< Bibelspørgsmål fra Esajas

Spørgsmål: Hvilke fremtrædende udtryk findes der i Esajas 1-66?

Svar: Her er mange af dem.

Spørgsmål: Hvilke vers i Esajas vedrører Jesus?

Svar: Citatet fra Esajas i Det Nye Testamente er flere end fra alle de andre bøger i Det Gamle Testamente tilsammen. Hvis du tror, at Det Nye Testamente er Guds ufejlbarlige ord, så stammer de alle fra Esajas. Følgende vers fra Esajas citeres eller henvises til i Det Nye Testamente i forbindelse med Jesus.

Der findes naturligvis yderligere messianske passager, der ikke er nævnt i Det Nye Testamente.

Blandt Dødehavsrullerne er den store Esajas-rulle særlig interessant, idet den på elleve steder indeholder det, der ligner et græsk Tau-bogstav (eller Chi) vendt på siden ved siden af messianske passager. Det kan skyldes, at Chi var det første bogstav i det græske ord for Kristus. Dette beviser dog ikke kristen indflydelse, da »Kristus« allerede før Jesu tid blev anerkendt af jøderne som den græske oversættelse af Messias eller den salvede. Disse elleve passager er Esajas 32:1 ff.; 42:1 ff.; 42:5 ff.; 42:19 ff.; 44:28; 49:5-7; 55:3-4; 56:1-2; 56:3 ff.; 58:13 ff.; 66:5 ff.

Spørgsmål: Er visionerne og profetierne i Esajas ordnet kronologisk?

Svar: Selvom det er muligt, at de er det, er der ingen grund til at antage det. Enten har Esajas mod slutningen af sit liv eller en anden sandsynligvis ordnet dem efter emne. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan ser en oversigt over bogen Esajas ud?

Svar: Her følger en enkel, overordnet oversigt over opbygningen af Esajas.

Es 1-12 Kongens dekreter i tre dele

. Es 1-5 Retten træder sammen: Guds anklager mod og planer for Juda

. . Es 1 Retssagen og de tre ulykker: national, religiøs og social

. . Es 2-4 Jeres valg: Vandre i velsignelsens lys eller gemme jer i støvet eller forbandelsen

. . . Es 2:1-4 Zion-digtet

. . . . Es 2:5-9 En bøn om Herrens barmhjertighed

. . . . . Es 2:10-22 Ellers skal du gemme dig i klipperne for Hans vrede

. . . . Es 3:1-9 Så alvorlig vil vreden være

. . . Es 3:10-26 Således vil Gud dømme

. . Es 4:2-6 Sionsdigt

. . Es 5 Min elskedes sang og ødelæggelsen af den ufrugtbare vingård

. Es 6 Jesajas kald

. Es 7-12 Immanuel – Gud med os

Es 13-27 Herrens dom over alle

. Es 13-23 Guds dom over nationerne

. Es 24-27 Gud dømmer verden (Den lille apokalypse)

Es 28-39 Håb midt i dommen

. Es 28-33 Ve Guds ulydige folk

. Es 34-35 Guds fremtidige planer for verden

. Es 36-39 Historisk mellemspil: Hiskias Bog

Es 40-66 Trøst og genoprettelse

. Jes 40-44 Guds trøst og karakter

. Es 45-48 Kyros og Babylon, og udvandringen fra Babylon

. Es 49-55 Guds befrier og Israels befrielse

. Es 56-59 Menneskets ansvar og fiasko

. Jes 60-66 Guds sikre løfter om fremtiden

Eller som det står i Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 7, del 2, s. 128, er der ti dele og ni taler i hver del. Dele er 1-6, 7-12, 13-23, 24-27, 28-33, 34-35, 36-39, 40-48, 49-57, 58-66.

Selvom det er muligt, at visionerne og profetierne er ordnet kronologisk, er der intet bevis for, at det er tilfældet. Esajas 1–6 hørte dog sandsynligvis til i den allerførste del af Esajas’ tjeneste. Esajas 6 kan være blevet udtalt efter Esajas 1-5, eller – hvilket er mere sandsynligt – det fandt sted før disse kapitler og er en tilbageblik. Esajas 1-5 tjener til at vise grundene til, at Gud havde brug for en profet som Esajas, og derefter kommer kaldet i Esajas 6. Enten Esajas mod slutningen af sit liv eller en anden kan have ordnet kapitlerne i Esajas efter emne.

Spørgsmål: Hvad handler Esajas 1-12 kort sagt om?

Svar: Nogle vil måske se det som hovedsageligt Guds advarsel til Israel. Andre vil måske sige, at det er Guds voldsomme vrede; andre igen, at det er Guds trøst; andre, at det er vores glæde i Herren, og andre, at det er vores håb i Gud. Men hver af disse opfattelser, taget for sig selv, går glip af pointen i den første del af Esajas: 1-12. I stedet kan vi her se udviklingen i Guds følelser: fra advarsel til vrede til tilgivelse til trøst til glæde. Vi kan se årsager til nogle af disse forløb, men for andre er de eneste årsager, vi ser, hvem Gud er, og Guds dybe, ufortjente kærlighed til os.

Endelig fokuserer kapitel 1-11 på Guds omgang med Juda og dets hovedstad Jerusalem (Sion). Kapitel 13-23 fokuserer på Guds omgang med verden. Kapitel 12 fungerer som en overgang, der opsummerer Guds omgang med Israel og lovprisningen af dette over hele jorden.

Spørgsmål: Hvornår levede Esajas, som nævnes i Es 1,1?

A: Esajas kapitel 6, tidligt i Esajas' karriere, fandt sted »i det år, da kong Uzzia døde«, 740/739 f.Kr. Uzzia blev efterfulgt af Jotam, Akas og Hiskia, efterfulgt af Manasse i 687 f.Kr. Da Esajas nævner Sanheribs død, var Esajas sandsynligvis stadig i live på dette tidspunkt, hvilket var i 681 f.Kr.

Den jødiske pseudepigrafiske bog *Jesajas himmelfart* fortæller, at Jesaja blev dræbt ved at blive savet over i to under Manasses’ regeringstid. *Asimovs Guide to the Bible*, s. 547, kalder dette »Jesajas martyrium« og angiver, at det blev skrevet omkring år 100 e.Kr. Hebræerbrevet 11:37 siger, at nogle troende i Det Gamle Testamente blev savet over i to, og Asimov mener, at dette muligvis er en henvisning til Jesaja.

Spørgsmål: Hvem var Jesajas far, Amoz, i Jes 1:1?

Svar: Vi ved intet om ham. I Asimovs Guide to the Bible, s. 527, nævnes en rabbinsk tradition, ifølge hvilken Amoz var bror til kong Amazja, hvilket ville betyde, at Esajas var af kongeligt blod. Imidlertid står der i The Expositor’s Bible Commentary, bind 6, s. 4, at denne jødiske tradition om, at Amoz var af kongeligt blod, ikke kan underbygges.

Spørgsmål: Hvor stor en del af Det Gamle Testamente var skrevet på Jesajas tid, jf. Es 1,1?

Svar: Sandsynligvis fra Første Mosebog til 2. Samuelsbog, højst sandsynligt også Jobs Bog og Salmerne.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at kongerne nævnes i Es 1,1?

Svar: Dette viser os, at Esajas levede i en tid, der var meget hjerteskærende for gudfrygtige mennesker. De fleste af Judas konger var onde. En af de få gode konger, der nævnes, Uzzia, var så stolt, at han selv brændte røgelse i templet, selvom det kun var præsterne, der burde gøre det. Som følge heraf forbandede Gud ham med spedalskhed, indtil han døde. Uanset omstændighederne kunne Esajas stadig trofast tjene Gud, og det bør vi også.

Spørgsmål: Havde Esajas i Es 1,1 kun én vision fra Gud, eller flere visioner?

Svar: Esajas så flere visioner. Her er begyndelsen på nogle af visionerne og (kun mundtlige) profetier: Kapitel 1, 2, 6, 7, 13, 15, 19, 21, 22, 23, 37:21, 38:4, 39:5. Men trods de negative advarsler i nogle af disse visioner må vi huske, at bogen har det samme budskab som Esajas’ navn, Yeshaiah på hebraisk, som betyder »Jahve er frelse«.

Spørgsmål: Hvordan kan Es 1:1-31 læses som en retssag?

Svar: Juda og Jerusalem sammenlignes først – på en negativ måde – med dyr, hvorefter anklagerne mod dem følger. Der er ligheder med 5. Mosebog 32:1-43, hvad angår anklagerne mod dem. Det er dog lidt usædvanligt, at Gud både er sagsøger og dommer. Endelig ligner Esajas 1:24-31 en dom, men her er der en stor overraskelse. Dommen handler ikke om, hvordan Gud vil straffe dem, men snarere om, hvordan Gud vil rense og genoprette dem og straffe de onde. Dette afsnit siger dog ikke, hvad Gud vil udsætte dem for for at rense dem. Esajas 1:24-31 er en slags »smagsprøve«, der vil blive fuldt ud uddybet i Esajas 40-66.

Spørgsmål: I Es 1,2, hvor Guds børn gjorde oprør, og da Gud er en god far, kan kristne så være gode forældre, hvis deres børn går på afveje?

Svar: Ja. Forældre har et stort ansvar og stor indflydelse på deres børn. Men i sidste ende er det barnet, ikke forældrene, der vælger, om barnet vil følge Gud eller ej.

Spørgsmål: I Esajas 1:3: Hvorfor kendte Israel ikke Gud, når der ikke sker andet end det, Gud tillader?

Svar: Gud giver os en vis grad af frihed, og Gud tillader ting, der gør ham trist.

Spørgsmål: Hvordan blev denne ødelæggelse opfyldt i Esajas 1:5-7?

Svar: Der er to situationer, og begge passer.

Den første og mindre betydningsfulde er de fældede træer og ødelæggelsen omkring Jerusalem, efter at syrerne (arameerne) og det nordlige rige havde forenet sig for at bekæmpe det sydlige rige. Den anden (og mere sandsynlige forklaring) er i 701 f.Kr., da Sanherib havde erobret det nordlige rige og så ud til at være på vej til også at erobre det sydlige rige.

Spørgsmål: I Es 1:5, under hvilke omstændigheder virker tugt ikke?

Svar: Der er to aspekter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Forkert anvendt: Tugt virker ikke, hvis:

1a. Den er for mild til at virke afskrækkende

1b. Den, der bliver disciplineret, ikke forstår, hvorfor disciplinen overhovedet finder sted.

1c. Disciplin, der er inkonsekvent, eller hvis strenghed afhænger af forældrenes humør, kan opfattes som vilkårlig og uforståelig i forhold til strafens omfang.

1d. Endelig kan disciplin, der er for hård i forhold til det, der er sket, stadig virke, men der kan være andre, uønskede virkninger af disciplinen.

2. Korrekt anvendt: Selv disciplin, der anvendes perfekt og på en fuldstændig konsekvent måde, garanterer ikke den ønskede virkning. Det er op til den person, der bliver disciplineret, at underkaste sig og ikke hærde sit hjerte. Disciplin er en ydre handling. Den kan ikke ændre hjertet; den kan kun give personen et incitament til at ændre sig.

Tugt virker ikke altid; det afhænger af den person, der bliver tugtet. Esajas spørger i Esajas 1:5: »Hvorfor insisterer I på at gøre oprør igen, når I alligevel vil blive slået igen?«

Spørgsmål: Hvad betyder det i Esajas 1:8, at Zions datter er efterladt som »en hytte i en agurkemark«?

Svar: Denne ydmyge, ensomme bolig står i skarp kontrast til Esajas 5:8, hvor hus efter hus er forbundet med hinanden, som i et kæmpe palæ. De velstående jordbesiddere i Judæa ville blive reduceret til fattige, selvforsynende bønder, når Assyrien og Babylonien var færdige med dem.

Som en sidebemærkning er en agurk en slags melon, og der hersker en vis usikkerhed om, hvilke grøntsager der er omfattet af dette hebraiske ord.

Spørgsmål: Hvordan hænger Esajas 1:9 sammen med Rom9:29 ?

Svar: Rom9:29 citerer Esajas 1:9 for at vise, at folk af jødisk afstamning, der tror på Gud, både i åndelig og fysisk forstand udgør en rest, der udgør en meget lille procentdel af israelitterne før eksilet. Som en sidebemærkning er der i de fleste manuskripter et mellemrum mellem Esajas 1:9 og 1:10. Dette var en gammel måde at markere, at der var tale om et nyt afsnit.

Spørgsmål: Hvorfor kritiserer Gud i Esajas 1:11-17 og Jeremias 6:20 ofringer, forsamlinger og endda bøn, når Gud jo har befalet disse ting i Toraen?

Svar: Dette er ikke den slags religion, der rører Guds hjerte. Faktisk handler det her om et begreb, som mange mennesker nægter at acceptere eksisterer: »nyttesløs religion«. Den oversatte sætning »Jeg kan ikke udholde det« i Esajas 1:13 formidler ikke helt styrken i det hebraiske udtryk. Måske er en bedre oversættelse »Jeg kan ikke holde det ud«. Uanset hvad siger Gud dog i Esajas 1:14, at han hader disse ting. I slutningen af vers 12 siger Gud, at denne uoprigtige religion blot er »støj på gaden«.

I Esajas1:14 står der ikke, at de altid har været en byrde for Gud, men snarere at »de er blevet en byrde«. Uoprigtige ofre er trættende for Gud. Esajas er altså ikke fuldstændig imod ofre til Gud; men Esajas’ stærke sprogbrug her viser, at Gud er imod hykleriske ofre fra dem, der egentlig ikke ønsker at tjene Ham. Desuden kan ugudelige mennesker bruge religion og ofre udelukkende som et dække for deres ugudelighed.

Spørgsmål: I Esajas 1:15, hører den alvidende, alhørende Gud da ikke alles bønner?

Svar: Nej. Esajas 1:15 siger, at når mennesker, der ikke har omvendt sig fra deres ondskab, alligevel hyklerisk beder til Gud, vælger Gud ikke at høre eller besvare deres bønner. Esajas 1:15 siger billedligt, at når de løfter deres hænder mod Gud, er deres hænder fulde af blod – ikke fra dyreofringer, men blod fra mord. På hebraisk findes der forskellige ord for blod, og dette ord oversættes mere præcist med »udgydt blod«, ikke blod, der naturligt flyder i kroppen.

Der nævnes forskellige personlige synder som afgudsdyrkelse, utugt osv. gennem hele Esajas, men Esajas 1:17 nævner »samfundsmæssige synder« som ikke at søge retfærdighed, ikke at rette på undertrykkeren og ikke at forsvare de faderløse og enkerne.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Esajas 1:18 tage os tid til at tale med Gud?

Svar: Vi behøver ikke at oplyse eller lære Gud noget, men at føre en dialog med Gud er nyttigt, så Gud kan lære os noget. Vi bør ikke vige tilbage fra store begreber eller svære spørgsmål, men snarere tålmodigt bringe dem for Herren. En del af fordelen er, at Gud vil lede dig til svarene, og en anden fordel er, at dit sind trænes i at reflektere over Guds anliggender. Den måske vigtigste »fordel« er dog ganske enkelt det privilegium, det er at tilbringe denne tid sammen med Gud.

Q: Antyder Es 1,18, at der kan ske syndsforladelse uden Kristus?

Svar: Nej. Her angives ikke den nøjagtige måde, hvorpå Gud vil tilgive deres synder, men kun at Gud vil gøre det. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i Esajas 1:18 tilgive synd, når Kristus endnu ikke var kommet?

Svar: Ifølge Det Nye Testamente lærer Gud, at synd kun tilgives gennem Kristus, men en Gud, der står uden for tiden, kan tilgive synd gennem Kristus, når Han vil. Gud er ikke begrænset. For mennesker, der levede før Kristus, viser Hebræerbrevet 9 og 10:1-4, at deres synder blev »tildækket« indtil Kristi død, og at de er tilgivet i Kristus. Esajas 6:7 og andre passager siger blot »sonet« og »tilgivet« i stedet for »tildækket foreløbig og tilgivet senere« af to årsager, som vi kan se.

1. I Det Gamle Testamente giver Gud kun antydninger i Esajas 53 og andre steder – ikke en klar lære – om, hvordan han ville gennemføre denne tilgivelse. At deres synder var tilgivet, var det eneste, de behøvede at bekymre sig om.

2. Gud har en anden opfattelse af tid end vi har. Vi betragter ofte ting, der endnu ikke er sket, som fremtidige muligheder. Gud kan betragte dem som visheder, der »allerede er sket«, blot på et senere tidspunkt i det enorme tredimensionelle videobånd, vi kalder »livet på jorden«.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved Esajas’ litterære stil her i Esajas 1:21-23?

Svar: Esajas var en mester i mange former for hebraisk poesi. I Esajas 1,19b-20a brugte han et ordspil: vær lydig og spis af landets goder, eller vær ulydig og bliv fortæret af sværdet. Men her i Esajas 1,21-23 skifter han til en elegisk stil, som når man taler ved en begravelse. Det interessante er, at denne »begravelsestale« ikke er til nogen, der er død, men til en by og dens indbyggere, der har vendt sig bort fra Gud. De er endnu ikke blevet dræbt, men det er interessant at holde en begravelsestale, hvor de mennesker, man sørger over, stadig er i live blandt tilhørerne.

Spørgsmål: Hvorfor er der i Esajas 1:21 nogle steder, hvor der er så mange uretfærdige mennesker og mordere?

Svar: Selvom vi ikke kender alle i Jerusalem, kan vi generelt se mindst seks grunde til, at en by kan have mange ugudelige mennesker.

1. Manglende retfærdighed eller inkonsekvent retfærdighed i straffen af syndere.

2. Der er ingen gudfrygtig vejledning.

3. Der er ingen gudfrygtige politiske og religiøse ledere, som folket kan respektere, og som kan være et forbillede.

4. De troende beder ikke for deres folk (1. Samuelsbog12:23 ).

5. De gudfrygtige selv vender sig ikke bort fra deres egne ugudelige veje (2. Krønikebog7:14 ).

6. Familiernes sammenbrud. En gang fik en person, der arbejdede med fængselsmission, den idé at købe morsdagskort, som de indsatte kunne skrive til deres mødre. De spurgte også Hallmark, om de ville være villige til at donere nogle kort. Hallmark donerede en hel bunke kort, og de delte dem ud, og programmet blev en stor succes. Så omkring en måned senere gjorde de det samme til farsdag. Det blev en total fiasko; de fleste indsatte var ikke interesserede. Tilsyneladende havde de fleste indsatte ikke en faderfigur i deres liv.

Spørgsmål: Hvorfor ligner Es 2,1-4 så meget Mi 4,1-3?

Svar: Mika profeterede under Hiskias regeringstid, ifølge Jeremias 26:18. Så Mika og Esajas var samtidige, og den ene profet kan have hørt den anden sige det, eller også kan de begge have hørt det fra en unavngiven profet, måske Joel. Det kan være kommet først fra Mika eller fra en unavngiven profet, måske Joel, da Joel 3:10 også har paralleller. En af grundene er, at passagen nævner »de sidste dage«, og selvom Esajas ikke bruger dette udtryk andre steder, er det fremtrædende i Mikas profetier.

Spørgsmål: I Es 2,2, hvornår sagde Esajas, at de sidste dage ville indtræde?

Svar: Esajas sagde ikke, hvornår de ville komme, og gav heller ikke mange detaljer. Måske havde Gud ikke åbenbaret det for Esajas. Der er mere end én Herrens dag. En dommedag ville snart komme, da Gud brugte assyrerne til at bringe dom for at ødelægge Israel og straffe Juda. Men i sidste ende, baseret på beskrivelsen og den efterfølgende viden, der er åbenbaret for menneskeheden i Det Nye Testamente, er dette i løbet af tusindårsriget. Flere detaljer om byen og templet i denne tid findes i Ezekiel 40-43.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Esajas i Es 2:2,4; 11:9; 25:6-7; 27:13; 30:29; 56:7; 57:13; 65:11,25; 66:20 samt Ezek 40-43 lægger så stor vægt på Herrens tempels fremtrædende rolle i tusindårsriget?

Svar: Esajas og Ezekiel profeterede meget om tusindårsriget.

Spørgsmål: Hvorfor vil Gud i de sidste dage, som det står i Esajas 2:4, være nødt til at bilægge stridigheder mellem folkeslagene?

Svar: Han vil ikke bilægge dem på det tidspunkt, fordi han allerede vil have bilagt dem. Når Messias begynder sin regering på jorden, vil han ikke have behov for at bilægge nogen tvister, uenigheder eller krige. Den eneste undtagelse er ved slutningen af tusindårsriget, når Satan forfører nationerne i Åbenbaringen 20:7-10.

Spørgsmål: Hvilken slags plove havde de dengang, som nævnes i Esajas 2:4?

Svar: De havde ikke plovskær som senere landmænd. Da jern ikke var så udbredt, brugte de snarere en jernspids på en træbjælke.

Spørgsmål: Vil folk i Esajas 2:4 og Mika 4:3 omdanne deres sværd til plovskær osv., eller vil de i Joel 3 omdanne deres plovskær til sværd?

Svar: Omdannelsen af fredelige redskaber til krigsbrug i Joel 3 finder sted under Trængslen, før Jesus vender tilbage i herlighed. Omdannelsen af krigsredskaber til fredelig brug i Esajas 2:4 og Mika 4:3 finder sted under Tusindårsriget, når Jesus kommer og regerer.

Spørgsmål: Hvorfor henvises der til børn i Esajas 2:6?

Svar: Der står ikke »små børn«; det betyder sandsynligvis snarere fremmede folks sønner og døtre. Med andre ord slutter de sig sammen med hedningerne af religiøse årsager.

Spørgsmål: Hvorfor forlod Gud Jakobs hus i Esajas 2:6-9 og Mika 5:10-14?

Svar: Udtrykket »Jakobs hus« kan henvise til både Israel og Juda. Der angives omkring ti grunde. (Filisterne lå faktisk vest for Israel, så »østlige skikke« i vers 6 er en særskilt grund.) De havde forladt Gud, og alligevel forventede folket, som Jeremias 7 senere fortæller os, stadig, at Gud ville beskytte dem.

I USA synger vi ofte en sang med titlen »God Bless America«. Men der blev sat et skilt op, der stillede et vigtigt spørgsmål: »Velsigner Amerika Gud?« Hvis et land vender sig bort fra Gud, bør det da have nogen forventning om, at Gud vil beskytte det?

Spørgsmål: Hvorfor er det i Esajas 2,6 vanvittigt, at de konsulterede spåmænd?

Svar: Spådom, eller at forudsige fremtiden, er en forbudt okkult praksis, hvor man forsøger at forudsige fremtiden. De behøver ikke at betale spåmænd for at få dem til at forudsige fremtiden på falsk vis, for Esajas fortæller dem sandfærdigt, hvad der vil ske, og Esajas gør det gratis. Ved at opsøge spåmænd pådrager de sig skyld, og de vil få en dårlig fremtid, præget af erobring og fangenskab.

Spørgsmål: Hvorfor beder Esajas i Es 2:9f Gud om ikke at tilgive dem?

Svar: Det kan være »tilgiv dem ikke!« eller »du vil helt sikkert ikke tilgive dem«. Uanset hvad var der for de fleste ingen omvendelse og heller ikke det mindste glimt af håb om, at der nogensinde ville komme en. Esajas gav udtryk for Guds hjerte, nemlig at Han ikke ville tilgive dem, der ikke omvendte sig. Men Gud tilgiver dem, der omvender sig og vender sig til Ham for at få frelse.

Spørgsmål: Hvad er det mærkelige ved guldet og sølvet her i Es 2,20?

Svar: Disse værdifulde metaller, der er blevet forvandlet til værdiløse afguder, vil blive »ejendom« for værdiløse skabninger, muldvarpe og rotter. En afgudsdyrker er ikke stærkere end sin livløse afgud og lige så hjælpeløs.

Spørgsmål: Hvorfor vil børn og spædbørn være deres herskere i Esajas 3:4?

Svar: Der er to svar: forudsigelsen og den umiddelbare opfyldelse.

Forudsigelsen: Esajas 3:1-3 siger, at forråd af mad, vand og kloge ledere vil blive taget væk. Dette henviser til dårlig regeringsførelse, hvor lederne værdsætter deres egen berigelse højere end landets vel. Dette kan være en dom ikke blot mod Israel og Juda, men mod enhver nation, der har vendt sig mod Gud. Desuden var Akaz kun tyve år gammel, da han blev konge, eller femogtyve ifølge Septuaginta.

Den umiddelbare opfyldelse: I fredelige, uafhængige tider regerede en konge til en høj alder. Derfor blev hans søn først konge, da han var noget ældre. I modsætning hertil siger 2. Krønikebog 36:1-11, at

Joaaz var 23 år og regerede kun i 3 måneder

Jojakim var 25 år og regerede i 11 år

Jojakin var 8 år (kopistfejl, i virkeligheden 18) og regerede i 3 måneder og ti dage

Zedekias var 21 år og regerede i 11 år

De var alle unge, fordi deres forgænger så hurtigt blev fjernet fra magten.

Jesaja siger, at da de var tilfredse med indflydelsen fra fremmede (Jesaja 2:6), ville de få børn til at regere over dem i Jesaja 3:4.

Spørgsmål: Hvorfor ville folket i Esajas 3:4 finde sig i at have umodne herskere?

Svar: Måske er det sådan, at så længe de ser, at lederen arbejder i deres bedste interesse, er de ligeglade med, hvad der sker med landet, eller hvilket eksempel lederen vil sætte.

Spørgsmål: Hvorfor ville nogen i Esajas 3:7 afslå at være deres hersker?

Svar: Dette er en mærkelig profeti, for normalt ville folk så gerne være konge, at de ville kæmpe i slag og myrde andre for at opnå det. Skriften siger ikke, hvorfor det er så anderledes her, men vi kan se tre grunde.

Ingen fordel: Få mennesker ville ønske at påtage sig ansvaret som hersker, når der absolut ikke var nogen fordel ved det.

Skyldfølelse: Når et folk går på afveje, ville lederne måske føle større skyld ved at give efter, end hvis de ikke var ledere.

Alvorlige konsekvenser: Den næste invaderende hær, hvad enten den er assyrisk, egyptisk eller babylonsk, vil måske beslutte at dræbe de tidligere herskere og deres familier. Dette er måske den væsentligste årsag.

Spørgsmål: Var det i Es 3,12 en irettesættelse, at kvinder (bogstaveligt talt »døtre«) skulle herske over dem?

Svar: Det var en god ting at have en kvinde som hersker, hvis kvinden var dommeren Debora. Men der var masser af problemer, hvis kvinden var Jesabel eller Atalja. En hedensk kvinde kunne betragtes som en »datter af en fremmed gud«, ligesom en hedensk mand kunne betragtes som en »søn af en fremmed gud«. Når der er stabile kongedynastier, og i fredstider, lever kongerne til en høj alder, og den næste konge er som regel temmelig moden. Når konger ofte bliver taget til fange eller dræbt, er et tegn på denne ustabilitet, at kvinder og unge ofte regerer. Akaz blev konge, da han kun var tyve år, eller femogtyve ifølge Septuaginta. Så andre måtte hjælpe ham med at regere.

Esajas 3:13-15 er rettet mod de mandlige fyrster og herskere i Jerusalem. Esajas 3:16-17 er rettet mod de hovmodige døtre af Zion.

Spørgsmål: Hvad menes der i Es 3:14; 5:1,7; Sal 80:8-18; Jer 2:21; 12:10; Ez 15:6-8; Hos 10:1 med metaforen om, at lederne ødelægger Guds vingård?

Svar: Fysisk set kunne enhver gå rundt og se, hvor de rige og lederne berøvede de fattige deres jord for at udvide deres egne besiddelser. Husk, at Isebel lod Nabot dræbe på grund af hans vingård. Men åndeligt set er vingården her Guds folk og Guds værk. De ødelagde Guds værk og hans tjeneres indsats for deres egne formål og egen vinding.

I dag er det et mysterium for mig, hvorfor nogle mennesker er så stærke fortalere for kønsskifteoperationer på børn, som måske ikke fuldt ud forstår alle konsekvenserne. Det er, som om de har travlt med at bevise, at køn ikke er andet end det, en læge kan gøre det til.

Spørgsmål: Hvordan kan en kristen leder i Esajas 3:14 være en god eller en dårlig vogter af Guds vingård?

Svar: Der er mindst fem ting, man skal være opmærksom på.

Det første trin er, om de plejer Guds vingård gennem deres sjælesorg, god undervisning og kærlighed til folket, eller om de enten ødelægger den eller forsømmer den.

For det andet: Opfører de sig nogensinde som vilde ulve (ApG 20:28-31), enten gennem deres onde undervisning, magtmisbrug, seksuelle overgreb eller økonomisk grådighed?

For det tredje: Er de klar over, hvis vingård det er? Den er ikke deres, men Guds. Er de der for at opbygge sig selv eller for at opbygge hjorden?

For det fjerde: Er de klar over vigtigheden af den opgave, de er kaldet til at udføre, som det står i Hebræerbrevet 13:17?

For det femte: Er de tjenere, der ikke hersker over hjorden, men alligevel udøver et klart (og til tider ubehageligt) lederskab, som det står i 1. Petersbrev 5:2-4?

Spørgsmål: Hvilket ansvar har vi ifølge Esajas 3:14-16 for at forhindre, at de rige bliver rigere på bekostning af de fattige?

Svar: Det er fint at tjene penge, og det er fint at være rig på ærlig vis, som Abraham og Job var. Men uanset om det sker gennem uretfærdige love, uretfærdige domstole eller direkte røveri, er det ondt at berige sig på de fattiges bekostning.

Spørgsmål: Hvad er der i Esajas 3:15, der er lidt skræmmende ved at kalde Gud for Hærskarers Herre?

Svar: Ordet »hærskarer« betyder »hære«, og en lige så god oversættelse er »Herren, hærernes Gud«. Gud kan lede assyrernes, babyloniernes og andre folks hære, som det behager ham. Og Gud truer dem med dom ved at rette disse hære mod dem.

Spørgsmål: Hvad menes der i Es 3,16 med »at spankulere og hoppe«?

Svar: Det betyder, at de opførte sig kunstigt, med korte, hoppende skridt eller en påtaget præcision. De gjorde dette af stolthed.

Spørgsmål: Hvordan gik kvinderne i Es 3:16,18, så »armbåndene på deres ankler klirrede«?

Svar: Svaret findes i Esajas 3:18. Kvinderne havde ankelkæder, som var prydet med smykker.

Spørgsmål: I Es 3:18-23 og 1 Pet 3:3-5, hvornår går det at være moderigtigt klædt over grænsen til synd?

Svar: Det er fint at være rimeligt ren og klæde sig beskedent, men når man ikke giver til de fattige, fordi man ikke har råd til det og samtidig vil opretholde sin livsstil, så har man et problem. Når det, du har på, og det, andre har på, er vigtigere for dig end Guds anliggender, kan mode blive en afgud. På den anden side var skarlagenrødt tøj en luksus dengang, og en dydig hustru og mor, der giver til de fattige og samtidig klæder sig selv og sin familie i skarlagenrødt, var også god, som Ordsprogene 31:20-21 lærer os.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes halskæder, der ligner månen, i Esajas 3:18?

Svar: Det var populære halvmåneformede smykker/halskæder, der var udbredte før islam, og som på arabisk kaldes saharonim. De bar ofte navnet på måneguden, Sin.

Spørgsmål: Hvornår vil syv kvinder i Esajas 4:1 bede én mand om at gifte sig med dem?

Svar: Det lyder måske som gode nyheder for mændene, men det er det ikke. Efter kampene og krigens ødelæggelser var der ikke så mange i live tilbage. I nyere tid var der Tredobbeltalliancens krig (1864-1870), en blodig krig, hvor omkring 1,2 millioner blev dræbt af både krig og kolera. Paraguay mistede 60-90 % af sine mænd. De allierede forsøgte at dræbe alle mænd over ti år, og der var kun omkring 20.000 mænd tilbage. Så Paraguay tillod i en midlertidig periode polygami. Omtrent på samme tid, under den amerikanske borgerkrig 1861-1865, døde omkring 1 million mennesker. Der vil tilsyneladende også være mangel på levende mænd i endetiden, lige før Messias’ genkomst i Esajas 4:2-6. Dette fremgår af Matthæus 24:4-30.

Esajas 4:1 siger faktisk ikke, at polygami vil være udbredt. Der står snarere blot, at mange kvinder vil konkurrere om en mand.

Spørgsmål: Hvorfor ville en kvinde på dette tidspunkt i Esajas 4:1 betragte det som en skam at være ugift?

Svar: Skriften siger det ikke, men hun kunne ikke på en hæderlig måde stifte familie uden at være gift. Skriften bekræfter, at det er i orden at være ugift, og siger aldrig, at det er en skam at være ugift (Esajas 54:1-5; Matthæus 19:11-12; 1. Korintherbrev 7:25-38). Imidlertid ville nogle kvinder på netop dette fremtidige tidspunkt, af ikke nærmere angivne årsager, betragte ægteskabet som et middel til at fjerne deres skam. Deres skam var måske ikke selve det at være ugift, men de aktiviteter, man formodede, at de beskæftigede sig med, mens de var ugifte.

Spørgsmål: Er Grenen i Es 4:2; 11:1-4 Jesus?

Svar: Ja. Grenen vil være medvirkende til, at folket bliver helligt, idet Gud vasker deres urenhed bort. Desuden ligner ordet for Gren (nasr) meget ordet »nazaren«, og Jesus voksede op i Nazaret.

Spørgsmål: I Es 4:3, hvornår vil alle i Jerusalem være hellige?

Svar: Dette vil ske i fremtiden, under tusindårsriget.

Spørgsmål: Hvad er pointen med lignelsen om ejeren og vingården i Esajas 5:1-7?

Svar: Jesajas sang er en allegori om Gud som en vingårdsejer, der anlagde en fin vingård, Israels og Judas hus. Men der var ingen frugt fra vingården til vingårdsejeren. Gud profeterede, at ligesom en ubrugelig vingård ikke længere vedligeholdes, men ødelægges, så vil Israel og Juda blive ødelagt.

Esajas er en mester i mange stilarter, og i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 47, står der, at dette er et litterært mesterværk på hebraisk, som desværre mister meget af sin skønhed i oversættelsen. Esajas 5:1-7 er ikke blot en trist sang, men den er desto mere trist, fordi den indledes som en glædesfyldt sang om, hvad Gud gør i sin vingård. Der var typisk festligheder ved afslutningen af druehøsten. Storforbrugere af alkohol ville kunne lide emnet. Men så er kontrasten mellem det, Gud gjorde for folket, og deres skuffende reaktion hjerteskærende. Sangen er ganske usædvanlig, idet hovedpointen er centreret omkring to anmodninger og to spørgsmål i vers 3-4. Svaret på, hvad der bør gøres, forekommer både indlysende og strengt. Der er et tidspunkt, hvor det er bedst at ødelægge den engang så dejlige vingård og anlægge en ny.

Spørgsmål: I Es 5,1-7 glæder Gud sig, når folk vender om og omvender sig, men hvor dårlige skal et folk egentlig være, før Gud siger: »Det er for dårligt; jeg vil lade nationen blive ødelagt«?

Svar: Det afhænger måske ikke kun af syndens alvor, men også af disse andre faktorer.

1) Syndens alvor. Sodoma og Gomorra blev ødelagt, men ikke folkeslagene omkring dem, på grund af alvoren af deres ugudelighed. Nogle mennesker kan begå meget onde handlinger. David begik ægteskabsbrud og mord, men efter at være blevet tugtet omvendte han sig. Hoseas kone forlod ham og vendte tilbage til sit liv som prostitueret. Men gennem Hosea viste Gud sin ømme barmhjertighed og tilgivelse. Saulus fra Tarsus var meget ond og lod kristne dræbe, men i stedet for at tilintetgøre ham viste Kristus sig for Saulus, og Saulus, der snart skulle blive Paulus, omvendte sig.

2) Folks vilje til at omvende sig. Er der håb om, at folket vil omvende sig? Ninivitterne var yderst voldelige, og set med menneskelige øjne så det ud, som om der ikke var noget håb. Men Gud så anderledes på det, og ninivitterne omvendte sig, i det mindste for en tid, da Jonas forkyndte for dem. Men i Ninives tilfælde var der en pest i 765 f.Kr., en solformørkelse den 15. juni 763 f.Kr., endnu en pest i 759 f.Kr., og så kom Jonas i 758/757 f.Kr.

3) De troendes bønner. Samuel siger: »Hvad mig angår, så er det langt fra mig at synde mod Herren ved at holde op med at bede for jer. Og jeg vil fortsat lære jer den gode og rette vej.” 1. Samuel 12:23. I 2. Krønikebog 7:14 står der: »Og hvis mit folk, som er kaldet ved mit navn, ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender sig fra deres onde veje, så vil jeg høre dem fra himlen, tilgive deres synd og helbrede deres land.«

4) Ingen ineffektiv bøn. Vores bønner kan være ineffektive, hvis vi ignorerer de fattiges råb, ifølge Ordsprogene 21:13. En retfærdig person hjælper de fattige, ifølge Salme 41:1 og Ordsprogene 29:7. Andre ting kan også hindre vores bønner.

5) De troende der er ikke faldet i søvn. Som lysets og dagens børn skal kristne vågne op fra søvnen, som det står i Efeserbrevet 5:13-14. Vi bør være årvågne for at være på vagt i vores mission og opmærksomme på, hvad der foregår omkring os, i stedet for at sove, som 1. Thessalonikerbrev 5:6-7 advarer imod. Mens skibet var ved at synke, sov Jona i lastrummet i Jona 1:5. I Dommerbogen 16:19 sov Samson i Delilas skød, lige før filisterne tilfangetog ham. Laodicea var hverken varm eller kold i Åbenbaringen 3:14-16.

Cyprianus af Karthago (ca. 246-258 e.Kr.) skrev: »Lad os inderligt bede og sukke med vedvarende bønner. For ved, elskede brødre, at jeg for ikke så længe siden også blev bebrejdet dette i et syn, at vi var søvnige i vores bønner, …« Cyprianus’ breve, brev 7, kap. 5, s. 286

6) De troende forkynder stadig omvendelse. Vi skal gå ud og forkynde ordet, som Paulus formaner Timoteus til i 2. Timoteusbrev 4:2. Det er dejligt at forkynde om Guds kærlighed, men i Bibelen, fra Jonas og de andre profeter gennem Jesus Kristus og frem til Åbenbaringen, forkyndes der mere om, at mennesker har brug for at omvende sig, end om Guds kærlighed. Jesus sagde: »Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer« (Lukas 6:26). For hver gang du har fortalt nogen om Guds kærlighed, hvor mange gange har du så opfordret nogen til at omvende sig?

7) Tidspunktet for Guds hensigter: Gud rejste Farao op til en magtposition. Gud tilintetgjorde Faraos hær i 2. Mosebog 14:23-28, men kun på netop Guds perfekte tidspunkt.

8) Sandsynligvis andre faktorer, som vi ikke er klar over.

Så vi kender ikke Guds råd, men rent praktisk set i dag må vi spørge os selv, hvor langt et land skal gå, før Gud siger: »Glem alt om at omvende jer og søge Guds beskyttelse, der vil blot komme ødelæggelse.«

(citaterne er fra Berean Standard Bible)

Spørgsmål: Hvorfor skulle man i Esajas 5:2 grave en vingård op for at fjerne stenene med en hakke i stedet for en plov?

Svar: Det hebraiske ord henviser her til en hakke, hvilket tyder på en langsommere og mere omhyggelig måde at passe kærligt på en jordlod. Man ville være nødt til at bruge en hakke i stedet for en plov, hvis terrænet var for kuperet.

Spørgsmål: Hvordan kan visse ting i Esajas 5:4 være som »stinkende frugt«?

Svar: Det er ikke bare vilde druer; den bogstavelige hebraiske betegnelse er »stinkende frugt«. Tanken om dårlige druer findes også i Jeremias 2:21 (vild vinstok); 24:2 (dårlige figner); og 29:17 (igen dårlige figner). Disse er ikke blot værdiløse, de efterlader en dårlig lugt, og hvis man spiser dem, en rådden smag i munden.

Åndelig stinkende frugt er noget, der burde være godt, nyttigt og behageligt. Men overraskende nok har det vist sig at være dårligt, værdiløst og ildelugtende. En kristen leder, der er gået på afveje, eller en kristen organisation, der er gået på afveje, kan åndeligt set stinke værre end slet ikke at have noget.

Som et eksempel på dette arbejdede nogle kristne missionærer fra den presbyterianske kirke og andre kirker i Japan efter Anden Verdenskrig. De inviterede den liberale presbyterianske teolog Paul Tillich til at tale. Det gjorde han, idet han udbredte sine kritiske synspunkter om påståede fejl i Bibelen, og den spirende vækkelse i Japan gik i stå.

Spørgsmål: Hvilke ordspil (puns) findes der i Es 5,7?

Svar: Ordene »retfærdighed« og »blodsudgydning« hedder mishpat og mispah på hebraisk. Retfærdighed og nød hedder på hebraisk »sedaqah« og »se’aqah«. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 6, s. 48, står der, at nogle har forsøgt at oversætte både betydningen og ordspillet. G.H. Box oversatte dette i »The Book of Isaiah« således: »Han så efter retfærdighed – men se, massakrer! Han så efter ret – men se, oprør!«

Spørgsmål: Hvad er de seks veer i Es 5,8-23, og hvordan hænger de sammen?

Svar: Her er de seks ve-udtalelser, selvom den sidste består af to dele.

Esajas 5:8-10: Ve de velhavende jordbesiddere, der forsøger at opkøbe al jorden. Deres liv er optaget af at samle rigdom og maksimere profit, uanset hvem der måtte lide under det.

Esajas 5:11-17: Ve de storforbrugere af alkohol, der drikker fra morgen til aften. Det er alkoholen, der får dem op om morgenen. Faktisk er hele deres livsgrundlag nydelse og fornøjelse. De er nødt til at bruge deres penge på noget.

Esajas 5:18-19: Ve dem, der siger, at Gud ikke vil gøre noget. De håber måske, at Gud ikke vil gøre noget eller lægge mærke til deres onde handlinger. De føler ingen skyld over den forrige ve-erklæring.

Esajas 5:20: Ve dem, der benægter forskellen mellem godt og ondt. Der er mange sådanne mennesker i dag. Det er ikke blot, at Gud ikke vil gøre noget, men at Gud slet ikke ønsker, at der skal gøres noget.

Esajas 5:21: Ve de mennesker, der anser sig selv for kloge og derfor ikke vil lære af andre. De lever for at søge viden og muligvis for at vise den frem for andre.

Esajas 5:22-23: Ve dem, der er stolte af deres druk, og dommerne, der lader de ugudelige gå fri mod bestikkelse. Både personligt og samfundsmæssigt har de frivilligt opgivet al sund dømmekraft og visdom. På overfladen lyder dette som det modsatte af den forrige ve-proklamation, men faktisk kan de to gå hånd i hånd.

Resultatet i Esajas 5:26 er, at Gud vil fløjte efter babylonierne, så de kommer – lidt ligesom når man kalder på en hund – og de vil blive redskaber for Guds dom.

Spørgsmål: Hvad var der galt med at sammenbygge hus til hus, lidt ligesom lejligheder eller et stort palæ, i Esajas 5:8?

Svar: Skriften siger det ikke, men det kunne være af to grunde.

1. Velhavende jordbesiddere, der havde monopol på arbejdspladserne, kunne undertrykke arbejderne, som Jakob 5:1-6 viser.

2. Selv uden det er Gud ikke tilfreds med, at hans folk nyder velstand uden at vise ham nogen taknemmelighed.

Spørgsmål: I Es 5,10, hvor meget er der tale om?

A: I moderne termer betyder det, at en vingård på cirka ti acre kun vil give et udbytte på omkring 6 gallon vin. Det er naturligvis ikke svært at forstå, hvis der er insekter og plantesvampe på spil, for slet ikke at tale om ødelæggelse forårsaget af andre mennesker.

Q: Er denne negative omtale af instrumenter ved drikkefester i Es 5:12 en kritik af al brug af mekaniske musikinstrumenter?

A: Nej. Alle kristne kan være enige om to punkter.

1. En vis brug af musik i andre religioner og i verdslig rock- og rapmusik med vulgære, voldelige eller suggestive tekster er ugudelig. Kristne bør især undgå at lytte til ugudelig musik.

2. Ingen, ikke engang medlemmer af Kristi Kirke, er imod en vis brug af mekaniske instrumenter uden for kirken.

Lad os håbe, at ingen vildledt forælder fra Kristi Kirke nogensinde siger: »Du må gerne lytte til al den verdslige musik, du vil, selv med tvivlsomme tekster, men jeg håber ikke, jeg fanger dig i at lytte til musik, der ærer Gud!« Hvis ledere i Kristi Kirke ikke tillader mekaniske instrumenter i kirken, men man må bruge mekaniske instrumenter til at prise Gud uden for kirken, hvorfor så ikke holde op med at gå i kirke? I stedet kan man bare mødes og prise Gud frit, og hvis det tidspunkt, hvor man mødes, tilfældigvis er søndag formiddag, er det helt i orden.

Den sidste halvdel af Esajas5:12 viser, at det ikke så meget handlede om instrumenterne, men om at de ikke tog hensyn til Herrens gerninger. David og andre tilbad Gud med musikinstrumenter mange steder i Salmernes Bog. Selv de hellige bruger lyre i himlen.

Spørgsmål: Hvorfor skulle folket i Esajas 5:13 gå i eksil på grund af manglende viden?

Svar: Menneskets hukommelse er en vidunderlig, men alligevel mærkelig ting. Vi kan nemt huske ting i mere end 70 år, hvis vi har gentagelser til at opfriske vores hukommelse. Alligevel finder jeg min hukommelse meget nyttig, for når min kone beder mig om at gå i butikken for at købe fem ting, kan jeg som regel huske mindst tre eller fire. Mennesker, der vokser op i kirken og går i søndagsskole, kan lære meget om Bibelen; men hvis de forlader kirken, kan de i løbet af et årti eller deromkring glemme det, de engang vidste. Man kan huske det, der er dyrebart og værdifuldt for en.

Spørgsmål: Hvordan udvider Sheol sig i Es 5,14?

Svar: Sheol betyder graven, eller det sted, hvor alle døde mennesker ender. Dette poetiske udtryk betyder, at dens befolkning vil vokse. Uanset hvor stor appetit og begær de havde på jorden, vil de møde en appetit, der er større end deres egen: døden. Og dødens sult er rettet mod dem.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes ydmyge mennesker (eller en »ringe mand«) i Es 5,15?

Svar: Det betyder ikke uvenlige, men snarere at folket vil blive erobret og alle vil indtage en lav stilling. Forestil dig, hvordan det ville være, hvis ingen i vores land var stolte, men alle var ydmyge, fordi de var gjort til slaver. Er det svært for os at forestille os? Det var også svært for dem at forestille sig i begyndelsen af Jesajas tjeneste.

Spørgsmål: Hvad er forholdet mellem hellighed og retfærdighed i Es 5,16?

Svar: Der er to sider af svaret.

Gud er hellig, i den forstand at han er udskilt; han udrydder synd i sit nærvær. Han er retfærdig, i den forstand at han straffer og belønner retfærdigt. Men der er en tredje del ud over hellighed og retfærdighed, nemlig hans barmhjertige kærlighed, som sonede vores synd gennem Jesu Kristi offer på korset.

Vi er Guds hellige folk, og selvom vi ikke er syndfrie, skal vi stræbe efter at være syndfrie. Vi skal kæmpe for at være hellige, da Gud er hellig. Vi skal handle retfærdigt, og vi behøver ikke at frygte Guds retfærdige straf af de ugudelige, for »fuldkommen kærlighed driver frygten ud«, ifølge 1. Johannesbrev 4:18.

Spørgsmål: I Esajas 5,16: Højer det Gud at sende mennesker til helvede?

Svar: Faktisk ja. Selvom det ganske vist ikke viser Guds kærlige, venlige side, viser det både Guds retfærdige side som dommer og Guds vrede. Som Norman Geisler engang sagde: »Helvede er den mest herlige af alle kristne læresætninger, fordi den beviser, at mennesket er virkelig frit.« Med andre ord fik mennesket tildelt tilstrækkelig ansvarlighed og frihed til, at Gud tillod det at gøre ting, der fortjener helvede.

Der er her et punkt om at ophøje Gud, som ikke bør overses. At ophøje Gud betyder ikke at hvidvaske Gud og kun vise sandheden om Hans godhed og kærlighed. At ophøje Gud betyder at vise det fulde billede, både af Guds godhed og strenghed (Rom11:22 ).

Spørgsmål: Hvad siger Esajas 5:18-19?

Svar: Ve dem, der siger, at de ønsker, at Gud snart skal komme, men alligevel gør uretfærdige ting. Med andre ord bør de være forsigtige med, hvad de beder om.

Spørgsmål: Hvad er der egentlig galt med at være vis i egne øjne, som det står i Esajas 5:21?

Svar: Hvis der ikke var nogen anden grund til, at Gud ikke brød sig om det, ville det i sig selv være grund nok. Der er dog masser af yderligere grunde. Forestil dig at møde en elev i folkeskolen, der troede, han vidste alt, og var stolt af det. En folkeskoleelevs viden ligger tættere på en voksens end vores viden ligger på Guds viden.

Ordsprogene 30:8-9 viser også, at når mennesker tror, de har rigeligt, er der en tendens til at fornægte Gud og sige: »Hvem er Herren?«

Spørgsmål: Hvad menes der i Esajas 5:22-23 med denne metafor om »mestre i at blande stærke drikke«?

Svar: De var eksperter i at blande alkoholiske drikke, de var stolte af deres ekspertise, og andre beundrede deres evner. Vær opmærksom på, hvad du er stolt af, og hvad andre beundrer dig for.

Spørgsmål: Hvordan retfærdiggør folk de ugudelige mod bestikkelse i Esajas 5:23?

Svar: Man kunne tro, at mafiaadvokater og visse strafferetsadvokater har et vers i Bibelen, der er skrevet specielt til dem. I retssager, købsbeslutninger, fusioner, politik og andre situationer kan folk lade den skyldige gå fri, lade dem slippe let og overføre skylden til en anden part eller lægge skylden på én part, selvom den var delt.

Spørgsmål: Hvordan kan folk i Es 5,24 foragte Guds ord?

Svar: Det kan de gøre på mange forskellige måder.

Ignorere: Nogle ser simpelthen bort fra, hvad Bibelen siger. Til deres ros skal det dog siges, at de i det mindste er ærlige omkring, at de ikke følger Bibelen.

Gøre nar af det, Bibelen siger, mens man trodsigt gør tingene på sin egen måde.

Omdefinere ordene. På den måde kan en person hævde at følge Bibelen, men sige, at de dele, de ikke ønsker at tro på, blot er billedlige eller kulturelt betingede. Dette kan lyde overbevisende, fordi nogle passager i Bibelen er billedlige eller kun gælder for en bestemt tid. En måde at afgøre, om nogen ærligt forsøger at fortolke Bibelen korrekt, er at se, om de forsøger at forstå, hvad den oprindelige forfatter havde til hensigt.

Reducer: Nogle kristne liberale hævder, at Bibelen ikke er Guds ord, men at den indeholder Guds ord. Det, de mener med dette, er, at hvis man er enig i en del af Bibelen, bliver den del Guds ord for én. Hvis man er uenig i en del, behøver man ikke at følge den.

Supplere: Nogle, især katolikker og visse sekter, siger, at Bibelen er god, men ikke tilstrækkelig. De mener, at det er nødvendigt at have yderligere autoriteter og lære på lige fod med Bibelen.

Erstatning: Nogle, der hævder at supplere eller tilføje noget til det, der står i Bibelen, erstatter i virkeligheden det, som Gud har lært, med deres egen tradition. Jesus gav et eksempel på, at farisæerne gjorde dette med deres tradition om Corban i Markus 7:9-13.

Spørgsmål: Hvorfor skulle Gud i Esajas 5:26 løfte et banner (flag) her?

Svar: Det ville være noget, der kan ses på lang afstand, som siger: »Kom herover«. Med andre ord ville Gud tiltrække mægtige hære af assyrere og babylonere mod Israels land.

Spørgsmål: Er det i Esajas 5:26 og Zakarias 10:8 upassende, at Gud angiveligt »hvisker«, som den muslimske Ahmad Deedat hævder?

Svar: Faktisk er der i Esajas5:26 ikke tale om at »hvæse«, men om at »fløjte«, som når man kalder på en person eller et dyr for at få det til at komme. I Esajas5:26 står der: »[Han (Gud)] fløjter til dem i jordens ender.« Ligeledes står der i Zakarias 10:8: »Jeg [Gud] vil fløjte, så de samles.« Det er ikke upassende for Gud at kalde på nogen, og de er nødt til at komme og gøre, hvad han befaler.

Spørgsmål: I Es 5:27-28, henviser denne hær til babylonierne eller til en hær i Åbenbaringen?

Svar: Dette henviser primært til den babylonske hær på det tidspunkt.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Es 5:29, at de »bærer det bort, og ingen kan redde det«?

Svar: I nogle oversættelser står der, at byttet bæres bort »i sikkerhed«. Det betyder ikke, at byttet var i sikkerhed. Det betyder, at rovdyret bar det døde bytte væk fra andre. De unge løver her er ikke unger, men snarere løver i deres bedste alder.

Spørgsmål: I Esajas 6:1, var Esajas fysisk til stede, eller så han en vision?

Svar: Selvom Esajas kunne være blevet fysisk ført til et andet sted, siger disse vers ikke dette. De taler blot om, hvad Esajas så, så han så højst sandsynligt et syn. NIV Study Bible, s. 1025, siger også, at dette sandsynligvis var et syn.

Spørgsmål: Hvordan var kulturen på Jesajas tid, som beskrevet i Es 6,1?

Svar: Det var en skuffende tid. Det var en tid med velstand, i det mindste i begyndelsen, men deres velstand havde medført, at de havde fået et forringet syn på Gud og deres behov for ham.

Uzzia døde i 740/739 f.Kr. I de sidste fem år havde Tiglat-Pileser III af Assyrien været på erobringstogt. Mange konger i Juda var onde, selvom nogle var gode og fulgte Guds bud. Uzzia var hverken det ene eller det andet. Han tjente Gud og adlød Ham, indtil hans stolthed fik overtaget, som 2. Krønikebog 26:16-21 viser. Men selvom kongen (med lille k) var død, levede Kongen (med stort K) stadig og sad på sin trone.

Spørgsmål: Er der tale om et tilbageblik i Es 6,1?

Svar: Selvom det kunne være et tilbageblik til Esajas’ kald, der fandt sted før kapitel 1-5, er der ingen grund til, at det nødvendigvis skal være det. Gud gav de fleste profeter ord til at forkynde uden at give dem et himmelsk syn. Gud kunne have brugt Esajas til at profetere, og efter at Esajas havde adlydt det, gav Gud ham et himmelsk syn og et himmelsk kald.

Også i Amos 7:14-15 er det først mod slutningen af bogen, at Amos giver et tilbageblik på det tidspunkt, hvor Gud kaldte ham til at være profet.

Spørgsmål: Er det Faderen eller Sønnen, der sidder på tronen i Es 6,1?

Svar: Skriften siger det ikke, og kristne er uenige, men vi kan konstatere følgende kendsgerninger.

I Åbenbaringen 5:1-8 adskiller en guddommelig skikkelse, der sidder på tronen, sig fra Jesus Kristus.

Ifølge Johannes 12:41 så Esajas Jesu herlighed. Johannes sagde dette i sammenhæng med Esajas 6:10 og 53:1.

Spørgsmål: Hvorfor er afsnittet i Esajas 6:1-13 indlejret i Esajas 1-12?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, kan vi se, at Esajas 6 er som et centralt højdepunkt i Esajas 1-12. Esajas 1-5 er ret generelle og udgør baggrundshistorien, mens Esajas 7-12 er moralske og historisk specifikke. I Esajas 7-11 fældes træet, men i Esajas 11:1 og Esajas 6:13 forbliver en stub, der stadig lever.

Spørgsmål: Hvorfor befandt Esajas sig i templet i Esajas 6:1; var han præst?

Svar: Der er tre mulige svar.

a) Esajas kunne have været præst eller levit, men dette vers hverken bekræfter eller afkræfter dette.

b) Esajas kunne have været i den almindelige tempelgård, hvor alle jøder havde adgang.

c) Gud førte Esajas til tempelområdet i et syn.

Spørgsmål: Hvor mange seksvingede serafimer var der i Es 6,2?

A: Det siger Esajas ikke. Men hvis serafim (= serafere) er de samme som de seksvingede fire levende væsener i Åbenbaringen 4:6-9, var der fire.

Spørgsmål: Er serafim i Es 6,2 det samme som keruberne i Ez 1,5-25; 9,3; 10,1-22; 41,18 og de fire levende væsener i Åb 4,6-9?

Svar: Kristne har to synspunkter.

Nej. Bibelen ville kun have brugt ét ord, hvis de var de samme. Bibelen bruger to ord, så det bør vi også. Se Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 7, del 1, s. 191. Dette er Scofields opfattelse ifølge *1001 Bible Questions Answered*, s. 338.

Ja. Det er så usædvanlige væsener, og intet i nogen af beskrivelserne er uforeneligt med de andre beskrivelser. Desuden fremstod keruberne i Ezekiel 41:18 med et menneskeligt ansigt og et ansigt som en ung løve.

Spørgsmål: Hvorfor reagerede Esajas, som han gjorde, i Esajas 6:5?

Svar: Esajas er ikke overglad for at se Gud; tværtimod er Esajas fyldt med ren rædsel! Han ved, at han er en mand med urene læber, der bor midt blandt et folk med urene læber. Men i modsætning til de andre bekender han det og indrømmer det.

Dette kapitel er en mærkværdig sammenstilling af stor skønhed og stor rædsel. Andre eksempler på mennesker, der reagerede stærkt på at se Herren, findes i Job 42:5-6; Peter i Lukas 5:8; og Johannes i Åbenbaringen 1:17.

Spørgsmål: Hvorfor gentages lovprisningen »Hellig« tre gange i Es 6,3?

Svar: Der er to svar.

a) På hebraisk udtrykte man superlativet af noget ved at gentage ordet. Spørg bare indbyggerne i Walla Walla, Washington, om dette. »Walla« er et indiansk ord for vand, og Walla Walla var stedet, hvor der var mange vandområder. Men i Esajas 6 blev »hellig« sagt tre gange.

b) Dette kunne være en subtil henvisning til Guds treenighed: Faderen, Sønnen og Helligånden, som Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.), Athanasius af Alexandria (efter Nicæa), Gregor af Nyssa, Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.), De Apostoliske Konstitutioner, Hieronymus af Stridon, Cyril af Alexandria (ca. 444 e.Kr.), Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 7, del 1, s. 193, og andre har lært. Johannes Calvin og *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1044, er dog uenige.

Spørgsmål: Hvorfor førte en seraf en glødende kul til Jesajas læber i Es 6,6-7?

Svar: Først lidt baggrund, derefter svaret. Esajas’ Bog rummer mange overraskelser. I Esajas 1-2 dømmes folket i Guds domstol, og efter dommen følger erklæringen: tilgivet. Esajas sagde, at han var en mand med urene læber, der boede blandt et folk med urene læber. Så hvorfor fører en seraf en glødende kul til hans læber; for at brænde hans læber af? – nej, for at rense dem. Da ordet »seraf« stammer fra »serap«, der betyder »brændende« eller »den, der brænder«, ville det ikke være noget problem for en seraf at tage en glødende kul. Svaret findes i Esajas 6:7-8. Der er to punkter i svaret.

Esajas 6:7 – For at fjerne Esajas’ skyld; Esajas tilstod, at han var en person med urene læber. Vi ved ikke, om det var groft sprog, nedslående ord eller sarkasme, men uanset hvad ville det gøre ham dårligt egnet til at være en profet, der talte Guds ord. Bemærk, at Esajas enten ikke talte eller ikke fik lov til at tale, før hans læber var renset.

Esajas 6:8 – For at gøre manden med urene læber til Guds talerør, så han kunne forkynde et presserende og vigtigt budskab.

Hvis du ser dig selv som havende en mangel, der ville gøre dig uegnet til et område af Guds tjeneste, har du måske ret. Men selv da kan Gud ikke blot tilgive dig, men også rense dig. Faktisk kan Gud endda kalde dig til at tjene godt på en måde, som du tidligere var uegnet til!

Spørgsmål: Var Es 6:8-9 begyndelsen på Esajas’ profetiske virke, eller hvis ikke, hvorfor fremsatte han da profetier før dette i Esajas 1-5?

Svar: Man kan komme til Kristus på et tidspunkt og senere have en »bjergtop-oplevelse«, der i høj grad uddyber ens forhold til Gud og ens tjeneste. Selvom Esajas 1-5 gav et generelt overblik over Esajas’ efterfølgende tjeneste, er der intet, der forhindrer Esajas i at profetere om disse ting, før han så sin vision, og før Gud i Esajas 6,8-9 bad ham om nu at forkynde dette budskab. Nogle gange kræver det en skræmmende oplevelse for at skærpe vores fokus, ligesom det skete for Esajas.

Spørgsmål: Hvad beder Gud Esajas om at forkynde i Esajas 6,9-10?

Svar: Dette er en meget mærkelig befaling. Esajas skal fortælle folket, at de IKKE skal forstå, at de skal have hårde hjerter og være åndeligt blinde! Men i Esajas 6,9-10 taler Gud ikke om målet, men snarere om resultatet.

Det budskab, Esajas forkyndte, var enkelt. Faktisk blev Esajas i Esajas 28:9-10 kritiseret for kun at være egnet til at undervise i børnehaven. Et budskab til os er, at hvis vi holder vores budskab enkelt, er der større sandsynlighed for, at folk forstår og husker det. I det mindste huskede evangelieskriverne det, for det citeres i Mattæus 13:14-15; Markus 4:10-12; Lukas 8:10 og Johannes 12:39-41.

Spørgsmål: I Es 6,9-11 blev Esajas kaldet af Gud og udførte Guds arbejde på Guds måde – hvor stor succes kunne Esajas da forvente, at hans tjeneste ville få?

Svar: Man kunne naivt tro, at den helt sikkert ville blive en succes. Men Gud sagde til profeten i Esajas 6:9-11, at folket som helhed ikke ville omvende sig. Andre profeter fik også at vide, at de ville være nødt til at kæmpe, ellers ville de ikke opnå megen succes, jf. Jeremias 1:18-19 og Ezekiel 2:4-7.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved verset i Esajas 6,10?

Svar: Esajas, der er en mester i stil, bruger her en chiasme. Han taler om hjerte, ører og øjne, og derefter om øjne, ører og hjerte.

Spørgsmål: Hvad siges der egentlig her i Esajas 6:11-13?

A: Folket vil være ufølsomt, indtil denne ødelæggende straf er indtruffet. Esajas spørger ikke, hvor længe der går, før dette begynder at ske, fordi folkets hjerter allerede var forhærdede. Esajas’ spørgsmål handler snarere om, hvor længe der går, før denne dom er afsluttet, og det antydes, hvor alvorlig den vil være. Som en sidebemærkning er der én afgørende forskel mellem jøderne/israelitterne (før eksilet) og jøderne (efter eksilet). Israelitterne vendte sig ofte bort til afgudsdyrkelse, hvilket jøderne aldrig gjorde. I Esajas5:13 står der, at Guds folk ville gå i eksil på grund af deres manglende viden.

Spørgsmål: Hvad er meningen med Guds svar til Esajas i Es 6:12-13?

Svar: Esajas skulle profetere indtil sin død eller indtil dommen kom. Der ville dog være en rest af folket tilbage efter dommen.

Spørgsmål: Hvad er et terebinth-træ i Es 6,13?

Svar: Terebinth-træet er et bredt voksende træ, der er mindre end 25 fod højt. Dets videnskabelige navn er Pistacia terebinthus af sorten palaestina.

Spørgsmål: Hvordan lignede israelitterne og jøderne i Esajas 6:13 et egetræ og dets agern?

Svar: Et egetræ kan fældes, men dets stub kan sætte nye skud. Agernene, der giver anledning til et nyt egetræ, kan overleve, selvom moderplanten dør.

Spørgsmål: Hvor mange slags egetræer findes der i Palæstina ifølge Esajas 6:13?

Svar: Der findes omkring 24 arter af ege-slægten (Quercus) i Palæstina. Nogle af arterne er ilex, coccifera (kermesege), palaestina, sessiliflora, lusitanica, aegilops og cerris.

Spørgsmål: Hvordan er strukturen i Es 7,1-17?

Svar: Dette er et chiasme.

7:1-2 Davids hus er truet.

- 7:3-6 Jesajas sønner og planerne for den syrisk-samariske alliance

- - 7:7-9 Herrens trøstende ord

- - - 7:10-12 Israelitternes vantro

- - 7:13-15 Herrens tegn på dom

- 7:16 Jomfruens søn, og den syrisk-samariske alliance vil blive tilintetgjort

7:17 Davids hus vil blive tilintetgjort

I en større sammenhæng er Esajas 7-12 blevet kaldt »Immanuels sang«.

Spørgsmål: Hvem er Efraim her i Es 7:2?

Svar: Navnet på denne søn af Jakob blev navnet på den største stamme i nord. Det var et synonym for hele det nordlige rige. Den assyriske konge Tiglat-Pileser III besejrede de forenede hære fra Syrien (Aram) og Samaria. Selvom han kun besatte Damaskus og ikke Samaria, blev Samaria som militær magt knust.

Spørgsmål: Hvem var Shear-Jashub i Es 7,3?

Svar: Det var Jesajas søn. Hans navn betyder »en rest vil vende tilbage«.

Spørgsmål: Hvad beder Esajas specifikt Akaz om at gøre i Es 7,4?

Svar: Den engelske sætning »Calm down and be quiet« betyder, at Akaz skal bevare roen og ikke gøre noget. Akaz havde tre valgmuligheder. Akaz kunne 1) indgå en alliance med Syrien og Samaria, 2) indgå en alliance med Assyrien eller 3) forholde sig neutral. Jesaja sagde i grunden, at han skulle vælge det tredje, men i stedet valgte Akaz det andet. Med andre ord valgte han sikkerheden hos kongen af Assyrien frem for sikkerheden hos Gud. Som Barry G. Webb siger i *The Message of Isaiah*, s. 64: »Uanset hvad vi stoler på i stedet for at stole på Gud, vil det i sidste ende vende sig mod os og fortære os.«

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at kong Pekah i Es 7,5-6.9 ikke nævnes ved navn (undtagen i Es 7,1), men kun omtales som Remaljas søn?

Svar: Dette kan være et udtryk for foragt af to grunde. Pekah var ikke den retmæssige konge af Israel. Pekah myrdede Pekahja og blev konge (2. Kongebog15:23 -30). I 2. Krønikebog 28:6 dræbte Pekah 120.000 mennesker fra Juda. Pekah regerede i tyve år, og han blev selv myrdet af Hoshea i 2. Kongebog 15:30. Desuden kan Tabeels søn have tilranet sig tronen i Damaskus. Esajas understreger, at de var af så ringe betydning, at han ikke engang nævner deres navne. Begge ville være døde inden for to år.

Spørgsmål: Hvad profeterer Esajas i Es 7:8 om de 65 år?

Svar: Esajas fremsatte denne profeti omkring 734 f.Kr. I 734 f.Kr. erobrede assyrerne Filistia og kystområdet. I 732 f.Kr. erobrede assyrerne Damaskus, Transjordan, Galilæa og Megiddo. I 722 f.Kr., ca. 12 år senere, blev det nordlige rige erobret, de fleste israelitter blev deporteret, og nogle få andre folk blev bragt ind. Men i 669 f.Kr. (65 år fra 734 f.Kr.) importerede den næste konge, Esarhaddon, mange flere folk til Israel.

I 701 f.Kr. belejrede assyrerne Jerusalem, men Gud frelste Jerusalem fra assyrerne. 2. Kongebog 18-20 fortæller mere om dette. En gang for alle frelste Gud sit folk gennem Messias’ sonende død på korset.

Spørgsmål: Hvad er den litterære struktur i Esajas 7:8-9?

Svar: Den har følgende struktur:

A1: For Arams hoved er Damaskus

- B1: og Damaskus' hoved er Rezin

-- C1: Inden for femogtres år vil Efraim blive knust som folk

A2: Efraims hoved er Samaria

- B2: og Samarias hoved er Remaljas søn

-- C2: Hvis I ikke står fast i jeres tro, vil I slet ikke kunne stå fast.

Ud over at være velskrevet poesi viser en stil som denne os, at der ikke er tilføjet eller slettet enkelte vers.

Spørgsmål: Hvorfor blev Akaz i Es 7,10-11 bedt om at bede om et tegn her?

A: Gud opfordrede Akas til at bede om et tegn eller et mirakel fra Gud. Akas afviste at bede om et, sandsynligvis med tanke på 5. Mosebog 6:16. Men Esajas’ anmodning gik ikke ud på at få et tegn, der skulle bevise, at Gud er den sande Gud, men snarere – ligesom Gideons – at få bekræftet, at dette var Guds vilje. Men Akas gad ikke at spørge, fordi han havde lagt sine planer uden at tage hensyn til Guds vilje.

I stedet valgte Akas ikke at bede om et tegn, og derfor fik Akas ikke et imponerende tegn at se. I stedet sørgede Gud for en dobbelt opfyldelse af denne profeti. Ordet »kvinde« her kan oversættes som »ung jomfru« eller som »jomfru«. Jesajas hustru fødte et barn, der medførte en umiddelbar opfyldelse af denne profeti. Der synes dog ikke at være noget særligt mirakuløst ved denne fødsel. Århundreder senere skulle Jesus blive født af en jomfru.

Det kan bevises, at fortolkningen af dette ord som »jomfru« ikke er en »kristen opfindelse«, da den græske Septuaginta-oversættelse, skrevet århundreder før Kristus, oversatte dette ord som parthenos, altså »jomfru«. Den skeptiske Asimovs Guide to the Bible, s. 532, undlader at påpege dette og hævder i stedet fejlagtigt, at den kristne opfattelse bygger på det ord, der er oversat i King James-versionen. (Senere, på s. 781, siger Asimov fejlagtigt, at oversættelsen af dette ord som »jomfru« går tilbage til Matthæus, mens Septuaginta havde dette ord længe før.)

Spørgsmål: I Es 7,10-12, ønskede Akaz da ikke at spørge, da han blev bedt om at spørge?

Svar: Umiddelbart ser det ud til, at Akaz ikke ønskede at synde ved at sætte Gud på prøve. Men Akaz fulgte ikke Gud, da Gud gennem Esajas påbød ham at spørge.

Ahaz kendte sit eget hjerte. Måske havde han ikke troen til at stole på, at Gud ville handle i denne situation, og han følte sig ubehagelig ved at befinde sig i en situation, hvor tro var påkrævet.

Hvis vi befinder os i en lignende situation, skal vi huske, at det er Gud, der udfører arbejdet, ikke os.

Ahaz troede på Gud intellektuelt. Men på dette tidspunkt stolede han ikke på, at Gud ville frelse ham. I Jesu lignelse om de fire jordtyper nævnte Kristus dem, der ville tro, men falde fra i trængsel eller forfølgelse. Dette er et eksempel på ydre fromhed og indre hykleri. Men desværre er Ahaz ikke alene.

Spørgsmål: Hvordan trætede Akas Gud i Es 7,13, og hvordan kan mennesker i dag trætte Gud?

Svar: Ikke alene trætede Akaz Gud, men Davids hus, det vil sige Judas konger, havde også trættet Gud. De foregav at følge Gud, men de adlød ham ikke i deres hjerter.

I dag kan Gud blive træt af mennesker, der ærer Gud med deres læber, men hvis hjerte er langt fra Gud (Mattæus 15:8-9; Esajas 29:13).

Spørgsmål: I Es 7:14 og Es 8:8, henviser »Immanuel/Emmanuel«, der betyder »Gud med os« eller »Gud er med os«, til Jesus Kristus?

Svar: Ja, ifølge Mattæus 1:20-23. Desuden bruger ugaritiske tekster en lignende formulering til at forkynde kongelighedens fødsel. I øvrigt, mens »el« var en almindelig del af et navn, er »Emmanuel« ukendt i Bibelen som navn eller titel, indtil det bruges her. Tertullian diskuterer også dette i »Mod Marcion«, bog 3, kap. 12 (207 e.Kr.).

Som en historisk bemærkning kan nævnes, at en af de tidlige kristne, der anvendte disse passager i apologetik, var Irenæus af Lyon i *Mod kætterierne*, s. 452 (skrevet ca. 182-188 e.Kr.). Origenes (225-254 e.Kr.) nævnte også dette som messiansk i *Origenes mod Celsus*, bog 1, kap. 36, s. 411.

Spørgsmål: I Es 7,14 skal Messias kaldes Immanuel, så hvorfor blev han kaldt Jesus i Luk 1,31?

Svar: En kinesisk kristen var meget forvirret over dette, og her er det svar, han fik.

Hvilket navn fik du, da du blev født? Det var dit kinesiske navn, ikke sandt? Hvilket navn kalder dine kolleger dig nu her i Amerika? Det er dit engelske navn, ikke sandt? På samme måde er Messias’ egentlige »fødenavn« »Jesus«. Men Jesus er Gud og bærer titlen »Immanuel«, Gud med os.

Q: Henviser Es 7,14-16 til kongen af Assyrien, Hiskia, eller til Jesus?

Svar: Dette er et eksempel på en profeti med en dobbelt opfyldelse. For det første er det hebraiske ord for »du« her i flertal. Denne profeti henviser sandsynligvis til en person på den tid, formentlig Jesajas (naturligt undfangne) søn, såvel som til Jesu jomfrufødsel. Ordet »jomfru« her er interessant. Der findes to hebraiske ord for jomfru. Det ene hebraiske ord (betulah) betyder udelukkende »aldrig har haft samleje med en mand«, men det er ikke det ord, der bruges her. Det ord, der blev brugt (almah), har to betydninger: »aldrig har haft samleje med en mand« og også »en ung jomfru« generelt. Som bevis på, at det andet ord også blev forstået som »jomfru«, brugte den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, kaldet Septuaginta, ordet parthenos, som udelukkende betyder »jomfru«. Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 267-268, påpeger ligeledes, at af de syv forekomster af det hebraiske ord almah i Bibelen henviser det hver eneste gang til en ung jomfru, der aldrig har haft sex.

Historisk set besvarede Tertullian denne indvending i bog 3, kapitel 13, af sine »Fem bøger mod Marcion« (207 e.Kr.). Han siger: »De modbevises imidlertid af denne betragtning, at intet, der har karakter af et tegn, overhovedet kan udspringe af noget, der er en dagligdags begivenhed, nemlig en ung kvindes graviditet og fødsel. En jomfruelig mor anses med rette for at være udpeget af Gud som et tegn…«

Spørgsmål: I Es 7,14-16 kan det hebraiske udtryk ha almah betyde både »den unge jomfru« og »jomfruen«. Hvorfor siger Mattæus1:23 , at Esajas 7,14-16 taler om en jomfru, der skal føde en søn? Blev dette ikke opfyldt i Esajas’ tid?

Svar: Mange profetier har en dobbelt opfyldelse. Især i Esajas 7:14-16 bruges det hebraiske ord almah, som kan oversættes med »ung jomfru« eller »jomfru«; det er det samme ord, der bruges om barnet Mirjam, som var begge dele, i 2. Mosebog 2:8. Der fandtes et andet hebraisk ord for »jomfru«, nemlig betulah (ligesom det akkadiske ord batultu), men det blev ikke brugt her. Profetien blev givet i 735 f.Kr., Syrien blev ødelagt i 732 f.Kr., og 12 eller 13 år senere blev profetien opfyldt, da assyrerne ødelagde og deporterede Israel.

En af grundene til, at »betulah« måske ikke blev brugt, er, at det i oldtidens sprogbrug heller ikke altid betød jomfru. For eksempel betyder »betulah« en gift kvinde i Joel 1:8 og flere gange i Jeremias 25.

Denne profeti henviste også til en jomfrufødsel. Som bevis på, at den blev forstået på den måde, oversatte Septuaginta, der blev oversat over hundrede år før Kristi komme, ordet som »parthenos«, hvilket kun kan betyde jomfru. Selvom Septuaginta-oversættelsen ikke kunne oversætte begge betydninger, beviser den derfor, at de jødiske oversættere fuldt ud accepterede betydningen »jomfru«.

Desuden fremhæver bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 300-302, tre afgørende punkter:

a) »I« er flertal. Det betyder, at tegnet gælder hele Davids hus, ikke kun Akaz.

b) Ordet ’almah kan henvise til enten en ung pige eller en jomfru, men der er ikke et eneste tilfælde, hvor det betyder en gift kvinde.

c) Den bestemte artikel foran ’almah (ha’almah) bør medføre, at dette oversættes som »jomfruen/den unge pige«.

Spørgsmål: Kunne den umiddelbare opfyldelse af denne profeti i Es 7,14-16 være fødslen af Hiskia, søn af Akaz?

Svar: Nej, for Hiskia var allerede født og var omkring ti år gammel på tidspunktet for profetien.

Spørgsmål: Hvem var den fødende kvinde på dette tidspunkt i Es 7,14?

Svar: Denne profeti har en dobbelt opfyldelse. Den endelige opfyldelse er Maria, Jesu mor.

Dette kunne ikke være Jesajas hustru, fordi Jesajas hustru allerede havde et barn (Shear-Jashub) og derfor ikke var jomfru, og Jesajas barn blev ikke kaldt Immanuel. På den anden side kunne dette henvise til den forlovede kvinde, der skulle blive Jesajas anden hustru, fordi hans første hustru formodentlig døde kort efter, at Shear-Jashub blev født.

Konklusion: I dag kan vi ikke sige, hvem kvinden var i den umiddelbare opfyldelse, bortset fra at sønnen ikke var Hiskia. Den endelige opfyldelse fandt imidlertid sted med Maria og Jesus, som det står i Matthæus1:23 .

Spørgsmål: Understøtter Es 7,15 begrebet om en alder, hvor man kan holdes ansvarlig?

A: Det underbygger det, men beviser det ikke. Der er en alder – som kan variere fra barn til barn – hvor de kan skelne mellem godt og ondt. Romerbrevet4:15 viser, at der stadig begås synd, men at det ikke regnes som en overtrædelse, når personen ikke var i stand til at indse, at det var forkert.

Mange kristne mener, at spædbørn og små børn, der dør, vil komme i himlen gennem Jesus, da de ikke har begået nogen bevidste synder. Jesus er stadig nødvendig som deres Frelser for at rense deres natur og tilgive deres ubevidste synder.

En alternativ opfattelse er, at mennesker, der dør uden den viden, der skal til for at kunne acceptere eller afvise Jesus, umiddelbart efter døden vil få en mulighed for at træffe den samme beslutning, som de ville have truffet, hvis de havde været i live. Støtte (men ikke bevis) for dette findes i 1. Petersbrev3:19 -20 og 1. Petersbrev 4:5-6.

En tredje opfattelse er, at da både de retfærdige og de uretfærdige vil blive oprejst under Tusindårsriget, vil de, der ikke havde mulighed for det før, få en mulighed på det tidspunkt. Du kan læse om Tusindårsriget i Åbenbaringen 20:2-11.

Spørgsmål: Er det, som den muslimske Ahmad Deedat hævder, upassende, at Gud i Esajas 7:20 kaldes en »barber«?

Svar: I Esajas7:20 står der ikke specifikt, at Gud er en barber, men billedligt talt vil Gud lade assyrerne barbere de ugudelige israelitters skæg.

Der er to »aspekter« at »se i øjnene«. 1) En barberkniv giver en tæt barbering, og de ville komme tæt på med den assyriske kniv lige ved siden af deres hud. 2) I den kultur var det en fornærmelse at barbere en mands skæg mod hans vilje, som 2. Samuel 10:4 angiver. Nationen ville blive ydmyget af assyrerne.

Spørgsmål: Hvad er det præcist, der profeteres om i Esajas 7:21-25?

Svar: Dette henviser til en gradvis klimaændring i Israel. Israel i dag ville uden kunstvanding være mere tørt, end det var i tiden før Kristus.

Spørgsmål: Hvordan er afsnittet i Esajas 8:1-9:4 opbygget?

Svar: Strukturen er temmelig kompliceret; der er fire profetier og to refleksioner.

Profeti om en tid med mørke

Es 8,1-4 Første profeti: Hurtig til at plyndre, hurtig til at ødelægge

Es 8:5-10 Andet orakel: En rolig flod eller en rasende flod

Es 8:11-15 Tredje profeti: Snublesten

Es 8:16-18 Refleksion: Bind profetiens ord sammen og vent i håb

Es 8:19-22 Refleksion: Ignorer de falske profeter og lyt til Guds ord.

Herefter følger en profeti om en tid med lys

Es 9:1 Refleksion: Ikke mere mørke: daggryet nærmer sig

Es 9:2-7 Fjerde profeti: De, der vandrer i mørket, har set et stort lys

Spørgsmål: I Es 8:1, bør dette ord oversættes som »rulle« eller »tavle«?

Svar: Det hebraiske ord her, gillayon, betyder ganske enkelt en stor, flad skriveflade, så det kan oversættes på begge måder. Det var sandsynligvis et stort skilt.

Spørgsmål: Hvorfor gav Esajas i Es 8:1-4 sin søn navnet Maher-Shalal-Hash-Baz og lod dette navn skrive ned?

Svar: Navnet, der betyder »hurtig til at plyndre, hurtig til byttet«, symboliserer, at al rigdommen i Damaskus og Samaria ville blive ført bort til Assyrien. Dette er det længste personnavn i Bibelen. Han lod navnet skrive ned i templet, som om det var en ejendomsskrift. Esajas, der repræsenterer Gud, overdrager formelt ejendomsretten til rigdommen i Damaskus og Samaria til Assyrien. Tidspunktet for Esajas 7 var tilsyneladende, før Akaz traf beslutningen om, hvorvidt han skulle støtte Samaria og Damaskus, bede Assyrien om hjælp mod dem eller forholde sig neutral. Tidspunktet for profetien i Esajas 8 er tilsyneladende, efter at Akaz havde truffet beslutningen om at slutte sig til Assyrien.

Nogle gange vil fjender – og det, der lige nu ser ud som enorme problemer – snart forsvinde, uden at du behøver at gøre noget. Hvordan ved vi, hvornår vi a) skal holde os i ro, dvs. ikke overreagere, og b) straks gribe ind for at løse et problem? Det er her, vi har brug for Guds vejledning. Men ud over det har vi også brug for Guds fred. Der er fire trin i enhver krise eller tilsyneladende krise: 1) bed, 2) gør det, Gud vil have os til at gøre, 3) tal med dem, vi har brug for at tale med, og 4) vær i fred med det ved at overlade resultatet til Gud. Som dronning Ester sagde i Ester 4:16: »Og hvis jeg omkommer, så omkommer jeg!«

Spørgsmål: Hvad ved vi om denne Uria i Esajas 8:2 og 2. Kongebog 16:10-16?

Svar: Denne Uria var en præst, ikke den soldat, der blev dræbt i Davids tid. Han var tilsyneladende en ypperstepræst, fordi han ændrede tilbedelsen i templet, så den kom til at omfatte de hedenske guder fra Damaskus under kong Akaz af Juda. Du kan læse mere om det i 2. Kongebog 16:10-16.

Spørgsmål: Hvem er profetinden i Esajas 8:3? Profeterede hun også?

Svar: Det er Jesajas hustru. Selvom hun måske har profeteret, er det sandsynligt, at hun blev kaldt »profetinden«, fordi hun var profetens hustru.

Spørgsmål: Hvad er Shiloahs vand i Esajas 8:6?

Svar: Også kaldet Siloam-kilden; dette var den hemmelige, roligt strømmende underjordiske kilde, der forsynede Jerusalem med vand. Denne livgivende strøm blev sat i kontrast til Eufrat-flodens voldsomme strøm. På hebraisk omtaler Josva 24:15 også Eufrat blot som »floden«. De »afviste« Siloah (ma’as på hebraisk) og glædede sig (mesos på hebraisk) over Rezins fald ved deres allierede Assyriens hånd.

Spørgsmål: Hvordan forholder ordet »Immanuel« sig til Jesus i Esajas 8:8?

Svar: Immanuel betyder her »Gud være med os«, og sammenhængen er præget af desperation, som i »Gud hjælpe os«. Selvom dette vers ikke fortæller os noget specifikt om Jesus, lærer denne gentagelse af ordet fra den messianske profeti i Esajas7:14 os, hvordan vi kan stole på Guds løfter. Eufrats voldsomme vande henviser til nationen Assyrien og muligvis babylonierne, som næsten ville drukne Juda »op til halsen«.

Men som det står i *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1051: »Ordet Immanuel forsikrede tilhørerne om, at Gud ikke havde glemt sit pagtsfolk og ville være med dem.«

Faktisk er ordet »Immanuel« det centrale ord i Esajas 8:1-10. Når man læser Esajas 8:1-8a og stopper midt i vers 8, kunne man få det indtryk, at denne »oversvømmelse« af hæren vil være så voldsom, at Juda vil blive udslettet for evigt. Men Guds løfte om Immanuel ville blive opfyldt og dermed garantere, at Juda ville overleve. Esajas 8:8b-10 står i skarp kontrast til de foregående vers. De invaderende nationer vil blive knust. Mærkeligt nok indeholder det intet løfte om Judas sejr, kun om Guds fjenders knusning, og for at understrege, hvem der udfører knusningen, siger Esajas 8:10b: »For Gud er med os.«

Spørgsmål: Hvordan kan man i Es 8:12 afgøre, om der er tale om en sammensværgelse eller ej?

Svar: Nogle mennesker bedømmer det ud fra den almindelige opfattelse. Hvis andre, som du respekterer, siger, at noget er en sammensværgelse, så tror du, at det er det. Når de siger, at det ikke kan være det, så er det ikke det. Denne metode er blottet for fakta og beviser. Og måske er de slet ikke interesserede i det.

En bedre måde er at se på beviserne, men ikke kun alene, men også sammen med andre.

1) Vær åben over for muligheden for, at noget er en sammensværgelse, og vær åben over for muligheden for, at det ikke er det, uanset hvor upopulær den ene opfattelse måtte være. Vær også åben over for den konklusion, at du ikke vil være i stand til at afgøre det med sikkerhed i nogen af retningerne.

2) Saml alle beviserne fra begge sider, ikke kun fra den ene side.

3) Sorter de dårlige beviser fra. For eksempel, når en respekteret offentlig person siger, at noget er eller ikke er på en bestemt måde, og vedkommende ikke fremlægger nogen form for beviser, kan du sortere det fra. Mange gange udtaler kyndige, respekterede eksperter inden for et felt sig med autoritet om noget inden for et andet felt, og deres autoritet på det område er fuldstændig uholdbar. Men sørg for at have et konsekvent filter. Nogle gange vil folk ikke acceptere beviser, der strider mod det, de ønsker at tro på, medmindre det er næsten uomtvisteligt bevis. Men de vil acceptere spinkle beviser og mangelfulde argumenter, så længe de understøtter deres side.

4) Se på argumenternes sammenhæng. For eksempel ville nogle (men ikke alle) argumenter for abort fungere lige så godt som argumenter for at dræbe babyer sekunder før de fødes, eller endda bagefter. Nogle (men ikke alle) argumenter for den pro-life-holdning ville fungere lige så godt som argumenter imod prævention, rytmemetoden eller andet.

5) Du skal ikke altid tolke den anden parts hensigter som værende drevet af profit og ondskab. Nogle gange er det bare dumhed. Eller nogle gange kan det være, at du selv tager fejl. Eller, mere nuanceret, kan det være, at de for det meste tager fejl, men at der er en lille del af det, de siger, som er berettiget.

6) Træf en beslutning. Nogle gange er en beslutning dog måske ikke en af de to yderligheder, eller også skal den være meget fast i én retning, eller måske er der en tredje vej. Eller din konklusion kan være, at du ikke kan vide det.

Nogle gange kan man undersøge, psykologisk set, hvorfor nogle mennesker tror på de usandheder, at Holocaust aldrig fandt sted, at jorden er flad, at mennesker aldrig har været på månen, eller at Muhammed aldrig døde. (Nogle muslimer har troet det gennem historien, men de udgør mindre end 1 % af alle muslimer.)

Spørgsmål: Hvordan er Gud et fristed i Es 8,14?

Svar: Selvom et helligdom er et helligt sted, er det ikke det primære punkt her. Snarere var templet et helligdom, og Gud er et tilflugtssted, således at når man søger tilflugt hos Gud som sit helligdom, vil Gud beskytte en. Den sidste del af Esajas 8:14, der henviser til Herren, citeres i 1. Petersbrev 2:8 som en henvisning til Kristus.

Spørgsmål: Hvornår blev denne profeti i Esajas 8:18 opfyldt?

Svar: Denne profeti blev både opfyldt direkte i Esajas’ levetid, da Assyrien erobrede Damaskus og Samaria, og i fremtiden.

Spørgsmål: Hvad er der præcist galt med at søge råd hos spåmænd og spiritister, som det fremgår af Esajas 8:19-20?

Svar: Gud sagde, at man ikke skulle gøre det. Vi kan se mindst tre grunde til, at Gud ville sige det.

1. Manglende tillid til Guds forsyn og vejledning. Vi kan stole på, at Gud fortæller os alt, hvad vi har brug for at vide, selvom det måske ikke altid er alt, hvad vi gerne vil vide.

2. At stole på spådom eller ånder er ikke det samme som at betro vores liv til Gud. At stole på medier og ånder åbner os også op for den okkulte verdens dæmoniske kræfter.

3. Endelig skjulte Gud sit ansigt (og sin vejledning) for dem, fordi folket gjorde dette, ifølge Esajas 8:17.

Jeremias2:13 siger i sammenhæng med afgudsdyrkelse: »For mit folk har begået to onde handlinger: De har forladt mig, kilden til levende vand, og de har gravet deres egne cisterner – brudte cisterner, der ikke kan holde på vandet.«

Esajas 8:19 kan oversættes som »hviske og mumle«, men det kan også oversættes på en spottende måde som »pibe og stønne«.

Spørgsmål: Har Esajas 8:19-20 noget med mormonismen at gøre?

Svar: Dette vedrører alle, der søger råd hos det okkulte og de døde, ikke kun mormonismen. Det vedrører dog mormonerne på mindst tre måder.

Glasskue var en okkult praksis i det nittende århundrede, hvor en person hævdede at kunne finde nedgravede skatte ved at kigge i et glas. Dette var så udbredt, at der i New York var en forordning imod det. Joseph Smith jr. blev i den lille landsby Palmyra i New York dømt for forseelsen glasskue. Der er fundet retsprotokoller, der bekræfter dette.

Kiggestenen. Joseph Smith gik videre fra at kigge i et glas til at hævde, at han oversatte Mormons Bog ved at kigge på en sten i en hat.

Mormonernes »Abrahams Bog« blev angiveligt oversat på samme måde, fra nogle gamle egyptiske papyrer. Vi har disse papyrer i dag, og det er naturligvis overflødigt at sige, at Josephs oversættelse var et bedrageri. Joseph skrev endda en bog om det egyptiske alfabet og grammatik, hvor han tilsyneladende forsøgte at lære andre sin version af »reformeret egyptisk«.

Spørgsmål: Hører Es 9:1 og Es 9:2 sammen, eller var det forkert af Mt 4:14-16 at sætte disse to vers sammen?

Svar: De hører sammen, fordi Esajas 9:1 udgør en overgang mellem de to afsnit.

Esajas 9:1 kaldes faktisk Esajas 8:23 i moderne jødiske bibler og i New Jerusalem Bible. Det må indrømmes, at Esajas8:22 og 9:1 hænger sammen, fordi Esajas8:22 taler om mennesker i mørke, og Esajas 9:1 taler om, at der ikke længere vil være mørke.

Imidlertid taler Esajas 8:22 om mennesker, der vil blive drevet bort i mørke, Esajas 9:1 siger, at der ikke længere vil være mørke for Zebulon og Naftali, og Esajas 9:2-7 beskriver, hvordan de mennesker, der var i mørke, vil se et stort lys.

Det er interessant, at Asimov forsøger at sige, at Esajas 9:1, hvor det mørke vil blive løftet fra dem, der var i skygge, ikke har noget at gøre med dem, der var i mørke og har set et stort lys i det allerførste vers.

Spørgsmål: Hvordan blev det i Esajas 9:1-2 opfyldt, at hedningernes Galilæa ville blive æret?

Svar: Jesus tilbragte meget tid i dette land, som lå vest for Galilæasøen. Det hebraiske udtryk kan betyde »dødens skygge« eller »mørkets land«. Denne profeti blev udtrykkeligt opfyldt ifølge Matthæus 4:15-16. Som en sidebemærkning kaldes Esajas 9:1 i kristne bibler for Esajas 8:23 i jødiske bibler, såsom den masoretiske tekst og den moderne JPS-oversættelse. Indholdet er dog det samme.

Tanken om, at Messias først ville vise sig i Galilæa, findes også i den jødiske Talmud og den jødiske Midrash ifølge *Litteratur-blatt des Orients*, 1843, kol. 776.

Spørgsmål: Kunne Es 9:1,6,7 henvise til Bahá’u’lláh fra bahá’í-troen, da Jesus ikke bar regeringen på sine skuldre (Bahá’u’lláh og den nye tidsalder, s. 261-262)?

Svar: Nej, regeringen vil hvile på Jesu skuldre, når Jesus kommer igen. Dette kan ikke henvise til Bahá’u’lláh, fordi:

a) Bahá’u’lláh blev ikke kaldt »Den Mægtige Gud« (Esajas 9:6)

b) Bahá’u’lláh brød ikke »byrdens åg« for folket i Galilæa »som på Midjans dag« (Esajas 9:4).

c) Bahá’u’lláh udøvede heller ikke nogen form for regeringsførelse, og bahá’íerne hævder ikke, at Bahá’u’lláh vil komme igen.

d) Selvom bahá'íerne måske ønsker at regere verden, er deres Internationale Retfærdighedshus irrelevant, hvad angår politik og regeringsførelse i det 20. og 21. århundrede.

Spørgsmål: Hvad betyder »Vidunderlig« (pele’ på hebraisk) her i Es 9:6?

Svar: Først og fremmest er det her et navneord og ikke et adjektiv; adjektivformen er pel’i. Det hebraiske ord har en bredere betydning end på engelsk. De to former kan betyde enestående, fremragende eller spektakulær (både i positiv og negativ forstand, som i 2. Samuel 13:2). Det kan betyde noget, som kun Gud kan gøre, dvs. overnaturligt. Vi har faktisk et moderne udtryk, der ligger meget tæt op ad denne betydning af »pele’«: »ud af denne verden«.

Da en af Herrens engle besøgte Samsons far Manoah, og Manoah spurgte om hans navn, spurgte englen Manoah, hvorfor han spurgte om engelens navn, da det var »uden for forståelse« (hebraisk pil’i, »vidunderligt«) i Dommerbogen 13:18. Det betyder ikke, at »vidunderlig« var engelens navn, men snarere at engelens navn var af en sådan art, at folk enten ikke fik lov til at kende det, eller også var de ude af stand til at kende det.

Spørgsmål: Henviser dette i Esajas 9:6-8 til Kristus?

Svar: Ja. Kristus er det græske ord for Messias, og dette er helt klart en messiansk profeti, for Messias vil

a) Regere over folket (Esajas 9:6,7)

b) regere på Davids trone (Esajas 9:7)

c) fra den tid og for evigt (Esajas 9:7)

I den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 534) står der, at sådanne svulstige beskrivelser af en ideel konge muligvis henviser til kroningen af en konge som Hiskia. Hiskia var imidlertid allerede født og omkring 10 år gammel på det tidspunkt, hvor profetien i Esajas 7-9 blev fremsat. Interessant nok siger Bar-Kappara i Talmud b. Sanhedrin 94a, at Gud oprindeligt ønskede at gøre Hiskia til Messias og Sanherib til Gog og Magog, men at Hiskia ikke var værdig.

Spørgsmål: Hvordan bragte Jesus fred i Esajas 9:6, når verden i dag ikke er fredelig?

Svar: Ved sin første komme gav Jesus os fred i vores hjerter. Først ved sin genkomst vil Jesus bringe kampene til ophør og skabe fred i denne verden. I sidste ende vil der naturligvis være fred i himlen.

Spørgsmål: Hvordan kan Jesus i Es 9,6 kaldes den »evige Fader«, og hvordan kan treenigheden samtidig være sand?

Svar: Modalister og enhedspentekostaler fremfører ofte denne indvending. Jesus er vores frelsens fader, og Faderen er i Jesus, men de er stadig adskilte. I *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 268, står der, at det hebraiske udtryk *abi’ad* kan oversættes som enten »evig fader« eller »evighedens fader«. Uanset hvad henviser Esajas 9:6 til en søn, nemlig det barn, der er født. Da jeg selv er både søn og far, kan Sønnen naturligvis være faderen til vores evige liv uden at være sin egen far.

Udtrykket »evig« henviser til, at Jesus eksisterede før tidens begyndelse. Jesus er Faderen i den forstand, at Gud Faderen bor i Jesus, som er vores frelsens fader, Hans faderlige herredømme.

Spørgsmål: I Es 9:6, da Jesus er »Den Mægtige Gud«, er dette så forskelligt fra »Den Almægtige Gud«?

Svar: Nej. Jehovas Vidner siger følgende i *Reasoning from Scriptures* (1989), s. 413-414 (samme sidetal i 1985-udgaven): »Betyder det, at fordi Jesus Kristus profetisk kaldes ’Den Mægtige Gud’ i Esajas 9:6, må Jesus være Jehova? Igen svarer sammenhængen: Nej! Ingen af de afgudsdyrkende ikke-jødiske nationer skabte en gud før Jehova, fordi der ikke eksisterede nogen før Jehova. … Men det betyder ikke, at Jehova aldrig har skabt nogen, der med rette kan kaldes en gud. (Sal 82:1, 6; Joh 1:1, NW). I Esajas10:21 omtales Jehova som »den mægtige Gud«, ligesom Jesus gør i Esajas 9:6; men kun Jehova kaldes nogensinde »den Almægtige Gud«. – 1. Mos. 17:1.” (kursiv i originalen) Så selvom Jehovas Vidner benægter, at Jesus er Jehova eller den Almægtige Gud, lærer de, at Jesus »med rette betegnes som en gud«.

Jehovas Vidner siger dette, fordi de nægter at acceptere én kendsgerning: Der er kun én Gud, som vi skal følge. Der er kun én Herre, som vi skal adlyde. De forsøger at hævde, at Jesus er en anden, mindre »mægtig« gud. De siger, at Jesus ikke er en Gud, som man tilbeder eller beder til, men kun i titel [og en tom titel i øvrigt!]. Folk har enten én Gud i deres tilbedelsessteder eller flere guder. I Guds kirker ærer vi kun Gud.

Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Helligånden er forskellige personer, men de udgør én uadskillelig Gud.

Spørgsmål: Kan »Den Mægtige Gud« i Es 9,6 virkelig blot betyde »gudlignende helt«?

Svar: Nej, selvom en liberal kritiker mente det. Dette ord for »den mægtige« henviser til Gud i Esajas 10:21.

Spørgsmål: Er der i Es 9,6 tegn på, at jøder betragtede dette som en profeti om Messias?

Svar: Ja. Den jemenitiske Midrash 349-350 og Pereq Shalom s. 101 viser, at nogle jøder betragtede dette som messiansk.

Spørgsmål: Hvorfor placerer Esajas 9:8-10:4 disse vers om nød og undergang lige efter disse vers om løfter?

Svar: Lad os tage et skridt tilbage og se på den større sammenhæng.

Esajas 7:1-16 (løfte til Juda og trængsel for Samaria) Esajas 7:17-25 (trængsel for Juda) Esajas 8:1-4 (løfte til Juda og trængsel for Samaria), Esajas 8:5-15 (trængsel for Juda); Esajas 8:16-18 (venter på løftet), Esajas 8:19-22 (trængsel), Esajas 9:1-7 (løfte), Esajas 9:8-21 (trængsel). Esajas’ profetier veksler mellem løfte og trængsel.

Denne del af Esajas kan næsten betragtes som en sang eller et digt, og det gennemgående omkvæd findes i Esajas 5:25f; 9:12f; 9:17f; 9:21f; 10:4f.

Men disse skiftende temaer er ikke »cyklusser«, men snarere en nedadgående spiral. Hele afsnittet taler om moralsk forfald (9:9,17); Assyrien ville plage dem (9:12); derefter social opløsning (9:20-10:2); og nationalt sammenbrud som følge af den assyriske erobring (10:3-4).

Spørgsmål: Hvad betyder »Murstenene er faldet« i Es 9:10?

Svar: Dette henviser sandsynligvis til et jordskælv i kong Jeroboam II’s tid (ca. 786–746 f.Kr.). Dette nævnes også i Amos 1:1 og 4:11. Metaforisk set vil samfundets ledere og struktur også styrte sammen og falde fra hinanden foran assyrerne.

Spørgsmål: Hvorfor henviser Esajas i Es 9,14-16 til hovedet og halen?

Svar: Dette sprogbillede kaldes en merisme, hvor to yderpunkter nævnes for også at omfatte alt derimellem. De verdslige ledere var onde, og de religiøse ledere var onde. Hvor kunne folket henvende sig for at få undervisning, et forbillede eller gudfrygtig autoritet? Var problemet altså hovedsageligt de verdslige ledere, de religiøse ledere eller folket? Gud siger, at det er alle de ovennævnte.

Spørgsmål: Hvorfor er folket brændsel til ilden i Esajas 9:19?

Svar: Folket nægter at følge Gud, og de er genstand for Guds vrede (Efeserbrevet 2:3). Måske har folket selv overskredet en »grænse for fortvivlelse« (Francis Schaeffers udtryk), og de vil selv indse, at da assyrerne og senere babylonierne kom, var de intet andet end brændsel til ilden. Vi er alle skabt i Guds billede og værdifulde i Guds øjne. Men de, der aldrig vil følge Gud (de fortabte), er blot brændsel til ilden.

Som en sidebemærkning lærer den falske religion hinduismen, at ildguden Agni »koger mennesker«, efter at de er døde. (Rig Veda 10.16.1-2, s. 49). Hinduer ønsker at genforenes med den kosmiske flamme, hvor al individualitet ødelægges.

Spørgsmål: Henviser Es 9,20 til kannibalisme?

Svar: Nej, kun i overført betydning. Der er ikke tale om kannibalisme, men om selvfortæring på to måder.

Militært set kæmpede israelitterne i det nordlige rige på Esajas’ tid ofte mod Judas folk, som det fremgår af Esajas 9:21.

Åndeligt set skadede både enkeltpersoner og folket som helhed sig selv og deres børn ved deres vedvarende synd.

Spørgsmål: Hvordan laver folk uretfærdige love i Es 10,1-3?

Svar: Her er, hvad en indflydelsesrig regeringsleder sagde: »Det er beklageligt, at de rige og magtfulde alt for ofte bøjer regeringens handlinger til deres egne egoistiske formål.« Citatet stammer fra den amerikanske præsident Andrew Jackson (1767-1845) (citeret fra The Great Quotations, s. 355).

Kilden til citatet er interessant. Det var nemlig Andrew Jackson, der beordrede den amerikanske hær til med magt at fordrive cherokee-indianerne fra deres land i det, der senere blev kendt som »Tårernes Vej«, selvom der forelå en traktat mellem dem og den amerikanske regering, der gav dem ret til at blive på landet. Da der blev truet med at anlægge sag om dette ved Højesteretten, gjorde Jackson nar ad retfærdigheden (Ordsprogene19:28 ) og sagde: »Hvilken hær har de?«

I mange tilfælde er lederne enten ikke klar over, at de vedtager uretfærdige love, eller også glemmer de bekvemt retfærdigheden, når den ikke er vigtig for dem.

Et andet eksempel er, når regeringen stjæler det meste af bistanden. Dette sker i Mellemøsten og Afrika.

Et tredje eksempel er, at dhimmierne (ikke-muslimer, der lever under muslimsk herredømme) måtte betale en ekstra skat for ikke-muslimer, kaldet jizya. Satsen varierede fra tid til anden. På det laveste var den et par dirham for en fattigere person. I værste fald kunne den udgøre 20 % af formuen eller 50 % til 80 % af den årlige høst. Se https://swap.stanford.edu/was/20090719094909/http:/en.wikipedia.org/wiki/Jizya for mere information.

Et fjerde eksempel er, at der i Amerika tidligere fandtes »valgskatter«. Hvis man var for fattig til at betale valgskatten, fik man ikke lov til at stemme. Denne uretfærdighed fratog de fattige deres stemmeret.

Spørgsmål: I Esajas 10:1-3: Hvis der vedtages en lov, der ikke strider mod Bibelen, er den lov så nødvendigvis i orden?

Svar: Nej. Man kan overholde lovens bogstav, men alligevel krænke lovens ånd. Man kan undgå at overtræde et specifikt bud i Det Gamle Testamente, men alligevel undlade at følge det, Bibelen siger om ikke at undertrykke andre.

Spørgsmål: Hvordan er strukturen i dette digt i Es 10,5-15?

Svar: Den ligner en chiasme, bortset fra at der er to parallelle (i stedet for symmetriske) dele.

10:5 Assyrien: Herrens redskab til at udføre hans formål

- 10:6-11 Herrens og Assyriens forskellige motiver

- - 10:6 Herren ønsker retfærdig straf

- - 10:7-11 Assyrien ønskede at erobre verden

- 10:12-14 Herrens og Assyriens forskellige vurderinger

- - 10:12 Herren så stolthed og selvforherligelse

- - 10:13-14 Assyrien så sin egen dygtighed og succes

10:15 Assyrien: Et redskab for den suveræne Herre

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i Es 10:5 bruge Assyrien, når Assyrien var så ugudeligt og grusomt?

Svar: Ikke alene kunne Gud bruge de onde assyrere til sine formål, men Gud bruger endda Satan og dæmoner til sine formål. At Gud er ren og hellig, som han beskrives i Bibelen, hindrer ham ikke i at lade alle ting indgå i sin plan (Efeserbrevet1:11 ).

Spørgsmål: Hvordan og hvorfor straffede Gud kongen af Assyrien i Esajas 10:12?

Svar: Gud straffede Assyrien på mindst tre måder.

1. Den assyriske hær blev udslettet.

2. Kongen af Assyrien døde.

Grunden til, at Gud straffede Assyrien, efter at Gud havde brugt dem til at fuldføre sin vilje, var, at assyrerne ikke ødelagde for at opfylde Guds vilje, men for deres egne egoistiske og onde formål. Gud straffede deres voldelige ondskab, men Gud brugte samtidig også deres voldelige ondskab.

3. Assyriens befolkning blev besejret og skulle aldrig rejse sig igen. De blev dog ikke alle dræbt. Tatian, den kristne forfatter og senere enkratitiske kætter, var assyrer. Desuden havde Gud sagt, at en lille rest af assyrerne ville blive tilbage. Efter deres ødelæggelse af babylonierne samt skyterne, mederne og perserne fortsatte de få overlevende med at bo i det område. Til sidst blev assyrerne kristne. I 1915, under det assyriske folkemord, blev 250.000–300.000 dræbt af tyrkere og kurdere, efter at Rusland havde svigtet dem (da det blev kommunistisk), og armenerne var blevet besejret. I dag er der omkring 3,2 til 5 millioner.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at løver var et symbol på det assyriske imperium. Perserne elskede at jage løver, og løverne uddøde i Mellemøsten, efter at perserne kom til magten.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved stilen i disse vers i Esajas 10:13-14?

Svar: Disse vers er bevidst skrevet i stil med en assyrisk sejrsindskrift.

Spørgsmål: Hvad siger Es 10,14 om den assyriske holdning?

Svar: Assyrerne var stolte af, at de kunne erobre så mange »æg«, dvs. byer, så let udelukkende på grund af deres egen styrke. De erobrede byerne Kalno og Arpad i 738 f.Kr., Damaskus i 732 f.Kr., Samaria i 722 f.Kr. og Hamat i 720 f.Kr. I Esajas 10:10-11 betragtede assyrerne Jerusalems »guder« som ikke mere vigtige end guderne i andre byer.

Spørgsmål: Hvordan kan en økse i Es 10,15 rejse sig mod den, der bruger den, ligesom assyrerne rejste sig mod Gud?

Svar: Ligesom det er nytteløst, utaknemmeligt og latterligt for en livløs økse at rejse sig mod sin bruger, så var det også for assyrerne – som var levende mennesker og ikke økser – at forsøge at modsætte sig Gud. Alligevel kunne selv de stærkeste assyriske krigere, iklædt den bedste rustning, ikke modstå bakterierne fra en pest. I Esajas10:16 står der, at Gud ville »sende en udmattende sygdom blandt Assyriens stærke krigere«.

Spørgsmål: Hvordan er versene i Es 10:16-34 opbygget?

Svar: Dette er et parallelt afsnit.

10:16-23 Hærskarernes Herre vil dømme

- 10:16-19 Gud vil dømme Assyrien og kun lade en rest tilbage

- 10:20-23 Gud vil dømme Israel, og en rest vil vende tilbage

10:24-34 Hærskarers Herre vil handle med stor kraft

- 10:24-26 beskytte og bevare resten af Israel

- 10:27-34 Dømme og tilintetgøre assyrerne

Spørgsmål: Hvad siger Es 10:16-19 her om en ild?

Svar: Den forrige metafor om fugleæggene handlede om, hvor hurtigt og let assyrernes erobringer foregik. Denne metafor går endnu længere: Ligesom assyrernes erobringer spredte sig hurtigt som en ild, så vil deres undergang ske ved Herrens ild.

Spørgsmål: Hvilke to måder er der at se på denne metafor i Es 10,17-18?

Svar: Her er de to dele.

Når assyrerne nærmer sig Jerusalem, marcherer de ind i en lysende ild.

Assyrerne tror, at de marcherer ind i strålende herlighed.

Spørgsmål: Hvad skete der med Israels »ti fortabte stammer« i Es 10,20-22?

Svar: Ligesom rent salt går »tabt«, når det blandes med mudder, så blev folket fra Israels ti stammer assimileret blandt de andre folkeslag i Mellemøsten. Især indgik mange af de israelitter, der forblev i Israel, ægteskaber med de tilflyttede og blev samaritanere. Da jøderne vendte tilbage fra Babylon, var der også medlemmer af de ti stammer blandt de hjemvendte.

Dette hebraiske ord sa’ar, der betyder »rest« eller »overlevende«, var den måde, de hjemvendte jøder skulle opfatte sig selv på. Som troende i en falden verden kan vi også betragte os selv som en rest.

Spørgsmål: Hvorfor skal Zion (Jerusalem) ifølge Es 10,24 ikke frygte Assyrien, når Assyrien senere belejrede Jerusalem i en meget hård belejring?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Jerusalem blev aldrig erobret eller ødelagt af assyrerne.

Desuden kan dette være skrevet efter den mislykkede belejring.

Uanset hvad vil denne profeti forblive sand for evigt efter den tid.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved oksenes åg her i Esajas 10:27?

A: Et åg var ofte et tværstykke af træ eller en krave, der blev brugt til at spænde okserne for en plov. Normalt gnider træet mod okserne og kan forårsage blødninger eller blå mærker. Men her er billedet det modsatte. Gud vil befri oksen (Israel og andre erobrede nationer) fra åget ved at tjene Assyrien.

Spørgsmål: Henviser dette i Es 11,1-3 til den fremtidige Messias og tusindårsriget?

Svar: Ja. Det er ikke kun kristne, der siger dette, men også kommentaren til Esajas i Dødehavsrullerne (4Q161). Ifølge *The Dead Sea Scrolls in English*, 4. udgave, s. 321, lyder kommentaren: »[Fortolket drejer dette sig om Davids »Grønskud«,] som skal opstå ved tidernes ende … Gud vil støtte ham med [magtens ånd og give ham] en herlighedstron og en krone af [hellighed] og mangfarvede klæder … [Han vil lægge et scepter] i hans hånd, og han skal herske over alle [nationerne]. Og Magog … og hans sværd skal dømme [alle] folkeslag.”

Dette er også messiansk ifølge Targum Jesaja og den babylonske Talmud.

The New International Bible Commentary, s. 730, tilføjer, at selvom vi ikke kender det nøjagtige tidspunkt i Jesajas tjeneste, hvor han gav Jesaja 11-12, ville afsløringen af den ”endelige udgang” uanset hvad stå i skarp kontrast til de frygtelige og ugudelige situationer, de kæmpede imod på det tidspunkt.

Spørgsmål: I Es 11:2-4a, 5 henvises der direkte til Messias, der hersker over os, men hvordan forholder dette sig også til de ideelle regeringsledere?

Svar: Her nævnes Ånden, der hviler over ham, samt hans karakter og visdom. Der nævnes hans glæde i Herren og hans præcise bedømmelse af forhold og mennesker. Hans grundlag er retfærdighed og trofasthed. Der antydes også – selvom det ikke nævnes direkte – hans omsorg for folket, så han kan regere dem godt.

Spørgsmål: Hvad betyder disse metaforer om træ i Es 11:1,4; Es 9:18-19 og Es 10:33-34?

A: Esajas 9:18-19 siger, at Gud vil brænde Israels folks tornbuske, torne og skovkrat op. Esajas 10:33-34 nævner, at grenene bliver hugget af »med frygtindgydende kraft«, at de hovmodige og skovkrattene bliver fældet. Esajas 11:1 sætter dette i kontrast til en skud, der skyder frem fra Isais stub, som ifølge 1. Samuel 16 var Davids far. Skovene kan symbolisere en leder og hans krigere, et land eller et folk, eller mere generelt en autoritet samt et fast holdepunkt og en konvention i et samfund. »Skovtæthederne« vil blive ryddet, og i stedet for dem vil der komme skuddet fra Isais stub.

Når Kristus kommer igen, vil han »slå jorden med sin munds stav« (Esajas 11:4). Med andre ord vil Guds fjender, der synes at udgøre en hel skov, blive fældet, når Kristus kommer for at regere i Tusindårsriget. Omfanget af Kristi herredømme vil ikke kun omfatte Israel, men alle nationer, selv Guds fjender, og endda dyreriget.

Spørgsmål: Kunne Es 11:1-10 henvise til Bahá’u’lláh fra bahá’í-troen, fordi en del af det endnu ikke er opfyldt? For eksempel at dræbe de ugudelige, at løven og oksen ligger sammen osv. (Some Answered Questions s. 62-66 og Bahá’u’lláh and the New Era s. 266-267)

Svar: Nej. Mens Kristus opfyldte nogle af disse profetier ved sit første komme, vil andre blive opfyldt ved hans andet komme. Grunden til, at bahá’íerne fortolker dette afsnit forkert, og at det ikke henviser til Bahá’u’lláh, er, at:

a) Jesus, ikke Bahá’u’lláh, var en efterkommer af Isai (Esajas 11:1,10)

b) Jesus, ikke Bahá’u’lláh, vil »dræbe de ugudelige med sin læbes ånde« (Esajas 11:4b). c) Med Bahá’u’lláh skete det modsatte: mange bahá’íer blev slået ihjel; det var ikke Bahá’u’lláh, der stod for drabene.

d) Løven og oksen og andre dyr lå heller ikke sammen, da Bahá’u’lláh kom. (Esajas 11:6-8)

e) Jesu evangelium opfylder, at »jorden skal blive fuld af kendskab til Herren« (Esajas 11:9). I dag har de fleste mennesker i verden ingen anelse om, hvem Bahá’u’lláh hævdede at være.

Spørgsmål: Hvordan er Kristus i Es 11:1,10 både skuddet og roden fra Isaj?

Svar: På samme måde som Kristus er den første og den sidste. Kristus er roden, det livgivende fundament for vores tro og håb. Kristus er også det banner, som mennesker kan strømme til for at få livreddende beskyttelse. Kristus er den farlige løve, der tilintetgør Guds fjender, og han er også det lam, som mennesker vil ønske at komme til. I et sundt træ lever roden stadig, selv når grenene og stammen er hugget ned, og stammen og grenene vil vokse frem igen.

Spørgsmål: Hvordan kan Jesus i Es 11,4 »dømme for jordens ydmyge« »med retfærdighed« og alligevel »slå jorden med sin munds stav«?

Svar: Jesus vil komme igen og føre krig. Hans vrede vil yde beskyttelse til Jerusalem.

Spørgsmål: Hvordan er retfærdighed i Esajas 11:5 »bæltet om hans hofter« for Grenen?

Svar: Grenen er Jesus, og hans retfærdighed spillede en afgørende rolle i, at han blev vores Frelser. Kun et menneske kunne være en mellemmand, der repræsenterer menneskeheden. Kun en syndfri person kunne betale prisen for og være det sonende offer for hele verdens synder (1. Johannesbrev 2:1-2).

Spørgsmål: Hvornår vil alle disse dyr leve i fred med hinanden, som beskrevet i Esajas 11:6-8?

Svar: Dette vil ske under Tusindårsriget, som er Kristi 1.000-årige regeringstid, der nævnes i Åbenbaringen 20:1-6. De vil ikke have nogen grund til at frygte nogen fare fra hinanden. Gud har magten til at ændre ethvert dyrs kost, som Han ønsker.

Spørgsmål: I Esajas 11:11, hvornår vil Gud belønne resten »for anden gang«?

Svar: Efter at både assyrerne og babylonierne havde underlagt sig Juda, ville Gud alligevel genoprette jøderne efter den daværende eksilperiode. På samme måde vil Gud samle sit folk igen i løbet af Tusindårsriget. Som en sidebemærkning kan nævnes, at Patros er det øvre (sydlige) Egypten fra Memphis mod syd til Aswan. Så Egypten henviser her sandsynligvis til det nedre (nordlige) Egypten. »Havets øer« vil være Cypern, Kreta, Sicilien, Sardinien, Korsika og de mange græske øer. Jøderne blev ikke forvist til disse øer i Esajas’ tid. Men omkring år 200 f.Kr. befandt jøder sig på øerne.

Spørgsmål: Hvorfor taler Bibelen i Esajas 11:12 om jordens fire hjørner?

Svar: Det er blot et udtryk, som vi stadig bruger i dag, for verdenshjørnerne.

Spørgsmål: Hvornår vil de genforenede israelitter i Esajas 11:13-14 »styrte ned over filistrenes skråninger«, »lægge hånd på Edom og Moab« og gøre ammonitterne »underlagt sig«?

Svar: Verberne her antyder en militær sejr. Der er mindst to muligheder.

Inden Messias regerer, vil jøderne erobre disse lande. Filistia omfatter det område, der i dag udgør Gazastriben. Edom og Moab ligger i det nuværende Jordan, og ammonitterne boede i de områder, der i dag kendes som Jordan og Syrien.

Efter at Messias er kommet til at regere, vil denne erobring finde sted. Dette kan ske ved slutningen af Tusindårsriget, når Satan ophidser nationerne mod Israel.

Uanset hvad er dette et løfte om, at de ting, de frygter, og som giver dem stress nu, ikke længere vil være noget at bekymre sig om. Obadja 19-20 lover det samme.

Spørgsmål: Hvad er det egyptiske hav i Esajas 11:15?

Svar: Det er ikke Middelhavet, men snarere Det Røde Hav. »Golf i Det Egyptiske Hav« (bogstaveligt »tunge«) skyldes sandsynligvis, at Det Røde Hav ligner en lang og temmelig smal tunge, der strækker sig ud i Det Indiske Ocean. Desuden nævnes udtørringen af Eufrat-floden også i Åbenbaringen 16:12.

Spørgsmål: Hvorfor vil der i Esajas 11:16 blive anlagt en hovedvej for resten af Guds folk?

Svar: Der står ikke, at mennesker anlagde den for Guds folk, men snarere at Gud brugte den som rute for sit folk. I romertiden var en af de vigtigste årsager til kristendommens hurtige udbredelse de fremragende romerske veje, der muliggjorde omfattende og hurtig rejseaktivitet.

Husk, at der kun fandtes få lange veje på Jesajas tid. Efter at den persiske konge Kyros havde erobret Babylon, anlagde han en vej fra Babylon til Egypten. De eneste to andre veje forbandt Sardis og andre byer i Lilleasien med Babylon, Susa og andre persiske byer.

En alternativ opfattelse er, at dette er den samme hovedvej, der nævnes i Esajas 35:8-10, og som er for de frelste, sandsynligvis under det tusindårige rige, der nævnes i Åbenbaringen 20:1-7.

Spørgsmål: Hvad vil de kristnes reaktion være, når tusindårsriget kommer, jf. Es 12:1?

Svar: Det vil være en stor lovsang, hvilket også synes at være en passende måde at afslutte dette afsnit af Esajas på. Men denne sang er ikke kun en fejring af Guds tidligere sejr, men et vidnesbyrd om Gud, der skal fortælles til hele jorden. Denne fremtidige profeti og sang i Esajas 11-12 relaterer sig til Esajas’ tid og til vores egen ved at vise os, at vi ikke skal leve i frygt, men i håb. Se forbi nutidens skuffelser og se frem til de spændende tider, hvor Gud vil handle på jorden.

Spørgsmål: Hvordan er sangen i Esajas 12,1-6 opbygget?

Svar: Dette er en velkomponeret sang, hvor nogle af elementerne ikke fremgår på engelsk.

a1 Es 12:1a En mand

- a2 Es 12:1b Vil vidne om, at Guds vrede er vendt til trøst

- - a3 Es 12:2 Han vil synge en takkesang

b1 De frelstes fællesskab

- b2 Es 12:4b-5 De vil prise Gud og forkynde for nationerne

- - b3 Synge på grund af Herrens store gerninger og visdom over hele jorden

c1 En kvinde

- c2 Vil råbe og juble

- - c3 Fordi den Hellige er stor og er iblandt os

Spørgsmål: Hvorfor er der i Esajas 12:6 tale om en kvindelig person på hebraisk?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan se et par grunde. I Esajas 12:1 er der tale om en mandlig person, og ved at disse to vers indrammer denne sang, understreger Gud, at den er rettet til både mænd og kvinder. Desuden har disse kapitler et »2. Mosebog-motiv« over sig, med Guds store gerninger, vand, »styrke og sang« i 2. Mosebog 15:2 osv. Mirjam, Moses’ søster, var kendt for at råbe i lovprisning til Herren. Der blev ikke nævnt nogen mandlig medleder af lovsangen i Toraen; det var kun Mirjam. Både mænd og kvinder var en integreret del af den individuelle og fælles lovprisning af Gud.

Spørgsmål: Hvad er fordelene ved frelsen her i Esajas 12:2?

Svar: Her er strukturen.

Indledningsvis er Gud vores frelse.

Derfor vil jeg stole på ham og ikke være bange, for Herren er min styrke og min sang.

I konklusionen er Gud blevet min frelse.

Spørgsmål: Hvordan henter de glade vand fra frelsens brønde i Esajas 12:3?

A: Gud har ikke blot frelst os, men Han opretholder også vores ånd. Vi kan komme til Ham for at finde trøst og kærlighed, uanset om vi er i højt eller lavt humør. Jesus siger, at Han giver levende vand i Johannes 4,10-14.

Spørgsmål: Understøtter Esajas 12:3 den katolske opfattelse af nådens forråd?

Svar: Nej. Ligesom Gud opretholdt israelitterne under udvandringen fra Egypten, er han i stand til at opretholde os fra sine uendelige, aldrig udtørrende frelsens brønde. Nøj dig ikke med overfladiske, begrænsede brønde af tvivlsom renhed fra væsener, der ikke er Gud. Esajas 12,2 siger, at Gud er vores frelse, ikke Maria eller nogen anden. Vi respekterer de troende, der er gået forud for os, men selv de ville ikke ønske, at vi gjorde ting, der grænser til tilbedelse af dem.

Spørgsmål: Hvad er de to forskellige grunde til, at lovprisning strømmer ud af vores hjerte i Esajas 12:5-6?

Svar: Den første, i Esajas 12:5, er på grund af det, Gud har gjort, og det, han har gjort for os.

Den anden, i Esajas 12:6, er, at den hellige Gud har ladet sig nedstige for at være blandt os.

En tredje grund, der ikke nævnes her, er det, som Gud har lovet, at han vil gøre.

Spørgsmål: I Es 13:1,20-22; 14:14: Blev denne permanente ødelæggelse af Babylon opfyldt før Kristus, eller vil den blive opfyldt i fremtiden?

Svar: Kristne har haft fem fortolkninger.

689 f.Kr. Historie: Assyrerne plyndrede Babylon i 689 f.Kr., mens Esajas levede og før det babylonske imperium.

612 f.Kr. Tidligere opfyldelse mod Assyrien: »The New International Bible Commentary«, s. 731, antyder dette, ligesom »The NIV Study Bible«, s. 1037, og »The Bible Knowledge Commentary: Old Testament, s. 1060, samt S. Erlandssons bog The Burden of Babylon, at dette henviser til Assyrien, fordi »Kongen af Babylon« var en af de officielle titler for kongen af Assyrien efter 689 f.Kr., efter kong Tiglat-Pilesers III. tid. Men hvis dette virkelig var rettet mod Assyrien, som på det tidspunkt kontrollerede Babylon, hvorfor skulle der så være et særskilt afsnit lige efter om Assyrien? Denne fortolkning er derfor højst usandsynlig. Se *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 98–100, for mere om, hvorfor det ikke henviser til Assyrien.

464 f.Kr. Tidligere opfyldelse mod Babylon: Babylon blev erobret af perserne og mederne i 539 f.Kr., selvom byen ikke led særlig stor skade. Babylon blev endda en af hovedstæderne i det persiske imperium. Babylon gjorde imidlertid oprør adskillige gange, i 522, 521 og 464 f.Kr. Efter 484 f.Kr. ser det ud til, at Babylon blev ødelagt, fordi de babylonske arkiver pludselig ophørte. Der findes nogle arkiver efter dette tidspunkt, men de stammer udelukkende fra de persiske guvernører og embedsmænd.

Fremtidig opfyldelse: Selvom Babylon ikke er beboet i dag, er profetien endnu ikke opfyldt. Babylon vil blive genopbygget, og derefter vil den blive ødelagt i endetiden i Åbenbaringen 17-19.

Dobbelt opfyldelse: Denne profeti er allerede opfyldt. Byen Babylon er allerede ødelagt og vil aldrig mere blive beboet. Babylon i Åbenbaringen repræsenterer et falsk religiøst system, centreret omkring en by på syv høje (såsom Rom). Det vil blive ødelagt i endetiden.

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Babylon i Esajas 13:2 her for »de fornemmes porte«?

Svar: Dette er et ordspil. Bab og ’Elyon, eller Babylon, betyder bogstaveligt talt »gudernes port«. Esajas kaldte den i stedet for »de fornemmes porte«.

Spørgsmål: Er Gud grusom i Esajas 13:9?

Svar: Tag ikke fejl: Herrens dag er grusom. Gud har stor vrede, men Gud er også retfærdig.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Es 13:17, at mederne ikke brød sig om sølv eller guld?

Svar: Skyterne, et folk beslægtet med mederne, samlede enorme guldskatte. I modsætning hertil plyndrede mederne og perserne ikke efter bytte som skyterne. Mederne og perserne havde til hensigt at besejre de lydiske og babylonske imperier og opbygge deres eget imperium. I stedet for at plyndre al rigdommen fra de folk, de herskede over, som assyrerne gjorde, opbyggede mederne og perserne loyale undersåtter, selvom de pålagde dem skatter.

Spørgsmål: Er denne profeti om Jakob i Esajas 14:1-17 allerede gået i opfyldelse?

Svar: Nej, jøderne gjorde aldrig deres fangevogtere til tjenere i det omfang, som Esajas taler om. Dette vil sandsynligvis ske under det tusindårige rige, der nævnes i Åbenbaringen 20:1-7.

Spørgsmål: Burde der i Es 14,4 stå »gylden by«?

Svar: Dette hebraiske ord er svært at oversætte, og nogle tolkede det som »gylden by« på grund af det aramæiske (ikke hebraiske) ord for guld. Dødehavsrullerne 1QIsa viser imidlertid, at oversætterne sandsynligvis forvekslede bogstaverne d og r, og det er derfor, at Septuaginta og den syrisk-arabiske oversættelse læser dette som »gylden by«. Det burde faktisk være »højmod/frækhed er ophørt«.

Spørgsmål: Hvem er »morgenstjernen, daggryets søn« her i Es 14,11-15?

Svar: Der er tre opfattelser.

Satan: Dette er en »dobbeltmetafor«. Bogstaveligt talt var morgenstjernen det, der så ud som en lysende stjerne ved horisonten lige før daggry. I dag kender vi denne »stjerne« som planeten Venus. Den ser lysende ud, men forsvinder pludseligt fra syne, så snart solen står op.

I Esajas 14:1-11 er planeten Venus her en metafor for den onde menneskelige konge af Babylon, en mand, der ligesom assyrerne hensynsløst erobrede og sendte fanger i eksil i stedet for at lade dem vende hjem.

Men i Esajas 14:12-15 kan dette ikke være et rent menneske. Tværtimod er kongen af Babylon en metafor for den virkelige hersker bag kongen af Babylon, som kaldes Lucifer, Satan og Djævelen. Vi kan lære af Esajas 14:13-14, at den virkelige »arvesynd«, dvs. Lucifers, bestod i at ønske at stige op til himlen og blive som den Højeste Gud.

Blandt dem, der deler denne opfattelse, kan nævnes:

Tertullianus’ Fem bøger mod Marcion (207-208 e.Kr.), bog 5, kap. 17, s. 466

Origenes’ Kommentar til Johannes (ca. 227–ca. 240 e.Kr.), kap. 13, s. 304

Eusebius af Caesareas »Bevis for evangeliet« (318–325 e.Kr.), bog 4, kap. 9

Gregor den Stores breve (ca. 540–604 e.Kr.), bog 5, brev 22, s. 172

Charles Ryries studiebibel, s. 1054.

The Expositor’s Bible Commentary, bind 6, s. 105

The Believer’s Bible Commentary, s. 950

The Tony Evans Bible Commentary, s. 645

En kanaanitisk gudinde (Ishtar ifølge W.F. Albright): En anden moderne opfattelse er, at dette ikke henviser til Satan, men snarere til en kanaanitisk guddom forbundet med morgenstjernen, som boede sammen med de andre kanaanitiske guder på bjerget Zaphon (Zaphon betyder ”nord”, som i Esajas 14:13). Bjerget Zaphon var for kanaanitterne, hvad Olympen var for grækerne. I den nordkanaanitiske Ras Shamra-tekst forsøger morgenstjernen at stige højere op end de andre himmellegemer for at udfordre El ’Elyon, gudernes konge.

Da disse vers imidlertid siger »søn af« og »mand«, er det usandsynligt, at der henvises til en kvindelig gudinde. Desuden var Marduk Babylons beskyttelsesgud, ikke gudinden Ishtar. Blandt dem, der tilslutter sig denne opfattelse, kan nævnes:

J. Alec Motyers *The Prophecy of Isaiah*, s. 144-145

*The New International Bible Commentary*, s. 732.

Menneskets ånd uden Gud: Blandt dem, der tilslutter sig denne opfattelse, er følgende:

*The Evangelical Commentary on the Bible*, s. 484-485

*The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 100

Både den anden og den tredje opfattelse: Barry G. Webbs *The Message of Isaiah*, s. 81, 83–84

Spørgsmål: Hvad siger Esajas 14:9-11 om de døde?

Svar: Dette metaforiske sprog siger, at de ugudelige døde ventede på, at kongen af Babylon skulle slutte sig til dem for altid.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Lucifer her i Es 14:12-16?

Svar: Det hebraiske udtryk her er »den strålende«, og navnet Lucifer betyder »den strålende«, så Hieronymus indsatte navnet Lucifer her, da han oversatte Vulgata. Septuaginta siger »daggryets bringer«, og den syriske Peshitta nævner navnet 'Aylel.

Spørgsmål: Henviser dette i Es 14,12-16 til Satan (Lucifer) eller til en jordisk konge af Babylon?

A: Det henviser næsten helt sikkert til Satan, også kaldet Lucifer. Den stolthed og grusomhed, der beskrives her, passer ikke på nogen konge af Babylon fra Esajas’ tid og frem. Her var kongerne af Babylon.

627–605 f.Kr. Nabopolassar (Nabu-apal-usur)

605–aug./sept. 562 f.Kr. Nebukadnezar II (Nabu-kudurri-usur) Han var magtfuld, men ikke særlig grusom sammenlignet med assyrerne.

562–560 f.Kr. Evil-Merodach (Amel-Marduk)

Nebukadnezars søn

560–556 f.Kr. Neriglissar (Nergal-Sharezer)

Nebukadnezars svigersøn

556 f.Kr. (2 måneder) Labashi-Marduk – Fra dette tidspunkt følte Babylon sig stærkt truet af medernes og persernes voksende magt

556–539 f.Kr. Nabonidus (Nabu-na’ia)

553–10/539 f.Kr. Belsazar (Bel-shar-usur) (medregent)

539 f.Kr. Perserne erobrer Babylon. Gubaru, en persisk general, udnævnes til konge af Babylon. Gubaru var faktisk en tidligere babylonsk guvernør, der var overgået til perserne og ved hjælp af forræderi lod som om han vendte tilbage til Babylon for at forråde dem.

522 f.Kr. Babylon gør oprør mod perserne.

521 f.Kr. Babylon gør igen oprør mod perserne.

518 f.Kr. Darius Hystaspes angriber Babylon

464 f.Kr. Babylon gør oprør mod perserne for tredje gang, og vi hører ikke mere fra babylonierne efter det, kun fra perserne, der herskede over det område.

Endelig henviser Jesus i Lukas 10:18 til Esajas 14:12, bortset fra at der er tale om lyn i stedet for daggryets bringer (Heosphoros), så Jesus identificerede dette som Lucifer.

Spørgsmål: Hvad er den dominerende sætning i Esajas 14:13-14?

Svar: Det er sætningen »Jeg vil«. Som nogen engang sagde: »Jeg« er midt i synden. Disse vers er imidlertid »indrammet« af vers 14:12, hvor Gud siger: »Du har«, og vers 14:15, hvor Gud udtaler: »Du vil«.

Spørgsmål: Hvad betyder udtrykket »i det fjerne nord« i Es 14,13?

Svar: Det hebraiske ord for »nord« og »Zaphon« var det samme. Zaphon-bjerget var et bjerg i Syrien, der var helliget Baal. Tilbederne troede, at deres guder boede på Zaphon-bjerget, ligesom grækerne troede, at deres guder boede på Olympen. Selvom Esajas 14:13 måske blot betød »nord«, kan det i stedet implicit sige, at den sande Gud er større end alle de guder, der siges at bo på Zaphon-bjerget.

Spørgsmål: Hvorfor dør børnene i Esajas 14:21 for fædrenes synder, når Ezekiel 18:2,19-20 siger, at de ikke skal?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Der står ikke, at børnene bærer deres fædres skyld. Men hvis de deltog i de samme synder, ville de have den samme skyld.

2. Gud dræbte dem ikke. I dette liv dræber onde mennesker ofte andre onde mennesker og deres børn.

3. Ezekiel 18 henviser til, at Gud ikke dræber en søn på grund af skylden for sin fars synd.

4. Mange gange i dette liv bliver mennesker uretfærdigt dræbt på grund af andres syndige handlinger, som Ezekiel 13:19 viser.

Spørgsmål: Hvilket dyr nævnes her i Esajas 14:23?

Svar: Det er sandsynligvis en »bittern«, en fugleart. Der hersker en vis usikkerhed om, hvilket dyr hebræerne mente. Det kunne være en ugle, et pindsvin, et pindsvindyr, en sjakal eller ørkendyr generelt.

Spørgsmål: Hvad er »ødelæggelsens kost« i Esajas 14:23?

Svar: Ligesom en pedel eller et oprydningshold siger dette vers, at Gud vil feje affaldet væk; ikke for at genbruge eller genanvende det, men snarere for at ødelægge det.

Spørgsmål: Hvad betyder ordet »byrde« her i Esajas 14:28?

A: Dette var en betegnelse for en profeti. Man kan bære en byrde for en anden, og profeten bar en tung byrde (budskab) fra Gud, som han simpelthen var nødt til at forkynde.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes filisterne her i Esajas 14:29-32?

Svar: Det kan skyldes, at da den assyriske konge døde, gjorde filisterne, moabitterne og edomitterne oprør mod Assyrien i 715 f.Kr. De henvendte sig også til Juda for at få hjælp. Forud for dette kæmpede Judas konge Uzzia mod filisterne i 2. Krønikebog 26:6-7. Judas daværende konge, Akas, var filistinervenlig, men det var hans efterfølger, Hiskia, ikke.

De fem filistinske byer – Gat, Asdod, Askalon, Ekron og Gaza – var en torn i øjet på Assyrien. I 734 f.Kr. nægtede Gaza at betale tribut og blev plyndret. I 720 f.Kr. indgik de filistinske byer en alliance med Egypten mod Assyrien. Kong Sargon II kom og besejrede Egypten ved Gaza og erobrede Gat og Askelon. Assyrerne indtog Ekron i 712 f.Kr. og Asdod i 711. Padi, herskeren over Ekron, var loyal over for Assyrien, indtil byen afsatte ham og sendte Padi til Hiskia for at blive fængslet. Askalon gjorde oprør i 705 f.Kr., og til sidst kom assyrerne under kong Sanherib selv til landet og erobrede alle de filistinske byer i 701 f.Kr. og tvang Hiskia til at løslade Padi.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af byen Sela og vadestederne ved Arnon i Esajas 16:1-2?

Svar: Sela var hovedstaden i Edom, ikke Moab, og den lå 50 miles syd for grænsen mellem Moab og Edom. Tilsyneladende var mange moabitter flygtet sydpå fra Moab til Edom. Moabitterne sendte en gave bestående af lam til Jerusalem (ligesom de gjorde i 2. Kongebog 3:4) og spurgte, om de også kunne flygte til Jerusalem. I betragtning af moabiternes tidligere hovmod, som nævnes i Esajas 16:6-8, ville det være særligt ydmygende for dem at give en gave for at bede om at få deres flygtninge i ly. Hovmod går IKKE forud for et fald, hvis man slet ikke havde det hovmod til at begynde med.

En anden opfattelse, som fremgår af *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 113, er, at Sela, der normalt hørte til Edom, muligvis var i moabiternes hænder på dette tidspunkt. Vi har dog ingen andre beviser herfor.

Et vadested var det lave sted, hvor man kunne krydse en flod, her Arnon-floden i Moab. Flygtninge, der flygtede fra de assyriske hære, ville have brug for at vide det.

Spørgsmål: Hvilken tidsperiode henviser Esajas 16:2 og Esajas 16:14 til?

Svar: I Esajas 16:13 står der, at de tidligere vers i kapitel 16 blev udtalt på et andet tidspunkt. Historisk ved vi, at Tiglat-Pileser III invaderede Moab i 732 f.Kr., samme år som han plyndrede Damaskus. Senere angreb den assyriske konge Sanherib også Moab i 701 f.Kr. Så selvom vi ikke kender året for den første profeti mod Moab, må den anden profeti være fra omkring 704 f.Kr.

Næsten 80 år efter dette tidspunkt gentager Jeremias den samme tanke i Jeremias 48:29-38.

Spørgsmål: Hvorfor afviste Juda i Esajas 16:5 et tilbud om at hjælpe et andet folk i nød?

Svar: Måske indså kong Hiskia, at deres tilbud om venskab og vilje til at lade sig regere af ham ikke var oprigtige. Ville du være villig til at give kontanter til en hjemløs, der sagde, at vedkommende virkelig havde brug for dem – mens vedkommende stod ikke langt fra en spiritusforretning? Giv med omtanke, og nogle gange er det bedre at give mad eller noget andet i stedet for kontanter.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved listen over moabitiske byer her i Esajas 16:7-9?

Svar: Selvom vi ikke ved, hvor nogle af disse byer lå, ser det ud til, at listen går fra nord mod syd. Det ville være den retning, moabitiske flygtninge ville tage mod Edom for at flygte fra assyrerne.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved følelserne i vers 9 og 11 i Esajas 16?

Svar: Det er Esajas, der profeterer, så den, der græder, kunne være Esajas eller Herren, men det henviser sandsynligvis til begge deres følelser. Som det står i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 112: »… det er ikke forbudt for læseren at sørge over konsekvenserne af folkets synder. Og til sin store forbløffelse opdager han, at den inspirerede side også er våd af profetens egne tårer! Jeremias græd over Juda (Jer 9:1), men Esajas over Moab!“

Der er en historie, nærmere en lignelse, om to gamle kristne veninder, der nu boede i forskellige byer, og som en dag mødtes. Den første spurgte den anden, hvem der var præst i den kirke, hvor de plejede at gå sammen. Den anden svarede: »Åh, vi har fyret ham.« Den første spurgte hvorfor. Den anden sagde: »Fordi han prædikede, at alle, der afviser Jesus som deres Herre og Frelser, kommer i helvede.« Den første var fuldstændig chokeret over fyringen og spurgte: »Jamen, hvad siger jeres nuværende præst så?« Den anden svarede: »Åh, han lærer, at alle, der afviser Jesus som deres Herre og Frelser, også kommer i helvede.« Den første spurgte så: »Hvad er så forskellen?« Den anden svarede: »Den første sagde det med glæde i stemmen; den anden siger det med en tåre i øjet.«

Spørgsmål: Hvorfor nævnes der en »lejet arbejder« i Es 16,14?

Svar: En lejet tjener bliver betalt for at arbejde under en kontrakt i en bestemt periode. Lejede arbejdere motiveres naturligvis ikke så meget af kærlighed til herrens familie, loyalitet eller tvang, men snarere af økonomisk gevinst. Moab omtales udtrykkeligt som netop en lejet arbejdstager. De vil stille sig på den side, de mener er bedst for deres egen vinding.

Moabitterne sendte et stort antal lam til Jerusalem som en gave for at overtale israelitterne til at give deres flygtninge husly. Var det på grund af deres kærlighed og beundring for Juda? Nej, i betragtning af deres århundreders kamp mod Israel og Juda. Hiskia kunne gennemskue det.

Spørgsmål: Hvad skete der helt præcist med Damaskus og byerne i Syrien i Esajas 17:1-3?

Svar: Esajas levede et langt liv, og dette kan være skrevet før 733 f.Kr. eller før 720 f.Kr. Her er lidt historie frem til den tid.

1200-1050 f.Kr. findes der ingen oplysninger om Damaskus og Syrien bortset fra bibelske henvisninger.

841 og 838 f.Kr. invaderede assyreren Salmanassar store dele af Hazaels kongerige Aram (det moderne Syrien), men han var ikke i stand til at erobre Damaskus.

807–806 f.Kr. Mens assyrerne var optaget af at kæmpe mod mannaeerne/armenierne, angreb Damaskus Israel, jf. 2. Kongebog 10:32.

805–802 f.Kr. Den assyriske konge Adad-nirariIII belejrer Damaskus.

796 f.Kr. Assyrerne belejrer Damaskus og trækker sig tilbage, efter at Damaskus har betalt en stor tribut.

Ca. 735 f.Kr. Damaskus, Tyrus og Israel forener deres styrker mod assyrerne og forsøger at tvinge Juda til at slutte sig til dem.

733–732 f.Kr. Tiglath-PileserIII ødelægger alle byerne i Syrien og erobrer (men ødelægger ikke) Damaskus, hvorved han dræber byens konge Radyan. Ifølge de assyriske annaler drejede det sig om 591 byer i 16 distrikter.

720 f.Kr. Damaskus og nogle andre byer slutter sig til Hamath, som aldrig blev erobret af assyrerne, i et oprør. Sargon II knuser oprøret ved Qarqar.

717 eller 711 f.Kr. Ligesom Sargon genbosatte andre folk i Israel, bosatte Sargon eksilboere fra byerne Papa, Lullukna og andre steder i Damaskus.

Vi hører intet om Damaskus indtil omkring 333 f.Kr., bortset fra at byen havde assyriske guvernører i 694 f.Kr. og ca. 650 f.Kr.

333 f.Kr. Overgik Damaskus til Parmenio, en general under Alexander den Store, uden kamp.

1401 e.Kr. blev Damaskus fuldstændig brændt ned til grunden

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Refaim-dalen i Esajas 17:5-6?

Svar: Dalen var stor, frugtbar og lå lige sydvest for Jerusalem i retning af Betlehem. David besejrede filisterne der to gange i 2. Samuelsbog 5:17-25. Rephaim-dalen var en vigtig kornkilde for Jerusalem. Forestil dig, hvordan indbyggerne i Jerusalem må have haft det, da en vigtig forsyningskilde blev erobret af fjenden.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes »stiklinger fra eksotiske vinstokke« i Esajas 17:10-11?

Svar: Dette er sandsynligvis en hentydning til tilbedelsen af den aramæiske/syriske/babylonske gud Adonis, som blev forbundet med foråret og ny vækst.

Spørgsmål: Hvad er nogle af grundene til, at folk glemmer deres Frelser i Es 17,10?

Svar: Folk har undertiden kort hukommelse, når det gælder taknemmelighed. De kan glemme deres Frelser på mindst fem måder.

Stolthed kan få folk til at glemme, at de har brug for frelse.

Det er vigtigt at afsætte tid til Gud.

Denne verdens bekymringer overdøver deres hengivenhed over for Gud.

Synden forhindrer dem i at nyde Guds glæde.

Frygt for forfølgelse eller tab af job eller anseelse.

I Esajas 17:10-11 står der, at fordi de glemte Gud, deres Frelser, vil Gud »huske« at holde velsignelsen væk fra dem. Haggai 1:2-11 nævner også, hvordan folket byggede deres egne panelerede huse og glemte Guds hus, og at Gud »hjalp dem med at huske det« ved at holde velstanden væk fra dem.

Spørgsmål: Hvordan skal vi reagere, når gode ting går tabt for evigt, som det står i Esajas 17:11?

A: Man kan miste noget af mange årsager, men i dette tilfælde gik deres muligheder for fred og velstand tabt, fordi de glemte frelsens Gud. I stedet for at spilde tiden (i bund og grund) på at sørge over det, der kunne have været, skal du omvende dig (hvis nødvendigt), finde ud af, hvad Gud ønsker, at du skal gøre nu, og derefter adlyde Gud. Din rigdom på jorden og dit liv på jorden vil alle forsvinde før eller senere; det er ikke et spørgsmål om »hvis«, men om »hvornår«. Så elsk, adlyd og herliggør Gud så meget, du kan, under de omstændigheder og i den livsfase, du befinder dig i.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved Etiopien her i Esajas 18:1-2?

Svar: Det hebraiske ord er »Kush«, og det etiopiske rige omfattede på dette tidspunkt ikke kun Etiopien, men også de lande, de havde erobret i Sudan og Somalia. Etiopien nævnes ikke ofte i Bibelen, men det spiller en fremtrædende rolle på dette tidspunkt, fordi de herskede over det meste af Egypten og sendte gesandter til Hiskia. Græshopper kom nordpå fra Etiopien, og derfor blev det kaldt »landet med susende vinger«. Ligesom græshopperne erobrede en hær under den etiopiske qore (=konge) Piye/Piankhi det sydlige Egypten i 715 f.Kr. helt op til Nildeltaet. Hans efterfølger, den etiopiske qore Shabaka/Sabako, sendte i 705 f.Kr. gesandter til Juda for at bede Hiskia om hjælp mod assyrerne. Etiopien var en torn i øjet på Assyrien gennem qore Tirhaka/Teharqa, der regerede fra 690-664 f.Kr., og som var kendt af historikerne Manetho, Strabo og Megasthenes.

Der findes et andet land, der [forvirrende nok] kaldes Kush, øst for Babylon, men udtrykket »hvis land er delt af floder« er en umiskendelig henvisning til Etiopien, ikke til Kush øst for Babylon.

Spørgsmål: I Es 18:5, skal der her stå »umodne druer« eller »blomst«?

Svar: Problemet er, at forskerne ikke er sikre på betydningen af dette sjældent anvendte hebraiske ord. Uanset hvad er budskabet det samme, da udviklingen går fra blomst til umoden drue til moden drue: Herren er en høstmand, der høster druerne og efterlader dem til fuglene og andre dyr. Den høst, som bønderne har arbejdet så hårdt for, vil blive ødelagt, før den bærer frugt.

Nogle gange, når mennesker, der er i oprør mod Gud, forsøger at opnå ting på egen hånd, lader Gud dem lykkes i en periode, men i sidste ende bliver succesen og fordelen taget fra dem. Et trist eksempel er, da Muhammad Ali begyndte at lide af Parkinsons sygdom; han sagde, at alle hans boksetrofæer nu ikke betød noget for ham. Et andet trist eksempel er, at efter at Bernie Madoff havde tjent millioner ved hjælp af et Ponzi-svindelnummer, hvor han svindlede finansfolk, begik en af hans sønner selvmord, og Bernie døde i fængsel i 2021. Set i bakspejlet er jeg sikker på, at hans frihed og hans søns liv ikke var prisen værd for hans uretmæssigt opnåede gevinster.

Spørgsmål: I Es 19:2-3, hvornår fandt denne borgerkrig blandt egypterne sted?

Svar: Libyerne fra det 22. dynasti (945–712 f.Kr.) kæmpede både mod nubierne/etiopierne fra det 25. dynasti (770–712 f.Kr.), de indfødte egyptiske saiter fra det 24. dynasti (724–712 f.Kr.) samt forskellige herskere fra det, vi kalder det 23. dynasti (ca. 828–712 f.Kr.). Etiopierne erobrede det sydlige Egypten i 715 f.Kr.

Spørgsmål: I Es 19:4-10, hvornår ville Nilen og andre floder tørre ud?

Svar: Egypten var afhængigt af Nilen for at overleve, og her siges det, at selve Egyptens livsnerve ville udtørre. Dette er sandt på mindst tre måder.

Hvert år stammer vandføringen i den mægtige Nilen fra regnen i det centrale Østafrika, som fylder Victoriasøen. Mindre regn i det centrale Østafrika ville betyde et år med hungersnød for Egypten.

På lang sigt er Egypten og Sahara blevet mere tørre.

Metaforisk set vil Egyptens politiske magt blive kraftigt formindsket.

Spørgsmål: Hvorfor vil Egypten i Esajas 19:16-17 blive »vanæret« her?

Svar: Lad os først stille et andet spørgsmål, der hænger sammen med dette. Ville du sige, at Egypten er »gammelt«? Egypten som land har eksisteret siden farao Zoser/Dhozer, omkring 3000 f.Kr. Da Egypten allerede var gammelt i Moses’ tid (1447 f.Kr.), hvad ville du så kalde det nu? – Måske ville du sige »meget, meget gammelt«, eller et bedre udtryk er »arkaisk«, dvs. gammelt i oldtiden. Der var sjældent et afbræk i faraoernes række, men dette ændrede sig i Esajas’ tid, da de var under fremmed herredømme, hvilket kunne betragtes som en skændsel.

Men en af grundene til Egyptens betydning i Esajas – at der her afsættes to kapitler til det – er, at faraoen fra Egypten (som faktisk var kongen/Qore af Etiopien) havde sendt gesandter til Hiskia for at indgå en alliance mod assyrerne. Det så ud som en stor mulighed for Juda, men som Esajas antyder, ville det i virkeligheden være en tåbelig fælde. Der var to oprør mod assyrerne, og Egypten havde lovet støtte til dem begge. Det første fandt sted fra 713 til 711 f.Kr. med Ashdod som centrum, og det andet fra 705 til 701 f.Kr. I begge tilfælde brød Egypten sit løfte om at hjælpe. Da kong Yamani af Ashdod i 711 f.Kr. flygtede fra Ashdod til Egypten, truede assyrerne Egypten med, at de skulle udlevere Yamani til dem, så Egypten gav efter og gjorde det.

Da assyrerne belejrede Jerusalem, sendte egypterne en hær for at hjælpe Juda mod Sanherib. Assyrerne besejrede imidlertid den egyptiske hær ved Eltekah, nord for Ashdod.

Spørgsmål: I Es 19:17, hvornår og hvordan »bragte Judas land rædsel over Egypten«?

Svar: Assyrerne, babylonierne, perserne, Alexander af Makedonien, seleukiderne, muslimerne og tyrkerne erobrede alle Egypten ved at passere gennem Palæstina. Israels nation kæmpede også mod Egypten, selvom den ikke erobrede det.

Spørgsmål: I Es 19:18, hvornår talte fem byer i Egypten det kanaanitiske sprog?

Svar: For det første står der ikke, at de vil tale »kananitisk«, men snarere det sprog, der tales i Kanaan. Assyreren Esarhaddon erobrede Nedre [nordlige] Egypten, herunder Memphis, i 671/670 f.Kr. Assyreren Ashurbanipal erobrede Theben i Øvre Egypten i 663 f.Kr.

Efter Jerusalems fald flygtede mange jøder til Egypten. Faktisk var hovedfæstningen ved Elefantina/Yeb i det sydlige Egypten under perserne bemandet med jødiske lejesoldater. Den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible, s. 579, nævner også den jødiske koloni på Elefantina-øen.

Derudover var der store jødiske befolkningsgrupper i Alexandria, Tahpanhes, Memphis (Noph), Pathros og Migdol.

I den tidlige kirkes tid siger traditionen, at Markus var en af de første, der forkyndte evangeliet i Egypten. Han og andre kristne havde så stor succes, at Alexandria i Egypten blev et af de fire vigtigste centre for kristendommen, mindst lige så vigtigt som Jerusalem.

Spørgsmål: I Es 19:18, hvilken by blev kaldt »ødelæggelsens by«?

Svar: Nogle hebraiske manuskripter, Dødehavsrullerne 1QIsa, Targum og Vulgata angiver »solen«. De fleste hebraiske manuskripter angiver imidlertid ødelæggelse (haheres). De to ord på hebraisk er identiske, bortset fra at »sol« har en prik under h’et. Den egyptiske by Heliopolis, eller solens by, fordi den oprindeligt var viet til den egyptiske solgud Ra, er højst sandsynligt den by, der henvises til her. Egypterne kaldte byen både »Anu/On« og »Pe-ra« eller »Ra’s hus«. Det kunne selvfølgelig også være et ordspil, hvor begge betydninger er i spil. Byen On/Heliopolis blev ifølge den græske historiker Strabo ødelagt af perserne.

De fleste græske Septuaginta-håndskrifter siger »byen Asadek«. Det ville ellers være et ukendt navn, hvis ikke det var fordi, at hassedeq betyder »retfærdighed« på hebraisk. I Ptolemæus Philometors tid i 160 f.Kr., hvilket var i den periode, hvor Septuaginta blev skrevet, blev der opført et retfærdighedstempel i Heliopolis af Onias IV, søn af den jødiske eksilant Onias III. Dette jødiske tempel var i brug, indtil den romerske kejser Vespasian beordrede det lukket i 71 e.Kr.

Spørgsmål: Hvornår var der i Es 19:19 »et alter til Herren midt i Ægyptens land«?

Svar: Dette vers forudsiger et eller begge af følgende:

Før Jesus flyttede mange jøder til Egypten og praktiserede jødedommen der, herunder nogle jøder, der oversatte Bibelen til græsk.

Efter Jesu opstandelse var Egypten, Jerusalem og Antiokia i Syrien i en periode de tre vigtigste centre for kristendommen.

Da Onias IV flygtede fra Jerusalem omkring år 160 f.Kr., fik han tilladelse til at opføre et alter til Gud i Leontopolis i Egypten. Den jødiske historiker Josefus hentyder til dette vers, når han siger: »Den vigtigste grund til, at han [sønnen af ypperstepræsten Onias] ønskede at gøre dette, var, at han stolede på profeten Esajas, der levede for over seks hundrede år siden og forudsagde, at der helt sikkert skulle bygges et tempel til den Almægtige Gud i Egypten af en mand, der var jøde.« Antiquities of the Jews, bog 13, kap. 3.1, s. 269. (Også senere i kap. 3.1 på s. 269)

Spørgsmål: Hvordan frelste en stor frelser Egypten i Es 19:20?

Svar: Dette kan fortolkes på flere måder.

Åndeligt set var Egypten efter Kristi tid et centrum for kristendommen. Athanasius af Alexandria mente i *Om inkarnationen*, at dette var opfyldt i hans egen tid, da Alexandria blev en af de fire førende byer inden for kristendommen efter ediktet fra Milano i år 313 e.Kr.

Politisk set en egyptisk leder. Egypten var opdelt i fem kongeriger, der kæmpede indbyrdes. De blev endelig genforenet under Psammetichus/Psammetik omkring 670 f.Kr., umiddelbart efter borgerkrigen. »The Believer’s Bible Commentary« s. 953 tilslutter sig denne opfattelse og tilføjer desuden en yderligere opfyldelse i tusindårsriget. (Psammetik I måtte dog stadig anerkende Assyriens overherredømme.)

Politisk set en udenlandsk leder; egypterne tog glædeligt imod Alexander af Makedonien. De betragtede ham som en venlig befrier, der befriede egypterne fra det persiske herredømme.

Spørgsmål: I Es 19,22 – hvornår slog Herren Egypten, og hvornår helbredte Gud det?

Svar: Tidligere var Egypten blevet styret af fremmede folk (hyksoserne, libyerne, nubierne osv.). Alligevel havde Egypten altid været et uafhængigt land, ikke en underlagt nation. Det skulle ændre sig, da Nebukadnezar erobrede Egypten. Også perserne skulle erobre Egypten, selvom Egypten flere gange gjorde oprør under perserne.

Spørgsmål: I Es 19,23: Hvornår blev hovedvejen mellem Egypten og Assyrien anlagt?

Svar: På Jesajas tid ville det forekomme utroligt, at egypterne ville ønske at rejse fredeligt til Assyrien og omvendt. Både Egypten og Assyrien var under det persiske imperium, selvom Egypten ofte gjorde oprør. De var begge under Alexander den Store af Makedonien, og i romertiden fandtes der meget gode veje, der forbandt store dele af det gamle Mellemøsten.

Spørgsmål: I Es 20,2-3: Hvorfor befalede Gud Esajas at gå rundt uden tøj på? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: For det første levede Esajas i sin egen kultur, ikke vores. For det andet står der i Wycliffe Bible Dictionary, s. 477, at det hebraiske ord her ofte blev brugt om mænd, der kun var iført deres indertrøje, ikke om fuldstændig nøgne mænd.

Spørgsmål: Hvordan er strukturen i dette profetiske ord i Es 21,1-10?

Svar: Der er tale om et chiasme, en almindelig form for hebraisk poesi.

21:1b-2a Den modtagne vision

- 21:2b Et syn om enden

- - 21:3-4 Et syn af rædsel

- - 21:5 Et syn af festmåltid

- 21:6-9 Enden indtræffer

21:10 Synet fortælles

Spørgsmål: Hvad menes der med »ørkenen ved havet« i Es 21:1, da der ikke er noget hav i nærheden af Babylon?

Svar: Der er hverken hav eller naturligt voksende træer i nærheden af Babylon, som lå 300 miles fra Den Persiske Golf. Dette var et assyrisk navn for Babylonien, for fra Babylon (i det centrale Irak) helt ud til havet, i Irak og Kuwait, ville der blot være flad, træløs ørken, hvis det ikke var for kunstvanding.

Spørgsmål: Hvorfor blev skjoldene »smurt med olie« dengang i Esajas 21:5?

Svar: Dette henviser til, at man smurte et skjold med olie for at forhindre det i at ruste. Det fik også skjoldet til at se pænere ud, da olien fik det til at skinne.

Spørgsmål: Er rytterne på »æsler« (flertal) i Es 21:7 Jesus, og rytterne på »kameler« (flertal) Muhammed, som nogle muslimer hævder?

Svar: Nej. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Det var budbringere, der på det tidspunkt kom for at berette, at Babylon var faldet. Den eneste særlige betydning er, at kamelrytterne måske var spejdere, æselrytterne måske var civile, og vognkuskene måske var militærfolk.

2. De onde midianitter red også på kameler, men det er lige så irrelevant som at tale om Muhammed her.

3. Endelig var der kamelryttere (flertal), så selv hvis én af dem var Muhammed, ville det betyde, at en anden kamelrytter ville komme efter ham.

Der er ingen mening i at forsøge at »sil en myg ud, men sluge en kamel« ved at bruge dette vers til at påvise overensstemmelse med islam, når der er så meget i Bibelen, der strider mod islam, såsom Guds faderskab, treenigheden, frelse ved nåde, Helligånden osv.

Spørgsmål: Hvorfor oversættes dette ord i Es 21:11 enten som Dumah eller Edom?

Svar: De masoretiske manuskripter angiver »Dumah«, som er en by i Edom og på hebraisk også betyder »stilhed«. Septuaginta angiver »Edom«. Desuden er »Udumu/Udumai« det akkadiske ord for Edom.

Uanset hvad betyder udtrykket »Seir« i alle manuskripter landet Edom. Det komplicerer sagen, at der også fandtes en oase i Arabien ved navn Dumah el Jandal. Den Dumah, der nævnes i Esajas 21:11, ligger imidlertid i Seir/Edom, som ifølge 1. Mosebog 32:3 er det samme. Senere flyttede edomitterne vestpå til det sydlige Juda; regionen blev kaldt Idumea.

Spørgsmål: Hvor lå Dedan, Tema og Kedar i Esajas 21:13,16-17?

Svar: Alle tre steder ligger i den nordvestlige del af det moderne Saudi-Arabien tæt på Edom. Tema (det moderne Teyman) er en oase mellem dedanitterne mod nord og kedaritterne, der var berømte for deres bueskytter, mod syd. Sargon II af Assyrien besejrede mange arabiske stammer i 715 f.Kr. Hans efterfølger, Sanherib, blev i Herodots »Historie« 2.141 kaldt »kongen over araberne og assyrerne«. Se også Josefus’ »Jødernes oldtidshistorie« 10.1.4.

Spørgsmål: Betyder udtrykket »profetien mod Arabien« i Es 21,13, at »Gud har pålagt araberne pligten til at overbringe sit budskab til menneskeheden«, som den muslimske Ahmad Deedat hævder?

Svar: Det lyder som om Deedat siger, at Bibelen hævder, at der hviler en byrde på Arabien, som ikke hviler på andre. Lad os se nærmere på det. Esajas nævner

»byrden mod Babylon« (Esajas 13:1)

»byrden mod Moab« (Esajas 15:1)

»profetien mod Damaskus« (Esajas 17:1)

»byrden mod Egypten« (Esajas 19:1)

»byrden mod ørkenen ved havet« (Esajas 21:1)

»Profetien mod Duma« [i Edom] (Esajas21:11 )

»Profetien om Arabien« (Esajas21:13 )

»Profetien mod Synets Dal« [om Jerusalem] (Esajas 22:1)

»Profetien om Tyrus« (Esajas 23:1)

Det hebraiske ord for ”profeti” var et synonym for profeti, da Esajas profeterede om disse steder. Det forekommer, mildt sagt, ”usædvanligt”, at Deedat lægger så stor vægt på Esajas21:13 og ikke engang nævner alle disse andre vers.

Spørgsmål: Hvad betyder »inden for et år, som en daglejer ville tælle det« i Es 21:16?

Svar: Da en arbejder, der er ansat for et år, ikke ville arbejde en dag længere (gratis), vil dette blive opfyldt, før der er gået et helt år.

Spørgsmål: Henviser Es 21:13-17 og Es 42:10-11 til Slaget ved Badr, hvor nogle få [angiveligt] dårligt bevæbnede muslimer mirakuløst besejrede de mægtige mænd fra Kedar [angiveligt] (Quraish) fra Mekka?

A: Dette er ønsketænkning om Bibelen. I slaget ved Badr i år 624 e.Kr. (2 i den islamiske tidsregning) dræbte 300 eller 328 muslimer 70 indbyggere fra Mekka og tog yderligere 70 til fange, mens de selv mistede 14 af deres egne. Det var en sejr, men ikke et mirakel i stil med Josvas bedrifter eller Moses’ deling af Det Røde Hav. Jeg ved ikke, hvor han har fået den idé fra, at kamelrøverne fra Medina var dårligt bevæbnet. Se Sahih Muslim, bind 3, nr. 4394 (s. 975-976), Sahih Muslim, bind 3, nr. 4341, s. 951; bind 3, nr. 4360, s. 960-961 (17. Ramadan, 2 A.H.); Bukhari, bind 5, bog 59, nr. 462 (s. 323); Bukhari, bind 4:324, s. 206; Bukhari, bind 5, bog 59, nr. 292, s. 201.

Se nu igen på Esajas21:16 , 17; der står, at inden for et år vil de overlevende af bueskytterne, Kedar-krigerne, være få. Et år efter Badr var mekkanerne ikke erobret, endsige udslettet. Dette henviser snarere til assyrerne på Esajas’ tid, der angreb de nordarabiske stammer i 715 f.Kr.

Spørgsmål: Hvornår blev denne profeti om Kedar i Esajas 21:16-17 opfyldt?

Svar: Kedar var en velkendt stamme i Arabien nord for Mekka, og assyrerne og babylonierne forsøgte også at kontrollere Arabien. Kedar betalte tribut til Assyrien helt tilbage i 738 f.Kr. Sargon II førte en felttog mod de nordarabiske stammer i 715 f.Kr.

Spørgsmål: Hvorfor tugter Gud Jerusalem her i Esajas 22:1-3,13?

Svar: Det drejer sig om en anden synd end den, der tidligere blev nævnt. Midt i alle de ulykker, der ramte disse andre nationer, var Jerusalems indbyggere så hjerteløse, at de kun tænkte på at redde sig selv. Mens de burde have tænkt på omvendelse efter alle disse ulykker, holdt de i stedet fest. Nogle mener, at de måske også fejrede deres alliance med Babylon.

William Booth (død i 1912), der sammen med sin kone Catherine grundlagde Frelsesarmeen, havde en drøm en nat. Han drømte om et stormhærget hav og mennesker, der druknede i det, løftede hænderne og råbte om hjælp. Han drømte om en stor, flad båd på havet med mennesker, der festede og dansede på den. Indimellem trak måske en på båden en person op af vandet, men i det store og hele fortsatte de bare med at feste, mens dem omkring dem druknede. På samme måde sagde William Booth også profetisk: »De største farer, som det kommende århundrede står over for, vil være religion uden Helligånden, kristendom uden Kristus, tilgivelse uden omvendelse, frelse uden genfødsel, politik uden Gud og himlen uden helvede.«

Spørgsmål: Hvilken by henvises der til i Es 22:2?

Svar: Det er Jerusalem, da den kaldes Davids by i Esajas 22:9.

Spørgsmål: Hvad er »synets dal« i Esajas 22:5?

Svar: Dette er et ordspil, fordi Hinnoms dal, også kaldet Gehenna, sydvest for Jerusalem, er det sted, hvor de smed deres affald.

Spørgsmål: Hvad er sammenhængen i Esajas 22:13 med udsagnet: »Lad os spise og drikke, for i morgen dør vi!«?

Svar: Det betød, at de havde overskredet grænsen til fortvivlelse. Da de indså, at deres undergang var uundgåelig, besluttede de at leve livet fuldt ud, da de alligevel snart alle skulle dø.

Spørgsmål: Hvad gjorde Sebna forkert i Esajas 22:15-19, at han bliver fremhævet?

Svar: Her var Shebna en embedsmand under Hiskia med ansvar for den kongelige familie. Han var tilsyneladende en af de vigtigste personer, der opfordrede Hiskia til at gøre oprør mod Assyrien. Senere var Shebna og Eljakim sammen med Joah de tre personer, der blev sendt for at forhandle med Sanherib i 2. Kongebog 18:18,26,37; 19:2; Esajas 36:3,11,22; 37:2. Shebna har en høj stilling som forvalter over det kongelige hushold i Esajas 22:15-19. Men i Esajas 36:3,22, som sandsynligvis blev skrevet to år senere, var Shebna blot en skriver, mens Eliakim var forvalter over det kongelige hushold.

Spørgsmål: Hvad var der galt i, at Shebna i Es 22:16 lod sig bygge en grav?

Svar: Der var masser galt i det, hvis han brugte penge fra statskassen til det. Tanken om, at nogen arbejder så hårdt på at skabe en stor grav til sig selv, kan måske lyde mærkelig for moderne ører, men det var almindeligt i Mellemøsten – spørg bare en hvilken som helst farao. Den romersk-katolske pave Julius II lod ligeledes opføre en stor grav til sig selv.

Spørgsmål: Hvad er i Es 22,16 nogle måder, hvorpå troende i dag kan skabe et eftermæle for sig selv, når de i stedet burde høste og discipulere for Guds rige?

Svar: Nogle gange kan folk være mere optaget af deres egen materielle succes end af Guds rige. Det er godt at efterlade en arv til sine børn og børnebørn (Ordsprogene 13:22), men man kan blive så opslugt af at efterlade en så stor arv som muligt, at man mister fokus på Guds rige. Nogle gange kan de være så optaget af deres eget helbred eller helbredet hos nogle af deres kære, at de har mistet fokus på, at mennesker skal komme til Herren. Fader, vi beder om, at du vil hjælpe os med at se, når vi gør det, og at du vil give os et hjerte, der omvender sig.

Spørgsmål: Hvorfor skulle Eljakim i Esajas 22:20-25 blive brudt af?

Svar: Forskerne er uenige; der er to synspunkter.

a) Esajas 22:24 antyder for nogle, at Eliakim udøvede nepotisme ved at lade sin familie besætte stillinger under ham.

b) Der står ikke, at Eliakim gjorde noget særligt forkert. Det er blot en profeti om, at han og hans familie vil lide overlast i krigene mod assyrerne og babylonierne.

Spørgsmål: Hvad henviser Es22:25 , til?

Svar: »Pinden« er Eljakim, Hilkijas søn, ifølge Esajas 22:20. Han »skal være en herlighedstron for sin faders hus«. Alligevel profeterer Esajas22:25 , at pinden »vil give efter; den vil blive skåret af og falde, og den byrde, der hviler på den, vil blive fjernet.« Eljakim lod sig påvirke af nepotisme, eller af at bruge sin stilling som et »forsørgelsessystem« til fordel for sin familie og sine venner.

Alternativt kunne den afskårne pind henvise til, at Eliakims hus faldt fra sin position, da størstedelen af folket blev ført i eksil.

Eller begge dele.

Spørgsmål: Hvordan er dette kapitel opbygget i Es 23:1-13?

Svar: Der er tale om to meget ens chiasmer.

Es 23:1-7 Klagesang over ødelæggelsen

. Es 23:1-3 Jamre og vær derefter stille, Tyrus, sammen med Tarsis og Kypros

. . Es 23:4-5 Skam dig, Sidon

. Es 23:6-7 Flygt til Tarsis og kysten, Tyrus

Es 23:8-13 Guds befalinger bag disse

. Es 23:8-9 Herren har bestemt for Tyrus

. . Es 23:10-12b Oversvømmelse: Herren har bestemt for Sidons datter

. Es 23:12c-13 Se: dit folk skal drage til Kypros, Kaldea [Babylon], Assyrien og Tarsis

Es 23:14-18 Resten af dette kapitel er prosa, ikke poesi.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes byen Tyrus særligt i Es 23:1-18?

Svar: De øvrige profetier er rettet mod lande, såsom Moab og Aram. Men Babylon og Tyrus var oprindeligt blot byer, der havde stor indflydelse og dannede imperier. Et militært imperium ville ønske at kæmpe mod andre militære imperier. Men et handelsimperium ville være mere tilbøjeligt til at ønske at handle med andre imperier end at kæmpe.

Tyrus var en gammel by; arkæologer siger, at den ifølge Herodot blev grundlagt i 2750/2700 f.Kr. af bosættere fra Sidon. Abraham levede omkring 2000 f.Kr.

Tyrus og Israel blev senere gode venner og handelspartnere. Kong Hiram af Tyrus solgte tømmer til Salomo til templet i 1. Kongebog 5:1,7-12 og stillede sømænd til rådighed for Salomos flåde i 1. Kongebog 9:26-27.

Ligesom det senere Rom, Venedig og Genova havde den fønikiske by Tyrus en enorm indflydelse på verdenshistorien. Tyrus var »datterbyen« til Sidon (Sidon var en søn af Kanaan i 1. Mosebog 10:15), men assyrerne ødelagde stort set Sidon. Tyrus blev bygget på en ø ud for det nuværende Libanon. Da assyrerne og babylonierne uden held belejrede Tyrus, »forsvandt« en stor del af byens befolkning simpelthen. Vi ved nu, at de udvandrede til øen Cypern (Kittim i 1. Mosebog 10:4) og til det, der blev kaldt »Elissas kyst«, som var navnet på en dronning. I begge tilfælde smeltede de sammen med den lokale befolkning. Elissas kyst er i dag Tunesien og det nordlige Algeriet. Der grundlagde de byen Karthago og det karthagiske imperium. Det udviklede sig til et imperium, og selvom det primært var et handelsimperium, fordrev det militært grækerne fra Spanien og Sicilien og var tæt på at besejre Rom i de puniske krige. Selvom vi ikke kan identificere det med sikkerhed, kan »Elishah« i 1. Mosebog 10:4 have været Elissas kyst.

Tarsis (nævnt i 1. Mosebog 10:4 og Jeremias 10:9; sandsynligvis Tartessus i det sydvestlige Spanien) var en vigtig sølvminedriftby i Spanien under fønikernes/kartagernes kontrol. Den ligger i den yderste vestlige del af Middelhavsområdet og var sandsynligvis det sted, Jonah forsøgte at flygte hen.

Spørgsmål: Hvad adskiller fønikerne fra de andre nationer, der er nævnt tidligere, i Esajas 23:1-18?

Svar: De andre nationer blev irettesat for deres ugudelighed, herunder deres voldelige erobringer. Fønikerne, som var mere optaget af at blive rige gennem handel end gennem erobring, blev irettesat for deres ugudelighed og deres stolthed over deres rigdom. Deres religion indebar menneskeofringer, men det var måske ikke så fremtrædende som hos kanaanitterne.

Spørgsmål: Hvordan er Tarsis forbundet med Tyrus i Esajas 23:1, 6, 10 og 14?

Svar: Fønikerne grundlagde Tarsis i det fjerne Spanien, vest for Gibraltar, i det 9. eller 10. århundrede f.Kr.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Sidon [Zidon] i forbindelse med Tyrus i Es 23:2,4?

Svar: Byerne Tyrus og Sidon lå kun omkring 25 miles fra hinanden, og indbyggerne i Sidon grundlagde byen Tyrus.

Spørgsmål: Hvad betyder »den kronende by« eller »den, der uddeler kroner« i Es 23:8?

Svar: De forskellige byer i det »fønikiske imperium« var faktisk alle uafhængige med deres egne konger, men Tyrus kunne tilsyneladende have stor indflydelse på, hvem der skulle blive konge.

Spørgsmål: I Es23:15 –17, hvornår fandt dette 70-årige fangenskab i Tyrus sted?

Svar: Fra år 729 f.Kr. indvilligede tyrerne i at lade assyrerne udnævne en guvernør, og Tyrus måtte betale 150 talenter guld om året til Assyrien. Den rige by Tyrus blomstrede på handel, og assyrerne tillod ikke byen Tyrus at udøve nogen form for erhvervsvirksomhed fra omkring 701 f.Kr., da assyrerne erobrede Usse nær Tyrus. Dette ophørte, da Assyriens herredømme over Levanten ophørte omkring 630 f.Kr. Dette svarer til 71 kalenderår eller 72 profetiske år (à 360 dage).

Men befolkningen i Tyrus sad ikke med hænderne i skødet eller var ruineret. Karthago var blevet grundlagt i 815/814 f.Kr., og befolkningen i Tyrus kunne ganske enkelt tage derhen, til Cypern, Tarsis eller andre fønikiske/karthagiske byer for at drive handel.

Spørgsmål: Hvordan er strukturen i Es 24,1-23?

Svar: Dette kapitel kan betragtes som et chiasme.

Esajas 24:1-7a fortæller, hvad Gud vil gøre

. Esajas 24:7b-13 beskriver klagesangen fra de tidligere »glade«

. . Esajas 24:14-16a beskriver reaktionen hos Guds tilbedere

. Esajas 24:16b-18d beskriver de ugudeliges panik

Esajas 24:18e-23 fortæller om den uundgåelige ødelæggelse som følge af Guds dom

Spørgsmål: I Es 24:1-4, hvornår vil jorden (eller landet) blive tømt?

Svar: Esajas 24:1-7 viser, at dette henviser til noget meget, meget større end datidens regionale krige og katastrofer. Esajas 24-27 er blevet kaldt »den lille apokalypse« eller »Esajas’ apokalypse«, fordi disse tre kapitler omhandler endetiden. I sidste ende vil Gud bringe ødelæggelse over hele jordens overflade.

Spørgsmål: I Es 24:5 står der, at folket ændrede forskrifterne – betyder det, at Det Gamle Testamente blev forvansket?

Svar: Nej. Guds ord står fast i himlene (Salme 119:89,91,144,160; 1. Petersbrev1:25 ), og Guds ord vil aldrig vige fra Guds folks mund på jorden (Esajas 59:21). Guds ord vender ikke tomt tilbage til Ham (Esajas 55:11).

Alligevel befalede Gud i Josva 1:8 Josva ikke at lade ordene i Guds lov vige fra Josvas mund. Selvom Gud altså garanterer, at Hans ord ikke vil vige fra alles mund, har Josva (og hver enkelt person) et ansvar for ikke at lade Guds ord vige fra sin egen mund.

Gud vil sikre sit ord på jorden. Nogle mennesker kan dog ignorere Guds love og opstille deres egne love, der strider mod Gud. Det faktum, at nogen opstiller nye love, betyder ikke, at de gamle love går tabt.

Spørgsmål: Hvilken by er »kaosbyen« i Es 24:10?

Svar: Dette oversættes som »forvirringens by« (KJV), »den ødelagte by« (NIV) eller »kaosets by« (BSB). Dette er ikke navnet på en by, men en beskrivelse af en by. Ifølge J. Alec Motyers The Prophecy of Isaiah, s. 201, findes der imidlertid ikke en enkel oversættelse på engelsk. Det bedste er »formløshedens by«. Det samme hebraiske ord, tōhû (ikke tofu!), bruges i Jeremias 4:23 om den formløse jord og himmel. Billedet er noget, der er reduceret til våd ler.

Hvilken by er dette? Baseret på parallellerne til Åbenbaringen 18 og det faktum, at begge passager taler om endetiden, er denne by sandsynligvis Babylon i Åbenbaringen.

Spørgsmål: Hvordan priser vi Gud midt i stormen i Esajas 24:14-16a?

Svar: Esajas 24:1-13 taler om voldsom ødelæggelse, men selv midt i Guds dom kan vi udråbe: »Kom, Herre Jesus!« Vi kan være taknemmelige for, at vi blev skånet for Guds vrede. Selv i mindre alvorlige situationer, som da Paulus og Silas blev slået og kastet i fængsel i Filippi i Apostlenes Gerninger 16:22-34, sang de stadig til Gud ved midnat. Romerne 8:28 lover, at alle ting virker sammen til det gode for dem, der elsker Gud. Så uanset hvad der sker, kan vi synge og prise, med forundring over, hvordan Gud vil bruge dårlige ting, ja, endda katastrofer, til sin ære.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i dag, hvorpå mennesker ikke har noget håb, som beskrevet i Esajas 24:16b-20?

Svar: Nogle i skolen har intet håb om en god karriere.

Andre har intet håb om forandring eller om at komme ud af en elendig situation.

Andre har intet håb om forbedring.

Andre har intet håb; de er sikre på, at de ting, de værdsætter mest, vil blive værre.

Andre har intet håb om at rette op på den fysiske skade, de har påført sig selv gennem stoffer, alkohol og nikotin.

Én ting har de alle til fælles: De ser på deres situation og ser ikke opad.

Spørgsmål: Hvordan forkynder man evangeliet i Es 24,16b-20 til mennesker, såsom mange fanger, der ikke har noget håb?

Svar: De har brug for at se op mod Jesus, blive frelst og se det sikre, uforgængelige håb, de har i himlen.

Spørgsmål: Hvad er »himlens vinduer« i Es 24:18?

Svar: Det samme udtryk bruges i 1. Mosebog 7:11 og 8:2, da Noas syndflod begyndte. De gamle hebræere ville sandsynligvis genkende ligheden.

Spørgsmål: Hvornår vil »himlens hær ovenfra« blive straffet i Esajas 24:21-22?

Svar: Dette henviser til endetiden og kunne henvise til et parallelt afsnit i Åbenbaringen 12:7-12. Dette kunne være ved afslutningen af Trængslen / begyndelsen af Tusindårsriget. Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 303-304, for mere om sammenhængen mellem dette afsnit i Esajas og Tusindårsriget, der nævnes i Åbenbaringen 20:1-7.

Spørgsmål: Hvordan vil solen og månen blive vanæret i Es 24:23?

Svar: Dette er billedligt sprog, der betyder, at de vil blive svage, som om de var i skam. Dette vil ske under Trængslen, når mennesker vil have grund til at sænke hovedet i skam, fordi de erkender Guds hånd på en mere direkte måde end nogensinde før, og alligevel stadig afviser Gud.

Spørgsmål: Hvad er de fire »ekkoer« i denne festsang i Esajas 25:1-27:6?

Svar: Her er de fire ekkoer, eller sangvers.

Esajas 25:1-9 – Frelse for folket efter ødelæggelsen af fæstningen

Esajas 25:9-12 – Moab vil blive ydmyget. (Vers 9 er en overgang.)

Esajas 26 – Judas folk vil blive genoprejst

Esajas 27 – Herren beskytter sin vingård

Kapitel 25 i sig selv er som et kunstværk i levende farver.

Esajas 25:1-5 er en mørk og dyster kulisse med en storm af frygtelig ødelæggelse.

Esajas 25:6-9 er den lyse dag efter, med et festmåltid, der indbyder alle de frelste, og selv de døde vil komme til festen.

Esajas 25:9-12 handler om fjernelsen af dem, der kæmper imod Gud og hans folk.

Spørgsmål: Hvordan er denne ødelæggelse i Esajas 25:1-2 et af de »vidundere«, som Gud har udført?

Svar: Det er sandt, at ødelæggelse aldrig ser vidunderlig ud for den, der bliver ødelagt; spørg enhver forbryder, der skal henrettes. Men hvis en fjende, der er ved at dræbe dig, bliver standset, er det en vidunderlig ting for dig. Denne ødelæggelse er faktisk vidunderlig på to måder.

Tilintetgørelsen af Judas fjender er vidunderlig for Juda, idet hun kan leve i fred, når de, der ønsker at invadere hende, bliver tilintetgjort.

Retshåndhævelse er en vidunderlig ting, idet al den store uretfærdighed, der er begået på jorden, endelig vil blive rettet op.

Spørgsmål: Hvad er »fin modnet vin« (bogstaveligt »vin på bærmen«) i Es 25,6?

Svar: Det betyder lagret vin, som tilsyneladende smager bedre end »ny vin«, der ikke er blevet lagret. Typisk blev den først gæret og opbevaret i lang tid. Den blev filtreret inden den blev drukket, så den både var stærkere og klar.

Spørgsmål: Hvad er dækket over alle folkeslagene i Es 25:7b-8a?

Svar: Et bedre udtryk er »ligklæde«, som i et tæppe til et lig. Billedet her er slående; Gud vil fjerne dødens ligklæde, der dækker menneskerne, og de vil blive levende igen.

En kommentar (Keil-Delitzsch, del 1, s. 440) hævder, at ligklædet i Esajas 25:7 er åndelig blindhed, mens Esajas 25:8 er døden. Der er imidlertid intet andet i Esajas 25 om blindhed, hverken fysisk eller åndelig. Folk bærer ikke et ligklæde, fordi de er blinde. Esajas 25:7 henviser altså til et dødens ligklæde, hvilket stemmer overens med Esajas 25:8.

Spørgsmål: Hvem er svømmeren i denne metafor i Es 25:11a?

Svar: Grammatisk set er der tre muligheder.

a) Svømmeren er Moab / de ugudelige.

b) Svømmeren er Gud.

c) Det er ikke specificeret på hebraisk.

Men svømmeren svømmer i en bunke eller en dam af affald, så det lyder som det onde Moab, ikke Gud.

Q: Hvordan kan denne metafor i Es 25:11a anvendes på nogle mennesker i dag?

Svar: Hvis en person har en beskidt mund, lever et beskidt liv og har »infektioner i sin sjæl«, så kan man se det som en person, der forsøger at svømme i gylle. Men uanset hvor modbydelig en person er, kan Gud række ud til vedkommende og stadig elske vedkommende så meget, at Han trækker vedkommende til sig og bringer frelse til vedkommende. Men Gud stopper ikke der. Han vasker også vedkommende ren og renser vedkommende gennem helliggørelse.

Spørgsmål: Hvorfor er Gud i Es 25,11 og Es 26,5 så opsat på at ydmyge de stolte?

Svar: Det står ikke i Skriften, men der kan være mindst tre indbyrdes supplerende grunde.

Guds herlighed: Gud ønsker, at alle skal prise ham, og det faldne menneske har en tendens til at prise sig selv i stedet for Gud.

For deres egen skyld: Nogle gange har et menneske brug for at blive ydmyget og lagt fladt på ryggen, før det vil se op.

For andres skyld: Nogle gange, når en person ydmyges eller tugtes, vil andre lægge mærke til det og lære af den pågældende persons straf.

Spørgsmål: Hvad siger denne sang i Esajas 26:1-21, på et overordnet plan, om vores tilbedelse?

Svar: Esajas 25,1 er skrevet i første person ental, »jeg«, mens Esajas 26,1 er skrevet i første person flertal, »vi«. Selvom det primært er en lovsang og sekundært en takkesang til Gud samt en opmuntring til andre, er det i alle tre henseender en festlig sang. Vores tilbedelse og gudstjenester kunne kaldes »festgudstjenester«. Selvom der også er tid til at sørge, bekende vores synder og bede om Guds forbøn, bør fejringen være et centralt fokus i tilbedelsen.

Spørgsmål: Hvordan bevarer Gud i Esajas 26:3 mennesker i fuldkommen fred, når deres sind er standhaftigt?

Svar: Gud fjerner ikke vores vanskeligheder, men han giver os trøst, styrke og hjælp til at komme igennem disse vanskeligheder. Dette lyder ligesom Filipperne 4,6-7, hvor der står, at vi ikke skal være bekymrede for noget, men hvis vi fremsætter vores bønner til Gud, vil Guds fred, som overgår al forstand, bevogte vores hjerter og sind.

Spørgsmål: Hvordan er de retfærdiges veje jævne og glatte i Esajas 26:7-8?

A: En måde at forstå disse vers på er at fokusere på stien. En god sti er jævn, så man ikke snubler, den går ikke i cirkler eller fører den forkerte vej.

En anden måde at forstå disse vers på er at fokusere på de mennesker, der finder vejen at vandre ad. Vi ved, hvor vi er på vej hen, og hvilken vej der fører derhen. Når vi vandrer på Guds vej, behøver vi ikke at skjule os eller leve i skam over det, vi gør eller ikke har gjort.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Es 26,8-9 dyrke en holdning, hvor vi længes efter Gud?

Svar: Her er nogle måder, hvorpå vi kan fordybe vores kærlighed til Gud.

Brug tid på bøn, glæd dig over Gud og pris ham. At bede ud fra en følelse af pligt og selvdisciplin er godt, men at bede fordi man nyder det, er endnu bedre.

Lær at vente på Guds ledelse i stedet for selv at gå foran og håbe, at Gud vil følge efter.

Ære Gud på jorden gennem vores liv, både i vores lydighed og i vores tjeneste.

Prædik og undervis, så Guds navn bliver æret på jorden.

Sørg for andres materielle behov såvel som deres åndelige behov.

Elsk Gud højere end alt andet, og elsk din næste som dig selv.

Husk Guds løfter om evigt liv, så vil fristelserne og lidelserne her på jorden forekomme små. (1. Petersbrev 1:6-9; 1. Korintherbrev 2:9)

Spørgsmål: I Es 26:10, er det de ugudelige, der »ikke ser Herrens herlighed«, eller vil alle skue Guds herlighed, som der står i Es 40:5?

Svar: Åbenbaringen 1:7; Filipperne 2:10; Esajas 40:5 og Esajas 45:23-24 viser, at alle i sidste ende vil se Gud. Esajas 26:10 siger, at den ugudelige »ikke ser Herrens herlighed«. Det hebraiske ord for »at se/betragte« er chazah. Ifølge Strongs konkordans betyder det »at stirre på, mentalt at opfatte, at betragte (med glæde); især at have et syn af«. Der er to supplerende svar.

1. De ugudelige overvejer eller betragter ikke Herren, men til sidst vil alle se Herren, uanset om de vil det eller ej.

2. De ugudelige genkender ikke Herren nu, men til sidst vil alle se Herren.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Esajas 26:13-14, at de ugudelige, der er døde, ikke vil opstå, og at mindet om dem vil forsvinde?

Svar: I Esajas 26:13-14 står der, at de ikke længere vil leve; det er sandt, de vil være i helvede og i sidste ende ende i ildsøen, den anden død.

De vil hverken blive husket på jorden eller for den sags skyld i himlen.

Selvom de ikke vil opstå, vil de alligevel stå foran Kristus ved dommen ved den store hvide trone i Åbenbaringen 20:12-13. Men uanset hvad vil de blive kastet i ildsøen og ikke opstå, jf. Åbenbaringen 20:15.

Spørgsmål: Hvad siger Esajas 26:19 om opstandelsen?

Svar: Dette er et af de vers, der viser, at de – i modsætning til hvad kritikerne hævder – troede på et liv efter døden allerede før eksilet. Se også Esajas 25:7b-8a. Andre vers, der ligeledes viser dette, er Hosea 13:14; Ordsprogene 14:32; Job3:13 -17 og Job19:26 -27. Dette omfatter naturligvis ikke Daniel eller Ezekiel, som blev skrevet efter eksilet.

Spørgsmål: Hvorfor bliver slangen Leviathan straffet i Es 27:1-3?

Svar: Svaret er enkelt, hvis man forstår, hvad Leviathan symboliserer. Der er fire opfattelser af Leviathan i Esajas.

1. En dinosaur. Folk i oldtiden stødte sandsynligvis af og til på knogler fra dinosaurer.

2. Et stort vanddyr, såsom en flodhest, en krokodille eller en hval.

3. Den repræsenterer nationen Egypten.

4. Allegorisk set Satan. Dette er baseret på paralleliteten mellem Esajas 26:17-27:2 og Åbenbaringen 12:1-13.

Det mest sandsynlige svar i dette poetiske afsnit er 2 plus 3 plus 4.

Spørgsmål: Er trompeten i Es 27:13 den samme som i 1 Thess4:17 ?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, kunne det sandsynligvis være den samme trompet, da begge vil samle Guds folk fra fjerne lande. I Esajas 27:13 vil de komme til »Zion«, som her faktisk kunne være himlen.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af udtrykket »den visnende blomst af hans herlige pragt, der står på toppen over den frugtbare dal« i Es 28:1,4?

Svar: Dette var tilsyneladende et almindeligt motiv, hvorved Gud fortalte dem, at det ikke var godt at være stolt. Selvom vi ikke er sikre på betydningen af disse ord for de ugudelige israelitter, kan det henvise til den stadig tilstedeværende, men svindende herlighed fra deres fortid.

Spørgsmål: Hvad er »en moden figen før sommerhøsten« i Es 28:4?

Svar: Det er den første frugt, der dukker op og modnes inden hovedhøsten.

Spørgsmål: Hvad er et »diadem« i Es 28:5?

Svar: En diadem er en krone, ofte besat med diamanter eller andre ædelstene.

Spørgsmål: Henviser Es 28:10-13 til arabisk, da der tales om folk med en stammende tunge?

Svar: Dette er igen ønsketænkning. Græsk er fjernere fra hebraisk end arabisk er. Imidlertid siger Esajas 28:13, at Herrens ord for dem blot var regler, og mange mennesker ser sunni-islam på samme måde, blot som regler, der skal følges, uden noget personligt forhold til Gud.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af stammende læber og et andet sprog i Es 28:11?

Svar: Jøderne kendte til den sande Gud i århundreder. Ikke desto mindre vil folk fra nyere nationer, der taler andre sprog, i fremtiden undervise jøderne om den sande Gud.

Spørgsmål: Hvad betyder dette i Esajas 28:13?

Svar: Der er to synspunkter.

Regel på regel: Guds ord er for dette folk blevet intet andet end regel på regel, der skal følges. De har mistet lysten til at nærme sig Gud.

Vrøvl: Dette var en hån mod den berusede pludren hos nogle af Jesajas tilhørere. I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 305, fremføres denne opfattelse, og der siges, at det drejer sig om en gentagelse af to bogstaver i det hebraiske alfabet, lidt ligesom det engelske slangudtryk »watch your p’s and q’s«. Der tilføjes også den interessante bemærkning, at »watch your p’s and q’s« på engelsk oprindeligt betød at holde øje med sine pints og quarts.

Spørgsmål: Hvordan forholder grundstenen sig til Kristus i Es 28:16?

Svar: Kristus er hjørnestenen i vores forhold til Gud, som 1. Petersbrev 2:6 viser.

Spørgsmål: Hvad er Guds »mærkelige værk« eller »foruroligende opgave« i Es 28,21?

Svar: Dette henviser til en god, venlig og kærlig Guds værk, når han tilintetgør mennesker på grund af kravene om retfærdighed og hellighed. Gud ønsker ikke, at nogen skal gå fortabt (2. Petersbrev 3:9; Ezekiel 18), men da han udøver retfærdighed, vil han dømme mennesker.

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Jerusalem »Ariel« her i Esajas 29:1-2,7?

Svar: Esajas omtalte Jerusalem med det billedlige navn »Ariel«. På hebraisk kan Ariel betyde »Guds løve«, og det kan også betyde »alterildsted«. I *The Believer’s Bible Commentary* s. 959 står der, at Esajas antyder, at byen, der engang var en Guds løve, vil blive som et brændende alter, og dens indbyggere vil blive dens ofre.

Spørgsmål: Hvad er meningen med verset i Esajas 29:1?

Svar: Dette vers skaber baggrunden. Jerusalem er centrum for de tre årlige højtider, hvor alle israelitter skulle samles, og byen havde også de andre højtiders pomp og pragt samt ofrene. Den religiøse cyklus var næsten selvforstærkende, og der var slet ingen grund til overhovedet at tænke på Gud. Men selvom de stadig fejrede alle disse højtider, som Gud havde befalet, antydede det, at Gud næsten ikke anerkendte denne by, fordi der manglede åndelig inderlighed der, selv midt i al den religiøse inderlighed. Tanken er, at »alterets ildsted« i stedet for blot at brænde offerdyrene vil udvide sig til at omfatte hele byen.

Vers 1 lægger grunden til vers 2, hvor Gud vil bryde deres holdning, der går ud på blot at udføre ritualerne igen og igen. Så i dag: går du i kirke hver uge? Så er det jo fint! Men forbereder du dit hjerte på at lytte til Gud i kirken?

Spørgsmål: Hvad er nogle af de ting, som mennesker i dag gør igen og igen i Es 29,1-2, som Gud er nødt til at »bryde rutinen« for og få dem til at tænke over større ting?

Svar: Alle har vaner, og vaner kan være gode eller dårlige. Nogle dårlige vaner, såsom at drikke sig fuld eller blive høj hver uge, se porno eller ryge, skal stoppes. Andre vaner, såsom at gå i kirke, bede og studere Bibelen, er gode vaner, men de kan udføres enten med mening eller blot som en rutine. Vi har brug for tid til blot at sidde alene med Gud og reflektere over vores liv, vores forhold til Ham og vores tjeneste for Gud. Ellers risikerer vi at ære Gud med vores læber, mens vores hjerter er langt fra Ham (Esajas 29:13).

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved ordvalget i Es 29:2?

Svar: Det hebraiske ord »alterildsted« i dette vers er et ordspil (en ordvits) på det hebraiske ord for »Ariel« i vers 1 og 2, som henviser til Jerusalem. Det betyder også »alterildsted« i Ezekiel 43:15-16.

Spørgsmål: Kunne dette i Esajas 29:4 henvise til Mormons Bog, som nogle mormoner hævder?

Svar: Stemmen »som en ånd fra jorden« (en »bekendt ånd« i nogle oversættelser) henviser til okkulte ånder. Medmindre mormonerne ønsker at anerkende en forbindelse mellem mormonismen og det okkulte, eller til indbyggerne i Jerusalem, der syndede ved at bruge spiritister for at forsøge at kommunikere med de døde, ville der ikke være nogen forbindelse.

Joseph Smith jr., mormonismens grundlægger, blev imidlertid dømt for forseelsen »glass-looking«, som var en okkult praksis. Måske har mormonerne alligevel en pointe her, når de knytter dette til mormonismen.

Spørgsmål: Hvad betyder dette i Es 29:4?

Svar: Dette henviser til det onde folk i Jerusalem. De, der havde kontakt med spiritister, ville selv blive et dødt folk. De ville blive ydmyget som støv og forgå ligesom de ånder, som de forsøgte at kommunikere med.

Spørgsmål: I Es 29:7-8, hvornår vil denne mirakuløse befrielse af Jerusalem finde sted?

Svar: Dette kan henvise til enten:

a) Den pest, der ramte den assyriske hær, der belejrede Jerusalem, eller

b) Endetidens ødelæggelse ved afslutningen af tusindårsriget.

c) eller begge dele og mere.

Svaret findes helt i slutningen af vers 8. Dette gælder alle, der kæmper mod Sions bjerg (Jerusalem). Selvom assyrerne måske havde nogle få soldater fra andre lande, var det i virkeligheden ikke en skare af nationer, der drog i krig mod Jerusalem i den assyriske tid. Så dette henviser måske ikke til en bestemt periode, men snarere til alle de gange, hvor en hær drager i krig mod Guds folk i Jerusalem. Naturligvis erobrede babylonierne Jerusalem to gange, fordi Gud sendte dem. Romerne indtog Jerusalem efter belejringer i år 70 e.Kr. og senere i år 135 e.Kr., hvilket tyder på, at Guds beskyttelse af dem ikke længere var gældende, efter at de havde korsfæstet deres Messias.

Det er både interessant og trist at bemærke, at folkets tillid til, at Gud beskyttede Jerusalem, varede længere end Guds faktiske beskyttelse af dem i år 70 e.Kr. På samme måde i dag: Hvis vores land ikke følger Gud, vil vores tillid til, at Gud vil beskytte vores land, måske vare længere end Guds faktiske beskyttelse af vores land.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Es 29,10-13, at man ikke kan læse bogen?

Svar: I 400 år før Kristus ville der være en pause i Guds profetier. Nogle ville ikke følge Messias, fordi de ikke læste Guds ord. Andre, såsom farisæerne, læste godt nok Guds ord, men de valgte ikke at anerkende Messias, da han kom.

Spørgsmål: Hvordan kan en persons læber i Esajas 29:13 nærme sig Gud, mens hans hjerte er langt væk?

Svar: Folk kan tilslutte sig en religion af alle mulige årsager. En person fortalte mig, at han blev medlem af Mormonkirken, fordi han der kunne have mere end én kone. Han fortalte mig også, at han forlod kirken, da han fandt ud af, at det kun var muligt i himlen, ikke på jorden. Jeg har hørt om en muslimsk fundamentalist, der faktisk var ateist. Han fortalte min ven, at han syntes, det var en god måde at leve på.

Andre tilslutter sig en religion – eller forbliver, som det oftere er tilfældet, i en religion – på grund af skik, familie eller manglende lyst til at søge sandheden.

Spørgsmål: Hvordan har nogle mennesker i dag tingene »på hovedet« eller »vendt på hovedet«, som der står i Es 29:16 og Ez 16:34?

Svar: Dette farverige, men alligevel præcise hebraiske ord er hepek. Krukken fortalte ikke pottemageren, hvad han skulle gøre, og kan ikke sige: »Han skabte mig ikke.« På samme måde vil nogle mennesker i dag fortælle Gud, hvad han skal gøre, og hvordan han skal handle, på grund af deres uudtalte holdning: de ved bedre end Gud. Når du tænker, at Gud har brug for råd eller hjælp, eller at Gud ikke er tilstrækkelig i sig selv, så må du stoppe op og undersøge din holdning til Gud. Gud har masser af arbejde, vi skal udføre, og hans folk er ikke altid flittige med at gøre det. Nogle gange er det, fordi de er dovne, og andre gange er det, fordi de har travlt med at gå deres egne veje og flittigt gøre andre ting.

Spørgsmål: Taler Esajas 29:22 om den enkelte person Jakob, eller om israelitterne, der stammer fra Jakob?

Svar: Selvom dette gælder for Jakob i himlen, er den primære betydning her hans efterkommere, israelitterne. Guds løfter til de enkelte personer, Abraham, Isak og Jakob, havde aspekter, der endda strakte sig til deres efterkommere.

Spørgsmål: Hvordan reagerer folk i Esajas 29:22-24, når de med nød og næppe undslipper en katastrofe?

Svar: Dette skete, da assyrerne belejrede Jerusalem, men efter at 185.000 assyrere på mirakuløs vis blev dræbt, trak assyrerne sig tilbage.

Befolkningen i Jerusalem gik, som de fleste mennesker, hurtigt fra stor stress til at ånde lettet op. De begyndte måske at tage templet mere alvorligt. I dag ville folk måske gå mere i kirke. Men ofte falder mange af dem tilbage i deres gamle vaner. Når en person, der ikke lever i overensstemmelse med Gud, undgår en katastrofe med nød og næppe, kan man se det som en tugtelse, som en befrielse og som noget, man skal takke Gud for. Men der er også en anden måde at se på det: Gud gav dem blot en mulighed. Denne katastrofe brød den cyklus og det mønster, de hele tiden gentog, som i Esajas 29:1, og tvang dem til at stoppe op og tænke over deres situation. På dette tidspunkt kan et menneske virkelig overveje, hvor dets forhold til Gud står, komme tættere på Gud og bede Gud om at forvandle dem, så de kan vende sig bort fra deres synd.

Spørgsmål: Hvor ligger byen »Hanes« i Esajas 30:4?

Svar: Hanes var en by i Egypten ca. 55 miles (88 kilometer) syd for Memphis på Nilenes vestbred, ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 751. Der står dog også, at nogle få forskere, baseret på en aramæisk (syrisk) targum, identificerer Hanes med Tahpanhes, en fæstning i det østlige Egypten.

I *Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1080, står der, at Hanes’ beliggenhed i Egypten er ukendt, men at den sandsynligvis lå i nærheden af Zoan. Zoan ligger tæt på Egyptens nordøstlige grænse.

Spørgsmål: Hvordan kunne folk i Es 30,10 kun bede profeterne om at fortælle dem det, de ønskede at høre?

Svar: Folk ønsker nogle gange at føle sig godt tilpas med sig selv og føle sig tæt på Gud, uden at have ansvaret for at adlyde Gud. Gud ønsker ikke kun din tid, dine penge og dine evner; Gud ønsker dig.

2 Timoteus 4:2-5 advarer os også om, at folk i de sidste dage vil omgive sig med lærere, der underviser i det, de gerne vil høre. Det overraskende er, at folk, der er sådan, generelt ikke bevidst indrømmer dette, ikke engang over for sig selv.

Hvordan kan vi vide, om vi er sådan? Paulus pålægger os i 2. Korintherbrev 13:5 at prøve os selv. Hvis den sande Gud bad os om at gøre noget, vi ellers ikke ville have lyst til, ville vi så gøre det?

Spørgsmål: I Esajas 30:15-17, hvornår vil profetien om flugten på heste blive opfyldt?

Svar: Dette var tilfældet, da assyrerne og senere babylonierne invaderede Palæstina.

Spørgsmål: I Esajas 30:21, henviser dette til Helligånden, der er givet til de kristne?

Svar: Sandsynligvis ja. Siden pinse bor Helligånden i alle troende (Romerne 8:9-16), men før pinse var dette ikke tilfældet. Helligånden var kun i visse troende, såsom profeter, og Helligånden kunne forlade dem, ligesom Herrens Ånd forlod Saul i 1. Samuel 16:14, og Herren forlod Simson (Dommerbogen16:20 ).

Spørgsmål: Skal vi ifølge Esajas 30:22 og 42:17 besmitte og ødelægge alle afgudsbilleder?

Svar: Dette vers siger, at de troende skal besmitte og ødelægge hvert eneste af deres afgudsbilleder. Det henviser ikke til afgudsbillederne hos andre, som er ikke-troende, og israelitterne invaderede aldrig Egypten eller andre lande med det ene formål at ødelægge afgudsbilleder. Det hebraiske ord, pesel, er et billede til tilbedelse af en person eller et dyr. En af de vigtigste forskelle mellem hedensk tilbedelse og israelitternes tilbedelse af den sande Gud var fraværet af afgudsbilleder.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Es 30,22 vigtigt ikke at have afgudsbilleder i sit hus?

Svar: Dette er vigtigt af mindst tre grunde.

1. Gud bryder sig ikke om afgudsbilleder og har forbudt os at have billeder af andre guder. I 2. Mosebog 20:4-5 nævnes afgudsbilleder, selv uafhængigt af forbuddet mod at have andre guder. Dette alene er grund nok.

2. Det giver indtryk af ondskab. I 1. Thessalonikerbrev5:22 står der, at man skal undgå enhver form for ondskab. I 1. Thessalonikerbrev 5:22 er ordet for udseende/form »eidos« på græsk. Selv hvis man aldrig tilbeder afgudsbilledet, bagatelliserer man synden ved afgudsdyrkelse ved at have billedet stående i sit hjem.

3. I Esajas 30:22 står der, at når israelitterne besmittede deres udskårne billeder, ville Gud velsigne dem.

Se også diskussionen om Ezekiel 5:11 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Vil solens og månens lys i fremtiden, som det står i Esajas 30:26, blive stærkere, eller vil det blive svagere, som det står i Esajas 24:23?

Svar: Begge dele. Solen blev formørket, og månen blev til blod under Kristi korsfæstelse. Det vil ske igen i Åbenbaringen 6:12-13 og igen i Åbenbaringen 8:12. Senere vil solen brænde mennesker med ild i Åbenbaringen 16:8. Derefter vil dyrets rige blive kastet ud i mørke i Åbenbaringen 16:10. Endelig vil der ifølge Åbenbaringen 22:5 ikke længere være behov for solen under den nye himmel og den nye jord.

Spørgsmål: Hvor ligger »Topheth« i Esajas 30:33?

Svar: Topheth lå i Hinnom-dalen syd for Jerusalem. Det var her, Gehenna lå, som også blev brugt som en metafor for helvede.

Spørgsmål: I Esajas 31:8, hvornår blev denne profeti om den assyriske hær opfyldt?

Svar: Dette skete, da den assyriske hær belejrede Jerusalem i 2. Kongebog 19:35.

Spørgsmål: I Esajas 32:6-8, hvordan lader nogle ”de sultne gå tomhændede” og berøver ”de tørstige drikken”?

Svar: Grundlæggende holder de de fattige nede, så de på ingen måde nogensinde kan slippe væk. Det kan ske gennem høje gebyrer, monopolistisk fastsættelse af huslejen til høje priser, lån med høj rente og ved at tvinge dem til kun at købe varer til højere priser.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved strukturen i dette digt i Es 32,6-8?

Svar: Strukturen er virkelig unik. Den første strofe, i vers 6, om tale og handlinger, består af seks linjer. Den anden strofe, i vers 7, om onde rænker, består af fire linjer. Den tredje og sidste strofe, vers 8, om de gavmilde, består af to linjer.

Spørgsmål: Hvorfor kan det i Es 32:9-10 og Am 6:3-7 være forkert at være selvtilfreds eller afslappet og ubekymret?

Svar: Selvtilfredshed betyder her ubekymret. Når der er undertrykkelse, ønsker Gud ikke, at folk skal være ligeglade med andre og have det godt.

Spørgsmål: Hvordan kan dette i Es 32:14 blive ødelagt for evigt, når Es 32:15 siger, at det vil vende tilbage?

Svar: Det hebraiske ord ’ad-’olam kan betyde for evigt, eller det kan blot betyde en meget lang tid. I vers 14 betyder det åbenbart ikke for evigt på grund af vers 15.

Spørgsmål: I Es 32:15-20, hvornår vil dette ske?

Svar: Tidsperioden er ikke angivet, men det vil helt sikkert være tilfældet under Kristi tusindårige regering. Om dette vil være tilfældet i visse dele af verden før tusindårsriget, er et åbent spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan vil »retfærdighed … bo i ørkenen« og »retfærdighed … bo i det frugtbare land« i Esajas 32:16?

Svar: Konteksten var Israels eksil og Judas forestående eksil. Dom og retfærdighed ville forblive i landet. Efter eksilet ville de mennesker, der længtes efter Guds dom og retfærdighed, vende tilbage til landet.

Spørgsmål: Hvordan bliver byttet i Es 33,4 »indsamlet som af græshopper«?

Svar: Nogle oversættelser bruger ordet »larve« her. Det drejede sig ikke om larver fra sommerfugle og møll, men om larver, der var frygtede. Det var græshoppe-larver, der hærgede markerne og efterlod hungersnød i deres kølvand.

Spørgsmål: Hvem har i Es 33,8 brudt en pagt her?

Svar: I 2. Kongebog 18:13-18 indvilligede Sanherib i at lade Jerusalem være i fred, efter at han havde modtaget den tribut, han krævede, nemlig 300 talenter sølv og 30 talenter guld. Hiskia måtte endda fjerne guldet fra templets døre for at skaffe nok guld til at betale ham. Derefter brød Sanherib aftalen og angreb alligevel Jerusalem. De gik fra at stole på Egypten til at stole på deres rigdomme (samt Sanheribs ord), og ingen af delene hjalp dem.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at Libanon, Sharon, Basan og (Karmelbjerget) nævnes i Esajas 33:9?

Svar: Disse fire steder var nogle af de smukkeste områder i Israel, Syrien og Libanon. Libanon var kendt for sine skove; Sharon og Basan var meget frugtbare områder, og Karmelbjerget var det højeste bjerg i området.

Spørgsmål: Hvornår vil himlen i Esajas 34:4 blive rullet sammen som en skriftrulle?

Svar: Dette vil ske under Trængslen, når det sjette segl åbnes i henhold til Åbenbaringen 6:14.

Spørgsmål: I Es 34:5, hvordan bliver Guds sværd badet/gennemblødt i himlen?

Svar: Det betyder ganske enkelt, at Gud vil sørge for, at de fleste edomitter bliver dræbt med sværdet. Udtrykket om at gøre et sværd beruset eller at bade et sværd betyder at bruge det til at dræbe så mange mennesker, at det bliver »badet« i blod.

På hebraisk står der bogstaveligt: »Mit sværd er gennemvædet i himlen.«

Septuaginta siger: »Mit sværd er blevet beruset i himlen.«

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Idumea i Es 34:5,6 og Ez 35:15; 36:5?

Svar: Idumea var et senere navn for landet Edom. Det blev først kaldt Idumea omkring det fjerde århundrede f.Kr., næsten 200 år efter at Esajas blev skrevet. Den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible, s. 545, nævner korrekt, at dette var navnet i græsk og romersk tid, og at RSV brugte »Edom«. Asimov undlader imidlertid at nævne, at der i alle fire vers står »Edom« på hebraisk. Det er kun King James-versionen, der bruger det anakronistiske navn Idumea. Naturligvis bruger Septuaginta, der er skrevet på græsk, også Idumea.

Spørgsmål: Hvem vil Herrens sværd være rettet mod i Es 34:5-6?

Svar: I Esajas 34:5 er det rettet mod væsener »i himlene«, og i Esajas 34:6 skifter fokus til kampen på jorden. Denne store nedslagtning på jorden begynder i Edom og er den samme som den, der finder sted, når Kristus kommer igen i Åbenbaringen 19:15, ifølge New Geneva Study Bible, s. 1081.

Hvad angår betydningen af kampen i himlen, er der to synspunkter, og begge kan være sande.

Afguds-panteoner: Guds sværd vil tilintetgøre tilbedelsen af disse falske guder. New Geneva Study Bible, s. 1081

Krigen i himlen, der nævnes i Åbenbaringen 12:7-9.

Afguder og ødelæggelsen af himlene og jorden: Den første opfyldelse er ødelæggelsen af de edomitiske guder, men den endelige opfyldelse er ødelæggelsen af himlene og jorden i Åbenbaringen 21 (New International Bible Commentary, s. 744).

Spørgsmål: I Es 34:10 og Es2:10 -21 – hvornår er denne Herrens dag?

Svar: Dette er Herrens dag i endetiden, som nævnes i Åbenbaringsbogen.

Spørgsmål: I Es 34:10, hvornår vil Edoms røg stige op for evigt og altid?

Svar: Dette kan henvise til Babylons røg, der stiger op for evigt og altid i Åbenbaringen 19:3. Generelt er de ugudeliges undergang evig.

Spørgsmål: I Esajas 34:13-15, hvad er disse dyr?

Svar: Den jødiske Tanakh og andre oversættelser siger, at de fleste af disse dyr ikke kan identificeres med sikkerhed.

Selvom vi i dag ikke kan være sikre på nogle af disse navne, kan en person i ørkenen heller ikke være sikker på de uhyggelige lyde, han hører om natten. Dette forladte, spøgelsesagtige billede af Edoms spøgelsesbyer er et levende billede på en nations undergang, som var så tæt knyttet til israelitterne, men alligevel ikke ville have noget at gøre med Israels Gud.

Spørgsmål: Kunne Es 35,1-2 henvise til Bahá’u’lláh fra bahá’í-troen, fordi der tales om, at det udtørrede land skal glæde sig, og om Libanon og Karmel, hvor Bahá’u’lláh tilbragte de sidste år af sit liv?

Svar: Nej. Jesus var også i det område, så omtalelsen af disse steder i sig selv giver ikke Bahá’u’lláh forrang frem for Jesus. I modsætning til profetien i Esajas 35:1,2 var der kun få mennesker i Libanon eller Israel, der glædede sig »med jubel og sang« over, at Bahá’u’lláh var der. Da briterne overtog regionen efter Første Verdenskrig, fortsatte muslimerne stort set med at gøre deres ting, druserne fortsatte med at gøre deres ting, jøderne kom senere ind i Israel, og der var voldsomme krige (ikke glæde) mellem de to grupper, og jeg har ikke hørt om megen glæde i det område, siden Bahá’u’lláh kom dertil. Dette antyder på ingen måde, at Bahá’u’lláh forårsagede al den strid og lidelse derovre; snarere var Bahá’u’lláh, hvad angår glæden eller lidelsen på Karmelbjerget, irrelevant.

Spørgsmål: I Esajas 35:5-10, hvornår vil denne opblomstring af ørkenen finde sted?

Svar: Mange ørkenområder i Israel blomstrer bogstaveligt talt i dag, og det til trods for, at landet i dag er mere tørt, end det var i bibelsk tid. Årsagen til dette paradoks er kunstvanding.

Spørgsmål: I Es 35:8, hvilken vej er »Hellighedens Vej«?

Svar: I Esajas 35:8-10 vil kun de frelste befinde sig på denne vej, ikke nogen ugudelige mennesker. Dette vil højst sandsynligt ske i tusindårsriget.

Q: I Es 35:8, bør der stå: »De ugudelige tåber vil ikke færdes på den« eller »de enfoldige vil ikke vige fra den«?

Svar: Dette er ikke en variation i manuskripterne, men snarere to måder at fortolke ordene på. Betyder »tåber vil ikke fare vild på den«, at vildfarne tåber ikke vil befinde sig på den, eller at »selv tåber på den vil ikke fare vild«?

Spørgsmål: I Es 36:1, hvilket år af Hiskia regeringsperiode var dette?

Svar: Dette er lidt problematisk, og der er to svar, der udelukker hinanden.

Medregering: Konger regerede ofte sammen med deres sønner. Hiskia begyndte sin regeringsperiode, hvor han regerede sammen med Akas, i det tredje år af kong Hoseas regering (ca. 729 f.Kr.) ifølge 2. Kongebog 18:1. Hiskia blev enekonge i 716 f.Kr. Vi ved, at Sanheribs angreb blev afblæst i 701 f.Kr., og lad os antage, at han belejrede Jerusalem i to år, da babylonierne brugte 18 måneder i 2. Kongebog 25:1-4. Dette ville være ca. 14 år fra Hiskias enevælde.

Afskrivningsfejl: Der kan være tale om en afskrivningsfejl i et tal, og der bør stå 24 år, ikke 14. På hebraisk ville det være »arba aserim« i stedet for »arba ‘esreh«, ifølge J. Alec Motyers *The Prophecy of Isaiah*, s. 276–277.

Spørgsmål: Hvordan passer Esajas 36:1-39:8 ind i denne bog?

Svar: Afsnittet Esajas 36-39, som undertiden kaldes »Hiskias Bog«, er parallelt med 2. Kongebog 20,12-19. Esajas 36-39 udgør en overgang mellem Esajas 1-35 og Esajas 40-66. Det er både et højdepunkt i Esajas 1-35 og et forord til Esajas 40-66. Esajas 36-39 er desuden næsten identisk med 2. Kongebog 18:13-20:19. To undtagelser er, at Esajas 38:9-20, Hiskia klagesalme, mangler i 2. Kongebog, og at 2. Kongebog 18:14-16 fortæller os, at Hiskia betalte tribut til Assyrien, mens Esajas udelader dette. Enten har 2. Kongebog hentet fra Esajas som kilde, eller også har Esajas hentet fra 2. Kongebog.

Esajas 1-35 handlede udelukkende om at stole på Gud og følge ham. Men det spørgsmål, som Rabshakeh stiller i Esajas 36:5: »Hvem stoler I nu på?«, er det centrale punkt i dette afsnit. Fra og med Esajas 36 blev Hiskia nu sat på prøve: Efter al denne snak, hvad vil du så gøre nu? I dag kan vi tale meget om Gud og om at følge ham, men der er mange gange i vores liv, hvor vi bliver sat på prøve: Hvem vil vi stole på, når det gælder vores økonomi, sikkerhed og frygt, familie, lykke og glæde, sundhed samt fremtid og håb?

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved det sted, hvor Rabshakeh (feltherren) ventede på dem i Es 36,2f?

Svar: Rabshakeh og Tartan var embedsbetegnelser, ikke personnavne. Rabshakeh betyder bogstaveligt talt »hovedvinserverer« (husk Nehemias), men det var faktisk en vigtig stilling. Men dette sted, »akvædukten ved den øverste dam«, er det samme sted, hvor den forrige konge, Akaz, 15 til 20 år tidligere havde overgivet landet til Assyrien.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Es 36,4-5 se, om vi stoler på Gud for at opnå sejr i vores liv?

Svar: Det er interessant, at det var en hedensk hærfører, der spurgte dem, om de satte deres lid til Herren eller ej. For os er det ofte svært at se, hvem vi sætter vores lid til, når tiderne er gode. Men når tiderne er svære, og der er en nemmere vej, hvor man ikke behøver at stole på Gud, så kan vi se det. Når der er en nemmere måde at gøre noget på, men det indebærer etiske genveje, er det også et tidspunkt, hvor alle kan se, hvem man stoler på. Rabshakeh var sandsynligvis blevet informeret om Jesajas tjeneste, hvilket nok var grunden til, at han nævnte, at Gud havde sendt assyrerne.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Rabshakeh i Es 36,7, at Hiskia havde fjernet Guds offerhøje?

Svar: Rabshakeh var en mesterlig taler, og meget af det, han sagde, var sandt og overbevisende. Men at sige, at Hiskia havde fjernet Guds højsteder, var enten en løgn eller udtalt i uvidenhed. Hiskia fjernede de kanaanitiske religiøse højsteder og altre, som Gud havde befalet. Man kunne måske tro, at Rabshakeh blot tog fejl. Men i vers 10 sagde Rabshakeh, at Gud havde pålagt ham at ødelægge Juda, selvom han slet ikke troede på Israels Gud, så man ved, at han løj her.

Spørgsmål: I Es 36:11,13 blev Guds folk da ikke først kaldt jøder under og efter eksilet?

Svar: Nej. Betegnelsen »jøde« henviser til en person fra det sydlige rige i 2. Kongebog 16:6;18:26 , 28; 25:25; 2. Krønikebog 32:18; Esajas 36:11, 13; Jeremias 32:12; 34:9; 38:19; 40:11,12,15; 41:3; 44:1; 52:28,30. De blev kaldt jøder under eksilet i Ester og Daniel.

Spørgsmål: Er det i Esajas 36:12 og 2. Kongebog 18:27 absurd, at Bibelen siger, at folk spiser og drikker menneskelige afføringer? (Muslimen Ahmad Deedat sagde kategorisk dette, om end med andre ord).

Svar: Tænk på, hvem der taler. Dette siges af den onde assyriske general, da han håner israelitterne og den ene sande Gud. Jeg ved ikke, hvorfor en ærlig forsker skulle glemme at se, at dette kom fra en afgudsdyrker, der håner Gud og Guds folk, og ikke fra Gud selv. Jeg ved ikke, hvor stor en procentdel af muslimerne der ville hævde, at Deedats argumenter var ærlige.

Spørgsmål: Hvordan hvisker fristelsen i dag i vores øre i Esajas 36:16: »Gør livet let og overgiv dig«?

Svar: Når den nemme vej indebærer ulovlige handlinger, moralske kompromiser, etiske genveje eller illoyalitet over for en, der stoler på dig. Når det indebærer at forlade en ægtefælle, der bliver syg, handicappet eller vansiret, eller at bryde dit ord eller dine løfter. Det kan være at give efter for begær eller grådighed, eller i dette tilfælde at give efter for frygt. Assyreren sagde i grunden: »Ingen gud har nogensinde standset os, og jeres vil heller ikke gøre det.«

Spørgsmål: I Es 36:19 og 2 Kong 17:31, hvor lå Sepharvaim?

Svar: I dag ved vi ikke, hvor det lå. Det lå tilsyneladende tæt på Hamath og Arpad i det nordlige Syrien. Den græske geograf Ptolemæus (Historie, bog 5, kap. 18,7) nævner Sipharra som den sydligste by i Mesopotamien. Dette er sandsynligvis den samme by som den sumeriske by Sippara.

Spørgsmål: Hvor ellers i Esajas 36-37 er dette store mirakel, hvor den assyriske hær blev slagtet, beskrevet?

Svar: Den græske historiker Herodot skriver, at den assyriske hær blev overrendt af en hær af mus (eller rotter). Ikke alene åd rotterne buestrengene og læderremmene på skjoldene, men de bragte også pesten med sig.

Herodot skriver i sin »Historie«, bog 2, kap. 141, s. 79, at dette skete ved Pelusium, mens Bibelen ikke angiver noget nærmere, bortset fra at den assyriske hær belejrede Jerusalem. Da Herodot ikke boede i Juda, kan han have taget fejl med hensyn til denne detalje. På den anden side kan Herodot have haft ret, hvis en del af den assyriske hær omringede Jerusalem, mens en anden del var på vej fra belejringen af den stærke fæstning Lachish til byen Libna, da de havde hørt, at den egyptisk-etiopiske hær under Tirhaka var på vej. Man kan læse noget lignende i Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 10, kap. 1.5.

Herodot fra Halikarnassos skrev ca. 447–ca. 425 f.Kr. I sin »Historie«, bog 2, kap. 141, s. 79, skriver han: »Den næste [egyptisk-etiopiske] konge [efter den blinde konge Anysis] var, fik jeg at vide, en præst for Vulcanus ved navn Sethôs. Denne monark foragtede og forsømte egypternes krigerklasse, som om han ikke havde brug for deres tjenester. Blandt andre ydmygelser, han påførte dem, fratog han dem de jordarealer, de havde ejet under alle de tidligere konger, bestående af tolv acres førsteklasses jord til hver kriger. Da Sanacharib [Sennacherib], konge over araberne og assyrerne, senere førte sin enorme hær ind i Egypten, nægtede krigerne derfor alle som én at komme ham til undsætning. Hertil trådte monarken, dybt bedrøvet, ind i det indre helligdom og beklagede foran gudens billede den skæbne, der truede ham. Mens han græd, faldt han i søvn og drømte, at guden kom og stillede sig ved hans side og bød ham være ved godt mod og dristigt drage ud for at møde den arabiske hær, som ikke ville gøre ham noget ondt, da han selv ville sende dem, der skulle hjælpe ham. Sethôs samlede derfor, i tillid til drømmen, de egyptere, der var villige til at følge ham; ingen af dem var krigere, men derimod købmænd, håndværkere og markedsfolk; og med disse marcherede han til Pelusium, som kontrollerer indgangen til Egypten, og der slog han lejr. Mens de to hære lå her over for hinanden, kom der om natten en mængde markmus [mus eller rotter], som fortærede alle fjendens pilekoggere og buestrenger og åd de remme, hvormed de fastgjorde deres skjolde. Næste morgen indledte de kampen, og store skarer faldt, da de ikke havde våben at forsvare sig med. I Vulcanus’ tempel står der den dag i dag en stenstatue af Sethôs med en mus i hånden og en indskrift med følgende ordlyd: »Se på mig og lær at ære guderne.«

Dette er kopieret fra *Great Books of the Western World*, bind 6, Herodot – Thukydid. Udgivet i 1952. Teksten stammer fra *Everyman’s Library*, oversat af George Rawlinson (1812–1902).

Se også Encyclopaedia Britannica (1956), bind 11, s. 512–513, for yderligere oplysninger om Herodot.

Berosus var en indflydelsesrig astronom og historiker, født i Babylon, der skrev ca. 290–ca. 278 f.Kr. Da han skrev omkring 150 år senere end Herodot, kan vi omtale ham som »den nye fyr«. Josephus sammenfattede i »Jødernes oldtidshistorie«, bog 10, kapitel 4, s. 214, Herodots beretning, nævnte en fejl, Herodot havde begået, og afsluttede med: »Og Herodot giver os faktisk denne historie – nej, og Berosus, der skrev om begivenhederne i Kaldea, nævner denne konge Sennacherib, og at han herskede over assyrerne, og at han foretog et felttog mod hele Asien og Egypten; og han siger således:-“. Derefter citerer han i kap. 5, s. 213, Berosus: ‘”Da Sennacherib vendte tilbage fra sin krig i Egypten til Jerusalem, fandt han sin hær under sin general Rabshakeh i fare [på grund af en pest], for Gud havde sendt en smitsom sygdom over hans hær; og allerede den allerførste nat af belejringen blev 185.000 sammen med deres kaptajner og generaler udryddet. Så var kongen i stor rædsel og i frygtelig kval over denne ulykke; og da han frygtede stærkt for hele sin hær, flygtede han med resten af sine styrker til sit eget rige og til sin by Ninive; og da han havde opholdt sig der en kort tid, blev han forrådt og dræbt af sine ældste sønner, Adrammelech og Seraser, og blev dræbt i sit eget tempel, som hed Araske. Nu blev disse hans sønner på grund af mordet på deres far fordrevet af borgerne og drog til Armenien, mens Assarachoddas [Esarhaddon] overtog Sennacheribs rige.« Og dette viste sig at være afslutningen på denne assyriske felttog mod Jerusalems folk.”

Spørgsmål: Hvorfor rev kong Hiskia sine klæder i Esajas 37:1-3?

Svar: At rive (og dermed ødelægge) sine klæder var dengang en almindelig skik for at udtrykke dyb sorg, skam eller forargelse. Det var også en reaktion på blasfemi. Som Esajas 37:3 viser, rev Hiskia sine klæder både på grund af sin egen og sit folks skæbne og på grund af den vanære, som assyrerne ville påføre Gud ved at håne ham og derefter erobre Jerusalem.

Hiskia havde måske ræsonneret, at dette var en krise, de selv havde skabt. Tidligere havde Assyrien kæmpet mod Egypten og passeret gennem Judæa uden at genere dem, fordi Judæa var en tributpligtig stat under Assyrien. Esajas havde rådet Akaz til at forblive neutral og ikke indgå alliance med hverken Egypten eller Samaria og Damaskus. Men Akaz lyttede ikke. Men selv når vi eller vores forældre er årsagen til vores problem, er Gud stadig ivrig efter at redde sine omvendte, ydmyge og lydige tjenere.

Spørgsmål: Hvorfor blev Tirhakah i Es 37,9 kaldt kongen af Etiopien?

Svar: Etiopierne, også kaldet kusitterne, regerede Egypten på dette tidspunkt, i 701 f.Kr. Tirhakah var faktisk hærfører, og han blev først konge i 690 f.Kr. Det svarer til, at vi fortæller om begivenhederne i præsident George Washingtons liv og medtager begivenheder, der fandt sted, før han blev præsident.

Der blev fundet et basrelief af Tirhakah i Medinet-Habu.

Spørgsmål: I Es 37:12, hvor ligger Gozan, Haran og Rezeph?

Svar: De ligger alle i det nordlige Irak eller det østlige Syrien.

Gozan er højst sandsynligt det samme sted som Zuzan, i det ydre Armenien ved floden Chaboras (Khabur) i det nordøstlige Syrien. Tilsvarende kendte geografen Ptolemæus til en Guzanitis i samme område.

Haran er det sted, hvor Abraham gjorde holdt, i det østlige Syrien.

Rezeph er højst sandsynligt det nutidige Rusafe, ca. 85 miles syd for Haran.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af udtrykket »Fordi du har bedt« i Esajas 37:21?

Svar: Fordi Hiskia bad, greb Gud ind og ændrede historiens forløb. Gud hører ikke blot vores bønner, men ser også vores tårer, som det fremgår af Esajas 38:5. Der vil naturligvis komme en tid, hvor Gud tørrer alle vores tårer bort, jf. Esajas 25:8 og Åbenbaringen 21:4.

Var det bønnen, der ændrede tingene, fordi Gud ikke vidste det, fordi Gud havde brug for Hiskia bønnekraft, eller fordi Gud ikke havde forudbestemt det? Nej på alle punkter. Snarere var det på grund af læren om »overensstemmelse«, at Hiskias bøn stemte overens med Guds suveræne, forudbestemte vilje, som Gud allerede vidste, den ville.

Spørgsmål: Hvorfor talte Gud i Esajas 37:29 om at sætte sin krog i den assyriske konges næse?

Svar: Assyrerne var kendt for at sætte kroge i fangenes næser. Hvis man har en krog i næsen, tvinges man smertefuldt til at gå i den retning, som den person, der holder i rebet, fører en hen. På samme måde vil Sanherib, kongen af Assyrien, mod sin vilje blive tvunget til at trække sig tilbage, når Gud trækker i Sanheribs »krog«. Meget snart, i 701 f.Kr., måtte Sanherib trække sig tilbage for aldrig at vende tilbage. Tyve år senere, i 681 f.Kr., blev han myrdet af to af sine sønner: Adrammelech og Seraser. Ifølge en fodnote i William Whistons udgave af Josephus’ *Antiquities of the Jews*, bog 10, kap. 1, fodnote s. 213, blev disse to sønner overhoveder for to fremtrædende familier i Armenien. Den babylonske krønike beretter også, at Sanherib blev myrdet af sine to sønner.

Spørgsmål: I Es 38:1-39:8, hvornår fandt disse begivenheder sted?

Svar: Tidsrammen rykkes tilbage til »i de dage«. Esajas 38:6 tyder på, at det var før Esajas 37, fordi der står, at Jerusalem ville blive frelst fra kongen af Assyrien. Historiske optegnelser uden for Bibelen viser også, at Merodak-Baladans besøg må have fundet sted, før assyrerne generobrede Babylon og derefter angreb Juda og Jerusalem. Hiskia indgik en alliance med Merodak-Baladan, så de begge sammen kunne gøre oprør mod Assyrien. Assyrerne nedkæmpede Merodak-Baladans oprør, og derefter kom Sanherib til Juda.

Merodak-Baladan regerede Babylon før dette fra 721-710 f.Kr. (flygtede til Elam) og igen i ni måneder fra det tidspunkt, hvor han besejrede assyrerne ved Kish i 703 f.Kr., indtil han blev dræbt i midten af 702 f.Kr. Hiskia blev syg omkring 701 f.Kr., og Sanheribs belejring af Jerusalem fandt også sted i 701 f.Kr.

Esajas 38:1-8 svarer til 2. Kongebog 20:1-11, og Esajas 39 svarer til 2. Kongebog 20:12-19.

Spørgsmål: Hvorfor ændrede Gud denne profeti i Esajas 38:4-5?

Svar: Da Hiskia bad, gav Gud ham 15 år mere. Noget lignende skete med profeten Nathan og David i 2. Samuelsbog 7:3-6. Noget lignende skete i Jonas 4:2-3, selvom Jonas ikke var glad for det.

Spørgsmål: Hvorfor vendte Hiskia i Esajas 38:2 sit ansigt mod væggen?

Svar: Der er to synspunkter, og måske kan begge være rigtige.

Fortvivlelse: Hiskia var fortvivlet, og han ønskede ikke at se nogen, og hvad vigtigere var, han ønskede ikke, at nogen skulle se ham så nedtrykt. Se Alec Motyers *The Prophecy of Isaiah*, s. 297, for mere om dette.

For at bede: Hiskia var ved at kaste sig ud i en intens bøn til Gud, og han ønskede ikke, at nogen skulle se ham eller distrahere ham. Se *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 236, for mere om dette.

Spørgsmål: Viser Es 38,3, at gode gerninger frelste i Det Gamle Testamentes tid?

Svar: Nej, ikke engang i Det Gamle Testamentes tid. Hiskia fremhævede sine gode gerninger over for Gud, ikke for at bede om at blive frelst, men for at bede om at få sit liv forlænget. Dette beviser dog ikke engang, at Hiskias gode gerninger ville få Gud til at give ham et længere liv. Det beviser kun, at Hiskia troede, at det måske ville ske.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af dette mirakel, hvor solen går baglæns, i Es 38:8?

Svar: Det ville være meget enkelt at »få« solen til at gå fremad: man skal bare vente lidt. Men hvis Gud kunne få solens skygge til at gå baglæns, kunne Gud også spole tiden tilbage i Hiskia liv. Det var ikke et cirkulært solur, som man måske ser i en have, men snarere en obelisk, som Akaz havde ladet opføre med en trappe, der viste sig at tjene det samme formål. Det er ironisk, at tegnet fandt sted på den trappe, Akaz havde ladet opføre, når Akaz selv ikke var villig til at bede Gud om et tegn i Esajas 7:11-12.

Dette tegn var særligt passende for Hiskia. Da Gud kunne få den tid, som trinene angav, til at gå baglæns, nulstillede Gud Hiskias liv for at give ham femten år mere.

Nogle mennesker ønsker, at Gud ville spole tiden i deres liv tilbage på en anden måde. De ønsker, at de kunne gå tilbage og undlade at gøre nogle af de ting, de gjorde, eller undlade at sige det, de sagde. Selvom Gud ikke fortryder ting for mennesker på den måde, kan han »nulstille uret« ved at give mennesker nyt liv i Kristus og tilgive dem deres synder. Som vores brødre og søstre, der er genfødte i fængslet, kan fortælle, giver Gud nogle gange tilgivelse, men de må stadig betale prisen for konsekvenserne af deres tidligere handlinger.

Spørgsmål: Hvad er pointen med disse to illustrationer i Es 38,12?

Svar: Et telt kan virke permanent, fordi man kan bo i det på samme sted i mange år. Men når man trækker teltpløkkene op og tager teltet ned, er den faste del af landskabet pludselig væk. På samme måde er det uigenkaldeligt, når man først har skåret et stykke stof af væven, efter at væveren er færdig; man kan ikke sætte det på igen.

I vores liv er mange begivenheder, såsom døden, uigenkaldelige.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af Hiskia’s poetiske bøn i Esajas 38:9-22?

Svar: For det første er det helt i orden at formulere en bøn som et digt for at bede til Gud. For det andet kunne Hiskia slet ikke acceptere Guds vilje, efter at Gud havde fortalt ham, at han snart skulle dø. Hiskia vendte sig til Herren og bad bittert om, at Gud måtte ændre dette og lade ham leve længere.

Vi bør fremsætte alle vores bønner til Gud, men vi bør også acceptere Guds vilje. I denne ekstra periode blev Manasse født, som var den mest ugudelige konge, Juda nogensinde har haft.

Spørgsmål: Hvordan hjalp en figenkompres (grødomslag) på bylden i Es 38:21 og 2 Kong 20:7 Hiskia med at komme sig?

Svar: For det første kan en byld forårsaget af en stafylokokinfektion være livsfarlig, især uden antibiotika. Enten var plasteret et middel, som Gud brugte til at udføre miraklet, eller også var det blot en medicinsk behandling. Dette var en almindelig medicinsk behandling på den tid, og plasteret hjalp muligvis på fire måder.

1. Figenkompressen indeholder sukker, og dette næringsstof ville hjælpe kroppens celler med at regenerere sig bedre.

2. Hvis plasteret havde et højt sukkerindhold, som i marmelade eller gelé, ville det faktisk dræbe hurtigtvoksende bakterier. Gelé er i dag ved stuetemperatur ikke så modtagelig for bakteriel fordærvelse, som man måske skulle tro. Bakterier i et miljø med højt sukkerindhold optager sukker så hurtigt gennem osmose, at deres cellevægge brister, og de dør.

3. Derudover ville andre forbindelser i plasteret måske bremse bakterievæksten og regulere pH-værdien.

4. Endelig, hvis såret først blev renset, og plasteret derefter påført, ville plasteret beskytte såret mod snavs og luftbårne bakterier.

Ifølge Barry G. Webbs *The Message of Isaiah*, s. 156, blev der anvendt omslag mod bylder (stafylokokinfektioner) i Plinius 23:63 og Dioscorides 1:184. I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 4, s. 274, og bind 6, s. 238, står der, at den medicinske anvendelse af figenblade går mindst lige så langt tilbage som Ras Shamra-tavlerne fra Ugarit omkring 1400–1300 f.Kr.

Spørgsmål: Hvem er guden Nisroch i Es 37:38?

Svar: Navnet på denne afgud er ikke kendt uden for Bibelen. Det kunne være en ellers ukendt gud, eller også en transskriptionsfejl for guden Marduk. Uanset hvad er det ironisk, at Hiskia gik til templet for at bede til Gud, og se, hvad der skete. Den mægtige Sanherib gik til sit tempel for at bede til sin gud, og se, hvad der skete.

Spørgsmål: Hvad var betydningen af, at Hiskia viste de babylonske udsendinge alt i Esajas 39:2-4?

Svar: Gesandterne kom for at indgå en militær alliance mod assyrerne. Hiskia var måske glad for, at de smigrede ham, men det er mere sandsynligt, at han var ivrig efter at indgå en alliance med et magtfuldt land for at afværge truslen fra Assyrien. Den babylonske delegation ville gerne kende Hiskia’s militære og økonomiske ressourcer. Hiskia ønskede tilsyneladende at imponere dem, og han viste dem den rigdom, han havde opbygget. Babylonierne ville utvivlsomt huske dette og senere ønske at erobre Juda.

Bemærk, at der aldrig står, at Hiskia bad til Gud om vejledning om, hvad han skulle vise disse ikke-troende. Selv om en troende følger Gud lydigt, betyder det ikke, at vedkommende ikke stadig kan gøre tåbelige ting, når han eller hun ikke beder Gud om vejledning. Hiskia viste Judas fremtidige fjender, hvad de ville kunne tage.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at Esajas 39 svarer til 2. Kongebog 20:12-19 og ligner 2. Krønikebog 32:24-31.

Spørgsmål: I Es 39,6-7 – invaderede babylonierne senere, fordi Hiskia viste dem alt?

Svar: Det kan vi ikke sige med sikkerhed, men det kan bestemt have været en faktor. På den ene side ville de måske alligevel have invaderet Juda, uanset hvad Hiskia viste dem. På den anden side var de sandsynligvis mere ivrige efter at invadere Juda, da de vidste, at landet var rigt nok til at have denne skat gemt væk.

Jesus sagde, at man ikke skal kaste sine perler for svinene, for at de ikke skal trampe på dem og derefter vende sig mod dig og flå dig i stykker (Mattæus 7:6). Selvom Hiskia ikke havde fordelen af Jesu ord, kan vi lære en lektie her. Vær forsigtig med at vise dine værdifulde ting og private oplysninger til dem, der senere måske vender sig mod dig og bruger dem til deres fordel imod dig. Hiskia satte sin lid til sin rigdom og sine våben her (før Sanherib), pralede med dem over for babylonierne, og Gud sagde: »Fint, så lader vi dem blive givet til babylonierne.«

Spørgsmål: I Es 39:8 – var det en god eller en dårlig ting, at Hiskia sagde dette?

Svar: Det afspejler Hiskia’s hjerte, og desværre viser det både det dårlige og det gode. Hiskia var optaget af sit eget forhold til Gud og sin egen rolle som konge. Hiskia underkastede sig Guds vilje, og han var taknemmelig for, at Gud ikke personligt straffede ham for hans synd, men desværre syntes Hiskia ikke at være særlig bekymret for sin arv eller for, hvad der ville ske, når han var væk.

Desværre kan kristne i dag også være kortsynede. Vi skal bekymre os om vores børn og vores eftermæle ud over vores individuelle forhold til Gud.

Spørgsmål: I Es 40:1-44:28 understreges det mange steder, at der kun er én sand Gud. Hvordan kan Treenigheden være sand?

Svar: Ingen ville sige, at dette strider mod treenighedsbegrebet, medmindre de ikke forstod, hvad Bibelen har åbenbaret om treenigheden. Et centralt aspekt ved treenigheden er, at der kun er én sand Gud, men tre adskilte personer. Faderen, Sønnen og Helligånden er Gud, men de udgør én uadskillelig Gud. Én uadskillelig Gud er ikke i modstrid med tre adskilte personer, ligesom ét bjerg ikke kan have tre toppe. Kristne har ofte brugt Esajas 40-44 til at bevise den del af treenigheden, der handler om »den ene Gud«. Se diskussionen om Matthæus 28:19 for mere information om treenigheden.

Spørgsmål: Er Esajas 40-66 en anden bog skrevet af en anden og senere forfatter, der boede i Babylon?

Svar: Nej, se diskussionen i slutningen af Esajas for uddybende svar på teorierne om de to og de tre Esajas-forfattere.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved strukturen i Esajas 40?

Svar: Esajas 1-39 består af syv dele, hvor hver del indeholder ni taler. Esajas 40-66 består af tre dele, hvor hver del indeholder ni taler. Den ottende del er altså Esajas 40-48. Denne opdeling er så skarp, at mange liberale forskere, der benægter, at overnaturlige profetier kan forekomme, hævder, at en anden forfatter skrev Esajas 40-66.

Desuden omhandler Esajas 1-39 hovedsageligt begivenheder, der fandt sted inden Esajas’ død, mens de sidste 27 kapitler, 40-66, er mere fremtidsorienterede. Der er 39 bøger i Det Gamle Testamente og 27 bøger i Det Nye.

Spørgsmål: Kunne Es 40:1-5a delvis henvise til Johannes Døberen og Kristus og delvis til Bab og Bahá’u’lláh, som bahá’íerne lærer i *Bahá’u’lláh og den nye tidsalder*, s. 263-264?

Svar: Nej. Deres forklaring er interessant. De siger, at dette ikke udelukkende kan henvise til Johannes Døberen og Kristus, fordi Jerusalems kamp endnu ikke er afsluttet, og »hendes hårde tjeneste er fuldført« i Es 40:2b. Men hendes kamp var heller ikke afsluttet i Bahá’u’lláhs tid. Uden det er der intet her, der tyder på Bab og Bahá’u’lláh. Desuden: Hvor har Bab nogensinde sagt: »Gør vejen rede for Herren«? Han lærte, at han var Guds manifestation, og at der ikke ville komme en ny manifestation før om 1.000 år.

Bahá’íerne siger, at Bahá’u’lláh betyder »Guds herlighed« på arabisk, og Esajas 40:5 bruger udtrykket »HERRENs herlighed«, men der står, at hele menneskeheden vil se den/ham. Nu siger bahá’íerne, at denne titel henviser til en person, ikke til hans love eller organisation. Men da Bahá’u’lláh døde, havde en meget, meget lille procentdel af verdens befolkning nogensinde hørt om ham. Medmindre de havde i sinde at udstille hans lig for alle, vil hele verden ikke se den, de kalder »Guds herlighed«.

Spørgsmål: I Esajas 40:2, blev Jerusalems synd sonet uafhængigt af Kristi værk på korset?

Svar: Nej, for Gud specificerede ikke her, hvordan synderne blev tilgivet. De hjemvendte eksilboere ville omvende sig fra deres forfædres afgudsdyrkelse, og Gud ville tilgive dem. Mekanismen, hvor Jesus døde på korset for alle vores synder, var endnu ikke blevet åbenbaret for dem.

Det hebraiske ord saba’, der her oversættes med »hårdt arbejde«, kan betyde svære tider eller under tvang, men de svære tider har et formål. Det kan også betyde en hærs krigsførelse, som NASB 2020 oversætter det, og som det står i Dommerbogen 8:6.

Spørgsmål: Hvad er billedet af at udjævne tingene her i Es 40:3-4?

Svar: Før en konge i Mellemøsten besøgte en by, rejste et »forberedelsesteam« derhen først for at sætte veje i stand og udjævne terrænet så meget som muligt. Eller sagt på en moderne måde: at »rulle den røde løber ud«. Når Gud kommer på besøg (som Jesus Kristus), vil vejen blive forberedt.

Forsøger vi i dag at »forberede vejen«, så ikke-troende kan lytte opmærksomt til evangeliet? Det kan indebære at tale med dem, og det kan også indebære at oplære andre troende til at tale med ikke-kristne.

Spørgsmål: Hvordan kunne folk i Esajas 40:3-4 vide, at dette henviste til Johannes Døberen?

Svar: Folk kendte ikke forløberens navn, men de kunne se i Esajas, at forløberen ville opfordre folk til at forberede sig på Guds egen komme.

Spørgsmål: Hvilke tre ting siges der i Es 40,6-8?

A: Man kan betragte dette vers på tre måder.

Menneskeheden som helhed er som en blomst, der ser ny og frisk ud i en kort tid, men som visner og dør.

Hver af os lever kun en kort tid på jorden; vores liv i dag er blot en kort optakt til vores evige liv.

I sammenligning med mennesker består Guds ord for evigt.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved ordet for »lam« her i Esajas 40:11?

A: Ord kan have en almindelig betydning og en slangbetydning. Dette særlige ord for lam, der kun bruges i Esajas 40:11; 65:25 og 1. Samuelsbog 7:9, betyder ganske enkelt »lam«. Men det aramæiske beslægtede ord, som også betyder lam, har en slangbetydning som »ung dreng«. Jesus brugte den feminine form af dette ord, da han oprejste den tolvårige pige i Markus 5:41.

Spørgsmål: Har Gud i Esajas 40:12 menneskelige dimensioner, som nogle ord-tro-lærere hævder?

Svar: Selvfølgelig har Jesus Kristus menneskelige dimensioner, for han var ikke blot et menneske, han er stadig et menneske. Men Gud er ikke begrænset til fysiske dimensioner. Udtrykket »målte vandene i sin håndflade« betyder ikke, at Gud er en klodset violinist, fordi hans hænder er for store. Derimod viser dette poetiske udtryk omfanget af Guds magt. Salme 139:7-10 og Jeremias 23:24 viser, at Guds hånd er overalt, fordi han fylder himlen og jorden. Dette ville ikke være muligt, hvis Gud var begrænset til kun menneskelige dimensioner. Se »When Cultists Ask«, s. 80, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvorfor understreges det i Esajas 40:12-14, at Gud ikke havde brug for hjælp eller råd?

Svar: I modsætning hertil skabte Marduk i den babylonske mytologi verden, men han kunne ikke gøre det, før han havde rådført sig med guden Ea, den alvidende. Både den babylonske og den kanaanitiske mytologi går ud fra, at skaberen måtte kæmpe mod et andet væsen, før han kunne skabe.

I modsætning hertil var guderne i den sumeriske mytologi meget sultne efter syndfloden; med andre ord var de afhængige af ofringer for at overleve. Men Gud har ikke brug for nogen ofringer; ja, hvis Han havde brug for at spise, ville de være for små til Ham.

Spørgsmål: I Es 40,12-14 havde Gud ikke brug for hjælp til skabelsen, men på hvilke måder forsøger mennesker i dag at »hjælpe Gud«?

Svar: Faktisk HAR Gud givet os det privilegium at »hjælpe Ham«, ikke fordi Han har brug for hjælp, men fordi Han har opfordret – eller rettere sagt befalet – os til at arbejde for at føre mennesker til Kristus, discipulere andre og elske og hjælpe mennesker generelt. Men vi bør aldrig tro, at Gud er nødt til at bruge os. Og vi bør udføre den tjeneste, som Gud har pålagt os, ikke andre ting, og tro, at det vil være at hjælpe Gud.

Spørgsmål: Viser Esajas 40,13-14, at Gud har en rådgiver?

Svar: Det viser det modsatte. Ligesom ingen anden kan måle vandet i sin håndflade eller afmærke himlene, har ingen fuldt ud forstået Guds tanker eller instrueret Gud. Esajas 41,28-29 spørger også retorisk, hvor Guds rådgivere er, på en hånlig, ironisk måde.

Spørgsmål: Skal vi i Es 40,18.25 sammenligne Gud med nogen eller et billede?

Svar: Dette vers siger indirekte nej, for der er intet, man kan sammenligne Ham med. Den eneste grund til at sammenligne Ham med afguder er blot for at se, hvor værdiløse afguderne er. Et todimensionelt billede kan ikke forveksles med en person, men der er ligheder. Vi er skabt i Guds billede, om end faldne, og der er ligheder mellem Gud og os. Se *When Critics Ask*, s. 270, for et anderledes, men supplerende svar.

Spørgsmål: Hvad er »jordens cirkel« i Es 40,22?

Svar: Det hebraiske ord her, khug, kan betyde enten cirkel eller sfære. Så selvom Bibelen er i overensstemmelse med, at jorden er en sfære, bør dette vers ikke bruges til at forsøge at bevise, at de vidste, at jorden var en sfære.

Det er dog slet ikke langt ude at tro, at folk i oldtiden mente, at jorden var en sfære. Pythagoras (ca. 580/572–492/490 f.Kr.) og hans elev Philolaus (ca. 500 f.Kr.) mente, at jorden var en roterende kugle. Se http://www.skyscript.co.uk/copernicus.html for mere information. Herakleides (ca. 388/380–ca. 310 f.Kr.) mente, at solen og alle planeterne undtagen Merkur og Venus kredsede omkring den roterende jord. Aristarchos fra Samos (ca. 310–230 f.Kr.) hævdede ifølge Archimedes, at Jorden kredsede om Solen. Aristarchos beskæftigede sig med astronomi i Alexandria. Han kaldes den antikke astronomis Kopernikus, fordi han lærte, at Solen var 20 gange længere væk fra Jorden end Månen og derfor måtte være meget større. [Faktisk er solen ca. 400 gange længere væk fra Jorden end Månen.]. Seleukos (150 f.Kr.) tilsluttede sig også Aristarchos’ opfattelse.

Men hvis jorden drejede rundt, måtte den bevæge sig meget hurtigt; alligevel mente man i den antikke verden, at man kunne modbevise denne opfattelse, fordi alt ellers blot ville flyve væk. Man kunne sige, at den antikke verden ikke tog denne opfattelse alvorligt nok. Se http://www.perseus.tufts.edu/GreekScience/Students/Kristen/Aristarchus.html for mere information.

Spørgsmål: Hvordan sammenlignes mennesker med græshopper i forhold til Gud i Es 40:22?

Svar: Vi betragter græshopper som kortlivede, beskidte og ikke særlig intelligente væsener, og alt dette gælder, når vi sammenligner os med Gud. Vi er som græshopper i forhold til Gud af mindst syv grunde.

1. Guds magt

2. Guds tilstedeværelse overalt

3. Guds intelligens

4. Guds syn på verden

5. Vores korte liv på jorden

6. Gud kan klare alle årstider

7. Der er ingen som Ham

Måske kan du også komme i tanke om flere grunde.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Es 40,31 at vente på Herren?

Svar: Det betyder tre forskellige ting.

Vær opmærksom: Før du kaster dig hovedkulds ud i noget, skal du først afvente og se, om Gud virkelig ønsker, at du gør dette eller ej. Se Now That’s A Good Question, s. 256-257, for mere om denne betydning.

Vær tålmodig: Selv når det gælder ting, du ved, at Gud ønsker, er vi nogle gange nødt til tålmodigt at vente på Guds timing i stedet for at forsøge at fremtvinge noget, før tiden er inde.

Følg: Selv når det gælder ting, vi ved, at Gud ønsker nu, bør vi følge Guds ledelse i stedet for at håbe, at Herren velsigner og følger vores ledelse. Den kinesiske kristne forfatter Watchman Nee beklagede, at troende glemmer dette.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at den kristne olympiske løber Eric Liddell yndede at læse Esajas 40,30-31.

Spørgsmål: Hvordan fornyer det at vente på Herren præcist vores styrke i Esajas 40,31?

Svar: Før vi besvarer dette spørgsmål, må vi spørge, hvad styrke egentlig er. Der findes fire slags styrke, og dette vers kan henvise til dem alle fire.

Vilje: Styrke er standhaftighed eller viljestyrke. Det omfatter både modet til at gøre det, som Gud ønsker, at du skal gøre, og udholdenheden til at fortsætte med at gøre det på trods af skuffelser, modstand eller lidelse. Viljestyrke er også den selvkontrol, der skal til for ikke at gøre noget eller for at holde op med at gøre noget, som Gud ikke ønsker, at du skal gøre. Mennesker kan ofte hente viljestyrke fra de mennesker, der omgiver dem, den bevægelse, de er en del af, osv. Men disse omstændigheder kan ændre sig. Dette vers siger, at vi skal hente styrke fra Herren. Nogle vægtløftere kan kun løfte et par gange, men maratonløbere har vedvarende styrke.

Hjertet: Styrke opnås også ved at nærme sig Gud og bevare sit hjerte i Herren. Det giver dig evnen til ikke at blive udbrændt, til at nyde Guds nærvær og tjene Ham, selv i svære tider.

Viden og visdom: Viden som styrke er at kende sandheden og vide, hvad der er vildledende veje. Visdom er at anvende det i dit eget liv eller rådgive andre. Man kan have styrke gennem viden uden de andre elementer, men det er ikke Guds ønske for os. Vi bør være afbalancerede og stærke i Herren også på de andre måder. En person med et venstre ben så stærkt som en olympisk løber og et højre ben som en sofakartoffel ville ikke løbe særlig hurtigt.

Fysisk sundhed: At være bekymret over noget er ikke kun ubibelsk (Filipperne 4:6), men det er også skadeligt for dig fysisk. Vi skal vente på Herren og lægge tingene i hans hænder. For det andet (og det er indlysende): Hvis vi vandrer med Herren, vil vores fysiske styrke blive bedre, fordi vi ikke vil være berusede eller på stoffer, og vi vil holde op med at ryge eller slet ikke begynde. Endelig er der dog mange, der har fulgt Gud, som er blevet fysisk såret af den tortur, de har måttet udholde for Kristi skyld. Så selvom onde mennesker her på jorden måske forværrer vores kroppe, vil vi i sidste ende få nye, herliggjorte kroppe i den nye himmel og den nye jord.

Spørgsmål: Hvorfor er øerne vigtige her i Es 41:1,5; 42:4,10,12?

Svar: Øer ligger mere afsides og er lidt sværere at komme til end andre steder. Men der er betydeligt mere land på øerne i Middelhavet, end der er i Israel og Libanon tilsammen. Til sammenligning er Israel i dag 1,09 gange så stort som den amerikanske delstat New Jersey. Her er en oversigt.

Spørgsmål: I Esajas 41:2 og 41:25-28, hvem er den fra øst, og hvordan kunne han komme både fra øst og nord?

Svar: Det er en erobrer, som Gud har sendt for at befri sit forviste folk, så de kan vende tilbage. Det er kong Kyros af Persien, der nævnes ved navn i Esajas 44:28 og Esajas 45:1. Kyros var søn af Kambyses fra den persiske klan Achaemenes (Hakhamanis) fra stammen Pasargadae og konge af Anshan i Persien. Kyros var også af medisk afstamning; den mediske prinsesse Mandane var sandsynligvis hans mor.

I Esajas 41:2 og 41:25b står der, at han vil komme fra øst eller fra den opgående sol. I Esajas 41:25a står der, at han vil komme fra nord. En erobrer ville ikke føre sin hær lige mod øst for Israel, da der er ørken der. I stedet ville hæren drage nordpå gennem Mesopotamien, derefter fra området omkring Damaskus komme nordfra for at trænge ind i Israel og derefter fortsætte til Egypten. Kyros kom fra øst for at erobre Babylon, drog derefter nordpå og vestpå for at erobre Lydien og kom så fra nord til Israel.

Talmud, Jean Calvin og nogle andre har ment, at dette henviste i datid til Abraham. Abraham fik imidlertid ikke nationerne foran sig og herskede ikke over konger.

Spørgsmål: Hvordan kan ikke-levende øer være bange i Es 41:5?

Svar: Denne personificering henviser til, at de mennesker, der bor på øerne, er bange. Nogle øer er mere afsidesliggende steder, hvor der bor mennesker.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes det i denne del af Esajas (Es 41:5-7), at det er forgæves at lave afguder?

Svar: Denne beskrivelse passer perfekt lige her, fordi de andre hedenske nationer frygter, at Kyros kommer for at erobre dem. Men de kunne stadig være modige, fordi de var sikre på, at de vidste præcis, hvordan de skulle besejre Kyros – de ville lave flere afguder at bede til! Når det nu virkede for Jerusalem mod assyrerne, burde det jo også virke for deres afguder. Men da Kyros erobrede hver eneste smule land i Mellemøsten nord for den arabiske ørken, hvor godt gik det så for dem?

Spørgsmål: Hvad er pointen med at nævne, at afgudsbilledet skal spikres fast, i Es 41,7f?

Svar: Esajas er her ironisk og lidt humoristisk. De beder til guder, der har så stor magt, at menneskene ikke må glemme at spikre afgudsbilledet fast, så det ikke vælter, mens de beder om dets mægtige hjælp.

Man kunne indvende, at de bad til usynlige guddomme, og at statuerne blot var afbildninger. Men folk havde en dobbelt opfattelse af deres hedenske afguder. De troede, at de befandt sig på Olympen, kørte i en vogn med solen på himlen, boede i Hades eller hvor det nu måtte være, men samtidig – og inkonsekvent – troede de, at selve statuens metal eller træ skulle æres. Dette kan man se i dag i hinduismen, hvor nogen måske stiller en lille statue af en hinduistisk gud op i sit skab og lægger ghee (klaret smør) eller andre offergaver foran stykket metal eller træ.

Spørgsmål: I Es 41:9-14, henviser dette hebraiske ord til »du« i ental eller flertal?

Svar: Selvom det ikke er så let at se i moderne engelske oversættelser, følger King James-versionen og den kinesiske version det hebraiske. Det er ental på hebraisk.

Spørgsmål: Hvorfor kaldte Gud Jakob for en orm her i Es 41:14?

Svar: Måske følte Judas og Israels folk sig her som en orm blandt nationerne, fulde af frygt for, at Assyrien skulle trampe på dem. Vi er alle meget svage i forhold til Gud og hans magt. Men pointen i Esajas 41:14-16 er ikke, at Jakob blev en ubetydelig orm, men snarere at der ud af den ubetydelige orm vil komme en Forløser, der vil være en dominerende magt. En orm er en »tærsker« af jorden. Men Esajas 41:15 siger, at der ud af denne orm vil komme en tærsker af bjerge og bakker.

Spørgsmål: Hvilke slags træer er cedertræ, shitta, myrte, oliventræ, gran, fyr og buksbom i Es 41,19?

Svar: Da man forstår, at et »oliventræ« var et træ, hvorfra man udvandt olivenolie, er moderne oversættere enige om, at de første fire træer er »cedertræ, akacie, myrte og oliventræ«. Oversætterne er usikre på nogle af de sidste tre træer. Århundreder før Kristus nævnte Septuaginta kun fem træer: »cedertræ, buksbom, myrte, cypres og hvidpoppel«. De forsøgte sandsynligvis ikke at oversætte navnene på træer, de ikke kendte.

Men pointen er, at disse træer ville være naturlige og give rigelig skygge. Ingen af disse træer er frugttræer, som man måske ville plante i ørkenen og vande på grund af deres frugt.

Spørgsmål: Hvad er pointen her i Esajas 41:22-24?

Svar: Tidligere, i Esajas 41:7, understregede Esajas, at afgudernes magt er intet i nutiden. Disse vers skifter fokus og understreger, at deres evne til at forudsige fremtiden ligeledes er intet. Ifølge New International Bible Commentary, s. 747, viser gamle dokumenter mange forudsigelser fra hedenske profeter. Den afgørende prøve ville være den afgørende begivenhed, hvor Kyros overtog det babylonske imperium.

Nogle mennesker i dag tror på en »højere magt« kaldet »held«, hvis magt kun ligger i at forudsige fremtiden. Men at tro på det gør dig ikke klogere end disse mennesker, der troede, at deres afguder kunne forudsige fremtiden.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Es 41,25, at der vil komme en fra nord?

Svar: Først to ting, der ikke er svaret, og derefter svaret.

Persien blev betragtet som liggende mod nord (Esajas 41:25; Jeremias 50:3; 51:48). Det ligger egentlig mod nordøst, men for at komme til Persien fra Israel måtte man først rejse lige mod nord.

Assyrien og Babylon blev også betragtet som liggende mod nord i Jeremias 1:14-15; 4:6; 6:1; 25:9; 46:10.

Disse nationer kom ikke kun fra nord, men også fra øst, og det er sandsynligvis derfor, der også siges, at de kom fra »den opgående sol«.

Svaret er, at dette henviser til Kristi genkomst, da den, der kommer fra nord og øst, er den, der påkalder Guds navn. Jesus selv citerede fra Esajas 42, så Jesus anerkendte denne del af Esajas som messiansk.

Som en sidebemærkning findes ordet for fyrster/herskere her, seganim, kun i Bibelen her og i Jeremias 51:23,28 og Nehemias 2:16. Det er et akkadisk låneord, der betyder »provinsguvernør«.

Spørgsmål: Hvem er den tjener, som Gud har behag i, i Es 42:1-17?

Svar: Dette er den første af tjener-sangene. Denne tjener, Guds udvalgte, er Messias, som det fremgår af Matthæus 12:17-21.

Tjeneren kan ikke blot være en gruppe mennesker, såsom Israel, på grund af alle de opregnede individuelle kendetegn ved tjeneren. Det kan ikke være Esajas selv, fordi Esajas aldrig gjorde disse ting. Den anden tjener, som er blind og døv i Esajas 42:19, er Israel, så nogle har ment, at tjeneren i 42:1-7 også er Israel. Men Matthæus 12:17-21 viser, at det er Messias. Desuden nævnte Jesus Esajas 42:7 som en henvisning til sig selv i Matthæus 4:13-16. Den jødiske Targum siger også, at Esajas 42:1-17 henviser til den fremtidige Messias.

Spørgsmål: Da Es 42,1-4 og Mt 12,18-21 siger, at Messias »ikke vil råbe eller hæve sin røst, ej heller lade den høre på gaderne« … indtil han har etableret retfærdighed på jorden, hvorfor proklamerede Jesus da højlydt, at farisæerne, de skriftkloge og lovkyndige er hyklere, blinde vejledere, hvidkalkede grave osv. i Matt 23 og Luk 11:39-52?

Svar: Man kunne forsøge at fortolke dette som om, at Jesus ikke måtte sige et eneste ord, mens han gik på gaden, men det er tåbeligt. Selvfølgelig havde Jesus lov til at tale på gaden, og han havde lov til at tale til folkemængderne i Matthæus 23. I stedet, i modsætning til jødernes forventninger, ville Jesus ikke ophidse folket, hverken til at angribe andre eller endog til at forsvare sig selv. Jesus talte og irettesatte med autoritet, men han udstødte ingen kampråb, selvom det måske var fristende, da han blev anholdt.

Det første af de tre vigtigste hebraiske ord i Esajas 42:2, »nacah«, har en lang række betydninger, men det næste ord i Strongs konkordans, »nesa«, er afledt af »nacah« og betyder at føre bort, gøre oprør eller tage. De to andre ord er »tsa’aq«, som betyder at forkynde eller råbe, og »shama«, som har en tilsvarende bred betydning. Det betyder naturligvis ikke blot »forkynde« i denne sammenhæng, for Esajas siger selv, at Messias vil forkynde forskellige ting. Man må se på ordene i sammenhæng.

Spørgsmål: Hvordan var Israel en blind og døv tjener i Es 42:8-13,18-24?

Svar: Hvor nyttig er en tjener, der både er blind og døv? Israel var blevet sådan, fordi det på trods af alt, hvad det havde modtaget, havde en indgroet vane med ikke at reagere på Gud. Det var nu døvt over for Guds ord og blindt over for Guds vilje. Det er ikke længere i stand til at modtage Herrens ord og befalinger.

Spørgsmål: Hvordan undergraver eller ændrer dette i Esajas 42:9 den liberale »to-Esajas-teori« i væsentlig grad?

Svar: Teorien om de to Esajaser går ud på, at en tidligere forfatter før eksilet skrev Esajas 1-39, og at en anden, senere forfatter, efter at eksilet var afsluttet over 150 år senere, skrev Esajas 40-66. Imidlertid siger Esajas 42:9 udtrykkeligt, at denne profeti blev givet, før disse ting fandt sted, så den anden Esajas (hvis der var en) ville i så fald være en bevidst løgner.

Spørgsmål: Henviser udtrykket »de landsbyer, som Kedar bebor« i Es 42:11 til Ismaels efterkommere, som den muslimske Ahmad Deedat hævder?

Svar: Selvom dette punkt ikke har nogen betydning for kristne uanset hvad, har Deedat ret her. Kedar var en af Ismaels tolv sønner ifølge 1 Krønikebog 1:29. Mange muslimer begår imidlertid den fejl at tro, at alle arabere stammer fra Ismael. Faktisk var Arabien langt fra øde, da Ismael blev født. Saba (det moderne Yemen) stammede ikke fra Ismael. Arkæologiske fund viser, at der boede folk i Bahrain, hvis skrift lignede kanaaniternes. Andre, der boede i Arabien ud over ismaelitterne, var de seks børn af Abraham og hans medhustru Ketura. Men før Abraham var der nogle af semitterne, som nævnes i 1. Mosebog 10:21-32.

Spørgsmål: Er Gud i Esajas 42:13 en mand, eftersom Herren går frem »som en mægtig mand« og »som en kriger«?

Svar: Nej. Det betyder blot, at Gud er en kriger og en forkæmper.

Spørgsmål: Er det i Esajas 42:13 og Jeremias 25:30 upassende, at Gud skal »brøle«, som den muslimske Ahmad Deedat hævder?

Svar: Nej, hvem er vi, at vi skal fortælle Gud, hvad han må og ikke må gøre? »Brølet« i begge vers er et kampråb. Når Jesus vender tilbage i herlighed, vil han besejre Guds fjender.

Spørgsmål: Hvordan understøtter stilen teksten her i Esajas 42:14-17?

Svar: Dette afsnit sammenligner Guds smerte og den snart forestående pludselige befrielse med en fødende kvinde. I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 256, står der: »Denne overflod af gutturale og aspirerede lyde kan virke grim, men det er yderst effektiv mundtlig kommunikation. Den lange drægtighedsperiode – som måske symboliserer den babylonske eksil – er forbi; og Gud, der har virket inaktiv, vil gøre sig umage for at føde sit folk«.

Spørgsmål: Hvorfor siger Gud i Es 42,19, at hans tjener er blind og døv?

Svar: Jeremias 5,20-21 indeholder et lignende budskab. Guds tjener er her Israel, og Gud irettesætter sin tjener her i Esajas 42:20. At sige, at de er blinde og døve, betyder, at de ikke er opmærksomme. Også nogle kristne kan være blinde og døve, set fra Guds synspunkt, når de glider væk fra ønsket om at holde sig tæt på ham og adlyde ham. Vi kan blive så optaget af andre ting, at vi ikke har plads til Jesus.

Spørgsmål: I Es 42,19; Ez 12,1-2; Kl4:14 – på hvilke måder kan mennesker være blinde og døve?

Svar: Fysisk kan mennesker være blinde af mange årsager: hjernen, synsnerven, hornhinden, fordi det er for mørkt osv., og det samme gælder for hørelsen. Mennesker kan også være døve, fordi baggrundsstøjen er for høj.

Tilsvarende kan mennesker være åndeligt blinde og døve. Hvis Helligånden ikke virker i en persons liv, er der intet håb om, at vedkommende finder Gud. (Joh 16,8-10 viser, hvordan Helligånden virker i verden.) Ligesom bekymringer og frygt kan holde mennesker væk fra evangeliet i lignelsen om de fire jordarter, kan bekymringer og frygt overdøve en persons evne til at høre Guds budskab. Selv religion kan overdøve en persons lytten til Gud, som den utroligt triste historie om farisæerne i Johannes 9 viser. Jesus sagde til farisæerne i Johannes 8:37b: »I har ikke plads til mit ord.« Må vi aldrig have vores liv så fyldt, at vi ikke har plads til Guds ord. Hvis det er tilfældet, bør vi forsøge at gøre vores liv lidt mere tomt.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Esajas 43:1 mellem, at Gud blot kalder på os, og at Gud kalder os ved navn?

Svar: Gud fremsatte ikke blot en generel opfordring (den, der vil komme, lad ham komme), men en specifik opfordring til Jakob og dermed også til hans efterkommere, Israels folk. Hvad os angår, kalder Gud os specifikt; han kender hver eneste dag i vores liv, allerede før vi blev født, ifølge Salme 139,16.

Spørgsmål: Hvordan dominerer frygt nogle menneskers liv i dag, jf. Es 43,1-2?

Svar: Frygt får vores hjerter til at fryse til og lammer vores vidnesbyrd. Den forhindrer os i at gøre det, vi skal, og får folk til at gøre alle mulige vanvittige ting, som de ellers ikke ville gøre, hvis de tænkte mere rationelt og roligt. Frygt kan dominere andres liv, og frygt kan dominere vores liv, hvis vi lader den gøre det.

Spørgsmål: Hvad skal vi gøre, når vi er bange, ifølge Esajas 43:1-2?

Svar: For det første lærer Esajas 43,4a os, at vi skal indse, at vi er dyrebare i Guds øjne.

For det andet siger Esajas 43:4b, at Gud elsker os.

For det tredje skal du bede om, at Gud bliver herliggjort i denne situation. Han kan blive herliggjort ved at beskytte dig, eller han kan blive herliggjort ved at tage dig hjem til sig.

Endelig skal du være klar over, at der kan være en farlig tendens til at »handle i panik«. Kom væk fra den umiddelbare fare, hvis du eller andre befinder sig i den, men tænk derefter grundigt over, hvad der er den bedste fremgangsmåde.

Spørgsmål: Hvor ligger Seba i Esajas 43:3?

Svar: Det er det samme som Saba i det moderne Yemen eller på den anden side af strædet i Etiopien. Seba/Saba nævnes også i Esajas 60:6; Job 6:19; 1. Kongebog 10:1-13; Job 1:15; Esajas 45:14; Ezekiel 23:42 og Joel 3:8.

Spørgsmål: Hvordan gav Gud i Esajas 43:3 Egypten, Etiopien og Sheba som løsepenge for Israel?

Svar: Det persiske imperium blev det største imperium i Mellemøsten og Europa indtil da. Gud gav det egyptiske område til Persien og handelen med Etiopien og Saba som modydelse for persernes godhed over for Israel. Ifølge Herodot (Historien, bog 1, kap. 153, s. 35) lagde Kyros planer om at erobre Egypten, og det blev erobret under hans efterfølger, Kambyses.

Spørgsmål: Hvornår vil det, der står i Esajas 43:5-6, blive opfyldt?

Svar: Dette blev først opfyldt, da de forviste vendte tilbage under Zerubbabel i 539-538 f.Kr. Det vil også blive opfyldt i endetiden, når hele Israel vender tilbage. Nogle ser oprettelsen af den moderne stat Israel som begyndelsen på opfyldelsen af dette.

Spørgsmål: I Es 43,7: Hvorfor skabte Gud mennesket?

Svar: Din korte emnelinje stiller et stort spørgsmål. Det er meget mærkeligt, at jeg, få dage før jeg læste dit spørgsmål, underviste en søndagsskoleklasse med drenge i 5. klasse netop om dette emne.

Da Gud ved alt, før det sker (Salme 139:16,17; Esajas 44:7; 46:10; 1. Johannesbrev3:20 ; osv.), så Gud, at Adam og Eva ville falde, han så, at vi ville synde mod ham, og han så det smertefulde offer, som Jesus ville bringe. Man kunne måske tro, at Gud ville have sagt: »Det her er for besværligt; jeg gider ikke gå igennem alt det besvær med at skabe disse mennesker.« Jeg tror, at Gud ville have haft fuldstændig ret til at gøre det. Men det var ikke det, Gud gjorde; af en eller anden grund så Gud igennem al hjertesorg og smerte, at det ville være det værd. Men hvorfor i alverden (eller rettere i himlen) ville Han se dette som værdifuldt?

I Bibelen kan vi se en række grunde.

Mænd og kvinder er skabt i Guds billede (1. Mosebog 1:26-27). Vi opfatter et billede her på jorden som en todimensional, delvis gengivelse af et tredimensionelt objekt. På samme måde er vi en delvis, begrænset gengivelse af en del af Guds karakter. En del af at være skabt i Guds billede er, at vi kan elske Ham, være moralske væsener, have fri vilje (korrekt defineret) og værdsætte skønhed og sandhed på måder, som dyr ikke kan. Der er en anden del af at være skabt i Guds billede, som jeg vil udskyde, indtil vi taler om 1. Johannesbrev.

Vi er skabt til at herliggøre Gud. (Esajas 43:7; 62:3)

Vi er skabt til at leve sammen med Gud (2. Korintherbrev 5:4-5). Vi skal regere sammen med Kristus i himlen (Efeserbrevet 2:6).

Gud ønsker at have os for at kunne vise os utrolig barmhjertighed og nåde. (Efeserbrevet 2:7)

Vi er skabt til at udføre gode gerninger (på jorden, men måske også i himlen), som Gud på forhånd har forberedt for os. (Efeserbrevet 2:10).

For at være hellige og ulastelige i hans øjne (Efeserbrevet 1:4)

For at blive adopteret som hans sønner (Efeserbrevet 1:5)

Vi blev skabt til Guds glæde. (Hebræerbrevet 11:6 og andre vers taler om, at vi skal behage Ham.)

Apostlenes Gerninger 17:28a siger, at vi lever, bevæger os og har vores eksistens i Gud. Ligeledes siger Kolossenserbrevet 3:3, at de troende nu har deres liv skjult med Kristus i Gud.

Men der er også et andet vigtigt aspekt. 1. Johannesbrev 4:12-16 viser ikke blot, at vi lever i Gud, men at Gud lever i os. Vi er skabt på en sådan måde, at Guds Ånd faktisk kan bo i os. Der er nogle ting, man måske tror, at den Almægtige Gud ikke kan gøre. Du tænker måske, at Gud ikke er i stand til at føle smerte, blive såret, lide osv. Selvfølgelig oplevede den Almægtige Gud netop det, da Jesus kom til jorden for at dø for vores synder. Men hvordan kan den Almægtige Gud opleve vores glæder og kampe samt vores kærlighed på første hånd? Det kan han endda. For dem, der har inviteret Jesus ind i deres hjerte, kommer Gud gennem Helligånden til os og slår sig ned i os (Joh14:23 -27).

Jesus sammenlignede dette gensidige forhold – os i Gud og Gud i os – med, at han er vinstokken og vi er grenene, i Johannes 15:1-8. Så når jeg som troende åbner mine øjne om morgenen, er det ikke kun »mig«, der ser ud gennem mine øjne; det er også »ham«. At tjene Gud er imidlertid fuldkommen frihed; jeg har stadig valget og ansvaret for at vælge at leve på en måde, der behager Ham og viser kærlighed til andre, eller at vanære Ham og være egoistisk. Der er glæde i at følge Ham, men der er også kamp, når vi lyser for Ham i denne syndebefængte verden.

Vi bør dog ikke lade os fylde af stolthed. Vi er på ingen måde guddommelige; vi er blot redskaber. Som redskaber er vi hverken anderledes eller bedre end alle de andre ikke-kristne omkring os; det er blot, at vi er blevet udvalgt ved Guds nåde og har fået noget andet indeni. Vi har fået til opgave at tilbyde denne enorme gave til andre, og Gud vil med glæde fylde alle, der beder Ham om det, for Gud elsker et menneske mere, end du kan forestille dig, endda mere end personen selv kan elske sig selv.

Derudover har Gud også individuelle formål for forskellige mennesker. Nogle gange lader Gud dem måske få kendskab til noget af deres individuelle formål; og nogle gange finder de først ud af det, når de dør. I mørke tider sagde Gud til Judas folk gennem Jeremias: »For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om at give jer fremgang og ikke om at skade jer, for at give jer en fremtid og et håb. Så vil I påkalde mig og komme og bede til mig, og jeg vil lytte til jer. I vil søge mig og finde mig, når I søger mig af hele jeres hjerte. Jeg vil lade mig finde af jer, siger Herren.” (Jeremias 29:11-14a)

Hvis du ikke er kristen, håber jeg oprigtigt, at du vil søge Herren. Hvis du er kristen, håber jeg, at du vil fortsætte med at søge Herren for bedre at vide, hvordan du kan behage ham, og derefter gøre det.

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Esajas 43:8-13?

Svar: På dette punkt skifter kapitlet fra trøst til en retssals udfordring. Men i modsætning til andre allegoriske retssager i Esajas er Israel ikke den anklagede, men et vidne. Hedningerne hævder, at forskellige guder er værdige til tilbedelse, men deres guder hjælper dem ikke. Israel skal være vidne til, at der var, er og evigt vil være kun én Gud, og at Han er deres Frelser. Hvis vi kalder os kristne, men alligevel leger med troen på andre guder – for eksempel ved at tro, at der også er sandhed i hinduismens guder eller andre hedenske religioner – så er vi ikke længere vidner til dette.

Spørgsmål: Hvad er præcis forskellen mellem en babylonier og en kaldæer i Es 43:14; 48:14,20?

Svar: På det tidspunkt var de synonymer. De amoritiske babylonere erobrede det gamle Sumer og blandede sig med sumererne i løbet af omkring 1.000 år før Esajas’ tid.

Spørgsmål: Hvorfor tales der i Es 43:14 om kaldæernes skib, når Babylon var en by inde i landet?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Da kaldæerne ejede hele området fra Babylon til Den Persiske Golf, kunne de have losset skibet nær Den Persiske Golf og transporteret varerne over land til deres hovedstad Babylon.

Svaret: Babylon lå ved den mægtige flod Eufrat. Den græske historiker Herodot (Historien, bog 1, kap. 194, s. 44) skriver, at kaldæerne havde små, runde skibe lavet af skind med en ramme af piletræ, som sejlede op og ned ad Eufrat og i Den Persiske Golf. De største kunne rumme fem tusind talenter. Disse »flodskibe« kunne levere gods fra større havgående skibe, der kom fra Egypten, Afrika, det sydlige Arabien, Persien eller Indien. Babylonierne havde også krigsskibe, som de købte af fønikerne.

Spørgsmål: Hvad sammenligner Esajas her i Es 43:14-21?

A: Uden direkte at sige det sammenligner Esajas hjemkomsten fra eksilet med udvandringen fra Egypten. Gud minder dem i Esajas 43:16-17 om, at det var ham, der fik israelitterne til at krydse Det Røde Hav og druknede de egyptiske stridsvogne og heste. Gud sørgede for dem i ørkenen, og Gud vil også sørge for dem på deres rejse på 600 til 900 miles fra Babylon tilbage til Israel.

Q: Hvad menes der med »havets veje« i Es 43:16 og Sal 8:8?

Svar: Lad os se, hvilken af de tre muligheder der er den rigtige.

(forkert) Havstrømme: Middelhavet og Det Røde Hav har ingen strømme, så dette kan kun henvise til strømme i verdenshavene.

(forkert) En skibs eller fisks rejsevej til en destination.

(korrekt) En tør vej gennem Det Røde Hav.

Hvad angår, hvilken der er korrekt, skal man bemærke følgende:

Vers 16 henviser til, hvad Gud gjorde i fortiden, nemlig at skabe »en vej i havet«.

Vers 17 tilføjer, at Han trak stridsvogne og heste i hæren ud og udslettede dem.

Vers 19 siger, at ligesom de i fortiden vidste, at Gud havde banet en vej for dem gennem det mægtige hav, vil Gud i fremtiden bane en vej for dem i ørkenen, så de kan vende tilbage fra fangenskabet. Derfor er de to første fortolkninger forkerte, og kun den tredje er korrekt.

Som en sidebemærkning giver mindst to studiebibler og fire kommentarer også den tredje fortolkning.

Spørgsmål: Hvordan kan man i Es 43,22-28 opmuntre andre til ikke at blive trætte af Gud?

Svar: Denne del af kapitlet skifter til en anklage, som i en retssal, om at de har gjort netop det. Jo mere et menneske gennemgår ydre ritualer uden den indre betydning, jo mere træt føler vedkommende sig. Jo mere man tilbeder Gud hyklerisk, men ikke fra hjertet, jo mere trættende kan det blive. Men de ærer ikke engang Gud ved at bringe ofre længere. Mennesker kan vise deres træthed over for Gud på forskellige måder. I dag er der mange, der stadig tror på Gud og ikke begår grove synder, men som er holdt op med at gå i kirke og med at give til Guds tjeneste. Det skyldes sandsynligvis ikke, at de bevidst har tænkt, at de har bedre ting at tage sig til end at følge Gud, men snarere at deres tid til Gud ubevidst er blevet »fortrængt« af tid til andre ting. Mens Satan fører krig mod de kristne med trusler og fristelser, gør han det også med distraktioner, der sluger vores tid. Vi må ikke være uvidende om hans list (2. Korintherbrev 2:11).

Spørgsmål: Hvordan kan den alvidende Gud i Esajas 43:25 ikke huske vores synder?

Svar: Det er ikke, at Gud ikke kan huske vores synder, men at Gud vælger ikke at huske vores synder. Ikke alene vil Han ikke bringe dem på bane over for os igen, men Han vil heller ikke selv tænke mere på dem. MacArthur Bible Commentary, s. 812, nævner, at dette er et af de højeste udtryk for nåde i Det Gamle Testamente.

Som en sidebemærkning henviser den første stamfader, der syndede i Esajas 43:27, sandsynligvis til Jakob, der nævnes i 43:28, den fælles stamfader til netop Israel og ikke til midianitterne eller ismaelitterne.

På samme måde, når en medtroende har syndet, angret og er blevet genindsat, og har ydet erstatning, hvis det er praktisk muligt, så behøver vi heller ikke at bringe den synd på bane over for ham eller nogen anden.

Spørgsmål: Hvad er det centrale punkt i kapitel 44 i Esajas, vers 1-28?

Svar: Mange kapitler lærer os lære og viden om Gud, men dette kapitel afslører desuden også Guds hjerte; de samtidige, men forskellige følelser, som Gud nærer over for Israel.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af navnet Jesurun eller Jeshurun i Esajas 44:2?

Svar: Nogle mennesker bruger kælenavne, og også Gud bruger et kælenavn for Israel. Jeshurun betyder »den retfærdige« på hebraisk. Det var ikke et ukendt udtryk for israelitterne, da det også bruges i 5. Mosebog 32:15; 33:5,26. Det har en bedre grundbetydning end Jakob, som betyder »svindler«.

Spørgsmål: Hvilke træer nævnes der i Esajas 44:4?

Svar: Man troede tidligere, at det hebraiske ord henviste til en poppel, men nu mener man, at det er et ”ben-træ”, som vi kender som et moringa-træ. Moringa-træer, der er hjemmehørende i det nordlige Indien og senere i hele det sydlige Asien, har lysegrønne blade, vokser hurtigt, er tørkebestandige, og deres frø kan hjælpe med at rense vand. Et kælenavn for moringa-træet er livets træ. Smuk karakter, hurtigvoksende, tørkebestandig og med evnen til at rense – det er alt sammen gode egenskaber for en troendes åndelige liv også!

Spørgsmål: Hvad kan en mormon lære af verset i Es 44:8f?

Svar: Der er mange vers, der siger, at der kun er én sand Gud, men dette vers udtrykker det på en særlig måde. Vi tror, at Gud er alvidende, men selv hvis du ikke var enig, ville du være nødt til at indrømme, at Gud i det mindste er ret klog, ikke? Og hvis Gud overhovedet var meget intelligent, ville han da vide, om han havde en bror eller søster, der også var Gud, ikke? I Esajas 44:8 spørger Gud retorisk, om der er nogen anden Gud end ham selv; derefter svarer han, at nej, han kender ikke til nogen.

Spørgsmål: Hvorfor lægger Es 44,9,11,15-20 her så stor vægt på skam?

Svar: Den vestlige kultur lægger stor vægt på rigtigt og forkert, men andre kulturer, herunder kulturerne i Mellemøsten, lægger mindst lige så stor vægt på ære og skam. Ville du helst omgås en person, der har »ret«, men som er ligeglad med, at vedkommende gør skammelige ting, eller en person, der tager fejl i mange ting, men som forsøger at være en ærefyldt person?

Det er ironisk, at hedningerne mener, det er ærefyldt at tilbede deres guder, men Esajas siger her, at a) det faktisk bringer dem skam, og b) at de dybt nede i sig selv let kan indse det. Faktisk var halvguden Herkules kendt for sine tolv heltedåder. Men Diagoras fra Melos, en elev af Demokrit, kastede en træstatue af Herkules ind i ilden og sagde: »Kom nu, Herkules, udfør din trettende bedrift, og hjælp mig med at koge roerne.« (taget fra Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 7, del 5, s. 211.)

Esajas 44:10,12 understreger skammen ved at fremstille eller tilbede en afgudsbillede; Esajas 44:15-20 giver en trist satire over, hvordan et menneske bør skamme sig over sin dumhed, når det fremstiller en afgudsbillede. Men satiren ligger i den objektive beskrivelse af kendsgerningerne, ikke i tonen. Man kunne opfatte det ikke som en hånlig sarkasme, men som en tør sarkasme.

Esajas var ikke den eneste, der lagde mærke til dette. Den berømte romerske digter Horats (65-27 f.Kr.) siger noget, der minder lidt om det: »Engang var jeg et figentræ, en ubrugelig pind. En håndværker … foretrak imidlertid, at jeg skulle være en gud …«

Spørgsmål: Hvad siger Es 44,12-17 om menneskers arbejde?

Svar: Gud anerkender, at mennesker kan arbejde meget hårdt, i det omfang de har kræfterne til det. Men det kan være hårdt arbejde for forgæves afguder, som hverken bekymrer sig om det eller kan hjælpe eller gøre arbejdet meningsfuldt. Esajas 44:12 understreger, at håndværkernes styrke svigter, fordi de bliver sultne og trætte af at fremstille afgudsbilledet af metal eller træ. Hvis de bliver trætte af at fremstille et afgudsbillede, er afgudsbilledet endnu mindre magtfuldt end dem selv. Men de, der venter på Herren, fornyer deres styrke ifølge Esajas 40:28-31.

På en mærkelig måde er Gud endda suveræn over det, der ikke eksisterer. Afgudsguder eksisterer ikke rigtigt, men alligevel har de magt; deres magt ligger hos de mennesker, der tror på deres bedrag. Esajas 44:14 siger, at træguden stammer fra håndværkerens økse, der blev ført mod træet, som voksede fra det træ, der kom fra regnen. Med andre ord afhang denne angiveligt magtfulde guds eksistens helt af, om det regnede eller ej!

Spørgsmål: Hvordan kan denne åndelige forløsning i Es 43:22-44:23 sammenlignes med den nationale forløsning i Es 42:18-43:31?

Svar: Esajas taler først om national forløsning og derefter om åndelig forløsning. Her er en sammenligning fra J. Alec Motyers *The Prophecy of Isaiah*, s. 326.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Es 44:25 beskytte os selv og især andre mod at få for meget af den såkaldte falske viden, der findes derude?

A: Det ser ud til, at der cirkulerer stadig flere falske oplysninger. Man bør imødegå dem med sande oplysninger, men det synes ikke i sig selv at være nok. Man skal også »forsvare hjorden« og påvise, at de falske oplysninger er forkerte. En tredje metode, der kombinerer de to første, er at stille dem spørgsmål om deres falske tro, som Esajas her viser os, hvordan man gør.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at floderne tørrer ud i Esajas 44,27?

A: Der er tre ting, der spiller ind.

Tidligere tørrede Gud Rødehavet ud for Moses og Jordanfloden for Josva.

I den nærmeste fremtid kunne den persiske konge Kyros erobre byen Babylon ved at omlede floden ind i Sepharvaims bassin, så floden kun stod omkring en fod høj. Derefter marcherede den persiske hær ifølge Herodot ubesværet på flodlejet under Babylons mure. I modsætning hertil siger Young imidlertid, at kileskriftstavler fra Babylon viser, at Herodots beretning sandsynligvis ikke fandt sted. Se J. Alec Motyers *The Prophecy of Isaiah*, s. 355, for mere om dette.

I en fjern fremtid vil Eufrat-floden tørre ud for kongerne i øst i Åbenbaringen 16:12.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Kyros her i Es 44:28-45:3,13?

Svar: Esajas 44-45 var en profeti, der nævnte Kyros ved navn. Gud kendte endda navnet på jødernes befrier mere end 150-200 år før Kyros blev født. Liberale og skeptikere har antaget, at ægte profeti om fremtiden er umulig, så de har længe brugt denne henvisning til Kyros til at »bevise«, at den sidste del af Esajas blev skrevet, efter at Kyros blev konge. Kyros udstedte et dekret om, at jøderne kunne vende tilbage i 538 f.Kr., et år efter at han havde erobret Babylon. Templet blev endelig genopbygget i 516 f.Kr.

Kyros blev nævnt, om end ikke ved navn, i Esajas 41:2,25. Men som det udtrykkes i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 270, er Kyros’ »navn blevet holdt tilbage til dette store øjeblik, hvor det poetisk-profetiske klimaks indtræffer.«

Spørgsmål: Hvorfor er versene i Esajas 45:4-6,18,21-22 og 46:9 gode at dele med mormonerne?

Svar: I stedet for at tro på løgnen om, at der findes andre guder som deres, der hersker over andre planeter, siger Esajas 46:9, at der ikke er nogen anden som vores Gud. Vores Gud er enestående i universet.

Spørgsmål: Angående Es 45:7; Es 14:7: Jeg lyttede til Larry Wessels’ YouTube-præsentation »Unpopular Bible Doctrines« og fandt den interessant nok til at tjekke hjemmesiden ud. Jeg har kigget lidt på og læst noget af det, der står på jeres hjemmeside, og gennemgået spørgsmålene om, hvorvidt Gud skabte det onde. Jeg søgte efter diskussionen om Første Mosebog på jeres hjemmeside – om skabelsen af det onde – og så IKKE dette vers: Esajas 45:7 (King James-versionen): »Jeg skaber lyset og skaber mørket; jeg skaber freden og skaber det onde; jeg, Herren, gør alle disse ting.« Jeg er også en sandhedssøger, hvilket vil sige, at jeg er en kristen, der virkelig gerne vil vide, hvad Bibelen siger, selv de upopulære ting. Jeg er derfor interesseret i jeres kommentar til Es 45:7.

Svar: Dette hebraiske ord, ra’, forekommer omkring 640 gange i Det Gamle Testamente. Nogle steder betyder det moralsk ondskab, men 275 steder betyder det »problemer« eller »ulykke«. I bogen *Now That’s A Good Question*, s. 267-268, påpeges det, at der er syv forskellige hebraiske ord, der oversættes til »ondskab« på engelsk. Selv det engelske ord for »ondskab« har to betydninger: moralsk ondskab og fysisk katastrofe. Det betyder, at Gud undertiden bringer fysiske katastrofer. Naturligvis tillader Gud i vores faldne verden, at fysiske katastrofer sker; men dette vers siger faktisk, at Gud bringer fysiske katastrofer. Når man tænker på, at Sodoma og Gomorra blev udslettet, eller på Noas syndflod, eller på den store fest i Åbenbaringen, kan Gud bringe både død og liv. Vi tænker gerne på Gud som det mest kærlige væsen i universet – og det er Gud også. Men Gud er også det mest vrede væsen i universet, og det må vi huske på.

Tertullian, der skrev i 207/208 e.Kr., talte også om disse to former for ondskab. Han skelnede mellem syndig ondskab (culpae) og strafbar ondskab eller straf (poenae) i sit værk »Fem bøger mod Marcion«, bog 2, kap. 14, s. 308.

Spørgsmål: Hvordan kunne en god Gud i Es 45,7 og Es 14,7 »skabe fred og skabe det onde«?

Svar: I *Now That’s A Good Question*, s. 267-268, påpeges det, at der er syv hebraiske ord, der ofte oversættes til det engelske ord »evil« i King James-versionen. Svaret er, at dette ord for ondskab ofte betyder en fysisk katastrofe, ikke blot moralsk ondskab.

Kætteren Marcion, der talte græsk, ikke hebraisk, forsøgte at bruge dette afsnit til at bevise, at Det Gamle Testamentes Gud var ond og en anden Gud end den i Det Nye Testamente. Valentianerne og andre gnostikere afviste versene i Esajas, der siger, at der ikke findes nogen anden gud, som en løgn fra den onde demiurg-gud i Det Gamle Testamente.

Tertullian (skrev i 207/208 e.Kr.) besvarede dette spørgsmål stort set på samme måde og skelnede mellem syndigt ondt (culpae) og strafbart ondt eller straf (poenae) i »Fem bøger mod Marcion«, bog 2, kap. 14, s. 308.

Spørgsmål: Hvordan kan nogle mennesker i Es 45,9 sammenlignes med potteskår?

Svar: Små, knuste potteskår er næsten fuldstændig ubrugelige og kan skære andre, men tidligere kunne de have været nyttige. Nogle mennesker er som potteskår; de viste engang lovende tegn på at kunne komme til Kristus og tjene Gud, men synes nu fuldstændig ubrugelige. Husk dog, at Gud kan forme potter på ny. Se også diskussionen om Klagesangene 4:2.

Spørgsmål: Hvad siger Gud i disse metaforer om en pottemager og forældre i Esajas 45:9-11?

Svar: Ingen har nogensinde kunnet spørge sin far eller mor: »Hvorfor skabte du mig?« På samme måde kan en krukke ikke kritisere, hvorfor pottemageren skabte den. På samme måde kan Gud forme os, som han ønsker, og vi må bare finde os i det. Den umiddelbare anvendelse af dette er kong Kyros. Set fra Kyros’ synspunkt var han sikker på sit livsformål: at udvide det medo-persiske rige og derved gøre sig selv og perserne rige. Men Gud havde en helt anden opfattelse. Kyros blev først og fremmest skabt for at udstede et dekret om, at jøderne kunne vende tilbage til deres hjemland. Selv hvis han kunne se dette (hvilket han ikke kunne), ville Kyros ikke være i en position, hvor han kunne stille spørgsmålstegn ved Guds hensigter. På samme måde kan jøderne – og vi – ikke stille spørgsmålstegn ved, hvorfor Gud skabte os til de formål, han gjorde.

Spørgsmål: Hvordan kunne Kyros i Es 45,13 tillade jøderne at vende tilbage »uden pris eller belønning«, når Es 43,3-4 angiver, at Egypten, Kush og Seba blev givet i bytte for Israel?

Svar: Selvom landet blev erobret, var Kyros ikke forpligtet til at frigive de jødiske landflygtige, og Kyros så ingen belønning i at gøre det (bortset fra loyale undersåtter). Jøderne blev ikke pålagt nogen afgift; tværtimod forsynede perserne dem med proviant. Men Gud ville belønne perserne med landene Egypten, Kush og Seba til gengæld, selvom Kyros ikke forventede det.

Spørgsmål: Hvilke fire roller, som Gud spiller, fremhæves i Es 45,18-25?

Svar: Dette understreger og knytter Guds rolle i skabelsen (45:18), åbenbaringen (45:19), frelsen (45:20-22) og den lovede dom (45:23-25) sammen.

Spørgsmål: I Es 45,19: Lader Gud nogensinde mennesker søge ham forgæves?

Svar: Gud lader ikke mennesker, der oprigtigt søger ham, søge forgæves. Her er fem punkter at overveje.

1. Jesus lovede i Mattæus 7:7-8, at de, der beder og søger, vil få og finde.

2. Men ingen søger Gud (Rom3:10 -11, hvor der citeres fra Salme 53:1-3).

3. Paradoksalt nok siger David, der skrev Salme 53, at han søgte Gud.

4. Vi har et ansvar for at søge Gud (Esajas9:13 osv.)

5. Løsningen på punkterne 2, 3 og 4 er, at ingen søger Gud af egen kraft. Det er snarere Gud, der drager mennesker til sig (selv i Det Gamle Testamentes tid). Medmindre Faderen drager mennesker til sig, ville ingen komme til Jesus (Johannes6:44 ).

Spørgsmål: Hvem er de flygtninge/overlevende/undslupne fra nationerne her i Esajas 45:20?

A: Der er to opfattelser. Den første opfattelse er, at det var israelitterne, der blev forvist fra Israel og Juda og spredt blandt nationerne af Assyrien og senere Babylon. Dette ville omfatte både jøder, der stadig fulgte Gud, og jøder, der nu tilbad afguder. En anden opfattelse er, at eftersom Assyrien også forviste andre folk fra andre nationer (som Kyros lod vende hjem), drejer det sig om alle de forviste, både jøder og ikke-jøder. Bortset fra den ene sande Gud ligger deres eneste magt i livløse træguder, som de forgæves beder til.

Spørgsmål: Hvad er i Es 45,21 kontrasten mellem Gud, der forkynder ting, og afgudsbillederne?

Svar: Mens Gud forudsagde Kyros ved navn omkring 150 år før dette skete, profeterede de hedenske afguder intet. Faktisk står der i Kyros-cylinderen, at Marduk beordrede, at Babylon skulle erobres (under Kyros) som straf for Nabonidus og babylonierne. Dette blev dog først skrevet, efter at begivenheden havde fundet sted; forud for dette var der ingen beviser for, at Nabonidus ikke var religiøs nok, eller at Marduk var utilfreds med Babylon.

Spørgsmål: Hvem er Bel og Nebo i Esajas 46:1?

Svar: Bel var et andet navn for Marduk, også kaldet Bel-Merodach, Babylons øverste gud. Bel nævnes også i Jeremias 51:44. Den babylonske hersker Belsazar blev opkaldt efter Bel. De babylonske herskere Nebukadnezar (Nabu-kudurri-usur), Nabonidus (Nabu-na’ia) og Nabopolassar (Nabu-apal-usur) har alle »Nebo« i deres navne. Mange kommentarer siger, at denne afgud var forskellig fra den kanaanitiske afgud ved navn Baal, men *The MacArthur Bible Commentary*, s. 816, og *The NIV Study Bible*, s. 1084, mener, at Bel var et andet navn for den kanaanitiske afgud Baal. For at fuldende billedet var den babylonske gudinde Ishtar den samme som den kanaanitiske gudinde Ashtarte. Nebo var Marduks søn og skriftens gud.

Hvert år blev disse to guder båret i en parade på det babylonske nytår, som var dagen for forårsjævndøgn. Nebo skulle skrive skæbnen for alle for det pågældende år.

Herodot fortæller, at der stod to gyldne statuer af Bel/Marduk i Babylon.

Pointen med disse vers er, at folket måtte vælge mellem at tro på en død religion med Bel og Nebo eller den levende Gud. De måtte vælge, om de ville sætte deres lid til Bel, Nebo og babylonierne eller den sande Gud.

Spørgsmål: I Es 46:2, hvornår forsøgte babylonierne at bringe deres afguder i sikkerhed?

Svar: Dette skete ikke, da Kyros erobrede Babylon. I stedet var det, da den assyriske konge angreb og generobrede Babylon i 703 f.Kr., at den babylonske oprørskonge Merodach Baladan lod de babylonske guder evakuere. Pointen her er at tvinge en beslutning frem; en jøde måtte beslutte, om han ville sætte sin lid til hedenske afguder som Bel (Marduk) og Nebo eller den ene sande Gud. Desværre var babylonierne selv næsten lige så døve over for deres budskab, som deres guder var.

Spørgsmål: Hvad er dispositionen i Es 46,1-13?

Svar: Her er et eksempel på en oversigt.

Es 46:1-2 Profetien om at redde afgudsbillederne

Es 46:3-4 Gud redder os og bærer os som sin byrde

Es 46:5-7 Døde byrder, der skal reddes, har ingen frelsende kraft

Es 46:8-11 Gud skabte os

Es 46:12 Gud frelste os

Spørgsmål: Hvad er kontrasten her i Es 46:3?

Svar: Esajas fremhæver kontraster, hvor den åbenlyse, faktiske del forbliver usagt. Bel og Nebo, de to vigtigste guder i Babylon, bæres af lastdyr. I modsætning hertil bærer Gud sit folk. Dyrene bliver trætte og udmattede. Det gør Gud ikke. Selvom Kyros-cylinderen senere forsøgte at fremstille det i et positivt lys, var det åbenlyst, at de babylonske guder ikke kunne redde deres by fra nederlag. De bøjer sig for deres afguder, men det er faktisk afguderne, der bøjer sig, mens de bæres.

Babylonierne bærer deres to vigtigste afguder med sig under evakueringen; det kan få nogen til at undre sig over, hvor magtfulde afguderne egentlig er. Men Gud har båret israelitterne gennem historien. Føler du, at du bærer Gud rundt, måske som en byrde, eller at Gud bærer dig?

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Babylon i Es 47,1 en jomfruelig datter?

Svar: Det kan være sarkasme. Engang havde babylonierne en skik, hvor ugifte piger skulle sælge deres kroppe i templet, før de kunne gifte sig. Nogle har sagt, at det er, fordi Babylon ikke var blevet erobret. Det er dog ikke sandt, for Merodak-Baladan gjorde oprør mod Assyrien, og assyrerne generobrede Babylon både i 710 f.Kr. (under Sargon II) og i 702 f.Kr. (under Sanherib).

Spørgsmål: Hvem er »kongerigernes dronning« i Es 47:5,7?

Svar: Metaforisk set er det babyloniernes stolte datter, det vil sige byen Babylon. På det tidspunkt var Babylon måske den mægtigste by i verden.

Spørgsmål: Hvordan fortæller man i Es 47,8-15 nogen, at de skal stole på Gud, når de har sat stor tillid til noget andet?

Svar: Det er svært for dem at høre, at Gud har svaret på deres liv, fordi de tror, at de allerede har svaret. Du skal bede for dem og tale med dem. Der er to aspekter ved at tale med dem: nu og senere.

Nu: Ud over at fortælle dem, at Jesus er svaret og den eneste sande Frelser, skal de indse, at det, de sætter deres lid til, er falsk. Det er næsten som om, man skal løsrive dem fra den ene væg, før de kan hænge fast på en anden.

Senere: En betydelig andel af medlemmerne i sekter forlader til sidst sekten. Tidligere har jeg hørt, at det var omkring 50 % for Jehovas Vidner. Jeg har læst, at omkring en femtedel af de mennesker i USA, der er født som muslimer, ikke længere er muslimer. Så selvom de ikke ændrer sig i den nærmeste fremtid, vil de måske senere huske de ord, der blev sagt til dem, og når de bliver desillusionerede over deres religion og indser, at den er falsk, vil de overveje Kristus i stedet for blot at blive kyniske og falde i agnostisisme eller ateisme.

Spørgsmål: Hvad er det vigtige ved babyloniernes visdom og viden i Es 47:10?

Svar: Det meste af den vestlige astrologi og en stor del af afgudsdyrkelsen stammer fra Babylon. De var stolte af deres visdom, astrologi og magi.

På den positive side stammer også meget matematik fra Babylon. De anvendte en vis grad af algebra, herunder løsning af andengrads- og tredjegradsligninger. De havde dog ikke en egentlig algebraisk notation. Babylonierne var også dygtige til trigonometri. Deres talsystem var baseret på 60. Grunden til, at vi opdeler en cirkel i 360 grader, er, at det var sådan, babylonierne betragtede himmelcirklen.

I sidste ende var babyloniernes egen styrke [både militær og intellektuel] imidlertid deres gud ifølge Habakuk 1:11.

Spørgsmål: Hvad er den poetiske retfærdighed, der nævnes i Esajas 47:10a,11?

Svar: Det samme hebraiske ord betyder »moralsk ondskab« i Esajas 47:10a og »katastrofe« i Esajas 47:11a. Hvis du gør forfærdelige ting, vil der ske forfærdelige ting for dig.

Spørgsmål: Hvad var forskellen mellem Babylons vantro hedenskab og Israels i Esajas 48:1-9?

Svar: Begge var onde, men der er en forskel mellem ondskab og hyklerisk ondskab. Babylonierne var stolte af deres afguder, mens israelitterne var stolte af Gud, som de dog ikke fulgte udelukkende. Ved at bruge en metafor om ægteskab forlod det nordlige rige sin ægtefælle, mens det sydlige rige var utro mod sin ægtefælle.

Spørgsmål: Hvordan kan stædighed (eller skal vi sige viljestyrke) i Es 48,1-9 være en så ond synd i Guds øjne?

Svar: Lad os sige, at du er målmand i en fodboldkamp. Du griber bolden og kaster den ind i dit eget mål. Hvad ville der ske, udover at det andet hold får et point? Tja, måske troede din træner, at bolden gled væk fra dig, eller måske var du forvirret. Men lad os sige, at hver gang du fik bolden, kastede du den ind i dit eget mål. Din træner ville tage dig ud af kampen og sandsynligvis smide dig ud af holdet, fordi du har vist, at du aldrig rigtig har været en del af holdet til at begynde med. Dine medspillere, der kæmpede hårdt for holdet, ville blive meget, meget skuffede over dig. Faktisk ville de være vrede på dig og ikke på modstanderholdets spillere, for i det mindste var modstanderne ærlige omkring deres hensigter. Er det ikke netop det, som troende, der kalder sig kristne, gør, når de stædigt handler imod Gud?

I Esajas 48:1,2 henvender Gud sig faktisk ikke til Israel; han henvender sig snarere til dem, der kalder sig selv ved navnet Israel.

Spørgsmål: I Es 48,1-2; 49,14; Kl 1,7-8; 2,1-2,13 – er det godt eller dårligt, hvis man betragter sit hjem som sin identitet?

Svar: Det afhænger af, hvor man betragter sit hjem. Man kan overdrive det ved at knytte sin identitet til at være amerikaner, texaner eller fra Japan, Kina, Frankrig, Tyskland eller Storbritannien. Men hvis man betragter himlen som sit sande hjem, så er det en god ting. Tingene vil aldrig være helt rigtige, før vi kommer hjem. Hvis man ikke længes efter hjemmet, så er der noget galt med ens vandring med Gud.

Men på den negative side viser Esajas 48:1-2 mennesker, der havde identiteten som »Jakobs hus« og »Israels navn« og kaldte sig selv efter den hellige by, men ikke i sandhed eller retfærdighed.

Spørgsmål: I Es 48,1-2; 49,14: Hvad udgør, rent praktisk set, en persons identitet, i det mindste i vedkommendes egne øjne?

A: Hvad taler en person om hele tiden? Hvad bliver personen begejstret for at tale om? Er det deres sportshold? Er det deres land og dets politik? Er det deres politiske parti? Er det deres investeringer? Er det deres relationer? Det er fint at tale om alle disse ting, men når ét emne dominerer, kan det være et tegn på, at personens selvopfattede identitet er for tæt knyttet til netop det.

Paulus, tidligere Saulus fra Tarsus, havde et meget interessant perspektiv på dette i Filipperne 3:5-11. Saulus var selvsikker og havde et godt selvværd, fordi han vidste præcis, hvem han var – og Gud brød ham ud af alt det.

Spørgsmål: Hvad udgør vores identitet, set med Guds øjne, i Esajas 48,1-2; 49,14?

Svar: Hvis vi ikke er et Guds barn, der skal til himlen, så betyder intet andet noget. Hvis Gud hjælper os med at bryde vores dårlige vaner, helbreder os, giver os økonomisk succes og gode venner og familie, men vi aldrig kommer til at overgive vores liv til Kristus, så er vi tabere, og vores »sejre« er uden betydning. Men hvis vi tager imod Jesus som vores Herre og Frelser, er vi i sidste ende vindere, selvom vi er syge og fattige, og selvom venner og familie svigter os. Det er fint at bede for dem omkring dig om disse små sejre, men hvad betyder det egentlig, hvis de ikke også får den store sejr?

Spørgsmål: Burde Israel i Esajas 48:1-4 have set på dommen over Babylon og genkendt lidt af sig selv og lært af det?

Svar: Esajas viser mange paralleller her. De burde have lært af den profetiske dom og dens opfyldelse mod Babylon, men tilsyneladende så flertallet af israelitterne ikke dette. Måske var israelitterne så optaget af deres egen identitet som »Jakobs hus«, at de ikke mente, de havde brug for at lære noget.

Spørgsmål: Hvorfor lægges der i Es 48,1,12,16,17-18 så stor vægt på at lytte?

Svar: Man kan se, om et folk er Guds folk, ved at se, om de lytter til Gud og kærligt adlyder Gud. Det handler ikke så meget om, hvad man gør, eller hvad man siger, men om man lytter og adlyder.

Hvis man spørger de fleste muslimer, hvem Jesus er, vil de sige, at han var en profet, født af jomfru Maria, som aldrig syndede. (Med undtagelse af ahmadiyya-muslimer.) Men hvad nytter en profet, hvis folk ikke lægger mærke til hans ord? Spørg en muslim, om han eller hun gerne vil høre profeten Jesu ord.

Spørgsmål: Hvad er der i dag, som i Esajas 48:1, 12, 16, 17-18 hindrer os i at lytte til Gud?

Svar: Naturligvis lytter afguder af metal og træ ikke til Gud, og jo mere folk tilbad disse afguder, desto mere mistede de deres evne (og lyst) til at lytte til Gud. Vi har måske også ting af metal og plast, såsom tv’er, computere, iPads og telefoner, som Satan bruger i vores liv til at vende os bort fra Gud. Vi har måske afguder i form af penge, indflydelse, venner, romantik eller endda familie, der gør os døve over for at lytte til Gud. Hvis noget eller nogen er en hindring for, at du lytter til og følger Gud, så fjern det så vidt muligt fra dit liv.

Spørgsmål: Hvad er »jernsener« i Es 48,4?

Svar: Sener er de bånd, der forbinder musklerne. Som en metafor ville jernsenere ikke rive over, og de ville give stor styrke, hvis de var fastgjort til jernmuskler. Det lyder jo godt, bortset fra … hvor meget fleksibilitet og bevægelighed ville de have? Stædighed kan være som en hård, ubøjelig jernsen, der aldrig vil bøje sig eller bevæge sig, selv når den burde.

Spørgsmål: I Es 48:8, hvornår er det bedre for en person IKKE at høre, forstå og kende sandheden?

Svar: Når vedkommende ikke er fast besluttet på at følge den. Jo mindre vedkommende ved på dommens dag, desto bedre vil det gå vedkommende. 2. Petersbrev 2:20-22 siger, at det ville have været bedre for nogle ikke at kende retfærdighedens vej end at have kendt den og vendt ryggen til den.

Spørgsmål: I Es 48:12-13, hvad er forskellen på, at Gud er almægtig, og at Gud er suveræn?

Svar: Almægtig betyder, at Gud er i stand til at gøre hvad som helst, i det mindste alt, hvad der virkelig er en »ting« og ikke en logisk modsigelse. Suveræn betyder, at Gud har ejendomsretten til alt.

Spørgsmål: Hvad afslører Gud her i Esajas 48:17-19 om sit hjerte?

Svar: Forestil dig en lærer her på jorden, der lægger hele sit hjerte i at undervise i noget, der var meget vigtigt for eleverne at vide, og hvor eleverne praktisk talt ikke lærte noget som helst, fordi de ikke gad at lære det, da de mente, det ikke var værdifuldt. Hvor frustrerende ville det ikke være for en lærer! Gud er vores lærer her, og Gud udtrykker her sin frustration over dem, der identificerer sig som hans folk, men alligevel nægter at lytte.

Spørgsmål: Hvorfor skal folket i Es 48,20-22 »flygte fra Babylon« og forlade det hjem, de kender så godt, og hvorfor skal vi nogle gange gøre det samme?

Svar: De blev ført til Babylonien og Assyrien som slaver. Men på dette tidspunkt, 70 år senere, var Babylonien et sted, hvor de klarede sig økonomisk, og nogle havde det endda godt. Men de havde ikke megen frihed der, og de kunne vende tilbage til det hjem, hvor de hørte til. Men endnu vigtigere var det, at Babylon bød på fristelser til at anse det for vigtigt, som babylonierne anså for vigtigt, herunder afgudsdyrkelse og astrologi. Nogle gange står vi over for et valg mellem at fortsætte med det, vi kender, selvom det gradvist fører os væk fra Gud, eller at vove os ud i det ukendte, mens vi følger Gud. Vær altid opmærksom på den opfordring, der gentagne gange gives i dette kapitel: Lyt til Gud!

Gud afslutter til sidst med en tveægget profeti. De kan drage ud med glæde, mens Gud leder dem (Esajas 48:20), eller også er der ingen fred for de ugudelige (Esajas 48:22).

Spørgsmål: Hvad er oversigten i Es 49:1-66:24?

Svar: Esajas 49-57 er blevet kaldt »Den lidende Tjeneres Bog«. På den ene side virker Esajas’ skrivestil følelsesladet og spontan. Men på den anden side er den, når man ser nærmere på den, også meget struktureret. Her er en oversigt over hele dette afsnit.

Esajas 49:1-6 Tjeneren for Israel og verden

. Esajas 49:7-13 Bekræftelse af opgaven over for Israel og verden

. . Esajas 49:14-50:3 Zion har glemt, men de vil huske det

Esajas 50:4-9 Tjeneren reagerer lydigt, men vil lide

. Esajas 50:10-11 Den lydige mod den stædige

. . Esajas 51:1-52:12 Zion bliver pålagt at reagere

Esajas 52:13-53:12 Tjeneren sejrer og bærer vores synd

. Esajas 54:1-55:13 Israel og verden opfordres til at lade sig frelse

. . Esajas 56:1-66:24 Zion vil svare

Mærkeligt nok er det sidste punkt meget uddybet og fylder mere end de øvrige dele tilsammen. Vi ser også dette samme mønster i Åbenbaringen, først i de syv segl, derefter i de syv basuner og til sidst i de syv skåle med Guds vrede.

Spørgsmål: Hvad taler Esajas om her i Es 49?

Svar: Nogle gange har en far brug for at tale med sine børn og minde dem om, hvem der er forælderen, og hvem der bestemmer. På samme måde minder Gud os om, at det er ham, der i sidste ende styrer historien, som vil opfylde hans formål.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af øerne her i Esajas 49:1 og 41:1?

Svar: Selvom jøderne ville blive spredt ud i udlandet, henviser dette højst sandsynligt til ikke-jødiske folk. I *Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1094, står der, at øerne repræsenterer de fjerneste egne af verden.

Spørgsmål: Hvem er tjeneren »Israel« her i Es 49:3?

Svar: Esajas 49:1-3 er skrevet på en sådan måde, at det får folk til at spørge, drevet af spænding: Hvem er dette? I Esajas 49:3 nævnes tjeneren ved navn som Israel, men alligevel siger Esajas 49:5, at tjeneren havde den opgave at føre Jakob/Israel tilbage til Gud. Det er altså ikke nationen Israel, men en, der skal føre Israel tilbage til Gud. Dette må derfor være Messias, Jesus Kristus.

Spørgsmål: Esajas 49:4 antyder, at Guds tjener ville se meget lidt frugt af sit arbejde, i det mindste i begyndelsen. Hvordan bevarer vi modet, når vi arbejder for Herren og ser meget lidt frugt?

Svar: Jesus så kun lidt frugt, da han kom og blev korsfæstet. Mod slutningen af sin tjeneste havde han ikke længere folkemængder i Galilæa, de religiøse ledere planlagde at dræbe ham, og selv hans egne disciple forlod ham. Men efter at Jesus var opstået fra de døde, troede mange på ham, som Apostlenes Gerninger 2:41 viser. Selvfølgelig vil hvert knæ bøje sig for Jesus i de sidste tider, som det står i Filipperne 2,10-11.

For os består den sande frugt i at herliggøre Gud og være høstmænd, det vil sige at føre mennesker til Kristus. Det omfatter også at forsvare og vogte hjorden. Nogle gange går der syv år eller mere, uden at missionærer på et nyt sted ser mere end en håndfuld troende.

Spørgsmål: Hvorfor valgte Gud i Esajas 49:6 jøderne og ikke et andet folk?

Svar: Gud kunne vælge hvilket folk Han ville, men Han valgte faktisk ikke et folk, men en mand, Abraham, og hans barnebarn, Jakob. Dette vers er en påmindelse om, at tjeneren, Messias, ikke kun var for jøderne, men også for alle ikke-jøder.

Se diskussionen om 1. Mosebog 12:1; 28:10-15; 32:22-32 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvor ligger Sinim i Esajas 49:12?

A: Der er to opfattelser. Den ene er, at det er Aswan, en by helt i den sydligste del af Egypten. Den anden opfattelse er, at det er »Sin«, som er deres gamle betegnelse for Kina. Uanset hvad er det et sted, der ligger langt væk.

Q: Hvad er budskabet i Es 49:15?

A: Der er ikke mange bånd på jorden, der er stærkere end et barns afhængighed af sin mor. For et barn er forældrene stort set hele dets liv. Det er et billede på vores afhængighed af Gud. Men selv hvis en mor skulle glemme og forlade sit barn, vil Gud aldrig glemme os.

Spørgsmål: Hvordan er Guds børn indskrevet på hans håndflader i Es 49,16?

Svar: Hvis der står noget skrevet på din håndflade, vil du se det hver eneste gang, du kigger på dine håndflader. På samme måde er vi aldrig ude af Guds synsfelt, ude af Guds tanker eller ude af Guds omsorg. Desuden blev Kristus naglet til korset, og naglerne gik igennem det, man kaldte »hænder« (i virkeligheden håndled).

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved det hebraiske sprog her i Es 49,19-21?

Svar: Dette er ikke flydende hebraisk. Det er i brudte sætninger, som om Esajas talte om én ting og så ophidset afbrød sig selv for at uddybe et punkt i den forbindelse. Det er interessant at se, at Esajas’ Bog er så logisk opbygget og alligevel så følelsesladet på samme tid.

Spørgsmål: Hvad er pointen med børnene her i Es 49,20-21?

Svar: Dette er en ret chokerende metafor om en sørgende, ensom kvinde, der er omgivet af alle sine børn – som hun ikke vidste, hun havde. Disse børn er alle folkeslagene, der lyttede til Guds budskab og sluttede sig til hende.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i dag, hvorpå en person, et folk eller en nation kan være selvdestruktiv, som beskrevet i Es 49,26?

Svar: Nogle gange kan en person få en pervers glæde ved at sætte sig selv i en situation, hvor man risikerer at blive ødelagt. Enten ønsker man virkelig at blive ødelagt, eller også ønsker man det ikke, men søger i stedet spændingen ved at undslippe ødelæggelsen. Eller måske ønsker man på en eller anden måde den rædsel, der følger af frygten for at blive ødelagt. Man mente, at Nixon havde en selvdestruktiv tendens. Hvorfor ville han optage alt, hvad han gjorde? Nogle få teenagere ønsker måske at gå på en jernbanebro eller udføre et farligt stunt, ikke fordi de ønsker at begå selvmord – selvom det nogle gange sker – men for den oplevede spænding ved at overleve.

Spørgsmål: Hvorfor spørger Gud i Es 50,1-2a om skilsmissebrevet, Guds kreditorer og om, at hans arm er for kort til at redde?

Svar: Gud taler ikke til »Sion«, men snarere til hendes børn. Gud taler her ironisk. Guds arm er ikke for kort til at frelse, Gud har ingen kreditorer, og Gud udfærdigede ikke et skilsmissebrev. Pointen er, at eftersom disse ting ikke er sande, hvorfor var så ikke hele Guds folk der for ham? Da Gud ikke skiltes fra Israel, var det kun midlertidigt, at Gud sendte hende bort, ikke permanent.

Disse to vers hverken stiller eller besvarer spørgsmålet: »Hvor var Gud, da de blev taget til fange og ført i eksil?« Gud spørger snarere: »Hvor var det folk, der skulle have været der for ham? Hvorfor spurgte ingen overhovedet, hvor Gud var, og hvorfor dette skete?« Den sidste del af vers 50:1 viser, at folket allerede vidste det; de havde vendt sig bort til ugudelighed.

Spørgsmål: Hvad lærer Esajas 50:5-9 os om Guds tjener?

Svar: Allerede inden vi kommer til Esajas 53, viser dette afsnit, at Guds trofaste tjener ville blive slået og få sit skæg revet af kinderne. Det lærer os også, at han i sidste ende vil blive retfærdiggjort.

Spørgsmål: Hvad indikerer sproget her i Es 50,8 om Guds lidende tjener?

Svar: Dette er retssprog, og det tyder på, at Guds lidende tjener, Messias, vil blive falsk anklaget.

Spørgsmål: Hvad er det særlige ved disse to kapitler, Esajas 51:1-52:15?

Svar: De forudgående kapitler om tjeneren beskriver ham. Disse kapitler indeholder mange imperativer, dvs. påbud til læserne om at gøre noget. Der er fem påbud om at »lytte«, tre om at »vågne« og to om at »se«.

Vi bør sørge for at være opmærksomme på det, Gud har lært os. Når vi beder for andre, bør vi også bede om, at Gud fanger deres opmærksomhed, og ikke blot at de lærer sandheden.

Spørgsmål: I Esajas 51:1-2, hvem var den klippe, som de blev hugget ud af?

Svar: I Esajas 51:2 står der, at de skal se på den åndelige arv fra deres forfædre, Abraham og Sara.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i dag, hvor folk hører, men ikke lytter eller lærer det, de burde lære, som beskrevet i Esajas 51:1-52:15?

Svar: Her er et par eksempler.

Nogle kan lade, som om de ikke hører.

Nogle kan læse eller høre, men siger altid, at der ikke er nok beviser til at drage selv en foreløbig konklusion – uanset hvor mange beviser der fremlægges.

Nogle kan kræve vandtætte beviser for at gå den ene vej og de spinkleste beviser for at beslutte sig for den anden vej.

Spørgsmål: Hvem er Rahab og dragen i Esajas 51:9?

A: Rahab er navnet på et voldsomt, langt vanduhyre; i dag ville vi tænke på en krokodille. I overført betydning repræsenterer Rahab det lange, smalle »krokodilleland«, også kendt som Egypten. Esajas 30:7 angiver, at dette var et almindeligt slangudtryk for Egypten. Dette vers minder om fortiden, da Gud befriede israelitterne fra »Rahab« gennem Det Røde Hav. Men bag alt dette står dragen: Satan.

Spørgsmål: Hvem er det, der bliver befriet i Esajas 51:14?

Svar: På hebraisk står der bogstaveligt talt »den, der er i lænker« eller »den, der kryber sammen«.

Spørgsmål: Hvorfor har Esajas 51:15 og Jeremias 31:35f de samme ord?

Svar: Det er muligt, at Jeremias, den senere profet, gentog det, som Esajas sagde. Men J. Alec Motyer mener i sin bog *The Prophecy of Isaiah*, s. 412, at det er rimeligt at antage, at en gammel salme var den fælles kilde for begge. Ofte er ting, der gentages i Bibelen, vigtigere end ting, der blot antydes.

Spørgsmål: Hvad er den praksis, der beskrives i Es 51,23, hvor man går hen over nogen?

Svar: Dette var en grusom skik, hvor erobrede personer, såsom konger, adelsmænd og soldater, blev tvunget til at lægge sig ned, og de sejrende ledere og soldater gik hen over dem. Hvis der gik nok mennesker hen over dem, ville de naturligvis ikke overleve. Især assyrerne gjorde dette.

Spørgsmål: Hvad betyder »ryst støvet af« i Es 52:2?

Svar: At dække sig selv og sit hår med støv var et tegn på sorg, som det fremgår af Job 2:12.

Spørgsmål: Hvordan ryster vi i dag sorgen af os i Es 52:2?

Svar: Først og fremmest er det helt i orden at sørge, når en elsket dør, eller når der sker en ulykke. Faktisk er der mange steder i Bibelen, hvor israelitterne, Nehemias, Daniel og andre sørger over deres egne synder og andres. Man kan være en god kristen og alligevel føle sig nedtrykt til tider, som Paulus gjorde i 2. Korintherbrev 1:3-11.

Men at forblive i en depression hele tiden er ikke, hvad Gud havde til hensigt, og det er ikke sundt. Efter en passende sørgeperiode skal du se det større billede ved at løfte blikket. Gud har kontrollen, og Romerbrevet 8:28 lover, at Gud vil lade alt virke sammen til det gode for dem, der elsker ham og er kaldet efter hans hensigt. Vær taknemmelig for det, du havde, for det, du stadig har, og for det, du vil få i himlen.

Spørgsmål: Hvordan bespotter folk i Esajas 52:5 hele tiden Guds navn?

Svar: Nogle mennesker bespotter Guds navn og trækker det gennem mudderet i andres øjne på en række måder.

Med dårlig tale misbruger folk Herrens navn. Det er dog ikke den primære betydning i dette vers.

Foragt: Ikke-troende, der har en vis bevidsthed om Ham – eller i det mindste om andre, der tilbeder Ham – og som behandler denne viden med manglende respekt eller tager let på den, bespotter Gud. I dette vers betragtede babylonierne, der herskede over israelitterne, Ham blot som endnu en stammegud.

Uhellig levevis: Hvis mennesker, uanset om de er troende eller ej, kaldes ved Guds navn (dvs. kristne), og de handler og lever ondt, så trækker de Guds navn i mudderet i andres øjne. Troende kan vanære Guds navn ved at leve et uhelligt liv, der kan få dæmonerne til at håne Guds værk.

Kendt falsk lære: Troende og ikke-troende kan undervise i ting, de ved er i strid med Guds sandhed, og dermed vanære Herrens ord. Jakob 3:1 advarer om, at ikke mange af os bør blive lærere, for lærere vil blive dømt med større strenghed.

At lære andre at foragte Gud er en anden måde at bespotte Guds navn på. At lære andre ikke at stole på Gud eller at sætte spørgsmålstegn ved Hans kærlighed eller retfærdighed er måder at føre mennesker væk fra Gud på.

Selvfølgelig er blasfemi mod Jesus – eller mod Gud i denne forstand – noget andet end blasfemi mod Helligånden. Blasfemi mod Helligånden er, når en ikke-troende, der ser det, han ved er Guds Ånd i virksomhed, siger, at det stammer fra Satan, og ikke vil have noget med det at gøre. Venner, hvis I altid nægter at lade Helligånden spille en rolle i jeres frelse, vil I ikke blive frelst.

Spørgsmål: I Esajas 52:11-12 – hvornår skriver Esajas dette?

Svar: I Esajas 52,11 står der »der«, hvilket betyder, at forfatteren befinder sig i Juda. Det er desuden tydeligt, at det hele er skrevet i fremtid. Esajas døde, før jøderne blev ført i eksil til Babylon. Jeremias levede derimod efter, at eksilet var begyndt.

Spørgsmål: I Es 52,11 – hvornår fandt denne deportation sted?

Svar: Denne interessante kombination af en befaling og et løfte fandt sted under eksilet. De, der skulle bære de hellige kar ud af Jerusalem, skulle holde sig rene.

Da den babylonske hær erobrede Jerusalem, førte de faktisk både jøderne og alle de værdifulde genstande med til Babylon, formodentlig ved at lade jøderne bære dem.

I dag, selvom en kristen udsættes for forfølgelse fra andre eller er under Guds tugt, bør han eller hun alligevel ikke røre ved noget urent. Da Job blev ramt af ulykke, forblev han standhaftig og så ingen grund til at leve et mindre retfærdigt liv – og det bør vi heller ikke.

Spørgsmål: Hvad betyder »forfærdet« her i Es 52,14?

Svar: Dette hebraiske ord, asamam, er et stærkt ord, der kan betyde forbløffet, ærefrygtindgydende, chokeret eller knust, men i denne sammenhæng er »forfærdet« en meget god oversættelse. Folk vil blive forbløffede over, hvad Guds Søn udholdt for vores skyld – må vi også altid være forbløffede.

Spørgsmål: Hvordan vil den lidende tjener i Es 52,15 »sprøjte mange nationer«?

Svar: At sprøjte er det, en præst gjorde med noget af blodet efter et dyreoffer. Men Messias sprøjter nationerne, og blodet er hans eget.

Spørgsmål: I Es 53,1 – kan dette ikke være en profeti, fordi det er skrevet i datid?

Svar: Det er en profeti af tre grunde.

1) Hvis det var en begivenhed i fortiden, hvem kunne det så henvise til?

2) Andre profetier er også formuleret i datid, hvoraf den længste er den, der er givet til Johannes i det meste af Åbenbaringsbogen.

3) Selv nogle jøder anerkendte dette som en messiansk profeti i Targum Jonathan. Det er mærkeligt, at mennesker fra det 21. århundrede fortæller de jøder, der skrev og studerede Targum Jonathan, at deres forståelse af hebraisk og »den profetiske fortid« (også kaldet »den profetiske perfektum«) er helt forkert.

Men meningen med Esajas 53:1 er, at kun få mennesker ville tro på Tjeneren, når han kom, og de mennesker, der fremsætter denne indvending, er en del af dem, der gør denne forudsigelse til virkelighed.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at dette i Esajas 53 henviser til Messias?

Svar: Der er tre kendetegn ved dette kapitels hovedperson.

En person: Messias var en mand fuld af smerte (53:3), med et ydre (53:2) og uden børn (53:8).

Han påtog sig andres synder som et skyldoffer (53:10), tog vores svagheder og sorger på sig (53:4), led forhånelse, som om han var slået af Gud (53:4), blev gennemboret og knust for vores synder (53:5).

Han døde, og dog skal vi se hans afkom: han blev lagt i en grav blandt de ugudelige og de rige (53:9), men alligevel skal vi se hans afkom (53:10)

I modsætning hertil har det jødiske folk aldrig hævdet at være et skyldoffer (53:10), at gå i forbøn for andres synder (53:12) eller at bære vores svagheder og sorger (53:4). Det jødiske folk ville ikke sige om sig selv: »Den straf, der bragte os fred, kom over ham, og ved hans sår er vi helbredt« (53:5f).

Historisk set har jøderne opfattet Esajas 53 som en henvisning til Messias. Her er forklaringen på Esajas 53 i Targum Jonathan: »Men det var Herrens velbehag at tilgive os alle vores overtrædelser for hans skyld. … De skal se på deres Salvedes (eller Messias’) rige, de skal formere sig med sønner og døtre … og de oprørske skal blive tilgivet for hans skyld.«

Spørgsmål: Hvad bekender Esajas i Es 53:2-3 om folket her?

Svar: Esajas bekender på folkets vegne, at de i deres egne øjne tillagde noget ringe værdi, som derimod havde stor værdi i Guds øjne. Dette er en almindelig synd, som folk sjældent ser og bekender. Naturlig blindhed er ikke en synd, men dette er en selvpålagt blindhed.

Spørgsmål: I Es 53,3; 41,9; 42,4; 49,4; 49,6 – kunne forfatteren tale om sig selv, som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 550-551) hævder?

Svar: Nej, der er intet, der tyder på, at Esajas mente, at han skabte retfærdighed på jorden (Esajas 42:4), eller at han følte, at han havde arbejdet forgæves (Esajas 49:4), eller at han selv var blevet givet som et lys for hedningerne (Esajas 49:6), eller at han personligt opfyldte Esajas 53.

Spørgsmål: I Es 53:3, blev Jesus foragtet af mennesker, eller voksede Jesus »i yndest hos Gud og mennesker«, som det står i Luk2:52 ?

Svar: Begge dele. I begyndelsen af sin tjeneste var Jesus »i nåde«. Da han bekendtgjorde sin påstand om at være Messias, blev han afvist af mange af jøderne. Men selv under sin retssag og korsfæstelse sagde Pilatus, at han ikke fandt nogen skyld hos Jesus (Johannes18:38 ), og de romerske soldater udviste en vis respekt for Jesus i Lukas23:47 . Alligevel blev Jesus foragtet af de religiøse og politiske ledere og hånet, da han og Barabbas stod foran folkemængden.

Spørgsmål: Hvilken hebraisk verbaltid er der tale om i Es 53:3?

Svar: Den masoretiske tekst, som har vokaltegn, lyder »han er fortrolig med«. Den store Esajas-rulle blandt Dødehavsrullerne har ingen vokaltegn. Den kunne derfor oversættes med »han var fortrolig med« eller »han vil blive kendt/bekendtgjort«. Uanset hvad er betydningen den samme.

Spørgsmål: I Es 53:4-5, havde de ret eller uret i at antage, at tjeneren blev slået ned og ydmyget af Gud?

Svar: Esajas 53:1-3 siger, at de tog helt fejl, da de foragtede det, som Gud værdsatte. Men her i Esajas 53:4-5 havde de på én gang fuldstændig ret og tog frygteligt fejl! De havde ret i at se den udvalgte tjeners lidelser og ydmygelse som en straf fra Gud. Men de overså fuldstændigt, at straffen ikke var for hans synder, men for vores. Dette ville være et svært begreb for nogen at forstå, første gang de stødte på det. Derfor gav Gud dem 1450 års »øvelse« i dette begreb gennem dyreofringer.

Spørgsmål: Har Jesu lidelser i Es 53:4-5 noget at gøre med vores fysiske helbredelse?

Svar: For dem, der accepterer Bibelen som Guds ord, fortolker Det Nye Testamente »ved hans sår er vi helbredt« på to måder, der supplerer hinanden.

Åndelig forsoning med Gud: Gud tilgiver os ikke blot, men han renser os, helliggør os og forbereder os til himlen, som det fremgår af 1. Petersbrev2:24 .

Fysisk helbredelse er også en opfyldelse af dette, da dette blev citeret, da Jesus helbredte Peters svigermor og andre i Mattæus 8:14-17. Det garanterer ikke fysisk helbredelse for alle, ligesom det ikke gjorde for Paulus i Galaterbrevet 4:13-14 og Timoteus i 1. Timoteusbrev 5:23. Men dette blev delvist opfyldt, da Jesus fysisk helbredte mennesker.

Spørgsmål: Hvordan blev Jesus såret i Esajas 53:5?
Svar: Ifølge lægevidenskaben findes der fem typer sår: kontusioner (slag), flænger (piskning), gennemtrængende sår (tornekrone), perforerende sår, der går helt igennem (søm), og snitsår (spydet). Jesus led under dem alle.

Spørgsmål: Står der »striber« eller »stribe« (ental) i Es 53,5?

Svar: Det bør være »stribe/sår«, fordi det hebraiske ord chabburah har en entalsendelse, ikke en flertalsendelse.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved det hebraiske ordvalg her i Es 53,7?

A: I Es 53:7 er ordet for en hunfår, »rachel«, også navnet på Jakobs yndlingshustru. Ordet for klippere er »gozazeah«, som er beslægtet med »gazah«, der betyder at skære af eller adskille. Ordet »gozazeah« kan henvise til spædbørn og småbørn, der er blevet »skåret af« fra amningen. Ifølge Messianic Prophecies from a Dead Sea Scroll, s. 23, kunne man altså fortolke Esajas 53:7 som: »Rachel tav foran sine adskilte børn.«

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Es 53,7 undlade at åbne sin mund?

Svar: Dette betyder ikke, at Jesus ville være tavs hele sit liv. Snarere ville Jesus være tavs over for sine anklagere, som det fremgår af Mattæus 27:13-14; Markus 14:60-61; 15:4-5; Lukas 23:8-9. Et dyr går lydigt og uden at klage til sin egen slagtning ud af uvidenhed. Men Jesus gik sin egen død i møde med fuld bevidsthed.

Spørgsmål: Døde Jesus i Esajas 53:9 både åndeligt og fysisk på korset?

Svar: Nej. Jesus blev ikke bevidstløs og ophørte ikke med at eksistere. Faktisk forkyndte han bevidst, efter at han var død og før sin opstandelse, som det fremgår af 1. Petersbrev3:19 , og 4:6.

Spørgsmål: Hvordan fik Jesus i Esajas 53:9 tildelt en grav blandt de ugudelige?

Svar: I Es 53:9 står der: »Han fik en grav blandt de ugudelige og ved sin død blandt de rige.« Hvor begravede man normalt fattige og forbrydere? Sanhedrin brugte senere de penge, som Judas havde returneret, til at købe en anden gravplads til dette formål. Jesus ville sandsynligvis være blevet begravet der, hvor alle de andre døde blev begravet, når ingen gjorde krav på liget, bortset fra at Josef fra Arimatæa, en rig mand, bad om Jesu lig.

Spørgsmål: Hvordan kunne det i Esajas 53:10 behage Gud at knuse en uskyldig person?

Svar: Gud Faderen fandt ikke behag i at se Gud Sønnen lide. Tværtimod havde Faderen inddraget dette som en del af sin plan for retfærdigt at betale straffen for vores synder.

Spørgsmål: I Es 53,10, bør der stå »gennemborede ham« eller »ved sygdom«?

Svar: Den masoretiske tekst siger »ved sygdom«, men Den Store Esajas-rulle siger »gennemborede ham«, hvilket betyder alvorligt eller dødeligt gennemboret. Den græske Septuaginta siger »slag«. 1. Clemensbrev (96–98 e.Kr.) kapitel 16 citerer udførligt fra Esajas 53, og der står »knust«, hvilket ligger tættere på »gennemboret« end på »sygdom«. De fleste forskelle mellem den masoretiske tekst og Den Store Jesaja-rulle i Jesaja 53 er grammatiske tempusformer eller ellers meget små stavningsforskelle. Imidlertid står der i *Messianic Prophecies from a Dead Sea Scroll*, s. 25, at i dette tilfælde »er ordene mærkeligt nok slet ikke ens. Man undrer sig over, hvordan ændringen kan være sket.« Naturligvis afspejler den masoretiske tekst jødisk lærdom efter kristendommens opståen.

Spørgsmål: Da der i Es 53,10 står: »Han skal se sine efterkommere«, betyder det så, at Jesus var gift og havde børn, som nogle mormoner har hævdet?

Svar: Nej. På hebraisk findes ordet »hans« ikke, og »afkom« betyder her åndeligt afkom, ikke biologisk afkom. For eksempel kan alle troende betragte Abraham som deres fader. Som et konkret eksempel siger både Romerbrevet 4:16 og Galaterbrevet 3:7, at Abraham er fader til alle, der tror, og vi kan betragte os selv som hans afkom. Johannes Døberen sagde i Matthæus 3:9 og Lukas 3:8, at Gud kunne oprejse Abrahams børn selv fra stenene.

Spørgsmål: Hvordan retfærdiggør den lidende tjener i Esajas 53:11 »ved sin viden« mange og bærer deres misgerninger?

Svar: Dette kan forstås på to måder.

Objektiv sætning sammen med den efterfølgende sætning: »ved kendskab til ham« er den måde, hvorpå »[den jødiske] masoretiske accentuering, der naturligvis repræsenterer den jødiske traditionelle forståelse, knytter det sammen med de ord, der følger efter«. The Expositor’s Bible Commentary, bind 6, s. 304, angiver dette som en mulighed. Vores kendskab til og/eller det at kende den lidende tjener giver således retfærdiggørelse.

Subjektiv sætning med den forudgående sætning: »ved Hans viden«. Viden på hebraisk var ikke begrænset til blot at kende fakta, men omfattede også moralsk viden. Hvis en syndig mand var død for vores synder, ville det ikke have hjulpet overhovedet.

Hvis begge betydninger er sande, og det hebraiske udtryk kan forstås på begge måder, er de selvfølgelig måske begge korrekte.

Spørgsmål: Når teksten i Es 53,12 siger, at Jesus »udgød sit liv til døden«, henviser ordet for liv (eller sjæl) her da til en abstrakt, mystisk enhed eller blot til hans fysiske liv?

Svar: Det hebraiske ord for sjæl, nephesh, kan betyde både sjæl og liv. Det siger, at Jesu legeme døde fysisk, og at Jesus blev lagt i graven. Man må se på andre vers i Bibelen, såsom 1. Petersbrev 3:19-20, for at få et mere præcist billede af, hvad der nøjagtigt skete, og hvad Jesus gjorde efter sin død og før sin opstandelse.

Spørgsmål: Hvordan hænger Esajas 54:1-55:13 sammen med Esajas 53?

Svar: De viser de glædelige resultater af tjenerens lidelse i Esajas 53. Esajas 54 fortæller om udvidelsen af teltene, og Esajas 55 fortæller, hvem der vil være der. Esajas 54 taler om familien (54:1-5), ægteskabet (54:6-10) og byen (54:11-17).

Spørgsmål: Hvad er den øde og de øde byer i Es 54,1f,3f?

Svar: Dette minder om den ufrugtbare Sara, da Isak blev født. Da jøderne vendte tilbage fra eksil, ville mange af landsbyerne være spøgelsesbyer eller kun have få indbyggere. De ville glæde sig, fordi de igen ville blive befolket.

Spørgsmål: Hvordan og hvorfor glemte og forlod en alvidende, meget kærlig Gud Israel i et kort øjeblik i Es 54:7?

Svar: Gud glemte dem ikke i den forstand, at han ikke vidste noget om dem. Snarere opgav Gud at beskytte dem mod assyrernes og babyloniernes vrede.

Gud er meget tålmodig, men Guds tålmodighed har en grænse. (1. Thessalonikerbrev 2:16; 1. Mosebog 15:16; Åbenbaringen 10:6; Salme 2:5,12; Romerbrevet 2:5). Når synd og trods fortsætter, kommer der et tidspunkt, hvor Gud vil gribe ind.

Spørgsmål: Hvordan lignede dette løfte i Esajas 54:9 det fra Noas tid?

Svar: Ligesom Gud lovede, at vandet aldrig igen ville oversvømme hele jorden, ville Gud ikke irettesætte jøderne igen efter eksilet. Dette er vigtigt, fordi Gud efter hjemkomsten fra eksilet lod dem være i fred i en 400-årig profetisk pause, indtil lige før Kristus kom. Efter Kristus har jøderne aldrig igen haft en profet eller modtaget en irettesættelse fra Gud. Selv de mange forfølgelser og Holocaust blev aldrig sagt at være fra Gud på grund af nogle ulydige handlinger, de havde begået.

Spørgsmål: I Esajas 54:9, hvornår vil Gud aldrig mere blive vred på eller irettesætte Israel?

Svar: Esajas 54:9-17 vil finde sted under det tusindårige rige.

Spørgsmål: Hvorfor nævner Gud smeden og ødelæggeren her i Esajas 54:16-17?

Svar: Den første fremstillede krigsvåben mod Israel, og den anden brugte dem mod Israel. Guds dom retter sig ikke kun mod den anden, men også mod den første.

Spørgsmål: Ligner det i Esajas 54:17a myten om vikingeguderne Loke og Balder?

Svar: Nej, det er vrøvl. Selv hvis det var tilfældet, opstod vikingemyten historisk set sandsynligvis længe efter, at Esajas blev skrevet omkring 700 f.Kr. Dette adskiller sig væsentligt fra vikingelegenden, der fortalte, at alle planter og træer (undtagen den svage mistelten) blev enige om aldrig at skade Balder på grund af hans godhed. De andre guder fejrede Balders godhed og uovervindelighed ved at kaste spyd efter ham, og hvert spyd svingede af og ramte forbi. Den frafaldne gud Loki fik imidlertid noget mistelten til at vokse sig langt og stærkt nok til at danne et spyd, som han fremstillede. Loki gav det til en anden gud, og det dræbte Balder. Der er ikke megen lighed mellem denne mærkelige handling over for et menneske og Guds løfte om, at krigsvåben ikke skal sejre over et folk.

Spørgsmål: I Es 54,17c, hvilken slags arv har vi fået, og hvilken slags arv kan vi efterlade?

Svar: Det hebraiske ord henviser ikke til noget fremtidigt, man måske vil arve, men snarere til det, man allerede besidder. Vi har fået en arv i form af et gudfrygtigt land, retfærdige love og, for nogles vedkommende, forældre, der har opdraget os godt. Vi kan videregive gudfrygtig undervisning og et gudfrygtigt eksempel: »Gør, som jeg siger, og som jeg gør.« Vi kan hjælpe med at træffe kloge beslutninger for vores børn.

Spørgsmål: Hvordan gives denne »store indbydelse« i dag, som nævnes i Es 55:1?

A: Det er et kostbart festmåltid, selvom det er gratis for alle de inviterede. Vores frelse var meget kostbar – betalt med Jesu Kristi blod – men den er gratis for os. I vers 2 står der, at i stedet for at bruge penge på det, der ikke mætter, bør vi komme gratis til det, der mætter.

Q: Hvad er Davids sikre barmhjertigheder i Es 55:3?

A: Esajas 55:3 viser Guds løfter, som han barmhjertigt gav David, uanset Davids synd.

Spørgsmål: Hvad er der galt med uretfærdige tanker i Esajas 55:7, hvis vi ikke handler efter dem?

Svar: Der er masser, der er galt, for i Jakob 1,14-15 står der, at begæret, når det er undfanget, føder synd. I Job 31,1 indgik Job en pagt med sine øjne om ikke at se begærligt på en pige. Jesus sagde i Mattæus 5,28, at hvis en mand ser begærligt på en kvinde, har han allerede begået ægteskabsbrud i sit hjerte.

Spørgsmål: I Esajas 55,8-9 står der, at Guds veje er så meget større end vores, og at vi er som græshopper i forhold til Gud (Esajas 40,22). Hvordan kan vi så overhovedet vide noget som helst om Gud?

Svar: Gud er langt klogere og mægtigere end os. Vi kan kommunikere indbyrdes, så lad være med at antage, at Gud simpelthen ikke er klog eller mægtig nok til at kunne kommunikere med os. Hvis en person ikke har læst hele Bibelen, men alligevel hævder, at vi ikke kan vide noget om Gud, ligger problemet måske ikke i formidlingen af budskabet, men i modtagelsen.

Spørgsmål: Hvordan bør vores erkendelse af, at Guds veje er højere end vores, som beskrevet i Es 55,8-9, påvirke vores tankegang?

Svar: Som en dygtig bibellærer sagde, bør vi ikke »tage anstød af det uforklarlige«. Gud har ikke forklaret os, hvorfor han gør alt det, han gør – og det behøver han heller ikke. Nogle gange kan vi formode, at vi ser årsagen til, at ting sker, men andre gange kan vi ikke. Vores ansvar er at elske og følge ham, ikke at sætte spørgsmålstegn ved Guds handlinger.

Spørgsmål: Hvordan kan Guds ord i Es 55:11 bestå for evigt, når 2 Kong 22 fortæller, at lovbogen gik tabt og blev fundet under Josias?

Svar: Først to ting, der ikke er svaret, og derefter svaret.

Selvom Guds ord står fast i himlene (Salme 119:89), og fra Esajas 59:21 ville Guds folk altid have Hans ord, er der mere end dette, der menes her.

Svaret: Allerede før den første Bibel fandtes på jorden, og endda før jorden blev skabt, gik Guds ord ud for at fuldbyrde Hans vilje i dette univers. Gud virker gennem Bibelen, men Gud er på ingen måde begrænset til at virke gennem Sin Bibel – spørg blot Abraham og Enok. Guds folk vil altid have den vejledning og de ord fra Gud, som de har brug for. Vi bør være opmærksomme på vores ønske om at lytte, snarere end at være bekymrede for Guds ønske om at kommunikere.

Andre vers, der viser, at Guds ord vil bestå for evigt, er Esajas 40:8; 1. Petersbrev 1:23-25; Salme 119:91, 144, 160. Vi skal sætte vores håb til Guds ord i Salme 119:74, 81.

Guds ord her til folket vil helt sikkert gå i opfyldelse. Esajas 40-55 synes at udgøre en sammenhængende helhed, og Esajas 55:10-11 i slutningen gentager Esajas 40:6-8, nemlig at Guds ord består for evigt og vil blive opfyldt.

Spørgsmål: Er denne lære om fremmede og eunukker i Esajas 56:3-7 i modstrid med 2. Mosebog 12:43 og 5. Mosebog 23:1,3,7,8?

Svar: Nej, for både tidspunkterne og privilegierne er forskellige. Under udvandringen fra Egypten og i perioden under templet og den gamle pagt siger 5. Mosebog 23:1, at en kastreret mand ikke må komme ind i forsamlingen. Esajas 56:3-7 fortæller om en fremtidig tid, hvor dette ændres, enten under tusindårsriget eller i himlen. I nytestamentlig tid er alle, der følger Jesus som Herre, naturligvis velkomne som troende, uanset deres fysiske tilstand.

Hvis du har handlet imod Guds vilje for dit liv, men har omvendt dig og kommet til Kristus, så er dette en særlig velkomst til dig. Du skal dog indse, at du ikke er alene. Vi har alle på en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt handlet imod det, Gud ønskede for vores liv, men hvis vi overgiver vores liv til Ham, kan Gud alligevel bruge den tid, vi har tilbage.

Spørgsmål: Viser Esajas 56:3, at homoseksualitet vil være acceptabelt i Guds rige?

Svar: Overhovedet ikke. Homoseksuelle er ikke eunukker, og Esajas 56:3 omtaler eunukker, ikke homoseksuelle. Eunukker er mænd, der har fået fjernet deres kønsorganer, mens homoseksuelle har deres kønsorganer, som de bruger på en uretmæssig måde.

Spørgsmål: Hvorfor opfordrer Gud i Esajas 56:9 de vilde dyr til at fortære dem?

Svar: Man ved, at den religiøse praksis er dårlig, når Gud opfordrer dyrene til at komme og fortære dem. Dette er en metafor for, at Gud ikke blot tillader andre lande og åndelige »dyr« at ødelægge dem, men at Gud indirekte sender dem som en domshandling.

Spørgsmål: Hvorfor bliver vagterne i Es 56:10 irettesat?

Svar: En blind eller sovende vagtmands indsats kan ikke skelnes fra en vågen vagtmands, når der ikke er fare. Men én persons årvågenhed kan betyde forskellen mellem sikkerhed og katastrofe, når der er fare. Gud brugte her denne metafor om åndelige vagter, hvis opgave var at vide, hvad der var godt, og hvad der var åndeligt farligt. De åndelige vagter (præster, levitter og religiøse ledere i almindelighed) ville blive dømt for ikke at have advaret om faren, når den var til stede. I dag, når der forekommer kættersk lære, siger nogle såkaldte ledere blot, at den er »diskutabel« eller »kontroversiel«, måske blot for at bevare et godt forhold til alle.

Hunde nævnes her i en positiv sammenhæng. Hunde var meget værdifulde dyr, fordi de sover let og kan gø, når der kommer fremmede. Men på den anden side var en stum hund ikke til megen nytte. Ledere er stumme hunde, hvis de kun tænker på sig selv og ikke advarer.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er lederes politik, der kritiseres her, men snarere deres karakter. Når vi i dag vælger ledere, bekymrer vi os da kun om deres politik og ser bort fra deres karakter? Esajas 56:11-12 tyder på, at Gud også bekymrer sig om deres karakter.

Spørgsmål: Hvad siger Esajas 56,12 om vin og berusende drikke?

Svar: For det første luller det den omsorg, du måtte have for andre, i søvn. For det andet sænker det din vagt, så du bliver uopmærksom på risici.

Spørgsmål: Hvorfor lader en retfærdig Gud de retfærdige omkomme i Esajas 57:1?

Svar: Der er fire punkter, man skal overveje i svaret.

1. Gud lader undertiden de retfærdige blive dræbt, som det fremgår af Ezekiel 13:19; Romerbrevet8:36 ; og Salme 44:22. Selv hvis Gud lader os blive dræbt, skal vi stadig være trofaste mod ham (Daniel3:18 ; Åbenbaringen2:10 ).

2. Gud våger stadig over os. I Salme 116:15 står der: »Kostbar er i Herrens øjne de helliges død.«

3. Esajas 57:1 besvarer dette ved at sige, at Gud undertiden »redder« de retfærdige ved at tillade, at de bliver dræbt, for at skåne dem for det onde. Det onde kan her være frygt, smerte og kvaler over den forfærdelige situation. Det onde kan her også være en fristelse, der går ud over, hvad de kan bære, og som ville føre dem væk fra Gud.

4. 1. Petersbrev 1:4-7 minder os om, at de korte prøvelser, vi oplever på jorden, er intet i sammenligning med himlens evige rigdomme. Amen!

Spørgsmål: Hvad gjorde de forkert i Esajas 57:4?

Svar: Ikke alene tilbad de hedenske guder ved at udøve onde handlinger, men Esajas 57:4 siger, at de hånede de troende, der tilbad den sande Gud. De stak tungen ud ad folk, ligesom uhøflige mennesker gør i dag.

Spørgsmål: Dræbte de virkelig børn i dalene i Esajas 57:5?

Svar: Desværre begik ugudelige jøder virkelig denne onde handling. De lærte denne onde praksis af moabitterne og kanaanitterne, som uklogt nok fik lov til at blive i landet.

Spørgsmål: Hvad var der galt med at rede en seng på et bjerg i Esajas 57:7?

Svar: Den næstmest afskyelige kanaanitiske religiøse praksis var rituel prostitution. Navnet på afguden Molek (molek) betød »konge« (melek), så at gå til kongen her betyder at gå til Molek. J. Alec Motyer mener dog noget andet om ordet »konge« her i sin bog *The Prophecy of Isaiah*, s. 474.

Spørgsmål: Hvad er en snublesten i Es 57,14?

Svar: Når nogen ønsker at komme tættere på Gud, er en snublesten noget, der hindrer eller forhindrer dem i at gøre det. Mens den største snublesten på denne tid var tilbedelsen af hedenske guder, kan en snublesten være alt, der holder nogen væk fra Gud.

Spørgsmål: I Es 57,15 – bor Gud da i evigheden i det høje, eller bor Gud hos de troende, som det står i Åb 21,3?

Svar: Begge dele. Mange kristne ser, at Gud både er uden for tiden og inden for tiden. Jesus vandrede på denne jord inden for tiden, så det er ikke noget problem for Gud at være inden for tiden. Alligevel lovede Gud sit folk evigt liv, før tiden begyndte (Titus 1:2).

Spørgsmål: I Esajas 58:1, hvornår skal vi råbe til folk om deres synder?

Svar: Vi skal forkynde evangeliet, og en væsentlig del af at forkynde evangeliet er at fortælle folk om deres synder generelt. Hvordan vi gør det i dag, kan være ved hjælp af andre metoder end dengang. Men et trompetstød var klart og utvetydigt, og din forkyndelse bør være på samme måde.

Spørgsmål: Hvorfor lagde Gud ikke mærke til deres faste i Esajas 58:3-9?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: En kommentar hævder, at Gud ikke hørte dem, fordi de fulgte den kanaanitiske religion i stedet for den ene sande Guds religion. Det er dog forkert, for i Esajas 58:2 søgte de stadig den sande Gud og Guds råd. Man kunne hævde, at de var synkretistiske og forsøgte at følge både den kanaanitiske religion og den sande Gud, men i de mange, mange kapitler, hvor Esajas advarer dem mod at tilbede falske guder, er Esajas 58 ikke et af dem.

Svaret: De forsøgte på hyklerisk vis at følge den sande Gud. Esajas gentager råbet fra det folk, der undrede sig over, hvorfor Gud lod en sådan katastrofe ske, når de jo faktisk søgte ham. Men hvis man faster for at få Guds hjælp, men nægter at adlyde Gud, hvorfor skulle man så forvente nogen resultater af sin faste?

Deres religiøse ceremonier og faste ændrede ikke deres dårlige forhold til andre. Jesus sagde i Matthæus 5:23-24, at hvis de var ved at ofre og kom i tanke om, at der var et problem mellem dem og deres bror, skulle de lade deres offer ligge foreløbig og først forsone sig med deres bror.

Spørgsmål: Hvad mener Gud i Esajas 58,5-8 om faste og andre religiøse skikke, der ikke tager hensyn til de undertrykte og fattige?

Svar: Gud siger, at dette ikke er den faste, han vælger. Jakob 1,27 siger også, at ren religion for Gud er at tage sig af forældreløse og enker i deres nød og at holde sig selv fri for at blive besmittet af verden. Vi kan tilbede på vores egen måde, lige som vi har lyst til. Eller alternativt kan vi tilbede på den måde, Gud ønsker, og han ønsker, at vi også skal bekymre os om de undertrykte og trængende.

Spørgsmål: Hvad er hovedvægten i Esajas 58:8-10?

Svar: Ligesom mange andre steder taler Esajas 58:8-10 om Guds befrielse og genoprettelse af velsignelsen. Esajas 58:8-10 understreger imidlertid, hvor hurtigt dette vil ske, når disse hykleriske mennesker holder op med at være hyklere og udøver den »sande religion« fra Jakob 1:27 og hjælper andre.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Es 59,4 kræve retfærdighed i dag?

Svar: Kristne bør ønske retfærdighed ikke kun for os selv, men for alle. Bibelen er meget tydelig på, at vi har et ansvar for at kræve retfærdighed for de undertrykte (Jeremias 7:6;22:16 ; Esajas1:17 ). Derudover bør vi bede »Lad dit rige komme«, som Jesus gjorde i Fadervor, for at Guds endelige retfærdighed må komme.

Spørgsmål: Hvad er trinene i ægte omvendelse i Esajas 59:12-15?

Svar: Er dette ægte omvendelse? At forstå og indrømme, hvad vi har gjort, og at være oprigtigt ked af de konsekvenser, vores handlinger har haft for os selv og andre?

Nej, dette er ikke alt, hvad ægte omvendelse indebærer, kun en del af det. Det indebærer også at bekende, at vi har syndet mod Gud, som er hellig, som David erkendte i Salme 51:4a. Det indebærer også en forpligtelse til ikke at gøre det igen. Det indebærer også at yde erstatning, når det er muligt. Hvis du for eksempel har stjålet noget, kan du være oprigtigt ked af det, bekende det over for Gud og aldrig ønske at gøre det igen, men du skal også give det tilbage.

Spørgsmål: Hvad betyder »tilbagebetaling« eller »gengældelse« i versene i Esajas 59:18 og 66:6?

Svar: Konteksten i begge vers er, at Gud fuldt ud gengælder de uomvendte ugerningsmænd for det onde, de har gjort.

Spørgsmål: Henviser Esajas 60:1-10 til det genoprettede Jerusalem under tusindårsriget eller til kirken?

Svar: Dispensationalister og andre præmillennialister vil sige, at dette er en åbenlys henvisning til israelitterne under tusindårsriget. Tilhængere af pagtsteologien og andre amillennialister ser imidlertid ingen rolle for Israel efter Jesu opstandelse, så de vil sige, at det er kirken lige før, under eller efter Kristi genkomst. (Mange amillennialister tror ikke på en bortrykkelse).

Alle detaljerne – havets rigdomme, kameler, Midian, Efa, Saba (i Yemen), Kedar-flokkene (i Saudi-Arabien), Tarsis (sandsynligvis det sydvestlige Spanien) osv. – virker lidt overdrevne for noget, der ikke har nogen forbindelse til noget fysisk, set ud fra synspunktet hos dem, der tror på pagtsteologien. For øvrigt var Efa en gren af Midian ifølge 1. Mosebog 25:4; 1. Krønikebog 1:33.

Har du som ikke-jøde og kristen i dag set mest frem til overfloden af kameler fra Midian eller overfloden af kameler fra Saba? Har du specifikt undervist dine børn om betydningen af vædderne fra Nebajot (sandsynligvis Nabataea i det nordlige Arabien)? Eller er din forstillede interesse for disse detaljer, som en person der tror på pagtsteologi, blot en facade?

Den præmillennialistiske opfattelse er, at Gud i tusindårsriget vil genoprette det jødiske tempel, at der vil blive bragt ofre som et minde, og at det vil blive vist, hvordan det israelske folk og andre nationers forhold til israelitterne burde have været. De nationer, der havde undertrykt Israel, vil stadig være nationer her, og de vil benytte lejligheden til at velsigne og tjene Israel, som de tidligere havde undertrykt.

Imidlertid henviser dele af denne profeti, såsom at solen og månen ikke længere skal være lys i Esajas 60:20, til tiden for det Nye Jerusalem og den nye himmel og den nye jord.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Es 60,6, at fremmede vil bringe guld og røgelse, når de vise mænd bragte Jesus myrra såvel som guld og røgelse?

Svar: Ved Kristi første komme bragte de disse ting samt myrra. Esajas 60:6 henviser imidlertid til tiden efter Kristi genkomst i herlighed, og myrra nævnes ikke længere. The Believer’s Bible Commentary, s. 985, 1207, antyder, at myrra også var et symbol på Kristi lidelse, fordi myrra blev brugt til at indpakke lig.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Tarsis her i Esajas 60:9?

Svar: Dette er sandsynligvis Tarsis (Tartessus) i det fjerne Spanien, ikke Tarsis (Tarsus) i Lilleasien. Denne Tarsis, vest for Gibraltar, var den vestligste by, de kendte til.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af de åbne porte i Es 60,11?

Svar: Porte ser pæne ud og giver en følelse af sikkerhed, da de kan lukkes eller åbnes. Disse porte er imidlertid altid åbne, både fordi der ikke længere er nogen fare, og på grund af den konstante strøm af gaver.

Spørgsmål: Hvad er temaet i Esajas 61:1-9?

Svar: Esajas 61:1-9 er en illustration af en troendes liv. Dette er et afsnit med godt nyt til de fattige, der indeholder 15 kontraster. Her er tre typer kontraster og de vers, hvor de findes.

To sider af Guds karakter:

2a. Herrens nådeår og vores Guds hævnens dag

8a. Gud elsker retfærdighed, men han hader røveri og uretfærdighed

Tid for os til at genopbygge:

4a. Genopbygge gamle ruiner

4b. Genoprette steder, der længe har været ødelagte

4c. Forny ødelagte byer, der har ligget i ruiner i generationer

Hvordan Gud forandrer os:

1a. Trøste de sønderknuste

1b. Forkynde frihed for de fangne

1c. Forkynde frihed for de fængslede

2b. Trøste alle, der sørger

3. Trøster de sørgende i Zion

4. En krone af skønhed i stedet for aske

5. Glædens olie i stedet for sorg

6. Lovprisningens klæder i stedet for fortvivlelsens ånd

7a. Fra skam til en dobbelt del som den førstefødte

7b. Fra ydmygelse til glæde

Bemærk, at de tre typer kontraster veksler med hinanden. Når Gud forandrer os (vers 1), erkender vi Guds virke og karakter (vers 2), men efter at vi er vokset og har genopbygget ting for Gud, kan vi få en yderligere erkendelse af Guds karakter (vers 8). Det er ikke sådan, at vi først skal arbejde på at genopbygge, og så helliggør Gud os, eller at Gud først helliggør os, og så genopbygger vi, men begge dele er løbende processer.

Spørgsmål: Hvornår blev denne profeti i Es 61,1-11 opfyldt?

Svar: Taleren her er Messias. Dette skete delvist, da Jesus kom første gang, ifølge Jesus i Lukas 4,16-21. Men Jesus læste ikke hele afsnittet op og sagde, at det var opfyldt, kun den første del. Alt dette vil i sidste ende blive opfyldt, når Jesus kommer igen.

Spørgsmål: Hvad viser Es 61,1 og Es 63,7,9,10-14 om Treenigheden?

Svar: Dette beviser ikke Treenigheden, men det viser et aspekt af Treenigheden, nemlig Guds treenighed og de tre Personer i Treenigheden, der arbejder sammen. Herrens Guds (Faderens) Ånd (Helligånden) hviler over mig, den salvede (Messias, Jesus). I Esajas 63 er der Faderen, Herren i Esajas 63:7, Hans nærværs engel (Jesus) i Esajas 63:9 og Herrens Ånd i Esajas 63:10, 11, 14.

Spørgsmål: Hvad lover Gud her i Esajas 61:2f?

Svar: Det hebraiske ord naqam har en bredere betydning end noget enkelt ord på engelsk. Det betyder en kombination af genoprettelse, erstatning og hævn. Det er en kombination af at give gode ting tilbage til dem, der bør få dem, og dårlige ting til dem, der bør få dem. Men betydningen her omfatter helt klart også hævn, fordi det næste kapitel går i detaljer om netop det.

Spørgsmål: Hvordan kan en kristen i Es 61,2 leve i Herrens nådeår, i modsætning til ikke at gøre det?

Svar: Først og fremmest er Herrens nådeår allerede her; Jesus selv bragte det; og vi befinder os i en nådetid (ikke lovens tid). Så du behøver ikke gøre noget for at indføre Herrens nådeår; Jesus har allerede gjort det hele. Men om vi vælger at tage imod det og leve i det, vi har fået, er vores ansvar. I Det Gamle Testamentes tid, da eksilet var forbi, havde dette slet ingen betydning for størstedelen af jøderne; de og deres efterkommere vendte aldrig tilbage til det forjættede land. På samme måde må vi også vælge at leve i Guds løfter. Lever vi i tillid til Gud, stoler vi på Gud, elsker vi Gud og nyder vi til sidst Gud, eller er vi »et andet sted« og søger febrilsk andre steder efter vores glæde, formål og opfyldelse? Vær ikke en kristen, der er »et andet sted«.

Spørgsmål: Hvad er »glædens olie« i Es 61,3?

Svar: Dette udtryk bruges kun to andre steder i Skriften: Salme 45,7 og Hebræerbrevet 1,9, som citerer Salme 45,7. I alle tilfælde henviser det til en egenskab, der kommer fra Messias.

Spørgsmål: Hvorfor skal Israel i Esajas 61:7 modtage en dobbelt portion af velsignelse?

Svar: Den eneste anden gang, der tales om en dobbelt del, er i forbindelse med den førstefødte søn. Han skulle ifølge 5. Mosebog 21:17 få en dobbelt del, altså dobbelt så meget som de andre sønner. Zion/Israel blev betragtet som en førstefødt søn i 2. Mosebog 4:22-23. Da de vendte sig bort fra Gud, modtog de naturligvis en dobbelt straf i Esajas 40:2.

Spørgsmål: Hvorfor er Gud i Esajas 62:1-2 så optaget af, om vi er retfærdige eller ej?

Svar: Selvom Skriften sandsynligvis ikke angiver alle de grunde, Gud havde i tankerne, kan vi se mindst tre grunde:

Til sin ære skabte Gud os, og vi ærer ham ved at prise ham med vores ord, handlinger og liv. I forbindelse hermed bringer vores retfærdige vidnesbyrd om Gud skam over Satan.

Til vores eget bedste, både i dette liv og som forberedelse til evigheden.

For andre menneskers skyld, for at være et godt vidne for dem. Vores liv er et »brev fra Kristus« til andre mennesker (2. Korintherbrev 3:2-3), og vi bør være hellige, for vi skal »lyse som lys i verden«, mens vi »forkynder livets ord« (Filipperne2:15 -16).

Spørgsmål: Hvad er betydningen af et nyt navn i Esajas 62:2?

Svar: Et navn eller en titel har stor indflydelse på, hvordan andre opfatter dig, og din opfattelse af din egen identitet har stor indflydelse på din egen karakter. Guds folk vil få et helt nyt navn, som ikke nævnes her. I dag bærer vi Kristi navn, og vi kaldes kristne. Pris Gud for, at vi bærer dette navn, men sørg for at bære det med værdighed, til ære og ikke til vanære. Hver kristen er et vidne for Kristus. Jeg håber inderligt, at du er et godt vidne i stedet for et dårligt vidne, men hver kristen er et vidne for Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor glæder Gud sig over os i Es 62,4-5?

Svar: Det navn, der nævnes her, Hephzibah, betyder »Min glæde er i hende«. Dette viser, at vi kan have et fuldt genoprettet forhold til Gud. Skriften siger ikke direkte, hvorfor Gud glæder sig over os skrøbelige, fattige, syndige skabninger, men Skriften giver os mange ledetråde. Vi blev skabt for at herliggøre Gud. 1. Johannesbrev 4 viser, at Gud faktisk bor i os. Formentlig kan Helligånden opleve vores liv sammen med os. Endelig er Gud vores Fader, og ligesom en god jordisk far glæder sig over sine børn, glæder Gud sig endnu mere over os.

Spørgsmål: Hvad skal Guds vagter i Esajas 62,6-8 holde øje med i dag?

Svar: Fysisk set skulle vagterne holde øje med fare og fjender, der nærmede sig den by, de skulle beskytte. Metaforisk set skal vi holde øje med to negative ting og én positiv ting. Vi skal holde øje med og advare andre om farer for Guds folk og om fjender, der kommer. Positivt set skal vi vente på Gud og holde øje med hans virke. Vi skal alle som troende holde vagt og bede. Vi bør holde øje med, at Guds løfter bliver opfyldt.

Spørgsmål: Hvilke to spørgsmål vil der blive stillet i Es 63,1-2?

Svar: De er: »Hvem er dette?« og »Hvorfor er dine klæder røde?« Dette er Gud selv. Hans klæder er røde af Guds vrede; røde som en forvarsel om blodet fra dem, der hader Gud. Bozra, det nutidige Buseirah i Jordan, var Edoms hovedstad.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Edom her i Es 63,1?

Svar: Der er en direkte betydning og en generel betydning.

Direkte set var Edoms folk efterkommere af Esau, Jakobs bror. Selvom de biologisk set stod Guds folk nær, hadede de Guds folk. Edom betyder »rød«, og det er passende, da der vil flyde blod fra dem, der hader Guds folk.

Generelt er Edom her en metafor for ethvert individ, men især for nationer eller organisationer, der har stillet sig imod Gud og Guds folk.

Spørgsmål: I Es 63,1-3, hvor bruges dette billedsprog ellers om Gud eller Messias, der har en kappe dyppet i blod?

Svar: I Det Gamle Testamente findes det også i Joel 3:13. I Det Nye Testamente findes vrede druer og vinpressen i Åbenbaringen 14:17-20. Jesus er den, der træder på vinpressen med Guds vrede i Åbenbaringen 19:13-16.

Uden for Bibelen står der i den jødiske kommentar »Targum Palestina« til 1. Mosebog 49:11: »Hvor skøn er Messias-kongen! Han ombinder sine lænder og drager ud i krig mod dem, der hader ham; han vil dræbe konger og fyrster og gøre floderne røde af de dræbtes blod og sine bakker hvide af de mægtiges fedt; hans klæder vil blive dyppet i blod, og han selv vil være som saften fra vinpressen.”

Spørgsmål: Hvad symboliserer Messias, der tramper i vinpressen, i Esajas 63:3-4?

Svar: Det henviser til, at Kristus kommer og bringer Guds vrede, som det fremgår af Åbenbaringen 14:19-20; 19:11-16.

Spørgsmål: Vil der i Es 63:3 ikke være nogen sammen med Jesus, når han vender tilbage i herlighed, eller vil himlens hære være med ham iRev 19:14 ?

Svar: Begge dele, for der er ikke tale om én begivenhed, men om to begivenheder, der følger lige efter hinanden. Esajas 63:3 henviser ikke til Kristi fremtræden i herlighed, men snarere til, at Kristus alene tramper på Guds vrede lige før dette sker. Ingen trampede vinpressen sammen med Kristus, og ingen fra nationerne ydede støtte. Når Jesus kommer i Åbenbaringen 19:14, vil himlens hære følge ham. Vi ønsker at være borgere i himlen, ikke i de nationer, der samler sig mod Gud.

Spørgsmål: Hvorfor vil Gud i Es 63:6 og Jer 51:57 beruse folk, når beruselse er forkert ifølge Ef5:18 , og implicit i Es5:22 ?

Svar: Vi skal ikke være berusede, hverken af vin, anden alkohol eller noget andet. Men Gud vil gøre dem berusede af sin vrede, og Gud kan gøre dette, som Han ønsker. Der er her ingen omtale af alkohol.

Måske vil de rent faktisk være berusede, enten på grund af mindre ilt til hjernen eller af andre årsager. Dette vers kan dog blot være en metafor: De vil vakle, som om de var berusede, på grund af den store nød.

Spørgsmål: Hvad viser Es 63,16 (to gange); Es 64,8 og Mal 2,10 om, at Gud er vores Fader?

Svar: Disse fire steder i Det Gamle Testamente lærer os, at Gud er en Fader for de troende. Dette betyder ikke i seksuel forstand, men metaforisk i den forstand, at Han skabte os og tager sig af os. Denne nærhed til Gud som vores Fader forekommer dog kun fire steder, så det var ikke et hovedtema i Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente er det derimod langt mere fremtrædende.

Spørgsmål: Hvad viser verset i Es 63:9-11 om Gud?

Svar: Dette vers nævner Gud, »Hans nærværs engel«, som befriede dem, og Guds Hellige Ånd. Dette henviser faktisk til Treenigheden.

Da Gud førte folket tilbage gennem ørkenen, var de selv dengang en »blandet flok«. Ordet »blandet« betyder »varieret«, som i at nogle er af god, middelmådig og dårlig kvalitet. Det er let at se, hvordan Gud kan være nådig over for de lydige og straffe de ulydige. Det er dog sværere at forsøge at forstå, hvordan Gud håndterer en blandet gruppe.

Spørgsmål: Hvordan føler Gud smerte i Es 63,9?

Svar: Gud føler ikke lidelse eller sorg direkte. Men da Jesus led og døde på korset for vores synder, følte han helt sikkert sorg. Han ved præcis, hvordan det er at lide og bære byrden af vores skyld på sig. Gud kan fuldt ud føle med os i vores problemer og under syndens byrde.

Spørgsmål: Hvordan kan mennesker i Es 63,10 og Ef 4,30 bedrøve Helligånden?

Svar: Det gjorde israelitterne i ørkenen, da de forhærdede deres hjerter og gjorde oprør mod Gud. Paulus, der taler til de kristne, siger til dem, at de ikke skal bedrøve Helligånden, så kristne kan altså bedrøve Helligånden. Når vi vedvarende er ulydige mod Gud, bedrøver vi Helligånden. Da det naturligvis kun er et personligt væsen, der har følelser, viser dette, at Helligånden er et personligt væsen.

Spørgsmål: Hvad er de centrale aspekter af denne bøn i Es 63:15-64:12?

Svar: Nogle vil måske sige, at denne bøn begynder i vers 7. Uanset hvad er dette en kombination af en lovprisningsbøn, en tilståelsesbøn og en bøn om hjælp. I Esajas 64:8 erkendes det, at de er hjælpeløse, at Gud er herre over alt, og at der ikke stilles nogen betingelser over for Gud i denne bøn. Selvom bønnen indledes med lovprisning, lovpriser den Gud for hans »længsel og medfølelse« i Esajas 63:15, og fra da af er de tre elementer vævet sammen. I sidste ende er det en tillidsbøn, der skal bedes af et folk, der vidste, at de fortjente Guds vrede.

Denne bøn er et smukt chiasme.

Herren ser ned fra sit hus i himlen; hans medfølelse holdes tilbage. Es 63:15-16

- Vi er dit folk, Gud, selvom vi ikke opfører os sådan. Es 63,17-19

- - Nationerne skælver, når du viser dit ansigt, Gud. Es 64:1-3

- - - Ingen er som Gud. Han hjælper dem, der sætter deres håb til ham, men man må ikke glemme hans vrede. Es 64:4-5

- - Men vi visner på grund af vores synd, og Gud, du har skjult dit ansigt. Es 64:6-7

- Men du er stadig vores Fader, så se til dit folk. Es 64:8-9

Herrens hus i Zion ligger i ruiner; vil du stadig holde dig tilbage? Es 64:10-12

Spørgsmål: Kan nogen i Es 63:17 sige, at Gud fik dem til at vige fra hans veje og forhærdede deres hjerter?

Svar: Nej, det gjorde Gud ikke direkte, men Gud lod bevidst de omstændigheder, der satte dem på prøve, finde sted, og de bestod ikke prøven. Selvom de fejlede, beder Esajas her om barmhjertighed fra Gud.

Gud forhærder hjerterne hos dem, der først selv forhærder deres egne, som det var tilfældet med Farao. Gud kan gøre et menneskes hjerte ekstremt hårdt, som i Romerbrevet 1:21-32. I dette vers beklager Esajas, at Gud fik sit eget folk til at fare vild og forhærdede deres hjerter. For et menneske eller et folk, der svinger mellem lydighed og synd, kan Gud gribe ind, hvis de blot forbliver på syndens side. I Åbenbaringen 3:15-16 sagde Jesus til menigheden i Laodicea, at han ønskede, at de enten var kolde eller varme, men da de var lunkne, ville han udspy dem af sin mund.

Se også diskussionen om 2. Mosebog 7:22 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvilke to forskellige ting lærer dette vers os om Gud i Esajas 64:3?

Svar: Den mest åbenlyse del er, at Gud er mægtig og kan udrette store ting. Den anden del er, at Gud ofte gør uventede ting.

Spørgsmål: Hvordan styrker det vores forhold til Gud, når vi i Esajas 64:4 og Esajas 63:11 mindes de gamle dage?

Svar: Når vi husker de store ting, Gud har gjort, giver det os standhaftighed og styrke til at stole på Guds magt og trofasthed. Det giver os håb for fremtiden. Men på et dybere plan husker vi også alt det, vi har lært om karakteren hos Den, vi tjener.

Spørgsmål: Hvordan kan menneskers liv og endda deres gode gerninger i Es 64,6; Es 1,18 og Zak 3,3-4 sammenlignes med beskidte, plettede klude?

Svar: Når man ser på og lugter til en person, der bærer beskidte klæder, føler man bare en trang til at trække sig væk fra vedkommende. Selv når ens eget spædbarn har en beskidt ble, vil man skifte den, men det er ikke en af ens yndlingsopgaver. Når Gud ser på et syndigt menneske – og vi er alle syndige – føler Gud det på samme måde. Men nu, som troende, er vi badet i Kristi dåb og klædt i Kristus, og vi glæder Gud.

Spørgsmål: Hvorfor siger Esajas i Es 64,7, at ingen påkalder Gud, især da Esajas selv påkaldte Gud?

Svar: I den umiddelbare sammenhæng taler Esajas om de ulydige israelitter. Men generelt er der ingen, der påkalder Gud, medmindre Gud tiltrækker dem. (Calvinister siger, at Gud kun tiltrækker nogle, mens ikke-calvinister siger, at Gud i det mindste tiltrækker alle i et eller andet omfang.)

Se diskussionen om Esajas 45:19 for mere information.

Spørgsmål: Hvordan er Gud en pottemager i Es 64,8?

Svar: Gud er som en kosmisk pottemager på mindst seks måder.

1. Han udvælger den ler, der skal bruges til en krukke til hans formål.

2. Han er skaberen af krukken.

3. Processen med at omforme krukken

4. Hærdningen af krukken

5. Han har ret til at bruge, sælge eller ødelægge krukken, som Han ønsker.

6. Han fremstiller alle slags krukker til alle slags formål.

Spørgsmål: Hvad lærer Esajas 64:10-12 os om, hvornår vi bør råbe til Gud?

Svar: Dette er en klagesang over folkets lidelser og eksil. Gud lod dem ikke blot befinde sig i en usikker situation, men Gud sørgede også bevidst for, at de skulle befinde sig i en usikker situation på grund af deres vedvarende synd. Esajas 64,6-7.9 viser både, at de fortjente dette, og at de forstod og erkendte, at de fortjente det. De vidste, at de ikke havde ret til at forvente noget fra Gud. Men de råbte alligevel til Gud. De var angrende – eller i det mindste ville nogle af dem være det – og dette er et råb om barmhjertighed, ikke om at få det, de fortjente.

Hvis nogen befinder sig i en nedadgående spiral af synd og (med rette) føler, at Gud ville have ret til blot at svigte dem, bør de alligevel råbe til Gud om nåde. Gud elsker os stadig og glæder sig over at frelse os. Bed om, at syndens trældom må blive brudt. Bed om, at Gud må befri dem fra i det mindste nogle af konsekvenserne af deres ulydighed. Selvfølgelig har Gud allerede frelst sine børn fra de værste konsekvenser af ulydighed ved ikke at sende dem til helvede. Det er i orden at bede Gud om at frelse dem fra andre konsekvenser af ulydighed. Hvis Gud gør det, så er det fint. Når Gud ikke gør det, så betragt det som en tugt og hold ud under den med standhaftighed, idet du ser på Romerbrevet 8:28. Vær villig til at vidne for andre om, hvad du gjorde, og hvordan Gud frelste dig fra det.

Spørgsmål: Henviser Esajas 65:1-5 til hedningerne eller jøderne?

Svar: Begge dele. Esajas 65:1 henviser til, at Gud åbenbarede sig for dem, der ikke søgte ham, hvilket ifølge Paulus i Romerbrevet 10:20 betyder hedningerne. Men dette skete, efter at Gud havde rakt sine hænder ud »hele dagen« til et oprørsk folk, og dette henviser til jøderne, som Paulus siger i Romerbrevet 10:21.

Spørgsmål: Hvordan rakte Gud i Es 65,2-7 sine hænder ud mod »et stædigt folk«?

Svar: Gud tilbød det uomvendte Israel frelse og befrielse, og Gud talte til dem gennem profeterne, og alligevel vandrede de stadig på deres egen vej (Esajas 65:2), provokerede Gud til vrede (Esajas 65:3-5), og Gud vil gengælde dem (Esajas 65:6-7). Gud sagde, at han ikke vil tilintetgøre dem alle, for nogle søgte Gud (Esajas 65:8-10), men det er den større gruppe, som Gud rakte ud til.

Dette rammer kernen i et begreb inden for kalvinismen kaldet »ingen tabte sager«, som er blevet drøftet af kalvinisten Michael Horton og andre. Da Gud er almægtig og alvidende, hævder de, at intet, Gud gør, nogensinde mislykkes, og at det ville være en fiasko fra Guds side, hvis en person, der tilbydes frelse, går fortabt, fordi vedkommende afviser den. Men læs dette kapitel, og du vil se en Gud, der »rakte [Sine] hænder ud« i forgæves forsøg over for de fleste af de mennesker, Han rakte Sine hænder ud mod. Som The MacArthur Bible Commentary på s. 840-841 påpeger, vil Gud i Esajas 65:7 handle i dom, ikke i frelse, for at straffe synden hos dem, Han rakte Sine hænder ud mod.

Spørgsmål: Hvordan forsøger nogle mennesker i dag, ifølge Esajas 65,3-5, at opnå en selvskabt hellighed?

Svar: Disse mennesker bragte ofre i haver, hvilket ikke var et tilladt sted. Haver var steder, hvor folk, der tilbad frugtbarhedsguder, kunne bringe ofre. Disse mennesker bragte ofre på mursten, mens alter skulle være lavet af sten. Og alligevel forsøger de gennem deres handlinger, kost, ved at nægte at omgås visse mennesker og ved at nægte at gøre visse ting, at vise, hvor åndelige de er. Nogle gange er det, som nogle betragter som hellighed, blot hellig elitisme. Men har du nogensinde spurgt Gud: Hvordan vil du have, at jeg skal være hellig?

Et eksempel på selvopfundet hellighed er, når folk giver en gave og ønsker, at deres navne bliver nævnt i forbindelse med den gave.

Et andet eksempel er den græske filosof Pythagoras, der gjorde fremskridt inden for matematik og musik, og som forbød sine tilhængere at spise bønner; tilsyneladende bør man ikke være »musikalsk« på den måde. I dag må tilhængere af jainismen ikke spise efter mørkets frembrud; for efter mørkets frembrud ser man ikke så godt, og de risikerer ved et uheld at spise et dyr som en flue eller et insekt i deres mad.

Spørgsmål: Hvem er lykke- og skæbneguderne i Es 65:11f?

Svar: Selvom der måske har været tale om specifikke afguder, kender vi ikke til nogen bestemt afgud fra den tid, der var forbundet med lykke og skæbne. (Disse kan måske findes i de tre søstre i den græske mytologi og al-‘Uzza, al-Lat og Manat i den arabiske mytologi, men de dukkede først op senere.) Men generelt tilbad folk afguder af to grunde: gunstige omstændigheder i dette liv samt et langt liv og undertiden et godt liv efter døden.

Spørgsmål: Hvilke to forskellige måder er der i Es 65:11a, hvorpå nogle mennesker vender sig bort fra Herren?

Svar: Dette er ikke ualmindeligt, og det sker på mindst to måder.

Eksplicit vender folk sig bort fra at følge Gud, fordi de har noget andet at følge i stedet som deres livs kærlighed. Det kan være en anden religion, rigdom, berømmelse, uddannelse og viden, et forhold eller vantro familiemedlemmer. Nogle gange forsøger folk som kompensation at finde på deres egen måde at leve helligt på.

Implicit kan folk gradvist og langsomt glide væk, fordi de ikke finder tid eller energi til at følge Gud. Denne verdens bekymringer og en optagethed af andre ting end Gud kan simpelthen fortrænge deres hengivenhed over for Gud.

Vi skal være på vagt over for den første måde, men vi skal være endnu mere på vagt over for den anden måde, som er mere subtil.

Spørgsmål: Hvad mener de, der kaldes jøder, i Es 65,15f; Es 62,2f, om, at Guds tjenere får et andet navn, som de skal kaldes ved?

Svar: Det er et godt spørgsmål at stille dem. Kristne tror, at denne forandring fandt sted efter Kristi død og opstandelse.

Spørgsmål: I Es 65,20 – da præmillennialisterne siger, at dette foregår under tusindårsriget – hvordan kan folk så dø, selvom de lever til de bliver 100 år?

Svar: Der vil stadig være fødsel og død under tusindårsriget. Men de, der var troende før tusindårsriget, vil blive oprejst og vil ikke dø; de vil regere sammen med Kristus i tusind år. Under tusindårsriget vil dødens forbandelse blive ophævet, men den vil endnu ikke være fjernet.

Spørgsmål: Hvad er advarslen her om at have et tempel i Es 66,1-2; ApG 7,44-53?

Svar: Disse vers er ikke imod genopbygningen af templet, men snarere imod at stole på templet og ikke bekymre sig om at have et rent hjerte. Jeremias 7 går meget mere i detaljer om dette. Stefanus fremhævede også dette punkt i sin første nedskrevne prædiken i Apostlenes Gerninger 7:44-53. (Det var også hans sidste prædiken.)

Spørgsmål: Hvorfor værdsætter Gud i Esajas 66:2 dem, der er ydmyge, sønderknuste i ånden og skælver for hans ord?

Svar: Der er tre tanker, der går op i en højere enhed her.

Ydmyg: De, der ikke er stolte, er villige til at lære, villige til at indrømme, at de tager fejl, og lade sig rette, og villige til at ændre sig, når de bliver irettesat. Som C.S. Lewis lærte, er en virkelig ydmyg person ikke en, der går rundt og tænker: »Jeg er ringere«. En virkelig ydmyg person er snarere en, der ofte slet ikke tænker på sig selv.

Ydmyg i ånden: Dette er en person, der er ked af det, når vedkommende gør noget forkert, er villig til at indrømme det og ønsker at ændre sig, så vedkommende ikke gør det igen.

Bæver for Guds ord: Hvor mange mennesker bæver for Guds ord i dag? Gud ønsker mennesker, der ikke blot ydmygt indrømmer, at de ikke har svarene på livet, men som vil vende sig til Gud og lære, at Jesus er svaret på livet, både her på jorden og i evigheden.

Lad os i alle tilfælde stræbe efter at være den slags mennesker, som Gud værdsætter.

Spørgsmål: Hvad er kendetegnene for de to grupper i Es 66,2-4.14: dem, der »bæver for ordet«, og dem, der nægter at høre ordet?

Svar: Begge grupper kan endda forekomme ens for menneskelige iagttagere i øjeblikket. Men med tiden vil den første gruppe vokse i visdom og nærhed til Gud, idet de glæder sig over at høre Guds ord. Den anden gruppe bliver mere tåbelig og driver længere væk, fordi de ikke lytter. Hvis man ikke vil tro på Gud, er man tilbøjelig til at tro på hvad som helst.

Spørgsmål: Hvilke former for ofre er uacceptable for Gud i Es 66,3?

Svar: Ofre omfatter dyr, penge, andre ting og endda tid, som mennesker afgiver i den oprigtige udøvelse af deres religion. Det kan måske overraske nogle, at visse ofre simpelthen er spild, fordi Gud ikke altid accepterer ofre. Der er to slags ugudelige ofre, som Han ikke accepterer.

Afgudsofre er vederstyggeligheder, fordi Gud her siger, at han betragter afgudsdyrkelse lige så alvorligt som mord, da begge dele var strafbare med døden ifølge loven. I 1. Korintherbrev10:20 står der, at hedningernes ofre bringes til dæmoner, ikke til Gud, og at vi ikke bør have noget at gøre med dæmoner.

Oprørske mennesker, der ofrer, selv til den sande Gud, bliver ikke accepteret. Gud ønsker ingen ofringer fra en, der vælger sin egen vej og glæder sig over vederstyggeligheder, som den sidste del af verset siger. Salme 66:18 viser, at hvis nogen nærer synd i sit hjerte, lytter Herren ikke til vedkommendes bøn. Jesus sagde i Matthæus 5:23-24: »Hvis du er på vej til at bringe en gave ved alteret og husker, at din bror har noget imod dig, skal du først forsone dig med din bror og derefter bringe din gave.«

Uanset hvilke ofre en person bringer, hvad enten det er til Gud eller afguder, kan Gud ikke lide disse ofre, hvis personen har behag i vederstyggeligheder.

Spørgsmål: Hvem er det mandlige barn her i Esajas 66:7-9?

Svar: Først må vi fastslå, hvem moderen er. Moderen er Zion eller Jerusalem ifølge Esajas 66:8,10. Så billedligt talt kunne dette være jøderne eller Guds folk. Det mandlige barn her anses generelt for at være Messias. I *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1120, står der, at moderen er Jerusalem, men at fødslen betegner en kort periode, og der står ikke, hvem det mandlige barn er, selvom der står, at Esajas 66,14-18 henviser til Messias.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved denne metafor om Gud i Es 66,13?

Svar: Beskrivelser af Gud i Bibelen er næsten altid maskuline. De to undtagelser er Esajas 66:13 og Esajas 49:15. Jesus omtaler sig selv ved hjælp af analogien med en moderhøne i Matthæus 23:37 og Lukas 13:34.

Spørgsmål: Hvorfor lyder dette vers om præster og levitter i Esajas 66:20-21 så mærkeligt for jødiske ører?

Svar: »De« i Esajas 66:20 er de ikke-jødiske nationer, til hvem Guds herlighed er blevet forkyndt. »De« vil bringe »alle jeres brødre« tilbage som et kornoffer. Kommentatorerne er uenige om, hvorvidt »brødre« betyder de spredte israelitter, ikke-jøder, der tror og er blevet ét folk, eller begge dele. Uanset hvad vil nogle af dem, der kommer, tjene som præster og levitter. Gud tillod kun præster, der stammede fra Aron, og efterkommere af Levi at udføre præstelige og tempelrelaterede opgaver. Men dette vers lover, at Gud i fremtiden vil udpege mennesker til at udføre disse opgaver, som ikke stammer fra Aron eller Levi – eller for den sags skyld ikke engang er jøder. Andre vers fortæller om andre nationers høst, der vil blive bragt til Jerusalem. Men i Esajas 66:20 står der, at »høsten« her er mennesker. De vil komme og udføre de præstelige opgaver, og det vil behage Gud.

Spørgsmål: Vil sabbatten igen blive overholdt i Esajas 66:23?

Svar: Esajas 66:23 profeterer om en fremtidig tid, hvor hele menneskeheden (ikke kun jøder) vil bøje sig for Gud. Det vil sandsynligvis ske i tusindårsriget.

Spørgsmål: Hvilke chiasmer findes der i bogen Isa?

Svar: Kiasmer er et almindeligt træk i hebraisk poesi, hvor betydningen af hver linje er symmetrisk, f.eks.:

Havet er grønt,

…båden er brun

……Menneskene er små

…I den mørke båd

På et smaragdgrønt hav.

Kiasmer kan bestå af 5, 7, 9 eller et større antal ulige vers. Der findes også kiasmer med lige vers, hvor de to midterste vers stemmer overens.

Chiasmerne i Esajas omfatter Esajas 15:1-16:14; 21:1-10; 22:8-11; 22:12-14; 23:1-14; 24:1-13; 26:1-21; 27:1-13; 29:9-14; 32:1-5; 37:14-20; 38:1-8; 38:10-20; 41:17-20; 42:1-4; 42:13-17; 43:1-7; 43:8-13; 43:22-24; 43:25-44:5; 44:6-8; 48:17-22; 51:1-3; 51:7-8; 51:13-15; 55:1-13; 56:9-12; 59:14-20; 61:5-9; 63:15-64:12; 65:1-66:24; 65:17-18b; 65:18c-20; 66:5-14; 66:18-24.

En »linje« i et chiasme kan i nogle tilfælde bestå af mange vers, som det er tilfældet med chiasmet i Esajas 19:1-20:6. Den første linje er Esajas 19:1-5, den midterste linje er Esajas 19:16-25, og den tredje linje er Esajas 20:1-6.

Et andet eksempel er Esajas 22:1-14. I dette tilfælde findes der inden for denne chiasme to andre chiasmer: 22:8-11 og22:12 -14.

Esajas 30:1-33 er et andet eksempel på en chiasme, hvor hver »linje« er temmelig lang. Inden for denne chiasme findes to andre chiasmer, 30:18-26 og 30:27-33.

De symmetriske linjer i et chiasme har en indbyrdes sammenhængende betydning, men ikke altid den samme betydning. Et eksempel fra Esajas:

22:15-16 Herren modsætter sig Sebna

…22:17-19 Herrens hensigter med Sebna

…20-23a Herrens hensigter med Eljakim

23b-25 Herrens advarsel til Eljakim

Esajas 58:1-14 er et chiasme, men inden for den midterste »linje« (58:6-12) findes der to par parallelle linjer.

Motyer betegner 35:1-10 som et chiasme, men dette er ret svært at se.

Esajas 25:1-12; 31:1-32:20 og 40:6c-8b er tre eksempler på symmetri i linjer, der ikke passer ind i et chiasme.

Spørgsmål: Hvad med teorierne om, at Esajas blev skrevet af flere forfattere?

Svar: Teorien om de to Esajaser og dens variationer blev fremsat i 1789 af J.C. Doederlein (1745-1792) og andre, herunder Duhm, som havde en teori om tre Esajaser. Disse teorier besvarede følgende dilemma: »Da de ikke kunne tro, at der fandtes ægte profetier i Bibelen, hvordan kunne Esajas’ Bog så indeholde så mange profetier om babylonierne og perserne, der gik i opfyldelse?«

Alle disse anti-overnaturlige teorier har det til fælles, at Esajas 6 var en del af den tidlige Esajas, der skrev i det 8. århundrede, og at Esajas 40-66 ikke stammede fra den tidlige Esajas. Dødehavsrullerne 1QIsa blev fundet med hele Esajas-bogen; der var et tomt mellemrum, der adskilte to dele, men dette tomme mellemrum lå mellem Esajas 33 og 34.

Men ud over den anti-overnaturlige forudindtagethed er der utallige problemer med disse teorier om flere forfattere til Esajas. Det næste spørgsmål vil fremlægge de ydre beviser, og spørgsmålet derefter de indre beviser.

Spørgsmål: Hvad er i Esajas det eksterne bevis for antallet af forfattere til Esajas?

Svar: Nogle skeptiske kritikere har forsøgt at hævde, at der var flere forfattere til Esajas, mens evangeliske kristne og konservative jøder siger, at der kun var én. Hvad angår den liberale teori, er her tre punkter med negativt bevis, efterfulgt af det positive bevis.

N1. Ukendt i oldtiden. Jøderne selv var ikke klar over, at Esajas overhovedet kunne være skrevet af to forskellige forfattere. De betragtede også de dele, der følger efter kapitel 40, som værende Esajas, hvilket Nahum 1:15, Zefanja 2:15 og Siraks søn i Ecclesiasticus 48:22-25 viser. Josefus nævner aldrig to Esajaser. De tidlige kirkefædre havde heller aldrig hørt om teorien om to Esajas-bøger. Hvis der havde været to eller flere Esajas-bøger, ville nogen dengang helt sikkert have hørt om det.

N2. Kun en moderne skeptisk/liberal opfattelse. Liberale forskere har fastholdt, at Esajas er skrevet af to eller flere forfattere. På den ene side siger den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 524, 547-550), at opfattelsen af, at Esajas er skrevet af en enkelt forfatter, ikke har nogen vigtige fortalere i dag. Tilsyneladende er ikke alle konservative bibelforskere vigtige for Asimov. Den videnskabelige *Expositor’s Bible Commentary*, bind 6, s. 6, siger, at før det 18. århundrede var den eneste forfatter, der antydede, at flere forfattere havde skrevet Esajas, den jødiske Ibn Ezra fra det 12. århundrede, som citerede en Moses ben Samuel Ibn Gekatilla, der havde samme opfattelse. Først mere end et årtusinde senere hørte eller tænkte nogen på, at Esajas var skrevet af mere end én forfatter.

N3. De liberale teorier er ikke enige indbyrdes. Så snart man kommer til en teori om tre eller flere Esajas-forfattere, kan teoretikerne ikke blive enige om, hvilke dele der hører til hvilke pseudo-Esajas-forfattere, eller hvor mange pseudo-Esajas-forfattere der er. Det minder på en måde om Markus 14:55-56, hvor falske vidner forsøgte at bagvaske Jesus, og hvor ikke to af dem kunne blive enige.

P1. Hvad Jesus og evangelieskriverne vidste om Esajas – Jesus nævner vers, som han sagde stammede fra Esajas, i Mattæus 13:14; 15:7; Markus 7:6. I Lukas 4:17-20 fik Jesus overrakt en rulle fra profeten Esajas; han læste Esajas 61:1-2 op derfra og sagde: »I dag er dette skriftsted opfyldt, mens I hører det.« Jesus og forfatterne af Det Nye Testamente citerede begge dele af Esajas i vid udstrækning og tilskrev dem ofte Esajas, og de kendte aldrig til to Esajaser.

Johannes12:38 siger, at Esajas var forfatteren til Esajas 53:1. Jesus, Paulus og forfatterne af Det Nye Testamente sagde, at versene i den første, midterste og sidste del af Esajas var skrevet af Esajas.

Jesus kendte ikke til nogen teori om to eller tre Esajaser. Jesus og forfatterne af evangelierne sagde, at følgende stammer fra profeten Esajas:

Esajas 42:1 Mattæus 12:17-18

Esajas 40:3 Mattæus 3:3

Esajas 40:3-5 Lukas 3:4

Esajas 53:7-8 Apostlenes Gerninger 8:28

Esajas 53:1; 6:9-10 Johannes 12:38-41

P2. I Apostlenes Gerninger 8:28-30 nævnes den etiopiske eunuk, der læser profeten Esajas. I Apostlenes Gerninger 28:25-26 citerer Paulus fra den første del af Esajas, Esajas 6:9-10, som værende af Esajas. I Romerbrevet10:20 citerer Paulus fra Esajas 65:1.

P3. Hvad jøderne vidste om Esajas: Den apokryfe bog Siraks Bog 48:24, skrevet i det 2. århundrede f.Kr., citerer fra Esajas 61:3 og angiver, at dette stammer fra Esajas.

P4. De tidlige kristne: Justin Martyr (skrev ca. 138-165 e.Kr.) var en af kirkefædrene, der nævner, at Esajas skrev dette i sin »Dialog med Trypho den jøde«, kapitel 97.

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) citerer (med forklaringer) næsten hele Esajas 53 i Første Klemensbrev, kapitel 16.

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.) henviser også til vers i Esajas.

Cyprianus, biskop i Karthago fra 248 til sit martyrium i 258 e.Kr., citerer fra »Esajas« i »Afhandling 12«, den tredje bog, mange steder. I »vers« 5, 11, 20, 34, 59, 75 og 100 citerer Cyprianus som Esajas-passager i Esajas efter 40:1. I »vers« 41, 53, 60, 113, 115 og 118 citerer Cyprianus som »Esajas«-passager i Esajas før 40:1.

Det er almindeligt accepteret, at Esajas muligvis skrev de senere kapitler senere i sit liv. Det er derfor, at Assyrien ikke nævnes i de senere kapitler.

Konklusion: Vi kunne fortsætte med at lede efter flere eksterne henvisninger, men konklusionen er denne: Jesus og apostlene sagde, at dette stammede fra Esajas. Moderne ateister og »kristne liberale« har ingen væsentlige grunde til at bevise, at dette ikke var tilfældet. Enten tror vi på det, som Jesus og apostlene uden tøven bekræftede, eller også benægter vi det, de lærte. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 6, s. 8-10, for en mere uddybende diskussion af Esajas’ enhed. I det næste spørgsmål vil vi se på de interne beviser.

Spørgsmål: Hvad er i Esajas det interne bevis for antallet af forfattere til Esajas?

Svar: Det interne bevis findes i selve bogen. Først vil vi ærligt fremlægge de beviser, der tyder på mere end én forfatter, og derefter de beviser, der tyder på én forfatter.

M1. Esajas er kun én bog, men den falder naturligt i to dele lige før kapitel 40.

M2. Forskellige kapitler omhandler forskellige emner, og kapitel 40-45 handler for eksempel meget om Guds karakter.

M3. Esajas nævner serafimer i Esajas 6:2,6 og ildslanger (”saraph”-slanger) kun i Esajas 14:29; 30:6.

M4. Først i de senere kapitler af Esajas profeteres der om Kyros eller Persien. Kun i de tidligere kapitler, som sandsynligvis er skrevet tidligere, nævnes Assyrien.

M5. Esajas 26:10 siger, at den ugudelige »ikke ser Herrens majestæt«, mens Esajas 40:5 siger, at alle vil se Guds herlighed. Det hebraiske ord i Esajas 26:10 betyder imidlertid at stirre på eller betragte, så de ugudelige ser ikke på Herren, men alle vil se Herren. Uanset det hebraiske ord taler Esajas 26:10 om nutiden, og Esajas 40:5 taler om endetiden.

Der er dog mange argumenter for, at bogen udgør en helhed. Den enkleste forklaring på disse fem punkter er, at Esajas skrev forskellige dele på forskellige tidspunkter i sit liv.

S1. »Den tidlige Esajas« profeterer også om Babylon

I Esajas 39:5-8 nævnes det, at babylonierne forviste Judas folk. Landet ville blive 90 % tømt i Esajas 6:11-12. De første 39 kapitler nævner Babylon i 63 vers (Esajas 13-14:23; 21:1-10; 39:1-8), mens de sidste 27 kapitler i Esajas nævner Babylon i 28 vers (kapitel 46 og 47).

Liberale og skeptikere har dog et svar på dette bevis: de dele i den »tidlige Esajas«, der nævner Babylon, må være skrevet senere og indsat, som Asimovs Guide to the Bible s. 538 »formoder«. Dette er faktisk et argument, der ikke kan modbevises. Med andre ord kunne man bruge »argumentet om de ikke-påviselige indsættelser« til at hævde, at ethvert litterært værk, der nogensinde er skrevet, er skrevet af flere forfattere.

S2. Både den tidlige og den sene Esajas profeterer om endetiden i Esajas 24-27 og Esajas 63-66.

Liberale og skeptikere, såsom *Asimov’s Guide to the Bible* s. 542, har imidlertid et svar på dette: De hævder, at Esajas 24–27 ikke blev skrevet af Esajas.

S3. Chiasmer i begge dele

Hele Esajas er fyldt til bristepunktet med chiasmer. Esajas 1-39 har mindst 18, og Esajas 40-66 har mindst 23. Når man læser Esajas igennem, ser man nogle mere komplekse mønstre, men disse bliver gradvist mere komplekse og begynder ikke pludseligt i kapitel 40. Man bør forvente, at man hos en person, der levede længe, kan se en gradvis ændring i skrivestilen.

S4. Andre ligheder i begge dele. Som det fremgår af *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1030, og *When Critics Ask*, s. 265-267, findes der mindst ti enslydende passager i begge dele:

(1:15 og 59:3,7), (1:29 og 57:4-5), (2:3 og 51:4), (10:1-2 og 59:4-9), (28:5 og 62:3), (29:18 og 42:7), (29:23 og 60:21), (30:26 og 60:19), (33:24 og 45:25) og (35:6 og 41:18).

Her er nogle af lighederne mellem Esajas 1-39 og 40-66 ifølge When Critics Ask, s. 265-267.

a) I kap. 1-39 forekommer udtrykket »Israels Hellige« 12 gange, og i kap. 40-66 forekommer det 14 gange.

b) I1:15 står der: »Jeres hænder er dækket af blod.« Og i 59:3 står der: »For jeres hænder er befængt med blod.«

c) I 28:5 står der: »Hærskarers HERRE vil være en herlighedskrone, et pragtfuldt diadem for resten af sit folk.« Og i 62:3 står der: »Du vil være en herlighedskrone i HERRENs hånd, et kongeligt diadem i din Guds håndflade.«

d) I 35:6 står der: »For vand vil strømme frem i ørkenen og bække i ødemarken.« Og i 41:18 står der: »Jeg vil forvandle ørkenen til en vanddam og det tørre land til strømmende kilder.«

S5. Esajas er enestående blandt profeterne ved at nævne Guds landevej (11:16 ; 19:23; 35:8; 40:3; 62:10).

S6. Esajas er også særpræget ved at nævne »Israels Hellige«. Dette forekommer 12 gange i Esajas 1-39, 14 gange i Esajas 40-66 og kun 6 gange i resten af Det Gamle Testamente.

S7. Etableringen af retfærdighed er karakteristisk for Esajas. Det findes i vers 9:7; 11:4; 16:5; 28:6; 32:16; 33:5; 42:1,3-4; 51:5.

S8. Fred nævnes i Esajas 9:7; 26:3; 26:12; 27:5; 32:17; 33:7; 36:21; 38:17; 39:8; 42:14; 45:7; 48:18,22; 52:7; 53:5; 54:10,13; 55:12; 57:2,11; 57:19,21; 59:8; 60:17; 62:1,2; 64:12; 66:12.

S9. Glæde nævnes i Esajas 9:3,17; 12:3; 16:10; 22:13; 24:8,11; 29:19; 32:13,13; 35:2,10; 51:3,11; 52:9; 55:12; 60:15; 61:3,7; 65:14,18,19; 66:5,10.

S10. Det sjældent anvendte hebraiske ord for tornbusk, na’asus, forekommer i hele Det Gamle Testamente kun i Esajas 7:19 og 55:13.

S11. Hvis Esajas 40-66 blev skrevet under eksilet, hvorfor nævner den så tydeligt klipper, bjerge, bække i dalene osv.?

S12. Man ville forvente, at bøger skrevet under eller efter eksilet indeholdt babylonske og aramæiske udtryk. Hele Esajas indeholder ingen aramæiske udtryk.

Endelig nævner Wycliffe Bible Dictionary også den underliggende årsag til teorien om den »anden Esajas« fra det 18. århundrede. Da profetierne om Kyros og Babylon er så præcise, betragter liberale kritikere dette som et »bevis« på, at Esajas 40-66 blev skrevet, efter at disse begivenheder fandt sted, hvilket var over et århundrede efter Esajas. Men hvis man fører dette argument til sin logiske konklusion, ville præcisionen i de messianske profetier i Esajas 53 ligeledes »bevise«, at Esajas 40-66 blev skrevet efter Jesu korsfæstelse. Både jøder generelt og Dødehavsrullerne i særdeleshed viser, at dette er usandt.

Konklusion: Konservative kristne erkender gerne, at forskellige dele af Esajas kan være skrevet i forskellige perioder af hans liv, og at de forskellige kapitler lægger vægt på forskellige ting. Men hvis nogen leder efter beviser for, hvor mange forfattere der var bag Esajas (forudsat at vedkommende ønsker at se beviser), hvor meget mere bevis har man så brug for for at fastslå, at det var skrevet af én enkelt forfatter?

Se *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 270–271, *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1030–1031, og *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 857–858, for en nærmere drøftelse af inkonsekvenserne i teorien om de to Esajas-forfattere.

Spørgsmål: Blev Esajas skrevet af tre forfattere, som kritikeren Bernhard Duhm hævdede?

Svar: Bernhard Duhm fremsatte den hypotese, at kapitel 56-66 stammede fra en »tredje Esajas«, der levede i Palæstina eller Egypten. Han hævdede også, at tjenersangene i Esajas 42:1-4; 49:1-6; 50:4-9; 52:13-53:12 stammede fra en anden Esajas. Den oprindelige Esajas skrev ikke engang resten af bogen, da mange hævdede, at Esajas ikke havde skrevet kapitel 13-14, 24-27 og 35-39.

Det er dog uklart, om Bernhard Duhm selv holdt fast ved, at tjener-sangene stammede fra en anden Jesaja. Måske skrev en pseudo-Bernhard forskellige dele af hans kommentar, og forlaget samlede blot disse. Faktisk kan man, hvis man selektivt analyserer hans forfatterskab, måske endda finde to eller flere pseudo-Bernhards. Det er selvfølgelig let for mig at sige dette, da Duhm skrev i 1892 og ikke længere er i live til at forsvare sig selv. Det er også let for mig at sige dette, så længe jeg ikke behøver at fremlægge noget holdbart bevis.

Alvorligt talt forudsætter disse synspunkter, at Gud ikke kunne have givet nogen oplysninger om fremtiden. Da Esajas profetisk nævnte Babylon, måtte det være skrevet, efter at Babylon havde erobret Juda. Da Esajas profetisk forudsagde Kyros, måtte det være skrevet i Kyros’ tid.

Derfor er det et cirkulært argument, at eftersom Esajas nævner Babylon og Kyros, måtte det være skrevet i Babylons og Kyros’ tid og dermed ikke være profetisk.

Spørgsmål: Blev der tilføjet yderligere materiale til Esajas, således at bogen først fik sin endelige form så sent som i 350 f.Kr., som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* på s. 525-526 hævder?

Svar: Nej. Han fremlægger ingen beviser for en sådan påstand. Denne opfattelse er en udløber af teorien om de mange Esajas-bøger, og det er forbløffende, hvad ellers intelligente mennesker kan finde på uden nogen form for beviser.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Esajas findes der stadig i dag?

Svar: Dødehavsrullerne: (ca. 1 f.Kr.) 23 separate eksemplarer af Esajas. (The Dead Sea Scrolls Today, s. 30; The Dead Sea Scrolls in English, 4. udg.; The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English, 2. udg.). Imidlertid angiver *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 436-438, at der kun var 18 eksemplarer. *The New International Dictionary of the Bible*, s. 261, angiver, at der alene i hule 4 findes mindst 12 manuskripter af Esajas. Manuskripterne er:

1QIsa(a) – indeholder hele teksten til Esajas bortset fra nogle få mangler nederst på siderne. Den er paleografisk dateret til 125–100 f.Kr. og til 207–107 f.Kr. ved hjælp af kulstof 14-datering ifølge *Responses to 101 Questions on the Dead Sea Scrolls*, s. 20. Radiocarbon-dateringen ved hjælp af et accelereret massespektrometer blev faktisk udført to gange. Laboratoriet i Zürich angav 201–93 f.Kr., og laboratoriet i Tucson angav 202–114 f.Kr., ifølge *The Meaning of the Dead Sea Scrolls*, s. 31. I *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 252, findes der et fotografi af en af siderne. Den er ved hjælp af radiocarbon-datering med massespektrometer blevet dateret til 202–107 f.Kr. (*The Dead Sea Scrolls Today*, s. 18). Den interne datering er 125–100 f.Kr. Man kan se et fotografi af to sider fra denne skriftrulle (Esajas 49:4–51:13 og 51:13–52:12) i *New International Dictionary of the Bible*, s. 472, 261.

1Q8 (=1QIsa(b)) – (100 f.Kr. til 100 e.Kr.) indeholder Esajas 7:22-25; 8:1; 10:16-19; 12:3-6; 13:1-8,16-19; 15:3-9; 19:7-17,20-25; 20:1; 22:11-18,24-25; 23:1-4; 24:18-23; 26:1-5; 28:15-20; 29:1-8; 30:10-14,21-26; 35:4-6; 37:8-12; 38:12-22; 39:1-8; 40:2-3; 41:3-23; 43:1-13,23-27; 44:21-28; 45:1-13; 46:3-13; 47:1-14; 48:17-22; 49:1-15; 50:7-11; 51:1-10; 52:7-15; 53:1-12; 54:1-6; 55:2-13; 56:1-12; 57:1-4,17-21; 58:1-14; 59:1-8,20-21; 60:1-22; 61:1-2; 62:2-12; 63:1-19; 64:1,6-8; 65:17-25; 66:1-24 ifølge *The Meaning of the Dead Sea Scrolls*, s. 414-417. I *Responses to 101 Questions on the Dead Sea Scrolls*, s. 20-21, står der, at den er ret velbevaret fra kapitel 41 og frem. Der står også, at den ligger endnu tættere på den masoretiske tekst end 1QIsa(a).

4Q55 (=4QIsa(a)) til 4Q68 (=4QIsa(o)), 4Q69a (=4QPapIsa(p)). 4Q62 (=4QIsa(h)) indeholder små fragmenter fra fem forskellige håndskrifter. Disse indeholder Esajas 1:1-6,10-16,18-31; 2:1-16; 3:14-22; 4:5-6; 5:1,13-28; 6:3-8,10-13; 7:4-20; 8:1-14; 9:3-12,17-20; 10:1-10,16-19,23-33; 11:4-16; 12:1-6; 13:1-19; 14:1-13,20-24,28-32; 15:1-9; 16:ingen; 17:8-14; 18:1,5-7; 19:1-25; 20:1-6; 21:1-16; 22:10-25; 23:1-18; 24:1-15,19-23; 25:1-2,8-12; 26:1-19; 27:1,5-6,8-12; 28:6-14,16-18?,22,24? 29:1-9; 30:8-17; 31:ingen, 32:ingen; 33:2-8,16-23; 34:ingen; 35:9-10; 36:1-2; 37:29-32; 38:ingen; 39:1-8; 40:1-4,22-26; 41:8-11; 42:2-7,9-12,14-25; 43:1-4,12-15,16-24; 44:3-7,19-28; 45:1-4,6-8,20-25; 46:1-3,8-13; 47:1-6,8-9; 48:6-8,8-22; 49:1-15,21-23; 50:ingen; 51:1-2,8-16; 52:2,4-7; 53:1-3,6-8,8-12; 54:1-11,7-17; 55:1-7; 56:7-8; 57:5-8,9-21; 58:1-3,5-7,13-15; 59:15-16; 60:20-22; 61:1-3,3-6; 62:ingen; 63:ingen; 64:5-11; 65:1; 66:20-24

4Q69b (=4QIsa(r)) Es 30:23

5Q3 (=5QIsa) Es 39:3? Eller Es 41:25?; 40:16,18-19

Blandt Dødehavsrullerne fandtes også en kommentar til Esajas (3Q4).

Samlet set siger *A Survey of Old Testament Introduction*, s. 25, at de to eksemplarer af Esajas, der blev fundet i hule 1, var identiske med den almindelige hebraiske bibel i 95 % af teksten. (Som en krydskontrol sammenlignede jeg tre passager fra Esajas og konstaterede en overensstemmelse på 93,3 %, 95,1 % og 96 % for hver konsonant, med et samlet gennemsnit på 94,6 %.)

Så alt i alt er hvert eneste vers i Esajas bevaret blandt Dødehavsrullerne.

Blandt Dødehavsrullerne er den Store Esajas-rulle særlig interessant, idet den på elleve steder indeholder det, der ligner et græsk bogstav Tau (eller Chi) vendt på siden ved siden af messianske passager. Det kan skyldes, at Chi var det første bogstav i det græske ord for Kristus. Dette beviser dog ikke kristen indflydelse, da »Kristus« allerede før Jesu tid blev anerkendt af jøder som den græske oversættelse af Messias eller den salvede. Disse elleve passager er Esajas 32:1 ff.; 42:1 ff.; 42:5 ff.; 42:19 ff.; 44:28; 49:5-7; 55:3-4; 56:1-2; 56:3 ff.; 58:13 ff.; 66:5 ff.

Kristne bibelmanuskripter fra omkring år 350 e.Kr. indeholder Det Gamle Testamente, herunder Esajas.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) citerer i 1. Klemensbrev, kapitel 16, (med yderligere kommentarer) hele Septuaginta-versionen af Esajas 53.

Justin Martyr (skrev ca. 138–165 e.Kr.) citerer Esajas mere end nogen anden bog bortset fra Salmerne. Han citerer hele eller dele af 209 vers: Esajas 1:3,7,9,16–20,23,27; 2:3,5f; 3:9–16; 5:18–25; 6:8; 7:10-17; 8:4; 9:6; 11:1ff; 14:1; 18:6; 19:24; 26:2,3; 27:1; 29:13,14; 30:1-5; 33:13-19; 35:1-7; 39:8; 40:1-17; 42:1-13,16; 43:10,15; 44:6,9-20; 49:6,8; 50:4,6; 51:4,5,10ff,13-15; 53:1-12; 54:1,9; 55:3ff; 57:1-12; 58:13,14; 62:10-12; 63:1-6,15-19; 64:10-12; 65:1-3,8f,9-12,17-25; 66:1,5-11,21,24

Mange af disse citater (1:3; 3:9ff;5:18 , 20; 19:24f; 52:2; 53; 57:1-4; 58:1-12; osv.) sagde han stammede fra Esajas.

Vaticanus (325-350 e.Kr.) indeholder hele Esajas

Sinaiticus (340-350 e.Kr.) indeholder hele Esajas. Den begynder på siden efter, at 4. Makkabæerbog slutter. Den slutter på samme side, som Jeremias begynder.

Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Esajas, som var placeret efter de tolv bøger af de mindre profeter.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Esajas?

Svar: Forfattere fra før det nikænske koncil, der henviste til eller hentydede til vers i Esajas, er:

Filo, den alexandrinske jøde (15/20 f.Kr.–50 e.Kr.), henviser til fire vers i Esajas: 1:9; 5:7; 48:22; 54:1.

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) citerer Esajas 1:16–20. 1. Klemensbrev, kap. 8, s. 7. Han citerer også Esajas 66:2 i kap. 13, s. 8

Ignatius af Antiokia (ca. 100–117 e.Kr.) hentyder til Esajas 5:26; 49:22 i sit Brev til smyrnæerne, kap. 1, s. 86 (den kortere, græske version)

Barnabasbrevet (100–150 e.Kr.), kap. 4, s. 139, citerer Esajas 5:21 med ordene: »Skriften siger«.

2. Clemens (120–140 e.Kr.), kap. 2, s. 517, citerer Esajas 54:1. Forfatteren citerer også Esajas 29:13 som stammende fra Esajas i kap. 3, s. 518.

Polycarp (100–155 e.Kr.) citerer den sidste fjerdedel af Esajas 52:5 i »Brevet til filipperne«, kap. 10, s. 35

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) citerer hele eller dele af 209 vers i Esajas. Han citerer Esajas 66:1 som værende af Esajas i »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 23, s. 206. Han citerer Esajas 49:1–17 som ét sammenhængende afsnit i »Dialog med Trypho«, kap. 50, s. 220

Hegesippus (170 e.Kr.) nævner skriftsteder fra Esajas i »Fragmenter af fem bøger med kommentarer til Kirkens handlinger«, s. 763

Meleto/Melito af Sardis (170-177/180 e.Kr.) siger i sit brev til Onesimus, at Esajas er en af bøgerne i Det Gamle Testamente. I *Om påsken*, s. 72. Dette er bevaret i Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 4, kap. 26.

Athenagoras (177 e.Kr.) henviser til Esajas 41:4; 44:6; 43:10,11; 46:1. Han nævner også »Moses, Esajas, Jeremias« og de øvrige profeter. *A Plea for Christians*, kap. 9, s. 133

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) citerer Esajas 40:22 som værende af Esajas. »Theophilus til Autolycus«, bog 2, kap. 13, s. 100.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer Esajas 7:10–17 og siger: »Den Hellige Ånd har altså omhyggeligt ved det sagte påpeget Hans fødsel af en jomfru og Hans væsen, at Han er Gud (for navnet Immanuel angiver dette).« Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 21.4, s. 452

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer Esajas 7:11 som stammende fra Esajas i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 21.6, s. 453

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer Esajas 40:11 som værende af Esajas. *Læreren*, bog 1, kap. 5, s. 213

Tertullian (198–200 e.Kr.) henviser til Esajas 58:1–2 som værende af Esajas. *Et svar til jøderne*, kap. 9, s. 164

Theodotus, den formodede montanist (ca. 240 e.Kr.), citerer en fjerdedel af Esajas 19:20 som en profeti i *Uddrag af Theodotus*, kap. 16, s. 45

Theodotus, der sandsynligvis var montanist (ca. 240 e.Kr.), citerer Esajas 40:6 i »Uddrag af Theodotus«, kap. 9, s. 44. Han citerer også Esajas 2:3; 19:20 og 46:6.

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer Esajas 1:16–19 som værende af Esajas. *Discourse on the Holy Theophany*, kap. 10, s. 237.

Commodianus (ca. 240 e.Kr.) nævner Esajas og den lov, som Moses i vrede smadrede i stykker. »Instructions of Commodianus«, kap. 38, s. 210

Origenes (225–254 e.Kr.) henviser til Esajas, søn af Amoz, og Nahums syn. Prædikener over Første Mosebog. Prædiken 11, kap. 3, s. 173

Novatian (250/4–256/7 e.Kr.) citerer Esajas 7:14 som en henvisning til Kristus. *Afhandling om Treenigheden*, kap. 12, s. 621.

Anonym afhandling mod Novatian (250/4–256/7 e.Kr.), kap. 10, s. 660, citerer Esajas 57:1,11 som værende af Esajas.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.): »I Esajas … i Salme 117 … Også i Zakarias … Også i Femte Mosebog: … Også i Jesus [Josva], søn af Nave«; Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 12, kap. 2.16

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) siger, at Sønnen, Kristus, blev født af Jomfru Maria. Cyprianus’ breve, brev 72, kap. 5, s. 380. Han henviser også til Esajas 7:14 i brev 8, s. 288

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus (256 e.Kr.) citerer Esajas 2:2. Cyprianus’ breve, brev 74, kap. 1, s. 390

Pontius (efter år 258 e.Kr.) nævner Filip og eunukken og siger, at eunukken »læste fra profeten Esajas«. »Cyprians liv og lidelse«, kap. 3, s. 268

Dionysius af Alexandria (246–256 e.Kr.) siger, at Esajas 66:3,4 og Esajas 43:9 er skrevet af Esajas i Brev 11 til Hermammon, s. 107.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.): »Profeterne og evangeliet taler tydeligt om to af Kristi komme – det første i ydmyghed og det efterfølgende i herlighed.« Derefter citerer han Esajas 53:2-3. »Dialog om den sande tro«, første del, kap. 25, s. 68

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) citerer Esajas 11:2,3 som værende af Esajas. Om verdens skabelse, s. 342.

Peter af Alexandria (306.285–310/311 e.Kr.) citerer Esajas 66:24 som værende af Esajas i *The Canonical Epistle*, kanon 4, s. 270. Han citerer også Esajas 66:24 som værende af profeten. Ibid., kanon 5, s. 271.

Methodius af Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.)

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) »Herre, hvem sad ved Guds højre hånd, hvis ikke Kristus, Guds Søn, som er Kongernes Konge og Herrernes Herre? Og dette fremgår endnu tydeligere af Esajas,« *The Divine Institutes*, bog 4, kap. 12, s. 110

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea, Hilarius af Poitiers, Athanasius, Basilius af Kappadokien, Cyril af Jerusalem, Gregor af Nazianzen, Gregor af Nyssa, Didymus den Blinde, Rufinus, Hieronymus, Sozomen (hentydning), Sulpitius Severus, koncilet i Karthago (393–419 e.Kr.), Epifanius af Salamis, Johannes Chrysostomos, Augustin af Hippo, Johannes Cassian, Sokrates’ *Kirkehistorie* og andre henviser til Esajas.

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) citerer Esajas 40:12 som værende af Esajas. I »Om Helligånden«, bog 2, kap. 9.90, s. 126.

Pacianus af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) citerer Esajas 1:18 som værende af Esajas. Brev 3, kap. 17.2, s. 59

Spørgsmål: Hvad er nogle af forskellene mellem den masoretiske tekst og Den Store Esajas-rulle fra Dødehavsrullerne?

Svar: Inden vi ser på teksten i den store Esajas-rulle (1QIsa(a)), bør der siges et par ord om margenerne. Elleve steder findes der noget, der ligner et græsk Tau (eller Chi) vendt på siden, ved siden af messianske passager. Det kan skyldes, at Chi var det første bogstav i det græske ord for Kristus. Dette beviser dog ikke kristen indflydelse, da »Kristus« allerede før Jesu tid blev anerkendt af jøder som den græske oversættelse af Messias eller den salvede. Disse elleve passager er Esajas 32:1ff; 42:1ff; 42:5ff; 42:19ff; 44:28; 49:5-7; 55:3-4; 56:1-2; 56:3 ff.; 58:13 ff.; 66:5 ff. Medmindre andet er angivet, er den første den masoretiske tekst (MT), og den anden er den store Esajas-rulle (1QIsa(a)).

Es 2:9 »tilgiv dem ikke« (MT) vs. [mangler] (1QIsa(a))

Es3:24 : »for« (MT) mod »til skam« (1QIsa(a))

Es7:14 (anden person feminin eller måske tredje person) mod (maskulin) (1QIsa(a).)

Es 8:2 »Jeg vil kalde som vidne(r)« (MT og 4QISa e) mod »og lade det bekræfte« (1QIsa(a)).

Es 11:6 »kalv og rovdyr (løve) og det fede dyr« (MT og 4QIsa c) kontra »kalv og rovdyr (løve) vil æde« (1QIsa(a))

Es 14:4 (ukendt ord i MT) kontra »højmod/raseri« (1QIsa(a)) – 1 bogstavsforskel (d til r)

Es14:30 : »han/det vil dræbe« (MT) mod »jeg vil dræbe« i 1QIsa(a) og den latinske udgave.

Es 15:9 »[byen] Dimon« to gange (MT) mod »[byen] Dibon« (1QIsa(a)) mod »[byen] Dimon« første gang, og manuskriptet er ødelagt i den anden del. (1QIsa(b)) (Dibon er velkendt, men Dimon er ukendt.)

Es 21:8 »Og [som] en løve brølede han« (MT) mod »udkigsmanden/vagten/vagten for løven« (1QIsa(a)).

Es 23:2-3 »de fyldte dig« (MT, sandsynligvis 4QIsa a) mod »dine sendebud« (1QIsa(a), tilsyneladende også 1QIsa(b)) (to bogstaver forskelligt).

Es 28:16 »han har grundlagt« mod »han grundlægger/er ved at grundlægge« (1QIsa(a) og Septuaginta)

Es 29:5 »dine fremmede« mod »din hovmod« (1QIsa(a))

Es 30:5 »fremmede« (MT) mod »fjender« (1QIsa(a), Septuaginta, Targum) (forskel på 1 bogstav)

Es 30:16 »bør sige« (MT) kontra »ler/krukken« (1QIsa(a))

Es 33:8 »byer« (MT) kontra »vidner« (1QIsa(a))

Es 34:5 »blive beruset« (MT) kontra »blive set« (1QIsa(a))

Es 37:9 »at lære« (MT) mod »at vende om« (LXX og 2 Kong 19:9)

Es 37:25 (mangler) (MT) kontra »i fremmede lande« (1QIsa(a) og 2 Kong)

Es 37:27 »mark« (MT) kontra »ødelagt/brændt« (1QIsa(a) og 2 Kong)

Es 37:28 »Jeg ved, når du sætter dig« (MT) kontra »Jeg ved, når du rejser dig og sætter dig« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

Es 38:11 »ikke længere blandt verdens indbyggere« (nogle hebraiske tekster) mod »ikke længere blandt de øvrige indbyggere« (MT, Vulgata) mod »ikke længere blandt landets indbyggere« (Targum) mod »ikke længere« (LXX)

Es 38:14 »HERREN« (Bomberg 1524-1525 e.Kr. Det Gamle Testamente) kontra »Herre« (MT, Dødehavsrullerne)

Es 38:15 »Han har både talt til mig« (MT, Vulgata) kontra »Og skal jeg sige til Ham« (Dødehavsrullerne, Targum) kontra (mangler) (LXX)

Es 38:16 »skynd dig« (MT) kontra »gør til skamme« (LXX)

Es 40:3 »Gør vejen lige i ørkenen« (MT, Targum, Vulgata) kontra »Gør vejen lige« (LXX)

Es 40:6 »Og han sagde« (MT, Targum) mod »Og jeg sagde« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, Vulgata)

Es 40:12 »vand« (MT, Septuaginta, Vulgata) kontra »havets vand« (Dødehavsrullerne) kontra »verdens vand« (Targum)

Es 41:14 »orm Jakob, Israels mænd« (MT) mod »orm Jakob, insekt Israel« (syrisk)

Es 41:29 »værdiløs« (MT, Vulgata) mod »intet« (Dødehavsrullerne, syrisk, Targum) mod (den første halvdel af verset mangler i Septuaginta)

Es 45:2 »Jeg vil udjævne forhøjningerne/de ujævne steder« (MT) mod »Jeg vil udjævne bjergene« (1QIsa(a), Septuaginta) mod »Jeg vil trampe murene ned« (Targum) mod »Jeg vil ydmyge jordens store« (Vulgata)

Es 45:8 »så de kan frembringe frelse« (MT) mod »så frelsen kan spire frem/springe op« (1QIsa(a)) (én bogstavs forskel)

Es 47:13 »forudsige ud fra hvad« (MT) kontra »forudsige hvad« (LXX, syrisk, sammenlign Vulgata)

Es 48:11 »for hvorfor skulle det vanhelliges« (MT) kontra »for hvorfor skulle mit navn vanhelliges« (LXX, gammel latin/italisk)

Es 49:5 »er samlet til ham« (Qere, den masoretiske tekst, Dødehavsrullerne, Septuaginta) kontra »ikke samlet til ham« (Kethib, den masoretiske tekst)

Es 49:12 »Sinim« (MT) kontra »Syene« (1QIsa(a)). Syene er det nutidige Aswan, men Sinim er ukendt.

Es 49:24 »de retfærdiges fanger« (MT, Targum) mod »de mægtiges/tyrannens fanger« (1QIsa(a), syrisk, Vulgata) mod »uretfærdigt tilfangetagne« (LXX)

Es 51:16 »at plante himlene/himlen« (MT) mod »at udspænde himlene/himlen« (syrisk) mod »at fastsætte himlene/himlen«

Es 51:19 »Hvordan kan jeg trøste jer?« (MT) kontra »Hvordan kan han trøste jer?« (1QIsa(a)) (1 bogstavs forskel)

Es 52:5 »få dem til at jamre« (MT) vs. »håne« (Dødehavsrullerne) vs. »undre sig og jamre« (LXX) vs. »prale« (Targum) vs. »behandle dem uretfærdigt« (Vulgata)

Teksten: Her er et detaljeret eksempel fra Esajas 52:14-53:12. Medmindre andet er angivet, er den første den masoretiske tekst, den anden er Den Store Esajas-rulle fra Dødehavsrullerne, og den tredje er den græske Septuaginta. I dette afsnit er der 197 hebraiske ord i den masoretiske tekst, 207 hebraiske ord i teksten fra Dødehavsrullerne, og den græske Septuaginta har 332 græske ord. Der er 55 forskelle mellem den masoretiske tekst og den store Esajas-rulle, selvom nogle af forskellene skyldes ældre kontra nyere hebraiske ord med samme betydning. Alternativt kan der være tale om dialektforskelle.

Es 52:14 »hans forvrængning« vs. »min forvrængning« vs. »uden herlighed« (LXX)

Es 52:14 »menneskers sønner« (også i LXX) kontra »menneskets sønner«

Es 52:15 »de skal lukke« (fremtid) vs. »de skal allerede lukke« (datid med fremtidsprefiks) vs. »de skal lukke« (LXX)

Es 52:15 »de skal se« (også i LXX) kontra »de så«

Es 53:1 »på/til hvem« mod »til hvem« (også LXX)

Es 53:2 »tør« – forskel i stavning

Es 53:2 »majestæt« (MT) kontra »majestæt for ham« (1QIsa(a)) kontra »skønhed« (nogle Septuaginta-udgaver)

Es 53:2 »bemærke« kontra »se ham« kontra »så ham« (LXX)

Es 53:2 »vi vil begære« vs. »vi bør begære ham« vs. mangler (LXX)

Es 53:3 »en mand« mod »og en mand« (også LXX)

Es 53:3 »bekendt med« mod »kendt / har kendt«

Es 53:3 »en, for hvem mennesker skjuler deres ansigt« (mulig stavningsforskel)

Es 53:3 »vi foragtede ham« mod »han var/blev foragtet«

Es 53:4 »han var fortrolig med« vs. »han vil blive bekendtgjort / gjort kendt« vs. »vi anså ham« (LXX)

Es 53:4 (sygdomme / lidelser) (stavningsforskel på 2 ord)

Es 53:4 »ramt« (MT) kontra »og ramt« (1QIsa(a))

Es 53:4 »ramt af Gud og plaget/torteret« (MT) kontra »i lidelse og i trængsel/tortur« (LXX)

Es 53:5 »overtrædelse … sår« mod »overtrædelser … sår« (ét bogstav pr. ord) mod »synder … blå mærker« (LXX)

Es 53:5 »knust … straffen« mod »og knust … og straffen« mod »sår / syg … sår« (LXX)

Es 53:5 »han blev knust« mod »sår / syg« (LXX)

Es 53:5 »blev helbredt« kontra »skal blive helbredt«

Es 53:6 – ingen forskelle i den masoretiske tekst i forhold til 1QIsa(a)

Es 53:6 »gik / er gået på afveje; vi vendte os hver til sin egen vej, og Herren har bragt det frem i lyset« (MT, 1QIsa(a)) kontra »er gået på afveje; alle er gået på afveje på sin egen vej; og Herren overgav ham for vores synder« (LXX)

Es 53:7 »undertrykt« (sandsynligvis en stavningsforskel på ét bogstav) i forhold til »lidelse«

Es 53:7 »og som et moderfår« mod »som et moderfår« mod »som et får« (LXX)

Es 53:7 »han åbnede ikke« mod »han vil ikke åbne« mod »så han åbner ikke sin mund«

Es 53:7 »mund« (sandsynlig stavningsforskel) kontra »mund« (LXX)

Es 53:8 »undertrykkelse / fængsel« (MT og 1QIsa(a)) mod »ydmygelse« (LXX)

Es 53:8 »hvem« (sandsynligvis en stavningsforskel)

Es 53:8 »For« (sandsynlig stavningsforskel)

Es 53:8 »mit folk« (MT og Septuaginta) kontra »hans folk« (1QIsa(a))

Es 53:8 »slag« mod »han blev slået« mod »han blev ført til sin død«

Es 53:9 »han gjorde / satte / gav« mod »de gjorde / satte / gav« mod »jeg vil give«

Es 53:9 »og med« mod »og en tid [med]« mod »og den« (LXX)

Es 53:9 »i hans død / grav« (MT, 1QIsa(a)) kontra »for hans død« (LXX)

Es 53:9 »mund« (sandsynligvis en stavningsforskel)

Es 53:10 »at gøre ham syg / ved sygdom« vs. »gennemborede ham (til døden)« (1QIsa(a)) vs. »slag« (Ordene »sygdom« og »gennemborede ham« ligner slet ikke hinanden på hebraisk. Septuaginta-oversættelsens betydning ligger her meget tæt på 1QIsa(a))

Es 53:10 »han skal forlænge« (forskellige hebraiske ord)

Es 53:11a »sjæl« (det gamle hebraiske sprog havde tilsyneladende en lidt anden genitivbøjning end det senere hebraiske sprog) kontra »sjæl« (LXX)

Es 53:11b »skal se og blive mættet« (MT) kontra »skal se lyset og blive mættet« (både 1QIsa(a) og 1QIsa(b)) kontra »at vise ham lys og forme ham med forstand; at retfærdiggøre den retfærdige, som tjener mange godt; og han skal bære deres synder« (LXX)

Es 53:11c »hans tjener« (MT) mod »min tjener« (1QIsa(a))

Es 53:11d »han« (sandsynligvis en stavningsforskel i MT og 1QIsa(a))

Es 53:12a »og for« – forskellige hebraiske ord i MT og 1QIsa(a)

Es 53:12b »synd« (MT) kontra »synder« (1QIsa(a))

Es 53:12c »gik i forbøn for de, der havde overtrådt loven« (MT) kontra »skal slås ihjel for deres overtrædelser« kontra »overgives på grund af deres overtrædelser« (LXX)

Es 56:12 »Kom, siger de, lad os hente vin« (MT) kontra »Kom, siger I, lad os hente vin« (Dødehavsrullerne, syrisk, Vulgata, Targum)

Es 57:11 »tav i lang tid« (MT) kontra »tav og lukkede mine øjne« (LXX, Vulgata)

Es 60:19 »månen skal give dig lys« (MT) mod »månen skal give dig lys om natten« (1QIsa(a), Septuaginta, gammel latin/italisk, Targum)

Es 61:1 »befrielse fra mørket for de fængslede« (MT) mod »befrielse fra mørket for de blinde« (LXX)

Es 63:9 »Det var ingen kval eller engel« (MT) mod »Det var ingen budbringer eller engel« (LXX)

Es 64:7 »har smeltet os sammen i vores uretfærdigheds hånd« (MT) kontra »har overgivet os i vores uretfærdigheds hånd« (LXX, syrisk, gammel latin/italisk, Targum)

Es 65:7 »jeres synder og jeres forfædres synder« mod »deres synder og deres forfædres synder« (LXX, syrisk)

Es 66:2 »alle disse ting er sket« (MT) mod »alle disse ting er mine« (LXX, syrisk)

Es 66:18a »For jeg kender deres gerninger« (MT) kontra »For jeg kender deres gerninger« (LXX, syrisk)

Es 66:18b »det kommer« (MT) kontra »jeg kommer« (LXX, syrisk, Vulgata, Targum)

Es 66:19 »pul« (MT) kontra »Put« (= libyere) (nogle Septuaginta-udgaver)

Klik på dette link, www.BibleQuery.org/isa53.html, for at se den fulde tekst af den masoretiske tekst, Den Store Esajas-rulle og den græske Septuaginta.

Hvad angår spørgsmålet om, hvilken man bør stole mest på, kan der fremføres argumenter for begge dele. På den ene side går Dødehavsrullerne helt tilbage til Kristi tid. På den anden side, da Dødehavsrullerne viser den masoretiske teksts betydelige nøjagtighed, og de masoretiske skriftkloge udviste enorm omhu med at kopiere Bibelen præcist, kunne man argumentere for, at den masoretiske tekst er mere præcis.

Her er et eksempel fra *The Meaning of the Dead Sea Scrolls* på, hvor skribenten af 1QIsa(a) tilsyneladende var uopmærksom. Dette er den masoretiske tekst.

Es 16:8-9 »For Heshbons marker og Sibmas vinmarker visner hen. *Nationernes ledere har brudt dens udsøgte grene, som nåede helt til Jazer og strakte sig ud i ørkenen; dens skud var udbredte og vidtstrakte, ja, de krydsede endda havet. Derfor vil jeg græde med Jazers klagen over Sibmas vinstok.* Jeg vil vande…” kontra “For Heshbons marker og Sibmas vinmarker visner. Jeg vil vande…” I 1QIsa(a)-rullen mangler den del, der står mellem asteriskerne (*).

Litteraturliste til dette spørgsmål: *Messianic Prophecies from a Dead Sea Scroll* af Catherine Geever, Margaret Heinle og Preston Heinle indeholdt teksten fra Dødehavsrullerne, forskellene og en drøftelse af disse. Jay P. Greens *Interlinear Bible*, C.L. Brentons *The Septuagint Version: Greek and English* samt *The Dead Sea Scrolls & Modern Translations of the Old Testament* af Harold Scanlin blev også anvendt.

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene i Esajas mellem den hebraiske tekst, den græske Septuaginta og andre oversættelser?

Svar: Af alle bøgerne i Det Gamle Testamente var Septuaginta-oversættelsen af Esajas sandsynligvis den dårligst udførte. Her er et par af oversættelsesforskellene, primært fra kapitel 6. Medmindre andet er angivet, er den første den masoretiske tekst, og den anden er Septuaginta.

Es1:17 : »Irettesæt undertrykkeren« vs. »Irettesæt den undertrykte«

Es1:29 : »De skal skamme sig« (mange masoretiske tekster, Septuaginta, Vulgata) kontra »I skal skamme jer« (nogle masoretiske tekster, Targum)

Es 2:9b-10 findes (4QIsa(a), 4QIsa(b), Septuaginta) mangler (Den Store Esajas-rulle)

Es2:12 »de stolte og hovmodige og alt, hvad der er ophøjet; og det skal ydmyges« (MT) mod »enhver, der er stolt og hovmodig, og alt, hvad der er højt og tårnhøjt, og de skal bringes ned« (LXX)

Jes3:24 : »i stedet for skønhed« (MT) mod »i stedet for skønhed, skam« (Dødehavsrullerne)

Es5:17 : »Fremmede skal spise« (MT) mod »Lammer skal græsse« (LXX)

Es 6:2 »Over det stod seraferne« (MT) mod »Og serafer stod rundt om ham« (LXX)

Es 6:5 »Ve mig« (MT) kontra »Ve mig, for jeg er ramt i hjertet« (LXX)

Es 6:6 »fløj hen til mig« (MT) kontra »blev sendt til mig« (LXX)

Es 6:7 »din misgerning er taget bort, og din synd er tilgivet« (MT) mod »vil fjerne dine misgerninger og rense dig for dine synder« (LXX) (aktiv mod passiv form)

Es 6:8 »gå for os« (MT) kontra »gå til dette folk« (LXX)

Es 6:9-10 »Lad dem altid høre, men aldrig forstå; lad dem altid se, men aldrig opfatte. Gør dette folks hjerte forhærdet; og gør deres ører sløve og luk deres øjne« (MT) kontra »I vil altid høre, men aldrig forstå; I vil altid se, men aldrig indse. Dette folks hjerte er blevet forhærdet; de hører knap nok med deres ører, og de har lukket deres øjne« (LXX) (oversættelser fra NIV-fodnote)

Es6:10 : »Gør dette folks hjerte …« (MT) mod »For dette folks hjerte …« (LXX)

Es6:11 : »ødelagt, en ødemark« (MT) kontra »efterladt øde« (LXX)

Jes6:12 : »Ødelæggelsen midt i landet er stor« (MT) kontra »de, der er tilbage i landet, skal blive mange« (LXX)

Jes6:13 : »blive fortæret« (MT) kontra »blive til bytte« (LXX)

Es6:13 : »et egetræ, der, selv om det er fældet, stadig har sin stub – det hellige frø er dets stub« (MT) mod »et agern, når det falder ud af sin skal« (LXX)

Es7:14 : »hun skal give ham navnet« (MT) kontra »hans navn skal kaldes« (LXX og Dødehavsrullerne 1QIsa(a)). Forskellen er én konsonant.

Es7:14 : »ung kvinde« (’almah) på hebraisk (MT, Dødehavsrullerne) kontra »jomfru« (parthenos) i den græske Septuaginta kontra »ung kvinde« (neanis) i de græske oversættelser af Aquila, Symmachus og Theodotion.

Es 8:2 »Jeg lader det bekræfte« (MT) kontra »får det bekræftet« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk)

Es 9:3 »Du har mangedoblet nationen og øget dens glæde« (Dødehavsrullerne, Targum) kontra »Du har mangedoblet nationen og ikke øget glæden« (MT, Vulgata, 1QIsa) kontra »De fleste af folket har du bragt ned i din glæde« (LXX)

Es9:17 : »glædede sig ikke over« (MT) kontra »havde ikke medlidenhed med« (Dødehavsrullerne)

Es10:16 : »Herren« (MT, Dødehavsrullerne) kontra »Herren [Adonai]« (Bombergs Gamle Testamente 1524–1525 e.Kr.)

Es 9:20 »hans bror/slægtning/nabo« kontra »hans egen arm« (LXX) kontra »hans brors/slægtnings/nabos arm« (den alexandrinske LXX)

Es 10:20 »arm« (MT) kontra »afkom« (Targum)

Es10:27 : »Åget vil blive brudt/ødelagt, fordi du er blevet så fed« (MT, NRSV) kontra »Åget skal ødelægges på grund af salvelsen« (MT, Greens bogstavelige oversættelse) kontra »Åget vil blive brudt/ødelagt fra dine skuldre« (LXX)

Es10:30 : »Løft din røst, o datter af Gallim!« (MT, Targum, Vulgata) kontra »Hør på hende, o Anathoth« (LXX, syrisk)

Es10:34 : »med en majestætisk« (MT) kontra »med majestætiske træer« (LXX, Vulgata)

Es 11:6 »kalven og løven og det etårige lam sammen« (MT) mod »kalven og løven vil æde sammen« (LXX)

Es11:15 : »ødelægge tungen af Det Egyptiske Hav« (MT, Vulgata) mod »tørre tungen af Det Egyptiske Hav ud« (LXX, syrisk, Targum)

Es 13:2 »Vink dem ind gennem de fornemmes porte« (MT) mod »Træk jeres sværd, I fornemme.« (LXX)

Es 14:4 (ukendt betydning i den hebraiske MT) mod »højmod/raseri« (Dødehavsrullerne, sammenlign Septuaginta, syrisk, Vulgata)

Es14:21 : »fædre« (MT) kontra »fader« (syrisk)

Es14:30 : »af de tilbageværende vil han dræbe« (den masoretiske tekst) kontra »af de tilbageværende vil jeg dræbe« (Dødehavsrullerne, Vulgata)

Es 15:1 »Ar [byen] blev plyndret« (MT) kontra »Moabs by blev plyndret« (Peshitta)

Es 15:4 »Moabs væbnede mænd råber/skriger højt« (MT) mod »lændene i Moabs land skælver/skriger højt« (Targum, Vulgata, Septuaginta, syrisk)

Es 15:9 »Dimon [ukendt sted]« (MT, Targum) mod »Dibon [i Moab]« (Dødehavsrullerne, Vulgata, sammenlign syrisk) mod »Rimon« (LXX)

Es 16:9 »O Elealah [navnet på et sted]« (MT) kontra »O Dibon [navnet på et sted]« (Dødehavsrullerne, nogle udgaver af Septuaginta, Vulgata)

Es16:10 : »Jeg har bragt til tavshed« (MT) kontra »er bragt til tavshed« (LXX)

Es 17:2 »Byerne i Aroer er forladte« (MT, Vulgata) mod »Det skal være forladt for evigt« (LXX) mod »Dets byer skal være forladte og øde« (Targum)

Es 17:9a »gren« (MT) mod »amoritterne« (LXX) mod »ødelagt« (Targum) mod »som plovene« (Vulgata)

Es 17:9b »en øverste gren« (MT) mod »hivitter/evaer« (LXX) mod »i ruiner« (Targum) mod »korn/korn« (Vulgata)

Es 18:1 »sejlskibe« (LXX, NEB) kontra »susende vinger« (masoretisk)

Es 18:7 »af et folk, der er højt og glat« (MT) mod »fra et folk, der er højt og glat« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, Vulgata) mod »til et folk, der er højt og glat« (Targum)

Es19:14 : »udgydt i den« (MT) mod »udgydt i dem« (LXX, sammenlign Targumerne)

Es19:18 : »ødelæggelsens by« (det meste af den masoretiske tekst) kontra »solens by« (nogle dele af den masoretiske tekst, Dødehavsrullerne 1QIsa, Targum, Vulgata) kontra »retfærdighedens by« (det meste af LXX)

Es 20:2 »sko« (MT) kontra »sko« (LXX, Dødehavsrullerne 1QIsa)

Es 21:8 »en løve brølede/råbte« (MT) kontra »vagten/udkigsmanden brølede/råbte« (Dødehavsrullerne, syrisk)

Es 22:3 »flygtede langt væk« (MT) kontra »flygtede langt væk« (LXX, syrisk, Vulgata)

Es22:19 : »Så vil jeg drive dig ud af dit embede, og fra din stilling vil han rive dig ned« (MT) mod »Så vil jeg drive dig ud af dit embede, og fra din stilling« (LXX) mod »Så vil jeg drive dig ud af dit embede, og fra din stilling vil jeg rive dig ned« (syrisk, Targum, Vulgata)

Es 23:2-3 »Sidon, som søfarerne har beriget/genopfyldt. Over de store vande kom kornet fra Shihor« (MT) kontra »Sidon, som krydser havet; dine sendebud er på havet/de store vande. Kornet fra Shihor« (én Dødehavsrulle)

Es23:10 : »Gå gennem dit land« (MT) mod »Dyrk dit land« (Dødehavsrullerne, nogle Septuaginta-udgaver)

Es 25:11 »Og han skal udbrede sine hænder midt iblandt dem, som den, der svømmer, slår med armene for at svømme. Og han skal nedbryde hans stolthed med sine hænders dygtighed.” (MT, Greens bogstavelige oversættelse) vs. ”Og han skal udbrede sine hænder, ligesom han også bringer mennesket ned for at tilintetgøre det; og han skal nedbryde hans stolthed med hensyn til det, som han har lagt sine hænder på.” (LXX)

Es 26:19 »mit lig« (MT, Dødehavsrullerne, Vulgata) mod »deres lig« (sammenlign syrisk, Targumerne) mod »dem i gravene« (LXX)

Es 26:19 »Dine døde skal leve, mit lig; de skal rejse sig. Vågn op og syng, I, der bor i støvet; for lysets dug er jeres dug; og jorden skal udstøde de afdøde ånder.« (MT) kontra »De døde skal opstå, og de, der er i gravene, skal oprejses, og de, der er i jorden, skal glæde sig; for duggen fra dig er helbredelse for dem; men de ugudeliges land skal gå til grunde.« (LXX)

Es 27:2 »vinmark med rødvin« (nogle masoretiske tekster, Vulgata) vs. »vinmark med glæde« (nogle masoretiske tekster, Septuaginta) vs. »udvalgt vinmark« (Targum)

Es 27:8 (hebraisk betydning usikker i den masoretiske tekst) mod »ved krigsførelse« (LXX)

Es 29:13 »Deres tilbedelse af mig består udelukkende af regler, som mennesker har lært dem.« (MT) mod »De tilbeder mig forgæves; deres lære er blot regler, som mennesker har lært dem.« (LXX)

Es 33:2 »være deres arm hver morgen« (MT) kontra »være [den/en/?] arm hver morgen« (LXX) kontra »være vores arm hver morgen« (syrisk, Targum, Vulgata)

Es 33:8 »byerne er foragtede« (MT) mod »dens vidner er foragtede« (Dødehavsrullerne) mod »fjernet fra deres byer« (Targum)

Es 34:7 »vilde okser« mod »de mægtige«

Es 35:8 »der vil være en hovedvej og en sti« (MT) kontra »der vil være en hovedvej« (Dødehavsrullerne 1QIsa(a))

Es 36:5 »Jeg siger« (masoretisk) kontra »Du siger« (Dødehavsrullerne 1QIsa(a) og 2 Kong 18:20).

Es 37:20 »Herren alene« (MT) kontra »Herren alene er Gud« (Dødehavsrullerne, 2. Kongebog 19:19)

Es 37:25 »gravede brønde« (MT) kontra »gravede brønde i fremmede lande« (Dødehavsrullerne, 2. Kongebog19:24 )

Es 37:27 »tage og terrasserede marker« (de fleste masoretiske håndskrifter) kontra »tag« (nogle masoretiske håndskrifter, Dødehavsrullerne og nogle Septuaginta-håndskrifter)

Es 38:11 »boer på det sted, hvor alt ophører« (de fleste masoretiske manuskripter) kontra »boer i denne verden« (nogle få hebraiske manuskripter) kontra »beboere i dødens hvile«

Es 40:3 »ham, der råber« mod »en, der råber«

Es 40:3 »lige ud i ørkenen/vildmarken en landevej for vores Gud« (MT) kontra »lige ud er vores Guds stier« (LXX)

Es 40:11 »og bærer dem i sit skød, fører dem blidt« (MT) kontra »fører dem blidt« (LXX)

Es 41:2 »den retfærdige« mod »retfærdighed«

Es 41:2 »fod« mod »fødder, så den kan gå«

Es 41:25 »påkalder mit navn« mod »de skal kaldes ved mit navn« (Septuaginta), »på/ved hans navn« (Dødehavsrullerne Q(a))

Es 43:28 »vil vanhellige« (MT) mod »vanhelliget« (Septuaginta)

Es 45:2 (ukendt betydning i den masoretiske tekst) kontra »bjerge« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

Es 45:8 »regnede ned« (har’ipa) (den masoretiske tekst) kontra »råbe højt« (hari’u) (Dødehavsrullerne Q(a) og Septuaginta)

Es 45:24 »Om mig bekræfter hver især« (den masoretiske tekst) kontra »om mig skal det siges« (forskel på 3 bogstaver i Dødehavsrullen Q(a)) kontra »Siger« (forskel på 3 bogstaver, Septuaginta)

Es 49:5 »samlet til ham« (Qere, Dødehavsrullerne, Septuaginta) kontra »ikke samlet« (Kethib)

Es 49:12 »Sinim« (MT) kontra »Aswan [Egypten]« (Dødehavsrullerne) kontra »persernes land« (LXX)

Es 49:24-25 »fra de retfærdige« (2 gange) (MT) mod »fra de voldsomme« (2 gange) (Dødehavsrullerne, Vulgata, syrisk) mod »fra kæmpen« (2 gange) (LXX)

Es 50:11 »I omgørder jer med brændende fakler« (MT) mod »tændere af brændende fakler« (syrisk) mod »nærer en flamme« (LXX)

Es 51:19 »hvordan kan jeg trøste jer« (MT) mod »hvem vil trøste jer?« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, syrisk, Vulgata)

Es 52:5 »håner« (MT) mod »klager« (Dødehavsrullerne, Vulgata) mod »hyler« (LXX)

Es 52:14 »forbløffet over dig« (MT, Septuaginta) kontra »forbløffet over ham« (syrisk, Targumerne)

Es 52:15 »så vil han sprøjte mange nationer« (MT) vs. »så vil mange nationer undre sig over ham« (LXX)

Es 53:11 »lys« (MT) kontra »livets lys« (Dødehavsrullerne, Septuaginta)

Es 56:5 »Jeg vil give ham et evigt navn« (MT) kontra »Jeg vil give dem et evigt navn« (Dødehavsrullerne 1QIsa(a) og LXX)

Es 61:1 »mørke for de fængslede« (MT) mod »mørke for de blinde« (LXX)

Es 61:1 (mangler) (MT, Septuaginta) kontra »de døde oprejses« (Dødehavsrullerne 4Q521).

Es 66:19 »til Tarsis, til Pul« (MT) kontra »til Tarsis, til Put [libyerne]« (visse Septuaginta-håndskrifter)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens *Literal Translation*, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af *The Septuagint: Greek and English*. Der er desuden anvendt *The Expositor’s Bible Commentary*, *General Introduction to the Bible* samt fodnoterne i *NASB *, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.