< Bibelspørgsmål fra Markus

Spørgsmål, der vedrører mere end ét evangelium, behandles i det første evangelium, hvor de forekommer, eller ellers i afsnittet om evangelierne.

Spørgsmål: Hvad er nogle af de karakteristiske træk ved Markus-evangeliet?

Svar: Markus er et handlingsorienteret evangelium. Markus bruger ofte ordet »straks«. Det fremhæver Kristus som tjeneren. Han helbredte, gav mad, drev dæmoner ud og gav sit liv som løsepenge for mange. Der er tretten mirakler nedskrevet i Markus. Kristus er håbet for de enkle mennesker. Et centralt afsnit er Markus 10:45.

Hvad sproget angår, ser nogle ligheder i ordvalget hos Peter og Markus. Markus var faktisk tolk for Peter. Markus har det enkleste ordforråd af alle evangelierne.

Hvad lighederne angår, har omkring 90 % af versene i Markus en eller anden parallel i Matthæus.

Hvad angår falske religioner, er Markus 1:9-11 samt Matthæus 3:16-17 gode passager til at vise Oneness-pentekostaler, at Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er identiske eller blot tre »former« af én person.

Spørgsmål: Hvad ved vi i Markus-evangeliet om Markus som person?

Svar: Markus var Peters tolk, og derfor kunne Markus-evangeliet i en vis forstand kaldes »Peters evangelium«. Markus selv var dog sandsynligvis et øjenvidne, og det er vi rimeligt sikre på ud fra en detalje, som ingen anden ville have bemærket. Markus 14,51 fortæller om den unge mand i Getsemane-haven, der løb væk nøgen. De tidlige kristne anerkendte også, at Markus var forfatteren af dette evangelium.

Markus indeholder et større antal latinske ord end de andre evangelier, såsom census, denarius, legion og praetorium. Markus er et latinsk navn, mens Johannes er et hebraisk navn. I *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 99, står der, at der i Markus 5:9; 6:27; 12:15,42; 15:16,39 blev brugt latinske udtryk i stedet for deres græske modstykker. I to sætninger, i Markus 3:6 og 14:65, bruger Markus en latinsk og ikke en græsk sætningskonstruktion, som om latin var hans modersmål, og han først senere lærte græsk. Romersk tid angives i Markus 6:48 og 13:35. Aramæiske udtryk er oversat til græsk i Markus 3:17; 5:41; 7:11,34; 9:43; 10:46; 14:36; 15:22,34.

Spørgsmål: Hvorfor er der i Markus-evangeliet ingen slægtsliste, som der er i Matthæus- og Lukas-evangelierne?

Svar: Markus’ formål med at skrive synes at være noget anderledes end hos Matthæus og Lukas.

Matthæus er skrevet mere til jøder, som lagde vægt på slægtsregisteret, og Matthæus fremhæver Kristus som en konge, og slægtsregisteret er vigtigt for konger.

Markus fremhæver, at Kristus var en tjener, og lægger vægt på hans handlinger og tjeneste.

Lukas fremhævede Jesu menneskelighed og var utvivlsomt skrevet til et mere græsk publikum. Lukas nedskriver flest lignelser.

Johannes fremhæver Jesus som Gud og fokuserer på de syv tegn, Jesus udførte.

Q: Markus giver med sin brug af ordet »straks« indtryk af, at Jesu tjeneste kun varede et par måneder, fra han plukkede korn under høsten i Markus 2 til påsken i kapitel 11. Jesus, Interrupted, s. 42

Svar: Jeg har læst al den kristne præ-nikænske litteratur bortset fra to bøger samt en stor del af den bevarede gnostiske og ebionitiske litteratur, og jeg har ikke fundet en eneste præ-nikænsk forfatter – hverken kristen eller gnostiker – der mente, at Markus antydede, at Jesu tjeneste kun varede et par måneder. Forskere bør være forsigtige med ikke at læse deres egne nyskabende teorier ind i de gamle skrifter. Jeg er sikker på, at forskellige mennesker kan finde alle mulige indtryk i Bibelen, hvis de anstrenger sig nok.

Spørgsmål: Tilføjer Markus her i Markus 1:2 noget til Malakias 3:1?

Svar: Markus omskrev Malakias, lige før han henviser til Esajas.

I den masoretiske tekst lyder Malakias 3:1: »Se, jeg sender min budbringer, og han skal rydde vejen foran mig…« (Green’s Literal Translation)

I Septuaginta lyder Malakias 3:1: »Se, jeg sender min budbringer ud, og han skal undersøge vejen foran mig…« (Sir Lancelot C.L. Brenton)

I Markus 1:2 står der: »Se, jeg sender min budbringer foran dit ansigt, som skal berede din vej foran dig.« (Green’s Literal Translation) Bemærk tilføjelsen af »foran dit ansigt« og »din/dig« i stedet for »min/mig«.

To punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Markus ændrede pronomenerne, hvilket ikke ændrer betydningen her.

2. Da »foran mig« er den sidste sætning, ændrer tilføjelsen af »foran dit ansigt« for at understrege det gentagne heller ikke betydningen.

Spørgsmål: Står der i Markus 1:2 »i profeterne« eller »i profeten Esajas«?

Svar: Der er en variant i manuskripterne her.

»I profeterne« findes i følgende manuskripter: Alexandrinus, syrisk, bohairisk-koptisk, armensk, etiopisk, Irenæus og andre manuskripter. Vigtigst af alt siger det byzantinske lektionarium det samme.

»I profeten Esajas« eller »I profeten Esajas« findes i de fleste andre manuskripter, herunder Sinaiticus, Vaticanus, sahidisk-koptisk, gotisk, Bezae Cantabrigiensis osv., hvor Esajas nævnes. I det græske Nye Testamente (Aland et al., 3. udgave) tildeles denne variation en usikkerhedskategori på »A«, hvilket betyder, at det er »stort set sikkert«, at Esajas blev nævnt.

Dette er et interessant sted, hvor Textus Receptus afviger fra den byzantinske tekstfamilie, men hvor KJV og NKJV følger Textus Receptus.

Spørgsmål: I Markus 1:2, sagde Esajas alt dette?

A: Nej, dette er en oversigt over tre profetier (2. Mosebog 23:20 (LXX), Malakias 3:1 (masoretisk) og Esajas 40:3 (LXX)). I *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 102, står der, at dette afspejler en almindelig praksis, hvor man citerer flere passager med et fælles tema. Hver profeti kombinerer en håbefuld forventning om en forløber med en advarsel i tilfælde af ulydighed. Dette kaldes en »testimoniekæde«.

Spørgsmål: Hvad er forskellene i Markus 1:2 mellem disse vers fra Det Gamle Testamente i den masoretiske tekst og i Septuaginta-oversættelsen (LXX)?

Svar: Markus 1:2 er en vidnesbyrdskæde (også kaldet en sammenfletning) bestående af tre vers.

I 2. Mosebog 23:20 i den masoretiske tekst står der: »Se, jeg vil sende en engel foran dig for at beskytte dig på vejen og føre dig til det sted, som jeg har forberedt.« I Septuaginta-oversættelsen (LXX) står der: »Og se, jeg sender min engel foran dit ansigt, for at han kan føre dig ind i det land, som jeg har forberedt for dig.«

I den masoretiske tekst står der i Malakias 3:1: »Ryd vejen«, mens der i Septuaginta-oversættelsen (LXX) står: »Undersøg vejen«

I den masoretiske tekst står der i Esajas 40:3: »den, der råber … en lige vej i ørkenen«. I Septuaginta-oversættelsen (LXX) står der: »en, der råber … de lige stier«.

Den hebraiske oversættelse er hentet fra Jay P. Greens »Literal Translation«. Septuaginta-oversættelsen er fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af »The Septuagint: Greek and English«.

Spørgsmål: Hvad er syndernes forladelse egentlig i Markus 1:4?

Svar: Syndernes forladelse er det samme som syndernes tilgivelse. Før Jesu tid gennemførte israelitterne gentagne rituelle renselsesbad. I Jerusalem fandtes der mange »mikvaer«, som var ceremonielle bassiner til renselse. Jøderne indførte også engangs-»dåb« af ikke-jødiske omvendte for at vaske deres ikke-jødiske urenhed væk. Vanddåben er noget, vi gør som et tegn på vores frelse. Den er også et løfte om en god samvittighed over for Gud (1. Petersbrev 3:21).

Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 404-406, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: I Markus 1:4,9 og Lukas 3:3 står der, at dåben var til syndernes forladelse; hvorfor blev Jesus da døbt, når han ifølge Hebræerbrevet 4:15, 2. Korintherbrev 5:21, Johannes 8:46 og 1. Petersbrev 1:19 var uden synd?

Svar: Johannes Døberen havde tilsyneladende det samme spørgsmål i tankerne, da han i Mattæus 3:14 spurgte Jesus, hvorfor han lod sig døbe. Jesus hentydede til svaret i Mattæus 3:15-16. Jesus sagde ikke, at han selv blev døbt for syndernes forladelse, men han sagde, at det var for at »opfylde al retfærdighed«. Vi skal følge Kristi eksempel, og Kristus blev døbt.

Spørgsmål: I Markus 1:5 står der, at hele Judæa drog ud for at se Johannes. Betyder det så alle?

Svar: Nej. Der står ikke, at hver eneste person gik ud for at se Johannes, men det betyder snarere, at mange mennesker fra alle dele af Judæa gik ud for at se Johannes.

Spørgsmål: Hvordan døber Jesus med Helligånden i Markus 1:8?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Når et menneske omvender sig og tror på Kristus, bliver det genfødt i Kristus og døbt med Helligånden.

2. Derefter bor Helligånden i vedkommende.

3. Alle kristne har Helligånden. (Romerne 8:10, 11, 15)

4. At have Helligånden sker før vanddåben, som Apostlenes Gerninger 10:44-48 viser.

Spørgsmål: I Markus 1:10 kom Helligånden ned fra himlen i form af en due. Viser dette, at Helligånden ikke er en person, som Jehovas Vidner måske tror?

Svar: Nej. At Helligånden kan vise sig som en due, begrænser på ingen måde Helligåndens intelligens, følelser eller andre egenskaber. På samme måde i Det Gamle Testamente mindskede det på ingen måde Guds værdighed, at han viste sig som en brændende busk.

Spørgsmål: Hvorfor sendte Helligånden i Markus 1:12 Jesus ud i ørkenen for at blive fristet?

Svar: Det står der ikke i Skriften. Måske var det noget, der skulle ordnes, før Jesus kunne påbegynde sin tjeneste. Hvis du er kristen, er der så fristelser, du hele tiden skal sejre over, før Gud kan bruge dig på en større måde?

Spørgsmål: Er »evangeliet om Guds rige« i Markus 1,14 det samme som »Kristi evangelium«?

Svar: Ja, bortset fra at Jesus på dette tidspunkt endnu ikke prædikede om sin død, opstandelse og genkomst. Så det, Jesus prædikede her, var en del af hans endelige budskab.

Spørgsmål: Hvorfor begyndte Markus i Markus 1:14-15 med tjenesten i Galilæa og sprang den første tjeneste i Judæa over, som beskrives i Johannes 1:1-4:54?

Svar: Jesus begyndte sin tjeneste i Galilæa. Johannes 1:43-2:12 foregik i Galilæa. Johannes 2:13-4:3 foregik i Judæa, og Johannes 4:4-42 foregik i Samaria. Markus har ikke nedskrevet disse dele. Selvom Markus ikke angiver årsagen, kan det skyldes, at Markus ikke var sammen med Jesus under den tidlige tjeneste og derfor ikke nedskrev, hvad Peter sagde om den.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at Galilæa kun var 30 miles bredt og 60 miles langt. Til sammenligning er Galilæa lidt større end delstaten Rhode Island (37 miles bredt og 48 miles langt) og Luxembourg (35 miles bredt og 57 miles langt).

Spørgsmål: Hvordan kunne Guds rige være nær i Markus 1,15?

Svar: Guds rige var nær, er her i os og vil komme.

Var nær: Jesus er kongernes konge, og hvor han er, kan man sige, at Guds rige er nær.
Er her i os: Guds rige er i dag inden i de troende. Det har dog ikke vist sig i nogen synlig form på jorden. En person, der tror på Kristus, er blevet borger i Guds rige.

Vil komme: Guds rige vil ikke blive virkeliggjort synligt i denne verden, før Messias kommer igen og opretter sit rige på jorden.

Spørgsmål: Hvordan ligner det at vinde disciple at fiske i Markus 1,16-18?

Svar: Begge dele er en kunst. Begge kræver tålmodighed, dygtighed, skelneevne, vedholdenhed og stilhed. Stilhed betyder at sætte sig selv i baggrunden og Kristus i forgrunden.

Spørgsmål: Hvilke fem autoritetserklæringer fremsatte Jesus i Markus 1:16-45?

Svar: Her er fem måder, hvorpå Jesus hævdede sin autoritet.

Markus 1:16-20 Jesus hævder autoritet til at kalde mennesker til at være hans disciple.

Markus 1:21-22 Jesus hævder autoritet i sin undervisning.

Markus 1:23-28 Jesus hævder autoritet over urene ånder.

Markus 1:29-34 Jesus hævder autoritet over sygdom, både feber og sygdomme generelt

Mark 1:39-45 Jesus hævder autoritet specifikt over spedalskhed.

Spørgsmål: I Markusevangeliet ser vi, at Jesus holder sin messianske identitet hemmelig (Mark 1:24; 1:34; 5:43; 8:30; 9:9), men i de andre evangelier ser vi, at han som regel åbent henleder folks opmærksomhed på sig selv som Guds Søn gennem sine ord eller handlinger. Hvorfor?

Svar: I begyndelsen af sin tjeneste blandt jøderne præsenterede Jesus sig som en, der udførte Guds gerninger, og senere som Messias, Guds Søn. Denne indledende hemmeligholdelse findes ikke kun i Markus, men man ser heller ikke noget om, at han er Messias eller Guds Søn i Mattæus 5:1-11:24. Efter at Johannes Døberen blev dræbt, ser man Jesus afsløre mere fra og med Matthæus 11:27. I Lukas 6:5 hævdede Jesus, at han var sabbatens Herre, men gik ikke længere, før Faderen udførte miraklet med forvandlingen i Lukas 9. Da Jesus spurgte Simon Peter, hvem folk sagde, at Jesus var, blev han selvfølgelig mere direkte.

Spørgsmål: Hvorfor anerkendte dæmonerne Jesus offentligt i Markus 1:24?

A: Det fremgår ikke af Skriften. Måske ønskede de at afsløre Jesu hemmelighed om, at han var Messias, for tidligt, men det er ikke en særlig sandsynlig årsag. Det er mere sandsynligt, at de håbede, at hvis de genkendte Jesus, ville han måske lade dæmonerne være i fred, så de kunne forblive inde i menneskene. Måske var det dæmonernes tankegang, eller alternativt handler dæmoner ikke nødvendigvis altid rationelt.

Q: I Markus 1,24-26, var der én dæmon eller mange inde i manden?

Svar: Det kan være begge dele. Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Når Markus 1,24 bruger ordet »vi«, kan det henvise til flere dæmoner, én dæmon og manden, eller flere personligheder i manden eller én dæmon.

2. I Markus 1:25-26 henvendte Jesus sig kun til dæmonen som én.

3. Dæmonen kunne have været én, men fremstillet sig selv som mange.

4. Intet siger, at en dæmon skal være et individ som et dyr. Intet i Skriften forbyder, at nogle dæmoner kan være som planter eller celler, der deler sig, selvom Skriften ikke udtaler sig om denne spekulation.

Spørgsmål: Hvorfor lod Jesus ikke dæmonerne tale i Markus 1:34, 3:11-12, Lukas 4:34-35 og Lukas 4:41?

Svar: Alle disse tilfælde fandt sted tidligt i Jesu tjeneste. Markus 1:34 siger, at det var, fordi dæmonerne vidste, hvem Jesus var. En mand, der blev helbredt tidligt i Jesu tjeneste, blev pålagt ikke at fortælle det til nogen (Markus 1:44-45). Da Peter bekendte, at Jesus var Kristus, befalede Jesus på det tidspunkt disciplene ikke at fortælle det til nogen (Mattæus 16:20; Markus 8:30). Årsagen var altså sandsynligvis, at Jesus endnu ikke ønskede, at det blev bekendtgjort, at han var Messias. Han ønskede, at folket skulle se hans liv, hans lære og hans mirakler og få tid til selv at tage stilling.

Se »Hard Sayings of the Bible«, s. 406-408, for mere om, hvorfor Jesus ønskede, at dette skulle holdes hemmeligt på dette tidspunkt.

Spørgsmål: I Markus 1:37 står der, at »alle« søgte Jesus – søgte så hver eneste person Jesus?

Svar: Næsten alle i det umiddelbare område søgte Jesus af en eller anden grund. Desværre betyder det ikke, at alle søgte frelse hos Jesus. Mange søgte måske blot Jesus for spændingen ved at se et mirakel.

Spørgsmål: Hvorfor blev Jesus ikke længe på ét sted i Markus 1:38?

Svar: Tilsyneladende regnede Jesus ikke med, at gentagelse ville tiltrække folk til ham. Når folk havde fået nok information til at tage en beslutning om ham, gik Jesus videre til andre, der endnu ikke havde set ham.

Spørgsmål: Hvilken slags tvivl havde den spedalske i Markus 1:40-41?

Svar: Den spedalske tvivlede ikke på, at Jesus havde Guds kraft til at helbrede ham, men han tvivlede på, om Jesus ville helbrede ham. Nogle skeptikere i dag tvivler på Guds kraft. Men andre tvivler på Guds kærlighed eller på, at han ønsker at tage sig af os.

Jesus viste, at han personligt tog sig af manden. Ifølge loven blev en person, der rørte ved en spedalsk, uren. Jesus talte ikke blot den spedalskes helbredelse, Jesus rørte ved ham.

Spørgsmål: I Markus 1,40-44, var den spedalske god eller ej?

Svar: Den spedalske forandrede sig. Han var hverken helt god eller helt dårlig før eller efter miraklet, men han forandrede sig efter miraklet. Før miraklet kom den spedalske ydmygt og bad Jesus i tro, idet han troede på Kristi kraft. Den spedalske syntes dog at være i tvivl om, hvorvidt Jesus ønskede at helbrede ham eller ej. Omvendt gav den spedalske Jesus en høflig udvej, hvis Jesus ikke ønskede at helbrede ham lige nu. Efter dette store mirakel havde den spedalske lyst til at fortælle det til alle. Normalt ville man måske tænke, at det var en god ting. Men Jesus bad den spedalske om at adlyde på én enkel måde: ikke at fortælle alle om dette mirakel – i hvert fald ikke endnu. Den spedalske kunne ikke engang adlyde denne ene enkle ting.

Spørgsmål: Hvorfor adlød manden i Markus 1,44-45 ikke Jesus og fortalte alle om sin helbredelse?

Svar: Det står ikke i Skriften, men i dag ser vi mennesker, der ønsker de velsignelser og gode ting, som kristendommen byder på, men som ikke har nogen forståelse for lydighed eller ansvar. Uden for kristendommen er dette måske endnu mere udbredt. Nogle ser tiltrækningen ved New Age og visse andre åndelige bevægelser som et løfte om åndelighed uden forpligtelser.

Dette var ikke et tilfælde af omvendt psykologi; Jesus ønskede ikke, at manden skulle fortælle andre om dette for tidligt.

Spørgsmål: Hvordan kunne de i Markus 2:4 afdække taget og sænke manden ned?

Svar: Dengang var almindelige huse typisk bygget af stråtag med tørret ler og lidt træ. De behøvede blot at fjerne stråtaget og grave sig igennem det tørrede ler.

Det kan have været pinligt for både den lamme og hans venner, men det tænkte de sandsynligvis ikke over; de tænkte blot på, at de ønskede, at deres ven blev helbredt. Ville du være villig til at gå gennem taget for en ven?

Spørgsmål: Hvorfor konkluderede de skriftkloge i Markus 2:7, at Jesus begik blasfemi ved at sige, at mandens synder var tilgivet?

Svar: Jøderne var bevidste om, at for at der kan ske tilgivelse og genoprettelse, skal den, der har begået en forseelse, bede den, han har krænket, om tilgivelse, og den krænkede skal give den. Da Jesus gav tilgivelse, trådte han i Guds sted. Blot at »synde« ville ikke være en forseelse mod Jesus selv – medmindre Jesus var Gud.

I Markus 2:8-9 er det lige så let at sige det ene som det andet, men det er lige så umuligt for et almindeligt menneske at gøre det ene som det andet.

Spørgsmål: Ville det i Markus 2,10 have været blasfemi, hvis Jesus havde sagt, at hans synder var tilgivet, hvis Jesus ikke var Gud?

Svar: I denne sammenhæng, ja. Men Jesus forkyndte senere Guds tilgivelse for dem, der omvender sig og vender sig til Kristus, og vi kan i Guds navn forkynde det, han forkyndte. Det er således acceptabelt for både protestanter og præster at forkynde, at en persons synder er tilgivet, da de ikke hævder, at de selv har magten, men forkynder det, som Gud har sagt. Det ville helt sikkert være et svært ord at forstå for nogle af Jesu tilhørere. Nogle gange giver Gud os dog svære ord, som vi skal fordøje for at nå frem til en ny og dybere forståelse af, hvem Han er.

Spørgsmål: Havde Jesus sit eget hjem i Markus 2,15?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Jesu mor boede et eller andet sted, og Jesu »hjemmebase« var i Kapernaum, så måske havde Jesus et hjem der.

2. Ordet »hans« henviser her sandsynligvis til Levi, ikke til Jesus, så der er tale om Levis hus, ikke Jesu.

3. I en anden forstand ejer Jesus selvfølgelig, som Gud, alle hjem i verden. Men det er ikke betydningen af ”hans” hjem her.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Markus 2:17, at han ikke kaldte de retfærdige?

Svar: Jesus udelukkede ikke en eneste person, som Romerbrevet 3:3-10, 23-24 viser, da ingen var retfærdige. Hvad Jesus mente her, var, at han ikke frelste dem, der troede, de var så retfærdige, at de ikke havde brug for en frelser.

Spørgsmål: Hvorfor fastede Jesu disciple ikke i Markus 2:18-20?

Svar: Mange jøder fastede af skik og tradition, ikke ud af hengivenhed over for Gud, og disciplene havde derfor ikke behov for at faste. Kristne faster stadig i dag for at fokusere deres bønner og som en anden måde at udtrykke deres sorg eller inderlighed i deres bøn til Gud.

På en lidt lettere note kan man se på enhver kristen, der har brug for at tabe et par pund, og se en person, der har et så vidunderligt potentiale for at udtrykke sine bønner gennem faste.

Alvorligt talt faster kristne også for at hjælpe sig selv med at komme tættere på Gud. Jesus var ikke imod at faste, men da disciplene allerede var sammen med Jesus, havde de ikke behov for at faste af den grund på det tidspunkt.

Spørgsmål: Hvad er meningen med de to lignelser om klæderne og vinskindene i Markus 2,21-22 og Matthæus 9,16-17?

Svar: Farisæerne sagde, at de skulle følge traditionen med at faste på dette tidspunkt, mens Jesus sagde, at evangeliet var noget fundamentalt nyt.

Ydre set kan nye ting nogle gange ikke lappes på gamle ting, fordi det gamle ikke kan holde til det.

Indre set kan nye indholdselementer nogle gange ikke rummes af gamle former, uden at de gamle former brydes.

Specifikt med hensyn til evangeliet kan man ikke bare lappe det på det, man allerede ved om Det Gamle Testamente; det er ikke blot en omformulering af det, der står i Det Gamle Testamente, men et »mysterium«, som kun blev antydet, indtil Kristus kom.

Forresten hersker der en vis usikkerhed om, hvorvidt det »gamle« i disse to lignelser henviste til Det Gamle Testamente eller til Det Gamle Testamente suppleret med farisæernes traditioner. Uanset hvilke jødiske eller andre religiøse traditioner man måtte have, er det gode budskab ikke noget, man blot kan tilføje til en allerede eksisterende tradition. Til sidst: Hold jeres hjerter åbne over for Gud; måske vil han vise jer nye ting, I ikke forventer.

Spørgsmål: Hvordan bliver organisationer i Markus 2,22 som gamle vinskind og mister deres evne til at strække sig mod nye ting?

Svar: Når de forveksler målene med delmålene. Selvom delmålene oprindeligt måske var gode i forhold til målet, kan de blive forældede, eller der kan dukke vigtigere delmål op. Så følger de stadig de oprindelige delmål af hensyn til traditionen eller for at følge processen. Selv med nye, gode delmål kan gode delmål i en god proces dog ikke dække alle tilfælde. Når organisationer og mennesker mister fleksibiliteten til at tilpasse sig og mister evnen til at gå på kompromis med ting, der ikke betyder noget, kan de miste deres nytteværdi.

Spørgsmål: Hvad blev der i Markus 2,23-24 betragtet som forkert ved at plukke korn?

Svar: Det Gamle Testamente siger ikke, at der var noget galt i dette. Farisæerne betragtede imidlertid enhver indsamling af korn, uanset hvor lille, som høst. Da høst af korn var arbejde, forbød de det på sabbatten.

Spørgsmål: I Markus 2:26, var dette i Abiathars dage eller hans fars, Ahimelechs?

Svar: Den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 909) hævder, at der er tale om en »faktuel fejl«, men her tager forfatteren fejl. Både Abjatar og Ahimelek levede på det tidspunkt, selvom Abjatars far, Ahimelek, blev dræbt kort tid efter. Ifølge *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 362, betyder det græske udtryk her, *epi Abiathar archiereos*, ganske enkelt »i Abiatars, ypperstepræstens, tid«. Abiatar var ikke blot i live dengang, men han var også til stede, da dette fandt sted. Dette udtryk svarer til at sige »i Davids, Israels herskers, tid«, selvom David først senere blev Israels hersker.

Sammenfattende var det i Abiathars tid, som senere blev ypperstepræst. Som det konkluderes i *When Critics Ask*, s. 370: »Det var i Abiathars tid, men ikke under hans embedsperiode.«

Spørgsmål: I Markus 2:27 står der, at sabbatten er skabt for mennesket (anthropos på græsk). Betyder det så, at hele menneskeheden skal holde sabbatten?

Svar: Nej, af tre grunde.

1) Selv hvis hele menneskeheden havde fået befaling om at holde den, siger Det Nye Testamente efter Jesu opstandelse i Kolossenserbrevet 2:16-17, at sabbatter (såvel som nymåner og spiselove) ikke længere behøver at blive overholdt. Den Gamle Pagt er nu forældet ifølge Hebræerbrevet 8:13.

2) Selv i Det Gamle Testamentes tid meddelte Gud ikke til andre end jøderne, at de skulle holde sabbatten. Sabbatterne, højtiderne og nymånerne var en varig forordning for Israel, ifølge 2. Krønikebog 2:3.

3) I Markus 2:27 er ordet anthropos blot et generisk udtryk for mand (eller menneske). Men man må ikke lægge for stor vægt på, at anthropos henviser til alle mænd, for kvinder skulle også holde sabbatten. Sabbaten blev dog aldrig påbudt til andre end jøderne, for den var et tegn, der kun gjaldt mellem Gud og Israel, ifølge 2. Mosebog 31:12-13. I himlen og nu tilbydes sabbatshvilen fra Hebræerbrevet 3-4 (som er hver dag nu og i fremtiden) til alle de troende, der nævnes i Hebræerbrevet.

Generelt kan vi og Syvendedagsadventisterne være enige om (eller i det mindste burde være enige om), at:

a) Hvis vi havde været jøder i Det Gamle Testamentes tid, skulle vi have holdt sabbatten.

b) Men selv hvis vi var jøder i Det Nye Testamente efter at Kristus var opstået fra de døde, burde vi adlyde Paulus (såvel som de andre forfattere i Det Nye Testamente og Jesus).

c) Når Det Nye Testamente ændrer, ophæver eller tilføjer noget til Det Gamle Testamente, har Det Nye Testamente førsteprioritet.

d) Vi bør være mere optaget af, hvad Gud lærte og befalede i Bibelen, end af ting, som Gud ikke talte om.

Spørgsmål: Hvad er der så hyklerisk ved farisæerne og herodianerne (også kaldet saddukæerne) her i Markus 3:6?

Svar: Man kan være »lovlydig« og alligevel være ond (nogle strafferetsadvokater ved det godt). Jøderne havde love mod at dræbe dyr på sabbatten, men da der ikke var nogen skriftlig lov mod at planlægge på sabbatten at dræbe deres Messias, mente de tilsyneladende, at det var i orden. Dette foregår tidligt i Jesu tjeneste, og selvom de ikke ville acceptere Jesus som deres Messias, smedede de planer om at dræbe en mand, der set fra deres perspektiv ikke havde overtrådt nogen lov, der fortjente døden.

Farisæerne havde stædige hjerter i den forstand, at de valgte at være uimodtagelige for undervisning. Mange gange i dag er folk uimodtagelige for undervisning. Nogle gange er det ikke et valg, men nogle gange er det.

Da kong Herodes havde henrettet Johannes Døberen, havde de måske håbet, at de kunne overtale Herodes til at gøre det samme med Jesus.

Spørgsmål: Hvorfor ville Jesus i Markus 3,11-12 ikke acceptere et sandt vidnesbyrd om sig selv, når det kom fra dæmoner? Er der i dag vidnesbyrd, som Gud ikke accepterer?

Svar: Der er et par punkter i svaret.

Dæmoner, der tilegner sig budskabet: Når folk hørte dæmonerne rose Jesus, kunne det se ud, som om de var på hans side. Efter at Jesus var gået, var folk måske stadig villige til at lytte til disse dæmoner, for de roste jo trods alt Jesus. Paulus drev en dæmon ud af en pige i Apostlenes Gerninger 16:16-19 af en lignende grund. I dag ærer ledere af sekter ofte Jesus med ord, men underviser derefter i ting, der viser, at de ikke tror på det, Jesus lærte og befalede.

Gud kender hjertet: Jesus tog aldrig imod dæmonernes vidnesbyrd. Hvad angår mennesker, siger 1. Samuelsbog 16,7, at mennesker ser på det ydre, men Gud ser på hjertet. Gud er mindre optaget af de lyde, vi udtaler, end af vores hjerte, når vi udtaler dem. I dag kan nogle prise Gud på en forstillende måde, men ikke oprigtigt.

Spørgsmål: I Markus 3:14,19 udnævnte Jesus tolv disciple – hvordan kan det så være, at en af dem, Judas Iskariot, senere forrådte Jesus?

Svar: I Apostlenes Gerninger 2:23 står der, at Jesus blev overgivet til døden gennem Guds forudbestemte hensigt og forudviden. Det var Judas’ valg at forråde Jesus, men Judas blev sat i en situation, hvor han kunne udøve sit valg.

Mange mennesker har måske følt sig forrådt af Jesus i Johannes 13:21. De kunne fortolke hans mirakler og påstande som tegn på, at han havde magten til at drive romerne ud, men alligevel valgte han ikke at forsøge at gøre det. Hvis du tror, at Gud er der for at tjene dine formål, vil du før eller senere sandsynligvis også føle dig forrådt af Gud – indtil du indser, at vi er her for at tjene Hans formål, og ikke omvendt.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Jesus i Markus 3:14-19 at have tolv disciple?

Svar: Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi kan se mindst tre grunde.

Så de kunne lære ved at være tæt på ham.

For at Jesus kunne sende dem ud for at forkynde

For at de kunne få kraft til at helbrede de syge og uddrive dæmoner.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Jesus i Markus 3:14-19 ikke valgte nogen eksperter i Skriften eller folk, der allerede prædikede?

A: Af de tolv disciple var fire fiskere, én var tolder, og én var zelot. Om de seks andre ved vi ikke noget. Men set fra verdens synspunkt syntes de alle at være almindelige mænd. Det er ikke, hvem du er, når du kommer til Kristus, der er vigtigt; det er snarere, hvem Kristus gør dig til, der er vigtigt.

Spørgsmål: Hvordan kan ordet »boanerges« i Markus 3:17 betyde »tordensønner«?

A: De fik dette tilnavn på grund af deres hidsige temperament. Ordet »boanerges« er en græsk transskription af det aramæiske »benai regesh«, som betyder »vredeens sønner«. Der er dog ikke særlig stor lighed mellem »regesh« og »nerges«.

Q: Hvad eller hvem er Satans besiddelser her i Markus 3:27?

A: Der er mennesker, der er fanget i Satans trældom. Ingen bryder sig om, at andre blander sig i det, de anser for at være deres, og det kan Satan heller ikke lide. Men vi skal tage det, som Satan anser for at være hans, og føre dem til Gud.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Jesus sin mor, sine brødre og søstre her i Markus 3:31-35?

Svar: Jesus elskede og værdsatte utvivlsomt sin familie, men hans familie havde ikke forrang for at følge Gud og Jesu tjeneste. Hans familie rejste omkring 30 miles fra Nazaret til Kapernaum for at hente Jesus tilbage, men Jesus ville ikke følge med dem. Vi bør også have den rette holdning. Vi skal adlyde vores forældre i Herren, men der er tidspunkter, hvor vi skal være ulydige mod vores forældres direkte befaling eller gå imod deres underforståede ønsker, hvis det, de ønsker, ikke er Guds vilje.

Spørgsmål: I Markus 3,31-35, begik Jesus da en synd ved ikke at ære sin mor her?

Svar: Nej, for de bad ikke Jesus om at afbryde sin forkyndelse midt i det hele for at komme hen til dem netop i det øjeblik, og Jesus vidste, at Gud Faderen ønskede, at han skulle forkynde nu. Jesu familie mente, at Jesus var ude af sig selv i Markus 3,20-21. Rent hypotetisk set: Hvis hans mor havde bedt Jesus om at holde op med at forkynde for altid, ville Jesus være nødt til at være ulydig mod denne (hypotetiske) befaling for at adlyde Guds befaling.

Spørgsmål: Hvorfor var Josef ikke til stede i Markus 3:31-35?

Svar: Det står ikke i Skriften. Men ifølge kirkens tradition var Josef meget ældre end Maria og var måske allerede død på det tidspunkt.

Spørgsmål: Hvorfor forklarede Jesus i Markus 4,10-20 kun betydningen af disse lignelser for de tolv disciple?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor folkemængden ikke hørte alle forklaringerne, men Jesus ønskede især, at hans disciple ikke skulle misforstå noget. Naturligvis kunne enhver i folkemængden, der ønskede det, blive Jesu discipel og også blive undervist af Jesus og de tolv.

Sådan er det på en måde også i dag. Alle kan høre noget om evangeliet, men hvis de virkelig ønsker at forstå det fuldt ud, er de nødt til at studere Guds ord og lære sammen med andre kristne.

Men selv for troende kan det være et stykke arbejde at grave sig igennem Skriften for at finde Guds mening. Tilsyneladende er det nogle gange Guds hensigt, at vi skal arbejde for at lære hans sandhed at kende; måske husker vi den bedre på den måde. I Ordsprogene 25:2 står der: »Det er Guds ære at skjule en sag, og det er kongernes ære at udforske den.«

Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 417-419, for et anderledes, men supplerende svar.

Spørgsmål: Hvorfor ville Jesus i Markus 4:11-12 bevidst gøre evangeliet uklart ved at tale i lignelser, så folk ikke kunne forstå det, omvende sig og blive tilgivet? Kom han ikke for at alle mennesker skulle blive frelst? (Ahmad Deedat bragte dette op.)

Svar: Jesus henviste til Esajas 6,9-10. Jesus talte i lignelser for at vise barmhjertighed! Her er fire punkter i svaret.

1) Gud ønsker, at alle skal frelses (2. Petersbrev 3:9; Ezekiel 17:23).

2) Men nogle har valgt at afvise Guds ord, og det har konsekvenser i dette liv. Denne slags mennesker bliver forhærdede i deres hørelse og forhærder deres hjerter (2. Mosebog 8:15,32; 9:17,34; Ordspr. 28:14; Romerbrevet 1:18-20; Hebræerbrevet 3:12-15; Zakarias 7:12).

3) For mennesker, der afviser Gud, er det bedre for dem ikke at kende sandheden end at kende sandheden og vende ryggen til den, ifølge 2. Petersbrev 2:20-22.

4) En lignelse er passende, fordi de, der ønsker at følge Gud, kan blive vejledt til at forstå dens betydning, og en lignelse vil ikke blive forstået af dem, der ikke ønsker at følge Gud.

Hvis nogen allerede har afvist den sandhed, de kender om Gud, er Gud ikke forpligtet til at give dem mere sandhed.

Spørgsmål: I Mattæus 13:1-23, Markus 4:14-20 og Lukas 8:5-15, i lignelsen om sædemanden, hvordan kan mennesker sammenlignes med de fire jordtyper?

Svar: Her er et par eksempler.

1. Nogle interesserer sig slet ikke for evangeliet fra starten. Satan sørgede for, at evangeliet slet ikke kunne trænge ind i den hårde jord. Nogle mennesker er meget imod kristendommen. Andre er det ikke, men som jeg har hørt: »Jeg kommer til bibelstudiet, hvis jeg ikke har noget bedre at lave.«

2. Nogle vil gerne tage imod evangeliet i starten, men falder fra, når de møder modgang eller forfølgelse.

3. Nogle mennesker vokser i evangeliet, men de bliver kvalt af livets bekymringer eller samfundets fristelser. Materialisme, at se på umoral og vold samt alkoholisme er nogle af de større »torne«, man skal holde øje med i det vestlige samfund. Hvis djævelen ikke kan stoppe dig med modgang, vil han kvæle dig med distraktioner.

4. Nogle reagerer og holder ud. Blandt disse bærer de forskellige frugt af forskellig art. I den tid blev et udbytte på 10 til 1 betragtet som meget godt, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 118.

Spørgsmål: I Mark 4,14-20, i lignelsen, var såmanden da ikke for skødesløs med frøet?

Svar: Skødesløs, nej; gavmild med frøet, ja. Der findes ingen »femte slags« jord, der ville have været frugtbar, bortset fra at såmanden glemte at så der. Sandheden er, at ingen jord kunne bruge den undskyldning, at »jeg ville have været en frugtbar jord, men jeg kan bebrejde såmanden for ikke at have lagt frø på mig.« Man kunne beskylde såmanden for at være »for gavmild med frøet« og give hver jord en chance, selvom det ville være en tabt sag. Men ingen kan med rette beskylde såmanden for at være for nærig med frøet.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i dag »lyse« i henhold til Markus 4,21-25; Mattæus 5,14-16 og Lukas 8,16-17?

Svar: Når vi først er kommet til Kristus, forbliver vi stadig på jorden som vidner om Guds kærlighed, der skinner igennem os, så mennesker kan se Kristus gennem vores ord, handlinger og liv. Vi er et brev fra Kristus til verden i 2 Korintherbrev 3:3. Faktisk er vi måske det eneste brev, som nogle mennesker nogensinde vil læse. 2 Korintherbrevet 3:7-18 sammenligner den herlighed, der skinner i os i dag, med den herlighed, der skinnede gennem Moses, så han måtte lægge et slør over sit ansigt. Så det lys skal skinne frem fra os, som det står i 2 Korintherbrevet 4:6. Vi skal skinne som stjerner på verdens mørke himmel, som det står i Filipperne 2:15-16.

Spørgsmål: Hvad er der i Markus 4,21-25, som f.eks. kurven, der stjæler, skjuler eller slukker lyset?

Svar: Der er to slags »kurve«.

Oftest er den »kurv«, der skjuler lyset, det, som de troende selv vælger at lægge over deres lys. De ønsker ikke at fortælle folk, at de er kristne, eller de ønsker ikke at dele om deres liv og om, hvad Jesus har gjort i det. Et simpelt, lille skridt for at komme over det er at dele med en anden kristen, og så kan folk overhøre det.

Nogle gange er der dog en kurv, som samfundet lægger over os, og vi følger bare passivt med. Når det onde roses, og gode ting og gode mennesker nedgøres, skal vi så bare tie stille? Eller skal vi på passende tidspunkter og på passende måder tale imod, forsvare de undertrykte og hjælpe dem, der har brug for støtte?

Spørgsmål: Hvilke slags ting vil senere blive åbenbaret i Markus 4:22?

Svar: Hver eneste handling, god som dårlig, vil blive åbenbaret på dommedagen. For hvert tomt ord, vi taler, skal vi stå til regnskab, ifølge Mattæus 12:36-37. Gud dømmer efter karakter, og nogen har engang sagt, at karakter er den, du er, når du tror, at ingen ser på.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Markus 4:24, Lukas 6:38 og andre vers, at det mål, du bruger/giver, vil være det mål, du modtager?

Svar: Alle disse vers siger i virkeligheden: »Brug det, ellers mister du det«, men der er tre anvendelser.

Markus 4:24 understreger, at jo mere af Guds visdom og gaver du bruger, jo mere vil du få. Hvis du ikke bruger det lille, du har, vil selv det blive taget fra dig.

Luk 6:38 er lignende, men det understreger, hvad du giver til andre, hvad enten det er gode ting eller tilgivelse og barmhjertighed, som Luk 6:37 nævner.

Mattæus 18:35 og 6:12 lærer os, at Gud vil tilgive os, ligesom vi tilgiver andre. Den grad af barmhjertighed og tilgivelse, vi viser andre, afspejler, hvad vi selv vil modtage.

Sammenfattende: Nogle aspekter af Guds dom ved tidernes ende og velsignelse i dette liv er absolutte og konstante for alle. Andre aspekter afhænger af den viden, en person har (Romerne 4:15; 5:13; 2. Petersbrev 2:21-22 osv.). Nogle aspekter af, hvad en person får, afhænger af, hvad vedkommende giver andre.

Spørgsmål: Hvad er pointen med denne lignelse i Markus 4:26?

Svar: Dette er den eneste lignelse, der udelukkende findes i Markusevangeliet. Hverken den, der sår frøet, eller jorden, der modtager frøet, opfatter, hvad der sker, mens frøet vokser. De ser kun resultatet og fordelen.

Der var engang en lille dreng, der plantede et ærtefrø i en kop jord. Han vandede det og gav det sol, men ærteplanten kom aldrig op. Han forstod ikke hvorfor. Hver dag trak han frøet op for at se, hvordan det havde det. Nogle gange fokuserer vi for meget på de resultater, vi kan se med det samme, og så risikerer vi at gå glip af de vigtigere ting.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Markus 4,31, at sennepsfrøet er det mindste af alle frø, når der jo findes mindre frø?

Svar: Sennepsfrø er ekstremt små; omkring 725–760 af dem vejer et gram. De er dog ikke de mindste plantefrø, der findes i verden. De var de mindste frø, som folk såede på marken, og de var de mindste frø, som folk på den tid kendte til.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Markus 4:32, at sennepsplanten er den største af alle urter, når der jo findes større urter?

Svar: Jesus forsøgte ikke at give en lektion i botanik her. Jesus talte for at nå ud til sine tilhørere, og han udtrykte sig på en måde, de kunne forstå. Sennepsplanten var den største af alle de planter, de betragtede som urter.

Spørgsmål: Er fuglene i Markus 4:33 gode eller onde her?

Svar: Mens fuglene var dårlige i Markus 4:4, er de her neutrale. De repræsenterer mennesker, der drager fordel af træets grene, uden at have gjort noget for at plante træet.

Spørgsmål: Hvorfor underviste Jesus i alt ved hjælp af lignelser i Markus 4:34?

Svar: Ved at bruge netop denne undervisningsform kunne Jesus undervise dem, der ønskede at lære, og holde det skjult for dem, der ikke ønskede at følge ham.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Markus 4:38 sove i båden under en storm?

Svar: Jesus var måske træt efter al sin forkyndelse. Desuden ønskede Faderen måske netop, at Jesus skulle være i dyb søvn på dette tidspunkt for at vise disciplene, at de havde brug for at bede.

Spørgsmål: Hvordan kunne vinden i Markus 4:39 stilne så pludseligt?

Svar: Vind opstår som følge af trykforskelle mellem to områder. Selvom vinden naturligt kan stoppe pludseligt, tyder dette afsnit på, at vindens stilhed var et mirakel. Det udtryk, der oversættes til dansk som »vær stille« (pephimoso på græsk), oversættes mere præcist som »bliv mundkurvet«, som i Markus 1:25. Det er et fagudtryk for at fratage en dæmon hans magt ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 122, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 656.

Spørgsmål: I Markus 4:39 var stormbygerne ret farlige, og fiskerne vidste, at de var i reel fare, hvis det ikke havde været for den person, de sad sammen med. I de storme, vi møder i livet, hvordan kan vi så være sikre på, at vi er »i båden« sammen med Jesus?

Svar: Der er to aspekter.

Kom med i hans følge: Først og fremmest skal vi sikre os, at vi virkelig følger Jesus derhen, hvor han leder os, og ikke blot beder Jesus om at hjælpe os derhen, hvor vi selv ønsker at gå. Når Gud lukker en dør, kan man prøve ihærdigt at åbne den igen, og nogle gange lykkes det. Men det endelige resultat vil ikke være succes, men snarere fiasko.

Lad ham komme ind i vores båd: For det andet skal du ikke blot invitere Jesus ind i dit liv, men invitere Jesus ind i alle aspekter af dit liv. Er der ting i dit liv, som du ikke har overgivet til Gud, men snarere sagt til Gud: »Det er okay, den del klarer jeg selv.« Der er ting i livet, hvor Gud ønsker, at du selv undersøger forskellige alternativer og lærer at træffe gode beslutninger. Men ligesom dine børn nogle gange træffer dårlige (forhåbentlig små) beslutninger og lærer af deres fejl, kan din himmelske Fader lade dig træffe dårlige beslutninger og lære af dem. Men giv Gud mulighed for at tale til dig, og lad ham med glæde tilsidesætte dine beslutninger.

Spørgsmål: Hvor ligger gadarenerne i Markus 5,1?

Svar: Det er området ved byen Gerasa, som lå omkring 35 miles sydøst for Galilæasøen i det nuværende Jordan. En mile syd for den moderne landsby Khersa ligger en stejl bakke 40 yards fra kysten. To miles derfra findes hulegrave, som tilsyneladende også blev brugt som boliger.

Spørgsmål: I Markus 4:39 behandlede Jesus de disciple, der stillede spørgsmål til ham her, og de dæmoner og mennesker, der modsatte sig ham, på meget forskellige måder. Hvordan skal vi forholde os til mennesker, der stiller spørgsmål eller modsætter sig os på forskellige måder?

Svar: Her er seks trin, du kan overveje.

Trin 1: Før vi tager fat på andre, må vi først tage fat på os selv og den stolthed, vi måtte have. Nogle mennesker tror, at enhver kritik af deres handlinger eller beslutninger er et angreb på dem personligt. De forstår ikke begrebet »loyal opposition« i krigstid. Nogle mennesker tror, at de altid skal træffe den rigtige beslutning, og hvis de ikke gør det, er de bange for, at nogen måske opdager, at de har begået en fejl. Sørg for, at du er okay med, at folk ser, at du begår fejl, før du overhovedet forsøger at håndtere andre. Endelig skal du lytte opmærksomt. Nogle gange tager den person, der taler til dig, fejl, og du bør IKKE følge vedkommendes råd, men midt i det forkerte forslag kan der ligge et gran af sandhed, som du alligevel bør overveje. Vær i stand til at holde øje med det.

Trin 2: Vær klar over, at ikke alle, du taler med, selv har gennemført trin 1. Prøv at vurdere, om de vil opfatte enhver kritik som et personligt angreb på dem. Når du taler, skal du anerkende dem, fremhæve den handling eller beslutning, de har taget forkert, og hvad der skal gøres ved det nu.

Trin 3: Når folk giver dig råd, som du ved, du ikke bør følge, så forklar høfligt, hvorfor du ikke vil følge det – i det omfang, de lader dig tale. Lad ikke det, du ved er godt, blive omtalt som ondt, som der står i Romerbrevet 14:16.

Trin 4: Når folk giver dig råd, som du bør følge, så vær hurtig til at give dem ret, tak dem for at have oplyst eller hjulpet dig, og følg så rådet. Der er ingen grund til at skændes om det, du ved er rigtigt, blot for at redde ansigt. Hvis den person, der kommer med det gode forslag, er et barn eller har en lavere stilling end dig, betyder det ikke noget. Hvis det er et godt råd, så følg det alligevel.

Trin 5: Når du ikke synes, at rådet er særligt godt eller særligt dårligt, så vær villig til at indgå et kompromis. Hvis de føler stærkt for det, så overvej, hvor meget skade eller ulempe det ville medføre, hvis du blot gik med til det, der for dig er en ubetydelig sag. Dette er især nyttigt i ægteskabet.

Trin 6: Når personen er i en position over dig, f.eks. en chef, en embedsmand eller din mand, og deres ordre eller råd ikke er godt, kan det være svært. Prøv først at forklare dem fordelene ved det andet alternativ. Men hvis de stadig ikke vil lytte til dig, kan det være, fordi du tager fejl, eller fordi du ville have ret, hvis ikke det var fordi, du ikke ved noget, som de ved. På den anden side kan det være, at vedkommende træffer en tåbelig beslutning her. Når du har advaret vedkommende, som det (normalt) er din pligt, må du nogle gange følge med.

Spørgsmål: Hvordan kunne denne besatte mand i Markus 5:3-4 være så stærk, at han kunne bryde lænker og bånd?

Svar: Selv mennesker, der ikke er besat af dæmoner, har vist sig i stand til at udføre store styrkepræstationer under stressende situationer, hvor det gælder liv eller død. Jeg hørte om en alarm om en forestående eksplosion på et kemisk anlæg (som heldigvis ikke fandt sted), og en kemisk operatør sprang over et otte fod højt trådhegn. Da han vendte tilbage til anlægget, betragtede han det hegn med forundring, da han næsten ikke kunne tro, hvad han havde gjort.

Jeg har også hørt om en kvinde, der løftede et hjørne af en parkeret bil, da den var ved at køre hendes barn over.

Spørgsmål: Hvorfor løb en besat mand i Markus 5,6 hen til Jesus for at tilbede ham?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, er her en spekulation. Hvis dæmonen troede, at Jesus var på vej efter ham, og at han ikke kunne undslippe, ville han måske løbe hen til Jesus først for at bede ham om at skåne ham. Dæmonen vidste, at Jesus var på vej, og i desperation hyldede han Jesus og bad ham om at skåne ham for at blive pint, selvom det var dæmonen, der pintede manden.

Som en sidebemærkning: Mens den forrige historie viste Jesu magt over naturen, som blev udnyttet af dæmoner, illustrerer denne historie Jesu magt over dæmonerne direkte.

Spørgsmål: Hvorfor hed dæmonen »Legion« i Markus 5,9 og Lukas 8,30?

Svar: En romersk legion bestod af omkring 5.000 til 6.000 soldater. Med andre ord havde denne mand ikke ét problem med en dæmon, han havde 5.000 eller 6.000 problemer med dæmoner. Gud er ligeglad med, hvor mange problemer vi har; Herren kan løse dem alle.

Man kan undre sig over, om hver eneste dæmon, der findes i dag, har haft en selvstændig eksistens helt tilbage fra Edens Have eller ej. Måske kunne dæmoner formere sig (lidt ligesom bakterier) enten uden for eller i en persons frugtbare jord. Dette er dog blot spekulation.

Spørgsmål: Hvorfor så det ud til, at Jesus i Markus 5,10-14 og Lukas 8,32 indgik en »aftale« med dæmonerne?

Svar: Selvom Jesus havde frihed til at gøre det, siger Skriften faktisk ikke, at han gjorde andet end at give dem tilladelse. Jesus gjorde ikke nødvendigvis dæmonerne nogen tjeneste; grisene druknede.

Spørgsmål: I Markus 5,10-14: Bør kristne i dag nogensinde indgå aftaler med dæmoner?

Svar: Der er intet, der tyder på, at vi bør gøre det. Vi har ikke den viden, som Jesus havde. I betragtning af at dæmoner ser i en anden dimension end vores egen, at de muligvis er mere intelligente, og at der ikke er nogen garanti for, at de er ærlige eller troværdige, synes der ikke at være noget tvingende behov for overhovedet at tale med nogen dæmon, bortset fra at befale dem at blive bundet eller at forlade stedet.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede dæmonerne i Markus 5:12 og Lukas 8:30-33 at gå ind i svinene?

Svar: Skriften giver os kun et meget kort indblik i en dæmons tankegang. Tilsyneladende ræsonnerede de, at det på dette tidspunkt var at foretrække at gå ind i svinene frem for at gå ned i afgrunden.

Skriften siger ikke, om dæmonerne bevidst fik svinene til at drukne, ved et uheld fik svinene til at drukne, eller om de overhovedet vidste, at svinene ville drukne. Endelig siger Skriften ikke, om dæmonerne og Satan er fuldstændig ved deres fulde fem eller nogle gange er vanvittige.

Spørgsmål: Hvad bør alle vide om besættelse af dæmoner ud fra denne begivenhed i Markus 5,13?

Svar: Et af dæmonernes mål, når de besætter nogen, er at ødelægge deres værter, hvad enten det er svin eller mennesker. Mennesker, der har hævdet at kommunikere med dæmoner, har ofte haft kortere liv. Hvis nogen leger med det okkulte – eller tager det mere alvorligt – skal man spørge dem, hvorfor? Indtager de regelmæssigt gift i deres blod? Hvis de ikke ønsker at gøre det, hvorfor vil de så tale med dæmoner, som vil dræbe dem, ligesom de dræbte et svin?

Spørgsmål: Hvorfor ødelagde Jesus angiveligt 2000 svin for at helbrede én mand i Markus 5:13? (Ahmad Deedat bragte dette op.)

Svar: Der er to punkter, man skal overveje i svaret.

a) Jeg går ud fra, at Deedat er enig i, at vi er mere værd end mange svin. Mennesker, hvad enten de befinder sig i Saudi-Arabien, Indien eller Vesten, dræber hele tiden mange dyr til føde. Disse svin, der blev opdrættet af ikke-jøder bosiddende på den østlige side af Galilæasøen, blev opdrættet til føde, da der – i modsætning til får eller malkekøer – ikke er noget andet formål med at opdrætte svin.

b) Det var dæmonerne, ikke Jesus, der dræbte svinene. Da dæmonlegionen forlod manden, gik de ind i svinene, og det resulterede i, at svinene druknede.

c) Det overrasker mig, at Deedat foregiver at have medfølelse med disse svin, når Koranen fortæller om en af Guds profeter, der var klogere end Moses, og som blot gik hen til en lille dreng og brækkede hans nakke, hvorved han dræbte ham. (Nej, drengen blev ikke genopvækket eller noget i den retning bagefter; drengen forblev simpelthen død.) Dette står i sura 18:63-82. I haditherne uddyber Bukhari, bind 1, bog 3, nr. 124, s. 92, historien om al-Khidr. Abu Dawud, bind 3, nr. 4688-4690, s. 1319

begrunder dette ved at sige, at den dreng, som al-Khidr dræbte, var født som vantro. Er det altså nok i en muslims øjne at være en lille dreng, der ikke troede på Gud, til at få brækket nakken?

Spørgsmål: Hvorfor bad folkemængden i Markus 5:17 og Lukas 8:37 Jesus om at forlade dem?

Svar: Disse mennesker så tydeligt Jesu godhed og kraft, og alligevel bad de ham om at forlade dem. De opdrættede svin, som der ikke ville være noget marked for blandt Guds folk, der fulgte Guds lov.

En misforståelse er, at mennesker skal ændre sig selv, før de kommer til Kristus. Det skal de ikke, for det kan de ikke af egen kraft. Jesus vil forandre dem. Men hvad nu, hvis de ikke ønsker at blive forandret? Så vil de ikke ønske at komme til den ægte Jesus.

I dag er en almindelig reaktion hos gennemført onde mennesker, når de ser Guds godhed og rene kærlighed, at forsøge at få den til at forsvinde. Dette gælder især for dem, der i dag åndeligt set »sælger svin«. Men disse mennesker var anderledes; de syntes ikke at have noget imod Jesus personligt (i modsætning til de skriftkloge og farisæerne). Snarere var Jesus, selvom han var interessant og magtfuld, en for kostbar gæst for deres nuværende livsstil.

Spørgsmål: Hvorfor lod Jesus ikke manden følge med sig i Markus 5,18-20?

Svar: Jesus kunne utvivlsomt se, at det ville være en større tjeneste, hvis den nu frie mand blev blandt dem, der kendte ham, end hvis en nu normal hedning tog ud til jøder, der ikke kendte ham og allerede havde set Jesu mirakler.

I dag har vi måske naturligt en tendens til at ønske at udføre de mere »prangende« tjenester, men Gud har måske et større formål med os ved at sende os et andet sted hen eller holde os, hvor vi er. I stedet for at spørge, hvorfor Gud ikke vil sætte dig i tjeneste et andet sted, bør du i stedet spørge, hvordan du kan være mere effektiv der, hvor du er.

Spørgsmål: I Markus 5,27-34, da kvinden med blødningen rørte ved Jesus, hvorfor spurgte Jesus så offentligt, hvem der havde rørt ved ham?

Svar: Der er to mulige svar.

1. Da Jesus påtog sig visse begrænsende menneskelige egenskaber, såsom ikke at være alvidende, da han kom til jorden, vidste Jesus ærligt talt ikke, hvem der var blevet mirakuløst helbredt ved at røre ved ham.

2. Uanset om Jesus vidste, hvem det var, ønskede han, at hun skulle træde frem. Der var noget uafsluttet her, nemlig at Jesus ønskede at tale med hende og erklære, at hendes tro havde helbredt hende, og at hun kunne gå i fred og blive befriet fra sin lidelse.

Spørgsmål: I Markus 5,30-33: Da Jesus kunne vide, hvad der var i et menneske, hvorfor spurgte han hende så?

Svar: Jesus spurgte for hendes skyld, ikke for sin egen. Han ønskede at hjælpe hende, men han ønskede, at hun først skulle bede om det.

Spørgsmål: Hvorfor sagde de i Markus 5,35 og Lukas 8,49, at man ikke skulle forstyrre Jesus, da Jairus’ datter var død?

Svar: Selvom Jesus kunne helbrede de syge, troede de sandsynligvis, at ikke engang Jesus kunne opvække de døde.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Markus 5:39 og Lukas 8:52-53, at Jairus’ datter ikke var død, men sov?

Svar: Der er to mulige svar.

Koma: Måske var datteren faktisk ikke død, men blot i et koma tæt på døden. Skriften siger ikke direkte, at hun var død. I Lukas 8:49 står der snarere, at de andre sagde, hun var død, i Lukas 8:53 står der, at de »vidste«, hun var død, og i Lukas 8:55 står der, at hendes ånd »kom tilbage«. Det næste svar er dog mere sandsynligt.

Død: Hun var faktisk død. Døden betragtes dog som en endelig fysisk tilstand, og Jesus brugte metaforen om, at hun blot sov, fordi han vidste, at han ville opvække hende.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Markus 5:41 og Lukas 8:54: »Pige, stå op«?

Svar: Hvis Jesus blot havde sagt »stå op«, ville måske alle de døde være stået op. Det ville ikke være passende, hvis Jesus sagde »stå op«, og alle de døde stod op, og Jesus derefter sagde: »Når jeg tænker mig om…«

Spørgsmål: Hvorfor bad Jesus i Markus 5:42 og Lukas 8:56 pigens forældre om ikke at fortælle nogen om dette mirakel?

Svar: Det handler måske om timingen; måske ønskede Jesus ikke, at miraklet blev fortalt, mens han var i byen. Folk ville helt sikkert finde ud af det før eller senere, men Jesus ønskede ikke, at flere mennesker skulle forsøge at følge ham »bare for syns skyld«.

Spørgsmål: Hvorfor forklarer Markus i Markus 5:41 og 7:34 de aramæiske udtryk for sine læsere?

Svar: Markusevangeliet blev skrevet på græsk, og selvom mange mennesker i Palæstina kunne tale begge sprog, forventede Markus, at mange af hans græske læsere ikke kunne forstå aramæiske udtryk. I modsætning hertil siger Papias, at Matthæusevangeliet først blev nedskrevet på hebraisk. Se dog The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 11-12, for uklarheder omkring denne udtalelse.

Den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 911, indeholder en nyttig kommentar her. Asimov siger, at Markus’ stil synes at ligge tættere på aramæisk end selv Matthæus’. »Faktisk synes en del af ufuldkommenheden i dette evangeliums græsk at bestå i, at det indeholder talrige aramæiske udtryksformer, der er bogstaveligt oversat, som om Markus skrev på græsk, men tænkte på aramæisk.«

Spørgsmål: Talte Jesus aramæisk eller græsk i Markus 5:41?

Svar: Jesus talte helt sikkert aramæisk, hvilket hans aramæiske udtryk vidner om. Mange i Galilæa og Dekapolis talte dog begge sprog, men var mere fortrolige med græsk. Da Jesus var derfra, er det sandsynligt, at han talte til folk på begge sprog.

Her er nogle konkrete aramæiske udtryk, der er nedskrevet

A1. »Tordensønner« Markus 3:17

A2. »Lille pige, jeg siger dig: Stå op!« Markus 5:41

A3. »Bliv åbnet / bliv helt åbnet« (ephphatha) Markus 7:34

A4. »tomhoved« Mattæus 5:22

A5. »Abba, Fader« Markus 14:36

A6. »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Mattæus 27:46; Markus 15:34

A7. »om han ville helbrede på sabbatten, så de kunne finde en anklage mod ham« (Lukas 6:7) er græsk med en ejendommelig grammatik (en afhængig komplementær infinitiv), der ifølge A Wandering Aramean, s. 12-13, kunne tyde på en aramæisk nuance.

Jesus talte hebraisk i Paulus’ syn i Apostlenes Gerninger 26:13-15.

Her er fire ting, der tyder på, at Jesus også brugte græsk.

G1. Matthæus 16:15-18 (Petros, Petra)

G2. Navnene Filip og Andreas var græske. Navnet Bartimæus er en aramæisk-græsk hybrid, ifølge *Dictionary of Jesus and the Gospels*, s. 316.

G3. Da Jesus drog nordpå fra Palæstina til Tyrus og talte med den syro-fønikiske kvinde i Markus 7:24-29, er det yderst sandsynligt, at hun udelukkende talte græsk.

G4. Endelig ville det være svært at tro, at når mindst tre evangelier oprindeligt var skrevet på græsk, og Paulus og andre skrev breve på græsk, så ville Jesus ikke kende det sprog, som selv galilæiske fiskere kendte.

Den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 911, diskuterer også Jesu aramæiske udtryk.

Spørgsmål: Hvad var Jesu »hjemegn« i Markus 6,1?

Svar: Det var området omkring Nazaret i Galilæa.

Spørgsmål: Hvorfor troede mange i Jesu hjemby ikke på ham i Markus 6:1-6?

Svar: Nogle troede faktisk på ham. Men mange havde svært ved at forestille sig, at en person, der engang havde været et barn og var vokset op tæt på dem, kunne være stor, endsige Messias.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Markus 6,1-6, hvorpå folk i dag tager Jesus for givet, uden direkte at afvise ham?

Svar: Både ikke-troende og troende kan tage Jesus for givet.

Ikke-troende kan tage Jesus for givet, fordi de ved, at han altid har været der. Når de bliver trætte af det liv, de lever, tror de, at de altid kan vende sig til ham. Men vi ved ikke, hvornår vores liv slutter, og vi ved faktisk ikke med sikkerhed, om vi overhovedet har en i morgen.

Troende, der allerede har overgivet deres liv til Kristus, kan også tage Jesus for givet. Deres kærlighed kan blive kold, og de kan vide, at de altid kan omvende sig og vende tilbage til ham. Men igen ved vi faktisk ikke med sikkerhed, om vi overhovedet har en i morgen. Det bedste tidspunkt at komme på rette fod med Gud er lige nu.

Spørgsmål: Hvordan kan man i Markus 6,3 opmuntre folk til ikke at tage Jesus for givet?

Svar: Bed for dem, og prøv at få dem til at se på Jesus med nye øjne. Tænk på, hvad han udholdt for vores skyld (Hebræerbrevet 12:2-3). Overvej, hvorfor Jesus ønskede at gøre det, som det fremgår midt i Hebræerbrevet 12:2. Endelig: »Hold øjnene rettet mod målet« og husk målet om at være sammen med Jesus i himlen for evigt.

Spørgsmål: Beviser det i Markus 6:5, at Jesus ikke er Gud, fordi han ikke kan udføre mirakler, som Jehovas Vidner hævder i *Ræsonnementer fra Skrifterne*, s. 150 (1989)?

Svar: Nej. Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

På jorden tømte Jesus frivilligt sig selv ved at antage en tjeners skikkelse, som det står i Filipperne 2:6-7. Jesus oplevede lydighed, lidelse og fysisk smerte, mens han var på jorden.

At vælge ikke at udføre et mirakel er noget andet end at være fysisk ude af stand til at udføre et mirakel. Uanset at Jesus tømte sig selv, kunne Gud Faderen have valgt at lade et mirakel ske, men på grund af deres manglende tro valgte han ikke at gøre det.

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus i Markus 6,5 ikke i stand til at udføre nogen mægtige mirakler i sin hjemby?

Svar: Da folket generelt nægtede at tro på en dreng fra deres egen hjemby, ville det ikke styrke deres tro, hvis han udførte et mirakel. Dette kunne også være en barmhjertig handling fra Jesu side. I 2. Petersbrev 2,21-22 står der, at det er bedre for en person ikke at kende sandhedens vej end at kende den og vende ryggen til den.

Spørgsmål: Hvorfor måtte disciplene i Markus 6:8-9 ikke tage en taske, brød eller kobber [penge] med i deres bælter?

Svar: Simpelthen fordi vores Herre befalede dem ikke at gøre det. Vi kan formode, at han ønskede, at de skulle stole på Gud og andre og ikke på deres egne økonomiske ressourcer.

Spørgsmål: Hvorfor måtte de i Markus 6:10 og Lukas 9:4-5 ikke besøge flere huse i samme by?

Svar: Jesus sagde det ikke, men vi kan se en række praktiske grunde til ikke at besøge flere huse.

1. Der var større risiko for, at folk blev fornærmet, misforstået, eller at der opstod stridigheder blandt folk om, hvem der skulle have gæsterne.

2. Det ville være en distraktion for folket – for ikke at tale om disciplene – altid at skulle bekymre sig om, hvor de skulle bo.

Spørgsmål: I Markus 6:11: Hvis du levede dengang og havde en profeti om, hvad Judas Iskariot ville gøre, skulle du så tage Judas ind i dit hus?

Svar: Ja, hvis du vidste, at det var det, Jesus ønskede, at du skulle gøre. Det vigtigste spørgsmål, man skal stille sig ved enhver beslutning, er: »Hvad ville Jesus ønske, at du gjorde?«

Spørgsmål: I Markus 6,14-29: Hvorfor gør nogle mennesker, som Herodes her, onde ting, som de ved, de ikke ønsker at gøre?

Svar: Herodes stod i et dilemma. Han nød at holde Johannes i live som fange. Men på den anden side ønskede han ikke offentligt at fremstå som om han brød sit løfte foran sine gæster. Herodes dræbte mange mennesker som konge, og at dræbe endnu en person virkede sandsynligvis ikke så alvorligt for ham.

Det er ædelt at holde sit ord, men nogle mener, at det altid er ædelt at holde sit ord frem for alt andet. Herodes ønskede ikke at gøre noget, der fremstod som uædelt. Jefta har måske følt det samme, da han begik den onde handling at dræbe sin datter for at holde sit ord.

Spørgsmål: I Markus 6,14-29 afviste Herodes ikke egentlig Johannes Døberen, men hvordan adskiller Herodes’ måde at tage Johannes Døberen for givet sig fra andres måde at tage Jesus for givet på?

Svar: Herodes havde et kærligheds-had-forhold til Johannes Døberen. Han hadede, at Johannes var fri til at kritisere ham udefra og muligvis skabe uro. På den anden side kunne han godt lide at tale med Johannes Døberen, og Herodes kunne godt lide, at han kunne holde denne potentielle ballademager låst inde og under sin kontrol. Han kunne godt lide at have Johannes Døberen, eller rettere sagt, han kunne godt lide at have Johannes Døberen lige der, hvor han kunne kontrollere ham. Nogle i dag kan godt lide Jesus, kan godt lide at lære om Jesus, men kan ikke lide, at Jesus stiller krav til deres liv og ønsker, at de skal være under Kristi kontrol.

Spørgsmål: Hvorfor var det i Markus 6,17-18 ikke lovligt for Herodes Antipas at have sin brors hustru?

A: Johannes kendte Det Gamle Testamente godt. At Herodes giftede sig med sin brors hustru, mens hans bror stadig levede, var i strid med 3. Mosebog 18:16 og 20:21.

Q: Hvordan kunne Herodes Antipas i Markus 6:20 frygte og respektere Johannes, når Herodes senere dræbte ham?

A: I betragtning af Johannes’ vilje til at opgive et bekvemt liv til fordel for et liv i ørkenen og hans mod til at forkynde sandheden uanset prisen, havde Herodes ægte respekt for Johannes. Men hvor stor Herodes’ respekt end var, var hans overilede ed til sin adoptivdatter og hans frygt for at blive kendt som en, der brød sin ed, stærkere end hans respekt og hans ønske om at gøre det rette, som Markus 6:22-28 viser.

Så mærkeligt det end lyder, er nogle menneskers ønske om ikke at bryde deres ord og deres ønske om at fremstå som retfærdige større end deres ønske om faktisk at være retfærdige.

Spørgsmål: I Markus 6:21, Matthæus 14:6-10 og 1. Mosebog 40:20-22 – hvor Herodes lod Johannes Døberen dræbe på sin fødselsdag, og Farao lod bagermesteren dræbe på sin fødselsdag – antyder disse vers så, at vi ikke bør fejre fødselsdage, som Jehovas Vidner hævder i *Reasoning from Scriptures*, s. 68-69 (1989)?

Svar: Nej. Det var Herodes og Farao, der var onde, ikke fødselsdagen. Begivenheden i sig selv var hverken god eller dårlig. Det faktum, at begge disse ting skete indendørs, betyder heller ikke, at vi aldrig bør være indenfor.

Spørgsmål: Hvorfor havde de i Markus 6:30-34 brug for at hvile sig, og var det nødvendigt?

Svar: Disciplene havde så travlt, at de ikke engang havde tid til at spise. De havde ikke kun brug for tid til at spise, men også til at slappe af og koble af.

Deres behov for at slappe af var dog underordnet de skarer, der fulgte efter dem. Da græsset var grønt, betyder det, at det skete i slutningen af vinteren eller i det tidlige forår. Dette mirakel ville ikke være sket, hvis disciplene havde holdt sig til planen og blot hvilet sig, som det fremgår af *Believer’s Bible Commentary*, s. 1336.

Q: Hvilken plads indtager hvilen i det kristne liv i Markus 6,30-32?

Svar: Nogle gange ønsker Gud, at vi tager os tid, som ellers kunne bruges til tjeneste, til at slappe af og komme tættere på Ham.

Dette retfærdiggør dog ikke luksuriøse ferier for kristne ledere, som »Believer’s Bible Commentary« s. 1335-1336 minder os om.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte Jesus i Markus 6:38 og Markus 8:5, før hver af de to bespisninger, hvor meget mad der var til rådighed?

Svar: Set i bakspejlet virkede det ikke relevant, hvor meget mad Jesus startede med. Jesus kunne have mættet dem alle med en eneste krumme, hvis han havde ønsket det. I stedet ønskede Jesus, at de skulle se, at maden ikke var nok til at mætte alle, at der var mere mad til sidst end i begyndelsen, og brugen af de betydningsfulde tal 12 og 7 viser ganske enkelt, at de involverede mængder ikke blot var tilfældige.

Disse brød var små; man kunne spise et par hele brød på ét måltid ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 763. De nærliggende landsbyer Kapernaum og Betsaida havde kun 2.000 til 3.000 indbyggere, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 675. Det ville derfor have været svært for de omkringliggende landsbyer at mætte alle disse mennesker.

Spørgsmål: Hvorfor befalede Jesus i Markus 6,38 noget, der var umuligt?

Svar: Da Jesus befalede disciplene at brødføde folkemængden, ligger der i den græske tekst vægt på ordet »I« (flertal). Det var bestemt ikke sidste gang, Gud befalede nogen at gøre noget, der var umuligt med menneskelig kraft, men alt er muligt med Guds kraft.

Spørgsmål: Hvilken åndelig lære kan vi drage af brødene i Markus 6:38-44?

Svar: Kilden til dette mirakel var Jesus, som er livets brød. De oprindelige brød var, før de blev velsignet af Gud og før de blev brudt, ikke tilstrækkelige til det aktuelle behov. Men det var alt, hvad de havde, og Gud tog dem alligevel. Men med Guds velsignelse blev de brudt. Og med denne velsignelse og det at de blev brudt, dækkede de ikke blot det aktuelle behov, men der var endda rester. Og ikke blot var der rester, men der var endda mere, end de startede med. Gud gav ikke disse mennesker mad direkte, men gav i stedet maden til sit folk, disciplene, for at de kunne give dem mad. Der var mere end nok til alle, men de spildte ikke, for de samlede resterne sammen.

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus i Markus 6,48 ved at gå forbi dem?

Svar: Jesus, der gik på vandet, kom hurtigere frem end disciplene, der roede mod vinden. Alligevel gik Jesus ikke hen imod båden, men gik forbi dem, indtil de råbte til ham.

I dag kommer Jesus og Guds velsignelser måske imod os, men de vil gå forbi os, medmindre vi råber til Gud om, at han skal komme til os, ikke blot forbi os. Lever vi vores liv på en sådan måde, at vi ikke ønsker at være for langt væk fra Gud, eller lever vi på en måde, hvor vi ønsker at være så tæt på ham som muligt?

Spørgsmål: Hvad ved vi om området Gennesaret i Markus 6,53-56?

Svar: I modsætning til de tidligere afsidesliggende steder var Gennesaret en meget frugtbar jord på den vestlige side af Galilæasøen og dermed ret tætbefolket, ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 676. Der var flere mineralkilder i området, og syge kom derhen for at finde trøst og håb.

Spørgsmål: I Markus 6,53-56 kunne folk fortolke dette som om, at Jesus blot var deres brødgiver. Hvorfor gjorde Jesus alligevel dette, og hvad gjorde han for at afbøde det?

Svar: Mange kom ikke primært for at følge Jesus eller endda for at lære af hans lære. De kom for det, Jesus kunne gøre for dem. Jesus ønskede at vise, hvem han var, men måske var en af grundene til, at Jesus så ofte drog videre, at han, efter at have vist, hvem han var, ville forlade dem, der kun var ude efter mad eller helbredelse. Alligevel fulgte de stadig efter ham, uanset hvor han gik hen.

I dag må menighedsledere være på vagt over for dem, der kommer i kirken blot for at få et måltid eller for det, kirken kan gøre for dem. Deres motivation kan måske ændre sig til det bedre senere. Men menighedsledere skal finde en balance mellem at vise kærlighed og blot at lade sig udnytte.

Spørgsmål: Hvad blev der i Markus 7,2-5 betragtet som forkert ved at spise med uvaskede hænder?

Svar: Farisæerne udvidede det gammeltestamentlige begreb om rent og urent til mange områder. Det var i sig selv fint, men da de satte deres egne meninger på lige fod med Guds ord, opstod der en konflikt med Jesus. 1 Korintherbrev 4,6 og Ordsprogene 30,5-6 viser, at det er forkert at gå ud over Guds ord.

Dette var kun mundtlig tradition på Jesu tid, men omkring år 200 til 300 e.Kr. blev de mange traditioner nedskrevet i den jødiske Mishna. Ikke kun Jesus, men også saddukæerne afviste farisæernes tradition ifølge New International Bible Commentary, s. 1165.

Spørgsmål: I Markus 7:6-8 ville farisæerne blive ganske overraskede over Jesu svar. Hvordan udøvede farisæerne – og andre i dag – kunsten at bedrage sig selv?

Svar: Selvbedrag er alt for let for mennesker i dag, og det sker på mange måder. Det kan være utilsigtet eller bevidst; det kan være at se ting, der ikke rigtig er der, ikke se ting, der er der, og benægte det, man rent faktisk ser. Nogle gange, når folk først bedrager andre – og ikke sig selv – begynder de til sidst at tro på det, de oprindeligt vidste var en løgn.

Der blev gennemført en undersøgelse, hvor deltagerne blev bedt om at se en video og forsøge at tælle, hvor mange gange en person driblede en basketball. Videoen viste en fest med folk, der snakkede, og én person foran, der driblede en basketball. På et tidspunkt gik en person i et gorillakostume tværs gennem festen. Efter videoen blev deltagerne bedt om at angive deres tal og om de havde set noget usædvanligt, mens de så videoen. Alle svarede nej. Deres øjne var så fokuserede på basketballen, at de slet ikke så personen i gorillakostumet, der gik tværs gennem festen!

Nogle gange er selvbedrag mere bevidst. Når en person beslutter, hvad der er sandt, ud fra hvad vedkommende ønsker skal være sandt, vil vedkommende fuldstændig ignorere – eller i det mindste nedtone – beviser på det modsatte. En sommer var jeg på missionsrejse til Utah for at vidne for mormonerne. Omkring halvdelen af de kristne i gruppen var tidligere mormoner, og halvdelen (herunder mig selv) var det ikke. Det var fascinerende at stille de tidligere mormonerne spørgsmål om, hvordan det var, da de var mormoner. Et af spørgsmålene lød: »Hvordan kunne du sove om natten med alle disse mange modsigelser i mormonismen?« Han svarede, at han som mormon kunne sove udmærket. Ja, han var klar over nogle af disse modsigelser, og han vidste, at han ikke kunne besvare dem, men det generede ham ikke, fordi han troede, at der var nogen i den mormonske kirke, der kunne. Som mormon indså han til sidst, at ingen kunne besvare disse modsigelser, og senere forlod han kirken.

Farisæerne led af det, man kalder »kognitiv dissonans«. De »vidste«, at de alene var Israels lærere, og at de ikke tog fejl. Men her var denne mand, Jesus, som sprængte deres verdensbillede ved at undervise med autoritet og udføre mirakler, som kun en fra Gud kunne udføre. Denne store spænding kunne kun fjernes ved enten at afsløre Jesus som en bedrager, indse at deres tidligere »sikkerhed« var forkert, eller ved at fjerne det, der forårsagede spændingen, og få Jesus dræbt.

Spørgsmål: Hvordan ved man i Markus 7,7-8, om en regel er fra Gud eller fra mennesker?

Svar: Hvis man ikke selv læser Guds Skrift, kan det være meget svært at vide.

En katolik ved navn Paul, som var en ægte kristen, deltog i en lille bibelstudiegruppe, som jeg ledede et år. Jeg syntes, det var mærkeligt, at han ofte bragte meget grundlæggende ting på banen og spurgte mig, om de stammede fra Bibelen. (Det gjorde de for det meste.) Senere fortalte han mig, hvorfor han stillede alle disse spørgsmål. Han sagde, at han havde lært disse ting, mens han voksede op på en katolsk skole, og at der ikke blev skelnet mellem, hvad den katolske kirke lærte, og hvad Gud lærte i Bibelen.

Når en kristen lærer, uanset hvilken gruppe han tilhører, undlader at skelne mellem Guds ord og sin egen lære, der går ud over Guds ord, fremhæver han vigtigheden af sin egen lære på bekostning af sine disciple, der kommer til at spekulere på, hvilke ting Gud egentlig har sagt. Både 1. Korintherbrev 4:6 og Ordsprogene 30:5-6 advarer alle kristne mod at tilføje noget til Guds ord. Måske er dette en del af grunden til, at lærere dømmes strengere, ifølge Jakob 3:1-2.

Spørgsmål: Siger Markus 7:7-8 ikke, at vi ikke skal følge nogen regler fra mennesker?

Svar: Bestemt ikke; som Romerbrevet 13:1 og 1. Petersbrev 2:13-18 viser, skal vi adlyde menneskelige myndigheder. Markus 7:10-14 viser snarere, at Jesus var stærkt imod at overtræde Guds love for at overholde menneskers love.

Spørgsmål: Hvorfor var »corban« forkert i Markus 7:11, og hvordan gør nogle i dag lignende ting over for deres forældre?

Svar: Corban betyder, at det var viet til Gud, formodentlig for at blive ofret i templet. Det betød dog IKKE nødvendigvis, at det skulle afleveres til templet. Personen kunne stadig bruge det til sig selv, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 678-679, og *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1337.

Hvis nogen donerer en masse penge til Gud, men stadig sørger for sin familie, herunder sine forældre, er det i orden. Men hvis nogen undlader at sørge for sin familie, når de kunne have gjort det, siger Paulus i 1. Timoteusbrev 5:8, at de er værre end en ikke-troende. Selv de fleste ikke-troende sørger for deres egen familie.

Spørgsmål: Da Jesus i Markus 7:15 sagde, at intet, der kommer ind i et menneske, kan besmitte det, talte Jesus da om noget, der gjaldt i Det Gamle Testamentes tid, eller om en ny lære?

Svar: Dette er en gentagelse af Mattæus 15,10-20.

Jesus ophævede ikke Det Gamle Testamentes spiseforskrifter, men han erstattede dem. Der er fire punkter, man skal tage i betragtning her.

1. Selvom Jesus og hans disciple undertiden brød farisæernes menneskeskabte traditioner, levede de selv i lydighed mod den gammeltestamentlige lov.

2. Selv under Det Gamle Testamente var Gud optaget af deres lydighed, og deres kost var blot én måde – men ikke den eneste – hvorpå de kunne vise deres lydighed.

3. Efter at Jesu opstandelse indledte en ny periode, valgte disciplene ikke at spise alle slags kød. En af Guds engle kom ned og påbød en modvillig Peter at spise i Apostlenes Gerninger 10:11-16. Hvem var Peter, at han skulle diskutere med en engel fra himlen?

4. Muslimer bør ikke have noget problem med dette svar, da Muhammed angiveligt gjorde det samme. Han talte om ophævede love (selvom ophævelse er et lidt andet begreb end den nye pagt gennem Jesus). Desuden viste han, at muslimer kunne spise kamelkød, og Det Gamle Testamente betragter kamelkød på samme måde som svinekød (3. Mosebog 11:4,7,26; 5. Mosebog 14:7,8).

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus i Markus 7:18 overrasket over deres manglende forståelse?

Svar: Det var ikke folkemængden, men Jesu egne disciple, der ikke forstod det. Jesus havde troet, at de nu ville have indset, at det i det Nye Rige ikke var den ydre mad, der tæller, men det, der er indeni et menneske.

Spørgsmål: I Markus 7:18: Da disciplene ikke havde Helligånden før pinse, kunne man da forvente, at de forstod noget af det, Jesus sagde?

Svar: Nogle gange misforstår folk, hvad Helligånden gør og ikke gør. Helligånden overbeviser verden om synd og oplyser os om sandheden, men mennesker kan stadig se en vis sandhed uden Helligånden.

Spørgsmål: Hvordan erklærede Jesus i Markus 7:18-23 al mad for ren?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Mange forbudte fødevarer i Det Gamle Testamente var føde for ådselædere (som svin og skaldyr) og kødædere. Disse ville, hvis de ikke blev tilberedt ordentligt, indeholde flere sygdomme og parasitter end de fødevarer, de måtte spise. Men det er ikke pointen. Pointen var, at Gud gav dem love, de skulle følge, og at de kunne behage eller mishage Gud ved at følge eller ikke følge hans bud.

Svaret: Jesus, som var Gud i menneskeskikkelse, fastslog, at alle fødevarer nu var erklæret rene. Dette blev gentaget over for Peter i Apostlenes Gerninger 10:11-16. Paulus talte også om dette i Kolossenserbrevet 2:16. Et centralt punkt er, at Jesus ikke erklærede »alt« for rent; han erklærede kun, at alle fødevarer, der kommer ind i vores krop, er rene. De onde ting, der kan komme ud af vores hjerte, var aldrig rene og er det stadig ikke.

Spørgsmål: Hvorfor kaldes kvinden i Markus 7:26 for en syrisk-fønikisk kvinde?

Svar: Administrativt set var Fønikien en del af den romerske provins Syrien. Måske brugte Markus dette udtryk for at skelne hende fra de libyisk-fønikere, der kom fra Nordafrika.

Spørgsmål: Hvad er bedst i Markus 7: at forsøge at leve et rent og rent liv eller at forsøge at være tæt på Jesus?

Svar: Vi ønsker egentlig begge dele. Men hvis en troende lever et rent liv, men ønsker at holde sig langt væk fra Jesus, vil vedkommende ikke blive mere Kristuslignende. På den anden side, hvis en troende lever i synd, men ønsker at omvende sig og komme tættere på Jesus, vil vedkommende blive mere ren og Kristuslignende.

Spørgsmål: I Markus 8,10, hvor ligger Dalmanutha?

Svar: Det ligger sydvest for Galilæasøen. I lang tid kendte forskerne ikke den nøjagtige placering. Men der blev fundet en hule syd for Gennesaret-sletten med navnet »Talmanutha«.

Spørgsmål: Hvorfor adlød Jesus i Markus 8,11-12 ikke farisæerne eller i det mindste imødekom dem ved at give dem et tegn fra himlen, som de bad om?

Svar: Dette skete kort efter, at Jesus havde bespist de 4.000. Hvad ville endnu et mirakel her bevise for farisæerne? De havde ikke ønsket at gå ud for at høre Jesus, men ville have hørt om dette mirakel. Bemærk, at deres anmodning ikke udsprang af tro, men snarere var foranlediget af vantro. Farisæerne syntes at antage, at Jesus var forpligtet til at besvare alle deres spørgsmål. Men Jesus var ikke forpligtet over for dem til at bevise noget som helst. Jesus siger i virkeligheden til dem: »I vil ikke se et tegn på forlangende; I har allerede set og hørt.«

Spørgsmål: Hvorfor sammenlignes visse former for dårlig lære med gær i Markus 8,15?

Svar: Der skal blot en knivspids gær, det rette miljø (dejen) og lidt tid til, og så har det forandret hele miljøet. Politisk korrekthed er et forsøg på at forhindre, at miljøet ændres (eller ændres tilbage), ved at definere visse synspunkter eller emner som »forbudt område«. Hvis man vil lære om Gud, må man følge farisæerne. Det var en selvfølge, som alle forstod. I senere tider gælder det, at hvis man vil følge Gud, skal man følge alt, hvad præsten siger. Mens bibelske kristne er blevet beskyldt for at have en »papirpave« og blot følge en bog, ønsker vi i virkeligheden blot at følge Gud og de ord, han har givet os. Enhver rent menneskelig religiøs skikkelse, selv en god en, og enhver trosbekendelse eller ethvert koncil, selv et godt et, kan stadig ikke erstatte Gud og hans ord.

Spørgsmål: Hvad kan betydningen af disse tal være i Markus 8,17-21?

Svar: Jesus havde netop advaret dem mod farisæerne og saddukæerne, og disciplene ignorerede det, han sagde; de var optaget af manglen på brød. Så Jesus mødte dem der, hvor de var, og med det, de var optaget af. Han spørger dem, hvad tallene var: fem brød til tolv »frokostkurve« i Israel; syv brød til syv »kurve« blandt hedningerne. Der er to supplerende svar.

Generelt påpegede Jesus, at de endte med flere rester, end de startede med. Så de behøver ikke at bekymre sig om, at Jesus ikke kan skaffe brød.

Mere specifikt er tallet syv i Bibelen ofte et symbol på fuldkommenhed eller fuldkommenhed i Gud. Mens tallet tolv i Bibelen ofte henviser til de tolv stammer, er det ikke tilfældet her. Der ville være tolv apostle, og apostlene var for alle nationerne. Talene fem og tolv var ganske enkelt andre tal end syv og syv, og frokostkurvene og kurvene var beholdere af forskellig størrelse, hvilket viste, at der var tale om to separate begivenheder, og at Jesus var frelsens giver for både jøder og ikke-jøder.

Spørgsmål: Hvad er de tre former for åndelig blindhed i Markus 8,22-26?

Svar: Manden var blind og senere delvist fysisk blind, men disciplene var stadig delvist åndeligt blinde.

Utilsigtet: Mennesker kan være fysisk blinde, fordi de er født sådan, som i Johannes 9:1-2, er blevet helt blinde senere eller er delvist blinde. Åndeligt set er mange ikke-troende blinde, fordi de er uvidende om Kristi lys og sandhed.

Bevidst: Spottere og stædige vantro afviser Kristus, fordi de nægter at se den sandhed, de allerede har fået forelagt. Farisæerne var ikke dumme; de var dygtige til at finde indvendinger og grunde til at vælge ikke at se. Ligesom en rask person ikke kan parkere sin bil på en handicapplads og derefter tage en øjenbind på, er der en forskel mellem bevidst og ubevidst blindhed.

Troende: Selv troende, der har overgivet deres liv til Jesus, kan være delvist blinde for sandheden. Her kunne selv disciplene ikke se.

Spørgsmål: Hvorfor helbredte Jesus den blinde mand i etaper i Markus 8,23-25?

Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Måske havde manden mere end ét problem, eller måske ligger der en dybere lære for os her. Ligesom mandens fysiske blindhed blev helbredt i etaper, bliver en persons åndelige blindhed nogle gange også helbredt i etaper.

Ligesom manden var delvist blind indtil det sidste, kan nogle mennesker også være delvist blinde åndeligt. De ser nogle ting korrekt og antager, at de ser alt korrekt, uden at vide, at de stadig er delvist blinde. For eksempel så nogle Jesus som en profet, men ikke som Messias. Nogle i dag ser Jesus som Frelser, men ikke som Herre. Nogle ser Gud som kærlighed, men ikke også som retfærdighed og vrede.

Spørgsmål: Hvorfor så den helbredte blinde mand i Markus 8:24 i første omgang mennesker som træer, der gik?

Svar: Måske modtog mandens synsnerver ikke lyset klart. Der kunne have været flere årsager til blindheden, der havde at gøre med pupillen, iris, hornhinden og synsnerven.

Alternativt kan det være, at manden oprindeligt havde perfekt syn, men at hans hjerne ikke var trænet til at bearbejde mønstrene. Menneskets hjerne modtager faktisk et billede af verden, der er vendt på hovedet. Vores hjerner træner sig selv til at vende billedet. I en film fra Moody Science fik en mand udleveret et specielt par briller, der vendte billedet på hovedet. Efter at have haft dem på længe nok tilpassede mandens hjerne sig perfekt, og han havde ingen problemer med at gå eller klare sig – i det mindste indtil brillerne blev taget af, hvorpå mandens hjerne måtte omstille sig igen.

Se http://www.answersingenesis.org/docs/4146.asp for nogle interessante moderne eksempler på mennesker, der fysisk kan se, men alligevel i første omgang ikke er i stand til at genkende ting.

Spørgsmål: Hvorfor bad Jesus i Markus 8:26 manden om at gå direkte hjem og ikke ind i landsbyen?

Svar: Det står ikke i Skriften, men tilsyneladende var manden og hans familie fra en anden by eller boede uden for byen. Men Jesus var meget tydelig her. Først førte Jesus den blinde mand uden for byen, uden endnu at helbrede ham. Derefter helbredte Jesus ham gradvist, og så befalede Jesus specifikt manden ikke at gå tilbage til landsbyen.

I »The New International Bible Commentary« s. 1166 spekuleres der i, at det var passende, at manden først fortalte det til sine pårørende, i stedet for at de først hørte det fra en anden. Alternativt ønskede Jesus ikke, at farisæerne i byen skulle se det, da han netop havde fortalt dem i Markus 8:11, at de ikke ville se et tegn fra Jesus. Eller også kan der have været andre mennesker, som Jesus ikke ønskede skulle være vidne til miraklet. Endelig kan det være, at Jesus ikke ønskede, at visse mennesker skulle se helbredelsen i etaper.

Spørgsmål: I Markus 8:38 påpeger skeptikeren Bart Ehrman, at Jesus ikke udtrykkeligt identificerer sig selv som Menneskesønnen (Jesus, Interrupted, s. 159).

Svar: Det behøvede Jesus ikke at gøre her. Han identificerede sig som Menneskesønnen i Markus 2,5-12. Jesus sagde i Markus 2,8a-12: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerter? … Hvad er nemmest: at sige til en lam: ’Dine synder er tilgivet’, eller at sige: ’Stå op, tag din båre og gå’? Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder …’ Han sagde til den lamme: ’Jeg siger dig: Stå op, tag din båre og gå hjem.’ Og straks rejste manden sig, tog sin båre og gik ud foran dem alle. Derfor blev de alle forbløffede og priste Gud og sagde: »Vi har aldrig set noget lignende!«« (BSB) Jesus brugte udtrykket 81 gange i evangelierne. Hvorfor mener Ehrman, at det er betydningsfuldt, at Jesus ikke gentog det her?

Spørgsmål: Hvad betyder det i Markus 8:38, at Jesus vil skamme sig over dem, der skammede sig over Jesus i dette liv?

Svar: Fortolkere har to synspunkter her.

1. De udvalgte troende, der skammer sig over Jesus, vil blive udsat for hån, når de kommer til himlen. Dette er synspunktet i *Believer’s Bible Commentary*, s. 1341. Nogle kristne tror virkelig, men de har ladet sig påvirke for meget af verden til at stå op for Jesus eller forkynde evangeliet.

2. Såkaldte kristne, der skammer sig over Jesus, vil opdage, at de slet ikke kommer til himlen. »Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 141-142, og »The NIV Study Bible«, s. 1510, er af denne opfattelse. 2. Timoteusbrev 2:12 siger også, at hvis vi fornægter Kristus Jesus, vil han fornægte os. Nogle mennesker nægter at acceptere Jesus af forskellige følelsesmæssige årsager. Judas var tilsyneladende skuffet over, at Jesus ikke havde til hensigt at iværksætte nogen militær handling på dette tidspunkt. Nogle hævder, at mennesker er så gode, at de ikke har brug for frelse, eller at det er »for primitivt« at sige, at vi har brug for et offer for os. Andre ønsker ikke, at nogen skal se ned fra himlen for at dømme det, de gør.

Selvfølgelig er begge dele sandsynligvis rigtige, for Jesus specificerede ikke den »grad af skam« i dette vers. Det er en alvorlig sag at tro på Jesus, fornægte ham og omvende sig (som Peter gjorde), men det er en endnu mere alvorlig sag aldrig overhovedet at have overgivet sit liv til ham.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Gud lod forvandlingen finde sted i Markus 9,1-2?

Svar: Bemærk først, at indtil Jesu død var der ingen, der vidste noget om dette, bortset fra disciplene. Så det hjalp ikke nogen andre, i hvert fald ikke før Jesu død og opstandelse. Selvom Skriften ikke siger, hvorfor dette skete, kan vi se mindst seks grunde.

1) Det ville styrke disciplenes tro. Disciplene ville få et glimt af Jesu endelige herlighed.

2) Det ville være en opmuntring for Jesus selv, inden han gik til korset. Måske fortalte Elias og Moses også Jesus nogle ting, der var nødvendige.

3) For at opfylde profetien: I Malakias 4,5-6 står der, at Elias ville komme før Herrens store dag. Mens Johannes Døberen var i Elias’ ånd og kraft, kom Elias selv fysisk til stede ved forvandlingen.

4) To vidner, Moses og Elias, kom for at være sammen med Jesus, i det mindste i en kort stund. Elias døde aldrig (2. Kongebog 2:11), og selvom Moses døde, blev hans lig aldrig fundet (5. Mosebog 34:6). Der vil være to vidner lige før Jesu genkomst i Åbenbaringen 11, og dette kan være en forvarsel om det.

5) For os, der lever efter opstandelsen, ville det bekræfte, at Gud havde kontrollen og hele tiden vidste, hvad der ville ske med korsfæstelsen og opstandelsen.

6) Endelig opfyldte det den profeti, som Jesus gav i Markus 9:1

Spørgsmål: I Mattæus 17:1, Markus 9:2 og Lukas 9:28-29, på hvilket bjerg fandt forvandlingen sted?

Svar: Skriften angiver det ikke specifikt, men her er, hvad vi ved. For det første var det et højt bjerg, og Tabor-bjerget ligger kun 1.843 fod over havets overflade (omtrent 5 fodboldbaner), så det kan ikke betegnes som et højt bjerg. Det lå ti miles sydvest for Galilæasøen og ikke i nærheden af Cæsarea Filippi. Desuden var der på det tidspunkt en romersk fæstning på toppen af Tabor-bjerget.

Hermon-bjerget, der er over 9.000 fod højt, er det højeste bjerg i regionen, og det kunne have fundet sted der. Det ligger dog ret langt væk, nord for Golanhøjderne, på grænsen mellem Syrien og Libanon. »The Believer’s Bible Commentary« s. 1400 fremfører denne opfattelse.

Meron-bjerget / Jebel Jermaq, vest for Galilæasøen, er 3.926/3.962 fod højt, og W. Liefield har foreslået dette.

Spørgsmål: I Markus 9:7 og følgende blev der, af alle de ting, Gud kunne have sagt, kun nedskrevet netop denne ene sætning. Hvorfor tror du, at det var så vigtigt for disciplene at vide?

Svar: Kristendommen handler ikke primært om love, lære eller tjeneste. Selvom disse ting er til stede, er de ikke det vigtigste. Det vigtigste er heller ikke vores oplevelse, fællesskab eller bøn. Det vigtigste er at elske Jesus. Men troende kan glemme det. Paulus siger i 2 Korintherbrev 11:2-3: »Jeg er jaloux på jer med en guddommelig jalousi. For jeg har lovet jer bort til én mand, for at fremstille jer som en ren jomfru for Kristus. Jeg frygter dog, at ligesom Eva blev forført af slangens list, så kan jeres sind blive ledt på afveje fra jeres enkle og rene hengivenhed til Kristus.«

Spørgsmål: Hvordan modstår vi i Markus 9,14-16 fristelsen til at blive for længe på bjergtoppen, når Jesus ønsker, at vi skal komme ned?

A: Husk, at det ikke handler om os, vores viden og erfaring, men om Gud. Gud ønsker, at vi skal tjene andre. Ved dommen for bema-stolen vil Jesus ikke spørge os, hvor meget vi har lært, eller hvad vi har oplevet, men snarere hvad vi har gjort, og hvordan vi har levet. En oplevelse på bjergtoppen er god til at forankre os, få os til at vokse og forfriske os til den åndelige kamp om menneskers hjerter og sind i denne verden. En træner på et hold har ikke meget brug for en talentfuld spiller, der nægter at konkurrere.

Spørgsmål: Hvad siger Markus 9,18,28-29 om en kristens kraft uden tro?

Svar: På dette tidspunkt vidste disciplene mere om Gud end nogen anden dødelig på jorden. Disciplene havde personlige møder med Jesus hver dag. Disciplene (i det mindste alle undtagen én) troede alle på det, de troede på, og levede efter det. De havde tro, men de havde ikke en tro, der var stærk nok til at uddrive denne dæmon.

Spørgsmål: Hvordan tager vi i dag Guds kraft og visdom for givet, jf. Markus 9:18, 28-29?

Svar: Ikke-troende kan tage sikkerhed, fred, sundhed og velstand for givet som ting, de føler sig berettiget til. Selv nogle troende kan tro, at de ikke vil opleve svære tider, fordi de er kristne. At tage Guds gaver for givet er det modsatte af taknemmelighed.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Jesus i Markus 9,19 sagde: »I vantro slægt«, i stedet for »I vantro disciple«?

Svar: Jesus så, at disciplenes vantro afspejlede det samfund, de var vokset op i. I et vist omfang er vores overbevisninger og tro, selv som troende, formet af vores generation, dvs. vores kultur og samfund. Som troende må vi ydmygt og ærligt erkende det og stræbe efter at hæve os over det og frigøre os fra det.

Spørgsmål: Hvorfor sagde faderen et oxymoron i Markus 9:24?

Svar: Et oxymoron er en retorisk figur, hvor man bruger modstridende udsagn eller billeder for at udtrykke en kompleks sandhed. Faderen havde modstridende følelser indeni sig. Han sagde: »Jeg tror«, fordi han virkelig troede, men han sagde også: »Hjælp min vantro«, fordi han vidste, at han også havde ægte tvivl.

Også vi bør være ærlige om vores følelser over for Gud. Gud er stor nok til at håndtere vores tvivl, og når vi bringer vores følelser frem i lyset ved at bekende dem for Ham, kan Gud lettere tage sig af det, vi indrømmer over for Ham.

Spørgsmål: Hvad tror du, Gud gør med en ufuldkommen tro, som den faren havde, i Markus 9,24?

Svar: Gud brugte drengens fars tro; en ufuldkommen, men ærlig og oprigtig tro. Det er bedre end en hyklerisk, uærlig tilsyneladende tro. Vær ærlig om din tro på Gud, så han kan lade den vokse, forfine den og fjerne det slagge, der ikke hører til.

Spørgsmål: I Markus 9:25 sagde Jesus som regel blot til en ond ånd, at den skulle komme ud, men hvorfor sagde Jesus denne gang både, at den skulle komme ud og ikke komme ind igen?

Svar: I Lukas 11,24-26 sagde Jesus, at når en ond ånd kommer ud af et menneske, kan den forsøge at vende tilbage med syv andre. Derfor er det vigtigt, at når et besat menneske bliver befriet fra trældommen, vender det sig til Kristus, så dæmonerne ikke vender tilbage med endnu større styrke.

Spørgsmål: I Markus 9:33: Hvorfor tror du, at disciplene netop i dette øjeblik, lige efter den store forvandling, skændtes om, hvem der var den største blandt dem?

Svar: Umiddelbart lyder det latterligt. Lige efter at de nådigt havde fået det store privilegium at være vidne til denne store begivenhed, skændtes de om, hvor store de selv var, i stedet for at gå ud og fortælle, hvor stor Jesus var. I stedet for at det hele handlede om Jesus, og hvordan de kunne tjene til at herliggøre Jesus, brugte de Jesus til at sætte sig selv i centrum.

Dette billede er latterligt. Hvis nogen havde ønsket at male et rosenrødt, hvidkalket billede af Jesu hellige disciple, ville de helt sikkert have udeladt dette! Det ser simpelthen dårligt ud. Men efter at have troet på Jesus, set miraklerne og været vidne til forvandlingen, var det stadig sådan, de var. Jesu tålmodighed med dem er forbløffende.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Markus 9,33 forholde os til en medkristen, der forsøger at fremhæve sin egen storhed?

Svar: Vær ikke bitter over for dem, men bed for dem og længes efter, at de omvender sig fra det. Vi bør ikke afskrive ham som en hemmelig vantro eller en faldet, uoprettelig frafalden, ligesom Jesus ikke afskrev disciplene. De bør advares for deres eget bedste, og deres indflydelse til at opmuntre andre til at gøre det samme bør minimeres.

Spørgsmål: I Markus 9:34, burde disciplene have fortalt Jesus, hvorfor de skændtes, eller burde de have tavet, som de gjorde?

Svar: De tav sandsynligvis af forlegenhed eller skam. Gud ved, hvad vi tænker og siger, uanset om vi indrømmer det eller ej, men det er bedre at fortælle Ham, hvad der ligger på vores hjerte, selvom det er fordærvet eller stolt. På den måde kan Gud rense det så meget hurtigere, hvis du er villig til at erkende det.

Spørgsmål: Hvad synes du om sætningen »storhed kommer gennem tjeneste« i Markus 9:35?

Svar: Det er ikke helt sandt. For det første skal man tjene den rette. Man skal ikke tjene sin egen ambition eller kirken, men ens primære tjeneste skal være for Gud. For det andet skal man tjene med de rette motiver. Men når man forstår disse forbehold, er det ret korrekt.

Spørgsmål: I Markus 9,38-40: Hvorfor forbød Johannes og de andre disciple en person at uddrive dæmoner, og hvem var denne mand?

Svar: Lad os først se på den ejendommelige rækkefølge af begivenheder her. Først var disciplene ude af stand til at uddrive en dæmon. Derefter skændtes de om, hvem der var den største. Men selvom de ikke kunne uddrive dæmonen, forbød de en anden, der troede på Kristus, at uddrive en dæmon i Jesu navn, efter at de selv ikke havde kunnet gøre det.

Da manden ikke var en del af deres organisation, antog disciplene, at Gud ikke kunne bruge ham. I dag begår troende nogle gange den samme fejl ved at tro, at andre ægte kristne, der ikke er en del af deres menighed, ikke bliver brugt af Gud eller kun bruges i mindre grad.

Spørgsmål: I Markus 9,38-40 og andre skriftsteder, hvor »virkelig« er djævelen og hans indflydelse? Sætter han tanker ind i dit hoved?

Svar: Djævelen og hans dæmoner er virkelige væsener med tanker og følelser. De kan indgyde tanker, men de kan ikke »besætte« troende. Selvom de kan indgyde tanker, har vi magten til at sige nej og gå videre. Selvom de er magtfulde, og deres magt ikke bør tages let på, er vores beskyttelse under Kristi blod endnu stærkere. For eksempel har jeg hørt om en heksedoktor, der forbandede en kristen, og forbandelsen vendte tilbage til heksedoktoren. I et uafhængigt eksempel har jeg hørt om en anden heksedoktor, der forudsagde, at en kristen missionær ville være død inden for 30 dage. På den 30. dag døde heksedoktoren.
Som Kristi børn har vi ingen grund til at forhandle med djævelen, håne djævelen eller overhovedet forsøge at kommunikere med djævelen eller dæmoner.

Spørgsmål: Hvordan forholder man sig i Markus 9:38-40 til en person, der gør Guds vilje, men som ikke er »godkendt« af mennesker?

Svar: Først og fremmest skal man spørge, om det overhovedet behøver at blive godkendt af mennesker? Hvis det er Guds vilje, er det måske ikke nødvendigt. Hvis du mener, at det skaber splid, skal du først sikre dig, at det ikke er dig og din gruppe, der skaber splid. På den anden side, hvis det vækker strid eller med rette forårsager splid, bør du tale med dem, forsøge at tale dem til fornuft og bede om, at de og du kan blive enige.

Spørgsmål: Hvad tror du i Markus 9:42 er så alvorligt ved at få de små børn til at synde?

Svar: Selvom samfundet på den tid ofte så ned på børn, siger Markus 9,42, at det ville være bedre for en person aldrig at være blevet født end at få et barn til at synde. Når du ser på et lille barn, der måske opfører sig fjollet og ikke ved ret meget, så husk, at Gud holder lige så meget af dem som af en voksen, og at de er lige så vigtige i Guds øjne.

Evangelisten D.L. Moody fortalte engang nogen, at to og en halv person blev frelst ved et møde. Personen spurgte ham: »Mener du to voksne og et barn?« »Nej,« sagde Moody, »to børn og en voksen.«

Spørgsmål: Hvorfor dør orme ikke i helvede i Markus 9:48?

Svar: Jesu metafor henviser ikke til små dyr, men snarere til forfaldet og ødelæggelsen i helvede. I bogen *When Critics Ask* (s. 372) gives der et andet svar. Da der står »deres orm« og ikke »ormen«, er det en metafor for den fysiske krop hos en person, der kommer i helvede.

Spørgsmål: Hvad betyder »saltet med ild« i Markus 9:49?

Svar: Der er tre hovedfortolkninger af, hvem dette vers henviser til

Troende, der gennemgår lidelse og renselse

De fortabte, der kommer i helvede

Alle, der bliver sat på prøve og dømt. Denne opfattelse kan omfatte de to andre opfattelser.

Konklusionen er, at vers 43-48 taler om helvede, og vers 50 henviser til de troende. Vers 49 er en overgang, og udtrykket »alle« henviser både til de fortabte, der nævnes umiddelbart før dette, og til de troende, der nævnes umiddelbart efter dette.

Spørgsmål: Hvordan hænger »at blive saltet med ild« sammen med »at miste sin salthed« i Markus 9:49-50?

A: Farisæerne havde på den tid en lære om, at Israel var salt blandt nationerne for at rense dem. Salt var et vigtigt konserveringsmiddel. Udtrykket »saltet med ild« betyder at konservere mad ved hjælp af ild, f.eks. ved at tørre frugter. Hvis selv ild kan have en konserverende virkning, kan salt miste det meste af sin konserverende virkning, hvis det udvaskes med vand, eller hvis det fortyndes med andre ting.

Q: Hvad lærer Jesus om skilsmisse i Markus 10,1-2 og Matthæus 19,3-9?

Svar: Før vi besvarer spørgsmålet, bør vi først forstå, hvad Jesus lærte om ægteskabet.

Ægteskabet i Markus 10:7 og 1. Mosebog 2:24 er, når de to bliver ét kød. Når en ung mand eller kvinde skal til at gifte sig, skal de indse, at de som følge heraf vil blive en forandret person. En undersøgelse fra USA viser i det mindste, at gifte mænd i gennemsnit lever lidt længere end mænd, der aldrig har været gift. Endnu vigtigere er det, at din ægtefælle kan og sandsynligvis vil gøre meget for at bringe dig tættere på Gud eller længere væk fra Ham. Ægteskabet handler ikke blot om at være forelsket eller have følelser, men om en forpligtelse over for Gud og andre. Det er, billedligt talt, som om I ikke længere er to organismer, men snarere blot én.

At dele »organismen« er ikke naturligt og ikke noget, Gud ønsker. Selvom det i Mattæus 19:9 er tilladt at skille sig fra sin ægtefælle, hvis denne begår seksuel umoral, er det ikke nødvendigvis påkrævet at gøre det. Paulus lærer i 1. Korintherbrev 7:12-15, at det ikke er tilladt at skille sig fra nogen, fordi vedkommende har eller har tilegnet sig en anden tro, men hvis vedkommende tager initiativ til skilsmissen, er det tilladt at gå med til den.

Hvad hvis ægtefællen bliver narkoman? Det er svært at forestille sig, at nogen falder i dette og samtidig er en ægte kristen. Men uanset hvad: I denne vanskelige situation kan du anmelde vedkommende til politiet, hvis vedkommende ikke er villig til at holde op. Hvis vedkommende er en ikke-troende og ønsker at skille sig fra dig efter det, så er det i orden.

Hvad hvis ægtefællen truer med vold mod dig eller familien? Det klogeste er at flytte fra hinanden af sikkerhedshensyn, og igen er det svært at forestille sig, at nogen kan gøre dette og samtidig være en ægte kristen. Dette er også en svær situation. Nogle gange kan det være bedst at anmelde vedkommende til politiet.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at farisæerne i Markus 10,1-2 spurgte Jesus om skilsmisse netop her?

Svar: Det kan skyldes en eller flere af tre årsager, og ingen af årsagerne var, at farisæeren ville følge en bestemt opfattelse på grund af det, Jesus sagde.

1) For at se, om Jesus stod tættere på Hillels skole, som tillod skilsmisse, eller Shammais skole, som ikke gjorde det, bortset fra i tilfælde af utroskab. Blandt tilhængerne af den berømte jødiske rabbiner Hillel var skilsmisse tilladt i Mishnah Gittin 1:1-3; 7:2.

2) Se, om Jesus ville lære noget andet end Det Gamle Testamente i 5. Mosebog 24:1-4 (og det gjorde Jesus).

3) Håb på, at Jesus ville sige nej til skilsmisse, hvilket ville betyde, at Jesus kritiserede herskeren Herodes Antipas og hans kone Herodias, som allerede var blevet skilt. Ifølge jødisk lov kunne konen ikke indlede en skilsmisse, men det kunne hun ifølge romersk lov, som Herodias gjorde. Jesus befandt sig på det tidspunkt i Perea, som blev regeret af Herodes Antipas.

Spørgsmål: Hvorfor tillod Gud gennem Moses i Markus 10:5 visse ting på grund af deres hjertes hårdhed?

Svar: Selvom Gud ikke behøver at imødekomme os og vores hårde hjerter, vælger Gud nogle gange at gøre det. I Det Gamle Testamentes tid havde de fleste troende ikke Helligånden boende i sig. Men i Det Nye Testamentes tid, hvor Helligånden bor i os, og loven er skrevet i vores hjerter, har vi en højere standard end de hellige i Det Gamle Testamente på dette punkt.

Spørgsmål: Hvorfor i Markus 10:13 irettesatte disciplene folk for at bringe deres små børn til Jesus?

Svar: Det var forkert af disciplene at gøre det. Måske tænkte de fejlagtigt, at eftersom børnene ikke intellektuelt kunne forstå Jesu lære, som voksne kunne, burde de ikke spilde Jesu tid. Jesus korrigerede dem ikke blot, men irettesatte dem, der fejlagtigt havde irettesat andre.

Ifølge *Believer’s Bible Commentary*, s. 1346, sagde George MacDonald, at han ikke troede på en mands kristendom, hvis der aldrig var drenge eller piger at se, der legede foran hans dør.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Jesus i Markus 10,13-15, at børnene skulle komme til ham?

Svar: Den eneste grund, Jesus angav, var: »For sådanne tilhører Guds rige.« Jesus brugte børnene som et eksempel på, at vi alle skal have børns ydmyghed og lærevillighed for at komme til Gud. Vi kan ikke komme til Gud i stolthed, men vi må indrømme, at vi ikke er tilstrækkelige i os selv. Vi må være villige til at indrømme, at Gud ved mere end os, og at vi har brug for ham og er villige til at vokse.

Derudover kunne Jesus uden tvivl godt lide børn og så, at et barns sjæl havde samme værdi som en voksens. Jesus ville være en god søndagsskolelærer for børn!

Spørgsmål: I Markus 10,18 og Lukas 18,19 – var Jesus da ikke »god«, eftersom han stillede spørgsmålstegn ved den mand, der kaldte ham god?

Svar: Jesus er god i ordets fulde forstand. Jesus stiller spørgsmålstegn ved, at nogen kalder ham god, da manden endnu ikke havde erkendt, at Jesus var Messias, og syntes at bruge udtrykket »god« alt for let.

På samme måde i Johannes 8:7, da Jesus sagde til anklagerne af den syndige kvinde: »Den af jer, der er uden synd, skal først kaste en sten«, kastede Jesus ikke selv nogen sten, men det beviser ikke, at Jesus havde synd. Jesus var uden synd ifølge Hebræerbrevet 4:15.

Spørgsmål: I Markus 10:18 og Lukas 18:19 spørger Jesus: »Hvorfor kalder du mig god? … Ingen er god undtagen Gud alene.« Da Jesus ikke benægtede sin egen godhed eller sin guddommelighed, hvad mente han så?

Svar: Jesus stiller et kort spørgsmål, der umiddelbart lyder meget enkelt: Hvorfor kalder du ham god? Tre enkle punkter, og derefter lidt diskussion.

a) Jesus bekræftede eller benægtede ikke her, at han var god. (Andre steder fortæller os dog, at han var det.)

b) Jesus stillede blot et spørgsmål. Han bekræftede eller benægtede ikke her, at han var Gud. (Andre steder fortæller det os dog, at han var det.)

c) Jesus syntes at være meget interesseret i, hvad denne mand var villig til at bekræfte, og hvad han troede på.

Nu til denne diskussion, og så får vi se, hvad du bekræfter og er villig til at tro på.

Ingen andre i evangelierne, uanset om de var troende eller ej, blev nogensinde nævnt for at kalde Jesus »god lærer«. Var spørgeren blot høflig og smigrende, eller bekræftede han, som Jesus spurgte, mere end det?

Hvad er en »god person« i en hellig Guds øjne? Er en syndig tolder, der har snydt mange hele sit liv, men som råber til Gud om at vise ham barmhjertighed, god? Nej, han angrer sin ondskab, men han var stadig ond. På den anden side: Er vi overhovedet bedre end den tolder? Nej. Efter Guds målestok er det en falsk indbildskhed at kalde et hvilket som helst menneske på jorden for »god«.

Hvad er for den sags skyld det gode? Er noget godt, når folk stemmer for det, når samfundet accepterer det, eller når en person i sit eget sind mener, at det er godt, selvom andre mennesker mener noget andet? Nej, vi har ingen standard for det gode, bortset fra Gud og det, han erklærer for godt. Ingen er i sidste ende god, bortset fra Gud.

I lyset af alt dette, bekræfter du da, at Jesus var god?

Spørgsmål: I Markus 10,18 og Lukas 18,19 – var Jesus da Gud, eftersom ingen var god undtagen Gud alene?

Svar: Jesus sagde ikke til manden her, om han var Gud eller ikke var Gud. Han sagde snarere, at manden brugte ordet »god« temmelig letfærdigt. Gud er kilden til godhed, selve definitionen på godhed, og alle de mindre ting, vi kalder gode, er blot skygger af Guds godhed.

Ser I, kristne, jøder, muslimer og endda de romerske afgudsdyrkere, der dræbte kristne, forsøgte alle at være gode, i det mindste som de opfattede det gode. Det kan måske komme som et chok for mange vesterlændinge, men ikke alle religioner deler denne opfattelse, at man bør forsøge at gøre godt. Inden for hinduismen søger mange at opnå oplysning, sand forståelse, ved at opleve både det gode og det onde. Derfor kan det være, at hvis en hinduistisk religiøs mand begår underslæb eller stjæler, vil nogle måske blive chokerede over hans påståede hykleri, men det er måske slet ikke hykleri. For ham kan det være, at der ikke er nogen konflikt i at forsøge at opnå oplysning, kosmisk bevidsthed eller hvad det nu måtte være, og samtidig ønske at opleve det onde. Ikke alle hinduer ville dog være enige; nogle ville lægge større vægt på »karma«.

Spørgsmål: Hvordan fortolkede man tidligere disse vers i Markus 10:18 og Lukas 18:19?

Svar: Dette er et par »alsidige« vers, der kan anvendes på mange gode måder.

Et eksempel for os

Klemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.) bruger i *Hvem er den rige, der skal frelses?*, kap. 4, s. 592, dette afsnit til at vise, at vi skal være gode og give til de fattige i stedet for at stole på rigdom.

Tertullian (198–220 e.Kr.) sagde, at Gud er god og har medlidenhed, og at det ligeledes sømmer sig for os at være gode, have medlidenhed med andre og være fredsmæglere. (Om beskedenhed, kap. 2, s. 75)

Mod gnosticismen

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) siger, at eftersom Jesus omtalte Faderen som god, er Han virkelig god. (Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 1, kap. 20, s. 345)

Hippolytus, en elev af Irenæus (225–235/6 e.Kr.), bruger ligeledes dette i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 5, kap. 2, s. 50, og bog 7, kap. 20, s. 113, til at bevise, at Marcion og gnosticismen tager fejl. Hvis Faderen, der skabte alt, er god, så falder hele gnosticismen og Marcion’s kætteri sammen.

Ebionitterne anerkender Jesus som Faderens Søn, men de ville kun sige, at Jesus var Gud i overført betydning. Da de også insisterede på at følge Det Gamle Testamentes skikke, kan man forestille sig, at de var stærkt imod gnostikerne, der hævdede, at Det Gamle Testamentes Gud var ond eller vildledt. I »Clementine Homily 3« (dato usikker), kap. 57, s. 248-249, brugte de også dette vers mod dem, der ville kalde Det Gamle Testamentes Gud ond. Men i den klementinske litteratur og alle de ebionitiske skrifter, vi har bevaret, brugte de aldrig dette vers til at benægte, at Jesus var Gud.

Mod afgudsdyrkelse

Origenes (225-254 e.Kr.) siger, at hvis Kristus underordnede sig Gud Faderen, hvor meget mere ville da solen nægte at lade nogen bøje sig ned og tilbede den. Origenes tilføjer derefter, at vi bør bede til Guds Ord og endnu mere til Hans Fader. (Mod Celsus, bog 5, kap. 15, s. 548)

Kristi guddommelighed

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.): »Desuden siger Herren selv: ’Hvorfor spørger du mig om det, der er godt? Gud alene er god.’ … »Men i de samme skrifter hævdes det også, at Kristus er god. Der er altså, hvis de drager den rette konklusion, ikke ét godt, men to gode. Hvordan kan det da ifølge den bibelske tro siges, at der kun er ét godt? Men hvis de ikke mener, at det på nogen måde kan være i strid med sandheden, at der er én Herre, at Kristus også er Herre, eller med sandheden, at der er én, der er vores Mester, at Paulus også er vores mester, eller med sandheden, at der er én, der er god, at Kristus også kaldes god; så lad dem efter samme ræsonnement forstå, at det faktum, at Gud er én, ikke udgør nogen hindring for sandheden, at Kristus også erklæres at være Gud.” (Om Treenigheden, kap. 30, s. 642-643)

Mod arianismen

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) skrev, at når arianerne henviser til Esajas 65:16; Markus 10:18; 1. Timoteus 6:15, ville det ikke efterlade nogen sandhed, godhed eller magt til Sønnen.

Gregor af Nyssa (382–383 e.Kr.) skrev: »Det er imidlertid let at vise, at ikke engang ordet ’én’ adskiller Faderen fra Sønnen. … For Han siger: ’Jeg og Faderen er ét.’ [Johannes 10:30] Hvis det gode altså er ét, og der betragtes en særlig form for enhed i Faderen og Sønnen, følger det heraf, at Ordet, ved at tilskrive godhed til ’ét’, under betegnelsen ’ét’ også tilegnede sig titlen ’god’ for sig selv, som er ét med Faderen og ikke adskilt fra enheden i naturen.” Mod Eunomius, bog 11, kap. 2, s. 232-233 i Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series, bind 5.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Jesus i Markus 10,19 kun seks af de ti bud?

Svar: Jesus var ikke udtømmende her, men gav blot eksempler. Jesu manglende udførlighed her er ikke en undskyldning for at benægte det, som både Jesus og hans apostle lærte andre steder.

Spørgsmål: Hvorfor bad Jesus i Markus 10:21-22 og Lukas 18:20-23 manden om at sælge alle sine ejendele?

Svar: Tilsyneladende elskede manden sin rigdom lige så meget som han elskede Gud, og Jesus sagde til manden, at han måtte gøre noget ved det.

Spørgsmål: Lærer Markus 10,21-22 også alle andre at sælge alle deres ejendele?

Svar: Nej, for så vidt vi ved, bad Jesus ingen andre om at sælge deres ejendele. Selv Paulus havde personlige ejendele, såsom sin kappe i 2 Timoteus 4:13. I Apostlenes Gerninger 5:4, da Ananias blev straffet, står der specifikt, at han ikke blev straffet for at beholde noget af sine egne penge, men snarere for at lyve over for Gud og hævde, at han ikke havde beholdt noget af pengene. »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 151, siger i det væsentlige det samme.

Dette vers udgør dog stadig en udfordring for os i dag. Da valget stod mellem Kristus og rigdom, var denne ellers tilsyneladende gode mand ikke villig til at vælge Kristus frem for rigdommen. Hvis og når nogen er sådan i dag, er den pågældende blevet forbandet med for mange penge. Læs Ordsprogene 30:7-9 for yderligere information.

Når du skal beslutte, hvor meget du vil give til Guds arbejde, har »Believer’s Bible Commentary« s. 1347 i sin gennemgang af Markus 10 givet en liste over ting, du måske bør overveje.

1. Tusinder af mennesker dør dagligt af sult

2. Mange mennesker har aldrig hørt det gode budskab.

3. Vores penge kan bruges til at afhjælpe disse behov.

4. Kristus lærer os, at vi skal blive fattige, for at andre kan blive rige (2. Korintherbrev 8:9).

5. Da vores liv på jorden er så kort, vil det være for sent, når Jesus kommer.

Spørgsmål: Er det i Markus 10:23-24 umuligt for velstående mennesker at komme til Jesus?

Svar: Der er kun ét svar, men det består af to dele.

Nej. Mennesker, der har rigdom, kan altid komme til Gud. Abraham var meget velhavende, både efter gamle og moderne standarder. Men velhavende mennesker skal til enhver tid være villige til at give afkald på det, der er mest dyrebart for dem, for Guds skyld – ligesom Abraham gjorde med sin søn Isak.

Ja: Hvis dine ejendele eller din rigdom ejer dig, og du elsker penge mere end Gud, må du vælge det ene eller det andet, og din evige skæbne afhænger af dit valg.

Det er også interessant, at dette kommer lige efter afsnittet om små børn. I *The Believer’s Bible Commentary* (s. 1347) bemærkes det, at »kristne, der samler sig skatter på jorden, betaler generelt for deres ulydighed gennem deres børns liv.«

Spørgsmål: Er det i Markus 10,29 garanteret, at alle, der har forladt alt for at følge Jesus, vil modtage disse velsignelser, eller vinder de intet, hvis de gør disse ting, men ikke har kærlighed, som det står i 1 Kor 13,2?

Svar: Jesus giver løftet her, men der er underforståede betingelser. Man skal ganske enkelt følge og blive ved med at følge Jesus. Man skal elske Gud og andre for at følge Jesus, og man kan ikke elske Gud, hvis man ikke elsker andre mennesker.

Det er bemærkelsesværdigt, at det kun er her i de synoptiske evangelier, at Jesus omtaler disciplene som børn. Dette sker lige efter, at Jesus irettesatte dem for ikke at lade børnene komme til ham.

Spørgsmål: Kan Markus 10,29-30 og Lukas 18,29-31 opfattes som et løfte om økonomisk velstand i dette liv?

Svar: Nej. Dette løfte gjaldt de første kristne lige så meget som det gælder os. Vi kan ikke forvente flere garantier for økonomisk velstand end Paulus, de andre apostle og de første kristne, som hovedsageligt var slaver og fattige. I bogen *When Cultists Ask*, s. 135-136, tilføjes det, at dette vers ikke handler om rigdom, men om familie og hjem.

Spørgsmål: Hvordan får vi i Markus 10:30 alle disse ting i dette liv?

Svar: Hver enkelt af os har ikke 100 hjem og 100 marker som vores personlige ejendom. Vi har ikke hver især 100 biologiske brødre og søstre og 100 biologiske mødre som vores slægtninge. Men som brødre og søstre i ét legeme – kirken – har vi samlet set alle disse ting, som vi kan dele med hinanden, som Markus 3:33-35 viser.

Spørgsmål: Hvad er det, der er bemærkelsesværdigt ved en af disse belønninger i Markus 10,30?

Svar: De kan inddeles i fem kategorier: huse, familie, jord, forfølgelse og evigt liv. De fleste mennesker ønsker sig ikke en af disse: forfølgelse. Men vi må indse, at forfølgelse også er en belønning. Det gjorde de første kristne, som Apostlenes Gerninger 5,41 viser.

Spørgsmål: Skulle Jesus i Markus 10:34 opstå på den tredje dag eller efter tre dage?

Svar: Der er uenighed blandt Markus-manuskripterne.

Efter tre dage: Sinaiticus, Vaticanus, Ephraemi Rescriptus, Bezae Cantabrigiensis, sahidisk koptisk, bohairisk koptisk

På den tredje dag: Alexandrinus, det byzantinske lektionarium, det gotiske, det armenske, det etiopiske, det georgiske og Origenes.

Spørgsmål: I Markus 10:35-37, var det Jakob og Johannes, der kom til Jesus og bad om at sidde til hans højre og venstre, eller var det deres mor i Mattæus 20:20?

Svar: Det spørger den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible på s. 858 om. Svaret findes i selve Mattæus 20:20, hvor der står, at deres mor kom »sammen med sine sønner«. De var sammen, da Jesus blev spurgt.

Josephus viser i *Antiquities of the Jews*, bog 6, 11.9, at pladsen til venstre var den næsthøjeste efter pladsen til højre, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 152.

Spørgsmål: Hvorfor vil folk i Markus 10:36,51 have, at Jesus skal gøre nogle ting for dem, men ikke andre?

Svar: Selv i dag ønsker nogle troende at gøre Jesus til Herre over en del af deres liv, men beholde kontrollen over andre dele. Det er en mangel på tro på, at hvis man gør Jesus til Herre over hele sit liv, vil det blive bedre. Man kan ikke have Jesus som Herre kun i en lille smule.

Spørgsmål: Hvilken kalk og hvilken dåb talte Jesus om i Markus 10:38?

Svar: Bægeret og dåben var ikke nadveren og vanddåben (Jesus var allerede blevet døbt af Johannes). Jesus henviste snarere til det, disse ting symboliserede. Jesu blod skulle snart udgydes på korset, hvilket bægeret symboliserer, og Jesus skulle snart begraves og opstå igen, hvilket dåben symboliserer.

Spørgsmål: I Markus 10:38-40 fortalte Jesus dem først prisen for at imødekomme deres anmodning og afviste derefter [angiveligt] deres anmodning – hvorfor måtte de så alligevel betale prisen?

Svar: Jesus afviste ikke deres anmodning, men sagde, at det ikke stod til ham at imødekomme eller afvise den. Derefter fortalte Jesus dem, hvad de ville komme til at gøre, men overlod det til Faderen at give dem dette privilegium.

Dette er et fremragende vers til at underbygge et punkt om Treenigheden. Selvom Faderen og Sønnen er uadskilleligt ét, beviser dette vers, at der er en forskel mellem dem, i modsætning til modalismen, som f.eks. Oneness-pentekostalismen og den lokale menighed har lært.

Spørgsmål: I Markus 10:45, var Jesu død på korset en løsesum for hver eneste person, eller for nogle mennesker, men ikke for andre?

Svar: Her er, hvad Bibelen siger om de universelle og begrænsede aspekter.

Universelle aspekter:

Alle er pålagt at adlyde evangeliet (ApG 17:30; 2 Thess 1:8)

Enhver, der tror på ham (Joh 3:16)

Han er kommet til alle (Titus 2:11)

Gud ønsker, at alle skal frelses (1 Timoteus 2:4)

Løsepenge for alle mennesker (1 Timoteus 2:6)

Tilbudt [ærligt og oprigtigt] til alle (ApG 2:38-40, Hebr 4:2)

Soningsoffer for hele verden (1. Johannes 2:2)

Jesus vil trække alle mennesker til sig (Johannes 12:32)

Afgørende aspekter:

Ingen kan komme til Jesus, medmindre Faderen drager ham (Johannes 6:65)

Gud kan vælge at vise barmhjertighed over for nogle, såsom Jakob, som han ikke viser over for andre, såsom Esau, selvom han stadig er retfærdig over for alle (Romerne 9:14-18).

Evangeliet har ingen værdi for dem, der ikke forener det med tro (Hebræerbrevet 4:2).

Farisæerne afviste Guds hensigt for dem selv (Lukas 7:30).

Nogle fornægtede Herren, som havde købt dem (2. Petersbrev 2:1). Ordet for Herre er despotes og er det samme i Judasbrevet 4, hvor det henviser til Jesus.

Gud forudså ikke blot, at folk ville tage imod, men Gud forudså hver enkelt person, der ville tage imod. Gud udvalgte (forudbestemte) dem, der ville tage imod.

Hvis man tænker over det, bør alle kristne – både ikke-calvinister og calvinister – være enige om, at der både er universelle og definitive aspekter ved forløsningen. Men dette overser ikke en afgørende forskel mellem calvinister, arminianere og andre ikke-calvinister.

Den grundlæggende forskel mellem kalvinisme og ikke-kalvinisme (herunder wesleyansk arminianisme, den såkaldte 4-punkts-kalvinisme og alt derimellem) er, om den almægtige, suveræne, kærlige og retfærdige Gud valgte, at de, der kommer i helvede, enten skal være:

Ikke-kalvinistisk: Fortabte sjæle, hvor Gud frit gav alle det, der var nødvendigt for at komme i himlen, men hvor Jesu frelse ikke formåede at frelse nogle. De gik fortabt på grund af deres egen skyld og deres frie vilje.

Calvinistisk: Ønsket fordømmelse, for Jesu frelse var effektiv for 100 % af de udvalgte, og Gud valgte frit ikke at give andre nogen mulighed for frelse. Der var aldrig noget som helst, de fortabte ville være i stand til at gøre – eller ville ønske at gøre – for at ændre Guds hemmelige vilje, hvor han ønskede, at de ikke skulle have nogen mulighed for at undslippe.

Ikke-kalvinist: Hvis frelsen er en mulighed for alle, men ineffektiv for nogle, så ville den være ineffektiv, fordi nogle kunne afvise den, eller fordi den også skulle kombineres med tro. Ikke-kalvinister siger, at dette er præcis, hvad Lukas 7:30 og Hebræerbrevet 4:2 siger. Kalvinister vil svare, at dette ville gøre frelsen delvist afhængig af mennesket og gøre troen til næsten et værk, der kræves for frelsen. Ikke-calvinister vil svare, at calvinismen forveksler den frie gave, som frelsen er – som kommer fra Gud – med at modtage den frie gave, som frelsen er – hvilket er menneskets ansvar. Tro er ikke en gerning, som Efeserbrevet 2:8-9 viser, og nogle calvinister bør ikke følge katolikkernes eksempel ved at forsøge at sidestille fortjenstfulde gerninger med troens »tomme dyd« og erkendelsen af vores hjælpeløshed over for Gud.

Calvinist: Hvis frelsen kun er en mulighed for nogle, og den er effektiv for alle, for hvem den er en mulighed, så har der aldrig været nogen mulighed for nogle. Ubehaget ved »tabte sager« er taget hånd om, men på bekostning af tabt kærlighed og uforklarlig retfærdighed. I 2. Thessalonikerbrev 1,8 vil Gud holde mennesker ansvarlige for ikke at have adlydt et evangelium, som Gud aldrig gav dem at adlyde. En person i helvede kunne sige: »Jeg kom hertil, fordi jeg troede, at Gud ikke elskede mig nok, at Jesus ikke døde for mine synder, at Gud i sidste ende ville, at jeg skulle forblive en ond synder, og jeg er her, fordi jeg troede på sandheden.« En fortabt person kunne lige så godt forsøge at finde frelse gennem den seneste modekult, for muligheden for at finde frelse og Guds kærlighed gennem kulten er lige så stor for dem som at finde den gennem kristendommen.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte Jesus i Markus 10,51 den blinde mand, hvad han ønskede, at Jesus skulle gøre for ham?

Svar: Jesus ønsker, at vi beder ham om det, selvom han ved, hvad vi ønsker. Naturligvis er det, vi ønsker, og det, der er bedst, ikke altid det samme. Den blinde mand måtte specifikt bede om at få synet tilbage, og Jesus imødekom denne bøn, efter at han havde bedt om det. Nogle gange venter Gud med at imødekomme vores bønner i dag, indtil vi specifikt beder ham om det.

Som en sidebemærkning blev udtrykket »Davids søn« også betragtet som messiansk i de førkristne Salmer af Salomo.

Spørgsmål: I Markus 10,51, hvor en blind jøde kunne se det, som de seende farisæere ikke kunne, hvilke andre eksempler findes der, hvor mere information kan gøre nogen blind for det, der er indlysende?

Svar: Det er interessant at overveje, hvorfor jøder, der kunne se udmærket, kunne være blinde for, at Jesus var Messias, efter at have set alle disse mirakler, mens en jøde, der var blind, kunne se, at Jesus var Messias. Der er andre tilfælde, hvor mere information kan gøre nogen blind for det, der er indlysende. Selv om han var blind, kunne Bartimæus stadig se flere vigtige ting end farisæerne.

Spørgsmål: Hvorfor var det i Markus 10,52 mandens tro og ikke Jesu tro, der helbredte manden?

Svar: I dette sidste mirakel, der er nedskrevet i Markus, er det interessant, at Jesus specifikt sagde, at det var mandens tro, der helbredte ham. Selvom Gud ikke er begrænset til at virke gennem vores tro, vælger Gud ofte at virke gennem vores tro, som Efeserbrevet 2:8 og Romerbrevet 4:3,16 viser.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Markus 10,52, at han var »blevet helbredt« i stedet for blot at sige, at han kunne se?

A: Ikke alene fungerede hans øjne og andre dele af kroppen som normalt, men den tidligere blinde mand var nu åndeligt hel i Kristus.

Q: Hvorfor lagde de i Markus 11:8-10 deres frakker og palmegrene ned foran æselet?

A: Denne skik var et tegn på stor respekt og beundring. Måske svarede det til den gammeldags europæiske ridderlighed, hvor en mand lagde sin frakke over en mudderpyt, så en kongelig dame kunne træde på frakken og gå over pytten.

Spørgsmål: Hvordan forholder du dig i Markus 11,8-10 til mennesker, der ønsker at prise og tjene Gud, når du ved, at de har meget forkerte forudfattede meninger om ham?

Svar: De ser ud til at være frelst på overfladen, men det er de måske ikke. De befinder sig måske stadig i den fase, hvor de endnu ikke har fået nyt liv i Kristus. Nogle vil måske afvise Jesus, når de ser, at han måske ikke lever op til deres forventninger om ham. Du bør blidt rette deres forkerte forestillinger og bede for dem. Vi ønsker ikke, at folk kommer til Kristus under falske forudsætninger.

Spørgsmål: I Markus 11:13, da det endnu ikke var tid for figner, var Jesus da i evangelierne uvidende om årstiden, som Ahmad Deedat hævder?

Svar: Nej, Deedat har fuldstændig misforstået pointen her. Figen træet symboliserede Israel, og dette var en profeti om, at den nation, som figen træet repræsenterede, ville være frugtløs og visne åndeligt.

Spørgsmål: I Markus 11:13, 23, 30: Da en person med tro kan flytte bjerge, hvorfor kunne Jesus så ikke få et figentræ til at bære frugt?

Svar: Jesus kunne have gjort det, men valgte ikke at gøre det. Det var ikke figner og figentræer, Jesus var optaget af; Jesus underviste disciplene her. Figentræet var en symbolsk fremstilling af nationen Israel, og Jesus forbandede figentræet for at vise, hvad der ville ske med dem, hvis de, ligesom figentræet, ikke bar troens frugt, når Jesus kom til dem.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Markus 11,14 se ud, som om nogle mennesker ville være meget hjælpsomme og frugtbare, men i sidste ende viser sig at være ubrugelige?

Svar: Figen træet optog plads, hvor andre figen træer kunne have vokset. Landarbejderne passede og plejede figen træet. De vandede det og måske gødskede det i forventning om, at figen træet også ville give noget tilbage og forsyne dem med figner. Nogle mennesker vil kun tage og giver aldrig noget tilbage.

Måske kan nogle ikke give noget tilbage åndeligt, fordi de ikke har noget åndeligt liv i sig. De påstod at være frugtbare, men var det i virkeligheden ikke. Der var et løfte om frugt, men det blev ikke indfriet.

Materielt set er der dog mennesker, der har brug for din hjælp, men som aldrig vil være i stand til at give noget tilbage eller gengælde dig for dit arbejde. Men vi skal alligevel elske og hjælpe dem.

Spørgsmål: Hvorfor arresterede de jødiske myndigheder ikke straks Jesus, en fremmed med en pisk, i Markus 11:15-18 og Lukas 19:45-46?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Folkemængden havde netop rost Jesus som Messias ved den triumferende indtog i Mattæus 21:1-11, jf. også Mattæus 21:15-16; Markus 11:1-10 og Lukas 19:28-40.

2. Jesus helbredte mirakuløst mennesker, og det er svært at foretage en anholdelse midt i en menneskemængde, der bliver helbredt af ham.

3. Forud for dette havde folkemængden hørt, at Jesus havde oprejst Lazarus fra de døde ifølge Johannes 12:9-11, 17-19.

4. Vigtigst af alt er det, at Markus 11:18 på grund af de ovenstående årsager fortæller, at mens præsterne og de skriftkloge søgte efter en måde at dræbe Jesus på, frygtede de ham, fordi hele folkemængden var forbløffet over Jesus. Præsterne ønskede ikke et oprør og den romerske gengældelse, det ville medføre. Lukas 19:47-48 siger noget lignende, og i Johannes 12:19 beklagede farisæerne, at de troede, hele verden fulgte Jesus.

Spørgsmål: Hvorfor ville Jesus i Markus 11:16 ikke tillade, at nogen bar kar (krukker eller beholdere) ind i templet?

Svar: Jesus blandede sig ikke i de retmæssige ofringer, men han greb ind over for dem, der bar beholdere fulde af penge.

Spørgsmål: Hvordan opførte folkene i templet sig som tyve i Markus 11:17?

Svar: På mindst tre måder:

Prisafpresning: De solgte ting i templet til overpris.

Institutionalisering: Præsterne ville ikke acceptere et dyr med skavanker, såsom et sår, der kunne være opstået under transporten, så folket var nødt til at købe dyrene til overpris.

At bestjæle Gud i ofrene: Sælgerne og de tilbedende var fokuseret på de økonomiske transaktioner i stedet for at tilbede Gud.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Jesus i Markus 11:23 en tro, der kan flytte bjerge?

Svar: Jesus lærte, at det kun krævede en smule ægte tro på Guds kraft, anvendt i bøn, for at flytte bjerge. Tro er som et frø; den kan vokse. Desuden sagde Jesus dette i nærheden af Jerusalem, og i de sidste dage vil Olivenbjerget, en halv mile øst for Jerusalem, blive splittet i to, ifølge Zakarias 14:4.

Spørgsmål: Lovede Jesus i Markus 11:23 at give os absolut alt, hvad vi beder om i tro?

Svar: Gud giver os alt, hvad vi beder om, under forudsætning af følgende betingelser:

En ting: Gud kan ikke give en »ting«, der ikke er en ting, såsom en logisk modsigelse, f.eks. vand, der ikke er vådt, et bevægeligt objekt, der ikke kan flyttes, osv.

I tro: Gud vil ikke give os det, der bedes om i tvivl, som i Jakob 1:6-7, eller det, der bedes om, ikke i tro, men for at tilfredsstille vores lyster, ifølge Jakob 4:3. Vi skal bede i overensstemmelse med Guds vilje, som det står i 1. Johannesbrev 5:14. At bede i tro indebærer at forblive i Gud og at Gud forbliver i os, som det står i Johannes 15:7.

Hvis vi tilgiver: Markus 11,25 tilføjer betingelsen. Gode gaver: Forud for Markus 11,23 lærte Jesus, at Gud er en god fader, der giver os gode ting, ikke dårlige ting, jf. Matthæus 7,9-11 og Lukas 11,11-13. Derfor sker det nogle gange, at når en lydig troende beder i tro, siger Gud »nej« eller »vent«, som f.eks. i Jobs Bog; Filipperne 2:25; 2. Timoteus 4:20; og 2. Korinther 12:8-9.

Spørgsmål: I Markus 11,25-26: Hvis en ægte kristen ikke tilgiver, vil han eller hun så komme i helvede?

Svar: På en måde er dette et irrelevant spørgsmål, for en ægte kristen vil tilgive. Ingen sand kristen ville nogensinde nægte at tilgive nogen, for det ville vise, at vedkommende aldrig havde valgt at modtage Guds tilgivelse og dermed ikke var en sand kristen. Det er naturligvis meget vigtigt at tilgive alle.

Spørgsmål: Hvorfor svarede Jesus i Markus 11:29-33 ikke direkte på spørgsmålet om, hvilken myndighed han havde?

Svar: De havde sandsynligvis til hensigt at fange ham i en fælde. Hvis Jesus sagde, at han havde myndighed fra Gud til at ride ind i Jerusalem, drive pengevekslere ud og forbanne fikentræet, ville de anklage Jesus for blasfemi. Hvis Jesus sagde, at den kom fra mennesker, så var det ikke de romerske eller tempelmyndighederne. Men Jesus var ikke forpligtet til at besvare nogen spørgsmål. Selvom Jesus generelt besvarede de flestes spørgsmål, svarede han ikke direkte på spørgsmål fra dem, der ikke søgte hans svar, men kun forsøgte at fange ham i en fælde. Jesus kunne ganske enkelt have sagt: »Jeg har ikke brug for jeres myndighed, for jeg har Faderens myndighed, som de mange helbredelser, jeg udfører, beviser.« Men det kunne de faktisk allerede regne ud.

Spørgsmål: I Markus 11:29-33, hvornår bør vi ikke besvare en persons spørgsmål, selv når vi kender svaret?

Svar: Kort sagt, når de ikke ønsker at kende sandheden. Hvis de ikke kunne acceptere det, de allerede vidste om Johannes, så har de ikke brug for at høre sandheden om Jesus, for de ville alligevel afvise den.

Hvis de udelukkende spørger for at fange os i en fælde, bør vi være forsigtige med, hvad vi siger. Hvis de ikke forsøger at fange os i en fælde, men spørger af en anden grund end at de egentlig ikke ønsker at vide det, behøver vi ikke svare. Hvis nogen stiller dig et spørgsmål om Gud eller Bibelen, og du mistænker, at det måske er en »afledningsmanøvre«, der blot skal aflede opmærksomheden fra at skulle forholde sig til sandheden, kan du stille dem dette spørgsmål. Hvis jeg skulle besvare dette spørgsmål på en måde, der tilfredsstiller dig, ville det så bringe dig tættere på at acceptere Jesus som din personlige Herre og Frelser? Hvis deres svar er »nej«, så tillykke, du har netop afsløret en afledningsmanøvre. I så fald kan du spørge: »Hvad ville bringe dig tættere på at acceptere Jesus som din Herre og Frelser?«

Spørgsmål: Hvad er meningen med denne lignelse i Markus 12:1-9?

Svar: Gud gav jøderne landet, det forjættede land. Men de gav ikke Gud den lydighed, den udelte tilbedelse, tienden og ofrene, som Han havde befalet. Han sendte dem profeter, som de mishandlede og dræbte. Til sidst sendte Gud sin søn, Jesus, som de ville dræbe. Der er en vis lighed her med allegorien om Herrens vingård i Esajas 5,1-7.

Grunden til, at forpagterne sagde, at de ville blive ejere, skyldtes den jødiske lov. Hvis ejeren og hans arvinger blev dræbt, ville de, der besad jorden, være de første i rækken til at arve den i henhold til Mishnah Baba Bathra 3.3 og b Baba Bathra 54a.

Spørgsmål: Hvorfor forventes det i Markus 12:6, at forpagterne skal respektere jordherrens søn?

Svar: De ville stadig respektere sønnen, hvis

1. de havde nogen respekt for den rette autoritet, eller

2. de overholdt loven, eller

3. de havde fornuft nok til at indse, at det at gøre sønnen fortræd ville medføre sikker gengældelse, eller

4. en sund frygt for herrens soldater.

De ville kun dræbe sønnen, hvis deres grådighed efter vingården havde gjort dem fuldstændig blinde for fornuften. Det er forbløffende, men sandt, at mennesker kan være så grådige, at deres beslutninger får det til at se ud, som om de ønsker øjeblikkelige penge og nydelse endnu mere end at være i live den næste dag.

I dag er det interessant at se, hvordan nogle mennesker, der ellers ville træffe den bedste beslutning, træffer en tåbelig beslutning på grund af grådighed. Oftest er de ikke engang klar over, hvordan grådighed har forvrænget deres beslutningsevne – før langt senere.

Spørgsmål: Hvad er en hjørnesten i Markus 12,10 og Lukas 20,17?

Svar: En hjørnesten er den første sten, som fundamentet lægges på.

Spørgsmål: Hvorfor afviste folket/bygherrerne hjørnestenen i Markus 12:10-11 og Lukas 20:17-18?

Svar: De havde ingen respekt for hjørnestens funktion eller betydning. I sidste ende vil man enten være en del af det samme bygningsværk, som Kristus opfører, eller også vil man ikke. Der findes ingen mellemvej; man kan ikke være halvt en del af bygningsværket.

Spørgsmål: I Markus 12,13-17 og Lukas 20,21-25 svarede Jesus da ikke direkte på spørgsmålet om at betale skat?

Svar: Det gjorde Jesus faktisk. De forsøgte at fange ham i en fælde ved at spørge, om de skulle betale skat til kejseren eller ej. Hvis Jesus havde sagt »nej«, kunne han blive arresteret af romerne for at opfordre folk til ikke at betale skat. Hvis Jesus havde sagt »ja«, ville folkemængderne, der var imod det romerske herredømme, måske ikke være så venligt indstillet over for ham.

Denne skat havde været påkrævet siden år 6 e.Kr. Da den romerske skat gik til den romerske statskasse, nægtede zeloterne at betale den, fordi den anerkendte den romerske ret til at herske i Palæstina. Farisæerne havde indvendinger mod at betale den, men de gjorde det alligevel. Saddukæerne havde ingen indvendinger mod at betale den. De, der stillede spørgsmålet, ønskede altså blot at se, hvilken gruppe Jesus ville fremmedgøre.

Jesus besvarede spørgsmålet ved at sige, at vi skal give kejseren, hvad der tilhører kejseren, og Gud, hvad der tilhører Gud. Jesus specificerede ikke, hvilke ting der tilhørte kejseren (på det tidspunkt Tiberius), og de spurgte ham heller ikke om det.

Spørgsmål: Hvad ved vi kort sagt om saddukæerne, også kaldet herodianerne, i Markus 12:19, Lukas 20:27 og Apostlenes Gerninger 23:8?

Svar: Josefus siger, at saddukæerne, farisæerne og essæerne var de tre religiøse grupper i Judæa. Saddukæerne opstod tilsyneladende under Johannes Hyrkanos I (135–104 f.Kr.) og uddøde, da templet blev ødelagt i år 70 e.Kr. De blev kaldt herodianere på Jesu tid, fordi de støttede Herodes-dynastiet som konger i Judæa.

Ifølge Apostlenes Gerninger 23:8 benægtede saddukæerne ånder, engle og legemets opstandelse. De afviste hele Mishnaen, Talmud og andre farisæernes traditioner. Ifølge Josefus så de intet behov for at overholde noget, der ikke stod skrevet i Toraen, og ifølge de tidlige kirkeforfattere afviste de hele Det Gamle Testamente bortset fra Loven (Toraen). Hvad angår selve loven, skrev farisæerne eksempler på, hvordan de var uenige om mindre spørgsmål.

Spørgsmål: Hvilke bibelske og ikke-bibelske kilder har vi om saddukæerne i Markus 12:19 og Lukas 20:27?

Svar: Her er næsten alt, hvad vi ved om saddukæerne.

1. 1. og 2. Makkabæerbog giver en detaljeret beskrivelse af de ydre og indre stridigheder i den periode, hvor farisæerne og saddukæerne blev grundlagt.

2. Josefus omtaler saddukæerne i fem passager. Citaterne er hentet fra *Josefus: Samlede værker*.

Jødernes krige 2.8.2,14 (2a) (s. 476) »For der findes tre filosofiske sekter blandt jøderne. Tilhængerne af den første er farisæerne; af den anden er saddukæerne; og den tredje sekt, som foregiver at følge en strengere disciplin, kaldes essæerne.« [Essens er stavningen i bogen] (14f) [Essens er stavningen i bogen] »Men saddukæerne udgør den anden orden; de afviser skæbnen fuldstændigt og antager, at Gud ikke blander sig i, om vi gør eller undlader at gøre det onde; og de siger, at det at handle godt eller ondt er menneskets eget valg, og at det ene eller det andet tilkommer enhver, så de kan handle, som det behager dem. De afviser også troen på sjælens udødelighed samt straffe og belønninger i Hades. Desuden er farisæerne venlige over for hinanden og går ind for at fremme enighed og hensyn til det offentlige. Men saddukæernes opførsel over for hinanden er i en vis grad vild; og deres omgang med dem, der tilhører deres eget parti, er lige så barbarisk, som om de var fremmede for dem….” (Senere i *Antiquities of the Jews* 18.1.6 nævner Josefus en fjerde sekte, der ligner farisæerne, bortset fra at de kæmper for frihed. Han henviser til zeloterne.)

*Antiquities of the Jews* 13.5.9 I modsætning til saddukæerne var farisæerne tilbøjelige til ikke at være strenge i deres straffe.

*Antiquities of the Jews* 13.10.6 Dette er historisk set den første omtale af saddukæerne under Johannes Hyrkanos I’s styre som både konge og ypperstepræst (135–104 f.Kr.)

Jødernes oldtid 18.1.4 »Men saddukæernes lære er denne: At sjælen dør sammen med kroppen; og de lægger heller ikke vægt på at overholde andet end det, som loven [Toraen?] påbyder dem; for de anser det for en dyd at diskutere med de filosofilærere, som de omgås; men denne lære er kun accepteret af få, dog af dem, der stadig har den største anseelse; men de er næsten ude af stand til at handle på egen hånd; for når de bliver embedsmænd – hvilket de modvilligt og undertiden med tvang er nødsaget til – tilpasser de sig farisæernes opfattelser, fordi folket ellers ikke ville tåle dem.” (Josephus skrev *Antiquities of the Jews* 93–94 e.Kr.)

*Antiquities of the Jews* 20.227 [9.1] nævner kun én saddukæer, der var ypperstepræst. Hans navn var Hanan ben Hanan, og han beklædte embedet i kun tre måneder.

3. Mishnaen stiller saddukæernes lære op mod farisæernes i mindst ni passager. (De tidligste Mishnaer blev skrevet omkring år 200 e.Kr.) Disse er dog set fra farisæernes perspektiv, og vi har ingen skrifter fra saddukæerne selv. Forskellene er således set ud fra, hvad der var vigtigt for farisæerne – mindre detaljer om loven – og ikke nødvendigvis det, der var vigtigst for saddukæerne.

Baba Batra 115b – Når en mand døde uden levende sønner, sagde farisæerne, at kun et barnebarn og ikke en datter kunne arve, mens saddukæerne sagde, at både døtre og barnebørn kunne arve, hvis der ikke var nogen sønner.

Baba Kamma 84a – Ved anvendelsen af »øje for øje« accepterede farisæerne ofte i stedet en økonomisk erstatning, mens saddukæerne ikke ville.

Megillah Ta’anit 1 – Mens farisæerne ønskede, at ofrene skulle betales af statskassen, ønskede farisæernes modstandere, at udgifterne skulle dækkes af frivillige ofringer.

Megillah Ta’anit 4 – Det samme som Baba Kamma 84a.

Makkot 1:5-8 – Farisæerne ønskede, at alle falske vidner skulle henrettes, mens saddukæerne kun ville henrette et falsk vidne, hvis vedkommendes vidnesbyrd allerede havde ført til henrettelsen af den falsk anklagede.

Tosefta Parah kapitel 3 og Parah – Saddukæerne praktiserede ikke alle farisæernes renselsesritualer, men de var strengere med hensyn til den røde ko’s renhed.

Tosefta Sanhedrin 6:6 – Farisæerne ønskede, at alle falske vidner skulle henrettes, mens saddukæerne kun ville henrette et falsk vidne, hvis vedkommendes vidnesbyrd allerede havde ført til henrettelsen af den uretmæssigt anklagede.

Yadaim 4:7 – Saddukæerne lærte, at en ejer skulle være ansvarlig for den skade, en slave forvoldte, ligesom han er ansvarlig for den skade, hans dyr forvolder. Farisæerne lærte, at en slave skulle være lige så ansvarlig, så en utilfreds slave ikke ville bringe sin herre i vanskeligheder.

Y^e rushalmi Yevamot 1:6 – Leviratægteskabet gjaldt kun for en forlovet hustru, ikke for en, der faktisk var gift.

4. En rabbinsk tradition (Abot Rabbi Natan 5) siger, at Zadok, en discipel af Antigonus fra Soko, grundlagde saddukæerne.

5. Det Nye Testamente nævner saddukæerne i forbifarten.

Mattæus 3:7f – Johannes Døberen så både saddukæere og farisæere.

Ikke Mattæus 15:1 – Nogle farisæere og skriftkloge kom til Jesus. Da disse mennesker var bekymrede over, at Jesu disciple ikke vaskede hænder, var der sandsynligvis ingen saddukæere blandt dem.

Mattæus 16:1-6 – Både farisæerne og saddukæerne bad Jesus om et tegn fra himlen.

Mattæus 16:11-12 – Jesus siger, at man skal tage sig i agt for saddukæernes og farisæernes lære. Det er klart, at de lærte forskellige ting, fordi de var forskellige grupper, men Jesus gik ikke nærmere ind på nogen af gruppernes trosretninger i dette vers.

Mattæus 22:23-34; Markus 12:18-27; Lukas 20:27-39: Saddukæerne udspørger Jesus om opstandelsen. Ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 1501, viser Mishnaen i Y^erushalmi Yevamot 1:6, at da leviratægteskabet i saddukæernes øjne kun gælder for de forlovede, ville kvinden kun have været gift med den syvende mand.

Apostlenes Gerninger 4:1-2 – Farisæerne, præsterne og saddukæerne stod sammen i modstanden mod apostlene.

Apostlenes Gerninger 5:17-18 – Her fortælles det, at ypperstepræsten på dette tidspunkt var en saddukæer. (Josephus siger også, at ypperstepræsten Ananias den Yngre var en saddukæer.)

Apostlenes Gerninger 23:6-8 – Saddukæerne troede ikke på opstandelsen, engle eller ånder.

6. Den tidlige kirkes skrifter

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) »For jeg vælger at følge ikke mennesker eller menneskers læresætninger, men Gud og de læresætninger, som Han har [overleveret]. For hvis du er stødt på nogle, der kaldes kristne, men som ikke indrømmer denne [sandhed] og vover at bespotte Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; som siger, at der ikke er nogen opstandelse fra de døde, og at deres sjæle, når de dør, føres til himlen; så skal I ikke tro, at de er kristne, ligesom ingen, der tænker sig om, ville indrømme, at saddukæerne eller lignende sekter som genistaerne, meristaerne, galilæere, hellenister, farisæere, baptister, er jøder (hør ikke utålmodigt på mig, når jeg fortæller jer, hvad jeg mener), men [kun] kaldes jøder og Abrahams børn, idet de tilbeder Gud med læberne, som Gud selv har erklæret, men deres hjerte er langt fra Ham. Men jeg og andre, som er retænkende kristne på alle punkter, er overbevist om, at der vil finde en opstandelse af de døde sted og et tusindårigt rige i Jerusalem, som da vil blive bygget, udsmykket og udvidet, [som] profeterne Ezekiel og Esajas og andre forkynder.” Dialog med Trypho, en jøde, kap. 80, s. 239

Tatians *Diatessaron* (ca. 172 e.Kr.), afsnit 34, s. 96, nævner alle menneskers opstandelse, da Jesus irettesætter saddukæerne.

Hegesippus (170–180 e.Kr.) nævner elleve falske kristne grupper blandt folket: fra Simon, Kleobius, Doritheus, Gorthaeus, Masbothaeus, Menander, Marcion, Carpocrates, valentinianerne, basilidianerne og saturnilianerne. (bind 8, s. 764). Han nævner de jødiske sekter essæerne, galilæerne, hemerobaptisterne, masbothæerne, samaritanerne, saddukæerne og farisæerne i *Om sin rejse til Rom* og *De jødiske sekter*, bind 8, s. 765.

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.): »For vores Herre og Mester gav i det svar, han gav til saddukæerne, som siger, at der ikke er nogen opstandelse, og som vanærer Gud og svækker lovens anseelse,« Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 5.2, s. 466-467

Tertullian (198–220 e.Kr.) sammenligner i *Om kødets opstandelse*, kapitel 2, de kristne kættere, der benægter den fysiske opstandelse, med de saddukæere, som Jesus måtte kæmpe imod.

Tertullian (198–220 e.Kr.): »Saddukæerne, som sagde, at der ikke var nogen opstandelse, havde i en diskussion om dette emne forelagt Herren en lovsag vedrørende en bestemt kvinde, som i overensstemmelse med den lovmæssige forskrift havde været gift med syv brødre, der var døde den ene efter den anden.« »Fem bøger mod Marcion«, bog 4, kap. 38, s. 413. Tertullian skrev også andre steder om saddukæerne.

Hippolytus (222-235/6 e.Kr.) har i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 9, kapitel 22, s. 136-137, et helt kapitel om saddukæerne. Som Josefus siger, hævder de, at Gud ikke blander sig i jordiske anliggender. De benægter kødets opstandelse og siger, at sjælen ikke fortsætter med at eksistere efter døden. Han giver også andre detaljer, som findes hos Josefus. Ud over Josefus siger Hippolytus også, at de er særligt stærke i Samaria. »De skænker dog ikke profeterne nogen opmærksomhed, men heller ikke andre vismænd, bortset fra udelukkende Moseloven, hvorom de dog ikke fremsætter nogen fortolkninger.«

Origenes (225-254 e.Kr.) »Jøderne havde forskellige meninger, nogle falske, såsom saddukæernes opfattelse af de dødes opstandelse, at de ikke opstår, og med hensyn til engle, at de ikke eksisterer, men at det, der var skrevet om dem, kun skulle fortolkes billedligt og ikke havde nogen virkelighed i virkeligheden;« Kommentar til Matthæus kapitel 20, s. 427. Origenes siger også, at samaritanerne og saddukæerne kun anerkender Mosebøgerne, i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 1. Origenes skrev også andre steder om saddukæerne.

Methodius (270–311/312 e.Kr.): »Bemærk derfor, at det netop er disse ting, som Herren ønskede at lære saddukæerne, som ikke troede på kødets opstandelse. For dette var saddukæernes opfattelse. Derfor udtænkte de lignelsen om kvinden og de syv brødre, for at de kunne så tvivl om kødets opstandelse,” *Diskurs om opstandelsen*, kap. 12, s. 367. Methodius skrev også andre steder om saddukæerne.

Arnobius (297–303 e.Kr.) »Og lad ingen her fremføre jødiske fabler og saddukæernes fabler imod os, som om også vi tillægger Guddommen skikkelser; for dette siges at blive lært i deres skrifter og fremført som med sikkerhed og autoritet.« Arnobius, *Mod hedningerne*, bog 3, kap. 12, s. 467

Efter Nicæa

Athanasius (326–373 e.Kr.) »Og hvad betyder loven for saddukæerne, hvis de ikke anerkender profeterne?« Til biskopperne i Egypten, kap. 4, s. 224

Epiphanius af Salamis (390 e.Kr.) hævder i *Heresies* 1,14, at udtrykket »saddukæerne« stammer fra det hebraiske ord *sadiq*, der betyder »retfærdig«. Imidlertid siger Wycliffe Bible Dictionary, s. 1500, at der er et problem med at forklare, hvordan vokalen skifter fra i (carot) i sadiq til u (carot) i seduqim.

Hieronymus sagde tilsyneladende også, at saddukæerne kun overholdt Toraen, ifølge *The New International Dictionary of the Bible*, s. 884-885.

Falske og kætterske skrifter

I »Ebionite Recognitions of Clement« (ca. 211–250 e.Kr.), bog 2, kap. 54, s. 91 (underforstået), tages der afstand fra saddukæerne, fordi de benægtede de dødes opstandelse.

Pseudo-Hippolytus: »Og derfor har de [jøderne] ikke længere nogen konge eller ypperstepræst eller profet, ej heller skriftkloge, farisæere og saddukæere blandt sig. Han siger dog ikke, at de skal udryddes;« Om Salme 59, s. 202

Se det næste spørgsmål for yderligere diskussion herom.

Spørgsmål: I Markus 12:19 og Lukas 20:27: Afviste saddukæerne fuldstændigt hele Det Gamle Testamente bortset fra Toraen, accepterede de resten af Det Gamle Testamente, men med mindre autoritet, eller accepterede de alt, ligesom farisæerne gjorde?

Svar: Her er beviset. De tidlige kirkeforfattere Hippolytus, Tertullian, Origenes og Hieronymus sagde, at saddukæerne kun troede på Toraen. Imidlertid siger *The New International Dictionary of the Bible*, s. 884-885, at de tog fejl, fordi

1) Josefus nævner ikke dette

2) I Talmud bruger saddukæerne argumenter fra andre bøger i Det Gamle Testamente,

3) De ville sandsynligvis ikke have fået adgang til Sanhedrin, hvis de ikke havde betragtet de andre bøger som kanoniske.

Der er dog tre punkter, der taler imod denne opfattelse:

1r) Josefus skrev om saddukæerne: »… og de anser heller ikke overholdelsen af noget andet end det, som loven foreskriver …« i *Antiquities of the Jews* 18.1.4. (ca. 93–94 e.Kr.)

2r) Desuden kan det være, at selvom saddukæerne ikke fuldstændigt afviste resten af Det Gamle Testamente, så betragtede de måske blot de øvrige bøger i Det Gamle Testamente som mindre autoritative. Dette svarer til nogle kristnes opfattelse af de apokryfe skrifter som gudfrygtige tekster, der hører hjemme i Skriften, men som har mindre autoritet end resten af Det Gamle Testamente. Måske lod saddukæerne spørgsmålet om, hvor autoritative de bøger, der ikke hører til Toraen, egentlig var, stå åbent.

3r) Ifølge Josefus var Ananias (den yngre) en saddukæer, der blev udnævnt til ypperstepræst af romerne. Det ville underminere Sanhedrins autoritet, hvis de udelukkede ypperstepræsten. Desuden skriver Josefus i »Jødernes oldtidshistorie« 18.1.4, at når saddukæerne blev embedsmænd, fulgte de farisæernes anvisninger, fordi folket ellers ikke kunne udholde dem. Det svarer til i dag, hvor mange liberale »kristne« præster, som selv benægter, at Jesus døde for at sone vores synder, stadig fejrer nadveren hver måned og gentager ordene »Dette er mit blod, der udgydes til syndernes forladelse«, selvom de sagde, at de personligt ikke troede på det, for ellers ville menighedsmedlemmerne ikke acceptere dem som præster.

Hvor fik de tidlige kirkeskribenter deres oplysninger fra? Da saddukæerne uddøde omkring år 70 e.Kr., fik de dem ikke fra saddukæerne selv. Måske fik de oplysningerne fra mange tidlige skrifter, som vi ikke har i dag. For eksempel skrev Papias, en discipel af apostlen Johannes og den første præmillennialist uden for Bibelen, en række bind, som er gået tabt.

Selvom der derfor ikke er noget, der beviser, at de tidlige kirkeskribenter tog fejl, er der argumenter fra begge sider om, hvorvidt saddukæerne direkte afviste resten af Det Gamle Testamente, eller om de blot anså disse bøger for at have mindre autoritet.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Markus 12:24 til saddukæerne, at de hverken kendte Skrifterne eller Guds kraft?

Svar: Jesus havde ret både i en generel forstand og i en specifik forstand, som han kunne påvise for dem.

Generelt: Saddukæerne troede ikke på et liv efter døden eller opstandelse. Ifølge de tidlige kirkeforfattere accepterede saddukæerne ikke Det Gamle Testamente som Skriften, bortset fra de første fem bøger i Loven. Se det foregående spørgsmål for mere information.

Konkret: Som Jesus viste, troede de ikke rigtig på det, de accepterede som Skriften (Torahen), nemlig at Gud stadig var Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Markus 12:34 at være ikke langt fra Guds rige?

Svar: Det betyder ikke, at man kan blive delvist frelst, og det garanterede ikke, at manden ville blive frelst. Jesus mente, at manden var meget tæt på at komme til tro på Jesus.

Spørgsmål: Hvordan sammenfatter disse bud i Markus 12:29-31 hele loven?

Svar: De fokuserer på to aspekter: at vise den højeste kærlighed og ære til Gud og at elske vores næste som os selv. I modsætning til Jesus glemte nogle det første aspekt. En ikke-jøde sagde til den berømte jødiske rabbiner Hillel, at han ville konvertere til jødedommen, men kun hvis Hillel ville lære ham hele loven, mens han stod på ét ben. Hillel svarede: »Hvad du hader for dig selv, skal du ikke gøre mod din næste; dette er hele loven, resten er kommentarer; gå og lær« i Ben Shabbath 31a.

Spørgsmål: I Mk 12,30, da Jesus henviste til 5 Mos 6,4 om at elske Gud, hvorfor tilføjede Jesus da et fjerde aspekt, nemlig »tankerne«?

Svar: To supplerende svar.

1. Mens det hebraiske udtryk »sjæl« omfattede hele et menneskes liv, inklusive sindet, nævnte Jesus, som her talte aramæisk og/eller græsk, sindet eksplicit for at indfange sjælens fulde betydning.

2. Desuden fik de troende med Jesu komme en langt mere fuldstændig forståelse af Gud, end de havde haft i Det Gamle Testamente, som det fremgår af Mattæus 13:10-16; Markus 4:11 og Lukas 8:10. For mere om det åbenbarede mysterium om Kristus, se Efeserbrevet 3:4-6,9; 6:19; Kolossenserbrevet 1:26-27; 2:2; 4:3; Romerbrevet 16:25-26; 1. Petersbrev 1:10-12. Se også diskussionen om 5. Mosebog 6:4.

Spørgsmål: Bør vi i Markus 12:30 forsøge at omgå fornuften for at være åndelige, som nogle Word-Faith-lærere antyder?

A: Slet ikke. Troen rækker ud over fornuften, men strider ikke imod den. I Markus 12:30 står der, at vi også skal elske Gud af hele vores forstand. Spørgsmålet her er: Hvis Guds ord siger én ting, og vi med vores forstand drager en anden konklusion, skal vi så først tro på Guds ord eller på vores egen fornuft? Logisk fornuft er ikke vores herre, og den skal heller ikke kastes bort som værdiløs, men den er en gave, der skal bruges som redskaber til at tjene Gud i kærlighed. Desuden bruger Gud ikke blot vores naturlige fornuft, men Han kan forvandle den ved fornyelsen af vores sind, som det står i 1. Korintherbrev 2:12. Men denne forvandling sker ikke nødvendigvis af sig selv. Romerbrevet 12:2 påbyder os at »lade os forvandle ved fornyelsen af vores sind«. Så vi har et ansvar for noget, vi ikke selv kan udføre. Det, vi ikke selv kan gøre, får vi udført ved at bede Gud om at virke gennem os, dvs. du skal bede Gud om at udføre forvandlingen. Vil du takke Ham for det helliggørende arbejde, Han allerede har udført, og bede Ham om at gøre dig mere modtagelig for Hans forvandling af dit sind, hjerte, sjæl og styrke?

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved, at de ikke stiller Jesus flere spørgsmål i Markus 12:34?

Svar: Markus 11,28 begynder med, at præsterne, de skriftkloge og de ældste spørger, med hvilken myndighed Jesus gjorde disse ting. Jesus nægtede i første omgang direkte at besvare deres spørgsmål. Men gennem sine svar på andre spørgsmål og ved, at Jesus til sidst stillede sit eget spørgsmål, som de ikke kunne besvare, viste han indirekte, at han havde myndigheden. Derefter stillede de ikke længere Jesus spørgsmålet »med hvilken myndighed…« eller noget andet spørgsmål.

Spørgsmål: Hvad fortæller Markus 12:42 os om Markus’ tilhørere?

Svar: Leptonet (lepton på græsk) var en græsk mønt, som grækerne kendte godt. To af dem udgjorde 1/64 af en denar, en dagsløn. Det faktum, at Markus føler, at han er nødt til at forklare, hvad det er, og at han forklarer det ved hjælp af en romersk mønt, quadrans, tyder på, at Markus oprindeligt skrev til et romersk publikum.

Spørgsmål: I Markus 12:42-44, hvor de skriftkloge udplyndrede enkenes huse, hvorfor forhindrede Jesus så ikke enken i at lægge sine to cent i offerkassen?

Svar: Enken blev rost for sin gavmildhed og tro i forbindelse med hendes gave. Tempelskriverne blev irettesat, ikke blot fordi de ikke gav til de fattige, men fordi de endda med magt tog fra de fattige. Lovlærere måtte ikke modtage betaling for deres tjenester, men de kunne modtage gaver, ifølge Aboth 1,13 og Bekhoroth 4,6.

Spørgsmål: Hvad var det, der var så imponerende ved templet i Markus 13:1-2?

Svar: Både dets størrelse og dets lange levetid, idet det blev genopbygget efter at være blevet ødelagt og genindviet efter at være blevet vanhelliget.

Templet var et arkitektonisk vidunder; det dækkede omkring en sjettedel af Jerusalems samlede areal. Det var bygget af store hvide sten med indlagt guld. Det tog mange år at opføre; det stod først fuldt færdigt i år 64 e.Kr. Selvom det var et stort bygningsværk, var det ikke så stort som andre antikke vidundere, såsom Babylons hængende haver eller pyramiderne i Egypten.

Antiochus Epiphanes ofrede en gris på alteret ifølge 1 Makkabæerbog 1:41-64 og Josefus’ *Antiquities of the Jews*, bog 12, kap. 5.4. Se også Josefus’ *The Jewish War*, bog 5, kap. 184-226, og *Antiquities of the Jews*, bog 15, kap. 380-425 (xi) for yderligere oplysninger.

Jødiske fanatikere vanhelligede templet i årene 67-68 e.Kr.

I år 70 e.Kr. beordrede den romerske general Titus sine tropper til at bevare templet, men de brændte det alligevel ned.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Markus 13:1-2 se, hvornår en imponerende organisation eller institution er ubrugelig for Gud?

Svar: Hvis den blev oprettet med onde hensigter, er det én ting, men den kan også oprindeligt være blevet skabt med gudfrygtige formål, som senere blev kapret. At se på, hvor imponerende noget fremstår, er at fokusere på det forkerte. Se på dens nuværende frugt: kommer folk til Kristus og vokser i Kristus gennem arbejdet? Hvis ikke, er den – uanset sin tidligere herlighed – ikke længere imponerende i Guds øjne.

Spørgsmål: Hvorfor insisterede Jesus så meget på, at de skulle holde vagt, i Markus 13,34-37?

Svar: Selvom nogle mennesker gik glip af den første komme, er sammenhængen her en tale, der udelukkende er rettet til disciplene om den anden komme. De skulle ikke begynde at holde vagt på et bestemt tidspunkt, for Jesus havde netop sagt, at ingen ville kende timen. De skulle snarere altid holde vagt. At holde vagt betyder her at leve et helligt liv og holde sig tæt på Gud. Det betyder også at forblive trofast under forfølgelse. Ifølge Mishnah Makkoth 3,10-14 (The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 168) blev kristne stemplet som kættere og pisket med 39 piskeslag af jøderne.

Spørgsmål: Hvorfor foretrak Jesus i Markus 14:4-8, at den dyre salve blev hældt ud over ham i stedet for at blive givet til de fattige?

Svar: Jesus lærte i Markus 12:29-31, at det største bud er at elske Herren din Gud, og at det næststørste bud er at elske din næste som dig selv – ikke omvendt. Kristne kunne hjælpe de fattige hele tiden, men de kunne kun tjene Jesus på denne måde, mens han var på jorden.

Spørgsmål: I Markus 14:4-8 mente nogle, at dette offer på et års løn blot var spild af penge. Hvad ville du sige til mennesker i dag, der mener, at det er spild at give år af sit liv og sine penge til Herren?

Svar: Nard var en dyr parfume, der stammede fra en sjælden plante i Indien. Den opbevaredes normalt i en helt lukket krukke. Halsen blev brudt af, og hele indholdet blev brugt.

Da Judas så dette enorme »spild« (efter hans mening), kan det have været en udløsende faktor for, at han gik til præsterne for at forråde Jesus. Selvom der ikke er noget forsvar for Judas, kan vi i det mindste forstå hans synspunkt. Det ville se ud som et stort spild, hvis hele verden drejede sig om penge. Forhåbentlig har du dog bedre dømmekraft end Judas.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Markus 14,4-8 nogle gange være en hindring for at gøre det bedste, når man gør gode ting?

Svar: Vi gør mange gode ting, men vi er ikke på jorden blot for at gøre gode ting. Vi er her på jorden nu for at tjene og ære Gud her. Vi gør ikke bare hvilke som helst gode ting, men de bedste gode ting, vi kan gøre for Herren.

Spørgsmål: Hvorfor ville det i Markus 14:21 have været bedre for Judas, hvis han aldrig var blevet født?

Svar: Det ville have været bedre for Judas aldrig at have eksisteret end at gøre det, han gjorde, og modtage den retfærdige straf for det. I bogen *When Cultists Ask*, s. 139-140, står der, at nogle sekterister bruger dette vers til at hævde, at helvede sammenlignes med tiden før fødslen, og at helvede derfor er ikke-eksistens. Men da Jesus sagde, at Judas’ straf var værre end aldrig at være blevet født, er helvede ikke udslettelse.

Spørgsmål: I Markus 14:21 kender vi ikke den primære årsag til, at Judas besluttede at forråde Jesus. Når en person vender ryggen til en anden, hvad er så forskellen på, om det sker af grådighed, jalousi eller skuffelse?

Svar: Nogle forråder af grådighed; for fordelen ved at tro, at de kan få alt, hvad de kan. De havde intet imod den person, de hader ved at forråde. Ofret er for dem blot et objekt, der kan udnyttes.

Men i andre tilfælde kan det være personligt. På grund af deres skuffelse over det, de ser som en håbløs situation, vil de måske forråde personen eller i det mindste opnå en fordel for at få kompensation for den spildte tid, de har brugt på at tro på vedkommende.

Da vi ikke kender Judas’ motiver, kan det være begge de ovennævnte. Judas var det eneste medlem af de tolv, der ikke var fra Galilæa. Han var aldrig en del af den indre kreds bestående af Peter, Jakob og Johannes.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved ordet »pagt« her i Markus 14,24?

Svar: Det græske sprog har to forskellige ord for pagt.

Det græske ord syntheke betyder en aftale, der er forhandlet på plads mellem to parter.

Det græske ord diatheke betyder et forslag fra kun den ene part, som den anden part kun kan acceptere eller afvise. Det er det sidste ord, der bruges her.

Spørgsmål: Viser Markus 14:24, at Kristus døde for alle mennesker?

A: Ja. Selv Jean Calvin siger, at »mange« betyder »hele menneskeheden«. Her er, hvad Jean Calvin sagde i »Calvins kommentarer«, bind 3, s. 138–139: »Markus 14:24. Dette er mit blod. Jeg har allerede påpeget, når det siges, at blodet udgydes (som i Matthæus) til syndernes forladelse, hvordan disse ord henleder vores opmærksomhed på Kristi dødsoffer, og at det er umuligt at fejre nadveren på behørig vis, hvis man ser bort fra denne tanke. På ingen anden måde kan trofaste sjæle finde tilfredsstillelse, hvis de ikke kan tro, at Gud er tilfreds med dem. Ordet »mange« betyder ikke blot en del af verden, men hele menneskeheden: han stiller »mange« over for »én«, som for at sige, at han ikke ville være én mands Forløser, men ville gå i døden for at befri mange fra deres forbandede skyld.« (Kursiv i den originale engelske oversættelse.) Bemærk, at Calvin siger: »mange betyder ikke blot en del af verden, men hele menneskeheden:«

Spørgsmål: Hvordan ville disciplene i Markus 14,27 blive forargede over Jesus, fordi han ikke forsvarede sig selv?

Svar: Deres tro ville blive knust, da Jesus med al sin magt frivilligt underkastede sig tilfangetagelse, mishandling og død. Man ville forvente, at en mægtig Messias ville forsvare sig selv og besejre romerne, ikke overgive sig til dem.

Spørgsmål: Markus 14:27-31: Hvis en troende har syndet groft og vanæret Jesus, især foran andre, hvordan kan vedkommende så vende tilbage?

Svar: En troende, der er faldet i synd, kan omvende sig og vende tilbage. Gud vil tilgive vedkommende. Som kristne bør vi også tilgive vedkommende, men vedkommende må forstå, at det kan tage tid at genopbygge tilliden. Den angrende troende bør bekende sin synd over for Gud, men vedkommende bør også bekende den over for dem, der tidligere kendte til synden. Vedkommende bør undskylde, yde erstatning, hvis det er relevant, og love ikke at gøre det igen. Afhængigt af, hvor vanedannende synden er, kan vedkommende bede nogle kristne venner om at »gå ved sin side« og holde vedkommende ansvarlig, så han eller hun ikke falder tilbage i synden igen.

Spørgsmål: Skildrer Markus 14,42-52 en Jesus, der var prisgivet deres vilje, i modsætning til de andre evangelier, der skildrer Jesus som den, der har kontrollen, som nogle liberale hævder?

Svar: Tja, der står jo, at da Jesus bad, var han i så stor kval, at han svedte bloddråber. Åh, vent, det stod kun i Lukas 22,44, ikke i Markus. Det er ret »kortsigtet« af liberale kritikere at sige dette om Markus, da Matthæus 26,36-46 og Lukas 22,40-46 også fortæller om Jesus i Getsemane Have. Johannes fortæller ofte om andre ting, der ikke står i de første tre evangelier; det ser ud til, at Johannes bevidst har udeladt mange ting, som de tre andre evangelier allerede havde nævnt.

Siden oldtiden har kristne erkendt, at Matthæus fremhævede Jesus som den lovede konge, der opfyldte Det Gamle Testamentes profetier. Markus fremhævede Jesus som den lidende tjener og Jesu handlinger. Lukas fremhævede Jesus som et menneske, og Lukas skrev mest om Jesu barndom. Johannes fremhævede Jesus som Gud, og hans evangelium blev sandsynligvis skrevet under forudsætning af, at læseren havde læst de andre evangelier.

På den anden side viser Markus, at Jesus også har kontrollen. I Getsemane-haven vidste Jesus, hvad der ventede, og han havde mulighed for at flygte ud af haven. Men Jesus valgte bevidst at omfavne Faderens vilje, ikke uden at være usikker på konsekvenserne, men i fuld bevidsthed om dem.

Spørgsmål: Hvem var den »afmaskerede mand« i Markus 14,51-52, der flygtede uden sit tøj?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, siger traditionen, at det var Johannes Markus, forfatteren af Markusevangeliet. Den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible, s. 905, siger det samme og tilføjer spekulationen om, at »evangelisten ikke kunne modstå at nævne sin tilstedeværelse på et afgørende punkt i historien om Jesus.«

Spørgsmål: Hvordan overtrådte Sanhedrin den jødiske lov i Markus 14:53-55?

Svar: De overtrådte deres eget retssystem mindst fem gange.

1) De måtte ikke afholde retssager om natten

2) Det var dommerens ansvar at stå på den anklagedes side.

3) De havde ikke to bekræftende vidner mod Jesus.

4) Ifølge jødisk lov kunne man ikke dømmes på grundlag af sit eget vidnesbyrd.

5) De skulle have ventet 24 timer, før de kunne dømme nogen skyldig.

(fra en prædiken af Tim Hawks i Hill Country Bible Church i Cedar Park, Texas, den 24. oktober 1997)

Spørgsmål: Sagde Jesus i Markus 14:62 faktisk, at han var Messias?

Svar: Ja. Forestil dig, hvordan de stædige præster havde det, da Jesus citerede Daniel 7,13-14 om sig selv, der kommer på himmelens skyer. Deres reaktion, hvor de fornærmede ham og krævede hans død i Markus 14,63-65, var dråben, der fik bægeret til at flyde over i det jødiske religiøse etablissements afvisning af Jesus. Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 450-451, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: I Markus 14:62 – da Jesus jo ville sidde ved Gud Faderens højre hånd – hvordan kunne han så komme, hvilket jo indebærer bevægelse?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

”At sidde ved højre hånd” er ikke altid blot en fysisk placering, men en æresposition.

På forskellige tidspunkter kan Jesus sidde, stå og bevæge sig.

Selvfølgelig kan man både sidde og være på vej, hvis man rider på en hvid hest, som Jesus vil gøre i Åbenbaringen 19:11.

Spørgsmål: I Markus 14:62 sagde Jesus til ypperstepræsten, at han ville se Menneskesønnen komme med himlens skyer. Men hvis ypperstepræsten døde, før Jesus vendte tilbage, ville det gøre Jesu svar ugyldigt. Derfor siger Jesus i Lukas: »Det er jeg, og fra nu af vil Menneskesønnen sidde ved Guds magts højre hånd« (Lukas 22:69). Jesus, Interrupted, s. 51

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Af en eller anden grund ønskede Ehrman ikke at nævne Mattæus 26:64, hvor der står »I« (flertal), altså ikke kun ypperstepræsten. Det er dog et irrelevant spørgsmål, da hele Sanhedrin døde, før Jesus vendte tilbage.

Svaret: Ehrman fremfører to indvendinger i én. Den første indvending er, at ypperstepræsten (og faktisk hele Sanhedrin) døde, før Jesus vendte tilbage. Svaret på det er, at hele Sanhedrin, inklusive ypperstepræsten, vil se Jesus komme. Åbenbaringen 1:7 lover, at hvert øje vil se Jesus, når han vender tilbage, ja, specifikt også dem, der gennemborede ham. De, der er døde i afvisning af Jesus, vil ikke undslippe at møde ham igen.

Den anden indvending er, at Lukas, der blev skrevet efter Markus, tilsyneladende skifter fra »du (ental) vil se« til blot at fastslå, at Jesus ville vende tilbage. Hovedpointen i hans argument svækkes af en tekstvariant. Klemens af Alexandria (193-202 e.Kr.) citerer Markus 14:62 med »I« (flertal) i *Stromata*, bog 6, kap. 52, i *Ante-Nicene Fathers*, bind 2, s. 574. Vi ved, at det er Markus og ikke et andet evangelium, som Klemens citerer, fordi han udtrykkeligt fortæller os, at det er Markus.

Spørgsmål: Hvorfor bad nogle af tilhørerne i Markus 14:65 Jesus om at profetere, hvem der havde slået ham her?

Svar: De romerske soldater havde en grusom leg, de spillede med fanger, kaldet »tre-næver«. Tre soldater satte hver en knytnæve under fangenes hage. En af soldaterne slog fangen og slog ham bevidstløs. Når fangen kom til bevidsthed igen, spurgte de, hvilken soldat der havde slået ham. Hvis fangen gættede forkert, vandt den soldat, der havde slået ham (og personen tabte væddemålet). Hvis fangen gættede rigtigt, tabte den soldat, der havde slået ham, væddemålet. Det ser ud til, at fangen i alle tilfælde også var taberen.

Spørgsmål: Hvilken slags kærlighed kan i Markus 14,66-68 modstå »frygtens prøve«?

Svar: Peter var modig, og han holdt aldrig op med at elske Jesus, men hans kærlighed bestod her ikke frygtens prøve. Men ved slutningen af Peters liv blev han korsfæstet med hovedet nedad, og da bestod Peters kærlighed frygtens prøve.

Indtil Peter begyndte at tale, afslørede hans galilæiske accent ham ikke. Medmindre han var den første til at tale, må tjenestepigen på et tidspunkt have været tæt nok på Jesus og Peter til at kunne genkende Peter. Peter troede, at han kunne holde sig temmelig tæt på Jesus uden at blive opdaget. Da han fandt ud af, at de kunne afsløre, hvem han var, måtte han beslutte, hvad han skulle gøre. Nogle gange kan vi gøre noget modigt for Kristus, idet vi regner med, at vi sandsynligvis ikke vil lide under det. Men når vi bliver opdaget, hvad gør vi så?

I dette stressende øjeblik satte Peter sin egen sikkerhed højere end alt andet, herunder at fornægte Kristus. Det, Peter burde have gjort, var at gå hurtigt sin vej og overlade det til Gud, om de ville fange ham eller ej.

Spørgsmål: I Markus 15,1-20 afviser både Sanhedrin og romerne Jesus som Messias, men af meget forskellige grunde. Hvilke forskellige grunde har mennesker i dag til at afvise Jesus som deres Messias?

Svar: På Jesu tid mente mange, at Jesu påstande var falske, fordi Jesus ikke levede op til deres forventninger til en politisk Messias. I dag mener nogle, at hvis Gud holdt øje med os, ville der ikke være sult, lidelse eller død. Gud lever ikke op til deres forventninger.

For romerne blev Jesu påstand fejlagtigt opfattet som forræderi mod det, de allerede havde svoret troskab til. Jesus passede simpelthen ikke ind i det, de havde valgt at følge, og de havde hverken lyst eller mod til at ændre sig.

Nogle afviser Jesus af intellektuelle grunde, men de udgør et lille antal – og et endnu mindre antal end dem, der hævder at afvise Jesus af intellektuelle grunde. Ofte afviser folk ham af følelsesmæssige grunde eller af bevidste grunde, når de indser, hvad de ville være nødt til at give afkald på eller ændre for at følge Jesus, og det ønsker de ikke at gøre. Nogle gange, når folk fremfører intellektuelle indvendinger mod at blive kristen, er det i deres øjne virkelig en legitim grund. Andre gange er det blot et røgslør, så de ikke føler sig skyldige over ikke at tage Kristi påstande i betragtning.

Jesus nægtede at indgå i en debat, hvor retfærdighed ikke kan realiseres.

Spørgsmål: Hvad er det ironiske ved, at folket i Markus 15,8-11 valgte Barabbas frem for Jesus?

Svar: Pilatus troede sandsynligvis, at det var indlysende, at de ville vælge Jesus frem for en kendt røver. Jøderne anklagede Jesus foran romerne for at lede et oprør, mens mange jøder var skuffede over Jesus, fordi han IKKE ledte et oprør. Mens jøderne og romerne sagde, at Jesus måtte dø for forræderi, var det Barabbas, der faktisk begik forræderi. Da folket afviste deres retmæssige konge, Jesus, til fordel for en voldelig oprører, gjorde de selv voldsomt oprør 40 år senere i år 70 e.Kr., og romerne ødelagde Jerusalem.

Dokumentet Papyrus Florentinus 61.59ff fortæller, at den romerske guvernør i Egypten, G. Septimus Vegetus, sagde til en anklaget fange ved navn Phibion: »Du har fortjent piskning, men jeg vil overgive dig til folket« (citeret i Taylor, s. 580).

Barabbas’ fulde navn var Jesus bar-Abbas, hvilket betyder Jesus, søn af Abbas, og Abbas er både et personnavn og betegnelsen for far. Begge hed Jesus. Barabbas ønskede som oprører også at befri sit folk, men med menneskelige og voldelige midler. Faderens pseudosøn blev løsladt, og Faderens sande Søn blev korsfæstet.

Spørgsmål: Hvorfor var Markus i Markus 15,14 tilsyneladende så ivrig efter at lægge skylden på jøderne, som en liberal hævdede?

Svar: For det første har arkæologer fundet den gårdsplads, hvor de mener, at folkemængden befandt sig, og den kunne ikke have rummet mere end omkring 400 mennesker. Folkemængden her bestod altså ikke af alle indbyggere og besøgende i Jerusalem, men snarere af en meget lille undergruppe, som præsterne havde udvalgt.

Judas, de jødiske ledere, det jødiske folk, romerne og endda det faktum, at Jesus ikke flygtede, spillede alle en rolle i det, der var Guds forudbestemte vilje (ApG 2,23). Her er en oversigt over hver enkeltes rolle. Som du kan se, er Markus ikke mere kritisk over for det jødiske folk end de andre evangelieskrivere.

Judas: Matthæus 26:14-16, 49-50; Markus 14:17-21, 42, 44-45; Lukas 22:3-6, 47-48; Johannes 13:18, 21, 27; 18:2

De jødiske ledere: Matthæus 26:57-58; 27:20; Markus 14:43, 46, 53-65; 15:1, 3, 10-11, 31; Lukas 22:2, 52; 22:66-23:2; Johannes 18:3, 12-14, 19-24, 30

Det jødiske folk: Matthæus 27:20-23,25; Markus 15:11-15; Lukas 23:18,21,23

Romerne: Matthæus 27:11-31; Markus 15:15-20; 15:24; Lukas 23:24; Johannes 18:33-19:3; 19:16

Jesus flygtede ikke: Mattæus 26:39-46,53-54; Markus 14:35-42; Lukas 22:39-46; Johannes 18:4-11

Spørgsmål: Hvad var betydningen af, at Jesus blev klædt i purpur i Markus 15:17?

Svar: Purpurfarvet stof var dyrt, da det blev farvet af murex-muslingeskaller. I det romerske imperium var det kun kejseren og hans familie, der måtte bære purpur, selvom kejseren som en gunst kunne give sit gamle tøj til andre. Den purpurfarvede kappe var en hån mod det faktum, at Jesus hævdede at være en konge.

Spørgsmål: I Markus 15:31 blev Jesus hånet for at hævde, at han kunne frelse andre, mens han ikke frelste sig selv. Hvordan kan man nogle gange være nødt til at give afkald på at frelse sig selv for at frelse andre?

Svar: Selvom vi ikke behøver at løbe unødvendige risici, er vi nogle gange nødt til at gøre ting, der indebærer en risiko, for andres sikkerhed og for at bringe evangeliet ud til andre. Sikkerhed er godt, men hvis vi værdsætter vores sikkerhed højere end at gøre Guds vilje, kan selv sikkerheden blive en afgud.

Spørgsmål: I Markus 15:31-32, hvor effektiv en taktik er det for Satan at få nogen til at blive hånet for at adlyde Gud?

Svar: Det kan være effektivt, afhængigt af personen. Hvis en person værdsætter ros fra mennesker højere end ros fra Gud, kan det få vedkommende til at standse op. Vedkommende kan endda retfærdiggøre det ved at tænke: »Hvis jeg bevarer min popularitet, vil folk lytte mere til mig og dermed også til mit vidnesbyrd.« Men hvis en person værdsætter Gud mere end popularitet og at adlyde Gud mere end at skabe resultater for Gud, vil vedkommende herved herliggøre Gud mere, end hvis vedkommende forsøger at udføre et værk for Gud ved egen kraft.

Spørgsmål: I Markus 15:32 fortælles det, at Jesus blev sat på et »kors« for at blive korsfæstet: »Lad Kristus, Israels konge, nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro.« Og de, der var korsfæstet sammen med ham, hånet ham.

Ordet for »kors« her på græsk er stauros, som James Strong definerede som:

(4716) afledt af 2476; en pæl eller stolpe (sat oprejst), dvs. (specifikt) en stang eller et kors (som et redskab til dødsstraf); billedligt: udsættelse for døden, dvs. selvfornægtelse; implicit: Kristi forsoning: --kors.^[1]

Men i 1. Petersbrev 2:24 fortælles vi, at Jesus blev korsfæstet på »træet«:

Han, som selv bar vore synder i sit eget legeme på træet, for at vi, døde for synden, skulle leve for retfærdigheden; ved hvis sår I er blevet helbredt.

Ordet for »træ« på græsk er xulon og defineres af Strong som:

(3586) fra en anden form af grundformen til 3582; tømmer (som brændsel eller materiale); i overført betydning en pind, en kæp, et træ eller en anden genstand eller substans af træ: --stav, stokke, træ, tømmer.^[2]

Fejlen her er åbenbar. Det græske ord stauros betyder utvetydigt et »kors«. Der er ingen dobbeltbetydning knyttet til ordet. Derimod kan ordet xulon oversættes skiftevis som »træ«, »stav«, »træ« osv., men i tilfældet med 1. Petersbrev 2:24 oversættes det som »træ«. Nu må vi spørge, hvorfor ordet xulon overhovedet blev brugt, når der findes et mere entydigt ord for det, nemlig stauros, hvis verset virkelig har til hensigt at betyde »korset«?

Det er derfor indlysende, at ordet xulon faktisk bruges om et »træ« i 1. Petersbrev 2:24, og derfor er der en modsigelse i forhold til Markus 15:32.

Referencer

[1] James Strong, The New Strong's Exhaustive Concordance of the Bible (Thomas Nelson, 1996)

[2] James Strong, op. cit. (Dette spørgsmål blev stillet af en muslim)

Svar: Jesus blev hængt på et trækors, som stammede fra et træ. Romerne, kartagerne og perserne brugte træpæle med tværstykker, ikke levende træer. At bruge to ord som synonymer for det samme (såsom staurus og xulon) er ikke noget problem, ligesom det heller ikke er noget problem at bruge to ord for Gud i Koranen.

Peter siger, at Jesus blev hængt på et træ (Apostlenes Gerninger 5:30; 10:39), men Peter siger også, at Jesus blev naglet til korset (Apostlenes Gerninger 2:23).

Paulus siger, at Jesus blev hængt på et træ (Galaterbrevet 3:13; Apostlenes Gerninger 13:29), men Paulus nævner også Kristi kors i Galaterbrevet 5:11; 6:12,14; 1. Korintherbrev 1:17,18.

”Træ” og ”kors” bruges som synonymer; den samme forfatter bruger begge udtryk. Jesus blev naglet fast til et træ; men der stod ikke, at det var et levende træ.

Selvfølgelig lærer den ortodokse islamiske lære også, at »Jesu skikkelse« ligeledes blev korsfæstet. Nu er der et centralt spørgsmål vedrørende denne korsfæstelse. Enten:
a) Det var virkelig Jesus, der blev korsfæstet, eller
b) »Den store forveksling«: Allah vildledte ikke blot jøderne og romerne til at tro, at Jesus blev korsfæstet, når han i virkeligheden ikke blev det; Allah vildledte også selv Jesu egen mor, Jesu disciple og alle de tidlige kristne, som forkyndte den korsfæstede Kristus. Vi har skrifter fra Ignatius og Polycarp, disciple af apostlen Johannes, og andre, der troede, at Jesus blev korsfæstet og oprejst fra de døde. Selv som muslim kan du ikke bebrejde kristne for at tro, at Jesus blev korsfæstet, hvis du mener, at Allah vildledte sine egne tilhængere. »Allah er den største af vildledere« (Sura 3:54). Hvis denne Allah vildledte kristne, og du ikke har noget problem med det, kunne denne Allah så også vildlede muslimer?

Spørgsmål: I Mk 15:42 siger Ehrman: »Markus fortæller os, hvad han mener med denne sætning: Det er forberedelsesdagen ’til sabbatten’ (ikke forberedelsesdagen til påsken).« (kursiv i originalen) Jesus, Interrupted, s. 27

Svar: Der er to sandsynlige, men forskellige svar.

Sabbatten og påsken kan have faldet sammen det år: Ehrman ser ikke ud til at tage højde for, at påsken og sabbatten falder sammen i nogle år. Der hersker en vis usikkerhed om de nøjagtige datoer dengang, men mange mener, at påsken og en lørdagssabbat ville falde sammen i år 30 e.Kr. eller år 33 e.Kr.

Højtidssabbatter: Hver lørdag var en sabbat, men ikke hver sabbat var en lørdag, som 3. Mosebog 23:39 beviser. For eksempel skulle både den første og den ottende dag i den syvende måned være en »sabbat-hviledag«. Der var »arbejdsfrie dage« hvert år, men de var oftest ikke lørdage. Påsken var den første dag i det usyrede brøds højtid, og både den første og den syvende dag i højtiden var »arbejdsfrie dage« ifølge 2. Mosebog 12:16.

Johannes 19:31 ville afgøre, hvilket af de to svar der var det rigtige, bortset fra at det kan bruges til at understøtte begge svar. Der står: »… for den sabbat var en højtidsdag«. Men da det var en højtidsdag, var det ikke nødvendigt, at det var en lørdag.

Spørgsmål: Hvorfor undrede Pilatus sig i Markus 15:44 over, at Jesus allerede var død?

Svar: Enten havde Pilatus blot mistet overblikket over tiden, eller også holdt mange korsfæstede mænd længere. Jesus var blevet pisket og slået, før han blev korsfæstet. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at romersk piskning adskilte sig fra den jødiske piskning med 39 piskeslag. Romersk piskning foregik med korte piske med indlejrede metalstykker, der var fastgjort til en stærk træstang. Det kunne lamme eller endda dræbe en person. Jesus blev pisket af romerne.

Spørgsmål: Hvilke paralleller er der i Markus 16 til andre dele af evangelierne og Apostlenes Gerninger?

Svar: Her er parallellerne mellem Markus 16 og andre bøger i Bibelen

Jesus stod tidligt op. Mk 16,2.9; Mt 28,1; Lk 24,1; Joh 20,1

Jesus opstod på den første dag i ugen. Markus 16:2,9; Mattæus 28:1; Lukas 24:1; Johannes 20:1

Syv dæmoner blev drevet ud af Maria Magdalene. Mk 16:9; Lk 8:2

Maria Magdalene / kvinderne kom til graven. Mt 28:1-8; Mk 16:9-10; Joh 20:1; Lk 24:1-10

Andre troede ikke på det i starten. Mt 28:17; Mk 16:11; Lk 24:11

Viste sig for to disciple. Mk 16:12; Lk 24:13-35

De troede stadig ikke. Mk 16:13; Lk 24:36

Irettesatte de 11 for deres vantro. Mk 16:14; Lk 24:38-41

Påbud om at forkynde for alle. Mt 28:19-20; Mk 16:15; Lk 24:47-48

Den, der tror og bliver døbt, bliver frelst; den, der ikke tror, bliver fordømt. Mk 16:16; ApG 2:38-39

Tegn. Mk 16:17,20; gennem hele Apostlenes Gerninger

Uddrivelse af dæmoner. Mk 16:17 og i Apostlenes Gerninger

At tale i nye tungemål. Mk 16:17; ~ApG 2:2-13

Bliver bidt af slanger uden at tage skade. Mk 16:17; Luk 10:19; ~ApG 28:3-6

Drikke gift uden at tage skade. Mark 16:18 – ingen andre

Jesus steg op til himlen i Betania, på skråningen af Olivenbjerget. Mk 16:19; Lk 24:51; Apostlenes Gerninger 1:9-11

Jesus satte sig ved Guds højre hånd. Markus 16:19; Apostlenes Gerninger 7:56

De forkyndte overalt. Mk 16:20; ApG 1:8

Afslutningsvis er det at drikke gift uden at tage skade den eneste lære i slutningen af Markusevangeliet, som ikke findes andre steder i Bibelen.

Spørgsmål: Hvorfor bragte kvinderne i Markus 16:1 krydderier med for at salve Jesu legeme?

Svar: Jesus blev i al hast lagt i graven, inden sabbatten begyndte ved solnedgang. Kvinderne bragte krydderier med for at bevare liget ved balsamering.

Spørgsmål: I Markus 16:8 sagde kvinderne ikke noget til nogen – fortalte de det så til disciplene?

Svar: Selvom de ikke fortalte det til nogen på vej tilbage fra graven, fortalte de det til sidst til alle, og disciplene var de første, de fortalte det til. Selvom det at de ikke fortalte det til nogen kunne betyde, at de ikke engang fortalte det til disciplene før efter en forsinkelse, er det mere sandsynligt, at det betyder, at de kun fortalte det til disciplene og ingen uden for deres lille gruppe. Se When Critics Ask, s. 377, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvordan viste Jesus sig i en anden skikkelse i Markus 16,12?

Svar: Dette betyder ganske enkelt, at de to mænd ikke genkendte Jesus, da de gik sammen med ham. Jesus kunne have haft andet tøj på, og han så helt sikkert anderledes ud end da han var død. Jesus blev fysisk oprejst fra de døde i en herliggjort fysisk krop. Man kan ikke med rette bruge dette vers til at hævde, at Jesus havde forskellige kroppe, for at de ikke genkendte ham, beviser ikke, at han havde en anden fysisk krop.

Spørgsmål: I Markus 16:16 siger Jesus: »Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst.« I Rom 6:3 siger Paulus: »Vi, som er døbt til Jesus Kristus, er døbt til hans død.« I 1. Petersbrev 3:21 siger Peter: »Det er et symbol, som nu også frelser os gennem dåben (ikke ved fjernelse af legemets urenhed, men ved en god samvittighed over for Gud) ved Jesu Kristi opstandelse«. Betyder disse vers, at dåben er lige så nødvendig som troen for frelsen? Og betyder det, at den ikke er en »frivillig forordning«, som evangelikale siger, men en obligatorisk handling?

Svar: Lydighed mod Jesus er ikke valgfri, men obligatorisk, og Jesus befalede os at lade os døbe. Derfor bør alle troende lade sig døbe med vand. Det er dog ikke vanddåben, der frelser os, og det er ikke engang vores lydighed (hvor ufuldkommen den end måtte være), der frelser os. Det er Jesus, der frelser os. Kraften ligger altså i Jesu blod, ikke i vandet. At tro for at blive frelst nævnes 150 gange i Det Nye Testamente uden omtale af dåb. Men vi bør alle lade os døbe.

Men hvad med tyven på korset? Romerne ville helt sikkert ikke lade ham komme ned for at blive døbt og derefter hænge ham op på korset igen. Alligevel sagde Jesus til ham: »I dag skal du være med mig i paradiset.« Desuden beretter Eusebius om en romersk soldat ved navn Basilides, der kom til tro på Kristus, og som blev fængslet og henrettet. Ville han komme i helvede, fordi han troede på Kristus, men romerne ikke lod ham blive døbt og dermed forhindrede Gud i at frelse ham? – Selvfølgelig ikke. Gud er altså i stand til og har magt nok til at frelse mennesker uden vanddåb. Vanddåb er ikke afgørende for, at Gud kan frelse nogen. Vi bør dog adlyde Gud og lade os døbe.

Spørgsmål: Hvad med de mennesker, der tror, men aldrig bliver døbt, som der står om i Markus 16:16?

Svar: Selvom Markus 16,16 ikke specificerer det, siger Johannes 3,36 og en lang række andre vers, at enhver, der tror, bliver frelst. Tyven til højre for Jesus troede og kom til Paradiset uden at blive døbt, og før tyven på korset døbte både Jesu disciple (Joh 3:26; 4:2) og Johannes Døberen til syndernes forladelse (Mark 1:4; Luk 1:77; Luk 3:3b). Dette vers siger det ikke udtrykkeligt, men der er fire tilfælde.

Tror og er døbt: Frelst

Tror og er endnu ikke døbt: frelst. Dette vers siger det ikke, men Apostlenes Gerninger 10:45-47 viser mennesker, der troede og blev frelst, hvilket fremgår af, at de oprigtigt talte i tunger, før de blev døbt med vand.

Tror ikke og er døbt: ikke frelst

Tror ikke og er ikke døbt: ikke frelst, bortset fra at Gud kan give særlig nåde til spædbørn, der dør, til mennesker med alvorlige mentale handicap osv.

Måske er grunden til, at det andet tilfælde ikke nævnes, at det er Guds vilje, at alle troende skal være lydige mod Gud og lade sig døbe med vand.

Desuden er konteksten for dette vers tilsyneladende mennesker, der er i stand til at tro. Spædbørn, personer med alvorlige mentale handicap og måske andre, der aldrig har afvist Kristus, men heller aldrig har troet, er ikke genstand for dette vers.

Her er et eksempel. Hvis min datter i køkkenet beder mig om byttepenge for en dollar, og jeg siger til hende: »Giv mig en dollar og en vandflaske, så giver jeg dig byttepenge.« Hvis min datter giver mig begge dele, giver jeg hende byttepengene. Hvis min datter ikke giver mig en dollar, så får hun ingen byttepenge. Men hvad nu, hvis min datter giver mig en dollar, men ikke en vandflaske? Så kommer det an på situationen. Hvis hun siger: »Jeg ledte, men kunne ikke finde en vandflaske«, så vil jeg stadig give hende byttepenge. Men hvis hun siger noget respektløst og nægter at give mig en vandflaske, som hun godt kan skaffe, så får hun ingen byttepenge.

En person fra Church of Christ gav et eksempel: »Hvis du spiser og fordøjer din mad, vil du leve; hvis du ikke spiser, vil du dø.« Det ligger implicit, at man skal fordøje sin mad. Men når man i Markus 16:16 anvender dette eksempel på en ufrivillig kropslig handling på et Guds bud, som vi frivilligt skal adlyde, strider det mod Guds Ord, der lover frelse til alle, der virkelig tror, på følgende steder: Johannes 3:16,18,36; Johannes 5:24; 6:47; 11:25-26; Apostlenes Gerninger 10:43-48; Romerbrevet 9:33; Joel 2:32a + Apostlenes Gerninger 2:21 + Romerbrevet 10:9-10; 10:13; 1. Johannesbrev 5:1,10-13

Resumé: Hvis du tror, skal du lade dig døbe. Men dåben har slet ingen betydning, hvis du ikke tror.

Spørgsmål: I Markus 16:16 siger Jesus: »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal fordømmes«. Mennesket har altså intet valg. Mennesket må tro, ellers vil det blive fordømt og straffet. Hvor er menneskets religionsfrihed eller trosfrihed? Hvordan tvinger Jesus folk til at tro, ellers vil de blive fordømt?

Svar: Ingen tvinges til at tro. Men Gud gav ikke frihed uden konsekvenser, men frihed med konsekvenser. Hvis et menneske ikke ønsker at tro, vil Gud efter dets død placere det i et andet univers, hvor det har friheden til at eksistere for evigt adskilt fra Gud. Dette sted kaldes Ildsøen.

Men jeg er enig i, at det ikke ville virke som et særligt frit valg, hvis det var ubestrideligt sikkert for alle, at de enten skulle adlyde Gud eller ende i Ildsøen. Det er her, troen kommer ind i billedet. Gud gav os beviser på, at Hans Ord er sandt, men Gud gav os ikke absolut sikkerhed. Hvis nogen ikke ønsker at tro på Gud, er der nok »manøvrerum« for dem til at finde grunde til at tvivle på Gud og ikke tro. Det er interessant, at vi i første omgang kan afvise at tro på Gud og derefter omvende os og tro på Ham og blive frelst. Engle og dæmoner har derimod ikke fri vilje på nøjagtig samme måde som os. De kan ikke benægte det. Og når en dæmon falder, gives der ingen omvendelse. Kristus kom for at frelse kun mennesker, ikke engle eller dæmoner, som det står i Hebræerbrevet 2:16.

Spørgsmål: Markus 16,17-18 siger: »Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner; de skal tale i nye tungemål; de skal tage slanger op; og hvis de drikker noget dødbringende, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på de syge, og de skal blive raske«. Og Paulus opregnede netop disse evner som Helligåndens gaver (1 Kor 12:10; 12:8). Betyder det, at dette er tegnene på ægte tro? Bør alle troende have disse gaver i alle tider? Hvorfor ser vi ikke længere disse tegn hos kristne?

Svar: Helligånden har givet hver kristen en åndelig gave, og forskellige kristne har forskellige gaver, selvom mange af dem ikke ser spektakulære ud. Ligesom forskellige lemmer på vores krop har forskellige funktioner, har vi forskellige funktioner inden for menigheden (1 Kor 12:14-27). Det er ikke meningen, at alle skal tale i tunger (1 Korintherbrev 12:30), ligesom det ikke er meningen, at alle skal være apostle og profeter (1 Korintherbrev 12:29).

Spørgsmål: Retfærdiggør denne omtale af at tage slanger op i Markus 16:18 de mennesker i Appalachia, der mener, at nogle skal håndtere slanger under gudstjenesten?

Svar: Nej. Selv uden dette vers viser Bibelen, at Gud giver de kristne den beskyttelse, de har brug for, og at Gud vil udføre mirakler – og ikke kun begrænset til immunitet mod slangebid – når der er behov for det. Men selv med dette vers siger Bibelen, at vi ikke skal sætte Gud på prøve ved at udsætte os selv for fare blot for at prale.

2. Mosebog 17:2-7; 4. Mosebog 14:22; 5. Mosebog 6:16; Salme 78:17-18, 40-41, 56-57; 95:8-9. Ahaz er undtagelsen, der bekræfter reglen. Selvom Ahaz var bekendt med begrebet at sætte Gud på prøve og ikke havde til hensigt at gøre det i Esajas 7:12, er det ikke at sætte Gud på prøve at svare, når en af hans profeter stiller dig et spørgsmål.

Spørgsmål: Blev Markus 16:9-20 skrevet af Markus?

Svar: Ægte kristne er uenige om, hvorvidt Markus 16:9-20 oprindeligt var en del af teksten.

Eksternt bevis, der siger ja

For din information: De apokryfe Nikodemus-evangelier I og II nævner tale i nye tungemål, slanger og gift, men disse er sandsynligvis skrevet senere. Bemærk, at én kilde angiver, at Justin Martyrs Første Apologi, kap. 45 (s. 178), henviser til Markus 16, men dette er forkert; Justins Første Apologi henviser ikke til Markus 16.

Interne beviser, der peger på ja: Ingen.

Eksternt bevis, der siger nej

ca. 360 e.Kr. Eusebius’ spørgsmål til Marianus I

325–350 e.Kr. Vaticanus: der er et tomt mellemrum. Vaticanus har kun tomme mellemrum mellem nogle få bøger, såsom Malakias og Matthæus.

340–350 e.Kr. Sinaiticus har også et tomt mellemrum der, men den har et tomt mellemrum mellem næsten alle bøger.

Bemærk, at Markusevangeliet i Sinaiticus og Vaticanus slutter med ordet »for« (gar på græsk). Der er aldrig fundet nogen anden bog i den græske litteratur, der slutter med ordet »for«. Derimod findes der mange eksempler på græske sætninger og afsnit, der slutter med dette ord.

193–217/220 e.Kr. Clemens af Alexandria

225-254 e.Kr. Origenes

406/407 e.Kr. Hieronymus, Brev 120 (Til Hedibia)

Mindst 6 andre gamle manuskripter

Sinaitisk syrisk

900–1000 e.Kr. Det armenske manuskript angiver, at det er tilføjet af Aristion, som Papias nævner

Nogle georgiske (fra det 5. århundrede)

Interne beviser, der siger nej

Pludselig ændring i pronomen fra vers 8 til vers 9. Subjektet i vers 8 er kvinderne, mens pronomenet i vers 9, anastas, er maskulint. Der er dog også andre steder, hvor der er pludselige ændringer i pronomen, såsom »Han« = Josef fra Arimatæa i Markus 15:46; »han« = Jesus i Markus 15:47 og »de« = Maria, Maria og Salome i Markus 16:1.

Ordforråd: 1/3 af de vigtige græske ord bruges ikke eller bruges anderledes i resten af Markusevangeliet. Der er i alt 166 ord og 101 forskellige ord. Ser man bort fra egennavne, »den« osv., er der 75 forskellige vigtige ord. 15 af dem (herunder apistia (uden tro) og sklerokardia (stædig modvilje mod at tro)) bruges andre steder i Markus. 11 andre bruges i en anden betydning.

Tørre fakta: synes at mangle de livagtige detaljer, der kendetegner resten af Markusevangeliet.

Evangeliernes ligheder: Matthæus og Lukas følger Markus indtil slutningen af vers 8.

Eksternt bevis, der tyder på, at det er uklart: I over 8 gamle manuskripter mangler hele Markus 16. Blandt dem er p45 (Markus 12:29 og frem er gået tabt)

2386 – hele siden mangler

1420 – hele siden mangler

16 – beskadiget, og hele Markus 16:6 og frem mangler

304 – indeholder tekst samt kommentar

En kortere afslutning på Markus

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

En fortegnelse over Markus-manuskripter

P45 Papyrus 45 (225) ~ beskadiget

B Vaticanus (325-350) ~ udeladelse

Sinaiticus (340-350) ~ udeladelse

A Alexandrinus (ca. 450) ~ medtagelse

C Ephraemi (450) ~ medtagelse

D Bezae (500?) ~ medtagelse

L Regius (750) ~ dobbelt medtagelse

M Campianus (850) ~ inklusion

N Purpureus Petropolitanus (550) ~ beskadiget

U Nanianus (900) ~ indleget

W Washington (400) ~ medtaget sammen med Freer Logion

Sangellensis (900) ~ medtaget

Koridethi (800?) ~ medtaget

Petropolitanus (850) ~ beskadiget/medtaget (mangler 16:18-20)

Rossanensis (550) ~ beskadiget/medtaget (mangler 16:14-20)

Beratinus (550) ~ beskadiget

Laurensis (850) ~ dobbelt inklusion (eksemplar med antydet kort slutning)

f1-minusculerne (1, 118, 131, 209, 1582) ~ inklusion med note eller sigla

f13-minusklerne (13, 346, 543, 826, 828, 69, 124, 788, 983, 1689) ~ inklusion

28 (1100-tallet?) ~ medtagelse

33 (1000) ~ medtagelse

157 (1100) ~ inklusion

565 (800'erne) ~ inklusion

579 (1200'erne) dobbelt inklusion

700 (1100-tallet?) ~ inklusion

892 (950?) ~ indlemmelse

1071 (1100-tallet) ~ optagelse

1342 (1000-tallet) ~ optagelse

1424 (800-tallet) ~ optagelse

Hentet fra Markus 16:9-20, en undersøgelse af de ydre beviser, af Jim Snapp II (2003)

Læren, der er unik for Markus 16:9-20

Alle læresætninger og begreber i den længere slutning af Markus findes andre steder i Bibelen, bortset fra fire ting:

1. Jesus havde tidligere drevet syv dæmoner ud af Maria Magdalene.

2. Tegn, der ledsager dem, der tror:

[når de bliver drevet af Ånden], kan de trygt tage slanger op med hænderne. (Lukas 10:19 siger, at de kunne trampe på slanger og skorpioner, hvilket svarer til Markus 16). Der gives også et eksempel i Apostlenes Gerninger 28:3-6, hvor Paulus bliver bidt af en hugorm uden at tage skade.

3. [når de bliver drevet af Ånden], kan de trygt drikke dødbringende gift.

4. Dette er den skarpeste irettesættelse, som Jesus gav disciplene, og som er nedskrevet.

Manglende indhold: Markus 14:28 og 16:7 nævner ikke en fremmøde af Jesus i Galilæa.

Konklusion: Hvis Markus 16:9-20 fejlagtigt blev tilføjet til nogle manuskripter, skete det første gang før år 150 e.Kr. Hvis det fejlagtigt blev fjernet, skete det før år 217 e.Kr.

Spørgsmål: Bør Markus 16:9-20 betragtes som hellig skrift ligesom resten af Markus-evangeliet?

Svar: Selvfølgelig bør det det, hvis Markus skrev det. Nogle kristne hævder dog, at det på grund af sin tidlige medtagelse og udbredte accept stadig er hellig skrift, selvom det blev skrevet af en sekretær eller en anden i stedet for Markus. Bruce Metzger tilsyneladende delte denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvilke beviser er der i Markusevangeliet for, at Markus skrev denne bog?

Svar: Den tidlige kirke anerkendte enstemmigt, at dette stammede fra Markus. Papias, en discipel af apostlen Johannes, sagde, at det var skrevet af Markus, som fulgte efter Peter. Den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 905) nævner også, hvad Papias sagde.

Spørgsmål: I Markusevangeliet – da Markus ikke var en apostel, hvorfor skal Markusevangeliet så være med i Bibelen?

Svar: Markus blev generelt anerkendt som Peters fortolker. Her er beviset.

Papias (95–110 e.Kr.): »Blandt disse siger han [Papias], at der vil komme et årtusinde efter opstandelsen fra de døde, hvor Kristi personlige herredømme vil blive etableret på denne jord. Han videregiver desuden i sin egen skrift andre beretninger, som den tidligere nævnte Aristion har givet om Herrens ord, samt overleveringerne fra præsten Johannes. For yderligere oplysninger om disse punkter kan vi blot henvise vores læsere til selve bøgerne; men nu vil vi til de allerede anførte uddrag tilføje, da det er af afgørende betydning, en overlevering vedrørende Markus, der skrev evangeliet, som han [Papias] har gengivet med følgende ord: Og præsten sagde dette: Da Markus var blevet Peters tolk, nedskrev han nøjagtigt alt, hvad han kunne huske. Det var dog ikke i nøjagtig rækkefølge, at han gengav Kristi ord eller gerninger. Eusebius’ Kirkehistorie 3:39 (bind 1, s. 154)

Klemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.): »…Markus, som evangeliet tilskrives, idet han var Peters ledsager…« Fragment af Klemens af Alexandria i Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 2, kap. 15.

Tertullian (198–220 e.Kr.): »Den samme autoritet hos de apostoliske menigheder vil også give bevis for de andre evangelier, som vi ligeledes besidder gennem deres formidling og i overensstemmelse med deres praksis – jeg mener Johannesevangeliet og Matthæusevangeliet – mens det, som Markus udgav, kan bekræftes som værende Peters, hvis fortolker Markus var. For selv Lukasevangeliet tilskriver man sædvanligvis Paulus. Og det kan meget vel synes, at de værker, som disciplene udgiver, tilhører deres mestre.” Tertullian, *Mod Marcion*, bog 4, kapitel 5, s. 350.

Spørgsmål: Hvornår blev Markus-evangeliet skrevet?

Svar: Den antimarcionitiske prolog til Markus siger også: »Efter Peters egen død nedskrev han [Markus] netop dette evangelium…« (taget fra *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 99). Irenæus skriver i *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 1.1, s. 414 (182–188 e.Kr.), at Markus skrev efter »Peters og Paulus’ bortgang«, hvilket ville være lige efter ca. 64–65 e.Kr. Imidlertid står der i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 608, at Irenæus også skrev, at Matthæusevangeliet blev skrevet, mens Peter og Paulus stadig levede, og vi er næsten sikre på, at dette er forkert.

Ifølge Eusebius’ *Ecclesiastical History* 6:14.5-7 sagde Clemens af Alexandria imidlertid, at den blev skrevet, mens Peter var i Rom ca. 45-64 e.Kr. Origenes mente også, at Peter stadig var i live, da Markusevangeliet blev skrevet.

Harnack mente, at den blev skrevet før år 62 e.Kr.

I *Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 98, står der, at det er problematisk at datere Markus-evangeliet, og at de to bedste muligheder er enten 67–69 e.Kr. eller 64–68 e.Kr.

I *New International Bible Commentary*, s. 1157, siger Stephen S. Short, at det var ca. år 65 e.Kr. På s. 1183 siger Laurence E. Porter, at det er klart, at Markusevangeliet blev skrevet før Lukasevangeliet, og at Lukasevangeliet muligvis blev skrevet i første halvdel af 60'erne.

I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 608, står der, at det bedste skøn er 65–70 e.Kr., mellem den store brand i Rom og templets ødelæggelse. Jose O’Callaghan fandt en papyrus i hule 7 ved Qumran, der muligvis er fragmenter af Markusevangeliet, dateret til omkring år 50 e.Kr. Imidlertid står der i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 608, at dette »i vid udstrækning er blevet afvist af nytestamentlige forskere (jf. EBC 1:420–421, note 1). Det bevismateriale, O’Callaghan fremlægger, er alt for fragmentarisk til at være pålideligt.”

I *The New Geneva Study Bible*, s. 1558, står der, at Markusevangeliet må være skrevet før år 70 e.Kr. Der tilføjes dog, at hvis Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger blev færdiggjort omkring år 62 e.Kr., ville Markusevangeliet være endnu ældre end år 62 e.Kr.

I NIV Study Bible, s. 1490, står der, at det muligvis var i 50’erne eller 60’erne eller kort før Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr.

I *The New International Dictionary of the Bible* (s. 622) står der, at det var mellem år 65 og 70 e.Kr., selvom nogle konservative holder fast i en datering i 50'erne.

I Wycliffe Bible Dictionary, s. 1078, står der, at selvom flertallet af fortolkere daterer Markus til 65-70 e.Kr., er den mest sandsynlige dato 67-70 e.Kr.

I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1318, står der, at selvom nogle angiver en dato så tidligt som i 50'erne, forekommer en datering til 57–60 e.Kr. ganske sandsynlig.

I *Dictionary of Jesus and the Gospels*, s. 528, står der, at den blev skrevet i slutningen af 60’erne, f.eks. 68–70 e.Kr.

Den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible* (s. 903) angiver, at Markusevangeliet muligvis blev skrevet kort efter år 64 e.Kr. Det blev måske først skrevet efter år 66 e.Kr., men det kan ikke have været længe efter år 70 e.Kr., idet forfatteren baserer sin argumentation på, at Matthæus og Lukas anvendte materiale fra Markusevangeliet.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Markus-evangeliet, som vi kender det i dag, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Mange forfattere henviste til Markus.

1. Clemens, kap. 15, s. 9, citerer Markus 7:6, selvom dette også er et citat fra Matthæus 15:8 og Esajas 29:13.

Barnabas’ brev (ca. 70–130 e.Kr.) kap. 5, s. 139: Markus 2:17b, som også er Mattæus 9:13b; og Lukas 5:32. (½ citat)

Papias (95–110 e.Kr.) henviser ved navn til Markusevangeliet, Matthæusevangeliet, 1. Johannesbrev og Petersbrevet. Fragment 6 fra Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 3, kap. 39. Eusebius skriver, og han stillede spørgsmålstegn ved 2. Petersbrev, så Petersbrevet må henvise til 1. Petersbrev.

Polycarp (ca. 150 e.Kr.) citerer halvdelen af et vers: Markus 14:38b. Polycarps Brev til filipperne, kap. 7, s. 34-35

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) citerer fra to vers i Markus: 2:17 og 12:25. I begge tilfælde nævner han dem som værende fra Frelseren.

Kætteren Tatian (ca. 172 e.Kr.) skrev en sammenskrivning af de fire evangelier kaldet Diatessaron. I den henviser han til 437,5 vers i Markus. Det udgør 64,6 % af hele evangeliet.

Melito af Sardis (170–180 e.Kr.) omtaler Lukas og Markus som »evangeliet«. Omtale af 1. Korintherbrev som værende skrevet af apostlen. Citat fra Hebræerbrevet. Tale om Herrens lidelse, kap. 9, s. 760–761

Den gnostiske kætter Ptolemæus (før 188 e.Kr.) henviser til Markus 15:34 ifølge Irenæus

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer hele eller dele af 18 vers i Markus. I Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 3, kapitel 10.5, s. 425, nævner han Markus, fortolkeren og tilhængeren af Peter, i hans evangelieberetning og citerer Markus 1:2a. I de første tolv kapitler af Markus-evangeliet citerer eller omskriver Irenæus følgende vers: Markus 1:1, 2, 24; 3:27; 4:28; 5:31; 9:23; 10:38; 13:32; 14:21b; 16:19.

Irenæus hentyder til Markus 6:41,44; 9:2; 10:17; 13:33.

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) skriver: »Mod slutningen af sit evangelium siger Markus«, og citerer derefter Markus 16:19 i sin helhed. Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 10.5, s. 426

Irenæus nævner, at Jesus giver magten til at træde på slanger og skorpioner, hvilket er en henvisning til Lukas 10:19, men kunne også henvise til Markus 16:17,18.

Den muratoriske kanon (ca. 170 e.Kr.) nævner Markus sammen med de tre andre evangelier.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) omskriver Markus 10:17–31 med ordene: »Disse ting er skrevet i Markusevangeliet« i *Hvem er den rige mand, der skal frelses?*, kap. 5, s. 592

Tertullian (198–220 e.Kr.) understreger forfatterskabet til Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Åbenbaringen og mange af Paulus’ breve i *Fem bøger mod Marcion*, bog 4, kap. 5, s. 350.

Hippolytus (225–235/6 e.Kr.) skriver: »Hverken apostlen Paulus eller Markus, ham med den lemlæstede finger, forkyndte sådanne (lærer). For ingen af disse (lærer) er blevet nedskrevet i Markusevangeliet.” *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 7, kap. 18, s. 112. Hippolyt citerer også den første halvdel af Markus 10:38 i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 5, kap. 3, s. 53

Hippolyt henviser til Matthæus 19:17; Markus 10:18 og Lukas 18:19 og siger, at det er »fra Frelseren« i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 5, kap. 2, s. 50.

Commodianus (ca. 240 e.Kr.) hentyder til både Markus 12:42 og Lukas 21:2. *Instructions of Commodianus*, kap. 72, s. 217

Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer udførligt fra Markus. Hans citater omfatter Markus 1:1–2. Han skrev også en hel kommentar til Markusevangeliet.

Origenes nævner Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Origenes’ »Mod Celsus«, bog 5, kap. 56, s. 568. Der citeres også fra Matthæus 18:1 i Origenes’ »Kommentar til Matthæus«, bog 13, kap. 14, s. 482.

Afhandling om genbaptisme (ca. 250–258 e.Kr.), kap. 17, s. 677: »Også ifølge Markus sagde han med samme hensigt til Zebedæus’ sønner«. Der henvises også til Markus 16:8.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) »Også ifølge Markus: ›Alle synder og blasfemier skal tilgives menneskenes sønner; men den, der bespotter Helligånden, skal ikke få det tilgivet, men han skal være skyldig i en evig synd.‹« (Markus 3:28-29) Cyprians afhandlinger, afhandling 3, kap. 28, s. 542

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus (256 e.Kr.) citerer Markus 13:6 som stammende fra »Herren selv«. (Brev 74, kap. 9, s. 392)

Dionysius af Alexandria (246-265 e.Kr.): »Det var ’ved sabbatens afslutning’, som Matthæus har sagt; det var ’tidligt, da det endnu var mørkt’, som Johannes skriver; det var ’meget tidligt om morgenen’, som Lukas udtrykker det; og det var ’meget tidligt om morgenen, ved solopgang’, som Markus fortæller os. Dermed har ingen klart vist os det nøjagtige tidspunkt, hvor Han opstod.” Brev 5 til biskoppen Basilides, s. 94

Theonas fra Alexandria (ca. 300 e.Kr.) henviser til Markus 11:25: »Og ligesom I ønsker, at Han skal tilgive jeres overtrædelser, skal I også tilgive dem deres;« Brev til Lucianus, hofmarskalken, kap. 9 (bind 6), s. 160

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) »Vil du være enig, hvis jeg viser ud fra evangelierne, at de ikke er opdigtede?« … »Kristi disciple skrev dem: Johannes og Matthæus; Markus og Lukas.« Dialog om den sande tro, første del, »b 5«, s. 41

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner Matthæus, Markus og Lukas i »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, fra kapitel 4, vers 7-10, s. 348

Methodius (270–311/312 e.Kr.) (halv citat) citerer Markus 11:9b, som også er Salme 118:26a; Matthæus 21:9b; Lukas 19:38a; og Johannes 12:13b. »I stedet for vores klæder, lad os udbrede vores hjerter foran Ham. Lad os i salmer og hymner løfte vores taksigelsesråb til Ham; og lad os uden ophør udbryde: ’Velsignet er Han, som kommer i Herrens navn;’” Tale om Salmerne, kap. 1, s. 394

Athanasius af Alexandria (ca. 318 e.Kr.) citerer en del af Markus 12:29 som »vores Herre og Frelser Jesus Kristus siger« i *Mod hedningerne*, kap. 6, s. 7. Han citerer også Markus 5:7, som er det samme som Lukas 4:34, i *Ordets inkarnation*, kap. 32.5, s. 53. Athanasius citerer Markus 13:35, som er det samme som Matthæus 24:42, i *Ordet blev kød*, kap. 56.5, s. 66. Mens Athanasius ikke henviser til andre vers i Markus før år 325 e.Kr., henviser han til mange andre vers i Markus efter år 325 e.Kr.

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) hentyder til Matthæus 14; Markus 6, Lukas 9 og Johannes 6, når han beretter om episoden med de fem brød og de to fisk. »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 15, s. 115

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til Matthæus 8, Markus 4 og Lukas 8, når han taler om »de hellige skrifter«, der lærer, at Jesus »tvang vindene til at adlyde, havene til at tjene ham, sygdomme til at vige og de døde til at underkaste sig«. *De guddommelige institutter*, bog 4, kap. 15, s. 116

Se det næste spørgsmål for at se, hvilke vers og versdele der blev citeret, og hvilke der ikke blev.

Efter Nicæa

Eusebius’ *Kirkehistorie* (318 e.Kr.), bog 3, kap. 24, s. 152, omhandler de fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. *Nicene and Post-Nicene Fathers*, anden serie, bind 1, s. 152

Juvencus (329 e.Kr.) skrev et episk digt, der kombinerede de fire evangelier.

Hegemonius (ca. 350 e.Kr.) citerer i sin skrift om Archelaus (262–278 e.Kr.) Markus 2:9 som udtalt af Jesus i en af hans taler i »Disputation with Manes«, kap. 42, s. 217

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i »Festbrev 39«, s. 552

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) henviser med autoritet til Johannes, Lukas, Matthæus og Markus. I *Om Treenigheden*, bog 10, kap. 43, s. 193

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Markus som en del af Det Nye Testamente. Den citerer hele Markus 1:1–2.

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) henviser til Markus 13:32 som værende fra Jesus i Brev 8, kap. 7, s. 119

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) henviser til Markus 1:1,4 som evangeliet i forelæsning 3.6, s. 15

Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370/390 e.Kr.) henviser til hvert af de fire evangelier.

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Amphilochius (-397 e.Kr.) citerer fra Markus i *Iambi ad Seleucum*

Didymus den Blinde (398 e.Kr.)

Asterius af Emesa (ca. 400 e.Kr.)

Det syriske katalog fra St. Catherine’s (ca. 400 e.Kr.)

Severian (virksom 400–408 e.Kr.)

Epiphanius af Salamis (360–403 e.Kr.) henviser til Markusevangeliet. Panarion, afsnit 3, kap. 44, s. 345

Hieronymus (347–420 e.Kr.) nævner hvert af de fire evangelier ved navn i brev 53.9, s. 101.

Johannes Chrysostomos (martyrdød 406 e.Kr.) nævner Markus i prædiken 4, s. 20 (bind 10)

Chromatius (død 407 e.Kr.)

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) henviser til Matthæus 26:47–50; Markus 14:43–46; Lukas 22:47–48; Johannes 18:3–9. Forsvar mod pelagianerne, kap. 8, s. 124

Johannes Cassian (semi-pelagianer) (419–430 e.Kr.) Markus 9:23 siges at stamme fra evangeliet i »Abbed Paphnutius’ foredrag«, kap. 16, s. 327

Augustin af Hippo (354–430 e.Kr.)

Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.) henviser til Markus

Polychronius af Apamea (virksom 428–431) henviser til Markus 13:2

Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)

Hesychius fra Jerusalem (-450 e.Kr.) henviser til alle fire evangelier

Speculum (5. århundrede)

Proclus (412–485 e.Kr.) henviser til Markus 14:5

Bevis fra kættere og forfalskede skrifter

De apostoliske forfatninger (375–380 e.Kr.)

Den arianske kætter Eunomius af Cyzicus (ca. 360–ca. 394 e.Kr.) henviser til Markus 10:18 (Gud alene er god) Apologetisk brev, kap. 21, s. 61

Nestorius’ Bazaar of Heracleides (451/452 e.Kr.)

3. De tidligste manuskripter, vi har af Markus, viser, at der er små manuskriptvariationer og én stor variation, men ingen teologisk betydningsfulde fejl. Afslutningen på Markus er den mest bemærkelsesværdige manuskriptvariation i hele Det Nye Testamente.

p45 Chester Beatty I (alle fire evangelier og Apostlenes Gerninger) (100–150 e.Kr.) (tidligere antaget at stamme fra slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.) (Mark 4:36–5:2; 5:16–26; 5:38-6:3; 2 bogstaver i 6:15; 6:16-25, 36-50; 7:3-15; 7:25-8:1; 8:10-26; 8:34-9:8; 4 bogstaver i 9:9; 9:18-31; 11:27-12:1; 12:5-8,13-19,24-28 [147 vers]) I *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi, der viser en del af p45 på s. 146. På s. 150-151 står der, at afskriften var en løs parafrase, hvor han forsøger at fremhæve tanken bag hver sætning. I *A General Introduction to the Bible* (s. 389) står der, at den oprindelige rulle menes at have bestået af ca. 220 blade, hvoraf vi har 30 blade. 6 af disse blade stammer fra Markus.

3. århundrede – 1968 – *The Text of the New Testament*

3. århundrede – 1975 – Aland et al. Tredje udgave

3. århundrede – 1998 – Aland et al. Fjerde reviderede udgave

Slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede – 1999 – Den komplette tekst fra de tidligste nytestamentlige håndskrifter.

s. 84 Mk 2:2-5,8-9; 6:30-31,33-34; 36-37, 39-41 samt Joh 5:5; 17:3,7-8 (6. århundrede)

s. 88 Mk 2:1-26 (4. århundrede)

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.), Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Markusevangeliet.

Washington-kodeksen (4./5. århundrede) har bevaret hele Markus-evangeliet bortset fra Markus 15:13-38.

I hule 7 ved Qumran fandt Jose O’Callaghan et papyrus, dateret til år 50 e.Kr., som muligvis er fragmenter af Markusevangeliet. Imidlertid står der i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 608, at dette »i vid udstrækning er blevet afvist af nytestamentlige forskere (jf. EBC 1:420-421, note 1). Det bevismateriale, O’Callaghan fremlægger, er alt for fragmentarisk til at være pålideligt.”

Carsten Thiede hævder, at Markus 6:52-53 er bevaret i hule 7 ved Qumran som skriftrullen 7Q5. Dette er dog omstridt, idet et flertal af konservative bibelforskere ikke accepterer denne påstand. Selv om selv hans kritikere hævder, at 7Q5 faktisk kunne være Markus 6:52-53, er fragmentet så svært at tyde, at de fleste forskere mener, man ikke kan drage nogen konklusion i den ene eller den anden retning.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Harcleansk syrisk [Syr H]

Se www.BibleQuery.org/Mark Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af Markusevangeliet.

Spørgsmål: Hvilke vers og versdele i Markus-evangeliet blev citeret af forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet (før år 325 e.Kr.)?

A: Før år 325 e.Kr. citerede kirkeforfatterne ca. 77,3 % af versene i Markusevangeliet. Det svarer til 524,38 vers. Med andre ord er alle de 678 vers i Markusevangeliet blevet citeret, bortset fra 153,62 vers. De vers og brøkdele af vers, der ikke er citeret, er: Markus 1:4a (8/15 ord); 1:20f (12/19 ord); 1:22f (12/18 ord); 1:27f (21/24 ord); 1:29a (6/17 ord); 1:30-32; 1:34; 1:39a (11/15 ord); 1:40; 2:2f (5/16 ord); 2:13; 2:15; 2:16m (5, ikke 7, 12 ord), 2:17a (8/23 ord); 2:18a (9/31 ord); 2:23f (10/20 ord); 3:1a (9/14 ord); 3:6m (ikke 5, 5, ikke 5 ord); 3:13; 3:17-18; 3:19f (4/7 ord); 3:22-23; 3:26a (9/15 ord); 3:27a (6/26 ord); 3:32-35 ord); 4:1m (7 ikke 6 9 ikke 11 ord); 4:2; 4:3a (2/5 ord); 4:4a (2/3 citat); 4:5a (2/3 citat); 4:12m (1, ikke 5, 11 ord); 5:15a (8/26 ord); 5:16a (11/18 ord); 4:21; 4:24a (3/15 ord); 4:30a (2/14 ord); 4:34; 5:5f (13/19 ord); 5:8; 5:10f (1/11 ord); 5:12; 5:13m (ikke 3, 10, ikke 17 ord); 5:17m (2, ikke 4, 3 ord); 5:18-19; 5:21f (5/21 ord); 5:22; 5:24a (4/12 ord); 5:31a (13/16 ord); 5:32; 5:33f (3/20 ord); 5:34a (5/20 ord); 5:35-36; 5:40m (ikke 13, 7, ikke 6 ord); 5:41m (ikke 8, 7, ikke 3 ord); 6:1a (3/15 ord); 6:3m (ikke 5, 6, ikke 16, 4 ord); 6:4a (5/25 ord); 6:7; 6:8a (3/21 ord); 6:10; 6:11a (3/23 ord); 6:14a (5/28 ord); 6:15a (9/15 ord); 6:17f (2/24 ord); 6:32; 6:34m (6, ikke 11, 5 ord); 6:37-38; 6:41m (8, ikke 12, 10 ord); 6:43f (4/10 ord); 6:44; 6:46-50; 6:51a (11/18 ord); 6:53; 7:6a (14/29 ord); 7:10a (2/19 ord); 7:17f (10/15 ord); 7:25f (6/19 ord); 7:26m (8, ikke 4, 9 ord); 7:27a (17/21 ord); 7:28a (5/18 ord); 7:29a (8/15 ord); 7:34m (ikke 9, 3, ikke 1 ord); 8:1; 8:5a (3/10 ord); 8:7-10; 8:11a (8/17 ord); 8:31a (5/30 ord); 8:32m (ikke 4, 5, ikke 4 ord); 9:2a (7/28 ord); 9:5m (7, ikke 6, 15 ord); 9:7a (8/20 ord); 9:9; 9:14a (5/15 ord); 9:15a (3/12 ord); 9:16-17; 9:18f (11/26 ord); 9:19; 9:22a (17/22 ord); 9:27f (2/11 ord); 9:29a (3/14 ord); 9:31f (17/26 ord); 9:32; 9:34f (9/12 ord); 9:35a (8/19 ord); 9:38; 9:40-43; 9:45-46; 10:3a (2/8 ord); 10:5f (9/14 ord); 10:14a (4/22 ord); 10:29f (6/29 ord); 10:33a (10/25 ord); 10:45m (5 ikke 5, 1 ikke 7 ord); 10:46a (4/26 ord); 10:52; 11:7f (4/18 ord); 11:8a (9/16 ord); 11:17-18; 11:23f (15/31 ord); 12:1a (6/24 ord); 12:12f (4/20 ord); 12:13f (4/14 ord); 12:14a (5/39 ord); 12:18m (ikke 3, 7 ikke 4 ord); 12:23m (ikke 3, 2 ikke 4, 7 ord); 12:25a (5/16 ord); 12:26a (6/33 ord); 12:35a (12/16 ord); 12:36a (8/27 ord); 13:1f (13/19 ord); 13:4f (9/14 ord); 13:9a (12/23 ord); 13:10f (2/5 ord); 13:11as (1/6 citat); 13:12; 13:13f (7/16 ord); 13:18; 13:27m (ikke 15 2 ikke 3 ord); 14:5f (3/16 ord); 14:8a (9/16 ord); 14:10; 14:11m (ikke 5, 1, ikke 3, 6 ord); 14:12f (27/36 ord); 14:13a (9/22 ord); 14:14a (1/24 ord); 14:17; 14:18a (8/21 ord); 14:25-26; 14:27m (5, ikke 5, 7 ord); 14:28-29; 14:30a (13/21 ord); 14:32-34; 14:39f (5/9 ord); 14:44a (8/18 ord); 14:45-50; 14:53f (16/20 ord); 14:54-57; 14:61f (16/23 ord); 14:63 (7/12 ord); 14:65m (5, ikke 12; 3, ikke 3 ord); 14:66-67; 14:68f (9/20 ord); 14:69f (5/15 ord); 14:70a (13/21 ord); 14:72a (8/18 ord); 15:1a (12/23 ord); 15:2f (7/18 ord); 15:4m (ikke 6, 4 ikke 4 ord); 15:6-7; 15:9a (6/13 ord); 15:10-12; 15:14f (6/15 ord); 15:15a (6/20 ord); 15:18a (4/8 ord); 15:19; 15:20a (14/20 ord); 15:21m (9, ikke 5, 5 ord); 15:22; 15:24-27; 15:29a (4/21 ord); 15:33; 15:34m (ikke 11, 2, ikke 13 ord); 15:36f (8/19 ord); 15:37-39; 15:40a (7/24 ord); 15:41a (11/19 ord); 15:43a (16/27 ord); 15:45m (ikke 2, 3, ikke 5 ord); 15:46f (18/26 ord); 15:47f (3/12 ord); 16:1a (16/20 ord); 16:5a (3/16 ord); 16:6a (4/22 ord); 16:10a (3/10 ord); 16:12m (ikke 6, 1, ikke 5, 2 ord); 16:13a (5/8 ord); 16:14a (1/21 ord); 16:15a (13/24 ord)

Hvert vers eller hver del af et vers, der ikke er anført her, blev citeret. Se www.bibleQuery.org/Bible/BibleCanon/EarlyChristianNTQuotes.xls for yderligere oplysninger.