< Bibelspørgsmål fra Habakuk

Spørgsmål: I Hab 1:1-17, hvornår blev Habakuk skrevet?

Svar: Babylonierne erobrede Jerusalem i 597 f.Kr., så det var før da. I Habakuk 2:20 står der: »Herren er i sit hellige tempel«, så templet stod stadig på det tidspunkt. Profetien om babylonierne skulle opfyldes »i jeres dage« i Habakuk 1:5, så det kan ikke have været et par årtier før da. Først kommer her det, der ikke er svaret, og derefter to valgmuligheder for svaret.

Ikke svaret: Manasses’ regeringstid (697–642 f.Kr.) Babylon var en mindre magt under Assyriens kontrol, hvilket ville have været den mest sandsynlige trussel. Det ville altså gøre Babylons fremgang til en overraskelse. Den lovløshed, Habakuk beklagede, ville passe til den tidlige del af Manasses regeringstid, men ikke til den sidste del. Det er dog svært at se, hvordan en så tidlig dato skulle passe til »i jeres dage«.

Omkring 621 f.Kr., et årti før Babylon og andre nationer besejrede Ninive i 612 f.Kr., var Babylon allerede en magtfaktor, men det chokerende i Habakuk var ikke, at Babylon ville blive stærkt, men snarere at Gud ville bruge det onde Babylon til at erobre Jerusalem. Habakuk 1:6-11 siger allerede, at de ville blive stærke. Imidlertid var 621 f.Kr. under den gode konge Josias’ regeringstid (640-609 f.Kr.), og »lovløsheden« ville ikke passe til den senere del af hans regeringstid, medmindre den henviste til mange israelitter, men ikke til regeringen.

Mest sandsynligt under den onde konge Jojakim (609–597 f.Kr.). Babylonierne var på det tidspunkt kendt for at være stærke, som Habakuk 1:6-11 siger; tiderne var lovløse, som Habakuk 1:3-4 siger; men mange i Juda havde stadig håb om, at templet igen ville blive skånet, som det fremgår af Jeremias 7.

En sandsynlig datering er 606–604 f.Kr., omkring den tid, hvor Babylon besejrede den egyptiske hær i slaget ved Karkemish i 605 f.Kr. Begge de to sidstnævnte perioder ville gøre Habakuk til en samtidige med Jeremias.

Sammenfattende kan vi sige, at vi ikke er sikre på, hvornår Habakuk blev skrevet. Habakuks budskab er relevant for mange tidsaldre, herunder i dag. Paulus citerer Habakuk 1:5 som en advarsel til jøderne i sin tid i Apostlenes Gerninger 13:41.

Spørgsmål: Hvad betyder navnet Habakuk i Hab 1:1?

Svar: Det stammer fra det hebraiske ord habaq, »at omfavne«, som også kan betyde »at kæmpe«, så Habakuk kunne betyde »bryderen«. Begge betydninger passer her. Der fandtes også en stueplante ved navn Hambaququ på assyrisk, men der er ingen sammenhæng her.

Spørgsmål: I Hab 1:1 – da vi ikke med sikkerhed ved, hvem Habakuk var, eller hvornår det blev skrevet – hvorfor skal det så være med i vores Bibel?

Svar: Blandt andre grunde hører den hjemme der, fordi Jesus bekræftede hele Det Gamle Testamente. Han accepterede uden forbehold jødernes Gamle Testamente i Palæstina, som det fremgår af Mattæus 5:17; 7:12; 11:13; 22:40; Lukas 16:16,29,31; 18:31; 24:27.

Spørgsmål: Hvorfor ser det i Hab 1:2 og Sal 10:1 ud til, at Gud ikke altid hører de retfærdiges bønner?

Svar: I stedet for at glæde sig over Gud lagde Habakuk mærke til, hvor dystert det så ud, og derfor spurgte Habakuk Gud, hvad Han ville gøre ved det. Gud giver Habakuk svaret i Habakuk 1:5-11, og Gud opfyldte til sidst svaret gennem babylonierne. Generelt må vi nogle gange vente på Guds svar, da han handler på det tidspunkt, han foretrækker, ikke på vores tidspunkt. Men at vi er nødt til at vente på Herren, gør ikke hans svar mindre spektakulært, når det kommer. 2. Petersbrev 3:9 viser, at Gud ikke er langsom, men han kan virke langsom, fordi han ikke ønsker, at nogen skal gå fortabt.

Spørgsmål: Hvordan var loven magtesløs i Hab 1:4, og hvordan kan den være magtesløs i dag?

Svar: Der står bogstaveligt talt: »loven var lammet/følelsesløs«. Hvis herskere, dommere og myndigheder generelt ignorerede Guds lov, så bliver loven – selvom dens ordlyd ikke har ændret sig – meningsløs eller endda noget, der bliver gjort til genstand for hån i et gudløst samfund.

I dag kan selv verdslige love blive lammet i hænderne på korrupte embedsmænd. En narkohandler i Irland sagde engang, da han blev anholdt af en politibetjent, med stor selvtillid til betjenten, at han ville være ude inden for en uge. Inden for en uge var narkohandleren på fri fod, og der blev aldrig rejst tiltale. Dette skyldtes IKKE en korrupt dommer. Det skyldtes en korrupt anklager. Hvis anklageren bevidst begår en afgørende fejl i forbindelse med sigtelsen eller blot afstår fra at rejse tiltale, er lovgivningens lov uden betydning. Hvis dommere bevidst fortolker en lov i strid med lovgiverens hensigt, bliver loven meningsløs.

Spørgsmål: Hvad menes der i Hab 1:6 med et »hårdhjertet og hidsigt folk« (BSB) eller et »bittert og hastigt folk« (KJV)?

Svar: Babylonierne havde voldelige impulser og søgte endda at drage fordel af vold, ligesom bandemedlemmerne i Ordsprogene 1:11. De er både nådesløse og hurtige til at slå til. Det hebraiske udtryk her, hammar wehannimhar, er et skråt rim. Habakuk 1:6-11 uddyber, hvordan de er nådesløse og hidsige.

Gud gav dem et chok. Gud ville bruge babylonierne, som var langt mere onde end Judas folk, til at straffe Juda.

Spørgsmål: Skal vi i Hab 1:8 forstå det bogstaveligt, at disse heste var lige så hurtige som leoparder?

Svar: Dette er poesi, og Habakuk havde til hensigt, at det skulle forstås som sådan. Når folk siger, at de tager Bibelen »bogstaveligt«, mener de ikke hyper-bogstaveligt, men snarere at vi skal forstå Bibelen, som forfatterne havde til hensigt, at den skulle forstås.

Spørgsmål: Hvad betyder det hebraiske ord for vold (hamas) helt præcist i Hab 1:9; 2:8,17 og 1 Mos 16:5?

Svar: I 1. Mosebog 16:5 brugte Sarai dette ord, da hun klagede til Abraham over Hagar. Der er ingen tegn på fysisk magtanvendelse. Normalt betyder det dog vold, og i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 7, s. 383, står der, at det »betyder en trods mod loven fra en, der er for stærk til at blive stillet til regnskab.«

Spørgsmål: I Habakuk 1:11 står der: »De er skyldige« – da vi alle er skyldige i synd, hvad mener du så, der menes med dette?

Svar: Habakuk kalder dem skyldige, fordi deres styrke i virkeligheden er deres eneste gud. Ja, alle er skyldige i ondskab, uanset om de er klar over det eller ej. Disse mænd var imidlertid klar over, at de var skyldige i vold mod dem, der ikke kæmpede imod dem, og de var ligeglade med, at de var skyldige. I dag forsøger nogle mennesker at rationalisere deres ondskab ved at hævde, at den ikke rigtig er ond, eller retfærdiggøre deres ondskab med, at andre har været onde mod dem. Men nogle mennesker gider ikke engang gøre sig den ulejlighed; de udøver vold mod mennesker, der slet ikke har gjort dem noget, og de er ligeglade.

Spørgsmål: Hvilken tone har Habakuks spørgsmål i Hab 1,12-13?

Svar: Den har ikke én, men to forskellige toner. For det første er den yderst respektfuld og underdanig over for Gud. Men for det andet er den næsten lige så meget en protest som et spørgsmål. Det er i orden at stille Gud et spørgsmål, man grubler over, men selv da bør vi være respektfulde.

Spørgsmål: Hvad er moralsk ondskab helt præcist i Hab 1:13?

Svar: Skriften giver ikke en kortfattet definition, men giver mange beskrivelser. Her er nogle analogier.

Ondskab er som en svigagtig vægt

Vægte var vigtige i den antikke verden til at afmåle korn, salt og andre handelsvarer. 5. Mosebog 25:15 og 3. Mosebog 19:36 hentyder til dette, når de nævner en fuldkommen og retfærdig vægt. Ordsprogene 11:1 og Ordsprogene 16:11 siger, at en retfærdig vægt er Herrens glæde. Ordsprogene 20:10,23 og Mika 6:11 fordømmer mennesker, der bruger forskellige og svigagtige vægte.

For at forstå det onde må vi altså forstå, at Gud er god, i den forstand at Han som den hellige Skaber har fastsat standarden for, hvordan godhed skal måles.

Ondskab er som et hul i godhedens mark

Mennesker kan have illusioner om det onde, men det onde er ikke en illusion. Mennesker kan have vrangforestillinger om hvad som helst, men en vrangforestilling fjerner ikke virkeligheden. Ondskab er som et hul i en landmands mark af godhed. Et hul er ikke en »ting«, men fraværet af en ting. Det er dog ikke en vrangforestilling, for mennesker kan træde i et hul, de ikke ser, og vride anklen. Hvis al godhed kommer fra Gud, er et »hul af ondskab« en »ting«, der ikke kommer fra Gud.

For at forstå det onde må vi altså forstå, at Gud er god, i den forstand at intet er fuldstændigt godt undtagen Gud alene. Gud skaber godhed, og det onde er en mangel på godhed.

Ondskab er som en skygge

Gud skabte alt, ikke sandt? Hvis det er tilfældet, skabte Gud så også skyggerne? Hvis en skygge opstår, hvor lyset blokeres eller dæmpes af et objekt, var det så lyset eller objektet, der skabte skyggen?⎯ Intet objekt, ingen skygge. Men uden lys er der heller ingen skygge. Man kan måske forveksle en skygge med en illusion, men illusioner påvirker dig ikke, medmindre du tror på dem. Planter, der har brug for solen, dør i skyggen,⎯ uanset hvad man tror.

Skygger findes virkelig, men skygger har ikke en eksistens uafhængig af lyskilden og det objekt, der blokerer for lyset. Ondskab findes virkelig, men ondskab har ikke en eksistens uafhængig af Gud, som er lyset og kilden til al godhed, og væsener, der har den frie vilje til at kaste en skygge over Guds godhed.

Ingen, heller ikke Gud, skabte direkte det onde, ligesom ingen på jorden direkte skaber skygger. Gud skabte indirekte det onde, ligesom et lys på jorden indirekte skaber skygger.

For at forstå det onde må vi altså forstå, at Gud er god, i den forstand at Han er kilden til al godhed.

Adamantius, der skrev omkring år 300 e.Kr., siger, at det onde er »tilfældigt«. Ligesom ting som grammatik og retorik ikke har nogen egen substans, men er biprodukter af at tale eller skrive et sprog, har det onde heller ingen egen substans, men er et biprodukt af at vende sig bort fra det gode. Et menneske er ikke »ondt« på grund af det, det er skabt af, men på grund af sine handlinger betegnes det som ondt. Nogle handlinger, såsom forplantning, er ikke i sig selv gode eller onde, men afhænger af den sammenhæng, hvori de udføres. (Dialog om den sande tro, fjerde del, kapitel 9, s. 137)

Spørgsmål: Hvorfor er forskellige moderne definitioner af moralsk ondskab utilstrækkelige i Hab 1,13?

Svar: Her er nogle utilstrækkelige definitioner.

1. »Alt, hvad jeg ikke kan lide.« Hvis alt, der beskrives herved, var ondt, hvad så med tandlægens bor, kirurgens skalpel eller det barn, der skriger, fordi det skal tage medicin, der smager dårligt? Hvad med den modstridende situation, der opstår, når en forælder disciplinerer et barn?

Ubehagelige ting kan tjene gode formål ved at:

At forfine vores tro. 1. Petersbrev 1:6-7

Hjælpe os med at dø fra synden. 1. Petersbrev 4:1

Prøve vores tro og udvikle udholdenhed. Jakob 1:2-4

Blive brugt ikke for vores egen skyld, men for andres. Kolossenserne 1:24

Være et tegn, der hjælper de vantro. Filipperne 1:28

Det hører bare med til at være kristen. 2. Timoteus 3:12; Filipperne 1:29

Nogle gange kan vi ikke se nogen grund, bortset fra at vores udholdenhed ærer Gud. Se Job 1:8-12; 2:2-6.

2. »alt, hvad der ikke er godt for mig.« Hvis det er tilfældet, hvad så med de ting, et barn vurderer ikke er gode for det, som f.eks. grøntsager? Hvad med den kriminelle, der fængsles for samfundets skyld, ikke for sin egen skyld?

Selv med denne opfattelse er der et perspektivproblem. I 1. Korintherbrev 15:12-19 siger Paulus, at det, han lider for og prædiker om, er nytteløst, og at vi ville være de mest ynkelige af alle mennesker, hvis Kristus ikke virkelig var opstået fra de døde. Paulus så tydeligt, at det, der var bedst for både hans tilhørere og ham selv, ville være meget anderledes, hvis Jesus ikke var opstået. I Matthæus 10,39 og Markus 8,35 sagde Jesus: »Den, der finder sit liv, skal miste det, og den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det.« Med andre ord: Den, der er villig til at miste sit jordiske liv, vil finde det sande liv i evigheden, og den, der kun lever for dette liv, vil have tabt det for al evighed. Hvad der altså er bedst for et menneskes liv, afhænger af, om man udelukkende fokuserer på det kortsigtede jordiske liv eller på det langsigtede evige liv.

3. »alt, hvad der ikke medfører det største gode for samfundet.« I Johannes 11:49-52 sagde ypperstepræsten Kajafas om komplottet om at dræbe Jesus: »… det er bedre for jer, at én mand dør for folket, end at hele nationen går til grunde.« På en mærkelig, utilsigtet måde havde han helt ret. Det gjorde dog ikke korsfæstelsen af Jesus til noget godt. Judas’ forræderi mod Jesus var en nødvendig del af Kristi død, som bragte os frelse. Betyder det, at Judas bør være vores helt, fordi han gjorde noget godt? Selvfølgelig ikke. I Apostlenes Gerninger 2:23 står der, at Jesus blev overgivet i henhold til Guds forudbestemte plan og forudviden. Men i Markus 14:21 står der, at det ville have været bedre for Judas, hvis han ikke var blevet født. Judas’ forbrydelse var afskyelig, men Gud brugte Judas’ onde valg til at frembringe det største gode.

Spørgsmål: Hvorfor lader Gud i Hab 1,13 mennesker synde?

Svar: Gud besvarer dette spørgsmål i to dele med et billede af fremtiden.

1. Habakuk 1:5-11 viser, at deres lykke er kortvarig, for et endnu mere hensynsløst folk vil snart erobre dem. Guds tolerance over for synd på jorden er kun midlertidig. Hvis vi blot kunne tage Salme 39:4-5 til os og spørge os selv, hvor lang det jordiske liv vil forekomme om millioner af år, ville dette svar stå helt klart for os.

2. Habakuk 2:1-3:16 tegner et billede med ord. Den første del af svaret, Habakuk 2:2-20, beskriver i detaljer undertrykkernes synder og deres skæbne i dette liv. Passende nok skriver Habakuk, at de udvider deres begær som dødsriget i Habakuk 2:5. Ikke alene vil de gå til grunde, men da de forgæves udmatter sig selv for at nære ilden i Habakuk 2:13, vil deres håb og anstrengelser ende i intet.

Den anden del af svaret, i Habakuk 3:1-16, flytter fokus over på »en bestemt tid« i Habakuk 2:3, endetiden og den sidste dom. Mange ugudelige ser ud til at leve et godt liv hele deres tid på jorden, og livet forekommer os ikke retfærdigt, hvis vi kun fokuserer på dette liv.

I Salme 73 bad Asaf til Gud om sine egne bitre følelser over for de voldelige og velhavende. Da Asaf trådte ind i helligdommen i Salme 73:17, så han tydeligt det samme svar, som Habakuk så. Det står fast, at Gud vil straffe deres synd hårdt, men det er op til Gud at straffe deres synder på det tidspunkt, han vælger. Som 1. Timoteusbrev 5,24-25 antyder, kommer nogle konsekvenser af synden hurtigere, mens andre konsekvenser udskydes til dommedag.

Da Corrie ten Boom var i en nazistisk koncentrationslejr, spurgte en jødisk tidligere violinist, hvis fingre var forkrøblede af nazisternes tortur, hvordan Corries Gud kunne lade dette ske. Damen var ikke i humør til en teologisk diskussion. Corrie svarede, at hun ikke vidste det. Men hun vidste, at hendes Frelser kom til jorden, og at også han blev uretfærdigt tortureret, og at han har oplevet det samme som hende, og at han forstår hendes smerte. Amen!

Spørgsmål: Hvordan bliver mennesker i Hab 1,14 gjort ligesom fiskene i havet?

Svar: Habakuk siger, at det ser ud til, at mennesker er som fiskene og krybdyrene. De er ikke underlagt nogen styre, og de har intet andet formål end at blive fanget og fortæret af andre. Det er netop det, babylonierne gør ved de folk, der omgiver dem, og skriften står på væggen; Judas tur vil komme. I vers 17 sammenligner Habakuk en fisker, der tømmer sit net, med babylonierne, der dræber nationer uden medlidenhed.

Spørgsmål: Hvordan ofrede babylonierne i Hab 1:16 til deres net, og hvordan gør folk det i dag?

Svar: Babylonierne havde forskellige afguder, men deres nationalgud var Marduk, som senere blot blev kaldt »Herren« eller Bel. Ifølge Encyclopedia Britannica var hans »stjerne« Jupiter, og han bar et scepter, en bue, et spyd, et net eller en tordenkile.

Ligesom andre folkeslag bad babylonierne til deres gud om sejr. Men det var ikke den personlige bøn til Marduk, der betød noget, det var sejren. Så hvis babylonierne metaforisk fangede andre nationer i deres net, ofrede de i virkeligheden til det, der gav dem sejren. Et offer kan betyde at give til det, man er hengiven til, og det kan også betyde noget, man giver afkald på, som koster en noget. Begge tilfælde gælder her. De var meget patriotiske, hengivne til deres imperium, og de ofrede deres moral og enhver uskyld for at nå deres mål.

Ingen tilbeder Marduk i dag. Men mange mennesker tilbeder i praksis det, de ser som deres vej til succes, hvad enten det er deres karriere, penge, politisk magt eller andre ting.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Hab 2:1 forholde os, når vi grubler over spørgsmål, vi har stillet Gud, som han endnu ikke har besvaret?

Svar: Habakuk »holdt vagt«. Det hebraiske ord kan betyde både handlingen at holde vagt og at befinde sig på det sted, hvor man holder vagt. Vi bør ligeledes være »forventningsfuldt tålmodige« og vente på et svar. Habakuk klamrede sig til redningsbøjen, som er Guds karakter, midt i den kaotiske storm.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Hab 2:4, Rom 1:17 og Hebr 10:38, at den retfærdige skal leve af tro?

Svar: »Ved tro« er noget andet end at stole på det, man fortjener, sin egen retfærdighed, sin viden eller sig selv. »Ved tro« indebærer et objekt: tro på Gud. De retfærdige, både i Det Gamle og Det Nye Testamente, lever ved at stole på og sætte deres lid til Gud.

Spørgsmål: Hvad er i Hab 2:5 sammenhængen mellem stolthed og alkohol?

Svar: Dette svar følger den masoretiske hebraiske tekst, hvor der her står »vin«; BSB følger Dødehavsrullerne og lyder: »rigdom forråder ham faktisk.« Dette vers siger ikke, at stolte mennesker er mere eller mindre tilbøjelige til at drikke. Snarere

1. Som den første del af verset viser, bliver tungen mindre tilbageholdende, når en person drikker alkohol, og andre kan tydeligere høre, hvad der ligger på den pågældendes hjerte.

2. Som den sidste del af verset viser, fungerer stolthed på en måde som et rusmiddel, og det at erhverve ting, der nærer stolthed, er berusende. Ligesom et rusmiddel kan stolthed få folk til at gøre meget tåbelige ting.

Mennesker, der er berusede af alkohol, har undertiden en overdrevet opfattelse af deres evner eller betydning, eller af de uretfærdigheder, der er begået mod dem. De er langsomme til at indrømme, når de er blevet såret. Det samme gælder for mennesker, der er slaver af ambitioner eller magtbegær.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af de onde handlinger, som folk begik her i Hab 2:6-19?

Svar: Der er fire hovedpunkter.

1. De opbyggede deres rigdom ved afpresning, kriminalitet og blodsudgydelser (Habakuk 2:6,9,12).

2. De fandt glæde i at vanære andre (Habakuk 2:15).

3. Vold (Habakuk 2:17).

4. De satte deres lid til afguder og deres egne skabninger (Habakuk 2:18-19).

Q: Hvad er mønsteret i dette digt i Hab 2:6-19?

Svar: Hvert afsnit i hoveddelen består af tre dele:

1. Den ondskab, folket begik (Habakuk 2:6,9,12,15)

2. Diagnosen (Habakuk 2:7,10,13,16)

3. Dommen (Habakuk 2:8,11,14,16-17)

Vers 18-20 går lige til sagens kerne:

1. På det materielle plan satte folket sin lid til afguder, der lærer løgne.

2. På et mere generelt plan satte de deres lid til deres egne skabninger og livløse ting.

3. De søgte vejledning og andre ting at stole på, i stedet for at være stille foran Herren.

Spørgsmål: Hvad var de fem veer i Hab 2:6-19 helt præcist?

Svar: I alle tilfælde havde de en uendelig appetit.

2:6-8 Bytte fra erobringer

2:9-11 Begær efter dit hus

2:12-14 Udvidelse gennem vold

2:15-17 Ydmygelse af naboer

2:18-19 Begær efter andre guder

Spørgsmål: Hvad har de første tre (af fem) ulykker i Hab 2:6,9,12 til fælles?

Svar: Den, der plyndrer, vil selv blive plyndret. I hvert tilfælde begik de ugudelige mennesker ondskab for at opbygge rigdom eller beskytte sig selv. Men i virkeligheden vil det, de har opbygget, vende sig mod dem og skade dem i stedet.

Spørgsmål: Hvem er kreditorerne her i Hab 2:7?

Svar: Dette er en eufemisme for alle de ofre, som de »lånte« rigdomme fra. Til sidst ville de folk, som babylonierne kæmpede imod, rejse sig sammen mod hende.

Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i Hab 2:8 et så grusomt folk få succes?

Svar: I Ezekiel 7:24 står der, at babylonierne var blandt de værste af hedningerne. At babylonierne fik »succes«, var ikke nødvendigvis en god ting for dem. Faktisk kunne man sige, at babylonierne blev rejst op for at blive dømt. I modsætning til dem opnåede arameerne, araberne, sabæerne og andre aldrig den samme grad af succes som babylonierne, og de led aldrig den samme ødelæggelse som babylonierne.

Spørgsmål: Hvorfor straffer Gud i Hab 2:8 kaldæerne for at være redskaber for Hans vilje og [angiveligt] gøre, hvad Han bad dem om?

Svar: Gud befalede aldrig kaldæerne at invadere Juda, og de erobrede ikke landet ud fra et ønske om at adlyde Guds befalinger. I stedet brugte Gud – i det, der kaldes læren om medvirkning – deres onde ønske om at erobre til sin gode plan. I Romerbrevet 8:28 står der, at Gud kan lade alt virke sammen til det gode for dem, der elsker ham. I Efeserbrevet 1:11 og Ordsprogene 16:4 står der, at Gud bruger alt som en del af sin plan.

Q: Hvordan råbte stenene og træet i Hab 2:11?

Svar: Habakuk 2 henvender sig generelt til alle ugerningsmænd, men retter sig primært mod babylonierne. Mens stenene og træet råbte som en poetisk metafor, talte de bogstaveligt talt til babylonierne i Daniel 5:5-6. Natten før mederne og perserne og deres allierede plyndrede Babylon, holdt kong Belsazar et stort festmåltid, hvor han brugte de guld- og sølvbægre, der var taget fra templet i Jerusalem. Der dukkede fingre fra en menneskehånd op, og de skrev ordene »Mene, Mene, Tekel, Parsin« på væggen. Daniel fortolkede disse ord, som du selv kan læse i Daniel 5:25-28.

Spørgsmål: Er kendskabet til Herrens herlighed i Hab 2:14 forskelligt fra kendskabet til Herren i Es 11:9?

Svar: Ja. Esajas 11:9 henviser til en fremtidig tid i tusindårsriget, hvor hele jorden vil kende Herren. Udtrykket i Habakuk er måske baseret på Esajas 11:9. Forskellen mellem de to er, at Esajas fokuserede på essensen af Guds rige, mens Habakuk stillede spørgsmål og modtog svar om oprettelsen af Guds rige. Som en sidebemærkning henviser Salme 72:19, 4. Mosebog 14:21 og Esajas 6:3 til Herrens herlighed, der fylder jorden.

I bogen *1001 Bible Questions Answered*, s. 300, påpeges det, at selvom flere og flere mennesker hører om Herren, må vi vente til Tusindårsriget, før vi virkelig kommer til at kende Herrens herlighed. Mange steder i Det Nye Testamente opfordres vi til at bede om og længes efter Kristi genkomst, og hans kommende rige bør være så vigtigt i vores bønner i dag, at Jesus i Fadervor lærte alle sine disciple at sige: »Lad dit rige komme…«

Spørgsmål: Hvad er afgudsdyrkelse egentlig i Hab 2:19?

Svar: Der findes forskellige former for afgudsdyrkelse, men de har alle det til fælles, at man tror på, stoler på eller hengiver sig til noget eller nogen i stedet for Gud.

Tro: Når du ønsker mere rådgivning om livet, hvor er du da tilbøjelig til at henvende dig? Hvis den seneste populære psykologibog modsiger det, Bibelen siger, hvad vil du så sandsynligvis tro på?

Tillid: Når du er bekymret for din fremtid, vender du dig da til Bibelen og beder, eller ser du på horoskoper og spåkoner?

Kærlighed og hengivenhed: Når du har lidt tid til overs, hvor vender dine tanker sig hen? Vender de sig mod at tilbede og ære Gud?

Mens penge, romantik og andre ting kan blive implicitte moderne afguder for mennesker, er det langt værre at tilbede en anden gud eksplicit.

Spørgsmål: I Hab 2:20 står der, at hele jorden skal tie foran Gud – hvorfor synger kristne så til ham?

Svar: Dette henviser til en tid i fremtiden. Det kan være det samme som den korte stilhed, der nævnes i Åbenbaringen 8:1. Der findes fem forskellige hebraiske ord for stilhed. Det ord, der bruges her, betyder også at »tie«.

Spørgsmål: Er der i Hab 3 noget, der tyder på, at dette kapitel er skrevet af en senere forfatter end de to første kapitler?

Svar: Nej, bortset fra at en kommentar til Habakuk blandt Dødehavsrullerne kun indeholder kapitel 1 og 2. Det er dog en stærkt beskadiget kopi, så det er forståeligt, at en del af den mangler. Alle kendte eksemplarer af Habakuk indeholder det tredje kapitel. Nogle har måske tænkt dette, fordi Habakuk i de to første kapitler næsten drukner åndeligt, mens han i det tredje kapitel lærer at glæde sig trods omstændighederne og den usikre fremtid. Men det ser ud til, at den skarpe kontrast er bevidst. De to første kapitler lyder næsten som en begravelsessang. Men som H.A. Ironside skriver i *The Minor Prophets* (s. 202): »Ak, at så mange af vores hjerter så ofte er ude af trit! Kun ved konstant selvransagelse og omhyggelig vandring i Ånden vil vi blive holdt i en tilstand, der er egnet til at bidrage til sødmen i den store orkester af den øverste sanger!«

Spørgsmål: Hvad er en »shigionoth« i Hab 3:1?

Svar: Det er enten et musikinstrument eller muligvis en musikstil. Vi har i dag ingen yderligere oplysninger om instrumentet. Det ser ud til at være flertalsformen af »Shiggaion«, som nævnes i Salme 7. Det kan betyde en sang med en vild rytme eller en vandrende melodi. »Shigionoth« kan også betyde, at de samme ord i sangen blev sunget flere gange, hver gang til en anden melodi. Det ville på en måde svare til vores liv, hvor vi som troende priser Gud på samme måde i forskellige livssituationer.

Spørgsmål: Hvordan hænger vrede og barmhjertighed sammen i Hab 3:2?

Svar: Selvom de synes at være modsætninger, kan man ikke fuldt ud forstå Guds barmhjertighed uden at kende til Guds vrede. Man må forstå, at Gud er så hellig, at synden tilintetgøres i hans nærvær. Gud er vred over synden, men hans vrede forstyrrer ikke hans dømmekraft. Selv når han ser et fordærvet og syndigt menneskeslægt, er hans store kærlighed til os stadig overvældende. Gud glæder sig over at udvise barmhjertighed, for Gud ønsker, at ingen skal gå fortabt, jf. Ezekiel 18:23,32 og 2. Petersbrev 3:9.

Spørgsmål: Hvordan kunne den allestedsnærværende Gud i Hab 3:3 komme fra Teman?

Svar: Selvom Gud er overalt, kan han alligevel have en lokaliseret tilstedeværelse. Jesus var jo på ét sted ad gangen. Gud viste sig også for Moses i en brændende busk, som befandt sig på ét sted. At Gud kommer fra Teman henviser sandsynligvis til en del af Kristi genkomst.

Spørgsmål: Hvor ligger Teman i Hab 3:3?

Svar: I Edom, lige på den anden side af Det Døde Hav og lidt syd for Juda. Ezekiel 25:13, Amos 1:12 og Obadja 8-9 nævner Teman som en del af Edom. Jeremias 49:7,20 bruger poetisk Teman som et synonym for Edom. Teman blev opkaldt efter en høvding i Edom og en sønnesøn af Esau ved navn Teman (1. Mosebog 36:11, 15, 42 og 1. Krønikebog 1:36, 53). Elifas i Jobs Bog var en temanit, og 1. Krønikebog 1:45 nævner også temanitterne. Se også det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Kunne Hab 3:3 være en forudsigelse om Muhammed, som nogle muslimer hævder?

Svar: Kun ekstremistiske muslimer (ghulat) ville tro det, da dette vers taler om »Gud«, ikke »Muhammed«. Nogle ekstremistiske muslimske sekter tror faktisk, at Muhammed er Gud, selvom det i sunnimuslimernes øjne er kætteri. Men hvis nogen sunnimuslimer selv virkelig tog dette spørgsmål alvorligt, ville de også være nødt til at tro, at Muhammed er Gud, da »Gud kom fra Teman«.

Andre grunde til, at dette ikke kan henvise til Muhammed, er, at »Hans pris« ikke henviser til Muhammed, da prisen er til Gud, og at Paran-bjerget er det sted, hvor israelitterne slog lejr, langt fra Mekka.

Endelig er nogle muslimer tilsyneladende optaget af at finde mere sammenhæng mellem Muhammed og Bibelen, ligesom der er sammenhæng mellem Jesus og den lovede Messias i Det Gamle Testamente. Nogle muslimer leder dog efter den på det mest usandsynlige sted, Habakuk 3:3, da de ikke kan finde nogen reel sammenhæng andre steder.

Spørgsmål: Er Paran-bjerget i Hab 3:3 og 5 Mos 1:1 virkelig Mekka, som nogle muslimer hævder?

Svar: Nej, for Paran lå lige øst for Sinai-halvøen. Ismael boede oprindeligt i Parans ørken i 1. Mosebog 21:21, men hans efterkommere var tilsyneladende ikke der længere, da israelitterne ankom. 5. Mosebog 1:1-2 siger, at israelitterne slog lejr på sletten nær Paran. Det var en rejse på elleve dage for dem fra Horeb-bjerget. De tilbragte meget tid i Paran, som 4. Mosebog 10:12; 12:16; 13:3 og 5. Mosebog 33:2 viser. 4. Mosebog 13:26 viser, at Kades, som ligger helt i den sydlige del af Israel, befinder sig i Parans ørken. David drog til Paran i 1. Samuel 25:1. Hadad, edomitten, flygtede fra Edom til Egypten via Paran i 1. Kongebog 11:18.

Sammenfattende kan man sige, at Paran lå elleve dages rejse fra Horeb-bjerget, at Kadesj lå i Paran, og at Paran var det sted, hvor israelitterne slog lejr og sendte spejdere ind i Kana'an.

Spørgsmål: Hvilken tidsperiode omtales der i Hab 3:3-15?

Svar: De fleste fortolker dette som en henvisning til Kristi triumferende genkomst i Åbenbaringen 19:11-21 eller muligvis Åbenbaringen 20:7-9.

Spørgsmål: Hvad kommer der ud af Guds hånd i Hab 3:4?

Svar: Moderne oversættelser som BSB siger: »stråler lyste ud fra hans hånd.« 2. Mosebog 34:29-30,35 nævner også stråler, der kom fra Moses, efter at han havde talt med Gud. Disse stråler minder om himlen lige før daggry.

Spørgsmål: Hvordan kan »plage« i Hab 3:5 gå forud for kærlighedens Gud?

Svar: Gud har både vrede og kærlighed. Plage betyder her en dødelig sygdom eller pest. Det kan være sygdom, som der står i 5. Mosebog 32:24, eller det kan være »plager« som i Egyptens plager i 2. Mosebog 7-11.

Spørgsmål: Hvordan kan bakker eller bjerge i Hab 3:6 være evige?

Svar: Det hebraiske ord ’ad kan betyde gammel eller ældgammel såvel som evig.

Spørgsmål: Hvorfor henviser Habakuk i Hab 3:8 til floder?

Svar: Det hebraiske er ikke entydigt, men betydningen kan være havstrømme og ikke ferskvandsfloder. Gud er ikke vred på naturen, men brugte naturen til at demonstrere Guds magt. Gud viste sin magt over Nilen i 2. Mosebog 7:20-21; over Det Røde Hav i 2. Mosebog 14:15-28; 15:8-10; Salme 78:13; og over Jordanfloden i Josva 3:14-17.

Spørgsmål: Hvem er den Salvede her i Habakuk 3:13?

Svar: Det er Messias. Selvom det grammatisk set er ental, besvarer det ikke spørgsmålet, blot fordi det er grammatisk ental, da et ord i ental kan henvise til en gruppe. I Det Gamle Testamente blev udtrykket »den Salvede« imidlertid aldrig brugt om Israels folk.

I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 7, s. 530–531, går man mere i dybden med dette. »… og til hans ’salvede’ (masiah, ’Messias’). Den underliggende rod (msh) anvendes næsten altid om en enkeltperson; kun i ét tvivlsomt tilfælde kan den henvise til folket som helhed (Sal 28:8–9). Oftest betegner den en konge (f.eks. 1 Sam 2:10; 2 Sam 23:1; Sal 18:50; 89:38,51); men den kan også betegne andre personer, der er udpeget til lederskab, såsom ypperstepræsten (f.eks. 2 Mos 40:13, 15; 3 Mos 4:3; 6:22) og patriarkerne (1 Krøn 16:22; Sal 105:15). I den foreliggende sammenhæng i 2. Mosebog synes det at henvise til Moses, der ligesom kong David forenede de messianske funktioner som hyrde (f.eks. 4 Mos 27:17; Sal 77:20), profet (f.eks. 5 Mos 18:15; 34:10), Guds tjener (f.eks. 2 Mos 14:31; 4 Mos 12:7-8) og præst (2 Mos 6:16-26; 3 Mos 8).”

Spørgsmål: Hvordan kunne Habakuk i Hab 3:16-19 glæde sig, når han vidste, at denne store ødelæggelse ville finde sted?

Svar: Han kunne glæde sig på samme måde, som de i himlen glæder sig over Babylons ødelæggelse i Åbenbaringen 19:1-8. Habakuk fandt ingen glæde i selve ødelæggelsen, men kunne glæde sig over disse sidste tegn på Guds rige samt over, at det ondes magt på jorden blev brudt.

Spørgsmål: Hvilken slags tillid kan de troende have her i Hab 3:17-19?

Svar: Vi har ikke tillid til, at katastrofer og ødelæggelse ikke vil indtræffe, eller at vi ikke personligt vil opleve svære tider, eller at vi ikke vil blive ramt af en nations svære tider. Kristne er ikke fritaget for krig, vold, sygdom eller en tilsyneladende meningsløs tidlig død. Vi har ikke tillid til, at vi altid vil være velstående, sunde eller undgå ulykker eller tab af familie eller venner. Så selvfølgelig har vi ikke tillid til, at vi ikke får brug for tålmodighed, udholdenhed eller evnen til at stå fast under prøvelser, ligesom Job.

Men trods alt dette har vi stadig to former for tillid. I sidste ende har vi tillid til, at vi til sidst vil bo for evigt i glæde i himlen. Lige nu, på trods af vores behov for at holde ud i lidelsen, har vi tillid til, at Gud vil være nær os, trøste os og forstå vores smerte, ligesom Jesus selv bar smerten for vores synder på korset. Så vi kan have tillid til i morgen; ikke fordi vi ved, hvad den vil bringe, men fordi vi ved, at Gud vil være der i vores i morgen, for evigt.

Se »New International Bible Commentary«, s. 949-950, for mere information. Her nævnes salmen »Sometimes a Light Surprises« af William Cowper. Cowper kæmpede med depression, flere selvmordsforsøg og tilbragte en periode på en psykiatrisk institution. Her er de to første strofer af det, han skrev, efter at han havde overvundet disse situationer.

1. Nogle gange overrasker et lys
den kristne, mens han synger;
Det er Herren, der stiger op
Med helbredelse i sine vinger:
Når trøsten svinder,
skænker han sjælen igen
En tid med klart lys,
For at opmuntre den efter regnen.

2. I hellig fordybelse
Forfølger vi da med glæde
Temaet om Guds frelse,
Og finder det altid nyt;
Befriet fra nuværende sorg,
kan vi muntert sige:
Lad den ukendte morgendag
bringe med sig, hvad den måtte bringe.

http://hymnbook.igracemusic.com/hymns/sometimes-a-light-surprises

Spørgsmål: I Hab 3:19 vil jeg gerne vide, hvilket specifikt dyr forfatteren taler om ud fra et videnskabeligt synspunkt. Jeg ved, at det kunne være en dådyr, en rådyr eller en kronhjort, men det virker næsten mere sandsynligt, at forfatteren talte om en stenbuk eller en palæstinensisk bjerg ged. Er der nogen ledetråde til, hvad det virkelig kunne være?

Svar: Vi kan ikke udpege en bestemt art. BSB siger »hjort«. Den græske Septuaginta siger »mine fødder« og nævner ikke noget dyr. Det kunne være en hjort, en gazelle eller et hvilket som helst hurtigløbende dyr.

Da dette ord ikke bruges andre steder i en sammenhæng, hvor vi kan skelne mellem, at det er det ene og ikke det andet, er der usikkerhed om, hvad det er. En stenbuk, som lever vildt på Den Arabiske Halvø, er bestemt en mulighed. En anden mulighed er, at det ikke er en bestemt art, men et hjortelignende dyr generelt.

Det er bestemt ikke meningen, at vi gennem denne analogi skal lære noget specifikt om hjortefødder i modsætning til gazellefødder eller stenbukkfødder, men snarere at disse dyr kan løbe frygtløst og sikkert på høje, majestætiske steder, hvor andre ikke kan komme hen.

Spørgsmål: Hvor citeres Habakuk i Det Nye Testamente?

Svar: Habakuk 1:5 citeres i Apostlenes Gerninger 13:40-41. Habakuk 2:4 citeres i Romerbrevet 1:17; Galaterbrevet 3:11; Hebræerbrevet 10:37-38. Der er ligheder med Habakuk 3:17-18 i Filipperbrevet 4, selvom det ikke er et direkte citat.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Habakkuk findes der stadig i dag?

Svar: Dødehavsrullerne (ca. 1 e.Kr.) 4Q238 og muligvis 4Q82 (=4QXIIg)

4Q82 (=4QXIIg) Hab 2:4?; Hab 3:3-5

4Q238 indeholder Habakuk 3.

Kommentaren til Habakuk fra Dødehavsrullerne, fra det første århundrede f.Kr., kaldes 1QpHab. Den blev fundet i ‘Ain Fashka-hulen. Det er en temmelig stærkt beskadiget kommentar, der indeholder hele Habakuk 1:2 til slutningen af kapitel 2. Kapitel 3 er tilsyneladende gået tabt. Forfatteren forsøgte at relatere alle Habakuks profetier til sin egen tid. Teksten indeholder 160 afvigelser fra den masoretiske tekst, hvoraf de fleste er mindre grammatiske, stavemæssige eller aramæiske udtryk.

Den græske rulle fra Nahal Hever med de mindre profeter (8 Hev XIIgr) indeholder Habakuk 1:5-11; 1:14-2:8; 2:13-20; 3:9-15. Den blev skjult under Bar Kokhba-oprøret mod Rom. Den blev skrevet mellem 50 f.Kr. og 50 e.Kr. Den er en revision af Septuaginta, udført i Judæa, og næsten identisk med den masoretiske tekst.

Wadi Murabb’at-rullen med de små profeter (Mur 88) stammer fra ca. 132 e.Kr. Den indeholder Habakuk 1:3-13,15; 2:2-3,5-11,18-3:19. Wadi Murabb’at indeholder også nogle skrifter af Bar Kokhba selv fra 132 e.Kr.

Samlet set er følgende vers fra Habakuk bevaret i Dødehavsrullerne, Nahal Hever og Wadi Murabb’at: 1:3-17; 2:1-11,13-20; 3:1-19. Med andre ord mindst en del af hvert vers undtagen 1:1-2 og 2:12.

Kristne bibelmanuskripter fra omkring år 350 e.Kr. indeholder Det Gamle Testamente, herunder Habakuk. To af disse er Vaticanus (325-350 e.Kr.) og Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.), hvor de tolv mindre profeters bøger var placeret før Esajas. Habakuk er fuldstændig i både Vaticanus og Alexandrinus.

Sinaiticus (340-350 e.Kr.) indeholder også hele Habakuks Bog. Den begynder på samme side, som Nahum slutter. Den slutter på samme side, som Zefanja begynder.

Den græske Barberini-udgave af Habakuk 3 findes i seks håndskrifter fra det 8. til det 13. århundrede. Det er en parafrase, der ligner de koptiske udgaver mest.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Habakuk?

Svar: Forfattere fra tiden før det nikænske koncil, der henviste til eller hentydede til vers i Habakuk, er:

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.)

Melito/Meleto af Sardis (170–177/180 e.Kr.)

Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) (implicit) nævner »Det Gamle Testamente« og opregner bøgerne. Han opregner ikke de tolv mindre profeter hver for sig, men kalder dem »De Tolv«. Fragment 4 fra Book of Extracts, bind 8, s. 759

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.)

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer i *Mod kætterierne*, s. 442, Habakuk 3:2 som værende skrevet af Habakuk.

Klemens af Alexandria (193–205 e.Kr.) »Jeremias og Ambacum [Habakuk] profeterede stadig i Zedekias’ tid. I det femte år af hans regeringstid profeterede Ezekiel i Babylon; efter ham Nahum, derefter Daniel. Efter ham profeterede Haggai og Zakarias igen i Darius den Førstes tid i to år; og derefter englen blandt de tolv.” *Stromata*, bog 1, kap. 21, s. 328

Tertullian (198–220 e.Kr.)

Origenes (225–254 e.Kr.)

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.)

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer Habakuk 2:4 som fra »Habakuk« i Afhandling 12, tredje bog, 42.

Efter Nicæa (325 e.Kr.):

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) (Underforstået, da han nævner de tolv profeter) »Der er altså i Det Gamle Testamente i alt toogtyve bøger; … dernæst profeterne, hvor de tolv regnes som én bog…« Athanasius’ påskebrev 39, kap. 4, s. 552.

Efraem den Syriske (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378 e.Kr.) henviste til Habakuk.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–385 e.Kr.)

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Pentateuken, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel, Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malakias, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra og Nehemias. Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) nævner Obadja, Nahum og Habakuk i »Guds by«, bog 17, kap. 31, s. 377

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Den semi-pelagiske Johannes Cassian (419–430 e.Kr.)

Theodoret af Cyrus (423-458 e.Kr.)

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i Habakuk?

Svar: Habakkuk-bogen har 56 vers og omkring 638 ord på hebraisk. Den græske Septuaginta-oversættelse af Habakkuk-bogen har omkring 1.082 ord på græsk. Septuaginta-oversættelsen af Habakkuk er ikke af samme høje kvalitet som Septuaginta-oversættelsen af Toraen. Her er nogle af oversættelsesforskellene. Den første sætning er den hebraiske, og den anden er den græske.

Hab 1:3 »Vis mig det onde, og du ser på møje« vs. »Vis mig trængsler og sorger at se på«

Hab 1:4 »retfærdigheden kommer ikke altid til udtryk« vs. »dommen sker ikke effektivt«

Hab 1:5 »Se/skue blandt nationerne og se/skue« (masoretisk) vs. »Se/skue, I forrædere/foragtere, og se/skue« (1QpHab, Septuaginta, syrisk, ApG 13:41) (én bogstavsforskel, »o« i stedet for »d«)

Hab 1:8 »aften« (masoretisk) kontra »Arabien« (Septuaginta, Theodor af Mopsuestias kommentar til Habakuk kap. 1, s. 270)

Hab 1:8 »de kommer alle med vold i sinde« (masoretisk) mod »de er alle indstillet på vold« (Septuaginta, 1QpHab)

Hab 1:17 »trålnet« (masoretisk) vs. »sværd« (1QpHab, den palæstinensiske redaktion af Septuaginta) – én bogstavsforskel. I bogen *The Dead Sea Scrolls & Modern Translations of the Old Testament*, s. 136, står der, at »at trække sit sværd« passer bedre end »at tømme sit net«, og mange forskere er enige om, at »sværd« var det oprindelige ord.

Hab 1:17 »?« (masoretisk, Talmud, den palæstinensiske redaktion af Septuaginta) kontra [intet spørgsmålstegn] (1QpHab, Septuaginta, syrisk)

Hab 1:17 »og fremme« (masoretisk, Septuaginta, Vulgata) mod »fremme« (1QpHab, Talmud, syrisk) (»og« gør sætningen mere flydende her)

Hab 2:1 »ved pælen« (masoretisk) kontra »ved min pæl« (1QpHab) – én bogstavs forskel.

Hab 2:1 »Han [Herren] vil sige« (masoretisk) kontra »han vil svare« (syrisk)

Hab 2:5 »vin er forræderisk« (hayyayin i den masoretiske tekst, Targum, Vulgata) kontra »rigdom (hwn) eller trodsig/indbildsk (hawwan)« (1QpHab)

Hab 2:11 »gips« (masoretisk) kontra »bille« (Septuaginta, Theodor af Mopsuestias kommentar til Habakuk, kap. 2, s. 277–278) kontra »pind« (syrisk)

Hab 2:15 »deres nøgenhed« (masoretisk) kontra »deres fastsatte højtider« (1QpHab)

Hab 2:15-17 andet maskulint entalsendelse (Masoretisk) vs. tredje maskulin entals pronominalform (1QpHab, Symmachus, Vulgata, bekræftet af Aquila, Theodotion og Quinta) vs. ingen endelse (Septuaginta, syrisk, Targum). Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 519 for yderligere oplysninger.

Hab 2:16 »blive blotlagt/omskåret« (masoretisk) kontra »vakle/svaj« (Dødehavsrullerne, Septuaginta, Pesher, Aquila (126 e.Kr.)) kontra »falde i dyb søvn« (syrisk, Vulgata). På hebraisk er forskellen [he’arel] kontra [hera’el], en ombytning af to konsonanter. En Pesher-kommentar fra Dødehavsrullerne nævner dog beruselse.

Hab 3:1 »om de vildfarne«, i Shigionoth [sandsynligvis et musikalsk udtryk] kontra »og en sang« i Septuaginta.

»Hans fødder skal træde frem på sletterne« (gammel latin/italisk, Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 20, s. 450) mod fraværende (masoretisk og Septuaginta)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens *Literal Translation*, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af *The Septuagint: Greek and English*. Der er også anvendt *The Expositor’s Bible Commentary* og fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene samt *Ante-Nicene Fathers*, bind 1.

Medmindre andet er angivet, er bibelcitaterne hentet fra *The Holy Bible, Berean Standard Bible* (BSB), som er overdraget til det offentlige domæne: https://berean.bible