< Spørgsmål om Bibelen fra Josva

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Josva-bogen?

Svar: Josvas Bog er interessant, fordi den kan læses på mindst tre niveauer.

1. Josvas Bog fortæller, hvordan Gud ledte israelitterne i erobringen af Palæstina.

2. Den fungerer som et højdepunkt i udvandringen fra Egypten og som begyndelsen på deres liv i Palæstina.

3. Denne bog viser først og fremmest, hvordan lydighed fører til sejr og velsignelse, og dernæst, hvordan ulydighed fører til nederlag. Dommerbogen indeholder lignende lærdomme, men rækkefølgen er omvendt, og Dommerbogen giver mange yderligere lærdomme om forskellige former for ulydighed. Endelig er Josva nyttig for os, så vi kan lære af denne gudfrygtige leders eksempel.

Spørgsmål: Hvordan gav Gud i Josva 1:4 israelitterne hettiternes land, når hettiterne boede nord for Israel i det, der i dag er Tyrkiet?

Svar: Josva 1,4 henviser ikke til det område, der i dag udgør Tyrkiet. Hittitterne havde derimod en koloni i det centrale Kana’an, som omfattede byen Gibeon.

Spørgsmål: Hvad er det Store Hav i Josva 1:4?

Svar: Det Store Hav var deres betegnelse for Middelhavet.

Spørgsmål: Hvilken form for velstand loves der i Josva 1:8?

Svar: Gud lover Josva militær succes. Josva blev aldrig selv særlig velhavende. Selvom Gud giver kristne succes på mange måder, skal vi passe på ikke at lade os forlede af den onde pengegriskhed. Alt, hvad vi kan sige om økonomisk velstand, er, at vi måske bliver lige så velhavende i dette liv som Jesus og Paulus, og de ejede ikke ret meget.

Spørgsmål: Hvad betyder »hvad laver du« i Jonas 1:8?

Svar: Det kan betyde ”hvad laver du (som erhverv)”, eller det kan betyde ”hvad laver du (på dette skib)”.

Spørgsmål: Hvorfor blev de bange i Jonas 1:8-10, da Jonas sagde, at han tilbad Den, der skabte havet og landet? De tilbad jo alligevel ikke den ene sande Gud.

Svar: De troede ikke på den ene sande Gud, men tilsyneladende udelukkede de Ham heller ikke. Hedninge havde en tendens til at være åbne over for nye guddomme, og hvis der blev hævdet, at Han havde skabt havet, så ville den Gud være en, man måtte regne med under disse omstændigheder. Nogle mennesker er sådan i dag. De accepterer ikke den ene sande Gud, men de udelukker Ham heller ikke. De foretrækker at sidde på hegnet.

Spørgsmål: Blev Josva 1:11 sagt før Josva 3:1 eller efter?

Svar: Det kan være begge dele; fortællingen følger en streng kronologisk rækkefølge. Generelt kan man i Bibelen ikke gå ud fra, at noget skal være i kronologisk rækkefølge, medmindre det udtrykkeligt angives.

Spørgsmål: I Jonas 1:11-15, gjorde mændene det rigtige ved at kaste Jonas over bord, til hvad der så ud til at være en sikker død?

Svar: Normalt nej. Men de var desperate, og da Jonas bad dem om det, gjorde de, hvad de følte, de var nødt til. Det kan virke hårdt, at Gud tvang dem til at kaste Jonas over bord til det, der så ud til at være en sikker død, men Gud brugte dette til at bringe liv til mange ikke-jøder.

Spørgsmål: Hvorfor var de i Josva 1:15 nødt til at tage landet i besiddelse, når Gud allerede havde givet dem det i Josva 1:3?

Svar: Der er et vigtigt punkt at lære her. Gud havde allerede erklæret landet for deres. Men det hårde arbejde med at tage Guds løfte i besiddelse lå stadig foran dem. I dag skal man ofte, for at opnå sejr, samarbejde med Gud om at tage det i besiddelse, som Gud har givet.

Spørgsmål: I Jonas 1:16, blev sømændene troende på den sande Gud?

Svar: Skriften siger det ikke udtrykkeligt. Enten:

a) de omvendte sig og tilbad udelukkende den sande Gud,

b) de havde nu blot stor respekt for den sande Gud og ofrede til ham, samtidig med at de fortsatte med at ofre til deres afguder.

Spørgsmål: I Josva 2:1, var Rahab virkelig blot en kroejer?

Svar: Det var hun ikke ifølge Hebræerbrevet 11:31 og Jakob 2:25. Uden for Bibelen siger 1. Clemensbrev (96-98 e.Kr.), kap. 12, bind 1, s. 8, skrevet i 96-98 e.Kr., også det samme. Nelson Study Bible, s. 355, siger, at det hebraiske ord her henviser til en almindelig kro, der ikke er forbundet med et religiøst tempel.

Fodnoten i NIV siger: »Eller muligvis en kroejer«, men det er forkert i denne sammenhæng.

Spørgsmål: Hvorfor gik de gudfrygtige mænd i Josva 2:1 ind i et hus som Rahabs?

Svar: Gudsfrygtige mænd bør ikke gøre det i dag. Ordsprogene 5:8 siger, i sammenhæng med fristelse, at mænd ikke engang bør nærme sig en løs kvindes dør. Der er dog tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Ordsprogene 5:8 var endnu ikke skrevet, og man forventede ikke, at folk skulle følge befalinger, der endnu ikke var blevet åbenbaret.

2. Bibelen hverken godkender eller fordømmer det sted, hvor de opholdt sig.

3. Det hebraiske ord for kroejer og prostitueret er det samme. Rahab var helt klart det sidste, som Hebræerbrevet 11:31 og Jakob 2:25 viser. Der kan dog være en kulturel grund til, at der kun er ét ord for begge dele. Måske havde værelser på kroer og andre overnatningssteder en dobbelt funktion, og for moralske mennesker var de blot værelser til at sove i. I så fald, hvis alle kroer også fungerede som steder for prostitution, kunne det være uundgåeligt, at gudfrygtige mænd opholdt sig på en kro af gudfrygtige årsager.

Spørgsmål: Belønnede Gud Rahab for at lyve i Josva 2:4-9?

Svar: Bibelen siger aldrig, at Gud belønnede Rahab for at lyve, men Hebræerbrevet 11:31 viser, at Gud belønnede Rahab for hendes tillid til Ham. Derudover er kristne uenige om dette, og der er to svar.

1. Nogle siger, at Rahabs løgn var retfærdig adfærd. Det er i orden at lyve over for onde mennesker for at redde et uskyldigt liv og i krigstid. I New Geneva Study Bible, s. 298, står der: »Bedrag er en nødvendig taktik i krig.«

2. Andre mener, at Rahabs løgn ikke var retfærdig adfærd. Rahab kendte imidlertid ikke Guds lov, og Gud belønnede Rahab for at følge Ham, selvom hendes viden var ufuldkommen. I *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 88, påpeges det, at Gud velsigner syndere på trods af deres synd, fordi alle mennesker er syndere.

Se også diskussionen om Hebræerbrevet 11:31 og Jakob 2:25.

Spørgsmål: Hvad er en vadested (med lille f) i Josva 2:7?

Svar: Det er et lavvandet sted, hvor man kan vade over en flod.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved den skarlagenrøde tråd i Josva 2:18-21 og Josva 6:22-23?

Svar: For Rahab og israelitterne var det ganske enkelt et tegn mellem dem for at holde hendes familie i live.

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) nævner i »Mod kætterierne«, bog 4, kap. 20.12, s. 492, at den skarlagenrøde tråd, der hang ud af vinduet, minder om blodet fra påskelammet, som israelitterne i Egypten smurte på deres døre. Vi kan også se, at det minder om Jesu rosenrøde blod, der blev udgydt for os. Så på en måde har vi også en skarlagenrød tråd som et symbol på vores beskyttelse mod Guds vrede.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Gud i Josva 3:7 at »forherlige« Josva?

Svar: Gud ønskede, at folket skulle se op til Josva. Så ville de være mere tilbøjelige til at adlyde ham og stole på Josva. Filipperne 2:29 viser, at gudfrygtige mænd bør anerkendes og æres.

Spørgsmål: Hvorfor angreb Josva i Josva 3,9-16 fra midten af Kana’an?

Svar: Vi kan se, at dette gav god mening militært set. Et angreb i midten adskilte de omkring 1,1 millioner i nord fra de 900.000 i syd. Det er interessant, at Josvas strategi om først at angribe Kana'an i midten for at adskille nord og syd tilsyneladende var kendt af den britiske feltmarskal Edmund H. Allenby. Han anvendte den samme strategi under Første Verdenskrig for at befri Palæstina fra tyrkerne, og også han sejrede.

Q: Havde de i Josva 3:9-13 svært ved at krydse Jordanfloden?

A: Det var ikke noget problem for Gud. Jordanfloden var 80–100 fod bred ved Jeriko det meste af året, men under forårets oversvømmelse var den hele en mile bred. Spionerne kunne krydse floden ved lavvandede vadesteder, der var omkring 3 fod dybe, hvor kun få mennesker ad gangen kunne komme over. Det kunne synes, som om israelitterne ville have brug for et meget stort vadested eller ellers skulle tage en lang omvej. Men Gud havde en hurtigere løsning, som Josva fortalte folket om i Josva 3:9-13.

Det var et mirakel, fordi vandet standsede, »så snart præsternes fødder rørte ved vandet« (Josva 3:15-16), og de krydsede på tør grund (Josva 3:17).

Spørgsmål: I Josva 3:10 står der, at Gud uden undtagelse ville drive kanaanæerne bort foran dem; hvorfor forblev nogle af dem så stadig der, selv i dommernes tid?

Svar: Gud sagde ikke, at Han ville fordrive kanaanæerne, men at Han ville fordrive kanaanæerne foran dem. I de tilfælde, hvor de holdt op med at kæmpe mod kanaanæerne, blev de ikke fordrevet.

Selv i dag er der kampe, hvor Gud vil være med os for at vinde, men hvis vi nægter at kæmpe kampen, opnår vi ikke sejren.

Der er et tema i kristne sange om at krydse Jordanfloden. Temaet handler om at dø og fredeligt træde ind i det forjættede land i himlen. Dette er dog ikke et præcist billede af, hvad Jordanfloden betød for israelitterne. For dem betød det at krydse Jordanfloden at begynde at kæmpe kampen for at gøre krav på det, som Gud havde lovet dem. Det ville blive hårdt arbejde! Gud sagde til israelitterne, at de kunne tage det forjættede land i besiddelse, men kanaanæerne havde åbenbart ikke forstået budskabet. På samme måde i vores liv lover Gud os ting, som vi ønsker, men Satan synes ikke villig til at give slip på sit greb. Ligesom israelitterne må vi være modige og gøre krav på det, der er blevet lovet. Ligesom Josva bør vi ikke gå på kompromis, men gennem lydighed og hårdt arbejde skal vi overvinde de vanskeligheder, der ligger foran os.

Spørgsmål: I Josva 3,15-16 – er Jordanfloden nogensinde holdt op med at løbe siden da?

Svar: Ja, siden Josvas overgang har Jordanfloden også andre gange holdt op med at løbe. I 1927 blokerede et jordskred nær byen Adam floden i 20 timer. At flodlejet ved Jordanfloden imidlertid var tørt, lige efter at præsterne trådte ud i floden, kan ikke forklares uden Guds kraft. Det må have været forbløffende at være en af israelitterne, der så floden pludselig tørre ud og, ifølge Josva 4,18, lige så pludseligt vende tilbage til sin plads.

Spørgsmål: Krydsede Israel Jordanfloden her i Josva 3:17, eller i Josva 4:5,10-11?

Svar: Her er rækkefølgen af begivenhederne.

1. Præsterne bar arken ud midt i Jordanfloden og blev der, som det fremgår af første halvdel af Josva 3:17.

2. Mens præsterne var der, krydsede folket over, som det fremgår af den sidste halvdel af Josva 3:17.

3. Mændene tog tolv sten og bar dem fra flodens vestlige (Kana'ans) bred til midten, som det står i Josva 4:5.

4. Præsterne, der hele tiden havde stået midt i Jordanfloden med arken, kom endelig over, efter at alt var fuldført, som det står i Josva 4:10-11.

Det er uklart, om mændene bar de tolv sten, efter at de sidste af folket var kommet over, eller mens nogle af folket stadig var ved at krydse floden.

Spørgsmål: Hvorfor tog de tolv sten ud i Josva 4:5-9?

Svar: Dette tjente som et mindesmærke for dem (Josva 4:6), og der var én sten for hver stamme (Josva 4:5).

Et punkt, man bør overveje, er, at Josva ikke insisterede på, at de tolv stammer skulle smelte sammen til én stamme, men snarere at de skulle være tilfredse med deres særpræg, samtidig med at han insisterede på enhed i deres forpligtelse over for Gud og hinanden. Som kristne behøver vi ikke at lade som om, at forskellige kulturer alle skal være ens. Tværtimod er vores forskellige kulturer på den ene side en grund til glæde og forundring. På den anden side giver vores forskellige kulturer os forskellige perspektiver, hvilket er værdifuldt, når vi hjælper hinanden med at beskytte hinanden mod vildfarelser og blinde vinkler over for synd.

Forestil dig, at du var en af israelitterne. Da Josva bad om, at tolv personer skulle gå tilbage midt i floden for at hente en sten, ville du så melde dig frivilligt? Husk, at den eneste sikkerhed, du havde for, at floden ikke ville strømme tilbage, var at se præsterne og arken midt i flodlejet.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Josva 4:13 være, at alle mændene i hæren fra stammerne på den anden side af Jordan-floden talte omkring 40.000, når 4. Mosebog 26:7, 18 og 34 viser, at der var mere end det dobbelte antal, der var i stand til at tjene i hæren?

Svar: Først tre punkter, der ikke er en del af svaret, og derefter selve svaret.

1. 4. Mosebog 1 indeholder en anden folketælling, men den blev foretaget 40 år tidligere, så den er ikke relevant for dette spørgsmål.

2. Der var en kort periode mellem den anden folketælling og indtrængningen, men dette tidsinterval var så kort, at forskellene ikke ville udgøre mere end omkring en procent.

3. Folk fra Manasse boede på begge sider af Jordanfloden, så kun en brøkdel af de 52.700 i Manasse boede øst for Jordanfloden. Gad og Ruben havde dog tilsammen 84.230, hvilket er mere end ca. 40.000.

Svaret indebærer to overvejelser.

Ikke 100 % af mændene var i hæren. I 5. Mosebog 20:5-8 blev de kampdygtige mænd påbudt at blive hjemme, hvis de netop havde plantet en vingård, var blevet forlovet eller var bange. En vis procentdel blev sandsynligvis tilbage for at passe på hjordene og beskytte kvinderne og børnene.

Værnepligtssvigere? Man kunne argumentere for, at antallet af mænd, der på det tidspunkt gjorde tjeneste i hæren, måske burde have været højere. Måske var antallet passende, eller måske var der for mange mænd, der påstod at være modløse eller deserterede. Folk gør ikke altid, hvad de skal.

Spørgsmål: Havde de tolv sten i Josva 4:19 en kanaanitisk betydning fra før israelitternes tid, svarende til Stonehenge i England, som det ifølge Asimovs Guide to the Bible, s. 212, er ganske sandsynligt?

Svar: Nej, der er ingen arkæologiske beviser for, at disse sten havde nogen betydning fra før israelitternes tid. Hvis israelitterne selv bragte stenene med, ville der ikke have været noget stenalter der før israelitterne.

Spørgsmål: I Josva 4:19: Assimilede den israelitiske religion Gilgal, på samme måde som muslimerne »assimilerede Ka’abaen og Mekkas hellighed fra den hedenske fortid, og kristendommen assimilerede julefejringen fra hedenske ritualer centreret omkring vintersolhverv«?

Svar: Nej. Der er tale om nogle forkerte antagelser.

1. Selvom navnet Gilgal kan betyde mange ting, er der intet bevis for, at det betyder »stenkreds«.

2. Der er ingen beviser for, at Gilgal havde kanaanitisk religiøs betydning.

3. Der er ingen beviser for lighed med Stonehenge.

De muslimske Bukhari-hadither indrømmer åbent, at Quraish-stammen havde 360 afguder i Ka’abaen før Muhammed.

Kristne fejrer jul for at markere Kristi fødsel. Det er ikke sandt, at denne tradition stammer fra en hedensk solhvervsfest. Af de omkring 25 romerske fester, der fandt sted i løbet af året, var det under Saturnalia (17.-24. december), at slaverne midlertidigt blev frigivet. Mange kristne var slaver, og det ville være logisk for dem at fejre den tid, hvor de var midlertidigt frie.

Spørgsmål: I Josva 4:24 – vidste alle mennesker på jorden om dette mirakel?

Svar: Selvom alle folk i landet og befolkningerne i Mellemøsten utvivlsomt hørte om dette, siger Josva 4:24 ikke, at alle mennesker på kloden hørte om det på det tidspunkt. På den anden side nærmer vi os, i betragtning af det antal bibler, der er trykt, og antallet af bibeloversættelser, at 100 % af verdens befolkning har hørt om dette.

Spørgsmål: Hvorfor omskærede israelitterne ikke deres børn før dette, som det fremgår af Josva 5:2-5,7?

Svar: Skriften siger ikke, om det skyldtes ulydighed, forsømmelighed eller at omskæring ville være vanskelig under rejsen.

Spørgsmål: Hvad var »Egyptens skændsel« i Josva 5:9?

A: »Skam« betyder skam eller irettesættelse. Skammen lå ikke i, at israelitterne var slaver, men i deres ulydighed, efter at de var draget ud af Egypten. Som en historisk bemærkning kan det nævnes, at omkring halvdelen til to tredjedele af befolkningen i Rom, Karthago og Grækenland bestod af slaver.

Q: I Josva 5:13-15, var den usædvanlige person, som Josva så, på israelitternes side eller på kanaanitternes side?

A: Bibelen siger klart, at han ikke var på nogen af siderne. Selvfølgelig var Gud ikke på den kanaanitiske side, men da Josva og israelitterne ikke var syndfrie og perfekte, var han heller ikke på deres side. I dag undrer vi os måske over, om Gud er på vores side, og om han altid vil gøre, som vi befaler. Gud er ikke på vores side; snarere bør vi være på Guds side.

Spørgsmål: Hvem er egentlig hærføreren i Josva 5:13-15?

Svar: Dette er en fremtræden af Jesus Kristus før inkarnationen. Nogle få kristne mener, at det måske er ærkeenglen Michael, fordi Michael ledte englene i kampen mod Satan i Åbenbaringen 12:7-8. Men det er Jesus, der har rollen som hærfører i Åbenbaringen 19:11-16.

Men det, der afgør sagen, er, at Hærføreren modtog tilbedelse i Josva 5:14, og Guds engle tillader ikke, at mennesker tilbeder dem eller falder ned for deres fødder, som Åbenbaringen 22:8-9 viser. Desuden befalede Hærføreren Josva at tage sine sko af, for den jord, han stod på, var hellig jord (Josva 5:15). Dette minder om, at Moses måtte tage sine sko af, da han talte med Gud i den brændende tornebusk i 2. Mosebog 3:3-5.

Spørgsmål: Da Josva i Josva 5:14 indså, at denne hærfører ikke var en almindelig mand, hvorfor reagerede han så, som han gjorde?

Svar: Rækkefølgen af Josvas reaktioner er vigtig.

1. Først faldt Josva med ansigtet mod jorden foran ham.

2. For det andet spurgte Josva, om hærføreren havde et budskab til ham.

3. Da Hærføreren bad ham om at tage sine sko af på den hellige jord, adlød Josva.

I dag, når vi følger Gud, er det vigtigt, at vi ikke forveksler rækkefølgen af vores reaktioner. At tilbede Gud kommer før at lære fakta om Gud, og vi skal kende Guds vilje, før vi kan adlyde.

Spørgsmål: I Josva 5,14 – hvad var så præcis det budskab, som Josva modtog?

Svar: Der var et klart budskab, selvom det ikke var i ord, men snarere Hærførerens faktiske tilstedeværelse. Budskabet var, at Hærføreren var til stede og vågede over israelitterne, og at de ikke havde noget at frygte.

Spørgsmål: I Josva 5:15: Er den jord, Josva stod på, stadig hellig jord i dag?

Svar: Ikke nødvendigvis. Det er Gud, der gør ting hellige, og hellige steder kan vanhelliges og dermed ikke længere være hellige.

Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i Josva 6 murene omkring Jeriko styrte sammen, men ikke murene omkring de andre byer?

Svar: Måske af samme grund, som at Gud ikke gør alt for alle hele tiden. Gud giver os ikke blot arbejde at udføre på jorden; en af grundene til, at de udvalgte blev skabt, var netop for at udføre gode gerninger, jf. Efeserbrevet 2:10.

Spørgsmål: I Josva 6, faldt Jerikos mure, fordi israelitiske pionerer gravede sig ind under murene, mens kanaanæerne var distraheret af marchen, som det står i Asimovs Guide to the Bible, s. 213?

Svar: Det er måske en klog teori, men der er tre problemer med den.

1. De marcherede kun rundt om murene i syv dage, hvilket ikke ville have været tid nok til at grave en tunnel under murene. Husk, at folk i oldtiden ikke havde sprængstoffer, så de ville have været nødt til at grave meget under murene.

2. De ville have haft brug for stor præcision i deres gravearbejde for at nå den rette dybde op ad bakken og muligvis under en grøft.

3. Der findes ingen optegnelser om, at man overhovedet overvejede at grave under bymure for at underminere dem på det tidspunkt, for 3.400 år siden. Den første kendte anvendelse af at forsøge at underminere en bymur var under Filip V af Makedonien (220–205 f.Kr.), der gravede en falsk tunnel, og efter at soldaterne havde kastet nok støv op i luften til at få det til at se ud, som om tunnelen var næsten færdig, overgav borgerne sig. Romerne underminerede bymure under belejringen af Ambracia nær Korinth i 189 f.Kr.

Spørgsmål: Viser Josva 6, at vi bliver frelst både ved gerninger og ved nåde?

Svar: Nej, selvom nogle har forsøgt at hævde, at det er tilfældet. Deres argument er, at selvom Gud ved sin nåde gav Jeriko til israelitterne uden at de gjorde noget for det (Josva 6:2), måtte de ikke blot have tro på, at byen ville falde, men de måtte også marchere rundt om byen i syv dage, 13 gange, før murene faldt.

Men det var ikke deres march, der fik murene til at falde; det var Gud, der på overnaturlig vis gjorde det. At udføre gerninger i lydighed giver os velsignelser, men Jerikos mure har ikke noget at gøre med deres frelse, men med deres erobring af fæstninger i deres liv som troende. Det ville være en forkert karikatur af vores holdning at sige, at vi er imod gerninger, eller at gerninger ikke har noget at gøre med en frelst persons liv. Gerninger er et resultat af frelsen, ikke en forudsætning.

Spørgsmål: I Josva 6,1-5, vidste Josva, hvorfor Gud lod israelitterne marchere rundt om byen?

Svar: Josva fik at vide i vers 6, at muren ville styrte sammen på den syvende dag. Josva havde imidlertid ingen anelse om, hvorfor Gud valgte at gøre tingene på denne måde. Vi kan fremsætte teorier om jordskælv, mure bygget på ustabile fundamenter osv., men i sidste ende må vi erkende, at Gud ikke altid fortæller os grundene til, at han ønsker at gøre tingene, som han gør.

Nogle mennesker vil kun tro på noget eller adlyde Gud, når de fuldt ud forstår alle detaljerne om hvordan og hvorfor. Det eneste, Josva vidste – og det, som Josvas Bog lærer os i dag – er, at lydighed bringer velsignelse, og ulydighed bringer nederlag. Det er mere lydigt at adlyde, selv når vi ikke kender alle detaljerne om hvorfor eller hvordan. Den eneste forbehold herved er, at hvis vi mener, at Gud fortæller os noget, der strider mod det, han siger i Skriften, kan vi være sikre på, at det ikke er Gud, der vil bede os om at gøre det.

Spørgsmål: Hvordan kunne israelitterne i Josva 6,4 marchere rundt om Jeriko i syv dage i træk, når de jo skulle hvile på sabbatten?

Svar: De skulle hvile på sabbatten fra deres eget arbejde, ikke fra Guds udtrykkelige befaling. Tertullian (skrev i 207/208 e.Kr.) var en af de første til at besvare denne indvending i *Mod Marcion*, bog 2, kap. 21, s. 313.

Spørgsmål: Hvorfor kunne israelitterne i Josva 6:18-19 ikke beholde byttet, når de ellers kunne beholde byttet fra de andre byer?

Svar: Gud kræver normalt, at de første frugter af arbejdet skal gå til Ham. Desuden var det ikke israelitterne, der væltede Jerikos mure, men Gud. Ifølge *Can Archaeology Prove the Old Testament*, s. 32, er en usædvanlig ting, som arkæologer har fundet, uberørte kornbeholdere. Disse findes næsten aldrig i byer, der er blevet erobret. Enten ville forsvarerne spise dem under en belejring, eller også ville erobrerne tage dem.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Jeriko ud fra arkæologien i Josva 6:20?

Svar: Jeriko er en af verdens ældste kendte byer. Arkæologer fortæller os, at Jeriko først blev bygget omkring 7000 f.Kr., forladt omkring 4000 f.Kr. og genopbygget omkring 3200 f.Kr. Det var en af mange byer, der blev ødelagt af amoritterne omkring 2300 f.Kr., genopbygget af dem og ødelagt igen omkring 1400 f.Kr. Jeriko havde et vagttårn og to mure: en indre mur, der var 12 fod tyk, og en ydre mur, der var 6 fod tyk og 35 fod høj. Den indre mur lå 5 til 10 fod inden for den ydre. Indbyggerne byggede huse på planker mellem murene, og Rahabs hus var sandsynligvis også sådan. Spionerne kunne derefter klatre ud ad hendes vindue for at flygte fra byen. Jeriko var en lille til mellemstor by i Palæstina, beliggende på en 11 fod høj bakke på 200 x 400 yards. Bakken havde en hældning på 35 grader, og derfor kunne rambukke ikke rigtig bryde murene ned. Jeriko dækkede et areal på 8 acres; til sammenligning dækkede Megiddo 14 acres, og Hazor, den største by, lå på 200 acres. Der boede højst 10.000 mennesker i Jeriko. En kilde inde i byen forsynede den med vand, og Jeriko var stærkt befæstet; det ville være svært at erobre. Disse kendsgerninger ville de to spioner have observeret og rapporteret til Josva.

Spørgsmål: Findes der i Josva 6:20 arkæologiske beviser for, at murene i Jeriko faldt på overnaturlig vis?

Svar: Ja. I 1990 fandt Bryant G. Wood solide mure, store mængder korn (hvilket tyder på en kort belejring) og ingen tegn på plyndring (da kornet stadig var der). Det var John Garstang, der først fandt store mængder forkullet korn. I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 182-183, nævnes nogle beviser for et jordskælv på styrke 8 på Richterskalaen, hvilket kunne have efterladt revner i murene. De indre lermurene styrtede sammen over den ydre stenmur og dannede en praktisk rampe – praktisk for israelitterne, altså.

Hvornår fandt denne erobring sted? Keramik fra Cypern peger på en datering mellem 1450 og 1400 f.Kr. Egyptiske amuletter, indgraveret med navnet på den daværende farao, dækker perioden frem til Josvas tid. Kulstof-14-datering fastslår ødelæggelsen til 1410 f.Kr. +/- 40 år. Ud over *Hard Sayings of the Bible*, s. 182-183, stammer oplysningerne i dette svar fra *When Critics Ask*, s. 136-137, og *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 156-157. De to første henviser til artiklen af Bryant G. Wood i *Biblical Archaeology Review* (marts/april 1990).

Se også *Pharaohs and Kings: A Biblical Quest*, s. 299–308, for en ikke-kristen forskers syn på, hvorfor nogle forskere tidligere betragtede Jeriko som et af de største nederlag inden for bibelsk arkæologi, og hvordan Rohl viser, at Josvas beretning efterfølgende er blevet bevist korrekt i denne sammenhæng.

Alfred Hoerth skriver i sin bog *Archeology and the Old Testament*, s. 209 og 210: »De arkæologiske beviser for Jerikos fald har længe været omstridte. Fra 1907 udgravede Carl Watzinger stedet og konkluderede, at det var ubeboet i den sene bronzealder (1550–1200). I 1930’erne udgravede John Garstang stedet i flere sæsoner, og han meddelte, at han havde fundet en sammenstyrtet dobbelt bymur og et boligområde („City IV“), der var ødelagt af brand – alt sammen dateret til ca. 1400. Fra 1952 til 1958 udgravede Dame Kathleen Kenyon Jeriko. Hun var enig i, at Garstang havde fundet grave, noget keramik og muligvis en bygning (Garstangs »Middle Building«), som alle kunne dateres til den sene bronzealder IIA (1450/1400–1350/1300). Men hun selv fandt kun nogle få murfragmenter fra den sene bronzealder og en lille øsekrukke fra den sene bronzealder in situ. Desuden afslørede Kenyons mere sofistikerede udgravningsteknikker, at den dobbelte bymur, som Garstang havde dateret til Josvas tid, i virkeligheden hørte til den langt tidligere tidlige bronzealder. Hun daterede ødelæggelsen af By IV til slutningen af den mellemste bronzealder II (ca. 1550). Kenyon konkluderede, at der ikke fandtes nogen befæstet by, som Josva kunne erobre.

Først i begyndelsen af 1980’erne blev de endelige publikationer af Kenyons arbejde tilgængelige for studier. Sådanne studier førte til, at Bryant Wood (1990) var enig i, at den dobbelte bymur faktisk stammede fra en langt tidligere periode, men han konkluderede også, at By IV var blevet ødelagt ved slutningen af den sene bronzealder I (ca. 1400), som Garstang havde fastholdt. Wood baserede sin analyse af By IV på keramik, skarabæer og endda kulstof 14-datering og fandt, at Kenyon i vid udstrækning havde baseret sine konklusioner på fraværet af visse importerede keramikgenstande, og at hun havde overset den betydelige mængde lokal keramik, hvoraf Wood fandt, at nogle stammede fra den sene bronzealder. Hvis Wood har ret, findes der altså beviser i Jeriko, der understøtter den tidlige datering af udvandringen.

Fodnote 9, s. 210: »Der er ikke fuld enighed om den indre kronologi eller terminologien for den sene bronzealder. Afhængigt af den valgte kronologi sluttede den sene bronzealder I i 1450 eller 1400. Konsekvensen af denne variabilitet er, at beviser for erobringen kunne findes enten i overgangen fra den sene bronzealder I til den sene bronzealder II eller helt inden for den sene bronzealder II. For yderligere at komplicere sagen gør den store kulturelle kontinuitet mellem disse to perioder det undertiden vanskeligt at fastslå, hvornår den sene bronzealder I sluttede, og den sene bronzealder II begyndte. Måske kunne by IV derfor have strakt sig ind i den sene bronzealder II, før den blev ødelagt.”

Mens de fleste konservative bibelforskere daterer udvandringen til omkring 1450 f.Kr., er der nogle, der spekulerer i, at den fandt sted omkring 1200. Der er dog ingen spor af beboelse i Jeriko omkring 1200 f.Kr.

Spørgsmål: Hvorfor straffes kanaanæerne i Josva 6:21 og frem for menneskeofringer, mens andre, såsom aztekerne og mayaerne, ikke straffes?

Svar: Gud straffede ganske vist disse kulturer med erobring, ødelæggelse af deres civilisation og store tab af menneskeliv. Men Gud uddeler ikke tilstrækkelig straf til alle mennesker og alle kulturer i dette liv. Det sker først på dommedagen. Som Jesus viste i Markus 13:1-6, uddeler Gud endnu ikke lige straf i dette liv for lige store synder.

Spørgsmål: Hvorfor befalede Gud i Josva 6:21 og så videre israelitterne at dræbe alle kanaanitterne i stedet for et andet folk?

Svar: Kana'anitterne dyrkede afgudsdyrkelse, men andre folkeslag dyrkede også afgudsdyrkelse. Skriften siger kun i 3. Mosebog 18:21-26, at landet var besmittet på grund af dets indbyggere. Den siger ikke hvorfor, men vi kan se mindst tre grunde. Der er tre aspekter ved den kana'anitiske religion, som generelt var særligt onde og fristende for israelitterne.

Barnemord: (5. Mosebog 12:30-31). Arkæologiske udgravninger i Gezer og andre steder viser også, at der blev ofret spædbørn.

Religiøs prostitution: Dette var et gennemgående tema i den kanaanitiske religion. Prostitution er én ting, men det er endnu værre, når præsterne fortæller dig, at du skal udøve det, hvis du vil være et godt, religiøst menneske.

Homoseksualitet: Kana'anitterne praktiserede dette, fordi

1) 3. Mosebog 18:22-24 siger det, og

2) dette var udbredt i Sodoma og Gomorra, og de lå tæt på Kana'an og delte den samme kultur.

Som Gleason Archer siger i *A Survey of Old Testament Introduction* (Moody Press, 1974, s. 279-280): »… Israels efterfølgende historie tjener til meget tydeligt at illustrere den alvorlige fare, der fortsat truede Israel, så længe kanaanitterne fik lov til at bo midt iblandt dem.«

Det er dog uklart, om homoseksualitet var lige så udbredt som børneofringer og religiøs prostitution.

Spørgsmål: Hvordan kan man i Josva 6:21 og frem retfærdiggøre, at Gud befalede israelitterne at dræbe alle kanaanitterne?

Svar: Svaret er kort og enkelt at sige, men det kan kræve et paradigmeskift, før du kan forstå det. Svaret er simpelt: Gud kan gøre, hvad Han vil. Den følgende forklaring vil (forhåbentlig) hjælpe dig med at forstå svaret. Uanset om du er enig i, at Gud kan gøre, hvad Han vil, eller om du kan lide svaret, kan du i det mindste fuldt ud forstå alt, hvad der menes med dette svar.

Svar ja eller nej

(Ja/Nej) Ville Gud være retfærdig, hvis han gjorde menneskers levetid længere?

(Ja/Nej) Ville Gud være retfærdig, hvis han gjorde menneskers levetid kortere?

(Ja/Nej) Når det var tid for nogen at dø, ville Gud da være retfærdig, hvis han valgte de midler, han ønskede?

(Ja/Nej) Ville Gud være retfærdig, hvis han lod nogle mennesker leve længere end andre?

Hvis du har svaret »Nej« på et af ovenstående spørgsmål, skal du angive den relevante lovbestemmelse, hvis en sådan findes, sammen med den myndighed, der ligger bag denne bestemmelse.

Gud kan gøre, hvad Han ønsker, og Han kan befale, hvad Han ønsker. Selv hvis Gud var underlagt vores love (hvilket Han ikke er), forsøger vores love ikke at lovgive om, hvad Gud kan gøre, ligesom de heller ikke lovgiver om, hvad der er tilladt for tornadoer og orkaner.

Da Guds karakter er god, og alt, hvad han har sagt, er sandt, kan et eksempel kun påvises at være uretfærdigt fra Guds side, hvis og kun hvis det er i strid med alt, hvad han har åbenbaret om sin karakter og sine veje.

Heldigvis er Gud ikke som det ekstreme eksempel. At Bibelen siger, at Gud er kærlig, »tvinger« ikke Gud til at være kærlig. Snarere var Gud kærlig fra starten og ønskede frivilligt at udtrykke over for os, at Han var kærlig, samtidig med at Han er retfærdig, hellig og har vrede. Gud beder dig om at følge Ham, men Han tigger dig ikke. Hvis du ikke kan lide dette, kan du gå din egen vej, og Gud vil gå Sin. Men overvej, hvor din egen vej vil føre hen….

Spørgsmål: I Josva 6:21 og frem virker Gud ikke særlig venlig. Skal Gud ikke altid være venlig?

Svar: Ikke altid. Faktisk er Gud ofte yderst venlig (selvom »kærlig« er et mere præcist ord). Gud er så kærlig, at Guds Søn kom til jorden for at lide og dø, for at udgyde sit eget blod på korset for vores synder. Men over for dem, der afviser Gud, og dem, der gør andre ondt, er Gud ikke venlig. Både i Det Gamle og Det Nye Testamente er Gud mindre tilbageholdende med sin vrede, end vi ofte er. Hvis du kan se, at selvom Gud er meget kærlig, er han ikke altid venlig, og det er han heller ikke forpligtet til at være, så har du gennemskuet en af de største misforståelser om Gud i vores kultur.

Spørgsmål: I Josva 6,25 står der: »… indtil i dag« – hvornår blev Josva-bogen nedskrevet?

Svar: Dette tyder på, at Josva-bogen blev nedskrevet i Josvas tid, mens Rahab stadig levede. Der er selvfølgelig blevet lavet kopier af den frem til i dag.

Spørgsmål: Hvorfor udtalte Josva i Josva 6,26 denne forbandelse mod den, der genopbygger Jeriko?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor Josva udtalte denne forbandelse, som gik i opfyldelse. Nogle kunne sige, at det ikke var en forbandelse, men blot en advarsel fra Gud om, hvad der ville ske. Men i stedet for at udtale forbandelsen kunne Gud lige så godt have forhindret, at dette skete.

Så hvorfor blev denne forbandelse udtalt? De menneskelige årsager og de guddommelige årsager er ikke nødvendigvis de samme. Her er to spekulationer.

Menneskelig årsag: Josva var meget følelsesladet efter at have besejret Jeriko. Måske ønskede han ikke at se byen genopbygget, da den symboliserede modstand mod Gud og ham selv.

Guddommelig begrundelse: Måske ønskede Gud heller ikke, at denne by, der symboliserede modstand mod Guds folk, skulle genopbygges i århundreder. Nogle gange tillader Gud stadig, at mennesker gør ting, der mishager Ham, men til en pris, såsom genopbygningen af Jeriko.

Spørgsmål: Blev denne profeti opfyldt i Josva 6:26?

Svar: Dette er et eksempel på en betinget profeti. I dette tilfælde blev betingelsen opfyldt, hvis og kun hvis Jeriko blev genopbygget. Ifølge 1. Kongebog 16:34 genopbyggede Hiel fra Betel Jeriko. Hans førstefødte søn Abiram og hans yngste søn Segub døde begge.

Spørgsmål: I Josva 7:1, var det kun Achan eller hele Israel, der syndede?

Svar: Kun Akhan og hans familie syndede, men Israels nederlag viser, at også andre led under konsekvenserne af Akhans synd.

Én mands synd og hans families medvirken skadede hele nationen. Læren om, at Akhan ikke var den eneste, der døde for sin synd, blev ikke glemt af israelitterne (Josva 22:20). Det er interessant at overveje andre eksempler, hvor én persons synd skader mange. Men hvad angår Adam og Kristus, så skadede én persons synd mange, mens én persons retfærdighed frelser alle som tror. Mange gange påvirker én persons adfærd mange. 1. Samuel 24 giver et andet eksempel.

Spørgsmål: Var det i Josva 7:2-4 Guds straf, eller blot en fejlberegning fra de israelitiske lederes side?

Svar: De to udelukker ikke hinanden. Israelitterne fejlvurderede antallet af soldater, der var samlet i Betel og Ai. Men Gud kan øge eller mindske vores forudseenhed og dømmekraft, som Han ønsker.

Spørgsmål: Hvorfor måtte andre lide under Akans synd i Josva 7:5-15?

Svar: Desværre lider andre ofte under en persons synd på to måder.

1. De lider under en straf (eller rettere sagt konsekvenser), som de ikke er skyldige i, ligesom spædbørn i dag fødes afhængige af den kokain, heroin eller alkohol, som deres mødre har indtaget.

2. De accepterer ganske enkelt de synder, som de følger, og deler både skylden og straffen for disse synder.

»The Bible Knowledge Commentary: Old Testament« har en anden interessant kommentar: Ligesom Adam og Evas og Davids synder så Akans, begærede han og tog. Francis Schaeffer nævner, at de ting, Akans tog, er den samme slags ting, som folk ville tage i dag. Guldet og sølvet er ren materialisme, og kappen fra Babylon ville sandsynligvis være meget stilfuld. Det Forjættede Land var ikke nok for Achan; han ville have mere, fordi han ikke var tilfreds med det, Gud gav ham. Er der tidspunkter i dit liv, hvor du er utilfreds med Guds omsorg for dig?

Et andet tragisk aspekt ved Achan er, at i slaget ved Ai og alle efterfølgende slag fik israelitterne lov til at beholde de værdifulde genstande! Havde Achan blot ventet, kunne han have samlet skatten fra mange byer. Er der tidspunkter, hvor du ved, at du gik glip af Guds velsignelse, fordi du ikke ville vente og adlyde Gud?

Spørgsmål: Hvorfor var Josva i Josva 7,6 så bekymret over, at 36 mænd af hele hans hær døde i dette sammenstød?

Svar: Det handlede ikke så meget om at erobre Ai, en by med 10.000 krigere, som om at erobre den uden store tab af israeliters liv og gøre det hurtigt, inden hærene fra de omkring 140 andre byer og landsbyer i Kana'an forenede sig.

Endnu værre var det, at dette tydede på, at Gud ikke hjalp dem på dette tidspunkt. Hvis Gud ikke ville hjælpe dem, så havde Josva ikke tillid til, at de kunne vinde sejr i Kana'an.

Q: Hvorfor fortalte Gud ikke bare Josva, hvem der havde syndet, i Josva 7:11-18?

Svar: Tilsyneladende lægger Gud lige så stor vægt på deres proces med at finde frem til den skyldige som på resultatet af, at de finder den rette person. Her er, hvad der skete.

1. Hele folket blev indviet.

2. Tidsforsinkelsen (én dag) gav Achan og hans familie mulighed for at træde frem af egen drift.

3. Lodtrækningen viste Guds evne til at afsløre synd.

Måske blev situationens alvor på denne måde understreget, efterhånden som forløbet trak ud. Forestil dig, at du er Achan. Hvordan ville du have det, mens lodtrækningen fandt sted? Måske troede du, at du kunne slippe af sted med det, hvis du bare opførte dig normalt? Årsagen til denne langvarige proces kan muligvis have været at give Achan en chance for at omvende sig, hvilket han ikke gjorde. Gud er meget tålmodig, men sørg for at omvende dig, før ødelæggelsen kommer.

En interessant kontrast til dette er, at Jonatan blev udvalgt ved lodtrækning i 1. Samuelsbog 14:37-45.

Spørgsmål: I Josva 7,12, ville Achan og hans familie så være blevet skånet, hvis de selv havde trådt frem og tilstået?

Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Men når der i Josva 7,12 står, at alt, hvad der er bestemt til tilintetgørelse, skal tilintetgøres, henviser det ikke til Achan. Men da den, der har de ting, der er bestemt til tilintetgørelse, skal udryddes, som Gud befalede i Josva 7,15, var det for sent for Achan.

Spørgsmål: Hvorfor lod Josva i Josva 7:18 »sin« familie træde frem?

Svar: »Hans« henviser her til Zimri, ikke til Josva. Josva var fra Efraims stamme (Josva 24:30).

Spørgsmål: Hvad betyder »at give Herren ære« i Josva 7:19?

Svar: Dette er en højtidelig opfordring til at fortælle sandheden.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte israelitterne også Akans familie i Josva 7:24-26?

Svar: Se, hvor genstandene var begravet. Der er syv punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Også de havde hørt befalingen.

2. Også de boede i det telt, hvor genstandene var begravet. Det ville have været umuligt at begrave dem i jorden, uden at de vidste noget om det.

3. Også de undlod at sige noget, da de fik lejlighed til det.

4. Også de betalte prisen for den synd, de havde samtykket i. I den amerikanske kultur findes der en opfattelse af, at uanset hvad et barn eller en teenager gør, kan de i de fleste tilfælde undgå alvorlig straf, hvis de er under 18 år. Dette strider mod Guds syn på tingene, selvom Gud anerkender en alder, hvor man kan holdes ansvarlig, og Bibelen siger, at overtrædelser ikke regnes som synd, hvor der ikke er nogen lov (Romerne 4:15; 5:12).

5. Josva angiver ikke børnenes alder.

6. Gud holder ikke børn skyldige for deres fædres synder (Ezekiel 18:4,19-20; 5. Mosebog 24:16). De kan dog være skyldige i at følge deres fars ønsker, når de ved, at deres far ønsker, at de skal være ulydige mod Gud.

7. Selvom børn ikke deler deres forældres skyld, »straffer« Gud dog mennesker ved, at deres børn lider under konsekvenserne af deres faders synder, som 4. Mosebog 14:18 viser.

Spørgsmål: Var det Guds kraft eller Josvas strategi, der sikrede sejren ved Ai i Josva 8:1-35?

Svar: De to udelukker ikke hinanden. Strategien var nyttig, fordi den gjorde det muligt for israelitterne at indtage Betel og Ai uden modstand, og den modløste de kanaanitiske krigere, da byerne blev brændt ned. En god strategi virker dog ikke, hvis soldaterne ikke kæmper godt, og Gud hjalp formodentlig de israelitiske soldater med at kæmpe godt.

Spørgsmål: Hvilke lærdomme kan vi drage af slaget ved Ai i Josva 8:1-35?

Svar: Der er mindst to ting, vi kan lære.

1. Selv en overvældende styrke garanterer ikke sejr for kristne – eller for nogen andre – hvis Gud ikke ønsker, at den pågældende side skal vinde.

2. Succes gør normalt en almindelig person sårbar over for fiasko, medmindre personen er klog. Klogskab indebærer at se alle sider af en sag og holde tingene i det rette perspektiv.

Spørgsmål: Har arkæologer fundet byen Ai i Josva 8:17,25 og 1. Mosebog 12:8?

Svar: Nej, og der er også en god grund til det. Ai var en lille by, som ifølge Josvas Bog blev »fuldstændig« ødelagt. Josva 8,17.25 angiver, at der kun var 12.000 mennesker i Betel og Ai tilsammen. I Josva 7:3 anslog israelitterne, at de i første omgang kun havde brug for 2.000 til 3.000 mænd for at besejre dem. (I nutidige slag foretrækker angribere at have en overmagt på mindst 2:1.)

I *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 89-90, står der, at de fleste arkæologer mente, at Ai lå begravet under højen Et-Tell, selvom geografien ikke stemmer overens med den bibelske beretning. Udgravninger ved Et-Tell viser, at der lå en by der, men den by blev ødelagt i 2200 f.Kr., hvilket er før Abrahams tid. En anden høje i nærheden, kaldet Khirbet Nisya, er dog sandsynligvis stedet, hvor Ai lå, og der skal foretages yderligere udgravninger.

Man må dog ikke glemme, at da Ai var lille og blev »fuldstændig ødelagt«, er der måske ikke noget tilbage, som arkæologerne kan finde.

Spørgsmål: Hvorfor var Josva i Josva 8:25 så optaget af sejren ved Ai?

Svar: Der kan have været to grunde: en militær og en åndelig.

Militært: Josva var bekymret både for sin hærs høje kampånd og for, at en langvarig belejring af Ai ville give de øvrige kanaanitter mulighed for at samle kræfterne.

Åndeligt: Hans største bekymring var dog sandsynligvis, at den kraft, der havde fået Jordanfloden til at dele sig og Jerikos mure til at falde, ikke længere var med dem. Gud havde befalet dem at indtage landet, men der var mange stærke byer, og uden den kraft ville de selv blive tilintetgjort. Både folket og Josva indså, at de var i alvorlige vanskeligheder, hvis Gud ikke var med dem. Har du nogensinde haft svært ved at forsøge at gøre Guds vilje uden Guds kraft, men kun med din egen?

Spørgsmål: Hvordan kunne der i Josva 8:25 være »12.000« i en lille by som Ai?

Svar: -Der er to grunde. På hebraisk kan »mænd« muligvis henvise til den samlede befolkning, og der var sandsynligvis yderligere soldater, der midlertidigt opholdt sig i byen.

Spørgsmål: I Josva 8:25, angiver »12.000« kun mænd, eller alle?

Svar: Ordene er klare, men betydningen kan være begge dele. Det kan have været, at der var 12.000 mandlige soldater samlet i denne lille by på grund af forstærkninger fra de andre kanaanitter. Alternativt kan man på hebraisk generelt omtale både mænd og kvinder som »mænd«.

Spørgsmål: Hvorfor hængte Josva den døde konge af Ai op i et træ i Josva 8:29?

Svar: Se svaret til Josva 10:24.

Spørgsmål: Hvorfor byggede Josva i Josva 8:30 et alter på Ebal-bjerget, når 1. Kongebog 12:31 og 1. Kongebog 15:14 senere forbød opførelsen af offerhøje?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Tid: Selv om alteret i Josva 8:30 overtrådte forbuddene i 1. Kongebog, blev Josvas alter på Ebal-bjerget bygget, før befalingerne blev givet. Man kan ikke holdes ansvarlig for at have overtrådt en fremtidig befaling, når man ikke var bekendt med den. Se Romerbrevet 4:15; 5:13.

Lydighed: Alteret på Ebal-bjerget blev opført til brug, før den centraliserede tilbedelse i Jerusalem fandt sted. 1. Kongebog viser, at Gud ikke ønskede, at der blev opført uautoriserede alter, og forud for dette godkendte Gud alteret på Ebal-bjerget.

Formål: Alteret på Ebal-bjerget såvel som templet i Jerusalem blev bygget for at tilbede Gud. 1. Kongebog 12:32 viser, at Jeroboam byggede højderne, ikke med det formål at tilbede Gud, men for at tilbede afguder. Ligeledes viser 1. Kongebog 15:14, at højderne her blev brugt til tilbedelse af Asjera og andre afguder.

Spørgsmål: Hvorfor standsede israelitterne i deres erobring i Josva 8:32-35 og foretog det strategisk meningsløse træk at drage mod nord og øst til bjerget Gerazim?

Svar: Dette viser os, at åndelig forberedelse her er vigtigere end militær strategi. De begav sig til Gerazim-bjerget for at omskære sig og på ny vie sig til Herren. Selvom Gerazim-bjerget var et afsidesliggende sted, der var velegnet til kvinder og børn, var det ikke hovedårsagen, for at efterlade kvinderne og børnene på den anden side af Jordanfloden kunne have givet dem endnu større sikkerhed.

Spørgsmål: Hvorfor velsignede Gud i Josva 9:1-27 gibeonitterne, ikke blot for at have bedraget Guds folk, men for direkte at have løjet?

Svar: Der er tre punkter, man skal overveje i svaret.

1. Hvordan skulle gibeonitterne vide, at de ikke måtte lyve? Gibeonitterne havde ikke de læresætninger, der blev givet gennem Moses.

2. Selv hvis gibeonitterne hypotetisk set havde haft Moses’ lære, lærer nogle kristne (såsom R.C. Sproul), at der er visse omstændigheder, såsom liv og død-situationer, hvor troende bør lyve.

3. Det »optimale« ville måske have været, at gibeonitterne troede på og stolede på Gud og fortalte Josva hele sandheden, da troende ikke bør lyve over for hinanden (Efeserbrevet 4:25), og at de stolede på, at Gud ville give de israelske ledere kendskab til sin vilje. Men Gud holder ikke mennesker ansvarlige for den sandhed, de ikke har, som Romerbrevet 4:15 og 5:12 viser.

Spørgsmål: Hvordan kunne de israelitiske ledere i Josva 9:1-27 begå den fejl ikke at spørge Gud om gibeonitterne?

Svar: Israelitterne var ikke uopmærksomme; tanken strejfede dem faktisk, at gibeonitterne måske bedrog dem (Josva 9:7). På samme måde har troende i dag nogle gange en tendens til at spørge Gud om visse ting lettere end om andre. Både i dag og dengang er det desværre alt for let for troende at tro, at en situation er så enkel, at de ikke har brug for Guds visdom.

Selvfølgelig vidste Gud, at de ville begå denne fejl. Gud brugte endda deres fejl til at skåne gibeonitterne, som senere skulle tjene Ham. Se diskussionen om 5. Mosebog 20:17 for mere information.

Spørgsmål: Hvem var gibeonitterne i Josva 9:3, og hvad skete der med dem?

Svar: Gibeon var en storby, der blev grundlagt omkring (dvs. ca.) 3100 f.Kr. Arkæologer fortæller os, at den lå 20-25 miles (32-40 kilometer) vest for Gilgal og 4.000 fod højere. Der var talrige kilder og vandhuller inde i byen, så den kunne modstå en lang belejring. Gibeon var hovedbyen i en byallianse, der omfattede Kearoth-Jearim, Kephirah og Beeroth. Den samlede befolkning i byen og det omkringliggende landområde var sandsynligvis omkring 50.000. Efter at have været vidne til ødelæggelsen af Jeriko og Ai besluttede de at slutte fred med Guds folk.

Gibeonitterne var kendt som dygtige krigere (Josva 10:2). Det er bemærkelsesværdigt, at de fuldstændigt betroede deres liv til Josva (Josva 9:25). Det er let for mennesker uden egen styrke at stole på Guds kraft; det er sværere for dem, der er stærke, at gøre det.

Gibeonitterne blomstrede i de efterfølgende århundreder. Da de forviste vendte tilbage fra Babylon, vendte nogle gibeonitter muligvis tilbage som portvagter (Nehemias 7:45-56, 11:19, Esra 2:42-54). Tilsyneladende glædede nogle af gibeonitternes efterkommere sig ved at tjene i templet og tilbede Herren.

Er det ikke vidunderligt, at gibeonitternes frelse kom til veje netop gennem israelitternes fejltagelse? Gud bruger ikke kun gode ting til sin ære, men han kan også bruge vores fejltagelser!

Spørgsmål: Burde israelitterne i Josva 9:8-19 have holdt deres ord, når aftalen var indgået under falske forudsætninger?

Svar: Hvis man indgår en aftale i Herrens navn, uden at have bedt om det, og den anden part har anvendt svig, bør man nogle gange overholde den, og andre gange ikke, afhængigt af omstændighederne. I dette tilfælde forventede Gud, at de skulle overholde deres pagt, som 2. Samuel 21:1-6 viser.

Spørgsmål: Hvorfor skånede israelitterne gibeonitterne i Josva 9:8-19?

Svar: Der er to samtidige grunde.

Menneskelig: Da de først havde indgået en pagt med gibeonitterne og svoret ved Herren, var de nødt til at holde deres ord.

Guddommelig: Gud forudså, at dette ville ske, og forudbestemte, at gibeonitterne skulle skånes på denne måde.

Dette kan forekomme svært at forstå for nogle moderne mennesker, da det moderne begreb om at »holde sit ord« ikke tages lige så alvorligt i dag, som det blev i oldtiden.

Spørgsmål: Findes der i Josva 10:3 nogen ikke-bibelske, arkæologiske beviser for disse konger?

Svar: Nej, det er der ikke. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. I betragtning af den pludselige udslettelse af den kanaanitiske befolkning var der ikke mange kanaanitter tilbage til at skrive, og endnu færre, der ville ønske at skrive om disse skændigt besejrede konger

2. Faktisk efterlod kanaanitterne heller ikke mange optegnelser om deres konger fra tidligere generationer. I modsætning til de stolte egyptere, sumerere og hettitter har vi kun få navne på kanaanitiske konger bevaret uden for Bibelen.

3. Man kunne forvente, at det erobrende folk i det mindste ville føre en historisk optegnelse over de erobrede konger, og det er præcis, hvad der skete – i Josuabogen.

Spørgsmål: Hvordan kunne der i Josva 10:11 falde store sten ned netop på den kanaanitiske hær?

Svar: Svaret består af to dele.

1. Den Almægtige Gud kan gøre, hvad Han vil, og Han har bedre sigte end den bedste bowler eller baseballkaster.

2. Måske var der ikke behov for præcis sigtning. Både før slaget og da kanaanæerne flygtede, var der en afstand mellem de to hære.

Spørgsmål: Hvorfor valgte Gud i Josva 10:12-13 at udføre et mirakel med solen og månen?

A: Et forslag er, at da solen og månen var hovedguder i den kanaanitiske religion, var det passende, at Gud anvendte disse symboler i forbindelse med deres nederlag.

Q: Hvordan fik Gud solen til at stå stille i Josva 10:12-13?

A: Der er et kort svar og et langt svar. Det korte svar er, at den Almægtige Gud kunne gøre det på enhver måde, han ønskede, og at midlet ikke er vigtigt. Det lange svar tilføjer, at Gud måske valgte at gøre det ved at standse jordens rotation, sænke jordens rotationshastighed eller ved hjælp af en optisk effekt. Her er fordele og ulemper ved hver af disse spekulationer.

At standse jordens rotation: Gud ville have magten til at gøre dette. Gud ville også standse de katastrofale virkninger af den nedsatte hastighed på land, til vands og i luften.

At bremse jordens rotation: Ligner det første svar. Den eneste fordel ved dette svar er, at behovet for et mirakel til at modvirke inerti-effekten ville være mere gradvist, selvom miraklet stadig ville være nødvendigt.

Optisk effekt: Solen behøvede ikke at »stoppe«; Gud kunne have skabt en optisk effekt, der stadig gav sollys i den ekstra tid. Dette behøvede ikke at være en global effekt, men kunne blot have været en lokal effekt i Kana’an.

Ingen sol i en dag: Det hebraiske ord for, hvad solen gjorde, er uklart. I *Hard Sayings of the Bible*, s. 186-188, står der, at det hebraiske ord *dom* kan betyde, at solen simpelthen »var tavs« eller skjulte sig i en dag. Dette passer godt ind i sammenhængen, for hvordan kunne solen synes at stå stille på himlen, hvis der var et voldsomt haglvejr? Desuden ville den køligere temperatur være til fordel for den israelitiske hær efter deres lange og hurtige march.

I denne sammenhæng fremførte E.W. Maunders og Robert Dick Wilson teorien om, at solen »holdt op med at udstråle varme« i en dag.

Dette svar og det forrige er de mest sandsynlige.

Falsk spor: Det skal nævnes, at der har været historier om et astronomisk computerprogram, der, når det køres tilbage i tiden, viser, at der manglede en dag i Josvas tid. Dette er imidlertid højst usandsynligt, for da der dengang ikke fandtes astronomiske optegnelser til sammenligning, ville der ikke være nogen måde for en computersimulering at afgøre, om en dag var gået tabt eller ej. Det er lidt som at forsøge at kalibrere noget, når der ikke er nogen skala. I bogen »Hard Sayings of the Bible« (s. 186-188) nævnes det i den omfattende drøftelse af dette spørgsmål, at Charles Pickering fra Harvard Observatory og professor Totten fra Yale tilsyneladende var ophavsmændene til denne påstand.

Spørgsmål: Hvilke andre teorier var der om dette mirakel i Josva 10:12?

Svar: Her er to andre teorier.

1. Keil og Delitzsch spekulerede på, at det så ud, som om solen stod stille, da to dages arbejde blev udført på én dag. For hvis solen holdt op med at bevæge sig, hvordan kunne de så måle, hvor længe den stod stille?

2. Hugh J. Blair spekulerede på, at da det oprindelige angreb fandt sted tidligt om morgenen, var Josvas bøn i virkeligheden en bøn om at udskyde mørket for at muliggøre et overraskelsesangreb, og Gud besvarede bønnen med en selektiv haglbyge.

Spørgsmål: I Josva 10:12 – er det, at solen stod stille, også beskrevet i andre kulturer?

Svar: Nej. Det skal påpeges, at hvis solens stilstand var en optisk effekt, eller hvis hebraerne mente, at solen ikke skinnede, kunne dette have været et fænomen, der var begrænset til Kana'an. På den anden side findes der en enklere forklaring. Mange kulturer på den tid havde ikke skrift, og de fleste foretog ikke astronomiske observationer.

De nedskrev ikke mange ting fra før 1400 f.Kr. (Josvas tid). Som eksempel kan nævnes en kæmpe vulkanudbrud på Thera i Det Ægæiske Hav, som ingen nedskrev (bortset fra muligvis en egyptisk henvisning og måske græske legender om Atlantis, der sank i havet). Her er, hvad vi har nedskrevet fra gamle astronomer.

Sumererne/babylonierne havde en meget gammel stjernekatalog, der gik tilbage til 1200 f.Kr. Babylonierne begyndte allerede omkring 1800 f.Kr. at bruge sumeriske navne på stjerner, hvilket tyder på, at de var interesserede i astronomi længe før da. Fra 1800 og frem kortlagde babylonierne årstiderne ud fra solen og månen for at vide, hvornår de skulle så afgrøder. Under Nabopolassar (747–733 f.Kr.) opdagede babylonierne, at måneformørkelser fulgte en nittenårig cyklus. Men i Josvas tid befandt de sig i en mørk tidsalder. Kassitterne erobrede Babylon i 1570 f.Kr., og assyrerne under Tikulti-Ninurta indtog Babylon omkring 1225 f.Kr.

Fønikerne vidste, hvordan man navigerede ved hjælp af »den fønikiske stjerne« (Nordstjernen), men de efterlod ingen astronomiske optegnelser.

I Egypten findes der en cirkel af astronomiske sten fra 3.000 f.Kr. Ægypterne placerede deres pyramider i overensstemmelse med himmelkroppene. Men der findes ingen detaljerede skriftlige astronomiske optegnelser. Der findes dog én meget interessant beretning om mørke lidt efter Josvas tid.

Indien: Dette kan have været omkring den tid, hvor det slag fandt sted, der er løst beskrevet i Bhagavad-Gita, selvom slaget også kan have fundet sted tidligere. Man mener også, at arierne omkring 1390 f.Kr. i Takshasila besejrede de vestlige Nagas. Pointen hermed er, at det var i de meget tidlige faser af ariernes erobring af Indien, hvor der kun var bevaret få historiske optegnelser. De første astronomiske bøger, vi kender til i Indien, stammer fra omkring et århundrede før Kristus.

Kina: Kina trådte ind i bronzealderen, og Shang-dynastiet kom først til magten i Kina lige efter Josvas tid. Den første registrerede solformørkelse blev noteret af kinesiske astronomer i 2136 f.Kr. De registrerede stjernernes positioner på orakelknogler fra 1339 til 1281 f.Kr. Bortset fra disse har vi meget få bevarede gamle kinesiske astronomiske optegnelser. De er svære at finde, fordi kejser Shih Huang Ti i 213 f.Kr. beordrede, at alle bøger i imperiet skulle brændes.

Minoerne på Kreta havde et skriftsprog og beskæftigede sig tilsyneladende med astronomi, men vi ved ikke meget om dem, da deres civilisation blev ødelagt omkring 1450 f.Kr., før Josvas tid.

De mykenske grækere, der erobrede minoerne, var stadig meget barbariske.

De doriske grækere erobrede Det Ægæiske Hav omkring 1200 f.Kr., over 200 år efter Josva. Den første kendte græske astronom var Thales fra Milet (624–548 f.Kr.).

I Mexico var de tidligst kendte astronomer olmekerne (1200–400 f.Kr.), som sandsynligvis opfandt den indfødte mesoamerikanske kalender.

Sammenfattende kan man sige, at registrering af astronomiske begivenheder enten ikke fandtes eller var sporadisk. Vi ved, at der ville være mørke i Mellemøsten, da vulkanen Thera gik i udbrud, og alligevel har vi kun én mulig henvisning i egyptiske skrifter. Derfor ville vi ikke forvente at finde henvisninger til en længere dag i en tid, hvor der ikke fandtes ure.

Spørgsmål: Hvad er »Jasher-bogen« i Josva 10:13 og 2. Samuelsbog 1:18?

Svar: I Josva 10:13 står der, at der er skrevet mere om dette i Jashars Bog. Jashars Bog findes ikke i Bibelen; vi har ingen eksemplarer i dag, og ifølge New Bible Dictionary er alle moderne »eksemplarer« forfalskninger.

Spørgsmål: Hvorfor kæmpede jebusitterne (folket fra Jerusalem) i både de nordlige og de sydlige felttog i Josva 10:23 og 11:3?

Svar: Josva besejrede alle fem af de sydlige konger, men han erobrede ikke to af deres byer: Jerusalem (eller Jebus) og Jarmuth. Derfor var jebusitterne fra Jerusalem i stand til at hjælpe de nordlige kanaanitiske konger.

Der er et vigtigt punkt at lære her. Nogle gange, når vi har sejr på et område i vores liv, men synden ikke er fuldstændigt »ryddet af vejen« på et område af vores liv, kan den vende tilbage senere for at angribe os igen.

Spørgsmål: Hvorfor gjorde Josva i Josva 10:24 skaden endnu værre ved at få de israelske ledere til at sætte fødderne på de tilfangetagne kanaanitiske kongers nakker?

Svar: I Det Gamle Testamentes tid gjorde Josva sandsynligvis dette for at demoralisere de kanaanitter, der ville høre om det, og for at styrke sin hærs selvtillid. Disse konger vidste, at Gud var med Josva, og alligevel kæmpede de mod ham.

I Det Nye Testamente er standarden imidlertid ikke den samme. Vi skal ikke hævne os på vores fjender, men elske dem, som Jesus sagde i Lukas 6:27-28 og Matthæus 5:43-44.

Spørgsmål: I Josva 10:26 – hvorfor blev de kanaanitiske konger hængt op i træer, når de jo allerede var døde?

Svar: Sandsynligvis af samme grund som beskrevet i det forrige svar. Der er også en yderligere, supplerende mulighed.

Nogle lunde blev betragtet som hellige af kanaanitterne, og Josva har måske dermed ønsket at vise, hvad han mente om afgudsdyrkelse i disse lunde. Se diskussionen om 5. Mosebog 12:3 og 16:21 for mere om hellige træer.

Spørgsmål: Hvorfor befalede Gud i Josva 10:28 israelitterne at udrydde alle?

Svar: Se det tredje spørgsmål om Josva 6:21 for svaret.

Spørgsmål: Findes der i Josva 10:28-42 nogen arkæologiske beviser for ødelæggelsen af disse byer?

Svar: Ja. Her er de bibelske beviser, efterfulgt af de bekræftende arkæologiske beviser.

Bibelske beviser: Josvas Bog hævder ikke, at alle kanaanitiske byer blev ødelagt. I syd hævdes det kun, at Jeriko, Ai, Makkadeh, Libna, Lakis, Eglon, Hebron og Debir blev ødelagt. Måske blev Betel også ødelagt. I syd forblev mange befæstede byer stående ifølge Josva 10:20.

I nord blev ingen byer brændt ned bortset fra Hazor, ifølge Josva 11:13.

Arkæologiske beviser: Fra bogen *Pharaohs and Kings: A Biblical Quest* (Crown Publishers 1995), s. 306, fremgår her de beviser for ødelagte byer ved slutningen af den mellemste bronzealder IIB, som den verdslige arkæolog David M. Rohl fremlægger. På s. 299 angives det, at 1410 f.Kr. ligger inden for MB IIB-perioden.

Arad, Debir, Jeriko, Lakis og Hazor i nord viser alle tegn på at være blevet ødelagt. Der hersker en vis usikkerhed om, hvorvidt Betel lå på det moderne sted Beitin eller el-Bireh, men byen ved Beitin blev ødelagt. Der hersker en vis usikkerhed om, hvorvidt Hebron lå på det moderne sted el-Khalil eller Tell el-Rumeideh, men uanset hvilken by der lå ved el-Khalil, blev den ødelagt. I Hormah er der usikkerhed om, hvorvidt den blev ødelagt dengang eller ej. Byen Gibeon blev forladt. Der var usikkerhed om, hvorvidt Ai lå på det moderne sted et-Tell eller Khirbet Nisya, men byen ved Khirbet Nisya blev forladt, og byen ved et-Tell blev ikke ødelagt.

Da ødelæggelsen af den lille by Ai var så fuldstændig, vil det sandsynligvis aldrig lykkes at finde Ai’s egentlige beliggenhed.

Nogle har været forvirrede, fordi andre byer senere blev ødelagt af israelitterne og egypterne i Dommernes tid, og i den forbindelse fandtes den fejlagtige teori om, at udvandringen fandt sted omkring 1350 f.Kr. Hazor og Lakis blev ødelagt igen omkring den tid.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Gezer ud over det, der står i Bibelen, jf. Josva 10:33?

Svar: Gezer var en af de seks vigtigste byer i Palæstina. Der var en kilde inden for bymuren, som omfattede 30 acres. Omkring 1600 f.Kr. blev den indre mur opført; den var 50 fod bred og den største stenkonstruktion i Palæstina. Den havde en 25 fod høj vold, der skrånede 45 grader. På den mørkere side blev der fundet rester af ofrede spædbørn i Gezer.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i Josva 10:41 slå landet Goshen, når Goshen ligger i Egypten?

Svar: Goshen i Egypten er området omkring Nildeltaet. Dette var et andet Goshen, nemlig en by tæt på den kanaanitiske by Debir. Goshen er nævnt i Josva 15:51.

Spørgsmål: Hvorfor hjalp de nordlige konger ikke de sydlige konger med at kæmpe i Josva 11:1?

Svar: Det står ikke i Skriften. Men hvis man ser på et kort, kommer disse primært fra det nordlige Kana’an, mens de tidligere konger var fra det sydlige Kana’an. Den manglende koordination mellem nord og syd kan skyldes politisk rivalisering og det faktum, at israelitterne, der befandt sig mellem de to, ikke blot ville afskære de kanaanitiske troppers bevægelser, men også kommunikationen mellem nord og syd. Desuden foregik Josvas felttog meget hurtigt, så kanaanitterne havde kun lidt tid til at udarbejde en gennemtænkt strategi.

Spørgsmål: Hvad var forskellen på felttoget mod nord og felttoget mod syd i Josva 11:1?

Svar: Der var tre forskelle.

1. Flere konger forenede sig for at kæmpe mod israelitterne. Ifølge Josefus bestod den nordlige kanaanitiske hær af 20.000 stridsvogne, 100.000 ryttere og 300.000 fodsoldater. Hans skøn er dog sandsynligvis lidt for højt, medmindre næsten alle de kanaanitiske mænd i hele regionen var samlet. Hvis den samlede befolkning, der havde forenet sig, var på 810.000 til 1,1 millioner, kunne hæren have været på i alt 240.000, medmindre gamle mænd og unge drenge også kæmpede.

2. De nordlige kanaanitter var måske mere beslutsomme, efter at de havde set, hvordan israelitterne besejrede de sydlige konger.

3. De nordlige kongeriger havde sandsynligvis lavere kampånd, for det var svært for de sydlige konger at kæmpe mod en haglstorm.

Spørgsmål: Hvorfor inviterede Jabin fra Hazor i Josva 11:3 hettiterne til at kæmpe mod Israel, når gibeonitterne havde indgået en traktat med israelitterne i Josva 9:19?

Svar: Josva 11:19 giver svaret. Der var forskellige hettitiske byer, og kun hettitterne i og omkring Gibeon indgik en pagt med israelitterne.

Spørgsmål: Hvorfor blev Josva i Josva 11:6,9 specifikt pålagt at skære hestenes akillessener over og brænde stridsvognene?

Svar: At skære hestenes sener over betyder at skære den »akillessene« over, der forbinder musklerne på bagsiden af underbenet med foden. Hestene ville stadig leve, men de kunne ikke løbe og ville være ubrugelige i krig. 5. Mosebog 17:16-17 viser, at Gud ikke ønskede, at israelitterne skulle have mange heste og stridsvogne. Der er tre punkter, der giver anledning til spekulation.

1. Heste og stridsvogne er meget nyttige til kamp på sletterne, men store dele af Kana'an var bjergrige, så det ville ikke være klogt at stole på stridsvogne og heste under deres erobring.

2. Uanset om det rent naturligt set var klogt at stole på stridsvogne og heste, ønskede Gud, at de skulle stole på Ham, ikke på deres krigsvåben.

3. Vogne og heste gør det muligt for et land hurtigt at føre krig mod fjender i fjerne lande. Gud pålagde aldrig israelitterne at invadere Egypten, Syrien, Assyrien eller andre lande længere væk.

Spørgsmål: Hvorfor angreb Josva i Josva 11:7 de nordlige kanaanitter ved Meroms vand?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan se et par grunde.

1. Josva overraskede dem. Den nordlige kanaanitiske hær var stadig ved at samle sig, og Josva angreb dem pludseligt, før alle folkene var ankommet, og de havde fået organiseret sig.

2. Josva 11:5 nævner, at de havde mange stridsvogne. I et bjergrigt område, gennemkrydset af bække og små floder, ville fordelene ved stridsvognene blive minimeret.

På samme måde kan det i vores kamp for Gud nogle gange være afgørende for sejren, at vi vælger tid og sted.

Spørgsmål: Findes der i Josva 11:10 nogen arkæologiske beviser for ødelæggelsen af Hazor?

Svar: Ifølge arkæologer blev Hazor faktisk brændt ned tre gange: 1400 f.Kr., 1300 f.Kr. af farao Seti I og 1230 f.Kr. Hvem kan have brændt Hazor ned den sidste gang (Dommerbogen 14:2,15,16)? I dag har vi faktisk stadig et brev fra I-eha-enu (Jabin?) fra Hazor til faraoen, hvor han beder om hjælp på dette tidspunkt. (kaldet kong Ibni af David M. Rohl, s. 317) Ægypterne kom ikke: tilsyneladende havde de halvtreds år tidligere fået nok af at forsøge at svømme mod strømmen af Guds vilje.

Spørgsmål: Hvordan kunne Hazor, som Josva fuldstændigt ødelagde og brændte ned (Josva 11:10-11), nogle generationer senere i Dommerbogen 4:3 underlægge Israel?

Svar: Nogle har hævdet, at dette er en unøjagtighed i Josva. Men 170 år er rigeligt lang tid for en by at blive genopbygget. Arkæologien fortæller os faktisk, at byen Hazor blev brændt ned i 1400 f.Kr., 1300 f.Kr. af egypterne og 1230 f.Kr. Uanset fordomme hos Bibelens kritikere fortæller arkæologien historien meget præcist. Se det foregående spørgsmål for mere information om, hvordan Hazor blev ødelagt af Josva og genopbygget 170 år senere af kanaanæerne for at undertrykke israelitterne.

Spørgsmål: Hvad ved vi om byen Hazor i Josva 11:10?

Svar: Arkæologer fortæller os, at Hazor var den største by i hele Kana'an med et areal på 175 til 200 acres og en befolkning på op til 40.000. Hazor havde en usædvanlig form. Der var en indre bastion på omkring 14 acres og en dobbelt mur i den fjerneste ende med 100 fod mellem de to mure. Den var 1542 fod (5 fodboldbaner) lang og 574 fod bred på det bredeste sted. I Dommerbogen 4 kom Hazor igen til magten og undertrykte israelitterne, indtil Barak og israelitterne besejrede dem.

Spørgsmål: I Josva 11:18, blev Kana’an erobret gradvist, eller hurtigt, som det står i Josva 10:42?

A: Den indledende erobring af Kana’an foregik meget hurtigt. Men israelitterne holdt op med at presse kanaanitterne, så snart de havde fået nok land at leve på, og resten af erobringen skete meget gradvist. Desuden var det sværere for israelitterne at kæmpe på sletterne end i bjergene, fordi filisterne og andre folkeslag havde stridsvogne.

Q: Hvorfor forhærdede Gud kanaaniternes hjerter i Josva 11:20?

A: Se diskussionen om 2. Mosebog 7:22 for svaret.

Spørgsmål: Hvem var anakitterne (= anakim) i Josva 11:21 og Josva 14:15?

Svar: Dette er en gentagelse af svaret på 5. Mosebog 1:28.

Anakitterne hævdede tilsyneladende at nedstamme fra en mand ved navn Anak. Anakitterne var en stamme, hvis mænd var frygtindgydende krigere, sandsynligvis på grund af deres størrelse og styrke. Da buer ikke var særlig kraftfulde dengang, og en lang rækkevidde samt styrke var værdifulde kampfærdigheder for folk, der kæmpede med sværd og køller, frembragte de mange frygtede krigere. Se diskussionen om 5. Mosebog 31:3 for mere information.

Spørgsmål: I Josva 12:1-14, hvornår blev disse konger besejret?

Svar: De blev alle besejret af Josva. Mange af byerne blev dog først erobret langt senere. Hvilke byer der blev erobret, fremgår af svaret på det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvad ved vi ud fra arkæologiske fund om disse byer i Josva 12:1-14?

Svar: Der findes et skema over hver by eller region.

Spørgsmål: Hvorfor tillader Gud i Josva 13:1, Josva 23:1-2 og Josva 14:11, at nogle af sine lydige tjenere lider under alderdommen, mens andre ikke gør det?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. I Josva 24:29 står der, at Josva var næsten 110 år gammel, mens Kaleb var omkring 87. I dette tilfælde var Josva altså meget ældre og led mere under alderdommen.

2. Generelt leder Gud hvert af sine børn, som Han ønsker. Nogle ærer Ham ved at forblive trofaste mod Ham gennem voldsomme prøvelser, andre ærer Ham gennem alderdommen, og atter andre ærer Gud på andre måder.

Spørgsmål: Hvorfor lovede Gud i Josva 13:6 at fordrive sidonierne, når de jo aldrig blev fordrevet?

Svar: Gud sagde i Josva 13:6, at han selv ville drive dem ud foran israelitterne. Dette lyder lidt som slaget ved Gibeon i Josva 10:11, hvor flere kanaanitter blev dræbt af haglstenene end af israelitterne. Forskellen her er, at israelitterne aldrig gad at samle sig for at kæmpe mod sidonierne, og derfor drev Gud ikke sidonierne ud »foran israelitterne«.

Spørgsmål: I Josva 13:9-12, lå den østlige grænse i Transjordan, eller strakte den sig helt til Eufrat-floden, som 1. Mosebog 15:18 og 5. Mosebog 11:24 siger?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Josva 13:9-12 var en redegørelse for den aktuelle situation, nemlig at den østlige grænse for deres besiddelse i Moses’ og Josvas tid lå i Transjordan, og at den var tildelt de to og en halv stammer.

1. Mosebog 15:18 var et ubetinget, fremtidigt, profetisk løfte. Abrahams efterkommere skulle herske over landet helt til Eufrat-floden. Dette blev opfyldt under Davids og Salomos monarki, som 2. Samuel 8:3 viser.

5. Mosebog 11:24 var et betinget, fremtidigt, profetisk løfte. Det var betinget af, at de nøje overholdt alle budene (5. Mosebog 11:22). De ville besidde hele landet helt til Eufrat-floden, som 1. Mosebog 15:18 sagde. I de efterfølgende generationer fortsatte de imidlertid ikke med at overholde betingelserne, i det mindste ikke indtil Davids tid.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte israelitterne i Josva 13:22 Bileam, en af Guds profeter, der ikke sagde andet end sandheden?

Svar: Bileam talte sandheden for at skade israelitterne. Hvis en bestemt fristelse vil skade nogen, bør man ikke gå rundt og – selv om det er sandt – fortælle deres fjender, hvordan de kan friste dem, som Bileam gjorde i 4. Mosebog 31:16. 2. Petersbrev 2:15 og Judasbrevet 11 nævner også Bileams fejltagelse.

Spørgsmål: Hvad er Kinneret-søen i Josva 13:27?

Svar: Det er et gammelt navn for Galilæasøen.

Spørgsmål: Hvorfor arvede de fleste stammer i Josva 14:2 deres land ved lodtrækning?

Svar: Det var Josvas idé, ikke Guds. I Josvas Bog står der ingen steder, at Gud godkendte ideen, men Gud udtrykte heller aldrig sin misbilligelse.

Spørgsmål: Hvorfor var der tolv inddelinger af landet i Josva 15-19?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Der var tolv stammer, men én stamme, levitterne, var præster og fik ikke tildelt nogen del af landet. Det giver i alt elleve dele.

2. I stedet fik Josefs to sønner, Efraim og Manasse, hver sin del. Normalt modtog den førstefødte søn en dobbelt arv.

3. Josef var imidlertid ikke Jakobs førstefødte søn; det var Ruben. I 1. Mosebog 49:3-4 antyder Jakobs tale imidlertid, at Ruben ikke ville modtage »førstefødselsretten«, fordi han havde ligget med Jakobs medhustru Bilha i 1. Mosebog 35:22. I stedet skulle Josef, som reddede hele familien fra hungersnøden, modtage den. Det kan have været en del af årsagen til, at Jakob velsignede Efraim og Manasse i 1. Mosebog 48:1-2.

Spørgsmål: Hvilken lære kan vi drage af opdelingen af landet i Josva 15-19?

Svar: Der er en række lærdomme, vi kan drage.

1. Vi kan ikke gå gennem livet og altid springe detaljerne over. Nogle gange er vi nødt til at være meget detaljerede. Hvis du for eksempel er en leder, der giver medarbejderudviklingssamtaler til de hårdtarbejdende medarbejdere under dig, vil de gerne have, at du gør det med samme seriøsitet og flid, som de udviser, når de arbejder for dig.

2. Det fungerer ofte bedst, når de mennesker, der bliver berørt, har en stor indflydelse på beslutningen. Da de amerikanske kolonister råbte »ingen beskatning uden repræsentation«, var det ikke fordi, de forsøgte at undgå at betale skat overhovedet. De ønskede snarere at have indflydelse på, hvordan de blev beskattet.

3. Retfærdigt og ligeligt er ikke det samme. Fordelingen af jorden var »retfærdig« i den forstand, at alle stammer deltog, og alle havde lige stor chance for at få forholdsmæssigt mere jord pr. person. Den var imidlertid ikke ligelig, i den forstand at nogle stammer modtog mere jord pr. person end andre stammer. I dag tjener du måske mindre end en anden medarbejder i samme virksomhed, der har næsten samme værdi for virksomheden. Du skal ikke klage over, at virksomheden er uretfærdig. I får begge den løn, som virksomheden har aftalt at betale jer hver især. Du står dog frit for at afhjælpe denne ulige situation ved at tale med din chef eller søge ansættelse andetsteds. Vær dog opmærksom på, at når du opfatter en situation som ulige, er det muligt, at det er dig, der tager fejl.

4. Selv gudfrygtige mennesker kan begå fejl og fordele tingene uretfærdigt.

Spørgsmål: Var Arba i Josva 15:13 far til anakitterne, eller blot en fremtrædende mand blandt anakitterne, som det står i Josva 14:15?

Svar: Vi har ingen uafhængige optegnelser om Arba, men der er intet problem i, at Arba var begge dele.

Spørgsmål: Var det i Josva 15:17 og Dommerbogen 1:12-13 rigtigt af Otniel at gifte sig med sin fars yngre brors datter?

Svar: Dette var lovligt i henhold til Det Gamle Testamentes ægteskabslove. En mand måtte ikke gifte sig med sin fars brors kone, men han måtte gifte sig med sin fars brors datter. Se diskussionen om 3. Mosebog 18:1-17 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Josva 15:18-19 og Dommerbogen 1:14-15: Var det rigtigt af Othniels kone også at bede om vandkilderne?

Svar: Det var klogt af hende at bede om det, for i det land var vandet den afgørende ressource. Bibelen siger ikke, om det var retfærdigt eller ej, at hun også fik vandkilderne.

Spørgsmål: Er Bealoth i Josva 15:24 det samme som Baalath Beer i Josva 19:8?

Svar: I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 3, s. 329-330, står der, at det muligvis er tilfældet. Bemærk, at Simeons tildelte område kun strakte sig til Baalath Beer, men ikke omfattede selve byen.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Josva 15:33, at der er 29 byer og landsbyer, når listen angiver 36?

Svar: Dette er højst sandsynligt en kopieringsfejl. Først to svar, der ikke er korrekte, og derefter mere om det korrekte svar.

Nogle er landsbyer, der ikke er medregnet i antallet af byer (forkert svar): Denne fremgangsmåde, hvor man først opregner byerne og derefter angiver det samlede antal, forekommer omkring 30 gange i Josvas Bog. I 28,5 af disse tilfælde stemmer tallene perfekt overens. (Det halve tilfælde er Josva 15:22, hvor tallene stemmer, hvis Gederothaim er et synonym for Gederah.) Det er derfor sandsynligvis ikke korrekt at sige, at tallet kun henviser til byerne og ikke de omkringliggende landsbyer, for hvorfor skulle denne liste være anderledes end de øvrige 29?

Byer, der i fællesskab blev tildelt Simeon, blev ikke medregnet (forkert svar): Syv byer tilhørte Simeon. Simeons tildeling lå udelukkende inden for Juda, og stammerne Juda og Simeon smeltede senere sammen. Simeons 17 byer i Josva 19:2-8. Af disse er 11 opført på Judas liste over Negev. Det er: På Judas liste er de fælles byer Ain, Balah (=Baalah), Beersheba, Eltodad, Ezem, Hazar Shual, Hormah, Moladah, Lebaoth (=Beth Lebaoth), Rimmon og Ziklag. Bemærk, at 36 – 11 ikke er lig med 29. Desuden ligger to af Simeons byer i fællesskab med Juda i de vestlige udløbere: Ashan og Ether, men summen af byerne i de vestlige udløbere stemmer alligevel overens. Bemærk også, at fire af Simeons byer ikke er opført nogen steder i Juda: Bethul, Beth Marcaboth, Hazar Susah og Sharuhen. »The Believer’s Bible Commentary« s. 251 og »The Bible Knowledge Commentary: Old Testament« s. 359 tilslutter sig denne opfattelse, hvor de syv fælles byer er Beersheba, Eltodad, Ezem, Hazar Shual, Hormah, Moladah og Ziklag.

Afskrivningsfejl i den masoretiske tekst (korrekt svar): Både den masoretiske tekst og Septuaginta angiver, at der var 29 byer, men den masoretiske tekst nævner kun 30 byer. (Måske var der tale om en tilføjelse eller en afskrivningsfejl.)

I "The Expositor’s Bible Commentary", bind 3, s. 330, nævnes det også, at der muligvis er tale om en kopieringsfejl, eller at der er tilføjet nogle få landsbyer, som ikke burde være medtaget.

Desværre har jeg ikke adgang til Dødehavsrullerne og deres indhold.

Som en sidebemærkning siger The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 329-330, at da ordet »Hazor« betyder det omgivende landbrugsland, kan Hazor og Ithnan måske blot betyde Ithnans landbrugsarealer (Septuaginta ser ud til at kombinere disse til ét navn). Der står også, at Biziothiah i Dommerbogen 15:28 af nogle ændres til (ubenoteha), hvilket betyder »og de omkringliggende landsbyer«, men det nævnes, at dette er usandsynligt. Det er dog, hvad Septuaginta siger.

Spørgsmål: Hvorfor fik Josef, Jakobs søn, i Josva 16:1 to andele (én til Efraim og én til Manasse), mens alle de andre af Jakobs sønner kun fik én andel?

Svar: Det var typisk, at den førstefødte fik en dobbelt andel i forhold til de andre sønner. Biologisk set var Josef imidlertid ikke Jakobs førstefødte. Sandsynligvis fordi han reddede Jakobs familie, fik Josef den førstefødtes ret. Jakob sagde udtrykkeligt, at både Efraim og Manasse skulle regnes som hans i 1. Mosebog 48:5. Ruben, den biologisk førstefødte, mistede denne ret, da han besmittede sin fars seng i 1. Mosebog 49:3-4.

Spørgsmål: I Josva 17:3 og 4. Mosebog 36:2-12, havde Zelofhads døtre ret til at skabe så meget »besvær«?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det direkte, tyder både omstændighederne og det faktum, at Gud imødekom deres anmodning, på, at det var korrekt. At bede om det, der er retfærdigt, er ikke til gene for Gud eller for retfærdige mennesker.

Spørgsmål: I Josva 17:12-13 og Dommerbogen 1:27-30,33: Da de ikke kunne fordrive kanaanæerne, hvordan kunne de så tvinge kanaanæerne til tvangsarbejde?

Svar: Dommerbogen 1:28 besvarer dette. Oprindeligt kunne de ikke besejre kanaanæerne. Men efter nogen tid havde israelitterne styrken, men ikke viljen til at udrydde kanaanæerne, og indgik derfor denne aftale med de svækkede kanaanæere.

Spørgsmål: Hvorfor kastede de lod om landet i Josva 18:6?

Svar: De kastede lod, fordi Josva bad dem om det. På den ene side siger Bibelen intet om, hvorvidt Gud godkendte dette eller ej. På den anden side var det ikke en dårlig metode, da den gav hver eneste involveret stamme en lige chance.

I dag er det i orden for kristne at bruge et møntkast eller en anden pseudotilfældig metode til at træffe vilkårlige beslutninger, når der ikke kræves en velovervejet beslutning. Men ligesom i Josva kan vi ikke sige, at når vi beslutter noget ved et møntkast, betyder det ikke nødvendigvis, at det er den bedste beslutning, som Gud ønskede.

Spørgsmål: Var fordelingen af landet retfærdig i Josva 18:8-10?

Svar: Den var fuldstændig retfærdig, men ikke 100 % ligelig. Den var retfærdig, fordi

1. Stammerne selv foretog opmålingen.

2. Stammerne besluttede, hvor stor hver andel skulle være.

3. De kastede lod om, hvem der skulle modtage hvilken del.

4. De erkendte, at Juda og Josefs sønner havde flere indbyggere, så de tildelte større stykker til de stammer, der havde flere indbyggere.

Man kunne dog hævde, at det ikke var helt retfærdigt, fordi de ved deres opmåling tilsyneladende troede, at Palæstina var mere rektangulært, end det i virkeligheden er. Derfor fik de nordlige stammer mindre land.

På den anden side behøvede de nordlige områder ikke at kæmpe mod filisterne og fik mere regn, så måske var det retfærdigt.

Det svarer til en situation, hvor syv drenge trækker lod om, hvem der får syv poser med kugler. De ved ikke præcis, hvor mange kugler der er i hver pose, men de tror alle, at poserne indeholder omtrent det samme antal kugler. Hvis det viste sig, at én pose havde flere kugler, er det retfærdigt, fordi hver dreng havde lige stor chance for at få netop den pose.

Spørgsmål: I Josva 18:28, lå Jerusalem da i Benjamins område, eller i Judas, som det står i Josva 15:8?

Svar: Det lå på grænsen mellem de to stammer.

Spørgsmål: I Josva 19:2-7, lå disse byer i Simeon eller i Juda, som det står i Josva 15:26-32, 36, 42?

Svar: De lå oprindeligt i Juda, men blev senere overdraget til Simeon. Dette blev dog et irrelevant spørgsmål, da Juda og Simeon blev forenet. Der er seks punkter, man bør overveje i svaret.

1. Josva 15 viser, at disse byer var en del af Judas tildeling. (I The New International Dictionary of the Bible, s. 327, står der for eksempel: »Enten i Josva 15:42 er måske det samme, som blev tildelt Simeon i Josva 19:7,9«).

2. Josva 19:9 viser, at Simeon fik sin tildeling inden for Judas tildeling, fordi der står, at Judas andel var større, end de havde brug for.

3. Opdelingen af landet blev besluttet af gudfrygtige mænd, men også gudfrygtige mennesker kan begå fejl.

4. Da de indså, at Juda havde fået en for stor andel i forhold til deres befolkningstal, rettede de deres fejl.

5. Læg mærke til holdningerne her. Judas folk klagede ikke over, at der blev taget land fra dem. De andre klagede ikke over Judas motiver, da de først opdagede fejlen.

6. Selvom lederne begik en fejl og rettede den ved at tildele Simeon at bo inden for Judas grænser, vidste Gud allerede, at fejlen ville blive begået og rettet. Deres fejl og rettelse opfyldte profetien i 49:7, nemlig at Simeon vil blive spredt ud i Israel.

Spørgsmål: Hvor ligger byen »Leshem« i Josva 19:47?

Svar: Dette var en temmelig stor by, selvom arkæologiske fund viser, at den var mindre end Hazor. Den blev også kaldt »Laish« og lå i den nordligste del af Kana’an.

Spørgsmål: I Josva 19:47, erobrede danitterne Leshem her, eller i Dommerbogen 18:27-29?

Svar: Begge dele handler om den samme begivenhed. Dette afsnit i Josva-bogen fortæller, hvad danitterne gjorde senere, efter Josvas tid.

Spørgsmål: I Josva 19:47 – blev Josva-bogen skrevet, efter at danitterne havde erobret Leshem?

Svar: Ja. Selvom bogen i sig selv ikke udtrykkeligt angiver, hvornår den blev skrevet, viser Josva 19:47, at Josvas Bog blev skrevet, efter at danitterne havde erobret Leshem.

Spørgsmål: Hvordan lignede denne lov om ypperstepræsten i Josva 20 Kristus?

Svar: Den person, der var flygtet til en tilflugtsby på grund af uagtsomt manddrab, var fri, så snart ypperstepræsten var død. Måske havde Gud denne »særlige« lov delvis som en forvarsel om, at vores synder bliver tilgivet, når vores ypperstepræst, Jesus Kristus, døde på korset for vores synder.

Spørgsmål: I Josva 21: Da præster modtager deres løn fra andre, og de tjener Gud, bør der da automatisk trækkes en tiende fra præstens løn?

A: Nej. For det første er kristne ikke begrænset til kun at give ti procent, så hvordan skulle man vide, hvor meget der skal trækkes fra? Dette er dog et mindre punkt sammenlignet med 2. Korintherbrev 9, hvor der står, at vi skal give med glæde og ikke under tvang. Vores gavmildhed er et udtryk for vores lydighed mod Gud, og automatisk at trække en tiende ville stride mod 2. Korintherbrev 9 og fratage præsten muligheden for selv at vælge at adlyde Gud.

Spørgsmål: Viser Josva 21,43-45, at alle Guds løfter til Israel blev opfyldt dengang?

Svar: Nej, for de fleste profeter kom efter Josva.

Spørgsmål: Hvorfor var israelitterne i Josva 22:10-12 på nippet til at udkæmpe en borgerkrig?

Svar: Svaret findes i Josva 22:16-18. De 9,5 stammer troede fejlagtigt, at stammerne på den anden side af Jordanfloden var i færd med at opføre et afgudsdyrkende alter. De var parate til at gå i krig mod deres brødre, hellere end at lade deres brødre falde i afgudsdyrkelse.

Ville vi i dag være parate til at stå imod kristne, der er involveret i afgudsdyrkelse, i stedet for selvtilfredst og tavst at acceptere deres forræderi mod deres tro på Gud?

Spørgsmål: Hvad var Peors misgerning i Josva 22:17?

Svar: Det var den forfærdelige hændelse i 4. Mosebog 25,1-9, hvor de moabitiske kvinder havde seksuelt samleje med de israelitiske mænd for at vende Guds gunst bort fra dem. Gud lod 24.000 israelitter dø af pest.

Spørgsmål: Gav Gud i Josva 23:12-16 og 5. Mosebog 31:16-17 det forjættede land til israelitterne på betingelser, eller ubetinget, som 1. Mosebog 12-15, 1. Mosebog 26 og 1. Mosebog 46 viser?

Svar: Landet tilhørte dem ubetinget, men deres besiddelse af landet var betinget af deres lydighed mod Gud.

Spørgsmål: Hvordan adskilte amoritterne sig fra kanaanitterne i Josva 24:8,18?

Svar: Næsten alle kanaanitterne var amoritter (med undtagelse af hivitterne og hettitterne). Amoritterne boede dog også uden for Kanaan i Syrien og det nordlige Mesopotamien.

Spørgsmål: Hvad var de hornets, der drev kanaanitterne ud, som nævnes i Josva 24:12?

Svar: Det var ikke blot insekter, men en metafor for ødelæggende engle. Ligesom en hvepserede effektivt kan overtale en person til ikke at opholde sig et bestemt sted, hjalp disse engle israelitterne med at fordrive kanaanitterne.

Spørgsmål: Hvorfor blev israelitterne i Josva 24:14,23 bedt om at fjerne deres afguder netop her?

Svar: Det var ikke så meget, at de på dette tidspunkt var faldet i afgudsdyrkelse, men Josva talte her både til de nuværende og til fremtidige generationer. Desværre blev hans råd ikke fulgt inden for en eller to generationer efter Josva.

Spørgsmål: I Josva 24:21-24: Har mennesker fri vilje til at træffe valg, som israelitterne tilsyneladende havde her?

Svar: Hårde kalvinister siger nej. Andre ekstremister mener, at vi har fuldstændig frihed. De fleste kristne er enige om, at vi har fri vilje, når begrebet forstås korrekt. Her er, hvad R.C. Sproul siger.

»Jeg ser ikke noget problem i at forene Guds suverænitet med menneskets frie vilje, så længe vi forstår det bibelske begreb om frihed. … Vi er ikke absolut frie. … Jeg har magten, evnen og friheden til at gøre de ting, jeg kan gøre, men min frihed kan aldrig tilsidesætte Guds magt eller autoritet. Min frihed er altid begrænset af Guds højere frihed. Det, der er en modsætning, er Guds suverænitet og menneskets autonomi. Autonomi betyder, at mennesket kan gøre, hvad det vil, uden at bekymre sig om dommen fra det høje. Det er klart, at disse to ting er uforenelige, og vi tror ikke, at mennesket er autonomt. Vi siger, at det er frit, men dets frihed er inden for visse grænser, og disse grænser er defineret af Guds suverænitet. Her er en enkel analogi: I mit hus har jeg større frihed end min søn. Vi har begge frihed, men min er større.”

Jeg tror, at langt størstedelen af de kristne, både kalvinister og ikke-kalvinister, vil være enige i dette.

Spørgsmål: Hvorfor indgik folket en pagt i Sichem i Josva 24:26, eller var Silo helligdommen, som det fremgår af Josva 18:1; 1. Samuelsbog 1:3; 3:21 og 4:3?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. I Josvas tid (ca. 1400 f.Kr.) indgik alle stammerne en pagt og rejste en stor sten som et mindesmærke i Sichem. Dette forsamlingssted måtte være stort for at kunne rumme hele folket. Bibelen siger ikke, at der blev bragt ofre der, eller at Pagtens Ark befandt sig der.

2. Som de andre vers viser, var Silo det sted, hvor arken befandt sig, og det sted, hvor folket bragte ofre, før David erobrede Jerusalem.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste håndskrifter af Josva-bogen findes der stadig i dag?

Svar: Dødehavsrullerne: (ca. 1 f.Kr.) 2 separate eksemplarer.

4Q47 (=4QJosh(a)) 22 fragmenter af dele af Josva 5-10. Teksten ligner den masoretiske tekst, ikke Septuaginta, bortset fra i 5:2-7; 8:10-18; 8:34-35. De bevarede vers er: 5:2-7; 6:5-10; 7:12-17; 8:3-14, 18?, 34-35; 10:2-5,8-11.

4Q48 (=4QJosh(b)) fem fragmenter fra Josva 2-4 og 17. De bevarede vers er: 2:11-12; 3:15-17; 4:1-3; 17:1-5, 11-15

Den samaritanske udgave af Josva

I Masada fandtes der et eksemplar af Josva, der ved radiocarbon-datering med massespektrometer blev dateret til 169-93 f.Kr. Det er en parafrase af Josva 23-24.

Samlet set er følgende 58,5 ud af 648 vers fra Josva (9,0 %) bevaret i Dødehavsrullerne og fra Masada

Jos 2:11-12; 3:15-17; 4:1-3; 5:X,2-7; 6:5-10; 7:12-17; 8:3-14,18?,34-35; 10:2-5,8-11; 17:1-5,11-15, parafrasering af 23-24.

Den græske Septuaginta [LXX] var en oversættelse af hele Det Gamle Testamente til græsk. Codex Colberto Sarravianus (4. til 5. århundrede e.Kr.) indeholder Første Mosebog til og med Rut. Den masoretiske tekst og Septuaginta-versionen af Josva adskiller sig temmelig meget fra hinanden.

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.) indeholder hele Josva

Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder Josva 12:2–14:4

Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Josva.

Washington-kodeksen (4./5. århundrede) indeholder Josva.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Josva?

Svar: Forfattere fra før det nikænske trosbekendelse, der henviste til eller hentydede til vers i Josva, er:

Filo den jøde fra Alexandria (20/15 f.Kr. til 50 e.Kr.) henviste til Josva 1:5: »Jeg vil aldrig forlade dig eller svigte dig.« I »Om sprogforvirringen« 32 (164), s. 249.

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) hentyder til Josva, når han fortæller historien om Rahab, da spionerne blev udsendt af Josva. 1. Klemens, kap. 12, bind 1, s. 8

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) henviser til Josva 5:13 og 6:1,2 i »Josvas Bog«. »Dialog med jøden Trypho«, kap. 62, s. 228

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) henviser til den engel, der viste sig for Josva, Nuns søn. »Dialog med jøden Trypho«, kap. 61, s. 227.

Meleto/Melito fra Sardis (170–177/180 e.Kr.) opregnede Josva blandt Det Gamle Testamentes bøger i sit brev til Onesimus. »Om påsken«, s. 72. Bevaret i Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 4, kap. 26.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) omtaler de fem amoritiske konger, som Josva spærrede inde i en hule, som »Skriften«. Irenæus, »Mod kætterierne«, bog 2, kap. 24.4, s. 395

Klemens af Alexandria siger: »Som det fortælles i Josuabogen«, og senere »som det nævnes i Dommerbogen«; *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 21, s. 325

Tertullian (198-220 e.Kr.) henviser til Josva, Nuns søn, 6:1-20 og Jerikos fald. *Et svar til jøderne*, kap. 4, s. 155

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) diskuterer, hvornår Josua, Nuns søn, kæmpede mod amoritterne. Fragment af en kommentar til profeten Esajas, kap. 1, s. 176

Origenes (225-254 e.Kr.) har skrevet et helt værk om prædikener over Josva. Han nævner Jesus [Josva] ved navn.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.): »I Esajas … i Salme 117 … Også i Zakarias … Også i Femte Mosebog: … Også i Jesus [Josva], søn af Nave« – Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 12, afsnit 2, kap. 16, s. 512

Cyprianus (ca. 246–258 e.Kr.) citerer Josva 5:2: »Også i Jesus, Naves søn: »Og Herren sagde til Jesus: Lav dig små knive af sten, meget skarpe, og tag fat på at omskære Israels børn for anden gang.«« Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 12, afsnit 1, kap. 8, s. 510

Gregor Thaumaturgus (240–265 e.Kr.) henviser til Josva 7 i »Canonical Epistle«, kanon 3, s. 19.

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til Josva 5:2 som udtalt af Josva, søn af Nun.

Efter Nicæa:

Athanasius (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Gamle Testamente i Påskebrev 39, kap. 4, s. 552.

Augustinus af Hippo (338–430 e.Kr.) nævner Josva i »Guds by«, bog 18, kap. 12, s. 366

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer Josva 3:1 som sagt af Jesus [Josva], søn af Nave [Nun], i forelæsning 10.11, s. 60

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) henviser til Josva 7 i Brev 3, kap. 20.1, s. 61

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Gamle Testamente, herunder Josva. *Panarion*

Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) henviser til Josva 9 som værende skrevet af Josva i sin kommentar til Apostlenes Gerninger, prædiken 13, s. 86

Sulpicius/Sulpitius Severus (historiker) (363–420 e.Kr.) henviser til Josva i *Historie*, bog 1, kap. 22–23, s. 81–82

Der er også andre.

Spørgsmål: Hvad er nogle af forskellene i oversættelsen mellem den hebraiske og den græske Septuaginta i Josva?

Svar: Her er et par af oversættelsesforskellene. For at give et indblik i forskellene mellem den masoretiske tekst og den græske Septuaginta fokuserer denne del på kapitel 18 og 19.

Josva 2:14 »I (flertal) skal fortælle« med henvisning til Rahab og hendes familie (den masoretiske tekst) kontra »du (ental) skal fortælle« med henvisning til kun Rahab (andre hebraiske manuskripter)

Josva 3:3 »præsterne, som er levitter« (den masoretiske udgave) kontra »præsterne og levitterne« (LXX)

Josva 3:16 »ved [byen] Adam i nærheden af/området omkring Zarethan« (Kethiv) kontra »fra [byen] Adam i nærheden af/området omkring Zarethan« (Qere) kontra »fra alle fjerne egne, helt til nærheden af/området omkring Kariathiarim«

Jos 5:1a »indtil vi krydsede/passerede« (masoretisk) mod »indtil de krydsede/passerede« (Qere, LXX)

Josva 5:1b »der var ingen livskraft i dem« (Kethiv) kontra »deres mod svigtede« (Qere, nogle masoretiske håndskrifter, LXX, syrisk, targumer, Vulgata)

Josva 6:1 »var tæt lukket« (masoretisk) kontra »var tæt lukket og befæstet« (LXX)

Josva 7:1,17,18 »Zabdi« (masoretisk) kontra »Zimri« (Septuaginta og 1 Krøn 2:6)

Josva 7:2 »Bet-Aven« (masoretisk) kontra mangler (LXX)

Josva 7:17 »mand for mand« (masoretisk, LXX) mod »familie for familie« (nogle få hebraiske håndskrifter, syrisk)

Josva 8:11b-16 findes i den masoretiske tekst, men mangler i Septuaginta og Dødehavsrullerne 4Q47.

Josva 9:1 »Jebusitterne« (masoretisk) kontra »Jebusitterne og Girgasitterne« (LXX)

Josva 9:4 »tog af sted som en delegation med lastede æsler« (masoretisk) kontra »De forberedte proviant og lastede deres æsler« (Septuaginta, Vulgata, syrisk)

Josva 10:28 »tilintetgjorde dem« (masoretisk, de fleste hebraiske manuskripter) kontra »tilintetgjorde den« (mange hebraiske manuskripter, nogle Septuaginta-manuskripter, nogle targumer)

Josva 13:26 »Lidebir« (en by i Transjordan) (Masoretisk) kontra »Debir« (en by i Kana’an) (LXX, syrisk, Vulgata)

Josva 15:18 »hun opfordrede ham« (masoretisk, nogle Septuaginta-manuskripter) kontra »han opfordrede hende« (andre Septuaginta-manuskripter)

Josva 15:60 »Kirjat-Baal, som er Kirjat-Jearim, og Rabba – to byer og deres landsbyer.« (Masoretisk) kontra »Theko, Efrata – det er Betlehem – samt Fagor, Aetan, Kulon, Tatam, Tobes, Karem, Galem, Theter og Manocho: elleve byer og deres landsbyer.« (Septuaginta)

Jos 16:2 »Betel til Luz« (hebraisk) mod »Betel Luza« (Septuaginta).

Josva 18:1 »landet var blevet underlagt foran dem« mod »landet blev underlagt af dem«

Josva 18:3 »svigte« kontra »være sløv«

Josva 18:3 »Jehova, jeres fædres Gud« mod »Herren, vores Gud«

Josva 18:4 »Og jeg vil sende dem« mod (mangler)

Josva 18:4 »og så komme til mig« mod »Og de kom til ham:«

Josva 18:5 »Og de skal dele det i syv dele« kontra »og han [Josva] delte syv dele ud til dem«

Josva 18:18 »skråning / side modsat Araba« (masoretisk) kontra »bag Baetharaba mod nord« (LXX)

Josva 18:28 »jebusitten« (masoretisk) mod »Jebus« (LXX, syrisk, Vulgata)

Josva 18:28 »Kiriath« (masoretisk) kontra »Kiriath-Jearim« (LXX)

Josva 19:2-8,11-15,18-22,24-30,33-38,41-46: Nogle af navnene er forskellige. Dette er forventeligt, da mange af disse kanaanitiske byer ikke har nogen direkte modstykke på græsk.

Josva 19:28 »Ebron« (de fleste hebraiske manuskripter, Targumer, Vulgata) kontra »Abdon« (Septuaginta, nogle hebraiske manuskripter og Josva 21:30.)

Josva 19:34 »Aser mod vest og Juda, Jordan« kontra »Aser vil slutte sig til det mod vest, og Jordan mod øst.« Septuaginta.

Josva 19:51 »arveområder« mod »inddelinger«

Josva 19:51 »dør« kontra »døre«

Josva 21:36-37 disse vers er til stede (LXX, Vulgata) mod disse vers mangler (Masoretisk, Daniels Targumer, Bombergs hebraiske Gamle Testamente fra 1524-1525)

Josva 22:33-34 [mangler] (masoretisk) kontra »og den halve stamme Manasse« (LXX)

Josva 22:34 »kaldte alteret« (Masoretisk, LXX) kontra »kaldte alteret Vidne« (sammenlign syrisk)

Josva 24:23 »Gads børn« (masoretisk) kontra »Gads børn og den halve stamme Manasse« (LXX)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. Der er desuden anvendt The Expositor's Bible Commentary samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.

Medmindre andet er angivet, stammer bibelcitaterne fra Berean Standard Bible (BSB), som er i det offentlige domæne. https://berean.bible/

www.biblequery.org