< Bibelspørgsmål fra Det Gamle Testamente

Spørgsmål: Hvem var den første i Bibelen, der besvarede svære spørgsmål i Det Gamle Testamente?

Svar: Den første person, der ifølge optegnelserne gjorde dette, var Moses i 2. Mosebog 18:13-16, som senere på Jethros forslag udnævnte dommere til at afgøre de mindre vanskelige sager i 2. Mosebog 18:22-26. Salomo, da dronningen af Saba stillede ham svære spørgsmål i 2. Krønikebog 9:1-2. Formentlig handlede mange af disse spørgsmål om Gud og hans lov.

Spørgsmål: Hvorfor stoler du på Det Gamle Testamente?

A: Både Skriften og arkæologien tyder på, at der ikke er sket væsentlige ændringer i de eksemplarer, vi har i dag, af mindst fem grunde:

Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55,10-11; 59,21; 1. Petersbrev 1,24-25 og Matthæus 24,35. Vi kan stole på Gud.

Jesus og Det Nye Testamente bekræftede Det Gamle Testamentes skrifter i Matthæus 19:4; 22:32,37; 39; 23:35; Markus 10:3-6; Lukas 2:23-24; 4:4; 11:51; 20:37; 24:27,44

Arkæologiske beviser: I Septuaginta blev Toraen oversat til græsk omkring 400 f.Kr. Dødehavsrullerne stammer fra omkring 250 f.Kr. til tiden efter Kristus, og vi kan sammenligne dem med vores bibler i dag. De aramæiske targumer er oversættelser, der blev udført omkring Jesu tid. Dødehavsrullerne består af omkring 95.000 fragmenter fra 867 manuskripter af Det Gamle Testamente og andre skrifter. Ifølge The NIV Study Bible, s. 1432, udgør manuskripter af Det Gamle Testamente omkring 1/3 af Dødehavsrullerne. Arkæologien viser, at den Bibel, som Jesus kendte, er blevet bevaret. Nahal Hever (= Wadi Habra) er en hule nær Engedi, der indeholder dele af 35 skriftruller. Den ene er et fragment skrevet mellem 50 f.Kr. og 50 e.Kr. fra de mindre profeter på græsk; Nahal Hever-rullen 5/6HevPs indeholder en del af Salme 22, og en anden indeholder Salme 15:1-2.

I Masada fandtes der et eksemplar af Josva-bogen dateret til 169–93 f.Kr. Det fremgår desuden, at teksterne fra Masada stammer fra Første Mosebog 46:7–11, Tredje Mosebog 4:3–9; 8:31–11:40, Femte Mosebog 33:17–24; 34:2-6, Salmerne 150:1b-6 og Ezekiel 35:11-15; 36:1-10, 13-14, 17-35; 37:1-14, 16, 23, 28; 38:1-4, 7-8 (med mangler). Romerne erobrede Masada i april år 73 e.Kr., så rullerne må være fra før da.

Bemærk, at Talmon mener, at fragmentet fra Første Mosebog (Første Mosebog 46:7-11) kunne stamme fra en omskrivning af Første Mosebog, der indgår i Jubilæerbogen.

Nash-papyrussen, dateret til 150 f.Kr., indeholder de ti bud sammensat af 2. Mosebog 20:2-17 og 5. Mosebog 5:6-6:4f. Her er det sjette og syvende bud byttet om.

Ved Wadi Muraba’at/Murabba’at stammer en hebraisk skriftrulle (Mur.88) med ti af de tolv små profeter fra ca. 132 e.Kr. Små fragmenter af Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Femte Mosebog og Esajas blev fundet i hule 2. Alle Muraba’at-rullerne er stort set identiske med den masoretiske tekst.

Tidlige kirkeforfattere henviste allerede så tidligt som i år 96-98 e.Kr. udførligt til Det Gamle Testamente.

Jødiske skriftkloge bevarede – selvom de var fjendtligt indstillet over for kristendommen – det samme Gamle Testamente, som findes i alle protestantiske bibler i dag.

Som en sidebemærkning til muslimer siger Koranen, at muslimer skal tro på alle profeterne, og at Gud gav Jesus Toraen og evangelierne.

Sura 4:150-151 siger: »De, der fornægter Allah og hans sendebud og ønsker at skelne mellem Allah og hans sendebud ved at sige: ’Vi tror på nogle, men afviser andre’, og ønsker at indtage en mellemvej, (151) de er i sandhed vantro;...«

Sura 3:48 siger: »Og Allah vil lære ham [Jesus] bogen og visdommen, Toraen og Evangeliet. Hvis Jesus blev undervist i Det Gamle Testamente, og vi har Det Gamle Testamente fra Jesu tid, så blev Jesus undervist i det, vi har.

Sura 3:50 siger: »’Jeg [Jesus] er kommet til jer for at bekræfte Toraen, som var før mig. … Jeg er kommet til jer med et tegn fra jeres Herre. Så frygt Allah og adlyd mig.’« Det er næsten umuligt for folk at forsøge at gøre følgende.

Sura 5:47 siger: »Lad Evangeliets Folk dømme efter det, som Allah har åbenbaret deri...« Hvis Evangeliets Folk skal dømme efter det, som Gud har åbenbaret i Evangeliet, hvordan kan det Evangelium, de skal dømme efter, så ikke være det Evangelium, som Gud bad dem dømme efter?

Sura 5:48 siger: »Til jer (Bogens Folk) har Vi sendt Skriften i sandhed, som bekræfter den Skrift, der kom før den, og bevarer den i sikkerhed: så døm mellem dem efter det, som Allah har åbenbaret, og følg ikke deres tomme begær, der afviger fra den sandhed, der er kommet til jer...«

Sura 15:9-10 siger: »Vi har uden tvivl sendt budskabet ned; og Vi vil helt sikkert beskytte det [mod forvanskning]. Vi sendte budbringere før dig blandt de gamle trosretninger.« Sura 15:9 siger ikke blot, at »Koranen« blev beskyttet, men »budskabet«.

Sammenfattende kan man sige, at Gud er Almægtig, Alvidende og langt fra skødesløs. Vi kan stole på, at Han altid har bevaret den rette vej for dem, der søger at følge, hvorhen Han end leder.

Spørgsmål: Hvor mange vers og ord er der i Det Gamle Testamente?

Svar: Ifølge Wick Allison i *That’s In the Bible? – The Ultimate Learn-As-You-Play Bible Quiz Book* (Dell Trade 1994), s. 18, indeholder Det Gamle Testamente (KJV) 23.214 vers og 647.000 ord på engelsk. Disse vers omfatter Første Mosebog: 1.533, Anden Mosebog: 1.213, Tredje Mosebog: 859, Fjerde Mosebog: 1.288 og Femte Mosebog: 959, hvilket giver i alt 5.852 vers i Toraen.

Spørgsmål: Hvilke beviser er der for, at jøderne erkendte, at der ikke var nogen profeter i den 400-årige periode?

Svar: Der er mindst fire kilder, der beviser dette.

1 Makkabæerbog 4:45; 9:27; 14:41 siger, at folket ventede »indtil en profet skulle opstå«.

Også »Disciplinmanualen« blandt Dødehavsrullerne så frem til »en profets komme«.

I den babylonske Talmud 7-8 står der: »Efter de sidste profeter, Haggai, Zakarias og Malaki, forlod Helligånden Israel.«

Det Nye Testamente citerer aldrig nogen bog, der er skrevet efter Malakias.

Spørgsmål: I hvor mange afsnit opdelte jøderne Det Gamle Testamente?

Svar: Som det fremgår af *A General Introduction to the Bible*, s. 243, havde forskellige jøder forskellige klassificeringer.

Der findes ingen opdeling i Septuaginta, de kristne manuskripter Vaticanus og Sinaiticus eller i listen fra den jødiske konvertit Epifanius af Salamis (ca. 315–403 e.Kr.).

Loven og profeterne nævnes af Jesus i Matthæus 7:12; 22:40

Moses og alle profeterne blev nævnt i Lukas 24:27.

Moses’ lov, profeterne og Salmerne er det, Jesus sagde i Lukas 24:44.

Loven (Torah), profeterne og skrifterne nævnes første gang i prologen til Ecclesiasticus (ca. 132 f.Kr.), men der angives ikke, hvilke bøger der hører til i de enkelte afsnit.

Josephus (ca. 100 e.Kr.) har også tre afsnit, men kun fire bøger i »Skrifterne«. Tilsyneladende blev Rut-bogen regnet med i Dommerbogen, Klagesangene blev regnet med i Jeremias, og Ester og Daniel var blandt profeterne.

Philo den jøde (levede 20 f.Kr. til 50 e.Kr.) nævnte »Loven, profetierne samt salmerne og de øvrige skrifter, der fremmer og fuldender viden og fromhed«. (Det kontemplative liv 3.25)

Den babylonske Talmud fastlagde den moderne tredeling.

Loven (Toraen): (Fem bøger i rækkefølgen: Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog)

Profeterne: 8 bøger i rækkefølgen: Josva, Dommerbogen, 1. og 2. Samuel (som én bog), 1. og 2. Kongebog (som én bog), Esajas, Jeremias, Ezekiel, de tolv små profeter (Hosea til Malakias). I den hebraiske bibel følger de tolv små profeter direkte efter Ezekiel.

Skrifterne (Ketubim): 11 bøger i rækkefølgen: Job, Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren, Høj sangen, Rut, Ester, Klagesangene, Daniel, Esra-Nehemias (som én bog) og 1. og 2. Krønikebog (som én bog).

Spørgsmål: Hvornår blev bøgerne i Det Gamle Testamente skrevet, og hvor citerer Det Nye Testamente fra dem?

Svar: Det Gamle Testamente er en af de mest forbløffende bøger i hele verden. Dets niogtredive bøger blev skrevet over en periode på tusind år af konger, slaver, præster, krigere, hyrder, rige og fattige. Her er en tabel over forfatterdatoer og en delvis liste over henvisninger i Det Nye Testamente. For en komplet liste over henvisninger henvises til Kurt Aland m.fl. The Greek New Testament, 3. udgave, 1975, s. 897-903.

Forfatteren er den person, som Gud åbenbarede sit ord for. Ordene blev enten nedskrevet af ham selv eller af sekretærer. For eksempel nedskrev Jeremias’ skriver Baruk mange af hans profetier. I Jeremias 51:64 står der: »... her slutter Jeremias’ ord.«

Der er omkring 250 henvisninger til passager fra Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente. Forfatterne i Det Gamle Testamente nævnte ofte hinanden.

De fem Mosebøger: Josva 1:7; 8:31; 23:6; 1. Kongebog 2:3; 2. Kongebog 14:6; 17:37; 18:6; 1 Krønikebog 16:40; 2 Krønikebog 17:9; 23:18; 30:5,16,18; 31:3; 35:26; Esra 3:2,4; 6:18; 7:6; Daniel 9:11,13; Hosea 8:12

Esra: Nehemias 8:1; Nehemias 12:32

Nehemias: Esra 2:2

Esajas: 2. Kongebog 19:2; 2. Krønikebog 32:20

Jeremias: Daniel 9:2; 2 Krønikebog 36:22

Jonas: 2. Kongebog 14:25

Mika: Jeremias 26:18

Haggai: Esra 5:1; Esra 6:14

Zakarias: Nehemias 12:1,4,16, Esra 5:1; 6:14

Pointen med dette er, at bøgerne i Det Gamle Testamente passer sammen som brikker i et puslespil.

Spørgsmål: Hvilke gamle bøger nævnes i Det Gamle Testamente, men findes ikke i selve Det Gamle Testamente?

Svar: I oldtiden, ligesom i dag, fandtes der en række religiøse og historiske skrifter, mange af varierende kvalitet. Ud over de apokryfe bøger findes der såkaldte »pseudo-apokryfe bøger«, som ingen i dag anerkender. Disse er ofte forfalskede værker, der hævder at være skrevet af en historisk person, men som i virkeligheden ikke er det. Selvfølgelig er noget, der er falsk, ikke Guds ord. Andre bøger er, selvom de ikke er perfekte, ikke så dårlige. Selvfølgelig er det, hvis en gudfrygtig person skriver noget, der er sandt, ikke nødvendigvis Guds ord, og han hævdede heller ikke, at det var det. På samme måde kan en god kristen bog, der er skrevet i dag, være god, men ikke Guds ord. Nogle bøger, som f.eks. 1. Enoch, er mere komplicerede. 1. Enoch er en sammensat bog, hvor den ældste forfatter sandsynligvis har skrevet det meste af den første del. I øvrigt citerer Judasbrevet 14-15 fra den ældste del af 1. Enoch.

Det Gamle Testamente selv nævner nogle bøger og optegnelser, som vi ikke har nogen eksemplarer af i dag.

Salomos Gerninger 1. Kongebog 11-41

Kronikernes Bog 1. Kongebog 14:19, 29, 2. Kongebog 19:9-12, 11

Konger af Juda/Israel 2 Krønikebog 16:11; 25:26; 28:26,32; 27:2; 35:27; 36:8

Konger af Israel 2 Krønikebog 20:34; 33:18; 24:7; 1 Kongebog 14:19

Jasher (den retfærdige) Josva 10:13; 2. Samuel 1:18

Herrens krige 4. Mosebog 21:14

Disse blev aldrig hævdet at være hellige skrifter, men blot andre pålidelige optegnelser, som er gået tabt for den moderne verden.

Spørgsmål: Hvilke lister over bøger i Det Gamle Testamente har vi ud over bibelteksterne?

Svar: Her er listerne.

Ben Sira, i det 2. århundrede f.Kr. alle undtagen Ezekiel

Filo fra Alexandria, jøde (De Vita Contemplativa 25) 3 afsnit

Den jødiske forfatter Josefus <100 e.Kr. Contra Apion 1.8.

Det jødiske råd i Jamnia, år 90 e.Kr. ingen apokryfer

Rådet i Karthago 397 e.Kr. indeholder historiske apokryfer (herunder 1. og 2. Esdras og Manasses' bøn, som ikke findes i de katolske apokryfer i dag)

Spørgsmål: Hvor findes der chiasmer i Det Gamle Testamente?

Svar: Chiasmer er en symmetrisk poetisk struktur, der er almindelig i hebraisk poesi. Her er nogle eksempler.

1. Mosebog 7:4-8:12; 7:21-23a

3. Mosebog 24:13-23

3. Mosebog 25:14-17

4. Mosebog 15:35-36

1. Samuelsbog 2; 3:17; 3:1-4:1; 8:5-22 og 18:20-26

2. Samuelsbog 1:19-27; 5:17-8:18; og 23:1-7

Job 4:5-5:27

Salme 3:7-8; 51, 58. Salme 109 ligner et chiasme.

Esajas 15:1-14; 21:1-10; 22:8-11; 22:1-4; 22:8-11; 22:12-14; 23:1-14; 24:1-13; 26:1-21; 27:1-13; 29:9-14; 32:1-5; 37:14-20; 38:1-8; 38:10-20; 41:17-20; 42:1-4; 42:13-17; 43:1-7; 43:8-13; 43:22-24; 43:25-44:5; 44:6-8; 48:17-22; 51:1-3; 51:7-8; 51:13-15; 55:1-13; 56:9-12; 59:14-20; 61:5-9; 63:15-64:12; 65:1-66:24; 65:17-18b; 65:18c-20; 66:5-14; 66:18-24.

Jeremias 9:1-11; 20:24-18

Zakarias 6:9-15

Ezekiel 26:3-14 har en chiastisk struktur, selvom det ikke er et perfekt chiasme.

Nogle kommentatorer betragter hele bøgerne Ester og Matthæus som chiastiske i deres struktur.

Spørgsmål: Hvor forekommer aramæisk i Det Gamle Testamente?

Svar: I Encyclopedia Britannica, bind 1 (1956), s. 684, står der: »De tidligste optegnelser på aramæisk går tilbage til omkring 800 f.Kr. … Alfabetet adskiller sig på dette tidspunkt kun lidt fra det på Moab-stenen.« Der står, at der var to tendenser, som blev fuldført i persertiden

De bibelske passager på aramæisk er følgende:

1. Mosebog 31:47 (kun to ord)

Daniel 2:4b-7:28

Esra 4:8-6:18

Esra 7:12-26

Jeremias 10:11

Prædikeren indeholder nogle aramæiske udtryk

Nogle navne er både hebraiske og aramæiske

El, Mordekai, Mara (Rut 1:20), Tobias, Geshem

Nogle andre ord er både hebraiske og aramæiske.

lahen („derfor” på aramæisk, „til dem” på hebraisk) (Rut 1:13)

To inskriptioner i haller i huler 11 miles (18 km) vest for Amman i Jordan nævner ”Tobiah” på aramæisk. (Fra 590 f.Kr. til så sent som 200 f.Kr.)

Alle bøger i Det Gamle Testamente fra tiden efter eksilet indeholder nogle babylonske eller aramæiske udtryk ifølge When Critics Ask, s. 265-267. Til sammenligning indeholder Esajas ingen aramæiske udtryk.

Forskellige ord i evangelierne i Det Nye Testamente er også på aramæisk.

Spørgsmål: Hvad er i Det Gamle Testamente forskellen mellem en skrivefejl (eller kopieringsfejl) og en fejl i originalerne? Hvilken forklaring ville være mest rimelig?

Svar: Skriverfejl er typisk stavefejl, ændringer af enkelte bogstaver eller lejlighedsvis udeladelse eller gentagelse af en tekstlinje. Der findes også bevidste ændringer foretaget af skribenterne, hvor de ændrer eller tilføjer et ord, eller tilføjer et ord eller en sætning for at fremhæve betydningen, svarende til hvad parafraser gør i dag.

Hvis vi for en bestemt passage kun havde Det Gamle Testamente, ville det være svært at sige, hvad der var mest rimeligt, fordi vi ikke har nok manuskripter. Vi kan dog sammenligne ved analogi med de over 10.000 manuskripter fra Det Nye Testamente. Manuskripterne fra Det Nye Testamente viser mange variationer på én, to og tre bogstaver på grund af skrivefejl og stavefejl. At sige, at manuskripterne fra Det Nye Testamente indeholdt mange kopieringsfejl, fordi vi har mange manuskripter til at bevise det, og at Det Gamle Testamente næsten ikke havde nogen, fordi vi ikke har mange manuskripter, der viser variationer, ville ikke give mening, da vi ikke har så mange manuskripter fra Det Gamle Testamente. Nej, snarere er hyppigheden af kopieringsfejl i Det Gamle Testamente sandsynligvis af omtrent samme størrelsesorden som kopieringsfejl i Det Nye Testamente.

Spørgsmål: Tror menighederne i Kristi Kirke, at Gud i Det Gamle Testamente er en anden end Gud i Det Nye Testamente? (et spørgsmål stillet af en kristen)

Svar: Nej, dette er en falsk beskyldning, jeg har hørt. Nogle menigheder i Kristi Kirke har nogle alvorlige fejl vedrørende, at vanddåben faktisk frelser mennesker, hvilket strider mod Apostlenes Gerninger 10:44-48, samt en pelagiansk opfattelse af menneskets natur, hvilket strider mod Johannes 6:44,65 og Romerbrevet 3:10-18. Men så vidt jeg ved, har ingen fra Church of Christ nogensinde sagt, at Gud i Det Gamle Testamente er anderledes end Gud i Det Nye Testamente. Det var de forskellige gnostiske retninger, en gammel form for kætteri, der sagde dette, og som ikke ville tilbede Skaberen.

Spørgsmål: Hvorfor straffer Gud folk til højre og venstre i Det Gamle Testamente, men gør det ikke nu?

Svar: Gud forholdt sig til israelitterne før Jesu komme på en noget anden måde, end han forholder sig til kristne siden korsfæstelsen.

I Det Gamle Testamente skabte Gud et folk for sig selv blandt Jakobs efterkommere. De havde ikke al den viden, vi har fået i dag, men de kendte til vigtigheden af ofrene og til syndens alvor. Selvom næsten alle de store temaer i Det Nye Testamente også findes i Det Gamle Testamente, var de ofte uklare og udtrykt i en tilsløret form.

Siden Jesu komme har Gud omgået sine børn fra alle nationer og folkeslag mere mildt. Over for de jøder, der afviste Jesus, og deres efterkommere, har Gud tilsyneladende ikke haft mere at sige til dem eller haft noget at gøre med dem, selvom de igen vil træde ind i billedet i endetiden.

Man kunne selvfølgelig hævde, at Guds vrede ikke har ændret sig, da mennesker stadig ender i helvede. Det er blot sådan, at i Det Gamle Testamentes tid, hvor der blev givet mindre viden, uddelte Gud flere advarsler, mens vi i Det Nye Testamentes tid allerede er blevet advaret.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere omtalte Det Gamle Testamente som Det Gamle Testamente?

Svar: Her er listen. Hvis en forfatter nævner Det Nye Testamente, men ikke Det Gamle, er Det Gamle Testamente underforstået. Hvis det blot er underforstået, er navnet ikke skrevet med fed skrift, og der står »Underforstået«.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) nævner, »hvordan Det Nye Testamente, som Gud tidligere havde forkyndt«, i *Dialog med Trypho den jøde*, kap. 51, s. 221.

Melito af Sardis (170–180 e.Kr.) nævner »Det Gamle Testamente« og opregner bøgerne i fragment 4 fra »Uddragsbogen«, bind 8, s. 759

Irenæus (182–188 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente i *Irenæus mod kætterierne*, bog 5, kap. 34.1, s. 563. Han nævner det også på s. 564

Den muratoriske kanon (ca. 170 e.Kr.), kap. 3, s. 603, nævner Det Gamle Testamente.

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.): »For Gud er årsagen til alle gode ting; men til nogle i særdeleshed, såsom Det Gamle og Det Nye Testamente;« *Stromata*, bog 1, kap. 5, s. 305. Se også *Stromata*, bog 4, kap. 21, s. 434

Tertullian (ca. 213 e.Kr.): »Han er klart defineret for os i alle Skrifter – i Det Gamle Testamente som Guds Kristus, i Det Nye Testamente som Guds Søn.« *Mod Praxeas*, kap. 24, s. 620

Tertullian (207/208 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i Tertullians Fem bøger mod Marcion, bog 4, kap. 6, s. 351.

Hippolytus (225–235/6 e.Kr.) (underforstået) henviser til Det Nye Testamente i »Fragmenter fra kommentarer: Kommentar til Første Mosebog 49:11«, s. 165

Asterius Urbanus (ca. 232 e.Kr.) »Men de vil aldrig kunne påvise, at nogen af profeterne i Det Gamle Testamente eller nogen af dem i det nye…« *Exordium*, bind 7, kap. 9, s. 337

Commodianus (ca. 240 e.Kr.): »Nu, hvor du er forbløffet, skal du sværge, at du vil tro på Kristus; for Det Gamle Testamente forkynder om ham.« *Instructions of Commodianus*, kap. 25, s. 207

Origenes (225–254 e.Kr.) henviser til »Det Gamle Testamente« i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 7, kap. 24, s. 620. Han nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i *Kommentar til Johannes*, bog 5, kap. 4, s. 348.

Novatian (250–257 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i *Novatianus’ afhandling om Treenigheden*, kap. 7, s. 617. Han nævner også sandheden i både Det Gamle og Det Nye Testamente i kap. 17, s. 627

Den anonyme »Afhandling om genbaptisme« (ca. 248–256 e.Kr.), kap. 15, s. 676, citerer 4. Mosebog 11:17 som noget, Gud sagde til Moses i Det Gamle Testamente.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente i *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 12, kap. 4, s. 509

Dionysius af Rom (259–269 e.Kr.) siger, at Treenigheden findes i Skriften, men at læren om »tre guder hverken læres i Det Gamle eller i Det Nye Testamente«. »Mod sabellianerne«, kap. 1, bind 7, s. 365

Archelaus (262–278 e.Kr.) nævner, at der hverken findes to Gamle Testamente eller to Nye Testamente. (Det er den kristne Diodorus, der taler) »Disputation med Manes«, kap. 45, s. 220

Archelaus (262–278 e.Kr.) henviser til Det Gamle Testamente. Disputation med Manes, kap. 42, s. 217

Anatolius af Alexandria (270–280 e.Kr.) henviser til det »Gamle Testamente«, hvilket antyder, at der findes et Nyt. Anatolius af Alexandrias påskekanon, kap. 8, s. 148

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i sin »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, s. 345

Methodius (270–311/312 e.Kr.): »Jeg vil fremlægge for jer, o jomfruer, en nedskrevet profeti fra Det Gamle Testamente, fra Dommerbogen, for at vise, at jeg taler sandt,« »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 10, kap. 2, s. 348

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) »Og ud over den fromme opfattelse vedrørende Faderen og Sønnen bekender vi os til én Helligånd, som de guddommelige skrifter lærer os; han, som har indviet både de hellige mænd i Det Gamle Testamente og de guddommelige lærere i det, der kaldes Det Nye.« Breve om den arianske kætteri, brev 1, kap. 12, s. 296

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) »Men hele Skriften er opdelt i to testamente. Det, der gik forud for Kristi komme og lidelse – det vil sige loven og profeterne – kaldes det Gamle; men det, der blev skrevet efter hans opstandelse, kaldes det Nye Testamente.« De guddommelige institutter, bog 4, kap. 20, s. 122

Efter Nicæa

Eusebius (318–339/340 e.Kr.)

Athanasius (367 e.Kr.) nævner det »Gamle Testamente« og opregner dets bøger i Athanasius’ Festbrev 39, kap. 4, s. 552

Efraim/Ephrem (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–379 e.Kr.) henviser til Det Nye Testamente i Brev 42, kap. 3, s. 144–145.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i forelæsning 2.4, s. 8, og 3.6, s. 15

Synoden i Laodicea (343–381 [eller 363] e.Kr.), kanon 59, s. 158, nævner Det Gamle og Det Nye Testamente.

Gregor af Nyssa (382–383 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente i »Mod Eunomius«, bog 11, kap. 5, s. 238

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i *Om den kristne tro*, bog 1, kap. 8.57, s. 210

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) nævner Det Nye Testamente i *Om de angrende*, kap. 4.1, s. 74

Didymus den blinde (398 e.Kr.) henviser til Det Gamle og Det Nye Testamente. »Kommentar til Zakarias 8«, s. 201

Den syrisk-arameiske »Trinbogen« (Liber Graduum) (350–400 e.Kr.)

Epiphanius af Salamis (360–403 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente. *Panarion*, afsnit 3, scholion 1 og 5, s. 334

Rufinus’ kommentar til Apostlenes Trosbekendelse (374–406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (martyrdød 407 e.Kr.) henviser til det »Gamle Testamente« Nicænske og post-nicænske fædre, første serie, bind 11, s. 349

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.)

Hieronymus (317–420 e.Kr.)

Augustinus af Hippo (338–340 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente i *Guds by*, bog 17, kap. 5, s. 345, og bog 17, kap. 7, s. 347. Se også *Kommentar til Salmerne*, 405, 521, 531, 681

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) Det Nye Testamente nævnes ved navn i »Institutes of John Cassian«, bog 1.1, s. 201, og i »Conference of the Abbot Paphnutius«, kap. 15, s. 327

Vincent af Lerins (ca. 434 e.Kr.) henviser til »Det Gamle Testamente«. »De tolv bøger«, bog 1.1, s. 201

Sokrates (ca. 400–439 e.Kr.) Sokrates’ *Kirkehistorie*

Theodoret af Cyrrus (423–458 e.Kr.)

Kirkemødet i Chalcedon (451 e.Kr.)

Pave Leo I af Rom (440–461 e.Kr.)

Blandt kættere og falske skrifter

Marinus (ca. 300 e.Kr.), en bardasener, henviste i en diskussion med Adamantius til Det Gamle Testamente og omtalte David som en profet. Dialog om den sande tro, kap. 862a 20, s. 173

Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) nævner Det Gamle Testamente og de 70 oversættere af den hellige skrift. Kommentar til Zefanja, kap. 1, s. 289

Spørgsmål: Hvilke er de vigtigste håndskrifter af Det Gamle Testamente, som vi har bevaret i dag?

Svar: Der er seks hovedgrupper.

1. Den masoretiske tekst er den tradition, som jøderne selv bevarede gennem middelalderen.

2. Den samaritanske Pentateuk ligner i høj grad den masoretiske tekst og Dødehavsrullerne, bortset fra nogle åbenlyse ændringer (Gerizim-bjerget i stedet for Jerusalem osv.). Alle manuskripter af den samaritanske Pentateuk er dog fra middelalderen. Nogle af dem er Codex Add. 1846 (1100 e.Kr.), Codex B (1345/1346 e.Kr.), Manuskript E (1219 e.Kr.) og Sepher ‘Abisha’-rullen (12.–13. århundrede). De oversatte også deres Tora til aramæisk, græsk og arabisk.

3. Den græske Septuaginta, herunder den lucianiske redaktion og kristne skrifter,

4. Origenes’ Hexapla havde en femte kolonne med Septuaginta. Pamphilus og Eusebius lod den kopiere mange gange og udbrede. Vi har bevaret et manuskript heraf, kaldet Leiden Codex Sarravianus (4. eller 5. århundrede e.Kr.). Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series, bind 1, s. 38

5. Den syrisk oversættelse giver os ikke blot ledetråde til specifikke ord, som er vanskelige at fastslå med sikkerhed i det gamle hebraisk, men viser os også, hvordan man fortolkede versene i Kristi tid.

6. Dødehavsrullerne fra omkring Kristi tid. De fleste af disse manuskripter ligner mest den masoretiske tekst, men nogle ligner mere Septuaginta. Ud over bibelmanuskripter indeholder de også mange kommentarer til Skriften samt andre religiøse bøger.

Derudover er her andre manuskripter, der er blevet fundet.

Nash-papyrussen, dateret til 150 f.Kr., indeholder de ti bud sammensat af 2. Mosebog 20:2-17 og 5. Mosebog 5:6-6:4f. Dette var den ældste kendte bibelske tekst, indtil Dødehavsrullerne blev opdaget. Et fotografi af den findes i *New International Dictionary of the Bible*, s. 228.

I Masada fandtes der en kopi af Josva, dateret til 169–93 f.Kr. ved hjælp af radiocarbon-datering med massespektrometer. (The Dead Sea Scrolls Today, s. 18). Romerne erobrede Masada i april 73 e.Kr., så manuskripterne må være fra før denne tid.

Nahal Hever er en hule nær Engedi lige vest for Det Døde Hav, hvor der findes et fragment af de mindre profeter på græsk (8 Hev XIIgr). Der findes også 4. Mosebog (5/6 Hev 1a) og Salmerne (5/6 Hev 1b). Ifølge *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 34, blev de skrevet mellem 50 f.Kr. og 50 e.Kr. En velhavende kvinde ved navn Babatha søgte tilflugt der i begyndelsen af Bar Kochba-oprøret mod Rom. Det er en revision af Septuaginta, udført i Judæa, og næsten identisk med den masoretiske tekst.

Wadi Muraba’at-rullen med de små profeter (Mur 88) stammer fra ca. 132 e.Kr. Den indeholder Habakuk 1:3-2:11 og 2:18-3:19. Wadi Muraba’at indeholder også nogle skrifter af Bar Kokhba selv fra 132 e.Kr.

Spørgsmål: Hvad er Septuaginta?

Svar: Septuaginta (forkortet LXX) er en oversættelse af Det Gamle Testamente til græsk. Den består af hele det jødiske Gamle Testamente plus noget yderligere materiale. Septuaginta blev oversat mellem år 285 (for Toraen), og Det Gamle Testamente blev færdiggjort før år 160 f.Kr. Oversættelsen af Toraen var af høj kvalitet, men andre bøger, såsom nogle af de mindre profeter, var blot parafraser; Esajas var den mest parafraserende. Ikke desto mindre er det interessant at læse Septuaginta af to grunde:

a) For at se, hvad der adskiller sig fra den masoretiske udgave, og

b) for at se, hvordan jøder før Kristus fortolkede betydningen af Det Gamle Testamente, da de oversatte det til et andet sprog.

Husk, at den alexandrinske græske dialekt før Kristus ikke havde de teologiske termer, som fandtes på hebraisk og i det græske sprog efter Kristus. Faktisk kan Septuaginta og studiet af Det Gamle Testamente på græsk have spillet en rolle i, at de teologiske termer var tilpasset det græske sprog på Kristi tid. Derudover stemmer visse passager i Det Nye Testamente bedre overens med Septuaginta end med den masoretiske tekst.

Navnet »Septuaginta« stammer fra ordet for »halvfjerds«. Ifølge legenden i det såkaldte Aristeas-brev kom 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria og oversatte det på 72 dage. Philo siger også, at de oversatte det i nærheden af Alexandria.

Der findes forskellige versioner af Septuaginta. Ud over hovedtekstlinjen findes der såkaldte »lucianske tekster« af Septuaginta. Lucian var lærer ved kirken i Antiokia.

I *The New International Dictionary of the Bible*, s. 1002, står der, at det ældste kendte eksemplar af Septuaginta er et fragment af 5. Mosebog 25:1-3 dateret til år 150 e.Kr. Imidlertid angiver *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 436-438, at den ældste kendte eksisterende kopi af Septuaginta er en kopi af 3. Mosebog fra 100 f.Kr., som findes blandt Dødehavsrullerne i hule 4. Hvad angår komplette bibler, indeholder både Vaticanus (325–350 e.Kr.) og Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) Det Gamle Testamente fra Septuaginta. Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder det meste af Septuaginta-udgaven af Det Gamle Testamente, dog ikke 5. Mosebog 4:22–28:67 og 30:17 til slutningen.

Spørgsmål: Indeholdt Septuaginta alle de apokryfe skrifter?

Svar: Konservative protestantiske kristne har to synspunkter.

a) Ja, hele apokryferne findes i manuskripterne Vaticanus (325–250 e.Kr.) og Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.). Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder Tobit, Judith, 1. og 4. Makkabæerbog, Visdommens Bog og Siraks Bog. Omkring 19 kirkeforfattere fra tiden før det nikænske koncil citerede fra bøgerne i de historiske apokryfer. For eksempel citerer Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) fra Ecclesiasticus i Afhandling 8, kap. 2, s. 476, og fra Tobit i Afhandling 8, kap. 5, s. 477. Nogle tidlige kirkeforfattere betragtede dem som Skriften, mens andre ikke gjorde det.

b) Nej, i dag findes der kun Sirak og muligvis fragmenter af Tobit, som beviseligt er skrevet før Kristus. Blandt Dødehavsrullerne indeholder 2Q18 (= 2 Qsir) Sirak 6:14-15,20-31, og Hule 7 478 indeholder muligvis fragmenter af Tobit. Hule 4 indeholder fem fragmenter af Tobit (4Q196 til 4Q200), hvoraf fire er på aramæisk og ét på hebraisk. Desuden står der i *Responses to 101 Questions on the Dead Sea Scrolls*, s. 25, at rullerne fra Masada omfatter Sirach 39:27-44:17c på hebraisk. Et fotografi af Tobit 6:12-7:10 i 4QTobitb (=4Q197) findes i *The Meaning of the Dead Sea Scrolls*, s. 184. 11QPs(a) indeholder Sirach 51:13-30; en oversættelse af teksten findes i *The Meaning of the Dead Sea Scrolls*, s. 186.

Andre bøger: Dødehavsrullerne indeholdt også en række salmer og andre bøger, der ikke findes i apokryferne, herunder 1 Enoch, Jubileerne og mange skrifter, der kun er kendt fra Dødehavsrullerne. At Sirak og muligvis Tobit findes blandt Dødehavsrullerne beviser således ikke, at nogen – heller ikke Qumran-samfundet – nødvendigvis betragtede dem som hellig skrift.

Bibelbøger: Dødehavsrullerne indeholdt Septuaginta-kopier af 2. Mosebog 28 (7Q1 = 7QLXXExod af 2. Mosebog 28:4-7), 3. Mosebog (4Q119, 4Q120), 4. Mosebog (4Q121) og 5. Mosebog (4Q35; 4Q122). Tilsyneladende indeholdt Dødehavsrullerne ingen kopier af andre Septuaginta-bøger og bestemt ingen apokryfe Septuaginta-bøger.

I bogen *The Dead Sea Scrolls Translated*, s. 467–518, findes der mange detaljer om Septuaginta-manuskripter. 4Q51 er det mest usædvanlige. Det er en kopi af 1. og 2. Samuelsbog i form af et hebraisk manuskript, hvis tekst ser ud til at være den hebraiske original, som Septuaginta-oversættelsen af Samuelsbøgerne bygger på. 4Q75 indeholder Zakarias, Malakias og Jonas og synes at ligge midtvejs mellem den masoretiske tekst og Septuaginta.

I *The Archaeological Encyclopedia of the Holy Land*, s. 114, står der, at i modsætning til Bibelens bøger blev kopierne af de apokryfe manuskripter ikke skrevet af skriftkloge, der boede i Qumran, men at disse manuskripter blev bragt til Qumran.

Selvom de apokryfe bøger utvivlsomt blev skrevet før Kristi tid, bemærker *When Cultists Ask* s. 287, at vi ikke med sikkerhed kan sige, om de blev tilføjet til Septuaginta før eller efter Kristi tid.

Konklusion: Selvom vi ikke har direkte beviser for, om de apokryfe bøger først blev betragtet af nogle som en del af Bibelen før eller efter Kristus, citerede Clemens af Rom Judith i 1. Clemens, kap. 55, uden at sige, at det ikke var hellig skrift. Da hele apokryferne var blevet kopieret ind i Septuaginta senest i år 325 e.Kr., og der ikke er nogen omtale af, at kristne eller jøder var klar over, at de først blev tilføjet efter Kristi tid, kan man med sikkerhed sige:

Konklusion 1: Vi kan ikke bevise, at den var med i Septuaginta før Kristi tid, men

Konklusion 2: Den blev indsat på et eller andet tidspunkt, og der findes ingen beviser for, at den blev tilføjet efter Kristus.

Spørgsmål: Hvad er den lucianske redaktion af Septuaginta?

Svar: Lucian var en presbyter (ældste) i menigheden i Antiokia, der døde som martyr i år 312 e.Kr. Han udarbejdede en kopi af Septuaginta, hvor han korrigerede uregelmæssigheder i den græske grammatik og stil.

Vi har ingen bevarede skrifter om Lucians teologi. En af hans disciple var imidlertid Arius, og en anden var den arianske kætter Eusebius af Nikomedia (ikke kirkhistorikeren Eusebius). Se »De første syv økumeniske konciler (325-787)«, s. 51-53, 77 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvilke andre græske oversættelser af Det Gamle Testamente blev der lavet?

Svar: Ud over Septuaginta og den lucianske redaktion af Septuaginta fandtes der tre andre græske oversættelser.

Aquila: Efter at kristendommen begyndte at brede sig, udarbejdede Aquila, en proselyt til jødedommen fra Pontus, en oversættelse i år 126 e.Kr. med det formål at modsætte sig Septuaginta, da kristne brugte Septuaginta til at omvende jøder.

Symmachus: Ebionitterne var en kristen sekt, der holdt fast ved mange jødiske skikke og ikke troede, at Jesus var Gud. Symmachus den Ebionit udarbejdede en oversættelse i det 2. århundrede.

Theodotion var en anden ebionit, der udarbejdede en oversættelse i samme århundrede. Vi har dog kun små fragmenter af deres tekster.

Spørgsmål: Hvad er et overblik over Dødehavsrullerne og Qumran-samfundet, der bevarede dem?

Svar: Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 59:21; 40:8; Salme 119:89 og 1. Petersbrev 1:23-25. Da der imidlertid kun fandtes få manuskripter fra Det Gamle Testamente fra før år 950 e.Kr., kan man undre sig over, hvor præcist Det Gamle Testamente blev overleveret før da. I 1947 kastede en beduin-dreng, Muhammad Adh-Dhib, imidlertid en sten ind i en hule ved Qumran og hørte lyden af keramik, der gik i stykker. Det afslørede et gemt bibliotek med omkring 500 til 867 manuskripter fra Jesu tid, hvoraf 1/4 til 1/3 stammede fra Bibelen.

Der boede kun omkring 200–300 mennesker i Qumran ad gangen. Qumran var som et kloster, for af de 1.200 grave på kirkegården var kun 6 kvinders og 4 børns. Der var omkring 200–300 huler, og folk boede i 30 af dem. De fleste boede dog i hytter eller telte. Mønter fundet i Qumran viser, at der boede mennesker der fra omkring 135 f.Kr. indtil den pludselige ødelæggelse i 68 e.Kr. Romerne erobrede Qumran og dræbte eller gjorde alle, der ikke undslap, til slaver.

Troen hos den jødiske sekte »Lysets Børn«: Moderne forskere forvekslede engang indbyggerne i Qumran med essæerne på grund af deres ligheder. Denne sekte, der kaldte sig selv »Lysets Børn«, opstod omkring 200 f.Kr. De troede på de dødes opstandelse (ligesom farisæerne), praktiserede dåb ved nedsænkning og havde tilsynsmænd svarende til kristne biskopper. De mente, at Melkisedek var et himmelsk væsen, og at de ugudelige ville blive udslettet.

Kommentarerne fra Qumran til 1. Mosebog 49:10 og Esajas 11:1-3 viser, at de anerkendte disse som messianske profetier. Ligesom andre troede Qumran-samfundet, at Messias ville udføre mirakler og helbredelser. De troede også, at Messias personligt ville dræbe den romerske kejser. Det ville tage år at begrave alle de døde fra Messias’ militære sejre. Som Christian News (23.11.1998) skriver: »Så nu ved vi, at da Kajafas førte retssagen mod Jesus, behøvede han blot at få Jesus til at indrømme, at han var Messias. Da Jesus, som havde udført de forudsagte mirakler, indrømmede dette, blev han anset for skyldig i forræderi mod kejseren.«

Lad os besøge »Biblioteket«: Elleve huler har bevaret omkring 95.000 fragmenter, heraf 40.000 alene i hule 4. Blandt de fragmenter, der ikke stammer fra Bibelen, findes mezuzot (vers, der bæres på armen) og filakterier (vers, der bæres på panden) fra 2. Mosebog og 3. Mosebog. Her er nogle af de bevarede tekster fra Det Gamle Testamente.

Ingen kommentarer til andre bøger viste, at de betragtede ikke-bibelske bøger som hellige skrifter.

At kaste lys over den jødiske kultur dengang er en vigtig funktion af Dødehavsrullerne.

En tro, som Qumran-fællesskabet delte med andre, var, at Messias vil udføre mirakler og helbredelser. De troede også, at Messias personligt ville dræbe den romerske kejser. Det ville tage år at begrave alle de døde fra Messias' militære sejre. Som Christian News (23.11.1998) skriver: »Nu ved vi altså, at da Kajafas førte retssagen mod Jesus, behøvede han blot at få Jesus til at indrømme, at han var Messias. Da Jesus, der havde udført de forudsagte mirakler, indrømmede dette, blev han anset for skyldig i forræderi mod kejseren.«

Wycliffe Bible Dictionary, s. 441, siger, at Dødehavsrullerne viser, at Johannesevangeliet, i stedet for at være et hellenistisk dokument fra det 2. århundrede, »mere tydeligt end nogensinde før viser sig at være et produkt fra det 1. århundredes Palæstina i kraft af dets mange paralleller med Qumran-teksterne.«

Et manuskript fra Qumran-hule 4 er 2. Mosebog fra den samaritanske Pentateuk. En af de ældste ruller er 4Q17, der indeholder 2. Mosebog 38 til 3. Mosebog 2. Det er et af de ældste manuskripter, kopieret omkring 250 f.Kr. Det er praktisk talt identisk med den masoretiske tekst. Jesaja-rullen indeholder den fulde tekst af Jesaja. Den og den anden kopi i hule 1 var ifølge *A Survey of Old Testament Introduction*, s. 25, identiske med den standardhebraiske bibel i 95 % af teksten. (Som en stikprøve konstaterede jeg ud fra min egen gennemgang fuldstændig overensstemmelse på 94,6 % på konsonant-for-konsonant-basis.)

Der er en række små afvigelser mellem den masoretiske tekst og Qumran-teksterne, og de kan skyldes dialektforskelle og ændringer, ligesom vi i dag har britisk engelsk kontra amerikansk engelsk. Her er nogle af de større eller vigtigere afvigelser. Desuden påpeger forskere, at mens de masoretiske skriftkloge udviste ekstrem omhu med nøjagtigt at kopiere hver eneste skriftrulle, havde sekten i Qumran muligvis ikke en lige så høj standard for kopieringen.

I 2. Mosebog 1:5 i den masoretiske tekst står der, at 70 mennesker drog ind i Egypten. Da Stefanus sagde 75 i Apostlenes Gerninger 7:14, kunne man antage, at Skriften (fejlfrit) gengav, at Stefanus citerede fra en fejl i Septuaginta, hvor der stod 75. Men Dødehavsrullerne angiver også 75, så måske havde både Stefanus og Septuaginta ret her.

5. Mosebog 32:43 indeholder ordene »lad alle Guds engle tilbede ham«, mens den masoretiske tekst ikke gør det. Hebræerbrevet 1:6 citerer dette.

Den masoretiske tekst i 1. Samuelsbog 17:4 siger, at Goliat var 6 alen og en spanne, eller cirka 9 fod og 9 tommer. Septuaginta og Dødehavsrullerne angiver imidlertid 4 alen og en spanne, eller cirka 6 fod og 9 tommer.

Blandt Dødehavsrullerne er der fundet targumer – det vil sige aramæiske omskrivninger – af Tredje Mosebog samt to targumer fra dele af Jobs Bog. Blandt Dødehavsrullerne findes kommentarer til Første Mosebog, Salme 37, muligvis Høj sangen, Esajas, Mika, Nahum, Zefanja, to fra Hosea og en stærkt beskadiget fra Habakuk 1:2 til slutningen af kapitel 2. Forfatterne forsøgte at relatere alt til begivenhederne i deres egen tid.

Septuaginta: Hule 4 rummer den ældste kopi af en del af Septuaginta, nemlig teksten til Tredje Mosebog, dateret til 100 f.Kr. Hule 7 rummer en kopi af Anden Mosebog, kapitel 28. Andre ruller indeholder en kopi af Fjerde Mosebog og to kopier af Femte Mosebog. To skriftruller er særdeles interessante. Den ene skriftrulle synes at være den hebraiske originaltekst, som Septuaginta er baseret på, for 1. og 2. Samuelsbog. En anden skriftrulle med Zakarias, Jonas og Malakias er på hebraisk og synes at ligge mellem Septuaginta og den masoretiske tekst. Septuaginta-versionen af Jeremias er 60 vers (1/8 kortere) end den masoretiske tekst. Dødehavsrullen 4QJerb understøtter nogle af disse mangler. En skriftrulle indeholdt den hebraiske tekst til Salme 151, som også findes i Septuaginta.

Apokryferne og andre bøger: 2Q18 (= 2QSir) indeholder kapitel 6 af Sirak (Ecclesiasticus), og hule 7 indeholder fragmenter af Tobit. Hule 4 indeholder ligeledes 5 fragmenter af Tobit (4Q196 til 4Q200). I *The Archaeological Encyclopedia of the Holy Land*, s. 114, står der, at i modsætning til Bibelens bøger blev kopierne af de apokryfe manuskripter ikke skrevet af skriftkloge, der boede i Qumran, men blev bragt til Qumran. Selvom de apokryfe bøger utvivlsomt blev skrevet før Kristi tid, bemærkes det i *When Cultists Ask*, s. 287, at vi ikke med sikkerhed kan sige, om de blev tilføjet til Septuaginta før eller efter Kristi tid.

En rulle, 11QPs, indeholder yderligere salmer, de såkaldte Salmer 152–155. Bortset fra Dødehavsrullerne kendes forskellige versioner af disse kun på det syrisk sprog.

Dødehavsrullerne indeholdt også en række salmer og andre bøger, der ikke findes i apokryferne, herunder 1. Enoch (undtagen afsnit 2), 14 eksemplarer af Jubileer på hebraisk og mange, der kun er kendt blandt Dødehavsrullerne. At Sirak og Tobit findes blandt Dødehavsrullerne beviser således ikke, at nogen, ikke engang Qumran-samfundet, nødvendigvis betragtede dem som hellig skrift.

Dødehavsrullerne er nyttige til at kaste lys over den jødiske tankegang dengang. I Wycliffe Bible Dictionary, s. 441, står der, at Dødehavsrullerne viser, at Johannesevangeliet og Paulus’ skrifter ikke blot er hellenistiske dokumenter fra det 2. århundrede, men faktisk har visse paralleller til Dødehavsrullerne.

Resumé: Qumran-hulerne leverede en rigdom af manuskripter fra Det Gamle Testamente fra Kristi tid, og som er omkring tusind år ældre end de masoretiske tekster. Andre skrifter giver også baggrund for nogle af skrifterne i Det Nye Testamente.

Spørgsmål: Hvad er nogle af forskellene i læsningen mellem den masoretiske tekst og Dødehavsrullerne?

Svar: Her er et udvalg af nogle af de »mest markante« læsninger. Medmindre andet er angivet, er den masoretiske tekst (MT) den første læsning, og en Dødehavsrulle er den anden.

5 Mos 5:5 »ord« (MT) kontra »ord« (Dødehavsrullerne, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, syrisk, Vulgata, Targum)

5 Mos 10:13 »Herre« kontra »Herre, din Gud« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk)

5 Mos 31:1 »gik hen og talte« kontra »var færdig med at tale alt« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

5 Mos 32:8 Masoretisk: »Israels børn« mod Septuaginta: »Guds engle« mod en Dødehavsrulle: »Guds sønner«

5 Mos 32:15 »Jeshurun« kontra »Jakob spiste sig mæt; Jeshurun« (Dødehavsrullerne, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta)

5 Mos 32:19 »så det« mod »så det og blev jaloux« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

5 Mos 32:43 »nationer« kontra »himlene« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

5 Mos 32:43 (mangler) (den masoretiske tekst) mod »Lad alle Guds engle tilbede ham.« (Septuaginta, Hebræerbrevet 1:6 og Dødehavsrullen 4Q44 (=4QDeut(q)), Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) Prædikener over Hebræerbrevet, prædiken 4, nr. 2, s. 382-383)

5 Mos 32:43 »tjenere« i modsætning til »børn« (Dødehavsrullerne 4Q44 (=4QDeut(q)), Septuaginta)

5 Mos 32:43 (mangler) kontra »han vil gengælde dem, der hader ham« (Dødehavsrullerne 4Q44 (=4QDeut(q)), Septuaginta)

5 Mos 32:43 »renser sit land, sit folk« kontra »renser landet for sit folk« (Dødehavsrullerne 4Q44 (=4QDeut(q)), den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, Vulgata)

5 Mos 33:8 »din Thummim« mod »Giv Levi din Thummim« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

5 Mos 33:17 »hans førstefødte tyr« kontra »en førstefødt tyr« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk, Vulgata)

1 Sam 1:23 »hans ord« (MT, Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)) »dit ord« (Septuaginta, syrisk)

1 Sam 1:24 »med tre tyre« mod »med en treårig tyr« (Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)), Septuaginta, syrisk)

1 Sam 2:1 »Herren« mod »min Gud« (Septuaginta)

1 Sam 2:1 »din sejr« mod »min sejr« (Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 2:20 »give dig« mod »belønne dig« (Septuaginta, Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 2:20 »den bøn, hun bad om« mod »den gave, hun gav« (Septuaginta, Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 2:21 »Da Herren« kontra »Og Herren« (Septuaginta, Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 2:27 »da de var i huset« kontra »da de var slaver i huset« (Septuaginta, Dødehavsrullen 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 2:29,32 »sparke« kontra »se med grådige øjne« (Septuaginta, Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 2:33 »dine øjne … dit hjerte« mod »hans øjne … hans hjerte« (Septuaginta, Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 2:33 »dø som unge mænd« kontra »dø ved sværdet« (Septuaginta, Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 3:4 »kaldte Samuel« kontra »kaldte: »Samuel! Samuel!« (Septuaginta, Dødehavsrullen 4Q51 (=4QSam(a)))

1 Sam 14:49, 1 Sam 18:17 »Merab« kontra »Merob« i Dødehavsrullerne 4Q51 (=4QSam(a)) for 1 Sam 14:49, Dødehavsrullerne 1Q7 (=1QSam) for 1 Sam 18:17 og Septuaginta (Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 669)

Job 22:8 (mangler) kontra »Og du siger« (Dødehavsrullerne, targum til Job 11Q10 (=11QtgJob)).

Job 22:17 »til dem« kontra »til os« (Septuaginta, syrisk, Targum fra Dødehavsrullerne)

Salme 119:37 »på din vej« (hebraisk masoretisk tekst, Septuaginta, Vulgata) kontra »ifølge dit ord« (to masoretiske håndskrifter, Dødehavsrullerne og aramæiske targumer)

Es 7:14 Masoretisk: »hun skal kalde ham« kontra Septuaginta og Dødehavsrullerne »Hans navn skal kaldes«. Forskellen er én konsonant.

Es 53:9 »hans sjæls lidelse og blive mættet« kontra »hans sjæls lidelse vil han se livets lys og blive mættet«

Es 61:1 (mangler) (MT, Septuaginta) kontra »de døde oprejses« i Dødehavsrullen 4Q521.

Jer 3:1 »Siger: Hvis« (MT) kontra »Hvis« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk)

Jer 3:8 »Jeg så, at jeg gav« (MT) kontra »Hun siger også, at jeg gav« (1 MT-manuskript, Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk)

Dan 10:16 »en, der lignede et menneske« kontra »noget, der lignede en mands hånd« (Septuaginta, Dødehavsrullerne, én hebraisk masoretisk tekst)

Hab 2:16 »blive afsløret« (MT) kontra »vakle« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, Aquila den jøde (126 e.Kr.) og syrisk.)

For detaljer om alle forskellene i et afsnit, se sammenligningen af Esajas 53 i slutningen af spørgsmålene om Esajas.

Ændring i konklusionerne: Før opdagelsen af Dødehavsrullerne blev Septuaginta blot betragtet som en ringere oversættelse af i grunden den masoretiske tekst. Mange af forskellene mellem Dødehavsrullerne og den masoretiske tekst er imidlertid steder, hvor Dødehavsrullerne og Septuaginta er enige. Det ser således ud til, at Septuaginta snarere var en oversættelse af en anden familie af hebraiske manuskripter end Dødehavsrullerne. (Selvom der stadig er steder, hvor Septuaginta-oversætterne var forvirrede eller tog fejl.)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene samt *The Expositor’s Bible Commentary*. Den masoretiske oversættelse blev sammenlignet med Jay P. Greens *Literal Translation*, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af *The Septuagint: Greek and English*.

Spørgsmål: Hvad er den masoretiske tekst?

Svar: Masoreterne var skriftkloge i den farisæiske tradition, der levede efter Jesu tid. Der findes mange masoretiske håndskrifter, men de stammer fra efter år 900 e.Kr. Codex Leningradensis fra år 1008 e.Kr. var en velbevaret masoretisk tekst, der dannede grundlag for NIV-oversættelsen, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 3, s. 246.

Spørgsmål: Er Gud i Det Gamle Testamente et andet væsen – og et ondt eller vildledt væsen – sammenlignet med Gud i Det Nye Testamente?

Svar: Dette er en af de to eller tre læresætninger, der er fælles for alle grene af en gammel kætteri kaldet gnosticismen. Nogle af deres argumenter var, at Det Nye Testamente ophævede Det Gamle Testamentes spiselove, at der i universet var en modsætning mellem det synlige og det usynlige, samt troen på, at eftersom materien var alt sammen ond, ville kun en ond gud skabe materien.

Uden for Bibelen bekræftede kristne allerede så tidligt som hos Clemens af Rom (96-98 e.Kr., 1. Clemensbrev, kap. 4, bind 1, s. 6), at Gud i Det Gamle Testamente var god. Vi kan sige, at Han, der er Abels ven og Abrahams ven, er min ven.

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) var en af de tidligste kristne forfattere, der nævnte skabelsen og udtrykkeligt sagde: »For intet ondt blev skabt af Gud.« (Til Autolycus, bog 2, kap. 17, s. 101).

Tertullian tilbageviste effektivt teorien om en anden Gud i Det Gamle Testamente i sit værk »Fem bøger mod Marcion« fra 207/208 e.Kr. Her følger et ufuldstændigt resumé af, hvad han skrev.

a. Tertullian siger, at man ikke kan finde en kirke af apostolisk oprindelse, der benægtede Skaberen. »Men hvis det viser sig, at kirkerne har været korrupte fra begyndelsen, hvor skal man da finde de rene? … Vis os da en af jeres kirker, der kan føre sin herkomst tilbage til en apostel, og I vil have vundet sejren.«

b. Hvorfor skulle den gode Gud redde mennesket, hvis han ikke havde skabt det?

c. Hvorfor profeterede den onde gud om Kristi komme i Det Gamle Testamente? Det Nye Testamente omtaler disse profetier som profetier om den gode Kristus.

d. Hvis den onde gud profeterede om en ond Kristus, hvorfor forhindrede den gode gud så den onde Kristus i at komme og sendte i stedet den gode Kristus? Den gode gud burde have ladet den onde Kristus komme først, i stedet for at vildlede folk til at tro, at den onde gud profeterede om den gode Kristus.

e. Hvorfor citerede Jesus fra Det Gamle Testamente som autoritativt?

f. Hvorfor var Marcion nødt til at afvise dele af Lukas og andre dele af Det Nye Testamente for at underbygge sin opfattelse?