< Bibelspørgsmål fra Job

Spørgsmål: Hvornår blev denne bog skrevet?

Forskerne er ikke sikre, så lad os samle nogle spor.

Uden for tidsrammen: I bogen blev Jobs rigdom målt i husdyr, ikke i penge eller guld. Først omkring 500 f.Kr. fik man mønter i Mellemøsten, hovedsageligt fra perserne, som havde lært det af lydierne. Ezekiel 14:14 nævner Job, og Esajas 19:5 er næsten identisk med Job 14:11, og hvis Esajas hentede den tanke fra Job, må Job naturligvis være skrevet før (eller længe før) Esajas og Ezekiel.

Før dette: Da Job var en Guds mand, kunne man spørge sig selv, hvorfor der ikke engang er den mindste omtale af Moseloven nogen steder – medmindre dette blev skrevet, før israelitterne trådte ind i det forjættede land, og ikke-jøder kunne kende til Moseloven.

Herefter: I Jobs Bog var Bildad fra Shuah, og Elifaz var fra Teman. Shuah var en søn af Abraham og Ketura (1. Mosebog 25:2). Teman var et barnebarn af Esau (1. Mosebog 36:11, 15, 42; 1. Krønikebog 1:36, 45, 53). Den blev således skrevet længe efter Jakobs og Esaus tid. Stilen i Jobs Bog er »klassisk hebraisk«, hvilket ville betyde en datering senere end 1500 f.Kr. Men i Jobs Bog 1-2; 12:9; 38; 40 og 42 kaldes Gud for Jahve, så den blev sandsynligvis skrevet, efter at Gud havde åbenbaret dette navn for Moses, altså senere end 1447 f.Kr.

Konklusion: Vi ved det ikke med sikkerhed, men Job levede højst sandsynligt på et tidspunkt mellem 1800 og 1447 f.Kr., med andre ord da israelitterne var i Egypten eller vandrede i ørkenen.

Spørgsmål: Hvordan ser dispositionen af bogen Job ud?

Svar: Her er en enkel oversigt, der viser strukturen. Kapitlerne er angivet i parentes.

Indledning (1-2)

Job (3)

Tre cyklusser:

Elifas (4-5) Elifas (15) Elifas (22)

Job (6-7) Job (16-17) Job (23-24)

Bildad (8) Bildad (18) Bildad (25)

Job (9-10) Job (19) Job (26-27:12)

Zofar (11) Zofar (20) ? (27:13-23)

Job (12-14) Job (21) Job (28-31)

Elihu (32-37)

Herren (38-41)

Job (42)

Nogle mener, at det er Zofar, der taler i Job 27:13-23, mens andre mener, at det var Job.

Spørgsmål: Er Job hentet fra gamle sumeriske og babylonske legender?

Svar: Der er ingen beviser for dette, da ligheder ikke nødvendigvis betyder, at den ene er hentet fra den anden. Tværtimod ville det være overraskende, hvis der ikke fandtes anden litteratur, der behandlede dette emne. Der findes to mesopotamiske værker, der tager fat på lidelsens problem.

»Jeg vil prise visdommens Herre«, et akkadisk værk, kaldes undertiden den babylonske Job.

»Dialogen om menneskets elendighed« (også kaldet den babylonske teodice) stiller spørgsmålet om, hvorfor der overhovedet findes lidelse, mens Job spørger, hvorfor netop han lider. »Dialogen om menneskets elendighed« svarer ved at sige, at guderne skabte menneskene onde. Jobs Bog svarer herpå ved at sige, at det ikke skyldes Jobs synd. Gud er snarere så meget større end os, at han nogle gange har grunde, som vi ikke kan se, til at lade sine lydige tjenere lide. I Jobs særlige tilfælde bragte hans påviste trofasthed ære til Gud.

I moderne tid er bogen *The Problem of Pain* af C. S. Lewis meget indsigtsfuld.

Spørgsmål: Var Job en virkelig, historisk person?

Svar: Ja, bestemt. Job selv antyder det; Ezekiel 14:14,20 nævner også Job som en retfærdig person sammen med Daniel og Noah. Jakob 5:11 nævner ligeledes Job som en person. Der er ingen beviser, der tyder på det modsatte. Job 1 introducerer Job lige så sagligt, som 1. Samuel introducerer Elkana, og Lukas introducerer Zakarias.

Spørgsmål: Var Job jøde, israelit eller ikke-jøde?

Svar: Job kunne sandsynligvis aldrig have været jøde, fordi det »jødiske« folk var resterne af israelitterne, der vendte tilbage til landet efter eksilet, og bogen om Job blev højst sandsynligt skrevet før da.

Nogle mener, at Job var israelit, fordi Jobs Bog bruger Guds navn i alt 23 gange. Men bortset fra to gange er det bogens fortæller, der bruger Guds navn, og ikke Job eller nogen af hans venner.

Nogle mener, at Jobs Bog kunne være blandt de tidligste bøger i Bibelen. Vi ved ikke, hvornår Jobs Bog blev skrevet, men da Jobs Bog 1:17 nævner kaldæerne, og sumererne først blev assimileret i Kaldæa omkring 1500 f.Kr., må det have været efter dette tidspunkt. (Israelitterne forlod Egypten omkring 1447 f.Kr.)

Job kan meget vel have været israelit, men der er ingen grund til at foretrække denne fortolkning, og der er fundet en række ikke-israelitter, der hed Job. Jobs Bog kunne bestemt have nævnt det, men den siger intet om Jobs etniske baggrund. Måske skyldes det, at Jobs etniske baggrund ikke var vigtig.

Spørgsmål: Hvem andre i Jobs Bog hed Job og Bildad?

Svar: W.F. Albright fandt, at navnet ’Iyyob blev brugt allerede før Moses’ tid. I Berlin-forbandelsesteksterne nævnes en ’Iyyob som en syrisk prins i nærheden af Damaskus. »Ayyabum« findes i Mari-teksterne. Tell el-Amarna-brevene fra 1400–1370 f.Kr. nævner Ayab som en prins af Pella. W.F. Albright fandt navnet Bildad som en forkortet form af »Yabil-Dadum« i det andet årtusinde.

Spørgsmål: Da talerne i Jobs Bog var uenige, hvordan kunne de så alle være inspirerede?

Svar: Gud valgte at vise os sandfærdigt, hvad de sagde, uden at godkende deres synspunkter som sandhed. Faktisk erklærede Gud ved slutningen af Jobs Bog de tre venners synspunkter for forkerte.

Spørgsmål: I Jobs Bog: Når Gud elsker os, hvorfor tillader Gud så så meget lidelse i verden?

Svar: Der er fem punkter, man skal overveje i svaret.

1. Siden syndefaldet har verden været under den ondes herredømme (1. Johannesbrev 5:19). Vi befinder os på fjendebesat område.

2. Dette er ikke den bedst mulige verden; vi bør ikke blive for tilpas her. Den bedst mulige verden er den, hvor mennesker har frihed til at elske Gud, og hvor alle vil elske Gud. Den bedst mulige verden er himlen, og dette er vejen mod den bedst mulige verden.

3. Dette er ikke en retfærdig verden, hvor spædbørn lider, og nogle onde mennesker lever lange, velstående liv. Retfærdigheden vil komme, og dommedag er den dag, hvor Gud vil rette op på alt.

4. Guds evige synspunkt adskiller sig undertiden fra vores. Vi ser døden som enden og lidelsen som uendelig lang. Gud ser tusind af vores år som blot en vagt om natten (Salme 90:4). Måske bør vi anlægge et mere langsigtet perspektiv, ligesom Gud gør.

5. Vi forstår måske ikke, hvorfor vi må gennemgå den lidelse, vi oplever, men Romerbrevet 8:28 siger, at Gud kan bruge alle ting – ikke kun de gode – til at virke sammen til det gode for dem, der elsker ham. Vi forstår måske ikke vores lidelse, men Gud forstår den, for Jesus selv kom og led og blev uretfærdigt dræbt, og han forstår vores smerte.

Spørgsmål: Hvorfor sker der i Jobs Bog dårlige ting for gudfrygtige mennesker?

A: Nogle gange kan vi se årsagerne til, at kristne rammes af ulykker. Paulus prædikede første gang for galaterne på grund af en sygdom, som nævnes i Galaterbrevet 4:13. Paulus fik en slags torn i 2. Korintherbrev 12:7-10 for at forhindre ham i at blive hovmodig. Kristne, der tog Herrens kalk let på, blev straffet med sygdom og død i 1. Korintherbrev 11:29-32. Kristne som Paulus (2. Timoteusbrev 3:10-12) og Johannes (Åbenbaringen 1:9) led forfølgelse for evangeliets skyld. En del af Jobs prøvelse bestod i, at han ikke vidste, hvad der foregik.

Alligevel kan vi det meste af tiden ikke se årsagerne til de gudfrygtiges prøvelser. Vi må nøjes med at vente til himlen for at få kendskab til årsagerne til mange ting. Generelt kan vi dog sige, at prøvelser udvikler udholdenhed (Jakobsbrevet 1:2-4). Alle ting, selv de onde, virker sammen til det gode for dem, der elsker Ham (Romerne 8:28).

Jobs Bog udforsker dette spørgsmål. Hvis vi ser bort fra de mange subtile sandheder i Jobs Bog, kan vi sige:

1. Mens Satan var ophavsmand til lidelserne, tillod Gud dem og brugte dem til sin ære.

2. Da dette var overstået, var et sekundært resultat, at Job lærte Gud at kende på en langt mere personlig og intim måde.

3. Under hele prøvelsen havde Job ingen anelse om, hvorfor dette skete. På en måde var også dette en del af prøvelsen.

4. Jobs tre venner havde alle svarene til Job; desværre var det de forkerte svar.

5. Svaret, som Job fik, var ikke: »Satan fik lov til at plage Job for at sætte ham på prøve.« Svaret var snarere: »Her på jorden fortæller Gud os ofte ikke årsagerne til lidelsen.«

Sammenfattende kan Gud tillade, hvad Han vil. I dag er der mange ting, der ikke er, som de skal være, og der kommer en tid, Dommedag, hvor alt vil blive bragt i orden. Se diskussionen om Galaterbrevet 4:13 for mere information om lidelse på grund af sygdom.

Spørgsmål: Bart Ehrman skriver: »Og når man først inddrager Det Gamle Testamente, bliver det hele fuldstændig forvirrende. … Amos’ Bog insisterer på, at Guds folk lider, fordi Gud straffer dem for deres synder; Jobs Bog insisterer på, at de uskyldige kan lide; og Daniels Bog antyder, at de uskyldige faktisk vil lide. Alle disse bøger er forskellige, …« (Jesus, Interrupted, s. 12. Se også Lost Christianities, s. 117-118)

A: Ehrman har tilsyneladende et reelt problem med komplementære udsagn. Hvis en person som Daniel på et tidspunkt forfølges, fordi han adlød Gud, har Ehrman svært ved at acceptere, at mennesker på andre tidspunkter lider, fordi Gud straffer dem. Amos sagde aldrig, at mennesker kun lider på grund af deres synder; Amos talte om en specifik situation i sin samtid. Job viser ganske vist, at mennesker undertiden lider af årsager, der ikke har noget at gøre med deres egne synder eller de mennesker, der omgiver dem, og Daniel viser ganske vist, at Guds folk undertiden lider under vantro netop fordi de følger Gud. De siger ganske vist forskellige ting, men de er ikke uforenelige. Forskellige sider af en skulptur ser forskellige ud, men det er den samme skulptur. På samme måde har sandheden forskellige vinkler afhængigt af, hvad man fokuserer på, men vinklerne er komplementære, ikke uforenelige.

Spørgsmål: Hvorfor tillod Gud i Jobs Bog, at Job skulle lide?

Svar: Der er fem punkter, man skal overveje i svaret.

Da alle mennesker har en syndig natur (Romerne 3:23), lever vi i en faldet verden (Romerne 8:20-22) under den ondes herredømme (1. Johannesbrev 5:19), og derfor er alle mennesker udsat for lidelse.

Job led ikke på grund af nogen specifik synd, han havde begået, og en persons lidelse skyldes ikke nødvendigvis, at vedkommende er mere syndig end andre. Jesus lærte det samme i Lukas 13:4. Faktisk undersøgte Job sig selv og kunne ikke finde nogen synd, der kunne retfærdiggøre, at han blev udsat for denne behandling, mens andre ikke blev det (Job 6:24, 29, 30). Nogle gange er lidelse Guds tugt for at overtale os til at omvende os fra vores synd, men det var ikke tilfældet her.

Generelt set kan vi læse om årsagerne og udfaldet i Jobs Bog, men det kunne Job ikke. Vi kan lære af dette, at lydige troende nogle gange vil opleve lidelse uden at kende årsagen.

Specifikt i Jobs tilfælde herliggjorde hans lidelse Gud ved at vise hans trofasthed, selv efter at han havde mistet håbet. Selv en ubetydelig, dødelig troende som Job kunne modstå det værste, Satan kunne kaste mod ham. Gud har altid sine grunde, og alle grunde kan i sidste ende føres tilbage til enten tugt eller til at herliggøre Ham. Ofte kender vi ikke grundene på det tidspunkt, men vi vil få dem at vide, når vi dør.

I sidste ende vil Gud skabe en verden, hvor der ikke er lidelse eller fristelse, men hvor alle på det sted frivilligt vil vælge at elske Ham. Dette er den nye himmel og den nye jord. Vi ser ivrigt frem til den tid, hvor »’Han vil tørre hver tåre af deres øjne,’ og der vil ikke længere være død eller sorg eller gråd eller smerte, for de tidligere ting er forbi.« (Åbenbaringen 21:4) Kom, Herre Jesus!

Spørgsmål: Hvordan kunne Job være retfærdig i Job 1:1, Job 1:8 og Job 2:3, når Romerbrevet 3:10 siger, at ingen er retfærdig?

Svar: Job var en gudfrygtig mand. Disse vers hævder ikke, at Job var syndfri og perfekt, men Job adlød flittigt Gud, og Job sagde, at han ville omvende sig fra alt, hvad han havde gjort forkert.

Spørgsmål: Kort sagt, hvor lå Uz i Job 1:1?

Svar: Uz var en søn af Aram ifølge 1. Mosebog 10:23 og 1. Krønikebog 1:17. Arameerne var koncentreret i Syrien i et område, de kaldte Ussai. For at gøre det endnu mere indviklet er det arabiske navn for Esau »is«, og der var en anden Uz, som stammede fra Edom i 1 Krønikebog 1:42. Jeremias 25:20 nævner Uz, og Edom boede i Uz i Klagesangene 4:21.

På samme måde kan man undre sig over, om folk i andre dele af verden bliver forvirrede over, at der både findes en delstat ved navn Washington og en by ved navn Washington, D.C. For amerikanere er dette ikke forvirrende, og at der fandtes to lande ved navn Uz, var sandsynligvis heller ikke forvirrende for Bibelens forfattere.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af de syv sønner og de tre døtre i Job 1:2?

Svar: Der er tre muligheder:

1. Det kan simpelthen være de faktiske tal, der tilfældigvis var.

2. Disse tal repræsenterer fuldkommenhed og fuldstændighed i andre passager, og det kan de blot afspejle her.

3. Det kunne være begge dele. Gud lod disse tal indsætte for at symbolisere fuldkommenhed og helhed, og Gud virkede i historien, så disse tal også blev de faktiske.

Spørgsmål: Burde jøder i Job 1:5 have ofret for andre, som Job gjorde?

A: Nej, for Det Gamle Testamente har aldrig påbudt dette. Desuden viser Bibelen, at et (faldet) menneske ikke kan sone for et andet menneske. Som en sidebemærkning står der intet i Bibelen om, at Job var israelit.

Spørgsmål: I Job 1:5, understøtter Jobs ofring for sine børn den romersk-katolske lære om aflad, som en katolsk forfatter (Ludwig Ott) hævdede?

Svar: Nej. Den katolske lære om aflad går ud på, at et menneske kan udføre en handling, såsom at betale penge til kirken, for at fjerne straffen i skærsilden for enten sine egne synder eller for en anden katoliks synder, som allerede er død.

Der nævnes intet om en »fortjenesteskat«, hvor en afdød helgen kan hjælpe nogen på jorden.

Stadig i live: Jobs børn var stadig i live.

Ikke påbudt i Bibelen: Selvom Jobs hensigter var gode, står der intet i Bibelen, der siger, at det er det, Gud ønskede, at vi skulle gøre, hverken i Det Gamle Testamentes eller Det Nye Testamentes tid. Intet siger, at Gud accepterede Jobs offer for andre end Job selv.

Der er ingen omtale af skærsilden i Jobs Bog eller for den sags skyld noget andet sted i Bibelen.

Formålet med dette afsnit er at vise, hvor retfærdig Job var, ikke at indføre en ny lære (som ingen andre i Bibelen fulgte).

Spørgsmål: Hvem var »Guds sønner« i Job 1:6?

Svar: Det var engle, både gode engle og faldne dæmoner.

Spørgsmål: Hvorfor fik Satan i Job 1:6 lov til at træde frem for Gud, mens vi ikke kan træde direkte frem for Ham?

Svar: Selvom Bibelen ikke siger det, er der et par observationer, vi kan gøre her.

a) Gud er til stede overalt (Salme 139:7-12; Jeremias 23:24).

b) Gud har også en særlig lokaliseret tilstedeværelse i himlens tronsal, som Åbenbaringen 4 viser.

c) Satan trådte også frem for Gud i Zakarias 3:1 for at forsøge at anklage ypperstepræsten. I *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 238-239, står der, at dette tyder på, at Satan lejlighedsvis har adgang til i det mindste en del af himlen for at fremsætte anklager.

d) Job 1:6 specificerer ikke, i hvilken forstand Satan trådte frem for Gud, men Job 1:6 antyder, at Satan befandt sig i en gruppe, hvor han ikke hørte hjemme.

Spørgsmål: Blev Job i Job 1:6 brugt som en »brik« i Guds »skakspil« med djævelen?

Svar: Job var hverken en brik, og han var heller ikke enestående. Job priste Gud gennem sit liv; nu skulle han prise Gud gennem sit liv trods stærk modstand. Også vi eksisterer for at tjene Gud og prise Ham, selv med den modstand, vi møder. Vi må måske lide i dette liv, men de lidelser, vi gennemgår, er så små sammenlignet med himlens rigdomme (1. Petersbrev 1:6-7; 1. Korintherbrev 2:9-10), som vi vil nyde sammen med Gud for evigt.

Spørgsmål: Hvad var konkret Satans anklage mod Job i Job 1:9-12?

Svar: Satan kunne ikke benægte, at Job var en retfærdig mand, og han bragte ikke det på bane. I stedet satte Satan spørgsmålstegn ved Jobs motiver og hævdede, at han kun tjente Gud for sin egen vinding.

Spørgsmål: I Job 1:11, bør det hebraiske ord her oversættes som »velsigne« eller »forbande«?

Svar: Ordet her kan betyde »velsigne«, som i en velsignelse ved afsked. På engelsk siger vi »good-bye«, hvilket er en sammentrækning af »God be with you«. Både her og i Salme 10:3 har ordet en ironisk betydning. Job 1:11 kan således oversættes med: »… og han vil sige farvel lige op i ansigtet på dig.« Tilsvarende kan Salme 10:3 oversættes med: »… sig farvel og afsværg Herren.«

Spørgsmål: Hvorfor hadede Satan Job så meget i Job 1:13-19; 2:7?

Svar: Satan hadede det faktum, at Job priste Gud. Bortset fra det var Satan fuldstændig ligeglad med Job, bortset fra at han ønskede at miskreditere Gud og vidnesbyrdet fra en af Guds tjenere.

Spørgsmål: Hvordan ville en kristen i Job 1:14-20 føle sig, når vedkommende tjente Gud med selvopofrelse (Job 1:5), og alligevel ramte ulykken ham alligevel?

Svar: Nogle kristne ville reagere som Job i Job 1:20-22; de ville være triste, men bruge den sorg til at tilbede Gud. Andre, som måske kun tjener Gud for de nuværende velsignelser i dette liv, ville måske vende sig bort fra Gud. Det er netop Satans udfordring. Satan anklagede Job foran Gud for at være af den anden slags, og denne prøve skulle vise, hvilken slags troende Job var. I alt dette syndede Job ikke i sine tanker eller sin holdning – i hvert fald ikke endnu.

Hvis du har oplevet en ulykke i dit liv, mens du trofast tjente Gud, står du måske over for en lignende prøve, om end måske ikke så alvorlig. Vil du bruge uretfærdigheden og sorgen til alligevel at tilbede Gud på en større måde, end du kunne før, eller vil du fortvivle?

Spørgsmål: Hvem var sabæerne i Job 1:15?

Svar: Det kan have været det samme folk, der nævnes i Joel 3:8, og som boede i det, der i dag er Yemen, i den sydvestlige del af den arabiske halvø. Det er dog mere sandsynligt, at det var en gruppe mennesker, som assyrerne kaldte »Saba«, og som boede i det nordlige Arabien. Naturligvis kan de nordarabiske sabæere også have været i slægt med de sydvestarabiske sabæere.

Spørgsmål: Hvad var Guds ild i Job 1:16?

Svar: Lyn. Dette var sandsynligvis en dagligdags betegnelse for ild, der ikke var skabt på denne jord. Med andre ord: lynet slog ned fra himlen.

Spørgsmål: Lærer Job 1:20-21 om reinkarnation?

Svar: Nej. Nogle gange tager New Age-tilhængere bibelvers, der taler om et liv efter døden eller opstandelse, og da verset taler om et liv efter døden, må det betyde et liv efter døden gennem reinkarnation. Dette vers taler imidlertid slet ikke om et liv efter døden. I stedet konstaterer Job blot, at han kom til denne verden uden noget (nøgen), og at han også vil forlade denne verden uden noget. Faktisk taler Job i Job 10:21 om døden som at gå »for aldrig at vende tilbage«.

Spørgsmål: Hvad betyder det hebraiske ord tiplah, der i Job 1:22 er oversat med »ugudelighed«, helt præcist?

Svar: Ordet er forbundet med »smagløs«. Et beslægtet ord oversættes med »værdiløs« i Klagesangene 2:14. Job troede på dette tidspunkt, at Gud havde et højere formål med det, der skete, så Job beskyldte ikke Gud for at gøre noget værdiløst eller formålsløst.

Spørgsmål: Hvordan beskylder nogle mennesker Gud for uretfærdighed i Job 1:22?

Svar: Nogle siger udtrykkeligt, at »Gud er uretfærdig« af forskellige årsager. Nogle religiøse mennesker siger, at Gud er retfærdig, men at hans retfærdighed er ufattelig. Der er en vis sandhed i det, da Guds retfærdighed og kærlighed ligger uden for vores fulde forståelse. Men at sige, at fordi Gud er uendelig, kan vi ikke forstå, hvad Guds retfærdighed er, og at der ikke er nogen mening i at forsøge, er det samme som at sige, at fordi Guds kærlighed er uendelig, kan vi ikke forstå, hvad Guds kærlighed er, og at der ikke er nogen mening i at forsøge.

Nogle mennesker mener, at Gud er uretfærdig, fordi de ser, at straffen for de ugudelige ikke kommer med det samme. Andre mener, at Gud er uretfærdig af den modsatte grund, nemlig at de gudfrygtige ikke altid får gode ting. Andre ser Gud som uretfærdig, fordi de retfærdige ikke altid får det bedre end de ugudelige, i det mindste ikke i dette liv. Vi kan forstå, hvad Gud har åbenbaret om retfærdighed, men vi må stole på Gud i troen på, at retfærdigheden vil komme.

Spørgsmål: Hvordan handlede Gud mod Job i Job 2,3?

Svar: Gud handlede på en markant måde ved delvist at ophæve sin beskyttelse af Job.

Spørgsmål: Hvordan kan et menneske på jorden i Job 2,3 og Job 1,8 være »ulastelig og retskaffen«, selvom vi har syndet?

Svar: Gud talte ikke her om syndfri fuldkommenhed. Men Job fulgte trofast Gud, og selvom ingen er uden synd, var Jobs uskyldighed meget behagelig for Gud. Selvom mennesker har en syndig natur (med undtagelse af Jesus), kan et menneske i dette liv være uden kronisk, vedvarende synd og omvende sig fra den forsætlige synd, det begår. Det er ikke sådan, at et menneske kan nå en tilstand her på jorden, hvor det ikke længere vil synde (hverken bevidst eller ubevidst), men når det bliver opmærksom på det, vil det hurtigt omvende sig.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Satan i Job 2:4: »Hud for hud«?

Svar: Satan hævdede, at ethvert menneske ville gøre hvad som helst for at redde sit eget skind. Satan antydede, at Job kunne acceptere sine tjeneres og børns død, men ikke ville acceptere, at hans eget helbred blev påvirket. Men Job beviste, at Satan tog fejl. Som en sidebemærkning citerede en dermatolog (hudlæge) engang dette i sin litteratur for at hævde, at Bibelen lærer, hvor vigtig huden er. Problemet er, at da han citerede dette vers (i KJV), udelod han de første tre ord, og når man ikke citerer begyndelsen af et vers eller en sætning, bør man sætte tre prikker (…), hvilket han ikke gjorde. De manglende ord var »Og Satan svarede«.

Spørgsmål: Hvilken slags sygdom havde Job helt præcist i Job 2:7?

Svar: Skriften specificerer det ikke, men det kunne have været et par forskellige ting. Det kunne muligvis have været spedalskhed; men de kendte til spedalskhed og kaldte den for netop det (2. Krønikebog 26:16-20), og her blev den ikke kaldt spedalskhed. Det hebraiske ord for bylder her blev også brugt om en af plagerne i Egypten i 2. Mosebog 9:8-11 og 5. Mosebog 28:27 samt om Hiskia sygdom i 2. Kongebog 20:7. Det kunne have været elefantiasis, hvor store godartede svulster kan dække hele kroppen. Det får en person til at se afskyelig ud, andre vil ønske at undgå dem, og der findes ingen kur.

Det kunne også have været en anden hudsygdom, såsom pemphigus foliaceus. Denne medfører sår (Job 2:7), kløe (Job 2:8), forandringer i ansigtshuden (Job 2:7,12); appetitløshed (Job 3:24), tab af styrke (Job 6:11); orme i bylderne (Job 7:5), væskende sår (Job 7:5), åndedrætsbesvær (Job 9:18), mørke rande under øjnene (Job 16:16); dårlig ånde (Job 19:17), vægttab (Job 19:20; 33:21), sortfarvet og afskallende hud (Job 30:30) samt feber (Job 30:30).

Det var også let at få en stafylokokinfektion, som er svær at behandle uden antibiotika og i sidste ende er dødelig.

Uanset hvad kunne Job måske skrabe sig selv med potteskår for at lindre kløen og forsøge at fjerne pus. Man kunne have lyst til at sidde på aske, ikke kun af sorg, men også fordi friskbrændt aske ville være steril og mindske risikoen for infektion. Selvom hans ledsagere senere i bogen måske var vildledte, må man alligevel rose dem for at være villige til at være sammen med deres forfærdeligt udseende ven. De begyndte at græde, da de så, hvor dårligt Job så ud, men de kom alligevel og satte sig hos ham.

Spørgsmål: Hvorfor ville en person med sår over hele huden i Job 2:8 sætte sig i aske?

Svar: Denne praksis giver faktisk god mening. Frisk (men kold) aske ville være det mest sterile sted, en person kunne sidde.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte Satan ikke Jobs kone såvel som hans børn i Job 2:9-10?

A: Måske lagde Satan mærke til hendes holdning og indså, at hun kunne være et nyttigt redskab, da hun stod Job nær og dermed kunne friste ham. Satan brugte hende som den sjette fristelse, der skulle føre til fortvivlelse. Johannes Chrysostomos nævnte dette.

Q: Hvorfor sagde Jobs hustru i Job 2:9: »Forband Gud og dø«?

A: Både Job og hans kone må have været forvirrede over det, der skete med ham, hans ejendele og hans børn. Som Job indså, var dette en ond udtalelse fra en fortvivlet kvinde. Det kan fortolkes som et forslag om at begå selvmord. På hebraisk findes der en række ord for tåber, og dette er ordet for en forhærdet tåbe, som f.eks. i Salme 14:1. Hun bad Job om at gøre præcis det, som Satan havde fortalt Gud, at Job ville gøre. Måske elskede hun Job og ville hellere se ham dø end at se ham gennemgå dette. Husk, at selvom Gud satte Job på prøve, havde Jobs kone også begravet ti børn. På en måde var dette også en prøve for Jobs kone, og hun fejlede fuldstændigt. Deres børns død betød ikke, at Jobs kone var værre end andre hustruer, men at der kan ske ulige konsekvenser for mennesker i dette liv.

Spørgsmål: Hvad betyder ordet »ondt« her i Job 2:10?

Svar: Det betyder ikke moralsk ondskab, men fysisk ulykke. Man kan oversætte det med »trængsel« eller »modgang«.

Spørgsmål: Hvem var temanitterne, shuhitterne og maamathitterne/naamathitterne i Job 2:11?

Svar: De to første folkeslag var kendt af hebræerne, selvom der hersker en vis uklarhed eller usikkerhed om deres moderne beliggenhed.

Teman var en velkendt oase i det nordlige Arabien. Dette var en af de oaser på Den Arabiske Halvø, der havde de bedste vandforsyninger. Teman var også navnet på en by i Edom, der var kendt for sine vise mænd i Jeremias 49:7,20. 1 Krønikebog 1:36 siger, at Teman var en efterkommer af Elifas fra Edom, så Elifas i Jobs Bog kan være opkaldt efter sin forfader.

Shuah var en bror til Midian, der boede i øst, ifølge 1. Mosebog 25:2,6 og 1. Krønikebog 1:32. Desuden nævner assyriske optegnelser et folk kaldet »Suhu«.

Maamathitterne/Naamathitterne er ukendte bortset fra Job 2:11 og Job 20:1; 42:9.

Job var et ret almindeligt navn, baseret på Tell el-Amarna-brevene (1400-1370 f.Kr.) og egyptiske forbandelsestekster samt optegnelser fra Mari og Alalakh.

Spørgsmål: I Job 2:13 – hvornår er det bedst at tie, når man trøster nogen?

Svar: Der kan være gået noget tid, før Jobs venner fandt ud af det og kunne samles og komme som en gruppe. Men da de kom, var de så overvældede af Jobs lidelse, at de i første omgang ikke vidste, hvad de skulle sige. Men generelt bør man ikke føle, at man er nødt til at sige noget i affekt. Den bedste trøst kan nogle gange være en stille tilstedeværelse. Dine ord bør være hjælpsomme og velvalgte. Der er ingen grund til at skynde sig at sige hvad som helst, herunder uhensigtsmæssige ting, som du ikke kan tage i dig igen.

Spørgsmål: I Job 3:1-7, syndede Job ved at forbande den dag, han blev født?

Svar: Job overtrådte ikke det, som Gud havde åbenbaret i loven. Job forbandede ikke Gud, sig selv eller nogen anden, kun den dag, han blev født. Jeremias forbandede også den dag, han blev født, i Jeremias 20:14-18. Denne holdning var imidlertid ikke god for dem eller for os, for Gud siger i Salme 139:14, at vi er skabt på en frygtindgydende og vidunderlig måde. Mange ser dette som det første punkt, hvor Job begyndte at synde. Job giver virkelig dårlig rådgivning, idet han siger, at det bedste for en troende ville være, hvis vedkommende aldrig var blevet født, og det næstbedste, at vedkommende døde med det samme. Job har på dette tidspunkt glemt, at vi vil være hos Gud, når vi dør, selvom Job husker det senere.

Troende i dag kan, ligesom Job, gennemgå perioder med tvivl og sætte spørgsmålstegn ved Guds godhed. Men vi bør stadig være trofaste, ligesom Job var.

Spørgsmål: Hvad er nogle af de grundlæggende kendetegn ved Jobs tale i Job 3?

Svar: Det er en monolog, der på en måde er rettet til Gud, og han synes næsten slet ikke at lægge mærke til, at hans venner er til stede. Ofte har taler en høflig og venlig indledning, men denne tale har intet af det.

Nogle gange kan mennesker, der lider af depression, føle, at deres verden er brudt sammen omkring dem og er blevet meget lille, og de lægger ikke så let mærke til de andre omkring dem, der gerne vil hjælpe dem.

Spørgsmål: Hvad mente Job om livet efter døden i Job 3:16-22?

Svar: Dette afsnit viser, at Job havde et evigt perspektiv og troede på et liv efter døden. De døde har hvile (Job 3:13; 17-19), idet deres kroppe ikke længere slider. Men uanset hvor fredfyldt det måtte være for Job og de retfærdige, så lider de ugudelige stadig efter døden.

Det vers, der tydeligst viser Jobs synspunkt, er Job 19:26-27. Begreber som tusindårsriget, Messias’ genkomst, kirkens tidsalder osv. var naturligvis ikke åbenbaret for de troende på Jobs tid.

De tidlige kristne opfattede Jobs ord som en henvisning til opstandelsen. Clemens af Rom skriver: »Og igen siger Job: ’Du skal oprejse mit kød, som har lidt alt dette.’« 1. Clemens, kap. 26, s. 12

Spørgsmål: Hvad lærer Job 3,16-22 os om livet efter døden?

Svar: Først og fremmest gengiver dette afsnit blot, hvad Job tænkte, uden at godkende alt, hvad Job sagde, som sandt. Alt, hvad Job sagde her, var sandt, bortset fra at:

a) vers 22 kun vedrører de gudfrygtige, mens vers 17-19 gælder for alle (i døden bliver han befriet fra sin herre osv.), og

b) I modsætning til det, Job klagede over, er der straf for dem, der afviser Gud.

Spørgsmål: I Job 3:1-26, når en person går fra tro og tålmodighed til håbløshed og depression, kan vedkommende så nogensinde komme sig?

Svar: Ja, ligesom Job gjorde i slutningen af bogen. Selvom Satan på dette tidspunkt ser ud til at være tæt på at vinde sin udfordring med Gud, holder Job stadig fast, om end ikke uden at synde.

Spørgsmål: Hvad er Elifaz’ grundlæggende tankegang i Job 4:1-5:27?

Svar: Elifas erkendte, at Job havde været en retfærdig mand, der hjalp mange. Spørgsmålet var dog, om Job levede op til det, han prædikede i Job 4:4. Elifas’ argument bygger på Job 4:8, nemlig at man høster, hvad man sår. Elifas forsøger at hjælpe Job og styrke sin elskede ven. Det synes meget vigtigt for Elifaz og de andre at hjælpe Job med at finde den retfærdige årsag til hans særlige lidelse, for for Elifaz beviste Jobs lidelse, at Job må have gjort noget forkert. Elifaz havde den fejlagtige opfattelse, at Guds retfærdighed altid er øjeblikkelig. Hvis der ikke skete noget, hverken godt eller dårligt, for nogen, ville det blot være udskudt retfærdighed, men der ligger mere bag end det. Ikke alene står ugudelige mennesker ofte ikke straks over for konsekvenserne af deres ondskab, men hvorfor sker der også dårlige ting for de gudfrygtige, når de ugudelige fortjener det mere? Således er Guds retfærdighed ikke blot ofte ikke øjeblikkelig, men ofte er uretfærdige uretfærdigheder øjeblikkelige.

Gud vil ikke blot udøve sin retfærdighed i sidste ende, men han vil også rette op på alle de uretfærdigheder, vi udsættes for. I Jobs særlige tilfælde led han uretfærdigt på grund af Satan. Det var ikke blot hans lidelse, men hans uretfærdige lidelse, der herliggjorde Gud.

Spørgsmål: I Job 4:1-5:27, Salme 34:12-16, Markus 4:24 og Galaterbrevet 6:7 står der, at man altid høster, hvad man sår?

Svar: Ja, disse vers siger, at man høster, hvad man sår, men det sker ikke altid med det samme. Desuden siger disse vers ikke, at alt, hvad man høster, skyldes det, man sår. Salme 73 giver et eksempel på onde mennesker, der bliver rige og trives.

Spørgsmål: Hvordan kan man i dag, som i Job 4-5, være som Elifas, der har en grundlæggende korrekt teologi, men mangler medfølelse?

Svar: Elifas talte kun sandheden, men kun en del af sandheden. Selvom det måske virkede ufølsomt over for Job, forsøgte Elifas at give Job håb. Selvom tingene står dårligt til nu, siger Elifas i Job 5,17-27, at Gud i sidste ende kan forbinde sårene og helbrede.

Spørgsmål: I Job 4:7 – da en del af Elifaz’ argumentation kunne kaldes »årsag og virkning« – er det så sandt eller ej, at et gudfrygtigt liv giver gode resultater, og et ugudeligt liv giver dårlige resultater?

Svar: I dette liv er det generelt sandt. Men der er masser af undtagelser i begge retninger, og det er ikke noget, man kan stole på. I stedet vil Gud til sidst rette op på alt, efter vores død. Jesus sagde i Lukas 13,1-5, at de, som Siloams tårn faldt ned over, ikke nødvendigvis var værre syndere.

Spørgsmål: Hvordan er strukturen i Elifaz’ argumentation i Job 4:5-5:27?

A: Det er et chiasme, som ofte forekommer i hebraisk poesi.

— Indledning (4:2)

— — Opfordring (4:3-6)

— — — Guds handlinger over for mennesker (4:7-11)

— — — — Åbenbaringen af sandheden (4:12-21)

— — — Guds handlinger over for menneskene (5:1-16)

— — Opfordring (5:17-26)

— Afsluttende bemærkning (5:27)

Spørgsmål: Er der i Job 4-5 situationer, hvor man måske forsøger at hjælpe en deprimeret person, men ligesom Jobs tre venner misforstår man det hele?

Svar: De kom for at finde svarene og give dem til Job; måske var Job ikke på udkig efter svar på dette tidspunkt. Forhåbentlig er der, når du forsøger at hjælpe nogen, i det mindste en vis overlapning mellem det, personen ønsker, og det, de opfatter, at du tilbyder. Nogle gange er det eneste, de i første omgang ønsker, en kærlig tilstedeværelse ved deres side.

Når du forsøger at hjælpe en person med depression, skal du ikke bare gøre ting ud fra, hvordan du mener, vedkommende bør modtage dem. Vær lydhør, og se, hvordan vedkommende rent faktisk modtager dem. Måske kan det være stressende for vedkommende, at du gør rent; nu skal vedkommende bekymre sig om, hvad du har smidt ud. Betyder det, at du ikke godkender det tøj, vedkommende havde på, hvis du køber tøj eller noget andet til vedkommende? Måske er det helt i orden, men sørg for at være helt sikker på, at dine kærlighedserklæringer bliver modtaget, som du havde til hensigt.

Spørgsmål: Hvad er Elifaz’ argument i Job 4:5-5:27?

Svar: Der er to dele.

Stol på din egen retfærdighed, Job, da du har givet mange gode råd. Elifaz har set de ugudelige blive straffet og de retfærdige blive belønnet.

Men ingen er retfærdig i forhold til Gud, så ingen kan sætte spørgsmålstegn ved uretfærdighed eller med bitterhed bebrejde Gud. Jeg vil appellere til Gud, for Han redder altid de retfærdige. Selv hvis du har syndet, vil Gud tugte dig, men Han vil stadig redde dig.

Disse to dele virker modstridende. En opfattelse er, at Elifaz blot fremførte argumenter uden at være klar over, at de var i modstrid med hinanden. Men måske var Elifaz bevidst modstridende. Han talte med et glimt i øjet, da han sagde til Job, at han skulle stole på sin egen retfærdighed, i betragtning af den situation, Job befandt sig i. Hvis du, Job, ikke rent faktisk har levet op til det, du har prædiket, så tag ansvaret for det, du høster, bliv stærkere under denne tugt og ændr dig fremover. Elifaz siger, at Gud er god, at han tugter retfærdigt, og at du stadig kan finde lykke, efter at du er blevet tugtet (Hebræerbrevet 12:5-11).

Uanset hvad tog Elifas fejl på fire punkter:

a) Guds retfærdighed er ofte ikke øjeblikkelig

b) Retfærdighed kan være øjeblikkelig for nogle og ikke for andre

c) Det faktum, at Gud er så hellig, retfærdiggør på ingen måde Jobs lidelse og andres manglende lidelse.

d) Og vigtigst af alt: Jobs lidelser, der var større end andres, skyldtes ikke synd.

Elifaz’ tale er mere eller mindre sand, bortset fra at årsag og virkning i denne sammenhæng er fuldstændig omvendt.

Spørgsmål: Hvad lærte Job om håb i Job 4:6?

Svar: Jobs lidelse var ikke en straf for synd, en tugtelse for at lære ham, at hans veje var forkerte, eller et middel til at rense Jobs karakter. Men den førte til, at Job fik et tættere forhold til Gud. I Ordsprogene 3:26 står der, at Herren vil være vores tillid.

Job siger ikke blot, at hans liv er elendigt nu. Han siger snarere, at summen af alle de gode ting, han nogensinde har modtaget i livet, ikke vejer op mod al den kval og lidelse, han har udholdt, selvom det først begyndte for nylig.

Nogle gange fortvivler vi, fordi vi ikke har nok håb. Men oftere har vi for meget håb – men sat til de forkerte ting. Vi har håb om vores frelse, fordi Kristus døde for os, OG vi har håb på grund af vores bankkonto, OG vi har håb på grund af vores pensionsopsparing, OG vi har håb på grund af vores familie, OG vores helbred, OG…. Men hvad nu, hvis disse andre ting blev taget fra os, ligesom de blev for Job? Har vi stadig tilstrækkeligt håb?

Spørgsmål: Hvad synes du om den opfattelse, der fremgår af Job 4,12-21, at vi alle har synd, og at al lidelse blandt troende derfor kan forklares med, at alle troende har brug for en vis disciplin på grund af deres synder?

Svar: Det er en del af Elifaz’ argumentation, og det ser logisk ud ved første øjekast. Men Jobs Bog, kapitel 1 og 2, viser, at det slet ikke var årsagen til Jobs lidelse dengang, og dermed heller ikke til nogle af de troendes lidelser i dag.

Spørgsmål: Kunne Elifaz i Job 4:12-21 have haft ret i, at hans ord stammede fra en guddommelig åbenbaring?

Svar: Mange har stillet spørgsmålstegn ved det, fordi hans åbenbaring viser en Gud, der er ligeglad med mennesker. Hans ord indeholdt en teologisk fejl: han indså ikke, at ikke al lidelse direkte skyldes den lidendes synd, som Jesus lærer i Lukas 13:1-5.

Selv i dag har nogle troende troet, at de modtog en guddommelig åbenbaring, og taget fejl.

Spørgsmål: Hvilket gyldigt argument fremfører Elifas her i Job 4:20-21?

Svar: Elifas taler om, hvor skrøbelige vores liv er, og at nogle mennesker lever hele deres liv uden nogensinde at finde visdom. Selvom vores liv også er korte og flygtige, er det ikke det, Elifas pointerer her.

Spørgsmål: Bør Job 5:7 oversættes som »mennesket fødes ind i trængsel« eller »mennesket skaber trængsel«?

Svar: Med konsonanterne kan det være begge dele. Når vokalerne tilføjes, lyder det hebraiske »mennesket fødes ind i trængsel«. Men en ændring af en vokal gør det aktivt i stedet for passivt, og så ville det være »mennesket frembringer/forårsager trængsel«.

Spørgsmål: Hvorfor citerede Paulus Elifas i 1. Korintherbrev 3:19 fra Job 5:13, når Gud senere irettesatte Elifas?

Svar: I Job 42:7 sagde Gud ikke, at alt, hvad Elifas sagde, var forkert, kun nogle ting. Elifas havde ret i, at Gud ville fange de vise i deres list, men Elifas tog fejl i alle de udtalelser, hvor han mente, at Gud ikke ville lade nogen trængsler ramme de uskyldige i dette liv.

Spørgsmål: Hvordan var Elifaz meget ufølsom her i Job 5:25-27?

Svar: Elifas forsikrer Job om, at hvis han er from, vil hans telt være sikkert; Jobs hus var netop blevet ødelagt. Elifas fortæller Job, at en retfærdig mand vil få mange børn. Job havde faktisk mange børn, og de blev alle dræbt. Disse bemærkninger må virkelig have såret Job.

Spørgsmål: Hvad er der så galt med Jobs svar i Job 6:1-7:21?

Svar: Selvom vi kan finde små sætninger, hvor Job ikke udtrykte sig særlig konstruktivt, overser man derved et langt vigtigere punkt. Alt, hvad Job siger, handler udelukkende om ham selv eller hans lidelse. Job virker vred på både Gud og sine ufølsomme rådgivere, og han er fast besluttet på at retfærdiggøre sine følelser. Elifaz gav nogle gode råd i Job 5:8-17, nemlig at man skal rette blikket opad mod Gud og hans herlighed. Men Job ignorerer fuldstændigt denne del af Elifaz’ svar for udelukkende at fokusere på sig selv. Job »var ulastelig og retskaffen« foran Gud i Job 1:1, men hvorfor? Var det fordi Job var ulastelig og retskaffen for sin egen skyld, for sin velstand og sin families skyld, eller var Jobs primære motivation at herliggøre Gud? Jobs svar viste, at da hans velstand, familie og helbred blev taget fra ham, forblev Job trofast mod Gud. Men var det virkelig Jobs primære mål at herliggøre Gud? Det ser ud til, at Job ikke tænkte på at herliggøre Gud i Job 6; men det ser ud til, at han gjorde det ved slutningen af bogen.

Spørgsmål: Hvad er forståeligt ved Jobs reaktion i Job 6:1-7:21?

Svar: Mennesker, der gennemgår en katastrofe, gennemgår ofte forskellige faser. Den første fase kan være »benægtelse og isolation«, derefter »vrede«, så »forhandling«, derefter »depression« og til sidst »accept«. Disse faser blev observeret hos uhelbredeligt syge patienter af Elisabeth Kübler-Ross. Colin Murray Parkes har også undersøgt dette og udarbejdet en anden liste i sin bog *Bereavement*. Hans liste er »følelsesløshed og chok, derefter tvivl, depression, vrede og til sidst afklaring«.

En del af sorgterapien går ud på at være ved den pågældendes side, mens vedkommende gennemgår sine egne faser.

Spørgsmål: I Job 6:1-7:21 – hvor vigtigt er det, når man rådgiver nogen, at anerkende, hvordan vedkommende har det?

Svar: Du bør vise, at du lytter til vedkommende, og at du i det mindste forstår noget af det, vedkommende føler – det vil sige, hvis du ønsker, at vedkommende skal lytte til dig. Nogle gange, som i Jobs tilfælde, kan du anerkende, at vedkommendes følelser er naturlige, og at du ikke har et svar på, hvorfor netop disse ting er sket for vedkommende. Men medmindre du selv har gennemgået nøjagtig det samme, skal du ikke forsøge at sige: »Jeg ved præcis, hvordan du har det«, for det gør du ikke.

Andre gange kan det dog være, at en person bevidst har gjort noget ondt og er rasende på Gud over, at vedkommende blev afsløret. Du kan stadig vise, at du forstår noget af det, de føler, og gentage for dem, hvad de siger, men gør det på en sådan måde, at de indser, at konsekvenserne måske er deres eget ansvar. På en måde forsøgte Jobs venner at gøre netop det over for Job, bortset fra at de forsøgte at tilskrive Jobs ulykker til Jobs specifikke synd, og det tog de fejl i.

Spørgsmål: Hvad beskrives der i Job 6,6?

A: Der er en vis usikkerhed, men det er sandsynligvis æggehviden. Alternativt kunne det være indersiden af en ukendt grøntsag.

Men uanset ordet er betydningen her, at livets glæder nu er blevet smagløse for Job.

Q: Hvad er en sammenfatning af Jobs reaktion i Job 6-7?

A: Job siger, at hans uovervejede ord skyldes den store kval, som Gud har påført ham. Han ønsker, at Gud ville dræbe ham nu, så han i det mindste kunne dø uden nogensinde at have fornægtet Guds ord.

Job har intet håb, ingen pålidelige venner, og deres argumenter har hidtil ikke bevist noget, så han udfordrer dem til at undervise ham og vise ham, hvor han tog fejl.

Kapitel 7 er en betragtning om mennesket i almindelighed. Mennesket kæmper i sin korte tid på jorden. Hver nat spekulerer Job på, hvornår han skal stå op, og hver dag går hurtigt forbi, uden håb og uden mening. I det mindste er hans liv kort, for han ville ikke ønske at leve længe på denne måde.

Gud, hvorfor bekymrer du dig så meget om mennesket, at du gransker og prøver ham hvert øjeblik? Fortæl mig, hvad jeg har gjort forkert, og hvorfor du ikke kan tilgive mig for den ukendte ting, jeg måske har gjort?

Ligesom sine venner antager også Job, at hans store lidelse skyldes en eller anden synd fra hans side, men Job kan ikke finde ud af, hvilken synd det er.

Spørgsmål: I Job 7:20, bør der stå: »Er jeg blevet en byrde for dig?« (LXX), eller »Jeg er blevet en byrde for mig selv« (MT)?

Svar: Det er højst sandsynligt det første, Septuaginta-teksten. Nogle steder i Jobs Bog ser det ud til, at hebraiske skriftkloge har udglattet betydningen, så Jobs vrede ikke fremstår som blasfemisk.

Spørgsmål: Betyder det hebraiske ord i Job 7:6 »uden håb« eller »uden tråd«?

Svar: Begge dele, for der er tale om et ordspil. Job sammenligner sine dage, der går hurtigt, med en vævers skytte; vævningen slutter, når tråden løber ud. Ibn Ezra var en tidlig jødisk forfatter, der bemærkede dette ordspil.

Spørgsmål: Benægter Job 7:9 og Job 14:12 en fysisk opstandelse?

Svar: Nej. I Job 7:9 siger Job blot, at alle, der dør, ikke vender tilbage. I Job 14:12 siger han det samme, bortset fra at han her præciserer det ved at sige, at mennesker ikke vender tilbage, før himlene ikke længere er til.

Forresten: Selvom Bibelen sandfærdigt fortæller os alt, hvad Job sagde, er alt, hvad Job sagde, ikke nødvendigvis sandt. For eksempel siger Job i Job 7:7, at hans øjne aldrig mere vil se lykke.

Spørgsmål: I Job 6:14-27 føler Job, at hans venner har svigtet ham ved at komme for at trøste ham. Havde Job ret?

Svar: Jobs venner havde gode hensigter, men på en måde svigtede de ham faktisk. Selvom hans venner tog sig tid til at komme og sad hos ham, fordi de holdt af ham, ser vi ikke, at de anerkendte, hvordan Job havde det, eller trøstede ham. Det skal dog siges til Elifaz’ ros, at han i Job 5:8-16 foreslog, at Job skulle vende sig til Gud. Men Job hørte ikke rigtig budskabet, da Elifaz i Job 5:27 antydede, at Jobs problemer skyldtes en straf for hans synd.

Job 6,14-15 sammenligner hans venner med en wadi, eller en sæsonbestemt bæk, der er fuld af vand, der strømmer forbi i regntiden, og som derefter er tør i tørketiden, når man virkelig har brug for det. Jobs reaktion kan virke overdreven i forhold til Elifaz’ afmålte ord, men en del af den skyldtes den trøst, de IKKE gav. Desuden kan en stor del af Jobs udbrud skyldes hans generelle vrede.

Spørgsmål: Hvad står der bogstaveligt talt i Job 7:19?

Svar: Hvor nogle oversættelser har »selv et øjeblik«, siger det hebraiske bogstaveligt talt »længe nok til at sluge mit spyt«, hvilket BSB gengiver som »at sluge mit spyt«. Dette slangudtryk bruges stadig i dag på arabisk.

Spørgsmål: Hvordan er Gud i Job 7:20 en iagttager af mennesker?

Svar: Dette er noget ved Gud, der generer nogle mennesker. Uanset hvor meget man prøver at være alene, våger Gud over en. En af mine venner fra Kina sagde, da han besluttede sig for at blive kristen, at en af de ting, han havde tænkt meget over, var: »Hvis der ikke var nogen Gud, hvorfor skulle man så være god, når ingen kiggede på?«

Spørgsmål: Hvordan er Bildad i Job 8:1-10 ikke en god trøster her?

Svar: Efter Jobs ord tager Bildad udfordringen op og slår tilbage mod Jobs ord. Bildad har her fuldstændig glemt at forsøge at trøste Job og har besluttet, at hans formål med at være der er at irettesætte Job. Desværre indleder Bildad sin »trøst« ved at give Job ret i Job 6,26, hvor han betragter Jobs ord som tom snak. I Job 8:4 fremstiller Bildad det som et faktum, at årsagen til, at Jobs børn døde, helt sikkert skyldes deres synder; men hvis Job er uskyldig, vil han ikke dø. Forestil dig, hvordan en person, der gjorde sit bedste for sine børn og så ud til at have en uhelbredelig, dødelig sygdom, ville opfatte det.

Som en sidebemærkning bør du være overbevist om, at du med Helligåndens ledelse kan udøve en tjeneste, der giver trøst til de sårede og døende. Du kunne helt sikkert gøre det bedre end disse fyre! Måske vil Bildad lære af det, og hans næste taler vil blive bedre, eller måske ikke – det må vi se.

Spørgsmål: Hvad er kernen i Bildads argument her i Job 8?

Svar: Livet er aldrig vilkårligt; kan siv trives uden vand? Det er simpelt: ved at se på Skriften og årsag og virkning kan man forstå alt. Man kan se på virkningerne og se årsagen; ligesom man kan se papyrussen og vide, at der er en sump der. Bildad er fornærmet over, at Job ikke kan se det og i stedet bebrejder Gud.

For eksempel antog Bildad, at Jobs børn havde syndet, og at Gud derfor dræbte dem.

Gud forvrænger ikke retfærdigheden.

Gud straffer syndere, men hjælper de retfærdige.

Hvis Job virkelig var retskaffen, ville Gud hjælpe ham.

Gud hjælper ham ikke nu, så Job er ikke retfærdig.

Derfor, Job, må du vende om og omvende dig fra det forkerte, du har gjort.

Bildad hørte med sine ører, men undlod at lytte med sit hjerte, hvilket fremgår af hans hjerteløse svar.

Spørgsmål: Hvordan vil du kort besvare Bildads argument i Job 8?

Svar: Livet under solen er ikke altid retfærdigt, og det vil det heller ikke være før efter døden. Som det står i Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, s. 141: »Det er sandt, at intet af det, Gud sender til mennesket, udspringer af uretfærdighed, men det er ikke sandt, at alt, hvad Han sender til ham, kommer fra Hans retfærdighed.«

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Job 8-10?

Svar: Der er ingen mening i at forsøge at forsvare sig selv og »gå i retten« for at spørge Gud, hvorfor han tillod noget. Vi kender ikke andres fortid. Vi har ikke et klart overblik over alle tingene i nutiden. Og vi ved bestemt ikke meget om fremtiden eller om, hvad der kunne have været. Job var i første omgang ivrig efter at diskutere med Gud og fremlægge sin sag om Guds inkonsekvens for Ham. Men til sidst indser selv Job, at der ikke er nogen mening i at diskutere med Gud; vi kender måske ikke svaret, mens vi lever her på jorden. At nå frem til denne erkendelse er et vigtigt skridt for Job.

Spørgsmål: Hvad er et resumé af Jobs reaktion her i Job 9-10?

Svar: Her er et resumé i fem punkter.

1. Guds veje er så uendelige og hans visdom så stor, at der ikke er nogen mening i, at Job sætter spørgsmålstegn ved noget af det, han gør. Gud kunne knuse Job for at sige sin mening, så han vil ikke sige noget.

2. Selv hvis Gud uretfærdigt straffede en fuldstændig uskyldig mand, ville der ikke være nogen grund til at diskutere dette foran Gud (eller for den sags skyld Jobs venner).

3. (Og her blev Jobs holdning barsk) Job ønsker, at der var en tredjepart, der kunne mægle mellem ham og Gud, for Gud dømmer folk skyldige uden mulighed for appel, uden at de kan stilles til ansvar, og uden at den skyldige overhovedet ved, hvad han har gjort forkert.

4. Værst af alt er, at Gud kan erklære en fuldstændig uskyldig person skyldig, og ingen kan sige, at Gud er uretfærdig. Job siger: »Jeg er uskyldig og ikke skyldig!« (Job 9:21; 10:6,7,14)

5. Job afskyr sit liv under en uretfærdig Gud. Ét spørgsmål plager dog stadig Job: Hvorfor gik Gud så meget op i at skabe ham og vise ham sådan en godhed, når det hele tiden lå i Guds hjerte at jage sin uskyldige tjener?

Sammenfattende er retfærdighed, der ligger uden for Jobs forståelse, uretfærdighed ifølge Job. Vi bør dog være omhyggelige med at skelne mellem at sige: »Vi forstår det ikke nu, derfor vil vi aldrig forstå det, fordi vi ikke kan forstå det, fordi der ikke er nogen retfærdighed at forstå«, og »Vi forstår det ikke nu, fordi vi endnu ikke ser konturerne af det samlede billede, som vi måske ikke kommer til at se i dette liv.« Faktisk så Job en skitse af det samlede billede ved slutningen af Jobs Bog.

Spørgsmål: Hvad er det særlige ved dette afsnit i Job 9:5-10?

Svar: Det kan have været ord, som Job først brugte her, eller det kan have været en eksisterende salme, som de begge kendte.

Spørgsmål: I Job 9:17; 10:2-3: Hvordan ville du have det, hvis nogen syntes at være vred på dig uden grund?

Svar: Du vil måske gennemgå forskellige faser, og det kan minde lidt om sorg. Først vil du måske tænke, at vedkommende har en god grund, men at du bare ikke har set den endnu. Men når du først har konkluderet, at det ikke er sandt, vil du måske overveje, om der er andre ydre faktorer. For det tredje vil du måske sætte spørgsmålstegn ved »retfærdigheden« hos den, der er vred på dig. Til sidst når du måske til et punkt, hvor du er ligeglad, fordi du indser, at det er umuligt at vide, hvorfor vedkommende er vred, og umuligt at vide, hvad du kan gøre ved det.

Spørgsmål: Hvorfor er nogle mennesker i Job 9:18 bitre over for andre, over for livet eller over for Gud?

Svar: Bitterhed er en kronisk vrede. Den kan omfatte et eller flere af følgende: sorg, vrede, afsky og skuffelse. Bitterhed gør, at man har flere uenigheder og dårligere relationer til andre. En bitter person føler, at vedkommende uretfærdigt lider, måske for noget, vedkommende ikke har gjort, tror, at vedkommende ikke har gjort, eller for noget, vedkommende ved, at vedkommende har gjort, men ikke mener, at straffen bør være så hård. Vedkommende holder fast i to ting: at vedkommende bliver behandlet uretfærdigt, og at livet og andre mennesker bør være retfærdige. Det er sandt, at andre mennesker bør være retfærdige, og mange gange er de det ikke. Ligeledes bør vi gøre vores bedste for at behandle andre retfærdigt. Men livet og andre behandler os ikke retfærdigt, og hvis vores tankegang »er fastlåst i dette liv«, kan vi selv som troende blive bitre. Men vores tanker bør ikke være rettet mod dette liv, men mod det himmelske (Filipperne 3:19-20), og vi bliver påbudt at fjerne al bitterhed i Efeserbrevet 4:31 og Hebræerbrevet 12:15. Det betyder mindst to ting. For det første skal du finde de steder i dit hjerte, hvor bitterheden måske gemmer sig. For det andet skal du bede om at blive fri for den og tilgive andre, herunder dig selv. Tilgiv andre, selvom de ikke viser anger, og selvom de ikke har bedt dig om tilgivelse. Bitterhed er som at drikke gift i håb om, at den skader den anden person. At tilgive er noget, du også gør for din egen skyld, ikke kun for den andens skyld.

Spørgsmål: Hvad siger Job i Job 9:30 om at blive vasket?

Svar: Nogle oversættelser siger »vasket med »sne-vand««. M.H. Pope viser imidlertid i *Job* (Anchor Bible, bind 15), s. 75, at *seleg* betyder »sæbe«, ikke »sne«.

Spørgsmål: Hvorfor er Job så ekstrem her i Job 9:21-24?

Svar: Det er ikke pæne ord. Men nogle gange, når en person er deprimeret og desperat, kan vedkommende komme til at sige uovervejede ting.

Spørgsmål: Hvordan beskriver en løber, hurtige skibe og ørne vores liv på jorden i Job 9:25-31?

Svar: Job siger, at ingen af os egentlig har ret meget tid på jorden alligevel. Ved at bruge de tre analogier – en løber, skibe og en ørn – sammenligner han tre af de hurtigste ting på land, til søs og i luften. Ordet for »ørn« her kan betyde en ørn, en grib, en falk eller en høg. Vandrefalke kan nå hastigheder på 186 miles i timen (300 km i timen). Så den eneste lille trøst, Job ser her, er, at hans liv alligevel ikke ville vare særlig længe.

Spørgsmål: Hvilken form for håbløshed kommer til udtryk i Job 9:29?

Svar: Job spørger ironisk nok, hvad der er meningen med at forsøge at gøre det gode, hvis Gud er ligeglad og allerede har dømt ham? I dag føler nogle mennesker det samme. Da de allerede har gjort det onde, føler de, at det er for sent for dem, og at Gud aldrig vil tilgive dem.

Spørgsmål: Hvad indrømmer Job her i Job 10:1-7?

Svar: I Job 9:2 siger Job, at i det mindste en del af det, Bildad siger, er sandt. Job ser ud til at begynde at lade sig overbevise af Elifas og Bildad. Han begynder at tvivle på sit liv og tænke, at hans ulykker viser, at han er ugudelig foran Gud. Alligevel kan Job ikke forstå hvordan.

Spørgsmål: Hvad kunne du sige til en person, der føler sig fanget og håbløs, i Job 10:18-22?

Svar: De har brug for at se i det mindste et glimt af håb. Bildad ramte, trods alle sine fejl, stadig hovedet på sømmet, da han i Job 8:21 forudsagde, at Gud »endnu vil fylde din mund med latter«.

Spørgsmål: I Job 11:1-20, hvilken slags person tror du, Zofar var?

Svar: Zofar talte sidst, så det er sandsynligt, at han talte sidst, fordi han var den yngste af de tre, og han var den hårdeste. Ligesom Bildad er Zofar heller ikke særlig høflig over for Job. Men mens Bildad mener, at alt er let at forstå, er Zofar anderledes; han siger, at der er meget, vi ikke ved om Gud. Zofar er dogmatisk i sine meninger, og han har overhovedet ingen sympati for Job. Zofar stiller aldrig spørgsmålstegn ved, om Job er skyldig i en stor synd eller ej; det er en selvfølge, som Zofar blot antager. Hvordan vover Job at påstå noget andet!

Elifas underbyggede det, han sagde, med sine iagttagelser. Bildad underbyggede det, han sagde, med historien. Zofar underbyggede slet ikke det, han sagde.

Spørgsmål: I Job 11:1-20, kunne en kristen i dag – eller endda vi selv – nogensinde være en utilsigtet modstander af Gud?

Svar: Zofar er den mandlige form af det kvindelige navn Zippora. Både Zofar og Zippora, Moses’ hustru, var troende, der ubevidst var modstandere af Gud. Peter var ubevidst i opposition til Gud og blev brugt af Satan til at friste Jesus i Matthæus 16:22-23. Hvis Peter kunne være det, kan vi også. Når vi tror, at vi skal fortælle Gud, at han skal gøre noget, står vi på meget usikker grund. Man kunne hævde, at Peter ikke havde Helligånden på det tidspunkt, men i dag kan kristne vælge at handle uden at bede eller lytte til Gud. Hvis du nogensinde er så sikker på dine ord og handlinger, at du tror, du ikke behøver at sammenligne dem med Skriften, kan du være en utilsigtet modstander af Gud. Men den gode nyhed er, at for Peter, Jobs venner og kristne gælder det, at hvis vi følger Gud, læser vores Bibler og beder, kan Gud rette os.

Spørgsmål: Hvad er Zofars pointe her i Job 11:1-20?

Svar: Zofar gik ikke ind på Jobs argumenter. I stedet fremførte han et mere strengt budskab: »Vi kan ikke kende Guds mysterier, så kom blot til Gud og omvend dig, og tænk ikke mere over det«. Konkret sagde Zofar skarpt:

1. Job, du bør irettesættes for at sige det om Gud.

2. Du siger til Gud, at du er uskyldig, men hvem kan egentlig kende Gud eller hans retfærdighed?

3. Så ransag din sjæl, hengiv dig til Gud og læg din [uspecificerede] synd bag dig.

4. Så vil Gud redde dig, i stedet for at lade dig falde som de ugudelige.

Både Zofar og Job er enige om, at vi ikke kan kende Gud, og at Gud straffer de ugudelige og belønner de retfærdige. Men Zofar kræver, at Job indrømmer sin ugudelighed.

Spørgsmål: Hvordan taler man i Job 11 til en person, der er uenig med en på grund af en forkert antagelse, som vedkommende ikke vil sætte spørgsmålstegn ved?

Svar: Det kan være svært, men måske kan du i det mindste få vedkommende til at blive opmærksom på, at der er et punkt, som vedkommende ikke sætter spørgsmålstegn ved, mens andre gør det. Der er mindst fire tilgange, du kan bruge. De sidste tre er som »boomeranger«, hvor vedkommende bliver spurgt om en anden person, og så vender det tilbage til vedkommende selv.

a) Rent hypotetisk: En gang talte jeg med en husleder i Rev. Moons Foreningskirke, og efter at have diskuteret forskellige ting spurgte jeg ham: »Rent hypotetisk, hvis du vidste, at Rev. Moon ikke virkelig kom fra Gud, hvad ville du så gøre? Ville du forlade kirken, eller ville du blive?« Efter at jeg et par gange forsigtigt havde mindet ham om spørgsmålet, sagde han til sidst: »Det er uærligt og respektløst overhovedet at stille spørgsmålstegn ved pastor Moon.« Derefter bad han mig om at gå og sagde, at jeg ikke var velkommen tilbage. En af virkningerne af at stille det spørgsmål var, at det afslørede, at barrieren ikke var intellektuel, men en viljesbarriere. Jeg har stillet andre mennesker lignende spørgsmål, og nogle gange stiller de det samme spørgsmål tilbage til mig. Jeg svarer, at jeg ved, at Jesus virkelig kommer fra Gud, men rent hypotetisk set, hvis jeg skulle finde ud af, at det ikke var sandt, ville jeg følge sandheden, uanset hvad.
b) En hypotetisk situation, som Nathan gjorde med David i 2. Samuel 12:1-13, da han fremlagde en hypotetisk retssag.

c) En anden tilgang er at bruge en »hypotetisk iagttager«. Når de ikke engang er villige til at indrømme muligheden for, at de kunne tage fejl, så spørg dem, hvordan en uafhængig iagttager ville se på deres svar.

d) Spørg dem, hvordan man får nogen til at indse, at de måske tager fejl. Det er lidt svært at forklare, så her er et eksempel med en buddhist og en muslim, men det kunne gøres med to vilkårlige religioner. Lad os sige, at en buddhist ikke rigtig er åben over for tanken om, at buddhismen kunne være forkert. Du kunne spørge vedkommende: Hvis de mødte en muslim, der mente, at jihad var en god ting, at de altid havde lært, at kvinder var mindre intelligente end mænd, og at deres vidneudsagn i en retssag skulle vægte halvt så meget som en mands, og at det var i orden at voldtage kvinder, man havde taget til fange i kamp, så spørg buddhisten, hvad de kunne sige til muslimen for at vise vedkommende, at disse ting var forkerte. Gå ind i vedkommendes svar, og nævn, at muslimen har lært disse ting hele sit liv, og at ingen, som vedkommende respekterede, nogensinde har stillet spørgsmålstegn ved dem. Efter et stykke tid kan du påpege, at det ikke kun er en muslim, der kan tro på forkerte ting uden nogensinde at stille spørgsmålstegn ved dem; en buddhist eller endda en kristen kunne potentielt også gøre det. Hvordan kan du vide, at du ikke tror på nogle meget forkerte ting, blot fordi du aldrig har hørt noget andet? Men vær forberedt på, at de stiller dig det samme spørgsmål (hvilket er rimeligt). Du kan svare ud fra apologetik og dit personlige vidnesbyrd. Sørg derefter for at stille dem spørgsmålet igen.

I dette specifikke tilfælde kunne Job have spurgt Zofar: »Tror du, det er muligt, at der kan ske noget dårligt for et menneske, uden at det er en direkte følge af vedkommendes synd? Er det dét, du ville sige til forældre, der har mistet et barn, til hver eneste ældre person, der har et helbredsproblem, eller til nogen, hvis slægtninge er døde af hungersnød – især hvis du kunne have hjulpet dem i stedet for at hjælpe andre?« Så hvis der nogensinde sker noget dårligt for dig eller din familie, kan jeg vide med sikkerhed, at det er på grund af din egen synd eller deres, er det korrekt? Måske er det ikke sådan, Gud virker. Måske tillader Gud, at der sker dårlige ting for sit lydige folk, uretfærdigt, og Gud vil give os meget mere, end vi nogensinde har mistet, i himlen.

Spørgsmål: Har Gud i Job 11,6 virkelig glemt nogle af vores synder, som Zofar sagde?

Svar: Nej. Alt, hvad Jobs venner sagde, er ikke nødvendigvis korrekt. Zofar forenklede tingene for meget i sit svar, ligesom han forenklede og drog forhastede konklusioner i sin analyse. Zofar sagde poetisk, at Gud ikke straffede Job så meget, som Job fortjente. Faktisk blev Job ved slutningen af Jobs Bog bedt om at bringe et offer på vegne af sine venner for deres forkerte ord. Zofar har ret på en alt for forenklet måde. Gud ved alt, så Gud glemmer ikke kendsgerningerne. Gud vil straffe al synd, men Han straffede al tilgivet synd ved at lade Jesus tage straffen på korset. Zofar har dog ret i, at for dem, hvis synder er tilgivet, »så langt som østen er fra vesten, så langt har Han fjernet vores overtrædelser fra os.« (Salme 103:12).

Spørgsmål: Kan mennesker kende Gud, som det fremgår af Job 11:7-8?

Svar: Ja og nej, hvis man forstår det rigtigt. Selvom Zofar ikke havde ret i alt, hvad han sagde, var hans syn på at kende Gud i det væsentlige korrekt. Zofar hævder selv implicit at vide mange ting om Gud gennem alt det, han påstod om Gud. Alligevel erkendte Zofar, at han hverken vidste eller kunne vide alt om Gud. Han siger, at vi ikke bør lade som om, at vi kan vide alt om Gud, såsom Hans mysterier og dybden af Guds viden.

Enhver teologi, der hævder, at Gud er ét stort mysterium eller fuldstændig uerkendelig, er på vildspor. Ligeledes har enhver teologi, der hævder, at Gud ikke rummer noget mysterium og kan forstås fuldt ud af vores små, dødelige sind, en Gud, der er for lille.

Spørgsmål: Hvad er Jobs pointe her i Job 12-14?

Svar: Dette er Jobs næstlængste tale. Job siger i grunden: »I skal ikke nedgøre mig ved at forsøge at lære mig det, jeg allerede ved. Visdom og magt tilhører Gud, som står over naturen, mennesker og nationer. Hvorfor netop mig? Jeg, Job, en gudfrygtig person, er blevet til grin, og det er Gud, der har gjort dette, mens Gud lader røverne være i fred. Gud har visdom og magt over dyr, enkeltpersoner, naturen og nationer.

Jeg ville ønske, jeg kunne fremføre min sag foran Gud, for I er værdiløse. Jeg ved, jeg kunne forsvare mine handlinger. Jeg ville bede Gud om at holde op med at skræmme mig og vise mig, hvad jeg eventuelt har gjort forkert. Vores liv er så kort, og i modsætning til en plante lever og dør vi kun én gang. Som tingene står nu, ville jeg ønske, at Gud skyndte sig at dræbe mig.

Spørgsmål: Hvordan svarede Gud Job i Job 12:4?

Svar: Gud svarede ikke Job nu, men han havde svaret Job, før alle disse ulykker indtraf. Han havde lært Job, at uanset hvad der sker i dette liv, skal man stole på Gud, som giver evigt liv.

Spørgsmål: Hvordan bærer nogle mennesker deres gud i hænderne i Job 12:6?

Svar: Dette udtryk beskriver rammende mennesker, der tilbeder en afgud, som deres egne hænder kan bære. I dag tilbeder vestlige mennesker også guder, de kan bære, når de tilbeder penge, materielle ting og sig selv.

Spørgsmål: Hvad er Jobs pointe i Job 12:13-25?

Svar: Mens Jobs venner hævder at være så vise, og Job siger, at han er lige så vis som dem (Job 12:3), er der i sidste ende ingen, der er vis i forhold til Gud. Job 12:13-25 understreger også, at ingen er mægtig i forhold til Gud.

Spørgsmål: I Job 13:4-5 havde Jobs venner ingen alvorlig synd, de kunne beskylde Job for, men alligevel opførte de sig alle, som om de havde, for at underbygge deres verdenssyn. Hvordan kan mennesker i dag finde på ting, de ikke har noget grundlag for, for at understøtte deres verdenssyn?

Svar: Man kan se, når dette sker, ved blot at spørge: »Vis mig dine beviser.« Det er alt for let for faldne mennesker at gå fra »Jeg ønsker, at dette er sandt« til »Det er sandsynligvis sandt« og videre til »Jeg ved, at dette er sandt.« Dette kan ske i enhver sammenhæng, herunder politik og religion. En af årsagerne hertil er, når det at »understøtte fortællingen« om de konklusioner, man ønsker, at nogen skal nå frem til, bliver vigtigere for en end »hvad er den virkelige sandhed?«

Spørgsmål: I Job 13:15, bør det hebraiske oversættes med »Jeg vil håbe på Ham« eller »Jeg har intet håb«?

Svar: De hebraiske ord kan oversættes på begge måder. Svaret afhænger af, om man konkluderer, at Job her er optimistisk eller pessimistisk. Tvetydigheden ligger i det hebraiske ord, der kan oversættes som »vente«, »tøve« eller »skælve«. Da ordet kan forstås på begge måder, må man se på sammenhængen, og sammenhængen her er slutningen af Jobs næstlængste tale. Da Job siger, at han ved, at han i sidste ende vil blive retfærdiggjort som en retfærdig tilhænger af Gud, er det »Jeg vil håbe på Ham«, for det udtrykker Jobs tro, ikke hans tvivl.

Spørgsmål: I Job 13:23, hvornår bør vi bede Gud om at vise os vores synder?

Svar: Det er prisværdigt, at Job i det mindste endelig kommer så langt, at han beder Gud om at vise ham de synder, der måske er årsagen til, at han bliver så hårdt straffet. Vi behøver ikke at vente på, at noget lignende sker for os; vi kan og bør bede Gud om at vise os vores skjulte fejl og synder. De er ikke skjulte for Gud, og de er måske ikke engang skjulte for andre, men de kan være skjulte for os selv.

Spørgsmål: Benægter Job i Job 14,13-22, at der findes et liv efter døden?

Svar: Job rejser spørgsmålet om et liv efter døden i Job 14, men besvarer det derefter selv. Job bekræfter, at der er et liv efter døden, af mindst fire grunde.

1. Job ville ikke være bekymret for, at Gud skulle dække over hans synd i Job 14,16-17, hvis hans synder alligevel forsvandt, så snart han døde, da han jo ikke længere var til.

2. I Job 14:13 står der, at Job ønsker at blive skjult i graven, indtil Guds vrede er forbi.

3. I Job 13:15 er Job overbevist om, at han vil stå retfærdiggjort foran Gud, selvom det først sker efter hans død. Se diskussionen om Job 13:15 for yderligere oplysninger.

4. I hele Jobs Bog fremstilles Job som en mand, der tænker langsigtet, ikke som en, der kun tænker på dette fysiske liv på jorden.

For eksempel står der i Job 19:26-27, at selv efter at hans krop er ødelagt, ved han, at han vil se Gud.

Spørgsmål: Hvad kan vi sige om denne anden cyklus med tre taler og tre svar fra Job i Job 15?

Svar: Selvom de tre såkaldte trøsteres synspunkter ikke har ændret sig – og det samme gælder Jobs – er der sket en hårdning af deres holdninger og en hårdning af Jobs. Elifas er langt mindre høflig, end han var i den første tale, men han er stadig mere høflig end de to andre.

Spørgsmål: Hvad er en kort sammenfatning af Elifaz’ tale her i Job 15?

Svar: Elifaz starter her med et godt argument. Han siger til Job, at hans bitre svar ikke passer sig for en vis mand af Gud. Det er fint at svare og sige, hvordan man har det, men man skal tale med ord, der gavner, ikke tomme ord, der ikke gør nogen nytte. Der er tre hoveddele.

(15:1-13) Hør nu, Job, du er vis, så bedøm dine egne ord. Dine syndige ord er ikke blot nytteløse, men de undergraver også fromheden, når du hævder at vide mere end Gud og raser mod Gud i stedet for at finde trøst hos ham. Du hævder at være mere retfærdig end Gud.

(15:14-16) Da intet i universet er helligt i forhold til Gud, er det ikke din opgave at forsøge at retfærdiggøre dig selv. Da mennesker er onde, skal du blot tie stille, holde op med at stille spørgsmål og blot acceptere din tilstand som et uundgåeligt resultat af Guds mystiske retfærdighed.

(15:17-35) De ugudelige vil helt sikkert blive straffet. Selvom de måske er rige og mætte nu, vil deres undergang komme.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Job 15:7-8, hvorpå ikke-kristne undertiden tror, at de er klogere end Gud?

Svar: Nogle muslimer finder det latterligt, at kristne skal vende den anden kind til. Objektivister siger, at det er tåbeligt at hjælpe fremmede ud fra altruisme. De grådige synes, det er gammeldags at forsøge ikke at elske penge. En mormon fortalte mig engang, at han mente, at da Gud skabte alt, begik han en masse fejl; og når han selv bliver en gud, vil han gøre det bedre.

Spørgsmål: Hvordan kan kristne i Job 15:7-8 nogle gange tro, at de er klogere end Gud, uden egentlig at sige det eksplicit?

A: Når Gud befaler noget, og vi fortæller Gud og andre, at vi har en bedre løsning. Hvis vi ikke ser en grund til Guds befaling, og vi i bund og grund siger, at vi kun vil adlyde det, Gud siger, når vi ser grunden til det. For eksempel står der i 1. Timoteus 2:11-12, at en kvinde ikke skal undervise eller have autoritet over en mand. Det er ikke, fordi en kvinde ikke kan være en gudfrygtig og vis leder, som dommeren Debora var; det er snarere, fordi det i sidste ende er det, Gud ønsker. Vi kan forgæves diskutere grundene til, at Gud ønskede det, eller forsøge at se alt i fremtiden, som den alvidende Gud kan, men det egentlige spørgsmål, vi bør diskutere, er dette: Hvis Herren siger, at vi skal gøre noget, i overensstemmelse med det, han har sagt, og vi ikke forstår grunden, vil vi så alligevel adlyde eller ej?

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Job 15:16, hvorpå mennesker drikker uretfærdighed som vand, eller drikker hån som vand i Job 34:7?

Svar: Ligesom vi føler, at vi er nødt til at have vand for at leve, føler en ond person en tørst efter at have brug for sin ondskab for at leve, fordi vedkommende er afhængig af den. Ligesom vi nyder at drikke, begås visse onde handlinger ikke på grund af en opfattet nødvendighed, men fordi de nyder det. Onde mennesker »drikker vand i overflod«, fordi de tror, at Gud ikke holder øje med dem eller ikke ved, hvad de gør, som det står i Salme 73,10-11.

Spørgsmål: Hvad er i Job 15:1-35 nogle bedre måder at rådgive nogen på?

Svar: Her er et citat fra Martyn Lloyd-Jones: »Jeg husker tilfældet med en dame, der havde gennemgået en af disse perioder med tørke og åndelig tomhed og som var i stor nød. Det var delvis fysisk, og mange af hendes venner var kommet til hende – nogle af dem var forkyndere af Ordet – og de havde alle talt på samme måde. De forsøgte alle at få hende til at ryste sig sammen, talte alle på en teoretisk måde til hende og sagde, at følelser ikke betyder noget, at der faktisk intet betyder noget undtagen sandheden om retfærdiggørelse ved tro. Det vidste hun lige så godt som de gjorde, ja, faktisk bedre end mange af dem, men det hjalp hende ikke, for hendes problem var, at hun ikke kendte den salighed, hun engang havde kendt. »Hvor er den salighed, jeg kendte, da jeg først så Herren?« Sådan var hendes tilstand, den tilstand, som digteren William Cowper beskrev.

Hendes venners råd hjalp hende ikke, for det hjælper aldrig sådanne mennesker at sige til dem, at de skal tage sig sammen og ryste sig selv op. Det er netop det, de ikke kan gøre … Måden at hjælpe en sådan person på, den måde, hvorpå netop den person, jeg henviser til, blev hjulpet, er at sige: »Åh ja, ved du, der er perioder som den i de helliges liv. Nogle gange skjuler Gud af sine egne uforståelige grunde sit ansigt for os.» Hun så forbløffet på mig og sagde: »Er det sandt?« »Selvfølgelig er det sandt,« svarede jeg, og jeg fortsatte med at give hende mange eksempler og illustrationer på det. Hendes problem blev straks løst, for nu havde hun en forklaring …” M. Lloyd-Jones, Romerbrevet: En udlægning af kapitel 8:17-39: De helliges endelige udholdenhed (Banner of Truth, 1975, s. 176), citeret fra David Atkinsons The Message of Job, s. 47-48.

Spørgsmål: Hvad siger Elifas her i Job 15:21,34?

Svar: Elifaz talte tidligere i generelle vendinger, men det så ikke ud til, at Job forstod budskabet. Derfor er Elifaz nu mere konkret. Han siger i Job 15:21 (sammenlign Job 1:17), at ødelæggeren pludselig kommer over den ugudelige og tager hans ejendele fra ham midt i hans velstand. Sabaeerne og kaldæerne overfaldt pludselig hans hjorde og besætninger. Huse smuldrer eller styrter sammen i Job 15:28 (jf. Job 1:19). Derfor må Job være en ugudelig mand. Job 15:30,34 siger, at ild fortærer de ugudelige, ligesom i Job 1:16. Job 15:34 siger, at den ugudelige mand vil blive ufrugtbar, og derfor mistede Job sine børn.

Spørgsmål: Hvordan kan nogle mennesker, såsom Elifas, i Job 15:27-31 antage, at hvis en person har penge, er vedkommende ond, fordi han stoler på sin rigdom?

Svar: Selvom det er forkert at sætte sin lid til penge, er det ikke alle rige mennesker, der sætter deres lid til deres rigdom. Det faktum, at de blev ramt af ulykke, er ikke bevis på, at de er under Guds tugt eller dom for at stole på penge. Det er alt for let for mennesker at lade, som om de ved præcis, hvad Gud tænker, hvordan Gud virker, og dermed hvordan man skal dømme andre. Et vigtigt punkt, man kan lære af Job – selvom man ikke lærer andet – er, at man ikke kan tillade sig at tro, at man kender Guds domme og hvordan Han handler med andre.

Selvom de andre venner også har den samme opfattelse, er Elifas den mest eksplicitte i disse tre vers. Han er et eksempel på en troende, der tror på sandheden om væsentlige ting, men kombinerer dette med teologisk forkerte antagelser. Det er muligt for en kristen i dag at være frelst, at tro på Skriftens primære sandheder og samtidig kombinere det med falske overbevisninger om andre ting. For eksempel racisme, sexisme, chauvinisme over for sit eget land eller troen på vold mod andre på grund af deres tro. Augustin af Hippo, romersk-katolske ledere, Martin Luther og Jean Calvin kom alle til kort i den sidste kategori. Og hvis de kan kombinere Skriftens sandheder med alvorlige løgne, bør vi ikke tro, at vi ikke også skal værne os mod det.

Spørgsmål: Hvad er et resumé af Jobs tale her i Job 16-17?

Svar: Hvad er der galt med jer, at I bliver ved med at skændes i stedet for at opmuntre og trøste? Gud har brugt familie, helbred, spottere og de ugudelige imod mig. Må mit råb aldrig stilne af. Jeg [Job] skal snart i graven. Det er godt, at jeg håber på graven, ellers ville jeg slet ikke have noget håb!

Spørgsmål: Hvordan har du det, når venner, som du tror, du kan stole på, i Job 16,2 ser ud til slet ikke at have nogen medfølelse med dig?

Svar: Det er naturligt at føle sig skuffet, endda vred og måske desillusioneret. Hvis du satte din lid til dine venner, og de svigtede dig, hvem kan du så stole på? Gud. Hvis din tillid er til Gud, kan du stadig være skuffet og vred på dine venner, men du kan også se ud over det og indse, at vores eneste håb og klippe i virkeligheden er Gud.

Spørgsmål: Hvorfor beder Job i Job 16:18-19 på poetisk vis jorden om ikke at dække hans blod?

Svar: Dette er en meget mellemøstlig tankegang. Job ønsker ikke, at hans lidelser skal glemmes, på samme måde som Gud i 1. Mosebog 4,10 siger, at Abels blod metaforisk »råber til mig fra jorden«. På dette lavpunkt ønsker Job, at verden skal vide, hvor uretfærdigt han er blevet behandlet. Job føler, at han bliver hånet for en eller anden uspecificeret ondskab, og han ønsker at blive retfærdiggjort, ikke blot forladt og derefter glemt. På dette tidspunkt er hans ønske om at rense sit navn og vise, at han er gudfrygtig, større end hans ønske om at herliggøre Gud. Et lignende udtryk findes i Esajas 26:21, hvor det profeteres, at jorden vil afsløre det blod og de dræbte mennesker, der findes i hende.

Spørgsmål: Hvad betyder Job 17:3?

Svar: Job beder Gud om at fortælle ham, hvad han skal betale (eller gøre), for han mener ikke, at han besidder den mystiske ting, som Gud ønsker.

Spørgsmål: I Job 17:11-16 accepterer Job, at det ser ud til, at han snart skal dø. Hvordan reagerer mennesker i dag, når de indser, at deres død er nært forestående, og hvordan bør kristne forholde sig?

Svar: Mennesker i dag kan reagere med depression, fortvivlelse og enten manglende lyst til at gøre noget eller en villighed til at gøre tåbelige og risikable ting. Men en kristen bør glæde sig over, at han snart skal hjem, og ønske at afslutte sit liv på jorden på en stærk måde.

Spørgsmål: Hvad er Bildads pointe her i Job 18:1-21?

Svar: Bildad siger til Job, at han ikke skal være så lang i spyttet og ikke nedgøre dem. Derefter holder Bildad en tale om de mange måder, hvorpå Gud straffer de uomvendte og ugudelige, hårdt og permanent. Som David Atkinson skriver i *The Message of Job*, s. 53-54, holder Bildad en smukt klingende tale, men han forholder sig ikke til Jobs situation.

Bildads sætning betyder bogstaveligt talt »Hvor længe vil du lede efter ord?«. Bildad beskylder Job for at forsøge at finde ord for at udfylde tomrummet, når han i virkeligheden ikke havde noget at sige. Der er en vis sandhed i Bildads anklage. Når vi taler, bør vi sige det, vi har brug for at sige, og så holde op. For mange ord betyder ikke, at vi styrker vores sag. Da Job i Job 12,7-9 sagde, at stumme dyr havde mere fornuft end Jobs venner, kunne Job sandsynligvis forvente svar, der lignede dette.

Der findes mindst seks forskellige hebraiske ord for fælder (net, maske, jordfælde, løkke osv.), og Bildad bruger alle seks her. Snarer kunne være lavet af forskellige materialer og se forskellige ud, men de har alle det til fælles, at de besegler skæbnen for dem, der fanges i dem.

Spørgsmål: I Job 18:1-21 – er du nogensinde blevet beskyldt for at være arrogant, selvom du ikke var det, og hvordan bør du reagere?

Svar: Først og fremmest skal vi forstå, hvad arrogance er. Nogle definerer arrogance som at tro, at man er rigtig god til noget, eller bedre end andre til noget. Men hvad nu, hvis jeg møder verdensmesteren i vægtløftning, og han mener, at han er en bedre vægtløfter end mig? Er han bare arrogant? Eller har han blot et korrekt billede af virkeligheden? Det er en elendig definition af arrogance.

Andre opfatter arrogance som en følelse af på en eller anden måde at være vigtigere end andre. I alle de virksomheder, jeg har arbejdet for som softwareudvikler, er jeg sikker på, at virksomhedens administrerende direktør har følt, at han kunne påvirke virksomhedens rentabilitet langt mere, end jeg kunne. Er alle administrerende direktører så arrogante? Eller ville alle disse administrerende direktører have fuldstændig ret i den henseende?

Det er meget almindeligt, at man tror, man er vigtigere for succesen af noget, end man egentlig er. Nogle gange er de mennesker, der reagerer mest voldsomt, når en anden fremstår arrogant (enten opfattet eller reelt), netop dem, der selv er arrogante.

I en virksomhed, jeg arbejdede for, afholdt de en ansættelsessamtale med en kandidat til en stilling som senior frontend-udvikler. Jeg deltog ikke i ansættelsesforløbet, men jeg sad meget tæt på dem, der gjorde, og kunne høre deres diskussion. De var enige om, at kandidaten var meget dygtig, men de stillede spørgsmålstegn ved, om de skulle ansætte ham, fordi de syntes, han var arrogant. (Jeg havde ikke mødt kandidaten, så jeg havde ingen mening om det.) De endte alligevel med at ansætte ham, og jeg kom til at sidde ret tæt på ham og arbejdede en del sammen med ham. Han kendte bestemt sit tekniske speciale godt, men han var slet ikke arrogant. Andre kom jævnligt til ham for at få vejledning. Der var en anden fyr, der også var dygtig inden for det samme speciale, og de arbejdede godt sammen. Senere blev der ansat en yngre pige, der også havde det samme speciale. Efter at han havde arbejdet lidt sammen med hende, fortalte han åbent til andre, at hun vidste mere end ham, og at hun var bedre end ham. Han var altså det stik modsatte af arrogant. Men den oprindelige bekymring om, at han var arrogant, skyldtes simpelthen en forveksling mellem arrogance og det at være dygtig til sit arbejde og være klar over det.

Hvad skal man gøre for at virke arrogant? Nogle gange slet ingenting! En produktansvarlig og jeg var de eneste to, der arbejdede på et projekt, der ifølge driftsafdelingen sparede omkring en million dollars pr. kvartal. Han fik en pris som kvartalets ikke-tekniske medarbejder, og jeg fik en pris som kvartalets tekniske medarbejder. Når administrerende direktøren talte til medarbejderne, talte han ofte om, hvor fantastisk det var, at vi havde det produkt. Ud over en almindelig bonus fik jeg også en bonus på 5.000 dollars direkte fra administrerende direktøren. Senere, da COVID ramte, måtte jeg foretage en omfattende omlægning af produktet for at imødekomme de nye arbejdsformer. Det klarede jeg på cirka en uge. Administrerende direktøren fortalte senere alle, hvor vigtigt det var, at vi var fleksible og kunne klare det. Jeg pralede ikke af det, jeg havde gjort; jeg lod blot »mine hænder tale« ved at programmere det, der var nødvendigt. Selvom jeg aldrig fik en forfremmelse for den præstation – og min leder derimod fik en forfremmelse for den samme præstation – blev jeg mødt med ubarmhjertig bitterhed fra min leder, der sagde, at »jeg fik ham til at se dårlig ud«. (Jeg kan ikke huske, om det var før eller efter hans forfremmelse.) Det er den første og eneste gang, jeg har oplevet, at en leder – med to måneder tilbage af året – fjernede præstationsmål, jeg allerede havde opfyldt (herunder en omlægning af softwaren i forbindelse med COVID), og tilføjede et par nye mål, selvom jeg også havde lidt ferie i de to måneder. Han sagde til mig, at jeg aldrig kunne blive teamleder, fordi de andre teamledere ikke ville acceptere mig. (Måske var det sandt, i betragtning af hvad han måske havde fortalt de andre teamledere om min arrogance.) Med god samvittighed kan jeg sige, at jeg ikke gjorde noget arrogant, bortset fra at forsøge at udføre mit arbejde godt. Jeg endte med at finde et andet job og sige op, og jeg hørte, at han nogle måneder senere blev fyret.

Pointen er altså at indse, at man nogle gange kan blive opfattet som arrogant. Det kan være en falsk beskyldning, men undersøg alligevel dit hjerte for at sikre dig, at du ikke er det. På den anden side skal du ikke tro, at en anden er arrogant, bare fordi vedkommende er virkelig god til noget, eller fordi vedkommende med rette mener, at han eller hun har en vigtigere rolle.

Men indtil videre har vi aldrig rigtig sagt, hvad arrogance er. Arrogance er at tro, at man er en vigtigere person end andre, og at glemme, at vi alle er skabt i Guds billede, og at undlade at huske, at vi bør behandle alle med respekt. Man kan ikke kun i stilhed, men også verbalt og offentligt værdsætte andres bidrag, uden selv at føle sig truet, da ens selvværd ikke afhænger af dem. Dit selvværd er allerede givet dig af Gud.

Modgift mod arrogance er blandt andet at være en tjener (se Romerbrevet 15:16; Galaterbrevet 5:13), at huske, at de sidste skal blive de første (Mattæus 19:30; 20:16; Markus 10:31; Lukas 13:30), og at anse andre for vigtigere end jer selv (Filipperne 2:3f).

Spørgsmål: Hvad betyder det i Job 18:16 at mangle rod og gren?

Svar: En rod er en metafor for dem, der gik forud for dig og støtter dig. En gren er en metafor for dem, der kommer efter dig og bærer frø for at føre dit navn videre. Hvis du ikke har nogen af delene, vil mindet om dig blive fuldstændig glemt.

Dette er et mellemøstligt udtryk; på Eshmunazars sarkofag står der: »Lad ham ikke have en rod nedenunder og en gren ovenpå«, ifølge Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 4, s. 328-329.

Spørgsmål: Hvad er Jobs pointe her i Job 19:1-29?

Svar: Dette kapitel er sandsynligvis Jobs laveste punkt. Men paradoksalt nok kommer Jobs højeste punkt også midt ud af denne fortvivlelse over livet på jorden. Jobs svar består af fem dele.

(19:1-6) I burde skamme jer over jeres ord. Selvom I, mine tre venner, plager mig med ord, behøver I ikke at hæve jer over mig. Gud har gjort mig uret.

(19:7-12) Selvom jeg råber »vold«, er Gud tavs. Endnu værre er det, at det er ham, der berøver mig min ære og angriber mig.

(19:13-20) Gud har fjernet min familie fra mig, små børn håner mig, og jeg er kun med nød og næppe undsluppet.

(19:21-22) Så hav medlidenhed med mig. Forfølg mig ikke, som Gud gør.

(19:23-29) Jeg, Job, ved, at jeg til sidst alligevel vil se Gud, og jeg længes stadig efter at se Gud. Så hold op med at plage mig, ellers må du selv tænke på Guds dom.

Job ønskede sig nogle venner her, men alt, hvad han havde, var tre anklagere. Gud ventede i kulissen for at trøste Job, men alligevel beskyldte Job Gud for uret og anklagede Ham for at gøre dette. Job så ingen forskel på, at Gud gjorde dette, og at Gud tillod dette. Job konkluderede, at hans lidelse var meningsløs, fordi han ikke kunne se meningen med den. Jobs lidelse stammede fra Satan, men Gud brugte den til sin ære. På trods af alt dette, og på trods af at Job fejlagtigt troede, at Gud var ude efter ham, længtes Job stadig efter at komme til himlen og være sammen med Gud. På trods af de værst tænkelige omstændigheder var Job urokkelig i sin overbevisning om frelsen og om, hvor han ønskede at være.

Spørgsmål: Hvad ville du tænke, hvis du i Job 19:3 følte, at Gud så at sige havde »gjort dig uret«?

Svar: Først og fremmest er Jobs reaktion ikke en, vi skal efterligne. Det er i orden at klage. Men Job klagede, beskyldte Gud, klagede endnu mere, havde svært ved at se ud over sin umiddelbare situation og klagede stadig mere. Jobs Bog siger intet om, hvor nyttigt Job mente, at hans klagen viste sig at være, i det mindste indtil Gud i slutningen irettesatte Job.

Når vi tager de gode råd fra hans venner til os, må vi indse, at vi ikke ved, hvad der foregår i de åndelige riger og i Guds råd. Vi ved ikke, hvad der ville være sket, hvis en katastrofe ikke havde fundet sted. Vi må holde op med at fortælle Gud, hvad han skal gøre, og i stedet bede om hans hjælp og visdom til, hvad han ønsker, at vi skal gøre i denne situation. Vi må indse, at det kristne liv handler om at herliggøre Gud, ikke om vores egen komfort.

Spørgsmål: Hvordan kan vi, ligesom Job i Job 19:13-27, bevare håbet i en håbløs situation?

Svar: Se opad, se ikke på omstændighederne. Husk 1. Petersbrev 1:3-9 og 1. Korintherbrev 2:9. Selv i sin situation var Job i stand til at se opad. Selv da huskede Job sit håb om, at Gud i sidste ende vil frelse og retfærdiggøre ham. Job er her bekymret for ikke blot én, men to ting. Han ønsker lindring og helbredelse fra sine lidelser, men Job ønsker også, at hans gode navn skal blive retfærdiggjort.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jobs ånde i Job 19:17 være frastødende for hans egne børn, når hans børn alle blev dræbt i Job 1:2,18-19?

Svar: Udtrykket kan henvise til hans brødre, som ikke blev dræbt; BSB oversætter det med »min egen familie«. Vers 18 siger »små drenge«, ikke hans drenge. I When Critics Ask, s. 228-229, tilføjes det også, at børn her betyder efterkommere, herunder børnebørn.

Spørgsmål: Hvordan foragtede de små børn Job i Job 19:18?

Svar: Jobs sygdom gav ham virkelig dårlig ånde, ifølge Job 19:17. Det kunne betyde, at selv børn gjorde nar af Job. Mens G.R. Driver siger, at dette i oldbabylonsk og i Amarna-glosserne betyder »at flygte«, findes dette udtryk også i Salme 78:19 og betyder »at tale imod«.

Spørgsmål: Betyder det i Job 19:20, at Jobs tænder er væk?

Svar: Udtrykket »på en knivskarp kant« henviser måske til Jobs tandkød. Det kunne tyde på, at hans tænder var væk, bortset fra at der ikke står »kun« på hebraisk, hvilket nogle oversættelser tilføjer. Uanset hvad føltes det for Job som en snæver undslippelse.

Spørgsmål: Hvad er en »Forløser« her i Job 19:25?

Svar: Det hebraiske ord, go’el, er det samme ord, der bruges om slægtning-forløseren i Rut. Der var to formål med en go’el.

Blodhævner: Hvis et familiemedlem blev myrdet, måske endda utilsigtet, var det go’elens opgave at sikre retfærdighed: at opspore morderen og sørge for, at vedkommende blev stillet for retten og henrettet. Den eneste undtagelse var, hvis gerningsmanden havde begået utilsigtet drab og flygtet til en tilflugtsby. Hvis vedkommende forblev i tilflugtsbyen, indtil den siddende ypperstepræst døde, kunne go’elen ikke stille vedkommende for retten. Efter at ypperstepræsten var død, kunne go’el ikke længere retsforfølge nogen for uforsætligt drab.

Forsvarer for de undertrykte: Go’elens andet formål – det formål, der er i fokus her – var, at hvis et familiemedlem blev solgt som slave, kunne go’elen betale for at få slaven frigivet. Desuden skulle go’elen, hvis et familiemedlems hustru blev enke, gifte sig med hende, og børnene skulle føre den afdøde ægtemands navn videre.

Disse formål synes meget forskellige, men den røde tråd, der forbandt dem, var, at go’el var forsvarer for de levende og forsvarer for de myrdede.

Spørgsmål: Hvad siger Job her i Job 19:25?

Svar: Der er tre punkter: fra det generelle til det specifikke. For det første ved Job, at Gud lever. For det andet lever Gud for evigt som Forløser. Gud vil aldrig svigte sin rolle som Forløser. For det tredje har Job stadig tillid til, at den evige Forløser vil forløse ham. Job ved måske ikke præcist, hvordan han i kødet vil se Gud (husk, at resten af Skriften endnu ikke var skrevet), men Job ved, at den Almægtige Gud på en eller anden måde helt sikkert vil sørge for, at det sker.

Vi kan blive fristet til at ønske at leve for evigt på jorden, når alt går godt og glat. Job havde på dette tidspunkt slet ingen fristelse i den henseende. Selvom det var let for Job og svært for os, må vi huske, at denne verden ikke er vores hjem; der venter os noget meget, meget bedre. Men det bedste ved himlen er ikke at se de andre hellige, ikke vores belønninger og kroner, men at se Gud ansigt til ansigt i himlen.

Spørgsmål: Hvilke andre fortolkninger findes der af verset i Job 19:26?

Svar: En fortolkning er »at se Gud på min side« i stedet for »at se Gud med mine egne øjne«, ifølge New International Bible Commentary, s. 533. Ingen af de tidlige kommentatorer fortolkede dog det hebraiske eller den græske Septuaginta på denne måde. Uanset hvad mente Job dog, at han på en eller anden måde ville »se Gud«, enten i sin egen opstandne fysiske krop eller på en anden måde.

Spørgsmål: Viser Job 19:26, at opstandne legemer stadig vil være af kød og blod?

Svar: Der er to mulige svar. Det kunne være »uden mit kød« eller »i mit kød«. Det er ikke klart, hvilket af dem Job mente, og Job kan have været tvetydig, hvis han ikke selv vidste, hvilken betydning han mente. Men som 1 Korintherbrevet 15:35-55 og 1 Thessalonikerbrevet 4:16-17 viser, vil det kød, vi har i dag, ikke se Gud, men vi vil se ham i nyt kød, det vil sige nye fysiske legemer.

Spørgsmål: Hvordan har Zofar i Job 20:1-14 ændret sin argumentation her?

Svar: Formentlig har hver af Jobs venner hørt de andres indlæg. Zofar ser, at ingen af de fem taler, der hidtil er blevet holdt, har fået Job til at indrømme en eller anden stor skjult synd og omvende sig. Derfor prøver Zofar en anden tilgang, og i teorien er det en god tilgang.

Zofar i Job 20:1-14,20-21 kan ikke længere vente med at lægge vægt på tiden, nærmere bestemt hvor kortvarig syndens tid er. Guds retfærdighed kan måske lade vente på sig, men de uundgåelige konsekvenser lader sig ikke rigtig udskyde så længe.

Selvom dette er et godt argument over for en forhærdet synder, misforstår Zofar, ligesom resten af Jobs venner, fuldstændigt Jobs situation.

Zofars tale er poetisk, og det, han siger, er fuldstændig korrekt. Men Zofar overså det vigtigste punkt, fordi han kun fokuserede på dette liv på jorden. Zofar overså, at selvom Guds retfærdighed over for de ugudelige ikke altid er øjeblikkelig, så er Guds retfærdighed over for de retfærdige nogle gange også forsinket.

Spørgsmål: Hvilke gode indsigter havde Zofar om synd i Job 20:1-14?

Svar: Zofar har her en anderledes, supplerende måde at se på synd på. Når du har lyst til at gøre noget, der vil give dig glæde nu, så stop op og tænk over, hvordan du vil have det med det i fremtiden, eller endda i morgen; hvilken glæde vil du have da? Når man ser på mange synder ud fra et fremtidsperspektiv, virker det i bedste fald meningsløst at begå dem nu. Der er ingen glæde, du ville have nu, som du ikke vil fortryde eller hurtigt glemme i fremtiden.

Spørgsmål: Hvilke to store fejltagelser begik Zofar i Job 20:1-14?

Svar: Selvom Zofar havde en god pointe i, at dommen over onde mennesker ofte udsættes, undlader han at tage det næste skridt og indse, at retfærdigheden ofte først rammer de ugudelige efter døden. Dette fremgår af Salme 9:17; Esajas 5:14-15; 30:33; Ezekiel 32:22-25; Mattæus 7:13; 2. Thessalonikerbrev 1:8-9, selvom disse bøger naturligvis endnu ikke var blevet skrevet.

For det andet: Kan et menneske nogensinde lide modgang uden at det skyldes dets synder? Den tanke faldt tilsyneladende aldrig Zofar ind. Zofar tænkte ikke over, at gengældelsen for de retfærdige måske også først kommer efter døden.

Spørgsmål: Begik Zofar en synd i Job 20:1-29?

Svar: Efter senere standarder gjorde han det. Zofar og de andre talere tillod sig at rationalisere Guds mystiske veje og hvorfor Gud gjorde dette, selvom Gud ikke havde fortalt Zofar dette, og Zofar tog fejl. Job havde advaret dem mod at fortolke Gud forkert og dermed udsætte sig for dom. Zofar ignorerer her muntert Jobs ord. Job havde sagt, at deres sind var lukket for forståelse, men Zofar sagde, at hans forståelse tvang ham til at svare. Zofar er oprevet og utålmodig over for Job, som det fremgår af Job 20:23. Job siger i Job 19:3, at de tre talere burde skamme sig, og Zofar svarer igen i stedet for at sige ting, der virkelig kunne hjælpe.

Job kritiserede sine tre venner i Job 16:1-5, og Zofar lyder såret over det. Zofar forstår korrekt, at retfærdigheden ikke altid rammer de ugudelige med det samme. Nogle gange har de fremgang i en periode, før de modtager straf.

Spørgsmål: I Job 20:19 beskyldte Zofar fejlagtigt Job for at undertrykke de fattige og med vold at beslaglægge huse. Hvordan håndterer man det, når folk bare finder på ting ud af det blå?

Svar: Det er meget alvorlige beskyldninger – hvis de er sande. Men faktisk er det alvorlige beskyldninger, uanset om de er sande eller ej, fordi de ødelægger en persons omdømme, og Zofar syndede, hvis han mente det, han sagde om Job. Og hvis ikke, hvorfor bragte han dem så på bane?

Så hvordan skal du reagere, hvis folk direkte eller indirekte beskylder dig for noget? Hvis du ikke siger noget, vil nogle tilhørere tolke det som om, at den, der taler, har ret, da du ikke havde noget svar. Selv hvis du siger, at du ikke har gjort det, og de ikke tror på dig, skal du stadig fastholde din uskyld, da nogle måske tror, at tavshed er en indrømmelse af skyld. Udover at benægte, at du har gjort det, skal du bede om deres beviser eller vidner. Mind dem om, at det er løgnagtig bagvaskelse at fremsætte beskyldninger, som du selv ved, du ikke har beviser for.

I nyhederne for nogle år siden blev det fremstillet som et faktum, at Donald Trump var antisemit; i virkeligheden er hans svigersøn jøde, og han var med til at skabe fred mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater. Ups! Det er ikke bare, at de tog fejl; det var, at de fandt på tingene helt ud af den blå luft. Folk og artikler bør ikke give dem, der opfinder bagvaskelse, frit lejde for det. Vi bør sørge for, at andre husker, at de fremover ikke har nogen troværdighed – ikke fordi de fremsætter grundløse påstande, men fordi de fremsætter påstande, som de vidste var grundløse.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af Jobs pointe her i Job 21:1-30?

Svar: Job gentager det, han har sagt før. Man kan sammenfatte denne tale med vers 2: »Lyt nøje til mine ord«. Job siger endda, at han vil finde en vis trøst nu, hvis han bare endelig kan få dem til at lytte til ham. Nogle gange virker det som om, det eneste, man kan gøre, er at gentage tingene igen og håbe, at lytterne til sidst forstår det.

For mange år siden var jeg tilknyttet et kristent missionsbureau, der evangeliserede mormoner, og omkring halvdelen af gruppen bestod af tidligere mormoner. Om aftenen spurgte jeg nogle gange, hvad der havde fået dem til at forlade mormonismen, i håb om at finde en rød tråd. Jeg hørte ikke om ét fælles problem, men det, jeg hørte, var, at uanset hvilken kendsgerning eller »historisk pinlighed«, der fik dem til at forlade mormonismen, havde det ingen virkning på dem, første gang de hørte det. De måtte høre det ni eller ti gange, før det endelig gik ind under huden på dem. Derefter besluttede de sig ofte for at undersøge sagen nærmere, bare for at bevise, at de kristne tog fejl. Men da de undersøgte sagen, fandt de ting, de ikke havde forventet at finde, og til sidst førte Gud dem ud af mormonismens åndelige forfalskning.

Spørgsmål: I Job 21:7-15, hvordan har du det med, at mennesker, der har snydt og er svindlere, ender med at få det bedre end dig?

Svar: Endte de virkelig med at trives bedre end dig? Det afhænger af, om du har tunnelblik på dette liv, eller om du ser ud mod evigheden. Hvis du kortsigtet kun ser på dette liv, virker det som en skam, at du skulle klare dig dårligere økonomisk. Salmisten Asaf siger, at han næsten faldt i denne synd af misundelse i Salme 73,2-17. Ordsprogene 24,1 nævner også dette. Men hvis du ser på det på lang sigt, i et evigt perspektiv, indser du, at a) det hele vil ordne sig i sidste ende, og b) dette liv på jorden alligevel er meget kort og flygtigt, som 1. Petersbrev 1:5-6 lærer os. Så lad dem nyde deres uretmæssigt opnåede gevinster, for det vil kun være en meget, meget kort periode, sammenlignet med evigheden, hvorefter de vil fortryde det hele.

Spørgsmål: Hvordan forkynder man evangeliet i Job 21:14-15 til en person, der siger: »Mit liv er godt nu, så hvorfor har jeg brug for Gud«?

Svar: Selvom Zofar brugte de rigtige ord i en helt forkert situation, er dette en god situation for Zofars tilgang. Spørg dem: »Har du fred i dit liv?« Få ikke-troende mener, at de har det. Spørg dem også: »Hvad vil du gøre i sidste ende, når du står foran Gud og skal aflægge regnskab for dit liv?« Tror du, at Stalin, Idi Amin og andre massemordere vil stå over for nogen konsekvenser efter døden? Hvis ja, hvorfor vil så ikke alle, der ønsker at stå på deres egen godhed, også gøre det?

Spørgsmål: Hvad er Elifaz’ pointe her i Job 22:1-30?

Svar: Elifaz minder Job om, at Gud ikke har brug for os. Ligesom før opfordrer Elifaz Job til at omvende sig, hvorefter Gud vil frelse ham gennem Jobs retfærdighed, bortset fra at Elifaz her går endnu længere. Menneskets retfærdighed og synd gavner ikke Gud. Elifaz synder ved at sige, at Gud er ligeglad. Det er måske ikke på grund af din ondskab, at Gud lader dig lide.

Derefter går Elifas endnu længere og fortæller Job om alle de forkerte ting, som Elifas forestiller sig, at Job må have gjort. Zofar sagde oprindeligt, at Job var en hemmelig synder i Job 11:5f, men Elifas har taget dette op. Elifaz er tilsyneladende ved at blive irriteret over Job her, og han overskrider den tynde grænse fra ubegrundede påstande til åbenlyse løgne. Selv hvis Job ikke direkte har gjort disse ting, hævder Elifaz, at alle de dårlige konsekvenser, andre har lidt, skyldes Jobs passivitet i ikke at have gjort flere gode gerninger. Elifas kan helt sikkert få Job til at indrømme, at han er en stor synder på den ene eller den anden måde. Efter alt dette burde Job bryde sammen og tilstå alle de dårlige ting, han har gjort. Det gør Job ikke, så Elifas forsøger at hjælpe Job ud af det. Bemærk Elifas’ ufølsomhed; han gad ikke engang forsøge at besvare de spørgsmål, Job tidligere har rejst.

Teologisk set ender Elifas her, fordi der i hans teologi ikke er plads til Satan eller dæmoner. Vi må huske, at Elifas her forsøger at gøre noget godt: at føre en synder tilbage til Gud. Men Elifas arbejder faktisk imod det ved at fortælle løgne om Job og også om Gud.

Måske er Elifaz virkelig irriteret her, for dette er den sidste tale, han holder til Job. Og måske er det til det bedste. Hvis en person, der søger råd, ved, at rådgiveren lyver for ham, vil vedkommende sandsynligvis alligevel ikke lytte til ham eller stole på ham.

Spørgsmål: Hvad ville du i Job 22:1-30 sige til en kristen eller en anden, der mener, at en persons velstand eller ulykke er en konsekvens af, hvor retfærdig vedkommende er lige nu?

Svar: Både Skriften, erfaring og logik viser, at vedkommende tager fejl.

Skriften: Ud over Jobs lidelser blev Jeremias forfulgt, kastet ned i en tom brønd og efterladt til at dø, og det fortjente Jeremias ikke. Se på de profeter, som Isebel dræbte i Elias’ tid.

Erfaring: Nogle onde konger og paver levede længe. Nogle af de almindelige mennesker, der led under dem, blev myrdet. Prøver du at sige, at Pol Pot, Idi Amin og Stalin var mere retfærdige, fordi de levede længere end de mennesker, de havde myrdet?

Logik: Hugh Hefner, grundlæggeren af Playboy, døde i en alder af 91 år. Så hvis en præst eller en kristen missionær dør før de fylder 91, er de så mere ugudelige?

Spørgsmål: I Job 22:1-30, hvornår, hvis nogensinde, bør en rådgiver lyve for den person, han rådgiver?

Svar: Selvfølgelig ville ingen rådgiver lyve, hvis vedkommende mente, at det sandsynligvis ville forårsage skade, ødelægge tilliden og ikke gøre noget godt. Men hvad med, når rådgiveren mener, at det måske kan gøre noget godt?

For at besvare dette spørgsmål må en kristen rådgiver være klar over sin vigtigste grund til at være der. Er det a) at rådgive personen så godt, som han kan, og gøre det, han selv anser for rigtigt, eller b) at ære Gud og være et sandt vidnesbyrd for Gud, hvor rådgivningen af personen er sekundær? Hvis du har glemt, at det at herliggøre Gud er dit højeste formål, bør du måske holde op med at rådgive eller udøve nogen anden tjeneste, indtil du genvinder din integritet ved at huske, hvorfor vi er her. Et problem ved at bruge løgne – bortset fra at det er ulydighed mod og mishager Gud – er, at folk altid synes at fejlberegne. Netop når du tror, at der ikke vil komme nogen tilbageslag (dårlige konsekvenser), fordi ingen vil vide, at du bruger syndige metoder for at forsøge at gøre Guds vilje, finder nogen uventet ud af det. Som der står i Ordsprogene 16:25: »Der er en vej, som synes ret for et menneske, men dens ende er dødens vej.«

Derfor bør vi først og fremmest prise Gud med sandfærdige læber, som der står i Ordsprogene 16:13.

Spørgsmål: Kan du i Job 22:1-30 komme i tanke om andre eksempler ligesom Elifas, hvor folk anså det for vigtigere at bevise deres synspunkt end at tjene en person eller være ærlige?

Svar: Stolthed over for andre, der maskerer sig som bekymring for ens omdømme, kan ofte uventet stikke sit grimme hoved frem. Nogle gange kan det i andres øjne virke latterligt, hvor meget en person finder på ting for at undgå at måtte indrømme, at vedkommendes synspunkt var forkert. Den person, der gør det, ser dog ofte ikke, at det er indlysende for andre.

Alle tager fejl om noget, ligesom alle har brug for at udvikle sig. Som en person ofte plejede at sige: »Jeg forbeholder mig retten til at blive klogere.«

Spørgsmål: Bør der i Job 22:30 stå »de uskyldiges ø«?

Svar: Sprogvidenskabelige undersøgelser af hebraisk og fønikisk viser, at der burde stå »en, der ikke er uskyldig« eller »en, der er skyldig«. Den græske Septuaginta-oversættelse er anderledes og siger »de uskyldige«.

Spørgsmål: Hvad er Jobs pointe her i Job 23?

Svar: Job er her holdt op med at kritisere sine tre venner. Nu anklager Job Gud. Job anklager ikke egentlig Gud for at skade ham uretfærdigt her. Job anklager Gud for at være en dommer, der har forladt sin post.

Spørgsmål: Hvad er Jobs nye erkendelse her i Job 24?

A: Job indser, at det ikke kun er ham; nogle andre, der ikke er mere ugudelige end andre, lider også mere end andre. Job ser to ting: Det problem, han og hans venner har, er, at de ikke forstår den tidsramme, inden for hvilken Gud udfører sin dom på jorden; og Gud fortæller dem det ikke. Job er forfærdet over Guds tilsyneladende passivitet i øjeblikket. Den anden observation er, at Job og hans venner alt for let glemmer, at Gud vil dømme tingene, efter at mennesker er døde.

I Job 24:18-25 har Job fra sine venner opfanget sandheden om, at de ugudelige i sidste ende vil blive tilintetgjort som intet andet end havskum eller smeltende sne. I det mindste er Job og hans tre venner alle enige om dette, hvad angår de ugudelige generelt.

Spørgsmål: Er dette i Job 24:18-25 en del af Jobs tale eller Bildads næste tale?

Svar: Placeringen i Jobs Bog i nutidens jødiske og kristne bibler er den samme som i Dødehavsrullerne fra Qumran. Nogle mener dog, at visse vers i Jobs Bog er kommet ud af rækkefølge, og at dette måske er en del af Bildads næste tale. Uanset hvad er der dog enighed om dette.

Spørgsmål: Hvad er Bildads pointe her i Job 25:1-6?

Svar: Bildad holder her den korteste tale i hele bogen. Det er sidste gang, at enten Bildad eller de to andre venner taler. Måske skyldes det, at de indser, at de ikke har mere at sige. Kort sagt: Gud er så høj, og vi er så lave, og kløften er så stor, så hvem kan vide noget om Guds veje? Bildad benægter her Guds immanens. Bildad gentager kort:

1) Gud er den Almægtige

2) Derfor er mennesket ikke rent foran Gud

3) Hvis selv månen og stjernerne ikke er rene foran Gud, så kan mennesket naturligvis heller ikke være det.

Bildad har ret her, bortset fra at det om, at stjernerne ikke er rene, ikke er bibelsk, og at mennesket ikke er fuldstændig ondt. Men den måde, Bildad stiller disse udsagn op på, afslører en misforståelse. Det faktum, at Gud er almægtig, beviser på ingen måde, at Jobs lidelse er berettiget. Det faktum, at Gud er hellig og retfærdig, beviser i sig selv ikke retfærdighed for vilkårlig, uretfærdig skade.

Bildad forstår, at der findes retfærdighed, og at der kan være barmhjertighed. I alle sine taler antyder Bildad, i modsætning til Elifas, aldrig, at han erkender, at retfærdigheden for de onde ikke altid er øjeblikkelig. De tre venner forstår tilsammen aldrig, at også de retfærdige kan lide uretfærdigt i en periode.

Spørgsmål: Er mennesket i Job 25:4-6 blot en maddike (fluelarve)?

Svar: Bildad minder Job om døden. Både maddiken og ormen har en kort levetid og findes desuden i grave. Det er, hvad Bildad sagde, ikke hvad Gud sagde. Metaforen er delvist korrekt, men den giver ikke et fuldstændigt billede.

Vores levetid ligner græsset i Guds øjne (Jakobsbrevet 1:10-11; Esajas 40:6-8; Salme 90:3-6). For at uddybe jordmotivet: Vores liv er som støv sammenlignet med Gud (Esajas 40:15). Gud troner over menneskene som over græshopper (Esajas 40:22). Men det er kun den ene side af sagen.

På trods af alt dette er vi skabt på en frygtindgydende og vidunderlig måde (Salme 139:14) og skabt i Guds billede (1. Mosebog 1:27). Han glæder sig over sine børn (Zefanja 3:17).

Vi lever måske kun et øjeblik på jorden, men Gud elsker os og værdsætter os (Salme 8:4-8).

Spørgsmål: I Job 26:1-4, hvornår – hvis overhovedet – bør man forsøge at diskutere eller debattere med en person, der befinder sig midt i dyb sorg?

Svar: Når vedkommende ikke er interesseret i at debattere og ikke engang er interesseret i at lytte til et fornuftigt argument, er det det bedste tidspunkt at udsætte det, du havde tænkt dig at sige. Der er et tidspunkt, hvor du skal vise, at du holder af vedkommende og føler med ham eller hende. Måske er det bedre at tale vedkommende til fornuft senere, når han eller hun ikke er så følelsesladet.

Spørgsmål: I Job 26:1-4 indeholdt de tre venners taler mange fine ting i teorien, men de formåede ikke at møde Job der, hvor han var. Hvad skal vi gøre, når vi rådgiver nogen, for at sikre, at vi møder dem der, hvor de er?

Svar: Det første skridt er at lytte til dem. Du kan lytte til en anden person på mindst fire niveauer.

For det første skal du bruge din tavshed. Hold op med at tale så meget, hvis vedkommende har svært ved at få et ord ind, uden at afbryde dig.

For det andet skal du stille spørgsmål, ikke bare for at vise, at du lytter, men for at afklare ting, der måske er tvetydige og ikke står klart for dig.

For det tredje skal du sikre dig, at du har hørt og husker vedkommendes ord. Til sidst kan du spørge, om du må sammenfatte det, vedkommende har sagt, for at sikre dig, at du har hørt det rigtigt.

For det fjerde skal du forsøge at udvise empati og forstå, hvilke holdninger, forudsætninger, sandheder, usandheder, behov, følelser – syndige eller ej – de måske har, for at de kan sige de ting, de sagde, på den måde, de sagde dem.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af Jobs svar her i Job 26:1-30:31?

Svar: Dette er Jobs længste tale. Nogle kommentatorer mener, at Job talte i Job 26:1-6, at Bildad (eller måske Zofar) afbrød ham og talte i Job 26:7-14, og at Job derefter talte resten. Job taler dog normalt mere end sine venner om Guds transcendens, så det er sandsynligt, at dette er sagt af Job. Job har fået nok af sine venner, og:

(26:1-4) Job siger sarkastisk: »I har virkelig været til stor hjælp!« Faktisk beskylder Job dem for slet ikke at være til nogen hjælp, idet de forsøger at fortælle nogen, at de skal lytte til den visdom, de selv kender, og alligevel siger, at Job slet ikke har nogen visdom.

(26:5-14) Jeg ved, at Guds suverænitet og magt over døden, himlen og vandene kun er begyndelsen på Guds magt.

(27) Selvom Gud er uretfærdig over for mig, vil jeg, så længe jeg, Job, lever, ikke tale ondt eller benægte, at jeg har været retfærdig. Den rige kan måske trives, men Gud vil ramme ham, hans afkom og hans familie.

(28) Mennesker gennemsøger alle jordens dybe, mørke afkroge efter metalmalm, men hvor kan vi søge efter sand visdom? Kun Gud besidder den, og vi kan kun tilegne os den ved at frygte Herren og vende os bort fra det onde.

(29) Jeg var velsignet. Åh, hvor jeg længes efter de dage, da Guds venlige råd strålede over mig, og mine børn endnu var i live. Jeg blev æret, og folk respekterede mig. Jeg var god mod andre. Jeg hjalp de trængende og undertrykte, og jeg klædte mig i retfærdighed. Jeg følte mig tryg, indtil den dag jeg skulle dø, troede jeg, og folk lyttede til mit råd.

(30) Men nu har jeg ingen ære. Unge mænd håner mig og spotter mig. Jeg har ingen velsignelse. Selv min egen krop plager mig, fordi Gud rammer mig med lidelse. Ingen er god mod mig. Gud tier, selvom jeg havde hørt de fattiges råb.

(31) Jeg har indgået en pagt og aflagt 14 eder. Mine øjne, fødder, hjerte og hænder er rene. Hvis jeg har vandret i falskhed, vendt mig bort fra vejen, ladet mig forføre af en kvinde, nægtet retfærdighed til tjenere, afvist de fattige, hamstret brød, ikke hjulpet de nøgne, udnyttet de forældreløse, sat min lid til guld, glædet mig over rigdom, tilbedt himlene, glædet mig over hævn, ikke været gavmild eller skjult min synd, så lad ulykken komme. Hvis Gud kan retsforfølge mig for disse ting, så fint, men hvis ikke…

Spørgsmål: I Job 26:7, bør det oversættes med »Zaphon« eller »nord«?

Svar: Zaphon eller »Sapon« var et højt bjerg i Syrien. Selvom det hebraiske ord betyder »nord«, bruges det tilknyttede verbum noteh, »udbreder sig«, kun om himlen. Nogle mener, at dette kunne henvise til stjernebillederne, der tilsyneladende roterer omkring nordpolen.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Job 26:7, at jorden hænger på intet?

Svar: Det hebraiske ord for »tomt rum« her er det samme ord, der bruges i 1. Mosebog 1:2 om det formløse.

Mange gamle kulturer havde forestillingen om, at jorden blev båret af ryggen på et dyr, en titan eller en gudindes krop. I modsætning hertil havde Gud på en eller anden måde lært Job, at jorden hænger i rummet, på intet.

Spørgsmål: Hvad er himlens søjler i Job 26:11?

Svar: Der er tre muligheder for himlens søjler/fundamenter.

Himlen selv kunne simpelthen ryste, når Gud irettesætter. De følgende to alternativer er dog mere sandsynlige.

Bjerge kaldes himlens søjler såvel som jordens søjler. At søjlerne ryster, kan henvise til vulkaner og jordskælv.

Horisonten blev kaldt »himlens fundament« på babyloniernes beslægtede akkadiske sprog.

Spørgsmål: Hvad er Jobs pointe her i Job 27:4-6?

Svar: Selvom det stod dårligt til for Job – både helbredsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt – er han her stadig som en klippe og siger, at han ikke vil udtale ondskab og svigte sin retskaffenhed. Job holder ikke fast i sin retskaffenhed for at bevare sit omdømme; Job siger i Job 30:1,9-10, at hans omdømme allerede er blevet ødelagt i manges øjne.

Spørgsmål: Hvordan ville en kristen, der værdsætter sin integritet højere end velstand, i Job 27:4-6 handle anderledes end en kristen, der værdsætter sin velstand højere?

Svar: Man kan aldrig rigtig stole på nogen – uanset om vedkommende er kristen eller ej – der værdsætter velstand eller penge højere end sin integritet. Når de giver et løfte eller indgår en aftale med dig, hvordan kan du så vide, at de ikke vil bryde det, når der dukker et bedre tilbud op, især hvis du ikke holder øje med dem? Hvis nogle mennesker kun gør tingene rigtigt, når du holder øje med dem, og det kræver en stor indsats at holde øje med dem, kan det komme til et punkt, hvor du bruger så meget tid og kræfter på at holde øje med dem, at der slet ikke er nogen fordel i at lade dem gøre det. Men selv en ikke-kristen bør ønske at ansætte en kristen, fordi vedkommende ved, at den kristne vil holde sit ord og gøre sit bedste, selv når ingen holder øje med ham, som Efeserbrevet 6:6-7 og Kolossenserbrevet 3:22 viser.

Spørgsmål: Hvad er der så dårligt ved østenvinden i Job 27:21?

Svar: Vinden kom normalt fra vest, og når den kom fra vest eller syd, var den mild. Men de relativt få gange, hvor vinden kom fra øst, var den meget stærk og tør – tænk på en sandstorm. Den kan visne afgrøderne på marken. Hvis man forsøgte at skille hveden fra agnene, og der blæste en østenvind, ville både hveden og agnene blæse væk. Selvom storme ikke er almindelige med en østenvind, opstår der hvirvelvinde, når vinden skifter fra vest til øst. Et arabisk slangudtryk omtaler den som en »giftig vind«. Det var ikke så meget, at de var bekymrede for, at østenvinden ville dræbe mennesker, men snarere at den ville skade en landmands afgrøder.

Spørgsmål: I Job 27:23, Job 34:37, Nah 3:19, Ezek 25:6 og 2 Kong 11:12 – er det bedre i kirken at sige »amen« eller »pris Herren« i stedet for at klappe i hænderne?

Svar: Nej, dette er forkert. Henry M. Morris fra Institute for Creation Research fremsatte denne påstand i andagten »Days of Praise« den 12. juni 2004. Der findes fire forskellige hebraiske ord for at klappe/smække, og han hævder, at ingen af dem har en positiv konnotation. For eksempel står der i Nahum 3:19, at andre vil klappe, når de hører om Ninives undergang. I 2. Kongebog 11:12 klappede de gudfrygtige israelitter i hænderne, da Joas blev kronet, men Morris siger, at »det var et udtryk for deres hensigt om at slå ned på og tilintetgøre den ugudelige dronning Atalja.«

Her er vers fra Det Gamle Testamente om at klappe:

caphaq (Strong’s 5606) [udtales saw-FAK] Job 27:23; Job 34:37; Klagesangene 2:15

teqa (Strong’s 8628) [udtales taw-KAH] Salme 47:1; Nahum 3:19

mecha’ (Strong’s 4222) [udtales maw-KHAW] Salme 98:8; Esajas 55:12; Ezekiel 25:6

nakah (Strong’s 5221) [udtales naw-KAH] 2. Kongebog 11:12

Morris har ret med hensyn til de fem vers, der ikke er understreget, men han tager fejl, når det gælder klappen generelt.

De vigtigste vers, der modbeviser påstanden:

Es 55:12 taler om at klappe uden nogen som helst sammenhæng med triumf, bortset fra at den ugudelige mand forlader sine tanker.

Salme 47:1 siger: »Klapp i hænderne, alle folk; jubel til Gud med sejrsråb.« Salme 47:3 nævner ganske vist at underkue nationer, men 47:1 er ikke begrænset til det.

Sekundære vers, der understøtter dette:

Salme 98:8 nævner, at Gud kommer for at dømme, og at Gud vinder sejren. Det er ikke »et udtryk for stærk misbilligelse af de ugudelige«, fordi klappet er »for Gud« og ikke »imod de ugudelige«.

2. Kongebog 11:12 fortæller om folket, der klappede og sagde: »Længe leve kongen!« Morris siger, at klappet var »et udtryk for deres hensigt om at slå ned på og tilintetgøre den ugudelige dronning Atalja«, hvilket 2. Kongebog 11:13-16 omhandler. Klappet var imidlertid en fejring af den unge konge Joas’ kroning, ikke et udtryk for fjendtlighed over for Atalja.

Konklusionen er, at klappet ikke kun er et udtryk for misbilligelse, for Esajas 55:12, Salme 47:1 og formentlig også Salme 98:8 og 2. Kongebog 11:12 viser, at klappet kan være et udtryk for bifald. Selv for dem, der mener, at klappet kun er for at vise triumf, bør vi klappe i kirken for den triumf, Jesus opnåede på korset, og for hans sejr i vores liv.

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i kapitel 28 i Jobs Bog, vers 1-28?

Svar: Dette kapitel er opdelt i tre forskellige dele af to spørgsmål: »Hvor kan visdom findes?« i Job 28:12 og »Hvor kommer visdommen da fra?« i Job 28:20.

Opdagelsen af en skat: Mennesker er meget dygtige til at udvinde jordens rigdomme

Visdom som en skat: Alligevel ser de ikke visdommens åbenlyse værdi.

Visdommens kilde: Visdom kommer kun fra Herren. Frygten for Herren er visdommens begyndelse i Salme 111:10 og Ordsprogene 1:7

Spørgsmål: Hvad ved vi om minedrift dengang ud fra Job 28:1-28?

A: Vi har ikke ret mange oplysninger, men vi ved, at man i Araba (det sydlige Israel og en del af Saudi-Arabien) udvandt kobber længe før Abraham, selvom mineskakterne først blev anlagt senere under romerne. Allerede før Hiskia vidste man, hvordan man skulle grave skakter op til overfladen for at lade sollyset trænge ind. I det første århundrede f.Kr. brugte man minelamper i Nubien.

Q: Hvordan får vi visdom i Job 28:1-28, og hvordan ligner det minedrift?

Svar: Selvom der findes forskellige former for minedrift, så lad os tage vores minehjelme på, tænde vores minelamper og se på metaforen om minedrift generelt. Der er efterforskning, prospektering, opførelse af minen, udvinding af malmen, rensning af malmen og vedligeholdelse af minen.

Efterforskning: Den første regel ved minedrift efter guld, sølv eller andre metaller er: »Sørg for at tage til det rigtige bjerg.« Selv den bedste minearbejder i verden vil ikke kunne udvinde guld fra et bjerg, hvis der slet ikke er noget guld der! Ved olieefterforskning skal man finde en geologisk formation, der kunne være et godt sted at finde olie. Når det gælder metaller, skal du finde et bjerg, hvor nogen allerede har fundet noget af det metal, du leder efter, i jorden i nærheden eller i en bæk. På samme måde skal du ikke lede efter visdom det forkerte sted. Søg den i Guds ord og i skrifter og råd fra gudfrygtige, vise mennesker. Selvom du kan finde små bidder af visdom i andre skrifter og andre religioner, er det ikke umagen værd at forsøge at udvinde den uden også at få de giftige biprodukter med.

Prospektering: At vaske guld i floden eller bore en prøvebrønd efter olie kan give økonomisk gevinst, men kan være endnu mere værdifuldt ved at vise dig, hvor du skal lede, og hvor du skal holde op med at lede. Nogle ting ser ud som visdom, men er de blot »halvfakta«, eller vil de vise sig at være perler, som du kan anvende i dit liv og som bringer dig tættere på Gud?

At bygge minen: Når du først tror, du ved, hvor »hovedåren« er, eller hvor stort oliefeltet er, skal du bygge minen, så den går fra overfladen ned til malmen på en så effektiv og sikker måde som muligt. Byg minen godt, så den ikke styrter sammen eller bliver for besværlig at gå ned i og arbejde i hele dagen. Du er nødt til at bruge penge på at købe solide bjælker og godt værktøj, vel vidende at din investering i tid og penge vil blive overskygget af det udbytte, du forventer at få. På samme måde kan det at tilegne sig visdom være et arbejde, der tager tid, når du ellers kunne se tv eller lave andre ting. Men de tidsmæssige ofre, du bringer for at opnå visdom, vil være det værd. Nogle gange er man nødt til at gå dybt ned i en mørk mine for at finde de mest strålende juveler.

Udvinding af malmen: Find en konsekvent metode, du vil bruge til at lære og huske visdommen. Nogle bruger en notesbog til at skrive ned, hvad de har lært. Andre bruger en computer eller skriver i margenen i deres bibler. Desuden hjælper det ikke kun andre, når du deler det, du har lært, med dem, men det forstærker også din egen forståelse. Naturligvis kan du også lære endnu mere visdom, når andre deler det, de har lært, med dig.

Rensning af malmen: Ikke alle detaljer, du læser, har samme betydning. Sammenfat med jævne mellemrum, hvordan det, du har læst, kan anvendes i praksis, og tag derefter skridt til at handle og gøre det, du har lært. Du kan let glemme det, hvis du ikke gør det. Desuden er det synd, hvis du ved, hvad du bør gøre, men ikke gør det, som det står i Jakob 4,17.

Vedligeholdelse af minen: Når du graver dig længere ind i minen, kan tunnelerne styrte sammen, medmindre du forstærker dem yderligere. På en måde skal trinnet med at »bygge minen« fortsætte, selv efter at du er begyndt at finde guld. Du kan måske lægge en god indsats i starten, men du har også brug for udholdenhed, så du ikke mister pusten. At bruge 10 minutter om dagen på Bibelen resten af dit liv er bedre end 3 timer om dagen den første måned og så holde op. Endelig er vores hukommelse ikke perfekt; vi glemmer ting. Du er nødt til at vende tilbage til det, du allerede har lært, og læse det igen, så du ikke glemmer det.

Job bemærker i Job 28:13, at mennesker er så opfindsomme, når det gælder at udvinde metaller og ædelstene, men hvorfor er mennesker ikke lige så gode til at udvinde visdom?

Endelig er en enkel, fantastisk måde at opnå visdom på at bede Gud om den, som Jakob opfordrer os til i Jakob 1:5. Vi kan nemlig ikke opnå varig visdom, uden at Gud giver os den. Mange gange var der spørgsmål, jeg ikke kunne besvare; så bad jeg om det, der undrede mig, spurgte Gud og ventede tålmodigt. Nogle gange gik der måske en måned, men jeg fik altid et svar på det, jeg havde spurgt om. Men på det tidspunkt havde jeg typisk allerede et nyt spørgsmål. Betragt ikke dine spørgsmål om Bibelen, kristendommen og livet som »vanskeligheder«, men snarere som ting, der fanger din interesse, og som Gud kan bruge til at lære dig noget.

Spørgsmål: Hvordan er frygten for Herren i Job 28:28 begyndelsen på visdom?

Svar: Lad os først tale om, hvad visdom er, og derefter besvare spørgsmålet.

Visdom kan defineres som anvendt viden til livet. Det kan være ikke-så-almindelig sund fornuft, som i Ordsprogene, menneskelig kløgt i at opnå ting, udforske livets gåder eller også evnen til at klare sig. Ordet »hokmah« bruges 45 gange i Ordsprogene. Det kan oversættes som »visdom« eller også som »dygtighed«, som i tøjmageren ved tabernaklet i 2. Mosebog 35:26, en tømrer eller smed i 2. Mosebog 31:6, sømændenes dygtighed i Salme 107:27, en hærførers dygtighed i kamp i Esajas 10:13, en forvalters dygtighed i 5. Mosebog 34:9 og 1. Kongebog 3:28; og en vis rådgivers råd i 2. Samuel 20:22. Ordsprogene kan betragtes som en bog om færdigheder til at leve klogt. Vi ønsker, at flere mennesker vil lære disse færdigheder.

Gud er kilden til visdom, og enhver menneskelig visdom, der benægter Guds visdom, er ikke særlig vis. At søge at forstå, hvordan Gud ser på tingene, og hvordan vi bør leve i overensstemmelse hermed for at behage Ham, er at have vores prioriteter på plads. Alt andet er at »lægge vægt på det uvæsentlige og nedprioritere det væsentlige«. Når Gud for eksempel siger, at man ikke skal tage en etisk genvej, kan folk forsøge at rationalisere, hvordan det gælder for andre, men ikke for dem selv, eller hvorfor det ikke gælder i denne situation, fordi vi ønsker noget så meget. Eller vi kan bare sige til Gud: »Okay. Sammenlignet med at behage Dig, var den anden ting alligevel ikke noget, jeg havde brug for eller ønskede så meget.« Den enkle handling kan redde dig fra mange svindelnumre, hjertesorg og tab af venskaber og penge.

Det er interessant, at nationer ikke betragtes som vise, kun enkeltpersoner. Respekt for Gud og lydighed mod Ham er udgangspunktet for ægte visdom. Ordsprogene 8:13 siger, at at frygte Herren er at hade det onde, og at Gud hader stolthed, hovmod, ond adfærd og ugudelig tale.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved strukturen i Jobs digt i Job 29:1-25 om de nostalgiske »gode gamle dage«, som han håbede ville vende tilbage?

Svar: Job 29-30 udgør Jobs afsluttende sammenfatning. I Job 29 skifter tonen pludseligt til en »optativ stemning«, hvilket betyder, at der udtrykkes et ønske eller en længsel. Job mindedes de tidligere tider, hvor hans børn var omkring ham, han var velstående og højt respekteret, fremtiden så lys ud, og han havde ingen anelse om, hvordan han ville blive sat på prøve. Disse vers danner et symmetrisk forhold.

Velsignelse (29:2-6)

— Ære (29:7-11)

— — Jobs godhed (29:12-17)

Velsignelse (29:18-20)

— Ære (29:21-25)

Spørgsmål: I Job 29:3-5 adlød Job Gud, arbejdede for at gøre Guds vilje og holdt sig væk fra det, der mishagede Gud, men Job glædede sig også over Gud. Hvordan ville en kristen være i dag, hvis vedkommende ikke glædede sig over Gud?

Svar: Den kristne ville måske fremstå som gudfrygtig, flittig, lydig og hårdtarbejdende, men når man gør tingene på egen hånd, kan man spørge sig selv, om dette virkelig vil vare hele livet. Nogle gange har en kristen måske bare for mange ting at gøre (eller i det mindste tror fejlagtigt, at man har det) til at have tid til at være sammen med Gud.

Forestil dig at have en ægtefælle, der var trofast, bidrog flittigt til familien, var god til at huske alle de ting, der skulle gøres, og fortalte dig de nyheder og opgaver, du havde brug for at vide, men som bare havde for travlt til at bruge tid sammen med dig. Eller måske var vedkommende slet ikke for travl; vedkommende havde bare ikke rigtig lyst til at være sammen med dig. Selv hvis det ikke var tilfældet, var det ikke en prioritet for vedkommende at have noget »tid sammen« med dig. Ville du sige, at det var et godt ægteskab?

Vi er en del af Kristi brud. Men det er muligt, at nogle kristne behandler Gud på samme måde.

Spørgsmål: Hvorfor var Job tidligere så højt respekteret i Job 29:7-17, og hvor længe varede den respekt?

Svar: Job blev ikke respekteret, fordi han var rig og magtfuld. Denne rige og magtfulde mand nød snarere stor respekt, fordi han brugte sin rigdom og magt til det gode. Job hjalp de nødlidende, enkerne, de fattige og forældreløse. Job selv var måske overrasket over, hvor hurtigt den respekt, nogle havde for ham, forsvandt, da han ikke længere havde midlerne til at hjælpe andre og så ud, som om han blev straffet af Gud. I slutningen af Jobs bog, da han genvandt sin rigdom og fik flere børn, spekulerer jeg på, hvor meget Job brød sig om den nyvundne respekt fra dem, der tidligere havde hånet ham.

Spørgsmål: Hvad vil du sige til en kristen, der lever i fortiden og længes efter »de gode gamle dage«, ud fra Job 29:1-25?

Svar: Lad os se bort fra, at hukommelsen nogle gange er selektiv, og at der er forskellige udfordringer i livets forskellige faser. Det, du kan sige til dem, er: »Hæng ikke fast i det; dine bedste dage ligger stadig foran dig!« I 1. Petersbrev 1:3-4 står der: »Velsignet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader! Ved sin store barmhjertighed har han genfødt os til et levende håb gennem Jesu Kristi opstandelse fra de døde, ⁴ og til en arv, der er uforgængelig, ubesmittet og uforvitret, og som er gemt i himlen til jer,” (BSB)

Spørgsmål: I Job 30:1 – ligesom disse spottere, der tidligere viste Job respekt – hvorfor er der nogle, der »sparker folk, når de ligger ned«?

A: Nogle mennesker får det bedre med sig selv, når de kan nedgøre nogen, især når de ikke ser nogen negative konsekvenser ved det. Andre tror, at deres sociale anseelse vil stige blandt de mennesker, de anser for vigtige, ved at tale imod dem, som alle andre taler imod. I dag kan man se på den såkaldte »cancel-kultur«, der søger at undertrykke dem, der er uenige med dem. En del af grunden til, at de har succes, er det skrøbelige ego, som nogle har, når andre nedgør dem.

Q: Tror du, at Job selv udviste en smule arrogance her i Job 30:1?

Svar: Ja. Alle mennesker er skabt i Guds billede, men Job havde bedømt nogle mennesker som værende mindre værd end sine vagthunde. På den ene side ville hundene være loyale, og man kunne regne med, at de gjorde, hvad de skulle, hvilket måske var mere, end man kunne sige om visse mennesker. Men på den anden side kunne Job ikke lide at blive foragtet, mens han selv havde foragtet visse andre.

Spørgsmål: Hvad er Jobs pointe her i Job 30?

Svar: Alle de gode tider fra fortiden, som beskrives i Job 29, stod i skarp kontrast til den ynkelige tilstand, han nu beskriver i Job 30. I Job 30:1-8 nedgør Job andre mennesker som værdiløse tåber, og i Job 30:9-31 klager han derefter over, at selv disse mennesker mener, at de er bedre end Job. Dette sårer Jobs stolthed. Som kristne bør vi være optaget af at behage Gud og, i modsætning til Job, ikke dømme andres værdi eller lægge så stor vægt på, hvad andre mener.

Spørgsmål: Hvordan håndterer man i Job 31:1-40 en situation, hvor nogen insisterer på, at man skal forsvare noget, man har gjort, selvom man ikke ser noget behov for det?

Svar: Job indser, at han er nødt til at forsvare sig over for sine tre venner, der angiveligt var kommet for at trøste ham, men som i virkeligheden blot endte med at anklage ham. Generelt bør du sige noget, f.eks. benægte den falske anklage og i det mindste give en kort forklaring på hvorfor. Afhængigt af situationen kan du måske spørge dem, hvilke former for beviser der skal til for at overbevise dem om det, du siger. Men nogle gange kan man overveje, hvor meget tid man vil bruge på at tale med nogen, hvis de alligevel ikke lytter til en. Men inden man går sin vej, kan man sige, at man føler, at de »ikke ønsker at blive forvirret af fakta«, og at de bliver nødt til at vise, at de er villige til at overveje ens ord, før man spilder flere ord på dem.

Spørgsmål: Hvad er det, der er ret interessant ved Jobs paralleller her i Job 31:1-40?

Svar: Job giver os et indblik i sit hjerte og i, hvordan han ser på tingene. Den måde, han sætter forskellige synder og Guds eller himlens egenskaber sammen på, er ret unik og ganske interessant. Han fremlægger et løfte og 14 eder, han har aflagt, samt grundene til, at han er retfærdig. Vi gør klogt i at huske disse som nogle af grundene til, at vi bør bevare retfærdigheden i vores egne liv.

Han har indgået en pagt med sine øjne om ikke at se begærligt på en kvinde – Guds øjne holder øje (Job 31:1-3)

Løgn og svig – det vil jeg ikke gøre og blive dømt på Guds vægt – hvis noget af andres ejendom er blevet hængende i mine hænder, må jeg ikke få nogen gevinst af det, mine hænder sår (Job 31:5-7).

Begæret eller taget andres ejendele – jeg ønsker ikke, at Gud skal lade andre tage mine ejendele (Job 31:8-9).

Lokket af en kvinde – jeg ønsker ikke, at andre mænd skal ligge med min kone eller ruinere mig økonomisk (Job 31:9-12)

Nægtet retfærdighed over for mine tjenere og arbejdere – hvad ville jeg gøre, når Gud konfronterer mig? Gud har skabt os alle. (Job 31:13-15)

Hvis jeg ved min egen hånd har nægtet at hjælpe de fattige og enkerne (Job 31:16),

ikke givet mad til de forældreløse (Job 31:17-18),

ikke klædt de fattige (Job 31:19-20),

undertrykt de forældreløse i retten

Må min arm falde af: – Jeg ønsker ikke, at Gud skal skade mig fysisk. – Jeg ville ikke gøre disse ting af frygt for Guds herlighed (Job 31:21-23).

sat min tillid og tryghed til guld (Job 31:24).

Glædet mig over min store rigdom (Job 31:25).

Vist ærbødighed over for solen eller månen

Gud ville dømme mig for disse synder eller min utroskab mod den Høje (Job 31:26-28).

Glædet mig over min fjendes undergang og forbandet ham (Job 31:29-30).

Jeg har ikke været gavmild over for dem i mit hus (Job 31:31).

Jeg har ikke vist gæstfrihed over for en fremmed (Job 31:32).

Skjult min synd, som folk gør, fordi jeg frygtede den offentlige mening (Job 31:33-34).

Har tavet

[nu vi taler om det, ville jeg ønske, at »Nogen« hørte mig lige nu!] (Job 31:35-37).

Undertrykt sine forpagtere – jeg ville ikke ønske, at Gud lod tornbuske vokse frem i stedet for korn (Job 31:38-40).

Spørgsmål: I Job 31:1, er det at se lystent på en kvinde en del af den nytestamentlige moral eller den gammeltestamentlige moral?

Svar: Det er til enhver tid behageligt for Gud at have rene øjne. Selvom Gud ikke specifikt befalede dette i den gammeltestamentlige lov, søgte Guds lydige tjenere, såsom Job, ikke at se, hvad de kunne slippe af sted med, men snarere at behage Gud i alt, hvad de gjorde. Job havde ikke brug for den gammeltestamentlige lov for at vide dette, fordi Job højst sandsynligt levede før den mosaiske lov.

Som en sidebemærkning mener nogle, at dette henviser til den mellemøstlige frugtbarhedsgudinde. Selvom Job heller ikke overvejede at tilbede nogen afguder eller gudinder, henviser dette sandsynligvis til kvinder generelt, ikke blot et specifikt billede af en gudinde.

Spørgsmål: Hvad siger Job i Job 31:7 om renheden af sine hænder?

Svar: Den orientalske Kethiv viser, at dette betyder »at klæbe sig til«. Det betyder altså: »Hvis noget har klæbet sig til mine hænder«. Med andre ord: »Hvis Job har klæbrige fingre og har stjålet noget.«

Spørgsmål: Hvad siger dette i Job 31:13 om, hvordan man skal behandle dem, der er under en?

A: Her er et eksempel. Forestil dig, at du skal træffe en afgørelse i en sag mellem to personer. Den første er meget vigtig, og du ønsker at bevare vedkommendes gunst og holde dig på god fod med vedkommende. Den anden person forekommer ubetydelig for dig; det betyder ikke det mindste, hvad vedkommende mener om dig. Men i denne sag er den første person i uret. Træffer du en afgørelse til fordel for den første person på grund af vigtigheden af jeres forhold, eller træffer du en retfærdig afgørelse? Job valgte det sidste.

I Keil-Delitzschs kommentar til Det Gamle Testamente, bind 4, del 2, s. 183, findes et eksempel på, at også rabbinerne erkendte dette. »I midrashen i Giuseppe Levis *Parabola, Legenden und Gedichte aus Talmud und Midrasch*, s. 141 (tysk oversættelse fra 1863): R. [rabbiner] Joses hustru kom op at skændes med sin tjenestepige. Hendes mand kom til og spurgte om årsagen, og da han så, at hans hustru var i uret, sagde han det til hende i tjenestepigens nærværelse. Hustruen sagde i vrede: »Siger du, at jeg er i uret i min tjenestepiges nærværelse?« Rabbineren svarede: »Jeg gør, som Job gjorde.«

Spørgsmål: Hvad siger Job 31:13 om slaveri?

Svar: Slaveri fandtes overalt i den antikke verden. Den lov, der blev givet gennem Moses, tillod israelitiske slaver, f.eks. i tilfælde af manglende gældsbetaling, men de israelitiske slaver skulle frigives hvert syvende år. Den eneste undtagelse var, hvis slaven elskede sin herre og ønskede at være slave hele livet.

Job 31:13 må have været et chok for slaveejere i den græske og romerske verden. Jobs slaver og tjenere havde ikke blot lov til at have klager over deres herrer, men også til åbent at give udtryk for dem og forvente, at deres klager blev behandlet retfærdigt.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af den sidste sætning i Job 31:25?

Svar: Når folk bliver rige, er der ofte en tendens til at tro, at det udelukkende skyldes deres klogskab, hårde arbejde eller andre evner. Folk nedtoner ofte det faktum, at de måske blot var på det rette sted på det rette tidspunkt. Når folk fremhæver den rigdom, som mine hænder har tjent, er de ikke taknemmelige over for Gud for det, som Gud har ladet dem få.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Job 31:27, at en mund kysser en hånd?

Svar: Det ligner meget den moderne skik med at sende et kys. Hvis en person, der befinder sig et stykke væk fra dig, har din kærlighed, kan du kysse din hånd og derefter bevæge hånden mod personen.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af denne utroskab i Job 31:26-28?

A: Job siger, at hvis han skulle respektere, bøje sig, ære, tilbede (osv.) solen eller månen, ville han gøre sig skyldig i synd mod Gud. Job kalder Ham »Gud i det høje« for at understrege det meningsløse i at tilbede væsener og ting, som man ved ikke er den Højeste Gud.

Når du taler med hinduer eller mahayana-buddhister, der tilbeder mange afguder, så spørg dem, hvorfor de ikke tilbeder den Højeste Gud i stedet for deres små guder. Når du taler med mormoner, der tror, at »denne verdens gud« havde en gud og far, der var større end ham, som igen havde en gud og far, der var større end ham, så spørg mormonerne, hvorfor de ikke tilbeder den Højeste.

Spørgsmål: Antyder Job 31:33, at Adam skjulte sin overtrædelse [et for tidligt ægteskabeligt forhold til Eva] ved at dække den seksuelle del af sin krop, som kætteren Rev. Moon lærer i »Det Guddommelige Princip«, 5. udgave (1977), s. 72?

Svar: Overhovedet ikke. Adam og Eva gjorde fire ting, efter at de havde syndet:

1. De syede figenblade sammen til tøj (1. Mosebog 3:7)

2. De gemte sig for Gud (1. Mosebog 3:8)

3. Adam var bange (1. Mosebog 3:10)

4. Adam gav Eva skylden, og Eva gav slangen skylden (1. Mosebog 3:12-13)

Job 31:33 henviser til, at Adam skjulte sin synd. Dette kunne henvise til, at Adam gemte sig eller gav Eva skylden, såvel som eller i tillæg til at lave tøj. Selv hvis det henviste til, at Adam og Eva klædte sig på, beviser det stadig ikke seksuel synd.

Spørgsmål: Hvad ville Job ifølge Job 31:36-37 bære som en krone?

Svar: Job siger, at hvis alle anklagerne mod ham blev skrevet ned, er han så overbevist om sin retfærdighed, at han ville bære bogen som en krone! Job siger, at han ønsker, han kunne træde frem for Gud, ligesom en prins træder frem for en konge, og forklare alt dette og få det afklaret.

Er der gudfrygtige egenskaber i din karakter, som du har ladet stolthed sive ind i og inficere? Er der ting, du ville stå foran Gud og være stolt af? Hvis ja, så tænk dig om igen, inden den tid kommer, hvor du virkelig træder frem for den Hellige. Gud elsker os ikke på grund af noget, vi har gjort uafhængigt af Ham. Gud skabte os for sig selv, og vi bør være glade, ikke stolte, over det, Han udfører gennem os.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Job 31:40: »Således slutter Jobs ord«?

Svar: Det er sandsynligvis for, at vi ikke forventer flere taler fra Job. Job taler faktisk (måske er »mumler« et mere passende ord) senere i Job 40:3-5 og Job 42:1-6.

Vi bør ikke tage det uforklarlige ilde op. Det er fint at ønske at forstå, men vi bør ikke kræve at forstå.

Spørgsmål: Hvorfor havde Elihu ret, og de fire andre mænd tog fejl i Job 32:1-37:24?

Svar: Job hævdede, at hans lidelse skyldtes, at Gud var uretfærdig. Jobs venner hævdede, at Jobs lidelse skyldtes Jobs synd. De var i en fastlåst situation. Elihu sagde, at begge parter tog fejl, og Elihu var vred over disse ellers vise mænds ord. Gud sagde ikke, hvorfor Job led, og det var anmassende at hævde, hvorfor det var sådan. Vi kan dog se, at Gud udøver retfærdighed, men ofte må vi vente på Hans retfærdighed, da den ikke altid kommer i dette jordiske liv.

Elihus argumenter var korrekte. Elihu præsenterede sig for de fire og eventuelle tilhørere og fastslog sin ret til at tale i Job 32. Men i sine lange forklaringer om værdien af sine ord mener nogle, at han måske gik over stregen og blev overmodig. Naturligvis står der i Job 32:2-3, at Elihu var vred over disse troendes udtalelser, da han talte.

Spørgsmål: Hvad er Elihus pointe her i Job 32:1-37:24?

Svar: (32) Elihu mener, at alle fire tager fejl.

(33) Job, du sagde, at du var retskaffen, og at Gud er uretfærdig over for dig. Du er ikke retfærdig i den forstand, at du strider mod Gud, som ikke skylder os nogen forklaringer. Gud taler til os og går i forbøn for os, og Gud kan redde os fra undergang.

(34) I tre vise mænd tager fejl, fordi I ikke korrigerer Job. I tre og Job har i bund og grund det samme problem; I tror, I kan finde ud af årsagen til Jobs lidelse, og at Gud er forpligtet til at fortælle jer den. I tror, det skyldes en eller anden hemmelig synd, ellers er Gud uretfærdig. Det eneste rigtige svar på, hvorfor Job lider, er dette: »GUD HAR IKKE FORTALT OS DET ENDNU.«

(35) Job, du tager fejl, når du siger, at min retfærdighed er større end Guds. Elifas tager fejl (i Job 22:2), når han siger, at det ikke nytter noget, om vi er retfærdige eller ugudelige. Gud har behag i gudsfrygt. Gud er ikke uretfærdig. Hvis du ikke er villig til at vente på Hans retfærdighed, så formerer du blot ord uden viden….

(36-37) Vi kan dog sige dette om Guds retfærdighed. Gud foragter ingen. Han er imod de ugudelige, og han skænker retfærdighed til de undertrykte. Vi kan ikke kende hele Guds storhed, men jeg vil springe frem for at høre Guds stemme. Job, Guds gerninger er så vidunderlige, og han er fuldkommen i viden. Hvis du vil strides med Gud, så lær os da, hvad vi simple dødelige kan sige til ham?

Spørgsmål: Hvor befandt »Buz« sig i Job 32:2?

Svar: Buz var søn af Nahor og Milka og dermed Abrahams nevø i 1. Mosebog 22:20-21. Der var også en Uz, en søn af Aram, i 1. Mosebog 10:23. Uanset hvad boede de i det, der i dag er Syrien. Jeremias 25:23 nævner også Buz.

Spørgsmål: I Job 32:6-7, hvornår bør vi lade andre komme til orde og afstå fra at tale?

Svar: Nogle gange kan man lade være af respekt og høflighed. Andre gange kan man vente med at tale, indtil det er et tidspunkt, hvor andre vil lytte bedre til en. Dette viser, at Job og hans tre venner ikke var de eneste til stede. Måske kunne der have været en skare af mennesker ud over Elihu.

Spørgsmål: I Job 33:6 og 36:2 sagde Elihu, at han optrådte som Guds talsmand. Var det rigtigt?

Svar: Ja, da Gud ikke irettesatte Elihu, som han gjorde med Job og hans tre venner. Det gør vi hele tiden, når vi forkynder evangeliet eller discipulerer nogen. Det er dog meget vigtigt, at det, man siger, er korrekt. Desuden sagde Elihu i Job 32:10,17, at det var hans mening, og Elihu bad ikke Job og hans tre venner om at tage hans ord ukritisk, men om at prøve dem, ligesom man smager på mad, i Job 34:3-4. Jobs tre venner optrådte også som talsmænd for Gud, men de sagde ikke de rigtige ting.

Spørgsmål: Hvad var det gode ved Elihus tale i Job 33:9-36:23?

Svar: Der var en række ting.

At gentage det, Job sagde: For det første viste Elihu, at han respekterede Job ved virkelig at lytte til ham. Elihu gentog Jobs ord 16 steder: Job 33:9a, 33:9b, 33:9c, 33:10a, 33:10b, 33:11a, 33:11b, 34:5a, 34:5b, 34:6a, 34:6b, 34:6d, 34:9, 35:2, 35:3 og 36:23. De tre venner gentog aldrig, hvad Job sagde, mens Elihu viste, at han lyttede.

Svar på specifikke punkter: Elihu svarede på specifikke ting, som Job sagde.

Som svar på den overordnede, grundlæggende holdning: Elihu så på de grundlæggende klager, som kom til udtryk i Jobs tone.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af, hvad Job burde have sagt i Job 33:9-33?

Svar: Selvom det er svært at sammenfatte alt det, Job faktisk sagde, følger her en sammenfatning af, hvad Job burde have sagt, med tak til Elihu.

1) Jeg indser, at jeg ikke er perfekt eller mere retfærdig end Gud (Job 33:9; 34:5; 35:2).

2) Så vær venlig at lære mig, hvor jeg har fejlet, så jeg kan omvende mig (Job 34:32).

3) Jeg vil ikke strides med Gud, men tilskrive ham retfærdighed (Job 33:13; 34:17; 36:3).

4) Jeg ved, at Gud taler (Job 33:14-22; 35:10-11; 37:22), lytter (Job 34:28) og frelser og straffer (Job 36:8-16).

5) Jeg vil prise og forherlige Guds majestæt (Job 36:24-26; 37:5, 14).

6) For jeg ved, at mennesker ikke forstår Guds veje (Job 36:22-23,29; 37:14-18).

Spørgsmål: Hvad skal vi gøre, når vi rammes af en tragedie, som beskrevet i Job 33:9-33?

Svar: Når vi står over for en tragedie, bør vi gøre meget af det, som Elihu sagde, at Job burde have gjort:

1) Indse, at alle har begået fejl og kunne have truffet andre beslutninger.

2) Spørg, om der er en synd, som vi har ignoreret eller ellers ikke kender til, som vi bør bede om tilgivelse for, omvende os fra og ikke gøre igen.

3) Vi skal ikke bebrejde eller pege fingre ad Gud.

4) Selv i en tid med sorg skal vi nærme os Gud i bøn.

5) Pris Gud midt i denne situation.

6) Indse, at vi ikke ser det store billede, som Gud gør.

Spørgsmål: Hvad sagde Elihu i Job 34:5-37 imod Jobs tre venner?

Svar: Ja, Job tog fejl, da han sagde, at han var retfærdig, og at Gud havde taget retfærdigheden fra ham (Job 34:5-7).

Men du tager fejl, hvis du tror, at Gud ville være uretfærdig ved nu også at lade de gudfrygtige gennemgå svære tider (Job 34:16-19).

Jobs venner mente, at lidelse kun kom, fordi Gud ville straffe. Elihu påpeger, at lidelse også kan komme for at lære os noget. Som Simone Weil siger i *Gravity and Grace*: »Kristendommens ekstreme storhed ligger i, at den ikke søger et overnaturligt middel mod lidelse, men en overnaturlig anvendelse af den.«

Spørgsmål: I Job 34:8, hvornår bør man holde sig væk fra nogen, der har en dårlig indflydelse på en?

Svar: Generelt er det godt at omgås ikke-kristne og have ikke-kristne venner. De kan se dit vidnesbyrd og måske komme til Herren. Nogle mennesker har dog givet udtryk for, at de slet ikke har til hensigt nogensinde at komme til Gud. Hvis du ikke gør dem mere ”varme” over for Gud, og de påvirker dig til at blive mere kold, så er du nødt til at finde nogle andre venner.

Spørgsmål: Hvad er Elihus hovedpointe i Job 35:1-16?

Svar: I Job 35:1 kritiserer Elihu ikke nødvendigvis en bestemt sætning, som Job har sagt, men hele hans holdning, hvor han hævder at være mere retfærdig end Gud, og at det ikke kan betale sig at være retfærdig. Som kristne skal vi se opad!

Spørgsmål: Hvordan svarer du i Job 35:3, når nogen spørger, hvorfor de skal være retfærdige, eftersom Gud ikke ser ud til at gøre noget lige nu?

Svar: Der er umiddelbare fordele ved at opbygge sin karakter og sine relationer til andre. Nogle gange er der umiddelbare konsekvenser, såsom at komme i fængsel. Men det meste af tiden ser man ikke disse kortsigtede ting. Der er langsigtede, alvorlige konsekvenser for de fortabte, og kroner og andre belønninger for de hellige, der udfører retfærdige gerninger for Gud.

Spørgsmål: I Job 35:5,10f; 36:24-37:24, hvad er den store kontrast her mellem Elihu og Job, og også Jobs tre venner?

Svar: Elihu er en mand, der priser Gud, og det er de ikke, eller i det mindste virkede Job ikke sådan på netop dette tidspunkt. Elihu benægter ikke, at tingene er svære; men han opfordrer Job til at se sig omkring på Guds vidundere og alligevel prise Gud.

Spørgsmål: I Job 35:6-8, »sårer« vores synd på nogen måde Gud?

Svar: Der er to dele i svaret.

Nej, Job 35:6-7 viser, at den Almægtige Gud, som fylder himlene og jorden, hverken bliver såret eller hjulpet af menneskers handlinger – eller for den sags skyld af engle eller dæmoner.

Men vi kan herliggøre Gud (eller lade være). Vores retfærdige handlinger, udført med det rette hjerte, herliggør imidlertid Gud. I Jobs tilfælde viser Job 1:8-12, at Jobs retfærdighed var af så stor betydning for Gud og gav ham glæde, at Gud fortalte Satan om den. Jobs vedvarende integritet både herliggjorde Gud og viste Satan, hvor ringe indflydelse Satan havde på Jobs retfærdighed.

Har du nogensinde standset op og tænkt over, hvor vidunderligt mærkeligt det er, at vi små mennesker har fået evnen til at vælge at prise Gud?

Spørgsmål: I Job 35,10; Salme 77,6; 119,54-55; Esajas 30,29 – hvordan giver Gud os sange om natten?

Svar: Gud giver os glædesfulde sange, selv når vi er i trængsel. Og selvfølgelig kan vi synge, når Gud befrier os fra vores trængsel.

Nogen sagde engang: »Der sker aldrig noget godt efter midnat.« Tja, teknisk set er det ikke sandt. Du kunne jo være vågen og prise Gud! Forhåbentlig priser du dog Gud i stilhed, hvis du ligger i sengen sammen med din ægtefælle.

Spørgsmål: I Job 36:4f, er det så Gud eller Elihu, der er subjektet, når Elihu siger: »Der er én, der er fuldkommen i viden, hos dig«?

Svar: I dette vers alene er det tvetydigt. Hvis Elihu henviser til Gud, siger han, at man skal se til Guds viden og ikke være vis i egne øjne. Men hvis Elihu henviser til sig selv, ville det også gøre Elihu arrogant. Det er et paradoks, at en person, der er lidt arrogant, kan være den mest følsomme til at opdage arrogance hos andre. Så i dette vers alene kan det være begge dele.

Elihu fortæller os dog i Job 37:16, hvem han mener: det er Gud, der er fuldkommen i viden.

Spørgsmål: Hvordan kunne Elihu i Job 36:27-28 vide noget om fordampning, når det, så vidt vi ved, først var grækerne i en senere periode, der skrev om det?

Svar: Selvom det er uklart, hvor meget Elihu vidste om fordampning, ser det her ud til, at han har den grundlæggende idé. Grækerne, i hvert fald helt tilbage i Hesiods tid i det 8. århundrede f.Kr., kendte til tåge og kaldte den anathyamiasis. (Theogoni 1928, 1958, s. 547-553). Thales fra Milet mente i 585 f.Kr., at vand var det centrale element i alt, og underviste om fordampning. Herefter skrev Anaximander fra Milet, Aetius, Xenophanes fra Kolofon (ca. 530), Diogenes Laertius, Aristoteles (ca. 350 f.Kr.) og andre om fordampning.

Vi mener dog, at Jobs Bog blev skrevet efter Josef og hans brødres tid og før Moses’ tid, hvilket vil sige før 1447 f.Kr., længe før nogen kendte græske forfattere.

Men selvom grækerne var de første, vi kender til, der skrev om det, var de ikke de første til at afbilde det. Et egyptisk vægmaleri viser en slaveknægt, der henter vand fra Nilen og vifter med det for at køle det ned til sin herskerinde. Dette var i 2.500 f.Kr., hvilket er omkring 500 år før Abraham. Et andet trick, som de kloge egyptere brugte, var at gennemvæde et tæppe med vand og derefter lægge sig oven på det, når de gik i seng. Så de havde helt sikkert den opfattelse, at vand kan forsvinde i varmen og også gøre tingene køligere. Se https://quilohome.com/evaporative-cooling-ancient-world/ og https://sleepbetter.org/sleep-like-an-egyptian/ for mere information.

Spørgsmål: Hvad er det nye, Elihu siger her i Job 36:13-32?

Svar: Elihu taler ikke om, hvorvidt Job fortjente noget af dette eller ej. Men hvad Elihu siger, er, at hvis Job havde fulgt Gud, hvis han stadig havde været underdanig, ville Gud allerede have frelst ham fra dette.

Nogle gange, når vi befinder os i en situation, som vi kan lære af, lader Gud os forblive i den situation i det, der føles som en uendelig lang tid. Måske lader Gud os forblive i den situation, indtil vi har lært det, vi skal lære. Så bed Gud om at lære dig det, han ønsker, at du skal forstå.

Spørgsmål: Hvordan taler Gud til mennesker i deres lidelse i Job 36:15?

A: Folk kan være svære at få til at lytte, når alt går godt, men de er mere villige til at lytte og overveje noget nyt, når de er i nød. Men ud over dette kan Gud lære os ting gennem lidelse – selv uretfærdig lidelse – som vi måske ikke ville kunne lære på nogen anden måde. Gud kan også bruge lidelse på ét område til at rydde op i et problem eller en synd på et andet område.

Q: Hvad er det for noget andet, Elihu siger her i Job 37:14-23?

A: Elihu siger: Hold op med at tale så meget. Lyt og overvej Guds vidundere.

Spørgsmål: Hvordan kan der i Job 37:18 være en fast kuppel over jorden?

Svar: Dette er en sammenligning, hvor himlen sammenlignes med et klart spejl. Dengang var spejle lavet af højpoleret metal, da man ikke havde glasspejle.

Spørgsmål: Hvorfor svarede Gud ikke Job tidligere i Job 38:1?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, kan der være mindst fire grunde.

For det første viser det faktum, at Elihu talte foran Gud, at Gud ikke følte sig forpligtet til at svare direkte på Jobs beskyldninger.

For det andet bad Job ikke så meget til Gud, som han fremsatte beskyldninger mod Gud.

For det tredje syntes ingen i bogen at have en stemme, der priste og ventede tålmodigt på Gud, før Elihu tog ordet.

For det fjerde satte Gud Job på prøve (som i Daniel 3:16-18), idet Gud samtidig demonstrerede sin fulde og totale magt over Satan (Johannes 12:31; Jakob 4:7).

I modsætning til Jobs tre venner bør vi opfordre Gud til at give os oplysning i vores tanker og samtaler. Vi har brug for at bede om visdom og oplysning, som beskrevet i Efeserbrevet 1:15-23.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Job 38:1 passende, at Gud taler ud af en storm?

Svar: Jobs Bog begyndte med en storm, som Satan brugte til at dræbe Jobs børn. Så nu slutter den med stormens kraft, hvor Gud kommer og taler direkte. Herrens vej er i hvirvelvinden og stormen i Nahum 1:3.

Spørgsmål: Hvorfor spørger Gud i Job 38:2 først, hvem der uden viden tilslører Guds råd?

Svar: Da Job sagde, at Gud var blevet hans fjende, ville han blot forvirre andre mennesker. Job havde bedt Gud om at få sin sag for retten. Nu, hvor han har fået den, er Job rædselsslagen. Job er først nu begyndt at indse, at han var arrogant over for Gud, og han ved, at det ikke er en god situation at befinde sig i.

Bibelen advarer os mod at være stolte i Salme 75:4-5; Ordsprogene 13:10; 29:23 og 30:13. Vi skal ikke anse os selv for kloge i Ordsprogene 3:7; 26:12; 28:11; Romerbrevet 12:16.

Men Job ville til sidst blive glad for, at Gud talte til ham. Nu ved Job, at han ikke er alene; Gud er ved hans side. Esajas 41:10; Salme 73:23; og Johannes 14:18; 16:32-33 siger også, at Gud er med os.

Spørgsmål: Hvorfor ventede Gud ikke i Job 38:3-39:30 på, at Job skulle svare på hvert spørgsmål, og hvorfor fortalte Gud ikke bare Job, hvad det var, han havde sagt forkert?

Svar: Gud besvarede Jobs beskyldninger. Men i stedet for at give forklaringer svarede Gud Job ved selv at stille 80 retoriske spørgsmål, der spænder fra Jobs identitet til hans evner. Forestil dig et øjeblik, at du skulle til eksamen i et universitetsfag, hvor hele eksamenen bestod af netop disse 80 spørgsmål, og du ikke kendte svaret på et eneste af dem! Hvordan ville du have det? Sandsynligvis lidt ligesom Job her. Job formørkede Guds råd uden at vide det, og Gud viste Job, hvordan Jobs begrænsede forståelse formørkede Guds råd, før han oplyste Job.

Pointen handlede ikke om, at Job skulle besvare spørgsmålene, eller om at Gud skulle besvare Jobs spørgsmål, som alle var baseret på uvidenhed. Pointen var, at Job skulle indse, at han ikke var i stand til at besvare noget af Guds spørgsmål. Hvis Job ønskede at spille skeptiker, så kunne Gud spille skeptiker over for det, Job vidste, ved at demonstrere, at Job, selvom han var retfærdig, vidste meget lidt eller intet ud fra sin egen forståelse. Gud forklarede stadig ikke sine veje for Job; snarere viste Gud sine veje uden en forklaring, som han ikke var forpligtet til at give. Så vidt vi kan se, afslørede Gud aldrig for Job situationen med Satan i Job kapitel 1.

Spørgsmål: Hvordan tilslørede Job Guds råd i Job 38:2?

Svar: Dette betyder IKKE, at Job tilslørede eller hindrede noget vedrørende Guds egen rådgivning i himlen. Snarere var det sådan, at Job »forvirrede billedet« med hensyn til den visdom, som Gud havde åbenbaret for andre. Generelt gælder det, at når en person, der anses for at være kristen, siger ting om Gud, som Gud aldrig har lært, fordi de ikke er sande, så tilslører også denne person Guds rådgivning uden at vide det og forvirrer billedet for sig selv og andre.

Job havde lært falske ting om Gud. Job havde sagt, at mens han selv var retfærdig, var Gud uretfærdig; mens han selv var gudfrygtig, var Gud hans fjende. Job havde draget forhastede konklusioner og talt anmassende, da han ikke havde alle fakta om, hvad der foregik bag hans lidelse.

Mere generelt tilslører nogle mennesker Guds råd, når de glemmer, at vi er skabt i Guds billede, og forsøger at forme Gud efter deres eget billede. Job tilslørede imidlertid Guds råd på en anden måde: Job sagde ting om Gud for at retfærdiggøre sin egen lidelse og retfærdiggøre sig selv og kaldte Gud uretfærdig.

Gud talte ikke kun om Job, men også om hans tre venner. Og på en måde taler Gud her til mennesker i dag, for dette sker hele tiden. Når mennesker siger, at ting er gode, som Gud siger er onde, eller at ting er onde, som Gud siger er gode, tilslører de Guds råd. Når de sætter spørgsmålstegn ved Guds natur eller godhed og i stedet søger at fastsætte deres egen standard, forsøger de bevidst at tilsløre Guds råd. Vi bliver advaret om at være meget på vagt over for tungen i Jakob 3,7-10.

Så vær ikke for hård ved Job og hans venner her, for de er ikke enestående. Den gennemsnitlige person i dag ved sandsynligvis meget mindre om Guds råd end Jobs venner gjorde. Denne uvidenhed medfører sine egne konsekvenser, som Paulus skriver om i Romerbrevet 1:18-23.

Spørgsmål: Hvad er forløbet eller oversigten over disse kapitler i Job 38:2-39:30?

Svar: Disse vers er opstillet i rækkefølge efter, hvordan Gud er naturens Herre.

Job 38:4-15 Gud er Skaberen

- - - af jorden (4-7),

- - - havet (8-11) og

- - - dagen og natten (12-15)

Job 38:16-38 Gud hersker over de livløse ting.

- - - havets dybder og himmelens vidder (16-18),

- - - lys og mørke (19-21)

- - - Vejret, sne, hagl, vind, regn, torden og frost (22-30)

- - - Stjernerne i deres konstellationer (31-33) og

- - - Kraftige regnskyl og oversvømmelser (34-38).

Job 38:39-39:30 Gud hersker over livet

- - - Føde til dyr, såsom løven og ravnen (38:39-41),

- - - Forplantning, f.eks. hos de vilde bjergge og hjorte (39:1-4),

- - - Vild frihed, såsom det vilde æsel i modsætning til det tamme æsel (5-8),

- - - Stor styrke, såsom vildoksen i modsætning til den tamme okse (9-12),

- - - Hurtige dyr som strudsen og krigshesten (13-25), og

- - - Hurtigtflyvende rovdyr, såsom høge og ørne (eller gribbe) (26-30)

Elifas hentydede også til den første del i Job 15:7-9, da han spurgte Job, om han var den første fødte, ældre end bjergene, eller kendte Guds råd.

Spørgsmål: Hvad var Guds pointe her i Job 38:2-41:34?

Svar: Her er et kort resumé af de 80 spørgsmål, som Gud stiller Job.

(38-39) Job, hvorfor formørker du mit råd med ord uden viden? Hvor var du, da jeg skabte jorden, havet, daggryet, døden, lyset, sneen, tordenkilerne, stjernerne, skyerne og dyrene? Vil du strides med Gud og rette på ham?

(40:1-5) Job siger, at han ikke har noget svar til Gud.

(40:6-41:34) Så svar mig på dette: Hvis du ophæver Guds dom for at retfærdiggøre dig selv, vil du så gerne have opgaven som dommer (og håndhæve dine egne domme)? Kan du skabe behemoth (flodhesten) eller trække leviathan (krokodillen) frem? Kan du lege med den, som med en fugl, eller lægge den i snor?

Spørgsmål: Understøtter Job 38:31-32 astrologi?

Svar: Nej. Astrologi er en synd, der består i tåbeligt at forsøge at bruge stjernerne, der befinder sig millioner af miles væk, til at forudsige menneskers generelle karaktertræk og deres »fremtid«.

Læs ikke horoskoper i avisen, på nettet eller andre steder.

Men astronomi, at se på stjernerne og undre sig over deres Skaber samt at bruge stjernerne til at markere årstiderne, er ikke i strid med Bibelen, i modsætning til astrologi. Faktisk var det i Egypten ganske vigtigt at bruge stjernerne til at bestemme, hvornår Nilen ville gå over sine bredder, og hvornår man skulle så. At bestemme, hvornår en årstid begynder, er ikke det samme som at forsøge at forudsige ens liv. Tværtimod er stjernernes angivelse af årstiderne en måde, hvorpå Gud sørger for os gennem sine egenskaber og vores rette anerkendelse og brug af hans skabelse.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af Plejaderne i Job 38:31?

Svar: Plejaderne er en tæt stjernehob. Det er forbløffende, at der kan være så mange stjerner på et område, der set fra Jorden forekommer så lille. Hvorfor udvider de sig ikke, så de ligner andre stjerner? Hvordan undgår de at kollapse sammen? Desuden markerede Plejadernes heliakiske opgang på det tidspunkt forårets begyndelse.

Imidlertid nævner jøden Philo (15/20 f.Kr. – 50 e.Kr.) nedgangen af de syv stjerner i Plejaderne som tidspunktet for såning og Plejadernes opgang som høsttid. I *On the Creation* 38:115, s. 17.

Som en sidebemærkning har den japanske bilproducent Subaru fået sit navn fra Plejaderne på japansk.

Spørgsmål: Hvad betyder »Mazzaroth/Mazzaloth« i Job 38:32 og 2. Kongebog 23:5?

Svar: Dette menes at være det samme som »Mazzaloth« (l i stedet for r) i 2. Kongebog 23:5. Selvom nogle få mener, at dette kunne henvise til planeterne, henviser det højst sandsynligt til de roterende stjernebilleder, som Gud frembringer i deres sæson. Stjernerne er Guds værk, som Salme 147:4, Nehemias 9:6, Esajas 40:26 og 45:12 viser.

Spørgsmål: I Job 39:14, forlader strudsen her sine æg, eller lægger hun dem her?

Svar: Nogle oversættelser af Job 39:14 siger, at strudsen »lægger sine æg«. Imidlertid er et homonym til det hebraiske ord for »at lægge« »at forlade«. En god oversættelse, der fanger begge betydninger, er »forlader sine æg«, hvilket er, hvordan BSB gengiver det.

Spørgsmål: Hvad er det særlige ved strudsen i Job 39:13-15?

Svar: Strudse er mærkeligt udseende fugle. De er store fugle, syv eller otte fod høje, med store vinger, som ikke hjælper dem med at flyve. Flere strudse kan lægge deres æg i samme rede. Hvis der ikke er plads, lægger de deres æg på sandet uden for reden. Mange gange træder strudsemødre, der vejer op til 300 pund, på deres egne æg. Nogle gange ruge en strudsemor på andres æg og glemmer, hvilke der er hendes egne. Strudsemoren »behandler sine unger hårdt« ved at jage sine etårige strudse væk, når parringssæsonen indtræffer. Alligevel overlever strudserne. De kan løbe 40 miles i timen, hvilket er hurtigere end en hest. Hvordan ville Job overhovedet kunne finde på at skabe et sådant dyr?

En struds er et paradoks, for den viser Guds skabende geni, men har selv ingen visdom.

Spørgsmål: I Job 39:1-30 kunne Gud have sagt noget i retning af: »Job, lad mig forklare dig det hele. Satan udfordrede din integritet, og din lidelse herliggjorde Mig ved at afsløre Satan.« Men det gjorde Gud ikke. Hvorfor?

Svar: Gud var tilsyneladende mindre optaget af, at Job skulle kende årsagerne til sin lidelse, end af at rette op på to af Jobs dårlige holdninger. For det første, at Job antog, at han kunne finde svaret på alt ud fra sin egen begrænsede eller mangelfulde forståelse. For det andet, at Job fortjente at få et svar. I stedet er det nok at se og kende Guds majestæt og herlighed, selv når vi ikke har et svar.

Job var en gudfrygtig mand, men selv en gudfrygtig person kan have brug for korrektion.

Hvis Gud nogensinde fortalte Job eller hans venner, inden de døde, om Guds samtale med Satan, så siger Jobs Bog intet om det. Mest sandsynligt døde de uden at ane noget om det. Tror du, at Gud og Satan eller en anden dæmon nogensinde har haft en samtale om dig?

Spørgsmål: Hvilke ligheder er der i Job 38:1-39:30 med 1. Mosebog 3:8-13,21?

Svar: I begge tilfælde blev der givet dårlige råd af dem, der kendte Guds veje. Job og hans tre venner i Jobs Bog, og Satan i 1. Mosebog 3 samt resultaterne af Satans »væddemål« med Gud i Jobs Bog 1:6-12. Her er andre ligheder:

a) Begge historier begynder for de menneskelige personer i en slags paradisisk have, som Gud har skabt.

b) Ondskaben i form af Satan er antagonisten i begge historier.

c) Eva og sandsynligvis Adam forsøger ikke at fjerne Gud fra deres liv, men snarere på en begrænset måde at indtage Guds plads i erkendelsen af godt og ondt. Job og hans tre venner troede, at de kunne se tingene fra et udsigtspunkt som Guds og forstå alt, ligesom de tillod sig at fælde dom og give skylden for Jobs situation, hvilket på nogle måder ligner Adam og Evas skyldforskydning.

d) I begge tilfælde vægter de centrale menneskelige aktører deres selvtillid til at have opnået Guds viden eller manglen på samme (i Jobs og Evas tilfælde) højere end at stole på Gud og hans visdom.

e) I begge tilfælde er dette syndigt og i høj grad baseret på menneskelig stolthed.

f) I begge tilfælde spiller døden en central rolle som en konsekvens i 1. Mosebog 3 og som en forudgående begivenhed og et ønske i Jobs bog.

g) I begge tilfælde indleder Gud først med et spørgsmål: »Hvem er det, der formørker mit råd med ord uden viden?« i Jobs bog, og til Adam: »Hvor er du?« i 1. Mosebog 3:9. Naturligvis havde Gud på forhånd kendskab til svarene på disse spørgsmål. Guds »krydsforhør« af hvert vidne krævede selvransagelse og omvendelse fra Adam, Eva og Job, som hver især måtte stå til regnskab for deres respektive tilsløring af Guds råd på grund af deres følelse af selvtilstrækkelighed, ret til noget og den deraf følgende syndighed.

h) Gud befalede Job at bringe et offer for sig selv og sine tre venner (ikke Elihu) på grund af deres syndige ord. I 1. Mosebog 3:21 lavede Gud tunikaer af skind/læder til Adam og Eva. Hvor kom dyreskindene fra? Dyr måtte dø. Vi ofrer til Gud, fordi Han først skabte os i sit billede, hvilket til dels betyder Hans forpligtelse til at ofre sig for os gennem sin Søn.

På samme måde stiller Gud måske det samme spørgsmål til os hver dag: hvor er du? Vi bør dagligt ransage os selv (2. Korintherbrev 13:5) for at se, hvor vi befinder os i vores vandring med Herren. Halter vi bagefter på grund af apati, distraktion fra andre interesser eller syndens trældom? »Løber vi foran« (2. Johannesbrev 9), enten ved at forsøge at gætte på viden, som Gud ikke har åbenbaret, eller ved at arbejde hårdt på at kende og udføre Guds arbejde uden Herrens styrke? Er vi tro mod ordene og ånden i Ordsprogene 3:5-6? Men i stedet for at udføre »vores arbejde for Ham« på vores egen særlige måde, som vi ønsker, bør vi udføre »Hans arbejde« på den måde, Han ønsker, at vi skal gøre det.

Spørgsmål: Hvad er Guds budskab i versene i Job 40:1-41:34?

Svar: Gud spørger Job, hvordan han ville håndtere det onde. Hvad Job ville gøre med barmhjertighed og dom er ikke det centrale spørgsmål; men snarere: Hvad kan Job gøre? Har du nogensinde ladet det onde fortsætte, uden at du har gjort indsigelse, fordi du vidste, at det at gøre indsigelse kunne betyde fare eller tab for dig selv eller din familie? Men i stedet for at Job forsøger at stå imod Gud, hvorfor så ikke lade Job stå imod noget andet, der er relativt ubetydeligt i sammenligning, du ved, som behemoth eller leviathan.

Spørgsmål: Hvem er »den, der kritiserer« i Job 40:2?

Svar: I den umiddelbare sammenhæng er det naturligvis Job, især efter at Job i Job 10:2 og 23:6 beskyldte Gud for at strides med ham. Men i bredere forstand kan det henvise til enhver, der ønsker at stille spørgsmål ved og strides med Gud.

Spørgsmål: Hvorfor talte Job ikke mere i Job 40:3-5, som han gjorde så meget tidligere i bogen?

Svar: Job sagde bevidst, at han ikke længere ønskede at tale i Job 40:5. Måske indså Job, at jo mere han talte, jo dybere gravede han sig ned. Hans tidligere tale fokuserede på at retfærdiggøre sig selv og beskylde Gud for uretfærdighed. Han indså nu, at denne tale ikke ville føre ham nogen steder. Job indser nu, at ved at insistere på, at han skulle give mening til alt, hvad der sker, forsøgte han at påtage sig en opgave, der ikke var hans, men Guds.

Der kan være tidspunkter, hvor vi er tåbelige eller fuldstændig misforstår sammenhængen, og så kan det være bedst for os blot at holde mund.

Spørgsmål: Hvordan kan man i Job 40,3-5 vide, om man er gået for langt i sin protest?

Svar: Først og fremmest skal du se dig omkring på de andre. Vær ikke som den person, der klager til Gud over, at han ikke har nogen sød dessert, når en anden slet ikke har noget at spise.

Spørgsmål: I Job 40:4-5, kan en person være gudfrygtig og alligevel være arrogant på samme tid?

Svar: Ja, men det er ikke pænt; det kan være en rigtig afskrækkende faktor for både ikke-troende og troende. Job var en gudfrygtig mand, der lærte andre sandheden om Gud. Men når man ser tilbage gennem bogen, var Job ikke arrogant på én måde, men på flere måder. Job var arrogant i sin tro på, at han havde alt, hvad han behøvede for at kunne forstå alt om, hvad der skete med ham. Når tingene ikke gav mening ud fra de oplysninger, han havde til rådighed, beskyldte Job så Gud. Det faldt tilsyneladende aldrig Job – eller for den sags skyld hans tre venner – ind, at der måske var vigtige oplysninger, som de ikke kendte til. Som man kan se i Jobs Bog, kan der flyve gnister, når en arrogant person taler med en anden.

En anden bemærkning: Der er en forskel på at være arrogant hele vejen igennem og på ikke at være en arrogant person generelt, men alligevel være arrogant på enkelte områder. En person, der generelt er arrogant, vil måske forsøge at hente sin selvværd udelukkende fra det faktum, at vedkommende er bedre end andre. Men man kan være ydmyg og indse, at det er Gud, der er vigtigst, og betragte andre som vigtigere end sig selv (Filipperne 2:3). Det er helt i orden at fortælle, hvad man har opnået. Men næste gang du har et virkelig, virkelig stærkt ønske om at fortælle nogen, hvor god du er (eller var) til noget, så stop et øjeblik og spørg dig selv, hvad der driver det stærke ønske. Kunne det være arrogance på et bestemt område? Hvis det er tilfældet, hvorfor så ikke holde op med at tale om dig selv og i stedet spørge ind til dem?

Vær ikke som den enlige fyr i en vittighed, der gik på date med en pige og brugte den første halvdel af tiden på kun at tale om sig selv. Så sagde han: »Nå, nu har jeg talt nok om mig selv. Hvorfor taler du ikke om mig?«

Når du ser en gudfrygtig person, der er arrogant, skal du ikke forsøge at benægte, at vedkommende er gudfrygtig, som Jobs venner gjorde. Men du skal stadig tage fat på vedkommendes arrogance, som Elihu og senere Herren gjorde.

Spørgsmål: Hvad mente Job i Job 40:4-5, da han sagde, at han havde talt én gang, ja, endda to gange, og ikke ville tale mere?

Svar: Dette er talemåder, der er almindelige i semitiske sprog. Det betyder ikke, at Job sagde, at han aldrig ville tale igen. Men Job indså, hvad en person sagde i begyndelsen af det tyvende århundrede: Dine arme er for korte til at bokse med Gud.

Spørgsmål: Hvordan fordømmer nogle i dag Gud i Job 40:8 for at retfærdiggøre sig selv?

Svar: Det kan ske på flere måder. For det første kan en persons beretning om sin situation på et tidspunkt blive syndig, da vedkommende dermed siger, at Gud er uretfærdig. Det er i orden at forsvare sin egen integritet, men ikke at miskreditere Guds retfærdighed.

For det andet, og endnu værre, fordømmer nogle Gud som ond for at undskylde deres egen onde opførsel.

Spørgsmål: Hvad er behemoth i Job 40:15, 21-22?

Svar: Ordet betyder »dyr«, og endelsen indikerer et mægtigt dyr. Job viser, at det er et kæmpe planteædende landdyr, der lever blandt siv. Flodhesten er det næststørste landdyr, der lever i dag, og flodheste lever i Egypten, så det kunne være en flodhest. Nogle mener måske, at dyret er en elefant, idet de fortolker »halen« som en snabel. Men dyret er et flodhest, fordi det holder sig skjult blandt sivene i en sump, og elefanter holder sig ikke under vand som flodheste gør. En anden opfattelse er, at der måske er tale om en dinosaur, og folk dengang, ligesom i dag, har set dinosaurknogler. Store dinosaurer, såsom brachiosaurus, levede i sumpene, fordi de havde brug for vand til at bære deres store vægt, og folk i oldtiden kunne finde dinosaurknogler.

Spørgsmål: Hvad er Leviathan i Job 41:1?

Svar: Leviathan er et stort havdyr, sandsynligvis en krokodille. I overført betydning blev Leviathan betragtet som et stort havuhyre. I Esajas 27:1 var Leviathan et kanaanitisk symbol på ugudelige nationer, såsom Egypten. Bibelen og hedenske kilder adskilte sig ved, at de hedenske kilder troede på mytologiske væseners reelle eksistens, mens de bibelske forfattere anvendte udtrykkene i en rent billedlig og metaforisk forstand. Engelsk litteratur fra det 17. århundrede og tidligere brugte ofte mytologiske hentydninger på stort set samme måde.

Spørgsmål: Hvad kan lysglimtene i Job 41:18 betyde her?

Svar: Når en krokodille, der kan holde sig under vand i omkring fem minutter, kommer op til overfladen og sprøjter vand ud af næsen, kan det i sollyset se ud som lysglimt. Krokodillens øjne glimter, ligesom hos katte og mange krybdyr. De glimtende øjne bag den »røg«, der kommer ud af dens næsebor, kan give dette indtryk. Som en sidebemærkning: I Egypten, når en ny farao blev kronet, spidde han et flodhest og undertiden en krokodille (med hjælp fra andre). Dette symboliserede faraoens påståede kontrol over kaos.

Spørgsmål: I Job 42:1-17 – var Jobs lidelser, både hvad angår familien og helbredet, en fristelse eller en prøvelse, der formede hans karakter?

Svar: Lad os først se på fristelser, før vi besvarer spørgsmålet. Der findes mange forskellige former for fristelser; nogle er kortvarige, andre langvarige, nogle er milde, og andre er alvorlige. I enhver prøvelse ligger der en fristelse til at give op, ligesom Jobs kone opfordrede Job til blot at »forbande Gud og dø«.

En prøvelse kan være karakterdannende, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Den samme prøvelse kan være karakterdannende eller karakterødelæggende for forskellige mennesker, afhængigt af hvordan de reagerer. Men i stedet for at lytte til sin kone satte Job stadig sin lid til Gud, om end ikke fuldkomment, og Jobs prøvelse var karakterdannende.

Hvad kæmper du med i dag? Det kan være karakterdannende eller karakterødelæggende – »det hele afhænger af din afhængighed«. Stoler du på Gud gennem denne prøvelse, eller forsøger du at klare det alene uden Gud?

Spørgsmål: Hvorfor var Jobs reaktion i Job 42,1-6 den rette?

Svar: Job lærte ikke længere at henvende sig til Gud som en »mægtig fyrste«, som han gjorde i Job 31:37. I Job 42:1-6 indrømmede Job, at det var overmodigt af ham at anklage Gud, og han var oprigtigt ked af det, han havde sagt. Gud siger ikke, at hvert eneste af Jobs ord i Jobs Bog var passende (det var de faktisk ikke), men at Jobs endelige reaktion var passende.

Spørgsmål: Hvordan kunne Job i Job 42:5 se Gud og overleve, når der i 2. Mosebog 33:20 står, at ingen kan se Gud og overleve?

Svar: Job siger ikke, at han fysisk så Gud i en bestemt skikkelse. Snarere oplevede Job Gud på en mere nærværende måde, end han havde gjort tidligere. Den oplevelse, Job havde her, var helt anderledes end den filosofiske diskussion, som Job og hans tre venner havde haft tidligere. Den kristne Blaise Pascal talte om forskellen mellem »filosofernes Gud og troen på den levende Gud, der åbenbarer sig selv«.

Spørgsmål: Hvad var det præcis, Job foragtede i Job 42:6?

Svar: Ordet »mig selv« findes ikke i den hebraiske tekst. Job kunne mene, at han foragter sine tidligere ord, eller også at han foragter sig selv for at have sagt disse ord. Det kunne også betyde »jeg afviser det, jeg sagde«.

Spørgsmål: I Job 42:7-8 blev Guds vrede vakt mod Jobs tre venner på grund af det, de sagde i deres forsøg på at forsvare Gud. Hvordan kan mennesker i dag tale for at forsvare Gud, uden at det gør mere skade end gavn?

Svar: Med dette vers skifter bogen fra poesi til prosa. Jobs tre venner havde beskyldt Job for at være ugudelig over for Gud. De troede, at de tjente Gud og hjalp en uretfærdig mand. Men i en pludselig vending beder Gud Job om at bringe ofre for deres synder. Gud kalder Job »Min tjener Job« fire gange for at understrege det i Job 42:7-8.

Spørgsmål: I Job 42,8-10, hvornår bør vi bede Gud om at tilgive andre?

Svar: Det er meget mærkeligt, at selvom Jobs venner talte hans ører fulde, har vi ingen optegnelser om, at Jobs venner nogensinde bad for ham. Men her bad Gud Job om at bede for sine venner. Fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Gud har ret til at tilgive eller ikke tilgive, til at vise barmhjertighed eller nægte at gøre det (Romerne 9:11-18).

2. Den eneste begrænsning er den grænse, han selv har sat for sin retfærdighed.

3. Gud vælger at tilgive alle, der kommer til ham i omvendelse.

4. Men et menneske har brug for Guds nåde for overhovedet at kunne komme til ham. Gud vælger at gribe ind for at føre nogle til omvendelse, mens han for andre ikke griber ind.

5. I Apostlenes Gerninger 7 bad Stefanus til Gud om at tilgive dem, der havde dræbt ham, og vi bør også bede til Gud om, at han griber ind med sin barmhjertighed over for andre.

Spørgsmål: Hvordan blev Jobs velsignelser fordoblet i Job 42:10, når han kun havde ti børn til at erstatte de ti, han havde mistet?

Svar: Hvis der ikke var noget liv efter døden, ville dette være et berettiget problem. Men dette viser et interessant punkt. Hvis Jobs første ti børn i Job 1,2 var troende, ville Job have tyve børn i himlen, og hans velsignelser ville blive fordoblet.

Spørgsmål: I Job 42:11, trøstede de da Job for den lidelse, som Satan havde påført ham, eller som Gud havde påført ham? Er det i orden at sige, at Gud påførte lidelsen?

A: Selvom Satan var den mere direkte årsag til Jobs lidelse, var det på en indirekte måde Gud, der »påførte den« ved at tillade den. Det vigtige var ikke lidelsen i sig selv, men Jobs reaktion på den. Det var ikke sådan, at Job blot sagde: »Jeg vil have mine ting tilbage«. I stedet ønskede Job at tale med Gud, og han fik et nyt syn på Gud. Og så gav Gud ham hans ting tilbage – men i dobbelt så stort omfang.

Som en sidebemærkning havde Jobs slægtninge tilsyneladende opgivet ham som en håbløs sag. Vi har ikke set dem nogen steder i bogen indtil nu.

Spørgsmål: Hvordan påførte Gud Job det onde i Job 42:11?

Svar: Gud bragte ondskab over Job på to måder.

Job blev ramt af fysisk ulykke, og ordet ”ondskab” på hebraisk betyder både fysisk ulykke og moralsk ondskab.

Gud tillod et moralsk ondt væsen, Satan, at undertrykke Job. Satan gjorde ondt, men Satan måtte bede om Guds tilladelse, og Gud gav Satan tilladelse. Gud begik ikke selv noget moralsk ondt, men Han tillod Satan at sætte Job på prøve.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af, hvad der skete med Job i Job 42:11-17?

A: Jobs venner mente, at lidelse altid var en form for tugt, mens Job mente, at den havde til formål at ødelægge ham. Elihu sagde, at den kunne tjene som vejledning. Men Gud brugte den til noget helt andet: som en demonstration mod Satan og til at udvikle Jobs forhold til Ham.

Se på Jobs situation. Han er målløs efter at have set Guds majestæt, og han angrer de uovervejede ord, han tidligere havde sagt. Job lider stadig under den fysiske lidelse, han har stadig mistet al sin rigdom, men Job er nu tilfreds med, at Gud taler til ham. Da han først bad om tilgivelse for sine tre venner og sig selv, begyndte Gud for alvor at handle: Han fordoblede hans rigdom, gav ham det samme antal børn og skænkede ham mange flere leveår, da han levede 140 år efter dette – måske fordoblede han også hans levealder. Efter at Job havde set mere af Gud, kunne ingen benægte, at Job var velsignet i høj grad.

Sammenfattende kan man sige, at Gud gennem modgangen gav Job et nyt syn på sig selv. Vi bør også ønske os et nyt syn på Gud. Som der står i Job 13:15a: »Selv om han dræber mig, vil jeg håbe på ham.« (BSB)

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at hans døtre var så smukke i Job 42:15?

Svar: Gud velsignede ikke kun Job på grund af Jobs trofasthed, men Gud velsignede også hans familie på grund af Jobs trofasthed. Desuden viser dette vers, at fysisk skønhed er i orden.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Jobs Bog findes der stadig i dag?

Dødehavsrullerne: (ca. 1 f.Kr.) 4 separate eksemplarer ifølge *Dead Sea Scrolls Today*, s. 30, og *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 436-438. Disse er 2Q15, 4Q99, 4Q100 og 4Q101.

Samlet set er følgende 292 vers ud af i alt 1.071 vers i Jobs Bog (27,3 %) bevaret i Dødehavsrullerne

Job 3:5-6; 4:16-21; 5:1-4; 8:15-17; 9:27; 13:4,19-20,24-27; 14:4-6,13-17; 17:14-16; 18:1-4; 19:11-19,20; 20:1-6; 21:2-10,20-27; 22:3-9,16-22; 23:1-8; 24:12-17,24-25; 25:1-6; 26:1-2,10-14; 27:1-4,11-20; 28:4-13,20-28; 29:7-16,24-25; 30:1-4,13-20,x,27-31; 31:1, 8-16, 26-32, 4-; 31:14-19; 31:20-21; 32:1-3, 10-17; 32:3-4; 33:6-16, 24-32; 33:10-11, 24-26, 28-30; 33:28-30; 34:6-17,24-34; 34:28-31; 35:5-15,16; 36:7-16,23-33; 37:1-5,10-19; 38:3-13,23-33; 39:1-11,20-29; 40:4-14,23-31; 41:15-26; 42:1-2,4-6,9-12. Se *The Meaning of the Dead Sea Scrolls* for flere detaljer.

Der er fundet aramæiske oversættelser, kaldet targumer, af Jobs Bog blandt Dødehavsrullerne i hule 4. *The Dead Sea Scrolls Today*, s. 32-33, og *The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English*, 2. udg. *Targumet til Job* indeholder små fragmenter fra Job 17:14-42:11, selvom kun 37:10-42:11 er intakte, ifølge *The Wandering Aramean*, s. 164. Ifølge *The Wandering Aramean*, s. 165, har en anden targum af Job desuden bevaret Job 3:4 og Job 4:16–5:4. Rullerullen 11QtgJob indeholder versene 16:3, 18:23, 30:4 samt andre vers.

Theodotion udarbejdede en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente, som omfatter Job.

Symmachus og Aquila var andre jøder, der ligeledes udarbejdede græske oversættelser af Det Gamle Testamente, og de medtog Job.

De kristne bibelhåndskrifter Vaticanus (325–350 e.Kr.), Sinaiticus (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) har hver især bevaret hele Jobs Bog.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Job?

Forfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse, der henviste til eller hentydede til vers i Jobs Bog, er:

Filo den jøde fra Alexandria (15/20 f.Kr.–50 e.Kr.) citerer Job 14:4 i *Om navneskiftet*, kap. 6 (47), s. 345.

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) citerer Job 1:1 som »skrevet af Job« i 1. Klemensbrev, kap. 17, s. 9.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) nævner Job og Zakarias i *Dialog med Trypho den jøde*, kap. 103, s. 251

Melito/Meleto fra Sardis (170–177/180 e.Kr.): »Som i Job, når der tales om djævelen: ’Han er begyndelsen på Herrens veje.’« (Job 40:19) Fra *Oration on our Lord’s Passion*, fragment 8, s. 761

Theophilus fra Antiokia (168–181/188 e.Kr.) citerer Job 9:9 i »Theophilus til Autolycus«, bog 1, kap. 6, s. 91. Han henviser ikke til Job andre steder.

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) citerer Job 1:21 som stammende fra Job. *Stromata*, bog 4, kap. 25, s. 439

Tertullian (197–220 e.Kr.) diskuterer Jobs lidelser og nævner Job ved navn. *Om tålmodighed*, kap. 14, s. 716

Tertullian (207/208 e.Kr.) hentyder til Job 1:12. »De fem bøger mod Marcion«, bog 5, kap. 13, s. 456

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer Job 31:1 som stammende fra Job i sin »Kommentar til Ordsprogene«, s. 173

Origenes (225–254 e.Kr.): »Også i det sidste (kapitel) af Job, hvor Herren midt i storm og skyer taler til Job om det, der er nedskrevet i den bog, der bærer hans navn,« Origenes: »Mod Celsus«, bog 6, kap. 43, s. 593.

Cyprianus, biskop af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.), citerer fra Job som stammende fra Job i *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 12, tredje bog, 1,14.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) diskuterer i detaljer Job 2:10 og 1:8 i *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 7, kap. 10, s. 471

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus (256 e.Kr.) »For Guds nåde er mægtig til at forene og sammenføje i kærlighedens og enhedens bånd selv de ting, der synes at være adskilt af en betydelig afstand på jorden, på samme måde som den guddommelige kraft i oldtiden også forenede i enighedens bånd Ezekiel og Daniel – skønt de levede senere i tiden og var adskilt fra dem af en lang tidsperiode – med Job og Noah, som var blandt de første; således at de, skønt de var adskilt af lange tidsrum, alligevel ved guddommelig inspiration fornemmede de samme sandheder.” Cyprians breve, brev 74.3, s. 390

Pontius (efter 258 e.Kr.) »Hvis Job, der var herliggjort ved Guds vidnesbyrd, blev kaldt en sand tilbeder af Gud og en, som ingen på jorden kunne måle sig med, så lærte han, at vi skulle gøre alt, hvad Job tidligere havde gjort… Han, der foragtede tabet af sin formue, opnåede en sådan fordel ved sin således prøvede dyd, at han ikke engang var bevidst om de verdslige tab, heller ikke af sine kære. Hverken fattigdom eller smerte knækkede ham; hans hustrus overtalelser påvirkede ham ikke; de frygtelige lidelser i hans egen krop rystede ikke hans standhaftighed.” »Cyprians liv og lidelse«, kap. 3, s. 268

Gregor Thaumaturgus (240–265 e.Kr.) henviser til Job 20:20 og 1:21 i *En metafrasering af Prædikeren*, kap. 5, s. 12–13

Dionysius af Alexandria (246–256 e.Kr.) citerer en del af Job 14:1 som Skriften. Fra *Bøgerne om naturen*, fragment 3, s. 86.

Methodius af Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.) citerer Job 38:14 (Septuaginta) og Job 10:8 som stammende fra Job i *De ti jomfruers festmåltid*, diskurs 2, kap. 2, s. 314

Efter Nicæa

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) citerer Job 16:19 »som Job sagde«. »Udvalgte bevisførelser«, kap. 22.10, s. 405

Athanasius (367, 325–373 e.Kr.): »Der er altså i Det Gamle Testamente i alt toogtyve bøger; for, som jeg har hørt, overleveres det, at dette er antallet af bogstaverne blandt hebræerne; deres respektive rækkefølge og navne er som følger. Den første er Første Mosebog, derefter Anden Mosebog, så Tredje Mosebog, derefter Fjerde Mosebog og så Femte Mosebog. Herefter følger Josva, Nuns søn, derefter Dommerbogen og derefter Rut. Og igen, efter disse fire Konger-bøger, hvor den første og den anden regnes som én bog, og ligeledes den tredje og den fjerde som én bog. Og igen regnes den første og den anden Krønikebog som én bog. Ligeledes regnes Esra, den første og den anden, som én bog. Herefter følger Salmernes Bog, derefter Ordsprogene, så Prædikeren og Høj sangen. Herefter følger Job, derefter Profeterne, hvor de tolv regnes som én bog. Derefter Esajas, én bog, derefter Jeremias sammen med Baruk, Klagesangene og brevet, én bog, og bagefter Ezekiel og Daniel, hver for sig én bog. Dette udgør det Gamle Testamente.” Athanasius, Påskebrev 39, kap. 4, s. 552.

Pacianus af Barcelona (342-379/392 e.Kr.) henviser til Job 42:10. Brev 3, kap. 24.1, s. 66

Efraim (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.)

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.) nævner Job i sit digt om Skriften. Gregors digt findes (på græsk) i Migne's Patrologia Graeca, bind 37, kol. 471–474 (Carmina Dogmatica, bog 1, afsnit 1, Carmen XII). Se http://www.bible-researcher.com/gregory.html for yderligere oplysninger.

Den donatistiske kætter Tyconius (efter 390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.)

Pacian (342–379/82 e.Kr.)

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.)

Didymus den blinde (398 e.Kr.) omskriver Job 1:7–12; 2:2–6 som »Jobs Bog« Kommentar til Zakarias 3, s. 68–69

Den syrisk-arameiske »Trinbog« (350–400 e.Kr.)

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Pentateuken, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel, Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra, Nehemias, Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.)

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) var helt vild med tallet 22. Han angiver de 22 (!) bøger i Det Gamle Testamente i følgende rækkefølge: Mosebøgerne (5), Josva, Job, Dommerbogen, Rut, Salmerne, Krønikebøgerne (2), Kongerne (4), Ordsprogene, Prædikeren, Høj sangen [Salomos sang], De tolv profeter, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Esra (2), Ester. Klagesangene passede ikke ind i hans kunstige system, så han placerede Klagesangene til sidst. Det er de 39 bøger, vi har i dag.

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.) henviser til Job 2:9 i Job, bind 9, »Om statuerne«, prædiken 4.5, s. 366, og 4.10, s. 369

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) henviser til Job 1:7 som fra Job. »Forsvar mod pelagianerne«, kap. 20, s. 143

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Augustinus af Hippo (338–430 e.Kr.) henviser til Job 34:30 som »skrevet i Jobs bog«. Det godes natur, Mod manikæerne, kap. 32, bind 4, s. 358

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.)

Spørgsmål: Hvor stor er forskellen i Job mellem den masoretiske tekst og de aramæiske targumer blandt Dødehavsrullerne?

De ligger meget tæt på hinanden. Her er en targum (parafrase) af Job 42:9-12 fra kolonne 38 i 11Q10. Oversættelsen stammer fra *Dead Sea Scrolls Study Edition*, bind 2, s. 1201. »[Shuhiten og Zofar fra Naama] og de gjorde [som Gud havde påbudt dem]; og G[u]d hørte Jobs røst og tilgav dem deres synder for hans skyld. Og Gud vendte sig i barmhjertighed mod Job og gav ham det dobbelte af alt, hvad han havde ejet. Derefter kom alle Jobs venner og alle hans brødre og alle hans bekendte til ham, og de spiste brød sammen med ham i hans hus og trøstede ham for alt det onde, som Gud havde påført ham. Og hver gav ham en moderfår (hunfår) og hver en guldring. Tomt. Og Gud velsignede J[o]b til sid[st…]”

Bemærk, at den masoretiske tekst har et stykke sølv i stedet for en moderfår.

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i Jobs Bog?

Generelt synes den græske tekst at ligge tæt op ad den hebraiske. Den væsentligste undtagelse er, at den ældste udgave af Septuaginta-Job er en sjettedel kortere. Her er et par af oversættelsesforskellene fra kapitel 1. Den første sætning er den hebraiske oversættelse, den anden er Septuaginta-oversættelsen.

Job 1:3 »større end alle sønnerne i Østen« mod »adelsmænd i Østen«

Job 1:6 »Guds sønner« mod »engle«

Job 1:6,7,12 »Satan« kontra »djævelen« fire gange

Job 1:10 »og hans ejendom er vokset i landet« mod »han har mangedoblet sit kvæg i landet«

Job 1:11 »ikke forbande« kontra »velsigne«

Job 1:13 »spiste og drak« kontra »drak«

Job 1:15 »sabeerne« kontra »røverne«

Job 1:16 »Guds ild er faldet« kontra »Ild er faldet fra himlen« (i begge tilfælde henviser dette til lyn)

Job 1:16 »unge mænd« kontra »hyrder«

Job 1:17 »kaldæere« kontra »ryttere«

Job 1:18 »at drikke vin« kontra »at drikke«

Job 1:19 »fra den anden side af ørkenen« mod »fra ørkenen«

Job 1:19 »unge mænd« kontra »dine børn«

Job 1:22 »beskylde for uret« mod »tilregne dårskab«

Job 2:11 »Elifas, kongen af Teman, Bildad, herskeren over Suach, Zofar, kongen af Minae«

Job 3:4 »dag« (hebraisk og Alexandrinus) kontra »nat« (Septuaginta)

Job 3:6 »glæde sig« kontra »forenes« (Septuaginta, syrisk, Targumer, Vulgata)

Job 5:5 »Selv fra tornene tager det det, og en snare røver deres ejendom.« (Masoretisk) mod »De skal ikke tages fra onde mennesker. Magten skal trække dem væk« (Septuaginta) mod »Og den bevæbnede mand skal tage ham med vold. Og den tørstige skal drikke deres rigdomme op« (Aquila, Symmachus, syrisk, Vulgata)

Job 7:20 »Jeg er en byrde for mig selv.« (Masoretisk, Targumer, Vulgata) mod »Er jeg en byrde for dig?« (I dette tilfælde bevarer Septuaginta højst sandsynligt den tidligste læsning, og den masoretiske tekst blev ændret for at fjerne det, der blev anset for blasfemisk. Det ved vi på grund af en skribentnote, eller Tiqqune sopherim, der blev bevaret.)

Job 8:14a »Det, han sætter sin lid til, er skrøbeligt« (MT) kontra »For hans hus skal stå tomt« (Septuaginta) kontra »Hvis tillid skal blive afskåret.« (syrisk)

Job 9:19 »mig« kontra »ham« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)

Job 10:8 »sammen hele vejen rundt; alligevel tilintetgør du mig« kontra »derefter forandrede du dig og slog mig« (Septuaginta, syrisk)

Job 10:20 »Er mine dage ikke få? Så hold op, og« mod »Er mit livs dage ikke få?« (Septuaginta, syrisk)

Job 13:14 (spørgsmål) kontra (konstatering)

Job 14:3 »Du vil bringe ham.« vs. »Vil du bringe ham?« (Septuaginta, Vulgata, syrisk)

Job 14:10 »Hvor er han?« kontra »Han er ikke mere«

Job 14:16 »antal« vs. »talt« (Septuaginta) vs. »ikke talt« (syrisk)

Job 15:23a »føde for gribbe« (‘ayyay) (MT) vs. »hvor (‘ayyeh) er det« (Septuaginta) vs. »Han flygter på grund af truslen om dom« (syrisk)

Job 16:3 »Skal tomme ord have en ende? Eller hvad provokerer dig, så du svarer?« kontra »Hvad! Er der nogen grund i tomme ord? Eller hvad vil forhindre dig i at svare?«

Job 17:10 »dem alle« (mange masoretiske tekster, Targumer) kontra »jer alle« (nogle masoretiske tekster, Septuaginta, syrisk, Vulgata)

Job 18:3 »Hvor længe vil I sætte forvrængning for ord?« vs. »Hvor længe vil I fortsætte?«

Job 19:20 »i mig« (de fleste masoretiske tekster) kontra »i ham« (mange masoretiske tekster, Septuaginta og Vulgata)

Job 19:28 »i mig« (mange masoretiske tekster) kontra »i ham« (nogle masoretiske tekster, Septuaginta, Theodotion, Vulgata)

Job 21:24 »spande« mod »indvolde« (Septuaginta, Vulgata) mod »sider« (syrisk) mod »bryster« (Targumer) (Tilsyneladende er det ikke kun moderne forskere, der har haft svært ved dette ord!)

Job 21:28 »teltet, boligen« (masoretisk) kontra »tabernaklernes overdækning« (Septuaginta) kontra »boligen« (Vulgata)

Job 22:8 (mangler) kontra »Og du siger« (Targum til Job fra Dødehavsrullerne)

Job 22:8 »så mørkt« mod »lys«

Job 22:9 »blev knust« mod »du har knust« (Septuaginta, syrisk, targumer, Vulgata)

Job 22:17 »til dem« mod »til os« (Septuaginta, syrisk, Dødehavsrullerne-targum)

Job 22:30 »en, der ikke er uskyldig« mod »de uskyldige«

Job 23:2 »oprørsk« (masoretisk) kontra »uden for min rækkevidde« (Septuaginta) kontra »bitter« (syrisk, Targumer, Vulgata)

Job 23:2 »hånden på mig« (masoretisk, Targums, Vulgata) kontra »hans hånd« (Septuaginta og syrisk)

Job 23:9 »han vender sig« kontra »jeg vender mig« (Septuaginta, syrisk)

Job 23:12 »skattet fra« kontra »skattet i« (Septuaginta, Vulgata)

Job 24:2 »de [de ugudelige]« kontra »de ugudelige«

Job 24:21 »Han mishandler« kontra »han har ikke behandlet … godt«

Job 24:24 »ligesom alle andre« kontra »ligesom malve«

Job 25:3 »hans lys« kontra »hans snare/baghold« (Måske så Septuaginta-oversætterne det hebraiske ord ‘orebo i stedet for ordet ‘orehu.)

Job 26:5 »afdøde ånder« kontra »kæmper«

Job 27:19 »han er ikke mere« (masoretisk, targumer) kontra »men skal ikke tilføje« (Septuaginta, syrisk) kontra »men tage intet bort« (Vulgata)

Job 28:11 »dæmmer op/binder« kontra »undersøger/udforsker« (Septuaginta, Aquila og Vulgata)

Job 28:13 »dens pris« kontra »vejen dertil«

Job 29:6 »vrede« mod »klippen« (nogle få masoretiske tekster)

Job 30:11 »min buestreng« (masoretisk, syrisk, Targum) kontra »Hans buestreng« (Septuaginta, Vulgata)

Job 30:18 »mit klæde er vanæret« (masoretisk tekst, Greens bogstavelige oversættelse) kontra »bliver som tøj for mig« (masoretisk tekst), kontra »griber fat i mit klæde / griber fat i mit tøj« (Septuaginta)

Job 31:32 »til vejen« (masoretisk) kontra »til den rejsende« (Septuaginta, syrisk, Targum, Vulgata)

Job 32:1 »i hans egne øjne« kontra »i deres øjne« (Septuaginta, Symmachus og syrisk)

Job 32:3 »fordømte ham« mod »fordømte Job og havde dermed fordømt Gud« (en gammel hebraisk skrifttradition)

Job 32:9 »mange« kontra »gamle« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)

Job 33:30 »at blive oplyst/belyst med livets lys/de levendes lys« kontra »så mit liv kan prise ham i lyset« (Septuaginta oversat af Lancelot) kontra »så de kan se livets lys« (Septuaginta)

Job 34:6 »Jeg anses for at være en løgner« kontra »han [Gud] lyver«

Job 39:13 »struds« kontra »de glade (= påfugl)« (Septuaginta bruger struds alle andre steder i Job.)

Job 39:19 »med manke« kontra »med rædsel«

Job 39:21 »de graver« mod »den skraber« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)

Job 41:6 »købmænd« kontra »fønikere«

Job 41:7 »Kan du fylde hans hud med pigge [harpuner] eller hans hoved med fiskespyd?« mod »Og alle skibene tilsammen ville ikke være i stand til at bære blot hans haleblød; ej heller skal de bære hans hoved i fiskeskibe«

Job 41:9 »den ene bliver slået ned / overvældet« kontra »guderne overvældede« (Symmachus, syrisk)

Job 41:9 »Ethvert håb om at underkue ham« kontra »jeres håb« (én masoretisk tekst)

Job 41:11 »at jeg skal gengælde« kontra »og være i sikkerhed«

Job 41:22 »svaghed eller forfærdelse« (forskere er usikre på det hebraiske ord) kontra »ødelæggelse«

Job 42:11 »et stykke sølv« (masoretiske tekster og Symmachus) kontra »et lam« (Septuaginta) (Lancelots oversættelse af Septuaginta har en fodnote om, at der muligvis er tale om en mønt præget med et lam.) (Rabbi Akiba og Qimchi siger, at dette henviser til penge.)

Job 42:16 »140 år« (masoretisk) kontra »240 år« (Septuaginta) kontra »248 år« (Alexandrinus)

Job 42:17 »fuld af dage« (masoretisk og Aquilas version (126 e.Kr.)) mod »fuld af dage: og der står skrevet, at han skal opstå igen sammen med dem, som Herren oprejser.« (Septuaginta og Theodotion)

Job 42:17+ (mangler) mod »Denne mand beskrives i den syriske bog som boende i landet Ausis, på grænsen mellem Idumea og Arabien: og hans navn var før Jobab; og efter at have taget en arabisk hustru, avlede han en søn, hvis navn var Ennon. Og han selv var søn af sin far Zare, en af Esaus sønner, og af sin mor Bosorrha, således at han var den femte i rækken fra Abraham. Og disse var de konger, der regerede i Edom, hvilket land han også herskede over: først Balak, søn af Beor (Semphor i Alexandrinus), og hans bys navn var Dennaba; men efter Balak fulgte Jobab, som kaldes Job; og efter ham fulgte Asom, som var guvernør fra landet Thaeman; og efter ham fulgte Adad, søn af Barad, som ødelagde Madiam på Moabs slette; og hans by hed Gethaim. Og hans venner, der kom til ham, var Elifaz, af Esaus børn, konge over thaemanitterne, Baldad, hersker over sauchæerne, og Sofar, konge over minaeerne.”

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens *Literal Translation*, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af *The Septuagint: Greek and English*. Der er desuden anvendt *The Expositor’s Bible Commentary* samt fodnoterne i NASB 1995, NIV 1985, NKJV og NRSV.