< Bibelforespørgsel fra Judas

Spørgsmål: Hvem er Judas i Judasbrevet 1?

Svar: Judas er en bror til Jakob. Der var mere end én Jakob, men den Jakob, der er tale om her, og Judas var sandsynligvis Jesu halvbrødre. Andre muligheder er apostlen Judas (ikke Iskariot) og Judas, en leder i Jerusalem, der blev sendt af sted sammen med Paulus, Barnabas og Silas i Apostlenes Gerninger15:22 .

Spørgsmål: Hvad er i Judasbrevet 1 lighederne og forskellene mellem denne bog og 2. Petersbrev?

Svar: Ligheder:

1. Jesu Kristi tjener i 2. Petersbrev 1:1 og Judasbrevet 1

2. Fælles frelse i 2. Petersbrev 1 og Judasbrevet 3

3. »Elskede« (4 gange i 2. Petersbrev og 3 gange i Judasbrevet)

4. Brug af det usædvanlige græske ord (despotes) i 2. Petersbrev 2:1 og Judasbrevet 4.

5. Bagvaskelse af herlige væsener i 2. Petersbrev 2:10 og Judasbrevet 8

6. Sodoma og Gomorra i 2. Petersbrev 2:6-9 og Judasbrevet 7

7. Kristi kommende dom i 2. Petersbrev 3:7,10,12-14 og Judasbrevet 13-15,21

8. Lignende afslutninger: »både nu og til evighedens dag. Amen« i 2. Petersbrev3:18 , og »nu og i al evighed. Amen« i Judasbrevet 25

Forskelle:

1. Hvor der er ligheder, går 2. Petersbrev generelt mere i detaljer, med undtagelse af de herlige væsener.

2. Apostlen 2. Petersbrev 1:1 kontra Jakobs bror i Judasbrevet 1

3. Nåde og fred gennem kundskab (2. Petersbrev 1:2) kontra barmhjertighed, fred og kærlighed (Judasbrevet 2)

4. Længde: 2. Petersbrev er dobbelt så langt som Judasbrevet (937 ord mod 458 ord på græsk).

5. Yderligere emner: For eksempel nævner 2. Petersbrev 3:15-16 Paulus.

6. Judasbrevet indeholder meget farverige metaforer

7. 2. Petersbrev indeholder yderligere eksempler med Noah og hunde.

8. To henvisninger til apokryferne i Judasbrevet

9. At kæmpe for troen i Judasbrevet kontra at undslippe fordærvelsen i 2. Petersbrev.

10. Judasbrevet 7,13 lægger vægt på evigheden, mens 2. Petersbrev 3:3-8,12 lægger vægt på tiden.

11. Mens Judasbrevet er meget kortfattet, er 2. Petersbrev skrevet på en måde, der beskytter mod, at folk tror på ”hård kalvinisme”. Eksempler herpå er: »han ønsker ikke, at nogen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse« (2. Petersbrev 3:9), »at fornægte Herren, som har købt dem« (2. Petersbrev 2:1), og dem, der undslipper verdens fordærvelse, men igen bliver viklet ind i den (2. Petersbrev2:19 -22).

Resumé: Forskellene og lighederne kan forklares ved, at der er tale om to mænd med noget forskellige stilarter, som meget sandsynligt talte med hinanden og skrev på omtrent samme tid om lignende problemer, hvor Peter skrev et mere omfattende brev.

Spørgsmål: Skeptikeren Bart Ehrman skriver: »Det er svært at tro, at disse to breve [Jakobsbrevet og Judasbrevet] kunne være skrevet af to aramæisktalende bønder fra Galilæa af lavere stand (hvis mere berømte bror [Jesus] ikke vides at have været i stand til at skrive, endsige forfatte en kompliceret afhandling på græsk).« Jesus, Interrupted, s. 134–135

Et andet sted skriver Ehrman: »Vi har nogle oplysninger om, hvad det betød at være en bonde fra den lavere klasse i landdistrikterne i Palæstina i det første århundrede. En ting, det betød, var, at man næsten helt sikkert var analfabet. Jesus selv var en stor undtagelse, idet han åbenbart kunne læse (Lukas4:16 –20), men der er intet, der tyder på, at han kunne skrive … Hvor mange kunne læse? Analfabetisme var udbredt i hele det romerske imperium. I de bedste tider var måske 10 procent af befolkningen nogenlunde læse- og skrivekyndige. Og de 10 procent ville være de velstillede klasser … Intet i evangelierne eller Apostlenes Gerninger tyder på, at Jesu tilhængere kunne læse, endsige skrive. Faktisk findes der en beretning i Apostlenes Gerninger, hvor Peter og Johannes beskrives som »ulæse« (Apostlenes Gerninger4:13 ) – det gamle ord for analfabet.” (Jesus, Interrupted, s. 105-106). Også i Lost Christianities, s. 203.

A: Ehrman siger dette, fordi han ikke tror, at befolkningen i Galilæa talte græsk. Dette til trods for, at der stod græsk på deres mønter, og at de på tre sider var omgivet af græsk-talende regioner. Der er mindst fire argumentationslinjer, der tyder på, at Ehrman tager fejl.

1. Nærheden til Kapernaum og Fønikien: Nazaret, hvor Jesus voksede op, lå ca. 15 miles fra Fønikien i én retning og kun ca. 20 miles fra Kapernaum, hvor mange græskttalende boede. Galilæa grænsede mod vest, nord og øst op til græskttalende regioner. Øst for Galilæa lå »Dekapolis«, græsk for »ti byer«. Den besatte mand fra Gerasa boede i dette område. De græsk-talende mennesker, der boede der, opdrættede (og dermed også spiste) svineflokke. Jesus prædikede der, da han krydsede Galilæasøen. Han talte helt sikkert græsk, da han prædikede for dem.

2. Mønter fra Galilæa: Følgende er hentet fra bogen *Greco-Roman Culture and the Galilee of Jesus* af Mark A. Chancey (Cambridge University Press, 2005). Han skriver, at når man ser på mønterne fra Galilæa, »var inskriptionerne som regel på græsk, selvom nogle få mønter fundet i Palæstina har hebraiske inskriptioner.« (s. 168) … »Et andet træk, der adskilte de hasmonæiske mønter, var deres begrænsede brug af græsk. Græske tegn og monogrammer, hvis betydning er uklar, findes på visse mønter fra Hyrkanos I. De fleste af hans mønter bruger imidlertid en hebraisk skrift, der allerede var gammel på hans regeringsperiode;« (ibid. s. 169) … »Mindst én mønt fra Agrippa II blev sandsynligvis præget i Galilæa, hvilket afspejles af det kransomkransede græske ord ’Tiberias’ på bagsiden. Et billede af en palmegren og inskriptionen … [på græsk] ’Kong Agrippa, kejserens sejr’ findes på forsiden.« (ibid. s. 183)

3. Alfabetiseringsgraden i Romerriget er ikke relevant: Ehrman glemmer, at andelen af mennesker i Romerriget (Spanien, Britannien, Tyskland osv.), der ikke kunne læse, er irrelevant; det er andelen af uddannede mennesker blandt jøderne i Judæa og Galilæa, der har betydning. Jøderne havde et langt højere uddannelsesniveau end de fleste andre folkeslag i Romerriget. Det faktum, at Sanhedrin anklagede Peter og Johannes for at være uuddannede, betyder ikke, at det var tilfældet.

4. Læse- og skrivefærdigheder i Palæstina: Som en sidebemærkning fandt arkæologer i Deir Alla i Jordandalen en skoleelevs skriveøvelse, hvor Bileam, søn af Beor, nævnes tre gange. Denne blev dateret ved kulstof 14-metoden til 800/760 f.Kr.

Spørgsmål: Skrev Judas i Judasbrevet 3 endnu et brev om vores fælles frelse?

Svar: Judas havde til hensigt at skrive én slags brev, men skiftede derefter mening. Det græske ord, der oversættes med »kæmpe ihærdigt«, er det ord, hvorfra vi har vores ord »agonisere«. Der er ingen beviser, hverken for eller imod, at Judas senere skrev et andet brev. Hvis han gjorde det, var Gud ikke forpligtet til at sikre dets bevarelse; Gud kunne bevare de breve, Han ønskede.

Desuden antyder sætningen her slet ikke, at Judas var nødt til at skrive et andet brev. Det betyder blot, at Judas hellere ville have skrevet om, hvor stor vores fælles frelse var, og at Judas beklagede, at der var behov for denne type brev.

Som en sidebemærkning: Når vi (på korrekt og legitim vis) kritiserer andre troende, som Judas gjorde, bør vi følge Judas’ eksempel og gøre det med omsorg og beklagelse over, at situationen er sådan, at irettesættelse er nødvendig.

Spørgsmål: I Judasbrevet 3, i hvilket omfang bør vi blot tale om troen, kontra at kæmpe for troen mod kætterier?

Svar: Det afhænger virkelig af den aktuelle situation og den generelle kultur. Judas foretrak at tale om troen, men følte et presserende behov for at skifte kurs, måske på baggrund af det, han havde hørt. Nogle gange er vi nødt til hurtigt at skifte kurs og tage fat på de ulves lære, der angriber menigheden. Når situationen ikke er presserende, bør vi stadig undervise for at forsvare hjorden. Men generelt set bør vi det meste af tiden være som Judas og foretrække at tale om vores fælles frelse.

Spørgsmål: Hvordan kunne folk, der var løsslupne, hengav sig til unaturlige lyster, fordærvede kødet, festede sammen og fulgte ugudelige lidenskaber, i Judasbrevet 4-10 overrumple en menighed?

Svar: Mennesker kan handle i det skjulte. Judas siger ikke, at de gjorde nogen af disse ting under gudstjenesterne. De gjorde snarere disse ting uden menighedens viden, eller de kan endda have forsøgt at vildlede nogle få andre i menigheden, og alligevel blev de stadig tolereret. Endnu værre er det, at nogle frafaldne, der bør afsløres, er ledere i menigheden.

Spørgsmål: Hvad var pointen med at redde israelitterne ud af Egypten og derefter tilintetgøre de fleste af dem, som det fremgår af Judasbrevet 5?

Svar: Der er tre punkter, man skal overveje i svaret.

1) Folket kunne vælge, om de ville følge Moses eller ej. Faktisk fulgte en blandet skare, herunder ikke-israelitter, med dem i 2. Mosebog 12:38.

2) Folket var i starten villige til at drage af sted og følge Gud og Moses, men skiftede derefter mening og ønskede, at de var tilbage i Egypten (2. Mosebog 16:3).

3) Vi bør lære, at det, ligesom for dem, ikke nytter noget at begive sig ud i en god retning, hvis vi vender os bort og ønsker at vende tilbage til det sted, vi kom fra.

Spørgsmål: Hvem er de bundne engle, som Judas nævner i Judasbrevet 6?

Svar: Det er de faldne engle, som i øjeblikket er bundet. Der er tre forskellige opfattelser.

1. Nogle bundne, nogle frie: I dag er nogle dæmoner bundne, mens andre er frie og udfører ondskab på jorden. Selv de frie dæmoner, som Jesus mødte, frygtede, at Jesus ville kaste dem ned i afgrunden.

2. Alle er delvist bundne: En anden opfattelse er, at alle dæmoner i øjeblikket er bundne, men at de selv i deres bundne tilstand kan påvirke mennesker. Som det analogt udtrykkes i *Bible Difficulties and Seeming Contradictions* (s. 225-226): »En person kan være fængslet på livstid i et fængsel og alligevel have det privilegium at gå rundt i fængselsgården eller endda uden for den under visse betingelser og begrænsninger.« Se »Christian Theology« af Millard J. Erickson, s. 447-448, for mere om denne opfattelse.

3. Kombination: Min opfattelse er en blanding af de to. Forskellige dæmoner kan have forskellige begrænsninger og forskellige grader af frihed. Det fremgår klart af Judasbrevet, at begrænsningerne for nogle dæmoner er blevet skærpet. Ingen dæmoner kan dog gå imod Kristi befalinger.

Spørgsmål: Er de bundne engle i Judasbrevet 6 de samme som dem i 1. Mosebog 6, hvor nefilimerne var afkom af engle og menneskelige kvinder?

Svar: Der er uenighed om dette.

Ja. Den jødiske apokryfe bog 1. Enoch siger i den første og tidligste af sine fem »bøger«, at det var tilfældet (1. Enoch 6). Nogle tidlige kristne havde stor respekt for 1. Enoch.

Nej. Dette kunne henvise til dæmoner, der gør oprør generelt. Se »1001 Bible Questions Answered«, s. 65, for mere om dette svar.

Uanset hvad henviser dette til flere faldne engle og siger intet om, at Satan fristede Eva, som den falske religion, Unification Church under ledelse af pastor Moon, tror.

Spørgsmål: Kan vi ud fra Judasbrevet 6-7 »konkludere, at englene faldt som følge af en umoralsk handling af unaturlig lyst«, som den kætterske pastor Moon lærte i den femte udgave (1977) af »Det Guddommelige Princip«, s. 71-72?

Svar: Nej. Judasbrevet 5-7 giver tre eksempler: israelitterne, der kom ud af Egypten (vers 5), englene, der forlod deres eget hjem (vers 6), og Sodoma og Gomorra (vers 7). Judasbrevet nævner intet om menneskehedens fald.

Spørgsmål: I Judasbrevet 9, hvornår stridede ærkeenglen Michael med Satan om Moses’ lig?

Svar: Det står der ikke i Skriften, og det nævnes heller ikke andre steder i Skriften. Judas henviser til dette for at fremhæve et andet punkt, så han antog åbenbart, at læserne havde hørt om det før. Dette blev nævnt i det apokryfe værk *Moses’ himmelfart*, som også kaldes *Moses’ testamente*. Vi har det meste af *Moses’ himmelfart*, bortset fra slutningen, som formodentlig indeholdt denne beretning.

Spørgsmål: Hvad er Kains vej i Judasbrevet 11?

Svar: Kain, søn af Adam og Eva og morderen af sin bror Abel, nævnes i 1. Mosebog 4:1-24. Vi ved ikke meget andet om Kain bortset fra én væsentlig kendsgerning: hans offer til Herren var blodløst og blev ikke accepteret af Gud. Både i dag i nogle liberale kirker og dengang i de gnostiske religioner har man forsøgt at skabe en »blodløs kristendom«; en Jesus, hvis blod ikke sonede vores synder.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Bileam her i Judasbrevet 11?

Svar: Bileam adskilte sig fra de to andre ved, at han ikke åbenlyst trodsede Guds autoritet. Bileam ærede stadig Gud. Men Bileam indså, at det at være profet var en kilde til rigdom. Alt, hvad Bileam mente, han skulle gøre, var at forsøge at balancere på den smalle grænse mellem at være så langt fra Guds vilje som muligt, uden at gå for langt i sin ulydighed mod Gud.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes Korah (Core) her i Judasbrevet 11?

A: Korah var en levit, der nævnes i 4. Mosebog 16:1-38. Han og hans tilhængere var vrede på Moses og beskyldte ham for at forsøge at »udnævne sig selv til hersker over os« (4. Mosebog 16:13), og de var vrede over, at Aron var ypperstepræsten, der bragte ofrene. Korah overtalte 250 mænd samt andre til at gøre oprør mod Guds ledelse. Moses kæmpede ikke mod Korah, men overlod sagen til Gud. Gud lod jorden åbne sig og sluge teltene og familierne til Korah og de oprørske ledere. Derefter lod Gud ild komme frem og fortære de 250 andre mænd. Det fælles træk mellem Kain, Bileam og Korah er, at de nægtede at underkaste sig Guds autoritet.

Spørgsmål: Hvad er skyer uden vand i Judasbrevet 12?

Svar: For et tørt land er de store, imponerende ting, der lover meget, men ikke leverer noget. De laver et stort show, men så blæser vinden dem væk.

Spørgsmål: Hvad er de frugtløse træer om efteråret, der er »døde to gange«, i Judasbrevet 12?

Svar: Det kan betyde helt døde træer eller træer, der er blevet dræbt to gange. Uanset hvad ser mange træer døde ud om efteråret, når deres blade er væk, og de fleste frugter først kommer næste år. Men dette er træer, der virkelig er døde, og som aldrig vil blomstre eller bære frugt. Deres top ser død ud som sovende træer uden blade. Men da de er revet op med rod, er rødderne, grenene og hele træet dødt, fra top til bund.

For et menneske kunne dette henvise til den anden død i Åbenbaringen 21:8 eller til dem, der kendte Kristus, men senere faldt fra i Hebræerbrevet 6:4-8 og 2. Petersbrev 2:20-22.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes havets vilde bølger i Judasbrevet 13?

Svar: Havets vilde bølger har stor kraft. Selvom kraft ofte kan udnyttes til det gode, som f.eks. en mølle ved en flod, kan denne kraft ikke styres af noget. Vandet bevæger sig voldsomt frem og tilbage og skaber kun skum. Kraften er ikke blot ubrugelig, men faktisk også ødelæggende.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes de vandrende stjerner i Judasbrevet 13?

Svar: Billedet af en vandrende stjerne er en af de seks eller syv stjerner, der ikke holder sin faste plads blandt de andre stjerner, men vandrer rundt, hvor den vil, på himlen. I dag kalder vi disse for planeter. Hvis man brugte en vandrende stjerne som navigationshjælp, ville man fare lige så vild, som den vandrende stjerne syntes at gøre.

Spørgsmål: Hvilken Enoch er der tale om i Judasbrevet 14?

A: Dette er ikke den Enoch, der var Kains søn i 1. Mosebog 4:17. Det var snarere Enoch, efterkommer af Set og den syvende i rækken fra Adam i 1. Mosebog 5:21-24. Dette er den samme Enoch, der vandrede med Gud, og som Gud tog op til himlen. Enoch i 1. Mosebog 4:17, en søn af Kain og den tredje i rækken fra Adam, er en anden person.

Spørgsmål: Hvorfor citerede Judas i Judasbrevet 14-15 fra den pseudo-apokryfe 1. Enoch-bog som værende sand?

Svar: Fordi dette vers er sandt, selvom der er fejl i andre dele af 1. Enoch, som var kendt før 110 f.Kr. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Selvom citatet findes i 1. Enoch, er det ikke sikkert, at Judas citerede direkte fra bogen 1. Enoch. Selvom ordene er næsten de samme, kunne de stamme fra en fælles kilde. Den fælles kilde kunne have været en bog, der indeholdt denne sande profeti, eller den fælles kilde kunne have været Gud selv.

2. 1. Enoch har været udsat for ændringer. Selvom bogen er fra førkristen tid, mener nogle, at dette citat blev indsat efter at Judasbrevet var skrevet og før det 15. århundrede af en vildledt munk. Du må selv tage stilling; her er citatet fra Dødehavsrullerne 4Q204; læg mærke til udeladelserne. »… de utallige af hans hellige … kød til alle deres … hovmodige og ugudelige …« (Dette citat stammer fra *The Dead Sea Scrolls*, oversat af Florentino García Martínez; oprindeligt udgivet på spansk som *Textos de Qumrán*).

3. Det er ikke usandsynligt, at Judas citerede fra 1. Enoch-bogen, og det er i orden. 1. Enoch havde mindst fem forskellige forfattere, og dette vers stammer fra den første og tidligste del. 1. Enoch-bogen er en blanding af sandhed og vildfarelse, og Gud kan have fået Judas til bevidst at citere en sandhed derfra, så denne sande profeti fra Gud ikke kun blev bevaret i kilder uden for Bibelen.

4. Selvom 1. Enoch indeholder mindst én guddommelig sandhed, betyder det ikke, at den burde have været en del af Skriften. Det er ikke tilstrækkeligt, at en bog har bevaret nogle få ord fra Gud; den skal fuldt ud være det, som Gud ønsker i Skriften. Wesleys, Luthers og Calvins skrifter indeholder også en stor del af Guds sandhed, men det betyder ikke, at nogen af dem er uden fejl, og de ville selv have protesteret mod, at deres skrifter blev betragtet som Skriften.

Sammenfattende, som Hank Hanegraaff sagde i radioprogrammet »Bible Answer Man« på10/29/1997 : 1. Enoch-bogen var højt respekteret. Højt respekteret betyder, at den indeholder mange sandheder, men det betyder ikke, at den er guddommeligt inspireret. Jeg kan sige, at Jesus kommer igen. Det er sandt, men det betyder ikke, at jeg er guddommeligt inspireret.

Spørgsmål: I Judasbrevet 14-15, hvor Judas [angiveligt] modtog inspiration fra den uinspirerede 1. Enoch-bog 1:9, hvordan kan kristne så kritisere Joseph Smith for at have modtaget inspiration fra den hedenske egyptiske Dødebog, da Joseph Smith skrev den mormonske Abrahamsbog?

Svar: 1. Enoch-bogen er en ikke-bibelsk jødisk bog af sammensat oprindelse, der indeholder en blanding af sandhed og vildfarelse. Judas’ citat stemmer overens med et vers i 1. Enoch-bogen. Intet udelukker muligheden for, at Enoch faktisk sagde dette.

Derimod har mange bevist, at den skriftrulle, som Joseph Smith svigagtigt hævdede at have oversat den mormonske »Abrahams Bog« fra, var en afgudsdyrkende, hedensk bog.

Sammenfattende:

1. Det kan ikke bevises (eller modbevises), at Judas kopierede dette vers fra Enoch.

2. Selv hvis Judas hentede dette fra 1. Enoch-bogen, er 1. Enoch en sammensat bog, der kan indeholde fragmenter af guddommeligt inspirerede profetier.

3. I skarp kontrast hertil stammede Joseph Smiths falske oversættelse fra en bog om afguder, en egyptisk Dødebog.

Mere om Joseph Smith og den mormonske »Abrahams Bog«

Baggrund om den jødiske 1. Enoch-bog:

1. Enoch er en sammensat bog med fem dele, der er skrevet på forskellige tidspunkter af forskellige forfattere. Det omtalte citat stammer fra den første og tidligste del. Det er dog muligt, at citatet blev tilføjet senere. Den tidligste kopi, vi har, er et fragment fra Dødehavsrullerne. Den tidligste kopi med dette citat stammer imidlertid fra det 15. århundrede i Etiopien. Der er en vis sandhed i den, men den indeholder også mytologiske aspekter med al denne omtale af forskellige engle og dæmoner. 1. Enoch-bogen er ikke gået tabt for den moderne verden.

Baggrund om den egyptiske Dødebog:

Den egyptiske Dødebog blev sandsynligvis ikke læst ret meget. Formålet var snarere, at den skulle begraves sammen med den velhavende afdøde for at fungere som en magisk amulet, der skulle lette den afdødes indtræden i efterlivet. Der fandtes lige så mange variationer af Dødebogen, som der var eksemplarer, da hver enkelt havde den afdødes navn indskrevet. Mange har oversat det faktiske fragment, som Joseph Smith angiveligt brugte til at oversætte Abrahams Bog. Fra en mormonkilde kan man læse oversættelsen i *The Message of the Joseph Smith Papyri* af Hugh Nibley (Deseret Book, 1975). For ikke-mormonske kilder kan man læse *The Changing World of Mormonism* af Jerald og Sandra Tanner (Moody Press, 1981), s. 360, eller *The Book of Abraham Papyrus Found*, s. 14. Alle tre oversættelser er i det væsentlige ens.

Baggrund om den mormonske *Abrahams Bog*:

Ifølge Joseph Smith blev mormonernes »Abrahams Bog« angiveligt skrevet af Abraham om hans rejser i Egypten. Joseph Smith hævdede, at den var skrevet på samme sprog som »Mormons Bog«, og at han oversatte den med overnaturlig hjælp. Mormonerne i Salt Lake City (LDS) har fire hellige skrifter, og en af dem, »Den dyrebare perle«, indeholder »Abrahams Bog« som en af sine bøger. »Abrahams Bog« 1:21-26 er det eneste mormonske skriftsted, der danner grundlag for mormonernes anti-sorte doktrin. Denne doktrin fastslog, at sorte aldrig kunne indtage det højeste præstedømme. Denne doktrin blev ændret af den mormonske kirke i 1978.

Baggrund for Joseph Smiths påstand:

1. Joseph Smith hævdede, at han havde »oversat« skriftrullerne i »Den dyrebare perle«, s. 29.

2. Tre af de fire originale engelske eksemplarer havde de egyptiske tegn ved siden af det engelske.

3. De tre billeder stemmer overens

4. Mest afslørende af alt er, at Joseph Smith skrev en bog, *Egyptian Alphabet and Grammar*, hvor han angiveligt forsøgte at lære andre sit falske egyptiske sprog.

5. Smith oversatte i gennemsnit over 100 ord pr. egyptisk hieroglyf, hvor det burde have været et til to ord pr. hieroglyf.

6. Ingen afslørede Joseph Smiths svindel på det tidspunkt, fordi der ikke var nogen i Amerika dengang, der kunne læse oldegyptisk.

Sammenfattende: Mormonerne har som en del af deres hellige skrifter en falsk oversættelse af en afgudsdyrkende, hedensk bog. Selvom nogle af dem har set en lighed mellem deres situation og Judasbrevet 14, som findes i 1. Enoch, er situationen helt anderledes, fordi:

1. Selv hvis Judas citerede fra 1. Enoch, er det ikke en afgudsdyrkende, okkult bog. Det er en jødisk bog med en blanding af sandhed og vildfarelse.

2. Det kan ikke fastslås, om Judas faktisk citerede fra 1. Enoch. De kan have haft en fælles kilde, eller dette kan være blevet tilføjet til 1. Enoch før det 15. århundrede af en vildledt munk.

Spørgsmål: Hvad menes der i Judas 16 og 2. Petersbrev 2:18 med munde, der »udspyr hovmod«, og med »højtravende, men tomme ord«, og gør folk det i dag?

Svar: Det græske ord her, hyperonka, betyder bogstaveligt talt »opblæst« eller »opsvulmet«. Det bruges i begge vers, og at tale sådanne »opsvulmede« ord betyder at fremsætte oppustede udsagn om sin egen betydning og nytte. I dag kan folk tro, at andre vil tænke bedre om dem, hvis de fremsætter usande eller overdrevne udsagn om sig selv. Deres første fejl er at tro, at andre mennesker vil tro på dem. Når troværdigheden først er tabt, er den svær at genvinde.

Spørgsmål: I Judasbrevet 21 står der, at vi ikke kan miste vores frelse. Hvordan og hvorfor bevarer vi os da i Guds kærlighed?

Svar: Nogle ægte kristne mener, at man kan miste sin frelse. Andre mener det ikke. Uanset hvad kan alle dog være enige om, at ligesom et barn kan gøre ting, der bringer tårer i både forældrenes og sine egne øjne, kan vi gøre ting, der knuser Guds hjerte. Ligesom et barn kan få lyst til at løbe væk fra hjemmet, kan vi, ligesom Jonas, forsøge at løbe væk fra Gud. Selv kristne kan blive involveret i en sekt eller vende sig bort fra troen. Men hvis de skal til himlen, vil de holde ud og vende tilbage.

Spørgsmål: Hvad er de syv bud, der gives til de troende i Judasbrevet 22?

Svar: Der er syv bud.

Judas 3 Kæmp ihærdigt for troen

Judas 17 Husk apostlenes lære og især deres advarsler.

Judas 20: Opbyg jer selv i jeres allerhelligste tro

Judas 20 Bed i Helligånden

Judas 21 Bevar jer i Guds kærlighed

Judas 21 Vent på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed, som vil give jer evigt liv

Judas 22-23 Vis barmhjertighed mod dem, der tvivler; red andre ved at rive dem ud af ilden, og vis andre barmhjertighed blandet med frygt.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Judasbrevet 23 at rive nogen ud af ilden?

Svar: Dette lyder som Amos 4:11, hvor israelitterne blev beskrevet som »en glød, der er reddet ud af ilden«. Ypperstepræsten Josua var også »en glød, der er reddet ud af ilden« i Zakarias 3:2. Når en pind allerede er begyndt at brænde i ilden, betyder det at redde den ud af ilden, så den ikke brænder helt op. På samme måde ønsker vi at dele evangeliet med syndere, så de kan høre evangeliet gennem vores ord, og så Gud gennem os kan redde dem fra helvedes ild. Vi kan ikke træde i stedet for korset, men vi kan være medvirkende til at bringe budskabet om korset for at føre mennesker til Kristus.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Judasbrevet er skrevet af Judas?

Svar: Forfatteren sagde, at han var Judas, og det er det eneste bevis, vi har, hverken for eller imod.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at den nuværende tekst i Judasbrevet er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst fire grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Her er de forfattere, der henviste til vers i Judasbrevet. Af de 25 vers i Judasbrevet citerede eller hentydede forfattere fra før det nikænske trosbekendelse til hvert eneste vers undtagen syv (6 vers plus 2 halve vers). Det drejer sig om Judas 2, 18, 20-22a, 23b-25.

Irenæus (182-188 e.Kr.) Judas 3 »den tro, der er overleveret til os« Irenæus Fragment 36 s. 574. På græsk står der i Judas 3 »de hellige« i stedet for »os«, men bortset fra det er dette den nøjagtige formulering. Denne formulering findes kun i Judas 3.

Irenæus (182–188 e.Kr.) henviser til Judasbrevet 7, hvor Sodoma og Gomorra i Lots dage nævnes som et eksempel på Guds retfærdige dom. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 36.4, s. 516. Forestillingen om, at Sodoma og Gomorra er et eksempel, findes i Bibelen kun i Judasbrevet 7 og 2. Petersbrev 2:6.

Den muratoriske kanon (190–217 e.Kr.): »Johannes skrev Åbenbaringen. To breve, der tilhører Johannes eller bærer navnet Johannes. Judas’ brev.« ANF, bind 5, s. 603.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer Judasbrevet 5,6 som værende af Judas. *The Instructor*, bog 3, kap. 8, s. 282

Klemens af Alexandria (193-202 e.Kr.) citerer en del af Judasbrevet 19,22b,23a i *Stromata*, bog 6, kap. 8, s. 495

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) omtaler Judasbrevet 8–17 som »Judas’ profeti«. *Stromata*, bog 3, kap. 2, s. 383

Klemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.) citerer Judasbrevet 1,4-14,19 som værende af Judas i fragmenter fra Cassiodorus, s. 573.

Tertullian (198–220 e.Kr.) nævner apostlen Judas skrift i *Om kvinders påklædning*, bog 1, s. 16.

Tertullian (198-220 e.Kr.) hentyder til Judasbrevet 23 i *Om beskedenhed*, kap. 18, s. 94. »… nægtet syndere, især dem, der var blevet ’besmittet af kødet’«,

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer, når han diskuterer de hellige skrifter, Judas 1 som værende af Judas. Origenes’ »Kommentar til Matthæus«, bog 10, kap. 17, s. 424. Han citerer også en del af Judas 1 som værende af Judas i sin kommentar til Matthæus, bog 13, kap. 27, s. 491.

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer frit tre fjerdedele af Judasbrevet 8. Origenes’ kommentar til Matthæusevangeliet, bog 10, kap. 24, s. 430

En anonym afhandling mod Novatian (254–256 e.Kr.), kap. 16, s. 662, citerer Judasbrevet 14,15

Efter Nicæa

(halvdelen af) Eusebius’ »Kirkehistorie« (323–326 e.Kr.), bog 2, kap. 23, s. 128, siger, at Jakob og Judas siges at have skrevet de breve, der bærer deres navne, selvom dette er omstridt. »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 1, s. 128

Athanasius (367 e.Kr.) henviser ikke til nogen specifikke vers i Judasbrevet, men han opregner bøgerne i Det Nye Testamente, herunder Judasbrevet, i Festbrev 39, s. 552

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Judasbrevet som en del af Det Nye Testamente. Det citerer hele Judasbrevet 1.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævner Judasbrevet blandt de »syv katolske breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas« i forelæsning 4.36, s. 28

X Didymus den Blinde (398 e.Kr.) henviser til Judasbrevet 4,19. Han afviser dog Judasbrevet som hellig skrift, fordi det citerer apokryfe bøger.

Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.) henviser til Judasbrevet 1,3,4,5,8,12

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) henviser til Judasbrevet 8

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) nævner de fire evangelier, 14 breve fra Paulus, Jakob, Peter, Johannes, Judas, Apostlenes Gerninger, Johannes’ Åbenbaring, Salomos Visdom og Sirak (= Ecclesiasticus).

Hieronymus (373–420 e.Kr.) henviser til Judasbrevet 8,23

Hieronymus (373–420 e.Kr.) nævner ved navn »Det Nye Testamente«, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes som »Herrens firkløver«, de syv kirkebreve fra Paulus, Hebræerbrevet, Timoteusbrevene, Titusbrevet, Filemonbrevet, Apostlenes Gerninger, de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas samt Johannes’ Åbenbaring – alt sammen i brev 53, kap. 9, s. 101–102.

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) henviser til Judas 1,19

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) citerer Judas 19 i »Om dåben, mod donatisterne«, kap. 50, s. 651

Augustinus af Hippo citerer Judas 24 som værende skrevet af apostlen Judas i *Om irettesættelse og nåde*, kap. 10, s. 475 (bind 5). Se også *Guds by*, bog 18, kap. 38, s. 383

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) citerer Judasbrevet 5 som værende skrevet af apostlen i »De syv bøger«, bog 5.9, s. 586

Johannes Cassian nævner en af apostlene og citerer Judasbrevet 6 i »Den anden konference med abbeden Serenus«, kap. 8, s. 378

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.) henviser til Judasbrevet 4, 5 og 19

3. Vidnesbyrd fra kættere og andre forfattere

Kætteren Priscillian (385 e.Kr.) henviser til Judasbrevet 8.

4. De tidligste manuskripter, vi har af Judasbrevet, viser, at der er små variationer i manuskripterne, men ingen teologisk væsentlige fejl.

s. 72 Bodmer 7 & 8 Papyri 1. Petersbrev 1:1-5:14, 2. Petersbrev 1:1-3:18 og Judasbrevet 1-25. (ca. 300 e.Kr.) Et fotografi af en del af dette manuskript (der viser 2. Petersbrev 1:16-2:2) findes i *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 468. Her står der, at håndskriften er skrevet »i en dokumentarisk skrift«.

p74 (=Bodmer 17) Apostlenes Gerninger 1:2-5,7-11,13-15,18-19,22-25; 2:2-4; 2:6-3:26; 4:2-6,8-27; 4:29-27:25; 27:27-28:31; Jakobsbrevet 1:1-6,8-19,21-23,25,27; 2:1-3,5-15,18-22,25-26; 3:1,5-6,10-12,14,17-18; 4:8,11-14; 5:1-3,7-9,12-14,19-20; 1. Petersbrev 1:1-2,7-8,13,19-20,25; 2:6-7,11-12,18,24; 3:4-5; 2. Petersbrev 2:21; 3:4,11,16; 1 Johannes 1:1,6; 2:1-2,7,13-14,18-19,25-26; 3:1-2,8,14,19-20; 4:1,6-7,12,16-17; 5:3-4,9-10,17; 2. Johannesbrev 1,6-7,13; 3. Johannesbrev 6,12; Judasbrevet 3,7,12,18,24 (7. århundrede)

7. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente indeholder Jakob 2:4 og 1. Petersbrev 1:12

7. århundrede – 1975 – Aland et al., tredje udgave

6. århundrede – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave

s. 78 (= papyrus Oxyrhynchus 2684) ca. 300 e.Kr. Judas 4-5,7-8 I The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts, s. 602, angives det, at dette ikke er en særlig pålidelig tekst. »I fire vers indeholder den to unikke og tre sjældne læsninger, som alle er i uoverensstemmelse med det tidligste vidnesbyrd [s. 72].« (citeret fra Grenfell og Hunt, Oxyrhynchus Papyrus, 34:4) Ældre er ikke altid bedre.

Den syriske Peshitto-udgave indeholder ikke Judasbrevet.

Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) indeholder hele Judasbrevet

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Judasbrevet.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Philoxenisk syrisk [SyrPh] 507/508 e.Kr.

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Harcleansk syrisk [SyrH] 616 e.Kr.

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/Jude Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af Judasbrevet.