Spørgsmål om Bibelen fra evangelierne

Spørgsmål: Hvem var den første, der skrev en bog, der besvarede spørgsmål om evangelierne?

Svar: Den tidligste, jeg har fundet, er Eusebius af Cæsarea (313-339/340 e.Kr.), der skrev to værker. Det første hedder »Spørgsmål og svar vedrørende evangelierne rettet til Stephanus«, som også har titlen »Spørgsmål og svar vedrørende vores Frelsers slægtsregister«, og det andet hedder »Spørgsmål og svar vedrørende evangelierne rettet til Marinus«. De to værker kaldes tilsammen »Spørgsmål og svar vedrørende evangelierne«. Derudover skrev Eusebius en tilbagevisning af de påståede modsigelser, som Hierokles havde fremført; han var en nyplatonisk filosof og romersk guvernør i Bithynien og senere i Egypten, der forfulgte de kristne hårdt under Domitian. Forud for dette besvarede mange tidlige kristne forfattere også individuelle spørgsmål.

Derefter skrev Ambrosiaster »Spørgsmål om Det Gamle og Det Nye Testamente« (på latin) ca. 384 e.Kr.

Se »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 1, s. 32, 38-39 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: De store mestre i historien har som regel disciple, og derefter udarbejder de et undervisningsforløb eller en bog, der indeholder deres ideer, tanker og anvisninger. Hvorfor finder vi ikke en sådan bog, der er relateret til Jesus Kristus, men finder i stedet forskellige evangelier eller bøger skrevet af to af hans disciple og to andre personer?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1) For det første er Jesus ikke blot en »stor mester«, som Aristoteles, Konfucius eller Buddha angiveligt var. Jesus er Gud.

2) Andre havde skrivere. Jeremias havde en skriver ved navn Baruk. Det var sandsynligvis en af Moses’ skrivere, der skrev om Moses’ død og begravelse i 5. Mosebog 34:5-6. Muslimer er alle enige om, at Muhammed heller ikke selv skrev noget ned.

3) Jesus gav kirken apostle, som havde den vigtige opgave at overlevere til kirken det, Jesus lærte og gjorde. Husk, at de allerførste kristne ikke havde Det Nye Testamente; i stedet havde de apostlene selv.

4) Jesus syntes at være mere optaget af sin tjeneste, hvor han gennem sine mægtige mirakler viste, at han var Guds Søn, end af at tage tid fra sin tjeneste for at være sin egen sekretær.

De fire evangelieskrivere var Matthæus og Johannes, Jesu disciple, Markus, Peters ledsager og tolk, og Lukas, historikeren og Paulus’ rejseledsager.

Spørgsmål: Hvis evangelierne var tilstrækkelige til at dække kirkens eller de troendes behov, ville Helligånden ikke have haft behov for at inspirere Paulus til at skrive de breve, der omhandler læremæssige spørgsmål og også problemer i de lokale menigheder. Vi kan altså ikke sige, at Ånden holdt op med at inspirere gudfrygtige mænd til at forklare eller vise den guddommelige holdning til forskellige aktuelle emner gennem tiderne. Derfor kan vi sige, at den guddommelige inspiration ikke er ophørt og ikke vil ophøre før Jesu genkomst og tidernes ende. Hvad mener du om det?

Svar: Jeg er uenig. Husk, at de første kristne hverken havde de nedskrevne evangelier, Paulus’ skrifter eller nogen af skrifterne i Det Nye Testamente. I stedet havde de apostlene selv. Men efterhånden som apostlene døde, nedskrev de deres lære i Det Nye Testamente. Kirken er bygget på apostlenes og profeternes fundament i Efeserbrevet 2:20; 3:5. Mens de havde profeter fra Det Nye Testamente, såsom Agabus og Filippus’ døtre, har vi i dag ikke profeter fra Det Gamle Testamente, der har skrevet skrifterne. Ligeledes har vi heller ikke andre apostle fra Det Nye Testamente, der er fysisk til stede på denne jord.

Spørgsmål: Hvilket af de kendte evangelier (Matthæus, Markus, Lukas, Johannes) eller andre er det ældste? Tog de andre evangelier udgangspunkt i det eller byggede de på det? Og i hvilket omfang citerede de fra det eller hentede de stof derfra?

Svar: Vi ved det ikke med sikkerhed, men mange forskere mener, at Markus var det ældste. Lukas nævner i Lukas 1:1-3, at han henviste til ældre beretninger, som kan omfatte både skriftlige og mundtlige. Det antages generelt, at Johannes blev skrevet sidst.

Johannes havde en discipel ved navn Papias, og her er, hvad han sagde. »Markus, som var Peters tolk, nedskrev nøjagtigt alt, hvad han kunne huske, hvad enten det drejede sig om Kristi ord eller handlinger, men ikke i rækkefølge. For han var hverken en tilhører eller en ledsager af Herren; men senere, som jeg har sagt, fulgte han med Peter, som tilpassede sin undervisning efter behov, ikke som om han udarbejdede en samling af Herrens ord. Markus begik altså ingen fejl, da han på denne måde nedskrev nogle ting, som han huskede dem; for han koncentrerede sig udelukkende om dette – ikke at udelade noget, han havde hørt, og heller ikke at medtage nogen falske udsagn blandt dem« (taget fra The New Bible Dictionary 1962, s. 782) Eusebius’ Kirkehistorie, bog 3, kap. 39, s. 170-173. Især i Matthæus 10:32 er »at bekende sig til mig« mærkeligt på græsk, men naturligt kun på aramæisk ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 256.

Spørgsmål: Nogle bibelforskere siger, at miraklerne i evangelierne ligner de helbredelsesmirakler, man finder i de hellenistiske traditioner, og at disse mirakler ikke er udført af Jesus, men snarere er skabt af det første kristne fællesskab. Derfor afviser de dem. Hvad mener du?

Svar: Ingen bibeltroende forskere siger det; selvfølgelig er skeptiske forfattere en anden sag. Men selv blandt dem tror jeg ikke, at et flertal overhovedet hævder, at miraklerne er lånt fra hellenistiske (græske) traditioner. Derfor tror jeg ikke, at de fleste af dem afviser mirakler, fordi de stammer fra hellenistiske traditioner. De tror snarere ikke på, at overnaturlige mirakler overhovedet er mulige.

Nogle har dog sagt det, og lad os gå tilbage i historien og se, hvor dette synes at være startet. Den romerske kejser Alexander Severus (205-235 e.Kr.) forfulgte den kristne kirke hårdt. Hans mor Julia gav den professionelle taler Flavius Philostratus et eksemplar af »Damis’ erindringer« og bad Philostratus om at skrive en biografi om Apollonius fra Tyana. I denne biografi fortælles det, at Apollonius af Tyana oprejste en person fra de døde og steg op til himmelen. Du kan læse mere om dette på www.biblequery.org/History/Legends/ApolloniusofTyana.html.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at de tidligste manuskripter, der omtaler Jesu mirakler, er:

p66 Bodmer II-papyrerne – 817 vers (92 %) af Johannesevangeliet (125–175 e.Kr.); p4 + p64 + p67 – 95 vers (ca. 150–175 e.Kr.); p45 Chester Beatty I – 833 vers (de fire evangelier plus Apostlenes Gerninger) (200–225 e.Kr.); p75 (ca. 175–225 e.Kr.); 0162 (Johannes 2:11–22) (ca. 300 e.Kr.); p28 – Johannes 6:8-12, 17-22 (3. århundrede e.Kr.); Sinaitisk syrisk (SyrS) (3./4. århundrede)

Nogle af de tidligste kristne forfattere, der nævner Jesu mirakler, er Quadratus af Athen (126 e.Kr.); Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.); Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.); Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.); Tertullian (207/208 e.Kr.) og andre efter ham.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus tilhøre Judas stamme, når stamme-tilhørsforholdet kun går i arv gennem faderen (4. Mosebog 34:14, 1. Mosebog 1:18-24, 3. Mosebog 24:10)? Moderens stamtilhørsforhold blev anset for irrelevant for hendes børns stamtilhørsforhold, og stamtilhørsforhold/slægtslinje kunne ikke arves gennem en stedfar; kun ejendom kunne arves. Da kristne tror, at Jesus ikke havde nogen menneskelig far, ville han ikke have haft noget stamtilhørsforhold og kan derfor ikke regnes som en efterkommer af Juda eller David og ville således blive udelukket fra at komme i betragtning som Messias. Hjemmesiden http://www.jewsforjudaism.org/faq-primary-211/birth-of-jesus-primary-360/59-whos-genealogy-is-given-by-luke fremsætter følgende påstande vedrørende Kristi slægtslinje: »At antage, at Maria var af davidisk afstamning, medfører det problem, at Maria ikke kunne videregive det, hun ikke besad: (1) Forbindelsen gennem moderen tages ikke i betragtning ved arvefølgen til Davids trone, som kun videregives gennem en uafbrudt mandlig linje: »Der skal ikke mangle en mand fra Davids slægt, der kan sidde på Israels hus’ trone« (Jeremias 33:17); (2) Ifølge Bibelen videregives arveretten, det vil sige kongedømmet og præsteskabet, udelukkende gennem den mandlige linje. Hændelsen vedrørende arven efter Zelofhads døtre (4. Mosebog, kapitel 27 og 36) finder ikke anvendelse her, da den vedrører overdragelse af materiel ejendom og ikke arverettigheder.”

A: Først et 5-sekunders svar, derefter et detaljeret svar. De fleste jøder betragter jødiskhed som noget, der nedarves gennem moderen, men lad os besvare dette uden at tage højde for det. Grundlæggende var stamtilhørsforholdet normalt gennem faderen, men for Jarhas familie (1. Krønikebog 2:34-41) og præstens sønner (Esra 2:61; Nehemias 7:63) var det jødiske stamtilhørsforhold gennem moderen, IKKE faderen. Hvor meget mere ville stamtilhørsforholdet da være gennem moderen i tilfældet med den jomfrufødte!

Hvad angår et detaljeret svar: Hvem har sagt, at tilhørsforholdet til en stamme eller en klan kun skete gennem faderen? – Ingen i Bibelen. 4. Mosebog 34:14 viser intet. 4. Mosebog 1:18-24 viser, at sønnen af en egyptisk far og en israelitisk mor ikke blev kaldt en israelit. Folk ville have betragtet ham som egypter eller halv-israelit. 3. Mosebog 24:10 (og mange andre passager) angiver kun, at for almindelige israelitter skete stamme-tilhørsforholdet faktisk gennem faderen. Men dette er INGEN BEGRÆNSNING FOR GUD. De to tilfælde med biologiske forældre har ingen betydning for tilfældet med én biologisk forælder. Men selv for to biologiske forældre findes der faktisk eksempler i Det Gamle Testamente på, at stamme-afstamningen faktisk sker gennem moderen.

Tre eksempler på stammehørighed gennem moderen.

I Judas stamme havde Sheshan ingen sønner, kun døtre. Derfor gav han sin datter til sin egyptiske tjener Jarha, og de fik en søn ved navn Attai. Attais slægtsregister er anført sammen med de øvrige israelitter i 1 Krønikebog 2:34-41. Ikke alene blev sønnerne betragtet som israelitter, men de blev også opført under Juda.

Et andet eksempel er Jair, hvis bedstefar var Hezron fra Judas stamme og datter af Makir, en manassit. I 1 Krønikebog 2:21-23 styrede Jair 23 byer i Gilead (i Manasses område). Men selvom Jairs bedstefar var fra Juda, kaldes Jair stadig en manassit, ligesom hans mor blev det i 4. Mosebog 32:41 og 5. Mosebog 3:14.

Et tredje eksempel findes i Esra 2:61 og Nehemias 7:63, hvor sønnerne af en præst, der giftede sig med en datter af Barzillai, blev kaldt Barzillais sønner.

Et andet eksempel, der viser, at slægtskabet ikke kun gik gennem den biologiske far, er leviratægteskabet. Når en mand døde, før han fik børn, skulle mandens bror gifte sig med enken, og det første barn, der blev født, blev betragtet som det afdøde første ægtemands barn, selvom dette biologisk set ikke var tilfældet.

Uanset hvad virker spørgsmålet dog som hårkløveri. Hvilken etnisk baggrund havde Jesu menneskelige DNA? 100 % jødisk. Der var kun 12 jødiske stammer (faktisk 11 stammer plus 2 halvstammer). Var Jesu menneskelige DNA fra en bestemt stamme? Ja, fra Juda. Hvis det at mangle en jødisk far ville betyde, at han ikke tilhørte en af de 12 stammer, hvad ville så være Jesu etniske baggrund?

Dette spørgsmål virker som en undvigelse af et større spørgsmål. Hvis Jesus blev født af en jomfru, udsendt af Gud for at undervise os, ville du så følge ham eller ej? Hvis valget stod mellem at forblive i spørgerens jødiske kultur og at følge den Ene Sande Gud, hvad ville du så vælge? Hvis personen ikke ville sige, at han ville følge den Ene Sande Gud uanset hvad, så handler problemet ikke om Jesu DNA, men om at de fleste jøder ikke er villige til at følge den Ene Sande Gud.

Et andet spørgsmål er tronfølgen. Spørgeren tog fejl, da han sagde, at Maria ikke stammede fra Davids slægt; hendes slægtsregister i Lukas, samt Lukas 2, Romerbrevet 1:3 og 2. Timoteusbrev 2:8 viser, at Jesus (og hun) biologisk set stammede fra David. Spørgeren har dog ret i, at Marias slægtsregister ikke ville have nogen betydning for tronfølgen. Her var det vigtigt, at Jesus også var den adopterede søn af Josef, som som mand af Davids slægt ville have krav på tronen.

Spørgsmål: Hvilken kilde i evangelierne angiver, at Jesu biologiske far var en romersk soldat ved navn Panthera?

Svar: Så vidt vi ved, blev denne falske beskyldning først fremsat af en romersk modstander af kristendommen ved navn Celsus i det 3. århundrede e.Kr. Dette ord, som ellers ikke er kendt som et navn, ligger tæt op ad det græske ord for jomfru: parthenos. Senere tog den jødiske Talmud dette op, ligesom nazisterne i det 20. århundrede gjorde. Se *The Gospel of Matthew and Its Readers* af Howard Clarke. Indiana University Press 2003, s. 5.

Spørgsmål: Johannes Chrysostomos siger, at hvis de fire evangelister var enige om alle detaljerne, ville de blive beskyldt for at have konspireret for at gøre deres beretninger ens. Derfor kan vi betragte variationerne i deres evangelier som et bevis på, at hver enkelt var uafhængig og arbejdede adskilt fra de andre, og som et bevis på, at deres beretninger er ægte og sande. Hvad mener du? Men jeg mener personligt, at evangelisterne burde have skrevet om de samme begivenheder med forskellige ord, sprog og stil. Hvad mener du ellers?

A: Jeg synes, det er stort set rigtigt. Jeg er enig i, at det styrker deres troværdighed, at der er variationer i formuleringer, hvilke begivenheder de har medtaget, og endda i deres vægtning. Naturligvis kan de synoptiske forfattere stadig have været opmærksomme på hinanden, og Johannes var sandsynligvis opmærksom på dem. Men på den anden side har skeptikere gennem tiderne alligevel beskyldt dem for alle mulige ting, selv med fire forskellige beretninger.

Der er ikke kun variationer i formuleringerne, men også i vægtningen og i, hvilke historier der fortælles. For eksempel skriver Matthæus langt mere end de andre om, hvordan Jesus opfyldte profetierne i Det Gamle Testamente. Markus skriver mindre om det. (Markus er for øvrigt et romersk navn, ikke et hebraisk.) Markus’ evangelium lægger større vægt på de handlinger, som Jesus udførte. Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) skrev meget om dette i Irenæus’ værk *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 11.8, s. 428.

Spørgsmål: Historien om Jesu dåb ved Johannes Døberen og hans fristelse af Satan er beskrevet i Matthæus-, Markus- og Lukas-evangelierne, men den findes ikke i Johannesevangeliet. Det samme gælder for forvandlingen. Hvorfor?

Svar: Johannes siger ikke, hvorfor han blandt alle de ting, Jesus gjorde, ikke medtog netop dette i stedet for noget andet. Men vi kan gisne om et svar. Bemærk, at der var mange andre ting, der var skrevet i de tre synoptiske evangelier, som heller ikke var med i Johannesevangeliet. Johannesevangeliet anses generelt for at være skrevet sidst, og man mener, at Johannes ønskede at medtage ting, der ikke blev nævnt eller kun blev nævnt i forbifarten i de andre evangelier, for at give et mere fuldstændigt billede.

Q: Kun Mt 2:1 nævner de vise mænd i beretningen om Jesu fødsel. Hvorfor omtaler de andre evangelier dem ikke? Er det en allegorisk fortælling, der skal illustrere den tidlige kirkes forkyndelse, hvor man indså, at jøderne afviste Jesus, og derfor vendte sig mod nationerne i stedet for dem, og således gjorde de vise mænd til de første, der tilbad Kristus, i modsætning til de jødiske ledere, Herodes og andre, der forsøgte at dræbe det lille barn Jesus?

Svar: Af alle begivenhederne i Jesu liv valgte de andre evangelieskrivere ikke at medtage disse. Det kan også skyldes, at de ikke havde kendskab til de vise mænds besøg. Selvom der måske er symbolik her, er der intet, der tyder på, at det udelukkende var allegorisk.

Hvad angår den allegoriske fortolkning af skriftsteder generelt: Hvis Gud formidlede noget til sit folk gennem en allegori i Skriften, og ingen kristen i hele historien nogensinde har opfattet det sådan, har Gud da virkelig formidlet det – med succes? Ingen opfattede denne betydning som udelukkende allegorisk og ikke bogstavelig, i det mindste ikke før skepticismens tidsalder begyndte i det nittende århundrede.

Spørgsmål: Hvorfor er der i evangelierne behov for en harmonisering af evangelierne?

Svar: Harmonisering af evangelierne ville ikke være et problem, hvis Gud kun havde bevaret ét evangelium, eller hvis Gud selv havde givet en fuldstændig harmonisering af evangelierne. I stedet har vi fire beretninger, hvor hver menneskelig forfatter nedskrev det, han mente var det vigtigste af det, som Gud i sin forsyn havde ladet ham huske. Se spørgsmålet efter det næste for at forstå, hvorfor vi har fire evangelier.

Spørgsmål: Hvem var de første forfattere i historien, der udarbejdede en harmonisering af evangelierne?

A: Tatian (ca. 172 e.Kr.) udarbejdede en sammenskrivning af evangelierne, kaldet Diatessaron, hvilket betyder »gennem [de] fire«. Dette vidner om, at der kun var fire anerkendte evangelier, og værket citerer ord for ord 79 % af versene i evangelierne. Tatian var imidlertid en enkratitisk gnostiker, og han udelod selektivt alle vers, der understreger Jesu menneskelighed, såsom slægtsregistre. Men selv denne kætter medtog alle de vers, der viser, at Jesus er Gud.

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) skrev ifølge Hieronymus en sammenstilling/kommentar til evangelierne, men den er gået tabt. (ANF bind 2, s. 87–88

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) (delvist) viste, at forfatterne af evangelierne ikke »var uenige eller modsagde hinanden«, og han gav en god og ret fuldstændig harmonisering af evangelierne efter opstandelsen i sit Brev 5 – til biskop Basilides, kanon 1, Ante-Nicene Fathers, bind 6, s. 94–95.

Ammonius af Alexandria udarbejdede en harmonisering af evangelierne i begyndelsen af det 3. århundrede. Han brugte Matthæus som standard og viste, hvordan de andre evangelier forholdt sig til dette. Se »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 1, s. 38-39 og bind 6, s. 69.

Juvencus (329 e.Kr.) udarbejdede et episk digt om evangelierne, hvor han harmoniserede store dele af dem.

Eusebius af Cæsarea (313–339/340 e.Kr.) udarbejdede en harmonisering, der var lettere at læse, fordi han placerede kolonnerne side om side. Imidlertid står der i *Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series*, bind 6, s. 69, at den var mangelfuld, idet han ofte anvendte parallelisme, hvor der ikke var behov for det. Se *Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series*, bind 1, s. 38–39.

Augustinus af Hippo (354–430 e.Kr.) skrev også et værk med titlen »Harmoni mellem evangelierne«. Dette findes i *Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series*, bind 6, s. 77–236.

Under reformationen havde følgende personer udarbejdet harmonier af evangelierne: Osiander, Jansen, Robert Stephens, John Calvin, Du Moulin og Chemnitz ifølge »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 6, s. 69.

I nyere tid findes der en harmonisering af evangelierne i *The New Unger’s Bible Dictionary*, s. 495–498.

Spørgsmål: Hvis Markusevangeliet blev skrevet først, kendte de kristne helt sikkert til det. Så hvorfor kopierede de det ikke bare, men i stedet kom der nogen, der skrev et andet, et tredje og et fjerde evangelium?

Svar: De kopierede faktisk Markus, ligesom de tre andre evangelier, så jeg tror, at spørgsmålet egentlig er: hvorfor har vi tre andre evangelier? Vi har den rigdom, at vi ikke kun har ét, men fire synspunkter på Jesus. Gud inspirerede ikke kun én forfatter, men fire, og Gud gav dem forskellige perspektiver og personligheder.

Spørgsmål: Hvorfor er der fire evangelier?

Svar: De fire evangelier har forskellige formål og noget forskellige målgrupper.

Matthæus: blev ifølge Papias oprindeligt skrevet på hebræernes sprog (aramæisk?). Det lægger vægt på Guds rige, i modsætning til Johannes, der lægger vægt på, hvordan man bliver frelst. Matthæus nævner mange profetier fra Det Gamle Testamente, og det viser, hvordan Kristi liv svarede til Israels liv i Det Gamle Testamente. Mange betragter Matthæusevangeliet som en »løve«, der fremhæver Kristus som Kongen. Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) siger i fragment 28, at Matthæusevangeliet blev skrevet til jøderne, idet han understreger, at Kristus nedstammede fra David.

Markus: Lægger vægt på Kristi handlinger. Mange betragter Markus-evangeliet som en »okse«, der fremhæver Kristus som tjener.

Lukas: Det længste evangelium, skrevet af en læge og rejseledsager til Paulus. Lukas er blevet kaldt den største historiker i den antikke verden. Mange betragter Lukas-evangeliet som en »mand«, der fremhæver Kristi menneskelighed.

Johannes: Måske det mest dybsindige evangelium, der lægger mindre vægt på Kristi liv og mere på hans påstande og lære. Mange betragter Johannesevangeliet som en »ørn«, der fremhæver Kristi guddommelighed.

I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1198, nævnes det, at Messias i Det Gamle Testamente kaldes »Grenen« i fire sammenhænge: »… for David en retfærdig Gren, og han skal regere klogt som konge …« (Jeremias 23:5,6), »Min tjener, Grenen« (Zakarias 3:8), »en mand, hvis navn er Grenen« (Zakarias 6:12) og »HERRENs Gren« (Esajas 4:2).

Der var ikke flere evangelier, som de kristne generelt accepterede. Irenæus, der skrev omkring år 182-188 e.Kr., sagde, at der var nøjagtigt fire evangelier (Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kapitel 11.8, s. 428).

Spørgsmål: Er evangelierne i kronologisk rækkefølge?

Svar: Nej. Her er, hvad fire konservative kilder siger.

I NIV Study Bible, s. 1437, står der: »(Den kronologiske rækkefølge synes dog ikke at være blevet fulgt strengt i nogen af evangelierne.)«

I *The New Geneva Study Bible*, s. 1504, står der: »Mattæus og Lukas følger dog ikke Markus på alle punkter, hvad angår rækkefølgen af begivenhederne i Jesu liv eller rækkefølgen af hans lære.« På s. 1698 står der: »Selvom der opstår visse vanskeligheder med at sammenholde detaljerne, er de vigtigste elementer i fuldstændig harmoni.«

F.F. Bruce skriver i *Hard Sayings of the Bible*, s. 454–455: … ingen af evangelieskriverne hævder at give en nøjagtig kronologi. … For den antikke historiker var det langt vigtigere, at vi forstod historiens betydning, end at vi fik kronologien helt på plads. Derfor grupperer Matthæus Jesu ord i fem store »bøger« efter emne: … Lukas har en anden måde at gruppere sit materiale på. … I begge tilfælde får vi emneinddelinger, som giver os en overskuelig fremstilling, idet de ordner materialet, så vi bedre kan forstå det. I ingen af tilfældene får vi nødvendigvis den nøjagtige sammenhæng, hvori Jesus fremsatte alt dette materiale.”

I den tidlige kirke beretter Eusebius’ *Kirkehistorie* (318 e.Kr.), bog 3, kap. 39, s. 170–173, at Papias, en discipel af apostlen Johannes, sagde: »Markus, som var Peters tolk, nedskrev nøjagtigt alt, hvad han kunne huske, hvad enten det var Kristi ord eller handlinger, men ikke i rækkefølge. For han var hverken en tilhører eller en ledsager af Herren; men senere, som jeg har sagt, fulgte han med Peter, som tilpassede sin undervisning efter behov, ikke som om han udarbejdede en samling af Herrens ord. Markus begik altså ingen fejl, da han på denne måde nedskrev nogle ting, som han huskede dem; for han koncentrerede sig udelukkende om dette – nemlig ikke at udelade noget, han havde hørt, og heller ikke at medtage nogen falske udsagn blandt dem« (taget fra The New Bible Dictionary 1962, s. 782)

Forfatterne gik ud fra, at folk ville læse hele bogen flere gange. For eksempel nævnes det i Johannes 11:2, at det var Maria, der salvede Jesus med duftende olie. Men beretningen om, at Maria salvede Jesus med duftende olie, blev først fortalt i Johannes 12:1-3. I Matthæus 10:4 nævnes »Judas Iskariot, som forrådte Jesus«, og Judas havde endnu ikke forrådt Jesus.

Spørgsmål: Hvad er de »synoptiske evangelier«? Hvad er lighederne og forskellene mellem dem? Er der noget bevis for, at de citerede fra hinanden?

A: »De synoptiske evangelier« er blot betegnelsen for Matthæus, Markus og Lukas (ikke Johannes). Hvis Markus var den tidligste, ville han ikke have citeret fra de andre. Det er muligt, at Matthæus og Lukas kunne have citeret fra Markus og den ene fra den anden, men på den anden side kunne det have været det, de selv huskede, eller det, de havde talt om med andre. Johannes, som sandsynligvis er skrevet sidst, synes at fokusere på det, de andre ikke nævnte.

Mange forskere mener, at Matthæus bevidst brugte Markus' evangelium, da han skrev; 93 % af Markus findes i Matthæus og Lukas. Der er 200 vers i Matthæus og Lukas, som ikke findes i Markus. Mange har fremsat en hypotese om et dokument, kaldet Q, som kilde til disse 200 vers. Der er dog ingen beviser for, at Q nogensinde har eksisteret, i hvert fald ikke i skriftlig form. Det, som nogle ser som Q, kunne være almindelig mundtlig undervisning i kirken samt samtaler med Matthæus og Paulus’ ledsager Lukas. Der er også visse ligheder i vægtningen mellem Matthæus og skrifterne fra den betydningsfulde jødiske farisæer Johanan ben Zakkai, der levede fra 30 f.Kr. til 90 e.Kr. Johanan lagde større vægt på barmhjertighed og at hjælpe andre end på ofringer og renhed. Begge så, at ikke-jøder havde en plads i Guds rige, og skrev om den kommende dom.

Spørgsmål: Hvorfor ligner de tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) hinanden så meget?

Svar: Der er fire synspunkter, og de første tre kan supplere hinanden.

1. Ens formål: De første tre evangelier er i høj grad parallelle og blev skrevet for at give en »oversigt« over Kristi liv. Johannesevangeliet, som blev skrevet senere, gik måske ud fra, at læserne allerede kendte de andre evangelier. Det siges, at Johannesevangeliet blev skrevet, for at folk skulle tro på Jesus og have liv i hans navn, som det står i Johannes 20,30-31.

2. Mundtlig forbindelse: Markus var en ledsager af Peter, og Lukas rejste sammen med Paulus. Markus var i Rom ifølge 1. Petersbrev 5:13. Lukas og Markus var sandsynligvis i Rom på samme tid, og som en person udtrykte det: »De brugte nok ikke al deres tid på at tale om vejret.« Selvom vi ikke ved, hvor Matthæus rejste hen, siger denne opfattelse, at lighederne skyldes mundtlig kommunikation mellem forfatterne. I *Hard Sayings of the Bible*, s. 454, diskuteres også en fælles forbindelse mellem Matthæus og Lukas, hvor det siges, at denne forbindelse sandsynligvis var mundtlig.

3. Skriftlig forbindelse til Markus: The New Geneva Study Bible (s. 1504) siger: »Evangelierne præsenterer ikke blot en oversigt over Jesu aktiviteter. De er heller ikke moderne, tekniske biografier, der følger metoder, der var ukendte i deres tid.«

4. »Q«: En fjerde opfattelse, som mange liberale forskere tilslutter sig, er, at der fandtes en nu forsvunden bog, som de kalder »Q«, der indeholdt det materiale, der er fælles for Matthæus og Lukas, men ikke Markus.

Spørgsmål: Hvad er »Q«-kilden? Hvor befinder den sig nu? På hvilket sprog findes den?

A: »Q« er betegnelsen for de vers, der er fælles for Matthæus og Lukas, men ikke findes i Markus eller Johannes. Vi har intet bevis for, at den nogensinde har eksisteret. På den anden side kan man betragte denne »Q« som ikke nødvendigvis et enkelt skrift, men som flere kilder. Og disse kilder blev ikke nødvendigvis alle nedskrevet. Med andre ord kunne det, som nogle kalder »Q-dokumentet« (i ental), i virkeligheden være lære, herunder mundtlig, fra apostlene og andre tilhængere.

Spørgsmål: Indeholder evangelierne præcis og virkelig det, som Herren Jesus sagde eller gjorde?

A: De har sammenfattet og omskrevet det. For eksempel havde Jesus i bjergprædikenen i Matthæus 5-7 sandsynligvis en længere periode til at prædike. Alligevel kan man læse dette på under femten minutter. Naturligvis gentog Jesus sandsynligvis ting i efterfølgende prædikener, men en evangelist gentog ikke det hver gang. Men for kristne er det budskabet og betydningen af det, Jesus lærte, der er vigtigt, ikke de faktiske stavelser og ord.

Spørgsmål: Hvad er den »samling af Jesu ord«, som evangelisterne angiveligt baserede sig på, da de skrev deres evangelier?

Svar: Det Nye Testamente nævner ikke nogen »samling af ordsprog«. Måske tænker du på det, Lukas skrev. Johannes skrev også to ting, der måske kan betragtes som marginalt relevante.

Lukas 1:1-4 »Mange har påtaget sig at udarbejde en beretning om de begivenheder, der er sket blandt os, ligesom de er blevet overleveret til os af de første øjenvidner og ordets tjenere. Derfor syntes det også mig godt, efter at have undersøgt alt omhyggeligt fra begyndelsen, at skrive en velordnet beretning til dig, højtærede Theofilus, for at du kan kende visheden om de ting, du er blevet undervist i.«

Johannes 20:30-31 »Jesus udførte mange andre tegn foran sine disciple, som ikke er nedskrevet i denne bog. Men disse er nedskrevet, for at I kan tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I ved at tro kan have liv i hans navn.«

1 Johannes 1:1-4 »Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vores egne øjne, det, vi har betragtet og rørt ved med vores egne hænder – det er livets Ord. Og dette er det liv, der blev åbenbaret; vi har set det og vidnet om det, og vi forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os. Vi forkynder jer det, vi har set og hørt, for at også I kan have fællesskab med os. Og dette vores fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus. Vi skriver disse ting, for at vores glæde kan blive fuldkommen.”

Spørgsmål: Min professor giver mig lov til at holde et 75 minutters foredrag om den »historiske Jesus«. I min forskning er jeg stødt på et par argumenter, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal forholde mig til, og jeg tænkte på, om du måske har nogle indsigter!

1) Vi ved ikke, om de originale manuskripter blev skrevet på græsk, da de ældste dokumenter [angiveligt] stammer fra et par hundrede år e.Kr. De kunne være oversat fra et andet sprog, og der kunne være opstået fejl.

2) Jesus talte måske ikke græsk. Det ville betyde, at forfatterne (eller oversætterne) af Det Nye Testamente måtte fortolke hans ord på deres egen måde og derefter oversætte dem (ikke nødvendigvis korrekt).

Findes der oplysninger om helleniseringen af Palæstina på Jesu tid, som kunne tyde på, at forfatterne til Det Nye Testamente faktisk skrev på græsk? Jesus talte højst sandsynligt aramæisk, så hvordan vil du forklare, at det, han angiveligt har sagt, er fejlfrit? Hvis forfatterne skrev på aramæisk eller et andet sprog, hvordan kan vi så bevise (eller i det mindste påvise uden rimelig tvivl), at det er blevet oversat og videregivet
nøjagtigt gennem århundrederne?

Hvis du kender til nogle kilder, du kan henvise mig til, ville det være fantastisk. Eller hvis du allerede har tænkt dette igennem, vil jeg meget gerne høre dine konklusioner. Jeg tror på Guds suverænitet og på hans evne til at beskytte sit ord, men enhver forklaring på, hvordan han har gjort dette, ville helt sikkert hjælpe!

Svar: Der synes at være fire grundlæggende spørgsmål her:
1. Hvad Jesus sagde

2. Hvad evangelierne blev skrevet på

3. Vidnesbyrd om evangeliernes pålidelighed

4. Den fejlfri nedskrivning af Jesu lære

1. Hvad Jesus sagde

Vi ved, at Jesus talte aramæisk, fordi han fremsatte nogle sætninger på aramæisk. (Mattæus 5:22 osv.) Da Jesus på korset sagde: »Eloi, Eloi, Lama Sabathchani«, troede nogle, at han kaldte på Elias, fordi de ikke kendte aramæisk, selvom alle romerne ville have kendt græsk og latin. I det område, hvor Jesus voksede op, talte mange mennesker hebraisk, aramæisk og græsk. For eksempel var området lige nord for og hele vejen øst for Galilæasøen græsk-talende. Derfor lod Pilatus skiltet over Jesu hoved skrive på tre sprog.

Derudover havde en række jøder på denne tid både jødiske og græske eller romerske navne. Udover Simon Peter var der Josef Barsabbas og Judas Barsabbas i Apostlenes Gerninger 15:22; Jesus, der kaldtes Justus i Kolossenserbrevet 4:11, Josef, der kaldtes Barnabas i Apostlenes Gerninger 4:36, og Johannes Markus i Apostlenes Gerninger 12:12.

2. Hvilket sprog evangelierne blev skrevet på

Hvad angår evangelierne, har vi vidnesbyrdet fra Papias, en discipel af apostlen Johannes. Ifølge det, der er bevaret af kirkens historiker Eusebius, sagde Papias, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebræernes sprog (hebraisk eller aramæisk). De tidlige kristne talte overvejende græsk, selvom konvertitter fra jødedommen også talte hebraisk og aramæisk.

3. Vidnesbyrd om evangeliernes pålidelighed

Jeg har hørt en del mennesker sige, at det ældste komplette (eller næsten komplette) Nye Testamente, vi har, stammer fra omkring år 350 e.Kr. Men det er ikke pointen. Vi har det overvældende flertal af alle versene i evangelierne bevaret fra langt tidligere. For eksempel har vi fra perioden frem til år 200 e.Kr. bevarede manuskripter, der indeholder 71 % af versene i Lukas (818 ud af 1151 vers). Det drejer sig om: Lukas 1:58-59; 1:52-2:1; 2:6-7; 3:8-4:2; 4:29-32; 4:34-5:10; 5:30-7:32; 7:35-39,41-43; 7:46-9:2; 9:4-17:15; 17:19-18:18; 22:4-24:53.

Hvad angår Johannesevangeliet, er det tidligste manuskript, vi har i dag, p52, som dateres til mellem år 100 og 150 e.Kr. Andre tidlige manuskripter dateres frem til år 200 e.Kr. (p45, p66, p75, p90). Disse manuskripter indeholder sammen med p52 855 af de 878 vers i Johannesevangeliet (97 %). De omfatter versene 1:1-14:30; 15:2-26; 16:2-4, 6-7, 10-33; 17:1-20:20; 20:22,23,25-31; 21:1-9,12,17.

Glem ikke de tidlige kirkelige skrifter og andre tekster. De tidligste ikke-bibelske kristne skrifter, vi har, er »Første Klemensbrev« (til korinterne) fra 96–98 e.Kr., som citerer udførligt fra Hebræerbrevet ud over andre bøger, samt »Hermas’ hyrde« fra ca. 115–155 e.Kr. Diatessaron er en ord-for-ord-harmonisering af ca. 79 % af versene i evangelierne, skrevet af den enkratiske gnostiker Tatian omkring år 172 e.Kr.

4. Fejlfri nedskrivning af Jesu lære

Originalteksterne var blot omskrivninger af Jesu lære. Når Jesus underviste folkemængden i timevis, og vi kan læse hans ord i fem afsnit, var det naturligvis ikke ord for ord. Den kristne lære om ufejlbarlighed består af fem grundlæggende dele:
1. Bibelen i de originale manuskripter er korrekt i alt, hvad den fortæller.

2. Vi skal forstå konteksten; poesi er poesi, fortælling er fortælling, vi kan forstå metaforer og sproglige udtryk osv.
3. Gud stod frit til at »bruge sine egne penne« ved at skrive Bibelen, og disse penne var de mennesker, der skrev ordene. Derfor har forskellige bøger af forskellige menneskelige forfattere forskellige stilarter, og det er i orden; Guds sandhed skinner igennem dem alle.

4. Det er betydningen, der blev nedskrevet uden fejl, ikke nødvendigvis hvert eneste ord.

5. De bibelske manuskripter, der er bevaret i dag, indeholder ganske vist nogle variationer og fejl, men Guds ord er bevaret uden væsentlige fejl, der ændrer den kristne lære, tro eller praksis.
For mere information, se http://www.biblequery.org/NewTestamentManuscripts.html.

Spørgsmål: Var der mange jøder i Galilæa?

Svar: Galilæa-regionen er ca. 70 gange 40 miles, eller 113 gange 64 kilometer. På Makkabæernes tid i 164 f.Kr. var befolkningen i Galilæa så lille, at hele befolkningen kunne flyttes til Judæa for at søge beskyttelse. På Jesu tid var befolkningen langt større; Josefus skriver i *Livet* 235, 45 og *Jødernes krig* bog 3, afsnit 41-43, at Galilæa havde 204 byer og landsbyer med mindst 15.000 indbyggere hver. Befolkningen omfattede dog mange ikke-jøder, som seleukiderne havde genbosat i Galilæa, samt græsk-talende ikke-jøder, der havde valgt at flytte dertil.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman skriver: »Vi har nogle oplysninger om, hvad det betød at være en bonde fra den lavere klasse i landdistrikterne i Palæstina i det første århundrede. En ting, det betød, var, at man næsten helt sikkert var analfabet. Jesus selv var en stor undtagelse, idet han åbenbart kunne læse (Lukas 4:16-20), men der er intet, der tyder på, at han kunne skrive … Hvor mange kunne læse? Analfabetisme var udbredt i hele det romerske imperium. I de bedste tider var måske 10 procent af befolkningen nogenlunde læse- og skrivekyndige. Og de 10 procent ville være de fritidsrige klasser … Intet i evangelierne eller Apostlenes Gerninger tyder på, at Jesu tilhængere kunne læse, endsige skrive. Faktisk findes der en beretning i Apostlenes Gerninger, hvor Peter og Johannes beskrives som »uuddannede« (Apostlenes Gerninger 4:13) – det gamle ord for analfabeter.” (Jesus, Interrupted, s. 105-106). Dette svarer også til Ehrmans Lost Christianities, s. 203.

A: Andelen af mennesker i Det Romerske Rige (Spanien, Storbritannien, Tyskland osv.), der ikke kunne læse, er irrelevant; det er andelen af uddannede mennesker blandt jøderne i Judæa og Galilæa, der har betydning. Jøderne havde et langt højere uddannelsesniveau end de fleste andre folkeslag i Romerriget. Ingen fandt det usædvanligt, at Zakarias, Johannes Døberens far, kunne skrive. Det faktum, at Sanhedrin anklagede Peter og Johannes for at være uuddannede, betyder ikke, at det var tilfældet, eller at de slet ikke kunne skrive.

Femte Mosebog 6:9 påbyder israelitterne at skrive lovene på dørstolperne i deres huse og på deres porte. Tror skeptikerne, at næsten ingen af jøderne overholdt deres egen lov?

Som en sidebemærkning fandt arkæologer i Deir ‘Alla i Jordandalen en skoleelevs skriveøvelse, hvor Bileam, søn af Beor, nævnes tre gange. Denne blev dateret ved kulstof 14-metoden til 800/760 f.Kr.

Spørgsmål: Hvad betyder det engelske ord »synoptisk«?

Svar: Wycliffe Bible Dictionary, s. 723, siger: »synoptisk stammer fra det græske syn (sammen med) og opsis (et syn, en udsigt)«, ligesom The NIV Study Bible, s. 1437, gør. Ligeledes siger The New International Dictionary of the Bible, s. 399, at det græske ord synoptikos betyder »at se helheden samlet, at danne sig et samlet overblik«.

I modsætning hertil siger den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible, s. 770, at ordet »synoptisk« stammer fra det græske ord, der betyder »et øje«, fordi hvert af de tre synoptiske evangelier fortæller Jesu historie ud fra deres eget synspunkt. Måske forvekslede han »syn/sun« med »mono«, som betyder »én«.

I Strongs konkordans står der om »sun« (4862): »et primært præpositionsord, der betegner forening; med eller sammen (men meget tættere end 3326 eller 3844), dvs. ved tilknytning, fællesskab, proces, lighed, besiddelse, medvirken, tilføjelse osv.« – ved siden af, med. I sammensatte ord har det lignende anvendelser, herunder »fuldstændighed«.

Spørgsmål: Hvilket af de fire evangelier blev skrevet først?

Svar: Den mest udbredte opfattelse blandt kristne er Markus, selvom der er anerkendte bibelforskere, der mener, at det var Matthæus eller Lukas. I *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 98, står der: »En vis litterær afhængighed synes at være den eneste måde, hvorpå man tilstrækkeligt kan forklare det tætte forhold mellem de synoptiske evangelier. Teorien om Markus’ forrang, selvom den ikke er uden problemer, forklarer bedst den grundlæggende skitse af begivenhederne og de detaljerede ligheder mellem de synoptiske evangelier. Forskellene skyldes sandsynligvis en kombination af mundtlige og skriftlige traditioner, som Matthæus og Lukas anvendte uafhængigt af hinanden ud over Markus.«

Den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 770, siger, at Matthæus blev anført først, fordi man mente, at det var det første, men i dag mener man generelt, at det var Markus. (s. 770, s. 903) Asimov nævner imidlertid også på s. 771, at Papias skrev, at Matthæus oprindeligt blev skrevet på hebraisk [aramæisk?]. Det er muligt, at Matthæus først blev skrevet på aramæisk, at Markus brugte det som primær kilde ved udarbejdelsen af sit evangelium, og at Matthæusevangeliet senere blev oversat ordret.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at af de 661 vers i Markus (den kortere slutning) ligner 600 vers i Matthæus, 350 ligner vers i Lukas, og kun 31 findes ingen andre steder.

Spørgsmål: Hvad er de apokryfe evangelier? Hvorfor accepteres de ikke, når vi ved, at kirkefædrene og kirketraditionerne regnede med dem og citerede fra dem, især i forbindelse med kirkens højtider og rituelle praksis?

Svar: Den sidste del af selve spørgsmålet er faktuelt forkert. Kirkens fædre og kirketraditionerne støttede sig ikke til dem, og de anvendte dem ikke i kirkens højtider og rituelle praksis, medmindre spørgsmålet omhandler gnostiske religioner og ikke kristendommen.

De eneste positive henvisninger er, at 2. Clemens og Clemens af Alexandria nævner »Egypternes evangelium«, og at Clemens af Alexandria nævner »Hebræernes evangelium«. Der findes ingen andre præ-nikænske kristne henvisninger til andre evangelier i positiv forstand. Kirkens fædre nævnte og citerede imidlertid følgende, idet de sagde, at de var falske. Irenæus taler imod det falske Sandhedens Evangelium. Hippolytus taler imod Ægypternes Evangelium og Thomas-evangeliet (samt andre værker). Det ville derfor ikke være retfærdigt at hævde, at de tidlige kirkens fædre »regnede med dem«, når mange af dem endnu ikke var skrevet, og de talte imod andre kætterske skrifter.

Endelig blev mange af de apokryfe evangelier hverken godkendt eller afvist af de tidlige kristne, fordi disse apokryfe evangelier først blev skrevet flere århundreder senere. For eksempel blev Nikodemus-evangeliet skrevet omkring 405-439 e.Kr., og Evangeliet om Marias fødsel blev skrevet efter 625 e.Kr.

Spørgsmål: Hvad er »Barndomsevangeliet«, »Sandhedens evangelium«, »Hebræernes evangelium«, »Ebionitternes evangelium«, »Thomas-evangeliet« og »Petrus-evangeliet«?

A: Det er apokryfe evangelier, som forskellige personer skrev længe efter, at begivenhederne fandt sted.

Her er nogle af evangelierne og de datoer, de blev skrevet på.

Marias evangelium (2. eller 6. århundrede)

Peters-evangeliet (180–190 e.Kr.)

Thomas-evangeliet. Den falske bog af gnostiske kættere blev sandsynligvis skrevet mellem 188 og 235 e.Kr. Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.), der udtømmende beskriver alle kendte bøger og kætterier, kender intet til den, men hans discipel, Hippolytus, der skrev mellem 222 og 235/236 e.Kr., nævner den.

Nikodemus-evangeliet (405–439 e.Kr.)

Evangeliet om Marias fødsel (efter år 625 e.Kr.)

I den muslimske verden fandtes der over 200.000 hadither om Muhammed. Langt størstedelen af dem anses af muslimske lærde for at være falske eller i bedste fald upålidelige. Bukhari gennemgik disse og udvalgte kun 7.275 som pålidelige.

Ligesom druserne, yezidierne, alawitterne og andre har deres egne bøger, havde gnostikerne også deres egne skrifter. Der var mindst tredive grupper af gnostikere, så de havde mange bøger, som de betragtede som hellige skrifter. Sandhedens evangelium, Thomas-evangeliet og Peters-evangeliet var nogle af disse.

Der fandtes ingen bog med titlen »Ebioniternes evangelium«. De kætterske ebionitter, der hævdede, at Jesus kun var Guds Søn af hensyn til titel og respekt, havde »Klemens’ prædikener«, »Klemens’ erkendelser« og et par andre bøger.

Spørgsmål: Hvad er de messianske profetier i evangelierne?

Svar: Det er profetier, som Gud gav, så Guds folk klart kunne genkende Messias. Her er mange af dem.

Hvem vil Messias være?

Fra Judas stamme (1. Mosebog 49:10; Matthæus 1:2; Lukas 3:23,33; Hebræerbrevet 7:14).

Fra Isai (Esajas 11:1; Mattæus 1:6; Lukas 3:23,32).

Fra David (Jeremias 23:5; Lukas 3:31; Mattæus 1:1; 9:27; Markus 10:47-48; Johannes 7:42; Apostlenes Gerninger 13:22-23; Åbenbaringen 22:16). Mange jødiske Talmuder siger, at Messias vil komme fra Davids slægt.

En præst efter Melkisedeks orden (Salme 110:4; Hebræerbrevet 5:6).

Guds Søn (Salme 2:7; Matthæus 3:17; 16:16-17; 27:54; Markus 9:7; Lukas 9:35; Johannes 1:34; Apostlenes Gerninger 13:33; Hebræerbrevet 5:5).

Herren sagde til min Herre (Salme 110:1; Mattæus 22:43-45; Markus 12:36-37; Lukas 2:11; 20:42-44). Midrash Tehillim, kommentar til Salmerne (200-500 e.Kr.), anerkender Salme 110 som messiansk

Kaldet »Gud med os« (Esajas 7:14; Matthæus 1:23; Lukas 7:16; ~Johannes 20:28).

Barnet kaldes Mægtig Gud, Fredsfyrste osv. (Esajas 9:6). Dette er messiansk ifølge den jemenitiske Midrash 349-350 og Pereq Shalom s. 101

Kvindens afkom skal knuse Satans hoved (1. Mosebog 3:15). Dette er messiansk ifølge Targum Pseudo-Jonathan

Født af en jomfru (dobbelt opfyldelse) (Esajas 7:14; Matthæus 1:18,25; Lukas 1:26-35). Jomfru ifølge Septuaginta

Hvor vil Messias være?

Født i Betlehem i Juda (Mika 5:2; Matthæus 2:1,5-8; Johannes 7:42; Lukas 2:4-7). Targum Esajas siger, at dette er messiansk.

Vil virke i Galilæa (Esajas 9:1-2; Matthæus 4:12-16; Markus 1:14; Lukas 4:31; Johannes 4:43).

Han vil gå ind i templet i Jerusalem (Malakias 3:1; Matthæus 21:12; Markus 11:15)

Hvornår kommer Messias?

Scepteret vil ikke vige (1. Mosebog 49:10; Lukas 3:23,33). Dette er messiansk ifølge den babylonske og den jerusalemitiske Talmud, Targum Jonathan, Targum Pseudo-Jonathan, Targum Onkelos, kommentaren til Dødehavsrullerne og den aramæiske Targum. Ifølge den babylonske Talmud, Sanhedrin kapitel 4, mistede jøderne retten til at henrette mennesker i år 11 e.Kr.

Israel er forladt, indtil Messias kommer (Mika 5:3).

Inden templet bliver ødelagt (år 70 e.Kr.) (Malakias 3:1).

Efter en forløber (Esajas 40:3; Matthæus 3:1-3; 11:10; Lukas 1:17; Johannes 1:23).

Dræbt i år 32/33 e.Kr. (Daniel 9:20-27 + Nehemias 2:1-10 (445/444 f.Kr.)). Dette er messiansk ifølge Maimonides i Igeret Teiman, rabbi Moses Abraham Levi i The Messiah of the Targums, Talmuds and Rabbinical Writers

Hvad vil Messias gøre?

Mirakeltjeneste (Esajas 35:5,6a; Matthæus 9:6-7,22,32-35; 11:4-6; 12:13; Johannes 5:5-9; 9:6-11 osv.)

Han bar vores sygdomme (Esajas 53:4; Mattæus 8:17; Markus 2:10-12; Lukas 5:13; Johannes 5:5-9).

Underviste i lignelser (Salme 78:2; Matthæus 13:34).

Kommer ind som en konge på et æsel (Zakarias 9:9; Markus 11:2-10; Lukas 19:35-37; Matthæus 21:5-9; Johannes 12:15).

Fra en snublesten til en hjørnesten (Salme 118:22-23; Esajas 8:14-15; 28:16; Matthæus 21:42; Markus 12:10-11; 1. Petersbrev 2:6-8; Apostlenes Gerninger 4:11).

Ikke overladt til døden (Salme 16:8-11; 30:3; Apostlenes Gerninger 2:31; 13:33; Markus 16:6; Matthæus 28:6; Lukas 24:46).

Iver for sin Faders hus (Salme 69:9; Johannes 2:17).

Herrens Ånd vil hvile på ham (Esajas 11:2; Mattæus 3:16; Markus 1:10-11; Lukas 4:15-21,32; Johannes 1:32). Dette er messiansk ifølge Targum Esajas og den babylonske Talmud

Mt viser, at Kristi liv svarer til det israelske folks (Jeremias 31:15 og Mattæus 2:18, Hosea 11:1 og Mattæus 2:15, Esajas 9:1,2 og Mattæus 4:15-16; osv.).

Folkets reaktioner

Hadet uden grund (Salme 35:19; 69:4; Esajas 49:7; Johannes 15:25).

Nogle planlagde at ødelægge Jesus (Salme 38:12; Markus 11:18).

Forrådt af en ven (Salme 41:9; Matthæus 10:4; 26:48-50; Markus 14:43-44; Lukas 22:47-48; Johannes 18:3,5).

Afvist af sit eget folk (Esajas 53:3-4; Salme 69:8; Johannes 1:11; 7:5; Matthæus 21:42-44).

Gav ham galde at drikke (Salme 69:21; Matthæus 27:48).

Selv vennerne holdt sig på afstand (Salme 38:11; Matthæus 27:55; Markus 15:40; Lukas 23:49).

Efter at hyrden blev slået, spredte fårene sig (Zakarias 13:7; Markus 14:27,50; Matthæus 26:31).

Afvist af regeringen (Salme 2:1-2; Apostlenes Gerninger 4:25-28).

Hvordan vil Messias dø?

Solgt for 30 sølvstykker (Zakarias 11:12-13; Matthæus 26:15).

Kastede, ikke lagde, mønter i templet (Zakarias 11:13b; Matthæus 27:5a).

Penge til en pottemager (Zakarias 11:13; Matthæus 27:7).

Uretfærdigt bortført (Esajas 53:7-8; Matthæus 26:60; Markus 14:55; Lukas 23:4).

Falske vidner (Salme 35:11; Matthæus 26:60).

Tavs over for sine anklagere (Salme 38:13-14; Esajas 53:7; Matthæus 27:12).

Spurgte, hvorfor Gud havde forladt ham (Salme 22:1; Matthæus 27:46; Markus 15:34).

Hånet (Salme 22:7,8; Matthæus 27:31,39; Markus 15:31-32).

Hjertet som voks (Salme 22:14b; Johannes 19:34).

Gennemboret for os (Salme 22:16; Esajas 53:5; Zakarias 12:10; Matthæus 27:26; Johannes 19:34).

Folk stirrede på ham (Salme 22:17; Lukas 23:35).

De kastede lod om hans klæder (Salme 22:18; Markus 15:24; Lukas 23:34; Johannes 19:23,24).

Ingen knogler blev brudt (Salme 22:17; Salme 34:20; Johannes 19:33).

Han blev slået og spyttet på (Esajas 50:6; Mika 5:1; Matthæus 26:67; Lukas 22:63).

Dræbt sammen med overtrædere (Esajas 53:12; Matthæus 27:38; Markus 15:27).

Han gik i forbøn for syndere (Esajas 53:12b; Lukas 23:34).

Begravet i en rig mands grav (Esajas 53:9; Matthæus 27:57-60).

Bar vores synder som et skyldoffer (Esajas 53:5,6,10-12; Johannes 1:29; 1 Korinther 15:3; 1 Johannes 2:2; 4:10).

Jesus døde med en salme på læberne (Salme 31:5; Lukas 23:46).

Spørgsmål: Hvad betyder navnet »Betlehem« i Matt 2:1,5-8; Luk 2:4-7; Joh 7:42?

Svar: Betlehem betyder »brødets hus« ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 225.

Betlehem i Judæa er en meget gammel by, der eksisterede før israelitterne. I 1. Mosebog 35:19 står der: »Så døde Rakel og blev begravet på vejen til Efrat« (det vil sige Betlehem i Judæa). I 1. Mosebog 48:7 står der noget lignende. Betlehem hed altså oprindeligt Efrat, og det er derfor, byen i Mika 5:2 omtales som »Betlehem Efrata«.

Amarna-brevene, som kanaanitterne skrev til Egypten lidt efter 1400 f.Kr. i Josvas tid, nævner, at »Bit-Lahmi« var gået over til »Apiru-folket«, ifølge Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology, s. 142, og Wycliffe Bible Dictionary, s. 225, som henviser til ANET, s. 489.

I øvrigt findes der også en anden, nordligere by ved navn Betlehem i Zebulons område i Josva 19:15.

Spørgsmål: En skeptiker, Bart Ehrman, hævder: »Der er intet i Matthæus og Lukas, der tyder på, at Jesus eksisterede før sin fødsel.« (Jesus, Interrupted, s. 75; også i Jesus, Interrupted, s. 103)

Svar: Mika 5:2, som Matthæus citerer i 2:6, siger, at Messias’ oprindelse »er fra oldtiden« i den masoretiske tekst, eller »fra begyndelsen, ja, fra evigheden« i den græske Septuaginta-oversættelse. I Matthæus-evangeliet udelader skribenterne nogle dele, herunder den del om »fra oldtiden«, men næsten enhver jødisk rabbiner ville genkende resten af dette vers.

I Matthæus 23:37 og Lukas 13:34 siger Jesus: »O Jerusalem, Jerusalem, du, som dræber profeterne og stenet dem, der er sendt til dig, hvor ofte har jeg ikke ønsket at samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men du ville ikke!« Dette blev sagt kun få dage efter den triumferende indtog, da Jerusalem var mødt op for at byde Jesus velkommen. Så hvornår i Jesu jordiske tjeneste, før dette tidspunkt, fik Jerusalem valget om at blive samlet under Jesus? Svaret er selvfølgelig aldrig. Matthæus og Lukas (og Jesus) må have tænkt på den tid, hvor Jesus eksisterede, før han blev født, da de profeter, som Jesus var med til at sende til Jerusalem, blev dræbt.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman siger: »Det er dog slående, at Jesus i Markusevangeliet aldrig omtaler sig selv som et guddommeligt væsen, som en, der eksisterede før, som en, der på nogen måde var lig med Gud. I Markus er han ikke Gud, og han hævder ikke at være det.« Jesus, Interrupted, s. 79

Svar: Markus 2,5-12 (ligesom Mattæus 9,2-6 og Lukas 5,20-23) fastslår, at kun Gud kan tilgive synder, men alligevel tilgav Jesus den lammes synder. Da Jesus blev beskyldt for at gøre noget, som kun Gud kan gøre, sagde han hverken, at han blot forkyndte Guds tilgivelse, eller benægtede deres antagelse. I stedet sagde og viste han, at han selv havde magten til at tilgive synder.

Spørgsmål: Om Matt 12:30 og Mark 9:40 skriver skeptikeren Bart Ehrman: »I Matthæus erklærer Jesus: ’Den, der ikke er med mig, er imod mig.’ I Markus siger han: ’Den, der ikke er imod os, er for os.’ Sagde han begge dele? Kunne han mene begge dele? Hvordan kan begge dele være sande på én gang? Eller er det muligt, at en af evangelieskriverne har byttet om på tingene?” Jesus, Interrupted, s. 41

Svar: Helt ærligt er jeg fuldstændig rådvild over, hvordan Ehrman kan se dette som en modsigelse. Selvfølgelig kan begge dele være sande. Selvfølgelig kan Jesus sige forskellige, men komplementære ting i forskellige situationer på forskellige dage uden at modsige sig selv. I Matthæus 12:22-37 (svarende til Markus 3:20-29) sker dette, da man bringer en besat mand til Jesus. Meget senere, ved en helt anden lejlighed, i Markus 9:38-41, får Jesus at vide, at en anden driver dæmoner ud. Måske mente Ehrman på en eller anden måde, at det var modstridende, at hvis nogen var imod Jesus, kunne de også være imod hans disciple, eller omvendt. Men Jesus forudsagde i Johannes 16:3, at hans disciple vil blive forfulgt og dræbt, fordi forfølgerne ikke kender Faderen eller Jesus. Jesus sagde i Johannes 15:18-21: »Hvis verden hader jer, så skal I vide, at den først hadede mig. Hvis I var af verden, ville den elske jer som sine egne. Men verden hader jer, fordi I ikke er af verden, men fordi jeg har udvalgt jer fra verden. Husk det ord, jeg har sagt til jer: ›Ingen tjener er større end sin herre.‹ Hvis de forfulgte mig, vil de også forfølge jer; hvis de holdt mit ord, vil de også holde jeres. Men de vil behandle jer således på grund af mit navn.” (BSB) Jesus identificerede sig tæt med sine tilhængere i Matthæus 25:34-46 i lignelsen om fårene og gederne. I Johannes 15:1-8 siger Jesus, at vi er i ham, ligesom grenene er forbundet med vinstokken.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Joh 2:19: »Riv dette tempel ned, og på tre dage vil jeg rejse det op igen«, når det ifølge den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 976) [angiveligt] var usandt, at Jesus sagde det, som det fremgår af Mt 26:61b og Mk 14:58?

Svar: Jesus sagde det faktisk i Joh 2:19, og Matt 26:61b og Mark 14:58 siger IKKE, at det var usandt, at Jesus sagde det. De beretter, at Jesu anklagere huskede det og brugte det til at anklage Jesus. Men Asimov finder bare på, at de sagde, det var usandt.

Spørgsmål: I Mattæus 17:1-9 og Markus 9:2-9 får vi indtryk af, at Jesus gik op på det høje bjerg med det formål at blive forvandlet, mens vi i Lukas ser, at Jesus gik op på bjerget for at bede, og at forvandlingen sker, mens han beder (Lukas 9:28-36). Hvad er forklaringen på dette?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

a) Faktisk er det ikke kun Lukas, men heller ikke Matthæus eller Markus, der siger, at Jesus gik op på bjerget for at blive forvandlet. De forholder sig alle tavse om, hvorvidt Jesus på forhånd vidste, at han ville blive forvandlet.

b) For det andet er bøn ikke et ritual! Bøn er kommunikation med Gud i himlen. Jesus bad til Gud Faderen, og jeg kan ikke forestille mig, at Jesus blev forvandlet uden at sige noget til Gud Faderen.

Spørgsmål: Hvordan opfyldte Johannes Døberen profetien om Elias i Matt 17:12 og Mark 9:11-13? Var han en reinkarnation af Elias?

Svar: Nej. Ved Jesu første komme havde Johannes Elias’ formål og mission. Selvfølgelig dukkede Elias (ikke Johannes) selv kortvarigt op ved forvandlingen. Mange mener, at Elias vil være et af de to vidner lige før den syvende basun i Åbenbaringen 11:3-12.

Den første forfatter, som vi ved har behandlet dette vers, er Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.), der bemærkede, at begrebet om, at én har en andens ånd, ikke er unikt for Elias og Johannes Døberen. Gud lovede, at Josua ville få Moses’ ånd. (Dialog med Trypho den jøde, kap. 49, s. 220) Også Elisa fik en dobbelt portion af Elias’ ånd i 2. Kongebog 2:9-10.

Spørgsmål: Hvorfor frygtede Jesus [angiveligt] døden i Joh 7:1, når han i Luk 12 sagde til disciplene, at de ikke skulle frygte døden?

Svar: Jesus sagde til disciplene, at de ikke skulle frygte den fysiske død, men snarere den åndelige død. Johannes 7:1 siger IKKE, at Jesus frygtede døden. Men man kan stadig tage forholdsregler uden at frygte døden. Jesus undgik at tage til Judæa, fordi jøderne der ønskede at dræbe ham. Dette var en forholdsregel for hans tjeneste, ikke noget, der blev gjort ud af frygt, for senere tog Jesus alligevel til Jerusalem, da tiden var inde, hvor jøderne søgte at dræbe ham og endda lykkedes med det.

Spørgsmål: I Luk 13:23 søger nogle at komme ind og kan ikke, og i Joh 7:34 søger de og kan ikke finde, eller finder de, der søger, som det fremgår af Matt 7:7; 1 Krøn 28:9; Es 55:6; ApG 10:35?

Svar: Nogle, der søger Gud, finder ham IKKE nødvendigvis. Gud siger intet om dem, der ikke søger ham flittigt, eller som kun søger ham delvist, på deres egne vilkår og ikke på hans vilkår.

Spørgsmål: I Matt 17:12 og Mark 9:11-13, tyder det faktum, at Jesus taler med Moses og Elias [på en eller anden måde], på, at vi bør bede til de døde, som nogle romersk-katolikker har hævdet?

Svar: Nej. Ingen talte med Moses og Elias ved forvandlingen bortset fra Jesus. De talte heller ikke til nogen andre end Jesus og hinanden. Kun Gud bør være genstand for vores tilbedelse. Katolikker vil være enige heri, men sige, at ligesom vi kan bede om hjælp og forbøn fra kristne, der lever på jorden, kan vi ligeledes bede om det samme fra kristne, der lever i himlen. 2 Korintherbrev 11:3 siger, at vi ikke skal være hengivne til nogen anden end Kristus. Selvom det at bede til nogen ikke nødvendigvis betyder, at man er hengiven til vedkommende, er mange katolske bønner bønner om hengivenhed til Maria eller andre helgener. Der findes intet eksempel i Skriften på, at en troende beder til nogen anden end Gud.

Spørgsmål: I Markus 15:25, blev Jesus korsfæstet på den tredje time, eller stod han stadig foran Pilatus på den tredje time ifølge Johannes 19:14?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Et faktum, der ikke er en del af svaret: Den græske måde at skrive talene tre og seks på adskilte sig kun ved et enkelt strøg, så en formodning er, at der var tale om en skrivefejl. Der findes dog en enklere forklaring.

Svaret: Begge dele er rigtige, fordi jøderne og romerne regnede timerne forskelligt. Johannes 19:14 siger, at han forlod Pilatus i den sjette time, hvilket ville være kl. 06.00, fordi den romerske dag begyndte ved midnat. I Markus 15:22,25 står der, at han blev korsfæstet i den tredje time, hvilket ville være kl. 09.00, fordi den jødiske dag blev regnet fra solopgang (ca. kl. 06.00), og den jødiske nat begyndte ved solnedgang (ca. kl. 18.00). Johannes bruger også den romersk-græske tidsregning i Johannes 20:19, hvor den tidlige aften blev betragtet som en del af den foregående dag, mens jøderne betragtede tiden efter solnedgang som den følgende dag.

Hvordan ved vi, at romerne regnede dagen fra midnat til midnat? De romerske forfattere Plutarch (Morals: Roman Questions 84), Plinius den Ældre (Naturhistorie ii.77 (188)), Aulus Gellius (iii.2) og Macrobius (Saturnalia, i.3) siger alle, at den romerske dag var fra midnat til midnat, ifølge A.T. Robertson i *Harmony of the Gospels*, s. 285-286, og William Arndt i *Bible Difficulties & Seeming Contradictions*, s. 197-199. Plinius den Ældre bemærkede også, at andre kulturer havde andre skikke, og at babylonierne regnede dagen fra solopgang til solnedgang.

Spørgsmål: Hvordan kan man forene Mattæus 19:16-30, Markus 10:17-31 og Lukas 18:18-30?

Svar: De stemmer meget godt overens, når man først forstår, at evangelieskriverne omskrev teksten og ikke nødvendigvis gengav den ordret. For eksempel siger Matthæus: »Mester … opnå evigt liv … Hvorfor spørger du mig om, hvad der er godt? … Der er kun én, der er god«, mens Markus og Lukas siger: »Gode Mester … arve evigt liv … Hvorfor kalder du mig god? … Ingen er god undtagen Gud alene«, og så videre. Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 329-332, for en uddybende diskussion.

Spørgsmål: I Matt 19:28 og Luk 22:28-30 hævder skeptikeren Bart Ehrman fejlagtigt, at Jesus sagde, at de tolv disciple ville få tolv troner. Hvad så med disciplen Judas Iskariot? (Jesus, Interrupted, s. 159)

Svar: Nej, der er ingen trone til Judas. For det første nævner Lukas 22,28-30 ikke tolv troner, men kun tolv stammer. Faktisk siger Mattæus 19,28 IKKE, at de tolv disciple vil sidde på tolv troner. Der står snarere: »… I, som har fulgt mig, skal også sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.« (BSB) Der står altså, at der vil være tolv troner, men der står ikke, at de tolv disciple vil sidde på dem. Jesus lovede derimod kun dette til »jer, der har fulgt mig«. Judas fortsatte ikke med at følge Jesus og forlod sin plads som discipel efter at have forrådt Jesus, som det står i Apostlenes Gerninger 1:20.

Spørgsmål: I Matt 26:14 skriver en skeptiker, Bart Ehrman, at Judas forrådte Jesus for pengenes skyld, mens det i Lukas 22:3 står, at Judas gjorde det, fordi Satan trængte ind i ham. I Johannes kaldes Judas en djævel, så han havde tilsyneladende en ond side. (Jesus, Interrupted, s. 45-46)

Svar: Ligesom ingen brand opstår af kun én årsag, men af tre (luft, brændstof, gnist), har mange handlinger også flere samtidige årsager. Mange ting har tre årsager: en potentiel årsag, såsom vand bag en dæmning, en umiddelbar årsag, såsom en revne i dæmningen, og en forebyggende årsag, der blev fjernet, såsom at indstille sikkerhedseftersyn af dæmningen. Hvilken af dem fik dæmningen til at briste? – alle tre var involveret. På samme måde var Judas allerede en tyv før dette, så han var djævelsk. Judas fik et yderligere egoistisk motiv i form af bestikkelsen fra præsterne. Endelig så han muligheden efter den sidste nadver. Så hvad var årsagen til, at Judas forrådte Jesus? – Alle tre årsager spillede en rolle.

Spørgsmål: Hvorfor er brødet og vinen i Matt 26:26-28; Mark 14:22 og Luk 22:19 ikke Kristi fysiske legeme?

Svar: Vi kan se, at Jesus mente, at brødet og vinen symbolsk var hans legeme, af to grunde.
For det første er der ikke det mindste bevis for, at folk tilbad brødet og vinen, hverken i Bibelen eller i den tidlige kirke. Vi skal ikke tilbede noget eller nogen ud over Gud. Vi tilbeder Jesus, men hvis brødet og vinen ikke er Jesus, skal vi ikke tilbede brødet og vinen.
For det andet: Hvis man fortolkede denne metafor således, at brødet og vinen var eller blev til Jesus, ville vi for at være konsekvente også være nødt til at opfatte andre metaforer om Jesu legeme som Jesus selv, f.eks. i 1. Korintherbrev 12:27. Vi (menigheden) er Kristi legeme. Synes du, at folk bør tilbede dig eller den menighed, du går i? Hvis ingen af delene, hvorfor skulle du så ikke tilbede en kristen, der er skabt i Guds billede, mere end brød og vin, som ikke er skabt i Guds billede?
Nu skal vi selvfølgelig aldrig tilbede andre kristne. Men ville det at tilbede andre mennesker og retfærdiggøre det med Kristi metafor være værre end at tilbede brødet og vinen og retfærdiggøre det med Kristi metafor?

Spørgsmål: Hvorfor bliver Jesus i Mattæus 26:49-50 forrådt af Judas med et kys, hvorefter Jesus bliver pågrebet, mens Jesus i Johannes 18:2-9 frivilligt træder frem og identificerer sig selv, og Judas ikke giver noget kys?

Svar: At der ikke nævnes noget om et kys i Johannes 18,2-9, beviser ikke, at der ikke var noget kys. Judas kunne have kysset Jesus, jf. Mattæus 26,49; derefter trak soldaterne sig tilbage i Johannes 18,2-9, og så pågreb de ham endelig i Mattæus 26,50. Det eneste, der siges at ske »straks«, var Judas’ kys i første omgang.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman hævder, at Jesus i Markus gennemgik en hurtig retssag, hvor han næsten ikke sagde noget, men en lang, udstrakt retssag i Johannes, hvor han førte længerevarende samtaler (Jesus, Interrupted, s. 43).

Svar: Dette er temmelig tåbeligt, for hverken Markus eller Johannes angiver specifikt, hvor lang dialogen var, og Jesus sagde sandsynligvis flere ting, end nogen af dem har nedskrevet. Der var ikke én, men to retssager (den jødiske og den romerske). Markus nedskrev to sætninger, som Jesus sagde under den jødiske retssag, og én sætning under den romerske retssag. Johannes nedskrev fem sætninger, som Jesus sagde under den jødiske retssag, og ni sætninger under den romerske retssag. Men igen hævder ingen af evangelieskriverne at have nedskrevet alt, hvad Jesus sagde.

Spørgsmål: Hvorfor svarer Jesus i Matt 27:11-14 ikke på en eneste anklage under sin høring foran landshøvdingen Pilatus, når Joh 18:33-37 [angiveligt] fortæller os, at Jesus svarede på alle anklager under sin høring foran Pilatus?

Svar: Mattæus 27:11 og Mattæus 27:12 foregår på forskellige tidspunkter; 2:11 er foran Pilatus. I Mattæus 27:11-14, da ypperstepræsterne og de ældste var sammen med ham (i vers 12), svarede Jesus dem intet. Johannes 18:28 siger, at jøderne ikke ville gå ind i prætoriet, så i Johannes 18:29 gik Pilatus (formodentlig med Jesus i hælene) ud til dem. Johannes 18:33 siger, at Pilatus derefter gik ind i prætoriet og kaldte på Jesus. Derefter, i Johannes 18:34-37, besvarede Jesus Pilatus’ spørgsmål.

I øvrigt står der IKKE i Johannes 18:33-37, at Jesus besvarede alle Pilatus’ spørgsmål eller anklager; der står kun, at Pilatus sagde: »Jeg finder ingen grund til at anklage ham.« Pilatus kan have stillet ham mange spørgsmål, og Johannes 18:33-38 nævner kun fire, hvoraf Jesus besvarede tre. I Matthæus 27:14 står der, at Jesus ikke svarede et ord, da præsterne og de ældste anklagede ham, og da Pilatus stillede ham et spørgsmål, der ikke er nævnt i Johannes 18:33-37. Jesus svarede altså ikke på noget af det, præsterne og de ældste sagde, selv ikke da Pilatus spurgte Jesus, om han hørte disse anklager. Bagefter besvarede Jesus [mindst] tre spørgsmål, som Pilatus stillede.

Spørgsmål: Hvorfor skulle profetierne i Mattæus 28:1-8 bevise, at Jesus var Gud, hvis Jesus var et rumvæsen? (Det hørte jeg faktisk fra en universitetsstuderende, der var vild med Star Trek og Scientology-kirken.)

Svar: Hvis Jesus var en rumvæsen, ville han være nødt til at være et yderst intelligent væsen for at kunne få alle disse profetier til at gå i opfyldelse. Faktisk ville han, sammenlignet med os, fremstå som alvidende. Jesus ville også være nødt til at være et ekstremt magtfuldt rumvæsen for at udføre alle de mirakler, han udførte, herunder at opstå fra de døde. Vi ville opfatte ham som almægtig. For at han kunne undervise menneskene i den lære, som Jesus forkyndte, ville han være nødt til at være moralsk meget god, næsten perfekt. Så hvis du mener, at Jesus måske er et alvidende, almægtigt og moralsk perfekt væsen, der ikke er fra denne verden, og som kom for at vise os sandheden, så er jeg enig!

Spørgsmål: I Matt 28:2, Mark 16:4 og Luk 24:2 – blev stenen blot »rullet« væk?

Svar: Nej. Det græske ord oversættes bedre med »kastet« end med »rullet«. Hvis stenen vejede et par tons, ville det kræve en engel at kaste stenen væk.

Spørgsmål: Hvem andre end Jesus har i evangelierne hævdet at være enten Messias eller Gud?

Svar: Følgende personer har enten fremsat følgende påstande, eller også har andre fremsat følgende påstande om dem.

Spørgsmål: Er der ud over Jesus nogen andre, der udførte store mirakler i Palæstina?

Svar: Nej. Nogle hævder dog, at Onias, »cirkelmager«, fra det første århundrede f.Kr. udførte et mirakel. Han kaldes »cirkelmager«, fordi han tegnede en cirkel og sagde til Gud, at han ikke ville forlade den, før det regnede – og så regnede det. Her er citatet fra Taanith 3.8 i *The New Testament Background*, s. 170: »En gang sagde de til Onias, cirkelskaberen: ’Bed om, at der må falde regn.’ Han svarede: ’Gå ud og hent påskeovnene ind, så de ikke bliver blødgjort [dvs. af regnen].’ Han bad, men regnen faldt ikke. Hvad gjorde han? Han tegnede en cirkel, stillede sig inden for den og sagde foran Gud: ’O verdens Herre, dine børn har vendt deres ansigter mod mig, for jeg er som en søn i huset foran dig. Jeg sværger ved dit store navn, at jeg ikke vil røre mig herfra, før du har medlidenhed med dine børn.« Regnen begyndte at falde dråbe for dråbe. Han sagde: »Det er ikke om sådan en regn, jeg har bedt, men om regn, der vil fylde cisternerne, brøndene og hulrummene.« Det begyndte at regne voldsomt. Han sagde: »Det er ikke om sådan en regn, jeg har bedt, men om regn af god vilje, velsignelse og nåde.« Derefter regnede det i moderat styrke [og fortsatte], indtil israelitterne på grund af regnen begav sig op fra Jerusalem til Tempelbjerget.“ Til sidst regnede det så meget, at de bad ham om at bede om, at regnen måtte holde op. Josephus (ca. 90 e.Kr.) nævner også kort, at Onias bad om, at regnen måtte holde op, i *Antiquities of the Jews*, bog 14, kap. 2.1, s. 290.

Spørgsmål: Hvilke ikke-bibelske henvisninger til Jesus findes der i evangelierne fra før år 200 e.Kr.?

Svar: Man kunne forvente, at Jesu liv og kristendommen ikke ville gå ubemærket hen, selv uden for Bibelen. Et af formålene med at bringe disse citater er at fjerne tvivlen hos nogle få skeptiske kritikere, såsom Bertrand Russell, om, at Jesus overhovedet har eksisteret.

Cornelius Tacitus (ca. 55–ca. 117 e.Kr.) var en romersk historiker, der skrev om begivenheder i Rom og Storbritannien fra 15 til 70 e.Kr. Hans foragtende tone vidner om, at han bestemt ikke var nogen ven af kristendommen. I *Annales* 15:44 skrev han: »…Men alle menneskelige bestræbelser, alle kejserens gavmilde gaver og ofringerne til guderne kunne ikke fjerne den uhyggelige overbevisning om, at branden [branden i Rom] var resultatet af en ordre [fra kejseren]. For at få rygtet til at forsvinde pålagde Nero derfor skylden og påførte de mest grusomme torturmetoder en gruppe, der var hadet for deres afskyeligheder, og som af folket blev kaldt kristne. Kristus, fra hvem navnet stammer, led den yderste straf under Tiberius’ regeringstid ved hænderne af en af vores prokuratorer, Pontius Pilatus, og en yderst skadelig overtro, der således for en stund var blevet bremset, brød igen ud, ikke blot i Judæa, den første kilde til det onde, men endog i Rom, hvor alle afskyelige og skammelige ting fra alle verdensdele finder deres centrum og bliver populære. Derfor blev der først foretaget en anholdelse af alle, der tilstod; derefter blev der på baggrund af deres oplysninger dømt en enorm skare, ikke så meget for forbrydelsen at have sat byen i brand, som for had mod menneskeheden. Deres død blev ledsaget af hån af enhver art. Dækket af dyreskind blev de revet i stykker af hunde og omkom, eller de blev naglet fast til kors, eller de blev dømt til flammerne og brændt, for at tjene som natlig belysning, når dagslyset var forsvundet….”

Tacitus beskriver i »Histories«, bog 5, også i detaljer, hvordan forskellige romerske legioner – den 5., 10., 15., 12. samt nogle mænd fra den 18. og 3. – nedkæmpede oprøret i Judæa og ødelagde Jerusalem.

Citatet fra Tacitus er hentet fra *The Annals* og *The Histories* af P. Cornelius Tacitus, Encyclopedia Britannica, Inc. 1952.

Mara Bar-Serapion var en almindelig syrisk mand, der skrev et brev til sin søn, Serapion, engang efter år 73 e.Kr. Han opfordrer ham til at efterligne historiens vise mænd, der døde for det, de troede på, såsom Sokrates, Pythagoras og den vise konge, som jøderne henrettede. Dette dokument befinder sig i British Museum, og F.F. Bruce nævner det i *The New Testament Documents: Are They Reliable?*

Josephus var en jødisk lærd, født i år 37/38 e.Kr., som skrev positivt om Kristus. Der findes to versioner af dette afsnit: den kortere arabiske fra det 10. århundrede og den længere latinske. Den kortere arabiske version anses generelt for at være den mest korrekte. Men uanset hvilken version der er korrekt, er dette et vidnesbyrd om Kristi eksistens og korsfæstelse. Se det næste spørgsmål for en nærmere drøftelse af dette.

Lucian af Samosata (også kaldet Lucian den Græske), en satiriker fra det 2. århundrede, skrev om Kristus: »…den mand, der blev korsfæstet i Palæstina, fordi han indførte denne nye kult i verden… Desuden overbeviste deres første lovgiver dem om, at de alle var brødre, efter at de én gang for alle havde overtrådt loven ved at fornægte de græske guder og ved at tilbede selve den korsfæstede sofist og leve efter hans love.« (»Peregrinus’ bortgang« – også kaldet »Peregrinus’ død«, kap. 11-13) (citeret fra »Evidence That Demands a Verdict«, bind 1, s. 82.)

Klemens af Rom var en kristen biskop, der skrev til menigheden i Korinth og i grunden spurgte dem, hvorfor de ikke adlød det, som Paulus havde skrevet 50 år tidligere. Klemens’ brev blev skrevet i årene 96-98 e.Kr.

Plinius den Yngre var landshøvding i Bithynien, der dræbte mange kristne på grund af deres tro. Han skrev til kejser Trajan i år 112 e.Kr. og spurgte, om han skulle fortsætte med at dræbe mænd, kvinder og børn blot fordi de ikke tilbad en statue af kejseren. Plinius siger om de kristne: »de bekræftede imidlertid, at hele deres skyld eller deres fejltagelse bestod i, at de havde for vane at mødes på en bestemt fast dag, før det blev lyst, hvor de skiftevis sang en salme til Kristus som til en gud og forpligtede sig ved en højtidelig ed, ikke til nogen onde handlinger, men til aldrig at begå svig, tyveri eller ægteskabsbrud, aldrig at bryde deres ord og ikke at svigte en betroet opgave, når de blev bedt om at udføre den. Breve 10,96. (citeret fra *Evidence that Demands a Verdict*, bind 1, s. 83.) Derudover giver Plinius os også oplysninger om essæerne.

Papias var en anden biskop, der var en discipel af apostlen Johannes. Han skrev mange værker, et sted mellem år 95 og 110 e.Kr. Desværre er hans skrifter gået tabt, bortset fra en kort beskrivelse af Eusebius af Cæsarea (318 e.Kr.). Eusebius fortæller os, at Papias blandt andet siger, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebraisk, at Markus var Peters tolk, og at Papias lærte præmillennialisme. (Eusebius var amillennialist.)

Ignatius var en discipel af apostlen Johannes. Han skrev breve til mange menigheder og døde enten i år 107 eller 116 e.Kr. under kejser Trajan.

Polycarp, biskop i Smyrna, var en kristen martyr og discipel af Ignatius, der talte om Kristus. Han døde ca. 163 e.Kr.

Irenæus, biskop i Lyon (i Frankrig), var en discipel af Polykarp og en martyr, der levede fra 120/140 til 202 e.Kr. Han skrev et omfattende værk mod datidens kætterier i årene 182–188 e.Kr.

Didache (eller De tolv apostles lære) var en anonym kirkehåndbog fra ca. 60–120 e.Kr.

Justin Martyr var en græsk filosof, der blev født enten i 110 eller 114 e.Kr. Han konverterede omkring 138, og ifølge ham selv blev hans Første Apologi skrevet 150 år efter Kristi fødsel. I sin første og anden apologi samt i sin »Dialog med Trypho, jøden« taler Justin om, at Jesus er Gud. »Chronicon Paschale« fortæller os, at han blev martyr for sin tro i år 165 e.Kr.

Suetonius, den romerske historiker og hofembedsmand, der skrev omkring år 120 e.Kr., siger: »Da jøderne skabte konstante uroligheder på opfordring af Chrestus (en anden stavemåde for Christus, dvs. Kristus), udviste han dem fra Rom.« Claudius’ liv 25.4 (Citeret fra *Evidence that Demands a Verdict*, bind 1, s. 83.) (At bytte om på i og e var ikke ualmindeligt ved oversættelse fra græsk til latin ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 10, s. 3

Theophilus, biskop af Antiokia, var den første forfatter, vi kender til, der anvendte et græsk udtryk til at betegne Treenigheden (Triad) i *To Autolycus*, bog 2, kap. 15, s. 101. Han skrev mellem år 168 og 181/188 e.Kr.

Klemens af Alexandria, som ikke må forveksles med den tidligere Klemens af Rom, levede fra 193 til 217/220 e.Kr. Han skrev omfattende, herunder en hymne til Kristus og et større værk kaldet »Miscellanies«.

Hippolytus skrev fra år 225 til 235/6 e.Kr. og forfattede *The Refutation of All Heresies*. Hippolytus var en discipel af Irenæus.

Tatian levede fra 110 til 172 e.Kr. og skrev en harmonisering af evangelierne, der indeholdt omkring 79 % af versene i evangelierne. Desværre forlod han senere troen og sluttede sig til enkratitterne, en gnostisk kætteri.

Jødiske Talmuder henviser til Jesus flere steder. Se *Evidence That Demands a Verdict*, bind 1, s. 85-87, for citater fra den babylonske Talmud, *Tol’doth Yeshu*, *Barailu*, *The Amoa ‘Ulla’*, *Yeb. IV 3* og *Baraita*. Se også traktaten *Sanhedrin*.

Flegon var en græsk forfatter fra Karien og en frigivet slave af kejser Hadrian. Han skrev kort efter år 137 e.Kr., at der i det fjerde år af den 202. olympiade [år 33 e.Kr.] fandt »den største solformørkelse« sted, og at »det blev nat i dagens sjette time [kl. 12.00], så der endda dukkede stjerner op på himlen. Der var et stort jordskælv i Bithynien, og mange ting blev væltet i Nicea.” (The Case for Christ, s. 111.) Det fulde citat ifølge The Baker Encyclopedia of Christian Apologetics, s. 384, lyder: »Jesus var, mens han levede, ikke i stand til at hjælpe sig selv, men han opstod efter døden og viste mærkerne efter sin straf, og viste, hvordan hans hænder var blevet gennemboret af søm” og senere ”formørkelsen i Tiberius Cæsars tid, under hvis regering Jesus synes at være blevet korsfæstet, og det store jordskælv, der da fandt sted”, begge dele i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 2, kap. 33, s. 455, i *Ante-Nicene Fathers*, bind 4, og Julius Africanus’ *Begivenheder i Persien*, kap. 18, s. 136. Se også Origenes’ *Mod Celsus*, bog 2, kap. 59, s. 455.

Thallus var en samaritansk historiker, som Julius Africanus (aktiv 232–245 e.Kr.) henviser til. Julius siger om mørket på Kristi tid: »Dette mørke kalder Thallus i tredje bog af sin Historie – efter min mening uden grund – for en solformørkelse.« (The Ante-Nicene Fathers, bind 6, fragment 18, s. 136.) Sammenhængen er, at Julius diskuterer, hvordan tiden fra Artaxerxes’ dekret til Kristi korsfæstelse opfyldte Daniel 9.

Den samaritanske historiker Thallus, som ikke skal forveksles med den græske filosof Thales, var ret kendt. Følgende værker nævner Thallus.

Theophilus til Autolycus, kap. 29, s. 120, nævner Thallus samt den tidligere kaldæiske historiker Berosus på s. 121.

Pseudo-Justin Martyrs »Opmuntrende tale til grækerne«, kap. 9, s. 277, nævner Thallus, Philo, Josephus og andre.

Minucius Felix’ *Octavius*, kap. 22, s. 186

Tertullianus’ »Apologi«, kap. 19, s. 33, nævner Thallus og Josefus.

Julius Africanus, fragment 18, s. 136.

»Hyrden af Hermas« var et anonymt kristent værk skrevet ca. 115–155 e.Kr.

Athenagoras skrev omkring år 177 e.Kr. et forsvar for kristendommen til den romerske kejser.

Aristides fra Athen og Quadratus er også kendt for at have skrevet apologier til forsvar for kristendommen, men vi har kun nogle af deres skrifter bevaret.

Spørgsmål: Hvilken af de bevarede udgaver af Josefus ligger tættest på det, han oprindeligt skrev?

Svar: Der er to passager, hvor han henviser til Jesus. I den første beskriver Josefus Jesu liv og virke (»Jødernes oldtidshistorie«, bog 18, kap. 3.3), og i den anden identificerer han ham som Jakobs bror (»Jødernes oldtidshistorie«, bog 20, kap. 9.1). Der findes flere versioner af den første passage, men vi vil kort diskutere den latinske og den arabiske version. Den latinske version, som vises her, og den arabiske fra det 10. århundrede er i det væsentlige ens, bortset fra at den arabiske er kortere, fordi den ikke indeholder de understregede dele . . .” Den kortere version er sandsynligvis den mest korrekte. Først vil vi vise forskellene, derefter beviserne for tre synspunkter og til sidst konklusionen fra forskellige forskere.

Forskellene:

Den længere latinske version indeholder de understregede dele, mens den arabiske version fra det 10. århundrede ikke gør det.

»Omkring denne tid levede der en mand ved navn Jesus, en vis mand, hvis det da er tilladt at kalde ham en mand, for han udførte vidunderlige gerninger – en lærer for sådanne mennesker, som med glæde modtager sandheden. Han tiltrak sig både mange af jøderne og mange af hedningerne. Han var Kristus; og da Pilatus på opfordring af de fremtrædende mænd blandt os havde dømt ham til korset, forlod de, der fra begyndelsen havde elsket ham, ham ikke, for han viste sig igen levende for dem på den tredje dag, som de guddommelige profeter havde forudsagt dette og derudover ti tusinde andre vidunderlige ting vedrørende ham; og den kristne stamme, der er opkaldt efter ham, er ikke uddød den dag i dag.” (Jødernes oldtidshistorie 18.3.3, skrevet ca. 93-94 e.Kr.) (Hentet fra Josephus: Complete Works. Kregel Publications 1960. Dette er en kombination af William Whistons oversættelse (1867) og Standard Edition udgivet af Porter og Coates, Philadelphia, Pennsylvania)

Bevis for de understregede dele:

Denne tekst med de understregede dele er citeret i: Eusebius’ *Ecclesiastical History*, bog 1, kap. 11 (318 e.Kr.).

Hieronymus (ca. 400 e.Kr.) »De berømte mænds liv«

Isidor af Pelusium, bog 4, brev 225.

Makarios i *Actis Sanctorum*, bind 5, s. 149, ifølge Fabricius. Joseph, s. 61 (ukendt tidspunkt)

Cedrenus. *Compendium Historia*, s. 196 (ca. 1060 e.Kr.)

Zonaras, Annal, bind 1, s. 27 (ca. 1120 e.Kr.)

Gotfridus Viterbiensis, Chronicale, s. 366 e Vers. Rufini (ca. 1170 e.Kr.)

Platina, De Vitis Pontificum (ca. 1480 e.Kr.)

Følgende citerede ikke Josefus, men sagde, at Josefus åbent kaldte ham Kristus.

Sozomen, Kirkehistorie, bog 1, kapitel 1 (440 e.Kr.)

Cassiodorus i Sozomens tredelte historie (510 e.Kr.)

Chronicles of Alexandria, s. 514, 526, 527, 584, 586 (640 e.Kr.)

Johan. Malelas Krøniker, bog 10 (ca. 850 e.Kr.)

Photius’ Codex, bog 48 I, Codex 238, Codex 33 (ca. 860 e.Kr.)

Glycus' Annaler, s. 234 (ca. 1120 e.Kr.)

Du kan læse teksten til disse i Josephus: Samlede værker, s. 640-643.

Desuden ser stilen i de understregede dele ud til at stemme overens med resten.

Bevis imod de understregede dele:

Det arabiske sprog fra det 10. århundrede indeholder ikke dette, mens den latinske version gør. Den latinske version siger så meget om Kristus, at man kunne undre sig over, hvorfor Josephus ikke var kristen. Faktisk siger den tidlige kristne lærde Origenes, at Josephus ikke troede, at Jesus var Messias, i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 1, kap. 47, s. 416; bog 2, kap. 13, s. 437. F.F. Bruce spekulerer i *The New Testament Documents: Are They Reliable*, s. 108, på, at Josephus måske faktisk skrev dette, men at han var sarkastisk. Der er dog intet i den latinske version, der afslører nogen form for sarkasme. I *Josephus: Complete Works* står der i appendikset på s. 644, at Josefus kalder Jesus for Kristus [Messias] udelukkende fordi han var en af flere personer, der blev fremstillet som Messias, uden at det antydes, at Josefus selv troede på det.

Var nogen af dem korrekte?

For: Tertullian nævner ikke Josefus, og Clemens af Alexandria gengiver, hvad Josefus sagde om nogle år, men intet vedrørende Kristus.

Ulempe: Så mange kilder nævner i det mindste den grundlæggende arabiske version, at det ville være usandsynligt, at alle disse kilder tog helt fejl. Selv kilder som Origenes, der hævder, at Josefus ikke troede, at Jesus var Messias, antyder, at Origenes havde læst i Josefus’ værker, hvor han nævnte Jesus. Citatet fra Origenes (som det fremgår af bilaget til Whistons oversættelse) lyder delvist: »For Josefus vidner i det attende bog af sine *Jødiske Oldtider* om, at Johannes var Døberen, og at han lovede renselse til dem, der blev døbt. Den samme Josefus, selvom han ikke troede på Jesus som Kristus, da han undersøgte årsagen til Jerusalems ødelæggelse og templets nedrivning – og burde have sagt, at deres intriger mod Jesus var årsagen til de ’ulykker, der ramte folket, fordi de havde dræbt den Kristus, som profeterne havde forudsagt’ – siger han, om end så at sige modvilligt, men dog som en, der ikke er langt fra sandheden: »Disse ulykker ramte jøderne som hævn for Jakob den Retfærdige, som var bror til Jesus, der blev kaldt Kristus;«”

Konklusion – Den arabiske tekst er mere præcis

Ny Testamente-forskeren R. T. France siger følgende på http://www.leaderu.com/truth/1truth21.html.

»Stort set alle forskere er enige om, at den overleverede tekst [den latinske oversættelse] er en kristen omskrivning, men de fleste er parate til at acceptere, at der i den oprindelige tekst stod en kort beretning om Jesus, måske i en mindre rosende tone, på dette sted. Josephus’ flygtige omtale af ’Jesus, den såkaldte Messias’ i Antiquities, bog 20, kap. 200, er svær at forklare uden en forudgående omtale af denne Jesus, især da Josephus andre steder hverken henviser til kristendommen eller bruger udtrykket Christos om nogen anden person. Den anderledes og mindre »engagerede« version af Testimonium, der er bevaret i et arabisk citat fra Josefus fra det 10. århundrede, vidner – selvom det er usandsynligt, at den repræsenterer den oprindelige tekst – om eksistensen af en beretning om Jesus i Josefus’ værk, der ligger til grund for den kristne tekst. Men en rekonstruktion af, hvad Josefus skrev, er nødvendigvis spekulativ.”

I *The Baker Encyclopedia of Christian Apologetics*, s. 382, står der: »Ægtheden af dette afsnit er blevet sat spørgsmålstegn ved af forskere fra alle trosretninger, fordi det forekommer tvivlsomt, at en jøde, der levede og virkede uden for den kristne kontekst, skulle have sagt sådanne ting om Jesus … Trods disse betænkeligheder er der grunde til at acceptere det meste af teksten som ægte. … Selv uden de dele, der sandsynligvis er kristne tilføjelser, er denne tekst et enestående vidnesbyrd om Jesu liv, død og indflydelse.

Referencer

For yderligere oplysninger se *Baker Encyclopedia of Christian Apologetics*, s. 253–254, 382, samt afhandling I i bilaget til Whistons oversættelse af Josefus.

Spørgsmål: Hvorfor går Lukasevangeliets slægtsregister tilbage til Adam, mens Matthæusevangeliets kun går tilbage til Abraham?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi har en formodning. Lukas lagde vægt på Jesus som Menneskesønnen, mens Matthæus lagde vægt på Jesus som den lovede jødiske Messias. Lukas’ slægtsregister via Maria beviser, at Jesus var en biologisk efterkommer af David (men ikke af Salomo). Matthæus’ slægtsregister, hvor Josef stammer fra David og Salomo, beviser, at Jesus, som Josefs retmæssige søn, havde ret til kongemagten.

Klemens af Alexandria (193-202 e.Kr.) troede fejlagtigt i *Stromata*, bog 1, kap. 21, s. 334, at Matthæusevangeliet var Marias slægtsregister.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller Jesu slægtsregister i Matthæus (Mt 1,1-17) sig fra det i Lukas (Lk 3,23-38)? Og hvorfor adskiller begge sig fra teksterne i Det Gamle Testamente? Var det blot en apologetisk opfindelse, der havde til formål at give Jesus en davidisk herkomst? På den anden side: Kaster disse variationer og forskelle ikke tvivl over sandheden om, at Jesus fra Nazaret er den lovede Messias?

Svar: Kort sagt skyldes det, at Jesus var Marias biologiske søn og Josefs adopterede søn. Matthæus’ slægtsregister er Josefs, og dette var vigtigt, fordi retten til kongemagten gik i arv gennem faderen. Lukas’ slægtsregister er Marias, så Jesus stammede biologisk set også fra David.

Og så er der spørgsmålet om Jekonja (Jehoichin). Han var en ond konge, og Gud sagde, at hverken han eller hans far nogensinde ville få en efterkommer på Davids trone. Lukasevangeliets slægtsregister over Maria viser, at Jesus nedstammede fra David via denne linje, men ikke via Salomo og Jekonja. Men Matthæus’ slægtsregister over Josef viser, at Josef nedstammede fra Jekonja. Som en historisk bemærkning kan nævnes, at den første person, vi kender til, der skrev om og besvarede dette spørgsmål vedrørende de to slægtsregistre, var Irenæus af Lyon i værket »Irenæus mod kætterierne«, bog 3, kap. 21.9, s. 453-454, skrevet 182-188 e.Kr.

Spørgsmål: Hvordan stemmer denne slægtsliste i Matt 1,1-17 overens med Luk 3,23-38?

Svar: Kongelige optegnelser omtalte generelt kun én slægtstavle, men Jesus havde to. Mange har set et problem i, at slægtstavlerne i Matthæus og Lukas omhandler væsentligt forskellige personer efter David. Men lad os stille to spørgsmål selv. Hvilken ret ville Kristus have til at gøre krav på Davids trone, hvis han var en efterkommer af David? – Ingen, hvis han kun stammede fra sin mors side. Derfor var det vigtigt, at Jesus i Matthæus var den lovlige, adopterede søn af Josef; man gør ikke krav på kongemagten på grundlag af moderen. På den anden side: Hvis Maria ikke stammede fra David, hvad så med profetien om, at Jesus skulle stamme fra David? Derfor er den biologiske slægtslinje i Lukas vigtig. For at vise, at Jesus opfyldte rollen som Messias, var begge slægtslinjer altså nødvendige.

Det problem, nogle mennesker har, er, at slægtsregisten i Lukas ikke direkte siger »dette er fra Maria«. Men det antydes, når der står: »Han [Jesus] blev betragtet som søn af Josef, søn af Heli…« Gamle slægtsregistre generelt og jødiske i særdeleshed blev ikke opført efter kvinder.

Heli nævnes som Jesu far, fordi, som Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) skrev: »på grund af Hans [Jesu] fødsel af Jomfruen, som, som jeg sagde, var af Davids, Jakobs, Isaks og Abrahams slægt; eller fordi Adam var far både til Ham selv og til dem, der først er blevet opregnet, og fra hvem Maria stammer. For vi ved, at kvindernes fædre ligeledes er fædre [dvs. forfædre] til de børn, som deres døtre føder.” »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 100 (ANF, bind 1, s. 249).

Julius Africanus (232–245 e.Kr.) skelnede i sit Brev til Aristides (Ante-Nicene Fathers, bind 6, s. 125–127) ligeledes mellem slægtslinjer efter loven og efter naturen. Han sagde imidlertid, at den ene var en juridisk slægtslinje for Josef, og den anden den naturlige slægtslinje for Josef. Se også Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 1, kapitel 7, og bog 6, kapitel 31.

En anden tidlig kirkeskribent, der indså, at den ene slægtslinje var Josefs og den anden Marias (selvom han forvekslede dem), var Clemens af Alexandria i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 21 (ANF, bind 2, s. 334).

Spørgsmål: I Matt 1,12 og 1 Krøn 3,15-17: Var Shealtiels far Jekonja eller Neri som i Luk 3,27?

Svar: Der var flere personer ved navn Shealtiel og Zerubbabel.

I Mattæus 1:12 lyder slægtslinjen: Josias (bedstefar) → Jekonja → Shealtiel → Zerubbabel → Abiud → Eliakim

I Lukas 3:26-27 lyder det: Melki -> Neri -> Shealtiel -> Zerubbabel -> Resa -> Joannas -> Juda -> Josef.

I 1 Krønikebog 3:15-17 lyder slægtslinjen: Josias -> Jojakim -> Jekonja -> Shealtiel og Pedaia. Der nævnes ingen børn til Shealtiel, men den næste i den kongelige linje er Pedaia's søn Zerubbabel.

Marias og Josefs slægtslinjer var ens indtil David, hvorefter de gik hver sin vej. Der er ingen ligheder hverken blandt forfædrene eller efterkommerne efter dette punkt. Måske blev Shealtiel og Zerubbabel i Lukas opkaldt til ære for de guvernører, der nævnes i 1 Krønikebog 3:15-17 og Matthæus 1:12. Bemærk også, at Lukas 3:26-27 nævner Juda og Josef, men disse var andre personer end Juda, Jakobs søn, Josef, Jakobs søn, og Josef, Marias ægtemand.

Spørgsmål: I Luk 1:26, blev Kristi fødsel forkyndt for Maria, eller blev den forkyndt for Josef i Matt 1:20?

A: Begge dele. Det blev først meddelt Maria, da hun ellers ville undre sig over, hvorfor hun var gravid. Senere overbragte englen nyheden til Josef, så Josef ikke ville skille sig fra Maria på grund af utroskab.

Q: Hvilke punkter har barndomsberetningerne i evangelierne til fælles?

A: Markus og Johannes giver ingen detaljer om Jesu fødsel. Her er seks fælles træk i Matthæus og Lukas:

1. Slægtsregister fra Abraham til David (Mt 1,2-6; Lk 3,31-34)

2. Kong Herodes regerede (Mt 2,1; Lk 1,5)

3. En Herrens engel kommer på besøg (Josef: Mt 1,20; Maria: Lk 1,26-38)

4. Jesus blev født i Betlehem i Judæa (Mt 2,1; Lk 2,4-7)

5. De tre vendte tilbage til Nazaret (Mt 2:19-22; Lk 2:39).

6. Jesus voksede op i Nazaret (Mt 2,23; Lk 2,40).

Generelt passer de to evangelier smukt sammen og giver et ret fuldstændigt billede af Jesu barndom. Matthæus fortæller om Josefs slægtsregister, de vise mænd og flugten til Egypten. Lukas har Gabriel, Johannes Døberens fødsel, Marias slægtsregister, hyrderne, Simeon og Anna. Selvom vi ikke ved, hvilket der blev skrevet først, nævner Lukas, at andre har udarbejdet beretninger om Jesus. Så måske blev Lukas skrevet efter Matthæus, og efter at have læst Matthæus valgte Lukas at inddrage detaljer, som Matthæus ikke allerede havde skrevet om. Johannes skrev sandsynligvis efter dem begge, og Johannes havde tilsyneladende ikke noget at tilføje.

Spørgsmål: Troede Jesus i evangelierne, at Skriften var ufejlbarlig (uden fejl i de originale manuskripter)?

Svar: Dette svar er hentet fra den nedlagte webside www.wam.umd.edu/~cbernard/Theology/inerrancy.html.

Jesus behandler konsekvent Det Gamle Testamentes historiske beretninger som direkte faktuelle optegnelser. Han nævner:

Abel (Lukas 11:51)

Noah (Mattæus 24:37-39; Lukas 17:26,27)

Abraham (Johannes 8:56)

Indførelsen af omskærelsen (Johannes 7:22; jf. 1. Mosebog 17:10-12; 3. Mosebog 12:3)

Sodoma og Gomorra (Mattæus 10:15; 11:23,24; Lukas 10:12)

Lot (Lukas 17:28-32)

Isak og Jakob (Mattæus 8:11; Lukas 13:28)

Manna i ørkenen (Johannes 6:31,49,58)

Slangen i ørkenen (Johannes 3:14)

David, der spiser det hellige brød (Mattæus 12:1-8; Markus 2:23-28; Lukas 6:1-5)

Jesus som Davids Herre (Mattæus 22:43; Markus 12:36; Lukas 20:42)

Salomo (Mattæus 6:29; 12:42; Lukas 11:31; 12:27)

Elisa (Lukas 4:27)

Jonas (Mattæus 12:39-41; Lukas 11:29,30,32)

Zakarias (Lukas 11:51)

Det sidste afsnit fremhæver Jesu opfattelse af historiens sammenhæng fra »verdens skabelse« til »denne generation«. Han henviser gentagne gange til Moses som lovgiveren (Mattæus 8:4; 19:8; Markus 1:44; 7:10; 10:5; 12:26; Lukas 5:14; 20:37; Johannes 5:46; 7:19). Han nævner ofte de sande profeters lidelser (Mattæus 5:12; 13:57; 21:34-36; 23:29-37; Markus 6:4 [jf. Lukas 4:24; Johannes 4:44]; 12:2-5; Lukas 6:23; 11:47-51; 13:34; 20:10-12) og kommenterer de falske profeters popularitet (Lukas 6:26). Han sætter sit godkendelsesstempel på så betydningsfulde afsnit som 1. Mosebog 1 og 2 (Mattæus 19:4,5; Markus 10:6-8).[6]

Nogle vil måske på dette tidspunkt indvende og hævde, at Jesus blot brugte kulturens myter og fortællinger til at illustrere sine pointer. Dette er bestemt muligt for nogle passager, men det forekommer usandsynligt. For det første får man ved at læse evangelieberetningerne det indtryk, at Jesus betragter fortællingerne i Det Gamle Testamente som virkelig historie. Den ånd, hvormed han bruger Skriften, tyder på, at han troede, at beretningerne i Det Gamle Testamente er historiske. For det andet forekommer det ikke som en reel mulighed at hævde, at Jesus blot brugte sin kulturs myter til at illustrere sine lærdomme i passager som Mattæus 12:41; 24:37; 11:23,24; 5:12; 4:4.

For det tredje forudsætter Jesus, at Bibelen er inspireret. Han bruger udtrykkene »Skriften siger...« og »Gud siger...« om hverandre, og derved identificerer han Det Gamle Testamentes tekst med Guds ord. Jesus citerer 1. Mosebog 2:24 og siger: »Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen ’skabte dem som mand og kvinde’ og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og mor...’«. Bemærk, at 1. Mosebog 2:24 ikke er et direkte citat fra Gud i teksten, men en kommentar fra tekstens forfatter eller fortæller. Jesus betragter ordene i de bibelske tekster som Skaberens egne ord. Inspirationen af de originale eksemplarer (autographa) forudsætter ufejlbarlighed. Hvis Jesus har ret i at anerkende Det Gamle Testamente som Skaberens egne ord, er det at tillægge Det Gamle Testamente fejl det samme som at tillægge Gud selv fejl.

For det fjerde troede Jesus helt klart på Bibelens autoritet. I sine diskussioner med farisæerne og saddukæerne henviser Jesus til Skriften, som om den har autoriteten til at afgøre striden. Han ser Skriften som det endelige ord (Johannes 5:39-47; Mattæus 22:29,31; Markus 12:24-26; Lukas 20:37). Når Skriften taler, taler Gud, og sagen er afgjort.

Spørgsmål: Hvad er en »harmoni« i evangelierne forud for Jesu tjeneste?

Svar: Det er vigtigt at skelne mellem, hvad der angives at være rækkefølgen, og hvad der kan være rækkefølgen. For disse 27 begivenheder henviser tal til begivenheder, der skal følge efter de forudgående tal. Bogstaver som a, b, c henviser til begivenheder, der kan finde sted i vilkårlig rækkefølge. Før Jesu tjeneste blev alt i evangelierne skrevet i kronologisk rækkefølge, bortset fra de understregede dele. Markeringer af sted, tid og rækkefølge i evangelierne er angivet med fed skrift.

Før Jesu tjeneste: Mt 4:1-11; Mk 1:1-13; Lk 1:1-3:18; Lk 3:21-4:13; Joh 1:1-42

B1a. I begyndelsen eksisterede Jesus allerede i himlen. Joh 1:1-5; Joh 17:5

B1b. Marias slægtsregister fra Adam (med huller). Luk 3:23-37

B1c. Josefs slægtsregister fra Abraham (med huller). Mt 1:1-17

B2. I Jerusalem, mens Herodes regerede (37 f.Kr. til 4 f.Kr.), besøger Gabriel Zakarias; Elisabet skal være gravid. Luk 1:1-25

B3. I Elisabets sjette måned besøger Gabriel Maria i Nazaret og fortæller hende, at hun skal føde et barn. Luk 1:26-38

B4. Maria er gravid, men stadig jomfru. Mt 1:18-19

B5. Efter at Maria er blevet gravid, besøger Gabriel Josef. Matt 1:20-25

B6. Maria rejser til Judæa og besøger Elisabet. Luk 1:39-56

B7. Johannes Døberen fødes. Luk 1:57-80

B8. Mens Herodes var konge (37-4 f.Kr.), fødes Kristus i Betlehem i Judæa. Mt 2:1; Lk 2:1-7

B9. I markerne i nærheden opfordrer engle hyrderne til at besøge Jesus. Luk 2:8-20

B10a1. På den ottende dag bliver Jesus omskåret. Luk 2:21

B10a2. Efter Marias renselse (33 dage senere ifølge 3 Mos 12:1-4) bliver Jesus fremstillet for Herren i templet i Jerusalem. Luk 2:22-38

B10b. I et hus i Betlehem kommer de vise mænd fra Østen for at tilbede Jesus. Mt 2,2-12

B11. Efter at de vise mænd var taget af sted, flygtede familien til Egypten. Mt 2:13-15

B12. Inden for to år dræber Herodes de mandlige spædbørn i Betlehem. Mt 2,16-18

B13. Efter Herodes’ død vender Josef, Maria og Jesus tilbage til Nazaret. Mt 2,19-22; Lk 2,40a

B14a. I Nazaret i Galilæa vokser Jesus op. Mt 2:23; Lk 2:40b

B14b. Hvert år ved påsken tager Jesu forældre til Jerusalem. Luk 2:41

B15. Da Jesus var 12 år, tog han til templet i Jerusalem. Luk 2,42-52

B16. I Judæas ørken prædiker Johannes Døberen. Mt 3:1-12; Mk 1:1-8; Lk 3:1-18; Joh 1:6-28

B17a. Da Jesus var omkring 30 år (sandsynligvis 33-34), bliver han døbt i Jordanfloden. Mt 3,13-17; Mk 1,9-11; Lk 3,21-23

B17b. Den næste dag [efter Johannes’ bemærkning] kommer Jesus til Johannes Døberen. Johannes vidner om, at Jesus er Guds Lam. Joh 1:29-34

B18a. Ved Jordanfloden kalder Jesus Peter, Andreas og en anden til sig. Joh 1:35-42

B18b1. Jesus beslutter at vende tilbage til Galilæa den næste dag, efter at Johannes Døberen har talt. Joh 1:43a

B18b2. Jesus kalder på Filip og Natanael. Joh 1:43b-51

B18c. I 40 dage i ørkenen frister Satan Jesus. Matt 4:1-11; Mark 1:12-13; Luk 4:1-13

I denne liste er 1 begivenhed identisk i alle fire evangelier, 2 findes i de synoptiske evangelier, 3 findes i Matthæus og Lukas, 5 findes kun i Matthæus, 5 findes kun i Johannes, 10 findes kun i Lukas, og 0 findes kun i Markus. Markus nævner her kun tre begivenheder, og de er fælles med Matthæus og Lukas. Man kunne let konkludere, at ingen af dem var øjenvidner til disse tidlige begivenheder, men at de primært hentede deres materiale fra forskellige kilder, selvom Lukas har flest oplysninger om tiden før Jesu tjeneste, og Markus har færrest.

I øvrigt indeholder NIV Study Bible, s. 1636-1641 (i slutningen af Johannesevangeliet), en omfattende sammenligning af evangelierne. Det var jeg ikke klar over, da jeg udarbejdede disse sammenligninger af evangelierne, og jeg har endnu ikke sammenlignet mine resultater med deres.

Spørgsmål: Er det sandt, at oplysningerne om Jesu liv før hans offentlige tjeneste er »sparsomme«?

Svar: Nej, ikke sammenlignet med andre berømte personer fra oldtiden. Denne opfattelse er ikke et resultat af objektiv forskning, men af »kristne kritikeres« vantro. Fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Til sammenligning får vi under Jesu offentlige tjeneste før hans død mindst 176 fakta om Jesu liv og lære.

2. Før Jesus påbegyndte sin tjeneste, kender vi til mindst 37 fakta om Jesus.

3. Vi får flere oplysninger om Jesus før hans offentlige liv, end historikere giver os om de mest berømte konger i Babylon, Egypten, Medien, Persien, Grækenland, Makedonien eller det tidlige Rom. Med andre ord ved vi mere om Jesus før hans første offentlige optræden, end vi ved om barndommen hos den babylonske Nebukadnezar, egypterne Akhenaten og Nefertiti, mederne Kyaxares og Astyges, perserne Kyros, Darius og Xerxes, grækerne Agamemnon og Perikles eller de mest berømte senatorer i Rom. Den eneste person fra oldtiden, som vi ved lige så meget om før hans offentlige liv, er Alexander af Makedonien.

4. Vi har faktisk færre oplysninger om visse historiske skikkelser fra det 18. og 19. århundrede før deres offentlige liv, end vi har om Jesus.

5. Hvis nogen vil hævde, at oplysningerne om Jesu liv før hans tjeneste er sparsomme – i det mindste sammenlignet med andre – bør de enten fremvise en række historiske personer fra oldtiden, om hvis liv der findes flere oplysninger fra før de trådte ind i offentlighedens søgelys, eller også holde op med at sprede misinformation.

Se også det næste spørgsmål for mindst tredive ting, vi får at vide om Jesus før hans tjeneste.

Spørgsmål: I Matt 2,13-23: Hvis Maria, Josef og Jesus flygtede til Egypten, hvordan kunne de så vende direkte tilbage til Nazaret i Luk 2,39?

Svar: Lukas 2,39 siger ikke, at Jesu familie straks vendte tilbage til Nazaret. Der står kun, at de opfyldte lovens krav [i Jerusalem], før de vendte tilbage til Nazaret. Man kunne udlede, at dette skete umiddelbart efter, da der ikke nævnes noget andet. Måske så Lukas ikke noget behov for at nævne rejsen til Egypten, eller måske var Lukas ikke klar over rejsen til Egypten.

Uanset hvad er det ikke i strid med de andre evangelier. Det næste spørgsmål indeholder en detaljeret sammenligning. Bogstaverne a, b, c henviser til begivenheder, der kunne finde sted i vilkårlig rækkefølge.

Spørgsmål: Hvad fortælles der præcist om Jesus før hans offentlige tjeneste?

Svar: Vi får at vide mindst 37 ting om Jesus før hans tjeneste. De oplysninger, vi får, kan inddeles i tre kategorier:

Jesus selv

1. Hans mor var Maria.

2. Født af en jomfru. (Selv hvis en skeptiker benægter dette, må vedkommende indrømme, at der blev fremsat en påstand om, at Jesus blev født af en jomfru)

3. Hans juridiske far var Josef.

4. Født under Herodes den Store. (37–4 f.Kr.)

5. Født i Betlehem.

6. Omskåret på den ottende dag.

7. Fremstillet i templet. (ligesom mange jødiske spædbørn)

8. Familien rejste til Egypten (Mattæus 2:13-15).

9. Efter Herodes’ død vendte familien tilbage til Nazaret i Galilæa (Mattæus 2:19-23).

10a. Voksede op i Nazaret (Lukas 2:39-51), en lille by, som andre betragtede som ubetydelig.

10b. Efter at Jesus havde været i templet, vendte han også tilbage til Nazaret (Lukas 2:51).

11a. Da Jesus var 12 år, tog han til templet.

11b. Hvert år tog Jesu forældre til templet ved påsken (Lukas 2:41).

12. Allerede som 12-årig var han nysgerrig og kendte Skrifterne godt (Lukas 2:41-46).

13. Jesus var syndfri og fuldkommen (Hebræerbrevet 4:15; 2. Korintherbrev 5:21). Selv hvis en skeptiker er uenig i denne påstand, viser disse vers samt Lukas 2:40 os, at Jesus i det mindste var »en god dreng«.

14. Jesus talte aramæisk. (Mattæus 5:22 osv.)

15. Folk fra Galilæa talte generelt også græsk. (Græsk-talende ikke-israelitter boede kun 15-20 miles, 24-32 kilometer, væk.)

16. Jesu religion var jødedommen; nærmere bestemt stod han tættere på farisæerne og troede på alle bøgerne i Det Gamle Testamente. De tidlige kirkeforfattere sagde, at saddukæerne kun accepterede Toraen.

17. Jesus arbejdede som tømrer (Markus 6:3).

18. Da han var omkring 30 år gammel, blev han døbt af Johannes Døberen (Mattæus 3:13; Markus 1:9-11).

19. Han drog ud i ørkenen forud for sin offentlige tjeneste (Mattæus 4:1-11; Markus 1:12-13).

Jesu familie

20. Josef var tømrer. (Matt 13:55)

21. Maria var gravid, før hun blev gift (Mattæus 1:18).

22. Josef overvejede at skille sig fra Maria (Mattæus 1:19).

23. Josefs slægtsregister. (tæller kun som 1 punkt) (Mattæus 1:1-16)

24. Marias slægtsregister. (tæller kun som 1 punkt)

25. Han havde fire brødre ved navn Jakob, Joses/Josef, Judas/Jude og Simon. (Matt 13:55-56; Mark 6:3; Gal 1:19; Judas 1, Eusebius’ Kirkehistorie (318 e.Kr.) 2:23 og 3:20)

26. Selvom Jesus var af kongelig afstamning, voksede han op i en almindelig familie blandt et underlagt folk, og de var sandsynligvis fattige (Lukas 2:24 + 3. Mosebog 12:6-8).

27. Marias kusine var Elisabet, som var en efterkommer af præsten Aron (Lukas 1:5).

28. Elisabets mand var præsten Sakarias fra Abijas afdeling (Lukas 1:5).

29. Johannes Døberen, den førstefødte og eneste søn af Sakarias og Elisabet, var en slægtning til Jesus.

30. Maria, Jakob og Judas levede stadig, da Jesus blev korsfæstet.

Reaktioner på Jesus og forventninger til ham

31. Marias forventninger til sin søn.

32. Man mente, at Jesus opfyldte de messianske profetier (Mattæus 2:6).

33. Hyrdernes tilbedelse (Lukas 2:15-20).

34. Gaver fra kongerne (Mattæus 2:10-11).

35. Herodes den Stores paranoide reaktion.

36. Johannes Døberens vidnesbyrd.

37. Anna og Simeon i templet. (Man kunne hævde, at dette er to punkter, men jeg tæller det kun som ét.)

Dette er slet ikke lidt i forhold til, hvad vi ved om andre offentlige personers liv før deres offentlige virke. Se det næste spørgsmål for en sammenligning.

Spørgsmål: Da vi kender mindst 37 ting om Jesus før hans offentlige virke, hvad ved vi så til sammenligning om andre verdslige historiske skikkelser før deres offentlige fremtræden?

Svar: Til sammenligning ved vi kun nogle få ting om Pompejus, omkring 12 ting om Aristoteles og 27 ting om Alexander af Makedonien, før deres offentlige liv. (Meget af dette er hentet fra Encyclopedia Britannica).

Pompejus

Gnaeus Pompeius var en berømt romersk general og politiker, født den 30. september 106 f.Kr.

Han var søn af en militærkommandør.

3. Da han var 17, kæmpede han sammen med sin far i den sociale krig.

4. Som de fleste romere tilbad han sandsynligvis de romerske guder.

5. Han talte latin og måske også græsk.

Der er sandsynligvis flere punkter, men bestemt ikke mere end 20.

Aristoteles selv

1. Født omkring 384 f.Kr.

2. Født i Stagira, en græsk by på den nordvestlige kyst af Det Ægæiske Hav.

3. Talte græsk.

4. Folk troede generelt på de græske guder.

5. Hans far var Nikomachos, en læge i laget af »Æskulapios' sønner«.

6. Fra han var 17 til 37 år studerede han under Platon på Akademiet i Athen.

7. I 342 f.Kr. blev Aristoteles privatlærer for Alexander af Makedonien i 7 år.

8. I en grav nær Eretria på Eubøa findes der en kranium og personlige genstande, som muligvis tilhørte Aristoteles. Han døde omkring 322 f.Kr.

Aristoteles’ familie

9. Hans far var hoflæge hos Amyntas II, far til Filip af Makedonien

10. Faderens slægtshistorie: af ionisk-græsk herkomst

11. Moderens slægtslinje: ionisk fra Chalcis på Eubøa.

Reaktioner på Aristoteles og forventninger til ham

12. Man nærede visse akademiske forhåbninger til ham og sendte ham til Athen for at studere under Platon på Akademiet.

Vi har kun fem manuskripter af hans skrifter, og det tidligste er fra år 1100 e.Kr.

Fra Indien til Spanien var den langt mest berømte person før Jesus Alexander af Makedonien, ofte kaldet Alexander den Store. Lad os se på, hvad vi ved om hans tidlige liv.

Alexander selv

1. Hans far var Filip II af Makedonien.

2. Hans mor var Olympias, en molossisk prinsesse fra Epirus.

3. Født omkring oktober i år 356 f.Kr.

4. Født i Pella, hovedstaden i Makedonien.

5. Da Alexander var 14 år gammel (342 f.Kr.), blev Aristoteles hans lærer i 7 år.

6. Alexander elskede at læse Homer.

7. Alexander talte en eller anden græsk dialekt.

8. Alexander troede på de græske guder.

9. Alexander var en dygtig rytter og havde en hvid hest ved navn Bucephalus.

10. Som 16-årig nedkæmpede Alexander et oprør blandt bjergstammerne, mens hans far var bortrejst.

11. Alexander ledte det angreb, der besejrede Den Hellige Hær ved Chaeronea i 338 f.Kr.

12. Efter at Filip havde skilt sig fra Olympias, boede Alexander sammen med sin mor i Epirus.

Alexanders familie

13. Olympias’ slægtstræ. Hun var datter af kong Neoptolemos af Epirus og niece til Arybbas, begge sønner af kong Alketus, den molossiske konge af Epirus.

14. Alexanders far, Filip II, var den tredje søn af kong Amyntas II af Makedonien. Vi er dog ikke sikre på slægtstræet længere tilbage end det.

15. Hans onkel var Alexander I, konge af Epirus.

16. Alexander fik således en prinsopdragelse.

17. Vi har en statue og sarkofagen af Filip II af Makedonien (The Greek World, s. 174–175).

18. Filip var regent i Makedonien i 359 f.Kr., men overtog magten som konge i 356 f.Kr.

19. Filip skiltes fra Olympias for at gifte sig med Kleopatra, en makedonsk adelskvinde.

20. Alexander I giftede sig med sin niece Kleopatra/Cleopatra, Alexanders halvsøster, i 337 eller 336 f.Kr.

21. Alexander havde en lille halvbror, der var søn af Philip og Kleopatra, som Alexander lod dræbe, da han blev konge.

22. Alexander havde en fætter ved navn Amyntas, som Alexander dræbte, da han blev konge.

23. Alexander havde en bror ved navn Aridaeus Philippus, søn af Philip og Philinna fra Larissa. Efter Alexanders død regerede han Makedonien i 7 år, indtil han blev dræbt. Dette fremgår af Eusebius’ *Chronicon*, s. 49

24. I 336 f.Kr. blev Filip II myrdet med en keltisk kniv om morgenen på sin datter Kleopatras bryllupsdag.

25. Alexander sendte sin mor krigsbytte i 335 f.Kr.

Reaktioner på Alexander og forventninger til ham

26. Filip havde oprindeligt forberedt ham til at blive den næste konge

27. Han og Philip var tilsyneladende blevet fremmedgjorte for hinanden, efter at Philip havde skilt sig fra Alexanders mor.

Mange af de skrifter, der blev skrevet om Alexander, er gået tabt. De bevarede antikke skrifter omfatter:

»Didot-udgaven af Arrian« af Karl Müller

Diodorus’ bog 17 (ca. 20 f.Kr.)

Quintus Curtius (ca. 42 e.Kr.)

Plutarch (ca. 45–125 e.Kr.) Alexanders liv

Arrians Anabasis og Indica (150 e.Kr.)

Justins sammenfatning af Trogus’ historie (ca. 10 f.Kr.?)

Itinerarium Alexandri (324–361 e.Kr.)

Epitome Rerum Gestarum Alexandri Magni (4. eller 5. århundrede)

Den moderne biograf Mary Renault skriver i *The Nature of Alexander* (s. 30) om de tidlige biografer om Alexander: »Arrians *Historie* begynder ved hans [Alexanders] tronbestigelse, sandsynligvis fordi Ptolemæus’ gjorde det, hvilket er en skam, for hans viden om de tidligere år ville have været uvurderlig.«

Hvis nogen vil hævde, at det, vi får at vide om Jesus før hans offentlige virke, er »sparsomt«, bør de være ærlige og tilføje, at de mener, at det, vi får at vide om de fleste historiske personers tidlige liv frem til romertiden, er endnu mere sparsomt end det, vi ved om Jesu liv.

Jeg mener også, at vi ved mere om Jesu tidlige liv end om andre berømte samtidige jøder som Josefus, Philo (20 f.Kr. til 50 e.Kr.) og Bar Kochba. Jeg mener ligeledes, at vi ved mere om Jesu liv før år 30, end vi ved om Moses’ og Buddhas tidlige liv. Måske har vi mere baggrundsviden om Julius Cæsar og Josefus, men jeg kender ikke til andre.

Moses

Her er, hvad vi ved om Moses før hans offentlige liv.

1. Moses blev født omkring 1525 f.Kr. i det nordlige Egypten.

2. Enten hed hans forældre, eller mere sandsynligt hans forfædre, Amram og Jochabed.

3. Han var hebræer, et folk, der havde været i slaveri i 320 år.

4. Han havde en ældre søster ved navn Mirjam.

5. Han havde en bror ved navn Aron.

6. Moses boede i sin fars hus de første tre måneder (Apostlenes Gerninger 7:20).

7. Da han var barn, og Farao havde beordret, at alle hebraiske drengebørn skulle kastes i Nilen, lagde hans mor ham i en kurv.

8. Faraos datter fandt ham og opfostrede ham som sin egen søn.

9. Han voksede op ved Faraos hof, blev undervist i al egypternes visdom og var dygtig i tale og handling (ApG 7,21-22) og havde egypternes viden og lærdom

10. Hans egen mor fungerede som hans amme.

11. Han tog sig af hebræerne, da han dræbte en egypter, der slog en hebræer.

12. Selv som 40-årig var Moses stærk nok til at dræbe egypteren.

13. Farao forsøgte at dræbe Moses.

14. Moses flygtede til Midian, hvor han så nogle kvinder, der hentede vand til deres hjorde.

15. Da nogle hyrder forsøgte at jage dem væk, reddede Moses dem fra hyrderne.

16. Moses giftede sig med Zippora.

17. Moses’ svigerfar hed Reuel, som også blev kaldt Jethro.

18. Moses og Zippora fik en søn ved navn Gershom.

19. Moses var omkring 80 år, da han så den brændende busk.

Gautama Buddha

For argumentets skyld antager vi, at legenderne om den unge Buddha er sande.

Søn af en konge af Sakyas, et folk fra krigerkasten nord for Kosala

Han tilbad sandsynligvis de hinduistiske afguder som barn.

3. Han ville give afkald på verden, hvis han så en syg mand, en gammel mand og et lig.

4. Han forlod sit hjem, da han var 29 år.

5. Han tilbragte 6 år på at søge oplysning, som han hævdede at have fundet under et Bo-træ.

6. Han døde enten i 544 f.Kr. eller 483 f.Kr., da han var 80 år gammel.

Muhammed

Muhammed var ikke en del af den antikke historie, men da han var en betydelig religiøs leder, vil vi se på, hvad vi ved om hans tidlige liv, før han begyndte sin mission, for at kunne sammenligne.

1. Muhammed blev født omkring år 567–569 e.Kr.

2. Søn af Abdullah og hans hustru Aminah.

3. Medlem af Quraysh-stammen, som kontrollerede Mekka.

4. Hans far døde, før han blev født.

5. Han blev først opfostret af sin bedstefar ‘Abd al-Mottalib/Muttalib.

6. Senere blev han opfostret af sin onkel, Abu Talib.

7. Hans familie var ret fattig.

8. I sine yngre år ledede han sandsynligvis karavaner.

9. Da han var omkring 25 år, giftede han sig med Khadija, en velhavende 40-årig enke.

10. Derefter var han sandsynligvis medejer af en butik i Mekka, der solgte landbrugsprodukter.

11. Han kunne sandsynligvis ikke skrive, selvom han senere i livet kunne læse lidt.

12. Han kendte de arabiske afguder, herunder de tre »Allahs døtre« Al-Lat, ‘Uzza og Manat.

13. Har et vist kendskab til jødedommen og kristendommen.

14. Muhammed var en hvid person, der senere farvede sit hår rødt.

15. Når Muhammed havde en vision, fortæller haditherne, at der skete mærkelige ting. Han oplevede en ringetone i ørerne – Bukhari-hadither, bind 1, bog 1, kap. 1, nr. 2, s. 2; bind 4, bog 54, kap. 6, nr. 438, s. 293. Hans hjerte bankede hurtigt 1:3, og hans ansigt blev rødt – Bukhari-hadither, bind 2, nr. 16; bind 5, nr. 618; bind 6, nr. 508, han ville trække vejret tungt (Bukhari-hadither, bind 6, nr. 508), han ville falde om på jorden med begge øjne åbne og vendt mod himlen (Bukhari-hadither, bind 5, nr. 170; bind 6, nr. 448), han ville svede voldsomt (Bukhari-hadither, bind 1, bog 1, kap. 1, nr. 2, s. 9; bind 2, nr. 544; bind 3, nr. 829, og han så og hørte ting, som ingen andre gjorde – Bukhari-hadither, bind 1, bog 1, kap. 1, nr. 2, 3, s. 2–3; bind 4, nr. 458, 461; bind 6, nr. 447. Dette kan have virket mærkeligt dengang, men andre mennesker har siden da oplevet nogle af disse symptomer, når de har haft et epileptisk anfald.

16. Muhammed sagde, at englen Gabriel viste sig for ham og ved en lejlighed påførte ham fysisk smerte.

Han spekulerede på, om de stammede fra Satan, men hans hustru overbeviste ham om, at de stammede fra Gud.

Spørgsmål: Er Kristi jomfrufødsel i Mattæus 1:18 og Lukas 2:7 uforenelig med hans præeksistens, som Rudolph Bultmann og Wolfgang Pannenberg mente?

Svar: Nej. Det forekommer kun uforeneligt for frafaldne teologer, der tror på en gud, der skal opfylde deres begrænsninger. Kristus eksisterede før sin fødsel, men dette forhindrede ham ikke i at:

1. Midlertidigt og frivilligt at vælge ikke at bruge nogle af sine egenskaber og skjule noget af sin herlighed (Hebræerbrevet 2:9; Johannes 17:5; Filipperne 2:7).

2. At fremstå som hvad han ville, herunder som et menneske (Filipperne 2:8)

3. Faktisk at antage menneskelighed og blive et menneske. (Hebræerbrevet 2:14-17)

4. I første omgang at komme til jorden som voksen, barn, spædbarn eller embryo – eller på hvilken måde Han end ønskede.

Faktisk begrænsede Kristi præeksistens som den Almægtige Gud ham slet ikke i noget som helst. De eneste begrænsninger for den Almægtige Gud er selvpålagte begrænsninger. Gud kan ikke lyve (Hebræerbrevet 6:18; Titusbrevet 1:2), kan ikke fornægte sig selv (2. Timoteusbrev 2:13) og kan ikke fristes af det onde (Jakobsbrevet 1:13).

Spørgsmål: I Mattæus 1:18-21, fandt »Bebudelsen« sted, efter at Maria var blevet gravid, eller før hun blev gravid, ud fra Lukas 1:26-31?

Svar: Josef og Maria er to forskellige personer. Englen talte til MARIA i Lukas 1:26-31, før hun blev gravid. Englen talte til JOSEF, efter at Maria var blevet gravid, og Josef havde overvejet at skille sig fra hende, i Matthæus 1:18-21.

Spørgsmål: Hvem var de ebionitiske kættere i Matt 1:18 og Luk 2:7, og hvad troede de på?

Svar: Ebionitterne havde en »lav« opfattelse af Kristus og troede, at han stammede fra Gud Faderen, men ikke var Guds Søn. De mente, at Jesus kunne kaldes Gud som en æresbetegnelse, men at han ikke var guddommelig. Ebionitterne mente, at jødiske skikke stadig skulle praktiseres. De benægtede Kristi jomfrufødsel og sagde, at han var født af Josef (Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 21, s. 451), og de accepterede kun en forkortet udgave af Matthæusevangeliet (Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 10.7, s. 428).

Spørgsmål: Hvad var stjernen over Betlehem i Mattæus 2:2, 7 og 9, da Kristus blev født?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det udtrykkeligt, var det sandsynligvis Guds shekinah-herlighed, da »stjernen« kunne føre dem til en bestemt landsby og endda et bestemt hus.

Spørgsmål: Hvem nævnte ellers i Mt 2:2,7 denne stjerne i øst, som de vise mænd så?

Svar: En række tidlige forfattere nævner dette.

Ignatius (ca. 100–117 e.Kr.) Brev til efeserne, kap. 19, s. 57

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 88, s. 237

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) Irenæus’ Mod kætterierne, bog 3, kap. 9.2, s. 423

Tertullian (198–220 e.Kr.) Om afgudsdyrkelse, kap. 9, s. 65

Hippolytus (222–234/5 e.Kr.) »Gendrivelse af alle kætterier«, bog 7, kap. 15, s. 108

Origenes (225–249 e.Kr.) betragtede den som en ny stjerne, ikke som et eksisterende himmellegeme, i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 1, kap. 48, s. 422.

Afhandling om genbaptisme (ca. 250–258 e.Kr.), kap. 8, s. 671

Peter af Alexandria (306,285–311 e.Kr.) i *Canonical Epistle*, kap. 13, s. 277, nævner de vise mænd, men ikke stjernen.

Athanasius (318 e.Kr.) »Hvilken fødsel blev forudgået af en stjerne på himlen for at forkynde for verden den, der var født? For da Moses blev født, blev han skjult af sine forældre: … Men vidnet til Kristi fødsel var ikke et menneske, men en stjerne på den himmel, hvorfra han nedsteg.« »Ordet blev kød«, kap. 38.5, s. 55.

Spørgsmål: I Matt 2,11 forekommer det rimeligt at tro, at de vise mænd, der kom for at tilbede Jesus, kendte til Daniels messianske profeti, havde studeret den og indset, at Messias’ komme var nær. Kender du til nogen henvisninger i zoroastriernes eller andre perseres (mellemøstlige folks) skrifter til Daniels profeti om Messias?

Svar: Daniel boede en tid i Persien og havde kontakt med de persiske vismænd og astrologer. De vise mænd var en stamme af zoroastriske/mediske præster, svarende til levitterne, der var præster og tempeltjenere i Israel. Jeg er ikke bekendt med zoroastrisk litteratur, men jeg er ikke sikker på, at mange er det, da muslimerne sandsynligvis har ødelagt en stor del af den. Zoroastrierne nød mindre beskyttelse under muslimerne end »Bogens folk«, det vil sige kristne, jøder og sabæere. Muslimsk litteratur indeholder hyppige henvisninger til zoroastrierne, og så vidt jeg ved, indeholder muslimsk litteratur ingen henvisning til zoroastriernes ankomst.

Spørgsmål: Hvorfor gik de vise mænd ind i et hus i Matt 2,11, når Jesus ifølge Luk 2,7 blev født i en krybbe?

Svar: Jesus blev født i en stald, fordi der ikke var plads på herberget. Josef og Maria ville ikke ønske at blive i stalden længere end nødvendigt. De var flyttet ind i et hus, da de vise mænd ankom.

Moderne vestlige julesange fremstiller generelt de vise mænd som ankommende netop den nat, Jesus blev født. Faktisk kom de først noget tid efter. Ortodokse kirker fejrer jul den 25. december, men fejrer de vise mænds ankomst i midten af januar.

Spørgsmål: En kommentator siger: »Jesus kom ikke som den militære erobrer fra Åbenbaringen 19, men som den lidende tjener (Es 53) og den ydmyge leder (Zak 9:9). Guds rige indvies derfor (Mt 3:2; 4:17; 10:7; 11:12; 12:28; Mark 1:15; Luk 9:9, 11; 11:20; 21:31-32), men ikke fuldendt (Matt 6:10; 16:28; 26:64)”. Hvad betyder det? Er riget i nutiden eller i fremtiden? Eller blev det indviet med inkarnationen i Betlehem, og vil det blive fuldendt ved Kristi genkomst?

A: Jeg ved ikke, hvilken eller hvilke kommentatorer du henviser til, men jeg er enig med dem. Ved Jesu første komme kom han som en lidende tjener, ikke som en militær erobrer, til zeelotternes store fortrydelse. Guds rige viste sig, da Jesus var på jorden, og det findes nu indeni os. Guds rige er imidlertid ikke kommet med magt, og det vil ikke komme, før Jesus vender tilbage i Åbenbaringen.

Spørgsmål: I Luk 2,22-38, blev Jesus da fremstillet i templet (i Jerusalem), eller tog Josef sin familie med til Egypten, efter at de vise mænd var kommet, som det står i Matt 2,13-18?

Svar: Begge dele.

1. Jesus blev fremstillet i templet i Jerusalem omkring fyrre dage efter sin fødsel. Derefter vendte de tilbage til Betlehem på vej til Egypten. Da Maria var klar, begav de sig af sted.

2. I modsætning til vestlige julefortællinger kom de vise mænd ikke netop den nat, hvor Maria var i fødsel. De kom nogle uger senere. Som en sidebemærkning giver østortodokse kristne generelt ikke gaver til jul. De giver gaver i midten af januar, hvor de mener, at de vise mænd kom.

Spørgsmål: Sagde Gud i Matt 3,17: »Dette er min elskede Søn…«, eller sagde Gud: »Du er min elskede Søn…«, som det står i Mark 1,11 og Luk 3,22?

Svar: Det kan være begge dele af tre grunde.

1. Evangelieskriverne omskrev ofte citater. Men uanset hvad ser vi, at Gud Faderen meddelte folkemængden, at han havde udvalgt Jesus.

2. Gud Faderen kunne have sagt det på hebraisk og/eller aramæisk, men de evangelier, vi har, er på græsk.

3. Papias, en discipel af apostlen Johannes, beretter, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebræernes sprog (aramæisk?), og det kunne være blevet omskrevet, da det blev oversat til græsk.

Spørgsmål: I Matt 3:17, Mark 1:11 og Luk 3:22, talte Jesus da til sig selv?

Svar: Jesus talte ikke til sig selv. Han talte til Gud Faderen, som kaldte ham »Min Søn«.

Spørgsmål: I Mt 4:1 og Mk 1:12, blev Jesus sendt ud i ørkenen umiddelbart efter sin dåb, eller ventede han et par dage, som det står i Joh 1:29, 35, 43, og tog derefter til Kana, som Johannes 2:1 antyder?

Svar: Selvom Jesus drog til Galilæa et stykke tid efter, at disse fristelser var afsluttet, siger Mattæus 4:11-12, Markus 1:13-14 og Lukas 4:13-14 ikke, hvor Jesus befandt sig umiddelbart efter, at de 40 dage var gået. Der er således to forskellige muligheder.

Dåb, derefter 40 dage, derefter Galilæa: Det er sandsynligt, at Johannes døbte Jesus på den dag, der er beskrevet i Johannes 1:29-34. Derefter blev Jesus der endnu en dag (Johannes 1:35), og den følgende dag besluttede han at tage afsted til Galilæa (Johannes 1:43).

Brylluppet i Kana fandt sted meget senere, enten på ugens tredje dag eller den tredje dag efter ankomsten til Galilæa. Det kunne ikke have været dagen efter Johannes 1:43 (som var efter Johannes 1:35), for så ville der være gået fire dage, ikke tre.

I Matthæus 4:1 står der blot, at Jesus drog ud i ørkenen, efter at han var blevet døbt. I Markus 1:12 står der, at Jesus drog ud i ørkenen »straks«, men det kunne stadig betyde et par dage senere.

Dåb, derefter 40 dage, derefter tilbage til Johannes: Johannes 1 siger aldrig, hvornår Jesus blev døbt. Jesus kunne være blevet døbt af Johannes omkring 40 dage før Johannes 1:19. Efter Jesu fristelser vendte han tilbage til Johannes i Johannes 1:29.

Spørgsmål: Var rækkefølgen af Jesu fristelser i Mattæus 4:1-11 brød, stolthed og magt, eller var det brød, magt og stolthed i Lukas 4:1-12?

Svar: Der er to svar, og begge kan være rigtige.

1. Lukas bruger blot ordet »og«, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at han angiver dem i rækkefølge. Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 454-457, for mere om den opfattelse, at Matthæus følger rækkefølgen, mens Lukas ikke gør det.

2. Desuden blev disse og andre fristelser sandsynligvis præsenteret flere gange i forskellig rækkefølge i løbet af de fyrre dage, hvor Jesus blev sat på prøve.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Matt 4:1-11, Mark 1:13 og Luk 4:1-13 forestille os, at »Gud« bliver fristet af djævelen, som Ahmad Deedat hævder?

Svar: Satan kan forsøge at gøre hvad som helst, men fordi Satan fristede Jesus, mindsker Satans handlinger på ingen måde Jesu værd.

Jesus var 100 % Gud, men han var også 100 % menneske. Hvis Jesus som Gud kun havde vist sig som en slags spøgelse, kunne han ikke blive fristet. Men fordi Jesus var fuldt ud menneske og det sonende offer for menneskene, måtte han opleve det, som alle mennesker oplever.

Spørgsmål: I Matt 4:1-11; Mark 1:13 og Luk 4:1-13 – hvis initiativ var det, at Jesus lod sig friste i ørkenen, og hvorfor?

​​Svar: Det græske ord for »at friste«, peirazo, og »fristelse«, peirasmos, kan betyde at lokke til det onde, men i verdslig græsk litteratur betyder det at sætte på prøve. Jesus blev ikke bortført af djævelen, som en muslim hævdede, for da Jesus i Mattæus 4,10 befalede Satan at forsvinde, måtte Satan gå. Det var snarere Gud, der tog initiativet; Helligånden ledte Jesus ud i ørkenen for at konfrontere djævelen. Djævelen førte Jesus op på et højt bjerg og ud på templets tag, men både Satan og Jesus vidste, at Satan ikke havde lov til at gøre ham noget. Så allerede inden Jesu tjeneste overhovedet begyndte, blev det påvist, at Satan ikke ville have noget greb om Jesus eller kunne få ham til at falde. Jesus kunne modstå fysiske begær for at opfylde åndelige behov.

Spørgsmål: Hvordan afspejler Satans fristelser af Jesus i Matt 4,1-11 og Luk 4,1-13 Satans fristelser af Eva i 1 Mos 3,6?

Svar: Selvom de ikke er identiske, bruger Satan ofte de samme taktikker igen og igen, og det er sandsynligvis fordi de fortsat virker godt for Satan. Men mens Adam og Eva faldt i den frodige have, sejrede Jesus i ørkenen. Mens Israel ikke var trofast i ørkenen i 40 år, var Jesus trofast i ørkenen i 40 dage. Når vi bliver fristet, er det en mulighed for os at vise, at den, der er i os, er større end den, der er i verden, som det står i 1. Johannesbrev 4:4.

Eva så, at den forbudne frugt var:

1. God at spise [fysisk appetit],

2. en fryd for øjet [skønhed, øjnets begær],

3. ønskværdig for at opnå visdom [øjnene vil blive åbnet, og ligesom Gud vil man kende godt og ondt [gudelig magt efter at have fulgt Satans befaling].

Jesus, som fastede, blev fristet med:

1. Sten, der blev til brød [fysisk appetit],

2. At kaste sig ud fra templets tag [at vise sig frem],

3. Magt over alle jordens riger [gudelig magt under Satans befaling].

1 Johannes 2:16 nævner tre slags synder i verden: kødelig lyst, øjnets lyst og livets stolthed.

Selvom rækkefølgen af fristelserne var forskellig i Matthæus og Lukas, er det sandsynligt, at Satan ikke blot fristede Jesus tre gange og derefter gav op. Snarere fristede Satan sandsynligvis Jesus igen og igen.

Spørgsmål: I Matt 4:1-11, Mark 1:13 og Luk 4:1-13: Da Jesus er Gud, var han da ude af stand til at blive fristet og synde, eller var han som menneske i stand til at blive fristet og falde?

Svar: Dette er et paradoks, der almindeligvis kaldes Kristi ufejlbarlighed. Fristelserne var ægte, ikke falske. Men udfaldet var sikkert: Han ville ikke synde. Som det står i *Believer’s Bible Commentary* s. 1212: »På trods af Jesu manglende evne til at synde var fristelsen meget reel. Det var muligt for ham at blive udsat for fristelser til at synde, men det var moralsk umuligt for ham at give efter.« I stedet for at være ude af stand til at synde, var Jesus i stand til ikke at synde. En grov analogi er, om en lille somalisk piratbåd kunne angribe en amerikansk krydser. Piraterne troede fejlagtigt, at dette var et handelsskib, der kunne kapres. Det gik ikke godt for piraterne. Deres hovedbåd blev hurtigt sænket af det, som den amerikanske flåde kalder »ild fra håndvåben«, før de nåede tæt på krydseren.

Spørgsmål: Bart Ehrman skriver: »I Matthæus nægter Jesus at udføre mirakler for at bevise sin identitet; i Johannes er det praktisk talt den eneste grund til, at han udfører mirakler.« *Jesus, Interrupted*, s. 103. I Matthæus, i den anden fristelse og andre steder, udfører Jesus ingen tegn for at bevise sin identitet. *Jesus, Interrupted*, s. 84

Svar: Ehrman sidestiller det at undlade at adlyde Satans ord eller de skeptiske farisæere med at udføre tegn for mennesker, der søger svar eller har brug for hjælp. Jesus sagde i Mattæus 4,7, at grunden til, at han ikke kastede sig ned, var, at man ikke skal sætte Gud på prøve. Jesus »skyldte« ikke nogen at udføre et eneste tegn; og han udførte aldrig tegn for skeptiske mennesker, der mente, at Jesus skyldte dem det. Men Jesus udførte nådigt tegn for mennesker, der havde tro, og styrkede deres tro.

Spørgsmål: I Matt 4:12 og Mark 1:14, efter Jesu fristelse, blev Johannes da fængslet før Jesu tjeneste i Nazaret og Kapernaum, eller efter at Jesus kom til Galilæa i Joh 1:43?

Svar: Bibelen siger følgende:

Joh 1,43 siger, at Jesus besluttede at vende tilbage til Galilæa (ikke at han vendte tilbage den dag) dagen efter, at Johannes Døberen igen sagde, at Jesus var Guds Lam. Johannes Døberen var endnu ikke blevet arresteret.

I Mattæus 4:12 står der, at da Jesus hørte om Johannes’ fængsling, vendte han tilbage til Galilæa.

Markus 1:14 siger, at efter at Johannes var blevet fængslet, drog Jesus til Galilæa.

Begivenhedsforløb:

1. Johannes sagde igen, at Jesus var Guds Lam.

2. Allerede den næste dag besluttede Jesus, at han (før eller senere) ville vende tilbage til Galilæa.

3. Enten før Jesus tog afsted til Galilæa, eller også efter at han var taget afsted, men før han ankom til Galilæa, blev Johannes fængslet.

4. Jesus kom til Galilæa.

Spørgsmål: Begyndte Jesus i Markus 1:14 sin tjeneste i Galilæa, eller i Judæa og Jerusalem, som Johannes 1:35-42 [angiveligt] siger? Er der nogen bestemt betydning eller betydning i dette?

Svar: Johannes 1,35-42 siger intet om, at Jesus påbegyndte sin tjeneste, men snarere om, at han kaldte disciplene Andreas og Peter. Dette var det sted, hvor Johannes Døberen befandt sig, ikke Jerusalem. Den næste dag, i Johannes 1,43, drog Jesus til Galilæa og kaldte Filippus og andre disciple. Markus 1:14 siger ikke, at Jesus påbegyndte sin tjeneste som sådan, men det siger, at efter at Johannes var blevet fængslet, forkyndte Jesus Guds glade budskab i Galilæa.

Spørgsmål: I Markus 1:12-13, drog Jesus da ud i ørkenen i 40 dage efter sin dåb, eller tog han til bryllupsfesten i Kana på den tredje dag, som det står i Johannes 2:1?

Svar: Begge dele. Den »tredje dag« var den tredje dag efter ankomsten til Galilæa, ikke den tredje dag efter dåben, som det står i *Bible Difficulties & Seeming Contradictions*, s. 196, og *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1473. Et andet svar er, at »den tredje dag« var den tredje dag i ugen.

I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 9, s. 42, står der, at den tredje dag muligvis var den tredje dag efter, at han forlod Johannes Døberen. Selvom der i Joh 1,29-35,43 står »den næste dag«, og det hele muligvis henviser til den samme dag, er det usandsynligt; denne betydning ville være mere tydelig, hvis »den næste dag« ikke blev brugt flere gange.

Spørgsmål: I Lukas 3:22 om Jesu dåb, bør der ifølge Justin Martyr, [angiveligt] Clemens af Alexandria, [angiveligt] Augustin og andre stå: »Du er min søn, i dag har jeg avlet dig«, eller »Du er min søn, den elskede, i hvem jeg har fundet velbehag«? (Dette er den første halvdel af en indvending, som en muslim har fremsat.)

Svar: Lad os først se på implikationerne af denne muslims argument, dernæst anvende den samme standard på islam, for det tredje se på detaljerne i denne manuskriptvariant og til sidst anvende dette på kristendommen generelt.

A. Konsekvenserne af muslimens argument

Lad os et øjeblik antage, at muslimen har fuldstændig ret. At verset oprindeligt lød, som muslimen hævder. Eller lad os alternativt antage, at vi kun kan være sikre på det, der var fælles i begge versioner: »DU ER MIN SØN«. Tillykke: Hvis Gud virkelig sagde det til nogen, har muslimens egne ord netop modbevist islam og bevist, at Koranen lyver om Allah. Koranen siger, at det er meget forkert at sige, at Allah er en Fader, eller at Allah har sønner (Sura 2:116; 4:171; 5:116,117; 6:100; osv.). Hvis Gud virkelig kaldte Jesus »min søn«, så fortæller Koranen en løgn om Gud. (Jeg gik ud fra, at den muslimske spørger var en ortodoks muslim, selvom jeg måske tager fejl heri.)

B. Anvend den samme standard på islam

Denne variant ændrer ingen kristen lære, da begge udtryk nævnes andre steder. Bibelens ufejlbarlighed betyder, at Bibelen var uden fejl i de originale manuskripter; der er sneget sig variationer ind i manuskripterne, men ingen, der væsentligt ændrer troen eller praksis. I modsætning hertil tror de fleste muslimer, at den arabiske Koran i dag er en nøjagtig kopi af originalen på jorden, som var en nøjagtig kopi af tavlerne i himlen (Sura 85:20-22). Alligevel har Koranen beviseligt også gennemgået ændringer.

a) Sahih Muslim 2:2286, s. 500, 501, nævner en forsvunden sura i Koranen. Der er et omfattende citat fra denne sura, og ganske rigtigt findes den ikke i den nuværende Koran.

b) En tidlig koranisk redaktion (’Ubai), der overlevede ’Uthmans standardisering, manglede den første og den sidste sura. (De er ikke blot revet ud; de har aldrig været der.) Den befinder sig i dag på Al-Azhar-museet i Kairo.

c) Abu Yunus, den frigivne slave hos ‘Aisha, transskriberede en kopi af Koranen for ‘Aisha. Den var en smule anderledes i sura 2:238. »Abu Yunus, den frigivne slave hos ‘A’isha, sagde: ’A’isha (må Allah være tilfreds med hende) beordrede mig til at afskrive en kopi af Koranen til hende og sagde: Når du når dette vers: ’Overhold bønnerne og den midterste bøn’ (2:238), så giv mig besked; så da jeg nåede det, gav jeg hende besked, og hun dikterede mig (således): Overhold bønnen og den midterste bøn og eftermiddagsbønnen, og stå op i sand lydighed mod Allah. ’A’isha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Sådan har jeg hørt det fra Allahs Sendebud (fred og Allahs velsignelser være med ham).« Sunan Nasa’i, bind 1, nr. 475, s. 340

d) »Derefter åbenbarede Allah for os et vers, som senere blev blandt de ophævede.« Bukhari, bind 5, bog 59, kap. 27, nr. 416, s. 288.

»Fortalt af Anas bin Malik: ... Der blev åbenbaret et vers i Koranen om dem, der blev dræbt ved Bi’r-Ma’una, som vi plejede at recitere, men det blev senere ophævet. Verset lød: ’Fortæl vores folk, at vi har mødt vores Herre. Han er tilfreds med os, og Han har gjort os tilfredse.’” Bukhari, bind 4, bog 52, kap. 19, nr. 69, s. 53. Se også al-Tabaris historie, bind 7, s. 156.

Andre henvisninger til ophævede vers er: Bukhari, bind 4, bog 52, kap. 9, nr. 57, s. 45, Bukhari, bind 4, bog 52, kap. 184, nr. 299, s. 191, Bukhari, bind 5, bog 59, kap. 27, nr. 416, s. 288, og Bukhari, bind 5, bog 59, kap. 27, nr. 421, s. 293 – alle gentager det samme om det samme vers.

e) Haditherne i Bukhari siger, at dele af Koranen manglede og/eller var ophævet i bind 4, bog 51, kapitel 12, nr. 62, s. 48-49, bind 4, bog 51, kapitel 19, nr. 69, s. 53; bind 6, bog 61, kap. 3, nr. 510, s. 479-480, bind 6, bog 61, kap. 4, nr. 511, s. 480.

f) Nogle af de andre steder, hvor der forekommer varianter (ikke kun i vokalerne), er:

Sura 11:46 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3383, s. 1116

Sura 18:76 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3384, s. 1116

Sura 18:86 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3385, s. 1116

Sura 24:35 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3387, s. 1116

Sura 34:23 på grund af vokaler, men i ét tilfælde en konsonant. Abu Dawud, bind 3, fodnote 3392, s. 1117

Sura 39:59 Her citeres med et feminint pronomen for sjæl, mens de velkendte læsninger har et maskulint pronomen. Abu Dawud 3:3979 fodnote 3393 s. 1117

Sura 89:26 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3399, s. 1118

Sura 89:25-26 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3408, s. 1119

Sura 12:23 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3411, s. 1120

Sura 2:58 Abu Dawud, bind 3, fodnote 3413, s. 1121

Sura 24:1 (manglende eller et ekstra »r«: Faradnaha (og som vi har forordnet) kontra flertallets farradnaha (som vi har beskrevet i detaljer) Abu Dawud, bind 3, fodnote 3414, s. 1121

g) En rationalisering af ændringer i Muhammeds levetid: Ifølge sura 22:52 indføjer Satan altid noget i en profets ord, men Gud må ophæve det. Dette kunne være en forklaring på, hvorfor fire forskellige muslimske historiske kilder beretter, at sura 53:19-20 oprindeligt sagde, at man kunne håbe på fire afgudsgudinders forbøn (hjælp).

Ville den muslimske spørger være tilfreds med Bibelen, hvis kristne blot ødelagde beviserne og brændte alle manuskripterne undtagen én foretrukken version? På den ene side ville man tro nej, bortset fra at det er præcis, hvad ’Uthman gjorde, da han beordrede folk til at aflevere deres eksemplarer af Koranen for at få dem ødelagt, og han genudgav andre eksemplarer. Imidlertid er dagens Koraner ikke engang identiske med ’Uthmans tekst. For eksempel varianten: Sura 6:160a (6:159a i Yusuf ‘Ali): »… sekter, jeg hører ikke til dem på nogen måde;« (i ‘Uthmans tid) kontra »… sekter, du har ikke den mindste del i dem:« al-Tabari, bind 15, s. 181 og fodnote 323.

C. Detaljer om denne variant i manuskriptet

»Du er min Søn, den Elskede; i dig har jeg fundet velbehag.« (s. 4 (3. århundrede), Sinaiticus, Vaticanus, Alexandrinus, det byzantinske lektionarium, nogle italikiske tekster, sahidisk koptisk, etiopisk, georgisk, Augustinus). Augustinus havde den første læsning ifølge Aland et al. (4. reviderede udgave), så den muslimske spørger tog fejl ved at placere Augustinus i den anden kategori.

»Du er min Søn, i dag har jeg avlet dig« (Bezae Cantabrigiensis, nogle italiske manuskripter, Justin Martyrs »Dialog med Trypho«, kap. 88, s. 244 (skrevet ca. 138–165 e.Kr.); Hilarius (355–367/368 e.Kr.), Methodius (270–311/312 e.Kr.), det apokryfe Nikodemus-evangelium (græsk udgave, kap. 2; Apokryf barndomsberetning 54.)

»Du er min elskede Søn, i dag har jeg avlet dig« (Klemens af Alexandria, 193–217/220 e.Kr.). Dette ligner den anden læsning, bortset fra det »elskede« aspekt i den første læsning. Den muslimske spørger tog således fejl ved at placere Klemens af Alexandria i den anden kategori.

D. Anvendelse på kristendommen generelt

Justin citerede muligvis ud fra hukommelsen, og selv gode mennesker kan begå små hukommelsesfejl. Vi tror ikke, at Guds budskab er konsonanterne og vokalerne i Bibelen, men selve Bibels budskab, og budskabet er uforanderligt, selv hvis man følger den anden fortolkning, da andre vers både siger, at a) Jesus var elsket, og b) i dag har jeg avlet dig (Salme 2). Hvad der kunne være en ærlig fejl, en fejlagtig erindring, beviser ikke forfalskning – medmindre det faktum, at A’isha, Muhammeds hustru, havde et vers i Koranen skrevet med en anden betydning, beviser, at hun også var en forfalsker.

Spørgsmål: Beviser denne variation i manuskriptet i Luk 3:22, at en forfalsker var på færde, og at bibelverset blev ændret for at fjerne, at Jesus blev Guds søn ved dåben, i modsætning til ved fødslen eller før? (Dette er den anden del af muslimens indvending)

Svar: Overhovedet ikke. Selvom vi ikke kender alle detaljerne, er der fire muligheder, hvoraf enhver giver et tilfredsstillende svar.

Flere udsagn: Måske fremsatte Faderen flere udsagn. Hvorfor skulle Gud Faderen være begrænset til kun at kalde Jesus sin Søn én gang her?

Én omfattende udtalelse: Måske sagde Faderen kun én sætning, og den lød noget i retning af: »Du er min elskede søn, i hvem jeg har fundet velbehag; i dag har jeg avlet dig.« Alle nedskrev korrekt dele af den.

Hukommelsesfejl hos Justin Martyr: Justin Martyr, der måske citerede dette fra hukommelsen, begik en fejl, og senere forfattere, der havde læst Justin Martyr og skrifter fra tidligere forfattere, der havde læst Justin Martyr, kopierede denne fejl.

Variant i Bibelen: En eller anden før Justin Martyr kopierede fejlagtigt denne sætning her, og Justin citerede korrekt, hvad der stod i hans Bibel.

For mange muslimer gælder det, at hvis der er ændringer i Koranen – selv ikke-teologiske – der beviser, at den er en forfalskning, så bør alle eksemplarer af Koranen i dag brændes, fordi de også er forfalskninger. Den indeholder ændringer i forhold til Uthmans version (sura 159a (eller 160a) er blot ét eksempel). Og Uthmans standardiserede tekst adskiller sig fra Ubais tekst, og begge udelod den forsvundne sura. Faktisk indrømmer Koranen, at Satan (i det mindste midlertidigt) også smider lidt af sin lære ind i profetens ord (sura 22:52). Som et eksempel herpå kan man se på den oprindelige ordlyd i sura 53:19-20.

Spørgsmål: Hvor gammel var Jesus i Luk 3:23, da han begyndte sin tjeneste?

Svar: I Lukas 3:23 står der »omkring tredive«, hvilket kunne være mellem 25 og 35 år. Jesus blev født under Herodes den Stores regeringstid, som døde i år 4 f.Kr., og Jesus påbegyndte sin tjeneste, efter at Johannes Døberen havde påbegyndt sin. Johannes påbegyndte sin tjeneste i Tiberius Cæsars 15. regeringsår, hvilket var år 28 e.Kr. Hvis man altså anser de arkæologiske dateringer for præcise nok, var Jesus omkring 33 til 35 år gammel. Desuden var Pontius Pilatus kun præfekt i Judæa fra år 26 e.Kr. til år 36/37 e.Kr., så Jesus må være blevet korsfæstet før da. Det bedste skøn, vi har, er, at Jesus begyndte sin tjeneste omkring år 30 e.Kr. og døde højst sandsynligt den 3. april år 33 e.Kr.

Spørgsmål: Hvordan blev Simon og Andreas i Matt 4,12-13 disciple, da Jesus var sammen med Johannes Døberen, eftersom Jesus bad dem følge ham i Galilæa, som det fremgår af Matt 4,18-20, Mark 1,16-20 og Luk 5,1-11?

Svar: Først blev de »disciple«, da Jesus var sammen med Johannes Døberen. Først senere blev de særlige disciple og senere udpeget til apostle i Galilæa. Husk, at Jesus havde et stort antal disciple, hvoraf nogle forlod ham i Johannes 6:66. Ud over dem havde han særligt udpegede disciple, 72 i alt, som nævnt i Lukas 10:1. Endelig havde Jesus de tolv, som blev apostle, som beskrevet i Markus 6:7 og Johannes 6:67.

Spørgsmål: I Joh 1:35-37, fulgte Andreas og den anden discipel Jesus dagen efter hans dåb, eller ventede de 40 dage efter Jesu fristelser?

Svar: – Efter. Jesus blev døbt af Johannes (Mattæus 3:13-17; Markus 1:9-11; Lukas 3:21-23), blev fristet i 40 dage (Mattæus 4:1-11; Markus 1:12-13; Lukas 4:1-12) og vendte tilbage til Johannes (Johannes 1:29-32)

Spørgsmål: Kan vi kende rækkefølgen af begivenhederne i Jesu tjeneste?

A: Vi kan kun kende rækkefølgen af visse begivenheder. Mange mennesker kan dog være meget forvirrede med hensyn til rækkefølgen af evangelierne på grund af tre misforståelser, som det er nødvendigt at afklare.

Ikke alle begivenheder blev nedskrevet af forfatterne af evangelierne; men de har heller aldrig påstået, at de gjorde det. For eksempel forholder Johannes, der tidligere var en af Johannes Døberens disciple, sig forståeligt nok tavs om tiden mellem Jesu dåb og det tidspunkt, hvor han sluttede sig til Jesus. I Johannes 21:25 står der specifikt, at Jesus gjorde mange andre ting, som ikke blev nedskrevet. Johannesevangeliet blev skrevet efter de andre evangelier, og Johannes synes at lægge vægt på de dele, som de andre ikke nævnte.

Gentagelse: Forestil dig, at Jesus rejste gennem de mange byer, han besøgte i Galilæa, Judæa og Dekapolis, uden nogensinde at gentage en eneste befaling eller lignelse, og at han fortalte hver by noget helt andet. Det er ikke særlig sandsynligt! Jesus fortalte sandsynligvis disse lignelser mange flere gange, end der er nedskrevet i de enkelte evangelier, og folk talte om Jesus mere, end der er nedskrevet. Det er således for eksempel et åbent spørgsmål, om bjergprædikenen i Matthæus og prædikenen på det flade sted i Lukas var to begivenheder, hvor han gentog nogle af sine lærdomme, eller én begivenhed, hvor Jesus talte på et plateau.

Ikke i rækkefølge: Evangelieskriverne nedskrev ikke alle begivenhederne i rækkefølge, men de hævdede heller aldrig, at de nedskrev dem i rækkefølge. Faktisk siger Papias, en discipel af apostlen Johannes, udtrykkeligt, at Markus ikke nedskrev begivenhederne i rækkefølge.

Inden for hver overordnet periode af Kristi tjeneste hævdede evangelieskriverne ikke, at noget var i rækkefølge, bortset fra de følgende afsnit, hvor ordene »efter«, »den næste dag« osv. blev brugt. I spørgsmålene om evangelieharmonien skal du lægge mærke til de fedtrykte ord, der angiver markører for tid, rækkefølge og sted.

Spørgsmål: Hvad er en harmonisering af Jesu tidlige tjeneste i evangelierne?

Svar: Den tidlige tjeneste strækker sig frem til det tidspunkt, hvor Johannes Døberen blev dræbt. Inden man angiver rækkefølgen af begivenhederne, er det en god idé at kende lidt til geografien.

Geografi: Galilæasøen, Søen og Tiberias-søen er alle den samme ferskvandssø. Galilæa ligger vest for Galilæasøen, og Dekapolis ligger sydøst for Galilæasøen. Betsaida ligger ved Galilæasøen lige mod nord, og vest for den ligger Kapernaum ved bredden, med Korazin lige mod nord for Kapernaum. Magdala ligger ved bredden lige vest for Galilæasøen, og Kana ligger lige vest for den. Nain ligger sydvest for Galilæasøen, ca. 10 miles (16 kilometer) fra bredden. Gerasenernes land, Gennesaret eller Gadarenernes land er enten alle det samme sted eller steder, der ligger meget tæt på hinanden øst og sydøst for Galilæasøen. I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 373, står der, at Gerasa lå 30 miles (48 kilometer) sydøst for Galilæasøen, og at dets landområder ikke strakte sig helt ned til søen. Gadara lå fem miles (8 kilometer) sydøst for Galilæasøen, og dets landområder strakte sig helt ned til søen, hvilket bekræftes af, at Josefus nævner dette, og af en mønt fra Gadara, der viser et skib.

Rækkefølge: Det er vigtigt at skelne mellem, hvad der siges at være i rækkefølge, og hvad der muligvis er i rækkefølge. For disse 65 begivenheder henviser tal til begivenheder, der skal følge de forudgående tal i rækkefølge. Bogstaver som a, b, c henviser til begivenheder, der muligvis er i rækkefølge, men som kan forekomme i vilkårlig rækkefølge. De fedtrykte ord angiver markører for tid, rækkefølge og sted. De understregede vers viser passager, der sandsynligvis ikke er i kronologisk rækkefølge i evangeliet.

Den tidlige tjeneste: Mt 4:12-14:12, Mk 1:14-6:29, Lk 3:19-20; 4:14-9:9, Joh 1:43-5:47

E1a1. I Kana på den tredje dag (3. dag efter hjemkomsten til Galilæa, efter at Johannes havde talt, eller ugens 3. dag?) forvandler Jesus vand til vin. Det første mirakel i Galilæa, selvom hans tid endnu ikke er kommet. Joh 2:1-11

E1a2a. Under påsken (den 14. dag i den første måned) i Jerusalem driver Jesus pengevekslere ud. Joh 2:12-25

E1a2b. Jesus underviser Nikodemus om at blive født på ny. Joh 3:1-21

E1a3. På landet i Judæa vidner Johannes om Jesus. Joh 3:23-35

E1a4a. I Sychar i Samaria, på vej til Galilæa, taler Jesus med en samaritansk kvinde. Joh 4:1-42

E1b1. Johannes irettesætter tetrarken Herodes. Mt 14:3; Lk 3:19-20

E1b2a. Efter at Jesus har hørt, at Johannes er blevet fængslet, vender han tilbage til Galilæa og begynder at forkynde: »Guds rige er nær.« Mt 4:12-17, Mk 1:14-15; Joh 4:43-45

E1b2b. Fra Kana helbreder Jesus en adelsmands søn i Kapernaum som sit andet mirakel. Joh 4:46-54

E1b2c1. I Galilæa og Nazaret læser Jesus op af en skriftrulle. Luk 4:14-15

E1b2c2. Jesus forklarer profetien, og jøderne forsøger at dræbe ham. Luk 4:16-31

E1b2d1. Ved Galilæasøen kalder Jesus Simon Peter og Andreas. Matt 4:18-20; Mark 1:16-18; Luk 5:1-10

E1b2d2. I Kapernaum uddriver Jesus en dæmon. Mk 1:21-28; Lk 4:31-37

E1b2e. Kalder Jakob og Johannes. Mt 4,21-22; Mk 1,19-20; Lk 5,6-11

E1b2f. I Galilæa helbreder Jesus de syge. Mt 4:23-25; Lk 4:40-44

E2a. Bjergprædikenen, herunder Fadervor. Mt 5:1-7:29

E2b. Om aftenen helbreder han Simons svigermor og andre. Mt 8:14-17; Mk 1:29-34; Lk 4:38-39

E2c. Jesus beder alene. Mk 1:35-38; Lk 4:42-44

E2d. Rejser gennem Galilæa. Mk 1:39

E2e. Helbreder den sladderagtige spedalske. Mt 8:1-4; Mk 1:40-45; Lk 5:12-15

E2f. Jesus trak sig ofte tilbage til øde steder for at bede. Luk 5:16

E2g1. I Kapernaum helbreder Jesus en lam. Mk 2:1-12; Lk 5:17-26

E2g2. Kalder Matthæus/Levi. Mt 9:9-13; Mk 2:13-17; Lk 5:27-32

E3c1. I Galilæa ved søen: prisen for at følge Jesus. Mt 8:18-22

E3c2. I Nazaret helbreder Jesus den lamme. Mt 9:1-8

E3c3. Johannes’ disciple spørger om faste. Mt 9:14-17; Mk 2:18-22; Lk 5:33-39

E2h1. En sabbat befandt Jesus sig på en mark; henvisning til David. Mt 12:1-8; Mk 2:23-27; Lk 6:1-11

E2h2. I synagogen helbreder Jesus en visnet hånd. Mt 12:9-14; Mk 3:1-6; Lk 6:6-11

E2h3. Folkemængder følger Jesus. Mk 3:7-12

E2i1. På en bjergskråning beder Jesus hele natten til Gud. Luk 6:12

E2i2. Jesus udpeger de 12 disciple. Mk 3:13-19; Lk 6:13-16

E2j1. Prædikenen på det flade sted. Luk 6:17-49. Hvis den var den samme som i Matthæus, burde den kaldes Prædikenen på Højderyggen.

E2j2. I Kapernaum helbreder Jesus hundredførerens tjener. Matt 8:5-13; Luk 7:1-10

E3a. Nogen tid senere i Jerusalem ved en højtid [sandsynligvis i den 7. måned] ved dammen helbreder Jesus en mand, der havde været lam i 38 år. Joh 5:1-15

E3b. Livet gennem Jesus. Joh 5:16-47

E3c. I Nain helbreder Jesus enkenes søn. Luk 7:11-17

E4. På vej til gadarenerne/gerasenernes land beroliger Jesus stormen inde fra båden. Mt 8:23-27; Mk 4:35-41; Lk 8:22-26 (Bemærk: Storme forekommer hyppigere om efteråret og vinteren)

E5a. I Gennesaret helbreder han to besatte mænd; dæmoner i svin. Mt 8:28-34

E5b. Helbredelse af den besatte i Gerasa [Gennesaret]. Mk 5:1-20; Lk 8:26-39 (Bemærk: Gadara, Gennesaret og Gerasa henviser højst sandsynligt til det samme sted.)

E6. Opvækkelse af Jairus’ datter og kvinden med blødningen. Mt 9:18-26; Mk 5:21-43; Lk 8:40-56

E7. Undervejs helbreder Jesus to sladderagtige blinde mænd. Mt 9:27-31

E8. Mens de var på vej ud, helbreder Jesus en stum besat. Farisæerne beskylder Jesus for at uddrive dæmoner ved hjælp af Beelzebub. Der nævnes ikke, at Jesus reagerer på denne beskyldning på dette tidspunkt.) Mt 9:32-34

E9a. Jesus drager ud til mange byer og landsbyer. Mt 9:35-38; Mk 6:6

E9b. Jesus udsender de tolv. Mt 10:1-42; Mk 6:7-13; Lk 9:1-9

E9c. Jesus prædiker i Galilæa. Mt 11:1

E9d. Johannes Døberen sender en besked fra fængslet, og Jesus fortæller lignelsen om børnene på markedet. Mt 11:2-19; Lk 7:18-35

E9e. Under et måltid i farisæeren Simons hus salver en syndig kvinde med en alabasterkrukke Jesu fødder med olie. Jesus taler om at elske mere og at elske mindre. Luk 7:36-50

E10. Straks trækker Jesus sig tilbage til et bjerg. Mk 6:45-46

E11. Bagefter, ved Gennesaret, helbreder Jesus mange. Mk 6:53-56

E12a. Irettesættelse af byerne i Galilæa. Mt 11:20-24

E12b. På det tidspunkt lærte Jesus de trætte at finde hvile. Mt 11:25-30

E13. Jesus trækker sig tilbage fra det sted. Mt 12:15-21

E14. I et hus, hvor der var for mange mennesker til, at man kunne spise, mener Jesu familie, at han er ude af sig selv. Mk 3:20-21

E15. Jesus helbreder en blind, besat mand. Mt 12:22-23

E16. Jesus taler om de stærke mænd i huset og blasfemi mod Helligånden. Mt 12:24-37; Mk 3:22-30

E17. Jesu mor og brødre. Mt 12:46-50; Mk 3:31-35; Lk 8:19-21

E18. Første krav om et tegn og profetien om tre dage og nætter. Mt 12:38-45

E19. I Galilæa fra båden: lignelsen om sædemanden. Mt 13:1-23; Mk 4:1-20; Lk 8:1-15

E20. Lignelsen om ukrudtet. Mt 13:24-30

E21. Lignelsen om lampen på en fod. Mk 4:21-25; Lk 8:16-18

E22. Lignelsen om det voksende frø. Mk 4:26-29

E23. Lignelsen om sennepsfrøet. Mt 13:31-35; Mk 4:30-34

E24. I huset forklarer han lignelsen om ukrudtet. Mt 13:36-43

E25. Lignelserne om den skjulte skat, perlen og fiskenettet. Mt 13:44-53

E26. Jesus vender tilbage til Nazaret; profeten uden ære. Mt 13:53-58; Mk 6:1-6 (Augustin og nogle andre mener også, at Lk 4:16-30 hører hertil.)

E27. Hvordan Johannes Døberen blev dræbt. Mt 14:1-12; Mk 6:14-29; Lk 9:7-9

I denne liste over 65 begivenheder var 0 begivenheder fælles for alle fire, 13 begivenheder var fælles for de tre synoptiske evangelier, 1 begivenhed var fælles for Matthæus og Lukas, 4 begivenheder var fælles for Matthæus og Markus, 4 begivenheder var fælles for Matthæus og Lukas, 4 begivenheder var fælles for Markus og Lukas, 15 begivenheder fandtes kun i Matthæus, 7 begivenheder fandtes kun i Markus, 7 begivenheder fandtes kun i Lukas, og 8 begivenheder fandtes kun i Johannes.

Spørgsmål: Hvilke centrale antagelser blev der gjort i evangelierne om Jesu tidlige tjeneste?

Svar: Alt bygger på antagelser, og her er de antagelser, jeg har anvendt her.

a) Nogle af Johannes’ passager blev placeret i den midterste periode, hvor de også kunne passe ind her. Evangelieharmonien i The NIV Study Bible placerer Johannes’ passager anderledes.

b) Evangelierne var i kronologisk rækkefølge, bortset fra de understregede steder, som findes mere end 10 steder.

Spørgsmål: I Joh 1,43-50, kaldte Jesus da disse disciple til at følge ham på dette tidspunkt, eller udnævnte han dem senere til apostle, som det fremgår af Mt 4,18-22; Mk 1,14-20 og Lk 5,1-11?

A: Begge dele. Jesus kaldte dem til at følge ham på det tidspunkt, men udpegede dem først senere som de tolv. I bogen *When Critics Ask*, s. 405, skelnes der mellem deres første møde og deres endelige kald. Her påpeges det, at de i Johannes 1:39 kun var sammen med Jesus den ene dag.

I dag kalder Gud os først til at være hans børn. Mange mennesker kalder han senere til en større tjeneste, og nogle kalder han senere til en endnu større tjeneste.

Q: Er Guds rige og himmelriget i Matt 4:17; 10:7; Mark 1:15; Luk 8:10; Joh 3:5 det samme, eller er der en lille forskel mellem de to?

Svar: Mange har betragtet dem som identiske; man kan ikke være en del af det ene, hvis man ikke er en del af det andet. Matthæus bruger begge udtryk, mens Markus, Lukas og Johannes kun bruger »Guds rige«. Jesus bruger begge udtryk i på hinanden følgende vers i Mattæus 19:23-24. I *The New International Bible Commentary*, s. 1123, står der, at jøderne på den tid ikke blot var tilbageholdende med at udtale Guds egentlige navn (Jahve), men også ordet *Elohim*. Derfor brugte de *ha-shem* (Navnet), *maqom* (sted) og *shamayim* (himlen) som synonymer. I stedet for at sige »Guds rige« kunne nogle jøder derfor sige »himlens rige«.

Andre ser en lille forskel: himmelriget er det sted, hvor alle troende kommer hen, når vi dør, mens Guds rige er det, vi tilhører nu, når vi er frelst.

Uanset de enkelte ord kan vi alle være enige om, at vores frelse både har et nutidigt aspekt her på jorden og et fremtidigt aspekt i himlen (1. Korintherbrev 13:12; Filipperne 1:21-24), som først vil blive virkeliggjort, når vi når himlen. I Johannes 3:5 mener nogle, at vand henviser til fostervand, når et barn fødes, men andre mener, at det henviser til dåben. Det kan ikke betyde dåben, medmindre tyven på korset ikke blev frelst! Men det kan betyde, at en person ikke er en synlig del af Guds rige på jorden, før vedkommende er døbt. På samme måde ønsker mange menigheder ikke, at nogen deltager i nadveren, før de er døbt.

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus i Joh 4:26 så hurtig til at fortælle den samaritanske kvinde, at han var Messias, når han ellers syntes at være tilbageholdende med at gøre det andre steder, f.eks. i Mt 16:13-20?

Svar: Der er to svar, der supplerer hinanden: Tidspunkt og publikum.

Tidspunkt: I begyndelsen af sin tjeneste lagde Jesus ikke offentligt vægt på over for jøderne, at han var Gud og Messias. Mange jødiske ledere havde svært ved at acceptere, at Messias ikke kom med magt første gang. Jesus syntes at ønske, at hans mirakler og lære først skulle tale for ham, og først senere i sin tjeneste understrege, at han var livets brød, den store »Jeg er«, vejen, sandheden og livet samt Messias. Men da Jesus talte til den samaritanske kvinde, var det meget tidligt i hans tjeneste.

Målgruppe: Samaritanerne ville ikke have de samme vanskeligheder med at acceptere Jesus som Messias. Derfor sagde han det klart og tydeligt til den samaritanske kvinde. Desuden var der ringe chance for, at samaritanerne ville fortælle det til mange jøder.

Spørgsmål: Hvorfor lyder Luk 6,12-49 og Luk 12,3-38 så meget som bjergprædikenen i Matt 5,1-7,29?

Svar: Der er tre forskellige svar.

a. Jesus holdt sandsynligvis en lignende prædiken mindst to gange. Jesus talte til mange forskellige forsamlinger, og han havde sandsynligvis et lignende budskab ved flere lejligheder. Det var ikke alle, der kunne have hørt prædikenen første gang.

b. Måske var det den samme prædiken, og hver forfatter nedskrev en omskrivning af det, han kunne huske. En »slette« på toppen af et bjerg er ganske enkelt det, vi kalder et plateau eller en mesa. Der er dog intet, bortset fra ligheden i indholdet, der tyder på, at det var den samme prædiken.

c. I bogen *When Critics Ask*, s. 387, bemærkes det, at der kun står, at Jesus stod på et fladt sted, ikke at folkemængderne gjorde det. At Jesus stod på et fladt sted for at prædike for en folkemængde, der sad på en bjergskråning, ville skabe et naturligt amfiteater.

Uanset hvad er Jesu lære tidløs og sand, uanset hvor mange gange han sagde den.

Spørgsmål: Hvorfor ser vi ikke dette i Markus eller Johannes i Luk 6:12-19; Luk 12:3-38 og Matt 5:1-7:29?

Svar: De forskellige evangelieskrivere nedskrev forskellige detaljer. Desuden blev Johannesevangeliet højst sandsynligt skrevet sidst, og det synes at indeholde en ekstra dybde, som de andre ikke har, samtidig med at det springer over ting, der allerede var nævnt af de andre evangelieskrivere.

Spørgsmål: Stod Jesus i Luk 6,17 på et fladt sted for at undervise dem, eller sad Jesus, som der står i Matt 5,1?

Svar: Der er to svar, og begge er sandsynligvis rigtige.

Prædikenerne i Matthæus og Lukas stammer sandsynligvis fra to forskellige lejligheder. Desuden kan det være, at selv når Jesus stod, havde han lyst til at sætte sig, efter at han havde talt længe nok. Husk, at en prædiken kunne vare flere timer, og det, vi har i både Matthæus og Lukas, er blot sammenfattede versioner.

Spørgsmål: Nævnte Jesus i Mattæus 5:3 de »fattige i ånden«, eller kun de fattige i Lukas 6:20?

Svar: Jesus kunne have sagt begge dele. Både Matthæus og Lukas gengiver i egne ord, hvad Jesus lærte. Disse to prædikener kan have fundet sted ved forskellige lejligheder, og Jesus kunne have sagt begge dele. På den anden side kan disse to prædikener have været den samme. Den ene fandt sted på et bjerg, og den anden på en slette. De kan have været én og samme prædiken på et plateau, som er et fladt område på toppen af nogle bjerge.

Uanset hvad forstår vi, at Jesus henviste til dem, der var trængende, og anerkendte, at de var trængende.

Spørgsmål: I Mt 8,2 læser vi om en spedalsk, der kom til Jesus, tilbad ham, bad ham om at helbrede ham, og Jesus rensede ham. Men i Lk 17,12- læser vi om 10 mænd, der var spedalske, og som Jesus mødte i en landsby. De stod langt væk, løftede deres stemmer og sagde: »Jesus, Mester, forbarm dig over os.« Og da Jesus så dem, behøvede han ikke at røre ved dem, men sagde til dem: »Gå hen og vis jer for præsterne.« Og det skete, at mens de gik, blev de renset. Var der ti spedalske eller kun én? Hvis det var den samme historie, hvorfor er der så forskellige detaljer i de to evangelier?

Svar: Først og fremmest kan vi være sikre på, at der var flere end elleve spedalske i Israel på dette tidspunkt. De to begivenheder har helt forskellige detaljer, fordi Jesus helbredte spedalske flere gange. Jesus helbredte en spedalsk (som senere spredte rygter) i Matthæus 8:1-4, Markus 1:40-45 og Lukas 5:12-15. Langt senere, i Lukas 17:11-19, helbredte Jesus ti spedalske.

Spørgsmål: Nogle siger, at de skriftkloge plejede at ændre visse ord eller sætninger, når de kopierede skrifternes manuskripter, for at præcisere eller forenkle budskabet for læserne.

For eksempel finder vi i evangelierne, at Markus i (Mark 2:4) fortæller, at de fire mænd, der bar den lamme og bragte ham til Jesus for at få ham helbredt, »afdækkede taget der, hvor han var; og da de havde brudt det op, sænkede de sengen ned, hvorpå den lamme lå«. Men Lukas siger i (Luk 5:19), at »de gik op på taget og sænkede ham ned gennem tagstenene med hans seng midt foran Jesus«. Det samme skete med Paulus’ breve. For eksempel finder vi, at udtrykket »Kristi ord« i (Kolossenserbrevet 3:16) er blevet erstattet af skribenter i andre manuskripter med »Guds ord«, »Herrens ord« og så videre. Er det korrekt? Påvirker dette betydningen eller læresætningerne?

Svar: Jeg ser ingen væsentlig forskel mellem Markus 2:4 og Lukas 5:19. Begge er fuldt ud sande. De skrev det samme på forskellige måder, fordi de havde forskellige personligheder, perspektiver og skrivestilarter. Vi har ikke evangelierne i blot en »mono«-stemme, men snarere i »kvadrofonisk lyd«.

Nogle gange ændrede skribenterne enkelte ord en smule, tilsyneladende for at gøre teksten lettere at forstå. Det ved vi, fordi vi har så mange manuskripter fra Det Nye Testamente, og vi kan se, hvad der er blevet ændret. Langt de fleste af disse har dog ingen ændring i betydningen. For eksempel står der mange steder i Filipperbrevet i mange manuskripter »Kristus Jesus«, mens der i mange andre manuskripter står »Jesus Kristus«. På de fleste af disse steder er vi ikke sikre på den oprindelige rækkefølge, men det betyder egentlig ikke noget.

Ingen af disse ændringer påvirker nogen kristne læresætninger eller praksis, og ingen vigtig læresætning bygger på blot et enkelt vers. Hvis noget er vigtigt i Skriften, gentager Gud det, som regel på en lidt anden måde, så vi bedre kan se betydningens bredde.

Spørgsmål: I Matt 8,5-13; 9,9-13: Helbredte Jesus den romerske hundredførers tjener, før han kaldte Matthæus (Levi), eller efter, som Luk 5,27-32; 7,1-10 antyder?

Svar: Det kan være begge dele, da ingen af evangelierne angiver rækkefølgen, og det siges ikke, at evangelierne er i kronologisk rækkefølge. Begge fortæller dog, at Matthæus/Levi blev kaldet efter helbredelsen af den lamme.

Spørgsmål: I Mt 8,5-10: Så hundredføreren Jesus direkte, eller så hundredføreren ikke Jesus, men sendte venner i Lk 7,6?

Svar: Der er to mulige svar.

1. Hundredføreren henvendte sig til Jesus gennem venner, ikke direkte. Matthæus udelader denne detalje og siger blot, at hundredføreren kom til Jesus med sin anmodning, uden at præcisere, at det skete gennem venner. Måske ønskede Matthæus ikke at sløre det faktum, at Jesus hjalp en ikke-jøde, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 200. *NIV Study Bible*, s. 1453, tilføjer, at ligeledes, da Pilatus lod Jesus piske i Matthæus 27:26, siger Matthæus IKKE, at Pilatus personligt piskede Jesus, men at han lod Jesus piske.

2. Oprindeligt benyttede hundredføreren sig af venner. En sandsynlig årsag er, at det på den måde ikke ville være alt for pinligt, hvis Jesus afviste denne anmodning fra en ikke-jøde. Herefter kom hundredføreren selv. Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 321-322, tilslutter sig denne opfattelse.

Spørgsmål: I Matt 9:18-25, Mark 5:23-43, Luk 7:11-17, 8:41-56 og Joh 11:1-44 – hvem oprejste Jesus fra de døde under sin jordiske tjeneste, og hvorfor?

Svar: Alle tre mirakler priste Gud og viste, at Jesus var Guds Søn.

Enkens søn i Lukas 7:11-17. Måske vendte den døde søn ikke så meget tilbage for sin egen skyld, men for sin mors skyld.

Jairus’ datter i Mattæus 9:18-25; Markus 5:23,35-43; Lukas 8:41-42,49-56. I dette tilfælde var pigen ved at dø, og Jesus blev forsinket, fordi han var i færd med at hjælpe en anden kvinde. Gud kommer måske ikke altid tidligt, men han kommer aldrig for sent til at handle.

Lazarus i Johannes 11:1-44. Mærkeligt nok, selvom Jesus elskede Lazarus særligt meget i Johannes 11:3, ventede Jesus yderligere to dage i Johannes 11:7, da Lazarus var syg, indtil han var død. Dette kan i første omgang have rystet Marias og Martas tro, men nogle gange prøver Gud bevidst vores tro for sin herligheds skyld og for at gøre os stærkere i troen.

Spørgsmål: I Mattæus 9:18, var Jairus’ datter død, eller var hun ved at dø, som det står i Markus 5:22 og Lukas 8:42?

Svar: Først lidt græsk, to ting, der sandsynligvis ikke er svaret, og derefter det sandsynlige svar.

Græsk

I Mattæus 9:18 betyder den græske sætning arti eteleutesen »netop nu død« ifølge Greens bogstavelige oversættelse, eller »er netop død«, men ikke »er nu ved at dø« ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 230.

I Markus 5:22 betyder den græske sætning eschatus exei »til sidst«. Vores ord eskatologi stammer fra det første ord.

I Lukas 8:42 betyder det græske ord apethnesken »døende«.

Ikke svaret: koma er som døden

En person i koma trækker vejret meget overfladisk, og det er svært at sige, hvornår vedkommende er død. Dette er dog sandsynligvis ikke det rigtige svar, fordi Jairus var gået for nogen tid siden, og en person i koma ville stadig være en smule varm. Endelig taler det imod dette, at Jairus’ venner senere fortalte ham, at hans datter endelig var død.

Sandsynligvis ikke svaret: Jairus sagde alle tre

Jairus selv var ikke sikker på, om hans datter stadig var i live, da han talte med Jesus, eller om hun allerede var gået bort, mens han var på vej til Jesus. Så Jairus kan på et tidspunkt have sagt, at hun var død, på et andet tidspunkt have sagt, at hun var ved at dø, og på et tredje tidspunkt have sagt, at hun var ved at dø. Men i alle tre evangelier sagde Jairus de pågældende ord til Jesus, og selvom han måske gentog sin anmodning til Jesus tre gange med tre forskellige formuleringer, er det næste svar mere sandsynligt.

Svaret: Evangelieskriverne omskrev

Andre steder i evangelierne er dialogerne omskrevne, ikke nøjagtige citater, og de fokuserer på hovedpunkterne, mens detaljerne er udeladt. For eksempel: Når folk kom hele dagen for at høre Jesu undervisning, men vi alligevel kan læse beretningen på kun fem minutter, hvad lavede de så resten af tiden? Som det står i Johannes 21:25: »Der er mange flere ting, som Jesus gjorde. Hvis alle disse blev skrevet ned, tror jeg ikke, at selv verden ville have plads til de bøger, der ville blive skrevet.« (BSB)

Tænk over dette: Det tager kun omkring tre sekunder at læse, hvad Jairus sagde i en hvilken som helst beretning. Da Jairus kom, talte han da kun i tre sekunder til Jesus og var derefter tavs? – Det tror vi selvfølgelig ikke. Men det betyder, at hver evangelist valgte at udelade mange irrelevante detaljer og blot ønskede at nedskrive det væsentligste, som Jairus havde at sige. Uanset hvilken sætning Jairus brugte – og han kan have brugt mere end én – var hans elskede datter ved at dø.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Matt 9,24, Mark 5,39 og Luk 8,52, at hun blot sov?

Svar: Først det, der sandsynligvis ikke er svaret, og derefter svaret.

Det, der sandsynligvis ikke er svaret – vegetativ tilstand er som døden

Selvom søvn ofte bruges som metafor for døden, kan det også være koma eller vegetativ tilstand. Jesus sagde: »Barnet er ikke dødt, men sover« i Markus 5:39. Men i Markus 5:35, da Jairus’ venner sagde til ham, at han ikke skulle forstyrre Jesus, fordi hans datter var død, var hun, så vidt de kunne se, fuldstændig død.

Svaret:

Jesus ønskede at understrege, at døden for ham ikke er andet end, at den fysiske krop sover.

Spørgsmål: I Mattæus 9:22, 28, 29 Kan du forklare mig forskellen mellem tro, der helbreder, og frelsende tro? For eksempel siger Jesus i Mattæus 9:22: »Datter, vær modig, din tro har helbredt dig«, og i Mattæus 9:29: »Jesus rørte ved deres øjne og sagde: ’Det skal ske for jer efter jeres tro.’« Og i Mattæus 15:28 »Da sagde Jesus til hende: ’O kvinde, din tro er stor; det skal ske for dig, som du ønsker.’« Og hendes datter blev straks helbredt. Er tro noget naturligt? Var den tro, der kom til udtryk i de helbredelser, som Jesus udførte, skabt af de mennesker, der blev helbredt, eller gav Gud dem gennem Helligånden den tro, der var nødvendig for helbredelsen, så Gud kunne blive herliggjort? I Ef 2,8: »For af nåde er I frelst ved tro, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave;« jeg forstår dette således, at troen er Guds gave.

Svar: Du stiller et dybtgående spørgsmål. Det korte svar er, at der kun findes én tro: troen på Gud. Men denne tro kan udtrykke sig i fysisk helbredelse og et helligt liv, og denne tro kan også blive forvrænget eller taget fra en.

For et mere uddybende svar skal vi først se på troen generelt og derefter på forskellige aspekter af troen. Selvom tro indebærer intellektuel tilslutning, viser Jakob 2:19, at den er meget mere end det; den er tillid. Der er en berømt historie om, at en berømt linedanser ved navn Charles Blondin i det 19. århundrede gik over Niagara-vandfaldene på en line, mens han skubbede en trillebør. Nogen sagde til ham, at de havde tillid til, at han kunne klare det. Han svarede, at hvis de virkelig troede på det, så skulle de sætte sig ind i trillebøren. Tro handler ikke blot om at sige »jeg tror«, men om at være villig til at sætte sig ind i trillebøren. Stoler vi på Gud i en sådan grad, at vi ville være villige til at se tåbelige ud, hvis Gud ikke holdt sit løfte? Tro er en prisværdig ting, og Hebræerbrevet 11 giver mange eksempler på ikke blot at tro intellektuelt, men at leve i tro.
Troen skal have det rette objekt; at tro oprigtigt på en afgud fører ingen steder hen, eller i hvert fald ikke noget godt sted. Hvis en person tror på og udøver mange gode ting, men ikke tror på, at Jesus døde for vores synder og opstod fra de døde, er vedkommendes tro forgæves ifølge 1. Korintherbrev 15:1-8. De blev ikke helbredt ved at have tro på helbredelse, tro på sig selv, tro på en eller anden helgen eller endda tro på troen; de blev helbredt ved at have tro på Jesus. Det er interessant, at lige før dette afsnit, i Matthæus 9,1-8, helbredte Jesus en lam, og der nævnes intet om hans tro eller egentlig noget som helst om ham. Vi kan let udlede, at hans venner havde tilstrækkelig tro til at gøre sig den ulejlighed at bære ham hen til Jesus; og selvom han måske havde tro, nævnes det ikke. Så selvom vi ikke kan have frelsende tro for andre end os selv, kan vores tro være et effektivt redskab, som Gud bruger i andres liv. På den anden side valgte Jesus ikke at udføre mange mirakler i Nazaret på grund af deres manglende tro i Matthæus 13:57-58.
Desværre kan vores tro være delvis og ufuldstændig, hvad angår tid, oprigtighed og omfang.

Tro kun i en periode: Judas Iskariot troede på Jesus nok til at forlade sit tidligere liv og følge Jesus – i det mindste i en periode. Men allerede før Judas forrådte Jesus, stjal han fra pengekassen i Johannes 12:6. Judas drog endda ud sammen med de elleve andre disciple og forkyndte på landet i Matthæus 10:4-16, men selvom mange menneskers tro kunne være blevet styrket ved at se de store mirakler, havde han ikke (eller måske er det bedre at sige: ville ikke have) den tro, at Gud ville sørge for hans økonomiske behov, og at han ikke behøvede at stjæle fra Jesus og disciplene. Så selvom jeg tror, at de virkelig frelste aldrig kan blive »afvalgt«, tror jeg også på Bibelens advarsler om, at nogle, der er blevet oplyst og har smagt (men der står ikke »sluppet«) på den himmelske gave, kan falde fra og gå til evig fortabelse (Hebræerbrevet 6:4-6).

Uoprigtighed og tro: Nogle mennesker er som det frø, der sås på lav jord; de har tro i en periode, men bliver derefter viklet ind i noget. De kan være ærlige og sige, at de ikke længere har tro, eller de kan være uærlige og hævde, at de har tro, men være hykleriske. En person kan have en oprigtig tro blandet med uoprigtighed, men være ærlig om det. Da Jesus spurgte faren til en dreng, der var besat af en dæmon, om han troede, svarede han: »Jeg tror; hjælp min vantro!« i Markus 9:24. Andre har ingen oprigtig tro, kun uoprigtig tro, såsom troldmanden Simon i Apostlenes Gerninger 8:18-22.

Troens rækkevidde: Nogle mennesker kan tro på Gud i de store ting, hvor der ikke er noget andet valg, men ikke tro på Gud i de små ting. Nogle, som Gideon, kan have en enorm tro på, at Gud vil redde dem i kamp med blot nogle få soldater, men så ikke tro på, at Guds vej er den bedste vej, i stedet for at tjene penge på at have en afgudsbillede, som Gideon skammeligt gjorde i Dommerbogen 8:24-27. Samson var på samme måde.
Jeg tror ikke, at der findes to slags tro, nemlig frelsende tro og helbredende tro; der er kun én tro (Efeserbrevet 4:5). Men denne tro hos et menneske, der reagerer på Guds ord, kan – ligesom et frø i Matthæus 13,12-23 – vokse (enten meget eller blot lidt), formere sig i andre, men den kan også visne og dø, og personen kan falde fra (Matthæus 13,20-21). Lad os som en advarsel til os se på fire eksempler på tro, der døde:

Jesus lærte i Matthæus 7:21-23, at der vil være mennesker, der forkynder evangeliet (formodentlig det sande evangelium) og endda udfører mirakler i Jesu navn, hvilket, som I sikkert er enige i, kræver stor tro. Alligevel vil disse mennesker i sidste ende ende i helvede, fordi de var ugerningsmænd. Det er betydningsfuldt, at Jesus ikke sagde: »Jeg har glemt jer«, »Jeg har mistet jer« eller »I har mistet jeres frelse«. I stedet sagde Jesus til disse ugerningsmænd med stor tro: »Jeg har aldrig kendt jer.«

Kan en person, der er bestemt til helvede, hjælpes ved tro? Ja, i det mindste i en kort periode. I 2. Petersbrev 2:20-22 står der: »Hvis de nemlig er undsluppet verdens fordærvelse gennem kendskabet til vor Herre og Frelser Jesus Kristus, for derefter at blive viklet ind i den og overvundet af den igen, er deres endelige tilstand værre, end den var i begyndelsen. Det ville have været bedre for dem ikke at have kendt retfærdighedens vej end at have kendt den og derefter vende sig bort fra det hellige bud, der blev overleveret til dem. Om dem gælder ordsprogene: ’En hund vender tilbage til sit opkast,’ og: ’En vasket so vender tilbage til at vælte sig i mudderet.’” (BSB) Personen blev aldrig frelst; vedkommende var altid en hund eller en so. Alligevel »kendte« denne person på en eller anden måde vores Herre og Frelser Jesus Kristus. Deres viden var tilstrækkelig til endda at løfte dem fra et syndigt liv til et gudfrygtigt liv, men kun for en stund.

Mange mennesker får hjælp af Jesus, ligesom de ni spedalske gjorde i Lukas 17:11-19. Jesus helbredte ti spedalske, og alligevel var der kun én, en samaritaner, der vendte tilbage og takkede Jesus. »’Blev ikke alle ti renset?’ spurgte Jesus. ’Hvor er da de ni andre? Var der ingen anden end denne fremmede, der vendte tilbage for at prise Gud?’ Da sagde Jesus til ham: ’Stå op og gå; din tro har helbredt dig!’« (BSB) De ni andre blev virkelig hjulpet fysisk, og intet tyder på, at deres fysiske helbredelse blev taget fra dem. Men fysisk helbredelse var alt, hvad de fik; kun samaritaneren kom til Kristus og priste Gud. Hvis jeg havde et fysisk problem og måtte vælge mellem en tro, der helbredte, og en tro, der frelste, ville jeg foretrække den tro, der frelste og helbredte åndeligt, frem for den tro, der blot helbredte fysisk. Gud giver en tro, der kan gøre begge dele, men sørg for at lægge vægten på Giveren, ikke blot på gaven.

Vores tro skal være stærk, som Jakob 1,12 lærer os; den skal kunne holde ud selv under barske forhold; alligevel varer nogle menneskers tro kun et stykke tid og dør så. Jeg tror, at hele forskellen ligger i, om troen plejes af Gartneren (Johannes 15,1b), og om din tro er forbundet med Vinstokken (Johannes 15,1-8). At have tro, selv stor tro, vil ikke vare ved, medmindre den konstant plejes af Gud. Så selvom troen er vigtig, er det endnu vigtigere at nærme sig Gud. »Og nu forbliver disse tre: tro, håb og kærlighed; men den største af disse er kærligheden.« (1. Korintherbrev 13:13 BSB)

Men hvilken rolle spiller den frelsende tro?

Frelse er en gave fra Gud; den kommer ikke fra os, og vi bliver ikke frelst ved vores tro. Vi bliver snarere frelst ved Guds nåde gennem vores tro, ikke ved gerninger, som det står i Efeserbrevet 2:8-9. Dette korte, men komplekse verspar siger tre ting:

Det er ved nåde. Vi kan ikke »fortjene« vores frelse, for ellers ville det ikke være nåde.

Det er gennem troen. Troen har en anden rolle end nåden. Troen er vores svar på Guds initiativ.

Det er ikke gerninger. Gerninger har ikke den samme rolle som nåde; de bidrager ikke til at fortjene vores frelse.

Gerninger har en anden rolle end tro; vi bliver ikke frelst gennem gerninger, men snarere gennem tro.

Man kan derfor undre sig over, om gerninger overhovedet har noget med frelsen at gøre. Paulus forudser dette spørgsmål og besvarer det i Efeserbrevet 2,10. Gerninger spiller en rolle i frelsen, men ikke den rolle, som nogle mennesker og mange katolikker lærer. Gerninger er et resultat af vores frelse, ikke en forudsætning. Vi bliver ikke frelst ved at tjene, men snarere frelst for at tjene. Hvis de to ikke går hånd i hånd hos en troende, kan man stille spørgsmålstegn ved, om vedkommende virkelig er en troende, som det gøres i Jakob 2,14-25, men de har forskellige roller.

Men da det er forkert at sige, at gerninger spiller samme rolle som troen i vores frelse, som nogle katolikker hævder, er det også forkert at sige, at troen spiller samme rolle som gerningerne i vores frelse, som nogle kalvinister lærer. I Hebræerbrevet 4:2 står der: »For også vi har modtaget det glade budskab, ligesom de gjorde; men det budskab, de hørte, gav dem ingen nytte, da de ikke delte den tro, som de havde, der forstod det.« (BSB)

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne vedvarende tro er en gave fra Gud eller vores ansvar, så er det begge dele. Gud giver os troen som en gave, og vi kan og bør bede om tro. Alligevel har vi et ansvar for at tro og et ansvar for at løbe med udholdenhed (Hebræerbrevet 12:1). Vi har et ansvar for at prøve og undersøge både os selv og vores lærere (2. Korintherbrev 13:5-6). Alligevel kan vi stole på, at Gud besegler alle, der er frelst, med sin Hellige Ånd, »som er pantet på vores arv, indtil de, der er Guds ejendom, bliver forløst…« (Efeserbrevet 1:14 BSB). Se www.BibleQuery.org i menuen til venstre under »Lære« og derefter under »Prædestination« for mere information.

Spørgsmål: Fik Jairus i Markus 5:35 og Lukas 8:49 at vide, at hans datter var død?

Svar: Selvom det kunne være begge dele, er den første mulighed mest sandsynlig.

a) Det kan være, at Jairus vidste, at hans datter var ved at dø, da han tog af sted for at opsøge Jesus, og da han var på vej tilbage, fortalte de ham, at hans datter netop var gået bort.

b) Det er mere sandsynligt, at Jairus allerede vidste, at hans datter var død – eller så godt som død – da han begav sig af sted for at opsøge Jesus, og da han vendte tilbage, fik han i realiteten at vide: »Lad Jesus være i fred, du vidste jo allerede, at din datter var død.«

Uanset hvad var budskabet til Jairus dog: »Lad Jesus være i fred, for ikke engang han kan gøre noget ved dette.« Jeg håber, at vi aldrig indtager den holdning, ligesom Jairus valgte at have tro og afviste at indtage den holdning.

Spørgsmål: Er listen over de tolv disciple i Mt 10,2-5; Mk 3,16-18; Lk 6,13-16; Joh 1,45-47; 21,2 og ApG 1,13 forskellig, som det antydes i Asimovs Guide to the Bible, s. 998?

Svar: Nej. Selvom rækkefølgen er noget anderledes, er listerne de samme, så længe man har følgende forståelse.

Simon Barjona er den samme som Peter. Barjona betyder »bar« (søn af) Jona. Simon er et hebraisk navn, og Peter er et græsk navn.

Matteus, tolderen = Levi, søn af Alfeus, tolderen, i Markus 2:13-17. Levi er et hebraisk navn. Matteus er også et hebraisk navn, en forkortet form af Matthias. Måske ønskede han som tolder et dæknavn.

Jakob, søn af Alfeus, er den samme som Jakob den Yngre i Markus 15:40. Ifølge Strongs konkordans er Jakob en græcisert form af det hebraiske navn Jakob.

Bartholomæus (på alle lister) er den samme som Natanael i Johannes 1:45-47; 21:2. Det aramæiske navn Bartholomæus var muligvis ikke hans fornavn, men hans efternavn, da det betyder »Bar« (søn af) Talmai/Tolmai/Talmar. Natanael er også aramæisk og betyder »Guds gave«.

Thaddaeus er den samme som Judas, søn af Jakob, i Lukas 6:16 og Apostlenes Gerninger 1:13, ligesom Peter og Simon er den samme person. Måske ønskede Thaddaeus efter korsfæstelsen ikke at blive kaldt Judas på grund af potentiel forveksling med Judas Iskariot. Judas er et hebraisk navn. Nogle græske manuskripter nævner Thaddaeus, andre nævner »Lebbaeus«, og nogle nævner »Lebbaeus, kaldet/med efternavnet Thaddaeus«; »Lebbaeus« er den græske form af »Levi«.

Judas Iskariot mangler i Apostlenes Gerninger 1:13 af indlysende grunde.

Hvad angår de øvrige, Andreas, Jakob, Zebedæus’ søn, Johannes, Filip, Thomas og Simon Zeloten, får vi kun oplyst ét navn.

Man kunne tænke sig, at Natanael i Johannes 1:43-45; 21:2 ikke var den samme person som Bartholomæus. Denne opfattelse ville ikke betyde, at der er en fejl i Bibelen, men blot at Natanael var en discipel, men ikke en af de tolv disciple.

Spørgsmål: Hvordan skulle disciplene i Mattæus 10:9-10 undlade at anskaffe sig vandringsstave, og i Lukas 9:3 undlade at medbringe en vandringsstav, når de i Markus 6:8-9 netop skulle medbringe en vandringsstav?

Svar: Kristne giver tre forskellige svar, men det tredje svar er det mest sandsynlige.

Flere ture: De kunne have foretaget flere ture. Den eneste grund til at antage, at der var tale om flere ture, er dog at forklare, hvorfor de medbragte en stav, i stedet for ikke at medbringe en.

Forskellige græske ord: »anskaffe« i Matthæus er ikke det samme som »besidde« i Markus. De kunne tage den stav, de allerede havde, men ikke tage en ekstra med – eller noget andet for den sags skyld. Det græske ord for »tage/anskaffe« i Matthæus 10:9 kan betyde »anskaffe« i betydningen »køb ikke eller saml ikke disse ting«. Det græske ord i Markus 6:8 betyder »at besidde«. Problemet med denne fortolkning er, at det græske ord i Lukas 9:3 blot er en anden bøjning af det samme græske ord som i Markus 6:8.

Skriverfejl: Måske er der i de eksemplarer af Markus, vi har, indsat »kun« i stedet for »ikke«. Selvom alle de eksemplarer, vi har, siger »ikke«, er forskellen mellem »kun« og »ikke« på græsk tilføjelsen af det to-bogstavede græske ord ei. I *Hard Sayings of the Bible*, s. 422-424, nævnes en skrivefejl af en anden art, hvor Matthæus normalt var meget fortrolig med Markus, men her fulgte han Lukas. Så med andre ord bør »kun/undtagen en stav« i Markus sandsynligvis være »ikke en stav«, som det står i Matthæus og Lukas.

Spørgsmål: Skulle disciplene i Matt 10,9-10 undlade at anskaffe sko/sandaler, eller skulle de medbringe sandaler, som det står i Mark 6,8-9?

Svar: Det græske ord i Matthæus kan betyde »sko«, mens det græske ord i Markus ikke kan betyde sko. Greens bogstavelige oversættelse gengiver ordet i Markus 6:9 som »sandaler, der bindes under foden«. Lukas 9:3 nævner intet om sko eller sandaler.

Konklusionen er altså, at de sandsynligvis måtte tage sandaler med, men ikke sko, som ville være bedre på lange rejser. Dette stemmer overens med, at de heller ikke måtte tage vandrestave med.

Spørgsmål: Hvad er det egentlig, der skal udholdes »til enden«, som Jesus talte om i Mattæus 10:22; 24:13 og Markus 13:13?

Svar: Det er afslutningen på den store trængsel.

Spørgsmål: I Markus 1:15 står der: »Tiden er opfyldt, og Guds rige er nær«, hvor det græske verbum eggizo bruges i datid, hvilket indikerer, at Guds rige nærmede sig, men endnu ikke havde sejret. Men i Mt 11:4-5 afslører Jesus, at Guds rige er til stede i tiden og knyttet til hans person, fordi Matthæus hverken brugte udtrykket »Guds rige« eller verbet eggizo. Hvorfor er der denne forskel mellem de to evangelier, hvad angår begrebet Guds rige?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1) I Markus 1:15, i begyndelsen af sin tjeneste, før Jesus bekendtgjorde, hvem han var, sagde han, at tiden var opfyldt (datid), for Guds rige er [nu] nær. Det er tiden, der er opfyldt, ikke Guds rige, der er opfyldt.

2) Matthæus 11:4-5 taler slet ikke om Guds rige, endsige om det er i datid eller nutid. Jesus talte i stedet om det gode budskab, der forkyndes for de fattige.

3) For os er Guds rige nær, fordi det er indeni os. Den fulde fuldendelse af Guds rige ligger dog først i fremtiden.

Spørgsmål: Hvordan er Johannes i Matt 11:14 og Joh 1:21 den Elias, der skal komme?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Elias selv dukkede op ved forvandlingen, og Elias vil sandsynligvis bogstaveligt talt dukke op før Jesu genkomst, men Johannes Døberen er en anden person end Elias.

2. Johannes opfyldte rollen som Elias i Malakias 4:5 i forbindelse med Kristi første komme, men Elias selv vil vise sig ved Kristi genkomst.

3. Som Arndt bemærker i *Bible Difficulties and Seeming Contradictions*, s. 127, sagde Jesus ikke, at Johannes var den gamle Elias, der var vendt tilbage. Jesus sagde snarere, at Johannes var den Elias, der skal komme.

4. Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) påpeger i sit værk »Dialog med Trypho den jøde«, kapitel 49, at udtrykket om, at en person »har en andens ånd«, også blev brugt andre steder i Bibelen, nemlig da Gud tog den ånd, der var over Moses, og lagde den på Josua, og da Elisa modtog en dobbelt portion af Elias’ ånd. Ingen ville fortolke disse to eksempler som enten reinkarnation eller at de var den samme person, fordi i begge disse tilfælde levede den ældre og den yngre på samme tid.

Spørgsmål: Understøtter Mattæus 11:14 og Johannes 1:21 reinkarnationen af Elias?

Svar: Nej. Den fejlagtige lære om reinkarnation hævder, at et menneske dør, forlader sin gamle krop for altid og vender tilbage i en ny krop. Elias døde aldrig, og det var ham (ikke Johannes Døberen), der viste sig for Jesus under forvandlingen. Elia vil vende tilbage i sin egen krop i endetiden. Tertullian (198–220 e.Kr.) besvarer dette spørgsmål godt i *A Treatise on the Soul*, kap. 35, s. 217–218. Han tilføjer, at »ånden og kraften« blev skænket som ydre gaver ved Guds nåde.

Spørgsmål: Hvad er i evangelierne en harmonisering af Jesu tjeneste i den midterste periode?

Svar: Den midterste periode med 24 begivenheder omfatter de to bespisninger og strækker sig fra da Johannes Døberen blev dræbt, og Jesus forlod Galilæa, til tiden i Cæsarea Filippi. Tal henviser til begivenheder, der skal følge efter de forudgående tal. Bogstaver som a, b, c henviser til begivenheder, der kan finde sted i vilkårlig rækkefølge. De fedtrykte ord angiver markører for tid, rækkefølge og sted. De understregede vers viser passager, der sandsynligvis ikke er i kronologisk rækkefølge.

Den midterste del af tjenesten: Mt 14:13-16:28, Mk 6:30-9:1, Lk 9:11-27, Joh 6:1-7:9

M1. Jesus og disciplene forlader Galilæa og trækker sig tilbage til Betsaida. Luk 9:10

M2a. Folkemængderne finder Jesus. Luk 9:11

M2b. På bredden overfor Kapernaum prædiker Jesus for folkemængderne og helbreder. Mt 14:13-14; Joh 6:1-4

M3. På græsset (ikke ved Gennesaret) udfører Jesus sin første bespisning: 5.000 mænd plus kvinder og børn, med 5 brød og 2 fisk. Det var jøder, der havde været sammen med Jesus en dag. Der blev 12 kurve til overs. Mt 14:15-21; Mk 6:30-44; Lk 9:12-17; Joh 6:1-14

M4. På vej til Gennesaret, under nattens fjerde vagt, går Jesus og Peter på vandet. Mt 14:22-36; Mk 6:45-52

M5a. I Gennesaret helbreder Jesus nogle mænd. Mt 14:34-36; Mk 6:53-56

M5b. Jesus trækker sig tilbage til et bjerg. Joh 6:15

M6a1. På vej til Kapernaum, efter at have roet 3 eller 3 1/2 miles (4,8 eller 5,6 kilometer), ser disciplene Jesus gå på vandet. Joh 6:16-24a

M6a2. Straks ankommer båden. Joh 6:24b

M6a3. Ved søen ved Kapernaum er Jesus livets brød. Joh 6:25-71

M6a4. Indtil løvhyttefesten bliver Jesus i Galilæa. Joh 7:1-9

M6b. Farisæerne kritiserer Jesu disciple; det rene og det urene. Mt 15:1-20; Mk 7:1-23

M7. I Tyrus og Sidon helbreder Jesus en kvindes datter. Mt 15:21-28; Mk 7:24-30

M8. I Dekapolis helbreder Jesus den døve og stumme mand. Mk 7:31-37

M9. I Galilæa helbreder og underviser Jesus folkemængderne. Mt 15:29-31; Mk 8:1

M10. Ved bredden af Galilæasøen mætter Jesus for anden gang en stor skare: 4.000 mænd plus kvinder og børn med syv brød og nogle få små fisk. Det var ikke-jøder, der havde været sammen med Jesus i tre dage. Der blev syv kurve til overs. Mt 15:32-38; Mk 8:2-9

M11. Jesus sejler i båden til Magadan/Dalmanutha. Mt 15:39; Mk 8:10

M12a. Farisæerne stiller for anden gang krav om et tegn fra himlen. Mt 16:1-4; Mk 8:11-13

M12b. Jesus taler om surdej og de to måltider. Mt 16,5-12; Mk 8,14-21

M12c. I Betsaida helbreder Jesus en blind mand. Mk 8:22-26

M12d. I nærheden af Cæsarea Filippi (hvor der var en stor klippe) bekender Peter, at Jesus er Kristus. Mt 16:13-20; Mk 8:27-30; Lk 9:18-20

M13. Jesus forudsiger sin død. Mt 16:21-22; Mk 8:31; Lk 9:21-22

M14. Jesus siger til Peter: »Gå bag mig, Satan!« Mt 16,23; Mk 8,32-33

M15. Prisen for at følge Jesus. Mt 16:24-28; Mk 8:34-9:1; Lk 9:23-27

Spørgsmål: Hvilke centrale antagelser blev der i evangelierne lagt til grund for en harmonisering af den midterste periode af Jesu tjeneste?

Svar: Her er de antagelser, jeg har brugt til at udarbejde denne rækkefølge af begivenheder.

a) Evangelierne er i kronologisk rækkefølge for den midterste periode af Jesu tjeneste. Selvom der kunne være nogle ting, der ikke er i den rigtige rækkefølge, er der ingen grund til at formode det.

b) Nogle passager i Lukas, som jeg har placeret i den senere del af Jesu tjeneste, ville også passe ind i dette afsnit.

Spørgsmål: I Mt 12,30 spørger Bart Ehrman: »Nogle af Jesu udtalelser er gengivet på lignende, men alligevel divergerende måder. Et af mine yndlingseksempler på dette fænomen er de to udtalelser, der er nævnt i Matthæus 12,30 og Markus 9,40. I Matthæus erklærer Jesus: ’Den, der ikke er med mig, er imod mig.’ I Markus siger han: ’Den, der ikke er imod os, er for os.’ Sagde han begge dele? Kunne han mene begge dele? Hvordan kan begge dele være sande på én gang? Eller er det muligt, at en af evangelieskriverne har byttet om på tingene?” Jesus, Interrupted, s. 41

Svar: Helt ærligt er jeg fuldstændig rådvild over, hvordan Ehrman kunne se dette som en modsigelse. I Matthæus 12:22-37 (svarende til Markus 3:20-29) sker dette, da man bringer en besat mand til Jesus. Langt senere, ved en helt anden lejlighed, i Markus 9:38-41, får Jesus at vide, at en anden uddriver dæmoner. Så selvfølgelig kunne Jesus sige forskellige ting på forskellige dage. Måske mente Ehrman på en eller anden måde, at det var modstridende, at hvis nogen var imod Jesus, kunne de også være imod hans tilhængere, eller omvendt. Men Jesus forudsagde i Johannes 16:3, at hans tilhængere vil blive forfulgt og dræbt, fordi forfølgerne ikke kender Faderen eller Jesus. Jesus sagde i Johannes 15:18-21: »Hvis verden hader jer, så skal I vide, at den først hadede mig. Hvis I var af verden, ville den elske jer som sine egne. Men verden hader jer, fordi I ikke er af verden, men fordi jeg har udvalgt jer fra verden. Husk det ord, jeg har sagt til jer: ›Ingen tjener er større end sin herre.‹ Hvis de forfulgte mig, vil de også forfølge jer; hvis de holdt mit ord, vil de også holde jeres. Men de vil behandle jer således på grund af mit navn.” Jesus identificerede sig tæt med sine tilhængere i Matthæus 25:34-46 i lignelsen om fårene og gederne. I Johannes 15:1-8 siger Jesus, at vi er i ham, ligesom grenene er forbundet med vinstokken.

Spørgsmål: Hvordan kan man i Markus 9:40 sammenligne »den, der ikke er imod os, er for os« og »Lad ham ikke standse« i Lukas 9:50 med Lukas 11:23: »Den, der ikke er med mig, er imod mig«?

Svar: Der er to forskellige svar.

Afskriftfejl: I *Hard Sayings of the Bible*, s. 466-467, står der, at stort set alle græske manuskripter fra før det 8. århundrede i Lukas 11:23 lyder »imod jer … for jer« i stedet for »imod os … for os«. I *When Critics Ask*, s. 390, påpeges dette ligeledes, idet det siges, at KJV her er fejlagtig, da man blot anvendte de senere manuskripter. Uanset hvad er der dog ingen grund til, at disse udsagn skal være ens, da de blev fremsat på forskellige tidspunkter.

Forskellige typer mennesker: Personen i Markus 9:40 og Lukas 9:50 var en, der ikke blot forsøgte at uddrive dæmoner, men som med succes uddrev dæmoner i Jesu navn. I modsætning hertil i Lukas 11:23, på et andet tidspunkt, irettesætter Jesus folk, der sagde, at Jesus uddrev dæmoner ved hjælp af Beelzebub.

Uanset hvad var den mand, der uddrev dæmoner i Jesu navn, sammen med Jesus, fordi han troede på Jesus, selvom han befandt sig et andet sted. I dag kan det være let at tro, at nogen er anderledes, fordi de befinder sig et andet sted, i en anden kristen menighed eller i en anden kultur og gør tingene på en anden måde. Men hvis de er ægte brødre og søstre i Herren, så er de sammen med Jesus. Glem heller ikke, at mennesker fra vores egen kultur, måske i vores egen menighed, som fornægter kristendommens grundlæggende sandheder, er imod Jesus, uanset hvilke kulturelle sympatier vi måtte have for dem.

Spørgsmål: I Mt 14,15-21; Mk 6,30-44; Luk 9:12-17; Joh 6:1-14: Gav Jesus mad til 5.000 eller 4.000, som det står i Matt 15:32-38 og Mark 8:2-9? Er det en allegorisk fortælling, og er det derfor, han gentog den? Eller fandt begivenheden sted to gange i virkeligheden med forskellige detaljer?

Svar: Det er ikke den samme historie, og begge er bogstaveligt talt sande.

De 5.000 mænd plus kvinder og børn (Mattæus 14:21; Markus 6:34-44; Lukas 9:12-17) var jøder (Johannes 6:14-15), som havde været sammen med Jesus en dag (Johannes 6:35) og sad på græsset på den vestlige (jødiske) side af Galilæasøen. Der blev brugt fem brød og to fisk (Mattæus 14:17; Markus 8:19). Resterne fyldte 12 kurve (Mattæus 14:20). Bespisningen af de 5.000 er det eneste mirakel, der findes i alle fire evangelier.

De 4.000 mænd plus kvinder og børn (Mattæus 15:38) var sandsynligvis ikke-jøder, som havde været sammen med Jesus i tre dage (Markus 8:2) og sad på tør grund på den østlige (ikke-jødiske) side af Galilæasøen. Der blev brugt 7 brød og et par små fisk (Markus 8:5,7). Resterne fyldte 7 kurve (Markus 8:8).

Begge nævnes i Matthæus 16:7-11 samt i Markus 6:52. Jesus er villig til og i stand til at tage sig af jøderne, og Jesus er villig til og i stand til at tage sig af ikke-jøderne.

Uanset om vi fokuserer på, at Jesus bespiste 5.000 jøder i Johannes 6:14-35, eller ser, at Jesus bespiste 4.000 sandsynligvis ikke-jøder, eller begge dele, som Matthæus 15:38; 16:7-11 og Markus 6:52, 8:2-8 lærer os, må vi beslutte, om vi vælger at stole på, at evangeliernes Jesus også evigt vil bespise os.

Spørgsmål: I Matt 14:15-21; Mark 6:30-44; Luk 9:12-17 og Joh 6:1-14 – var der kun mænd til stede ved miraklet med bespisningen af de 5.000 med fisk og brød, som beskrives i Mark 6:44 og Joh 6:10?

Svar: Nej, det var ikke kun mænd. Det græske ord andres (andros i ental) er det samme i Markus 6,44; Lukas 9,14 og Matthæus 14,21 og betyder grundlæggende »mand«. Men Matthæus 14,19-21 siger, at der var omkring 5.000 mænd, ud over kvinderne og børnene.

I denne blandede skare er der altså to muligheder:

a) Der var omtrent lige mange mænd og kvinder, og de sad i familier.

b) Der var langt flere mænd end kvinder og børn til stede. Så måske blev de fleste kvinder hjemme.

Spørgsmål: De fire evangelier fortæller historien om, hvordan Jesus bespiste folket, med de samme detaljer: (5 brød, 2 fisk, 5.000 spisende, 12 kurve til overs). (Mt 14:15- ); (Mk 6:38-); (Luk 9:12- ); (Joh 6:3-). Spørgsmålet er: I hvilket omfang er denne begivenhed vigtig, siden de fire evangelier beretter om den med de samme detaljer? Hvilke teologiske sandheder ligger der i den, og hvad er dens betydning?

A: Denne begivenhed fandt faktisk sted, selvom der også her var tale om bevidst åndelig symbolik. Ligesom Jesus kunne udføre et mirakel og fysisk mætte 5.000 jødiske mænd samt kvinder og børn, kan du også stole på, at Jesus vil mætte dig åndeligt.

Spørgsmål: Afviste samaritanerne Kristus og tog ikke imod ham i Luk 9,52-53, eller mødte en stor skare af samaritanere Kristus i Joh 4,39-40?

A: Begge dele er sande på tre forskellige måder.

a) Disse to begivenheder fandt sted på forskellige tidspunkter i Jesu tjeneste. Modtagelsen fandt sted tidligt i Jesu tjeneste, og afvisningen fandt sted sent i hans tjeneste, da de vidste, at Jesus var på vej til Jerusalem.

b) Disse begivenheder fandt sted forskellige steder; når en gruppe mennesker, f.eks. en gruppe afrikanere, accepterer noget, følger det ikke, at alle afrikanere overalt skal acceptere det samme på samme måde.

c) Men selv blandt jøder var der nogle, der fulgte Jesus i en periode og derefter vendte sig bort. I Johannes 6:66 står der, at nogle af Jesu disciple vendte om og ikke længere fulgte ham. Blandt disse kunne der have været både samaritanere og jøder.

Se »When Critics Ask«, s. 390, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvad havde samaritanerne imod jøderne i Luk 9:52-53?

Svar: De og jøderne havde uoverensstemmelser af historisk, teologisk, religiøst, militært og politisk karakter.

Historisk set udgjorde samaritanerne hovedstadsområdet i det nordlige rige. Efter Salomos tid forlod de den sande tilbedelse af Gud og tilbad to gyldne kalve. Under eksilet var de en blanding af folk, der var blevet tilbage i landet, og ikke-israelitiske bosættere, som assyrerne havde bragt med.

Nehemias nægtede at lade dem deltage i genopbygningen af Jerusalem, og de var modstandere af, at byen blev genopbygget. Den apokryfe bog Ecclesiasticus 50:25-26 nævner samaritanerne, idumæerne [edomitterne] og filisterne som Israels tre forhadte nationer.

Teologisk set troede samaritanerne på Jesu tid kun på, at de første fem bøger i Det Gamle Testamente var Skriften, og at Guds hus skulle bygges på bjerget Gerizim (i Samaria), ikke i Jerusalem.

Religiøst set skulle tilbedelsen af Gud i templet i Jerusalem udføres af præster, der var efterkommere af Aron, bistået af efterkommere af Levi. Samaritanerne havde deres egne præster og tempeltjenere.

Militært set hjalp samaritanerne, da seleukiderne forsøgte at tvinge jøderne til at ofre til græske guder, seleukiderne med at forfølge dem, der ønskede at følge Gud og ikke tilbede afguder. Da makkabæeren Johannes Hyrkanos I kom til magten, brændte han det samaritanske tempel på bjerget Gerizim ned og ødelagde byen Samaria i 127 f.Kr.

Politisk set indsamlede Herodes den Store midler til at genopbygge det samaritanske tempel på bjerget Gerizim. Da samaritanerne imidlertid hørte, at Herodes også havde til hensigt at genopbygge templet i Jerusalem, afviste de midlerne.

Spørgsmål: I Matt 16:4 og Mark 8:12, ville der ikke blive givet noget tegn til folket, eller ville der ikke blive givet noget tegn bortset fra Jonas’ tegn, som nævnes i Luk 11:29-30?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Selvom Jona oplevede et mirakel, så folket i Ninive det ikke. Jona gav ikke folket i Ninive noget mirakuløst tegn, der opfordrede dem til at omvende sig; de havde kun Jona og hans budskab. Det eneste »tegn«, de havde, var ikke et mirakel, de kunne observere, men en mand. Jona, der prædikede for ninivitterne, var alt, hvad de havde at se. Man kunne sige, at Jonas’ budskab blev bekræftet af miraklet, at han blev slugt af en stor fisk og overlevede. Men indbyggerne i Ninive kunne kun høre om miraklet; de så det ikke selv.

2. Dette står i kontrast til udvandringen fra Egypten, hvor alle israelitterne kunne se den mirakuløse sky om dagen og ildsøjlen om natten.

3. Jesus kom »i Jonas’ stil«, ikke i udgangens stil. Jesus kom ikke i himmelsk herlighed, og selvom han udførte mirakler, der bekræftede hans budskab, så de fleste mennesker ikke miraklerne; de hørte kun om dem.

Resumé: Jesu pludselige fremtræden lignede Jonas’ ankomst til Ninive. Nogle gange vil folk kun acceptere noget, hvis beviset foreligger i den form, de foretrækker at se. Både for dem, der lyttede til Jonas, og dem, der lyttede til Jesus, gjaldt det om at lytte til budskabet og ikke lukke øjnene og undlade at se det, de ikke havde forventet.

Spørgsmål: Hvorfor blev der i Matt 16:4, Mark 8:12 og Luk 11:29-30 ikke givet tegn til folket, når Jesus jo udførte mange mirakler?

Svar: Selvom alle havde hørt om de mirakler, Jesus udførte, var det de færreste, der faktisk så nogen af dem. Selv de største forsamlinger, der var vidne til miraklerne – da han bespiste de 5.000 på græsset og de 4.000 på den tørre jord – udgjorde stadig kun en lille minoritet af de mennesker, der boede i Palæstina på det tidspunkt.

Både dengang og siden har mirakler tjent til at styrke troen, men mirakler i sig selv formår sjældent at omvende en person fra vantro til tro, især hvis personen ikke ønsker at tro. Husk, at nogle af farisæerne faktisk så den forkrøblede mands hånd blive helbredt for øjnene af dem, og alligevel ønskede de stadig ikke at følge Jesus.

Spørgsmål: Hvad var Jesu nøjagtige ord i Matt 16:16, Mark 8:29 og Luk 9:20? I Matt 16:16 står der: »Du er Kristus, den levende Guds Søn.« I Markus 8:29 står der: »Du er Kristus.« I Lukas 9:20 står der: »Guds Kristus.« Hvordan lød hans bekendelse egentlig? Og hvorfor er der denne variation i Peters svar?

Svar: Dette viser os, at evangelieskriverne omskrev teksten og ikke medtog alle detaljer. Naturligvis er »Du er Guds Kristus« blot en mere detaljeret udgave af »Du er Kristus«. Matthæus giver flest detaljer. Desuden ved vi ikke, om dette blev sagt på græsk eller aramæisk. Papias siger, at Matthæus oprindeligt skrev på »hebræernes sprog« (aramæisk), mens de tre andre evangelister skrev på græsk. Så selvom vi kender betydningen af det, Peter erklærede, kender vi ikke de nøjagtige ord.

Spørgsmål: I Luk 18:7, skal vores bønner være uophørlige (kontinuerlige), eller var Jesus imod dem, der troede, at deres bønner ville blive hørt på grund af deres mange ord i Matt 6:7?

Svar: Begge dele er rigtige. Gud ser på styrken i vores bøn, ikke på længden af vores bøn. Vi skal bede uden ophør (1. Thessalonikerbrev 5:17), men vi skal ikke tro, at det er de uophørlige ord, der tæller, men snarere vores hjerte, der tæller. På samme måde skulle de i Nehemias tid bygge muren til deres forsvar, men de skulle ikke stole på muren som deres forsvar, men stole på Gud.

Spørgsmål: Hvad er i evangelierne en harmonisering af Jesu senere tjeneste?

Svar: Det er vigtigt at skelne mellem, hvad der siges at være rækkefølgen, og hvad der kan være rækkefølgen. For disse 67 begivenheder henviser tal til begivenheder, der skal følge efter de forudgående tal. Bogstaver som a, b, c henviser til begivenheder, der kan finde sted i vilkårlig rækkefølge. De fedtrykte ord angiver markører for tid, rækkefølge og sted. Hvis man skulle tro, at evangelierne alle var i kronologisk rækkefølge for denne del af Jesu tjeneste, ville man ikke se nogen problemer.

Senere tjeneste: Mt 17:1-20:34, Mk 9:2-10:52, Lk 9:28-19:28, Joh 7:10-11:57

L1. Efter omkring otte dage (eller seks dage) tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med til Forvandlingsbjerget (sandsynligvis Tabor-bjerget). Mt 17:1-8; Mk 9:2-8; Lk 9:28-35

L2. Fortæl det ikke til nogen, før opstandelsen. Mt 17:9; Mk 9:9-10; Lk 9:36

L3. Jesus taler om Elias. Mt 17:10-13; Mk 9:11-13

L4. Den næste dag helbreder Jesus en epileptisk dreng, som disciplene ikke kunne helbrede. Mt 17:14-21; Mk 9:14-29; Lk 9:37-45

L5. I Galilæa forudsiger Jesus igen sin død. Mt 17:22-23; Mk 9:30-32

L6a. I Kapernaum (på den nordlige bred af Galilæasøen) betaler Jesus tempelskatten med mønter, der lå i en fisks mund. Mt 17:24-27

L6b. På det tidspunkt skændes disciplene om, hvem der er den største (kan have fundet sted flere gange). Mt 18:1-9; Mk 9:33-37; Lk 9:46-48

L6c. Johannes og disciplene beder en anden om at holde op med at uddrive dæmoner i Jesu navn. Mk 9:38-41; Lk 9:49-50

L6d1. På vej til Jerusalem vil samaritanerne ikke tage imod Jesus. Luk 9:51-56

L6d2. Mens de vandrer ad en vej, en disciples forpligtelse: ræve, døde, familie. Luk 9,57-62

L6d3. Jesus udsender de tooghalvfjerds. Luk 10:1-24

L7a1. I Jerusalem ved Løvhyttefesten (den 5. dag i den 7. måned) kommer Jesus. Joh 7:10-52

L7a2. I Jerusalem: en kvinde, der er taget i ægteskabsbrud. Joh 8:1-11

L7a3. Jesu vidnesbyrd er gyldigt. Joh 8:12-59

L7b. Jesus helbreder en blind mand, som går til farisæerne. Joh 9:1-41

L7c1. Jesus underviser om hyrden. Joh 10:1-21

L7c2. Ved indvielsesfesten [vinter] i tempelområdet i Jerusalem siger Jesus: »Jeg og Faderen er ét«. Joh 10:22-39

L7c3. Jesus begiver sig hen til det sted, hvor Johannes Døberen havde døbt. Joh 10:40-42

L7d1. Den lovkyndiges spørgsmål om, hvem der er min næste. Luk 10:25-28

L7d2. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Luk 10,29-37

L7d3. [Sandsynligvis i Betania i Judæa], den hengivne Maria og den flittige Marta. Luk 10,38-42

L7e. I Betania i Judæa opvækker Jesus Lazarus fra de døde. Joh 11:1-44

L7f. En dag fortalte Jesus sine disciple, hvordan de skulle bede, ved hjælp af Fadervor (sandsynligvis for anden gang). Luk 11:1-13

L7g1. Jesus driver en stum dæmon ud, der beskyldes for at være i ledtog med Beelzebub. Luk 11:14-26

L7g2. En kvinde velsigner Jesu mor; Jesus er uenig med hende. Luk 11:27-28

L7h. Da folkemængden voksede, siger Jesus, at de kun har Jonas’ tegn. Luk 11:29-32

L7i1. Kroppens lys. Luk 11:33-36

L7i2. I farisæerens hus udtaler han seks ve-ord. Luk 11:37-53

L7i3a1. I mellemtiden underviser han om at handle i lyset. Luk 12:1-7

L7i3a2. At bekende sig til Jesus foran mennesker og blasfemi mod Helligånden. Luk 12:8-12

L7i3b. Lignelsen om den rige tåbe. Luk 12:13-21

L7i3c. Lignelsen om at være vågen for herrens hjemkomst. Luk 12:35-48

L7i3d. Profetien om splittelse i familierne. Luk 12:49-53

L7i3e. At fortolke tidens tegn. Luk 12:54-59

L7i3f Jesus nævner galilæerne, der omkom, da Siloam-tårnet styrtede sammen. Luk 13:1-9

L7j På en sabbat helbreder Jesus en lam kvinde. Luk 13:10-17

L6k. Lignelserne om sennepsfrøet og surdejen. Luk 13:18-21

L6l1. Mens han rejser gennem byer og landsbyer: lignelserne om den smalle port og sorgen over Jerusalem. Luk 13:22-30

L6l2. På det tidspunkt udtrykker Jesus sin sorg over Jerusalem. Luk 13:31-35

L6m. En sabbat i en fremtrædende farisæers hus helbreder Jesus en mand med vand i kroppen og fortæller lignelsen om det store festmåltid. Luk 14:1-24

L6n. Da der var store skarer omkring Jesus, talte han for anden gang om, hvad det koster at være discipel: forældre, lignelserne om tårnet, kongen og saltet. Luk 14:25-35

L6o. Undervisning om små børn. Mt 18:10-11

L6p. Lignelsen om det fortabte får. Mt 18:12-14; Lk 15:1-7

L6q1. Lignelsen om den fortabte mønt. Luk 15:8-10

L6q2. Jesus fortsatte med lignelsen om den fortabte søn. Luk 15:11-32

L6r. Lignelsen om den kloge forvalter. Luk 16:1-15

L6s. Undervisning om tilgivelse og den ubarmhjertige tjener. Mt 18:15-35

L6t. Undervisning om Johannes og loven. Luk 16:16-17

L6u. Rejste fra Galilæa til Transjordan. Mt 19:1-2; Mk 10:1

L6v. Lære om skilsmisse. Mt 19:3-12; Mk 10:2-12; Lk 16:18

L6w. Lignelsen om den rige mand og Lazarus. Luk 16:19-31

L6x. Til sine disciple underviser Jesus om synd, lignelsen om træet plantet i havet og lignelsen om en tjeners pligt. Luk 17:1-10

L6y. Mellem Galilæa og Samaria på vej til Jerusalem helbredte Jesus 10 spedalske (…hvor er de andre 9?). Luk 17:11-19

L6z. Farisæerne spørger, hvordan Guds rige kommer. Luk 17:20-37

L7a. Lignelsen om den vedholdende enke. Luk 18:1-8

L7b. Lignelsen om farisæeren og tolderen. Luk 18:9-14

L7c. Folk bragte spædbørn til Jesus for at få dem velsignet; disciplene irettesatte dem. Mt 19:13-15; Mk 10:13-16; Lk 18:15-17

L7d. Den rige unge hersker stiller et spørgsmål: … nåleøjet. Mt 19:16-30; Mk 10:17-31; Lk 18:18-30

L8. Lignelsen om arbejderne i vingården. Mt 20:1-16

L9. På vej til Jerusalem forudsiger Jesus sin død og opstandelse. Mt 20:17-19; Mk 10:32-34; Lk 18:31-34

L10a. Jakob og Johannes’ mor kommer sammen med dem for at fremsætte en bøn til Jesus. Mt 20:20-28; Mk 10:35-45

L10b. Da Jesus forlod Jeriko (sandsynligvis det gamle Jeriko), helbredte han to blinde mænd, der råbte: »Herre, Davids Søn, forbarm dig over os!« (BSB) Mt 20:29-34

L10c. Da Jesus kommer ind i Jeriko (sandsynligvis det nye Jeriko), helbreder han en blind mand, Bartimæus, der råber: »Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig!« (BSB) Mk 10:46-52; Lk 18:35-43

L11a. I Jeriko møder Jesus Zacheus. Luk 19:1-10

L11b. I nærheden af Jerusalem (de to Jerikoer lå 15-17 miles, 24-27 kilometer, nordøst for Jerusalem) fortæller Jesus lignelsen om de ti tjenere og de ti minaer. Luk 19:11-28

L12. Kajafas og Sanhedrin smeder en plan om at dræbe Jesus. Joh 11:45-53

L13. Derfor trækker Jesus sig tilbage til landsbyen Efraim. Joh 11:54

Spørgsmål: Hvilke centrale antagelser blev der i evangelierne lagt til grund for en harmonisering af Jesu senere tjeneste?

Svar: Alt bygger på antagelser, og hvis en anden anvendte de samme antagelser, ville vedkommende udarbejde en meget lignende liste. Her er antagelserne for den foregående rækkefølge.

a) Alle evangelierne er i kronologisk rækkefølge for Jesu senere tjeneste. Selvom de kunne være i uorden, er der ingen grund til at formode, at de er det.

b) Nogle af de afsnit fra Johannes, der er placeret her, kunne have fundet sted i midten af Jesu tjeneste.

c) Følgende begivenheder fandt kun sted én gang: Forvandlingen, lignelsen om det fortabte får og den rige unge hersker.

d) Opvækningen af Lazarus, Maria og Martas bror, fandt sted omtrent på samme tid, som Jesus var i deres hus.

Spørgsmål: Beviser Matt 19:16-17; Mark 10:18 og Luk 18:19, at Jesus ikke er Gud? (Muslimer har nævnt dette)

Svar: Nej, men det er godt, at vi her erkender, at Jesus sætter den mand, der kalder ham god, i forbindelse med påstanden om, at Jesus er Gud. Enten:

a) var Jesus Gud, og han spurgte manden, hvorfor han kaldte Jesus god, medmindre han anerkendte, at Jesus var Gud, eller

b) Jesus benægtede, at han var Gud, hvilket fremgår af, at Jesus ikke var fuldkommen god.

Det kan ikke være begge dele. Er du enig?

Så hvordan er det egentlig? Var Jesus fuldstændig god (og Gud) eller ej?

Er du altså enig i, at Jesus var uberørt af synd?

I Bibelen står der i 2. Korintherbrev 5:21, Hebræerbrevet 4:15 og 1. Petersbrev 1:18-19, at Jesus var uden synd.

Jesus spurgte endda i Johannes 8:46a: »Hvem af jer kan bevise, at jeg har syndet?«

Jesus var omhyggelig med ikke at bruge ordet »god« letfærdigt, men alligevel kaldte Jesus sig udtrykkeligt den gode hyrde i Johannes 10:11.

For muslimer siger Koranen i sura 3:45, at Jesus var ren. De muslimske hadither siger, at Jesus var uberørt af synd i Sahih Muslim, bind 4, nr. 5837 (s. 1261), Bukhari, bind 4, bog 55, kap. 38, nr. 641, s. 426, og Bukhari, bind 4, bog 54, kap. 10, nr. 506, s. 324.

Spørgsmål: Hvad er det præcist, Jesus i Matt 19:16-30; Mark 10:17-31; Luk 18:18-30 siger, at er umuligt for mennesket, men at alt (herunder dette) er muligt for Gud?

Svar: At komme ind i himmelriget (frelse) er både svært og umuligt uden Gud. Lad os først se på den specifikke rige unge hersker og derefter på de generelle tilfælde for at se to anvendelser.

Den rige unge hersker så umiddelbart ret lovende ud med sin forståelse af Guds lov. Alligevel nåede han ikke op på den retfærdighed, der var nødvendig for at komme i himlen, fordi han viste, at hvis han skulle vælge mellem sin rigdom og at følge Jesus, kunne han ikke give afkald på sin rigdom.

Den første anvendelse er, at det ofte er sværere for rige mennesker end for andre at være retfærdige nok til at komme i himlen, fordi det er så svært for dem at stole på Gud, hvis det betyder, at de skal give afkald på deres rigdom. Abraham var meget rig, og han kom i himlen, så det er ikke rigdommen i sig selv, der er problemet. Det er kærligheden til penge, der er roden til al slags ondskab.

Men hvis man generaliserer endnu mere, har også ikke-rige mennesker problemer. Mennesker kan stole på deres egne evner eller begære deres syndige vaner, mindre vigtige kærligheder og endda had, så hvis Jesus skulle kalde dem til at forlade disse ting og følge ham, ville de ikke gøre det.

Faktisk er en anden konklusion, at 100 % af alle mennesker, der nogensinde har levet – bortset fra Jesus – ikke lever op til den retfærdighed, der kræves for at komme i himlen. Selv hvis Gud tilgav alle vores tidligere synder og sagde: »Bare synd ikke fra dette øjeblik af, så kommer I i himlen«, ville vi alligevel ikke klare det. Vores hjerter er ikke perfekte; vi har en syndig natur og har brug for at blive renset.

På grund af vores hjerter er det altså umuligt for mennesker at komme i himlen; og hvis det var hele historien, ville himlen være tom for mennesker. Men hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Selvom vores hjerter ikke er perfekte, vi har syndet i fortiden og stadig vil synde i fremtiden, har Gud, for hvem alt er muligt, banet vejen for det syndige menneske til at komme i himlen. Den vej er Jesus Kristus. Det er lidt ligesom manden, der kom til Jesus for at få sin søn helbredt, og Jesus spurgte, om han troede. Manden svarede: »Jeg tror; hjælp min vantro!« Vi bør være oprigtige og ærlige over for Gud, men en del af at være ærlig over for Gud er at bekende over for ham, når vi er uoprigtige og hykleriske.

Den rige unge hersker kunne have sagt: »Jesus, jeg er ked af det, men jeg kan simpelthen ikke give afkald på mine rigdomme nu; jeg er slave af dem. Hav medlidenhed med mig, befri mig fra min trældom under synden, og tag kontrol over mit liv, sådan som det er, så jeg kan følge dig.« Men i stedet vendte den rige mand sig bort. Corrie ten Boom var en kristen, der overlevede nazisternes koncentrationslejr i Bergen-Belsen. En gang efter krigen, da hun talte om Guds kærlighed, kom en mand hen til hende bagefter for at give hende hånden. Hun genkendte ham som en af de grusomme vagter i koncentrationslejren. Efter krigen havde han fundet Kristus, men Corrie kunne, trods de ord, hun netop havde sagt til alle, ikke bringe sig selv til at give ham hånden. Hun bad stille: »Jesus, jeg kan ikke tilgive ham. Giv mig din tilgivelse.” Så skete det utrolige: Hendes hånd strakte sig frem, og hun kunne give ham hånden. (The Hiding Place, s. 238)

I vores velstående samfund kan vi som kristne nogle gange let glemme det vigtige begreb om den store afhængighed, vi har af Gud. Hvis du tror, du kan udrette alt det, du skal, uden Gud, så er de mål, du stræber efter, sat for lavt. En fordel ved fattige mennesker – defineret som dem, der ikke ved, hvordan de skal få mad om to dage – er, at de ved, at ægte selvhjulpenhed for dem ikke er andet end en illusion. Men i virkeligheden er selvhjulpenhed en illusion for alle.

Spørgsmål: Var det Jakobs og Johannes’ mor, der fremsatte denne anmodning til Jesus i Mattæus 20:20, eller var det Jakob og Johannes, der fremsatte anmodningen, som det står i Markus 10:35?

Svar: Både moderen og sønnerne kom til Jesus. I Mattæus 20:22 spørger Jesus straks, om I (dvs. han taler til Jakob og Johannes) er i stand til at drikke den kalk, som Jesus skal drikke. De (sønnerne) sagde, at de var i stand til det.

Spørgsmål: Hvorfor gik Jesus i Joh 14:2 for at forberede et sted til dem, når himlen ifølge Mt 25:34 var forberedt til dem fra verdens grundlæggelse?

Svar: Gud er både i tiden og uden for tiden. Allerede før tiden begyndte, vidste Gud, hvem der ville komme i himlen, hvilket forudsætter, at Gud vidste, at han ville forberede et sted til dem. Jesu død var nødvendig for at åbne himlen for alle, der skulle derhen.

Som en enkel analogi: Når et par adopterer et barn, må de gøre huset klar til barnet. Huset er allerede bygget, men parret køber måske en vugge eller en seng, mad og måske pynt til fejringen.

Desuden viser 1 Korintherbrev 3:11-15, at forskellige mennesker modtager forskellige belønninger i himlen.

Spørgsmål: Helbredte Jesus i Mattæus 20:29-34 to blinde mænd, da han forlod Jeriko, eller én blind mand, da han forlod Jeriko, som det står i Markus 10:46-52?

Svar: Der er to muligheder.

To begivenheder: Jesus kunne have helbredt den blinde Bartimæus og også helbredt to andre blinde mænd enten før eller efter Bartimæus. Når Jesus først havde helbredt mindst én blind mand, ville det faktisk være mærkeligt, hvis byens indbyggere vidste det, og ikke en eneste anden blind person henvendte sig til Jesus for at blive helbredt. Det er sandsynligt, at Jesus helbredte endnu flere mennesker i Jeriko, end evangelieskriverne har nedskrevet. I bogen *When Critics Ask* (s. 353) står der, at hvis Jesus helbredte én blind mand, da han kom ind i Jeriko, og nogen så det og fortalte det til andre, kan man være sikker på, at der ville være andre blinde mænd, der ventede på Jesus, da han forlod Jeriko.

Én begivenhed: Markus 10,46-52 nævner kun én af de blinde mænd ved navn (Bartimæus). Måske var Markus ikke klar over, at der var to blinde mænd. Hvis der var to blinde mænd, hvoraf den ene hed Bartimæus, er det selvfølgelig korrekt, men upræcist, at sige, at der var én blind mand.

Se også det næste spørgsmål for mere information om de to byer ved navn Jeriko.

Spørgsmål: I Matt 20:29-34 og Mark 10:34-52, helbredte Jesus da de blinde, mens han forlod Jeriko, eller da han kom ind i byen, som det står i Luk 18:35?

Svar: Dette var sandsynligvis blot én begivenhed, der fandt sted, mens Jesus rejste mellem de to byer ved navn Jeriko.

Det gamle Jeriko (Tell es-Sultan) ligger nordvest for det moderne Jeriko (er-Riha). Det blev ødelagt af Josva, men genopbygget i 1. Kongebog 16:34. Der boede hovedsageligt jøder der i Jesu tid.

Det Nye Testamente-Jeriko (ved Tulul Abu el-’Alayiq) var primært en ikke-jødisk by, der var bygget op omkring Herodes den Stores vinterpalads, som døde der omkring år 4 f.Kr. Stedet ligger ca. 3/4 til 1 mile (1,2 til 1,6 kilometer) syd eller sydvest for det gamle Jeriko. Vinterpaladset havde to bassiner, et stort romersk bad og seks private mikvaer, som var steder for jødisk rituel renselse. Et kort, der viser paladset og bassinerne i det nye Jeriko, findes i *New International Dictionary of the Bible*, s. 511-512.

Spørgsmål: Hvad er i evangelierne en »harmoni« for Passionsugen, den sidste uge før opstandelsen?

Svar: Det er vigtigt at skelne mellem, hvad der siges at være rækkefølgen, og hvad der kan være rækkefølgen. For disse 104 begivenheder henviser tal til begivenheder, der skal følge efter de forudgående tal. Bogstaver som a, b, c henviser til begivenheder, der kan finde sted i vilkårlig rækkefølge. De fedtrykte ord angiver markører for tid, rækkefølge og sted. Hvis man skulle tro, at evangelierne alle var i kronologisk rækkefølge i dette afsnit, ville man ikke se nogen problemer.

Passionsugen: Mt 21:1-27:66, Mk 11:14-15:47, Lk 19:29-23:56, Joh 12:11-19:42

P1. I Betania, seks dage før påsken, dagen før den triumferende indtog, deltager Jesus i et festmåltid til hans ære i Simon den spedalskes hus, hvor Maria serverede. Lazarus ligger også til bords der. Jesus bliver for anden gang salvet af Maria med en pint nardusolie, der svarer til et års løn, fra en alabastkrukke. (Bemærk, at dette er byen, hvor Lazarus boede, ikke huset.) Judas Iskariot og disciplene klager. Joh 12:1-12a; Mt 26:6-13; Mk 14:3-9

P2. Jesus i Betfage ved Olivenbjerget. Mt 21:1; Mk 11:1-6; Lk 19:29-34

P3. Jesus beder dem om at hente et ungt æsel og dets mor. Mt 21:2-6; Mk 11:2-6; Lk 19:29-34

P4. Disciplene vender tilbage med æselet og æselungen. Mt 21:7a; Mk 11:7-10; Lk 19:35; Joh 12:14-15

P5. På Palmesøndag: Den triumferende indtog. Mt 21:7b-11; Mk 11:7-11a; Lk 19:35-44; Joh 12:12b-19

P6a. Jesus forudsiger sin død, og Faderen taler fra himlen. Joh 12:20-50

P6b. Jesus tilbringer natten i Betania. Mk 11:11b

P6c. [Søndag eller mandag eller begge dele] Jesus driver pengevekslere ud af templet for anden gang. Mt 21:12-13; Lk 19:45-48

P6d1. I templet helbreder Jesus blinde og lamme. Mt 21:14-16

P6d2. Jesus overnatter i Betania. Mt 21:17

P7. Tidligt om morgenen den næste dag [mandag eller tirsdag], da han vender tilbage til Jerusalem, forbander Jesus et figentræ. Mk 11:12-14. Bemærk, at dette er Jesu anden tur til templet.

P8. Tidligt om morgenen [tirsdag eller onsdag] forbander Jesus et figentræ for anden gang. Mt 21:18-19a

P9a. Straks visner figentræet. Mt 21:19b-22

P9b. Figen træet visner. Mk 11:20-25

P10. Jesus går ind i templet, taler om autoritet (Mt 21:23-32) og driver pengevekslere ud for tredje gang. Mk 11:15-18 (Bemærk: Det ville være mærkeligt, hvis Jesus drev dem ud den ene dag og tillod dem at være der den næste.)

P11. Om aftenen forlader de byen. Mk 11:19

P12. En dag [tirsdag eller onsdag] i templet bliver Jesus spurgt om sin autoritet. Mk 11:27-33; Lk 20:1-8

P13. Lignelsen om vingårdsmændene. Mt 21:33-46; Mk 12:1-12; Lk 20:9-19

P14. Jesus fortæller lignelsen om bryllupsfesten. Mt 22:1-14

P15a. Farisæerne og herodianerne spørger om at betale skat til kejseren. Mt 22,15-22; Mk 12,13-17; Lk 20,20-26

P15b. Saddukæerne udspørger Jesus om opstandelsen. Mt 22:23-33; Mk 12:23-27; Lk 20:27-39

P16. Efter saddukæerne spørger en farisæer om det største bud. Mt 22:34-40; Mk 12:28-33

P17a. Ingen stillede Jesus flere spørgsmål. Mt 22:46; Mk 12:34; Lk 20:40

P17b. Mens farisæerne var samlet, stiller Jesus et spørgsmål om Salme 110:1. Mt 22:41-45; Mk 12:35-37; Lk 20:41-44

P18a. Jesus irettesætter de skriftkloge og farisæerne. Mt 23; Mk 12:38-40; Lk 20:45-47

P18b. Jesus bemærker enkenes offergave. Mk 12,41-44; Lk 21,1-4

P19. Da Jesus forlader templet, profeterer han om dets undergang. Mt 24:1-2; Mk 13:1-2; Lk 21:5-6

P20. På Olivenbjerget underviser Jesus om endetiden. Mt 24:3-44; Mk 13:3-37; Lk 21:7-36

P21. Hver dag underviser Jesus i templet og tilbringer natten på Olivenbjerget. Luk 21:37-38

P22. Tre lignelser om Mesterens genkomst. Mt 24:45-25:30

P23a. Læren om dommen over får og geder ved Jesu trone. Mt 25:31-46

P23b. To dage før påsken smeder ypperstepræsterne og de ældste en plan om at arrestere Jesus. Mt 26:1-5; Mk 14:1-2; Lk 22:1-2

P24. Judas taler i hemmelighed med præsterne for at forråde Jesus. Mt 26:14-16; Mk 14:10-11; Lk 22:2-6

P25. På den første dag af det usyrede brøds fest forbereder de den sidste nadver. Mt 26:17-19; Mk 14:12-16; Lk 22:7-13

P26. Jesus vasker sine disciples fødder. Joh 13:1-18

P27. I en stor sal på øverste etage (Mark 14:15) spiser de nadveren. Matt 26:20-29; Mark 14:17-25; Luk 22:14-23; 1 Kor 11:23-26

P28. Jesus siger, at Judas vil forråde ham. Joh 13:18-28a

P29. Jesu nye bud om at elske hinanden. Joh 13:31-35

P30. Midt under den sidste nadver går Judas sin vej. Joh 13:28b-30

P31. Enten under den sidste nadver eller kort derefter opstår der endnu en diskussion om, hvem der er den største. Luk 22:24-30

P32a1. Efter at Judas er gået, på vej til Olivenbjerget, forudsiger Jesus, at Peter vil fornægte ham tre gange. Mt 26,30-35; Mk 14,26-31; Lk 22,31-38; Joh 13,36-38

P32a2. I Getsemane-haven på Olivenbjerget. Mt 26:36-46; Mk 14:32-43a; Lk 22:39-46

P32b. Fra den sidste nadver til Olivenbjerget taler Jesus. Joh 14:1-16:33

P33. Jesu bøn før anholdelsen. Joh 17:1-26

P34. Efter at Jesus er færdig med at bede, krydser de Kidron-dalen og går ind i en olivenlund. Joh 18:1

P35. Jesu anholdelse. Mt 26:47-56; Mk 14:43b-52; Lk 22:47-53; Joh 18:2-11

P36. De begiver sig til huset hos Annas, svigerfar til ypperstepræsten Kajafas. Luk 22:54; Joh 18:12-13.

P37. Jesus blev sendt til Kajafas’ hus. Joh 18:24. Mt 26:56-57 og Mk 14:51-53 udelader det foregående og nævner blot dette.

P38a1. I eller nær ypperstepræstens gård bliver Jesus stillet for Sanhedrin. Mt 26:57-68; Mk 14:53-65; Lk 22:66-71; Joh 18:12-14; Joh 18:19-23

P38b1. Da »denne discipel« [Johannes] var kendt af ypperstepræsten, gik han ind i gården. Derefter gik han ud igen og talte med pigen/tjenestepigen/tjenerinden, der havde vagt, og førte Peter ind ad døren. Joh 18:15-16

P38b2. 1. anklage: I gården kom en pige/tjenestepige/tjenerinde hos ypperstepræsten, som stod ved døren, hen til ham (Mt), kom forbi (Mk) og så på Peter i skæret fra bålet og sagde til Peter, at han var sammen med Jesus. Peter varmede sig i gården. Mt 26:69; Mk 14:66-67; Lk 22:54-56; Joh 18:17a

P38b3. 1. fornægtelse: Peter fornægtede Jesus og sagde: »Kvinde, jeg kender ham ikke« (Luk), »Jeg ved ikke, hvad du taler om« (Mt) eller »Jeg ved ikke og forstår ikke engang, hvad du taler om« (Mark) foran dem alle (Mt). Mt 26:70; Mk 14:68; Lk 22:57; Joh 18:17

P38b4. 2. runde af beskyldninger: Derefter gik Peter hen til porten (Mt), og en anden pige [allu] sagde til mængden: »Denne mand var sammen med Jesus fra Nazaret« (Mt). Peter blev beskyldt: »Du er også en af dem.« (Luk) Tjenestepigen (Mark) så Peter igen og sagde til skaren: »Denne mand er en af dem.« (Mark) Peter blev spurgt: »Er du ikke også en af hans disciple?« (Joh) Mt 26:71; Mark 14:69; Luk 22:58a; Joh 18:25a

P38b5. 2. benægtelse: Peter sagde under ed: »Det er jeg ikke« (Joh), »Menneske [anthrope], det er jeg ikke.« (Luk) »Jeg kender ikke den mand!« (Mt), og benægtede Jesus for anden gang. Mt 26:72; Mk 14:70a; Lk 22:58b; Joh 18:25b

P38b6a. 3. runde af beskyldninger: Omkring en time senere (Luk) sagde de, der stod der [en lille skare?], at Peter var en af dem, og nævnte hans galilæiske accent. Mt 26:73; Mk 14:70b; Luk 22:59

P38b6b En af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til den mand, hvis øre Peter havde skåret af, konfronterede Peter med, at han havde set ham i olivenlunden. Joh 18:26

P38b7. 3. benægtelse: Peter bandede og sagde: »Mand, jeg ved ikke, hvad du taler om« (Luk), »Jeg kender ikke den mand!« (Mt) eller »Jeg kender ikke denne mand, som du taler om!« (Mark, Joh), og benægtede Jesus for tredje gang. Straks, mens de stadig var i huset, galede hanen. Jesus så på Peter (Mt 26:74-75; Mk 14:71-72; Lk 22:60-62; Joh 18:27).

P38c. Judas hænger sig. (Rebet brast enten før eller efter, at han døde.) Liget falder ned og splintres. Ypperstepræsterne køber den mark, hvor Judas’ lig ligger. Marken hed Akeldama. Mt 27:1-10; ApG 1:18-19

P38a2. Soldaterne håner, slår og binder øjnene på Jesus. Luk 22:63-65

P39. Ved daggry spurgte det jødiske råd Jesus (eller spurgte ham igen): »Hvis du er Kristus, så sig det til os.« Og de traf en beslutning. Mt 27:1; Mk 15:1; Lk 22:66-71

P40a. Det var nu tidligt om morgenen, og Jesus forlod, ledsaget af præsterne, Kajafas’ hus og begav sig til sin retssag for den romerske landshøvding Pontius Pilatus. Matt 27:2; Mark 15:1; Luk 23:1; Joh 18:28-38.

P40b. Natten før retssagen for Pilatus havde hans hustru haft en drøm om, at hun ikke ville have noget at gøre med at dømme Jesus. Mt 27:19

P41. Jesu retssag for Pilatus. Mt 27:11-14; Mk 15:1-15; Lk 23:1-6; Joh 18:28-37

P42. Pilatus sender Jesus til Herodes. Luk 23:7-11a

P43a. Herodes sender Jesus tilbage til Pilatus. Luk 23:11b-12

P44. Jesus sendes tilbage til Pilatus. Luk 23:13-16

P45. Pilatus erklærer sig uskyldig i hans blod, appellerer til folkemængden og løslater Barabbas. Mt 27:15-26; Lk 23:17-25; Joh 18:38-40

P46. Romerske soldater pisker og håner Jesus og klæder ham i en purpur-skarlagenrød kappe og en tornekrone. Mt 27:27-31a; Mk 15:16-20a; Joh 19:1-3

P47. Pilatus går igen ud til jøderne. Joh 19:4-15

P48. Jesus føres bort for at blive korsfæstet. Mt 27:31b; Mk 15:20b; Lk 23:26a; Joh 19:16

P49. Jesus bar [i første omgang] sit eget kors. Joh 19:17a

P50. Simon fra Kyrene bliver [derefter] tvunget til at bære Jesu kors. Mt 27:32; Mk 15:21; Lk 23:26b

P51. Jesus siger: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn …« Luk 23:28-31

P52a. På Golgata ved den tredje time [kl. 9.00] bliver Jesus korsfæstet. Mt 27,33; Mk 15,22.25; Lk 23,33; Joh 19,16b-22

P52b. Skrev det tresprogede skilt over Jesu hoved. Mt 27:37; Mk 15:26; Lk 23:38

P52c. To forbrydere korsfæstes ved siden af Jesus. Mt 27:38; Mk 15:27; Lk 23:32-33

P53a. Jesus siger: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Luk 23:34a

P53b. Nogle tilbyder Jesus noget at drikke, men han afslår. Mt 27:34; Mk 15:23

P53c. De kaster lod om tøjet. Mt 27:35-36; Mk 15:24; Lk 23:34b; Joh 19:23-24

P54a. Jesus sagde: »Kvinde, se, her er din søn … Se, her er din mor.« Joh 19,25-27

P54b. Andre siger: »Han frelste andre; lad ham frelse sig selv …«. Mt 27:40-43; Mk 15:29-30; Lk 23:35a

P54c. Præsterne håner også Jesus. Mk 15:31-32; Lk 23:35b

P54d. Soldaterne håner Jesus på korset. Luk 23:36-37

P54e.1 Tyven til venstre fornærmer Jesus. Mt 27:44; Lk 23:39

P54.e.2 Tyven til højre forsvarer Jesus. Luk 23:40-43a

P54.e.3 Jesus siger: »… i dag skal du være med mig i Paradiset«. Luk 23:43b

P54.f. Jesus siger: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«. Mt 27:45-47; Mk 34-36

P54.g. Jesus siger: »Jeg tørster.« Joh 19:28-29. For anden gang tilbydes han at drikke af en svamp. Mt 27:48

P54.h Nogle venter på at se, om Elias kommer. Mt 27:49

P54.i. Mørke fra omkring den sjette time til den niende time. Mk 15:33; Lk 23:44-45a

P55a. Jesus siger: »Det er fuldbragt.« Joh 19:30

P55b. Lige før han dør, siger Jesus: »Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd«. Luk 23:46a

P56a. Jesus dør. Mt 27:50; Mk 15:37; Lk 23:46b

P56b. I det samme øjeblik blev forhænget i templet revet i to. Mt 27:51a; Mk 15:38-39, Lk 23:45b (også Thallus 52 e.Kr.)

P56c. Der opstod et jordskælv, gravene brød op, og de døde dukkede frem. Mt 27:51b-53.

P57a. Soldaterne brækker røverne benene, men ikke Jesu. Joh 19:31-37

P57b. Hundredføreren siger, at dette helt sikkert var en retfærdig mand. Luk 23:47-49

P57c. Hundredføreren siger: »Dette var Guds Søn!« Mt 27:54; Mk 15:39

P57d. Mange kvinder stod og så på. Mt 27:55-56

P58. Da det blev aften, beder Josef fra Arimatæa Pilatus om Jesu lig. Mt 27:57-58; Joh 19:38

P59a. I Josef fra Arimatæas grav begravede Josef og Nikodemus Kristi lig, og en sten blev rullet foran graven. Mt 27:59-61; Mk 15:42-47; Lk 23:50-54; Joh 19:39-42

P59b. Før sabbatten skaffer kvinderne krydderier. Luk 23:55-56

P59c. Pilatus giver tilladelse til, at der stilles en vagt af soldater ved graven. Mt 27:62-65

P60. De forseglede graven og satte en vagt der. Mt 27:66

Spørgsmål: Hvilke centrale antagelser blev der i evangelierne lagt til grund for harmoniseringen af lidelsesugen?

Svar: Hvis man anvendte disse antagelser, burde man kunne fremstille en meget lignende sammenhæng i Jesu lidelsesuge.

a) Jesus forlod Jerusalem i mere end én nat.

b) Jesus drev pengevekslere ud mindst to gange.

c) Jesus forbandede fikentræet dagen før det visnede, og også den følgende dag.

d) Alt i evangelierne er i kronologisk rækkefølge for lidelsesugen, bortset fra Mattæus 26:6-13; Markus 14:3-9; Lukas 22:46; Lukas 22:54-62 og Lukas 23:38.

Spørgsmål: Red Jesus på et føl eller et æsel i Matt 21:1-3, Mark 11:4-7, Luk 19:30 og Joh 12:13-15?

Svar: Ikke svaret: Nogle har spekuleret på, om der var tale om ét eller to dyr, da det græske ord kai kan betyde »og« eller »endda/nemlig«. Det hebraiske ord i Zakarias 9:9 betyder også enten »og« eller »eller«. Se Arndt i *Bible Difficulties and Seeming Contradictions*, s. 180, for mere om dette. Men som den næste del viser, var der faktisk to dyr.

Svaret: Der var to dyr, for i beretningen om den triumferende indtog i Matthæus 21:4-7 står der, at både moderen og føllet var til stede. Føllet må have været ret ungt, da det aldrig før var blevet redet på. De adskilte tilsyneladende ikke moderen fra føllet, men tog også moderen med. Set ud fra et naturligt synspunkt ville man gøre det for at berolige det unge dyr. Hvis det var sammen med sin mor, og moderen ikke var bekymret over, at føllet blev redet på, ville føllet heller ikke være bekymret. Hvilken bedre måde er der at lede et ungt, nervøst dyr på end at lade det følge sin mor?

Uden for Bibelen nævner Justin Martyr (der skrev ca. 138-165 e.Kr.) også, at man tog moderen med sammen med føllet i sin »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 53 (ANF, bind 1, s. 222).

Spørgsmål: I Matt 21,12-13, Mark 11,11-17 og Luk 19,37-46 – drev Jesus da pengevekslere ud på en søndag eller en mandag?

Svar: Mattæus 21:12-13 og Lukas 19:37-46 angiver ikke, om Jesus drev pengevekslere ud samme dag som triumfindtoget (søndag) eller dagen efter. Markus 11:11-17 viser imidlertid, at det var dagen efter.

Spørgsmål: I Matt 21:12-13, Mark 11:12-19 og Lukas 19:43-48, hvor Jesus rensede templet, hvordan kunne Jesus da vælte pengevekslernes borde her, når han jo allerede havde gjort det i begyndelsen af sin tjeneste i Joh 2:13-19?

Svar: Fordi der var to renselser af templet. Jesus gjorde dette to gange, fordi hans holdning til denne handel i templet ikke ændrede sig. Forestil dig, at Jesus i begyndelsen af sin tjeneste væltede borde, lavede en pisk og drev pengevekslere ud. Forestil dig så, at Jesus ved afslutningen af sin tjeneste stod over for den samme situation og sagde: »Det er i orden«, eller gik tavst forbi det, han tidligere aktivt havde modsat sig. Nej, mod slutningen af sin tjeneste reagerede Jesus på stort set den samme situation på samme måde som i begyndelsen af sin tjeneste.

Der var faktisk ikke kun én, men tre ting, der var galt med pengevekslere i templet.

1. De var ikke Guds tjenere, men alligevel tjente de penge inde i Guds tempel.

2. Selvom folket måske var kommet med en holdning præget af tilbedelse, blev de nødt til at begynde at tænke på byttehandel og andre økonomiske bekymringer omkring at »betale for at tilbede Gud«.

3. Desuden udnyttede de folket ved at opkræve meget høje priser. For eksempel tillod de ikke folket at bruge almindelige penge til at købe disse dyr. De var nødt til at veksle deres penge til særlige tempelmønter, der blev brugt til at købe dyrene.

Spørgsmål: I Matt 21:12-19 forbandede Jesus da figentræet dagen efter, at han havde renset templet, eller før, som Markus 11:12-14,20-24 synes at antyde?

Svar: Jesus forbandede figentræet, efter at han havde drevet pengevekslere ud, som Matthæus fortæller. Markus giver ikke så mange detaljer, men selv Markus siger: »Den næste dag« for at vise, at det skete bagefter.

Spørgsmål: I Matt 22:37 og Mark 12:29-30: Fører overholdelse af det største bud til enhed blandt verdensreligionerne, som nogle New Age-tilhængere hævder?

Svar: Nej. For det første er der tale om to bud, ikke ét. For det andet er det første bud, at elske Gud af hele sit hjerte, større end det andet bud, at elske sin næste som sig selv. I modsætning til hvad New Age-tilhængere tror, fører IKKE alle religioner til Gud. Ved den sidste dom vil Jesus sige til dem, der hævdede at følge ham, men ikke gjorde det: »Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I lovløse!« Du ønsker bestemt ikke, at Jesus skal sige til dig: »Gå bort fra mig.«

Spørgsmål: I Matt 24-25 og Mark 13:5-30, hvornår vil disse ting blive opfyldt?

Svar: Disse ting opfyldes over en længere periode. I Matt 24,2 blev templet ødelagt i år 70 e.Kr. Andre dele afventer Jesu genkomst. Begivenhederne i endetiden er »nær forestående«, hvilket betyder, at der intet tyder på, at de vil finde sted i den nærmeste fremtid, men at de kan indtræffe når som helst.

Spørgsmål: I Matt 24:6 og Mark 13:7 skriver Justin Martyr i »Dialog med Trypho, en jøde« 35:3, at der findes et udsagn til Jesus om, at »der vil være oprør og konflikter«, som ikke findes i evangelierne, men som er nedskrevet i den syrisk-arameiske tekst af »Didache« (6, 5) og i Klemens’ prædikener (2, 17 og 16, 21) samt i det koptiske Thomas-evangelium (16). Og disse kilder er adskilte og uafhængige af hinanden. Hvordan kan vi forklare det?

Svar: Jesus sagde, at der vil være krige og rygter om krige i Matthæus 24:6; Markus 13:7; krige og revolutioner i Lukas 21:9. Didache er en tidlig kristen skrift, der enten omskrev dette eller indeholdt en sætning, som Jesus sagde, men som ikke findes i de fire evangelier (Johannes 20:30-31; 21:25). De klementinske prædikener er ebionitiske, ikke kristne. Ebionitterne læste dog evangelierne og sandsynligvis også Didache, så de kunne have hentet det derfra. Det gnostiske Thomas-evangelium var ikke kendt, før Hippolytus skrev imod det i 222-235/236 e.Kr., og det indeholder alle mulige opdigtede udsagn.

Så kort sagt lægger jeg ingen vægt på »forfalskninger« af de klementinske prædikener eller Thomas-evangeliet. Johannes fortæller os dog også, at Jesus gjorde og sagde ting, der ikke er nedskrevet i de fire evangelier. Måske indeholder Didache og »Dialogen med Trypho, en jøde« en af disse ting, eller også omskrev Didache blot det, der også stod i de fire evangelier.

Spørgsmål: Hvorfor vil det i Matt 24,19 og Mark 13,17 være så svært for gravide kvinder og ammende mødre?

Svar: Der kan være to grunde. For det første er en hastig flugt på en besværlig rejse særligt vanskelig for gravide kvinder og dem med spædbørn. Om vinteren i Palæstina er vejret koldere, men ikke ekstremt koldt. Floderne går imidlertid over deres bredder og er svære at krydse.

For det andet kan det være forfærdeligt for mødre, der bliver fanget, at tænke på, hvad der vil ske med de små børn eller de ufødte babyer.

Spørgsmål: Hvordan kan selv de udvalgte blive vildledt, som det står i Mt 24:24 og Mk 13:22?

Svar: De udvalgte er ikke troende. De udvalgte er snarere alle dem, der vil blive troende. Hvis et spædbarn dør og kommer i himlen, vil selv han eller hun naturligvis være en troende i himlen.

Disse vers siger, at de udvalgte kan blive vildledt, men der står ikke, at de bliver vildledt permanent. Jeg kendte personligt en, som jeg troede var en ægte kristen, der derefter sluttede sig til Mormonkirken, men kort efter forlod mormonismen og vendte tilbage til kristendommen.

Spørgsmål: Talte Jesus i Matt 24:28 om et »lig«, eller var det blot et legeme, levende eller dødt, som det græske i Luk 17:37 siger?

Svar: Der er intet bevis for, at nogen af forfatterne citerede alt, hvad Jesus sagde, ordret; de omskrev ofte hans ord. Måske brugte Jesus slet ikke nogen af de græske ord, hvis han – som det er sandsynligt – talte dette på aramæisk.

Spørgsmål: Vil Jesus i Matt 24:29 komme umiddelbart efter den store trængsel, eller vil der være en »hedningernes tid«, som det fremgår af Luk 21:24,27?

Svar: Begge dele. Den store trængsel afslutter hedningernes tid.

Spørgsmål: I Matt 24:30-31 og Mark 13:26-27: Bliver de udvalgte samlet, før Kristus vender tilbage i skyerne med stor herlighed, eller efter?

Svar: Selvom Kristi genkomst nævnes først i begge passager, angiver ingen af passagerne rækkefølgen.

Spørgsmål: Hvad vil der ske, før denne generation går bort, som beskrevet i Matt 24:34 og Mark 13:30?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Jesus sagde dette omkring år 33 e.Kr. I hebraisk tankegang blev en generation betragtet som 40 år. Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart ville finde sted meget snart, og templets ødelæggelse ville finde sted i år 70 e.Kr., hvilket lå lige inden for 40 år. Kristne, der er delvise præterister, er af denne opfattelse. Et problem er dog, at Jesus sagde »alle disse ting«, hvilket også indebærer profetierne om hans genkomst.

Svaret: Dette var sandsynligvis en skrivefejl, da de græske ord for »race« og »generation« kun adskiller sig med én konsonant. Jesus sagde, at den jødiske race ikke ville forgå, før Kristi genkomst.

Spørgsmål: I Matt 24:42 og Mark 13:35-37, hvornår skal kristne så begynde at holde udkig efter tegnene på Kristi genkomst?

Svar: Jesus befalede dem at holde vagt med det samme. Derfor burde kirken have holdt vagt i 2.000 år. Dette begreb, kaldet »Kristi forestående genkomst«, at vi altid skal holde vagt, fordi vi ikke kender dagen eller timen, gav Gud os, for at vi skulle være flittige med hensyn til Herrens ord.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller Matt 26:6-13, Mark 14:1-11 og Joh 12:1-11 sig markant fra Luk 7:36-50, hvad angår salvelsen af Jesus med olie?

Svar: Lukas 7,36-50 beretter om en anden begivenhed. Nærmere bestemt beskriver Lukas, hvordan en syndig kvinde salvede Jesu fødder i en farisæers hus, lige efter at Johannes Døberens disciple havde spurgt, hvornår Jesus ville åbenbare, at han var Messias. De tre andre afsnit beretter om, hvordan Maria Magdalene salvede ham i et hus, hvor en helbredt spedalsk boede, i nærværelse af Lazarus, lige før påsken.

Blandt de første, der besvarede dette spørgsmål, var Augustin af Hippo (354-430 e.Kr.) i sit værk »Harmoni mellem evangelierne«, bog 2, kap. 79:154 (NPNF1, bind 6, s. 173-164).

Spørgsmål: Hvem var egentlig den kvinde, der udgød salven over Jesus? For Matthæus siger (Mt 26,7-): »Da kom der en kvinde til ham med en alabastkrukke med meget kostbar salve, og hun udgød den over hans hoved, mens han sad til bords«, mens Lukas (Lk 7,37) siger: »Og se, en kvinde i byen, som var en synderinde, da hun hørte, at Jesus sad til bords i farisæerens hus, bragte en alabastkrukke med salve«, og Johannes siger: »(Det var den Maria, som salvede Herren med salve og tørrede hans fødder med sit hår, hvis bror Lazarus var syg.)« (Joh 11:2), »Da tog Maria et pund nardusolje, som var meget kostbar, og salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår« (Joh 12:3).

Svar: Alle disse beretninger henviser til en Maria; Maria, Martas søster, er sandsynligvis den samme som Maria Magdalene, selvom det ikke er sikkert.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Mattæus 26,6-13, at Jesu hoved blev salvet, mens der i Johannes 12,1-11 står, at det var fødderne?

Svar: Maria Magdalene salvede først det ene og derefter det andet.

Spørgsmål: I Markus 14:1, salvede Maria Jesus to dage før påsken, eller seks dage før som i Johannes 12:1?

Svar: Begge dele. Denne ene begivenhed fandt åbenbart sted på den 8. dag i Nisan, hvilket er to dage før starten på den fire dage lange påskefejring, som sluttede med påskemåltidet, som 2. Mosebog 12:1-11 viser.

Q: I beretningen om den sidste nadver i Lukas, og også i Paulus’ 1. Korintherbrev 11:24, siger Jesus: »Gør dette til min ihukommelse«. Men netop denne sætning forekommer ikke i Markus (Markus 14:22) eller Matthæus (Matthæus 26:26), men der står blot: »Tag, spis: dette er mit legeme«. Hvorfor?

Svar: Evangelisterne nedskrev ikke alle detaljerne; det var heller ikke påkrævet, at de gjorde det.

Spørgsmål: Hvorfor finder vi fire forskellige beretninger om nadveren i evangelierne? Skyldes det kirkens andagter og det liturgiske liv?

Svar: Nej. Den sidste nadver var en central del af Jesu liv og tjeneste over for disciplene. Det ville være ret overraskende, hvis ingen af de fire forfattere nævnte den. Jeg er ikke sikker på, hvad kirkens meditationer skulle have med noget af dette at gøre. Kirkens liturgiske liv, også kaldet officielle liturgier, klosterordener osv., opstod først århundreder efter evangelierne og vores eksisterende manuskripter af dem.

Hvornår opstod munke og eremitter?

Mens jøden Philo siger, at der var hedenske eremitter i Egypten i hans tid (før år 50 e.Kr.), var de første kristne eremitter Paulus Eremitten og andre, der flygtede ud i ørkenen under Decius’ forfølgelse i år 250-251 e.Kr. Antonius var en berømt eremit fra år 270 til 356 e.Kr. Senere bidrog læren fra Athanasius, Hilarius, Ambrosius af Milano, Johannes Cassian og andre til udbredelsen af klostre (for mænd) og nonneklostre (for kvinder).

Hvornår blev de tidligste bevarede evangeliehåndskrifter kopieret?

p52 er et stykke papir med Johannes 18:31-33 på den ene side og Johannes 18:37f-38 på den anden side. Det blev skrevet før ca. 138 e.Kr.

p66 (ca. 125–175 e.Kr.) indeholder 92 % af Johannesevangeliet

p75 (175–225 e.Kr.) indeholder 1.166 vers fra Lukas- og Johannesevangeliet

p45 (200–225 e.Kr.) indeholder 833 vers fra de fire evangelier samt Apostlenes Gerninger.

Ud over bibelmanuskripterne citerede de tidlige kristne skrifter selv fra 87 % af versene i evangelierne før år 325 e.Kr.

Hvilke tidlige kristne skrev om nadveren før år 250 e.Kr.?

Før Decius’ forfølgelse skrev følgende tidlige kristne om nadveren.

Ignatius af Antiokia (-107/116 e.Kr.) »Vær derfor opmærksomme på, at I kun har én eukaristi. For der er ét legeme af vor Herre Jesus Kristus og én kalk til at [fremhæve] enheden i hans blod; ét alter; ligesom der er én biskop sammen med præsterne og diakonerne, mine medtjenere; for at I, hvad I end gør, må gøre det i overensstemmelse med [Guds vilje].” Ignatius’ brev til filadelfierne [græsk] kap. 4, s. 81

Didache (= De tolv apostles lære) (ca. 60–120 e.Kr.) bind 7, kap. 9–10, s. 379–380 omhandler indtagelsen af Herrens nadver. Han kalder den dog to steder for »taksigelse«, men kalder den aldrig eukaristien.

Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.) forklarer, hvordan de deltager i Herrens nadver i »Justins første forsvarstale«, kap. 65, s. 185.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) siger i fragment 37, s. 574: »… for at Han kan fremvise dette offer, både brødet som Kristi legeme og bægeret som Kristi blod, for at modtagerne af disse antityper [antitopon] kan opnå syndernes forladelse og det evige liv.«

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) beskriver, hvordan Jesus fejrede den sidste nadver. *Stromata*, bog 1, kap. 10, s. 310. (og andre steder)

Tertullian (198–220 e.Kr.): »Dette besegler hun [Kirken] med vandet (eller dåben), klæder hun på med Helligånden, nærer hun med nadveren, opmuntrer hun med martyriet, og mod en sådan (opretholdt) disciplin tillader hun ingen modstandere.« »Forskrift mod kættere«, kap. 36, s. 261 (og andre steder)

Hippolytus af Portus (222–235/236 e.Kr.) nævner den sakramentale føde i »Kommentar til Første Mosebog« 49:12–15, s. 168.

Origenes (225–253/254 e.Kr.) betragter nadverens brød som et symbol på taknemmelighed over for Gud. Origenes, *Mod Celsus*, bog 8, kap. 58, s. 661

Spørgsmål: I Mt 26,17, Mk 14,12, Lk 22,1 og Joh 13,1-2 – fandt den sidste nadver sted fredag aften eller torsdag aften?

Svar: Det var torsdag aften.

Der var en ugelang fejring af de usyrede brøds højtid (4. Mosebog 28:17; 5. Mosebog 16:3)

Påsken fandt sted fredag aften efter solnedgang. Den faldt på den fjortende dag i den første måned ifølge 2. Mosebog 12:1,6-8; 3. Mosebog 23:5; 4. Mosebog 9:5; 28:16. Det vil sige fra solnedgang fredag aften til solnedgang lørdag aften.

Jøderne (og også disciplene) forberedte sig til påsken og slagtede påskelammet på den første dag i de usyrede brøds fest, som var en torsdag (Mattæus 26:17; Markus 14:12; Lukas 22:7).

Da Jesus blev korsfæstet om dagen fredag, var det derfor, jøderne ønskede, at hans lig skulle tages ned, inden sabbatten begyndte.

Johannes 19:14 siger om korsfæstelsen: »Det var nu forberedelsesdagen (paraskeue) til påsken.« Forberedelsesdagen til påsken strækker sig fra solnedgang torsdag aften til solnedgang fredag aften, dvs. den omfatter det meste af fredagen. Som en sidebemærkning kan nævnes, at det moderne græske ord for fredag er paraskeue. Tertullian (198–220 e.Kr.) diskuterede i *De Corona*, kap. 3, s. 94, hvordan de tidlige kristne fejrede nadveren.

Se *When Critics Ask*, s. 343-344, 375, *Hard Sayings of the Bible*, s. 448-449, og *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 375-376, for mere om, hvorfor Jesus blev korsfæstet på en fredag.

Hvad angår påskemåltidet, der fandt sted en dag tidligere end normalt, nemlig torsdag aften, se *Hard Sayings of the Bible*, s. 448-449

Spørgsmål: De fire evangelier er enige om, at den sidste nadver fandt sted torsdag aften, og at Jesu korsfæstelse fandt sted fredag. Men de er ikke enige om, hvorvidt den sidste nadver var et påskemåltid. Hvad mener du? Var det et påskemåltid eller et almindeligt måltid?

Svar: I betragtning af diskussionens karakter var dette ikke et almindeligt måltid. Det var påskemåltidet, der blev fejret en dag tidligere. Først lidt baggrund, og derefter begrundelsen.

Der var en ugelang fejring af de usyrede brøds højtid (4. Mosebog 28:17; 5. Mosebog 16:3)

Påsken fandt sted fredag aften efter solnedgang. Den faldt på den fjortende dag i den første måned ifølge 2. Mosebog 12:1,6-8; 3. Mosebog 23:5; 4. Mosebog 9:5; 28:16. Det vil sige fra solnedgang fredag aften til solnedgang lørdag aften. Nogle, såsom essæerne, fejrede den dog torsdag aften. Jesus ønskede virkelig at fejre påsken sammen med sine disciple inden sin lidelse (Lukas 22:15). De fejrede den ikke på det sædvanlige tidspunkt, fordi Jesus ellers ville have været optaget af andet.

Spørgsmål: I evangelierne, blev Jesus korsfæstet på torsdag, fredag eller lørdag?

Svar: Folk har spekuleret på alt fra onsdag til lørdag. Kort sagt vil hverken onsdag eller lørdag passe. Fredag passer med den øvrige kronologi, men torsdag ville også passe. De tidlige kristne siger dog, at det var fredag, med undtagelse af Origenes, der sagde, at det enten var den dag eller dagen før.

Justin Martyr (151-155 e.Kr.): Jesus blev korsfæstet dagen før lørdag [fredag] og opstod dagen efter lørdag [søndag]. Justin Martyrs Første Apologi, kap. 67, s. 186

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) »På den sjette dag [dvs. fredag], … På denne dag holder vi også, på grund af Herrens Jesus Kristi lidelse, enten en andagt til Gud eller en faste. På den syvende dag…« Om verdens skabelse, s. 341

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) omtaler den fjerde dag og at Jesus led for os på den sjette dag [fredag]. Derefter siger han: »Men Herrens dag fejrer vi som en glædens dag, fordi Han på den dag opstod igen, og på denne dag har vi indført det som skik ikke engang at bøje knæet.« »De kanoniske breve«, kanon 15, s. 278

Origenes (225–254 e.Kr.): »Han, som profeterne talte om, men også til de andre hedenske nationer, at Han, der blev korsfæstet i går eller i forgårs, frivilligt underkastede sig denne død på menneskehedens vegne,« Origenes, Mod Celsus, bog 1, kap. 31, s. 409.

Men af de omkring 80 forfattere efter Bibelen og før Nicæa er tre forfattere med én opfattelse ikke særlig mange. Se det forrige spørgsmål for en diskussion heraf.

Spørgsmål: Var Jesus i Mt 12,40 i graven i tre dage og tre nætter, eller opstod han på den tredje dag i Mk 8,31, eller gennem tre dage i Mk 14,58, eller på tre dage i Joh 2,19, eller kommer den tredje dag i dag i Lk 24,21?

Svar: »Efter tre dage« var et kendt hebraisk udtryk i Bibelen, der betød en del af eller hele tre dage.

Dag og nat tæller med, selvom det kun er en del af dem. Rabbi Eleazar ben Azariah (1. århundrede e.Kr. eller ca. 100 e.Kr.) siger: »En dag og en nat udgør en onah [en tidsperiode], og en del af en onah tæller som den hele« (Mishnah, Jerusalem Talmud: Shabbath, kapitel IX, afsnit 3, Babylonisk Talmud: Pesahim 4a)

En del af en dag tæller som en hel dag. Ud over det foregående citat drøftede rabbi Simeon ben Gamaliel også dette med andre. »Og hvor lang er en hel ’onah’? – Rabbi Simeon ben Gamaliel forklarede: En nat og en halv dag. Men kræver vi, at en ’onah’ skal være så lang? Er [et sådant krav] ikke snarere i strid med følgende: Hvis en persons vinpresser eller oliepresser var urene, og han ønskede at fremstille henholdsvis sin vin og sin olie under rene forhold, hvordan skal han så forholde sig? Han skyller brædderne, kvistene og trugene;” Babylonisk Talmud, traktat Niddah, folio 65a

Nogle har forsøgt at hævde, at en ’onah’ kun henviste til en kvindes urene dage, men det foregående citat viser, at en ’onah’ er en generel tidsperiode.

I dag bruger vi undertiden tidsangivelser, der omfatter begge dage. http://www.apologeticspress.org/apcontent.aspx?category=6&article=756 nævner, at selv i dag, hvis nogen tjekker ind på et hotel om aftenen og ikke tjekker ud inden udtjekningstidspunktet, bliver de opkrævet for to hele dage.

Et bibelsk eksempel er anvendelsen af 3. Mosebog 12:2-3. Der står, at jødiske drenge skulle omskæres på den ottende dag. Så hvis en jødisk dreng blev født på en mandag, hvornår skulle han da omskæres? Han skulle omskæres på mandagen en uge senere. Hvad hvis han blev født mandag kl. 23.59? Han skulle stadig omskæres mandag en uge senere. Det er inklusiv tidsregning.

Her er ni andre eksempler på inklusiv tidsregning fra Bibelen.

1. I 1. Mosebog 42:17 fængslede Josef sine brødre i tre dage. Men i vers 18 løslod han ti af dem på den tredje dag.

2. Rehabeam sagde i 2. Krønikebog 10:5 til folket: »Kom tilbage til mig om tre dage.« Men i 2. Krønikebog 10:12 vendte folket tilbage »Kom tilbage til mig på den tredje dag.«

3. I 1. Samuelsbog 30:12 fortalte en syg egyptisk slave David, at han ikke havde spist noget eller drukket noget vand i tre dage og tre nætter. Men et menneske kan ikke overleve ude i ørkenen uden vand i 72 timer. Utvivlsomt mente slaven en del af tre dage.

4. I Ester 4:16 beder Ester om, at man skal faste for hende »i tre dage, nat og dag«, og at hun selv vil gøre det samme. Men i Ester 5:1 står der, at det skete »på den tredje dag«, at Ester holdt et festmåltid, så der er tale om en tilsvarende tidsperiode.

5. Mattæus 27:62b-63a: »og sagde: Herre, vi har husket, at den vildleder sagde, mens han levede: Efter tre dage vil jeg opstå. Befal derfor, at graven bliver sikret indtil den tredje dag,«

6. Når der henvises til Kristi død og opstandelse, siger Jesus selv i Matthæus 12:40: »tre dage og tre nætter«, Markus 8:31 siger: »på den tredje dag vil han opstå«, Markus 14:58 siger: »i tre dage«, Johannes 2:19 siger: »om tre dage«, og Lukas 24:21 siger: »Denne tredje dag er i dag«.

7. Så »tre dage og tre nætter« i Matt 12:40 (og formodentlig Jonas 1:17) svarer til »på den tredje dag« i Matt 16:21; 17:23; 20:19 og Luk 13:32. Det svarer til »Er det den tredje dag?« i Luk 24:21.

8. Men der er intet særligt ved tallet tre her. Udtrykkene »syv dage« og »på den syvende dag« kan også bruges om hverandre. I 1. Kongebog 20:29a står der: »I syv dage lå hærene i lejr over for hinanden, og på den syvende dag udbrød slaget.«

9. Udtrykket »fire dage« i Apostlenes Gerninger 10:30 betyder »dele af fire dage« i Apostlenes Gerninger 10:3, 9, 23, 24.

Spørgsmål: I Luk 22:3-4,7 – trådte Satan ind i Judas, da han gik til ypperstepræsterne for at forråde Jesus, eller var det ved den sidste nadver, da Jesus gav ham brødet i Joh 13:27?

A: Begge dele skete. Satan trådte ind i Judas, da Judas besluttede sig for at tale med ypperstepræsterne om at forråde Jesus, og Satan trådte igen ind i Judas, da Judas vendte tilbage til ypperstepræsterne for at fortælle dem, hvor Jesus ville befinde sig.

Q: I Matt 26:34, Mark 14:30-71 og Luk 22:34, hvor mange gange fornægtede Peter Kristus, og hvor mange gange galede hanen?

A: I Mattæus 26:34, Lukas 22:34 og Johannes 13:38 står der, at før hanen galede (et ikke nærmere angivet antal gange), ville Peter fornægte Jesus tre gange. I Markus 14:30 står der, at før hanen galede to gange, ville Peter fornægte Jesus tre gange.

1. Den første fornægtelse findes i Matthæus 26:70, Markus 14:68 og Lukas 22:57.

2. Den anden fornægtelse findes i Matthæus 26:72, Markus 14:70 og Lukas 22:58

3. Den tredje fornægtelse findes i Matthæus 26:74, Markus 14:71 og Lukas 22:60.

Hanen galede for anden gang i Matthæus 26:75, Markus 14:72 og Lukas 22:60. Skriften angiver ikke, om hanen galede begge gange efter Peters tredje fornægtelse, eller om hanen galede én gang tidligere og for anden gang efter Peters tredje fornægtelse. Under alle omstændigheder er det ikke rigtig vigtigt.

Spørgsmål: Hvorfor sov disciplene i Matt 26:40, 42, 44 og Mark 14:27, 40, 41, når Jesus udtrykkeligt havde bedt dem om ikke at sove, men at holde sig vågne og bede for ham?

Svar: De burde ikke have sovet. Disciplene var sandsynligvis meget trætte efter den stressende situation, hvor de befandt sig et sted, hvor de vidste, at lederne ønskede at arrestere Jesus. De troede sandsynligvis, at haven var et sikkert sted, og i den fredelige omgivelse blev de trætte.

Jesus fik ikke engang hjælp af deres bekymringer og bønner, kun af deres snorken.

Spørgsmål: I Mt 26,69-75; Mk 14,66-72; Lk 22,54-62; Joh 18,15-18,25-27: Hvordan forener man disse fire beretninger her, især den anden fornægtelse?

Svar: Der er intet problem, hvis man husker på, at folkemængder normalt ikke er tavse. Lad os først se på rækkefølgen af begivenhederne, derefter udelukke det, der ikke er svaret, og til sidst give svaret.

Begivenhedsforløbet:

1. Da »denne discipel« [Johannes] var kendt af ypperstepræsten, gik han ind i gården. Derefter gik han ud igen og talte med pigen/tjenestepigen/tjenerinden, der havde vagt, og førte Peter ind ad døren. Joh 18:15-16

2. Første anklage: I gården kom en pige/tjenestepige/tjenerinde hos ypperstepræsten, som stod ved døren, hen til ham (Mt), kom forbi (Mk), så på Peter i lyset fra bålet og sagde til Peter, at han var sammen med Jesus. Peter varmede sig i gården. Mt 26:69; Mk 14:66-67; Lk 22:54-56; Joh 18:17a

3. Første fornægtelse: Peter fornægtede Jesus og sagde: »Kvinde, jeg kender ham ikke« (Luk), »Jeg ved ikke, hvad du taler om« (Mt) eller »Jeg ved ikke og forstår ikke engang, hvad du taler om« (Mark) foran dem alle (Mt). Mt 26:70; Mk 14:68; Lk 22:57; Joh 18:17

4. Anden runde af beskyldninger: Derefter gik Peter hen til porten (Mt), og en anden pige [allu] sagde til mængden: »Denne mand var sammen med Jesus fra Nazaret« (Mt). Peter blev beskyldt: »Du er også en af dem.« (Luk) Tjenestepigen (Mark) så Peter igen og sagde til mængden: »Denne mand er en af dem.« (Mark) Peter blev spurgt: »Er du ikke også en af hans disciple?« (Joh) Mt 26:71; Mark 14:69; Luk 22:58a; Joh 18:25a

5. Anden fornægtelse: Peter sagde med en ed: »Det er jeg ikke« (Joh), »Menneske [anthrope], det er jeg ikke.« (Luk) »Jeg kender ikke den mand!« (Mt), og fornægtede Jesus for anden gang. Mt 26:72; Mk 14:70a; Lk 22:58b; Joh 18:25b

6a. Tredje runde af beskyldninger: Omkring en time senere (Luk) sagde de, der stod der [en lille skare?], at Peter var en af dem, og nævnte hans galilæiske accent. Mt 26:73; Mk 14:70b; Luk 22:59

6b Enten før eller efter 6a udfordrede en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til den mand, hvis øre Peter havde skåret af, Peter og sagde, at han havde set ham i olivenlunden. Joh 18:26

7. Tredje fornægtelse: Peter bandede og sagde: »Mand, jeg ved ikke, hvad du taler om« (Luk), »Jeg kender ikke den mand!« (Mt) eller »Jeg kender ikke denne mand, som du taler om!« (Mark, Joh), og fornægtede Jesus for tredje gang. Straks, mens de stadig var i huset, galede hanen. Jesus så på Peter (Mt 26:74-75; Mk 14:71-72; Lk 22:60-62; Joh 18:27).

Hvad der ikke er svaret:

En anden rækkefølge er ikke svaret, fordi evangelierne bruger ord som »senere«, »efter« og »omkring en time senere«.

Mere end tre fornægtelser er i teorien muligt, som en person foreslog, men der er ingen overbevisende grund til, at Jesus sagde, at Peter ville fornægte ham tre gange, hvis det var mere end tre gange.

Svaret: (Folkemængden er ikke tavs)

Efter Peters første fornægtelse talte en anden pige lidt senere til folkemængden om Peter. Gården lå inde i et hus og var sandsynligvis ikke særlig stor. Ville man forvente, at den første pige forblev tavs? – næsten helt sikkert ikke. Hun ville gentage det, hun havde fortalt Peter. Ville man forvente, at folkemængden forblev tavs over for denne alvorlige anklage? – meget usandsynligt. Det var ikke en mand, der anklagede Peter, men spurgte ham, om han var sammen med Jesus. Derfor svarede han manden, selvom det var kvinderne, der anklagede Peter.

På samme måde: Ved den tredje benægtelse, ville du forvente, at nogen talte til mængden, og at ingen i mængden sagde noget? Udover disse to ting, der blev sagt, blev der sandsynligvis også sagt flere ting.

Spørgsmål: Hvordan kunne kvinden (Maria Magdalene) i Markus 14:1 salve Jesus to dage før påskehøjtiden, når dette skete seks dage før påskemåltidet?

Svar: Ordene »påsken« i King James-oversættelsen findes hverken i det originale græske eller i nyere oversættelser.

Spørgsmål: I Markus 15:25: Blev Jesus korsfæstet på den tredje time, eller fandt hans retssag sted på den sjette time, som det står i Johannes 19:14?

Svar: Først et faktum, der ikke er en del af svaret, og derefter svaret.

Fakta, der ikke er en del af svaret: Som Eusebius og andre har påpeget, adskilte den græske skrivemåde for tre og seks sig kun ved et enkelt strøg, så det kan have været en skrivefejl. Dette er ikke svaret, fordi den næste del viser, hvorfor de to tidspunkter bør være forskellige.

Svaret:

Markus anvendte den jødiske dag, der begyndte kl. 6.00 om morgenen, så Jesus blev korsfæstet omkring kl. 9.00. Johannes, der primært skrev til ikke-jødiske læsere, anvendte den romerske dag i Johannes 1:39; 4:6; 19:14, som begyndte ved midnat, så retssagen begyndte omkring kl. 6.00 om morgenen.

Som en historisk bemærkning skal det nævnes, at romerne og grækerne begyndte dagen ved midnat. Den berømte astronom Claudius Ptolemæus (2. århundrede e.Kr.) inddelte hver halvdag i to dele, der begyndte ved midnat og ved middagstid, og det er tilsyneladende sådan, vi fik A.M. og P.M., ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 619.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman siger, at Jesus var apokalyptisk (med fokus på endetiden) i Markus, men ikke i Johannes (Jesus, Interrupted, s. 81)

Svar: Jesus var apokalyptisk (talte om endetiden) i tre evangelier: Matthæus 24-25, Markus 13 og Lukas 17:20-37. Det er almindeligt anerkendt, at Johannesevangeliet blev skrevet senere end de andre evangelier. Johannes-evangeliet er omtrent lige så langt som de andre evangelier. Han giver mange detaljer om de taler, der ikke findes i de andre evangelier, men han så tilsyneladende ikke noget behov for at gentage det, som de andre evangelier allerede havde beskrevet ganske tydeligt. Den bog i Bibelen, der indeholder mest apokalyptisk materiale, er selvfølgelig ikke et evangelium, men Johannes’ Åbenbaring, som Johannes nedskrev.

Spørgsmål: I Mt 26,14-16; Mk 14,43-45; Lk 22,1-6 og Joh 18,2 mener Ehrman, at det ikke var så afgørende, at Judas fortalte jøderne, hvor Jesus befandt sig; snarere fortalte Judas jøderne, at Jesus betragtede sig selv som jødernes konge, og at de kunne bruge det til at få romerne til at henrette ham. Han indrømmer, at dette »er en mere usædvanlig fortolkning«. [hvad med den triumferende indtog?] (Jesus, Interrupted s. 170-171)

Svar: Han er den eneste, jeg har hørt om, der har denne nye fortolkning. Ehrman siger, at de jødiske ledere kunne have fulgt efter Jesus og pågrebet ham, men de havde ikke en tilstrækkelig stærk anklage til, at romerne kunne dømme ham. Så Ehrman siger i grunden, at det var vigtigt for de jødiske ledere at: a) bevise, at han hævdede at være konge, og b) være i stand til at pågribe Jesus, når folkemængden ikke kunne beskytte ham. Og hvordan kunne Judas’ påstand om, at Jesus sagde dette, i sig selv være et troværdigt vidnesbyrd?

Hvad med palmebladene og den triumferende indtog? Det ville i sig selv give dem grundlag for en anklage, de kunne rejse. Hvad angår at følge efter Jesus, når han hver aften forsvandt blandt sine tilhængere, ville de have brug for en spion, en der kunne blande sig ind blandt tilhængerne og rapportere tilbage til dem. De jødiske ledere havde en spion: Judas.

Spørgsmål: Spiste Jesus selv faktisk brødet og drak af bægeret ved den sidste nadver i Matt 26,26-29 og Mark 14,22-23?

A: Ja, Jesus spiste sammen med dem ifølge Lukas 22:15-16. Det ville have virket meget mærkeligt for disciplene, hvis de havde spist et fuldt måltid, mens Jesus ikke spiste noget.

Q: Hvad sagde Jesus helt præcist under den sidste nadver i Mattæus 26:26-29, Markus 14:17-26, Lukas 22:15-38, Johannes 13:3-29 og 1 Korinther 11:24-25?

Svar: Ingen af beretningerne hævder at være en ordret beskrivelse.

Her er, hvad vi kan se.

Før nadveren

vaskede Jesus sine disciples fødder og talte om at tjene (Joh 13:3-20).

Første udtalelse

»Jeg har længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg lider. For jeg siger jer, at jeg ikke vil spise det igen, før det er opfyldt i Guds rige.« (Lukas 22:15-16) Dette kan også være blevet sagt lige før eller efter den femte udtalelse.

Andet udsagn

»Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« (Mattæus 26:21)

»Sandelig siger jeg jer: En af jer, der spiser med mig, vil forråde mig.« (Markus 14:18b)

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« (Johannes 13:21b)

Tredje udtalelse

»Den, der har dyppet sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig …« (Mattæus 26:23-24)

»Det er en af de tolv – den, der dypper sin hånd i skålen sammen med mig. Menneskesønnen skal gå, ligesom der er skrevet om ham, men ve den mand, ved hvem han forrådes! Det ville være bedre for ham, hvis han ikke var blevet født.« (Markus 14:20b-21)

Jesus svarede: »Det er den, som jeg giver denne bid til, efter at jeg har dyppet den.« (Johannes 13:26a)

Fjerde udtalelse

»Det har du selv sagt.« (Mattæus 26:25)

Femte udtalelse

»Hvad du skal gøre, det skal du gøre hurtigt.« (Johannes 13:27f)

Sjette udtalelse

»Tag dette og del det mellem jer. For jeg siger jer, at jeg ikke vil drikke af vinstokkens frugt fra nu af, indtil Guds rige kommer.« (Lukas 22:17b-18)

Syvende udtalelse

»Tag og spis; dette er mit legeme.« (Mattæus 26:26)

»Tag det; dette er mit legeme« (Markus 14:22).

»Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til min ihukommelse.« (Lukas 22:19b)

»Dette er mit legeme, som er for jer; gør dette til min ihukommelse.« (1. Korintherbrev 11:24)

En bøn

Takkede for bægeret (Mattæus 26:27)

Ottende udtalelse

»Drik alle deraf. Dette er mit pagtsblod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af vil jeg ikke drikke af denne vinstokfrugt, før den dag kommer, hvor jeg drikker den på ny sammen med jer i min Faders rige.« (Mattæus 26:27b-29)

»Dette er mit pagtsblod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg vil ikke længere drikke af vinstokkens frugt, indtil den dag, hvor jeg drikker den på ny i Guds rige.« (Markus 14:24b-25)

»Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer. Se, min forræders hånd er sammen med min på bordet. Menneskesønnen skal ganske vist gå den vej, der er bestemt for ham, men ve den mand, der forråder ham.« (Lukas 22:20b-22)

»Dette bæger er den nye pagt i mit blod; gør dette, så ofte I drikker det, til min ihukommelse.« (1. Korintherbrev 11:25b)

Strid om, hvem der var den største (Lukas 22:25-31)

Fortællingen om, at hanen vil gal, når Peter fornægter ham tre gange (Lukas 22:34)

Diskussion om pengepungen og sværdene (Lukas 22:35-38)

De synger en salme (Mattæus 26:30; Markus 14:26)

Citatet fra Skriften er taget fra BSB.

Spørgsmål: I Matt 26:26-28; Mark 14:22-24; Luk 22:19-21; 1 Kor 11:23-26 hævdede en skeptiker, at den sidste nadver, som den beskrives i Bibelen, var fuldstændig opdigtet, fordi jøderne afskyede tanken om at indtage »krop og blod«, så ikke alene ville Jesus have vidst dette, men også hans disciple og andre jøder ville have været oprørte over denne indstiftelse og afvist hans lære. Er der noget hold i denne påstand?

Svar: Nej, jeg har aldrig hørt påstanden om, at den sidste nadver var opdigtet. Lad os dog se nærmere på dette.

Hvis alle jøder ville have været frastødt, hvad så med Paulus, den tidligere farisæer? For det første var han ikke frastødt som kristen, og han underviste stadig andre i dette, herunder jøder.

Ved påsken blev lammets blod smurt på dørstolperne, så jøderne var godt bekendt med blodofre og ofring af lam.

Johannes Døberen kaldte jo Jesus for Guds Lam, der tager verdens synd bort, i Johannes 1:29.

Dette lyder som en nyskabende anklage fra det 20. århundrede uden historisk kontekst. Man bør først finde i Talmud, senere jødiske skrifter, tidlige og senere kristne skrifter, romerske skrifter eller et eller andet sted i det mindste nogle beviser for, at jøderne afviste dette, at kristne ikke praktiserede dette osv. Man kunne hævde, at Jesus i virkeligheden kom fra New Zealand, men ville folk tro på det uden, at der blev fremlagt egentlige beviser?

Her er i hvert fald beviser uden for Bibelen på, at nadveren faktisk blev praktiseret. Tusinder af tidlige kristne døde for deres tro. De blev anklaget for at være ateister (fordi de ikke troede på romernes guder) og for at være kannibaler (en fordrejning, fordi de spiste og drak Kristi legeme og blod under nadveren). Hvorfor skulle de ellers blive falsk anklaget for at være kannibaler, hvis de ikke deltog i nadveren?

Ignatius, en discipel af apostlen Johannes, der døde før år 116 e.Kr., nævner nadveren i sit Brev til romerne, kapitel 7, s. 77. »Jeg længes efter Guds brød, det himmelske brød, livets brød, som er Jesu Kristi, Guds Søns, kød, som senere blev af Davids og Abrahams afkom; og jeg længes efter Guds drik, nemlig Hans blod, som er uforgængelig kærlighed og evigt liv.«

»Vær derfor opmærksomme på, at I kun har én eukaristi. For der er ét kød af vor Herre Jesus Kristus og én kalk til at [fremhæve] enheden i hans blod;« Ignatius’ Brev til filadelfierne, kapitel 4, s. 81.

Justin Martyr i sin Første Apologi (147-151 e.Kr.), kap. 66, s. 185 »Og denne føde kaldes blandt os Eucharistia [eukaristien], som ingen må tage del i undtagen den, der tror, at det, vi lærer, er sandt, og som er blevet renset ved den renselse, der er til syndernes forladelse og til genfødsel, og som lever, som Kristus har påbudt. For vi modtager ikke disse ting som almindeligt brød og almindelig drik; men på samme måde som Jesus Kristus, vores Frelser, der blev kød ved Guds Ord, havde både kød og blod til vores frelse, således er vi også blevet lært, at den mad, der er velsignet ved bønnen i Hans ord, og hvorfra vores kød og blod ved forvandling næres, er kødet og blodet af den Jesus, der blev kød.”

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) skrev i sit værk »Mod kætterierne«, bog 5, kapitel 2, s. 528: »Men hvis dette [kød] virkelig ikke opnår frelse, så har Herren heller ikke forløst os med sit blod, og eukaristiens bæger er ikke fællesskabet med hans blod, og det brød, vi bryder, er ikke fællesskabet med hans legeme.«

Så enten

a) Jesus holdt virkelig den sidste nadver, eller

b) Matthæus, Markus, Lukas, Paulus, Ignatius, Justin Martyr, Irenæus og alle de andre tidlige kirkeforfattere tog helt fejl.

c) De skrev ikke dette; gennem århundrederne er det systematisk blevet tilføjet til deres skrifter.

For at imødegå indvending c) er vi nødt til at kende dateringen af de tidligste manuskripter, der indeholder de pågældende vers. Her er de specifikke vers, der under den sidste nadver specifikt nævner Jesu legeme og blod.

Mattæus 26:26-28

p45 Chester Beatty I (alle fire evangelier og Apostlenes Gerninger) (100-150 e.Kr.) (tidligere antaget at stamme fra slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.) (Mt 20:24-32; 21:13-19; 25:41-26:39

s. 37 (=Ann Arbor 1570) Mt 26:19-52 (midten af det 3. århundrede)

Vaticanus (325–350 e.Kr.) og Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder hele Matthæusevangeliet. Et fotografi af en side fra Matthæusevangeliet i Codex Sinaiticus findes i New International Dictionary of the Bible, s. 2004.

Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) har kun bevaret Matthæus 25:7 til slutningen.

Markus 14:22-24

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.), Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Markusevangeliet.

Lukas 22:19-21

p75 Bodmer 14/15 Papyri (det meste af Lukas og Johannes) Indeholder Lukas 3:18-22; 3:33-4:2; 4:34-5:10; 5:37-6:4; 6:10-7:32; 7:35-39,41-43; 7:46-9:2; 9:4-17:15; 17:19-18:18; 22:4-24:53. Dateres typisk til 175-200 e.Kr. eller 175-225 e.Kr. Håndskriften ligner imidlertid i høj grad et andet dokument, Papyrus Fuad XIX, som vides at være skrevet i 145-146 e.Kr.

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.), Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Lukas-evangeliet.

1 Korintherbrevet 11:23-26

p46 Chester Beatty II 100–150 e.Kr. 1 Kor 1:1–9:2; 9:4–14:14; 14:16–15:15; 15:17–16:22

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.), Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele 1. Korintherbrev.

Spørgsmål: I Mt 26:27b-29, Mk 14:24b-25, Lk 22:20b-22 og 1 Kor 11:25b: Tog de bægeret efter brødet, eller før brødet, som Lk 22:17b-18 tydeligt viser?

Svar: Begge dele. Under den jødiske påske blev der drukket fire bægre på forskellige tidspunkter under måltidet. Det var ved det sidste bæger, efter måltidet, at Jesus sagde: »Dette er det nye pagts blod…« Selv hvis man ikke kendte de jødiske skikke, kunne man stadig se svaret, da Lukas 22 nævner både bægeret før brødet og bægeret efter brødet.

Bemærk, at Jesus i Matthæus befaler dem alle at drikke af bægeret. Dette strider mod den tidligere romersk-katolske praksis, hvor de ikke-præster kun modtog brødet.

Desuden siger F.L. Godet i sin kommentar til 1. Korintherbrev, s. 63, at nadveren er »bindeleddet mellem Hans to komme: mindesmærket for det ene, løftet om det andet«.

Spørgsmål: Sagde Jesus i Luk 22:31,34, at Peter ville fornægte Jesus under påsken, eller efter at de var gået, som det står i Matt 26:34, Mark 14:30 og Joh 13:38?

Svar: Denne udtalelse ville have forbløffet Peter så meget, at han sandsynligvis ville have troet, at han ikke havde hørt rigtigt, hvis Jesus ikke havde gentaget den efter påsken. I øvrigt siger Skriften heller ikke, at Jesus kun havde sagt dette to gange.

Spørgsmål: I Mt 26:57-68 og Mk 14:53-65, fandt Jesu retssag sted om natten, eller var det om morgenen, som det står i Lk 22:54-71 og Mt 27:1,2,11-26?

Svar: Begge dele, for der var en retssag foran det jødiske Sanhedrin og en retssag foran Pilatus.

Retssagen foran det jødiske Sanhedrin i Mattæus 26:57-68 og Markus 14:53-65 begyndte midt om natten og sluttede ved daggry. Det var for øvrigt i strid med den jødiske lov at afholde en retssag om natten.

Lukas fortæller ikke om retssagen, bortset fra set fra Peters perspektiv, der stod udenfor. Jesus gik ind i ypperstepræstens hus, og derefter kom han og præsterne ud af huset.

Hanen galede lidt før daggry i Matthæus 26:74-75, Markus 14:72 og Lukas 22:60-62.

Derefter brød daggryet frem i Matthæus 27:1; Markus 15:1 og Lukas 22:66.

Jesus blev derefter stillet for den romerske landshøvding Pontius Pilatus i Matthæus 27:1-2, 11-26; Markus 15:1-5 og Lukas 23:1-5. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan var rækkefølgen af begivenhederne før retssagen for Sanhedrin i Mattæus 26:57-68, Markus 14:53-65 og Lukas 22:60-62?

Svar: Her er forløbet.

1. De begav sig først til Annas’ hus, svigerfar til ypperstepræsten Kajafas, umiddelbart efter at Jesus var blevet anholdt i Getsemane (Lukas 22:54; Johannes 18:12-13).

2. Enten i Johannes 18:24 eller tidligere blev Jesus sendt til Kajafas’ hus. Matthæus 26:56-57 og Markus 14:51-53 springer den forudgående detalje over og nævner blot, at de begav sig til Kajafas’ hus.

3. Peter fornægtede Jesus én gang (Mattæus 26:70; Markus 14:68; Lukas 22:57; Johannes 18:17).

4. Lidt senere fornægtede Peter Jesus for anden gang (Mattæus 26:71; Markus 14:69; Lukas 22:58; Johannes 18:25).

5. Omkring en time senere fornægtede Peter Jesus for tredje gang. De var stadig i huset, da hanen galede (Mattæus 26:74; Markus 14:71-72; Lukas 22:59-62; Johannes 18:27).

6. Ved daggry spurgte det jødiske råd Jesus (eller spurgte ham igen): »Hvis du er Kristus, så sig det til os.« Og de traf en beslutning (Mattæus 27:1; Markus 15:1; Lukas 22:66-71).

7. Nu var det tidligt om morgenen, og Jesus forlod, ledsaget af præsterne, Kajafas’ hus og begav sig til sin retssag for den romerske landshøvding Pilatus (Mattæus 27:2; Markus 15:1; Lukas 23:1; Johannes 18:28-38).

8. Pilatus sendte Jesus til Herodes i Lukas 23:7-11a.

9. Herodes sendte Jesus tilbage til Pilatus i Lukas 23:11b-12.

10. Natten før havde Pilatus’ hustru haft en drøm om, at hun ikke ville have noget at gøre med at dømme Jesus. Matthæus 27:19

11. Pilatus spurgte dem, om de ønskede, at Barabbas eller Jesus skulle løslades (Mattæus 27:15-27; Lukas 23:18-25; Johannes 18:39-40).

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Pontius Pilatus i Mattæus 27:2 for »guvernør«, når han faktisk var præfekt?

Svar: En præfekt (praefectus) var en mere specifik betegnelse for en guvernør i et lille, vanskeligt at styre område.

Spørgsmål: I Matt 27:2,11-26 – da Pilatus uden for Bibelen var kendt som en grusom og uretfærdig hersker – hvorfor fremstiller evangelierne så Pilatus som svag og meget optaget af at fremstå retfærdig?

Svar: Der er to supplerende forklaringer.

Usikker grund: Måske ændrede Pilatus’ adfærd sig omkring år 33 e.Kr., da han på dette tidspunkt indså, at han stod på meget usikker grund over for kejseren. Pilatus beordrede, at der skulle placeres skjolde med kejsernes navne på i Herodes’ palads i Jerusalem. Jøderne appellerede til den romerske kejser, og Tiberius beordrede selv direkte Pilatus til at fjerne skjoldene.

En anden usikkerhedsfaktor var, at Pilatus var blevet udnævnt til sin stilling takket være indflydelsen fra sin mentor, den antisemitiske Sejanus. Sejanus blev henrettet af Tiberius den 18. oktober år 31 e.Kr., og Pilatus havde sandsynligvis hørt nyheden senest i år 33 e.Kr. Forud for dette havde Tiberius ikke tøvet med at straffe sine romerske medborgere for afpresning og forræderi. Pilatus selv blev afsat fra sit embede i år 36/37 e.Kr.

To sider: Desuden nævner *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 559-560, også en anden faktor. »Psykologisk set kan en person, der i bund og grund er svag, usikker og egoistisk, blive despotisk og ufølsom, når han sættes i en magtposition. Med andre ord ændrede Pilatus’ karakter sig ikke; det var blot, at han viste en anden side af sig selv.« Pilatus’ adfærd, selvom den måske kan fremstå som værende noget ’pro-Jesus’, var det faktisk ikke, som Jesu tortur og korsfæstelse viser. I stedet for at være ’pro-Jesus’ var Pilatus i virkeligheden ’anti-Sanhedrin’”.

Pontius Pilatus var ikke en selvsikker mand. Efter at Tiberius havde fjernet Pilatus fra embedet i år 36/37 e.Kr., begik Pilatus ifølge Eusebius selvmord.

Spørgsmål: I Mt 27:2-14, Mk 15:2-15, Lk 23:1-24 og Joh 19:1-15 – ud over Bibelen – hvilke beviser er der for, at Pontius Pilatus eksisterede?

Svar: Der findes seks uafhængige beviser uden for Bibelen.

1. Den ikke-kristne romerske historiker Tacitus (100 e.Kr.) skriver i *Annales* 15:44: »Christus, fra hvem [de kristne] har fået deres navn, var blevet henrettet efter en dom af prokuratoren Pontius Pilatus, da Tiberius var kejser;«

2. I bogen *The Bible As History*, s. 373, er der et billede af forsiden og bagsiden af en mønt, der blev udstedt af den romerske prokurator Pontius Pilatus.

3. En indskrift, der nævner Pontius Pilatus, blev fundet i det romerske teater i havnebyen Cæsarea i 1961. Et fotografi af den findes i *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 1343, *Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology*, s. 456, og *The Archaeology of the New Testament* (Finnegan), s. 138–139. De bevarede dele lyder:

Til indbyggerne i Cæsarea

Tiberieum

Pontius Pilatus

Præfekt i Judæa

Dette nævnes også i *The Dictionary of New Testament Background* s. 534 og *The Archaeology of the New Testament* (Blaiklock) s. 58.

4. Jøden Philo fortæller ligeledes, at Pontius Pilatus havde medbragt gyldne skjolde med kejser Tiberius’ navn på og hængt dem op i Herodes’ palads. Jøderne opfattede dette som en fornærmelse og klagede til Tiberius, der beordrede Pilatus til at fjerne skjoldene, hvilket sandsynligvis fik Pilatus til at miste ansigt. (On the Embassy to Gaius 38-39 (299-306), s. 784-785.

5. Josefus nævner i *Antiquities of the Jews* 18.3.1 (skrevet ca. 93–94 e.Kr.) og *Wars of the Jews* 2.9.2 ligeledes Pontius Pilatus som landshøvding.

6. Tidlige kristne forfattere.

Ignatius (død 107/116 e.Kr.) nævner Pontius Pilatus i »Brevet til magnesierne«, kap. 11-12, s. 64

Jesus blev virkelig forfulgt under Pontius Pilatus, virkelig korsfæstet, døde og opstod fra de døde. Ignatius’ »Brev til trallianerne«, kap. 9, s. 70

Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.) Jesus Kristus korsfæstet under Pontius Pilatus. »… og vi tilbeder ham med god grund, da vi har lært, at han er Sønnen af den sande Gud selv, og vi sætter ham på andenpladsen og den profetiske Ånd på tredjepladsen, og det vil vi bevise.« Justin Martyrs Første Apologi, kap. 13, s. 166-167

Korsfæstet under Pontius Pilatus. Justin Martyrs første forsvarstale, kap. 61, s. 183

Melito af Sardis (170–180 e.Kr.) i *Ante-Nicene Fathers*, bind 8, kap. 4, s. 757, siger, at Jesus blev dømt af Pilatus.

Irenæus, *Mod kætterierne* (182–188 e.Kr.), bog 3, kap. 4.2, s. 417, siger, at Jesus, »der forenede mennesket med Gud gennem sig selv«, led under Pontius Pilatus og opstod igen. Jesus er dommeren over dem, der dømmes.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 6:13 og nævner Pontius Pilatus. Fragment 4, s. 579 (Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 6, kap. 14)

Tertullian (198–220 e.Kr.) nævner Pontius Pilatus i Tertullians »Apologi«, kap. 21, s. 35

Hippolytus, biskop af Portus (222–235/6 e.Kr.), nævner Kajafas, Herodes og piskningen af Jesus ved Pilatus. *Mod Noetus’ kætteri*, kap. 18, s. 230

Origenes (225–254 e.Kr.) siger, at folkemængden ville have påvirket Pilatus til at dømme Jesus. Han nævner også sin fjendtlighed over for Herodes og deres tilsyneladende venskab. Origenes’ »Kommentar til Matthæus«, bog 12, kap. 1, s. 449–450.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) »tog ham [Jesus] til sidst til fange og overgav ham til Pontius Pilatus, som dengang var prokurator i Syrien på romernes vegne, og krævede med voldsom og stædig insistering hans korsfæstelse og død.« Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 7, kap. 13, s. 468

Peter af Alexandria (306,285–311 e.Kr.) nævner, at Jesus blev overgivet til Pilatus. De kanoniske breve, kanon 9, s. 273

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) nævner, at jøderne, efter at Judas havde forrådt Jesus, førte Jesus for Pontius Pilatus. »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 18, s. 119. Han nævner Herodes i kap. 18, s. 120.

Athanasius (331 e.Kr.) nævner, at Pilatus vaskede sine hænder under Kristi retssag. *History of the Arians*, kap. 68, s. 295

Den kristne kirkehistoriker Eusebius (318 e.Kr.) nævner Pontius Pilatus og siger, at han begik selvmord, efter at han var blevet afsat fra sit embede.

Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa som efterfølger for Gratus fra år 26 til 36/37 e.Kr.

Spørgsmål: I Matt 27:2-14, Mark 15:2-15, Luk 23:1-24 og Joh 19:1-15 – bortset fra Bibelen – hvad ved vi ellers om Pontius Pilatus?

Svar: »Pontius« var en romersk slægt. »Pilatus« betyder en, der er bevæbnet med et pilum, altså et spyd. Det meste af det, vi ved om Pontius Pilatus, stammer fra Josefus. Kejser Tiberius Cæsar havde en ven ved navn Sejanus, som ønskede at udrydde alle jøderne, og Pontius Pilatus og hans samtidige Flaccus var sandsynligvis Sejanus’ protegéer. Da Pontius Pilatus blev guvernør (eller prokurator) over jøderne i år 26 e.Kr., var han den første til at bringe faner med kejsers billedet ind i Jerusalem. Da jøderne senere bad om, at de blev fjernet, omringede Pilatus dem med soldater og truede med at dræbe dem. Josefus beretter, at jøderne kastede sig ned på jorden for at vise, at de hellere ville dø end at bryde deres lov. Pilatus fjernede fanerne til Cæsarea.

Pilatus tog derefter penge fra templets skatkammer for at bygge en akvædukt, der skulle føre vand til Jerusalem. Da jøderne protesterede, lod Pilatus soldater, der var klædt som civile, blande sig blandt folkemængden, hvor de dræbte mange i mængden. Lukas 13:1 beretter også, at Pilatus dræbte nogle galilæere, hvis blod han blandede med deres offergaver.

Da nogle samaritanere samledes på et bjerg for at se de hellige beholdere, som Moses angiveligt havde anbragt der, sendte Pilatus tropper ud for at overfalde dem og dræbe dem. Samaritanerne appellerede til Vitellius, legaten i Syrien, som sendte Marcellus for midlertidigt at overtage ledelsen af Judæa og beordrede Pilatus til at rejse til Rom i vanære i år 36/37 e.Kr. for at aflægge regnskab for sine handlinger over for kejseren. Sejanus var blevet henrettet den 18. oktober år 31 e.Kr., og Tiberius forsøgte at vende den antisemitiske politik. Tiberius Cæsar døde den 16. marts år 37 e.Kr., mens Pilatus var på vej til Rom. Pilatus vendte aldrig tilbage til Judæa. Ifølge overleveringer begik han selvmord ved at drukne i det, der i dag er Østrig eller Schweiz.

Jøden Philo siger, at Herodes Agrippa I beskrev Pilatus som »af natur ufleksibel, en blanding af egenvilje og ubarmhjertighed«.

I dagens »Handbook for Solving Bible Difficulties« (Håndbog til løsning af bibelske problemer), s. 60, spekuleres der i, at Pilatus’ stilling hos kejseren var særdeles usikker. Mens kejseren (Cæsar) ønskede stabilitet, havde Pilatus næsten forårsaget oprør tre gange. Kejser Tiberius havde for nylig ladet en række embedsmænd henrette for forræderi. Hvis Pilatus blev set på at tolerere en person, der hævdede at være konge, eller som ikke betalte skat, eller som ønskede sit eget rige, ville Pilatus blot være endnu en blandt de mange, som Tiberius havde ladet henrette. Dette punkt gik ikke ubemærket hen hos jøderne, som frimodigt sagde til Pilatus: »Hvis du lader denne konge gå fri, er du ingen ven af Cæsar.«

Spørgsmål: I Mt 27,19-26; Mk 15,7-15; Lk 23,23-25; Joh 18,38-40, hvor mange mennesker var der i mængden foran Pilatus, Jesus og Barabbas?

Svar: Arkæologer har udgravet området foran Pilatus’ dommersæde og fastslået, at der ifølge *The Olive Tree Connection*, s. 48, højst kunne være 150 mennesker i dette område. Under påsken var der måske et par hundrede tusinde mennesker i Jerusalem, men kun 150 kunne være foran Pilatus. Det ville være let for præsterne at udvælge de mennesker, de ønskede, til at stå foran Pilatus, da han tilbød at løslade en fange.

Spørgsmål: I Mt 27:26; Mk 15:15; Lk 23:20-25; Joh 19:16; ApG 2:23; Hebr 12:2 – hvad ved vi om korsfæstelse før Kristus?

Svar: Korsfæstelse var en grusom, men almindelig henrettelsesform blandt mange folkeslag.

Hvem og hvornår: Den blev praktiseret af fønikerne, kartagerne og egypterne. Herodot nævner i sin »Historie« 3,125, at perserne benyttede korsfæstelse af levende mennesker. I sin »Historie« 3,159 fortæller Herodot også, at Darius (512–485 f.Kr.) korsfæstede 3.000 fremtrædende borgere i Babylon. I »Anchor Bible Dictionary«, bind 1, s. 1207, nævnes det ligeledes, at andre antikke kilder – som ikke nødvendigvis er pålidelige – omtaler, at korsfæstelse blev anvendt af befolkningerne i Indien, af assyrerne, skyterne, taurierne, thrakerne, kelterne, germanerne og briterne. Julius Cæsar berettede, at numidierne anvendte korsfæstelse. Da Alexander den Store endelig erobrede den fønikiske by Tyrus i 332 f.Kr., dræbte han straks 6.000–8.000 og korsfæstede 2.000 senere.

Jøder blev korsfæstet af den seleukidiske Antiochus IV (167 f.Kr.) ifølge Josefus i »Jødernes oldtidshistorie«, bog 12, kap. 5, s. 257. I *Antiquities of the Jews*, bog 13, kap. 14.2, s. 285, fortæller Josefus også, at den saddukæiske hersker Alexander Jannaeus (103–76 f.Kr.) korsfæstede 800 farisæere i Jerusalem, efter at han havde dræbt deres koner og børn foran deres øjne.

Blandt romerne var Plautus (død i 184 f.Kr.) den første forfatter, der fremlagde beviser for romersk korsfæstelse, og disse vedrørte mennesker, der var blevet korsfæstet før hans tid. For eksempel blev 25 mandlige slavekonspiratorer i Rom korsfæstet i 217 f.Kr. Josefus sagde, at der var tre hovedformer for romersk henrettelse: halshugning/at blive kastet for dyrene, brænding og korsfæstelse. Han sagde også, at det at blive brændt ihjel blev betragtet som mildere end korsfæstelse.

Hvor romerne lærte det fra: Både grækerne og romerne lånte korsfæstelsen fra fønikerne. (Karthagerne kan betragtes som »vestlige fønikere«). Talrige kilder bevidner karthagisk korsfæstelse, og at romerne muligvis har overtaget denne praksis fra dem.

Arkæologiske fund: Selvom korsfæstelse blev nævnt og praktiseret i vid udstrækning, har vi ifølge *The Resurrection of Christ*, s. 36, fodnote 28, kun ét arkæologisk fund fra en korsfæstelse. Det eneste fund er knoglerne fra en mand ved navn Yehohanan Ben Hagko. Et af sømmene sad stadig fast i hans ankel, da de mennesker, der begravede ham, tilsyneladende ikke var i stand til at fjerne det. Dette er katalogiseret som Israel Antiquities Authority, 95-2067/5. Korsfæstelse

Som et kristent symbol: Der findes nogle meget interessante arkæologiske fund vedrørende brugen af korset som symbol. Selvfølgelig »forkyndte Paulus (omkring år 52 e.Kr.) den korsfæstede Jesus« i 1. Korintherbrev 2:2, »rosede sig af korset« i Galaterbrevet 6:14 og blev forfulgt på grund af korset i Galaterbrevet 5:11; 6:12. Men hvordan kan vi med sikkerhed vide, hvordan korset så ud?

Da Herculaneum blev ødelagt af udbruddet på Vesuv i år 79 e.Kr., viser et udgravet hus et kors (et latinsk kors, der ligner et lille t).

I Talpioth, en forstad til Jerusalem, blev der før år 70 e.Kr. fundet knoglekister (hvor man opbevarede knogler), der viste fire sider mærket med et kors, der lignede et plustegn.

Ifølge Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) sammenlignede han korset med det græske bogstav Chi (som et X) i sin Første Apologi, kapitel 60.

Korset lignede det græske bogstav tau ifølge Tertullian i »De fem bøger som svar på Marcion«, bog 3, vers 120, s. 153.

Athanasius (323–326 e.Kr.) sagde i *Incarnation* 25:3, at det kun er på korset, at et menneske dør med udbredte hænder.

Desuden er der fundet romersk graffiti på Palatinerhøjen i Rom, der gør nar af de kristne. Den viser et kors med udstrakte arme, jf. *The Archaeology of the New Testament* (Blaiklock), s. 99.

Spørgsmål: Hvorfor blev Jesus, som endnu ikke var blevet kendt skyldig, i Mt 27,15-19, Mk 15,6-7, Lk 23,16-18 og Joh 18,39-40 taget i betragtning til »programmet for barmhjertig benådning«?

Svar: Ingen har påstået, at den romerske retfærdighed altid var retfærdig. Da Jesu dom tilsyneladende var så godt som afgjort på forhånd, formoder jeg, at det gav mening for Pilatus at gå videre og indstille en mand, der endnu ikke var blevet kendt skyldig, til benådning. Nogle gange kan selv barmhjertige handlinger bruges til uretfærdige formål.

Spørgsmål: Hvorfor var Pilatus’ hustru i Jerusalem i Matt 27:19?

Svar: Hustruer ledsagede ofte romerske guvernører. Forud for denne begivenhed nævner Tacitus i Annales 3:34-35, at senatet drøftede et forslag fra Severus Caecina om at forbyde hustruer at ledsage embedsmænd, men forslaget blev forkastet.

Spørgsmål: I Matt 27:34 og Mark 15:23: Var det andre, der tilbød Jesus noget at drikke, og han afslog, eller sagde Jesus: »Jeg er tørstig« og tog imod drikken, som Joh 19:28-29 antyder?

Svar: Folk, der blev korsfæstet, blev ekstremt tørstige, og Jesus var tilsyneladende ingen undtagelse her, da han sagde, at han var tørstig. De tilbød ham en svamp dyppet i eddike. Drikken indeholdt galde, hvilket ville dulme smerten. Jesus tog i første omgang imod svampen og smagte på drikken, men afviste derefter at drikke mere. Jesus ønskede ikke at bruge et smertestillende middel, da han led for vores synder.

Spørgsmål: I Matt 27:35-36; Mark 15:24; Luk 23:34b; Joh 10:23-24 Min kone ønsker at tage til et kasino i Louisiana i anledning af vores 10-års bryllupsdag. (Som kristen føler jeg mig ikke helt tryg ved det, men jeg har givet efter for hendes ønsker.) Vi er blevet enige om ikke at bruge mere end 200,00 $ på spil. Det er kun anden gang på 10 år, vi har været på et kasino. (Sidste gang vi var på et kasino, brugte vi højst 100,00 $, og det var for 3 år siden.) Begår vi en synd ifølge Guds ord?
Personligt kan jeg ikke finde noget sted i Skriften, der direkte omhandler spil. Og jeg er enig i, at spilindustrien får folk til at blive afhængige, og at det er en industri, som Amerika godt kunne klare sig uden. Alligevel tvivler jeg på, at jeg virkelig begår en synd, hvis jeg spiller for så lille et beløb og kun har besøgt to kasinoer på 10 år. Jeg har endda sagt til min kone, at uanset hvad vi vinder, skal vi give det til velgørenhed. Jeg tager endda med mig nogle evangeliske traktater, som jeg vil lægge i kasinoet. Jeg tænker, at der måske kan komme noget godt ud af denne tur. (1. Mos. 50:20) =) (Men det får mig ikke til at føle mig bedre tilpas ved at tage af sted.)

Men... her er et spejleksempel: Bør alle kristne holde op med at købe og drikke vin (til særlige lejligheder/bryllupper), eftersom alkoholindustrien får millioner til at blive afhængige af denne drik?

Men hvad slags eksempel giver jeg så mine børn? Hvad nu, hvis min søn vokser op og tror, at det er i orden at besøge kasinoer, og så bliver afhængig af spil? Men på den anden side kunne min søn jo også blive afhængig af vin – er hans afhængighed så min skyld, fordi jeg drikker vin eller øl ved sjældne lejligheder? (Og jeg er ikke afhængig.)

Svar: I Bibelen findes der intet direkte vers, der forbyder troende at spille, og der står heller ikke noget, der siger, at det er i orden. (Der er både vers i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, der siger, at det er i orden at drikke vin i moderate mængder.)

Selvfølgelig skal vi som kristne ikke læse budene i Bibelen og forsøge at afvige så langt som muligt uden egentlig at bryde et bud. Vi skal snarere ønske at kende kernen i Guds vilje for os og holde os der. Spil er et område, hvor vi skal adlyde Gud med vores samvittighed og forståelse af, hvad der behager ham.

Ting, der tyder på, at en vis grad af spil måske er i orden

Andre former for fritidsaktiviteter er i orden: Du sagde, at du ikke er afhængig og ikke vil bruge mere end 200 dollars. Man kan bruge 200 dollars på en forlystelsespark (som f.eks. Disneyland), og det er ikke nødvendigvis en synd.

Kristent vidnesbyrd. Da du nævnte, at du tager Chick-traktater med, som folk kan læse, kan du måske undersøge, om Chick har en særlig passende traktat om mennesker, der mister alle deres penge på spil.

Gør din kone glad: Hvis det er det, din kone ønsker, og det ikke er forbudt, bør I gøre noget, I begge nyder sammen.

Ting, der tyder på, at dit spil måske ikke behager Gud

Eksempel for børn: Vil din søn (og eventuelle fremtidige børn) blive afhængige af spil, eller vil de måske endda spille bare én gang og tåbeligt tabe store summer? For at se, om dette er et problem eller ej, hvorfor prøver du og din kone ikke i al fortrolighed at »øve« jer i at forklare jeres spil for jeres søn, da I alligevel bliver nødt til det senere. Se, hvordan det vil lyde for ham.

Uundgåelig umoral: Vil der være uanstændige forestillinger, som du vil se på det sted, hvor du spiller? Hvis ja, bør du ikke spille eller foretage dig noget andet på det sted.

Hvad du ellers kunne gøre: Hvis du ikke spiller, er der andre ture og attraktioner (og nogle rigtig gode restauranter), du kunne besøge i stedet.

Overbevisning: Tror du, at din uro skyldes, at Helligånden overbeviser dig, eller er det noget andet?

Måske kan du komme i tanke om flere argumenter imod.

Søg at følge Gud: Bed om, hvad Gud ønsker for dig i denne situation. Jeg har ingen direkte befaling eller tilladelse at vise dig, men jeg beder om, at du træffer den bedste beslutning.

Spørgsmål: I Matt 27:38, Mark 15:32 og Luk 23:39 – hånet tyvene Jesus, eller angrede den ene tyv og vendte sig til Jesus i Luk 23:40-43?

Svar: Begge røvere hånet Jesus i første omgang. Men røveren til højre for Jesus skiftede senere mening og troede på Jesus. Jesus sagde til ham, at han i dag ville være sammen med Jesus i Paradiset.

Spørgsmål: I Matt 27:44 og Mark 15:31-32 – hvornår var det præcist, at røverne hånet Jesus?

Svar: Det står ikke præcist i Skriften. Både Matthæus og Markus nævner tre grupper af mennesker, der hånet Jesus: forbipasserende, præster og røverne. Disse vers angiver dog hverken rækkefølgen, hvis de kun sagde det én gang, eller hvor mange gange. Generelt er det ikke almindeligt, at nogen kun siger én grim sætning og så holder op.

I dag kan kristne blive latterliggjort for deres tro af kriminelle, fuldstændig fremmede og endda falske religiøse ledere.

Spørgsmål: Underviste Jesus i Lukas 21:7 om de sidste tider i templet, eller på Olivenbjerget, som det fremgår af Mattæus 24:3-44 og Markus 13:3-37?

Svar: Jesus underviste om dette på Olivenbjerget og muligvis også, mens de var på vej derhen. Lukas 21 siger aldrig, at Jesus var i templet, da han underviste om dette.

Spørgsmål: I Matt 27:32, Mark 15:21 og Luk 23:26: Var det Simon fra Kyrene, der bar Jesu kors, eller var det Jesus selv, som det fremgår af Joh 19:17?

Svar: Begge dele. Det var generelt skik, at den dømte selv bar sit kors, som det fremgår af Joh 19:17. Jesus var imidlertid så svag efter piskningerne og slagene, at han ikke kunne bære sit kors hele vejen. Derfor tvang romerne en forbipasserende, Simon fra Kyrene, til at bære det resten af vejen.

Spørgsmål: Findes der i Matt 27:32, Mark 15:21 og Luk 23:26 noget bevis for Simon fra Kyrene uden for Bibelen?

Svar: Det er meget sandsynligt, at vi har det. Der blev fundet en knoglekasse fra før år 70 e.Kr. i Kidron-dalen i Jerusalem med indskriften »Alexander (søn) af Simon«, »Alexander fra Kyrene«. For yderligere oplysninger se:

E. L. Sukenik, BASOR 88 (1942): 38. Indskrifterne blev først offentliggjort i 1962: N. Avigad, »A Depository of Inscribed Ossuaries in the Kidron Valley«, IEJ 12 (1962): 1-12 + pl. 1-4.

Ikke udgivet i et populært format før 2002-03: »Treasures in the Storeroom: Family Tomb of Simon of Cyrene«, Biblical Archaeology Review, juli-august 2003.

P. W. van der Horst, Ancient Jewish Epitaphs: An Introductory Survey of a Millennium of Jewish Funerary Epigraphy (300 f.Kr.–700 e.Kr.) (Kampen: Kok Pharos, 1991). 140–41.
Biblical Archaeology Review, juli-august 2003, s. 51. Jf. http://israelpalestineguide.files.wordpress.com/2010/06/alexander-simon-ossuary-a-second-look-from-bar.pdf

Spørgsmål: Hvad var det præcist, Jesus fik at drikke på korset i Mt 27,48; Mk 15,23; Lk 23,36 og Joh 19,29?

A: I Mattæus 27:48 står der: »sur vin / vineddike«, i Markus 15:23 står der: »vin blandet med myrra«, i Lukas 23:36 står der: »vineddike«, og i Johannes 19:29 står der: »vineddike«. »Gald / eddike« er imidlertid ikke et stof, men en beskrivelse af noget bittert, og myrra var bitter.

Q: Hvad stod der præcist på skiltet over Jesu hoved i Mt 27:37, Mk 15:26, Lk 23:38 og Joh 19:19?

Svar: Først fem fakta, der vedrører svaret, og derefter to svar.

1. For det første var der ikke én besked, men tre beskeder, da Johannes 19:20 siger, at skiltet var skrevet på aramæisk, latin og græsk.

2. Her er, hvad evangelieskriverne beretter.

I Mattæus 27:37 står der: »Dette er Jesus, jødernes konge.«

Markus 15:26: »Jødernes konge.«

Lukas 23:38: »Dette er jødernes konge.«

Johannes 19:19: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge«

3. Forfattere i oldtiden omskrev ofte andres ord. Det, vi har her, er korrekt, men ikke ordretro. Så hvis for eksempel én forfatter sagde: »Dette er Jesus, jødernes konge«, og en anden sagde: »jødernes konge«, kunne begge have nedskrevet den samme udtalelse. Den første forfatter nedskrev ganske enkelt mere af udtalelsen end den anden.

4. Papias, en discipel af apostlen Johannes, beretter, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebræernes sprog (aramæisk?) og derefter oversat til græsk. De andre forfattere skrev på græsk. Der er således en oversættelse mellem de udtalelser, der blev fremsat, og det, som evangelieforfatterne skrev.

5. Uanset forskellene mellem de tre udsagn synes Markus blot at gengive det, der er fælles for dem alle.

Første svar: De tre budskaber på tre forskellige sprog er nedskrevet i Matthæus, Lukas og Johannes. Markus nedskriver det, der er fælles for dem. Pilatus kendte sandsynligvis ikke aramæisk, så det ville være skrevet på latin og oversat til græsk og aramæisk, så alle kunne læse det.

Andet svar: Da evangelieskriverne gengiver oversatte ord, og visse udtryk som »Dette er« kontra »Den« ofte smelter sammen i en oversættelse, er vi sikre på budskabet i skiltene, men vi er ikke sikre på de nøjagtige ord. Det er dog budskabet, der er vigtigt her, ikke de nøjagtige ord.

Spørgsmål: Hvad var det helt præcist, de syv ting, som Kristus sagde på korset, i rækkefølge?

Svar: Selvom den rækkefølge, der angives i evangeliet, ikke nødvendigvis er den rækkefølge, de blev sagt i, er det nemmest at antage, at de var i kronologisk rækkefølge, nemlig:

1. »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Lukas 23:34a

2. »Kvinde, se, din søn … Se, din mor.« Johannes 19:25-27

3. Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradiset. Lukas 23:43b

4. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mattæus 27:46; Markus 15:34

5. Jeg tørster. Mattæus 27:48; Johannes 19:28-29

6. Det er fuldbragt. Johannes 19:30

7. Lige før han døde, sagde Jesus: »Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd.« Lukas 23:46a

Selvfølgelig kunne Jesus også have sagt andre ord.

Spørgsmål: Døde Jesus virkelig på korset i evangelierne, eller satte Gud på mirakuløs og umærkelig vis en anden i hans sted, som den muslimske Koran hævder?

Svar: De forskellige opfattelser hos kristne og muslimer udgør en grundlæggende forskel mellem de to religioner.

Kristne siger, at det virkelig var Jesus, fordi alle kristne såvel som ikke-kristne beretninger siger, at det var Jesus. Muslimernes Allah adskiller sig fra Biblens Gud, og Allah har narret og vildledt hele sit folk til at tro, at Allah udskiftede ham med en anden.

Muslimer siger, at Allah er den samme som Biblens Gud. Allahs udskiftning af Jesus ville ikke kunne opdages af nogen, og der ville derfor ikke være noget historisk bevis for udskiftningen.

Begge parter kan være enige om to ting: 1) Det så i det mindste ud til, at Jesus døde på korset. 2) På et eller andet tidspunkt narrede islams gud fuldstændigt og bevidst Allahs eget folk.

Spørgsmål: I Matt 27:45; Mark 15:33 og Luk 23:44-45, hvilke beviser uden for Bibelen findes der for, at »mørke sænkede sig over landet« under Jesu korsfæstelse?

Svar: Det er ikke rimeligt at forvente, at alle kulturer ville have nedskrevet en mørkehændelse. For eksempel er det beregnet, at en solformørkelse mørklagde Egypten den 12. december 504 f.Kr., men der findes ingen historiske optegnelser herom, hverken blandt de højt civiliserede egyptere eller hos andre. Se http://www.informationblast.com/500s_BC.html for mere information. Dette skete under påsken (dvs. ved fuldmåne), så det kunne ikke have været en almindelig solformørkelse; der var tale om et usædvanligt mørke. Desuden varede mørket fra den sjette til den niende time. Naturlige solformørkelser varer ikke i tre timer. Ifølge https://www.wku.edu/eclipse/duration.php kan en solformørkelse teoretisk set højst vare op til syv minutter.

Ikke desto mindre skrev den ikke-kristne samaritanske historiker Thallus i år 52 e.Kr., mindre end 20 år efter korsfæstelsen. Han skrev, at mørke ledsagede Jesu korsfæstelse.

Den samaritanske historiker Thallus, som ikke skal forveksles med den græske filosof Thales, var ret kendt.

Pseudo-Justin Martyrs »Hortatory Address to the Greeks« (efter år 165 e.Kr.), kap. 9, s. 277, nævner Thallus, Philo, Josephus og andre.

Theophilus til Autolycus, kap. 29, s. 120, nævner Thallus samt den tidligere kaldæiske historiker Berosus på s. 121.

I »Octavius« af Minucius Felix, kap. 22, s. 186, nævnes historikeren Thallus.

Tertullianus’ *Apologi*, kap. 19, s. 33, nævner Thallus og Josefus.

Julius Africanus, fragment 18, s. 136.

Phlegon var en karisk-græsk forfatter, der skrev kort efter år 137 e.Kr. Han skrev, at der i det fjerde år af den 202. olympiade [år 33 e.Kr.] fandt »den største solformørkelse« sted, og at »det blev nat i dagens sjette time [kl. 12.00], så der endda dukkede stjerner op på himlen. Der var et stort jordskælv i Bithynien, og mange ting blev væltet i Nicea.” (The Case for Christ, s. 111.) Origenes (225–254 e.Kr.) nævner også, at Phlegon skrev om mørket i forfatteren Phlegons 13. eller 14. bog. Origenes, *Mod Celsus*, bog 2, kap. 14, s. 437; bog 2, kap. 33, s. 445; bog 2, kap. 59, s. 455.

I Tatianus’ *Diatessaron* (ca. 172 e.Kr.), afsnit 51, s. 123, står der, at der var mørke, da Jesus blev korsfæstet, fra den 6. til den 9. time. I Tatianus’ *Diatessaron*, afsnit 52, s. 123, står der, at der var et jordskælv, da Jesus døde.

Melito af Sardis (170–177 e.Kr.) fortæller, at jorden skælvede, solen forsvandt, og dagen forandrede sig, for de kunne ikke udholde at se deres Herre hængende på et træ. Fra »Afhandlingen om sjælen og kroppen«, kap. 2, »Ante-Nicene Fathers«, bind 8, s. 756

Irenæus skriver i »Mod kætterierne« (182–188 e.Kr.), bog 4, kap. 34, s. 512: »Og de begivenheder, der var forbundet med Herrens lidelse, og som var forudsagt, fandt ikke sted i noget andet tilfælde. For hverken skete det ved nogen af de gamle menneskers død, at solen gik ned midt på dagen, ej heller blev templets forhæng revet i stykker, ej heller skælvede jorden, ej heller blev klipperne splittet, ej heller stod de døde op, ej heller blev nogen af disse mænd [fra oldtiden] oprejst på den tredje dag eller optaget i himlen… Derfor talte profeterne ikke om nogen anden end Herren, i hvem alle disse førnævnte tegn forenedes.”

Tertullian (ca. 200 e.Kr.) nævner i *Om faste*, kap. 10, bind 4, s. 109, også det mørke, der ledsagede Jesu korsfæstelse. Han nævner det ligeledes i *Et svar til jøderne*, kap. 12, s. 170.

Hippolytus var biskop i Portus (222–235/6 e.Kr.). Han nævner, at for Jesu skyld »formørkes solen, dagen har intet lys, klipperne splintres, forhænget revnes, jordens grundvolde rystes, gravene åbnes, og de døde oprejses.« I *Mod Noetus’ kætteri*, kap. 17, s. 230

I den ebionitiske *Clemens’ erkendelser* (ca. 211–250 e.Kr.), bog 1, kap. 42, s. 88, står der, at Jesus led for os, at solen blev mørk, og at bjergene blev revet i stykker, da han gik til korset. Han opstod igen.

Origenes (skrev 225–254 e.Kr.) nævner mørket over landet og de gravkamre, der sprængtes op, i *Mod Celsus*, bog 2, kapitel 33, s. 445.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.): »Guds Ord føres tavst til slagtning. Og når stjernerne ved Herrens kors forvirres, elementerne rystes, jorden skælver, natten fortrænger dagen, solen, …« *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 9, kap. 7, s. 486

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) nævner jordskælvet i Matthæus. Brev til biskoppen Basilides, kanon 1, s. 94.

Arnobius (297–303 e.Kr.) nævner i *Mod hedningerne*, bog 1, kap. 53, s. 428, mørket under Jesu død.

Athanasius (318 e.Kr.) (underforstået) siger, at solen blev formørket, og jorden rystede, da Frelseren døde. *Ordet blev kød*, kap. 49.4, s. 63

Lactantius (260–325 e.Kr.) beskriver et jordskælv i samme time, som Jesus døde, og at solen pludselig trak sit lys tilbage, så der var mørke fra den sjette til den niende time. »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 19, s. 122.

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) nævner, hvordan gravene sprang op, jorden rystede, lysene blev bange, og solen og månen forsvandt, mens stjernerne trak deres lys tilbage, da Jesus led på korset. »Epistles on the Arian Heresy«, brev 5.6, s. 301

Efter Nicæa (325 e.Kr.)

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) (uddrag): »Skabelsen frigøres gennem dette syndoffer; selv klipperne mister deres fasthed og styrke.« *Om Treenigheden*, bog 3, kap. 11, s. 65

Athanasius (ca. 371 e.Kr.) siger: »Solen trak sine stråler tilbage, og jorden skælvede, og klipperne blev revet i stykker, …« Personligt brev 61 (til Maximus), kap. 2, s. 578

Athanasius (356–360 e.Kr.) nævner, at forhænget blev revet i stykker, solen blev skjult, klipperne revet i stykker, og de døde i gravene rejste sig. Fire foredrag mod arianerne, foredrag 3, kap. 29, s. 424

Efraim den Syriske (350–378 e.Kr.) siger, at der var mørke og jordskælv, da Jesus døde. Fødselshymner, hymne 3, s. 273.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævnte, at solen løb baglæns i Hiskias’ tid, og at der var solformørkelse for Kristi skyld. (Første kateketiske forelæsning 2, Nicene & Post-Nicene Fathers, s. 12)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) siger, at solen blev mørk under korsfæstelsen. Første kateketiske forelæsning 4, kap. 10, Nicene & Post-Nicene Fathers, s. 21, og klipperne splintredes. Forelæsning 4, kap. 11, s. 22

Gregor af Nazianzus (330–391) siger i sin drøftelse af Jesu korsfæstelse: »Han hylste den synlige verden i mørke« og »… for himlens mystiske porte er åbnet; klipperne er splittet, de døde opstår. Han dør, men han giver liv, og ved sin død tilintetgør han døden.« Om Sønnen – Tredje teologiske tale, kap. 20, s. 309

Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) siger, at solen og månen faktisk blev formørket i Kristi tid. Han nævner også »Kristi, Herrens, frelsende blod« Kommentar til Joel, kap. 2, s. 119

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) nævner det mørke, der indtraf, da Jesus blev korsfæstet. Guds by, bog 3, kap. 15, s. 51.

Spørgsmål: Er omtalerne i evangelierne af mørket, jordskælvet og det revne forhæng, da Kristus blev korsfæstet, kun billedlige og fandt ikke sted i virkeligheden, fordi de ikke er nedskrevet andre steder, som det fremgår af *Some Answered Questions*, s. 37–38?

Svar: Nej. Se det forrige spørgsmål for beviset for mørket, og spørgsmålet om Matt 27:51 for beviset for jordskælvet.

Spørgsmål: I Luk 23:45-46 siger skeptikeren Bart Ehrman, at forhænget i templet revnede, mens Jesus stadig levede, men at det i Markus-evangeliet revnede, efter at han var død. (Jesus, Interrupted, s. 68) Derefter spørger han, om det revne forhæng symboliserer, at Gud afviste det jødiske tilbedelsessystem, eller om det symboliserer, at Jesus sonede for os. (også i Jesus, Interrupted, s. 52)

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret. 1) Det revne forhæng kan naturligvis symbolisere mere end én ting, især når de to ting hænger tæt sammen. Det symboliserer dog ikke, at Gud afviste den jødiske tilbedelsesform; snarere at den jødiske tilbedelsesform nu var forbi, eftersom Jesus havde sonet for synderne. (Tempelet blev da også ødelagt inden for 40 år.)

2) Lukas angiver ikke det nøjagtige tidspunkt, hvor forhænget revnede i to. I Lukas 23,44-46 står der, at der var mørke fra den sjette til den niende time, og at templets forhæng blev revet i to, og at Jesus råbte, før han døde. Rækkefølgen angives ikke.

Spørgsmål: I Lukas-evangeliet siger skeptikeren Bart Ehrman i *Jesus, Interrupted*, s. 46-47: »Jesu død er vigtig for både Markus og Lukas.« Men for Markus er hans død en forsoning; for Lukas er den grunden til, at folk indså, at de er syndige og har brug for at vende sig til Gud for at få tilgivelse. Årsagen til Jesu død er altså ganske forskellig, afhængigt af hvilken forfatter man læser.” (også i *Jesus, Interrupted*, s. 94)

A: Ehrman forsøger at opfinde en forskel i troen mellem Markus og Lukas, hvor der ikke er nogen. Selv Ehrman ville erkende, at Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger er skrevet af den samme forfatter. En af de nok mest tydelige udtalelser om forsoningen fra Lukas’ side findes i Apostlenes Gerninger 5,30-31: »Vore fædres Gud oprejste Jesus, som I havde dræbt ved at hænge ham på et træ. Gud ophøjede ham til sin højre hånd som Fyrste og Frelser for at skænke Israel omvendelse og syndernes forladelse.” (Understregningen er tilføjet for at vise, hvor Ehrman tager fejl.)

Spørgsmål: Sagde hundredføreren i Matt 27,54 og Mark 15,39: »Dette var Guds Søn«, eller »Dette var en retfærdig mand«, som det står i Luk 23,47?

Svar: Begge dele. Hundredføreren var ikke begrænset til kun at udtale én sætning. Evangelierne citerede ofte ikke ordret, og de medtog ikke hvert eneste ord, så hundredføreren sagde sandsynligvis også andre ting.

De fleste vil være enige i, at centurionen i hele den tid, fra Jesus døde, til man ville sikre sig, at han var død, og indtil man tog hans lig ned fra korset, havde rigelig tid til at sige mere end én sætning. Det ville være ret mærkeligt, hvis centurionen var helt tavs bortset fra én sætning.

Spørgsmål: Hvad er en harmonisering af evangelierne efter opstandelsen?

Svar: Først og fremmest må jeg indrømme, at jeg her blot har »genopfundet hjulet«. Helt tilbage i år 246-265 e.Kr. viste Dionysius, biskop af Alexandria, at evangelieskriverne ikke »var uenige eller modsagde hinanden«, og han gav en god og ret fuldstændig harmonisering af evangelierne efter opstandelsen i sit Brev 5 – til biskop Basilides, kanon 1, Ante-Nicene Fathers, bind 6, s. 94-95. Her er i hvert fald en sammenstilling af disse 29 begivenheder, og den stemmer overens med hans.

Tal henviser til begivenheder, der skal forekomme i en bestemt rækkefølge, mens bogstaver som a, b, c henviser til begivenheder, der kan finde sted i vilkårlig rækkefølge. De fedtrykte ord angiver markører for tid, rækkefølge og sted. De understregede vers viser, hvor der er passager, der ikke er i kronologisk rækkefølge.

Efter Jesu opstandelse fra de døde: Mt 28, Mk 16, Lk 24, Joh 20-21

R1a. Da sabbatten var forbi, begav Maria Magdalene, den anden Maria [Jakobs mor], Salome og de andre kvinder sig til graven. Mt 28:1b; Mk 16:1-3; Lk 24:1; Joh 20:1

R2a. Der skete et jordskælv, da englen rullede stenen væk. Vagterne blev som døde. Mt 28:2-4

R2b. Englen rullede stenen væk. Mk 16:4; Lk 24:2

R1b. Der blev ikke fundet noget lig, og to »mænd« talte til kvinderne. Luk 24:3-8; Joh 20:2

R3. Den morgen, hvor Jesus opstod, viste en engel sig for kvinderne og bad dem sige til disciplene, at de skulle tage til Galilæa. Mt 28:5-7; Mk 16:5-8

R4a. Mens kvinderne skyndte sig tilbage, viste Jesus sig også for kvinderne og bad dem sige til disciplene, at de skulle tage til Galilæa. Mt 28:8-10

R4b1. Da kvinderne vendte tilbage fra graven, troede disciplene ikke på dem. Luk 24:9-11

R4b2. Peter og Johannes løber hen til graven; Johannes kommer der først. Luk 24:12; Joh 20:3-9

R4b3. Derefter vender disciplene tilbage til deres hjem [i Jerusalem]. Joh 20:10

R4c. Vagterne fortæller det til præsterne; præsterne bestikker dem derefter. Mt 28:11-15

R4d. Mens Maria græd, viste to mænd og derefter Jesus sig for Maria Magdalene. Mk 16:9-11; Joh 20:11-18

R5. Samme dag på vejen til Emmaus viser Jesus sig for to disciple (ikke blandt de elleve disciple). Han bliver hos dem indtil aftenen. Mk 16:12; Lk 24:13-29

R6. Straks skyndte de to disciple sig tilbage til Jerusalem (7 miles, 11 kilometer væk) og fortalte det til de 11 disciple. Mk 16:13; Lk 24:33-35

R7. I Jerusalem, om aftenen samme dag, som Jesus opstod, mens de to taler med disciplene, viser Jesus sig for første gang for ti disciple. Joh 20:19-23

R8. Andre disciple fortæller Thomas, at de har set Jesus. Joh 20:25

R9. Otte dage senere viser Jesus sig for anden gang for de elleve disciple, herunder Thomas. Mk 16:14; Joh 20:19,26-31

R10. Jesus viser sig for dem (for tredje gang) ved Tiberias-søen [Galilæa]. De fangede 153 fisk. Mt 28:19-20; Joh 21:1-14

R11a. Tre gange spørger Jesus Peter, om Peter elsker ham. Joh 21:15-23

R11b1. Jesus viser sig for mere end 500 tilhængere. 1 Kor 15:6

R11b2. Jesus viser sig for sin bror Jakob. 1 Kor 15:7

R12. I Galilæa viser Jesus sig for disciplene og giver dem den store mission. Mt 28:16-20; Mk 16:15-18

R13. De vender tilbage til Jerusalem, hvor de enten bliver der eller i forstaden Betania.

R14. Mens de spiser, befaler Jesus dem at blive i Jerusalem, indtil de modtager kraft fra det høje (Luk 24:49; ApG 1:4). De adlyder denne befaling. Luk 24:52

R15. Jesus fører dem til Betania, en forstad til Jerusalem på skråningen af Olivenbjerget. Luk 24:50

R16. Fyrre dage efter opstandelsen (ApG 1:3) stiger Jesus op til himmelen i skyerne ved Betania, på skråningen af Olivenbjerget. Mk 16:19; Lk 24:50-51; ApG 1:9-11

R17a1. Da apostlene vendte tilbage til Jerusalem, opholdt de sig i templet. Luk 24:52-53

R17b. De 11 apostle vælger Matthias til at erstatte Judas. ApG 1,15-26

R18. I Jerusalem på pinse (50 dage efter påsken) bliver apostlene fyldt med Helligånden. ApG 2

R19. Herefter rejser apostlene frit omkring. Markus 16:20

Spørgsmål: I Mt 28:1, Mk 16:2 og Lk 24:1 – var Maria ved graven lige efter solopgang, eller begav hun sig til graven, mens det stadig var mørkt, som det står i Joh 20:1?

Svar: Begge dele er rigtige. Joh 20:1 siger, at de gik til graven, mens det stadig var mørkt, men Mk 16:2 viser, at de ankom til graven, da solen var stået op. Hvis de havde opholdt sig i Betania, og graven lå lige uden for Jerusalem, ville det have taget noget tid at rejse fra Jerusalems forstad til selve Jerusalem.

Spørgsmål: Hvorfor gik kvinderne til graven i Matt 28:1; Mark 16:1-2, Luk 24:1 og Joh 20:1, når der ifølge Matt 27:62-66 var et romersk segl over den?

Svar: Der er to mulige svar, men det andet er mere sandsynligt.

Kvinderne troede, at de ville få lov: Det var ikke en almindelig skik at sætte et segl på en grav og stille romerske soldater til vagt ved den. Ypperstepræsterne og farisæerne bad Pilatus specifikt om, at »graven skulle sikres indtil den tredje dag« i Mattæus 27:64. Myndighederne ønskede ikke at forbyde begravelsesskikke, men blot sikre sig, at ingen stjal liget, så man kunne forvente, at kvinderne ville få lov til at gøre dette.

Kvinderne vidste ikke noget om forseglingen og vagten: Det var yderst usædvanligt at bevogte en forbryders grav og sætte et romersk segl på den samt placere en vagt af romerske soldater omkring den. I Lukas 23,55-56 står der, at kvinderne fulgte Josef for at se, hvor Jesu lig blev lagt, og derefter gik de hjem for at forberede krydderier og salver. Med andre ord blev de ikke hængende for at holde øje med graven. Anmodningen om seglet og vagten kom først den næste dag ifølge Matthæus 27,62. Så kvinderne var sandsynligvis ikke klar over noget segl eller nogen vagt.

Spørgsmål: I Matt 28:1; Mark 16:1-2, Luk 24:1 og Joh 20:1 – hvorfor gik kvinderne hen til graven for at svøbe liget, når Josef fra Arimatæa og Nikodemus allerede havde svøbt liget i Joh 19:39?

Svar: Jesus døde omkring kl. 15.00, og der ville være en vis tidsforsinkelse mellem, at Josef fra Arimatæa bad om liget, Pilatus kontrollerede, at Jesus faktisk var død, og at de tog liget ned og derefter bar det til graven. De ville ikke have haft tilstrækkelig tid inden mørkets frembrud til en ordentlig begravelse (tænk på egyptiske mumier) inden mørkets frembrud. Så Josef og Nikodemus udførte i Johannes 19:38-39 den første del, herunder at tilføje nogle krydderier for at forhindre liget i at gå i forrådnelse i et par dage, og derefter ville de vende tilbage og svøbe ham ordentligt, dvs. vikle strimler af klæde omkring hans arme, ben, torso og hoved i dagslyset søndag. Det kan måske virke som en lidt gruopvækkende opgave, men det var en almindelig skik på den tid.

Desuden ved vi ikke så meget om jødiske begravelsesskikke fra den tid, men i egyptiske begravelsesskikke fandt en del af forberedelsen af liget alligevel først sted et par dage senere.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at kvinderne ser den tomme grav i Mk 16,1-8; Mt 28,1-8; Lk 24,1-11; Joh 20,1-12?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

a) Selvom jøderne ikke balsamerede deres døde, brugte de krydderier, når de begravede dem. Dette var slet IKKE et vidnesbyrd om, at kvinderne troede, at Jesus ville opstå fra de døde. Det var snarere kvinderne, der levende kom for at udføre deres pligt med en blanding af kærlighed og skuffelse. Ville du stadig tjene Gud trofast, hvis du stødte på skuffelse?

b) I den græske og latinske kultur blev kvinder anset for at være mindre værd end mænd. Hvis nogen havde ønsket at ændre beretningen for at gøre den mere tiltalende for læserne, kunne de blot have udeladt denne del eller ellers have sagt, at mændene så graven først i stedet for kvinderne. Dette tyder på, at de ganske enkelt nedskrev, hvad der skete.

c) På samme måde blev kvinder i den jødiske kultur anset for at være vigtige, bortset fra at deres vidnesbyrd blev betragtet som værdiløst ifølge den jødiske Mishnah, Rosh Ha-Shanah 1,8.

d) Gud kunne have givet æren af at være den første til at se den opstandne Jesus til hvem som helst, men han valgte at give den til kvinderne. Måske er dette et tegn til alle kulturer, herunder vores egen, på, at vi generelt bør ære, tro på og stole på kvinder lige så meget som mænd.

Spørgsmål: I Markus 15,47 – så Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, hvor Jesus blev lagt, eller var det de kvinder, der var kommet med Jesus fra Galilæa, som det står i Lukas 23,55?

Svar: Begge dele. På den ene side kan »kvinder fra Galilæa« betyde kvinder, der rejste med Jesus fra Galilæa, ikke nødvendigvis kvinder, der var født i Galilæa. På den anden side var Magdala en by i Galilæa, på den vestlige bred af Galilæasøen.

Spørgsmål: I Matt 28:1, var graven lukket, eller var stenen rullet væk, som det står i Luk 24:2?

Svar: Lukas 24:2 siger, at stenen var rullet væk, da de ankom. Matthæus 28:2 nævner også, at stenen var rullet væk, som en forklaring på Matthæus 28:1. Intet tyder på, at kvinderne var til stede, da stenen blev rullet væk.

Spørgsmål: I Markus 16,4 spørger skeptikeren Bart Ehrman, om stenen allerede var blevet rullet væk, eller om den [angiveligt] blev rullet væk af en engel, da kvinderne var der (Matt 28,2)?

Svar: I begge evangelier var stenen blevet rullet væk, før englen talte med kvinderne. Mattæus 28:2 siger ikke, at kvinderne var til stede, da stenen blev rullet væk.

Spørgsmål: Hvad skete der, da Jesus opstod fra de døde, ifølge Matt 28:1-8, Mark 16:1-8, Luk 24:1-10 og Joh 20:1-8?

Svar: Jesus levede igen i sin fysiske krop. Hans virkelige, arrede, fysiske krop kunne stadig røres ved (Joh 20:27; Matt 28:9; Luk 24:39) og spise (Luk 24:41-43). Jesus sagde i Luk 24:39, at hans legeme efter opstandelsen havde kød og ben, og jeg tror, du vil være enig i, at Jesus ved det bedre end nogen anden! Men Jesu legeme var et herliggjort fysisk legeme, der kunne gå gennem vægge (Joh 20:19-20) og forsvinde (Luk 24:31).

Tertullian (198-220/240 e.Kr.) Kristus døde for vores synder og opstod i sit kød. Det er selve grundlaget for evangeliet, vores frelse. »Fem bøger mod Marcion«, bog 3, kap. 8, s. 328

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.) »At han [Jesus] opstod igen i den samme legemlige substans, som han døde i, bevises af sårene på netop dette legeme, og dermed viser han lovene for vores opstandelse i sit kød, idet han ved sin opstandelse genoprettede det samme legeme, som han havde fra os.« Afhandling om Treenigheden, kap. 10, s. 620.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) drøfter, hvad der ville være tilfældet, hvis Jesus kun led tilsyneladende. »Hvis han led tilsyneladende og ikke i virkeligheden, sad Herodes kun tilsyneladende til doms; tilsyneladende vaskede Pilatus sine hænder for ham, og tilsyneladende forrådte Judas ham. Ligeledes udleverede Kajafas ham tilsyneladende; jøderne pågreb ham tilsyneladende, og apostlene … Selv hans blod blev udgydt tilsyneladende; evangelisterne forkyndte evangeliet tilsyneladende; Kristus kom fra himlen tilsyneladende, og han steg op til himlen tilsyneladende. Menneskets frelse var også tilsyneladende og ikke i virkeligheden. Hvorfor siger Kristus da: ’Jeg er sandheden?’“ Dialog om den sande tro, femte del, kap. 851a, s. 149

Spørgsmål: I Joh 20,1, kom Maria Magdalene alene til graven, eller kom Maria Magdalene og den anden Maria (Matt 28,1), eller kom Magdalene, Maria, Jakobs mor, og Salome i Markus 16,1, eller kom Magdalene, Johanna, Maria, Jakobs mor, og andre kvinder i Lukas 24,10?

Svar: Maria Magdalene, Johanna, Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder kom alle sammen. Johannes 20:1 siger IKKE, at Maria kom alene. Hvis der kom flere kvinder, er det stadig korrekt – om end ikke lige så præcist – at nævne én, to eller tre af dem. Hvis nogle kom tidligere og andre lige efter, er det stadig korrekt, at én beretning siger, at nogle kom, og en anden beretning nævner hele gruppen.

Spørgsmål: I Mattæus 28:2-5 og Markus 16:5, var der kun én engel, eller var der to engle, som i Lukas 24:4 og Johannes 20:12?

Svar: Hvis der var to eller flere engle, er det også korrekt, at der var én engel. Dette er et af mange eksempler på, at evangelieberetningerne er korrekte, men ikke præcise.

Spørgsmål: Fortalte kvinderne det til disciplene i Matt 28:8, eller fortalte de det ikke til nogen, som det står i Mark 16:8? (Jesus, Interrupted, s. 48)

A: Mark mente naturligvis ikke, at kvinderne ikke fortalte det til nogen resten af deres liv. De fortalte bestemt ikke til nogen, de mødte, mens de flygtede fra graven. Hvis man læser hele Matthæus 28:8-10, løb kvinderne uden endnu at have fortalt det til nogen, og så mødte Jesus dem. Jesus sagde: »Fortæl det til mine brødre« (dvs. disciplene). Hvis man vil være pedantisk, står der strengt taget ikke i Matthæus 28, at kvinderne adlød og fortalte det til nogen. Disciplenes handlinger tyder dog stærkt på, at kvinderne fortalte det til disciplene.

Spørgsmål: I Mattæus 28:9 – genkendte Maria Magdalene Jesus, da han først viste sig for hende, eller gjorde hun det ikke, som Johannes 20:14 siger?

Svar: Mattæus 28:9 siger ikke, hvor hurtigt Maria genkendte Jesus; det fortæller blot, at de midlertidigt genkendte Jesus. I Johannes 20:14 vidste Maria ikke i første omgang, at det var Jesus. Men Johannes 20:15-17 viser også, at hun derefter GJENKENDTE Jesus.

Spørgsmål: Er det i Joh 20,29 dem, der tror uden at se, der er velsignede, eller er det i Luk 10,23 dem, der ser, der er velsignede?

A: Jesus siger to forskellige ting i forskellige sammenhænge, og begge er velsignede, men på forskellige måder.

I Johannes 20:29 sagde Jesus IKKE, at de, der personligt så en opstandelsesåbenbaring, ikke var velsignede. Tværtimod sagde Jesus til den tvivlende Thomas: »Fordi du har set mig [nu], har du troet; velsignet er de, der ikke har set og alligevel har troet.« (BSB) Thomas gjorde Jesu opstandelsesåbenbaring til grundlaget for sin tro. Jesus sagde, at de er mere velsignede (højt rost), som, selvom de har mirakler til at understøtte deres tro, ikke gør mirakler til grundlaget for deres tro, som Thomas gjorde.

I Lukas 10,23 fortæller Jesus disciplene (herunder Thomas), at de var velsignede (viste sig at være højt begunstigede) for at have set de ting, de så, med egne øjne.

Hvad er grundlaget for din tro på Kristus? Hvis det kun er mirakler, hvad så, hvis Satan udførte et falsk mirakel? Hvis det kun er apologetik, hvad så, hvis du møder en ikke-kristen, der er en bedre debattør? Hvis det kun er at have et svar på enhver indvending mod Bibelen, hvad så, hvis nogen fremsætter en ny indvending mod Bibelen, som du ikke har et svar på? Grundlaget for vores tro bør være vores forhold til Kristus; disse andre ting er alle gode til at understøtte vores tro, men de bør ikke være grundlaget for vores tro.

Spørgsmål: I Luk 24:44 delte jøderne da Bibelen op i tre afsnit, eller blot to afsnit, som Matt 5:17 viser?

Svar: Jøderne omtalte den på begge måder, ligesom Jesus gjorde.

Loven og profeterne: Jøderne kaldte Det Gamle Testamente for Loven og profeterne ifølge Mattæus 5,17-18; Lukas 24,27 (Moses og profeterne); Zakarias 7,12 (Loven eller de tidligere profeter); 2. Makkabæerbog 15,9; Qumran-disciplinmanualen 9.11.

Tredelt opdeling (Loven, Profeterne, Skrifterne) Prologen til Ecclesiasticus (ca. 132 f.Kr.), Philo af Alexandria (ca. 40 e.Kr.) »… hvor man studerede Guds love og de hellige profeters hellige orakler samt hymner, salmer og alle mulige andre ting…« Det kontemplative liv 25, s. 700, Josefus (37–100 e.Kr.) Mod Apion 1.8 og den babylonske Talmud (4. århundrede e.Kr.). Prologen til Sirak indeholder »Loven, Profeterne og de andre bøger fra fædrene«. Sirak 39:1 siger: »loven, visdommen, profetien«. Det halakhiske brev fra Qumran: »Moses’ bog, profeterne, David og generationens historie« (4QMMT).

Jesus var tilsyneladende ikke alt for optaget af den nøjagtige opdeling, så længe læserne forstod, hvad han mente, da han henviste til loven, profeterne og Salmerne i Lukas 24:44.

Spørgsmål: Skulle disciplene ifølge Luk 24:49 blive i Jerusalem, eller tog de til Galilæa som beskrevet i Matt 28:10,16?

Svar: Først blev de bedt om at tage til Galilæa, hvilket de gjorde efter en forsinkelse på otte dage. Derefter vendte de tilbage til Jerusalem, og Jesus sagde til dem, at de skulle blive der, indtil de modtog kraften fra det høje. Her er rækkefølgen af begivenhederne i de 40 dage, Jesus var på jorden efter sin opstandelse og før sin himmelfart.

R2. »Gå til Galilæa« – det var, hvad en engel sagde til dem den morgen, hvor Jesus opstod (Markus 16:7). Jesus viste sig også for kvinderne og bad dem sige til disciplene, at de skulle gå til Galilæa (Mattæus 28:9-10).

R7. I Jerusalem, om aftenen samme dag, som Jesus opstod, mens de to talte med de elleve, viste Jesus sig for ti disciple (Johannes 20:19-23).

R9. Otte dage senere viste Jesus sig igen for alle disciplene, inklusive Thomas (Johannes 20:19,24-29).

R10. De begav sig til Galilæa, ved Tiberias-søen [Galilæa] (Mattæus 28:19-20; Johannes 21:1-24).

R14. De vendte tilbage til Jerusalem, hvor de enten opholdt sig der eller i forstaden Betania. (underforstået)

R15. Mens de spiste, befalede Jesus dem at blive i Jerusalem, indtil de modtog kraft fra det høje (Lukas 24:49; Apostlenes Gerninger 1:4). De adlød denne befaling (Lukas 24:52).

R16. Jesus førte dem til Betania, en forstad til Jerusalem på skråningen af Olivenbjerget (Lukas 24:50).

R17. Fyrre dage efter opstandelsen (Apostlenes Gerninger 1:3) steg Jesus op til himlen i skyerne (Markus 16:19; Lukas 24:50-51; Apostlenes Gerninger 1:9-11).

R19. De blev fyldt med Helligåndens kraft på pinse, som var 50 dage efter påsken (Apostlenes Gerninger 2).

R20. Derefter rejste de frit mellem Jerusalem og andre byer.

Se spørgsmålet om sammenhængen efter opstandelsen for den samlede rækkefølge af begivenhederne.

Spørgsmål: Er Josephus’ »Testimonium Flavianum« i »Antiquities of the Jews« 18,63-64 historisk pålideligt?

Svar: Først hvad der står på græsk, og derefter en diskussion. Der står: »Omkring denne tid levede Jesus, en vis mand, hvis man da overhovedet bør kalde ham en mand. For han var en, der udførte forbløffende bedrifter og var en lærer for sådanne mennesker, som gerne tager imod sandheden. Han vandt mange jøder og mange af grækerne for sig. Han var Kristus. Da Pilatus, efter at have hørt ham anklaget af mænd af den højeste anseelse blandt os, havde dømt ham til korsfæstelse, opgav de, der fra første færd var kommet til at elske ham, ikke deres kærlighed til ham. På den tredje dag viste han sig for dem, genopstået til livet, for Guds profeter havde forudsagt disse og utallige andre vidunderlige ting om ham. Og de kristnes stamme, der er opkaldt efter ham, er den dag i dag endnu ikke forsvundet.”

Michael J. Wilkins og J.P. Moreland skriver i *Jesus Under Fire: Modern Scholarship Reinvents the Historical Jesus*, s. 212-213: »Den videnskabelige opfattelse af dette afsnit kan inddeles i tre lejre: (1) dem, der forsvarer afsnittets grundlæggende ægthed; (2) dem, der afviser hele afsnittet; (3) dem, der mener, at afsnittet har en autentisk kerne, men også indeholder kristne tilføjelser. Den nyeste forskning har tilsluttet sig den sidste opfattelse.” Den arabiske version, af Agapius, den melkittiske biskop af Hierapolis i Syrien fra det 10. århundrede, siger »god opførsel« i stedet for »mirakler«, efter tre dage står der »beretning«, og »måske« er indsat før »han var Messias«. Eusebius af Cæsarea (virksom ca. 325 e.Kr.) citerer dette afsnit, men Origenes (225–254 e.Kr.) bemærker, at Josefus talte om Jakob, men IKKE om Kristus, i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 1, kap. 47, s. 416; bog 2, kap. 13, s. 437.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere omtalte evangelierne som evangelierne?

Svar: Her er listen.

Til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.), kap. 11, s. 29: »…evangeliernes tro er fastslået, og apostlenes tradition er bevaret…«

Justin Martyr (151–155 e.Kr.): »For apostlene har i de erindringer, de har forfattet, og som kaldes evangelierne, således overleveret os det, der blev pålagt dem;« Justins første forsvarstale, kap. 66, s. 185

Theophilus til Autolycus (168–181/188 e.Kr.), bog 3, kap. 12, s. 114, siger: »findes både hos profeterne og i evangelierne, fordi de alle talte inspireret af én Guds Ånd.«

Hegesippus (ca. 170 e.Kr.) nævner i »Fem bøger med kommentarer til Kirkens handlinger«, kap. 3, bind 8, s. 764, evangeliernes Skrift.

Claudius Apollinaris (160–180 e.Kr.) nævner Matthæus, evangelierne og loven. *Ante-Nicene Fathers*, bind 8, kap. 772

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.): »Det er ikke muligt, at evangelierne kan være hverken flere eller færre i antal, end de er. … Kirkens ’søjle og grundvold’ er evangeliet og livets ånd; det er passende, at hun har fire søjler, der udstråler udødelighed på alle sider.« Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 11.8

Irenæus nævner »at undersøge evangelierne« i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 2, kap. 22.3, s. 390.

Muratorian-kanon (ca. 190–217 e.Kr.): Det tredje evangelium er Lukas. Muratorian-kanon 1. (Dermed regnes de unavngivne Matthæus og Markus som to.)

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) nævner profetierne, evangelierne og de apostoliske ord i *Hvem er den rige mand, der skal frelses*, kap. 42, s. 604

Tertullian (198–220 e.Kr.) siger, at Marcion »arbejder meget hårdt på at ødelægge karakteren af de evangelier, der er udgivet som ægte og under apostlenes navn, for således at sikre sit eget evangelium den anseelse, som han fratager dem.« Tertullianus’ *Fem bøger mod Marcion*, bog 4, kap. 3, s. 348. Se også bog 5, kap. 2, s. 432, og *Om kødets opstandelse*, kap. 33, s. 568

Tertullian (ca. 213 e.Kr.) »Eller måske beskyldte han trods alt kun evangelierne for at lyve og sagde i virkeligheden: »Væk med Matthæus; væk med Lukas!« Mod Praxeas, kap. 1, s. 597

Hippolytus (225–235/6 e.Kr.) nævner evangelierne i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 6, kap. 24, s. 85.

Origenes (225–254 e.Kr.) har to hele kapitler om, hvorfor netop evangelierne og ingen andre bøger kaldes det, i *Kommentar til Johannes*, bog 1, kap. 7 og 8, s. 300 og 301

Origenes (225–254 e.Kr.) talte om Det Nye Testamente og sagde, at der kun var fire evangelier. Origenes’ *Kommentar til Johannesevangeliet* (225–231 e.Kr.), bog 1, kap. 1, s. 299.

Novatian (250–257 e.Kr.): »For både de gamle profetier og evangelierne vidner om, at han er Abrahams søn og Davids søn.« »Afhandling om Treenigheden«, kap. 9, s. 618

Afhandling om genbaptisme, kap. 17, s. 677 (250–258 e.Kr.) »For hvad angår denne utro, ja, morderiske dåb, så er der, hvis der findes en anden forfatter, helt sikkert tale om en bog, der er udtænkt af netop disse kættere til fordel for netop denne vildfarelse, og som bærer titlen Paulus’ forkyndelse; i denne bog vil du, i strid med alle Skrifterne, finde både Kristus, der bekender sin egen synd – skønt han alene slet ikke begik nogen synd – og næsten tvunget af sin mor Maria til modvilligt at modtage Johannes’ dåb. Desuden ses det, at da han blev døbt, var der ild over vandet, hvilket ikke er skrevet i nogen af evangelierne.”

Cyprianus af Karthago (246–258 e.Kr.) nævner evangelierne i Brev 72, kap. 17, s. 383

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) nævner de fire »evangelister« ved navn. Brev til biskop Basilides, kanon 1, s. 94

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) nævner fire, der forkyndte evangeliet, men de forkyndte det samme, så de fire evangelier udgør ét evangelium. »Dialog om den sande tro«, første del, kap. 6, s. 43.

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) siger, at verden består af fire elementer, ligesom der er fire evangelier, fire generationer fra Adam til Noah, fra Abraham til Moses, fire floder i paradiset, fire soldater ved korsfæstelsen, fire levende væsener og fire årstider. Om verdens skabelse, s. 341

Methodius (280–312 e.Kr.): »Af samme grund er der også givet fire evangelier, fordi Gud fire gange har givet evangeliet til menneskeheden,« »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 10, kap. 2, s. 348

Athanasius (318 e.Kr.) citerer Lukas 19:10: »som Han [Jesus] selv siger i evangelierne: ›Jeg er kommet for at finde og frelse det fortabte.‹« »Ordet blev kød«, kap. 14, s. 43

Athanasius (318 e.Kr.) citerer Lukas 19:10: »Han [Jesus] siger selv i evangelierne: ›Jeg er kommet for at finde og frelse de fortabte.‹« »Ordet blev kød«, kap. 14, s. 43

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) nævner Gud, som gav os loven, profeterne og evangelierne. »Breve om den arianske kætteri«, brev 1, kap. 12, s. 295

Efter Nicæa

Eusebius’ *Kirkehistorie* (318 e.Kr.), bog 3, kap. 24, s. 152, omhandler de fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. *Nicene and Post-Nicene Fathers*, anden serie, bind 1, s. 152

Juvencus (329 e.Kr.) (uddrag) skrev et episk digt baseret på de fire evangelier, men han kaldte dem ikke evangelier.

Hegemonius (4. århundrede) nævner »evangelierne« i *Disputation with Manes*, kap. 5, s. 182

Diodorus (262–278 e.Kr.) henviser til »apostlen Paulus og evangelierne« i Disputation with Manes, kap. 45, s. 221

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.): »Igen udfylder evangelierne det, der mangler i hinanden: vi lærer nogle ting fra det ene, nogle fra det andet og så videre, fordi de alle er forkyndelsen af den samme ånd.« *Treenigheden*, bog 10, kap. 42, s. 193

Athanasius (367 e.Kr.) »Det er heller ikke kedeligt at tale om [bøgerne] i Det Nye Testamente. Disse er de fire evangelier, ifølge Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.« (Athanasius’ Festbrev 39, kap. 5, s. 552)

*Synopsis Scripturae Sacrae* (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede)

Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370 e.Kr.) nævner evangelierne.

Efraim/Ephrem, syrisk salmedigter (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.)

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) siger i forelæsning 4:36, s. 27, at der kun var fire evangelier

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.)

Amphilochius Iambi ad Seleucum (før 394 e.Kr.)

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) nævner evangelierne i *Mod Eunomius*, bog 2, kap. 4, s. 104, og i *Om spædbørns tidlige død*, s. 378

Det syriske katalog fra St. Catherine’s (ca. 400 e.Kr.) nævner evangelierne.

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) nævner de fire evangelier, 14 breve fra Paulus, Jakob, Peter, Johannes, Judas, Apostlenes Gerninger, Johannes’ Åbenbaring, Salomos Visdom og Sirak (= Ecclesiasticus).

Pave Innocens I af Rom (ca. 405 e.Kr.) nævner de fire evangelier.

Rufinus’ kommentar til Apostlenes Trosbekendelse (374–406 e.Kr.) nævner de fire evangelier.

Johannes Chrysostomos (martyrdød 406 e.Kr.) diskuterer i »Prædiken 1.6, s. 3, over Matthæusevangeliet« (bind 10), at der findes fire evangelier, ikke blot ét.

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) nævner evangelierne. »Forsvar mod pelagianerne«, kap. 7, s. 123

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.)

Sulpicius/Sulpitius Severus (363–420 e.Kr.) nævner evangelierne i Sulpitius Severus’ »Dialog 1«, kap. 26, s. 37, og »Dialog 2«, kap. 13, s. 45

Hieronymus (417–420 e.Kr.) nævner hvert af de fire evangelier ved navn som Herrens firkløver i brev 53.9, s. 101.

Sozomen (370–380/425 e.Kr.) nævner evangelierne i Sozomens »Kirkehistorie«, bog 2, kap. 14, s. 267.

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) nævner Paulus’ breve og derefter de fire evangeliebøger. I *Om troens gavn*, kap. 7, s. 350

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.)

Vincent af Lerins (ca. 434 e.Kr.)

I Sokrates’ *Kirkehistorie* (ca. 400–439 e.Kr.), bog 3, kap. 16, s. 87, står der, at Apollinaris fortolkede evangelierne.

Sokrates’ »Kirkehistorie« (ca. 400–439 e.Kr.), bog 3, kap. 20, s. 89, nævner jøderne og Moseloven samt Kristus i de hellige evangelier.

Bevis for kættere og forfalskede bøger

Den enkratiske kætter Tatian (ca. 172 e.Kr.) skrev en sammenskrivning af de fire evangelier kaldet Diatessaron, hvilket betyder »gennem [de] fire«.

X Megethius (ca. 300 e.Kr.), der betegner sig selv som tilhænger af Marcion, siger i sin debat med Adamantius, at han afviser de fire evangelier. »Dialog om den sande tro«, første del, kap. 1, s. 36

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392-423/429 e.Kr.) citerer Mattæus 5:23-24 som givet af Herren i evangelierne. »Kommentar til Malakias«, kap. 2, s. 410

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392-423/429 e.Kr.) citerer Markus 10:2-9 som »af Herren i evangelierne«. Kommentar til Malakias, kap. 2, s. 412

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) henviser til Lukas 11:42 som »i evangelierne«. Kommentar til Hosea, kap. 5, s. 63