, at Gud valgte rigtigt, må dette have virket meget mærkeligt for Ananias. Det er forståeligt, at Ananias, selvom han troede på Gud, bad om bekræftelse i Apostlenes Gerninger 9:13-14, og Gud gav ham den frivilligt og nådigt.

Spørgsmål: Hvad var pointen med at fortælle Ananias i Apostlenes Gerninger 9,16, hvor meget Saulus ville komme til at lide for Kristi navns skyld?

Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Ananias burde ikke have følt, at Saulus fra Tarsus slap »let«, for de lidelser, han måtte udholde, var sandsynligvis større end de lidelser, han påførte nogen anden.

Spørgsmål: Hvem forsøgte at dræbe Paulus i Apostlenes Gerninger 9:23?

Svar: I Apostlenes Gerninger9:23 står der, at jøderne forsøgte at dræbe Paulus. Desuden står der i 2. Korintherbrev 11:32-33, at guvernøren under kong Aretas også forsøgte at arrestere Paulus.

Spørgsmål: Hvorfor var disciplene i Apostlenes Gerninger 9:26 bange for Saulus, når de jo ikke burde have været bange for døden?

Svar: Kristne skal være forsigtige, og Jesus sagde til de troende, at selvom forfølgelse var uundgåelig (Johannes15:20 ), kan de troende undslippe forfølgelsen (Mattæus10:23 ).

Desuden kan det være, at disciplene naturligt nok frygtede den smertefulde død, som Saulus fra Tarsus havde påført andre.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 9:27-28, var Barnabas modig eller dumdristig, da han præsenterede Saulus, en potentiel »infiltrator«, for de andre?

Svar: Selvom mod og dumdristighed kan gå hånd i hånd, var Barnabas ikke dumdristig her. Hans tillid til det, Gud havde gjort i Saulus, gav Barnabas modet til at gå videre og præsentere Saulus for de andre.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Barnabas i Apostlenes Gerninger 9,27-28 var så frimodig, at han ikke var bange for Saulus, selvom de andre var det?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan gisne om tre grunde.

Temperament: Barnabas var en opmuntrende type, og han var måske mere villig til at stole på nogen.

Han tilbragte tid sammen med Paulus Barnabas hørte ikke blot rygter om, at Paulus måske havde ændret sig; han talte med Paulus selv og hørte Paulus debattere med andre i Damaskus.

Gud viste ham det: Hvis Gud talte med Barnabas om Paulus, som Gud gjorde med Ananias, eller hvis Gud gav Barnabas tillid, så ville Barnabas naturligvis ikke være bange.

En lære heraf er, at Gud ikke altid først åbenbarer ting for kirkens ledelse. Ledere bør også være villige til at lære af andre medlemmer.

Spørgsmål: Hvordan levede menighederne i frygt for Herren i Apostlenes Gerninger 9:31, og hvordan bør vi gøre det i dag?

Svar: De havde ærefrygt for Gud og hans magt. De respekterede hans ord, og frygten for Herren var en drivkraft for evangelisation og et helligt liv.

Andre vers, der viser en troendes frygt for Herren, er 1. Mosebog 22:12; Ordsprogene 1:7; 1. Samuel 12:14; 2. Krønikebog 6:33; 19:7; Nehemias 5:9; Salme 19:9; 22:25; 33:8; 119:74; 128:1; Prædikeren 8:13; 12:13; Esajas 11:3; Jeremias 5:22; Mika 6:9; Malakias 3:5 og 2 Korintherbrevet 5:11.

Spørgsmål: Var garverfaget i Apostlenes Gerninger9:43 et urent erhverv for jøder?

Svar: Israelitterne lærte dette vigtige håndværk af egypterne, selvom syrerne også udøvede det. Jøderne betragtede ikke garvning som et godt erhverv blandt jøderne på Jesu tid, da de var nødt til at håndtere døde dyr for at fjerne skindene. Simon fandt fællesskab blandt de kristne, men han havde måske ikke fundet fællesskab blandt jøderne. Dette var et ceremonielt urent erhverv, og i Joppe lå garverhusene mod syd, lige uden for Joppe ved kysten (hvor de brugte kemikalier kunne bortskaffes).

Spørgsmål: Hvad er den vigtigste anvendelse af disse to budskaber i Apostlenes Gerninger 10?

Svar: Det budskab, der blev formidlet til Kornelius i Apostlenes Gerninger 10,1-8, er, at evangeliet stammer fra jøderne. I Apostlenes Gerninger 10,9-23 er det budskab, der blev formidlet til Peter, at evangeliet også er for hedningerne.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Cornelius i Apostlenes Gerninger 10:2, 4 og 31?

A: Cornelius havde både et usædvanligt og et almindeligt navn. I år 82 f.Kr. frigav Cornelius Sulla 10.000 slaver, som alle derefter skiftede navn til Cornelius til hans ære. The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 384-385, formoder, at Cornelius måske nedstammede fra en af dem. Vi ved, at det romerske »italienske regiment« gjorde tjeneste i Syrien i år 69 e.Kr.

Cornelius selv var en usædvanlig mand, idet han var soldat i en besættelseshær, og alligevel gav han penge for at hjælpe de fattige i det besatte land. Han havde sandsynligvis en vis privat formue, da han kunne give mange almisser. Om centurioner generelt siger historikeren Polybius: »Det forventes ikke så meget, at centurioner skal være dristige og eventyrlystne, men snarere at de skal være gode ledere med et roligt og klogt sind, som ikke er tilbøjelige til at gå i offensiven eller indlede kampe uden grund, men som, når de er overvældede og hårdt pressede, er i stand til at stå fast og dø på deres post.« Historie, bog 6, kap. 24. Cæsarea var hovedstaden i Judæa, hvad den romerske regering angik.

Der står, at Cornelius var centurion for en kohorte. »Centurion« betød over 100 mænd, men centurioner stod typisk i spidsen for en kohorte, som udgjorde en tiendedel af en legion, altså 300 til 600 mænd. Den »italienske kohorte« var sandsynligvis Cohors II Miliaria Italica Civium Romanorum. Denne kohorte bestod af frigivne slaver fra Italien, der var blevet borgere og alle var bueskytter. De blev overført til Syrien lidt før år 69 e.Kr. og deltog i erobringen af Jerusalem både i år 70 e.Kr. og 135 e.Kr. Selvom arkæologer ikke uafhængigt kan bekræfte, hvor kohorten befandt sig i år 41–44 e.Kr., giver det god mening, at vandforsyningen i Cæsarea måtte bevogtes.

I øvrigt var denne begivenhed meget vigtig for Peter, da han bragte den op igen i Apostlenes Gerninger 11 og 15:6-9.

Spørgsmål: Hvilken sammenhæng var der i Apostlenes Gerninger 10:2, 4 og 31 mellem Cornelius’ almisser og Guds besvarelse af hans bønner?

Svar: Cornelius så sandheden om Gud i Det Gamle Testamente. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Cornelius’ almisser var på ingen måde nødvendige for, at den Almægtige Gud kunne handle eller besvare hans bønner.

2. Cornelius’ oprigtige bønner blev hørt, ligesom Gud hører alles oprigtige bønner om at lære Ham at kende.

3. Det er interessant, at både almisser og bønner kom for Guds ansigt. Det er næsten, som om almisserne blev betragtet som en form for bøn eller som en styrkelse af hans bønner.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 10:2, 22, 44-48 var Cornelius gudfrygtig og bad regelmæssigt til Gud, men han var alligevel ikke blevet født på ny før Peters besøg. Ville Cornelius så være kommet i helvede, hvis han var død?

Svar: Dette er et hypotetisk spørgsmål. Hvis den Gud, vi taler om, enten ikke var klog nok til at vide, at Cornelius ville tage imod Jesus med glæde, eller ikke var mægtig nok til at holde Cornelius i live indtil dette tidspunkt, så taler vi ikke om Biblens Gud.

Bemærk, at Cornelius’ bønner og gaver, før han hørte om Jesus, var et acceptabelt minde for Gud. Dette gælder også for mennesker, der døde før Jesus, og som adlød Guds ord i Det Gamle Testamente, og Cornelius blev respekteret af jøderne, ikke for sin frygt for en hvilken som helst gud, men for sin frygt for den sande Gud, deres Gud.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 10:10-16 og Markus 7:17-23 – da Jesus i Mattæus 5:17 sagde, at han ikke ville ophæve noget i loven – hvorfor følger kristne så ikke Det Gamle Testamentes spiselove, som muslimer [angiveligt] gør?

Svar: Selvom hverken kristne eller muslimer følger spiseforskrifterne, gør kristne det ikke, fordi de lytter til Jesus. Der er fem punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

På det tidspunkt overholdt Jesu tilhængere Det Gamle Testamentes spiseforskrifter. Jesus sagde faktisk, at ikke en eneste jota eller prik ville forgå, før alt var fuldbragt.

Faktummet om Jesu opstandelse ændrede fundamentalt den måde, Gud omgik sig med sine børn på. En engel meddelte Peter, Jesu apostel, at Gud havde gjort al mad ren i Apostlenes Gerninger 10:9-16. Bemærk, at der ikke står, at disse dyr altid var rene, men snarere at Gud havde gjort dem rene.

Selv muslimer, der fremfører denne indvending, må indrømme, at nogle af Det Gamle Testamentes spiseforskrifter ikke skal følges. Muhammed lærte muslimerne, at de måtte spise kamelkød (Sahih Muslim, bind 1, bog 1, nr. 220, s. 70), men 3. Mosebog 11,3-8 og 5. Mosebog 14,6-8 forbyder at spise kamel.

Lyt til Jesus i Matthæus 15:10,17-20 og Markus 7:14-15. Jesus sagde, at det er det, der kommer ud af et menneske, der gør det urent, ikke det, der går ind. Markus 7:19 viser, at Jesus hermed erklærede al mad for ren. Hvis vi kalder Jesus en profet, bør vi lytte til hans ord.

En stemme fra himlen befalede Peter at spise i Apostlenes Gerninger 10:10-16 og viste ham dermed, at kostlovene kun gjaldt indtil Jesu offer, ikke derefter. Vi bør adlyde Guds engels og Jesu apostels stemme.

Afslutningsvis bør vi ikke ignorere, hvad Guds profeter sagde, men lytte til dem.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 10:20-23, da Peter blev påbudt ikke at tøve med at følge med de tre mænd, var Peter da ulydig, da han udspurgte dem, inviterede dem ind i sit hus og rejste den næste dag?

Svar: Måske var Peter ikke så hurtig, som han kunne have været. På den anden side, hvis det var sent på dagen, var det eneste praktiske at gøre at rejse tidligt næste morgen i stedet for at forsøge at finde et hus i mørket. Husk, at de dengang ikke havde vejskilte eller gadebelysning.

Uanset hvad havde Peter helt klart til hensigt at tage med dem. Det var ikke lovligt for en jøde at spise sammen med en ikke-jøde, men efter at Peter havde lært sin lektie af synet, inviterede han mændene til at spise sammen med ham.

Det krævede sandsynligvis både mod og en direkte vision at overbevise Peter om at spise nogen form for mad. Den jødiske skeptiker Asimov påpeger i *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 1050, at jøder i makkabæertiden hellere var døde under tortur end at spise svinekød.

Spørgsmål: Hvorfor forsøgte Cornelius i Apostlenes Gerninger 10,25-26 at »tilbede« Peter?

Svar: Det græske ord her er proskuneo, som betyder enten »tilbede« eller »falde ned i ærbødighed«. Enten var Cornelius, som endnu ikke var blevet undervist i den kristne tro, forvirret i sit forsøg på at tilbede Peter, eller også havde han ikke til hensigt at tilbede, men at vise stor respekt over for den, der ville lære ham vejen til frelse.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 10:28, var det blot ikke-jøder generelt, der ikke skulle betragtes som almindelige eller urene, eller hver eneste person?

Svar: I dette vers betyder »ingen« alle mennesker uden undtagelse, uanset race.

Spørgsmål: Hvordan kunne Lukas i Apostlenes Gerninger 10:30-33 have skrevet: »Jeg har fastet siden onsdag, da jeg ved den niende time bad i mit hus, og der dukkede en mand i strålende klæder op, som stod foran mig?« Bad Cornelius i fire dage i træk helt frem til den niende time (kl. 15.00), da han talte med Peter? Og hvilken dag dukkede manden i strålende klæder op? Endelig: Hvad er den sproglige begrundelse for at oversætte konstruktionen APO ... MECRI ... i Apostlenes Gerninger 10:30 som noget andet end en »varighed« på fire dage i tid? Noget i retning af »for fire dage siden« forekommer mig blot at være ubegrundet sproglig akrobatik.

Svar: Lad os se på de tre vers i deres helhed: Apostlenes Gerninger 10:30-32 siger: »Cornelius svarede: ›For fire dage siden var jeg i mit hus og bad på dette tidspunkt, den niende time. Pludselig stod en mand i strålende klæder foran mig og sagde: »Cornelius, din bøn er blevet hørt, og dine gaver til de fattige er blevet husket foran Gud. Send derfor bud til Joppe efter Simon, som kaldes Peter. Han er gæst i garveren Simons hus ved havet.«« (BSB)

Lukas gengiver, hvad Cornelius sagde. Dette var et skelsættende øjeblik for menigheden, for det var i dette øjeblik, at menigheden – og især Peter – klart forstod, at Kristus ikke kun var sendt til jøderne, men til hele jorden. Lukas har måske hørt direkte fra Peter, hvordan denne afgørende begivenhed fandt sted, eller også har han fået det at vide fra en anden. Lukas har måske citeret det, Cornelius sagde, ordret, eller det er meget sandsynligt, at han omskrev det. Det betyder dog ikke noget; det er betydningen, der er vigtig.

Når en person taler, kan en anden altid finde tvetydigheder, hvis vedkommende leder længe og grundigt nok, uanset om der virkelig er tale om tvetydigheder eller ej. I andre tilfælde, herunder dette, kan en sætning i en persons ord i sig selv fortolkes på flere forskellige måder, men sund fornuft gør betydningen klar for alle tilhørerne. Her er rækkefølgen af begivenhederne i omvendt rækkefølge.

3. Peter kom et par dage efter, at der var sendt bud efter ham (ApG 10,23-24)

2. Manden i strålende klæder bad Cornelius om at sende bud efter Peter.

1. Før dette var Cornelius i bøn, da manden i strålende klæder dukkede op.

Sund fornuft tilsiger, at »denne time«, da Cornelius bad, var den samme time (kl. 15) for fire dage siden, ikke denne time på denne dag. Ellers ville Cornelius have sendt mændene efter Peter, efter at mændene allerede var taget af sted for at hente Peter.

Spørgsmål: Husker Gud i Apostlenes Gerninger 10:31 alle de retfærdige handlinger, som mennesker udfører?

Svar: Gud kender alle de retfærdige (og uretfærdige) handlinger, vi udfører, allerede før vi overhovedet blev født (Salme 139). Men hvad angår at medregne dem med henblik på at modtage belønning i himlen, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Ezekiel3:20 giver et eksempel på en retfærdig mand, der vendte sig bort fra sin retfærdighed, og hans retfærdige handlinger blev ikke husket. Desuden var Paulus bekymret for, at han skulle glide væk og miste den krone, han havde arbejdet for.

Q: Hvordan kunne Peter i Apostlenes Gerninger 10:34-35 [angiveligt] modsige Jesus ved at sige, at Gud tager imod mennesker fra alle nationer, der frygter Gud og gør retfærdighed, når Jesus i Johannes 14:6 sagde, at ingen kommer til Faderen undtagen gennem Jesus? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Der er ingen modsigelse her. Gud har børn, der tror på ham, fra alle nationer. Der er arabere, kinesere, australiere, afrikanere, europæere, eskimoer samt chilenere og argentinere, der tror på Jesus. Uanset hvilken folkeslag du tilhører, fra Ababda til Zuni, er Jesus der for dig.

Ingen kommer til Faderen undtagen gennem Jesus. Selv mennesker som patriarken Abraham, der døde, før han hørte navnet Jesus, kommer kun til Faderen i himlen gennem Jesus. I Johannes 8 sagde Jesus, at Abraham [i fremtiden] så Jesu dag og glædede sig.

Der er tre punkter, man skal huske:

1) Ikke alle, der er kommet til himlen, har hørt navnet Jesus, før de døde, såsom dem, der fulgte Gud i Det Gamle Testamente, før de hørte om Jesus.

2) Alle, der sætter deres lid til den sande Gud, kommer til himlen gennem Jesus.

3) De, der afviser Jesus i dette liv (og aldrig omvender sig), har afvist den eneste vej, de kunne have taget til himlen.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 10:34 indså Peter, at hans »fordomme« mod ikke-jøder var i strid med Guds vilje. Hvad skal vi gøre, hvis vi pludselig opdager, at vi har fordomme mod visse mennesker?

Svar: Der findes forskellige former og grader af fordomme mod forskellige grupper af mennesker – ikke kun baseret på køn eller mod sorte, hvide, latinamerikanere, asiater osv. Fordomme kan også være rettet mod de fattige eller de rige, mod dem med lavere eller højere uddannelse, mod dem, der er mindre eller mere moderigtige, nørdede eller mange andre faktorer.

Men uanset fordomens art og omfang bør vi udrydde den i vores liv. Tiden til at handle er »nu«, så snart du opdager den. Bliv venner med en person fra den pågældende gruppe, og som Filipperne 2:3-4 lærer os, skal du sætte deres interesser højere end dine egne. Adlyd straks og glæd dig over, at Gud har fjernet skyklapperne fra dine øjne, som du måske ikke var klar over, at du havde.

Hvis du opdager, at en medkristen er fordomskendt, er det meget trist. Men vedkommende kan stadig være en ægte troende, blot ulydig eller blind. Udover at bede for vedkommende skal du opmuntre vedkommende til at udtrykke sin kærlighed til »alle mennesker« og elske sin næste som sig selv.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 10:34-43, hvor tæt ligger disse tekster på Peters egentlige ord?

Svar: Selvom Lukas kunne have omskrevet teksten, mener vi, at han her var ret bogstavelig. Lukas’ stil var sofistikeret, forfinet græsk med fagudtryk og komplekse sætninger. Men i dette afsnit var ordvalget og stilen typisk for en jøde, der talte græsk.

Spørgsmål: Hvordan var Gud med Jesus i Apostlenes Gerninger 10:38, når Jesus jo er Gud?

Svar: På jorden tømte Jesus frivilligt sig selv for sin herlighed og gav midlertidigt afkald på brugen af sine guddommelige egenskaber. Faderen og Helligånden viste imidlertid, at de var med Jesus. De viste dette ved hans dåb og gennem Jesu mirakler. Se diskussionen om Apostlenes Gerninger 7:56 for mere information.

Spørgsmål: Er vanddåben i Apostlenes Gerninger 10:45-48 afgørende for at blive frelst?

Svar: Nej. Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. De talte i tunger, før de blev døbt med vand.

2. At tale i tunger er et tegn (men ikke det eneste tegn) på at være fyldt med Helligånden.

3. At være fyldt med Helligånden er forbeholdt dem, der er født på ny.

4. De, der er født på ny, er frelst.

De var altså født på ny, før de blev døbt med vand. Se diskussionen om Apostlenes Gerninger 22:16 for et andet eksempel på at være frelst før vanddåben.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger10:45 –48 – fordi denne passage beskriver en meget speciel begivenhed – udelukker det så, at man kan bruge denne passage til at vise, at vanddåben ikke er afgørende for frelsen?

Svar: Nej. Denne passage beskriver ganske vist en vigtig overgang for menigheden, men det forhindrer os ikke i at forstå hele dens lære. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Hedningerne kunne blive fyldt med Helligånden og dermed blive frelst før dåben på dette tidspunkt. Det var ikke umuligt for Gud at gøre dette og stadig være tro mod sit ord.

2. Det er således muligt for mennesker at blive frelst før dåben på andre tidspunkter, uden at Gud bryder sit ord.

3. Hvis en persons fortolkning af Bibelen forudsætter, at Gud ikke kan være tro mod sit ord, hvis nogen efter Kristus bliver frelst før dåben, så må man konkludere, at det er denne fortolkning – og ikke Guds ord – der er forkert.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 10:48 og Apostlenes Gerninger 2:38 bliver folk døbt i Jesu navn, og i Mattæus 28:19 bliver folk døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (i ental). Betyder det, at de tre alle er Jesus, som enhedspentekostalismen lærer?

Svar: Nej. Det var Jesus, ikke Faderen eller Helligånden, der befalede de kristne at lade sig døbe. »I hans navn« betyder også ved Jesu autoritet.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 11:1-3 – da Paulus var apostlen for hedningerne – hvorfor sendte Gud så Peter og ikke Paulus til Kornelius?

Svar: Der er fire dele i svaret.

For det første var Paulus først blevet indviet til at blive udsendt i Apostlenes Gerninger 13; måske så Gud ikke noget behov for at vente så længe på at få nogen til at tale med Cornelius.

For det andet ville det være bedre, hvis det var Peter, apostlenes leder, så det stod tydeligere frem, at der kun var én kirke – ikke en jødisk kirke og en ikke-jødisk kirke.

For det tredje kan Peter have været tilbageholdende med at dele Kristus med en ikke-jøde på grund af sin opvækst. I Apostlenes Gerninger 10:34 siger Peter: »Nu indser jeg, hvor sandt det er, at Gud ikke ser på person. Nogle gange, hvis en troende har fordomme mod en bestemt gruppe, kan Gud få den kristne til at tjene netop den gruppe. På den måde var Peter ikke den, der stillede spørgsmålstegn ved dåben af en ikke-jøde, men den, der forsvarede sin egen handling med at døbe en ikke-jøde.

For det fjerde blev Peter fyldt med Helligånden, med ildtunger over sig under pinse, og hans beskrivelse af, hvad der skete med disse ikke-jødiske troende, minder om pinse.

På den ene side kan nogle måske synes, det er fantastisk, at Peter havde et syn, og at en engel specifikt fortalte ham, hvad han skulle gøre. Men på den anden side kan det, at Gud så, at Peter havde brug for at blive »holdt i hånden«, have været et tegn på Peters svaghed, ikke på Peters styrke.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 11:1-3, havde mændene ret i at modsige apostlen Peter?

Svar: De havde ret på én måde, men tog fejl i et større omfang.

Rigtigt: De havde ret i at stille spørgsmålstegn ved, hvad enhver kristen gjorde – selv Peter – når de mente, at det ikke stemte overens med Skriften. Jesus sagde jo i Mattæus 10,5-7 på det tidspunkt, at de ikke skulle gå ud og tale med hedningerne, men kun med Israels hus. Desuden korrigerede Paulus Peter i Galaterbrevet 2,11-21.

Forkert: Deres forståelse af Skriften var forkert. Desuden fortsatte nogle af disse mennesker med at skabe splid, efter at koncilet i Jerusalem havde afklaret spørgsmålet med alle de levende apostle, fordi de ikke ville lade sig korrigere af andre.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 11:1-3 kunne Peter have sagt: »Jeg ved, at jeg fulgte Gud, og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad I mener.« Hvad ville der være galt med det?

Svar: Peter ønskede ikke at skabe misforståelser, fordi han skulle være et godt eksempel. Der er to aspekter ved lederskab: at gøre det rigtige og at gøre det på den rigtige måde. Selvom Peter gjorde det rigtige (som Helligånden viste), underkastede han ydmygt (og med rette) sine handlinger andres spørgsmål. Han forklarede tålmodigt, hvorfor han handlede, som han gjorde, og delte resultaterne upartisk. Ledere i dag bør være tjenende ledere, der leder gennem deres ord, handlinger og den måde, de opfører sig på, idet de respekterer andre.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 11:1-3, hvornår er der i dag situationer, hvor du eller en anden kunne have sagt eller faktisk sagde det? Hvordan ville det fungere?

Svar: Jeg var engang medlem af en kinesisk kristen menighed i Amerika. I amerikanske sammenhænge er grupper, udvalg og afstemninger almindelige. Der blev ansat en præst, der var uddannet i udlandet og havde en mere hierarkisk tankegang. I en ret vanskelig periode sagde præsten, at de ældste er ansvarlige over for mig, og at jeg kun er ansvarlig over for Gud. Han blev afskediget kort tid efter. Problemet var IKKE, at han ikke handlede på en ikke-katolsk amerikansk måde (selvom han ikke gjorde det). Problemet her var, at han ikke handlede på en bibelsk måde; selv apostlen Peter handlede ikke på den måde.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 11,1-4, hvor struktureret mener du, at menigheden bør være?

Svar: Det »bedste« svar kan variere alt efter kultur og omstændigheder. Der er to sider ved dette spørgsmål: overkulturel konstans og kulturel fleksibilitet.

Overkulturel konstans: Begreber om kirkens ledelse og organisation, som er påbudt eller beskrevet i Skriften, bør følges i alle kirker. For eksempel angiver 1. Timoteusbrev 3:1-13 og Titusbrevet 1:5-9 krav til de ældste, diakoner og diakonisser i en kirke. Der er ingen »undtagelsesklausul«, hvor Paulus siger: »Medmindre I befinder jer i denne kultur, så behøver I ikke at gøre det.«

Kulturel fleksibilitet: Kirker bør tilpasse sig det miljø, den kultur og den tid, de befinder sig i. Store kirkebygninger kontra husmenigheder. Hvordan håndterer man flere sprog i en kirke? Hvis man har en menighed bestående af sofistikerede byboere og folk fra stammefolk, bør de så altid mødes sammen? Hvor meget bør lederne være praktisk involverede kontra holde sig i baggrunden? Bør mænd og kvinder være sammen eller adskilt? Retningslinjer, der kan hjælpe dig med at besvare disse spørgsmål for din menighed, findes i Skriften, men selve svarene findes ikke i Skriften. Det er sandsynligvis bevidst fra Guds side, da svarene varierer afhængigt af menigheden, og Gud ønsker, at vi bruger gudfrygtig dømmekraft til at træffe beslutninger.

Spørgsmål: Var apostlene i Apostlenes Gerninger 11:3 lydige mod Jesu befaling i Matthæus 28:19 og Apostlenes Gerninger 1:8 om at udbrede evangeliet til jordens ender?

Svar: Apostlene var ikke syndfrie, og det ser ikke ud til, at de aktivt adlød dette. Årsagen kan have været deres forbehold over for at omgås ikke-jøder. Desværre kan kristne i dag også nogle gange lade deres forbehold forhindre dem i fuldt ud at adlyde Gud. Se diskussionen om Apostlenes Gerninger 8:1 for at se, hvordan Gud tilsyneladende håndterede den situation.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 11:14, blev Cornelius frelst, før han sendte bud efter Peter?

A: Dette afsnit viser, at det ikke var tilfældet. Men ved Guds nåde søgte Cornelius Gud og sendte bud efter Peter.

Spørgsmål: Hvilke to virkninger ville dette have i Apostlenes Gerninger 11:18: for det første på andre ikke-jøder og for det andet på jøder?

Svar: For ikke-jøder ville det være et bevis på, at ikke-jøder var lige så velkomne i Guds menighed som jøder. På den anden side kunne de hedenske, ikke-jødiske religiøse ledere føle sig mere truet, end hvis de troede, at folk blev jøder, før de kunne blive kristne.

For jøderne medførte det en større splittelse mellem jødiske kristne og ikke-kristne jøder.

Spørgsmål: Hvordan tror du, at en tidligere hedning, der var konverteret til jødedommen blot for at kunne konvertere til kristendommen, ville have opfattet dette i Apostlenes Gerninger 11:18?

Svar: Det ville tage en voksen mand omkring en uge at komme sig efter at være blevet omskåret. Hvorfor sagde ingen til ham: »Det var bare for sjov!«? Den troende kunne føle sig »snydt«. Her fik han at vide af de troende, at han først måtte blive jøde, og alligevel ville alle disse mennesker blive lukket ind uden først at blive jøder. Gjorde han virkelig dette for Guds skyld, da Gud tilsyneladende ikke krævede, at nogen andre skulle gøre det?

Men Gud ser på vores intentioner og hjerte, ikke kun på handlingerne. Ting, der er gjort unødvendigt, fordi en kristen leder gav dårlig rådgivning, vil stadig være gjort for Guds skyld.

Spørgsmål: Hvorfor prædikede de i Apostlenes Gerninger 11:19 kun for jøderne?

Svar: På det tidspunkt var der uenighed om, hvorvidt en ikke-jøde kunne blive kristen uden først at blive jøde. Selv efter at denne uenighed blev afklaret på rådet i Jerusalem i Apostlenes Gerninger 15, fortsatte Paulus med først at forkynde evangeliet for jøderne og først derefter for ikke-jøderne. Læs Apostlenes Gerninger 18:6 for et eksempel.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Antiokia i Apostlenes Gerninger 11:20?

Svar: Antiokia var ikke en særlig gammel by; den blev grundlagt omkring 300 f.Kr. af Seleukos Nikator I, hvis far og søn begge hed Antiochos. Den lå omkring 300 miles nord-nordøst for Jerusalem. Men Antiokia var den tredjestørste by i det romerske imperium med omkring 500.000 indbyggere. Kun Rom og Alexandria var større. Den blev også kaldt Antiokia ved Orontes for at skelne den fra de femten andre byer, som Seleukos havde grundlagt og opkaldt efter Antiokia. Der boede både romere, grækere, syrere og persere, og anslået en syvendedel af befolkningen var jøder. Senere, under Caligulas regeringstid (37-41 e.Kr.), blev mange jøder imidlertid dræbt. Antiokia blev plyndret af perserne i år 540 e.Kr., og byen kom sig aldrig rigtig efter det.

Spørgsmål: Hvad lavede Paulus i Apostlenes Gerninger 11:25-26, da han vendte tilbage til sin hjemby Tarsus?

Svar: Skriften siger ikke direkte noget om disse måske syv eller otte år. Men Paulus nævner, at han modtog fem piskeslag af synagogens myndigheder i 2. Korintherbrev 11:24 samt anden fysisk forfølgelse i 2. Korintherbrev 11:23-27, og det fremgår ikke, hvornår disse begivenheder fandt sted. Måske skete nogle eller alle af dem, mens Paulus forkyndte i Tarsus.

Som Apostlenes Gerninger 11:20-21 viser os, var Paulus ikke uundværlig for udbredelsen af evangeliet. Der var et stort antal troende i Kyrene (nordøstlige Libyen) og på Cypern (hvor Barnabas kom fra), og de var involveret i et stort af Herrens værk i Antiokia. Vi kender ikke navnet på en eneste af disse »almindelige« kristne, og tilsyneladende så Gud ikke noget behov for, at vi skulle kende dem, eller at de skulle blive berømte.

Dette er nu anden gang, at Barnabas har arbejdet for at fremme Paulus’ tjeneste. Hvilke muligheder udnytter du for at opmuntre og støtte andres tjeneste?

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at udtrykket »kristne« ifølge Apostlenes Gerninger 11,26 først blev brugt i Antiokia?

Svar: Der er to punkter, man skal overveje i svaret.

Hån: Andre mennesker kaldte dem måske først for kristne som en form for hån. På den tid var der mennesker, der var meget hengivne til tilbedelsen af kejseren, og de blev kaldt kejsertroende. 1. Petersbrev 4:14 siger, at hvis du bliver fornærmet på grund af Kristi navn, er du velsignet. 1. Petersbrev 4:16 nævner lidelse som »kristen«.

Ære: De troende betragtede ordet »kristen« som et æresmærke. Kristus er det eneste navn, under hvilket mennesker kan blive frelst.

”Kristen” var et dyrebart navn for de første tilhængere af Kristus. Det var det navn, vi skal bruge om os selv ifølge 42 tidlige kristne forfattere fra før år 325 e.Kr. Se for citater fra hver enkelt af dem.

Spørgsmål: Hvilke beviser findes der i Apostlenes Gerninger 11:28, Apostlenes Gerninger 14:17 og 2 Kor 8-9 på, at der var hungersnød over hele verden i Claudius’ tid (41-54 e.Kr.)?

Svar: Kristne har to synspunkter.

Lokal hungersnød

1. Det græske ord for verden/land her, oikoumene. Det betyder ikke nødvendigvis hele planeten eller verden, som det græske ord kosmos gør. Hungersnøden ramte snarere Judæa.

2. Josefus nævner i *Antiquities of the Jews* 20.5.2 (ca. 93–94 e.Kr.) en hungersnød i Judæa i 44/46–47/48 e.Kr.

3. Som yderligere bevis indsamlede Paulus en kollekt fra menighederne i Grækenland (hvor der formodentlig ikke var hungersnød) for at sende den tilbage til Palæstina i 1 Korintherbrev 16:2-3 og 2 Korintherbrev 8:1-4, 13-15, 18-21.

4. Som yderligere støtte sendte Helena og senere hendes søn Izates, efter at de var konverteret til jødedommen, hvede købt i Egypten og figner købt på Cypern til uddeling i Judæa for at afhjælpe hungersnøden omkring år 46 e.Kr., ifølge Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 20, kap. 51-52 [ii.5].

Hungersnød i hele det romerske imperium

Det græske udtryk her blev almindeligvis brugt af romerne til at henvise til hele den romerske verden. Der var ikke tale om en enkelt hungersnød, der ramte hele det romerske imperium på samme tid. Imidlertid siger *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 9, s. 403-404, at historikerne Suetonius (*Claudius’ liv* 18:2), Tacitus (*Annaler* 12:43), Dio Cassius (Roms historie 60:11) og Orosius (Historie 7.6.17) nævner flere hungersnød i hele det romerske imperium under Claudius’ regeringstid. Der findes ingen anden periode i romersk historie, hvor der tales så hyppigt om hungersnød.

Spørgsmål: Hvorfor velsigner Gud os ikke økonomisk så meget, som vi er i stand til at modtage, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 12?

Svar: For det første viser Ordsprogene 30:8-9, at et menneske kan blive velsignet ud over, hvad det er i stand til at modtage. Det kan blive så velsignet, at det glemmer Gud. Men derudover kunne mange troende modtage flere økonomiske velsignelser, end de har fået. Men for Gud er vores tro mere værdifuld end guld (1. Petersbrev 1:7), og Gud bruger vanskeligheder til at styrke og uddybe vores tro. Det siges, at når en ny sommerfugl kommer ud af sin puppe, vil den aldrig kunne flyve, hvis man hjælper den med at komme ud af puppen. Den er nødt til at gennemgå den kamp, hvor den anstrenger sig for at befri sig fra puppen, for at styrke sine muskler, så den kan flyve.

Tilsyneladende handler Guds plan for os ikke primært om vores materielle velsignelser. I stedet for at håbe på, at Gud vil følge vores prioriteter, bør vi opgive vores prioriteter og i stedet gøre Guds prioriteter til vores egne. Gud er måske ikke så interesseret i at velsigne os med det ene formål, at vi skal leve mere komfortabelt med større materiel rigdom. I stedet velsigner Gud måske nogle i høj grad med det formål, at de skal hjælpe andre.

Spørgsmål: Hvem var denne Herodes i Apostlenes Gerninger 12:1-2, og hvorfor ville han dræbe Jakob og Peter?

Svar: Det var hverken Herodes den Store eller Herodes Antipas, men en anden Herodes, kaldet Herodes Agrippa I, som regerede fra år 41 e.Kr. og døde i år 44 e.Kr. Han blev født omkring år 10 f.Kr. som søn af Aristobulus IV og Bernice. Han var barnebarn af Herodes den Store, der regerede på tidspunktet for Jesu fødsel. Agrippa II i Apostlenes Gerninger 25:13-22 er en anden person.

Som treårig blev Herodes Agrippa I ført til Rom, efter at Herodes den Store havde ladet hans far, Aristobulus IV, kvæle til døde i år 7 f.Kr. Han stod den kongelige familie nær. Han flygtede til Idumea (Edom) i år 23 e.Kr. for at undslippe sine kreditorer. Senere modtog han en pension fra sin onkel Herodes Antipas, selvom han til sidst kom på kant med ham. I år 36 e.Kr. vendte Agrippa I tilbage til Rom, fornærmede kejser Tiberius og blev fængslet. Da Tiberius døde i år 37 e.Kr., løslod den nye kejser, Caligula, ham. Da Herodes Antipas blev forvist i år 39 e.Kr., overtog Agrippa I hans landområder. Agrippa I og hans hustru var omhyggelige med at følge den jødiske lov, sandsynligvis for at vinde jødernes gunst, hvilket det lykkedes ham, i det mindste indtil han lod sig tilbedes som en gud. Da Claudius, en personlig ven af Agrippa I, blev kejser i år 41 e.Kr., overdrog Claudius Judæa og Samaria til Agrippa I til at regere, indtil han døde efter en sygdom forårsaget af tarmparasitter i år 44 e.Kr. Vi er ikke sikre på, hvilken højtid der var tale om. Det kunne enten være en særlig højtid, som Agrippa I indførte til ære for Claudius’ fødselsdag den 5. august, eller den højtid, der fandt sted hvert femte år i anledning af grundlæggelsen af Cæsarea, hvilket ville være omkring den 5. marts, eller det kunne have været den årlige løvhyttefest.

Rundorm kan blive 10 til 16 inches lange og kan forårsage tarmforstoppelse, kraftig opkastning, svære smerter og død. Josefus’ beretning adskiller sig noget fra Lukas’, men siger, at han døde efter fem dages kvaler. Manden, der henrettede apostlen Jakob og forsøgte at henrette Peter, døde ikke let, men blev mad for ormene.

Herodes Agrippa I var ikke kendt for at være særlig blodtørstig, i modsætning til Herodes den Store, bortset fra at han nød blodige gladiatorkampe. Herodes Agrippa I ønskede at dræbe Jakob, Peter og sandsynligvis andre for at vinde popularitet. Han var tilsyneladende meget optaget af at have sine jødiske undersåtters støtte, så de ikke ville klage over ham til Rom. Agrippa I overtalte Caligula til ikke at opstille en statue af sig selv i templet i år 40 e.Kr.

Jøderne satte måske ikke rigtig pris på Herodes’ gunstbevisning over for dem under påsken, og det var sandsynligvis alligevel ikke passende at henrette nogen under påsken, så Herodes ville nok vente, indtil ugen var forbi, med at henrette Peter.

I år 40 e.Kr. ønskede kejser Caligula at opføre en statue af sig selv i Jerusalem, men Herodes talte ham fra det.

Se Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 18 og 19, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvordan kunne Peter i Apostlenes Gerninger 12:6 sove så dybt natten før sin henrettelse?

Svar: Folk med søvnproblemer ville helt sikkert ønske, de havde det, som Peter havde! Peter havde tillid til, at Gud beskyttede ham, og at Jesu ord ikke ville svigte. Fra Johannes 21:18-19 vidste Peter med sikkerhed, at han ikke ville dø, før han blev gammel. Forestil dig, hvis du vidste, at ingen eller intet overhovedet kunne dræbe dig, før den tid, hvor Gud tillod det. Alligevel sov Peter stadig dybt, på trods af at han vidste, at apostlen Jakob var blevet halshugget kort tid forinden.

Peter befandt sig sandsynligvis i den sikre fæstning Antonia på den nordlige side af Jerusalem. Normalt ville en fange være lænket til højst én vagt. Men Peter var lænket til to vagter. Han blev bevogtet af fire hold med hver fire soldater i Apostlenes Gerninger 12:4. Måske havde hvert hold et seks-timers vagtskifte. Hvorfor havde de så mange vagter til blot én ubevæbnet mand? Husk, at det var anden gang, myndighederne havde fat i Peter. En engel havde hjulpet Peter med at undslippe i Apostlenes Gerninger 5:18-21.

Vi har måske ingen løfte om, hvor længe vi skal leve her på jorden, men vi har løftet om, at Gud vil våge over os, og at vi skal leve for evigt i himlen. Så sov godt.

Spørgsmål: Hvorfor troede de i Apostlenes Gerninger 12:15, at »Peters engel« dukkede op ved døren?

Svar: Der er to synspunkter.

1. Den enkleste opfattelse er, at de troede, Peter var blevet dræbt, og at det var Peters ånd.

2. Men de kunne have brugt andre udtryk, såsom »hans ånd« eller »hans spøgelse«, i stedet for »hans engel«. De troede måske, at eftersom mennesker har skytsengle, var det hans skytsengel, der lignede Peter.

Uanset hvad var dette de unge kristnes tro i det hus. Bibelen viser, at de tog fejl her, for det var Peter selv, der dukkede op.

Spørgsmål: Hvad er i Apostlenes Gerninger 12:23 det udenbibelske bevis på, at Herodes pludselig døde af orme?

A: Den jødiske forfatter Josefus skriver følgende i »Jødernes historie« 19.8.2. (ca. 93–94 e.Kr.)

»Da Agrippa havde regeret i tre hele år over hele Judæa, kom han til byen
Cæsarea, som tidligere blev kaldt Stratos Tårn. Der afholdt han forestillinger til ære for Cæsar og indstiftede dette som en fest til kejserens velbefindende. Og der samledes en skare af provinsembedsmænd og af dem, der var blevet forfremmet til en fremtrædende stilling. På forestillingens anden dag iførte han sig en kappe, der var helt af sølv og af en helt vidunderlig vævning, og ankom til teatret ved daggry. Da skinnede sølvet, da solens første stråler faldt på det, og glitrede vidunderligt, og dets pragt indgød en slags frygt og bæven hos dem, der betragtede det. Straks råbte hans smigrere fra forskellige hjørner med ord, der i sandhed ikke var til hans bedste, idet de tiltale ham som en gud og påkaldte ham med råbet: »Vær os nådig! »Hvis vi hidtil har æret dig som et menneske, så bekender vi fremover, at du er overlegen i forhold til den dødelige natur.«

Kongen irettesatte dem ikke, ej heller afviste han deres ugudelige smiger. Men da han kort efter så op, så han uglen sidde på et reb over sit hoved, og han genkendte den straks som en budbringer af det onde, ligesom den tidligere havde været en budbringer af det gode, og en smertefuld sorg gennemborede hans hjerte. Der opstod også en voldsom smerte i hans mave, der begyndte med et voldsomt anfald… Så blev han hurtigt båret ind i paladset, og rygtet spredte sig hurtigt blandt alle om, at han helt sikkert ville dø inden længe…. Og da han i fem dage uafbrudt havde lidt under smerten i maven, forlod han dette liv i sit fireoghalvtredsindstyvende leveår og det syvende af sin regeringsperiode.”

Som en sidebemærkning er dette ikke noget, der ofte ville ske for lydige jøder, der aldrig spiste urene dyr.

Selvom Josefus og Apostlenes Gerninger ligner hinanden, er forskellene store nok til at vise, at Lukas ikke blot kunne have kopieret fra Josefus eller omvendt. Der var sandsynligvis tale om tarmrundorm, som kan blive op til 16 inches lange.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 12:2,7 var Jakob, Johannes og Peter tre af Jesu nærmeste disciple. Hvorfor tror du, at de tre døde på så forskellige måder?

Svar: Skriften siger det ikke, og den siger heller ikke, at nogen af dem var »mere fortjenstfulde« eller at der var nogen anden grund. Men det er ligesom med kristne i dag. Nogle kristne lever længe og dør en fredelig død. Nogle ser ud til (i det mindste set med vores meget begrænsede syn) at have fået deres liv afbrudt af en ulykke eller en sygdom. Nogle dør herligt som martyrer, uden selv at udøve vold, mens der blev udøvet vold mod dem, mens de tjente Herren. I sidste ende viser dette os, at Gud behandler os individuelt på forskellige måder.

Men hvem tror du var den »mest heldige«? Jakob, der hurtigt blev martyr og dermed undgik så mange fristelser? Peter, der døde meget senere, omkring år 63 e.Kr., som martyr ved at blive korsfæstet med hovedet nedad i Rom. Eller Johannes, der kunne udøve sin tjeneste længst, men ikke døde som martyr. Man kan ikke bedømme kvaliteten af et menneskes liv ud fra dets længde. Faktisk behøver du slet ikke at bedømme kvaliteten af en anden persons liv; det vil Gud gøre, ikke dig.

Spørgsmål: Hvorfor redder Gud i Apostlenes Gerninger 12:2,7 nogle mennesker – nogle på mirakuløs vis – og ikke andre?

Svar: Paulus besvarer dette i Filipperne 1,22-25. Gud kunne have hentet Paulus hjem med det samme, men Paulus troede, at Gud ønskede, at han skulle blive her et stykke tid for det arbejde, han skulle udføre her. I en tegneserie med Calvin og Hobbes siger Calvin: »Gud satte mig på jorden for at udrette bestemte ting, og i det tempo, jeg holder, kommer jeg til at leve for evigt!« Calvins teologi er måske ikke altid den bedste. Alligevel kunne Gud lade os komme i himlen lige nu, men Gud udsætter det og giver os mulighed for at tjene Ham og herliggøre Ham på jorden. Udnyt de muligheder, du har fået, fuldt ud.

Spørgsmål: Hvad er det, der er ret pinligt ved Apostlenes Gerninger 12,13-16?

Svar: Det pinlige ved det handler ikke så meget om Rhoda (græsk for Rose), der glemte at åbne døren på grund af sin forbløffelse. Det er snarere de kristne i huset, som bad for Peter i Apostlenes Gerninger 12,5, der irettesatte Rhoda for i realiteten at have fortalt dem, at Gud havde besvaret deres bøn. Husk: Hvis du skal bede om noget, så tro på, at det vil ske! Som det står i »Evangelical Commentary on the Bible« s. 902, var dette sandsynligvis den eneste gang, hvor det var lettere at komme ud af fængslet end at komme ind til et bønnemøde!

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 12,17 – kunne »det andet sted« have været Rom, og opholdt Peter sig der i 25 år, som nogle romersk-katolske teologer har antydet?

Svar: Nej, der er ikke flere tegn på, at stedet var Rom, end der var på, at det var Kina. Peter var dog i Jerusalem – eller i hvert fald tilbage i Jerusalem – i Apostlenes Gerninger 15:7, blot et par år senere. Derefter var Peter i Antiokia i Syrien i Galaterbrevet 2:11 og rejste rundt ifølge Paulus i 1. Korintherbrev 1:12 og 9:5.

Spørgsmål: Hvorfor var vagterne bekymrede i Apostlenes Gerninger 12:18-19?

Svar: Ifølge romersk lov, såsom Justinians lovbog 9.4.4., pådrager en vagt, der lader en fange undslippe, sig den samme straf, som fangen ville have fået. Den græske tekst i Apostlenes Gerninger siger blot, at vagterne skulle »føres bort«, hvilket sandsynligvis betyder, at de ville blive henrettet.

Spørgsmål: Er denne Johannes Markus i Apostlenes Gerninger 12:25 og 15:37 den samme, som skrev Markusevangeliet?

Svar: Ja.

Spørgsmål: Hvad var disse embeder i Apostlenes Gerninger 13:1, og hvad betød håndspålæggelsen her?

Svar: Det er interessant, at man i menigheden i Antiokia havde to forskellige embeder: profeter og lærere. Profeterne var Simeon, Lucius og Manaen. Dette var ikke en ordination, for Barnabas var også i menighedstjeneste, ligesom Saulus. Manaen og Herodes Antipas (tetrarken, der dømte Jesus) var begge opvokset i Herodes den Stores husstand. Manaen blev en tilhænger, mens tetrarken Herodes modsatte sig kristendommen og lod Johannes Døberen halshugge.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 13:1, var Simon/Simeon Niger fra det afrikanske land Niger?

Svar: Nej. Landet eksisterede ikke dengang, og »niger« er blot det latinske ord for sort. Han kunne have været sort. Men som hr. White eller fru Green kan fortælle dig, angiver efternavne ikke nødvendigvis hudfarve. Imidlertid siger NIV Study Bible, at dette efternavn kunne tyde på hans mørke hudfarve.

Det spiller ingen rolle, for som det så rammende står i *Believer’s Bible Commentary* s. 1619: »Der er blevet indført en ny målestok: Det handler ikke om, hvem du er, men om, hvem du tilhører.«

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 13:1, kunne Lucius fra Kyrene være den samme som Lukas, forfatteren af Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger?

Svar: Sandsynligvis ikke. Selvom Lukas var en forkortet form af Lucius (ligesom Lucanus), tyder intet på, at Lucius og Lukas var den samme person.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Apostlenes Gerninger 13,1-15 mellem at evangelisere »undervejs« og at gøre sig umage for at evangelisere?

Svar: Det er godt at være forberedt på og udøve »utilsigtet evangelisering«. Du havde oprindeligt ikke planlagt at dele evangeliet, men muligheden bød sig, og du kunne dele det. Men bevidst evangelisering er lige så godt, hvor du planlægger og deler med nogen. At nøjes med utilsigtet evangelisering er ikke en erstatning for bevidst evangelisering, og omvendt. Hvornår var sidste gang, du udøvede utilsigtet evangelisering? Hvornår var sidste gang, du udøvede bevidst evangelisering?

Apostlenes Gerninger 13:1-15 er begyndelsen på bevidst evangelisering, hvor man strategisk begiver sig hen, hvor evangeliet ikke tidligere var blevet forkyndt. Først tog de til Cypern, hvor Barnabas stammede fra (Apostlenes Gerninger 4:36). Apostlenes Gerninger 13:5 siger ikke, at de forkyndte budskabet i »en synagoge«, men snarere »synagoger« i flertal, så der må have været en stor jødisk befolkning på Cypern. Paulus var fra Tarsus, og de ville også komme forbi der. Men derefter ville de tage til »ukendte steder«.

Det er godt for os at dele evangeliet »utilsigtet«, men også bevidst at tage til steder, vi kender, og dele evangeliet med dem, der har brug for at høre det. Derefter er det også godt at tage til »ukendte steder« for at se, hvordan Gud vil bruge os til at dele evangeliet der også.

Spørgsmål: Hvorfor blev troldmanden i Apostlenes Gerninger 13:6 kaldt Bar-Jesus?

Svar: Bar-Jesus betyder »Jesu søn«. Måske havde hans far heddet Jesus/Josva. Allegorisk set kan man sige, at nutidens sekter forsøger at være »Jesu sønner«. De hævder at være forenelige med kristendommen, og de hævder desuden at være »nye og forbedrede« versioner af det, Jesus lærte.

Mens missionen i Samaria stødte på Simon Magus, stødte missionen uden for Palæstina på Elymas (Bar-Jesus). Lukas skrev dette afsnit på en sådan måde, at læseren kunne se parallellerne.

Spørgsmål: Hvorfor ville en tilsyneladende fornuftig prokonsul i Apostlenes Gerninger 13:6 ansætte en tryllekunstner ved sit hof?

A: I det romerske samfund blev magikere ikke kun ansat af regeringsembedsmænd, men også af mange andre, »som romerske forfattere fra Horats til Livius vidner om«. Ifølge *The Expositor’s Greek Testament*, bind 2, s. 286. Der tilføjes også, at skepsis og godtroenhed ofte kan gå hånd i hånd hos den samme person. Det gælder også i dag.

Q: Hvilke ikke-bibelske vidnesbyrd findes der om Sergius Paulus i Apostlenes Gerninger 13:6-13?

Svar: Der er to kilder.

1. En indskrift i Soli (nu Karavastasi) på Cyperns nordkyst nævner prokonsulen Paulos. (Inscriptiones Graecae ad res Romanas pertinentes, 3:930). En indskrift i Antiokia i Pisidien om L. Sergius Paullus, en propraetor i Galatien i år 72-74 e.Kr., var sandsynligvis hans søn.

2. Den tidlige kristne forfatter Tertullian (198–220 e.Kr.) nævner i *Om afgudsdyrkelse*, kap. 9, s. 66, at den magiker, der tjente Sergius Paulus, mistede synet.

En yderligere mulighed er en Lucius Sergius Paulus, der var »kurator for Tiberen« under kejser Claudius. (Corpus Inscriptionum Latinarum 6.4.2, nr. 31545). Muligvis blev han efter sin embedsperiode sendt til Cypern som prokonsul.

Som en sidebemærkning havde Sergius Paulus en datter, Sergia Paulla, der var kristen, og hendes søn Gaius Caristanius Fronto, der blev romersk senator, var også kristen.

I samme forbindelse indeholder nogle manuskripter Etymas eller Hetiomos i stedet for bar Jesus, Elymas (troldmand / vis mand / den lærde). Josefus skriver om en jødisk troldmand på Cypern ved navn Atomos, som blev ansat af Felix til at overtale Azizus’ hustru Drusilla til at forlade sin mand/forlovede og gifte sig med Felix sammen med hans tre andre hustruer.

Spørgsmål: Hvad var forskellen mellem en prokurator og en prokonsul i Apostlenes Gerninger 13:7?

Svar: De fleste provinser var under kejseren, men nogle få, herunder Cypern, var under senatet. For at styre provinserne udnævnte den romerske kejser prokuratorer, mens det romerske senat udnævnte prokonsuler.

Dette plejede at være et stort problem i forbindelse med Bibelen. Hvis Cypern havde været en kejserlig provins, ville Lukas have taget fejl ved at bruge ordet »prokonsul«; det ville synes, som om han burde have brugt ordet »prokurator«. Det blev imidlertid opdaget, at kejseren og senatet havde foretaget en »byttehandel«, og på dette tidspunkt var Cypern underlagt senatet, og Lukas brugte faktisk det korrekte ord. Man ville måske ikke have kendt til denne byttehandel, medmindre man levede på eller omkring denne tid. Der er desuden fundet en indskrift om »prokonsulen« Paulus.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 13:7-9, tog Saulus fra Tarsus måske sit nye, romerske navn fra Sergius Paulus, prokonsulen i Pafos?

Svar: Dette er første gang, navnet »Paulus« blev brugt om Saulus fra Tarsus, og derfor hævder »Ante-Nicene Fathers«, bind 5, s. 562, at det måske var tilfældet. Der er dog ingen anden støtte for denne spekulation. Paulus betyder »lille« på latin.

Spørgsmål: Hvorfor irettesatte Saulus Elymas så skarpt i Apostlenes Gerninger 13:9-11?

Svar: Der er tid og sted for skarp irettesættelse, og dette var netop et sådant tilfælde. Elymas havde ikke blot bevidst valgt selv at afvise sandheden, men han forsøgte også aktivt at aflede andre fra sandheden. I 1. Thessalonikerbrev 2:16 taler Paulus om dem, der aktivt modsatte sig Guds budskab. Paulus havde også engang været blind, både åndeligt og fysisk, så han vidste, hvordan det føltes. Måske mente Paulus, at dette ville være det eneste håb for Elymas.

I 2. Petersbrev 2:20-21 taler Peter om nogle mennesker, for hvem det ville have været bedre, hvis de ikke havde kendt sandheden, end at kende den og afvise den. I dag bør vi skelne mellem fire slags mennesker.

1. Nogle vil sandsynligvis ønske at kende sandheden og følge den. Dem bør man undervise.

2. Nogle, som i 2. Petersbrev 2:20-21, vil afvise den sandhed, man giver dem. At give dem mere kan være som at kaste perler for svin. Et spørgsmål, jeg gerne stiller folk i Rev. Moons Foreningskirke, er dette: »Hvis du på en eller anden måde med sikkerhed fik at vide, at Rev. Moon ikke var fra Gud, hvad ville du så gøre? Ville du alligevel følge ham, eller ville du søge sandheden, uanset hvad den måtte være?« Jeg har spurgt en række mennesker, og jeg har kun én gang fået svaret, »at de ville følge sandheden«.

3. Nogle, som Elymas, afviser ikke blot sandheden, men forsøger at aflede andre fra den. At Elymas blev gjort blind, var endnu et bevis på sandheden i Guds ord. Dette skete ikke så meget for at hjælpe Elymas, men snarere for at bekræfte sandheden for Sergius Paulus og andre.

4. Nyligt bekendte: Vi ved ikke, hvilken kategori de tilhører.

Spørgsmål: Hvilken slags tåge faldt der over Elymas i Apostlenes Gerninger 13:11?

Svar: Det betyder ikke, at der regnede vand ned over Elymas, men snarere at hans syn blev sløret, som om han stod i en tåge.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Johannes (også kendt som Johannes Markus) i Apostlenes Gerninger 13:13 forlod dem så pludseligt for at vende tilbage til Jerusalem?

Svar: Selvom Skriften ikke angiver årsagen til, at Johannes Markus forlod dem, kan vi spekulere i nogle mulige årsager til, hvorfor troende i dag undertiden forlader deres arbejde sammen med andre troende.

Det var ikke ligefrem det, Johannes Markus havde meldt sig til.

Barnabas var den oprindelige leder, og nu var det Paulus.

De prædikede primært for jøder, og nu for ikke-jøder.

Vejen over Taurus-bjergene var farlig.

Byen Perga var ramt af malaria, og måske blev Paulus smittet med malaria der. Paulus var syg i Galaterbrevet 4:13.

Markus’ mor var muligvis enke (ApG 12,12). Måske havde Markus hjemve.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 13:14, i hvilken provins lå »Antiokia i Pisidien«? (et fældespørgsmål)

Svar: Den lå faktisk ikke i Pisidien, men lige ved siden af Pisidien i Frygien. Den blev historisk kaldt Antiokia i Pisidien for at skelne den fra den anden Antiokia, som også lå i Frygien. Den blev grundlagt af Seleukos Nikator i 281 f.Kr. til ære for enten hans far eller søn, som begge hed Antiokos. Der var stor romersk indflydelse der, fordi kejser Augustus i år 25 f.Kr. flyttede 3.000 veteraner fra hæren og deres familier dertil.

Spørgsmål: Hvorfor stod Paulus op og talte i Apostlenes Gerninger 13:16, mens Jesus i Lukas 4:16,20 stod op for at læse Skriften og satte sig ned for at tale?

Svar: Philo, den jødiske lærde fra Alexandria, siger også, at talere stod op, når de talte til menigheden. Tilsyneladende stod de, i det mindste i Palæstina, op, når de læste Skriften, og satte sig ned, når de forklarede Skriften. På den måde kunne folk skelne mellem, hvilke ord der var Skriften, og hvilke ord der blot var deres fortolkning af Skriften. Men når de ikke forklarede et skriftsted, i det mindste uden for Palæstina, stod de op for at tale, ligesom græske og romerske talere stod op for at tale.

Spørgsmål: Hvem var de syv nationer i Kana’an, som israelitterne erobrede, ifølge Apostlenes Gerninger 13:19?

Svar: Da Paulus talte, tænkte han tilsyneladende på (i alfabetisk rækkefølge) amoritterne, kanaanitterne, girgasitterne, hettitterne, hivitterne, jebusitterne og perizzitterne. Femte Mosebog 7:1, Josva 3:10 og Josva 24:11 nævner disse syv i en anden rækkefølge, så der er ikke noget særligt ved rækkefølgen.

Folkene smeltede på en måde sammen, da der var mange små bystater. 2. Mosebog 3:8; 3:17; 2. Mosebog 23:23; 5. Mosebog 20:17, Josva 12:8 og Dommerbogen 3:5 nævner seks folk, hvor hvert af de seks vers udelader girgasitterne. 2. Mosebog 13:5 nævner kun fem nationer og udelader girgasitterne og perizzitterne. 1. Kongebog 9:20 og 2. Krønikebog 8:7 nævner også fem nationer og udelader girgasitterne og kanaanitterne.

Se diskussionen om 5. Mosebog 7:1 for mere information om de nationer, der boede i Kana'an før israelitterne.

Spørgsmål: Hvad betyder »omkring 450 år før Josva til Samuel« i Apostlenes Gerninger 13:20 for dateringen af Det Gamle Testamente?

Svar: Israelitterne blev undertrykt i 400 år i Egypten, de vandrede i ørkenen i mindst 40 år, og Josvas erobring varede op til ti år.

Dette svarer til, hvad der står i 1. Kongebog 6:1, nemlig at Salomo byggede templet i det 480. år efter, at israelitterne var kommet ud af Egypten. Arkæologer er rimeligt sikre på, at Salomos tempel blev færdiggjort i oktober/november 960 f.Kr. (Wycliffe Bible Dictionary, s. 1673). Dette vil placere udvandringen fra Egypten omkring 1440 f.Kr. Da Samuel døde omkring 30 år før Salomos tempel blev færdiggjort, vil dette være omkring 990 f.Kr.

Datoen 1440 (eller 1447/6 f.Kr.) for udvandringen fra Egypten er vigtig, fordi mange i begyndelsen af det 20. århundrede mente, at udvandringen fandt sted over hundrede år senere. Den senere dato stemmer imidlertid ikke så godt overens med de arkæologiske fund.

Spørgsmål: Hvordan kunne David i Apostlenes Gerninger 13:22 være en mand efter Guds hjerte, når han alligevel syndede med Batseba og Uria?

Svar: Davids synd var forfærdelig. Den vidunderlige nyhed er, at David angrede, og at Gud tog imod hans anger. Naturligvis fulgte der straf og konsekvenser: barnet døde, sværdet forlod ikke Davids hus, og Davids elskede sønner, Amnon og Absalom, døde begge en voldelig død. Absalom dræbte Amnon. Absalom blev dræbt, efter at David havde sendt sin hær ud for at nedkæmpe Absaloms oprør.

Alle disse negative ting er stadig ubetydelige sammenlignet med det faktum, at Gud i sin barmhjertighed tilgav David. Gud tilgav ikke blot David, men Gud »tilgiver og glemmer«. Selvom Gud ikke »mister information«, vælger Gud at se på David, som om disse synder aldrig var blevet begået.

Det bør være indlysende for alle, at når David, Salomo, Abraham eller andre begik en eller anden synd, har kristne ingen grund til at følge deres dårlige eksempel. Gud opfordrer os ikke til at synde, som de gjorde. Men når Jesus gav et eksempel på, hvordan man skal handle, tror jeg på, at vi skal følge hans eksempel.

Spørgsmål: Hvordan oprejste Gud Jesus fra de døde i Apostlenes Gerninger 13:30, når Jesus er Gud?

Svar: Dette er en gentagelse af svaret på Galaterbrevet 1:1.

Selv mennesker kan arbejde sammen. De tre i Treenigheden arbejdede endnu mere sammen i dette vidunderlige mirakel. Her er, hvad Skriften siger.

1. Faderen var involveret. (1. Thessalonikerbrev 1:10; Apostlenes Gerninger 3:26)

2. Jesus var medvirkende til at oprejse sig selv. (Johannes 2:19-21;10:18 )

3. Helligånden var involveret. (Romerne 8:11)

4. Gud gjorde det. Apostlenes Gerninger (17:31 ;2:32 ;3:15 ; Hebræerbrevet13:20 )

5. Faderen og/eller Helligånden. (2. Korintherbrev 4:14)

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 13:32-33 skriver skeptikeren Bart Ehrman: »I denne tekst var den ’dag’, hvor Jesus blev avlet som Guds søn, opstandelsens dag.« Derefter spørger Ehrman, hvordan det kan forenes med, at Jesus blev avlet i Lukas 3:22. (Jesus, Interrupted, s. 95)

Svar: Der er generelt enighed om, at begge passager er skrevet af Lukas, og Lukas så bestemt ikke noget problem her. Det ser ud til, at Ehrman ikke har læst hverken Lukas eller Apostlenes Gerninger særlig omhyggeligt. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

a) Lukas 3,22 siger ikke, at Jesus blev avlet ved sin dåb, og det siger heller ikke, at Jesus blev Guds Søn ved sin dåb. I stedet gav Faderen den anerkendelse, at »Du er min Søn«, uden at specificere, hvornår dette skete.

b) Ligeledes står der heller ikke i Apostlenes Gerninger 13:32-33, at Jesus blev Guds Søn ved sin opstandelse. Teksten citerer Salme 2 uden at specificere hvornår, og går derefter videre til at påvise Jesu legitimitet gennem hans opstandelse.

c) Ehrman tager altså fejl med hensyn til, hvornår Jesus blev Guds Søn, men hvornår blev Jesus så præcist Guds Søn? Ifølge kristendommen var Jesus Guds Søn i to forskellige forstande. For det første var han altid Guds Søn, før tiden begyndte. For det andet var Faderen det, der kom tættest på en biologisk far, som Jesus havde, selvom Jesu krop ikke var resultatet af et seksuelt forhold.

Spørgsmål: Hvordan er kombinationen af Salme 2,7 og 2 Sam 7,14 messiansk i Apostlenes Gerninger 13,32-37?

Svar: I dag kan vi se, at disse tekster henviser til Messias, men allerede på det tidspunkt samler en pesher-kommentar fundet i Qumran, kaldet 4QFlorilegium, også Salme 2,7 og 2. Samuelsbog 7,14 som tekster, der taler om Messias.

Spørgsmål: Hvordan er Habakuk 1:5 messiansk i Apostlenes Gerninger 13:41?

Svar: Habakuk 1:5 henviser til Messias ifølge Dødehavsrullerne 1QpHab.

Spørgsmål: Hvordan kunne Paulus og Barnabas i Apostlenes Gerninger 13:42-43 blive modtaget positivt, men alligevel blive afvist i Apostlenes Gerninger 13:45?

Svar: Forskellige mennesker kan have forskellige meninger, og folks meninger kan ændre sig. Både ikke-jøder og oprindeligt også jøderne ønskede at lytte til Paulus og Barnabas i Apostlenes Gerninger 13:42-45. Men efter at de havde hørt dem, en uge senere, blev nogle af de jødiske ledere fyldt med misundelse over den modtagelse, Paulus og Barnabas fik fra andre jøder og ikke-jøder, og de modsatte sig dem.

Spørgsmål: Hvordan kunne nogle i Apostlenes Gerninger 13:46-47 dømme sig selv uværdige til det evige liv? Er ikke alle uværdige til det evige liv?

Svar: Ingen på jorden er god nok til at komme i himlen uden Kristus; men det er ikke det, Paulus pointerer her. Paulus kritiserer snarere disse mennesker for, at de selv vælger ikke at lytte til – endsige tro på – den nådige gave, det evige liv, som gives gennem Jesus.

Spørgsmål: Hvad siger verset i Apostlenes Gerninger 13:48 om udvælgelsen?

Svar: Dette vers siger blot, at da Paulus talte til netop denne forsamling, troede alle de udvalgte (de mennesker, der ville komme i himlen) i forsamlingen på det tidspunkt.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i Apostlenes Gerninger 13:50 skabe problemer for Paulus og Barnabas?

Svar: Jødedommen var på dette tidspunkt en lovlig religion i det romerske imperium. Men da jøderne kunne fortælle romerne, at Paulus’ forkyndelse ikke var legitim jødedom, kunne romerne forvise dem for at forkynde en ulovlig religion.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 13:52 står der, at disciplene hele tiden var fyldt med glæde og med Helligånden. Bør kristne i dag også være sådan?

Svar: Ja. Måske var det lettere dengang, med apostlene til stede og Jesu opstandelse kun få år forinden, men Paulus’ befaling i Filipperne 3:1 er lige så meget en befaling i dag, som den var i hans tid. Vi bør ikke idealisere den tidlige kirke. De havde også betydelige problemer, som 1. Korintherbrev, Galaterbrevet, Kolossenserbrevet og de syv menigheder i Åbenbaringsbogen viser.

Spørgsmål: Hvad kan man gøre, når Satan i Apostlenes Gerninger 14:2 virker i nogle ikke-troende for at forgifte andres sind mod budskabet?

Svar: Satan virker både i det åndelige og det fysiske rige, så det vigtigste, du kan gøre, er at bede for dem og om, at Gud må binde Satan i denne situation. For det andet kan vi sørge for, at vi lyser som lys for Kristus og viser vores kærlighed og tålmodighed.

I Apostlenes Gerninger 14:3 står der, at Paulus og Barnabas »tilbragte lang tid der«. Tilsyneladende havde de brug for et længere ophold for at modvirke Satans løgne. Nogle kampe tager lang tid, og vi bør have udholdenheden til at holde ud længere end Satans angreb på dem.

I Apostlenes Gerninger 14:3 står der, at Gud skænkede tegn og undere for at vise sandheden. Vi kan ikke blot bede, men også stole på Guds kraft gennem bøn. Udover dine ord kan du også vidne gennem din karakter og den måde, du håndterer lidelse og forfølgelse på.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved, at de i Apostlenes Gerninger 14:6 »begav sig« til Lykonien?

Svar: Ikonium, Lystra og Derbe lå alle i den store provins Galatien. Galatien var så stor, at den var opdelt i fem distrikter, herunder Frygien og Lykaonien. Ifølge de romerske forfattere Cicero og Plinius’ *Naturhistorie* 5.25 lå alle tre byer i Lykaonien. Imidlertid påviste arkæologen Sir William Ramsay, at Ikonium var en del af Frygien fra år 37 e.Kr. til år 72 e.Kr., en relativt kort periode. Så ikke alene fandt disse begivenheder sted på dette tidspunkt, men det tyder også på, at forfatteren, Lukas, må have levet på denne tid for at vide dette, da de senere alle lå i Lykaonien.

Spørgsmål: Hvor overraskede ville hedningerne være over at se dette mirakel i Apostlenes Gerninger 14:8-13?

Svar: Måske ikke så overraskede, som vi måske ville forvente. De troede, at deres guder og gudinder kunne udføre mirakler, så de forsøgte at fortolke Paulus’ mirakler som et af deres guders mirakler.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 14:11-13, hvordan er dette sataniske angreb værre end andre?

A: Hvis Paulus og Barnabas blot havde ladet være med at gøre noget og ikke havde reageret, ville fokus have været på Kristi tjenere og ikke på Kristus. Det kunne næsten være sket, da Paulus og Barnabas ikke vidste, hvad de råbte på deres lokale sprog. Fokus ville have været på at fortolke kraften som udøvet af hedenske afguder i stedet for den sande Gud. I dag kan et af Guds værker fokusere for meget på de mennesker, der udfører arbejdet, og ikke på Gud. Så er det let for Satan at »overtage« eller kapre tjenesten for at fremme sine egne formål.

Spørgsmål: Hvorfor troede lystrenerne i Apostlenes Gerninger 14,12-14, at Paulus og Barnabas var Zeus og Hermes?

Svar: Ovid var en latinsk digter, der levede fra 43 f.Kr. til 18 e.Kr., ca. 50 år før Paulus og Barnabas. Ovid er den eneste forfatter, der har nedskrevet dette: I den ottende bog af hans »Metamorfoser« (linje 626 ff.) fortæller han, at Zeus og Hermes kom til Lystra i forklædning og besøgte et ældre ægtepar ved navn Philemon og Baucis. De lod dem bo hos sig, mens ingen andre ville. Zeus og Hermes ødelagde de andre huse, men forvandlede deres hjem til et tempel med marmorsøjler og et gyldent tag. De blev tempelvogtere. Guderne opfyldte deres ønske om, at når den ene døde, skulle den anden også dø. Da de døde, blev de forvandlet til to sammenflettede træer. Af alle de græske guder er det sandsynligvis derfor, at frygierne troede, at de måske var Zeus og Hermes.

Ifølge Ovids »Metamorfoser« 4.755, Persius’ »Satirer« 2.44, Vergils »Æneiden« 5.366 og Euripides’ »Herakles« 529 blev der ofret tyre og kranser til Zeus og Hermes.

En indskrift i Sedasa nær Lystra (ca. 250 e.Kr.) beretter om, at mænd med lykaoniske navne indviede en statue af Hermes til Zeus.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) giver i »Opfordring til hedningerne«, kap. 4, s. 186, en række andre eksempler på mennesker, der blev kaldt guder eller endda en bestemt gud. Han fortæller, at Ceyx, søn af Aeolus, blev kaldt Zeus af sin hustru Alcyone. Hendes mand kaldte hende Hera. Ptolemæus IV blev kaldt Dionysos. Alexander ønskede at blive betragtet som en søn af den egyptiske gud Ammon og have horn på sine statuer. Lægen Menecrates tog navnet Zeus. Grammatikeren Alexarchus ønskede at blive kendt som solguden. Nicagoras fra Zela blev kaldt Hermes og plejede at klæde sig som Hermes. Han nævner også forskellige andre personer, der blev tilbedt som guder.

De to muligheder var altså, at Paulus og Barnabas var Hermes og Zeus, eller at de var bedragerne. I deres særlige hedenske verdensbillede var det de eneste to mulige valg.

Spørgsmål: Hvorfor rev Paulus og Barnabas deres klæder i stykker i Apostlenes Gerninger 14:14?

Svar: Der er tre synspunkter.

1. Det var deres måde at forsøge at vise lystræerne, at de havde almindeligt tøj på og blot var almindelige mennesker.

2. Det var et almindeligt tegn på sorg, nød eller protest og bedrøvelse.

3. Det var en jødisk skik at rive i sine klæder, når man hørte blasfemi. Revnerne blev lavet fire til fem inches ind i tøjets halsudskæring. Personen ville stadig være anstændigt klædt, men tøjet ville være ødelagt efterfølgende.

Spørgsmål: Hvad er det i Apostlenes Gerninger 14:2,19, der kan få en menneskemængde til at skifte fra at ville tilbede Paulus og Barnabas til at stene Paulus og efterlade ham for død?

Svar: Deres største tilhængere blev til deres største kritikere og forfølgere. Dette illustrerer ustadighed i sin mest ekstreme form. Måske var perspektivet i Lystra sådan her.

Nogle af indbyggerne i Lystra ønskede at tilbede Paulus og Barnabas som guder. En anden gruppe havde måske spekuleret på, om de var bedragere.

1. For den første gruppe fik Paulus og Barnabas dem til at se tåbelige ud.

2. For den anden gruppe ønskede de ikke falske guder. Da andre hævdede, at Barnabas og Paulus var Zeus og Hermes, og folket fandt ud af, at Barnabas og Paulus ikke var det (fordi de fortalte dem det), drog de straks den konklusion, at Barnabas og Paulus var bedragerne.

3. For alle indbyggerne i Lystra opfordrede Paulus og Barnabas dem til at vende sig bort fra deres traditionelle afgudsdyrkelse og følge en »ny« Gud, for hvem de ikke kunne lave afgudsbilleder.

4. Afgudspræster, der tjente penge på ofringer, ville ikke ønske at høre dette.

5. Afgudsdyrkere, der i grunden fik at vide, at deres tidligere ofringer var spildte penge, ville ikke høre på dette.

Desværre er det ofte mere behageligt at tro på en løgn, når sandheden indebærer, at man må indrømme, at man tog fejl i fortiden og spildte sine ressourcer og penge.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Gud i Apostlenes Gerninger 14:10-20 ikke udførte endnu et mirakel, såsom at lade ild falde ned fra himlen over de mennesker, der stenede Paulus, eller at forhindre stenene i at ramme Paulus?

Svar: Paulus understregede i Apostlenes Gerninger 14:14-18, at han og Barnabas blot var mennesker ligesom dem. At redde dem på overnaturlig vis ville give indtryk af, at de havde overmenneskelige forsvarsmekanismer, og forstærke opfattelsen af, at de i virkeligheden også var guder.

Senere, efter at Paulus var blevet stenet, vendte de tilbage til det sted, hvor Paulus var blevet stenet. Selvom de kunne have taget en genvej – der kun var 160 miles tilbage til Antiokia i Syrien – valgte de i Apostlenes Gerninger 14:21 den lange vej, hvor de fulgte deres egne fodspor og vendte tilbage en anden gang til Lystra, Ikonium og Antiokia.

Det er usandsynligt, at Paulus var så alvorligt såret, at han blev efterladt som død og kom sig på naturlig vis, da mennesker med brækkede knogler og store sår ikke uden videre kan gå nogen steder hen. Måske blev Paulus efterladt som død, men kom sig, og Gud helbredte ham enten delvist eller fuldstændigt. Eller måske blev Paulus virkelig dræbt, og Gud oprejste ham. Selvom Skriften kun siger, at Paulus blev efterladt som død – måske fordi det er underordnet, om Gud helbredte ham for hans sår eller helbredte ham fra »døden« – vendte Paulus under alle omstændigheder tilbage til at forkynde.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Paulus i Apostlenes Gerninger 14:15-17b ikke citerede Det Gamle Testamente her?

Svar: I Apostlenes Gerninger 14:15-17 havde Lystra ingen synagoge; der var ikke mange jøder der. Der burde være en synagoge, hvis der er mindst ti jødiske mænd, ifølge M. Sanhedrin 1:6 og M. Pirke Aboth 3:6 (The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 460. Se også Evangelical Commentary on the Bible, s. 909).

De ting, Paulus sagde her, sagde han normalt ikke til jøder. Det vidste jøderne allerede. Paulus lagde ikke vægt på Skriften eller filosofi (som senere i Athen), men snarere på naturen og afgudsdyrkelsens meningsløshed.

Spørgsmål: Hvordan ville du prædike i Apostlenes Gerninger 14:19-20, vel vidende at du ville blive stenet, afhængigt af hvad du sagde?

Svar: På en måde kunne man sige, at Paulus fik, hvad han fortjente; han fik, hvad der ventede ham. Som Saulus fra Tarsus forfulgte og dræbte han andre kristne, og nu ville han selv blive forfulgt og til sidst dræbt for sin tro. Men Paulus veg ikke tilbage fra det; han var frygtløs. I stedet for at flygte fra tjenesten omfavnede han sit kald, og selv forfølgelsen blev brugt til at føre mennesker til Gud. Hvad ville du gøre, hvis du var frygtløs? Ikke frygtløs, fordi Gud havde fortalt dig, at han ville beskytte dig mod at blive stenet, kastet for vilde dyr eller dræbt, men frygtløs, fordi Paulus – selv med hensyn til de ting, han vidste ville komme – vidste, at der ikke ville ske ham noget, som Gud ikke kunne bruge til sin ære. »Og vi ved, at Gud virker alt sammen til det gode for dem, der elsker ham, dem, der er kaldet efter hans hensigt.« (Romerne 8:28)

Spørgsmål: Hvorfor fastede de på det tidspunkt i Apostlenes Gerninger 14:23?

Svar: I kombination med deres bønner fastede de for at bede Gud om vejledning i forbindelse med indsættelsen af ældste. Det var en stor udfordring at udpege modne kristne mænd som ældste, når de kun havde været kristne i kort tid.

Spørgsmål: Hvor længe havde disse ældste været i Kristus i Apostlenes Gerninger 14:23? Bør man have været kristen i lang tid, før man bliver ældste?

Svar: Disse mennesker havde kun været kristne i nogle uger til højst et par måneder. Der var altså lidt tid mellem Paulus’ første kontakt og hans tilbagevenden, så de kunne vokse i deres tro. Men det var stadig ikke meget tid. På den anden side kunne man sige, at de havde »vandret med Gud«, før de som jøder lærte om Kristus. Men imod dette argument taler det, at der ifølge Apostlenes Gerninger 14:15-17 ikke var nogen synagoge i Lystra, så der var næsten ingen jøder i Lystra.

1 Timoteus 3:6-7, der blev skrevet senere, siger, at en ældste ikke bør være en ny troende. Derfor er det normalt en fordel, at en person har været kristen i en række år. Det er interessant, at de udnævnte ældste, der boede der og kendte sproget og kulturen, i stedet for at »importere« ældste fra Antiokia eller Jerusalem.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Apostlenes Gerninger 14:27 vigtigt, at missionærerne fortæller menigheden, hvad de har gjort?

Svar: Det er ikke pral, men snarere en beretning om, hvad Gud gjorde gennem dem. Et formål er at opmuntre de troende. Men det er også for at hjælpe med at vejlede dem i, hvordan de skal bede. Endelig er det i dag for at hjælpe menigheden med at træffe beslutninger om fordelingen af midler til mission.

Spørgsmål: Hvad er de to forskellige måder at studere dette afsnit på i Apostlenes Gerninger 15:1-29?

Svar: Den første måde er at fokusere på, hvad der blev besluttet; den anden måde er tanken om at afholde et fredeligt råd for at træffe beslutninger og nå til enighed. I islams tidligste dage efter Muhammed havde de lignende uenigheder og løsninger, bortset fra at de ikke kaldte dem råd; de var slag. (dvs. Slagene ved Kamelen, Siffin, Harra og Karbala).

Spørgsmål: Var Peter i Apostlenes Gerninger 15:1-29 »paven« ved det første kirkemøde, som nogle romersk-katolikker gerne vil hævde?

Svar: Nej. Peter var en leder i dette kirkemøde, men ikke den eneste leder. Følgende taler til støtte for dette.

1. Striden blev forelagt apostlene og andre i Apostlenes Gerninger 15:4,6.

2. Peter talte i Apostlenes Gerninger 15:7-11, men også andre talte i Apostlenes Gerninger 15:1; Apostlenes Gerninger 15:2; Apostlenes Gerninger 15:5.

3. Peter havde ikke det sidste ord; Paulus og Barnabas (som støttede Peter) talte derefter i Apostlenes Gerninger 15:12

4. Det aller sidste ord blev sagt af Jakob, som afgav sin »dom« i Apostlenes Gerninger 15:13-21.

5. Det brev, der blev udsendt, blev ikke udsendt som en »pavelig bulle« eller endog på Peters autoritet (Apostlenes Gerninger15:22 –29). Det blev snarere udsendt på vegne af alle apostlene og de ældste.

6. Endelig stammer ordet »pave« fra pappa, der betyder far, og Jesus sagde i Matthæus 23:9, at man ikke skal kalde nogen for sin far.

Spørgsmål: Var hele menigheden til stede i Apostlenes Gerninger 15:1-6, eller var det kun Paulus, Jakob og apostlene?

Svar: Dette fandt sted omkring år 49 e.Kr. Det var presserende at mødes ret hurtigt, så denne potentielle splittelse ikke skulle udvikle sig. Bemærk også, at mændene kom fra Judæa, men Jakob siger i Apostlenes Gerninger 15:24 specifikt, at de ikke gav noget sådant bud om, at man først skulle omskæres. Der er to synspunkter.

Hele menigheden: I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1628, 1629, står der, at selvom det i Apostlenes Gerninger 15:6 ser ud til, at kun apostlene og de ældste var til stede, synes Apostlenes Gerninger 15:12 at vise, at det var hele menigheden.

Kun de ældste: Apostlenes Gerninger 15:6 tyder ikke på, at der var andre til stede end apostlene og de ældste. »Hele forsamlingen« i Apostlenes Gerninger 15:12 kan være forsamlingen af apostlene og de ældste. Men da beslutningen var truffet, blev den i Apostlenes Gerninger 15:22 bekendtgjort for apostlene, de ældste og hele menigheden. Ledelsen var altså gennemsigtig; hele menigheden kunne se problemet, høre de forskellige synspunkter, se, hvordan alle handlede, og se løsningen. Man kunne se judaisternes holdning, da 1. Mosebog 17:14 siger, at en jødisk mand skal »udstødes« fra folket, hvis han ikke lader sig omskære. Selv i 2. Mosebog 12,48-49 står der, at fremmede mænd, der boede blandt dem, og som ønskede at fejre påsken, skulle omskæres. Så hvis man antager, at hele Det Gamle Testamente stadig var gældende (en stor antagelse), kunne man forstå deres synspunkt.

Som en sidebemærkning kan Apostlenes Gerninger 15:7 oversættes med »mange diskussioner«, »mange debatter«, »mange forespørgsler« eller »mange spørgsmål«. Der henvises til Cornelius (i Apostlenes Gerninger 10:1-11:18) i Apostlenes Gerninger 15:7, og det var ti år siden.

Spørgsmål: Hvordan viderefører Hebrew Roots-bevægelsen og mange syvendedagsadventister i dag denne sammenkobling af Guds pagt i Kristus og den gammeltestamentlige lov, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 15:1-3?

Svar: Disse to forskellige kætterier har det fælles tema, at de forsøger at tilføje Jesus til lovene i den gamle pagt. Man kan se, om nogen tilhører den hebraiske rodbevægelse, fordi de hævder at følge Kristus, men alligevel ikke vil anerkende, at Paulus var en apostel fra Gud. De skriver typisk »G_d« eller »g_d« i stedet for »Gud«. De tror på at holde sabbatten (lørdag) og på at overholde de mosaiske spiselove. De mener, at Jesus blot tilføjede noget til den mosaiske lov.

Syvendedagsadventisterne tror ikke alle på nøjagtig samme måde, men de mere »traditionelle« benægter treenigheden, overholder de mosaiske spiselove og holder sabbatten (lørdag). De tror, at dyrets mærke findes i verden i dag, og at dyrets mærke er søndagsgudstjenesten. Forestil dig at sige til dine børn: »Jeg ved ikke, hvad I har planlagt at lave i dag på søndag, men hvad det end er, må det helst ikke indebære at tilbede Gud!«

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 15:5, da disse farisæere blev kristne, hvorfor satte Gud dem da ikke på plads angående omskæring og den gamle pagts lov?

Svar: Det står ikke i Skriften, og Gud har ret til at åbenbare så meget eller så lidt, som Han ønsker. For dem, der ikke lærer noget, som Gud allerede har åbenbaret, har Gud ret til at »gentage det, indtil de forstår det« eller til at afstå fra at gøre det.

Selvom der her ikke gøres forsøg på at forklare præcist, hvorfor Gud gør alt det, han gør, kan vi i dette tilfælde fremsætte nogle betragtninger, der giver et rimeligt svar på, hvorfor Gud ikke straks retter alle fejl hos alle bekennende kristne.

At være forbundet med Kristus, ligesom en gren er forbundet med en vinstok (Johannes 15), er tilsyneladende vigtigere i Guds øjne end, at vi altid har det rigtige svar. Hvis en person ikke er forbundet, er hovedproblemet ikke vedkommendes forkerte svar, men det faktum, at vedkommende ikke er forbundet.

Vi er skabt til at have brug for hinanden i Kristi legeme (1. Korintherbrev12:17 -19,21-26). Hver troende har noget at bidrage med til legemet, og hver troende mangler noget, som vedkommende kun kan få ved at være forbundet med de andre.

En fristelse, som kristne står over for, er at lade meninger om sekundære spørgsmål blive så vigtige for os, at vi undlader at adlyde Guds bud om at elske andre og arbejde sammen. Af en eller anden grund har Gud ikke fjernet denne eller andre fristelser. Det er altid muligt, hvis vi lader det ske, at sekundære læremæssige spørgsmål kan få vores tro, vores fælles vidnesbyrd og vores enhed blandt andre sande kristne til at gå til grunde.

Enhed i Kristus på trods af vores forskellige meninger er en udfordring, som Gud har givet os. Med ét hjerte og én mund skal vi (stadig) prise Gud (Romerne 15:5-6). Enhed ville være meget lettere, hvis alle kristne havde identiske meninger. Da vi ikke har det, var det Kristi bøn, at vi alligevel måtte være ét (Johannes17:21 -23). Bibelen siger aldrig, at vi skal skabe en enhed, der ikke er der. I Efeserbrevet 4:3 står der snarere, at vi har ansvaret for at »bevare Åndens enhed«. Der var læremæssige forskelle blandt de troende i Romerbrevet 14. Paulus accepterede troende, der havde forskellige holdninger til disse sekundære spørgsmål, og vi bør acceptere andre troende, ligesom Kristus accepterede dem (Romerne 15:7).

Tidspunktet og prioriteterne er ofte anderledes hos Gud end hos os. Vi ønsker måske, at andre straks skal rettes på et bestemt punkt, mens Gud ønsker, at personen først skal arbejde med andre områder.

Sammenfatning: Viden gør os hovmodige, men kærlighed opbygger (1. Korintherbrev 8:1). Gud er mere optaget af, at de, der kender evangeliets primære sandhed, adlyder ham, elsker andre og lever i enhed med andre sande kristne, end af, at vi har ret i alle sekundære spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan bliver vores hjerter renset ved troen i Apostlenes Gerninger 15:9?

Svar: Gud erklærede sit folk for renset i hans øjne, da Jesus døde for os på korset. Peter sagde, at det var »ved Herren Jesu nåde«, ikke »nåde plus loven«. Vi har dog brug for at opleve renselse i dette liv. Ved Guds nåde gennem vores tro har Gud ikke blot frelst og retfærdiggjort os, men Gud gør os også rene og helliggør os.

Selvom ingen undtagen Jesus vil have et syndfrit, rent hjerte, før vi kommer til himlen, skal vi gennemgå renselsesprocessen allerede nu her på jorden. Renselse er ikke noget, vi kan gøre alene, men noget, Gud gør ved os, når vi underkaster os ham. Renselse sker ikke, når vi fokuserer på synden og gentager: »Det vil jeg ikke gøre, det vil jeg ikke gøre osv.«, men snarere ved tro, når vi retter vores blik mod Jesus, som Kolossenserbrevet 3,1-4 opfordrer os til. Det er bemærkelsesværdigt, at det smukke billede i Kolossenserbrevet 3:1-4 nærmest er en forberedelse til en kamp (faktisk en kamp på liv og død) mod vores syndige natur i Kolossenserbrevet 3:5-10.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af Jakobs tale i Apostlenes Gerninger 15,14-21?

A: I Apostlenes Gerninger 15:14-18 redegjorde Jakob for det nylige arbejde blandt hedningerne ved at sætte det i sammenhæng med historien om, hvad der skete med profetierne i Det Gamle Testamente. I Apostlenes Gerninger 15:19-21 konkluderer Jakob, hvad der bør gøres, og hvilke begrænsninger (og manglende begrænsninger) der bør pålægges de hedenske troende. Det er interessant, at Jakob omtaler at spise mad, der er ofret til afguder, og at spise blod i samme sammenhæng som den seksuelle umoral.

Se *The Expositor’s Greek Testament*, bind 2, s. 320-321.

Spørgsmål: Hvorfor stemmer Jakobs citat af Amos 9:11-12 i Apostlenes Gerninger 15:15-17 overens med Septuaginta og ikke med den masoretiske tekst? Her er Amos 9:11a, 12.

Masoretisk: »På den dag, … for at de kan besidde (yaras på hebraisk) Edoms rest (Edom er ’dm på hebraisk) og alle de nationer, der kaldes ved mit navn, siger Herren, som gør disse ting.«

Septuaginta: »På den dag … for at resten af menneskene og alle hedningerne, over hvem mit navn er kaldt, må søge mig inderligt, siger Herren, som gør alle disse ting.«

Apostlenes Gerninger 15:17a »Efter dette … for at resten af menneskene (Adam er ’dm på hebraisk) kan søge (daras på hebraisk) Herren og alle hedningerne, som er kaldet ved mit navn, siger Herren, som gør disse ting«

Midrash 4QFlorilegium 1:12?

Svar: Dette er vanskeligt, fordi Det Gamle Testamente oprindeligt blev skrevet uden vokaler, og konsonanterne for »Edom« og »Adam« (’dm, oversat som »mennesker«) er de samme. Ordet for at besidde, yaras, adskiller sig kun ved én konsonant fra det hebraiske ord for at søge, daras. Dette citat findes i et hebraisk midrash-manuskript, der blev fundet blandt Dødehavsrullerne, kaldet 4QFlorilegium 1:12, og ligner, men er ikke identisk med, Septuaginta. Den masoretiske tekst lyder »de vil arve af mennesker«, og »resten« er objektet, mens Septuaginta og 4QFlorilegium lyder »de vil søge blandt mennesker«, og »resten« er subjektet.

Sammenfattende stemmer Jakobs citat overens med det hebraiske 4QFlorilegium 1:12. Den masoretiske tekst er ikke altid den bedste udgave.

Spørgsmål: Hvad er Davids tabernakel i Apostlenes Gerninger 15:16?

Svar: BSB oversætter dette som »genopbygge Davids faldne telt«. Ligesom vi ville henvise til den og den persons hus, når vi taler om deres familie, ville mere nomadiske kulturer henvise til telte. Dette vers er en påmindelse om Guds løfte om Davids slægt. Betydningen af Davids trone nævnes i 2. Samuel 7:16 og Salme 89:4. Kristus vil sidde på en trone i Matthæus 19:28; 25:31. Pointen med at citere dette lå i det næste vers, om hedningerne, der vil bære Guds navn. Det ser ud til, at Gud glæder sig over at genoprette noget, der er faldet; men Han genopretter det ofte på en anden måde end det oprindelige. Nogle ser dette som opfyldt i kirken; andre ser dette som opfyldt i Tusindårsriget.

Spørgsmål: Er blodtransfusioner forkerte ifølge Apostlenes Gerninger 15:20?

Svar: Nej, det siger Skriften ikke. Dengang kendte man ikke til blodtransfusioner. De indførte ikke nogen nye regler, men betydningen af deres kortfattede udtalelser om at »afholde sig fra blod« betød klart, at de lærte, at de gammeltestamentlige forskrifter om at spise blod stadig var gældende. At modtage sit eget blod ved en transfusion er ikke kannibalisme mod sig selv, og at modtage en blodtransfusion fra en anden er heller ikke kannibalisme, da der ikke »spises« noget.

Spørgsmål: Hvorfor har de disse fire forbud i Apostlenes Gerninger 15:20 og 21:25?

Svar: For det første talte Jakob ikke om frelse, men om praksis og fællesskab med de jødiske troende, og hvad ikke-jøderne skulle overholde. Her er to mulige svar. Lad os se på begge og derefter afgøre, hvilket der er korrekt.

Muligt svar 1: Kulturel hensynsfuldhed for at undgå at fornærme: Nogle gange undlader en kristen måske at gøre noget, i det mindste offentligt, fordi det ville såre andres samvittighed, og de ville anse den kristne for at være i uret. For eksempel kastede en hindu i Andhra Pradesh i Indien i det 21. århundrede et okseknogle ind i en kirke. Derefter beskyldte hinduerne de kristne for hemmeligt at spise oksekød inde i kirken, og på baggrund af beviset i form af okseknoglen blev kirken revet ned af landsbyboerne. I tider med forfølgelse undlader kristne måske at gøre ting, der umiddelbart ville påføre dem forfølgelse, og som ikke har noget med forkyndelsen af evangeliet at gøre. I nogle kirker sidder mænd og kvinder adskilt, fordi det kulturelt set ville virke skandaløst, hvis de sad sammen. At undgå seksuel umoral (porneia på græsk) gælder imidlertid for alle kristne over hele verden. Et modargument er, at mange kristne mener, at det er i orden at drikke blod (f.eks. blodsuppe i Tyskland og Kina), og måske var formålet med at nævne porneia her at understrege, at man skal undgå selv den mindste antydning af seksuel umoral. Nogle, der afviser dette som udelukkende ceremonielle anliggender, fortolker det på ny som et forbud mod seksuelle forhold mellem nære slægtninge, som er forbudt i Tredje Mosebog. Det græske udtryk her ville imidlertid af en ikke-jødisk kristen blive fortolket som umoral generelt, så denne fortolkning er snarere »tvunget ind« for at understøtte konklusionen.

Muligt svar 2: Almindelig moral: Alle kristne, også i dag, bør undgå alle disse ting. At undlade at spise mad, som vi ved er blevet ofret til afguder – det vil sige mad, der er besmittet af afguder – nævnes også i Åbenbaringen 2:14,20. Forbuddet mod seksuel umoral går igen i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Forbuddet mod at spise blod, som også findes i Moseloven, går faktisk helt tilbage til Noah i 1. Mosebog 9:4. Dyr, der er kvalt, uden at blodet er drænet, er implicit nævnt i 3. Mosebog 17:10-14.

Spørgsmål: Hvorfor gentog Paulus ikke rådsbeslutningen i Apostlenes Gerninger 15:22-29, da han skrev til galaterne?

Svar: Først det, der sandsynligvis ikke er svaret, derefter det primære svar og til sidst et sekundært svar.

Ikke svaret: Det er muligt, at Paulus besøgte og skrev til galaterne i det centrale Lilleasien før rådsmødet i Jerusalem. De fleste kristne forskere mener dog, at rådsmødet i Jerusalem fandt sted omkring år 49 e.Kr., og at Paulus skrev til galaterne mellem år 53 og 59 e.Kr.

Primært svar: Paulus nævnte ganske vist sine drøftelser i Jerusalem i Galaterbrevet 2:2-10, men kun en del af dem. Galaterne accepterede, at både han og Peter var apostle, og Paulus nævnte, at Peter og han var nået til enighed. Det er uklart, om koncilet var offentligt, eller om det faktisk var privat, og kun den endelige beslutning blev offentliggjort. Endelig vidste han ikke, hvad de mænd, der hævdede at være udsendt af Jakob, sagde. Derfor lagde Paulus vægt på det, som Peter selv havde fortalt ham.

Sekundært svar: Hvis Paulus havde gentaget rådets afgørelse, er det uklart, om de ville have troet på den eller accepteret den. I århundreder efter Paulus’ tid fandtes der kættere kaldet ebionitterne, som sagde, at de troede på Jesus, men lærte, at alle troende stadig måtte følge hele Moseloven. De sagde, at Jesus kun blev kaldt Gud som en æresbetegnelse. Desuden var Peter, strengt taget, ikke i strid med koncilets beslutning, da han undlod at spise sammen med ikke-jøder, når nogle jøder kom på besøg.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 15:28, da det syntes godt for Helligånden, hvorfor var det så relevant, om det også syntes godt for dem?

Svar: Dette tyder på, at de vidste, at det var det, Helligånden ønskede. Selvom de ikke ville gå imod Helligånden, ville det ikke være hensigtsmæssigt, hvis Helligånden ønskede, at de skulle adlyde og gøre noget, uden at nogen vidste, hvad der blev ønsket.

På samme måde ved Gud i dag, hvad der er godt, og hvad der ikke er. Men vi har stadig brug for vores egen dømmekraft for at skelne, hvad der er bedst set fra Guds perspektiv.

I parentes bemærket er Judas Barsabbas et interessant navn. »Barsabbas« betyder »sønn af sabbatten«, så muligvis blev han født på sabbatten, men han var næsten helt sikkert en jødisk troende.

Spørgsmål: Er disse påbud i Apostlenes Gerninger 15:29 stadig gældende for kristne i dag?

Svar: Kristne er enige om, at påbuddene om seksuel umoral ikke har ændret sig, men de er uenige om påbuddene vedrørende mad, der er ofret til afguder, blod og kød fra kvalt dyr. Alle er enige om, at brevet fra apostlene var bindende for alle kristne på det tidspunkt, og at overholdelse af disse påbud ikke ville fornærme jøder (både kristne og ikke-kristne).

1. Nogle ægte kristne ser det sådan, at da dette brev stammede fra apostlene, og de aldrig sagde, at det kun gjaldt i en bestemt periode, så er alle disse påbud bindende i dag. Dette er generelt den måde, hvorpå kristne i det 2. og 3. århundrede opfattede disse påbud. Dette er også min opfattelse.

For eksempel står der i »Octavius« af Minucius Felix (ca. 210 e.Kr.), kap. 30, s. 192, at kristne ikke engang anvendte blod fra spiselige dyr i deres mad. Andre kristne fra tiden før det nikænske koncil, der sagde, at kristne ikke indtog blod, var Justin Martyr (150 e.Kr.), de kristne i Vienne og Lugdunum (177 e.Kr.), Clemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.), Tertullian (198–220 e.Kr.) og Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.)

2. En anden opfattelse er, at de seksuelle restriktioner er bindende, mens kostrestriktionerne er underlagt vores egen samvittighed og samvittigheden hos de mennesker, vi ikke ønsker at bringe til fald. Selvom brevet var bindende på det tidspunkt, blev det absolutte forbud mod kød, der var ofret til afguder, senere af Paulus betegnet som et samvittighedsspørgsmål.

Spørgsmål: Hvem havde ret i Apostlenes Gerninger 15:37-40, og hvordan endte det?

Svar: Set fra Barnabas’ perspektiv var Johannes Markus hans fætter, og måske så Barnabas, at Markus virkelig havde angret, at han havde forladt dem. Set fra Paulus’ perspektiv var det afgørende for denne tjeneste at have en person, der var kampafprøvet (og havde bestået prøven), som man ikke blot kunne stole på, men som Paulus vidste, man kunne stole på. Paulus kendte sandsynligvis ikke Markus så godt som Barnabas gjorde.

Set fra Guds perspektiv virkede adskillelsen til Guds ære. Silas (= Silvanus) og Timoteus blev tilføjet som Paulus’ medarbejdere. Kirkens historie fortæller os, at Barnabas og Markus drog ned til Egypten og forkyndte evangeliet der. Et par århundreder senere blev Egypten et af kristendommens vigtigste centre, de tre andre var Jerusalem, Rom og Konstantinopel. Paulus og Markus blev forsonet i 2. Timoteusbrev 4:11.

Spørgsmål: Er det i Apostlenes Gerninger 16:1 den samme person som modtageren af 1. og 2. Timoteusbrev?

Svar: Ja.

Spørgsmål: Hvordan tror du, Paulus havde det i Apostlenes Gerninger 16:1, da han endnu en gang vendte tilbage til en by, hvor de havde stenet ham og efterladt ham for død?

Svar: Måske frygtede Paulus, at de igen ville gøre det, de allerede havde vist, at de var villige til at gøre. Eller måske tænkte Paulus slet ikke nærmere over det. En tredje opfattelse er, at det smertefulde minde faktisk dukkede op i Paulus’ bevidsthed, da han igen trådte ind i byen, men at Paulus besluttede, at han var ligeglad. Måske havde Paulus – efter alt det, han havde gjort mod de kristne, og i lyset af Guds vidunderlige nåde – tænkt, at det at følge Gud ville medføre endnu flere prøvelser og døden, før han kom i himlen, og at han lige så godt kunne sætte i gang, fuldføre det, Gud ønskede, han skulle gøre, og få det overstået.

Der er måske steder og mennesker, der vækker ret smertefulde minder hos dig. Men hvis Gud kalder dig til at vende tilbage, er Guds kærlighed i dit hjerte forhåbentlig større end dine minder.

Spørgsmål: Hvorfor omskar Paulus og Silas Timoteus i Apostlenes Gerninger 16,1-5, efter at de havde bekræftet, at ikke-jøder ikke behøvede at blive omskåret, og efter at de ikke havde omskåret Titus?

Svar: Paulus vidste, at Timoteus ikke behøvede at blive omskåret, men denne »frivillige omskæring« var for at formilde jøderne. Dette er egentlig tre spørgsmål: hvorfor gjorde Paulus det, var det rigtigt af Paulus at gøre det, og hvilke principper bør vi følge i dag?

1. Hvorfor omskar Paulus Timoteus?

Paulus gjorde det for at formilde jøderne, som vidste, at Timoteus ikke var omskåret, som en jøde bør være. Paulus ønskede at fjerne en hindring for, at jøderne kunne tage imod evangeliet. Inden for rimelighedens grænser skal vi være alt for alle mennesker, jf. 1 Korintherbrevet 9:19-23. Et andet eksempel er, at Paulus endda ville holde op med at spise bestemt kød, hvis det betød, at han ikke fik nogen til at falde, jf. 1 Korintherbrevet8:13 og Romerbrevet 14:20-21.

2. Burde Paulus have omskåret Timoteus?

Paulus var en apostel, men det betyder ikke, at han aldrig begik en fejlvurdering. Ja, jeg er sikker på, at det formildede jøderne, men det havde sin pris. Mange jøder fik aldrig budskabet om, at evangeliet erstattede loven, og at vi ikke længere var under loven, men under nåden. Mange jøder kom ind i menigheden som »judaister« og fik aldrig budskabet på det rene. Apostlenes Gerninger 16:1-5 fortæller, at dette skete i Lystra nær Derbe og Ikonium. Alle disse byer ligger i Galatien, og ifølge Galaterbrevet var der problemer med, at de vendte tilbage til loven. Selvom Paulus tidligere havde omskåret Timoteus i Galatien blot for at formilde jøderne, endte han senere med at sige til galaterne: »Vær opmærksomme: Jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus slet ikke have nogen værdi for jer.« (Galaterbrevet 5:2)

3. Hvilke principper kan vi lære af dette og følge i dag?

3.1 Ja, vi bør gå på kompromis og følge princippet om at være alt for alle mennesker, men vi bør ikke forsømme det højere princip om ikke at gå på kompromis med budskabet. At omskære Timoteus har måske fået evangelisationen til at virke lettere, men det skete på bekostning af, at ikke-troende kom ind i menigheden, og at unge kristne blev forvirrede. På samme måde kan vi virke mere effektive i evangelisationen, hvis vi aldrig taler om helvede eller Kristi herredømme. Men er det virkelig det, lydige ambassadører ønsker at gøre: at udvande evangeliet?

3.2 Når du ønsker at indgå et kompromis for at gøre det lettere at dele evangeliet, så spørg dig selv hvorfor. Hvis det ikke har noget med evangeliet at gøre, så gå bare videre og indgå det. Hvis det har direkte forbindelse til evangeliet, så indgå det ikke. Hvis det har indirekte forbindelse til evangeliet – for eksempel at mad kan bringe dig tættere på eller længere væk fra Gud – så se det næste punkt.

3.3 Der findes en bedre måde at indgå et kompromis på i Romerbrevet 14:15-16. Undlad den handling, der får din bror til at snuble, men lad den på den anden side ikke blive omtalt som noget ondt.

3.4 Selv ledere som Peter og Paulus kan begå fejl og træffe dårlige beslutninger. Disse beslutninger kan være så dårlige, at de kan få konsekvenser, der kan forvirre nye kristne. Vi bør påpege ledernes fejl, og vi kan formidle rettelsen til de mennesker, der er blevet vildledt af problemet, ligesom Paulus gjorde med Peter i Galaterbrevet 2. Men så længe de ikke gør ting, der diskvalificerer dem fra deres embede, er de stadig vores ledere. Hvis du mener, at en kristen leder er perfekt, betyder det blot, at du ikke kender den pågældende leder særlig godt. Ingen af os er perfekte, og vi bør alle stræbe efter at blive mere lig Kristus.

Spørgsmål: Var det i Apostlenes Gerninger 16:3 rigtigt af Paulus at omskære Timoteus, blot for at vinde andres godkendelse, når 1 Kor 7:18-19 siger, at omskæring ikke betyder noget, og Gal 5:2-3 siger, at vi ikke bør lade os omskære?

Svar: Der er fem forskellige synspunkter.

a) Et andet spørgsmål: Paulus og Timoteus troede aldrig, at omskærelsen ville retfærdiggøre Timoteus. Det blev ikke gjort af religiøse grunde, men for ikke at fornærme jøderne.

b) En tidligere tid: Paulus omskar Timoteus længe før han skrev 1 Korintherbrevet og Galaterbrevet. Gud havde tilsyneladende endnu ikke åbenbaret for Paulus, at kristne ikke bør omskæres af religiøse årsager. Gud forventer ikke, at nogen adlyder et bud, som Gud endnu ikke har givet.

c) Paulus var inkonsekvent: Paulus begik en fejl ved at omskære Timoteus, fordi det for jøderne gav indtryk af, at det skete af religiøse årsager. Da Paulus senere indså sin fejl, skrev han 1. Korintherbrev 7:18-19 og Galaterbrevet 5:2-3. Paulus nævnte specifikt, at han ikke omskar Titus i Galaterbrevet 2:3.

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at apostlene ikke var perfekte. Peter begik en noget lignende fejl ved ikke at spise sammen med ikke-jøder i Galaterbrevet 2:11-14.

d) For ikke at være en anstødssten for andre: Paulus omskar Timoteus tidligere, fordi han ikke ønskede at være en anstødssten for svagere brødre, som beskrevet i Romerbrevet 14. Men da de »svagere brødre« blev så stærke, at de tyranniserede menigheden, måtte Paulus reagere på denne trussel fra loviskhed.

e) At gå ind i synagogen: Timoteus ville blive betragtet som jøde, fordi hans mor var jøde. Desuden tyder verbets tempus på, at hans far var død. Da Paulus’ fremgangsmåde var at gå til synagogen først, ville Timoteus ikke have fået adgang, hvis det var kommet frem, at han aldrig var blevet omskåret. Selvom Paulus måske begik en fejl, er der en forskel på at mene, at omskæring er nødvendig for frelsen (hvilket Paulus aldrig antydede), og at den er nyttig for evangelisationen.

Spørgsmål: Hvordan forhindrede Helligånden i Apostlenes Gerninger 16:6 Paulus og hans ledsagere i at forkynde i den romerske provins Asien?

A: Der er ingen tegn på tvang eller pression. Paulus og hans ledsagere var lydige mod Gud, og sandsynligvis lod Helligånden dem ikke føle fred ved tanken om at rejse ind i Asien, eller også sagde Helligånden ganske enkelt til dem, at de ikke skulle tage af sted. Paulus rejste gennem udkanten af det østlige Mysien (herunder Troas), men han prædikede tilsyneladende ikke der. Byen Troas lå på Paulus’ tid syd for den klassiske by Troja. Dette forbud gjaldt kun, indtil den rette tid var kommet. Alternativt mener nogle, at sygdom var det middel, Helligånden brugte for at holde Paulus væk derfra. Nogle gange i dag bevæger Helligånden vores ånd for at lade os vide, at vi bør eller ikke bør gøre noget.

Dette kunne betegnes som »dobbelt vejledning«, hvor Gud siger: »Gør ikke det, gør i stedet dette.« Andre eksempler på dobbelt vejledning er, at David Livingstone forsøgte at rejse til Kina, men Gud sendte ham i stedet til Afrika. William Carey ønskede at rejse til Polynesien, men Gud sendte ham i stedet til Indien. Adoniram Judson rejste først til Indien, men blev ikke der og tog i stedet til Burma (Myanmar). Gud fortæller dig tilsyneladende lige så meget, som du har brug for at vide, og kun når du har brug for at vide det.

Tilsyneladende havde Gud andre planer for bithynierne og dem i provinsen Asien (herunder efeserne). De hørte evangeliet senere, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 18:19-21, 18:24-19:41 og 1. Petersbrev 1:1.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Apostlenes Gerninger 16:6-7 reagere, når Gud siger »nej« til noget, som vi ved ikke er syndigt, selvom det måske ville fremme Hans rige?

Svar: At fortsat ønske at gøre det er ulydighed. Vær ikke som Bileam, som Gud advarede ved hjælp af et æsel i 4. Mosebog 22, og som alligevel stadig begærede pengene. At fremme Guds rige er ikke vores primære mål. Vores primære mål er at herliggøre Gud ved at elske og adlyde ham. Uanset om det er åndeligt, i erhvervslivet eller på andre måder, er mennesker, der er faldne, meget tilbøjelige til at tage øjnene væk fra målet og forveksle et middel til at arbejde hen imod et mål med selve målet.

Spørgsmål: Var manden i synet i Apostlenes Gerninger 16:9 Lukas?

Svar: Nej. I NIV Study Bible, s. 1676, står der, at der ikke er noget, der tyder på, at det var ham. Tværtimod bruger Lukas i Apostlenes Gerninger 16:11 pronomenet »vi«, når han taler om, at Paulus og hans ledsagere rejser til Europa for første gang, så Lukas var sammen med Paulus her. Der er også en formodning om, at Paulus mødte Lukas for første gang her, da han opsøgte ham af medicinske årsager.

Spørgsmål: Hvorfor var det i Apostlenes Gerninger 16:14 nødvendigt, at Lydia fik sit hjerte åbnet for at kunne reagere på Paulus’ budskab, når hun jo allerede tilbad Gud?

Svar: Vi har alle brug for, at vores hjerter åbnes for at kunne reagere på evangeliet. Helligånden virker i mennesker i overensstemmelse med Johannes 16,8-11. Ingen – og det gælder også dem, der af natur er de bedste blandt mennesker – søger Gud af sig selv, som Romerbrevet 3,10 angiver. 2. Korintherbrev 4,3-4 siger, at evangeliet er tilsløret for dem, der går fortabt. Vi må bede om, at det bliver afsløret for dem. Apostlenes Gerninger 16:14 beretter ganske enkelt den vidunderlige nyhed, at Helligånden virkede i Lydia, så hun kunne tage imod evangeliet. Selvom der ikke er noget, der tyder på tvang fra Guds side, er Helligåndens virke afgørende for, at et menneske kan blive født på ny.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at Thyatira var en by i landet Lydien, før romerne erobrede det. På Paulus’ tid indlemmede romerne byen i deres provins Asien, men den var stadig en lydisk by.

Spørgsmål: Støtter Apostlenes Gerninger16:15 spædbarnsdåb?

Svar: Nej. Se diskussionen om 1 Korintherbrevet 1:16 for svaret.

Spørgsmål: Hvorfor var Paulus i Apostlenes Gerninger 16:16-18 foruroliget over, at den besatte slavepige sagde, at de kom fra Gud?

Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Skriften siger, at hun havde en spåånd – på græsk en »python«-ånd – hvilket betyder, at hun var besat af en python-ånd fra den græske dæmon Apollon. Her er et par teorier om, hvorfor Paulus var foruroliget.

1. Hun talte på en måde, der ville skræmme folk væk. Eller måske råbte hun konstant og distraherede dermed opmærksomheden fra Paulus’ budskab.

2. Hun sagde dette på en positiv måde, så de, efter at Paulus var gået, ville tro, at den besatte pige var en af dem, og senere følge hendes lære. Hun tilegnede sig deres budskab.

3. Dæmonen ønskede, at alle skulle vide, at Paulus forsøgte at omvende ikke-jøder (der var en romersk lov imod det), og at han fortalte romerske borgere, at de ikke skulle tilbede kejseren eller de romerske guder.

Det er let for folk at misforstå vores budskab og tro, at Jesus er »en vej til frelse«. Hvis folk troede på de sande ting, som slavepigen sagde, ville det i andres øjne give legitimitet til, at det også var godt at følge Apollon.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 16,19 var det, Paulus reelt gjorde, at uddrive indtægtskilden for slavepigens herrer. Hvornår i vores egne liv bør vi »uddrive vores indtægtskilde«, fordi den ikke behager Gud?

Svar: Lukas brugte det samme verbum to gange. Da ånden var »gået ud« af pigen, var indtægtskilden »gået ud« af dem. Dette kan være ganske smertefuldt, hvis vi værdsætter penge, velstand og tryghed højere end at herliggøre Gud. Men du kan få en bedre indstilling ved at indse, at hvis det ikke behager Gud, så var det aldrig dit at tjene i første omgang.

Hvis folk bruger bedrag, det okkulte, andres desperation eller endda religion for at få mere ud af andre, bør vi hjælpe ofrene – og fremtidige potentielle ofre – ved at afsløre det. Hvis vi i vores liv har en indtægtskilde fra noget, der ikke behager Gud, bør vi afskære den indtægtskilde. Det kan betyde, at vi må tage et økonomisk tab og stoppe det, ikke blot sælge det videre til en anden for at tjene penge på det.

Bemærk, at denne pige var besat af en dæmon, og da hun blev befriet fra den, var ejerne – som slet ikke bekymrede sig om hendes velbefindende – vrede over, at de mistede indtægter. Dette ville ikke være sidste gang, onde mennesker hellere ville se andre lide end at miste nogle indtægter. Der er intet, der tyder på, at ejerne overhovedet bekymrede sig om det religiøse aspekt; de ville bare have fat i Paulus for at have mindsket deres indtægter.

Nogle gange tror man måske, at hvis ens karriere ikke går ud på at røve, stjæle eller myrde andre, så er den god. Men hvad nu, hvis du har et almindeligt job som revisor, programmør, fabriksarbejder osv. for en virksomhed, som du ved, røver, stjæler eller myrder andre (herunder ufødte babyer), og dit arbejde hjælper dem med at nå deres mål? Så er du nødt til at »uddrive« det job ud af dit liv.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 16:19, når en anden troende tjener penge på en måde, der ikke behager Gud, hvordan skal vi så sige til dem, at de skal uddrive deres indkomst?

Svar: Apostlenes Gerninger fortæller os kun om to steder, hvor ikke-jøder skadede Paulus og Silas: her og i Efesos i Apostlenes Gerninger 19:23-41. Begge steder var hovedproblemet tab af indkomst. Satan anvendte to forskellige teknikker her: falsk venskab og åben krig.

Forestil dig, at du sagde til en anden person: »Jeg har uddrevet dig fra at skulle udøve dit erhverv. Faktisk gik jeg til den ansvarlige myndighed, og du vil ikke længere kunne udøve dit valgte erhverv. Du kan takke mig senere.« Hvordan ville det blive modtaget?

Spørgsmål: Hvordan håndterer man det i Apostlenes Gerninger 16:21, når man ikke må prædike?
Svar: Det romerske imperium tillod folk at have deres egen religion, men de måtte ikke forsøge at omvende romerske borgere.

Spørgsmål: Hvad lærer Apostlenes Gerninger 16:25 os om smerte og lovprisning?

A: Paulus og Silas befandt sig i en mørk celle, med deres kroppe tævede og ryggen blodig. Fængselsvagten rensede Paulus’ nyligt påførte sår i Apostlenes Gerninger 16:33. Forhåbentlig sov de ikke normalt på ryggen! Situationen så ikke særlig lovende ud, og de havde ingen anelse om udfaldet. Men de priste Gud, ikke i solrige tider, men her midt i deres smerte og håbløshed. Gud beder os om at prise ham, men han ønsker også, at vi skal prise ham midt i vores egen smerte og håbløshed, når vi ikke har nogen anelse om, hvordan det vil ende.

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 16,26-28 noget udenbibelsk bevis for dette jordskælv?

Svar: Nej. Men:

1. Der var hyppige jordskælv i denne bjergrige region i det nordlige Grækenland og Makedonien. Her er nogle større jordskælv i denne region. (I oldtiden var rapporteringen meget sporadisk.)

403 e.Kr. Konstantinopel (Chrysostomos forvist)

856 e.Kr. Korinth, Grækenland   45.000 omkomne

1858  Korinth, Grækenland   

1928  Korinth, Grækenland   

3/18/1953 Nordvestlige Tyrkiet 1.200 omkomne 7,2 på Richterskalaen

7/26/1963 Skopje, Nordmakedonien 1.100 døde 6,0 på Richterskalaen

Hvad angår mindre jordskælv, rapporterer Encyclopedia Britannica for Grækenland og Tyrkiet, at:

Mellem 1902 og 1946 var der 58 jordskælv

Mellem 1947 og 1966 var der 82 jordskælv

Mellem 1967 og 1976 var der 45 jordskælv

Mellem 1977 og 1981 var der 9 jordskælv

2. Men dette var ikke et almindeligt jordskælv. Bygningen stod stadig, men kæderne brød mirakuløst nok af. Det kunne have været begrænset til fængselsområdet.

Hvad angår, hvordan alle dørene kunne åbnes, var dørene i nogle tyrkiske fængsler blot lukket med tremmer. Et jordskælv kunne have presset dørkarme fra hinanden.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 16:34 – hvordan ville du have det med at være gæst i hjemmet hos den mand, der havde sat dig i blokken?

Svar: Lige før dette, i Apostlenes Gerninger 16:33, vaskede fængselsvagten Paulus’ og Silas’ sår, sandsynligvis for at forhindre infektion. Naturligvis ville det virke meget mærkeligt. Men fængselsvagten ville være meget taknemmelig over for dem for ikke at være flygtet, for ifølge den (senere) Justinians lovbog 9.4.4 ville den person, der bevogtede en fange, modtage samme straf som fangen, hvis fangen flygtede. Desuden, hvis fængselsvagten og hans familie ønskede at komme til Kristus, ville det være det eneste rigtige at gøre at tage imod dem. Først var der det fysiske jordskælv, og derefter skælvede fængselsvagtens ånd, da han troede, at alle fangerne var flygtet. Som Johannes Chrysostomos bemærkede, var det kun passende, at fængselsvagten og hans familie vaskede Paulus’ og Silas’ sår, da de var blevet renset for deres synder af Kristus.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at fængselsvagter typisk var pensionerede veteraner fra hæren.

Tænk på den mangfoldige sammensætning af menigheden i Filippi: en velhavende, gudfrygtig forretningskvinde, en tidligere hedensk, dæmonbesat slavepige og en romersk fængselsvagt, blandt andre. Når vi som kristne viser, at vi alle er ét i Kristus midt i vores mangfoldighed, herliggør det Gud og er et vidnesbyrd for verden.

Spørgsmål: Hvilken romersk lov henviste Paulus og Silas til i Apostlenes Gerninger 16:37?

Svar: Ifølge Valerianus- og Porcianus-lovene, der blev nedskrevet mellem 509 f.Kr. og 195 f.Kr., var en romersk borger ikke underlagt lokale love, medmindre han gav sit samtykke. Den romerske borger kunne undgå dødsstraf, tortur eller at blive lagt i lænker ved at appellere til kejseren, som derefter ville afgøre sagen. Hvad angår spørgsmålet om, hvorfor de piskede Paulus, før de først spurgte, om han var romersk borger, skete der en lignende hændelse med en romersk borger, der blev pisket i et stykke tid, selv efter at han havde råbt til hjælp, ifølge Cicero i *Verrine Orations*, 2.5.161-162. Men hvis en embedsmand slog en romersk borger, når det ikke var tilladt, kunne det forhindre embedsmanden i nogensinde at beklæde et romersk embede igen.

Spørgsmål: Hvilke ikke-bibelske beviser findes der i Apostlenes Gerninger 17:6 for dette mærkelige græske ord for »byhersker« (politarch)?

Svar: Der var tidligere slet ingen. Imidlertid opdagede arkæologer først ordet i 1835 på en bue uden for Thessaloniki. Udtrykket er siden blevet fundet på seksten eller sytten andre steder, men kun i forbindelse med byer i Makedonien. Som en sidebemærkning må det have virket mærkeligt for disse jøder at lade som om de var så oprørte over behovet for at forsvare det romerske imperiums omdømme.

Spørgsmål: Hvorfor var beræerne i Apostlenes Gerninger 17:11 mere ædle end thessalonikerne, fordi de ikke stolede så meget på Paulus?

Svar: De var mere ædle, fordi de kritisk sammenlignede Paulus’ ord med Det Gamle Testamente. Thessalonikerne havde ikke en mindre gyldig tro. I dag er en kristens tro stadig gyldig, selvom vedkommende blot har troet på det, som kristne venner og familie har fortalt ham eller hende. Det er dog bedre at undersøge fakta og se alle beviserne for troen.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 17:14-15, tog Paulus [angiveligt] alene til Athen og efterlod Silas og Timoteus i Berøa, eller sendte Paulus Timoteus tilbage til Thessaloniki, som 1. Thessalonikerbrev 3:1-2 antyder?

Svar: Først og fremmest ved vi ikke, om Paulus oprindeligt havde planlagt at tage til Athen, som på det tidspunkt sandsynligvis ikke havde mere end 10.000 indbyggere. Byen havde på dette tidspunkt mistet al politisk indflydelse, men var Grækenlands »intellektuelle hovedstad«. Det var grundlæggende en »historisk tempelby« og en universitetsby. Paulus havde måske til hensigt at følge den 500-mile lange Egnatiske Vej til Adriaterhavet og tage direkte til Rom. Men urolighederne i Thessalonika kan have fået ham til at dreje mod syd til Athen. Der er to forskellige svar, der effektivt besvarer dette spørgsmål, selvom jeg foretrækker det andet.

Intet bevis for, at Timoteus var i Athen: 1. Thessalonikerbrev 3:1-2 siger aldrig, at Timoteus var sammen med Paulus i Athen. Der står derimod kun, at Paulus sendte Timoteus af sted. Paulus kunne have bedt Timoteus om at tage af sted via et brev eller mundtligt gennem en anden medarbejder. Folk, dengang som nu, delegerer hele tiden opgaver til andre gennem beskeder.

Timoteus kunne være taget til Athen og derefter være rejst videre: Apostlenes Gerninger 17:14-15 siger, at Paulus først tog til Athen, men at han ventede på dem der. Paulus tog altså til Areopagus, før Timoteus og Silas ankom til Athen; de kom til Athen, og derefter sendte Paulus Timoteus tilbage til Thessaloniki.

Så efter at Timoteus var taget til Berøa, skete der enten

a) tog han til Athen efter Paulus og blev derefter bedt af Paulus om at vende tilbage til Thessaloniki.

b) blev han i Berea og blev bedt om via brev eller bud at vende tilbage til Thessaloniki.

c) på vej til Athen blev han via brev eller bud bedt om at vende tilbage til Thessaloniki.

Dette er en af de detaljer, som Apostlenes Gerninger ikke fortæller os.

Spørgsmål: Hvorfor blev Paulus i Apostlenes Gerninger 17:16 provokeret ved synet af alle disse smukke skulpturer? Hvordan bør vi forholde os, når vi ser kunstneriske, veludførte templer og alter?

Svar: I værste fald kan man tænke på det omhyggelige, professionelle håndværk i mayatemplerne med deres veludformede bassiner i bunden, hvor man kastede de døde kroppe fra menneskeofrene. Grækerne, romerne, egypterne og andre praktiserede dog ikke menneskeofring. Xenofon omtalte for øvrigt Athen som ét stort alter og offer. Han sagde sarkastisk, at det var lettere at finde en gud i Athen end et menneske. Der var sandsynligvis flere alter i Athen end i resten af Grækenland tilsammen. Men disse afgudsdyrkende templer og alter satte folk i åndelig trældom under deres »guder«, som i virkeligheden var dæmoner. Tænk også på arkitekten bag det smukke Taj Mahal. Dette var ikke et religiøst tempel, men et mausoleum for en herskers højt elskede hustru. Han ville sikre sig, at der ikke blev bygget noget andet, der kunne konkurrere med det, så han belønnede arkitekten for hans gode arbejde ved at henrette ham. Gud ser måske mere på den moralske side af tingene, mens mange mennesker kun ser på den fysiske side. Det græske ord for, at Paulus her var »i nød«, er et medicinsk udtryk, der også kan henvise til et anfald eller et epileptisk anfald. Måske bør vi også se mere på den moralske side.

Måske taler vi ikke som Paulus, fordi vi ikke føler som Paulus gjorde. Vi føler ikke som Paulus gjorde, fordi vi ikke ser som Paulus gjorde.

Spørgsmål: Hvilke tre reaktioner kunne Paulus have valgt i Apostlenes Gerninger 17:16, og hvilken valgte han?

Svar: De tre reaktioner er at kæmpe, flygte eller gå i dialog. Følelsesmæssigt kunne Paulus have handlet ud fra vrede, frygt eller kærlighed. Paulus valgte at gå i dialog med dem på grund af sin kærlighed til Gud og til dem.

Spørgsmål: Hvorfor citerede Paulus i Apostlenes Gerninger 17:18-34 sandheder fra hedenske kilder? Nærmere bestemt digteren Epimenides (600 f.Kr.) fra Knossos på Kreta, hvor Zeus’ søn Minos siger: »I ham lever vi, bevæger vi os og er til«, og den ciliciske digter Aratus (ca. 315–240 f.Kr.) i *Phaenomena* samt stoikeren Kleanthes fra Assos (331–233 f.Kr.) i *Hymne til Zeus*: »Vi er hans afkom«

A: Paulus’ citater var både bevidste og blev opfattet som sådan af hans tilhørere. Paulus skabte et fælles udgangspunkt, som mange af hans tilhørere kunne forholde sig til. Aratus skrev: »Det er med Zeus, at hver og en af os på alle måder har at gøre, for vi er også hans afkom.« Clemens af Alexandria har i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 14, s. 313, en interessant tanke om dette. Han siger, at Paulus citerede sande udsagn fra græske digtere for at opbygge nogle og skamme andre. Måske ønskede Paulus at påpege, hvor mærkeligt det var, at de halvt ateistiske epikuræere og de panteistiske stoikere tilbad og skrev hymner til græske afguder.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 17:23-30 forkyndte Paulus for grækerne den ukendte gud, som de havde en fornemmelse af. Har andre religioner i dag en ukendt gud, som de fornemmer, eller som en person udtrykte det: »hinduismens skjulte Kristus«?

Svar: Denne idé og formulering stammer fra Raymond Panikkar i »The Unknown Christ of Hinduism«, s. 137. Det er lige så forkert som at sige, at Ba’al-tilbedere i virkeligheden tilbad Israels sande Gud. Paulus roste ikke deres tilbedelse, men snarere deres ærlige indrømmelse af, at de ikke kendte til en bestemt Gud. Hvor tæt eller langt en ikke-troende er fra Kristus, eller hvad de gjorde for en falsk gud i modsætning til at søge den ene sande Gud, er ikke detaljer, vi behøver at fastslå. I stedet er Paulus »i vildrede«, da han så alle guderne og alterne i Athen i Apostlenes Gerninger 17:16. Paulus vidste, at de måtte vende sig bort fra afguder, hvis ofre går til dæmoner, ikke til Gud, i 1 Korintherbrevet 10:19-20. Paulus sagde: »Derfor, mine elskede, fly fra afgudsdyrkelse,« i 1 Korintherbrevet 10:14. Vi skal holde os væk fra afguder i 1 Johannesbrevet 5:21.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 17:18-34 – fortrød Paulus senere denne fremgangsmåde, da han understregede, at han ikke forkyndte andet end Kristus for korintherne i 1 Kor 1:18-2:8, hans næste stop efter Athen?

Svar: Selvom der er uenighed om dette, mener nogle, at han gjorde det.

I Athen begyndte Paulus med at forholde sig til deres religion, påpegede nogle af de gode sandheder, der var værd at respektere i deres religion, viste nogle af de indre modsigelser i deres afgudsdyrkelse og fremhævede Kristi sandhed.

I Korinth understregede Paulus, at verdslig visdom ikke gradvist kan ændres for at føre til Kristus, at han udelukkende forkyndte Kristus, og at han ønskede, at deres tro skulle hvile på Guds kraft, ikke på menneskelig visdom.

Uanset hvad prædikede Paulus Kristus, brugte Skriften, talte til folks behov, nedbrød stadig argumenter (2. Korintherbrev 10:5) og forsøgte at være alt for alle for at frelse nogle (1. Korintherbrev 9:19-22).

Det er interessant at sammenligne tre af Paulus’ prædikener:

1) Antiokia i Pisidien (faktisk i Frygien, ikke i Pisidien) Apostlenes Gerninger 13:16-43

2) Lystra havde ingen synagoge, Apostlenes Gerninger 14:15-17

3) Athen, Apostlenes Gerninger 17:22-31, Apostlenes Gerninger 20:18-35; se 1 Korintherbrev 2:2-5

Se diskussionen om 1 Korintherbrevet 1:18-2:8 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad er i Apostlenes Gerninger 17:18-34 beviset for, at Paulus ikke havde succes?

Svar: Den opfattelse, at Paulus var skuffet over resultaterne i Athen, blev gjort populær af Sir William Ramsay, ifølge The Message of Acts Revised Edition, s. 272-273. N.B. Stonehouse skriver imidlertid, at dette er »uholdbart«. Fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Menigheden må have været ubetydelig i en af Grækenlands førende byer; der nævnes kun to personer, og han skrev aldrig til den menighed. På den anden side var Athen og dets universitet ganske vist betragtet som en kulturel og uddannelsesmæssig hovedstad i den romerske verden, men byens befolkning talte kun omkring 10.000 indbyggere.

2. Der findes kun få beviser i kirkens historie på, at menigheden i Athen spillede en vigtig rolle.

3. I Apostlenes Gerninger 17:18 kritiserede nogle Paulus for at være en »frøplukker«, en eklektiker, der tog ord fra forskellige kilder for at danne sin egen filosofi.

4. Da Paulus kom fra Athen til Korinth, kom han i svaghed, frygt og med stor bæven, som det står i 1. Korintherbrev 2:3.

Athenerne ønskede at lytte til ham, og selvom de var uenige og nedladende over for Paulus, forfulgte de ham ikke. Nogle elsker at debattere om Gud og åndelige ting, men er aldrig villige til at forpligte sig til noget. Nogle afviser evangeliet, fordi de mener, det er falsk, men andre afviser evangeliet, fordi de mener, det er trivielt. Det mener de, fordi de har en »Guds-erstatning«. En afgud er alt, hvad der er en erstatning for Gud. Nogle gange kan selv en ideologi være en »afguds-ologi«.

Men set fra den positive side turde de jøder, der forfulgte Paulus fra by til by, tilsyneladende ikke forsøge at standse ham, da han først var nået til det hedenske Athen. Athen skammede sig over, at de for århundreder siden havde henrettet filosofen Sokrates. Siden da havde de været ivrige efter at lade alle skoler komme til orde, og da de betragtede Paulus som en filosof, ville de snarere skade forfølgerne af en filosof end selve filosofen.

Konklusion: Der er ikke afgørende beviser for, at Paulus var fuldstændig uden succes. Det er dog et fastslået faktum, at menigheden i Athen var meget mindre og mindre indflydelsesrig end de græske menigheder i Filippi, Thessaloniki og Korinth.

Spørgsmål: Hvad beskyldte de Paulus for at være i Apostlenes Gerninger 17:18?

Svar: Ordet her, som undertiden oversættes med »snakker«, havde faktisk en mere specifik betydning. Det blev brugt om fugle, der samlede forskellige frø, og om mennesker, der var skrotindsamlere. De beskyldte i bund og grund Paulus for ikke at have nogen originale ideer, men i stedet at samle små bidder af visdom her og der og præsentere dem, som om de var noget nyt.

Det er interessant, at de athenske filosoffer selv blev beskyldt for blot at sidde og vente på at høre nye ideer. Ikke alene siger Lukas dette i Apostlenes Gerninger 17:21, men Thukydid skriver i sin Historie 3.38.5 om athenerne: »I er de bedste til at lade jer narre af noget nyt, der bliver sagt.« Senere, da makedonerne var ved at erobre Athen, beskyldte den athenske Demosthenes athenerne for altid at bede om nye ideer. Filip 1,10.

Spørgsmål: Hvordan forsøgte Paulus i Apostlenes Gerninger 17:18 at nå ud til epikuræerne, der stammede fra Epikur fra Samos (341–270 f.Kr.)?

Svar: Epikur mente, at de to vigtigste ting, mennesket kunne være bevidst om, var smerte og nydelse. Han sagde, at menneskets vigtigste mål var at maksimere nydelse og lykke. Han mente, at guderne, hvis de overhovedet eksisterede, var irrelevante for menneskeheden, og at materie og tilfældighed var de primære årsager.http://www.nidlink.com (October 29, 2002 ) fortæller, at Epikur var banebrydende ved at tillade kvinder og slaver i sin skole.

Epikuræerne troede, at kun materielle atomer var evige, og at der ikke fandtes noget liv efter døden. Epikur og Chrysippos sagde, at enten findes der slet ingen gud, eller også, hvis der er en, så tænker han kun på sig selv, ifølge Theophilus’ »Brev til Autolycus«, bog 2, kap. 4, s. 95.

Både stoikerne og epikuræerne troede, at verden ville blive ødelagt af ild, ifølge *Octavius* af Minucius Felix (210 e.Kr.), kap. 34, s. 194. Ifølge *Encyclopedia Britannica* var et af Epikurs hovedmål at befri mennesket for frygten for guderne. Mennesker bør være fri for frygten for døden og dommen. Epikuræerne havde ikke meget etisk lære. Der var to typer epikuræere: de oprindelige og de »forvandlede«. De oprindelige epikuræere troede på mådehold. For eksempel forårsagede både sult og overspisning smerte. De senere, forvandlede epikuræere var festglade mennesker, der sagde: »Spis, drik og vær glad, for i morgen dør vi.« Man kunne måske se nutidens tilhængere af Ayn Rand som lig de oprindelige epikuræere. Der var få berømte epikuræere, men den romerske digter Lucretius var en af dem.

I modsætning hertil nævnte Paulus følgende.

1) Det var Gud, ikke tilfældet, der skabte verden og alt, hvad der er i den

2) Gud bestemmer, hvornår og hvor mennesker lever

3) Mennesker bør søge Gud

4) Vi skal omvende os foran Gud

5) Gud er nær os

6) Gud vil dømme verden retfærdigt

7) Beviset på den sande religion: Jesu opstandelse

Spørgsmål: Hvorfor nævnes afguder over for epikuræerne i Apostlenes Gerninger 17:18-31?

Svar: Epikur benægtede ikke de græske guders eksistens, da han skrev (Brev til Menoeceus 123): »Deres eksistens er kendt for os gennem umiddelbar erkendelse.« Andre epikuræere skrev: »Skabt af finere stof end os selv, bor de langt borte i mellemverdenerne« (Plutarch, Moralia 731 D, 734 C; Intermundia, Cicero, N.D. i.8). Stoikerne beskyldte epikuræerne for at være ateister. Den beskyldning var ikke helt sand, men epikuræerne troede ikke, at guderne bekymrede sig om eller påvirkede menneskelige anliggender.

Epikuræernes vigtigste modstandere var stoikerne. Mens stoikerne var panteister, og epikuræerne lignede ateistiske rationalister, havde begge grupper den inkonsekvens, at de benægtede gudernes eksistens, men alligevel udtrykkeligt anerkendte de græske og senere romerske afguder.

Spørgsmål: Hvordan forsøgte Paulus i Apostlenes Gerninger 17:18 at nå ud til stoikerne, der stammede fra Zenon fra Kition på Cypern (ca. 320–ca. 250 f.Kr.)?

Svar: Stoikerne troede på en panteistisk kraft eller guddommelig sjæl, der gennemsyrede alt, og de troede, at et stort formål styrede historien. De anså ikke nydelse for nødvendigvis at være den bedste måde at undgå smerte på. Nogle gange vidste man ikke, hvordan man korrekt skulle vælge den bedste nydelse. De var fatalistiske, og Josefus bemærker, at de havde mange ligheder med farisæerne. I stedet for at tro på en guddommelig lov mente de, at de skulle følge en »naturlov«.

Ifølge Athenagoras i *A Plea for Christians* (177 e.Kr.), kap. 19, s. 138, siger stoikerne, at alt vil blive brændt op, og at verden vil få en ny begyndelse. Tatianus’ *Address to the Greeks*, kap. 6, s. 67, tilføjer, at stoikerne troede, at alt vil blive ødelagt og vende tilbage til at være, som det var før.

Stoikerne lagde vægt på tre ting: logik, fysik og etik, og de stræbte efter at forme menneskers karakter, så den blev stærk gennem triumf og tragedie. Dens fire højeste dyder var visdom, mod, selvbeherskelse og retfærdighed. Stoicismen havde en betydelig indflydelse. Seneca, Epiktet og kejseren Marcus Aurelius var stoikere.

I modsætning til stoicismen nævnte Paulus i Athen følgende.

1) Gud skabte verden og alt, hvad der er i den; verden er ikke Gud

2) Gud er en person

3) Gud opretholder os; vi gør intet for at opretholde Gud

4) Mennesker bør søge Gud, ikke blot visdom og etik

5) Vi skal omvende os foran Gud

6) Gud vil dømme verden

7) Beviset på den sande religion: Jesu opstandelse

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Paulus afguder over for de panteistiske/ateistiske stoikere i Apostlenes Gerninger 17:18-31?

Svar: Den berømte filosof Sokrates var den eneste græske filosof, der vides at være blevet henrettet for ikke at tro på de græske guder. Siden da har ingen anden græsk filosof stået frem og sagt, at de græske guder var falske. En af Sokrates’ disciple, Antisthenes, grundlagde den kyniske skole, og stoikerne stammede fra kynikerne.

Man må bemærke uoverensstemmelsen mellem den stoiske filosofi og stoikernes faktiske tro.

Stoisk filosofi: Stoicismen lærte, at alle mennesker stammer fra den ene universelle ånd (ikke græske afguder), der gennemsyrede materien, og at alle mennesker er brødre og lige.

Stoikerne: Stoikerne var imidlertid ikke ateister, da en af stoikernes fremtrædende ledere, Kleanthes fra Assos, skrev »Hymnen til Zeus« (Zeus var en græsk afgud), som Paulus citerede fra. Stoikernes tro på afguder blev senere et spørgsmål om liv og død for de kristne. Den romerske kejser Marcus Aurelius var en stoiker, der forfulgte de kristne, blandt andet fordi de ikke troede på andre guder end den ene sande Gud.

Paulus’ hensigt: I Apostlenes Gerninger 17:18-31 påpegede Paulus sandsynligvis klogt, men implicit, den intellektuelle hykleri i lovsangene til Zeus og godkendelsen af græske afguder i modsætning til troen på kun én (men panteistisk) Gud. Det grundlæggende problem er, at hvis Gud er årsagen til vores eksistens, så kan vi ikke være årsagen til Guds eksistens.

Spørgsmål: Brugte Paulus i Apostlenes Gerninger 17:18-31 et stråmandsargument, da han sagde, at guderne ikke var disse menneskeskabte afguder? Nogle polyteister troede, at afguderne kun var livløse repræsentationer af guderne.

Svar: Hedningerne troede inkonsekvent på både usynlige guder og de synlige statuer. Nærmere bestemt kunne guderne lokaliseres til at »bo i« de synlige statuer, som var hellige og havde magten til at give profetier og helbrede. I Efesos sagde de for eksempel ikke, at gudinden Artemis var vigtig; i stedet råbte de: »Stor er Artemis fra Efesos!« Lad os se på, hvad de tidlige kristne, moderne hinduer og moderne katolikker sagde, ikke om polyteisme generelt, men om tilbedelsen af selve de konkrete stenstatuer.

Den tidlige kirke: Ud over Paulus påpegede mange tidlige kristne forfattere denne inkonsekvens ved hjælp af mange argumenter af samme type, nemlig at »selve træet, metallet og stenen ikke kan gøre noget«. Her er nogle få eksempler:

Tatians Tale til grækerne, kap. 4, s. 66, 110–172 e.Kr.

Theophilus til Autolycus, bog 1, kap. 10, s. 92, 168–181/188 e.Kr.

Athenagoras’ Forsvar for de kristne, 177 e.Kr., kritiserer hedningerne for at tro, at selve statuerne helbreder de syge og udtaler orakler.

Klemens af Alexandrias »Opfordring« (193–217/220 e.Kr.), kap. 10, s. 199, kritiserer det at betragte sten og træ som hellige genstande.

Minucius Felix (210 e.Kr.) »Hvor meget mere rigtigt dømmer de stumme dyr naturligt om jeres guder? Mus, svaler og glenter vidste, at de ikke har nogen følelse: de gnaver i dem, de tramper på dem, de sætter sig på dem; og medmindre I jager dem væk, bygger de deres reder lige i munden på jeres gud. Edderkopper væver endda deres spind over hans ansigt og hænger deres tråde ned fra selve hans hoved. I tørrer, renser, skraber, og I beskytter og fodrer dem, som I selv skaber;« Octavius af Minucius Felix, kap. 24, s. 187

Octavius af Minucius Felix 210 e.Kr., kap. 19, s. 184 og kap. 27, s. 189-190. I kapitel 27, s. 190, nævner han, at dæmoner lurer under statuerne og billederne.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258) Afhandling 6, kap. 7, s. 467, omskriver Octavius’ udsagn om onde ånder, der lurer under statuer og indviede billeder.

Hinduisk afgudsdyrkelse: I dag lægger vedantiske hinduer vægt på Upanishaderne og ét, panteistisk væsen, Brahman. I modsætning til andre hinduer lægger de ikke vægt på Indra, gudernes konge, eller på at Shiva er den højeste, eller at Vishnu er den højeste, eller på andre guder. Alligevel kan de, inkonsekvent nok, stadig have afgudsbilleder af disse eller andre afguder i deres hjem, som de giver ghee (smør) eller andre offergaver til. Hvordan kan disse små afgudsbilleder af plast eller metal indtage smørret og andre fødevarer, især hvis alt er Brahman?

Katolsk afgudsdyrkelse: I dag tror katolikker ikke blot, at Maria fælder tårer og helbreder, men at selve statuerne af hende fælder tårer og helbreder.

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 17:23 noget bevis uden for Bibelen på et alter til en ukendt gud?

A: Der findes ingen arkæologiske beviser, men der er rigeligt med litterære kilder. Pausanias (2. århundrede e.Kr.) skriver i Beskrivelse af Grækenland 1:1:4: »altre til ukendte guder«, og Philostratus (3. århundrede e.Kr.) nævner i Livet om Apollonius fra Tyana 6:3:5: »Det er klogere at tale godt om alle guder, især i Athen, hvor der opstilles altre selv til ukendte guder.« Diogenes Laertius nævner i *Filosoffernes liv* 1:110, at Epimenides under en pestepidemi i Athen slap sorte og hvide får løs. Athenerne skulle ofre de får, hvor de lagde sig ned, på det alter, der lå tættest på det sted, hvor de standsede. Når fårene standsede langt fra ethvert eksisterende alter til en gud, rejste athenerne et alter til en ukendt gud.

Desuden ved vi ikke med sikkerhed, om Paulus var færdig med sin prædiken, da han blev afbrudt af de athenske filosoffer, der gjorde nar af ham.

Spørgsmål: Understøtter Apostlenes Gerninger 17:23 på nogen måde den ateistiske påstand om, at »Gud« blot er betegnelsen for det, vi ikke kender?

Svar: Der er ét punkt, hvor kristne delvist kan være enige med ateisterne. »Gud« er betegnelsen for det, de ikke kender. Men gennem Kristus kender vi Gud. Et andet punkt, som ateisterne burde være enige om, er, at i betragtning af Bibelens omfang og de mange vidnesbyrd fra kristne afslører kristendommen – forudsat at den er sand – meget om Gud.

Som en sidebemærkning lod Aischylos i *Eumeniderne* guden Apollon sige: »Når støvet har opsuget et menneskes blod, når han først er død, er der ingen opstandelse.« Hvis nogen troede på det, ville de spotte, når Paulus talte om opstandelsen.

Man kan sige, at alle, også ateister, tror på Gud. Hvis man her definerer Gud som det, der er uskabt, det, der har fastlagt naturlovene, den oprindelige årsag, så er navnet på ateisternes gud »tilfældighed« (taget fra et foredrag af David Prentiss).

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 17:28 – hvordan og hvornår bør vi citere fra ikke-kristne kilder som værende sande, når vi forkynder evangeliet eller debatterer med ikke-kristne?

Svar: Det skal gøres på følgende måde: meget omhyggeligt. Vi ønsker ikke at give indtryk af, at vi tror på – eller at de bør tro på – hele det værk, de citerer fra, selvom nogle dele af det er sande. Paulus, og vi, kan citere fra noget for at skabe fælles fodslag ved at blive enige om ting, som begge sider allerede anser for sande, inden vi bevæger os ud på nyt territorium. Men vi kan indlede det, vi siger, med noget i retning af: »Jeg tror ikke, at denne bog/kilde er helt sand, men jeg tror, vi kan være enige om, at netop denne ene sætning heri er sand.« På en måde balancerer man på en knivsæg mellem et ad hominem-argument, hvor man appellerer til det, de allerede anser for troværdigt og pålideligt, uden at bekræfte eller bidrage til deres opfattelse af en antibibelsk kildes troværdighed.

Nogle gange er der dog nogle interessante sandheder. For eksempel gjorde Xenofanes, der skrev i 570 f.Kr., nar ad, at guderne i himlen alle var lyshudede og blåøjede, ligesom thrakerne – i det mindste ifølge thrakerne i det moderne Bulgarien og det nordøstlige Grækenland. Men i stedet var guderne i himlen alle mørkhudede og lignede alle, ja, etiopiere, set med etiopiernes øjne. For den sags skyld: har du hørt om den blondhårede, blåøjede hinduistiske gudinde ved navn »Brigitte« eller den hinduistiske gud ved navn Chau Chung? – Det troede jeg heller ikke. Hvis hver kultur mente, at de mennesker, der fysisk lignede guderne i himlen mest, var dem selv, kunne man undre sig over, om billederne af disse guder i himlen alle var forfalskninger eller bedrag, og Xenofanes havde måske fat i noget. Så ville du dele dette med en hedning? – måske. Er dette at forkynde evangeliet? – nej. Dette kaldes polemik.

I mange tilfælde er der slet ingen grund til at henvise til eller bringe ikke-kristne og antibibelske kilder på banen. Men hvis de mennesker, der lytter til dig, har en barriere over for evangeliet, kan det i sådanne tilfælde – nogle gange, men ikke altid – være en god idé at påpege, hvad der er korrekt, og hvad der er forkert ved den kilde eller autoritet, de stoler på.

I Paulus’ tilfælde er de kristne uenige om, hvorvidt Paulus handlede bedst muligt her. Vi ser ingen blomstrende menighed i Athen, og kun få mennesker kom til tro. Måske syntes tilhørerne, at Paulus’ ord var interessante, men hans lære kunne let passe ind i deres eksisterende religiøse verdensbillede, da alt, hvad han sagde, alligevel var blevet sagt af deres egne kilder. På den anden side vil andre hævde, at Paulus under omstændighederne med et meget skeptisk publikum gjorde det bedste, der kunne gøres.

Jeg kendte en genfødt kristen, en tidligere mormon, der, når han vidnede for mormoner, blot citerede for dem fra Mormons Bog (som han kendte ganske godt). De kunne ikke rigtig modsige ham, da det står i deres egen religiøse bog. Men hvor stor succes han havde med den unikke tilgang, ved jeg ikke.

Spørgsmål: Viser Apostlenes Gerninger17:28 , at panteismen er sand?

Svar: Nej. Udtrykket »I ham lever vi, bevæger vi os og er til« henviser ikke til, at vi fysisk befinder os inde i Gud, som er ånd. Det betyder snarere, at vi alle både er skabt af Gud, og at vores fortsatte eksistens afhænger af Gud. Se Kolossenserbrevet 1:16-17 for mere om Paulus’ tankegang her.

Spørgsmål: Viser Apostlenes Gerninger17:28 -29, at en himmelsk far og mor fødte åndebørn, som mormonerne har lært?

Svar: Nej. Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Bemærk, at der ikke er nogen henvisning til nogen gudinde eller mor.

2. Bemærk, at der ikke er nogen henvisning til seksuel aktivitet fra Guds side. Muslimer tror ofte fejlagtigt, at kristne mener, at Gud kan have seksuelle forhold. Ægte kristne har aldrig sagt, at Gud er et seksuelt væsen, selvom mormonerne lærer, at Gud er et seksuelt væsen.

Spørgsmål: Var Dionysius i Apostlenes Gerninger 17:34 den samme, som senere blev biskop i Athen?

Svar: Vi er ikke sikre, men i Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 3, kap. 4, s. 137-138, står der, at Dionysius af Korinth (170 e.Kr.) sagde, at Dionysius, den første biskop i Athen, og Dionysius Areopagiten var den samme person.

Spørgsmål: Var det denne Dionysius i Apostlenes Gerninger 17:34, der skrev de værker, der siges at være forfattet af Dionysius Areopagiten?

Svar: Nej. Disse blev skrevet hundreder af år senere, ca. 485–ca. 528 e.Kr. I *Encyclopedia Britannica*, udgaven fra 1956 (bind 7, s. 396–397), står der, at disse fire værker samt ti breve havde en dybtgående indflydelse på teologer i middelalderen, herunder Thomas Aquinas, Erigena, Peter Lombard, Albert Magnus og andre. De var mere interesserede i det system af kristen teologi kombineret med græsk filosofi, der fandtes i disse værker, end i den egentlige forfatters identitet.

Desværre satte dette filosofien i stedet for forholdet til og lydighed mod Gud. Encyclopedia Britannica (1956), s. 396, siger: »Deres bestanddele – kristne, græske, orientalske og jødiske – er forenet i et organisk system, ikke blot groft blandet sammen. Måske har teologisk-filosofisk fantasi aldrig skabt noget mere bemærkelsesværdigt.« Dette system fremhævede livets strøm fra Gud gennem et himmelsk hierarki bestående af tre gange tre niveauer:

I. Serafimer, keruber og troner

II. Herredømmer, dyder og magter

III. Fyrstendømmer, ærkeengle og engle.

Studiet af det formodede forhold mellem disse væsener, ritualtreklange og andre ting trådte i stedet for det enkle studium af Guds ord. Det er næsten, som om forfatteren, der skrev under pseudonymet Dionysius Areopagiten, meget omhyggeligt havde læst Kolossenserbrevet 2:18-19 og derefter gjorde alt, hvad han kunne, for at trodse det.

Spørgsmål: Hvem var de første, der kom til tro i Akkaia, ifølge Apostlenes Gerninger 17:34 – athenerne Dionysius og Damaris eller Stefanas’ husstand i 1 Korintherbrevet 16:15?

Svar: Stefanas’ husstand var de første, der kom til tro i Akaja. Athen var ikke en del af den romerske provins Akaja, men en administrativt uafhængig by omgivet af Akaja. En forfatter ville sandsynligvis ikke have vidst dette, medmindre han levede netop på den tid.

Spørgsmål: Har vi i Apostlenes Gerninger 18:2 nogen bekræftelse uden for Bibelen på, at kejser Claudius (41-54 e.Kr.) beordrede alle jøder til at forlade Rom?

Svar: Ja, den romerske historiker Suetonius skriver i »Claudius« kapitel 25 om udvisningen og angiver, at årsagen var »deres vedvarende uroligheder, som blev anstiftet af Chrestus«. Chrestus var sandsynligvis en forkert stavning af Kristus, og urolighederne skyldtes formentlig modstanden mod, at mange jøder tog imod Kristus. Dette skete omkring år 50 e.Kr., men Suetonius angiver ikke det nøjagtige år.

Den romerske historiker Dio Cassius og den jødiske historiker Josefus nævner også Claudius’ dekret om at udvise alle jøder fra Rom, men de angiver ikke året.

Den kristne forfatter Orosius nævner også dette og siger, at det er baseret på Josephus. Orosius angiver året som 49 e.Kr.

Spørgsmål: Hvorfor var Paulus i Apostlenes Gerninger 18:3, 20:34; 1 Kor 9:1-18; 2 Kor 11:7-12; 1 Tess 2:9; 2 Tess 3:7-10 teltmager og ikke en professionel rabbiner?

Svar: Der fandtes ingen professionelle rabbinere. Ifølge Mishnah Pirke Aboth/Avot 2:2 skulle alle rabbinere lære et håndværk.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 18:6 – hvornår mener du, det er passende at gøre som Paulus her og »ryste tøjet af sig« (eller, som i Apostlenes Gerninger 13:51, »ryste støvet af fødderne«)?

Svar: De havde besluttet, at de under ingen omstændigheder ville acceptere Paulus’ ord, og det gjorde de klart over for Paulus. Når det er en overbevisning hos alle de mennesker, du taler til, at de ikke vil følge Gud, at de afviser dig og dit budskab og ikke lytter til dine ord, så er din opgave med at advare dem måske fuldført. At ryste støvet af fødderne er et sidste budskab til dem om, at Gud selv kan advare dem fremover. Forresten gjorde Paulus dette kun over for synagogen i Korinth. Senere besøgte Paulus synagogen i Efesos.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Gud talte til Paulus her i Apostlenes Gerninger 18:9-10?

Svar: Efter forfølgelserne og den manglende positive modtagelse i Athen kan han have følt sig nedtrykt. Selv andre steder havde han ofte en lovende start, blot for at blive tvunget til at rejse på grund af al modstanden. Da han måske spekulerede på, om hans indsats overhovedet havde nogen varig effekt, opmuntrede Gud ham. På trods af det, der var sket før, lovede Gud Paulus, at ingen ville gøre ham fortræd i Korinth. 2. Korintherbrev 1:3-11 viser også den nedtrykthed, Paulus følte på dette tidspunkt.

Spørgsmål: Hvorfor bliver gudfrygtige ledere nogle gange nedtrykte og modløse, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 18:9-10?

Svar: Nogle gange kan det skyldes, at de ikke ser de resultater, de forventer, at de burde se. Eller, hvilket er lige så slemt, de ser positive resultater, men oplever så, at de positive resultater ikke varer ved. Husk dog, at resultaterne tilhører Gud.

På den anden side kan ledere nogle gange blive for selvoptagede. Dette kan virke nedslående på andre mennesker.

Lydige kristne, der elsker Herren, kan stadig blive modløse. Eksempler fra Bibelen omfatter Job, Elias, David og Paulus. Andre eksempler på kristne, der led under modløshed eller depression, er Martin Luther, Charles Spurgeon, Adoniram Judson, Hudson Taylor, Mary Morrison, hustru til Robert Morrison, David Brainerd og A.B. Simpson.

Lad os se på, hvad Paulus kunne se i situationerne i sit liv. Der kunne være stor strategisk værdi i den retning, Paulus var på vej. Hvis Paulus kunne tale med de jødiske ledere og overtale ledelsen til at acceptere Jesus som Messias, ville det have en enorm indflydelse. Hvis Paulus kunne vidne for den romerske kejser og føre ham til Kristus, eller i det mindste gøre kristendommen til en accepteret religion, der ikke ville blive forfulgt, ville det gøre det så meget lettere for kristne i hele imperiet. Paulus tog skridt i begge retninger, men vi ved ikke, hvor meget han tænkte over disse strategiske tiltag. Uanset hvad endte begge disse potentielt store muligheder dog med at løbe ud i sandet. De kristne på dette tidspunkt havde hverken den jødiske nations ressourcer eller det romerske imperiums ressourcer til rådighed til at hjælpe dem med at udbrede evangeliet. I stedet stod de over for en op ad bakke kamp med Guds hjælp, men uden institutionernes støtte.

Hvordan ville du have det, hvis du var en begavet prædikant, lærer og mirakelmager, og så sad du i fængsel i to år med kun meget begrænsede muligheder for at gøre en forskel? Vi er redskaber. Jeg har en hammer i min værktøjskasse, og det er en god hammer. Jeg tager den frem og bruger den, når jeg har brug for den, og resten af tiden lader jeg den ligge i min værktøjskasse. Jeg bekymrer mig ikke om, hvorvidt hammeren udnyttes fuldt ud eller ej, eller om hammeren føler sig tilfredsstillet. Vi er redskaber for Gud. Gud bruger os, når han ønsker det, og giver os måske kun begrænsede muligheder på andre tidspunkter.

Nogle gange har Gud bedt os om at være fanger og slaver. Vi får ikke altid lov til at udnytte vores fulde potentiale, eller endda til at gøre ting for Gud med vores fulde potentiale. Men Gud beder os ikke om resultater, men om lydig kærlighed. Vi skal være forberedte, altid være parate og ikke tage det ilde op, når vi bliver sat i baggrunden og må vente.

Spørgsmål: Hvad skal vi gøre, når vi føler os modløse, som det står i Apostlenes Gerninger 18,9-10?

Svar: Som en god kristen forfatter sagde, bør vi ikke tage det uforklarlige ilde op. Nærmer os Gud. Indse, at det nuværende øjeblik er meget lille sammenlignet med den evige fremtid. Hvem du er, er vigtigere end hvad du gør, og hvad der sker med dig. Paulus indså dette, mens han sad i fængsel, og det er hemmeligheden bag, hvordan han kunne være glad, selv der, og synge og prise Gud.

Spørgsmål: Hvad skal vi ifølge Apostlenes Gerninger 18:9-10 gøre for at opmuntre gudfrygtige ledere?

Svar: Bed for dem, lad dem vide, at vi værdsætter dem og beder for dem. Selv når de måske har brug for at blive rettet på eller endda irettesat, skal vi også lade dem vide, at vi stadig respekterer dem og holder af dem.

Spørgsmål: Har vi i Apostlenes Gerninger 18:12 nogen oplysninger om prokonsul Gallio, der ikke findes i Bibelen?

Svar: Ja, men inden vi går nærmere ind på Gallio, skal vi først tale om prokonsuler generelt. Nogle romerske provinser var under kontrol af den kejserlige legatus, der rapporterede til kejseren, mens andre var under en prokonsul, der rapporterede til senatet. Det var en vigtig forskel i Rom, hvem der modtog skatterne. Korinth var en gammel by, der blev jævnet med jorden af romerne, men genopbygget i 47 f.Kr. Korinth var hovedstaden i den græske region, der var kendt som Achaia. Achaia var en del af Makedonien indtil 27 f.Kr. og stod under en prokonsul (udpeget af senatet). I år 15 e.Kr. forenede Tiberius regionen med Makedonien og Moesia som en kejserlig provins. Claudius placerede den under en prokonsul udpeget af senatet i år 44 e.Kr., ifølge Suetonius, Claudius 25.

Junius Annaeus Gallio var den ældre bror til den berømte stoiske filosof Lucius Annaeus Seneca, der var Neros lærer. En indskrift i Delphi angiver, at Gallio var prokonsul fra ca. 51-52 e.Kr. Andre fortolker datoen som 52-53 e.Kr. Han var tilsyneladende netop blevet prokonsul, da Paulus var der. Gallio var meget imødekommende. Ifølge Gallios egen bror Seneca: »Ingen dødelig er så behagelig for nogen som Gallio er for alle.« Gallio var ikke prokonsul ret længe. Han tog på en sejltur inden for få år for at slippe af med en tilbagevendende feber. Et par år senere tog han på en sejltur til Alexandria for at lindre sin astma. Til sidst blev Gallios bror Seneca tvunget til at begå selvmord, og senere lod Nero Gallio dræbe.

Gallios beslutning om at afvise sagen mod Paulus var vigtig for at skabe en præcedens. Hvis Gallio havde fundet Paulus skyldig i at forkynde en religion, der ikke var lovlig, kunne andre guvernører have fulgt trop og udvist Paulus, så snart han trådte ind på deres område.

Spørgsmål: Hvem slog Sosthenes i Apostlenes Gerninger 18:17, og hvorfor?

Svar: Skriften siger ikke, hvem der slog Sosthenes, eller hvorfor. Lad os se på fire muligheder og derefter afgøre, hvilken der er mest sandsynlig.

a) Antisemitiske grækere slog Sosthenes

b) Jøder slog Sosthenes, fordi han var en halvhjertet talsmand.

c) Jøden Sosthenes tog imod en omgang tæsk som et »offer« for at forsøge at overbevise Gallio.

d) Jøder slog Sosthenes, fordi han var blevet kristen.

Det rigtige svar er sandsynligvis a), men d) er også en mulighed. Paulus nævner Sosthenes i 1 Korintherbrevet 1:1. Da Paulus ikke skelnede mellem en anden Sosthenes, var det sandsynligvis den samme, hvilket gør d) til det mest sandsynlige svar. Sosthenes var ikke et almindeligt græsk navn.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 18:24-28, var Apollos en troende, før han hørte om Jesus?

Svar: Apollos kendte ikke til Jesus, men ligesom Abraham, Job og andre sande tilhængere troede Apollos på Gud, men havde endnu ikke haft lejlighed til at høre om Jesus. Som J.D. Pentecost lærte, befandt Apollos sig, hvad ham angik, stadig i den gamle pagt, før han talte med Akvila og Priscilla. Apollos var fra Alexandria og havde sandsynligvis en »hellenistisk udgave af jødedommen«, der var fortrolig med græsk filosofi. Han var måske bedre til at tale med de græske filosoffer end Paulus.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 18:24-28: Hvis Apollos var død, før han talte med de kristne, ville han så være kommet i himlen?

Svar: Det står ikke i Skriften, men der er tre punkter.

1. Apollos troede på den sandhed om Gud, som han kendte.

2. Han forstod sandsynligvis ikke eller havde ikke Helligånden.

3. I stedet for at lade Apollos forblive i denne mellemtilstand, hvor han var lidt som en troende fra Det Gamle Testamente, sørgede Gud for, at Apollos skulle lære sandheden at kende.

Spørgsmål: Hvordan vejleder man i Apostlenes Gerninger 18:24-28 en person, der har delvis, men ufuldstændig viden om sandheden?

A: Hvis de er ikke-troende, så begynd med bøn; kun Helligånden kan omvende dem, men du kan så frø, ledsage dem eller føre dem til Kristus, afhængigt af hvor de befinder sig. Mange kristne, der er tidligere mormoner, og som jeg har talt med, sagde, at det, der fik dem til at forlade mormonismen, måtte de høre omkring ti gange, før det havde nogen virkning på dem. Først da besluttede de sig for at undersøge sagen nærmere, idet de var »sikre på«, at de ville kunne bevise, at den kristne tog fejl. Så fandt de ud af, at de ikke kunne det, og til sidst forlod de mormonismen og kom senere til Kristus.

Hvis de er troende, der tager fejl om vigtige, men sekundære ting, skal du alligevel starte med bøn. Du bliver måske også nødt til at være tålmodig med dem. Diskuter ikke med dem, medmindre det er nødvendigt. Nogle gange skal du omhyggeligt bevise hvert eneste punkt, du fremfører; men andre gange behøver du ikke spilde tid på det, bare fremlæg dine synspunkter. Du skal finde ud af, hvor de står, og vurdere det ud fra personen og situationen. Det er godt at spørge dem, på hvilket grundlag de indtager deres holdning. Måske ser de allerede fordelene ved dit synspunkt, men føler, at de ikke kan acceptere det, fordi de tror, at de så ville være nødt til at ændre et andet synspunkt. Men det ved du ikke, før du spørger dem, hvorfor de holder fast i deres holdning. Så kan du måske vise dem, at de kan ændre sig og tilslutte sig dit synspunkt uden at skulle ændre deres holdning til det andet spørgsmål.

Det kan også være, at efter du har fremlagt dine argumenter, og de har forklaret grundene til deres holdning, vil du måske opdage, at det er dig, der tager fejl, og at enten du eller I begge bør ændre jeres synspunkter for at tilpasse jer sandheden.

Spørgsmål: Hvordan var byen Efesos på Paulus’ tid, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 19:1?

Svar: Efesos var en af de tre eller fire største byer i det romerske imperium. Der var en meget stærk hedensk tilstedeværelse der, og økonomiske interesser var knyttet til det fortsatte hedenskab. Byens kommercielle storhedstid var forbi, da havnen var ved at blive tilsandet på grund af overdreven skovhugst, overgræsning og trækulsproduktion opstrøms. Romerne forsøgte at fjerne siltet i år 65 e.Kr., men det lykkedes ikke særlig godt. De kunne dog stadig tjene mange penge på deres sølvgudinde Artemis. Hovedgaden var meget bred for sin tid, ca. 11 meter. Men intet af dette påvirkede egentlig den store udbredelse af evangeliet der. Artemis-templet var 239 fod bredt og 418 fod langt ifølge Plinius’ Naturhistorie 36.95. Dette var sandsynligvis verdens største tempel, cirka fire gange så stort som Parthenon i Athen.

Spørgsmål: Hvad menes der med »de øvre kyster« i Apostlenes Gerninger 19:1?

Svar: Det var det indre højlandsområde i Lilleasien (det frygiske og galatiske plateau), som Paulus passerede på sin vej til Efesos.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i Apostlenes Gerninger 19:2-3 virkelig tro uden at have modtaget Helligånden?

Svar: Der er fire punkter, man skal overveje i svaret.

Intellektuelt set kan enhver tro, at kristendommen er sand, uden at forpligte sig til at være kristen og blive frelst.

I Det Gamle Testamentes tid troede mange på Gud uden at have Helligånden i sig.

I denne overgangsperiode var disse ikke-jøder lydige nok til at tro, selvom Helligånden endnu ikke havde fyldt dem.

I dag er dette tilfælde ikke et eksempel for os, men det beviser, at det ikke var et krav, at Helligånden var i en person, for at vedkommende kunne tro på Gud.

Spørgsmål: Kan mennesker i dag, ifølge Apostlenes Gerninger 19:2-3, virkelig tro uden at modtage Helligånden?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Dette afsnit, såvel som mange troendes oplevelser i Det Gamle Testamente, beviser, at det teoretisk set er muligt for Gud at få mennesker til at tro, uden at de har Helligånden i sig.

2. Da Paulus skrev Romerbrevet 8, boede Helligånden i alle, der var ægte troende.

Spørgsmål: Kan du i Apostlenes Gerninger 19:5 forklare, hvorfor der i Apostlenes Gerninger står, at Jesu disciple kun døbte i Jesu navn? Hvorfor?

Svar: Selvom Skriften ikke specifikt siger det, kan vi observere en række ting.

1. Andre mennesker døbte også. Jøderne havde rituelle renselser, og senere døbte de cerinthiske kættere. Der fandtes forskellige ceremonier i de græske mysteriereligioner.

Men i modsætning til disse andre dåb døbte de ved Jesu autoritet; så »i navnet på« indebærer her helt sikkert betydningen »ved autoriteten af«.

2. Naturligvis døbte Johannes Døberen også. Faktisk gjorde nogle kristne tingene forkert i Efesos. Se Apostlenes Gerninger 19:1-6 for mere information.

3a. Nogle mener, at det ikke betyder noget, om man døbte i Jesu navn eller i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – det er alt sammen det samme. Det er ikke »formlen« eller ordene, der tæller, men betydningen og hensigten.

3b. På den anden side kan det være, at de kristne eller Lukas bevidst ikke ønskede at offentliggøre, at de døbte i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, men som en forkortelse blot sagde, at de døbte i Jesu autoritet/navn.

4. Oneness-pentekostaler hævder, at de er synonymer, fordi Jesus er Faderen, og Jesus er Helligånden. Men dette kan ikke være sandt, for i Matthæus 27:46 råbte JESUS: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«.

Så 1 og 2 er begge helt sikkert sande, og enten 3a eller 3b kan være sandt. 4 er helt sikkert falsk.

Spørgsmål: Var disciplene i Efesos i Apostlenes Gerninger 19:6-7 ægte kristne, før de blev døbt med Helligånden?

Svar: De var endnu ikke kristne, selvom de var blandt de udvalgte. Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

I Det Gamle Testamentes tid kunne en person virkelig tro på Gud uden at have Helligånden i sig. Helligånden kunne forlade en person, ligesom Gud forlod Samson i Dommerbogen16:20 , og som David bad Gud om ikke at gøre i Salme 51:11.

I Det Nye Testamente har alle ægte kristne Helligånden i sig, som det står i Romerbrevet 8:9-11 og antydes i 1. Korintherbrev 2:16. Apostlenes Gerninger 19:2 viser mennesker, der troede på Jesus, men endnu ikke havde Helligånden. Da overgangen fra Det Gamle Testamentes mosaiske pagt/dispensation til Det Nye allerede havde fundet sted, var det rette at gøre straks at bede om Helligånden.

Gud er ikke begrænset til at handle inden for rammerne af vores forventninger. For eksempel dør nogle spædbørn uden at have evnen til at tro på Jesus. Intet i Bibelen forhindrer Gud i at lade dem komme i himlen gennem Jesus.

Disciplene i Efesos kendte kun til Det Gamle Testamente og Johannes Døberen. (Måske havde Apollos talt til dem.) De kan have været som dem i Det Gamle Testamentes tid.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 19:12 – bør troens helbredere i dag uddele lommetørklæder til helbredelse?

Svar: Som ikke-karismatiker må jeg sige, at der ikke er noget i dette skriftsted eller noget andet sted i Bibelen, der direkte udelukker dette.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 19:12 blev folk helbredt ved hjælp af lommetørklæder og forklæder, som apostlen havde rørt ved. Støtter dette brugen af religiøse relikvier, som den katolske og den ortodokse kirke benytter?

Svar: Nej, for der var væsentlige forskelle mellem apostlenes lommetørklæder og de senere relikvier.

1. Tøjet blev brugt til helbredelse og ikke til tilbedelse eller ærbødighed.

2. Det var kun tøj fra apostlene, ikke fra andre helgener, såsom Maria eller Jakob, Herrens bror.

3. Der var ingen penge involveret her.

Fra Johannes Klimakos’ tid (før år 670 e.Kr.) og frem forsøgte forskellige kristne teologer at udarbejde en omfattende liste over dyder og laster. Det mest markante ved næsten alle disse lister er, at de fuldstændig glemte det andet af de ti bud. (Hvis du ikke er sikker på, hvad det andet bud er, kan du med fordel læse 2. Mosebog 20:4-6.)

Bemærk, at der er nogle forskelle mellem den katolske og den ortodokse opfattelse af tilbedelse. De ortodokse har normalt ikoner, altså todimensionelle billeder, som de beder til Gud gennem. Katolikkerne har flere statuer.

Spørgsmål: Hvorfor kunne de jødiske eksorcister i Apostlenes Gerninger 19:13-17 ikke uddrive dæmonerne?

Svar: De sagde de rigtige ord, men kraften lå ikke i ordene. Det afgørende var Guds kraft, der strømmede gennem en kristens liv. Da de ikke var kristne, var den kraft ikke til stede.

Som en sidebemærkning betyder det faktum, at Sceva angiveligt var ypperstepræst, ikke nødvendigvis, at han rent faktisk var det; det kan blot have været en titel, han gav sig selv. Desuden fremgår det ikke af Skriften, om Sceva selv beskæftigede sig med eksorcisme, selvom hans sønner gjorde det.

Bemærk, at disse eksorcister ikke underkastede sig Jesus som deres Herre og Frelser, men de så ingen grund til ikke at bruge Jesu navn til egen fordel. Nogle mennesker i dag er på samme måde.

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 19:13-17 noget bevis på, at senere magiske eksorcister forsøgte at bruge Jesu navn?

Svar: Ja, faktisk. I den magiske papyrus fra Paris nr. 574, linje 3018-3019, står der: »Jeg påkalder dig ved Jesus, hebræernes gud« (jf. K. Preisendanz, Papyri Graecae Magicae, 2 bind [Leipzig: Teubner, 1928, 1931] 1 tavle IV. Også jødiske rabbinere skrev imod brugen af Jesu navn i helbredelse (jf. Tos Hulin 2:22-23; j. Shabbath 14.4.14d; j Abodah Zarah 2.2.40d-41a; b Abodah Zarah 27b). Hvorfor skulle de fordømme dette, medmindre nogle mennesker forsøgte at gøre netop dette? Man kan ikke blande det okkulte og Jesus. Som kristne må vi ikke beskæftige os med horoskoper, håndlæsning, Ouija-brætter, tarotkort eller andre okkulte praksisser.

Spørgsmål: Hvilken holdning bør vi ifølge Apostlenes Gerninger 19:19 indtage over for bøger om det okkulte og falske religioner?

Svar: Som Zola Levitt sagde: »Hvis du leger med Satan, vil han lege med dig.«

Der kan have været et eller to medicinske midler, der virkede, blandet sammen med et stort antal falske midler. Der kan have været et par vise ord, der var fornuftige, blandet sammen med mange okkulte løgne. Der kan have været et par besværgelser, der faktisk virkede, fordi dæmoner fik dem til at virke. Ikke desto mindre blev alle bøgerne brændt.

Selvom bøger fra andre religioner indeholder mange sande ting, skal vi ikke søge sandheden ved at studere bøger om andre guder. I Ordsprogene9:17 er det dårskab, ikke visdom, der siger: »Stjålet vand er sødt, og brød, der spises i det skjulte, er velsmagende!« (BSB). Det betyder, at det er dårskab at forsøge at være eklektisk og tage de gode »detaljer«, der måtte være i et værk om en falsk gud. Har du nogen tvivlsomme statuer, magasiner, videoer eller bøger i dit hjem? Hvis ja, så tag dit forhold til Jesus alvorligt og skaf dig af med dem.

Modvægt til det foregående afsnit er, at Paulus citerede fra hedenske græske digtere, da han talte til grækerne i Athen og andre steder. Selvom Paulus gjorde sin holdning til at stole på græsk filosofi meget klar i Kolossenserbrevet 2:8 og 1. Korintherbrev 1:18-31, brugte Paulus sin viden om græsk filosofi og religion til at forklare kristne begreber på en måde, som de bedre kunne forholde sig til. Kristne er uenige om den relative effektivitet af, at Paulus anvendte denne metode i forhold til at »forkynde intet andet end evangeliet«, som han sagde, at han gjorde i 1 Korintherbrevet 1:18-31.

Spørgsmål: Er det i Apostlenes Gerninger 19:24 den samme Demetrius, som var en troende i 3. Johannesbrev 12?

Svar: Selvom det er muligt, er det højst usandsynligt, da Demetrius var et almindeligt græsk navn.

Spørgsmål: Hvorfor sammenfattede Demetrius i Apostlenes Gerninger 19:26,28 hele Paulus’ lære på denne måde?

Svar: Hans ensidige sammenfatning er faktisk meget lærerig. Han tog hele Paulus’ lære og »kondenserede« den til det, han anså for relevant for sig selv. Da han ikke ønskede at følge sandheden, hørte han kun, at hans forretning med at fremstille afgudsbilleder måske ville gå tilbage, hvis folk troede på en Gud, der ikke havde afgudsbilleder.

Nogle kristne bliver måske forbløffede over, at en ikke-kristens sammenfatning af deres ord kan være lige så ensidig og overfladisk som Demetrius’ analyse. Selvom Paulus var en dygtig kristen formidler, formåede hans ord simpelthen ikke at bygge bro over kløften, for mennesker som Demetrius havde brændt broen på den anden side. Selv hvis du vidste lige så meget som Paulus, havde hans erfaring og kunne udføre de mirakler, han gjorde, vil dine ord alene ikke være effektive til at bygge bro over kløften, hvis Helligånden ikke virker i lytterens hjerte.

På den anden side var de samme ord effektive til at omvende mange i Efesos. Så det faktum, at dine ord måske ikke når frem til nogle mennesker, betyder ikke, at fejlen ligger i ordene.

Spørgsmål: Hvad er asiarker i Apostlenes Gerninger 19:31?

Svar: Det er embedsmænd i provinsen. Asiarkerne var en slags æresforening, der havde til opgave at fremme tilbedelsen af kejseren i provinsen Asien. Deres hovedkvarter lå i Pergamon. Der var én person ad gangen, der fungerede som asiark for hele provinsen, og der var asiarker i hver by. Når deres embedsperiode udløb, blev de æret for livet med titlen asiark. Der var også lysiarker i provinsen Lykien og galatarker i provinsen Galatien. Tilsyneladende kunne pøbelen tænke, at hvis nogen var venner med asiarkerne, udgjorde de ikke en trussel mod det romerske imperium.

Spørgsmål: Hvorfor var de i Apostlenes Gerninger 19:35 så følsomme over for »Artemis fra Efesos«?

Svar: Artemis-templet blev bygget her, sandsynligvis efter at en meteorit var faldet ned, som de tilbad. Den græske Artemis var den cølibatære jagtgudinde, mens denne Artemis var en grotesk udseende frugtbarhedsgudinde. En græsk gud eller gudinde kunne have forskellige egenskaber forskellige steder. De offergaver, der blev efterladt i templet, og salget af Artemis-gudebilleder indbragte indtægter til byen. Da et tempel desuden blev betragtet som et helligt og dermed sikkert sted, fungerede det også som en bank, hvor de velhavende kunne opbevare deres formuer. Som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* på side 1072 påpeger, skånede erobrere generelt Efesos af respekt for Artemis-templet. I 400 f.Kr. brændte templet imidlertid ved et uheld ned, og i 356 f.Kr. brændte en berømmelsessøgende ved navn Herostratus med vilje templet ned på Alexander den Stores fødselsdag, så Herostratus’ navn ville blive udødeliggjort. De henrettede Herostratus, og i fremtiden ville de sandsynligvis henrette enhver, der blev anklaget for at have vanhelliget Artemis-templet, som bragte dem sikkerhed og indtægter. På Paulus’ tid var det et prangende tempel med 127 marmorsøjler i guld og hvidt. Templet fungerede også som en bank.

For nogle mennesker sidestilles tilbedelse af en afgud med national patriotisme. I romertiden skulle loyale romerske borgere ofre til kejseren. Magasinet »Hinduism Today« fra april 1998, s. 36, nævner, at hinduismen er »patriotisk« over for Indien. Indtil briterne kom, var et af de få elementer, der var fælles for al hinduisme, naturligvis »suttee«, skikken hvor enken blev brændt ihjel på sin mands ligbål. Hvis traditionel hinduisme er ægte patriotisme, er det heldigvis sådan, at kun få indere er »patriotiske« ifølge den forvrængede definition om at være tro mod deres hinduistiske traditioner.

Man behøver ikke at have en profetisk gave for at kunne forudsige, at Paulus ville få en interessant tid i Efesos med mange vanskeligheder. Men det så ikke ud til at bremse Paulus det mindste. Hvis du vidste, at det at tage et sted hen ville udsætte dig for mange vanskeligheder, men du også vidste, at Gud ønskede, at du skulle tage derhen, ville du så stadig være ivrig efter at tage af sted? – Det håber jeg.

Spørgsmål: Hvad ved vi i Apostlenes Gerninger 19:35 om denne stilling som »bysekretær«?

Svar: Bysekretæren, eller grammateus, var normalt den øverste embedsmand i bystyret, lederen af byrådet, og ikke blot en sekretær. Det svarer lidt til en byadministrator i USA. Den romerske provinsregering havde sæde i Efesos, og bysekretæren fungerede som forbindelsesled mellem byen og den romerske regering. Han blev ikke udnævnt af romerne, men den romerske prokonsul holdt ham ansvarlig for den offentlige orden. Hvis der opstod optøjer, kunne hans job – og muligvis hans liv – stå på spil. Teatret i Efesos kunne rumme over 24.000/25.000 mennesker. Bysekretærens korte, men effektive tale viste hans evne til at bruge sin viden om folket til at overtale dem til at bevare roen, samt den respekt, folket havde for ham.

Spørgsmål: Hvorfor nævner de i Apostlenes Gerninger 19:35 billedet, »som faldt ned fra himlen« (KJV: »som faldt ned fra Jupiter«)?

Svar: Tilsyneladende var en af årsagerne til den særlige fremhævelse af Artemis i Efesos en meteorit, der faldt ned fra himlen i nærheden. Udover i Efesos blev meteoritter også tilbedt i Troja, Pessinus, Enna og Emesa (Amasea), ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 502.

På samme måde blev en meteorit æret ved Ka’abaen i Mekka både før og i Muhammeds tid. Den tidlige kristne forfatter Arnobius (297-303 e.Kr.) skriver: »I [hedningerne] ler, fordi perserne i oldtiden tilbad floder, som det fortælles i de skrifter, der overleverer disse ting til eftertiden; araberne en formløs sten; de skythiske folk en sabel;…« Arnobius, *Against the Heathen*, bog 6, kap. 10, s. 510

Spørgsmål: Skal vi i Apostlenes Gerninger 20:3 nogle gange ændre vores planer på grund af frygt eller forsigtighed i en farlig situation?

Svar: Det gjorde Paulus. Paulus blev beskyttet, ikke på overnaturlig vis, men ved at få kendskab til komplottet og træffe passende foranstaltninger. Paulus havde oprindeligt planlagt at sejle fra den overfyldte korintiske havn i Kenchreæ mod sydøst direkte til Syrien, den hurtigste rute til Jerusalem. Men da Paulus fik kendskab til komplottet mod ham, begav han sig i den modsatte retning, ind i landet og mod nord til Makedonien, og måske også nord for det til Illyrien (det moderne Serbien, Bosnien og Montenegro). Enten Paulus eller en af hans ledsagere bragte evangeliet til Illyrien, jf. Romerbrevet 15:19.

Spørgsmål: Hvordan kan Gaius i Apostlenes Gerninger 20:4 være fra Derbe, når Gaius i Apostlenes Gerninger 19:29 var makedonier?

Svar: Derbe ligger midt i det moderne Tyrkiet, langt fra Makedonien. Selvom det er muligt, at en makedonier kunne flytte til Derbe, er det langt mere sandsynligt, at der er tale om to forskellige mænd. Gaius var et meget almindeligt navn dengang. Der er også en Gaius (sandsynligvis en tredje person) i 3. Johannesbrev.

Spørgsmål: Hvad var de usyrede brøds dage i Apostlenes Gerninger 20:6?

A: Dette var et udtryk, der henviste til påsketiden. I Bibelen sidestilles dette med påsken i 2. Mosebog 23:15 og 3. Mosebog 23:4-8. Paulus ønskede at skynde sig til Jerusalem af to sandsynlige årsager. Paulus tilbragte påsken i Filippi (Apostlenes Gerninger 20:6) og ønskede at nå frem til Jerusalem til pinse (Apostlenes Gerninger 20:16), og han ønskede ikke at blive bestjålet, da han havde en stor sum penge på sig. At være kristen betyder ikke, at man ikke bør tage sikkerhedsforanstaltninger, og det betyder ikke, at man ikke kan blive bestjålet.

Spørgsmål: Hvad siger Apostlenes Gerninger 20:7-9 til Syvendedagsadventisterne og Jehovas Vidner?

Svar: De første kristne holdt gudstjeneste på ugens første dag, søndag, som det fremgår af 1. Korintherbrev 16:1-2. Hvis det var i orden for Paulus og de første kristne at tilbede Gud på ugens første dag, er det også i orden for os.

Spørgsmål: Hvad betyder navnet »Eutychus« på græsk i Apostlenes Gerninger 20:9-12?

Svar: Navnet Eutychus betyder »heldig«. Man kan huske denne historie, da det er få, der falder i søvn, når muligheden byder sig, som får en ny chance. Nogle forskere har spekuleret i, at da det var nat, brændte der sandsynligvis mange lamper, og dette kan have taget noget af ilten fra rummet og gjort folk mere søvnige. Eutychus sad imidlertid på et vindueskarm, så han havde sandsynligvis rigeligt med ilt.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 20:9-12, var Eutychus død, eller var han stadig i live, som Paulus tilsyneladende sagde?

Svar: Eutychus var i live, efter at Paulus havde opvækket ham fra de døde. Lukas var læge, og han kunne sandsynligvis afgøre, om en sovende person, der faldt ud af et vindue på tredje sal, var død eller ej.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Paulus i Apostlenes Gerninger 20:13 at rejse til fods her?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor Paulus ønskede at gå disse omkring 20 miles. Måske ønskede Paulus at tilbringe lidt tid alene med Herren, eller også ønskede Paulus at se nogle mennesker en sidste gang her på jorden.

Spørgsmål: Hvad ved vi om byen Milet i Apostlenes Gerninger 20:15,17?

Svar: Både perserne og tilsiltningen gjorde denne by til en by, der havde »set bedre dage«. Perserne plyndrede Milet i 494 f.Kr. Byen kom sig dog og blev en af de største byer i Lilleasien. Milet lå ved kysten ca. 30 miles fra Efesos. I dag ligger kysten ti miles væk, fordi der er aflejret store mængder silt langs hele kysten.

Byen havde en befolkning på 100.000 i det første århundrede e.Kr. En anden kilde angiver dog, at det var en by uden større betydning.

Årsagen til denne uenighed er sandsynligvis, at Milet oprindeligt var større end Efesos. Omkring det 2. århundrede e.Kr. var byen imidlertid ubetydelig, fordi havnen var ved at blive tilsandet. Det er uklart, hvor stor byen var på Paulus’ tid.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Paulus i Apostlenes Gerninger 20:16 at skynde sig til Jerusalem inden pinse?

Svar: Tilsyneladende vidste Paulus, at han havde en aftale med skæbnen netop på det sted og på det tidspunkt. I Apostlenes Gerninger20:23 nævnes det, at Helligånden åbenbarede noget af Paulus’ fremtid for ham.

En anden grund kan være, at han vidste, at der på det tidspunkt ville være store skarer fra mange lande i Jerusalem, og Paulus ønskede at forkynde for dem.

Spørgsmål: Hvad var hovedpunkterne i Paulus’ budskab i Apostlenes Gerninger 20:18-35?

Svar: Et eksempel på tjeneste fra fortiden (20:18-21)

Den nuværende kurs (20:22-27)

Advarsler til de ældste om fremtiden (20:28-31)

Overgivelse til Herren (20:32)

Et eksempel på gavmildhed (20:33-35)

Q: Hvilke retningslinjer kan vi lære af Paulus i Apostlenes Gerninger 20:20, når det gælder at forkynde Guds budskab?

Svar: Dette vers giver ikke en udtømmende liste, men her kan vi lære fem ting.

Paulus tøvede ikke: Han talte, uanset om det var positivt eller negativt, og uanset hvad tilhørerne ønskede at høre. I modsætning til Paulus’ ”opfyldelse af sin pligt” i 2. Timoteus 4:5-9 tilfredsstillede de falske lærere folks kløende ører i 2. Timoteus 4:3-4.

Hvad der ville være nyttigt: Der er ingen grænse for antallet af interessante små emner, der ikke er relevante for, om en person bliver født på ny eller vokser i sit forhold til Herren. Paulus talte for at opmuntre, rette og irettesætte (2. Timoteus4:2 ) samt opmuntre, trøste og opfordre (1. Thessalonikerbrev2:12 ). Vores tale skal altid være »krydret med salt«, som det står i Kolossenserbrevet 4:6.

Til dig: Jesus brugte ofte ikke nøjagtigt de samme ord over for forskellige mennesker. Paulus talte ligeledes det, som hans tilhørere havde brug for.

Underviste offentligt: Paulus var ikke bange for at tale spontant til en menneskemængde, velvidende at Gud ville tale gennem ham.

Og fra hus til hus: Paulus’ anseelse, omdømme og succes gjorde ikke denne offentlige taler så stolt, at han ikke ville tale én-til-én med små grupper af mennesker til deres gavn.

Spørgsmål: Hvorfor lærte Paulus dem i Apostlenes Gerninger 20:21 at have tro på Herren Jesus i stedet for tro på Gud Faderen?

Svar: Korrekt forstået er tro på den ene tro på den anden, for sammen med Helligånden udgør de en treenighed. Kætteriet om enhed (modalismen) var så fjernt fra Paulus’ tankegang og de tidlige kristnes tankegang på dette tidspunkt, at spørgsmålet ikke engang blev overvejet.

Spørgsmål: Hvorfor førte Helligånden i Apostlenes Gerninger 20:22-23 Paulus mod forfølgelse og måske døden?

Svar: Svaret findes i Apostlenes Gerninger 20:24. Den Hellige Ånd fortalte ham ærligt, hvad der ville ske, hvis Paulus fulgte Gud. Paulus traf med den viden frivilligt beslutningen om at tage af sted alligevel. Paulus besluttede sig i ånden for at tage til Jerusalem i Apostlenes Gerninger 19:21. Vi bør ikke lade os forvirre til at tro, at noget, der kræver mod, aldrig er nødvendigt. Nogle gange leder Gud også kristne i dag på denne måde. Det kan være, at Guds vej for en lydig kristen ender med døden til Guds ære.

Spørgsmål: Var Paulus i Apostlenes Gerninger 20:22 – 21:11 lydig eller ulydig mod Helligånden?

Svar: Paulus var lydig. Her er fire punkter, man bør overveje i svaret.

1. Den Hellige Ånd fortalte Paulus specifikt om Guds vilje, at han skulle rejse til Jerusalem.

2. Flere gange advarede Helligånden ham om farerne der.

3. Måske fik Paulus valget mellem at tage til Jerusalem og lide eller ikke at tage til Jerusalem.

4. Paulus’ eget valg om at gøre præcis, hvad Gud ønskede, og rejse til Jerusalem, var hverken tvunget eller truffet i uvidenhed, men det blev truffet med den viden, som Gud havde givet Paulus om, at han ville lide.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Apostlenes Gerninger 20:25, at de alle aldrig ville se ham igen, når de jo ville se Paulus igen i himlen?

Svar: For det første siger *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 414, at det ikke betyder, at ingen af de tilstedeværende nogensinde ville se ham igen, men snarere at de som gruppe ikke alle sammen ville se Paulus igen. Uanset hvad ville de fleste eller alle af dem dog aldrig se Paulus igen med deres jordiske øjne. Paulus fremsatte en forudsigelse, men han fremsatte ikke nødvendigvis en profeti her, da han specifikt sagde, at han ikke kendte hele sin fremtid, kun dele af den, i Apostlenes Gerninger 20:22-23. Desuden siger den græske tekst bogstaveligt, at de aldrig mere ville se Paulus’ ansigt. 1 Korintherbrevet 15:50-54 siger, at kød og blod ikke kan arve Guds rige, men at det forgængelige skal forvandles til det uforgængelige. Det er således sandt, at de aldrig mere ville se Paulus’ kød eller hans jordiske ansigt.

Spørgsmål: Hvordan i alverden kan Paulus i Apostlenes Gerninger 20:26 sige, at han var uskyldig i forhold til alles blod, når han havde dræbt så mange kristne?

Svar: Der er to aspekter ved dette: det fysiske og det at undlade at forkynde evangeliet.

Fysisk set var Paulus tidligere skyldig i disse forbrydelser mod Gud, men Gud rensede ham gennem Jesu Kristi offer. Uanset hvor ond en person måtte være, kan Kristi blod rense den person for hans eller hendes synder, hvis vedkommende omvender sig og tror på Jesus.

Undladelse af at forkynde evangeliet: Paulus forkyndte frit evangeliet for alle, bortset fra de få tilfælde, hvor Helligånden udtrykkeligt viste ham, at han endnu ikke skulle gøre det, jf. Apostlenes Gerninger 16:6-7. Både i Ezekiel 3:17-21 og Ezekiel 33:2-7 udnævnte Gud profeten Ezekiel til vagtmand for at advare folket. Hvis de ikke lyttede til advarslen, ville deres blod være på deres eget hoved. Men hvis Ezekiel svigtede sin pligt til at advare dem, ville han blive stillet til regnskab for det. På samme måde vil en kristen, når Gud ønsker, at han skal forkynde evangeliet, og han undlader at gøre, hvad Gud ønsker, blive stillet til regnskab, som 1. Korintherbrev 3:11-15 viser. Dette henviser ikke til tab af frelse, men snarere til tab af belønninger.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 20:28 står der, at Kristus har købt sin menighed med sit eget blod. Betyder det så, at han ikke har købt frelse for de ikke-udvalgte?

Svar: Der er kun ét svar, men det består af to dele.

Nej. Kristus bragte offeret og inkluderede alle i tilbuddet.

Ja. Da de ikke accepterede tilbuddet, blev transaktionen, hvor Jesus købte deres frelse, aldrig fuldført.

Der er en grundlæggende inkonsekvens hos mange kalvinister (med undtagelse af amyraldiske kalvinister og hyperkalvinister). De tror, at Kristus tilbød selv de ikke-udvalgte noget, som han ikke havde købt for dem og aldrig havde til hensigt eller ønsket, at de skulle have.

Bemærk også, at »Gud« købte dem med »sit blod«. Har Helligånden blod, eller har Gud Faderen det? Selvfølgelig ikke. Dette er endnu et vers, der viser, at Jesus er Gud.

Spørgsmål: Hvad er alle de påbud, som Paulus gav de ældste (episkopous) her i Apostlenes Gerninger 20:28?

Svar: Paulus sagde, at de skulle være på vagt og være hyrder. Der er flere genstande her: de skal være på vagt over både sig selv og menigheden. Så ud over at våge over menigheden skal hver ældste våge over sig selv såvel som over de andre ældste.

De ældste bør hverken tolerere kætteri eller vedvarende, uomvendt synd hos andre ældste eller hos sig selv. I Jakob 3:1 står der: »I skal ikke være mange, der bliver lærere, mine brødre, for I ved, at vi, der underviser, vil blive dømt strengere.« (BSB). Vi skal ikke blot våge over vildfarne eller vildledte troende, men også over dem, som Paulus kalder »vilde ulve«. Desværre er der uenighed blandt nogle kristne menigheder i Europa om, hvorvidt »vilde ulve« bør have lov til at undervise i menigheden. Med andre ord: Hvis en person ikke blot underviser i nogle fejl, men i kætteri, har vedkommende stadig lov til at undervise i menigheden. Man kan forestille sig, hvad det ville betyde for menighedens livskraft. En trist historie, jeg har læst, handler om, at en række kristne missionærer tog til Japan efter Anden Verdenskrig. Den meget liberale teolog Paul Tillich blev inviteret til at komme til Japan for at holde foredrag. Efter at han havde gjort det, oplevede kirken der ikke megen vækst. Vi kan kun ignorere Paulus’ lære her på kirkens egen risiko.

Spørgsmål: Hvorfor tillader den Almægtige Gud i Apostlenes Gerninger 20:29-30, at »vilde ulve« kommer ind og hærger hans hjord?

Svar: Uanset årsagen tillader Gud ofte, at hans folk bliver sat på prøve. Et af formålene med livet på jorden er at fungere som en prøveplads for himlen. Men gennem alle de prøvelser, som kristne gennemgår, lover Gud, at han altid vil vise dem en vej til succes. Her er specifikt versene inden for følgende områder.

Fristelse: 1. Korintherbrev 10:13 siger, at ingen fristelse kommer over os, undtagen den, der er almindelig for mennesker. Hvad der er endnu vigtigere, er den sidste del af det samme vers: Når vi bliver fristet, vil Gud også give os en udvej, så vi kan stå fast under den.

Lære: I Johannes 16:13 lovede Jesus, at Helligånden vil lede os ind i al sandhed. 1. Johannesbrev 4:1-3 giver os en læremæssig metode til at prøve ånderne. Jesus gav os en anden måde (ved deres frugter) i Matthæus 7:15-20. 2. Timoteus 3:5,8-9 siger, at den slags falske lærere, der har en ydre form for gudsfrygt, men fornægter dens kraft, vil være genkendelige for alle.

Modløshed: Jesus lovede i Matthæus 5:4, at de, der sørger, vil blive trøstet, og 2. Korintherbrev 1:3-5 lover, at Faderen vil trøste os i alle vores trængsler. Nogle gange kan ledere blive modløse eller mangle tålmodighed over for deres menighed. Men eftersom Jesus døde for dem, kunne vi da i det mindste arbejde for dem?

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 20:31, formanede Paulus da efeserne i tre år, eller underviste han på Tyrannus’ skole i Efesos i to år, som det står i Apostlenes Gerninger 19:10?

Svar: Begge dele er rigtige. Inden Paulus underviste i Tyrannus’ sal i Apostlenes Gerninger19:10 , tilbragte han tid i Efesos med at vinde nye troende (Apostlenes Gerninger 19:1-7), og han talte blandt andet i synagogen i tre måneder (Apostlenes Gerninger 19:8).

På trods af modstand fra ikke-jøder, modstand fra jøder og – som nogle formoder – helbredsmæssige problemer fortsatte Paulus med at forkynde evangeliet. Et forslag er, at du laver en liste over familie og venner, der står dig nær, og som du aldrig har fortalt evangeliet til, og at du holder op med at være genert eller doven og deler det med dem.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 20:35, hvor sagde Jesus: »Det er mere velsignet at give end at modtage«?

Svar: Disse ord fra Jesus findes ikke i de fire evangelier. Apostlen Johannes sagde i Johannes 21:25, at Jesus sagde mange andre ting, som ikke blev nedskrevet.

Spørgsmål: Hvorfor sørgede nogle i Apostlenes Gerninger 20:38 over Paulus’ forestående martyrium, og er det i orden for kristne at sørge?

Svar: Ja, det er i orden at sørge over en persons død i en periode, og det er i orden for kristne at sørge. Jesus forventede, at gudfrygtige mennesker skulle sørge over synd i Matthæus 5:4, selvom den bredere sammenhæng kunne understøtte sorg generelt.

Spørgsmål: Hvad var den gruppe på syv, som Filippus var en del af, i Apostlenes Gerninger 21:8?

Svar: Det var de oprindelige syv diakoner, der blev udvalgt i Apostlenes Gerninger 6:3-5.

Spørgsmål: Hvorfor opfordrede disciplene i Apostlenes Gerninger 21:4 Paulus gennem Ånden til ikke at tage til Jerusalem, når Ånden jo havde sagt til Paulus, at han skulle tage af sted i Apostlenes Gerninger 20:22-23?

Svar: For det første siger Skriften ikke, om Paulus erkendte, at det var fra Helligånden, da disciplene opfordrede ham til ikke at tage af sted. Men da Agabus, en profet, som Paulus anerkendte, sagde det samme, må Paulus have vidst det.

Apostlenes Gerninger 20:22 og 21:14 viser, at det behagede Gud, at Paulus skulle til Jerusalem. Den Hellige Ånd sagde til disciplene, at de aldrig mere ville se Paulus i live på jorden, hvis han tog af sted. At advare Paulus om farerne er ikke det samme som at forbyde ham at tage af sted. Var det Den Hellige Ånd, der gennem Agabus sagde til Paulus, at han ikke skulle tage af sted, eller handlede Agabus på eget initiativ, da han fortalte Paulus, hvad Den Hellige Ånd havde vist ham? Det kunne være begge dele. Men Gud vidste, at hvis Han fortalte Agabus om fremtiden, ville Agabus reagere på denne måde, og resultatet var, at Paulus var fuldt ud klar over, hvad der ville ske med ham i Jerusalem. Da han var i Jerusalem, fortalte Gud Paulus, at han ville vidne i Rom i Apostlenes Gerninger 23:11.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 21:4-6 – da Paulus ikke havde noget at gøre med den menighed, der var grundlagt i Tyrus, hvorfor tilbragte Paulus så syv dage sammen med disciplene?

Svar: Menigheden i Tyrus var ikke Paulus’ menighed, men det var hverken menighederne i Korinth, Thessaloniki, Ikonium eller nogen af de andre menigheder heller. De var alle Guds menigheder! Paulus var der for at undervise og opmuntre de troende, og om de var kommet til Kristus gennem ham eller ej, var irrelevant. På samme måde bør vi hjælpe Kristi legeme uden at bekymre os om den anerkendelse, vi får, eller hvem der førte dem til Kristus.

Spørgsmål: Hvem var Filippus og hans fire døtre i Apostlenes Gerninger 21:9?

Svar: Filippus var ikke en apostel, men derimod en af de syv oprindelige diakoner i Apostlenes Gerninger 6:5. Han var sandsynligvis den samme Filippus, der forkyndte for samaritanerne og Simon Magus i Apostlenes Gerninger 8:5-13, samt for den etiopiske eunuk i Apostlenes Gerninger 8:26-40. Filippus havde fire ugifte døtre, der profeterede. De fleste kvinder ville gifte sig, og i den jødiske kultur var polygami tilladt, så det er sandsynligt, at de valgte at leve i cølibat af hengivenhed til Gud. Selvom kvinder ikke bør være præster over mænd, giver Helligånden sine gaver uden at skelne mellem køn. Eusebius skriver, at Papias nævnte dem i den tidlige kirkes tid.

Spørgsmål: Hvorfor profeterede Agabus i Apostlenes Gerninger 21:11, at jøderne ville binde Paulus på denne måde, når det var romerne, der bandt Paulus i Apostlenes Gerninger 22:25,29?

Svar: Som en sidebemærkning var Agabus den samme profet, der profeterede om hungersnøden i Apostlenes Gerninger 11:28. At bruge bevægelser (mimik) til at profetere noget blev også gjort af Esajas i Esajas 20:3, Ezekiel i Ezekiel 4:1 og Ahija fra Silo i 1. Kongebog 11:29-39.

For det første kan jøderne også have bundet Paulus, da han stod foran Sanhedrin i Apostlenes Gerninger 23:1-10. Uanset hvad handlede romerne på jødernes vegne, da de bandt Paulus på grund af den jødiske opstandelse. Denne sprogbrug svarer til den, som Peter anvendte i Apostlenes Gerninger 4:10, da han sagde til rådet: »I korsfæstede« Jesus, selvom det var de romerske soldaters hånd, der rent faktisk udførte det.

Tanken om, at en person, der planlagde og beordrede en forbrydelse begået, skulle være uskyldig, fordi det var en andens hånd, der udførte den, var et lige så fremmed begreb for dem, som det bør være for os.

Spørgsmål: Hvorfor fortalte Paulus i Apostlenes Gerninger 21:19 altid de andre troende, hvad Gud havde gjort gennem ham?

Svar: Der var intet galt i det. Jakob og de andre priste Gud for Paulus’ arbejde, ifølge Apostlenes Gerninger 21:18-20.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 21:21: Har jøder, der er kristne, ekstra regler, som ikke-jødiske kristne ikke har?

Svar: På det tidspunkt havde de det. Jøder, der blev kristne, forventedes at overholde den gammeltestamentlige lov, og der var to praktiske grunde til ikke at fornærme jøderne.

a) De ønskede at kunne vinde dem for Kristus.

b) De kunne måske undgå en del forfølgelse, når de boede i deres land.

Når det er sagt, fortalte en engel en jødisk kristen (Peter) i det væsentlige, at det ikke var påkrævet for alle kristne at overholde de jødiske spiseforskrifter (Apostlenes Gerninger 10:9-16). En anden jødisk kristen (Paulus) sagde, at det var i orden for ægte kristne at være uenige om at holde sabbatten og om at spise visse slags kød (Romerne 14).

Når det er sagt om spiseforskrifterne, er der intet, der tyder på, at den moralske lov i Det Gamle Testamente blev ændret eller gjort forældet.

På trods af det, Paulus sagde til ikke-jøderne, sagde han aldrig til jøderne, at de ikke skulle følge jødiske skikke eller lade deres sønner omskære.

Spørgsmål: Var den anmodning, som Jakob og de ældste fremsatte over for Paulus i Apostlenes Gerninger 21:21-26, klog?

Svar: Baseret på Apostlenes Gerninger 21:27-36 ser det ud til, at planen slog fejl. Hvis den gav nogen det indtryk, at omvendte jøder stadig skulle adlyde loven, blev dette indtryk overskygget af den falske anklage om, at ikke-jøder var blevet ført ind i templet, og at Paulus blev arresteret. På den ene side forsøgte Paulus måske at være alt for alle i 1. Korintherbrev 9:19-23, men på den anden side kunne det for nogle give indtryk af, at Paulus forsøgte at fremstå som om han igen var under loven. Men selvom vi ikke er under loven, har vi alligevel friheden til at aflægge et naziræerløfte, hvis vi ønsker det. Som F.F. Bruce sagde: »Et sandt frigjort sind som Paulus’ er ikke bundet af sin egen frigørelse.«

Men nogle hævder, at dette var et renselsesritual og ikke et naziræerløfte fra Paulus’, da den korteste varighed for et naziræerløfte ifølge Mishnah Nazir 3:6 var 30 dage

Paulus og Jakob var enige om, at frelsen skete gennem Kristus og ikke gennem loven. For det andet var de enige om, at ikke-jøder ikke behøvede at følge jødiske skikke, som det allerede var blevet besluttet på rådet i Jerusalem i Apostlenes Gerninger 15:1-31. Men skulle jøder, der var blevet kristne, stadig følge jødiske skikke, enten som et krav eller blot som et vidnesbyrd over for jøder? Jakob og de ældste mente ja, og Paulus gik med til det.

Men uanset hvad fungerede det ikke. Nogle gange kan gudfrygtige mennesker, der flittigt forsøger at tjene Gud, stadig begå fejl. Men som Paulus så det, befandt han sig i centrum af Guds vilje. Han sagde, at han ikke havde handlet imod sin egen samvittighed i Apostlenes Gerninger 23:1.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 21:22-26, i hvilket omfang bør vi ændre vores skikke for bedre at passe ind blandt dem, vi udøver tjeneste blandt?

Svar: I 1860’erne, da de fleste kinesiske mænd bar håret i en hestehale, burde du så have båret dit hår i en hestehale, når du var i Kina – ligesom Hudson Taylor gjorde? I Mellemøsten, hvor mange mænd har lange skæg, bør kristne missionærer da lade skægget vokse, hvis de kan? Da kinesiske kvinder i 1860’erne bandt deres døtres fødder, så de ville se »sødere« ud, når de gik med deres forkrøblede fødder, bør kristne da gøre det samme? Hvor trækker man grænsen, og hvorfor?

Der er skrevet bøger om dette, men vi kan se nogle få vejledende principper i Skriften. Først og fremmest må vi, uanset om det er socialt acceptabelt eller ej, ikke gå på kompromis med det, som Gud lærer os i Skriften. Så hvis det er socialt acceptabelt at være usømmelig eller sladre om andre mennesker, så gør vi ikke det, der er socialt acceptabelt. Vi skal adlyde Gud frem for mennesker (Ap.G. 4:19-20). På den anden side bør vi så vidt muligt tilpasse os og følge de lokale skikke, når det ikke går på kompromis med vores tro (1. Kor. 9:19-23), for evangeliets skyld. Vi bør ikke gøre ting, der får andre til at snuble (1 Korintherbrev 8:9,13; Romerbrevet 14:13-15,21), hverken ved at undlade at gøre noget eller ved at gøre noget. Alligevel bør vi ikke tillade, at det, vi ved er godt, bliver omtalt som ondt (Romerbrevet 14:16).

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 21:24-26 – da Jesus døde på korset – hvorfor tror du så, at Paulus ville betale for dyreofringer?

Svar: Han betragtede det sandsynligvis som et mindesmærke, da ofrene vil være et mindesmærke i Ezekiel 43:18-46:24; Malakias 1:11 og Malakias 3:3-4. I øvrigt blev det betragtet som en from handling at betale udgifterne for en naziræer. Herodes Agrippa I betalte udgifterne for en række fattige naziritter ifølge Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 19, nr. 294 (6.1).

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 21:28,31 nogen arkæologiske beviser for den jødiske regel om, at ikke-jøder skulle dræbes, hvis de trådte ind i templet?

Svar: Ja. I 1871 blev der fundet en indskrift i Jerusalem, hvor der står: »Ingen udlænding må trænge ind inden for den barrikade, der omgiver templet og det indhegnede område. Enhver, der bliver taget i at gøre det, har kun sig selv at takke for sin efterfølgende død.« I 1935 blev der også fundet en anden indskrift.

Spørgsmål: Hvad ved vi i Apostlenes Gerninger 21:38 om denne egypter, som Paulus blev forvekslet med?

Svar: Ifølge den jødiske historiker Josefus hævdede en egypter at være profet, samlede en hær på 30.000 mand og kom til Olivenbjerget, hvor han sagde, at Jerusalems mure ville styrte sammen på hans befaling. Lukas siger, at der kun var 4.000, men Josefus angiver ofte utroligt store tal.

Når Paulus for øvrigt med stolthed talte om Tarsus med det mærkeligt klingende udtryk: »en borger i en ikke-almindelig by«, er det den samme sætning, som Euripides brugte, da han 500 år tidligere i »Ion 8« beskrev Athen som »en ikke-almindelig by blandt grækerne«.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Paulus i Apostlenes Gerninger 21:40-22:23 at tale til folkemængden?

Svar: Det var sandsynligvis ikke for at formilde og tilfredsstille dem. Husk, at Paulus havde en meget lignende oplevelse – bortset fra at han var på den anden side – da Stefanus talte i Apostlenes Gerninger 7:1-58. Paulus havde faktisk modet til at nævne dette i Apostlenes Gerninger 22:20. Paulus forkyndte evangeliet for dem, så de ville tro på Jesus.

Spørgsmål: Hvad er det, der er interessant ved begyndelsen af Paulus’ tale i Apostlenes Gerninger 22:1?

Svar: Paulus indleder sin tale med ordene »brødre og fædre«, hvilket er på samme måde, som Stefanus indledte sin tale i Apostlenes Gerninger 7:2.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 22:6-8 kunne Paulus let forudse, at når han fortalte om sin omvendelsesoplevelse, ville mange afskrive ham som tåbelig. Ville vi stadig forkynde evangeliet, hvis vi vidste, at mange ville afskrive os som vildledte, når vi gjorde det?

Svar: Forhåbentlig ja, for vi bør værdsætte Guds velbehag og gunst højere end menneskers ros og respekt. Når nogle afskriver dig, kan det stadig gøre lidt ondt, men det er ikke så vigtigt som at behage Gud. Når nogle hele tiden fortæller dig, at du er tåbelig, uduelig, ubrugelig eller værdiløs, må du for at trives nå til det punkt, hvor du simpelthen er ligeglad med, hvad de tænker.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Apostlenes Gerninger 22:9, at de ikke forstod stemmen, når der i Apostlenes Gerninger 9:7 står, at de hørte lyden?

Svar: De hørte lyden, men kunne ikke forstå ordene. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. I Apostlenes Gerninger 22:9 siger Paulus på græsk: »men stemmen fra ham hørte de ikke«

2. I Apostlenes Gerninger 9:7 står der på græsk: »de hørte ganske vist lyden«

3. Som det påpeges i *Encyclopedia of Bible Difficulties* 382-383, hørte de en lyd, men hørte ikke ordene i en stemme. Selvom det græske navneord er det samme, står verbet i genitiv, når de hører en lyd, og i akkusativ, når det betyder, at de hørte et budskab, der formidlede en tanke.

Spørgsmål: Hvordan bliver folk døbt og får deres synder vasket bort i Apostlenes Gerninger 22:16?

Svar: I Apostlenes Gerninger 22:16 er den græske tekst lidt mere præcis end den engelske her. Her er der to separate sætninger. Den første handler om at rejse sig og blive døbt. Den anden handler om at vaske sine synder bort ved at påkalde Hans navn.

Det er i orden at sige, at folk vasker deres synder væk her, så længe man husker fire punkter.

1. Kraften til at vaske bort ligger hos Gud, ikke i magi i vandet.

2. Gud er ikke begrænset til at være »ude af stand til« at frelse mennesker, der ikke er døbt, for tyven på korset var sammen med Jesus i Paradiset.

3. For vores vedkommende er løftet om en oprigtig samvittighed over for Gud vigtigere end vandet, som 1. Petersbrev 3:21 viser. At blive døbt med vand er dog et bud for hver eneste kristen.

4. Jøderne var fortrolige med de ceremonielle renselser i den gammeltestamentlige lov. Derfor forstod Paulus’ tilhørere, hvad han mente, og forvekslede det ikke med vranglærerne om »magisk vand« eller »en begrænset Gud«.

Udtrykket »at påkalde hans navn« er et græsk aoristisk participium, som »henviser enten til en handling, der foregår samtidig med eller før hovedverbet. Her foregik Paulus’ påkaldelse af Kristi navn (for frelse) før hans vanddåb. Participiet kan oversættes med »at have påkaldt hans navn«.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 22:22-23 syntes jøderne at have en »udløsende sætning« her, nemlig at gå til hedningerne. Hvornår bør vi bruge – eller undlade at bruge – en udløsende sætning?

Svar: Paulus var måske ikke klar over, at det ville være en udløsende sætning, der provokerede dem, men uanset hvad sagde Gud i 1. Mosebog 12:3, at alle nationer ville blive velsignet gennem Abraham, Jonas gik til ninivitterne, og i Esajas 49:22 står der, at alle nationer skal komme. Hvis Paulus’ primære mål havde været hans egen sikkerhed, burde han naturligvis ikke have sagt det, og han burde heller ikke være kommet til Jerusalem. Men Paulus’ primære mål var at forkynde det fulde evangelium, og de havde brug for at vide, at evangeliet var for alle, også hedningerne.

Når vi deler Guds sandhed med nogen, kan vi nogle gange have lyst til at starte med »fælles fodslag« og bekræfte de ting, vi kan blive enige om, som Paulus gjorde her i Apostlenes Gerninger 22:3. Men når der er et specifikt punkt, hvor tilhørerne går imod evangeliet, er vi nødt til specifikt at tage det op og vise dem, hvor de skal ændre sig. Ellers, hvis man kun fortæller dem ting, de allerede ved og er enige om, har vi så virkelig givet dem noget nyt lys?

Spørgsmål: Hvordan dømmer folk i dag, som i Apostlenes Gerninger 22,24-25, nogle gange, om en person eller et synspunkt er rigtigt eller forkert, udelukkende ud fra den uro, andre mennesker skaber?

Svar: Nogle mennesker er ikke optaget af retfærdighed, men kun af at bevare freden. Selvfølgelig forstod den romerske garnisonskommandant, kaldet en chiliark, sandsynligvis ikke Paulus’ tale på aramæisk.

Bare at drage en konklusion og stole på andre i stedet for selv at finde ud af fakta er hurtigere og kan enten være mere effektivt eller mere dovent, hvis man ikke bekymrer sig alt for meget om, om konklusionen er korrekt. Men til hans ære skal det siges, at den romerske kommandant skiftede holdning og ønskede at finde ud af årsagen selv.

Spørgsmål: Hvorfor sagde kaptajnen i Apostlenes Gerninger 22:28, at han selv havde betalt for at blive romersk borger?

Svar: Det kunne have været for at forsøge at narre Paulus, hvis Paulus løj. En mand, der foregav at være romersk borger, kunne simpelthen sige, at han også var blevet romersk borger ved at betale for det. Det var meget sjældent at blive romersk borger ved at betale for dette privilegium. Man kunne købe romersk statsborgerskab i kejser Claudius’ tid (41-54 e.Kr.). Den romerske historiker Cassius Dio fortæller, at Messalina, Claudius’ hustru, og frigivne slaver solgte romersk statsborgerskab for prisen af et eller to revnede drikkebægre. Dokumenter, der beviste romersk statsborgerskab, blev ofte opbevaret sikkert og ikke båret på sig, og det var derfor, de accepterede en mundtlig bekræftelse og ikke krævede papirer. En anden grund til at acceptere en mundtlig bekræftelse var desuden den strenge straf for at lyve om dette. En falsk påstand om statsborgerskab kunne straffes med døden.

Desuden kan kaptajnen være blevet overbevist, fordi Paulus, selvom han tidligere havde talt til folket på hebraisk, sandsynligvis talte på græsk, og da han var fra Tarsus, var det sandsynligvis perfekt græsk uden en palæstinensisk accent.

Spørgsmål: Hvordan var ypperstepræsten Ananias, søn af Nedebaeus, i Apostlenes Gerninger 23:1-2?

Svar: Josefus skrev, at ypperstepræsten Ananias, søn af Nedebaeus, i Apostlenes Gerninger 23:1-2 var uforskammet, hidsig, blasfemisk og grådig. Han blev udnævnt til ypperstepræst af den romerske hersker, Herodes af Chalcis, fra år 47 til 59 e.Kr. I »The Evangelical Commentary on the Bible« (s. 917) står der, at Paulus’ svar, om at Gud ville slå Ananias, gik i opfyldelse. Ananias var ypperstepræst fra år 47 til 58 e.Kr. Han var kendt for at være brutal, for at stjæle tienden fra templets midler og for at give bestikkelse til både jøder og romere. Det jødiske folk hadede ham; Talmud indeholder endda et hånligt digt om ham: »Løft jeres hoveder, I porte, og lad Yohanan [Ananias], søn af Narbai/Nadbai [der betyder »den gavmilde«] og discipel af Pinqai (der betyder »at forkæle«), træde ind og fylde sin mave med de guddommelige ofre« (b. Pesahim 57a). Da krigen mod romerne brød ud i år 66 e.Kr., brændte jødiske fanatikere hans hus ned. Han undslap, men han og hans bror Hiskia blev snart dræbt på Herodes den Stores paladsområde.

Spørgsmål: Hvordan kan nogle mennesker i Apostlenes Gerninger 23:3 sammenlignes med hvidkalkede vægge?

Svar: Kalk er billig maling. Den kan få et hegn eller en mur til at se meget hvid ud, men den hvide farve falder let af i regnen eller når noget rører ved den. Ananias skulle dømme, om Paulus havde overtrådt loven eller ej, men Ananias selv beordrede noget ulovligt ved at lade Paulus slå, selvom Paulus endnu ikke var blevet fundet skyldig i noget. På samme måde kan nogle mennesker fremstå som meget retfærdige, men retfærdigheden falder meget let af. Vi bør stræbe efter en retfærdighed, der gennemsyrer hele vores væsen. Kalk er fint til hegn og vægge, men ikke til kristne.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 23:3 – blev Paulus vred og mistede han besindelsen her?

Svar: Ja, det ser ud til, at han gjorde det. Paulus var ikke uden synd, og ofte, når vi mister besindelsen, kan vi sige ting, som vi fortryder. Husk Jakob 1,20, at menneskets vrede ikke frembringer Guds retfærdighed.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Apostlenes Gerninger 23:5, at han ikke vidste, at Ananias var ypperstepræsten?

Svar: Paulus sagde dette i Apostlenes Gerninger 23:5 med henvisning til 2. Mosebog 22:28. Ananias var ypperstepræst fra år 47 e.Kr. til år 58 e.Kr., da Agrippa afsatte ham og udnævnte Ismael ben Phabi til ypperstepræst fra år 58 e.Kr. Skriften siger det ikke, men der er fire mulige årsager.

(usandsynligt) 1. Paulus var sarkastisk her. Det ville være svært for en fremmed at genkende Ananias som ypperstepræst, især da Ananias brød den jødiske lov ved at lade Paulus slå.

(usandsynligt) 2. Nogle mener, at Paulus havde dårligt syn, og man havde jo ikke briller dengang. Hvis Paulus kendte Ananias’ ansigt, genkendte han ham ikke på afstand.

(sandsynligt) 3. Da Paulus ikke boede i Jerusalem, vidste han ikke, at Ananias var ypperstepræsten, eller hvis han kendte navnet, havde han aldrig set manden før.

(sandsynligt) 4. Da Paulus blev slået, hørte han befalingen om at slå ham, men han så ikke, hvem der talte. Paulus talte imod den, der talte, uden at indse, at det var ypperstepræsten.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Apostlenes Gerninger 23:5, at man ikke bør tale ondt om sit folks hersker?

Svar: I 2. Mosebog 22:28 står der, at man ikke skal »forbande« sit folks hersker. Det hebraiske ord her, qalal, betyder også at håne, bringe i foragt, se let på og så videre.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 23:6, havde Paulus ret i at opildne farisæerne og saddukæerne mod hinanden?

Svar: Det var i orden, at Paulus gjorde det. Paulus bragte et vigtigt emne på bane (se 1. Korintherbrev 15:1-4) for at vise, at enheden mellem saddukæerne og farisæerne kun var overfladisk. Da farisæerne senere kom til Kristus i stort antal (Apostlenes Gerninger 15:5), var de i en vis forstand stadig farisæere.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 23:6-7, er du enig eller uenig i, at en saddukæer, når han bliver kristen, ophører med at være saddukæer, mens en farisæer, når han bliver kristen, stadig kan være farisæer, som det står i New International Bible Commentary, s. 1307?

Svar: Dette er for komplekst til at besvare med et ja eller nej. Lad os først se på farisæernes tilfælde og derefter på saddukæernes. Til sammenligning kan vi også spørge, om en ægte kristen kunne have været nazist under Anden Verdenskrig.

Kan en kristen stadig være farisæer? Ja, men senere nej.

Åbenlyst ja: Der var intet officielt krav om, at man skulle benægte, at Jesus var Messias, for at forhindre nogen i at blive medlem af eller forblive i farisæerne. Deres kærlighed til og kendskab til Det Gamle Testamentes skrifter var en fordel. Så en farisæer, der blev kristen, behøvede ikke at beslutte sig for frivilligt at forlade farisæergruppen. Tidligt i kirkens historie viser Apostlenes Gerninger 15:5 kristne, der stadig var en del af farisæergruppen, selvom de desværre tog deres insisteren på at følge jødiske skikke med sig.

Senere: Nej. De andre farisæere ville dog muligvis udstøde ham, fordi de ikke brød sig om, at han troede, at Jesus var Messias. Men hvis de ikke udstødte ham, kunne han forblive. Som en sidebemærkning var der kun omkring 5.000 farisæere på Jesu tid. De var blevet forfulgt af saddukæerne, men farisæerne var højt agtet blandt folket som lovlærere. Så at blive, hvis det var muligt, kunne være en fordel.

Lad os se på Paulus’ holdning i Filipperne 3:6. Paulus var, som han selv sagde, farisæer, ligesom han var hebræer fra Benjamins stamme. Det ændrede sig ikke. Men i Filipperne 3:7–9 betragtede Paulus disse ting som skrot i forhold til Kristi uovertrufne storhed. Paulus havde stadig sin farisæiske baggrund, og han var ikke bange for at nævne den som en bedrift, men han lod den ikke stå i vejen for, at han adlød Kristus.

Kan en kristen stadig være saddukæer? Åbenlyst nej, men på en snedig måde ja.

Helt klart nej: Saddukæerne benægtede alle opstandelsen, benægtede livet efter døden og benægtede, at engle og dæmoner eksisterede. En kristen kunne ikke tro på det, som Jesus og apostlene sagde om disse ting, og samtidig tro på det stik modsatte.

På en snedig måde ja: Men hvis en person var saddukæer og derefter blev kristen, kunne vedkommende være en »skjult kristen« og hemmeligt undlade at fortælle de ansvarlige, at han benægtede disse saddukæiske lærdomme. Det ville fungere, indtil de saddukæiske ledere fandt ud af det. Eller det kunne måske fungere på ubestemt tid, hvis de pågældende ledere så den anden vej eller var ligeglade. Så en saddukæer-kristen ville være en »hemmelig troende«, der ville være nødt til at vildlede myndighederne (måske ved at tie) om, at han troede på saddukæernes lære, mens han måske spredte evangeliets sandhed til andre saddukæere.

Kunne en kristen være nazist under 2. verdenskrig: Åbenlyst nej, i det skjulte ja

Antag, at en nazist senere blev kristen, eller at en kristen blev nazist uden at vide, hvad nazistpartiet stod for.

Åbenlyst nej: Nazistpartiet troede, at det, de fejlagtigt betegnede som den ariske race, var herrefolket, og at folk af andre racer skulle underkastes eller dræbes. De gik ind for at dræbe jøder, mentalt handicappede og mange østeuropæere for at skabe plads til ekspansion. En kristen, der skal elske alle mennesker, tror på, at der i Kristus ikke er nogen forskel på jøde og ikke-jøde eller andre opdelinger, og som mener, at mord er forkert, kunne ikke følge Kristus og samtidig tro på det, nazisterne lærte.

På en snedig måde ja: Vidste du, at der er et medlem af nazistpartiet, der blev begravet med æresbevisninger i Jerusalem? Oskar Schindler, et medlem af nazistpartiet, der så, hvad der skete med jøderne, afsværgede IKKE sit medlemskab af nazistpartiet. I stedet brugte han det til at redde omkring 1.200 jøder i Europa fra udryddelse og brugte hele sin betydelige formue på bestikkelse for at redde jøder. Senere gik han konkurs. I Kina arbejdede en tysk nazist ved navn John Rabe for at beskytte en fjerdedel af Nanjing og omkring 200.000 kinesere mod japanske grusomheder. Igen kunne han have sagt: »Jeg kan ikke lide det, nazistpartiet står for, jeg melder mig ud og vil bare isolere mig selv.« Men nej, i stedet udnyttede han sin position og sit medlemskab af den onde organisation til at redde liv. På grund af det blev han efter krigen anklaget for at være nazist og led senere af underernæring, fordi han ikke kunne få arbejde. Desuden var hverken Schindler eller Rabe kendt for at være kristne; begge var meget engagerede nazister, da krigen brød ud.

Relevans i dag

Dette er et meget aktuelt emne i dag, fordi kristne diskuterer, om en tilhænger af Jesus også kan være muslim eller hindu.

På den negative side kan de måske synde ved at bekræfte den løgn, at Koranen eller Vedaerne er værdifulde åndelige bøger fra den eneste sande Gud, eller ved at undlade at advare folk om, at Muhammed er en falsk profet, og at man ikke kan tilbede andre end den sande Gud. Hvis nogle (men ikke de fleste) afviser, at Jesus er Gud, eller benægter, at Paulus er en apostel og forfatter af Skriften, så er de slet ikke rigtige troende.

På den positive side står der i lande som Malaysia, når nogen fødes i en muslimsk familie, på deres identitetskort, at de er muslimer. Det spiller ingen rolle, hvad de tror på bagefter; identitetskortet ændres ikke.

I endetiden kan der måske opstå en mulighed for troende til at forsøge at arbejde indefra, at snige sig ind i Babylon for at overleve og hemmeligt dele evangeliet med andre. Men troende må IKKE gribe denne mulighed, men skal flygte fra Babylon, som Gud befaler i Åbenbaringen 18:4.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 23:6-7 – hvilke slags grupper kunne en person i dag åbenlyst stadig være en del af, når vedkommende bliver kristen, og hvilke slags grupper kunne vedkommende ikke længere være en del af?

Svar: Jeg formoder, at man kunne være en del af en gruppe, der ikke havde nogen antibibelske trossætninger, man var nødt til at tilslutte sig for at blive medlem eller forblive medlem. Men hvis gruppen forfægtede antibibelske trossætninger, uden at man var nødt til at tro på dem, bør man spørge sig selv, hvorfor man ønsker at være medlem. For at blive muslim skal man sige: »Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet.« Det kan man ikke sige uden at synde.

Forestil dig, at nogen sagde, at de var blevet kristne, men at de ikke tror på Gud, ikke ønsker at følge Jesus og ikke accepterer Guds ord. Ville du i det mindste have en vis mistanke om, at de måske er en falsk kristen? Det, der gælder for at benægte kristendommens centrale læresætninger, gælder også for at benægte andre religioners læresætninger. Så ja, hypotetisk set kunne en person være kristen og en falsk hindu, en falsk tilbeder af de romerske guder eller endda en falsk satanist. Men ville den sande Gud ønske, at du gjorde det? – Selvfølgelig ikke.

Spørgsmål: Hvorfor viste Herren sig for Paulus i Apostlenes Gerninger 23:11?

Svar: Paulus stod over for en svær tid, hvor han skulle sidde fængslet i to år. Gud talte til ham for at opmuntre ham og forsikre Paulus om, at han var på det rette sted, præcis når han havde brug for at være der. Bemærk, at der slet ikke var nogen kritik af, at Paulus overhovedet tog til Jerusalem, og der var heller ingen kritik af, at Paulus satte farisæerne og saddukæerne op mod hinanden.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 23:1-11 – gjorde Paulus med sin frimodighed et godt stykke arbejde med at vidne her?

Svar: Ja, for han vidnede jo. En måde at sikre fiasko på, når man forkynder evangeliet, er slet ikke at forkynde det. Men Paulus ønskede ikke at lade denne mulighed gå forbi. Bed om, at vi må have den frimodighed, som Paulus havde. Der mangler en vis glidende overgang i dialogen her. Paulus blev ikke bedt om at holde en tale; det var snarere en spørgerunde, hvor de kunne afbryde ham når som helst. I dag, når vi befinder os i en kaotisk, uforberedt situation, er det godt at fremhæve de vigtigste punkter først, ligesom man gør i en avisartikel, i tilfælde af at de beslutter sig for ikke at lytte til resten af det, du siger.

Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Paulus vidnede ikke rigtig her; han skulle vidne i Cæsarea i Judæa og senere i Rom. Dette er dog ikke svaret, fordi Herren ikke roste ham for det, han skulle gøre, og Han roste ikke Paulus for at vidne i Judæa, men snarere i Jerusalem.

Svaret: Han gjorde det godt nok ved modigt at vidne foran et fjendtligt publikum.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 23:15-25, døde de fyrre snigmordere, og hvorfor blev der brugt 470 romere?

Svar: Det er interessant, at jøderne mente, de havde bedre chancer for at få Paulus dræbt ved at overfalde en romersk militærvagt end ved at dømme ham i en domstol. Dette tyder på, at de selv indså svagheden i deres sag.

Disse jøder havde alle aflagt en ed om ikke at spise eller drikke, før de havde dræbt Paulus. Men hvis de ikke var i stand til at dræbe Paulus, uden at det var deres egen skyld, ville de jødiske ledere fritage dem for deres ed. Rabbinerne tillod, at løfter blev brudt af fire grunde: løfter af opildning, løfter af overdrivelse, løfter afgivet ved en fejl og løfter, der ikke kan opfyldes på grund af tvang (M Nedarim 3:1-3).

Den romerske kommandant, Claudius Lysias, ønskede at sikre Paulus’ sikkerhed, ikke af ære eller omsorg for Paulus, men snarere fordi det ville se dårligt ud, hvis han ved sin slaphed lod jøderne dræbe en romersk borger, der stod under hans beskyttelse. Cæsarea lå 65 miles nordvest for Jerusalem, tilstrækkeligt langt væk til at være uden for rækkevidde af et oprør. De standsede sandsynligvis i Antipatris, omtrent halvvejs, 35 miles fra Jerusalem og 23 miles fra Cæsarea. Desuden kan infanteriet af hensyn til hastigheden have redet på lastdyrene.

Spørgsmål: Hvad er nogle af de vigtige dele af dette brev i Apostlenes Gerninger 23:26-30?

Svar: Der er en fejl og et par udeladelser i brevet. Brevet giver indtryk af, at Lysias reddede Paulus, fordi han var romersk borger. Faktisk fandt Lysias først ud af, at Paulus var romersk borger, langt senere. Lysias »glemte« tilsyneladende at nævne, at han var ved at piske Paulus. Det meste af resten af brevet er korrekt, men det var meget egennyttigt.

Lukas ville kende til dette brev fra Paulus, men hvordan kunne Paulus kende indholdet af dette brev? Selv hvis Felix ikke senere havde vist Paulus brevet, blev det sandsynligvis læst op under retssagen.

Spørgsmål: Hvad ved vi i Apostlenes Gerninger 24:1-27 om den, som Tertullus kaldte »den ædle Felix«, og hans hustru Drusilla?

Svar: Ifølge »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 918, blev Antoninus Felix født som slave, frigivet af kejser Claudius’ mor og i år 52 e.Kr. forfremmet til guvernør over Judæa takket være sin bror Pallas’ indflydelse. Felix var grådig og gik hårdt til værks mod banditter.

Efter denne tid udbrød der et oprør i Cæsarea, og Felix havde håndteret dette med sine soldater, hvorved han dræbte mange jødiske civile og tog deres rigdomme. En jødisk ypperstepræst ved navn Jonathan skrev til Felix og bad ham om at opføre sig mere værdigt i sit embede. Derfor betalte Felix de antiromerske sikarier, som var snigmordere, for at myrde Jonathan. På grund af Felix’ generelle opførsel rejste nogle jøder til Rom for at klage til Nero, og Felix blev afsat. Han ville have lidt i Rom, hvis ikke hans bror Pallas havde lagt et godt ord ind for ham.

Drusilla var den yngste datter af Herodes Agrippa I. Hendes søskende var Berenice, Mariamne og Herodes Agrippa II, jf. Apostlenes Gerninger 25:13-26:32. Drusilla var Felix’ tredje eller fjerde hustru. Hun og Azizas/Azizus, kongen (under romerne) af Emesa (det nutidige Homs i Syrien), havde planlagt at gifte sig, da hun var 14 år, på betingelse af, at han konverterede til jødedommen. Men senere overtalte Felix hende til at forlade Azizas/Azizus og i stedet gifte sig med Felix som hans fjerde hustru.

Tertullus havde selv et ret almindeligt navn, der betyder »lille Tertius«. Felix kendte til de jødiske skikke, og Felix havde slået et oprør blandt røvere ned, hvilket Tertullus sandsynligvis hentyder til i Apostlenes Gerninger 24:2. Bortset fra det var der sandsynligvis ikke meget andet rosende, Tertullus kunne sige om Felix. Nogle gange kan det være en svær opgave at smigre nogen!

Se Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 20, kap. 7.1-2,5, s. 420-421 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad er kernen i Tertullus’ anklage mod Paulus i Apostlenes Gerninger 24:5-8?

Svar: Tertullus havde kun fire punkter. Han kaldte ret subjektivt Paulus for en plage, sagde, at Paulus skabte splid, sagde korrekt, at Paulus var en leder af nazarenerne (også kaldet kristne), og sagde fejlagtigt, at Paulus forsøgte at vanhellige templet. Men enhver, som du eller dem, der har ansat dig, ikke kan lide, kan man jo bare kalde en plage. Mærkeligt nok blev de jøder, der fulgte efter Paulus og endda havde en plan om at dræbe ham, ikke beskyldt for at skabe splid – kun Paulus. Er det en forbrydelse at lede en gruppe mennesker? – Jøderne havde selv forskellige rabbinerskoler. Så Tertullus gemte den alvorligste anklage, besmittelsen af templet, til sidst, og selv den var falsk. Som advokat forsøgte Tertullus at få mest muligt ud af det lille, han havde.

Spørgsmål: Hvad er kernen i Paulus’ forsvar i Apostlenes Gerninger 24:11-21?

Svar: I løbet af den meget korte tid, han var i Jerusalem – tolv dage – opildnede han ikke til noget som helst. Det er jøderne, der opildnede pøbelen, der burde stå her, ikke ham. Paulus vanhelligede ikke templet, og de har intet bevis for, at han gjorde det. Ja, han var en del af »Vejen«, dvs. en kristen.

Men Paulus sagde også en masse, der ikke egentlig var til hans forsvar. Han påpegede først, at de ikke havde fremsat nogen konkrete anklager om, hvordan han havde vanhelliget templet, eller hvad han egentlig stod anklaget for, så Paulus var glad for at fortælle Felix, hvad den egentlige anklage var, de havde mod ham. Paulus benyttede lejligheden til at forkynde en del af evangeliet, nemlig om de dødes opstandelse. Det er, som om han afbrød sit forsvar midtvejs, fordi han var nødt til at forkynde evangeliet.

I starten af retssagen sagde Felix ikke: »Vi må vente med dommen, indtil Lysias kommer.« Det er næsten, som om Felix ikke så noget hurtigt resultat, måske blev træt af retssagen og blot besluttede at udsætte den, indtil Lysias selv kom. Hvis Felix havde frikendt Paulus der og da, ville de jødiske ledere blive vrede på ham, og Felix var optaget af at bevare deres gunst og afholde højtiden. I mellemtiden ville de jødiske ledere være nødt til at traske tilbage til Jerusalem og vende tilbage senere for at fortsætte retssagen. Men Felix var sandsynligvis ligeglad med deres besvær eller med, hvor længe Paulus ville forblive i fængsel. For øvrigt har vi ingen optegnelser om, at Lysias nogensinde foretog den to dages rejse for at komme dertil.

Spørgsmål: Hvad er i dag, i Apostlenes Gerninger 24:25b, forskellen mellem at afvise evangeliet og blot at udsætte overvejelsen af evangeliet?

Svar: Når udsættelsen er uendelig, er der i sidste ende slet ingen forskel. Men Gud er tålmodig med os, og vi kan bede om, at en persons udsættelse er midlertidig, og at vedkommende vil omvende sig. Gud er meget tålmodig med de vantro, og det bør vi også være. Desværre sagde Felix i dette tilfælde, at de skulle gå, og at Felix ville sende bud efter Paulus, når det passede Felix. Tilsyneladende var der aldrig et passende tidspunkt for Felix til at tage imod evangeliet. Når nogen kun vil lytte til evangeliet, når det passer dem, er der i mange tilfælde aldrig et passende tidspunkt.

Spørgsmål: Var Felix uretfærdig, da han holdt Paulus fængslet i Apostlenes Gerninger 24,25-27?

Svar: Efter romerske standarder var Felix ikke uretfærdig, men i virkeligheden var han det. Felix havde ikke afsagt nogen forkert dom mod Paulus. Men det var forkert at holde Paulus fængslet i to år. Paulus befandt sig i en tilstand, som romerne kaldte custodia libera, hvilket betyder, at han altid var bevogtet, men at hans venner kunne komme og gå for at besøge ham. Desuden var det ganske vist retfærdigt, at Paulus forsvarede sig selv under retssagen, men Paulus gennemgik i realiteten fire retssager: for Sanhedrin, Felix, Festus og Herodes Agrippa II. Paulus har måske undret sig over, hvor mange retssager han skulle igennem, uden at de fandt ham skyldig, før de ville løslade ham. I dag kan folk være uretfærdige, ikke blot ved at nægte nogen det, de burde have, men også ved at udskyde det på ubestemt tid.

Spørgsmål: Hvorfor håbede Felix i Apostlenes Gerninger 24:26 på bestikkelse fra Paulus, der blot var teltmager?

Svar: Paulus var højst sandsynligt ikke velhavende, men en person, der kunne bringe et betydeligt pengebidrag til Jerusalem, havde enten venner, der tilsammen havde mange penge. Desuden fremgår det ifølge Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 20, kap. 9.5, s. 424, at efter Felix’ og Festus’ styre tømte guvernøren Albinus næsten fængslerne, og de eneste, der var tilbage, var dem, der slet ikke kunne betale Albinus nogen penge.

På den ene side kunne Felix sandsynligvis have skaffet penge ved at bede jøderne om bestikkelse for at udlevere Paulus til dem. Men hvis nogen nogensinde fortalte, at Felix gjorde dette for at få en romersk borger dræbt, ville det være meget farligt for Felix.

Spørgsmål: Hvilke oplysninger om Festus, der ikke findes i Bibelen, har vi i Apostlenes Gerninger 24:27?

Svar: Porcius Festus blev udnævnt til landshøvding i Judæa i efteråret år 60 e.Kr. Der hersker dog en vis usikkerhed om datoen, som kan variere fra år 55 e.Kr. til år 60 e.Kr. Josephus (Jødernes oldtid 20.8.9-11; 20.185-188 og »Jødernes krig« 2.271, skrevet omkring år 93-94 e.Kr.) nævner ligeledes, at Festus blev udnævnt til landshøvding i Judæa. Jøderne må have opfattet Festus som bedre og mere fornuftig end hans forgænger Felix og også end hans efterfølgere Lucceius Albinus (62–64 e.Kr.) og den korrupte Gessius Florus (64–66 e.Kr.)

Festus var efternavnet på en adelig familie i Rom.

Der findes ingen optegnelser om Festus før hans ankomst til Palæstina. Optegnelser om hans styre viser imidlertid, at han var klogere og mere ærlig end Felix. Alligevel måtte Felix rejse til Rom for at stå til regnskab for sin håndtering af urolighederne mellem jøder og ikke-jøder i Cæsarea.

I modsætning hertil undertrykte Felix befolkningen med vold. Han var oprindeligt slave og blev senere frigivet. Den romerske historiker Tacitus sagde om Felix: »Han udøvede kongemagt med en slaves sind.« Han sørgede for, at en ypperstepræst ved navn Jonathan blev myrdet, fordi denne havde kritiseret ham for hans dårlige styre.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Apostlenes Gerninger 25:2 »ypperstepræster« (flertal), når der jo kun skulle være én ypperstepræst?

Svar: Ypperstepræsten på dette tidspunkt var Ismael, søn af Fabi, udnævnt af Herodes Agrippa II (Marcus Julius Agrippa II). Ismael efterfulgte Ananias. Generelt kunne en tidligere ypperstepræst stadig kaldes ypperstepræst, men her var der en mere umiddelbar årsag. Ananias havde stadig magten, indtil de jødiske oprørere dræbte ham i år 66 e.Kr. Ananias tøvede ikke med at bruge mord og attentater for at nå sine mål, og det er passende, at de, der levede ved sværdet, døde ved sværdet. Se Josefus’ *Antiquities of the Jews* 20 179 (i.8), 194-196 (8.11) for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad ved vi ellers om Bernice / Berenice i Apostlenes Gerninger 25:23?

Svar: Først og fremmest hed hun enten Berenice eller Pherenika, der udtales som Veronica på latin. Bernice var forlovet med Marcus, en nevø af den jødiske filosof Philo. Derefter giftede hun sig med sin onkel Herodes af Chalcis, et meget lille kongerige under romersk herredømme i Libanons bjerge. Efter hans død i år 48 e.Kr. forlod hun sin tredje ægtemand og boede sammen med sin bror (et år ældre) Agrippa II. Både den romerske digter Juvenal (Satirae 6.156-160) og den jødiske historiker Josefus (Antiquities 20.145-147) nævnte, at de havde et incestuøst forhold. Dette ville dog ikke være et problem, da kejser Nero havde et seksuelt forhold til sin egen mor (selvom hun sandsynligvis ikke var villig). Hun tog romernes parti i den jødiske krig og blev senere elskerinde til Vespasian og derefter til den romerske general Titus. Det blev en offentlig skandale, og til sidst måtte Titus sende hende væk

Så her har vi dette »par«, der forsøger at skrive til en kejser, som senere (efter år 60 e.Kr.) vil blive et uhyre, og som forsøger at fremsætte anklager over for kejser Nero om, hvorfor Paulus er en ond og skyldig mand, og de har svært ved det. Bemærk dog, at Paulus stadig behandler dem med respekt.

Da Agrippa i øvrigt blev betragtet som en ekspert i jødedommen og en ven af kejserens familie, fik han privilegiet at udpege den jødiske ypperstepræst, og han afsatte Ananias og udpegede Ismael, søn af Fabi. Senere opstod der en strid om en mur, der spærrede for kongens udsigt til templet, og derfor afsatte Agrippa Ismael og udpegede Josef, søn af Simeon. Uanset hvad havde den tidligere ypperstepræst Ananias dog stadig kontrollen bag kulisserne, og det er sandsynligvis derfor, Lukas taler om ypperstepræster i flertal.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 25:23 nævnes det, at Agrippa og Bernice trådte ind med stor pomp, men Skriften beretter ikke om noget lignende for Herodes eller Pilatus. Hvorfor gør nogle mennesker ting med »pomp«?

Svar: På græsk hed dette »meta polles phantasias«. De gør ting for udseendets skyld og lader som om, at udseendet svarer til indholdet. Romerne havde ofte meget pomp og pragt. Måske mente man, at pompen ville imponere de jødiske ledere eller skræmme den anklagede. Der var fem kohorter stationeret i Cæsarea, og hver kohorte bestod nominelt af 1.000 mænd. Så der ville være fem romerske chiliarker, der ledsagede Festus.

Romerske kejsere blev undertiden kaldt Augustus, Sebastos på græsk, hvilket betød, at de stod højere end andre dødelige. Det var dog først i Neros tid, at de blev kaldt »Herre«.

I dag tror nogle mennesker, at hvis de ser vigtige ud, vil folk acceptere dem som vigtige, og så vil de blive endnu vigtigere. Det er trist, hvis man tror, at ens selvværd afhænger af ens udseende og popularitet.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 26:12-15 udelod Paulus nogle detaljer, f.eks. om Ananias og den senere opgave. Hvornår er det i orden for os at sammenfatte og forenkle?

Svar: Paulus brugte ikke svig, og det bør vi heller ikke. Men Paulus udelod nogle detaljer, da de ikke ville blive betragtet som vigtige for tilhørerne. Det er helt i orden for os også at udelade detaljer.

Spørgsmål: Hvordan kunne stemmen i Apostlenes Gerninger 26:14 tale til Saulus på hebraisk, når det velkendte udtryk »det er svært at sparke imod spidserne« var kendt på græsk, men ikke på hebraisk?

Svar: Det var et velkendt udtryk på græsk, der betød at kæmpe imod en guddom, som disse fem henvisninger viser. Euripides’ *Bacchanaler* 794-795; Aischylos’ *Prometheus i lænker* 324-325; *Agamemnon* 1624, Pindars *Pythia* 2.94-95, Terentius’ *Phormio* 1.2.27. Paulus kendte både græsk og den græske kultur lige så godt som hebraisk. Der er to mulige svar, og ærligt talt er det ligegyldigt, hvilket der er det rigtige.

1. Det er ikke usædvanligt at oversætte et slangudtryk fra et sprog til et andet, især når Paulus – for ikke at tale om Gud – kendte begge sprog godt.

2. Gud kunne have talt til Paulus på hebraisk og blot sagt netop denne sætning på græsk. Det ville stadig være korrekt, om end upræcist, at sige, at Gud talte til Paulus på hebraisk, selvom Gud også sagde en lille sætning på græsk.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 26:14 var en oksepind en hård, skarp pind, man stak en okse med, når oksen ikke ville bevæge sig. At sparke imod pindene er mere end blot at synde. Hvordan synder mennesker og sparker imod pindene i dag?

Svar: Som en mere moderne forfatter spøgtigt udtrykte det: »Dine arme er for korte til at bokse med Gud.« Det er én ting at synde, men det er noget andet at være trodsig over for det. Når Gud klart har sagt, at man ikke skal gøre noget, og man alligevel går ud og gør det med den viden, kæmper man i bund og grund imod Gud.

Spørgsmål: Hvad betyder »først« helt præcist her i Apostlenes Gerninger 26:23?

Svar: Lad os først se på det græske ord for »først«, som Paulus bruger her og andre steder, og lad os derefter se på, hvad Paulus præcist mente med opstandelse, her og andre steder.

De græske ord protos/proton (Strong’s 4412/4413) er beslægtede ord, der kan betyde ”først” i tid, rækkefølge eller betydning. Paulus bruger også dette ord i en mere omtrentlig betydning for at betegne ”tidligt” eller ”før noget andet”.

Når man sammenholder Paulus’ skrifter og Lukas’ beretning om Paulus’ lære, bruger Paulus dette ord som følger:

Kun tid eller rækkefølge: ApG 13:46; 20:18; 26:20; 1 Kor 14:30; 16:2; Gal 4:13; Ef 1:12; 4:9; 1 Thess 4:16; 2 Thess 2:3; 1 Tim 3:10; 5:4; 5:12; 2 Tim 1:5; 4:16; 2 Tim 2:6; Tit 3:10

Kun betydning: 1 Kor11:18 ;12:28 ; 15:3; 2 Kor 8:5,12; 1 Tim1:16 ; 2:1

Både tid/rækkefølge og betydning: ApG 26:23; Rom 1:8;1:16 ; 1 Kor 15:45,46,47; 1 Tim 2:13

Tidligt eller før noget andet: Rom 10:19-20; 15:24; Ef 1:12; 6:2; Fil 1:5; 1 Tim 1:16; 2 Tim 4:16

Uden forskel: Rom 2:9; 2:10; Ef 6:2

Konklusion: ApG 26:23 kan betyde alle tre: tid/rækkefølge, betydning og før en anden. Kristus var den første, der opstod med et uforgængeligt legeme, han er kilden til vores opstandelse, og han opstod, før nogen af os vil opstå.

Hvilken slags opstandelse:

Paulus var ikke fremmed for opstandelse, da han havde oprejst Eutykus fra de døde i ApG 20:9-12. Men rent teknisk set er det græske ord ikke handlingen »at opstå fra de døde«, men snarere substantivet »de dødes opstandelse«. Så hvad henviser Paulus til?

a) Midlertidig opstandelse med legemer, der ville dø igen: Lazarus (Joh11:38 -42), enkenes søn (1 Kong17:22 ), den sunamitiske kvindes søn (2 Kong4:28 -37) og Eutykus (ApG 20:9-12).

b) Den evige opstandelse, hvor Jesus var den første, der opstod med en uforgængelig krop.

Paulus prædikede ingen andre steder den første type, kun den anden. I Romerbrevet 6:9 siger han, at eftersom Kristus blev oprejst fra de døde, »kan han ikke dø igen«, og ligeledes er vores opstandne legemer uforgængelige (1. Korintherbrev 15:20-23,35-55). Paulus siger også: »Faktisk oprejste Gud ham [Jesus] fra de døde, for aldrig at se forfald« i Apostlenes Gerninger 13:34a

Det ville være forkert at tro, at Paulus prædikede, at Kristus kun havde en midlertidig opstandelse, eller at Paulus kun lovede os en midlertidig opstandelse. Hans budskab til Festus og Agrippa og til alle andre handlede udelukkende om den varige opstandelse, som Kristus og vi har.

Spørgsmål: Hvorfor var Paulus så frimodig over for kong Agrippa i Apostlenes Gerninger 26:24-29?

Svar: Hvad havde Paulus at miste? Den Hellige Ånd havde fortalt Paulus, at han skulle vidne i Rom, og Paulus vidste, at han skulle til Rom. Paulus var frimodig her for at omvende sine tilhørere. Paulus mente tilsyneladende, at en direkte, enkel appel var den bedste fremgangsmåde. Der kan også have været en vis hast med at appellere til Rom nu. Festus var ikke bekendt med situationen og havde tilsyneladende ingen mistanke om, at jøderne blot ønskede Paulus sendt til Jerusalem, så de kunne overfalde ham. Paulus kan have appelleret til Rom nu, fordi han indså, at han stod over for at blive sendt til Jerusalem.

Man kunne spørge, hvorfor Paulus overhovedet gad at forkynde evangeliet for herskere, der syntes at være så langt uden for evangeliets rækkevidde. Måske er svaret, at Paulus ikke så det på den måde. Paulus spurgte ikke, hvem der var uden for evangeliets rækkevidde, men da Paulus havde muligheden, ville han gribe den og forkynde ikke kun for Felix og kong Agrippa, men for alle andre, der lyttede.

Som en historisk sidebemærkning kan det nævnes, at i det 2. århundrede (100-200 e.Kr.) blev romerske borgere generelt sendt til Rom uden at skulle appellere til kejseren. I det 3. århundrede var næsten alle, der ikke var slaver i det romerske imperium, borgere, så næsten enhver kunne vælge at blive sendt til Rom. Men tilbage i Paulus’ tid blev romerske borgere ikke sendt til Rom, medmindre de specifikt appellerede.

I dag bør vi også være frimodige. Lad ikke forkyndelsen af evangeliet blot være et bagvedliggende motiv, men sig ligeud, at det vigtigste motiv for, at vi taler til dem, er, at de kan blive frelst.

Spørgsmål: Hvorfor beskyldte Festus i Apostlenes Gerninger 26,24-25 Paulus for at være sindssyg?

Svar: Det var ikke, fordi han mente, at Paulus var uvidende; faktisk hævdede han, at al Paulus’ store lærdom gjorde ham gal, hvilket på en måde siger noget om Festus’ eget uddannelsesniveau. En af grundene til, at Festus måske sagde dette, er, at han måske ikke havde fulgt hele Paulus’ argumentation. En anden grund er, at Festus var græker, ikke jøde, og den græske filosofi havde (næsten) intet begreb om, at mennesker kunne opstå fra de døde.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 26:27 var Paulus godt i gang med sin veltalende, lærde og bibelske tale, men han afbrød det hele for at stille kong Agrippa et direkte, uddybende spørgsmål. Hvornår mener du, at vi bør holde en pause i vores forkyndelse af evangeliet for at stille direkte, uddybende spørgsmål?

Svar: Når man holder en tale om evangeliet, kan det være let for tilhørerne at lytte passivt og ikke forstå, at de er ved at træffe den vigtigste beslutning i deres liv: om de skal tro på og følge evangeliets budskab eller ej. Kong Agrippa var angiveligt en ekspert i jødedommen, herunder profeterne. Men Paulus satte en grænse her. Agrippa kendte til profeterne, men troede han på dem, ja eller nej? Agrippa var helt sikkert en tilhører, der var villig til at lytte, men var han en tilhører, der var villig til at gøre en forskel og ændre sig på baggrund af det, han ville høre?

Spørgsmål: Hvorfor tog kong Agrippa ikke imod Kristus, da Paulus talte til ham i Apostlenes Gerninger 26,27-29?

Svar: Selvom vi ikke kender alle årsagerne, kan det have været på grund af stolthed, frygt eller fordi andre mennesker så på. I sidste ende forudkendte og forudbestemte Gud, hvem der skulle komme i himlen. Uanset hvordan man måtte opfatte sammenhængen mellem forudkendelse og forudbestemmelse, er det forkert at kombinere de to på en sådan måde, at man eksplicit eller implicit fritager kong Agrippa for hans ansvar for at acceptere og tro.

Spørgsmål: Burde Paulus i Apostlenes Gerninger 26:32 og 25:11 have appelleret til kejseren?

Svar: Det ville have betydet, at Paulus skulle rejse til Rom, så kejseren personligt kunne træffe afgørelse i hans sag.

Paulus handlede klogt ved at appellere til kejseren af tre grunde.

For det første ønskede Paulus at rejse til Rom, og det ville være hans billet dertil.

For det andet havde Paulus måske indset, at den uforsonlige, morderiske modstand ville betyde, at han aldrig ville blive løsladt i Judæa. Husk, at ypperstepræsterne ønskede, at Paulus skulle vende tilbage til Jerusalem, så de kunne overfalde ham.

For det tredje ville det, hvis Paulus stod foran kejseren og blev erklæret uskyldig, give kristendommen et juridisk grundlag, ligesom jødedommen havde.

Husk endelig, at når nogen siger noget, betyder det ikke nødvendigvis, at det, de siger, er sandt. Festus og Agrippa var enige om, at Paulus var uskyldig, og havde han ikke appelleret til kejseren, ville de have ladet ham gå. Det var let for dem at sige nu. De kunne have ladet Paulus gå når som helst i de to år, han havde opholdt sig i fængslet! De kunne endda have frigivet ham nu, hvilket ville have gjort appellen til kejseren irrelevant. Det er let for nogen at lyde meget venlig og forsonlig, når det ikke koster noget at gøre det, de har intet at miste, og de ved, at det er umuligt for deres »generøsitet« at blive udøvet. Faktisk udstødte Festus sandsynligvis et lettelsens suk, da Paulus indgav sin appel, for det fik Festus ud af en vanskelig situation. Han ønskede ikke at gøre jøderne til fjender, og han ville helst undgå at dræbe en uskyldig romersk borger, som han måske senere skulle stå til regnskab for. Så Festus indså sandsynligvis, at selvom Paulus var uskyldig, kunne han stadig være en farlig person.

Spørgsmål: Hvad kan vi udlede af skrivestilen i Apostlenes Gerninger 27:1-28:13?

Svar: Det er så detaljeret, at Lukas må have været øjenvidne og sandsynligvis endda haft adgang til skibets logbøger. Som Thomas Walker sagde: »Der findes ingen så detaljeret beskrivelse af driften af et antikt skib i hele den klassiske litteratur.« Som læge ville Lukas, der ofte skrev i medicinske termer i Apostlenes Gerninger, have øje for detaljer. Men på den anden side tyder Lukas’ enkle terminologi om sejlads på, at han ikke var sømand. James Smith fra Renfrewshire i Skotland var sejler i tredive år og rejste til Malta for at studere Paulus’ rejse. Han skrev *The Voyage and Shipwreck of Paul* i 1848: »Ingen sømand ville have skrevet i en stil, der så lidt ligner en sømands; ingen, der ikke er sømand, kunne have skrevet en beretning om en sørejse, der er så sammenhængende i alle sine dele, medmindre det var baseret på faktisk observation.« På den anden side tilbagelagde Paulus’ elleve andre rejser, hvis man ser bort fra denne, i alt 3.500 miles. Så selvom Paulus ikke var en erfaren sømand, var han en erfaren skibspassager.

Hvem ellers ville sandsynligvis være om bord? Blandt passagererne var der sandsynligvis også andre fanger, der var på vej til Rom for at blive stillet for retten eller henrettet. De blev ofte henrettet i Colosseum eller andre arenaer.

Spørgsmål: Gav Paulus i Apostlenes Gerninger 27:10 her en falsk profeti om, at folk ville miste livet, da ingen ifølge Apostlenes Gerninger 27:22-23 mistede livet?

Svar: Nej, men der er to forskellige svar.

Paulus’ oprindelige opfattelse kontra Guds senere løfte: Paulus talte ud fra sin egen viden i Apostlenes Gerninger 27:10, fordi Paulus sagde: »Jeg kan se«, og ikke »Gud sagde« eller »en engel sagde«, som det står i Apostlenes Gerninger 27:22.

Guds åbenbarede vilje kan ændre sig, når vores vilje gør det: Måske fortalte Gud faktisk Paulus, at der kunne ske tab af menneskeliv før Apostlenes Gerninger 27:10. Da Apostlenes Gerninger 27:24 siger, at livet for dem, der var sammen med Paulus, blev »skænket« ham, må Paulus have bedt inderligt for dem. Guds åbenbarede vilje over for os kan ændre sig, når vi beder, eller når vores vilje ændrer sig. Se 1. Mosebog 20:3-7 for et andet eksempel på dette. Se 2. Samuel 12:15-19 for et eksempel på, hvor Davids trofaste, hyppige og inderlige bøn blev besvaret med et »nej«.

Spørgsmål: Hvordan bør man, ifølge Apostlenes Gerninger 27:10, leve, når man mod sin vilje er en del af noget, der er på vej mod et forlis?

Svar: Bed først om det, og advar derefter andre, som Paulus gjorde. Nogle gange virker det ikke, fordi dem, du taler til, enten undervurderer farens alvor eller sandsynligheden for, at den vil indtræffe. Du bør måske forlade skibet, hvis du kan, selvom det ikke var muligt i Paulus’ tilfælde. Eller hvis du var om bord på Titanic, da den sank, kunne du opfordre folk til at gå om bord i redningsbådene, bede dem om at vente, indtil andre har fyldt redningsbådene, og generelt handle, som Kristus ville have ønsket, at du handlede i denne situation. Men for at kunne gøre disse ting skal du bevare roen og ikke gå i panik. Folk er mere tilbøjelige til at gå i panik, når de ikke ved, at Gud våger over dem. Men at Gud våger over dig kan også indebære, at han beroliger dine nerver, så du kan vælge den bedste fremgangsmåde.

Vi nøjes måske med at tænke, at så længe vi trofast følger Gud, vil vi ikke støde på voldsomme storme eller skibbrud. Men det er ikke sandt, hverken fysisk eller følelsesmæssigt, selv ikke for Paulus. Gud vil bære os gennem stormene, men i mellemtiden skal vi være et »centrum af ro«, være et godt vidne og prise Gud selv midt i stormen.

Spørgsmål: Hvad er en Euroclydon-vind i Apostlenes Gerninger 27:14?

Svar: Det betyder bogstaveligt talt »nordøstlig vind«, og det er en stærk, nordøstlig vind, der forekommer om efteråret og i den tidlige vinter i denne del af Middelhavet. Den gør sejlads i det østlige Middelhav farlig efter den 14. september. Dette var efter Forsoningsdagen, og ifølge William Ramsay faldt Forsoningsdagen i oktober 59 på den 5. oktober, så perioden med rolig sejlads var forbi indtil omkring den 5. marts. Cauda var en lille ø omkring 25 miles syd for Kreta. Det var tåbeligt at sejle i denne sæson, men skibsejerne ønskede sandsynligvis at tage chancen for pengenes skyld. Sejladsen fra Fair Havens til Phoenix var på under 100 miles, og vinden var mild, da de først satte ud, så de besluttede at tage chancen.

Spørgsmål: Hvordan kan mennesker i dag, i lighed med det, der beskrives i Apostlenes Gerninger 27:17, føle sig mere trygge ved at tage små forholdsregler i farlige situationer?

Svar: I Apostlenes Gerninger 27:17 bandt de reb rundt om skibets yderside for at holde det bedre sammen i oprørt hav. Forestil dig at få at vide, at du vil møde orkanagtige vinde til søs, men at du ikke skal bekymre dig om noget, for vi vil binde reb omkring din båd! Selvom det var en god idé at binde reb omkring skibet, var det ikke en hundrededel så godt som ideen om slet ikke at sejle derhen så sent. Men da de først havde truffet den beslutning – for økonomisk gevinst på bekostning af alles sikkerhed – var det at binde reb omkring skibet bedre end ingenting. De fire andre ting, de gjorde – at trække redningsbåden om bord på skibet, sænke sejlet for at bremse fremdriften, kaste anker for at bremse fremdriften en smule og i ren desperation smide lasten over bord – var det bedste, de kunne gøre, nu hvor de allerede befandt sig i denne situation. De ønskede at bremse skibet, fordi de ikke ville ramme Libyens kyst om natten. Der var frygt for sandbanker ud for Libyens kyst.

I dag gør folk nogle gange ting, der gør dem en smule mere sikre, ikke fordi det gør den store forskel, men for at føle sig bedre tilpas i en risikabel situation. Det er bedre at vurdere den samlede risiko og måske slet ikke at have sat sig i den risikable situation i første omgang. Små skridt for at gøre noget bedre eller mindre risikabelt er fint, men lad ikke det forblinde dig for at se på den samlede situation. Tænk for eksempel på Robin Hood, der stjal fra de rige og gav til de fattige. Burde han have stjålet? Nej. Men hvis han gav lidt til de fattige, ville det så få ham til at føle sig bedre tilpas? Det er bedre ikke at stjæle fra folk end at stjæle fra folk, selvom man giver penge, der ikke var ens egne, til de fattige.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 27:21 – hvordan og hvornår bør man sige »Det sagde jeg jo«, som Paulus tilsyneladende gjorde her?

Svar: Meget afhænger af din holdning og tonefald, når du siger det. Paulus forsøgte ikke at nedgøre dem, men ved at sige dette antydede han, at de i fremtiden burde være mere opmærksomme på hans anbefalinger.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 27:27, hvordan kunne de så sejle i Adriaterhavet, når de burde have været syd for Italien?

Svar: Dengang omfattede det, man kaldte Adriaterhavet, også farvandet syd for Italien ned til Sicilien og Malta mod vest og til øen Kreta mod øst. Dette ligger betydeligt sydligere end det, der i dag kaldes Adriaterhavet. Josefus, som også forliste her, kaldte det »Adria-havet«.

Spørgsmål: Hvorfor var der i Apostlenes Gerninger 27:37 så mange mennesker (276) om bord på det skib, Paulus rejste med?

A: Det var tilsyneladende et stort skib, og de fleste skibe på den tid havde slaver til at ro. Josefus nævnte i »Livet«, bog 15, kapitel 3, at det skib, der førte Josefus til Italien, havde 600 passagerer. Josefus forliste også, og kun 80 passagerer overlevede.

Spørgsmål: Hvorfor ville de i Apostlenes Gerninger 27:38-41 sejle skibet ind i en flod eller en å?

A: Sandsynligvis for at undgå store klipper.

Q: Hvad er betydningen af, at skibet i Apostlenes Gerninger 27:41 blev drevet på land mellem to have?

A: Der var (og er stadig) sandbanker i det, der i dag kaldes St. Paul’s Bay, mellem øen Malta og den nærliggende holm Salmonetta. Dette sted var perfekt til at køre skibet på grund, da man naturligvis ikke ville ønske at køre skibet mod klipper.

Denne ubetydelige detalje er meget vigtig, for ingen ville vide dette, medmindre de enten boede på Malta eller var øjenvidne.

Spørgsmål: Hvorfor var soldaterne i Apostlenes Gerninger 27:42 så ivrige efter at dræbe fangerne?

Svar: Romerske soldater kunne blive dræbt for at lade deres fanger undslippe, men de ville ikke blive straffet for at dræbe deres fanger for at forhindre dem i at undslippe. Måske ville soldaterne være tilfredse, da al skyld ville falde på centurionen, da det var ham, der havde beordret dem til ikke at dræbe fangerne.

Spørgsmål: I Apostlenes Gerninger 27:1 til 28:1 oplever vi alle storme i livet. Hvordan vil du sammenligne og kontrastere Paulus’ rejse med Jonas’?

Svar: Det er interessant at sammenligne Paulus’ rejse med en lignende rejse, som Jonas foretog i omtrent det samme område. Begge oplevede storme og måtte uventet forlade skibets beskyttelse. Men Jonas, som var under Guds beskyttelse, flygtede frivilligt for at være ulydig mod Gud. Paulus var, trods Satans potentielle modstand, men stadig under Guds beskyttelse, en fange uden kontrol over, hvor han skulle hen. Begge nåede dog frem til de destinationer, som Gud havde bestemt. Og begge nåede frem på måder, der var helt uventede for dem.

Spørgsmål: Hvad ved vi om øen Malta i Apostlenes Gerninger 28:1?

Svar: Malta er en lille ø (18 gange 8 miles, 95 square miles eller 246 square kilometers), som ligger kun 58-60 miles (93-96 kilometers) syd for Sicilien og omkring 180 miles nordøst for Tunesien. Den ligger 600 miles (960 kilometers) vest for Fair Havens på Kreta.

Indbyggerne var tidligere fønikere samt romerske soldater og deres familier. De blev kaldt »barbarer«, ikke fordi de ikke var civiliserede, men fordi »barbar« oprindeligt betød en person, der ikke havde græsk (eller senere latin) som modersmål. NIV Study Bible, s. 1699, tilføjer, at disse mennesker var efterkommere af fønikere, der var blevet romaniseret og dermed ganske civiliserede.

Spørgsmål: Hvor landede Paulus præcist på Malta i Apostlenes Gerninger 28:1?

Svar: Det var sandsynligvis et sted, der i dag kaldes Paul’s Bay (af indlysende grunde). Det ligger ca. 8 miles (13 km) nordvest for byen Valletta.

Spørgsmål: Hvordan kunne en hugorm i Apostlenes Gerninger 28:3 bide sig fast i Paulus’ hånd, når der i dag ikke findes hugorme på Malta?

Svar: I dag findes der kun to slangearter på Malta, og begge er blevet importeret. Der er heller ikke meget skov at hente brænde i på Malta i dag. Men før menneskene ryddede skoven, er der ingen grund til at antage, at der ikke fandtes de samme slags slanger, som der var i de omkringliggende lande. Slangen Vipera aspis lever i Sydeuropa, Vipera latastei findes i Spanien og Portugal, og Vipera ammodytes lever noget længere væk i det sydøstlige Europa.

Selvom dette kunne have været en dæmon forklædt som en slange, er der ingen grund til at antage, at det ikke var et normalt, naturligt dyr. Uanset om slangen var indfødt eller kom med et skib, var malteserne ikke fremmede for giftslanger.

Spørgsmål: Hvem eller hvad er »Retfærdighed« her i Apostlenes Gerninger 28:4?

Svar: »Retfærdighed« betyder »retfærdighed«, men der var også en græsk gudinde ved navn Dike/Dice, også kaldet »Lady Justice«, som var gudinden for retfærdighed og moralsk orden. Hun var datter af Zeus og hans anden hustru, titanen Themis, som var gudinde for »guddommelig orden og retfærdighed«. Så malteserne talte måske om en af dem. Mens de fleste maltesere var af fønikisk/kartagisk oprindelse, var andre familier til romerske soldater. Tilsyneladende flød forskellige guder og gudinder frit mellem kulturerne.

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 28:7 nogen arkæologiske beviser for titlen »første/øverste mand« på øen?

Svar: Ja. Malta var for lille til at være en provins eller et kongerige. En indskrift viser, at kejser Augustus udnævnte en »første mand over hele Maltas kommune«.

Spørgsmål: Findes der i Apostlenes Gerninger 28:7 noget udenbibelsk bevis for denne Publius, »øens øverste embedsmand«?

Svar: Ja. Ifølge traditionen blev Publius Maltas første biskop. Gennadius/Hieronymus skriver i *Om berømte mænd* 19, at han senere blev dræbt på grund af sin kristne tro.

Spørgsmål: Hvorfor gav øboerne dem forsyninger i Apostlenes Gerninger 28:7-10?

Svar: Malta er en lille ø, og øboerne var ikke forpligtet til at give forsyninger i stedet for at sælge dem. Men de var sandsynligvis meget taknemmelige for de mennesker, som Paulus helbredte på øen. Så alle de romerske soldater og besætningsmedlemmerne nød godt af Paulus’ handlinger. Nydes der i dag, som troende, af dit velsignede liv blandt menneskerne omkring dig?

Spørgsmål: Hvad kunne Publius’ far have lidt af i Apostlenes Gerninger 28:8?

Svar: Malta har et tempereret klima. Om vinteren kan temperaturen ligge mellem 50 og 65 F (10–17 C), så det kunne have været en række forskellige ting. De fleste steder skyldes dysenteri dårligt vand eller fordærvet mad. Men på Malta er der en tredje årsag. Der findes en mikroorganisme, der findes i gedemælk på Malta, Gibraltar og andre varme steder i Middelhavsområdet, kaldet micrococcus melitensis. I dag findes der en vaccine mod den, men uden vaccinen kan intermitterende feber vare fra fire måneder op til tre år.

Spørgsmål: Hvem var Castor og Pollux i Apostlenes Gerninger 28:11?

Svar: Ifølge den græske mytologi var Castor og Pollux tvillinger, der blev født af Zeus og Leda, dronningen af Sparta, da Zeus antog skikkelse af en svane og gjorde Leda gravid. De var sømændenes skytsguder. Hvis deres stjernebillede, Tvillingene, kunne ses under en storm, betød det held og lykke. De siges angiveligt at være klækket ud af æg. Denne myte var ikke så populær som andre myter på den tid, men senere i renæssancen arbejdede mange kunstnere på malerier, der skildrede den grafiske handling, herunder Leonardo da Vinci (aldrig færdiggjort) og Michelangelo. De blev betalt for at gøre det af deres mæcener. Hvis man bliver betalt for at gøre noget, hvor meget tid bruger man så på at spørge sig selv, om Gud virkelig ønsker, at man skal arbejde på netop det eller ej?

Forresten er der i Vatikanet på døren til Peterskirken et billede af noget, der ligner Leda og svanen. Trip Advisor havde et billede af dette. Jeg ved ikke, hvorfor det er der i Vatikanet.

Spørgsmål: Hvad ved vi om jøderne i Rom ifølge Apostlenes Gerninger 28:24-25?

Svar: De var først i Puteoli, en havneby nær Napoli, omkring år 4 f.Kr. Kejser Claudius havde forvist jøderne fra Rom mellem år 41 og 53 e.Kr., men de havde siden fået lov til at vende tilbage. Der var syv forskellige jødiske synagoger i Rom. De udgjorde en minoritet i Rom, men en betydelig minoritet.

Spørgsmål: Hvad gjorde Paulus i to år under husarrest i Rom, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 28:30-31?

Svar: Skriften siger, at Paulus modtog besøgende og forkyndte evangeliet, men den siger ikke meget mere. Dette kan have været den tid, hvor Paulus skrev Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Filemonbrevet.

Spørgsmål: Tror du, at Paulus blev sat på fri fod eller ej i Apostlenes Gerninger 28:30-31?

Svar: Det siger Skriften ikke. Historien fortæller os heller ikke, om a) Paulus blev dømt og martyrdød, eller b) blev løsladt, gjorde flere ting, derefter blev arresteret senere, og så dømt og martyrdød. Men vi kan se på situationen. Der er intet, der tyder på, at hans jødiske anklagere dukkede op, sandsynligvis fordi de vidste, at deres sag var så svag. Nero var ikke morderisk gal i begyndelsen af sin regeringsperiode. Så der var en god chance for, at Paulus til sidst blev løsladt.

Ligesom os havde Paulus gode og dårlige tider, tider hvor han var sikker på, hvad der ville ske, og tider hvor han ikke havde den mindste anelse. Men uanset om Paulus blev løsladt denne gang eller ej, var Paulus en kristen i alle livets situationer. Han kunne finde tilfredshed i at prædike for store skarer og helbrede mennesker, og han kunne finde tilfredshed i fængslet, hvorfra han skrev Filipperbrevet. Paulus kunne være tilfreds med visheden om, at han skulle til Rom, og Paulus kunne være tilfreds i de usikre tider, hvor livet virkede som et skibbrud. Når vi har set nærmere på Paulus’ liv, bør vi stræbe efter at gøre vores liv mere lig Paulus’ (Filipperne 3:17).

Spørgsmål: Hvad kan man sige om Lukas’ skrivestil i Apostlenes Gerninger og Lukas-evangeliet?

Svar: Mens Markus skrev som en »handlingsmand«, var Lukas interesseret i det, der blev sagt. Over 22 % af Apostlenes Gerninger består af de vigtigste taler, og hvis man medregner andre, mindre taler, udgør taler over halvdelen af Apostlenes Gerninger. Talerne var utvivlsomt meget længere, end Lukas nedskrev, og det erkendes, at Lukas omskrev dem. Ligeledes indeholder Lukasevangeliet flere lignelser om Jesus end de andre evangelier.

Lukes græsk er fremragende, og han var tilsyneladende højt uddannet. Faktisk finder græskstuderende i dag hans græsk det sværeste at oversætte i Bibelen.

Spørgsmål: Hvem skrev Apostlenes Gerninger?

A: Der er stort set enighed om, at det blev skrevet af Lukas, den samme person, der skrev Lukasevangeliet.

Der er tegn på, at forfatteren af Apostlenes Gerninger faktisk var en af Paulus' ledsagere, der fulgte med ham på hans rejser.”

Lukas nævnes også i Kolossenserbrevet 4:14, 2. Timoteusbrev 4:11 og Filemonbrevet 24.

Q: Hvornår blev Apostlenes Gerninger skrevet?

A: Der er to synspunkter.

1. En tidlig datering, da Lukas sandsynligvis ville have nævnt Paulus’ død, forfølgelserne under Nero og Jerusalems fald, hvis han havde kendt til dem; Lukas kan have skrevet Apostlenes Gerninger mellem år 61 og 64 e.Kr. Andre mener, at det var mellem år 63 og 70 e.Kr., da senere begivenheder ikke nævnes.

2. En anden opfattelse er, at det var muligt, at Lukas planlagde et tredje bind (selvom det ikke var Guds vilje), så Lukas kunne have skrevet senere og planlagt de senere begivenheder til det tredje bind.

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) citerer 1/4 af Apostlenes Gerninger 20:35f (5 ord ud af 26 ord) 1. Clemens, bind 1, kap. 2, s. 5, og Polykarp (100–155 e.Kr.) citerer halvdelen af Apostlenes Gerninger 2:24a (7 ud af 15 græske ord) i Polykarps brev til filipperne, kap. 1, s. 33. Det blev helt sikkert skrevet før 96–98 e.Kr.

Spørgsmål: Blev denne bog skrevet i det 2. århundrede (længe efter Lukas’ død), som den liberale Tübingen-skole hævdede?

Svar: De hævdede dette på grund af de mange parallelle oplysninger, der findes både i Apostlenes Gerninger og i Josefus’ værker. (Josefus skrev »Jødernes oldtidshistorie« ca. 93–94 e.Kr.)

Man ville dog forvente dette, hvis Lukas havde adgang til mange af de samme kilder, som Josefus benyttede. Derudover siger Irenæus (182–188 e.Kr.), Clemens af Alexandria (193–202 e.Kr.), den muratoriske kanon (170–210 e.Kr.), Origenes (225–254 e.Kr.) og Pamphilus (martyrdød 309 e.Kr.) alle, at Lukas skrev Apostlenes Gerninger.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Apostlenes Gerninger i dag er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Kristne forfattere fra før det nikænske trosbekendelse citerede 20,4 % af Apostlenes Gerninger. Det er 204,86 ud af 1003 vers. Her er de forfattere, der henviste til vers i Apostlenes Gerninger.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) citerer 1/4 af Apostlenes Gerninger 20:35f (5 ord ud af 26 ord) 1. Klemens, bind 1, kap. 2, s. 5

Barnabasbrevet (ca. 100–150 e.Kr.), kap. 7, s. 142, henviser til Apostlenes Gerninger 14:22

Polycarp (100–155 e.Kr.) citerer halvdelen af Apostlenes Gerninger 2:24a (7 ud af 15 græske ord) i Polycarps brev til filipperne, kap. 1, s. 33. Han citerer også Apostlenes Gerninger 17:31 i kap. 2, s. 33

»Hermas’ hyrde« (160 e.Kr.), bog 1, kap. 2, s. 18, citerer halvdelen af Apostlenes Gerninger 4:12.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) omskriver tydeligt Apostlenes Gerninger 1:9 i *Om opstandelsen*, kap. 9, s. 298

De kristne i Vienne og Lugdunum (177 e.Kr.) citerer halvdelen af Apostlenes Gerninger 7:60: »ligesom Stefanus, det fuldkomne vidne, sagde: ’Herre, tilregn dem ikke denne synd.’« Ante-Nicene Fathers, bind 8, s. 784.

Irenæus, der skrev *Mod kætterierne* fra 182–188 e.Kr., henviser 48 steder til 88 vers i Apostlenes Gerninger.

Irenæus (182–188 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 8:9–11, 20, 21, 23 (Simon Troldmanden), som skrevet af Lukas. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 1, kap. 23.1, s. 347

Den muratoriske kanon (190–217 e.Kr.) ANF, bind 5, kanon 2, s. 603: »Desuden er Apostlenes Gerninger samlet af Lukas i én bog.«

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer 48 vers i Apostlenes Gerninger: 1:7;2:26 –28, halvdelen af2:41 ; 6:2; 8:22a;10:10 –15,34,35;15:23 ,28,29,17:18 ,22,23,28; 26:17-18. Han henviser til 9 vers i Apostlenes Gerninger:3:14 , 17, 19, 21; 5:1;8:30 ;10:24 ;17:15 (omtale af Athen);17:30 .

Klemens af Alexandria (193-202 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 17:22,23 og siger: »Lukas i Apostlenes Gerninger« i Stromata (193-202 e.Kr.), bog 5, kap. 12, s. 464. Han citerer også »Peter i Apostlenes Gerninger« i Stromata, bog 6, kap. 8, s. 494.

Tertullian (198–220 e.Kr.) nævner Apostlenes Gerninger ved navn i »Om kødets opstandelse«, kap. 39.

Tertullian bringer mange citater og hentydninger fra Apostlenes Gerninger og siger, at det stod i Apostlenes Gerninger i »Fem bøger mod Marcion«, bog 5, kap. 2, s. 432–433

Hippolyt (222–235/236 e.Kr.) citerer Jeremias 23:18 og Apostlenes Gerninger 10:36 og siger straks derefter: »Disse ting, brødre, er altså forkyndt i Skrifterne.« I *Mod Noetus’ kætteri*, kap. 13–14, s. 228

Origenes (225–254 e.Kr.) »…som Lukas beretter i Apostlenes Gerninger« Origenes, »Mod Celsus«, bog 6, kap. 11, s. 578

Novatian (250–257 e.Kr.) citerer 3/4 af Apostlenes Gerninger2:17 (også Joel2:28 ) som profeteret af Joel og givet af Kristus. Afhandling om Treenigheden, kap. 29, s. 640

Afhandling om genbaptisme, kap. 1,2, s. 668 (250–258 e.Kr.) »Og derfor skal vi, som det er nødvendigt, samle alle de passager fra de hellige skrifter, der er relevante for dette emne, i én samling.« Derefter citerer han i kapitel 2 Mattæus 3:11b og Apostlenes Gerninger 1:4,5 samt Apostlenes Gerninger 11:15–17, Apostlenes Gerninger 15:5,8

Afhandling om genbaptisme (ca. 250–258 e.Kr.) kap. 12, s. 674 citerer Apostlenes Gerninger15:13 –17 og nævner ved navn Jakob, der taler i Apostlenes Gerninger.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.): »Den hellige Skrift beviser dette, når den siger: ›Men skaren af dem, der troede, var ét hjerte og én sjæl.‹ [Apostlenes Gerninger 4:32] Og igen: ›Alle disse holdt fast i bøn med ét sind sammen med kvinderne og Maria, Jesu mor, og med hans brødre.‹« [Apostlenes Gerninger 1:14] Cyprians afhandlinger, afhandling 1, kap. 25, s. 429

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer fra »Apostlenes Gerninger« i sin Afhandling 12, tredje bog, 3,43.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner Apostlenes Gerninger og citerer ApG 5,3–4 i Cyprianus’ afhandlinger – Vidnesbyrd, kap. 30, s. 543. Se også Brev 72, kap. 17, s. 383.

Pontius’ »Cyprianus’ liv og lidelse« (efter 258 e.Kr.), kap. 3, s. 268, henviser til Apostlenes Gerninger 8:37 som »i Apostlenes Gerninger«.

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 13:5,13 som »i Apostlenes Gerninger« i *De to bøger om løfter*, kap. 5, s. 83.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) nævner »Apostlenes Gerninger« i »Dialog om den sande tro«, anden del, 12d, s. 90.

Victorinus, biskop af Petau i det nuværende Slovenien (martyrdød 304 e.Kr.), nævner Apostlenes Gerninger i »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, s. 355

Pamphilus (martyrdød 309 e.Kr.): Vi har bevaret hans oversigt over Apostlenes Gerninger. »Ante-Nicene Fathers«, bind 6, s. 166-168.

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 7:59, mens Stefanus taler. De kanoniske breve, kanon 9, s. 273.

Kirkemødet i Neocaesarea (ca. 315 e.Kr.), kanon 15, s. 86: »Diakonerne bør være syv i antal, i henhold til kanonen, selv om byen er stor. Dette vil I blive overbevist om ved at læse Apostlenes Gerninger.«

Athanasius (ca. 318 e.Kr.) citerer før koncilet i Nicea en del af Paulus’ tale i Apostlenes Gerninger14:15 som værende af Paulus. *Mod hedningerne*, del 3, kap. 35, s. 22

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger 1:9 og siger: »Han [Jesus] kunne begive sig til sin Fader, båret op på en sky.« De guddommelige institutter, bog 4, kap. 12, s. 111

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (323–326 e.Kr.) siger, at det står i »den hellige bog Apostlenes Gerninger«; *Kirkehistorie*, bog 2, kap. 18; *Nicene and Post-Nicene Fathers*, 2. serie, bind 1, s. 122. Lukas skrev *Apostlenes Gerninger*; ibid., kap. 22, s. 124

Eusebius af Cæsarea (323–339/340 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger 12:3 som »som den guddommelige Skrift siger«; Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 2, kap. 9, s. 111

Eustathius af Antiokia (før 337 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger 16:17 og andre vers.

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger i *Select Demonstrations*

Den arianske kætter Candidus’ brev til Marius (359–362 e.Kr.)

Hegemonius af Sirmium (3. århundrede e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 2:6 som Skriften i sin oversættelse af Archelaus (262–278 e.Kr.) i »Disputation with Manes«, kap. 36, s. 210.

Archelaus citerer også Apostlenes Gerninger 9:15 i »Disputation with Manes«, kap. 34, s. 208. Han henviser muligvis til Apostlenes Gerninger 9:40 i »Fragment 1«, s. 234. Han henviser ikke til andre vers i Apostlenes Gerninger.

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Victorinus af Rom (efter 363 e.Kr.)

Athanasius (367 e.Kr.) »Det er heller ikke kedeligt at tale om [bøgerne] i Det Nye Testamente. Disse er de fire evangelier, ifølge Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Derefter Apostlenes Gerninger og breve (kaldet katolske), syv, nemlig ét fra Jakob, to fra Peter, tre fra Johannes; efter disse ét fra Judas. Derudover er der fjorten breve fra Paulus, skrevet i denne rækkefølge: det første til romerne; derefter to til korintherne; herefter til galaterne; så til efeserne; derefter til filipperne; så til kolosserne; herefter to til tessalonikerne og brevet til hebræerne; og igen to til Timoteus; et til Titus; og til sidst brevet til Filemon. Og derudover Johannes’ Åbenbaring.” Athanasius’ Festbrev 39, kap. 5, s. 552

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 1:7 som et citat fra Jesus. I værket »Om Treenigheden«, bog 9, kapitel 75, s. 181

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Apostlenes Gerninger som en del af Det Nye Testamente. Den citerer hele Apostlenes Gerninger 1:1.

Efraem den Syriske (350–378 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 22:11 og 26:13 i »Tre prædikener«, prædiken 1, kap. 26 og 27, s. 316.

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.)

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævner Apostlenes Gerninger i forelæsning 14.28, s. 102

Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370 e.Kr.) nævner hvert af de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, Paulus’ breve, 1. Petersbrev, 1. Johannesbrev og Åbenbaringen.

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) nævner, at Paulus citerer en græsk digter (Apostlenes Gerninger17:28 –29) i »Apostlenes Gerninger«, brev 4.2, s. 31

Gregor af Elvira (efter 392 e.Kr.)

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) nævner Apostlenes Gerninger i Anden bog mod Eunomius, s. 274 og s. 276.

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 2:36 i »Mod Eunomius«, bog 5, kap. 3, s. 177

Amphilochius (død 397 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger15:24 og andre passager i »Iambi ad Seleucum«

Didymus den Blinde (398 e.Kr.) hentyder til Apostlenes Gerninger 13:8-11. Kommentar til Zakarias 11, s. 285

Den skismatiske Lucifer af Cagliari (361–399 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger 12:23

Det syriske katalog fra St. Catherine’s (ca. 400 e.Kr.) henviser til de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, Romerbrevet og Galaterbrevet frem til Hebræerbrevet.

Maximinus (4./5. århundrede)

Maximus af Torino (4./5. århundrede)

Den donatistiske skismatiker Petilianus (4./5. århundrede)

Epifanius af Salamis (360-403 e.Kr.) nævner de fire evangelier, 14 breve fra Paulus, Jakob, Peter, Johannes, Judas, Apostlenes Gerninger, Johannes' Åbenbaring, Salomos Visdom og Sirak (=Ecclesiasticus).

Pave Innocens I af Rom (ca. 405 e.Kr.)

Rufinus (374–406 e.Kr.), der oversatte Origenes (225–254 e.Kr.), henviser til Apostlenes Gerninger 7 som Apostlenes Gerninger de Principiis, bog 2, kap. 4.2, s. 276

Den donatistiske skismatiker Gaudentius (efter 406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) nedskrev 55 prædikener om Apostlenes Gerninger.

Chromatius (død 407 e.Kr.)

Severian (efter 408 e.Kr.)

Asterius af Emesa (ca. 410 e.Kr.)

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger 6:11–13 i værket Forsvar mod pelagianerne, kap. 8, s. 124

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.) (218 biskopper)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Nye Testamente. Han nævner specifikt hvert af de fire evangelier, Paulus’ breve til de syv menigheder, Hebræerbrevet samt Paulus’ breve til Timoteus, Titus og Filemon. Hieronymus diskuterer derefter Apostlenes Gerninger. Herefter diskuterer han de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Endelig diskuterer han Johannes’ Åbenbaring. Brev 53, kap. 9, s. 101-102.

Sulpicius/Sulpitius Severus (363–420 e.Kr.) nævner Apostlenes Gerninger i *Historie*, bog 1, kap. 36, s. 89, og *Historie*, bog 2, kap. 28, s. 110

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 17:30,31 i »Guds by«, bog 18, kap. 54, s. 395

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) nævner Apostlenes Gerninger 4:32–34 som i Apostlenes Gerninger i Johannes Cassians »Institutes«, bog 2.5, s. 206

Kirkemødet i Efesos (431 e.Kr.) citerer fra Apostlenes Gerninger.

Vincent af Lerins (ca. 434 e.Kr.)

Sokrates af Konstantinopel (ca. 400–439 e.Kr.) henviser til Apostlenes Gerninger 15:29 og andre vers. Sokrates’ »Kirkehistorie«

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)

Hesychius af Jerusalem (død 450 e.Kr.)

Speculum (5. århundrede)

Theodotus af Ancyra (5. århundrede)

Kirkemødet i Chalcedon (451 e.Kr.)

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.)

Eucharius (ca. 424–455 e.Kr.) Instructiones

Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)

Pave Leo I af Rom (461 e.Kr.)

Prosper Tyro af Aquitaine (425–465 e.Kr.) siger, at Apostlenes Gerninger10:45 findes i Apostlenes Gerninger

Bevis for kættere og forfalskede bøger

De apostoliske forfatninger (usikkert tidspunkt, ca. 380 e.Kr.)

Kætteren Priscillian (ca. 385 e.Kr.)

Kætteren Apollinaris fra Laodicea (ca. 390 e.Kr.)

Den arianske kætter Eunomius (ca. 360–ca. 394 e.Kr.) citerer Apostlenes Gerninger 2:36, mens Peter taler. Apologetisk brev, kap. 25, s. 71

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) henviser til Stefanus i Apostlenes Gerninger 7:42–43 som »i De Hellige Apostles Gerninger«. Kommentar til Amos, kap. 5, s. 154

Nestorius’ *Bazaar of Heracleides* (451/452 e.Kr.)

Vi har stadig alle disse i dag.

3. De tidligste manuskripter, vi har af Apostlenes Gerninger, viser, at der er små variationer mellem manuskripterne, men ingen teologisk væsentlige fejl.

Spørgsmål: Hvilke er de tidligste bibelhåndskrifter i Apostlenes Gerninger?

Svar: Her er de fleste af dem. I alt citerer de præ-nikænske bibelhåndskrifter 32,5 % af Apostlenes Gerninger. Det er 326 ud af 1003 vers. De præ-nikænske kristne forfattere samt de præ-nikænske bibelmanuskripter dækker 43,9 % af Apostlenes Gerninger. Se for mere information.

p8 (=Berlin Inv. 8683) Apostlenes Gerninger4:31 -37; 5:2-9; 6:1-6,8-15 (4. århundrede)

p29 Apostlenes Gerninger 26:7-8,20. 200-225 e.Kr. Den skriver, der udfærdigede dette manuskript, skrev følgende bogstaver på en usædvanlig måde: theta, pi og epsilon. Manuskriptet p45 (Chester Beatty I) har den samme usædvanlige håndskrift. Dateringen angives til 200–225 e.Kr., fordi håndskriften ligner Papyrus Marmarica, som næsten med sikkerhed er en alexandrinsk tekst fra perioden 200–225 e.Kr.

s. 33 Apostlenes Gerninger 7:6-10,13-18;15:21 -24, 26-32 (6. århundrede) Stemmer overens med Sinaiticus

s. 38 (=Ann Arbor Inv. 1570, =papyrus Michigan 137) Apostlenes Gerninger18:27 –19:6;19:12 –16 ca. 300 e.Kr.

Slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede – 1999

s. 41 (8. århundrede) Apostlenes Gerninger 17:28-34; 18:1f,17f,22-25,27; 19:1-4,6-8,13-16,18f; 20:9-13,15f,22-24,26-38; 21:1-4,26f; 22:11-14,16f. Kilde: Wien, Papyrussammlung Nationalbibliothek, K. 7541–7542 – 7543 – 7544 – 7545–7546 – 7547 – 7548. Stud. Pal. 015 237; P. Weigandt, i K. Aland, Materialien (1969), s. 54-72. hovedred. (faksimile); J. Henner, H. Förster, U. Horak, Christliches mit Feder und Faden, Nilus 3 (1999), s. 10 nr. 9

(Se http://www.tyndale.cam.ac.uk/Tyndale/staff/Head/NTPapyri.htm#_ftn40)

s. 45 Chester Beatty I (100-150 e.Kr.) Alle 4 evangelier og 29 % (289/1003 vers) af Apostlenes Gerninger. Apostlenes Gerninger 4:27-36; 5:10-20; (8 ud af 33 bogstaver i 5:21) 30-39; 6:7-7:2; 7:10-21; 7:32-41; 7:52-8:1; 8:14-15, 8:34-9:6; (8:37 blev aldrig skrevet); 9:16-27; 9:35-10:2; 10:10-23, 31-41; 11:2-13; 11:24-12:6; 12:13-22; 13:6-16, 25-36; 13:46-14:3; 14:15-23; 15:2-7, 9-27; 15:38-16:4; 16:15-21,32-40; 17:9-17. I Apostlenes Gerninger 15:7 mistede denne skriver tråden og gentog seks vers fra Apostlenes Gerninger 15:2. (Tidligere antaget at stamme fra slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede eller år 200 e.Kr.)

p48 Apostlenes Gerninger 23:11-17,25-29 (ca. 220 eller sidste del af det 3. århundrede e.Kr.)

s. 50 (Papyrus Yale 1543) Apostlenes Gerninger 8:26-32; 10:26-31 Aland daterede dette til det 4. eller 5. århundrede, »men redaktørerne ved Yale argumenterer ganske overbevisende for en datering til Diokletians regeringsperiode (284-305 e.Kr.).«

s. 53 Mattæus 26:29-30 og Apostlenes Gerninger 9:33-38; (3 bogstaver i Apostlenes Gerninger 9:39b); Apostlenes Gerninger9:40 -10:1. ca. 260 e.Kr. Dateringen er baseret på ligheder med Heroninos’ breve, der dateres til ca. 260 e.Kr.

s. 56 Apostlenes Gerninger 1:1,4-5,7,10-11 (5. til 6. århundrede) alexandrinsk tekst

s. 57 Apostlenes Gerninger4:36 –5:2; 5:8–10 (4. eller 5. århundrede) alexandrinsk tekst

s. 58 samme original som s. 33. Her er oplysningerne fra s. 33. Apostlenes Gerninger 7:6-10,13-18;15:21 –24, 26-32 (6. århundrede) Stemmer overens med Sinaiticus

s. 74 (=Bodmer 17) Apostlenes Gerninger 1:2-5,7-11,13-15,18-19,22-25; 2:2-4; 2:6-3:26; 4:2-6,8-27; 4:29-27:25; 27:27-28:31; Jakobsbrevet 1:1-6,8-19,21-23,25; 1:27; 2:1-3; 2:4?; 2:5-15; 18-22, 25-26; 3:1,5-6,10-12,14,17-18; 4:8,11-14; 5:1-3,7-9,12-14,19-20; 1. Petersbrev 1:1-2,7-8; 1:12?; 1:13,19-20,25; 2:6-7,11-12,18,24; 3:4-5; 2. Petersbrev 2:21; 3:4,11,16; 1. Johannesbrev 1:1,6; 2:1-2,7,13-14,18-19,25-26; 3:1-2,8,14,19-20; 4:1,6-7,12,16-17; 5:3-4,9-10,17; 2. Johannesbrev 1,6-7,13; 3. Johannesbrev 6,12; Judasbrevet 3,7,12,18,24 (7. århundrede)

s. 91 (=Sydney Inv. 360) Apostlenes Gerninger2:30 -37;2:46 -3:2 midten af det 3. århundrede. Dette er blot ét blad (to fragmenter) »skrevet med en dokumentarisk håndskrift«.

s. 112 (=papyrus Oxyrhynchus 4496) Apostlenes Gerninger 26:31-32; 27:6-7 (5. århundrede)

Uncial 0165 (Berlin, 5. århundrede) Apostlenes Gerninger 3:25; 4:1; 4:6; 4:8;4:10 samt sandsynligvis andre vers.

Uncial 0189 Apostlenes Gerninger 5:3-21. Det er en af de ældste uncialer: slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede.

Vaticanus [B] (325-350 e.Kr.)

Sinaiticus [Si] (340-350 e.Kr.) indeholder hele Apostlenes Gerninger. Efter Paulus’ breve (herunder Hebræerbrevet), der slutter med Filemonbrevet, følger en tom, linjeret side, og derefter Apostlenes Gerninger. Efter Apostlenes Gerninger følger Jakobsbrevet.

Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.)

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Meg. koptisk [Meg] 3./4. århundrede

Fayyumisk koptisk [Fay] 3./4. århundrede

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Italisk

Latin Vulgata [Vg] 4. og 5. århundrede

Armensk [Arm] efter år 406 e.Kr.

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Cambridge 5./6. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Gotisk 493–555 e.Kr.

Philoxenisk syrisk [SyrPh] 507/508 e.Kr.

Harcleansk syrisk [SyrH] 616 e.Kr.

Byzantinsk [Byz] (Den byzantinske familie omfatter mellem 1.761 og 2.209 separate manuskripter. Disse stammer fra ca. 850 e.Kr. til 1576 e.Kr.)

Se for mere information om tidlige manuskripter af Apostlenes Gerninger.