< Bibelspørgsmål fra Matthæus

Spørgsmål, der er fælles for både Matthæus og de andre evangelier, behandles i afsnittet om Matthæus eller i afsnittet om evangelierne.

Spørgsmål: Hvad er nogle af de særlige kendetegn ved Matthæus-evangeliet?

Svar: Matthæus lægger vægt på Kristus som den lovede konge, der indleder Guds rige og er lovens opfyldelse. Kristus er det opfyldte håb. Af alle evangelieskriverne er det Matthæus, der mest tydeligt viser, hvordan Det Gamle Testamentes profetier opfyldes i Kristus. Omkring en tredjedel af Matthæus består af prædikener, og evangeliet synes at være opbygget omkring fem store taler.

Hvad sproget angår, sagde Papias, en discipel af apostlen Johannes, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebraisk/aramæisk. Jesus er »forbildet« for Israel, og nogle mener, at Matthæus anvender midrashiske teknikker, som var velkendte for datidens jøder.

Hvad angår falske religioner, er Mattæus 20:1-16 et godt afsnit til at forklare mormonerne og Jehovas Vidner om nåden. Mattæus 18:21-35 er også godt til at vise mormonerne, at vi på ingen måde kan begynde at gengælde Jesus for hans nåde med vores gode gerninger.

Spørgsmål: Hvordan blev nogle af de profetier om Kristus, der nævnes i Matthæusevangeliet, beskrevet i denne bog?

Svar: Før vi besvarer spørgsmålet, lad os først nævne nogle af de pågældende profetier.

1. Gud, der kalder Israels børn ud af Egypten (Hosea 11:1; Matthæus 2:15)

2. Rakel græder over sine børn i Rama (Jeremias 31:15; Matthæus 2:18)

3. Profetien om Zebulon og Naftali (Esajas 9:1,2; Matthæus 4:15-16)

4. At betale Zakarias 30 sølvstykker og give dem til pottemageren (Zakarias 11:12-13; Jeremias 32:6-9; Matthæus 27:9-10)

Svaret: Matthæusevangeliet blev i højere grad end de andre evangelier skrevet til et jødisk publikum, der var fortroligt med Det Gamle Testamente og med midrashiske metoder. Den tidlige kirkeskribent Papias skrev, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebraisk, ikke på græsk. Når Matthæus henviser til børn, der kommer ud af Egypten, Rakel, der græder over sine børn osv., gør han her noget bevidst. Han viser, hvordan Israels Messias’ liv svarer til Israels børns liv. Vi tænker måske på profetier som isolerede, forudsagte detaljer, der går i opfyldelse, men det er en for snæver opfattelse. Matthæus viser, at Israels børns liv generelt var en profeti om Jesus.

Se »Hard Sayings of the Bible«, s. 344-345, og »Bible Difficulties and Seeming Contradictions«, s. 168, for yderligere information.

Spørgsmål: I Matthæusevangeliet forsøger man [angiveligt], i modsætning til de andre evangelier, altid at skildre Jesus som en Herre, der er næsten iskold og ofte skjuler sine følelser, mens de øvrige evangelier skildrer Jesus som mennesket med alle hans følelser, reaktioner og tilsyneladende mangler. Hvorfor?

Svar: Udgangspunktet for dette spørgsmål er fejlagtigt. Jesus er ikke »kold som is« eller skjuler sine følelser, da han klagede over Jerusalem i Matthæus 23:37-38. Det er slet ikke »kold som is«. Jeg kan ikke se, at nogen af evangelierne viser nogen »fejl« hos Jesus. Jesus var sulten, han græd, han følte, og Jesus led på korset. Det var dog ikke fejl, det var at være menneske.

Spørgsmål: Hvad var formålet med slægtsregisteret over Josefs forfædre tilbage til David i Mattæus 1:1-17, når Maria var jomfru, da Jesus blev født?

Svar: Det var vigtigt at gå tilbage til David for at fastslå Jesu ret til at være konge over Israel. Selvom Josef ikke var Jesu biologiske far, var han på alle måder Jesu juridiske far. Dermed blev løfterne til David opfyldt både i juridisk forstand som far og søn og i biologisk forstand gennem Marias slægt i Lukas. Asimovs Guide to the Bible, s. 780, tager dette emne op. Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 18, og *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1203-1204, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor er der i Matt 1,2-17 27 generationer fra David til Jesus, mens der i Luk 1,3,23-31 er 42 generationer?

Svar: Selvom der ikke nødvendigvis er nøjagtigt det samme antal generationer i Josefs og Marias slægtstræ, er der utvivlsomt nogle huller i Matthæus’ optegnelse. Da »søn« kan betyde mandlige efterkommere, er der ikke noget problem her. Jekonja (Jojakin) regerede omkring 604 f.Kr., så der var 14 generationer fra David til Jekonja på cirka 400 år, eller 29 år pr. generation. Fra 604 f.Kr. til 4 f.Kr. ville man forvente 20½ generationer, men Matthæus angiver kun 13, hvilket svarer til 46 år pr. generation.

Måske nævnte Matthæus ikke flere end 14 generationer efter eksilet, fordi han ikke kendte de øvrige navne, og han skrev kun om det, han vidste. Alternativt brugte han tre sæt på fjorten navne som en huskeregel.

I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 69, fortælles der om det »tilfælde«, at Davids navn i den hebraiske masoretiske tekst (dwd) giver 4 + 6 + 4 = 14.

Spørgsmål: Hvorfor nævnes der i Matt 1:3, 5 og 6 fire kvinder: Tamar, Rahab, Rut og Urias’ hustru (Batseba)?

Svar: For det første var det i den antikke verden yderst usædvanligt at medtage kvinder i slægtsopstillinger, der fulgte den mandlige linje. Selvom vi ikke kender Matthæus’ og Guds nøjagtige grund, kan vi observere en række ting.

Berømte: Disse fire kvinder var »berømte« i den forstand, at de var kendt af alle jøder.

Udlændinge: Rahab og Rut var begge fremmede (dvs. udlændinge), der sluttede sig til Guds folk, hvilket understreger, at Jesus havde blandet herkomst. Batseba var jødisk; hun var gift med Uria, en hettit.

Pinligt: Tamar spillede rollen som prostitueret for at forføre Juda. Rahab var tidligere prostitueret. Batseba og David begik ægteskabsbrud, og David begik mord. Hvis Gud kan bruge disse mennesker i den juridiske slægt (til Josef) og alle undtagen Batseba i den biologiske slægt (til Maria), så kan Gud bruge hvem som helst, uanset hvor meget de har begået fejl. På den anden side var Jakob en bedrager, og Manasse var en gennemført ond konge, der senere angrede.

Mærkelig tavshed: Matthæus kunne have nævnt tre fremtrædende kvinder: Sara, Rebekka og Rakel, men han springer dem over og fokuserer i stedet på disse.

Se »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 724, »The Expositor’s Greek New Testament«, bind 1, s. 63, »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 66, og »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 18 for yderligere information.

Spørgsmål: I Matt 1,5 var Davids bedstemor den moabitiske Ruth. Hvordan kunne David da være en del af menigheden, når 5 Mos 23,3 siger, at en moabiter ikke må komme ind i menigheden helt ned til den tiende generation?

Svar: Først det, der sandsynligvis ikke er svaret, og derefter svaret.

Det, der sandsynligvis ikke er svaret: Selv hvis Davids tilhørsforhold til menigheden var i strid med 5. Mosebog 23:3, fortæller Bibelen alligevel, at David var sammen med folket og tilbad sammen med dem. Folk kunne gøre forkerte ting ud af uvidenhed. For eksempel indgik Josva en pagt med gibeonitterne, og det var i strid med Guds lov. Men da det først var sket, ønskede Gud dog, at de skulle overholde pagten. Faktisk lod Gud i sin forsyn dem begå denne fejl og brugte senere gibeonitterne.

Svaret: Man kan hævde, at David ikke overtrådte 5. Mosebog 23:3 i denne sammenhæng.

1. Man sporede sin afstamning via faderens side, ikke moderens. Det er derfor muligt (men ikke sikkert), at 5. Mosebog 23:3 var ment til at gælde mandlige forfædre.

2. Rut »skiftede folk«. Hun sagde til Naomi: »Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.« Mens man i dag kan skifte statsborgerskab, hvis både man selv og befolkningen i det nye land er enige om det, var dette endnu mere dramatisk; Gud tillod hende, ligesom Rahab, at blive en af Israels udvalgte.

Spørgsmål: Var Joram i Mattæus 1:8 Uzzias far, eller var han oldefar i 1 Krøn 3:11-12?

Svar: Faktisk begge dele, hvis man har en korrekt forståelse af, hvordan ordene blev brugt. Jøderne opfattede »far« også som en forfader (som i ApG 7,19; 1 Kong 15,24; 22,50; 2 Kong 15,38), ligesom »søn« også betød efterkommer.

Kong Joram var kong Uzzias tip-tip-oldefar. Se »Bible Difficulties and Seeming Contradictions«, s. 58, og »When Critics Ask«, s. 325, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor var Uzzia i Mattæus 1:9 Jotams far, når 2. Kongebog 15:1-7 og 1. Krønikebog 3:12 siger, at Azaria var Jotams far?

Svar: Uzzia var et andet navn for Azaria, som det fremgår af 2. Kongebog 15:32,34 og 2. Krønikebog 26:1-23; 27:2; Esajas 1:1; 6:1; 7:1. Mange konger havde både et personligt navn og et kongeligt navn, som de fik senere. Men både for konger og ikke-konger ville dette ikke blive betragtet som unormalt, som det ses hos: Abram/Abraham, Sarai/Sara, Jakob/Israel, Ben-Oni/Benjamin, Zaphenath-Paneah/Josef, Hoshea/Josva, Gideon/Jerubbaal, Ammiel/Eliam, Batseba/Bat-shua, Azaria/Uzzia, Abijam/Abija, Joaaz, søn af Josias/Sallum, Eljakim/Jojakim, Jojakin/Jekonja/Konja, Zedekias/Mattanja, Hananja/Sadrak, Mishael/Meshak, Azarja/Abednego, Daniel/Belteshazzar, Simon/Peter, Josef/Barnabas og Saulus/Paulus.

Se *When Critics Ask*, s. 325-326, og *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 316-317, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor viser slægtsregisteret i Matt 1:11,16, at Jesus stammer fra en forbandet slægt efter Jekonja/Jojakin, som det står i Jer 22:28-30 og Jer 36:30? (Se også 1 Krøn 3:16). Jekonja (Jojakin) og hans far Jojakim blev begge forbandet af Gud selv, som sagde, at ingen af disse mænd ville få nogen efterkommer på Davids trone. Hvordan kunne Jesus overhovedet være Messias, bestemt til at regere for evigt på Davids trone, hvis han stammede fra en af disse mænd?

Svar: Josefslægten i Matthæus viser faktisk, at Josef stammede fra en forbandet slægt. Dette ville være et reelt problem, hvis Josef var den biologiske far, fordi Jeremias profeterede, at Jojakin ikke ville have nogen efterkommere på tronen. Men Marias slægtsregister i Lukas viser, at Jesus IKKE biologisk stammede fra Jekonja og Jojakim, fordi Marias forfædre afveg fra den kongelige slægt. Når vi ser tilbage, kan vi se, at David og Salomo fik lidt forskellige løfter. Kun Josef stammede fra Salomo, og både Josef og Maria stammede fra David.

I øvrigt lyder »af hvem« i Matthæus 1:16 – i hvert fald på engelsk – som om det kunne henvise til Maria, Josef eller begge. Men på græsk er »af hvem« specifikt i feminin ental, så det betyder, at Jesus udelukkende stammede fra Maria.

Historisk set besvarede Irenæus, biskop af Lyon i Gallien, denne indvending mod Josefs slægtsregister i Matthæusevangeliet i sit værk *Irenæus mod kætterierne*, bog 3, kap. 21.9, s. 453-454, skrevet 182-188 e.Kr.

Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 18, og *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1204, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Var der i Matt 1:17 virkelig tale om 3 × 14 = 42 generationer, eller kun 41 generationer, som en ateist (Capello) og den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 777-778, hævder?

Svar: Der er tre sæt med 14 navne, men de kan ikke lægges sammen, da den første liste går fra Abraham til og med David, og den anden liste går fra David til eksilet. Nu ville der måske være et problem, hvis Matthæus havde hævdet, at der var 42 generationer, men Matthæus sagde aldrig, at summen var 42. Matthæus nævnte formodentlig i forbifarten tre sæt med 14 navne som en huskeregel. Folk har også bemærket, at bogstaverne i navnet David tilsammen giver 14.

Den første kristne forfatter, vi kender til, der bemærkede disse tre »mystiske intervaller«, var Clemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) i *Stromata*, bog 1, kap. 21, s. 334

Se »When Critics Ask«, s. 326, og »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 69, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor er der udeladt så mange navne i Mattæus 1:17?

Svar: Det står ikke i Skriften, men mange navne er udeladt. For eksempel var der kun to navne mellem Nahshon og Hezron, og tidsintervallet var 400 år. En del af årsagen kunne ganske enkelt være, at Matthæus ikke kendte navnene. Men han kunne have hentet flere navne fra 1. Krønikebog, hvis han havde ønsket det. Måske var det ikke hans hensigt at fortabe sig i detaljerne omkring hvert enkelt navn, men at medtage nok navne til at vise, at Jesu adoptivfar faktisk nedstammede fra David, og at Jesus derfor havde en naturlig ret til at være konge over Israel. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 1, s. 64-65 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor afviger de to slægtsregstre i Matt 1:17 og Luk 1 fra hinanden efter Salomo, men mødes igen ved Shealtiel?

Svar: Den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 939, nævner dette. I Mattæus 1:12 nævnes Jekonja (Jojakin), Shealtiel og Zerubbabel, mens Lukas nævner Neri, Shealtiel og Zerubbabel. Den direkte årsag til forskellen findes i 1 Krønikebog 3:17-19. Den kongelige slægt, som næsten altid gik i arv fra far til søn, gik i stedet fra Shealtiel til Zerubbabel, søn af Pedaiah, Shealtiels bror.

Årsagen angives ikke, men formodes at være, at Shealtiel ikke havde nogen sønner – eller i det mindste ingen levende sønner – da han døde. Shealtiel adopterede derfor sandsynligvis sin brors søn. Forskere mener enten, at Pedaiah døde, og at Shealtiel adopterede Zerubbabel som forældreløs, eller at Shealtiel overførte den kongelige slægt til Zerubbabel simpelthen fordi han ikke havde nogen sønner.

Spørgsmål: Hvorfor overvejede Josef i Matt 1,18-19 at skille sig fra Maria, hvis de ikke allerede var gift?

Svar: Josef tænkte sandsynligvis, at det enten ville være en skam for ham, hvis andre troede, at de havde haft seksuelt samkvem før ægteskabet, eller en skam for dem begge, hvis Josef tillod Maria at omgås andre mænd. Man kan derfor forstå, hvorfor Josef ønskede at ophæve forlovelsen.

Men hvorfor skulle de skilles, hvis de endnu ikke var gift? Deres skikke var anderledes end vores. En mand og en kvinde var forbundet ved deres forlovelse, selvom de ikke havde seksuelt samleje før efter brylluppet. I deres kultur kunne en forlovelse kun officielt opløses ved skilsmisse.

Den etårige ventetid kunne bevise, at kvinden var trofast og ikke var gravid med et barn, der ikke var hendes mands. Men da englen viste sig for Josef, tog Josef straks Maria ind i sit hjem.

Se »Believer's Bible Commentary«, s. 1205, »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 20, og »The Expositor's Bible Commentary«, bind 1, s. 68-69 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Matt 1,18: Blev Maria befrugtet af Helligånden, eller var Jesus frugten af Davids lænder i ApG 2,30?

Svar: Jomfru Maria var jomfru; Bibelen siger, at Helligånden »overskyggede« Maria, ikke på en seksuel måde. Josef var kun Jesu juridiske, adoptivfar, ikke den biologiske far. Men Jesus nedstammede biologisk fra David gennem Maria, da Lukas 3:23-37 er Marias slægtsregister. Andre vers, der siger, at Jesus er en søn (efterkommer) af David, er Matt 12:23; 15:22; 20:30; 21:9,15; Markus 10:47-48; 12:35; Lukas 18:38-39; 20:41; Johannes 7:42; 2. Timoteus 2:8; Åbenbaringen 5:5; 22:16.

Spørgsmål: Hvorfor nævner Matthæus i Mt 1:20; 2:12; 2:13; 2:19; 2:22; 27:19 drømme, mens de andre evangelister ikke gør det, som det bemærkes i Asimovs Guide to the Bible, s. 795?

A: Matthæus nævner kun fire eller fem drømme:

Tre eller fire i Jesu barndom: Matthæus 1:20 (tag Maria til dig som hustru); 2:12 (vend ikke tilbage til Herodes); 2:13 (tag til Egypten); 2:19 (vend tilbage til Nazaret); 2:22 (tag ikke til Judæa). Mattæus 2:22 kan være en separat drøm eller den samme drøm som Mattæus 2:19.

Under Jesu retssag, Pilatus’ hustru i Matthæus 27:19.

Markus og Johannes omtaler ikke Kristi barndom, så man kan ikke forvente, at de har nedskrevet disse drømme. Da Lukas ikke siger noget om de vise mænd og (næsten) intet om Josef, kan man ikke forvente, at han har nedskrevet disse drømme.

Der er således ét tilfælde i Matthæus (Pilatus’ hustru), som er en detalje, der ikke er nedskrevet i de andre evangelier.

På baggrund heraf kan man dog ikke konkludere, at de andre forfattere var imod at nedskrive drømme. I Apostlenes Gerninger 16:9 havde Paulus om natten et syn af en mand fra Makedonien, der bønfaldt ham om at komme og hjælpe dem.

Spørgsmål: Er der tale om en fejloversættelse af Es 7,14 i Mt 1,23, hvor ordet »jomfru« anvendes, som det skeptiske værk Asimov’s Guide to the Bible på s. 781 hævder?

Svar: Nej. Ikke alene kan det hebraiske ord betyde enten »jomfru« eller »ung pige«, men Asimov erkendte selv på s. 780, at Septuaginta oversatte dette ord som parthenos, hvilket betyder jomfru. Asimov tror naturligvis ikke på nogen mirakler i Bibelen, så han ville ikke vælge at tro, at Esajas henviste til en jomfru.

Spørgsmål: Navnet »Emmanuel« i Matthæus 1:23 – hvor forekommer det i profetbøgerne eller i Det Gamle Testamente? Hvordan hænger det sammen med Jesus? Og hvorfor finder vi det ikke i de øvrige evangelier?

Svar: Titlen »Emmanuel« findes i den messianske profeti i Esajas 7:14. Af alle evangelieskriverne er det Matthæus, der lægger størst vægt på profetiens opfyldelse, så det er ikke overraskende, at han nævner dette.

Følgende otte tidlige kristne skrev også om Esajas 7:14 som en messiansk profeti: Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.), Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.), Tertullian (207–220 e.Kr.), Origenes (225–253/254 e.Kr.), Novatian (250–257/258 e.Kr.), Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.), Athanasius af Alexandria (ca. 318 e.Kr.) og Lactantius (ca. 303–325 e.Kr.). Sewww.biblequery.org/history/churchhistory/WhatEarlyChristianTaughtOnDoctrine.html (eller .docx) for citaterne.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus, der blev født af en jomfru, i Matt 1,23 og Luk 1,26–35 være af Davids slægt?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Jesus var ikke Josefs biologiske søn. Hvis han havde været det, ville Jeremias 29:32 være en falsk profeti.

2. Jesus var Josefs søn i lovens øjne. I dag bliver en mand, der gifter sig med en kvinde med et barn, barnets far i lovens øjne, selvom han ikke er den biologiske far.

3. Jesus var den biologiske søn af Maria, en efterkommer af David.

Jesus tilhørte Davids hus i lovens øjne gennem Josef, og Jesus stammede biologisk fra David gennem Maria.

Spørgsmål: Hvad er det afgørende ved, at Jesus er »Emmanuel«, eller »Gud med os«, i Mattæus 1:23?

Svar: Dette er et vigtigt punkt i dette kapitel, som ikke fremhæves så tydeligt i resten af Matthæusevangeliet. Der er to faktorer her.

Gud blev menneske. Jesus var Immanuel, »Gud med os«. På en måde, som ingen på jorden fuldt ud kan definere, valgte Gud at sænke sig ned til jorden og leve som et fuldt ud menneske (Hebræerbrevet 2:6, 14, 17) med en ægte menneskelig krop, der havde ægte menneskelige behov (Johannes 19:28) og ægte menneskelige følelser (Lukas 22:42). Jesus fremstod ikke blot som et menneske; han var tværtimod 100 % menneske, lige så menneskelig som du eller jeg, bortset fra at Jesus var uden synd (Hebræerbrevet 4:15). Alligevel var Jesus på jorden samtidig stadig 100 % Gud. Jesus kunne blive fristet, men ville aldrig synde (Hebræerbrevet 4:15, Matthæus 4:3-12; Markus 1:13; Lukas 4:2-13). Som det står i The Tony Evans Bible Commentary, s. 865, var Jesus »guddom i en ble«.

Jesus lever i os. Jesus er selv nu Immanuel, »Gud med os«. Gennem Helligånden lever Kristus i os. Gud fortæller os ikke blot, hvad vi skal gøre og sige, men i Filipperne 2:13 står der, at det er Gud, der virker i os. Da vi kom til Kristus, klappede Gud os ikke på skulderen og sagde: »Godt gået indtil videre, nu må I klare jer selv.« Det er snarere begyndelsen på et forhold, der er tættere end selv et ægteskabeligt forhold, for evigt med kirkens brudgom, Kristus.

Spørgsmål: I Mattæus 1:25, da Esajas sagde, at han skulle kaldes Immanuel, hvorfor gav de ham så navnet Jesus?

Svar: »Jesus« på hebraisk er det samme som Josva, hvilket betyder »Herren frelser«. Jesus er et passende navn, men de (og vi) kalder Jesus for »Gud med os«. En kinesisk kristen ven af mig var bekymret over dette. Han havde både et kinesisk navn og et engelsk navn. Så jeg fortalte ham, at hans mor havde givet ham det kinesiske navn, men at han i Amerika kaldes ved det engelske navn. Det er ikke usædvanligt, at en person har to navne eller et navn og en titel.

Spørgsmål: Havde Maria i Mattæus 1:25 andre børn?

Svar: Den sidste sætning i dette vers ville være både meningsløs og vildledende, hvis Josef og Maria aldrig havde haft et intimt forhold.

Ud over dette vers fortæller også Mattæus 12:46; 13:55-56; Markus 6:3; Johannes 7:3-5; Apostlenes Gerninger 1:14; 1. Korintherbrev 9:5; Galaterbrevet 1:19 og (implicit) Judasbrevet 1, at Jesus havde brødre. Eusebius’ Kirkens historie (318 e.Kr.) 2:23 og 3:20 nævner ligeledes, at Jesu fire brødre var Jakob (kaldet den Retfærdige), Joses (eller Josef), Judas og Simon.

Et katolsk svar er, at Josef havde børn fra et tidligere ægteskab, men ikke Maria. Der findes imidlertid ingen beviser fra kirkens historie på, at Josef havde været gift før, eller at nogen af Jesu brødre ikke var børn af Maria og Josef. Hvis Jesus havde en ældre halvbror gennem Josef, ville den ældre halvbror have ret til tronen, ikke Jesus. Se *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 299, for yderligere oplysninger.

Et andet katolsk svar er, at »brødre« i middelhavskulturer kunne betyde fætre og nære slægtninge på samme alder og ikke kun biologiske brødre. Det er imidlertid problematisk at overføre det, der måske gjaldt for senere italienere og andre folkeslag, til israelitterne.

Efter Bibelen var de tidligste kendte kristne forfattere, der hævdede, at Maria havde børn, Hegesippus (170–180 e.Kr.), Origenes (en mærkelig lærer) (225–253/254 e.Kr.) og Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.). Hegesippus giver os en interessant detalje: Han nævner en bror til Jesus ved navn Judas, som »led for troen på Kristus i Domitians tid« (Fem bøger med kommentarer til Kirkens handlinger, afsnit 1, s. 764). Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.) siger, at Jesu fire brødre var Jakob (kaldet den Retfærdige), Joses (eller Josef), Judas og Simon. Eusebius’ *Kirkehistorie* 2:23; 3:20. Efter Nikæa-koncilet lærte Helvidius/Helvetius (før 383 e.Kr.) også dette.

Efter Bibelen var de tidligste kendte kristne forfattere, der hævdede, at Maria nogensinde var jomfru eller noget lignende, Hippolytus (225–235/236 e.Kr.), Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) og, implicit, Origenes (en mærkelig lærer) (225–253/254 e.Kr.). Her er, hvad Origenes i 246–248 e.Kr. siger: »Nogle hævder, med udgangspunkt i en tradition i Evangeliet ifølge Peter, som det hedder, eller »Jakobs Bog«, at Jesu brødre var sønner af Josef med en tidligere hustru, som han giftede sig med før Maria. De, der siger dette, ønsker at bevare Marias ære i jomfruelighed til det sidste, … Og jeg finder det i overensstemmelse med fornuften, at Jesus var den første frugt blandt mænd af den renhed, der består i kyskhed, og Maria blandt kvinder; for det ville ikke være fromt at tilskrive nogen anden end hende den første frugt af jomfruelighed.” Origenes’ kommentar til Matthæus, bog 10, kap. 17, s. 424

Efter Nikæa lærte Athanasius (331 e.Kr.), Ambrosius af Milano (340–397 e.Kr.) og Hieronymus (383 e.Kr.), at Maria altid var jomfru. Ambrosius gjorde det imidlertid klart, at Jesus ikke havde brug for hjælp til at mægle mellem mennesket og Gud, og at Maria ikke skulle tilbedes (Om Helligånden, bog 3, kap. 11, nr. 80, 381 e.Kr.). Han sagde: »Og lad ingen aflede dette til Jomfru Maria; Maria var Guds tempel, ikke templets Gud. Og derfor skal kun Han tilbedes, som virkede i sit tempel.”

Se »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 81, og »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1206, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvor mange vise mænd var der egentlig i Mattæus 2,1-4,9-12?

Svar: Det står der ikke noget om i Skriften. Folk tror ofte, at der var tre, simpelthen på grund af sangen »We Three Kings of Orient Are«, og fordi der var tre gaver, men der kunne have været et hvilket som helst antal vise mænd. Se The Tony Evans Bible Commentary, s. 865, Evangelical Commentary on the Bible, s. 726, The New Unger's Bible Dictionary, s. 799, og The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 21, hvor svaret i det væsentlige er det samme.

Forestillingen om, at der var tre konger, går tilbage til Origenes (225-253/254 e.Kr.), men de fleste af de andre traditioner, der er opfundet om de vise mænd, opstod i det sjette århundrede og senere. Forestillingerne om, at deres navne var Kaspar, Melchior og Balthasar, eller at de kom fra Etiopien, eller at der var én fra hver folkeslag, var alle senere opfindelser. Hvis de var »magi«, en stamme af zoroastriske præster, ville de sandsynligvis stamme fra Persien (det nuværende Iran) eller Mesopotamien (det nuværende Irak). Men hvis »magi« blot betød en religiøs embedsmand, kunne de også stamme fra andre steder.

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 85, The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 73, og Ulrich Luz’s Matthew 1-7: A Commentary, s. 140, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Mattæus 2,1 – hvornår ankom de vise mænd?

Svar: Skriften angiver kun, at det var et stykke tid efter fødslen. Jesus blev født i en stald (som kunne have været en hule). Men da de vise mænd kom i Mattæus 2,11, befandt de sig i et hus. Matthæus bruger udtrykket »det lille barn« (paidion) i stedet for ordet »spædbarn« (brephos). Da Herodes dræbte alle drengebørn i Betlehem på to år eller yngre, skete dette, før Herodes indså, at de vise mænd ikke ville vende tilbage til ham. Det kunne altså have været måneder eller endda et år eller deromkring efter fødslen. Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 20, for yderligere oplysninger.

Som en sidebemærkning var denne skik med at medbringe gaver til en konge ikke ukendt. Da Nero var kejser i Rom, kom kong Tiridates af Armenien til Rom i år 66 e.Kr. med gaver til Nero. Se Ulrich Luz, »Matthew 1-7: A Commentary«, s. 131, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvem var de vise mænd i Mattæus 2:1-4, 9-12?

Svar: De vise mænd var religiøse mænd fra Mellemøsten, der beskæftigede sig med astrologi. Selvom Bibelen ikke specifikt angiver, at der var tre vise mænd, findes der tre forskellige opfattelser af, hvem de »julevise mænd« var.

Oprindeligt var levitterne en præstestamme blandt israelitterne, og ifølge Herodot var de senere vise mænd præstestammen blandt mederne. Dette svarer til, at levitterne var en præstestamme blandt israelitterne. De vise mænd bragte ofre foran bål, fortolkede drømme og udøvede astrologi. Selvom det engelske ord »magician« stammer fra »Magi«, er der – bortset fra en passage hos Herodot – ingen beviser for, at de udøvede magi. Mederne var polyteister (ikke zoroastrianere). Når der i Daniel 5:11 tales om de vise mænd, er det disse vise mænd.

Senere, efter at en magi ved navn »den falske Bardiya« havde overtaget den persiske trone i syv måneder i 522 f.Kr., erstattede kong Kambyses mange af de mediske magier med persiske magier. De persiske magier var zoroastrianere. Zoroastrianerne troede på to lige og modsatte guddommelige væsener, det ene godt og repræsenteret af lyset, det andet ondt og repræsenteret af mørket. I løbet af og efter det fjerde århundrede f.Kr. troede zoroastrianerne på opstandelse. Grækerne sagde generelt, at magierne var zoroastrianere. Clemens af Alexandria mente, at de magier, der kom til Betlehem, var zoroastrianere. Den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible, s. 788, nævner kun disse som magierne.

På Kristi tid kaldte grækerne også kaldæerne, der praktiserede astrologi, for magere. Mange astrologer rejste mod vest for at undervise, herunder den babylonske Berossos, der underviste på den græske ø Kos efter 281 f.Kr. Tacitus siger, at magerne praktiserede trolddom, og Plinius hævder, at magi stammer fra Zoroaster. Den tidlige kirkeskribent Origenes sagde blandt sine mange kritikpunkter mod kætteren Celsus, at Celsus undlod at skelne mellem de vise mænd og kaldæerne i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 1, kap. 58, s. 422. *The New International Dictionary of the Bible*, s. 612, nævner disse som de vise mænd.

Uanset den præcise mellemøstlige oprindelse af de »julevise mænd« praktiserede de vises mænd astrologi. Se *Wycliffe Bible Dictionary*, s. 1067–1068, og især kapitlet om de vise mænd i *Persia and the Bible*, s. 467–491, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Mattæus 2,2, blev der da hævdet, at andre herskere havde himmelske tegn?

Svar: Ifølge Suetonius (de Divinatione 1.47) siges der at have vist sig en komet på tidspunktet for Neros fødsel (15. december år 37 e.Kr.) og for kong Mithridates af Pontus (135 f.Kr.). Kometer, der kan ses med det blotte øje, forekommer ca. 2 til 5 gange pr. århundrede. Halleys komet dukker op hvert 75. år, herunder i 87 f.Kr. og 12/11 f.Kr. Se Ulrich Luz, Matthew 1-7: A Commentary, s. 131, og The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 83, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvilke himmelske »tegn« var der omkring denne tid, jf. Mt 2,2?

Svar: Her er nogle naturligt forekommende fænomener.

Halleys komet dukkede op 11. december f.Kr. (Lagrange nævnte dette, men det er for tidligt til at være relevant.)

En konjunktion mellem planeterne Jupiter (der repræsenterer kongedømmet) og Saturn (der repræsenterer jøderne) fandt sted i juli 6 f.Kr. Kepler (før 1630 e.Kr.) var den første til at nævne dette, selvom han foretrak supernova-teorien.

En komet eller nova, der blev nævnt af kinesiske astronomer i 5/4 f.Kr.

Imidlertid gik det, der så ud til at være en stjerne, foran dem og standsede over huset i Matthæus 2:9-10. Selvom det græske ord blot kunne betyde byen, ikke huset, kan en planetkonjunktion mellem Jupiter og Saturn samt en komet ifølge The Expositor's Bible Commentary, bind 8, s. 88, ikke gøre det. Uanset om de oprindeligt bemærkede en konjunktion eller en komet eller ej, så brugte en engel på overnaturlig vis et lys til at lede dem, da de nåede frem til Palæstina.

Se The Expositor's Bible Commentary, bind 8, s. 85, og Ulrich Luz, Matthæus 1-7: En kommentar, s. 132, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Matt 2,6 »ikke lille«, når der i Mika 5,2 står »lille« i den masoretiske tekst og »meget lille« i Septuaginta?

Svar: Det var de skriftkloge, der sagde dette, og selvom de måske blot tog fejl – især hvis de oversatte ordret – var deres fortolkning korrekt i denne sammenhæng. I Mika 5,2 står der: »Du, Betlehem Efrata, som er den mindste blandt Judas tusinder, fra dig skal der komme en frem til mig, som skal være hersker i Israel…« (Greens bogstavelige oversættelse) Pointen i Mika 5:2 er, at selvom Betlehem var lille i størrelse, vil det blive stort i betydning. Så lovlærerne tog ikke fejl i, at Betlehem vil få stor betydning på trods af sin lille størrelse.

Se *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 318–319, og *When Critics Ask*, s. 327, for supplerende svar.

Spørgsmål: Hvordan udtales »magi« i Mattæus 2,6?

Svar: Det udtales »MA-ji«, hvor begge vokaler er lange, ifølge Wycliffe Bible Dictionary.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Mattæus 2:6 »herskere«, når der i Mika 5:2 står »tusinder« i den masoretiske tekst og Septuaginta?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1) I Mika 5:2 står der: »Du, Betlehem Efrata, som er den mindste blandt Judas tusinder, fra dig skal der komme en frem til mig, som skal blive hersker i Israel…« (Green’s Literal Translation). Pointen er, at selvom Betlehem var lille i størrelse, vil det blive stort i betydning.

2) Det hebraiske ord for »tusinder« (flertal) i Mika 5:2 er ’alapim. Den græske pendant er chiliasin. Det hebraiske ord for guvernører/herskere (flertal) er ’allupe. Den græske pendant er hegemosin. Mens de græske ord er helt forskellige, er de hebraiske ord næsten ens bortset fra vokalerne. Det Gamle Testamente blev oprindeligt skrevet uden vokaler; de blev først tilføjet omkring år 700 e.Kr. Dette tyder på, at de ikke læste fra den græske Septuaginta, men enten fra den hebraiske, den aramæiske eller muligvis en anden græsk oversættelse.

3) Dette blev sagt af præsterne og lovlærerne. De kunne have begået en fejl, eller de kunne have citeret en græsk oversættelse for Herodes, som ikke var Septuaginta. Det er dog mere sandsynligt, at de mundtligt oversatte fra hebraisk til aramæisk eller græsk, mens de talte.

4) I virkeligheden begik præsterne og lovlærerne dog ikke nogen fejl i formidlingen af betydningen: det lille Betlehem er IKKE det mindst betydningsfulde sted for den hersker, der skal komme derfra.

Se Encyclopedia of Bible Difficulties s. 318-319, The Expositor’s Bible Commentary bind 8 s. 88 og The Expositor’s Greek Testament bind 1 s. 72 for supplerende svar.

Spørgsmål: I Matt 2:8,12, befalede Gud da de vise mænd til at bryde deres løfte over for Herodes, da de blev bedt om ikke at vende tilbage til Herodes?

Svar: Herodes var bekymret, da han slet ikke var arving til tronen. Hans far var edomit, hans mor var arabisk, og han var kun en konvertit til jødedommen. Da han blev konge i år 40 f.Kr., tog det tre år og romersk hjælp at nedkæmpe oprørene mod ham. Da Herodes bad de vise mænd om at vende tilbage til ham, havde Herodes tilsyneladende allerede en plan om at dræbe denne konge, og han forsøgte at inddrage de vise mænd i sin onde plan. Det faldt sandsynligvis ikke Herodes ind, at selvom han var vred på de vise mænd for at have narret ham, havde han selv først forsøgt at narre dem ved at sige, at han også ønskede at tilbede Jesus. Forresten lå Betlehem kun 5 miles (9 km) syd-sydøst for Jerusalem. Hvad angår de vise mænd, så siger »Believer’s Bible Commentary« på s. 1207: »Ingen, der møder Kristus med et oprigtigt hjerte, vender nogensinde tilbage ad samme vej.«

Spørgsmålets tempus betyder ikke »hvor er han, der til sidst vil blive jødernes konge«, men snarere »hvor er han, der nu er jødernes retmæssige konge«, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 86.

Tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Matthæus 2 siger aldrig, at de vise mænd lovede Herodes, at de ville vende tilbage.

2. I Matthæus 2 står der ingen steder, at de vise mænd fortalte Herodes, at de havde til hensigt at vende tilbage. Selv hvis de gjorde det, ændrede deres hensigt sig efter drømmen.

3. Selv hvis de havde lovet Herodes det, behøver et løfte ikke nødvendigvis at blive holdt, hvis:

3a) løftet blev afgivet under vildledende omstændigheder,

3b) man lover noget, der er i direkte modstrid med Guds vilje,

3c) At holde sit løfte betyder, at en uskyldig person vil dø.

Lad os for eksempel sige, at en mand beder dig om at ringe til ham, når en kvinde forlader sit hus, fordi han siger, at han vil lægge blomster ved hendes dørtrin, og du lover at gøre det. Senere finder du ud af, at manden har begået indbrud i en række huse og har til hensigt at begå indbrud i hendes hus. Når du ser kvinden forlade huset, skal du så ringe til røveren, fordi det er det, du lovede? Nej!

Se »The Bible Knowledge Commentary: New Testament« s. 21-22, »The Believer’s Bible Commentary« s. 1207, Ulrich Luz’ »Matthew 1-7: A Commentary« s. 136, »The Expositor’s Bible Commentary« bind 8 s. 84 og »The Expositor’s Greek Testament« bind 1 s. 69 for yderligere information.

Spørgsmål: I Mattæus 2:11: Da astrologi er forkert, hvorfor fulgte de vise mænd så stjernen?

Svar: Lad os først lære lidt om de vise mænd og derefter se, hvad dette lærer os om Gud.

De vise mænd var en stamme af mediske præster, lidt ligesom de israelitiske præster stammede fra Levi. Du kan læse mere om de vise mænd i den fremragende bog *Persia and the Bible*. De vise mænd var kendt for at praktisere astrologi.

Profetien om en stjerne, der skal komme ud af Juda, går helt tilbage til Bileam i 4. Mosebog 24:17.

Astrologi er i strid med Bibelen: De vise mænd vidste højst sandsynligt ikke, at Det Gamle Testamente siger, at astrologi var forkert (3 Mos 19:26; 20:27; 5 Mos 18:11-14; 2 Kong 17:16; 21:3,5; 2 Krøn 33:3-6). På den anden side forudsagde stjernen ikke Kristi komme, den forkyndte det.

Her er, hvad den tidlige kirkeskribent Tertullian (198-220 e.Kr.) skrev om astrologer i *Om afgudsdyrkelse*, kap. 9 (bind 3), s. 66: »Du ved intet, astrolog, hvis du ikke ved, at du bør være kristen. Hvis du vidste det, burde du også have vidst dette, nemlig at du ikke længere bør have noget at gøre med dit erhverv, som i sig selv forudsiger andres skæbnesvangre begivenheder og kunne have advaret dig om dets egen fare. Der er ingen del eller andel for dig i dit system. Den, hvis finger eller stav misbruger himlen, kan ikke håbe på himmelriget.”

Gud har aldrig sagt, at han var begrænset til kun at bruge gode midler for at trække mennesker til sig. Nogle gange bruger Gud virkelig onde midler, såsom den babylonske hær (Habakuk 1:6,13). Gud kan bruge sygdom, onde mennesker og endda utilsigtet synd (som med de vise mænd) for at trække mennesker til sig.

Det mest mærkelige af alt er, at Gud har brugt bevidst, forsætlig synd begået af troende til at redde netop disse troende. Du kan læse alt om dette i beretningen om Josef og hans brødre i 1. Mosebog 37 og 50, og især i 1. Mosebog 50:20. Faktisk kan Gud lade alle ting virke sammen til det gode (Romerne 8:28) og til sine formål (Efeserne 1:11)

Afslutningsvis kan man sige, at ligesom det, at Gud brugte bortførelsen af Josef til sine formål, ikke retfærdiggør bortførelse, så retfærdiggør det heller ikke astrologi, at Gud bruger astrologi til sine formål.

Se »The Complete Book of Bible Answers«, s. 55, »Hard Sayings of the Bible«, s. 353–354, »Encyclopedia of Bible Difficulties«, s. 317–318, »When Critics Ask«, s. 326–327, og »When Cultists Ask«, s. 93, for supplerende svar.

Spørgsmål: Har gaverne i Mattæus 2,11 nogen særlig betydning?

Svar: Gaverne var meget værdifulde, og det var vigtigt for at kunne forsørge dem i Egypten i to år. Men ud over det tillægger Bibelen dem ingen særlig betydning. Nogle har spekuleret i, at guldet er passende, fordi det symboliserer kongedømmet. Røgelse indgik i den blanding, som præsterne brugte til at fremstille røgelse. Myrra er et bittert stof, der er værdifuldt ved forberedelsen af lig til begravelse. Der findes også andre synspunkter. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 89, og Ulrich Luz’s Matthew 1-7: A Commentary, s. 138, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan er udtrykket »ud af Egypten kaldte jeg min søn« i Matt 2,15 og Hos 11,1 en profeti om Kristus?

Svar: Hosea 11:1 blev først anvendt om det israelske folk. Matthæus bruger ikke kun Hosea 11:1, men mange andre vers fra Det Gamle Testamente for at vise, at Kristi liv svarede til det israelitiske folks (bortset fra synden). Matthæus skriver til jøder, der er velbevandrede i Det Gamle Testamente, og han bruger tilsyneladende det, som datidens jødiske lærde ville genkende som midrashiske teknikker. Han anvendte jødisk midrashisk fortolkning for at udlede betydningen og anvendelsen bag hvert ord.

Som en sidebemærkning siger Philo, at der boede omkring en million jøder i Egypten på hans tid, omkring år 40 e.Kr.

Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 22, *The New International Bible Commentary*, s. 1122, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 90, 91–92 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Findes der i Mattæus 2,16 nogen anden beretning om, at kong Herodes den Store lod børn dræbe i Betlehem?

Svar: Betlehem var en lille by; der kan kun have været tale om et par dusin dræbte spædbørn, og det var en ubetydelig mængde sammenlignet med andre henrettelser, som Herodes var mere berømt for.

Der er mange ting, som vi ikke ville vide, at de fandt sted, eller hvordan de fandt sted, hvis det ikke var for en enkelt historisk beretning. For eksempel har vi ingen beretninger om, at romerne erobrede Gallien, eller hvordan de erobrede Gallien – bortset fra en enkelt kilde, nemlig Julius Cæsars skrifter. Ligeledes findes der heller ingen ikke-kristne beretninger om, at Jesus blev korsfæstet; der nævnes kun i forbifarten, at Kristus blev henrettet (dvs. led den yderste straf).

I dette tilfælde er der, bortset fra Bibelen, andre forfattere, der nævner, at Herodes den Store massakrerede de små børn før Nikæa:

Justin Martyr i »Dialog med Trypho«, kap. 78, s. 238 (ca. 138–165 e.Kr.) nævner, at de vise mænd besøgte Herodes, og at Herodes massakrerede alle børnene i Betlehem.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) siger, at [Gud] »fjernede de børn, der tilhørte Davids hus, og som havde den lykke at være født på det tidspunkt, for at Han kunne sende dem forud ind i sit rige« – Irenæus, »Mod kætterierne«, bog 3, kap. 16.4, s. 442

Origenes (225–254 e.Kr.) siger, at Herodes dræbte alle spædbørnene i Betlehem og de omkringliggende områder i håb om at dræbe jødernes konge. *Mod Celsus*, bog 1, kap. 61, s. 423

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) (underforstået, ingen omtale af Herodes) nævner, at ved Kristi fødsel blev spædbørn på to år og derunder dræbt for Kristi skyld. Brev 55, kap. 6, s. 349

Peter af Alexandria (306,285–311 e.Kr.) nævner de spædbørn, som Herodes dræbte på grund af Kristus. Kanonisk brev, kanon 13, s. 277

Efter år 325 e.Kr.

Hegemonius (midten af det 4. århundrede) siger, at Herodes på Jesu tid dræbte »alle [spædbørn] af hankøn blandt jøderne«. »Disputationen med Manes«, kap. 44, s. 220

Sammenfattende kan man sige: »Det er sandt, at Josefus, vores kilde til jødisk historie, ikke siger noget om barnemordet; og det er også sandt, at de passager i historikernes værker, der rent faktisk nævner denne begivenhed, er så sene og så sandsynligt stammer fra Matthæusevangeliet, at de har ringe værdi. Men argumentet om tavshed er i dette tilfælde fuldstændig uden vægt. Uden tvivl ville massakren på små børn set fra vores synspunkt være en særdeles grusom form for mord, som burde nævnes i enhver detaljeret beretning om aktuelle begivenheder – måske endda i Chicago! Men i oldtiden, hvor det var almindelig praksis at udsætte spædbørn – hvilket der for eksempel hentydes til i en af de ikke-litterære papyrer på den mest afslappede måde som et almindeligt træk ved datidens liv,¹ – ville drab på børn sandsynligvis ikke blive betragtet med nogen særlig afsky. Desuden bør vi ikke overdrive antallet af spædbørn, der ville blive dræbt. Hvis Betlehem var en lille landsby, som det sandsynligvis var, ville antallet af drengebørn under to år der måske ikke overstige tyve eller tredive. I de blodige og grusomme orgieer, der prægede de sidste år af Herodes’ regeringstid, kunne fjernelsen af et par dusin børn i en ukendt landsby meget vel undgå at blive bemærket af vores eneste historiker. Men selv hvis Josefus kendte til hændelsen, og selv hvis han anså den for i sig selv bemærkelsesværdig, var der i dette tilfælde en særlig grund til hans tavshed. Hændelsen berørte jødiske messianske håb; og uden tvivl undgik Josefus bevidst at nævne sådanne ting i den historie, han skrev til romerske læsere. Der er derfor ingen grund til at antage, at hvis massakren på de uskyldige virkelig havde fundet sted, ville Josefus nødvendigvis have medtaget den i sit historiske værk.

Men der skal også siges noget mere konkret. Selvom massakren på de uskyldige ikke er direkte bekræftet af verdslig historie, stemmer den nøjagtigt overens med det, vi ved om Herodes’ karakter i hans sidste år. Herodes den Store var en dygtig monark, men i de sidste år af sin regeringsperiode indledte han en periode med grusomhed, der nåede grænsen til vanvid. Hans handlinger, hvor han lod sine egne børn og sin elskede hustru henrette, samt hans plan (som kun blev afbrudt af hans død) om at slagte alle Jerusalems fremtrædende borgere i teatret, udviser netop den vilde og meningsløse blodtørst, som kommer til udtryk i massakren på de uskyldige i Betlehem. Aldrig har en historie været mere i tråd med hans karakter end denne. Generelt kan vi sige, at den vanskelighed, man har fundet i den verdslige histories tavshed om den blodige handling i Betlehem, slet ikke betyder noget.” J. Greshem Machen, The Virgin Birth of Christ, kap. 10, s. 239

Se *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1208, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 94, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Matt 2,16: Var Herodes den Store, bortset fra drabet på spædbørnene i Betlehem, nogensinde grusom over for andre?

Svar: Ja. I Asimov’s Guide to the Bible, s. 799, står der, at det er svært at tro, at Herodes’ massakre nogensinde fandt sted. Men da det angiveligt mere civiliserede 20. århundrede har budt på Pol Pot i Cambodja, Idi Amin i Uganda, Hitler, Stalin og Mao Tse-Tung, er det ikke svært at tro, at Herodes ville gøre dette.

Se det foregående spørgsmål for seks forfattere fra før det nikænske trosbekendelse, der skrev om Herodes’ massakre på spædbørnene. Forresten skal man ikke forveksle Herodes (den Store), der regerede, da Jesus blev født, med Herodes (Antipas), som Jesus mødte lige før han blev korsfæstet.

Herodes den Stores karakter var af en sådan art, at han dræbte mange i løbet af sine 36 regeringsår. Herodes henrettede eller lod sin hustru Mariamne og to af sin søster Salomes ægtemænd myrde. Herodes lod sin svoger drukne i Jordanfloden og sin svigermor Alexandra dræbe. Han dræbte Hyrkanos, den sidste af det hasmonæiske dynasti. Han dræbte mange farisæere og mange adelige familier. De jødiske rabbinere Jehuda ben Saripha og Mattathias ben Margoloth blev brændt levende. Herodes lod sine egne sønner, Alexander og Aristobulus, dræbe. Han sørgede for, at hundredvis af jødiske ledere blev dræbt på dagen for hans død. Da Herodes, ligesom de fleste jøder, ikke spiste svinekød, fik dette den romerske kejser til at bemærke spøgefuldt, at han hellere ville være Herodes’ so (hungris) end hans søn. På græsk er ordet for »so« huos, og ordet for »søn« er huios. Fem dage før Herodes døde, lod han sin søn Antipater dræbe. (Tre yngre sønner, Archelaus, Herodes Antipas og Filip, overlevede ham). Der er ingen tvivl om, at Herodes manglede den moralske rygrad, der skulle til for at dræbe spædbørnene. I lyset af alle de andre »nyheder«, Herodes stod bag, kan drabet på spædbørn i en lille by måske virke mindre nyhedsværdigt.

Efter Herodes’ død i år 4 f.Kr. udbrød der et oprør, og Archelaus sendte tropper til Jerusalem og dræbte 3.000 på én dag. Da Archelaus og Herodes Antipas rejste til Rom, kom Sabinus, en repræsentant for det kejserlige skatkammer, for at revidere skatterne. Han tog 400 talenter ud af tempelskatkammeret. Der udbrød et oprør i år 9 e.Kr., og syriske tropper under ledelse af Quintilius Varus nedkæmpede det.

I Josephus’ *Antiquities of the Jews*, bog 17, kap. 213 [ix.3], og i *The Bible as History*, s. 358, står der, at der var en måneformørkelse, da Herodes den Store døde, hvilket vil placere dødsdatoen den 12./13. marts 4 f.Kr.

Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 23, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 84, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Var de andre konger i Mattæus 2:16 lige så onde som Herodes?

Svar: Nogle kunne sige, at Herodes ikke adskilte sig fra mange mennesker i dag; han gav ikke plads til nogen anden konge end sig selv, og han ville bruge alle midler, han havde til rådighed, for at sikre det, uanset hvem der ellers kom til skade.

Nogle konger var bedre end andre, men nogle var meget onde. For eksempel myrdede den parthiske konge Phraates IV sin far Orodes II i år 37 f.Kr. Romerne sendte ham en italiensk slavepige ved navn Musa. Phraates fik en søn med hende, Phraataces (= Phraates V). Musa forgiftede sin mand, Phraates IV, i år 2 f.Kr. Hun giftede sig derefter med sin egen søn i år 2 e.Kr. Phraates V blev forvist i år 4 e.Kr. Dette fremgår af Encyclopaedia Britannica fra 1972.

Spørgsmål: Hvordan opfyldes Jeremias’ profeti om Rakel i Jesus i Mattæus 2:18?

Svar: I 1. Mosebog 35:16-19 døde Rakel, da hun fødte Benjamin. Da Jeremias skrev disse ord om Rakel, Jakobs hustru, havde hun allerede været død i over 1.000 år. Jeremias’ ord har ikke to betydninger, men snarere kun én betydning med to opfyldelser plus en tredje opfyldelse helt tilbage i 1. Mosebog. Jeremias’ mening er, at ligesom Rakel ville sørge over sine børns død og slaveri, hvad enten det var ved egypternes eller babyloniernes hånd, så ville Rakel også sørge over sine børns død ved Herodes’ hånd. I Jeremias’ tid gentog profeten ordene for at profetere om de samme følelser af sorg over tabet af de jøder, der blev forvist til Babylon, tæt på Rakels grav.

Matthæus bruger ligeledes de samme ord for at skildre tabet ved døden af de små drengebørn i Betlehem, som lå tæt på Rakels grav.

Hvis en skeptiker har et problem med, at Matthæus bruger Jeremias’ ord, vil han måske have et tilsvarende problem med, at Jeremias bruger ord fra Første Mosebog. Kernen i problemet er denne: Ligesom jøderne i Jeremias’ tid forstod fortolkningen ved at sige, at fangenskabet ville relatere til Rakels sorg i Første Mosebog, ville jøderne i Jesu tid forstå denne type midrashisk fortolkning, som Matthæus anvendte.

Se *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 866-867, *The Expositor's Bible Commentary*, bind 8, s. 91-92, og *The Expositor's Greek Testament*, bind 1, s. 75-76 for yderligere information.

Spørgsmål: I Matt 2,22: Da Herodes den Stores sønner regerede både i Judæa og Galilæa, hvorfor valgte Josef så at tage til Galilæa frem for Judæa?

Svar: Den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 800, giver her to nyttige betragtninger.

1. Archelaus, der regerede som konge i Judæa fra år 4 f.Kr., havde måske hørt om Jesus, en spæd konge, og var ivrig efter også at dræbe ham. Herodes Antipas, der var tetrark i Galilæa, havde måske en anden holdning.

2. Asimov påpeger, at Archelaus var så fjendtligt indstillet, at jøder og samaritanere – som ellers var fjender – forenede sig i deres appel til Rom om at afsætte Archelaus. Da Herodes døde, havde Archelaus kun regeret i 10 år. Herodes Antipas regerede derimod fredeligt i Galilæa i over 40 år.

Der er dog en langt mere indlysende grund i Lukas 2:39. Josef var fra Nazaret, ikke fra Betlehem. Josef var ikke blot på vej til det land, hvor herskeren var mildere, men han vendte også ganske enkelt tilbage til det sted, hvor han kom fra.

Spørgsmål: Er det arkæologisk set sandt, at der i Mattæus 2:23 ikke findes beviser for en by ved navn Nazaret, som en ateist har hævdet?

Svar: Nej. Ateisten Frank Zindler hævdede dette i en artikel med titlen »Where Jesus Never Walked«, ifølge bogen *The Case for Christ*, s. 102 (s. 137–138 i paperbackudgaven). Talmud nævner 63 andre byer i Galilæa (men ikke Nazaret), og Josefus nævner 45 andre byer i Galilæa (men ikke Nazaret). Nazaret nævnes i begyndelsen af det 4. århundrede e.Kr. og i jødisk litteratur fra omkring det 7. århundrede e.Kr.

Arkæologer har imidlertid fundet rester i Nazareth, der går tilbage til år 900 e.Kr. (efter at Salomo begyndte at regere) og strækker sig frem gennem den græsk-romerske og den byzantinske periode. I 1962 blev der fundet en indskrift i Cæsarea om præsternes turnus. Indskriften har bevaret: „... Mamliah ... Nazareth ... Akhlah ... Migdal [Magdala]“ I bogen *The Case of Christ*, s. 103, nævnes det, at arkæologer efter Jerusalems fald i år 70 e.Kr. fandt en aramæisk liste over præster, der var blevet omplaceret, og en af dem var registreret som flyttet til Nazareth. Der er fundet grave fra det 1. århundrede lige uden for Nazareth. Endelig blev der i 1955 fundet førkristne levn under den nuværende Bebudelseskirke i Nazareth.

Nazareth blev også set ned på, fordi byen ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 23, husede den romerske garnison for de nordlige dele af Galilæa.

Se https://www.ministrymagazine.org/archive/1975/12/nazareth-attested-in-caesarea-fragments og *New International Bible Commentary*, s. 1123, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Mattæus 2:23 – hvor stor var Nazareth ifølge arkæologerne?

Svar: Ifølge *The Case for Christ*, s. 103-104, var Nazaret en meget ubetydelig by. Den dækkede et areal på ca. 60 acres og havde en befolkning på højst ca. 480 indbyggere på det tidspunkt, hvor Jesus blev født.

Spørgsmål: Hvor i Mattæus 2:23 er det profeteret, at Jesus ville blive kaldt en nazarener?

Svar: Først vil vi give svaret fra den tidlige kirkeskribent Tertullian (som sandsynligvis er forkert) og derefter det mest sandsynlige svar.

Klagesangene 4:7 (Septuaginta) Tertullian besvarede dette i år 207 e.Kr. i sit værk *Mod Marcion*, bog 4, kapitel 7. Mens den masoretiske tekst i Klagesangene 4:7 siger: »Hendes fyrster var hvidere end sne«, siger Septuaginta: »Hendes naziritter var hvidere end sne«. Tertullian nævner dette som en henvisning til både »naziræere« (dem, der aflægger et løfte til Gud om at afholde sig fra alkohol, døde kroppe og anden urenhed) og »nazarenere«, dem, der kommer fra Nazaret.

Tertullian sagde: »Skaberens Kristus måtte ifølge profetien kaldes en nazarener; derfor betegner jøderne os også, netop af den grund, som nazarener efter ham. For vi er dem, om hvem der står skrevet: ›Hendes naziræere var hvidere end sne‹;«

Grenen: Messias omtales som »grenen« i Esajas 11:1, Jeremias 23:5, 33:5 og sandsynligvis Zakarias 3:8 og 6:12. Konsonanterne i ordet »gren« er identiske med dem i »nazarener«, og det hebraiske Gamle Testamente blev oprindeligt skrevet uden vokaler. Desuden nævner *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 23, at »gren« bar ideen om en ubetydelig begyndelse, og farisæernes reaktion viste, at Nazaret havde den samme konnotation.

Se *When Critics Ask*, s. 328, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 97, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Var det forkert i Matt 2:23 at hævde, at det, at Jesus var fra Nazaret, opfyldte Det Gamle Testamente (Es 11:1, Zak 6:12 og andre passager), som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 801-802, hævder?

Svar: Overhovedet ikke. Først følger her, hvad Asimov siger, og derefter svaret.

Den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 801-802, nævner, at »Mattæus måske ser en lighed her med ’nazaren’. (Faktisk er de to ord identiske på hebraisk, da vokalerne ikke blev skrevet.) Asimov, s. 802, siger, »at Matthæus i bedste fald giver sig hen til et ordspil og ikke henviser til nogen egentlig profeti om, at Messias skulle være indbygger i Nazaret.«

Svaret er, at Det Gamle Testamente siger, at Messias ville blive kaldt »grenen« uden at angive en eller flere grunde til hvorfor. Mattæus 2:22 udelukker ikke, at Jesus også er Guds »gren«, hvorfra Hans kirke vil vokse.

Spørgsmål: Hvordan ville de opfatte ørkenen i Matt 3:1-4?

Svar: Det var et tørt, goldt sted, men ikke som Sahara-ørkenen. Man kunne ikke dyrke afgrøder uden omfattende kunstvanding, men man kunne opdrætte får og geder, hvis der var steder, hvor man kunne vande dem. Det var ikke et sted med komfort og spænding, men tomme, ensomme steder med stilhed langt væk fra civilisationen. Israelitterne befandt sig i ørkenen, mens de forberedte den næste generation på at træde ind i det forjættede land. Paulus var i ørkenen i Arabien, inden han påbegyndte sin tjeneste.

I dag fører Gud undertiden troende ud i ørkenen. Det er ikke et sted fyldt med spænding, men med stilhed. Det er måske ikke et sted for aktiv tjeneste, selvom det i Johannes’ tilfælde var et sted for tjeneste, og for folket et sted for omvendelse og hengivelse. Det kan være et sted for forberedelse.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 867, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Matt 3:4 og Mark 1:6 – var de græshopper, som Johannes Døberen spiste, rene eller urene?

Svar: Der fandtes både rene og urene græshopper, og evangelierne angiver det ikke specifikt. Vi kan dog antage, at Johannes, som var en lydig jøde, spiste den rene variant. Rene dyr omfattede ifølge 3. Mosebog 11,21-22 og 5. Mosebog 14,21 »hoppere« med vinger og leddelte ben, herunder græshopper og græshoppere. Uren dyr omfattede »flyvere« ifølge 4. Mosebog 11:20,23 og 5. Mosebog 14:19. Selv i dag fanger fattige mennesker rene græshopper, fjerner vinger og ben, koger dem og spiser dem.

Se The Expositor's Greek Testament, bind 1, s. 80, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Spiste Johannes Døberen i Mattæus 3:4 og Markus 1:6 insekter kaldet græshopper, eller betyder det, at han spiste frugter fra græshoppetræet?

Svar: Her er, hvad gamle og moderne kilder siger om det græske ord for græshopper: akrides.

Ebionitterne (en gammel kætteri) forsøgte at gøre Johannes til vegetar. Derfor sagde de, at det var honningkager, egkrides, i stedet for græshopper.

Tatian udarbejdede et sammendrag af de fire evangelier kaldet Diatessaron og brugte ordet »mælk« i stedet for »græshopper«.

Theophylakt 173 opregner en række muligheder, herunder planten melagron.

Forskellige munke har kaldt johannesbrødtræet for Sankt Johannes’ brødtræ, fordi de troede, at det var et »græshoppe-træ«.

Theodor af Mopsuestia sagde – måske som svar på, at folk hævdede, det var noget andet – at der var tale om græshopper med vinger.

Problemet med disse fortolkninger er, at der tilsyneladende ikke findes nogen bibelske manuskripter, der siger, at der var tale om andet end »græshopper«. Tidlige kristne, såsom Clemens af Alexandria, skrev om Matthæus 3:4, og de så ingen grund til at opfatte græshopperne som andet end insekter.

Moderne kilder, der angiver, at græshopperne er insekter, omfatter The NIV Study Bible, s. 1445, The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 104, The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 102, og New Bible Dictionary, s. 744.

Oplysningerne om de alternative synspunkter stammer fra Ulrich Luz’ bog, »Matthew 1-7: A Commentary« (Augsburg Fortress, 1989) og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 80-81.

Spørgsmål: Hvad betyder »raiment« i Mt 3:4, Mk 9:3 og ApG 22:20 (KJV), og hvad er en »fuller«?

Svar: »Raiment« betyder tøj, og en »fuller« er en person, hvis arbejde består i at vaske tøj.

Spørgsmål: Hvorfor døbte Johannes andre i Matt 3:6?

Svar: Det var almindeligt, at en person døbte sig selv i et særligt bassin til dette formål, når vedkommende konverterede til jødedommen. Men dette er det tidligste eksempel, vi kender til, hvor nogen døber en anden. I Det Gamle Testamente nævnes sprængning af vand til renselse i Ezekiel 36:25-27, og udgydelsen af Guds Ånd nævnes i Ezekiel 39:29 og Joel 2:28.

Johannes sagde, at han døbte til omvendelse, for at vende folk tilbage til Gud og bane vejen for Messias. Når en jordisk konge skulle besøge en fjerntliggende by i sit rige, drog vejarbejdere ud måneder i forvejen for at gøre vejen klar. På samme måde var Johannes der for at bane vejen i folks hjerter, så den var klar, når Messias kom.

Se The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 24, og The Expositor’s Bible Commentary, bind 9, s. 286, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor talte Johannes så skarpt til farisæerne og saddukæerne i Mattæus 3,7-9?

Svar: Johannes opfordrede folk til at omvende sig, til at bekende deres synder og forlade deres gamle vaner. Selvom farisæerne og saddukæerne kom, vidste han, at de fleste af dem ikke kom med det formål. I værste fald kom de for at undersøge en excentrisk lærer og måske for at finde en grund til at skaffe sig af med ham. Selv i bedste fald søgte de at hente et par tips, som de kunne tilføje til deres eksisterende praksis. Johannes siger ikke, at de blot skal udvide deres viden; de skal omvende sig og vende sig bort fra deres afhængighed af et sted, traditioner, deres organisationer eller deres positioner inden for disse organisationer. Når en skovbrand nærmer sig, vil slangerne forsøge at flygte; det er dog svært for dem at komme langt væk. Det er som at flygte fra Guds vrede uden omvendelse. Men Johannes sagde ikke, at de ikke måtte blive og lytte. Hvis farisæerne og saddukæerne oprigtigt ønskede at omvende sig, kunne de også vælge at lade sig døbe.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 867–868, »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 82–83, og »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 103 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor brugte Johannes i Mattæus 3:9 udtrykket »I skal ikke sige til jer selv«, og hvordan lyver nogle for sig selv i dag?

Svar: Johannes taler om en løgn, men hvem er det, der lyver? Dæmoner kan lyve for os, og andre mennesker kan lyve for os, men derudover har vi ofte løgne, som vi fortæller os selv. Det er stadig en løgn, selvom vi er de eneste, der hører den. Vi kan lyve ved at sige, »at den synd ikke er så slem«, eller »Gud forstår, at jeg bliver her«, når Gud kalder os til at omvende os og gå videre. Andre eksempler er »der er altid masser af tid« eller »jeg er dybest set et godt menneske, så jeg behøver ikke at ændre mig«.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i Mattæus 3:9 skabe Abrahams børn ud af sten, hvis han ønskede det?

Svar: Den Almægtige Gud kan gøre hvad som helst, endda forvandle livløse sten til børn med kopier af Abrahams gener. Der er desuden et ordspil her. Både på hebraisk og aramæisk ligner ordet for »sten« meget ordet for »børn«.

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 103, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad var meningen med, at Johannes Døberen i Mattæus 3:10 nævnte, at øksen ligger ved træets rod?

Svar: Nogle ting i livet er uigenkaldelige, såsom at fælde et træ. Når man først er gået i gang, kan man ikke fortryde det, der er sat i gang. På samme måde var dette deres sidste chance, før de blev skåret af. Deres tid var omme.

Spørgsmål: Hvordan kan Johannes’ indrømmelse i Mattæus 3:11 om, at han ikke giver det fulde billede, anvendes på vores vidnesbyrd?

Svar: Johannes var en nødvendig forløber, der skulle vende folket tilbage til Gud, før Jesus kom. Johannes ønskede ikke, at folket skulle tro på hans ord og tro, at det var alt, hvad de skulle gøre. Nej, Johannes var blot ”forretten”, og Jesus var ”hovedretten”. Alligevel er der nogle få mennesker i historien, der ignorerede Johannes’ ord her. Disse mennesker tilhører den mandæiske religion, som praktiseres af sumparaberne i det sydlige Irak. De tror, at Johannes Døberen kom fra Gud, men at Jesus ikke gjorde.

I dag skal vi dele evangeliet med andre, lige der hvor de er. Hvis de ikke tror på, at Gud findes, eller at der kun er én Gud, skal vi fokusere på netop det. Måske kan vi senere dele andre punkter, såsom at vi alle er syndere, at Jesus døde på korset for vores synder, og at vi skal tage imod Jesus som vores Herre og Frelser. Men når vi er nødt til at udskyde at dele en del af evangeliet, enten på grund af tiden eller det åndelige sted, personen befinder sig på, bør vi fortælle dem, at det, vi har sagt, ikke er hele historien; der kommer mere.

Spørgsmål: Hvordan døber Jesus i Mattæus 3:11 de kristne med Helligånden og med ild?

Svar: Johannes’ budskab minder os om Joel 2:28-29, der lover Helligånden, og den renselse, der nævnes i Malakias 3:2-5. De troende bliver døbt med Helligånden, når de først tror på Kristus. Selvom det moderne udtryk »dåb med ild« betyder en svær prøvelse, er det ikke den betydning, der er her, for det er Jesus, ikke forfølgerne, der udfører dåben, og det er med ild, ikke ved ild.

Der er tre opfattelser af, hvad »ild« betyder.

(usandsynligt) En anden dåb ved Helligånden: Der er kun ét præpositionsudtryk, dvs. der står »ved Helligånden og ild«, ikke »ved Helligånden og ved ild«. Så dette henviser sandsynligvis ikke til en anden begivenhed.

(usandsynligt) Pinse: Apostlene fik en flamme til at vise sig på deres hoveder, da de prædikede under pinse, og denne fortolkning ville betyde, at Johannes Døberen profeterede om pinse. Afhandlingen om genbaptisme (ca. 250–258 e.Kr.) kap. 2, s. 668, fremfører denne opfattelse. NIV Study Bible, s. 1446, siger: »Demonstreret på en dramatisk måde ved pinse (ApG 1:5,8; 2:1-13; 11:16), selvom ’ild’ her muligvis henviser til den kommende dom (se v. 12).« Men det henviser sandsynligvis ikke til pinse af samme grund, som det ikke henviste til den første. *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1211, tilføjer, at dette er usandsynligt, fordi ild sidestilles med dom i det næste vers.

(usandsynligt) Helligåndens rensende virke: The New Geneva Study Bible, s. 1508, og Evangelical Commentary on the Bible, s. 727, tilslutter sig denne opfattelse. Origenes (225–254 e.Kr.) tilsluttede sig også denne opfattelse i Commentary on John, bog 6, kap. 16–17, s. 366–367. Dette er dog usandsynligt, da agnene brændes med en ild, der ikke kan slukkes, i Matthæus 3:12. *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 104-105, hævder, at det er denne opfattelse, fordi den eneste præposition på græsk ikke ville indikere to dåb (Ånden for de troende og dommens ild for de vantro), men blot én dåb (Ånden og den rensende ild)

(usandsynligt) Dommens ild for en kristens gerning var den fortolkning, som Basilius af Kappadokien (357-378/379 e.Kr.) gav i *Om Ånden*, kap. 15.36, s. 22.

Helvedesild for personer, der afviser Jesus: Se *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 150-152, for den opfattelse, at dette betyder, at Jesus vil døbe de troende med Helligånden og dem, der afviser Jesus, med dommens ild. Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) forkyndte denne opfattelse i »Prædikener over Matthæusevangeliet«, prædiken 11, kap. 6-7, s. 71-72, hvor han understregede sammenhængen med Johannes’ andre advarsler om ild. I »The Expositor’s Greek New Testament«, bind 1, s. 84, står der, at Johannes fokuserede på tre ting: vand, vind/ånd og ild. Johannes døbte med vand, Messias ville døbe de troende med Ånden, og en ilddåb ville i dommen tilintetgøre dem, der ikke havde del i vandet og Ånden. Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) bruger dette vers til at tale om Guds dom over de vantro i *Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 4.3, s. 466. Tertullian (198–220 e.Kr.) siger, at dåben med vand er til frelse, og at forstilt og svag tro døbes med ild til dom (Om dåben, kap. 10, s. 674).

Dommedagens ild, når Jesus vender tilbage. *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1211, tilslutter sig denne opfattelse.

Flere betydninger: *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 25, siger, at dette henviser både til dom og renselse af de troende. Theodotus, den formodede montanist, s. 124 (ca. 240 e.Kr.), siger, at ilden blot er det ødelæggende element, der renser det onde bort hos de troende og (hvilket han antyder) ødelægger andre.

Ikke specificeret: Følgende citerede dette vers, men nævnte ikke en bestemt opfattelse.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) i *Dialog med jøden Trypho*, kap. 49, s. 219

Hippolytus (222–234/5 e.Kr.) i »Afhandlingen om den hellige teofani«, kap. 3, s. 235

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) i *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 12, kap. 1.12, s. 511

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) drøfter dette vers, men nævner ikke nogen bestemt opfattelse (»Harmoni mellem evangelierne«, bog 2, kap. 12.26, s. 117).

Se fodnoten i NET Bible til Mattæus 3:11 for mere om de forskellige synspunkter.

Spørgsmål: Hvordan foregår vinding i Mattæus 3:12?

Svar: Når man høster hvede, er det meste af det, man høster, uspiseligt. Man har det gode frø omgivet af avnerne, som sidder fast på stilken. Først foregår tærskningen, hvor okser tramper på hveden for at adskille frøene, som er tungere, fra alt andet. Derefter bruger man måske en høtyv eller en vifte, også kaldet en vindsigte, til at kaste blandingen op i luften, så vinden blæser de uspiselige avner væk fra de spiselige frø.

Billedet her er, at høsten af hveden giver en stor mængde materiale, men kun en lille brøkdel af det er faktisk brugbart. Ja, det er både vigtigt og tidskrævende at skære hvedestænglerne ned, men det er lige så vigtigt og tidskrævende at adskille hveden fra avnerne. Det er vigtigt at få folk til at reagere positivt på evangeliet, men det udgør højst halvdelen af arbejdet med at gøre alle nationer til disciple.

Se The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 84, The Tony Evans Bible Commentary, s. 868, og The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 105 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Jesus i Mattæus 3:14 at lade sig døbe, og hvorfor ønskede Johannes at forhindre Jesus i det?

Svar: Jesus havde selvfølgelig ingen synd at omvende sig fra, men han identificerede sig med os på alle måder. Ligesom vi følger Jesu eksempel, lod Jesus sig døbe. Jesus bekræftede her også Johannes’ tjeneste.

Men lad os se på disse vers igen fra Johannes’ perspektiv. Johannes’ ledende formål i livet var at forkynde omvendelse og få folk til offentligt at forpligte sig til at omvende sig og følge Gud gennem vanddåben. Johannes var fyldt med Helligånden fra fødslen, og han vidste, at hans forståelse var korrekt. Han vidste, at Jesus var den syndfri Messias. Derfor var Johannes forvirret over, at Jesus ønskede at blive døbt.

Johannes’ synspunkt var korrekt, bortset fra at det var forenklet. Johannes indså, at Jesus ikke havde behov for at omvende sig, og fandt det absurd, at den blotte forløber skulle døbe Messias selv. I sig selv havde Johannes gyldige argumenter. Men hvad Johannes ikke så, var, at for at opfylde al retfærdighed identificerede Jesus sig med os på alle måder. Jesus var større end Johannes Døberen; det benægtede Jesus ikke. Men Jesus ydmygede sig selv og kom for at tjene, så i vers 15 befalede Herren i det væsentlige Johannes Døberen at tillade, at Jesus indtog den mere ydmyge position her.

Her afsløres noget værdifuldt om Johannes’ hjerte. Johannes, selvom han ikke havde 100 % ret, så sin eneste livsopgave i at forkynde for og døbe dem, der havde brug for at omvende sig. At døbe Jesus faldt uden for Johannes’ opfattelse af sit livsarbejde. Var det altså vigtigst for Johannes at tjene Gud ved at opfylde det, han opfattede som sit gudgivne formål, eller var det vigtigere for ham at følge og adlyde Herren, uanset hvor Han førte ham hen? Selvom Johannes ikke havde en klar forståelse af det hele – i hvert fald ikke før senere – valgte han det sidste. Også vi bør ikke blot følge Gud, men følge Gud uden forbehold.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 868, »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 85-86, »The Evangelical Commentary on the Bible«, s. 727, »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1212, og »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 107-108 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor måtte »stakkels Jesus (fred være med ham) i Mattæus 3:16 vente i TRETTI ÅR efter sin fødsel for at modtage Helligåndens gave ved sin dåb ved Johannes Døberens hånd«, når Helligåndens gave »er så billig, at 75.000.000 »GENFØDTE« kristne i Amerika også praler af at besidde den”, og i Luk 1:15 blev Johannes Døberen fyldt med Helligånden fra fødslen. (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

A: Først en sidebemærkning: Muhammed ventede FIRETIO år, før han hævdede, at han var en profet. Deedat forveksler »gratis« med »billig«, og Deedat synes at have glemt den bibelske lære om Kristi guddommelighed. Deedat har aldrig modtaget Helligåndens gave, så han kender ikke forskellen mellem Helligåndens gave og Helligånden, der synligt sænkede sig over Jesus som en due.

Gratis, men ikke billig: Gaven var meget dyr; den kostede Jesu død. Men Gud giver den gratis til alle, der vil tro på hans evangelium.

Kristi guddommelighed: Den »fattige« Jesus behøvede ikke at vente tredive år; ikke alene var Guds nåde over Jesus som barn (Lukas 2:40), men Jesus er Gud selv, og Faderen var i ham. Jesus behøvede ikke at blive fyldt med Helligånden, som vi gør; Faderen og Jesus sendte Helligånden til os.

Helligåndens nedstigning på Jesus er ikke Helligåndens gave: Deedat fortolker fejlagtigt, at Jesus blev fyldt med Helligånden ved sin dåb; der står ikke, at Jesus blev fyldt med Helligånden ved sin dåb. I stedet nedsteg Helligånden synligt i legemlig form som en due på Jesus. Når kristne bliver fyldt med Helligånden, nedstiger Helligånden ikke på dem som en due, så dette er noget andet.

Lad os til sidst sammenligne Jesu oplevelse med Muhammeds.

1. Muhammed, som ifølge haditherne som profet blev udsat for en ond fortryllelse.

1a. Jøden Labid bin el-Asim udsatte Muhammed for en fortryllelse. Ibn-i-Majah, bind 5, nr. 3435, s. 60-61

1b. Muhammed blev udsat for en ond fortryllelse ifølge Sahih Muslim, bind 3, bog 24, nr. 5428-5429, s. 1192-1193; Sahih Muslim, bind 2, bog 4, nr. 1888, s. 411. Se også Bukhari, bind 8, bog 73, kap. 56, nr. 89, s. 57, og Bukhari, bind 8, bog 73, kap. 59, nr. 400, s. 266.

2. Muhammed frygtede gravens pinsler for sig selv.

2a. En jødisk kvinde sagde til Muhammed: »Må Allah beskytte dig mod gravens pinsler.« Derefter bad Muhammed om beskyttelse mod gravens pinsler. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1479, s. 281-282

2b. »’A’isha berettede: Den Hellige Profet (fred være med ham) trådte ind i mit hus, mens en jødisk kvinde var hos mig, og hun sagde: »Ved du, at du vil blive sat på prøve i graven?« Allahs Sendebud (fred være med ham) skælvede (da han hørte dette) og sagde: »Det er kun jøderne, der vil blive sat på prøve.« ’A’isha sagde: Der gik nogle nætter, og så sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Ved du, at det er blevet åbenbaret for mig: ’Du vil blive sat på prøve i graven’?« Aisha sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud (fred være med ham) søge tilflugt fra gravens pinsler efter dette.« Sahih Muslim, bind 1, bog 4, nr. 1212, s. 290

2c. Abu Huraira berettede: »Jeg hørte Allahs Sendebud (fred være med ham) søge tilflugt fra gravens pinsler efter dette (efter åbenbaringen).« Sahih Muslim, bind 1, bog 4, nr. 1213, s. 290

2d. »Hun (Aisha) sagde: Aldrig så jeg ham (den Hellige Profet) bagefter, uden at han i bøn søgte tilflugt fra gravens pinsler.« Sahih Muslim, bind 1, bog 4, nr. 1214, s. 290

2e. ”Masruq overleverede denne hadith på autoritet af ‘A’isha, som sagde: Aldrig bad han (den Hellige Profet) bøn efter dette, uden at jeg hørte ham søge tilflugt fra gravens pinsler.” Sahih Muslim, bind 1, bog 4, nr. 1215, s. 291

2f. Muhammed søgte tilflugt fra gravens pinsler. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2065, s. 535; bind 2, nr. 2069, s. 537; bind 2, nr. 2071, s. 538

Nu kan en muslim være enig, uenig eller – hvilket er mere sandsynligt – ikke have været klar over, hvad disse hadither siger. Uanset hvad er det dog ikke dem, der er enige eller uenige med mig, for jeg gengiver blot, hvad de autoritative sunni-hadither siger.

Sammenfattende kan man sige, at Jesus sendte Helligånden til os. Mit håb er, at du vil blive fri fra det onde, fri fra frygten for gravens pinsler, og at du vil bede Gud om at modtage Helligånden.

Spørgsmål: Hvem så duen i Matt 3:16 og Mark 1:10?

Svar: Både Mattæus 3:16 og Markus 3:16 siger, at Jesus så duen, og Johannes 1:32 siger, at Johannes Døberen også så duen. Disse vers angiver ikke, hvem der ellers så duen, så folkemængden kan også have set den.

Spørgsmål: Mange siger, at »der ikke findes nogen fortælling om Jesus uden teologi«. Så i dåbsberetningen ser vi for eksempel, at Jesus bliver døbt, at Ånden som en due sænker sig ned over ham, og at den himmelske stemme siger: »Du er min elskede Søn, i dig har jeg fundet velbehag« (Markus 1,11). Denne begivenhed fandt måske ikke sted, som den er beskrevet i evangelierne, dvs. på én gang, men gradvist i løbet af Jesu liv, død og opstandelse. Så den Ånd, der kom ned over Jesus, henviser til den kommende tidsalder. Desuden tyder den åbne himmel, Helligåndens nedstigning, Faderens stemme og Messias’ tilstedeværelse der på, at de sidste dage begyndte at bryde frem, og at frelsen er nær. Hvad mener du om det? Tror du, at Jesu dåb var allegorisk og symbolsk? Hvorfor? Eller hvorfor ikke?

A: Først og fremmest har jeg aldrig hørt udtrykket »ingen fortælling om Jesus uden teologi«. Spørgsmålet lyder næsten som en beskyldning mod evangelieskriverne om at være uærlige og vildlede folk; jeg tror, at det fandt sted, som det er skrevet i evangelierne. Jeg tror, at evangelieskriverne gav os sande beretninger med den nødvendige præcision. Hvis de hævder, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen, og at dette skete, så tror jeg, at de var ærlige, og at det skete. Det er fint at fortælle lignelser, men hvis nogen fremstiller noget som historie, der ikke er sandt, så er det vildledende, ikke sandhed.

Spørgeren gav ingen begrundelse for, hvorfor vedkommende ønskede at betvivle evangelieskrivernes troværdighed, så jeg kan ikke forholde mig til begrundelserne for tvivlen, hvis der ikke gives nogen.

Spørgsmål: Understøtter Matt 3,16-17, at Faderen, Sønnen og Helligånden er tre adskilte personer, som mormonerne har hævdet (Talmadge, 1977, s. 39-40)?

Svar: Nej. Dette viser, at de er forskellige, men det viser ikke, at de er adskilte. I stedet for at være imod treenigheden er dette afsnit vigtigt som støtte for en del af treenigheden, nemlig at de tre er forskellige. Dette afsnit taler dog imod modalismen og »Oneness-pentekostalisme«. Se When Cultists Ask, s. 93-95, for mere information.

Spørgsmål: Hvad er det, der er så ironisk ved Jesu tjeneste i Matthæusevangeliet i Mt 4:2?

Svar: Jesus er sulten her (Mattæus 4:2), men alligevel gav han andre mad (Mattæus 14:13-21; 15:29-39).

Jesus blev træt (Mattæus 8:24), men alligevel tilbyder Jesus hvile til andre (Mattæus 11:28).

Jesus er Kongens Søn (Mattæus 17:24-26), men alligevel betaler han skat (Mattæus 17:27).

Jesus beskyldes for at bruge djævelens kræfter (Mattæus 12:24), men alligevel uddriver han dæmoner (Mattæus 12:22-23).

Jesus dør en forbryders og synders død (Mattæus 27:37-38), men alligevel frelser han os fra vores synder (Mattæus 1:12).

Jesus bliver solgt for tredive sølvstykker (Mattæus 26:15), men giver sit liv som løsesum for mange (Mattæus 20:28).

Jesus nægter at forvandle sten til brød (Mattæus 4:3-4), men giver symbolsk sin egen krop som brød til sit folk (Mattæus 26:26).

Se The Expositor's Bible Commentary, bind 8, s. 112, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Matt 4:3 og Luk 4:3-4 var Jesus sulten, og Faderen havde ikke givet ham mad, så hvad ville der være galt i, at Jesus selv lavede brød?

Svar: Jesus havde forpligtet sig til at faste, og Faderen kunne forsørge ham, da et menneske skal spise inden for 40 dage for at overleve. Men Jesus var frygtelig sulten, og han kunne have brugt sin overnaturlige kraft til at spise, hvis han havde valgt det. Men Jesus ville ikke bruge sin overnaturlige kraft eller gøre noget i strid med sin Faders vilje. Og Faderen sendte til sidst engle for at tjene Jesus i Mattæus 4:11.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 869, og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 88-89, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad handlede denne fristelse om i Matt 4:5-6 og Luk 4:9-12?

Svar: Først og fremmest viser dette, at Satan kender Skriften og endda kan forsøge at udnytte den til sin fordel for at få mennesker til at falde. Da Jesus var Guds søn, vidste han, at han ville blive beskyttet, hvis han sprang ned. Geografisk set lå templet ved Kidron-dalen, og højdeforskellen fra templets højeste punkt til bunden af Kidron-dalen ville være omkring 450 ft.

Denne fristelse er interessant, fordi den ikke ville bryde nogen love i Det Gamle Testamente og faktisk ville fremme sagen med at overbevise folk om, at han var Messias. Så i stedet for at føre til noget dårligt, er dette en »Guds-misbilliget genvej« til noget godt. Naturligvis ville det også appellere til Jesu stolthed ved at vise sig frem og øge hans popularitet. Desuden ville det være som at trække Gud ind i et hjørne for at tvinge ham til at beskytte dig. Vi ved selvfølgelig, at Gud ikke ønsker, at vi gør dårlige ting; »målet helliger ikke midlet«, når det gælder at bruge genveje for at gøre gode ting. Så hvis du kommer for sent til kirken, skal du så køre for hurtigt? Hvis du ønsker at give flere penge til menigheden, skal du så snyde med skatten og bruge de penge? Som det står i The Tony Evans Bible Commentary, s. 869: »Gud har ikke brug for Satans hjælp til at få dig derhen, hvor han vil have dig.«

Se »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 729, og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 89-90, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan kunne Satan i Matt 4:8 og Luk 4:6-8 tilbyde Jesus verden, når Jesus var Gud og allerede ejede verden, som en ateist (Cappello) hævder?

Svar: Det er et interessant spørgsmål. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Jesus var stadig Gud, men han tømte frivilligt sig selv, da han kom til jorden, som Filipperne 2:7 og Johannes 17:5 viser.

2. Gud »ejer« ganske rigtigt verden, som Salme 24:1 viser. Ikke desto mindre tog hans »egne« ikke imod ham, da Jesus tømte sig selv for sin herlighed og kom til jorden, som Johannes 1:10-11 viser.

3. Selvom Gud beholdt den ultimative magt, gav Gud menneskeheden herredømmet over denne verden, ifølge 1. Mosebog 1:28.

4. Selvom Gud er den retmæssige ejer, har Satan siden syndefaldet midlertidigt fået tildelt en stor del af kontrollen over denne verden, som 1. Johannesbrev 5:19 viser. Ifølge 2. Korintherbrev 4:4 er denne tidsalders gud Satan. Satan er denne verdens fyrste i Johannes 12:31; 14:30, 16:11; Efeserbrevet 6:12 og Kolossenserbrevet 1:13.

5. Endelig er Satan den store bedrager, så man kan ikke basere nogen lære på det, Satan hævdede, og derfor besvarer dette vers ikke spørgsmålet. Selvom Satan er verdens hersker, og man på det grundlag kunne tro, at Satan kunne have fremsat dette, kan Satan ikke gøre andet end det, Gud tillader, så Satan har måske ikke den frihed. Men da dæmoner og fristelser har brudt så mange løfter over for mennesker, er der intet, der tyder på, at Satan her ville »blive ærlig«, og at løgnens fader overhovedet ville forsøge at indfri det, han lovede.

Resumé: Gud har ejendomsretten på grund af både den tidligere skabelse og den evige suverænitet. Jesus gav midlertidigt afkald på den sidste, da han kom til jorden. Men siden syndefaldet har Satan herskeren, om end ikke den ultimative kontrol over denne verden.

Se The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 90-91 for yderligere information.

Spørgsmål: I Matt 4:10 og Matt 12:26 – blev Satans oprør først undervist om, efter at jøderne var blevet forvist, som den skeptiske *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 779, hævder?

Svar: Nej. Esajas 14,12-15, der blev skrevet før eksilet, omtaler også Lucifers oprør.

Spørgsmål: I Matt 4:14-16 – hører Es 9:1 og Es 9:2 sammen, eller tog Matthæus fejl ved at sætte dem sammen?

Svar: De hører sammen, fordi Esajas 9:1 fungerer som en overgang mellem de to afsnit.

Den skeptiske bog Asimov’s Guide to the Bible, s. 816, hævder, at Esajas 9:1 hører til det forudgående afsnit og faktisk kaldes Esajas 8:23 i moderne jødiske bibler og i New Jerusalem Bible. Esajas 8:22 og 9:1 hænger sammen, fordi Esajas 8:22 taler om folk i mørke, og Esajas 9:1 taler om, at der ikke længere vil være mørke.

Esajas 8:22 taler imidlertid om mennesker, der vil blive drevet ud i mørket, Esajas 9:1 siger, at der ikke længere vil være mørke for Zebulon og Naftali, og Esajas 9:2-7 beskriver, hvordan de mennesker, der var i mørket, vil se et stort lys.

Det er interessant, at Asimov forsøger at hævde, at de, der var i mørke, men som vil få det fjernet i Esajas 9:1, ikke har noget at gøre med dem, der var i mørke og har set et stort lys i det umiddelbart efterfølgende vers.

Se »When Critics Ask«, s. 329, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvordan forholder profetien om Zebulon og Naftali i Esajas 9:1-2 sig til Jesus i Mattæus 4:15-16?

Svar: Den hænger sammen på to måder.

Barndom: Jesus tilbragte det meste af sin barndom i Galilæa, vest for Galilæasøen.

Tidlig tjeneste: Jesu tidlige tjeneste foregik i Galilæa, primært vest for Galilæasøen. Denne region var Zebulons og Naftalis forfædres land.

Det græske ord for »gik op« her, aneteilen, betyder ikke, at lyset skinnede et andet sted og derefter flyttede til Galilæa. Tværtimod skinnede lyset først strålende netop der. Dette fremgår af The Expositor's Bible Commentary, bind 8, s. 117.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af disse fiskere i Matt 4,18-22 og Mark 1,16-20?

Svar: Jesus havde været i Galilæa et stykke tid, og de var tidligere blevet kaldet til frelse, jf. Johannes 1,35-42. Her blev de kaldet til tjeneste. Disse fiskere holdt aldrig op med at fiske. Det var blot, at det, Jesus bad dem fiske efter, var noget andet. Som det står i *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 870: »Hvis du ikke fisker, følger du ikke efter.« Du siger måske, at du ikke er kaldet til at være evangelist eller præst (at tage dig af andre), fordi du ikke er kaldet til fuldtids tjeneste. Overvej dette: Enhver kristen er kaldet til fuldtids tjeneste, om end ikke nødvendigvis til fuldtids betalt tjeneste. Du kan være kaldet på fuld tid til at tage dig af din mor eller din familie, til at tjene de fattige og andre omkring dig, til at være et gudfrygtigt forbillede og til at lede andre i tjenesten.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1214, for mere information.

Spørgsmål: Hvad skal folk sørge over her i Matt 5,4?

Svar: Der specificeres ikke, om det drejer sig om at sørge over de fortabtes skæbne, over et personligt tab eller anden form for sorg. Uanset hvad kan det dog henvise til at være bedrøvet over ting, der bedrøver Guds hjerte. Den kristne forfatter A.W. Tozer sagde: »En ret præcis beskrivelse af menneskeheden kunne gives til en, der ikke kender den, ved at tage Saligprisningerne, vende dem på vrangen og sige: ’Her er jeres menneskehed.’« (The Believer’s Bible Commentary, s. 1216)

Mange mennesker har i dag ingen forestilling om sorg; et almindeligt udtryk, som ikke er bibelsk, er »ingen fortrydelser«. For det andet havde dette og de følgende bud fra Jesus virkelig ingen plads i den farisæiske retfærdighed.

Se The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 29, og The Tony Evans Bible Commentary, s. 870, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad er egentlig sagtmodighed i Matt 5:5, Matt 11:29, Matt 21:5 og 1 Pet 3:4?

Svar: Sagtmodighed handler om mildhed og om ikke at insistere på sin egen vilje. Det er at være villig til at tjene, ikke blot at blive tjent. Jesus var sagtmodig.

Men sagtmodighed er ikke svaghed. Tænk på en vild hest, der er »tæmmet«. Hesten er stadig stærk og hurtig, men i stedet for blot at gøre, hvad den vil, adlyder den rytteren og indvilliger i at blive redet. Normalt, hvis en ulv eller et stort katteagtigt dyr kan komme op på ryggen af en hest, er det slut med hesten, medmindre den hurtigt ryster dyret af sig. Men hesten har både tilliden og lydigheden til at lade et menneske ride på den.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 871, og »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 29, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad menes der med »sult« og »tørst« i Mattæus 5,6?

Svar: Har du en lyst, en passion, for åndelig vækst? Eller undlader du at vokse, ikke fordi du ikke spiser, men fordi du fylder din mave med de forkerte ting?

Der er flere måder at se på dette. For det første henviser det metaforisk til dem, der har et stærkt ønske om retfærdighed – for sig selv, andre, deres menighed, deres nation og verden. For det andet kan det henvise fysisk til dem, der må undvære mad og vand for at udføre Guds arbejde. For det tredje kan det henvise til dem, der faster for disse ting. Faste henviser generelt ikke til at undlade at drikke vand, så den første betydning er den primære.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 871, , »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1216, , »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 134, og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 98-99 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad betyder »barmhjertighed« i Mattæus 5,7?

Svar: Barmhjertighed kan betyde at lade nogen undgå straf, men her betyder det at hjælpe andre, der har brug for hjælp og ikke kan klare sig selv. Se *The Believer's Bible Commentary*, s. 1217, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Matt 5:8, 1 Joh 3:2 og Åb 22:4, hvordan vil rene mennesker se Gud, når 2 Mos 33:23 og andre vers siger, at intet menneske kan se Gud og leve?

Svar: Siden syndefaldet kan intet dødeligt, syndigt menneske se Gud og leve. Men vi vil se Gud ansigt til ansigt i himlen. Indtil da stræber vi hårdt efter at leve gode og autentiske liv her på jorden. Som det står i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 135: »De rene af hjertet vil se Gud – nu med troens øjne og til sidst i den blændende glans af den salige skue, i hvis lys intet bedrag kan eksistere.« Se *When Critics Ask*, s. 403-404, og *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 871, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad er i Mattæus 5,9 nogle gode måder, hvorpå vi kan være fredsmæglere i dag?

Svar: Der er brug for fred mellem enkeltpersoner, på arbejdspladsen, inden for en gruppe, mellem grupper, i politikken og mellem lande. En af de første ting er at lære af gudfrygtige mennesker, der er fredsmæglere. Læg ikke kun mærke til, hvad de siger, men også til, hvad de kunne have sagt, men valgte ikke at sige. Mind parterne om, hvad de har til fælles, og udfordr dem på, om deres forskelle er så store, at de skal skille sig ad. Jesus sagde, at verden vil kende os som hans ved vores kærlighed (Joh 17,21).

Inden for Kristi legeme har vi en opfordring til (aktivt) »at bevare Åndens enhed gennem fredens bånd« (Efeserbrevet 4:3), samtidig med at vi skal holde os adskilt fra dem, der lever i vedvarende synd (1. Korintherbrev 5:13), og afvise enhver lærer, der forkynder kætteri (1. Timoteusbrev 6:5 og 2. Timoteusbrev 3:5).

Spørgsmål: Hvordan kan kristne være salt i Mattæus 5:13?

Svar: Salt tilsættes maden i små mængder for at opnå en af fem ting. Det er interessant, at vi ikke er saltbeholderen, der uddeler Kristi salt. Vi er snarere selve saltet. På samme måde er kristne denne verdens salt på fire områder.

Liv – Salt er afgørende for, at vi kan leve. I den vestafrikanske by Timbuktu, hvor der var rigeligt med guld, blev et pund salt solgt for et pund guld. Da kristne har Kristi liv i sig, skal de vise dette liv til denne verden. Gud bruger vores forkyndelse, kærlighed og tjeneste til at føre andre til Ham for at give dem liv.

Smag – Salt tilføjer smag til maden og får den til at smage godt. På samme måde er vi Kristi duft (2. Korintherbrev 2:15-16) for dem, der er frelst. Gud ser også ned og glæder sig over at se kristne i denne verden, der følger ham.

Konserveringsmiddel – Når der ikke er køleskabe, er salt også vigtigt for at konservere maden ved at holde bakterierne i skak. På samme måde skal kristne være salt og lys i denne verden ved at have en bevarende virkning, idet de står imod synden.

Offer – I 3. Mosebog 2:13 skulle ofrene krydres med salt. Også vi skal leve vores liv som et offer for Gud.

Tørst – salt gør folk tørstige, og det er derfor, mange barer serverer salt mad. Gennem vores liv skal vi også gøre folk »tørstige« efter at høre om det håb, der er i os: Kristus.

Som den verdslige romerske forfatter Plinius den Ældre (omkom ved Vesuv i år 79 e.Kr.) sagde i *Naturhistorie* 31.102: »Intet er mere nyttigt end salt og solskin.« Ofte blev romerske soldater betalt månedligt i salt. De kunne bruge, hvad de ville, og let sælge resten. »Sal« er det latinske ord for salt, og deres løn blev kaldt »salarium«, hvorfra vi har det engelske ord »salary«.

Se *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 872, *Now That’s a Good Question*, s. 248-249, Hard Sayings of the Bible s. 430-431, The Bible Knowledge Commentary: New Testament s. 29, The Expositor’s Bible Commentary bind 8 s. 138, The Expositor’s Greek Testament bind 1 s. 101, The Evangelical Commentary on the Bible s. 729 og The Believer’s Bible Commentary s. 1217-1218 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Taler Mattæus 5:13 om mennesker, der erkender deres egen guddommelighed og hjælper andre med også at erkende deres guddommelighed, som nogle New Age-tilhængere hævder? (Spangler, 1981, 80).

Svar: Overhovedet ikke; salt er ikke guddommelighed. At sige, at vi kunne blive som Gud, var blot en af de ældste løgne, der blev fortalt menneskeheden, i Edens Have. Vi er skabt til at elske og tjene Gud for evigt, ikke til at blive hverken separate guder, der skal tilbedes, eller en del af Gud, der skal tilbedes.

Denne mærkelige opfattelse ser ud til at glemme, at Jesus var jøde, og at jødedommen var en monoteistisk religion. Se det forrige spørgsmål for at finde ud af, hvad salt symboliserer, og se *When Cultists Ask*, s. 95-96, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: Er vi i Matt 5:14a verdens lys, eller er Jesus verdens lys, som det står i Johannes 9:5?

Svar: Begge dele: Jesus bragte lyset til verden, og vi har ansvaret for at være spejle for Jesu lys. Paulus taler om dette i 2. Korintherbrev 4:6-7. Jesus sagde, at han var verdens lys, »så længe jeg er i verden«, i Johannes 9:5. Jesu legeme er nu i himlen, ikke i denne verden, men Jesu nærvær er stadig i verden gennem Helligånden i os. Hvad gør lyset egentlig? Det gør ikke andet end at skinne. Men når det skinner, oplyser det andre og viser vejen. Så vær dig selv, og strål. Se »When Critics Ask«, s. 329, »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 872, »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 29, og »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1218, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad er lyset på lysestagen i Matt 5,15?

Svar: Det er os og vores vidnesbyrd om Jesus, verdens lys. Medmindre der er forfølgelse, skal vi ikke skjule, at vi er kristne, og vi bør altid være parate til at dele det håb, der er i os (1. Petersbrev 3:15). Vi skal ikke holde sandheden for os selv, men dele den med andre. Mattæus 5:15 siger ikke blot: »Lad jeres lys skinne«, men »lad det skinne for mennesker«. Desværre er det alt for let for troende at finde undskyldninger for ikke at dele evangeliet. Vi må passe på ikke at lede efter undskyldninger.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1218, og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 103, for yderligere information.

Spørgsmål: I Mattæus 5:17 og Apostlenes Gerninger 10:10-16 sagde Jesus, at han ikke ville ophæve noget i loven. Hvorfor følger kristne så ikke Det Gamle Testamentes spiselove, som muslimer angiveligt gør?

Svar: Selvom hverken kristne eller muslimer overholder Det Gamle Testamentes spiseforskrifter, gør kristne det ikke, fordi de lytter til Jesus. Der er fem punkter, man skal overveje i svaret.

På det tidspunkt overholdt Jesu tilhængere Det Gamle Testamentes spiseforskrifter. Jesus sagde faktisk, at ikke en eneste jota eller prik ville forgå, før alt var fuldbragt.

Faktummet om Jesu opstandelse ændrede fundamentalt den måde, Gud omgik sig med sine børn på. En engel meddelte Peter, Jesu apostel, at Gud havde gjort al mad ren i Apostlenes Gerninger 10:9-16. Bemærk, at der ikke står, at disse dyr altid var rene, men snarere at Gud havde gjort dem rene.

Selv muslimer, der fremfører denne indvending, må indrømme, at nogle af Det Gamle Testamentes spiseforskrifter ikke skal følges. Muslimer mener, at de kan spise kamelkød (og Muhammed gjorde det), men 3. Mosebog 11,3-8 og 5. Mosebog 14,6-8 forbyder at spise dem.

Lyt til Jesus i Matthæus 15:10,17-20 og Markus 7:14-15. Jesus sagde, at det er det, der kommer ud af et menneske, der gør det urent, ikke det, der går ind. Markus 7:19 viser, at Jesus hermed erklærede al mad for ren. Hvis vi kalder Jesus en profet, bør vi lytte til hans ord.

En stemme fra himlen befalede Peter at spise i Apostlenes Gerninger 10:10-16 og viste ham dermed, at kostlovene kun gjaldt indtil Jesu offer, ikke derefter. Vi bør adlyde Guds engels og Jesu apostels stemme.

Afslutningsvis bør vi ikke ignorere, hvad Guds profeter sagde, men lytte til dem.

Spørgsmål: I Mattæus 5:17 sagde Jesus, at han ikke ville ophæve noget i loven. Hvorfor overholdes de jødiske højtidsdage så ikke længere?

A: Fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. De moralske krav i Det Gamle Testamentes lov gælder for alle mennesker og er uforandrede.

2. Ofrene kan i en vis forstand siges at gælde for alle mennesker i dag, fordi Jesus er vores ypperstepræst, og han har udført alle de ofre, der er nødvendige.

3. Højtidsdagene, som var for det jødiske folk og indebar ofringer, overholdes ikke længere af ikke-jøder efter Kristi død.

4. Hvis en muslim fremsætter denne indvending, kan man spørge, hvorfor muslimer heller ikke overholder Guds helligdage i Det Gamle Testamente, hvis de mener, at kristne skal overholde de jødiske helligdage fra Det Gamle Testamente.

Se »Bible Difficulties and Seeming Contradictions«, s. 234-235, »When Cultists Ask«, s. 96-98, og »When Critics Ask«, s. 329-330, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad er en jota og en tittle i Matt 5:18?

Svar: I hebraisk skrift er en »jot« eller »yod« det tiende og mindste bogstav i det hebraiske alfabet. Det er grundlæggende en prik med en lille, buet streg, der går ud fra toppen, og en lille, buet streg, der går ud fra bunden. En »tittle« er en lille prik. På engelsk er en »tittle« det eneste, der adskiller et stort F fra et stort E og et P fra et R. Se *Believer’s Bible Commentary*, s. 1218, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvem er de skriftkloge og farisæerne i Mattæus 5:20, og hvilket retfærdighedsniveau har de?

Svar: I Matt 5,20 tilhørte de skriftkloge som regel saddukæerne, mens farisæerne var imod dem. Politisk set var saddukæerne blandt de jøder, der gik ind for et kompromis med Rom, mens farisæerne var imod det. Farisæerne var en lille gruppe på 5.000 til 6.000, men de var meget indflydelsesrige, fordi folket så op til dem. Saddukæerne benægtede generelt den fysiske opstandelse og hævdede, at kun de første fem bøger var Skriften. I Apostlenes Gerninger 23:8 står der også, at saddukæerne benægtede englenes og åndernes eksistens. Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus irettesatte saddukæerne for ikke at kende Skriften eller Guds kraft. Han irettesatte aldrig farisæerne for ikke at kende Skriften.

Mens de skriftkloge og farisæerne forsøgte at fremstå som retfærdige, anerkendte Jesus dem ikke som retfærdige. Jesus sagde ikke, at der ikke var noget godt i dem, men snarere at de ikke var gode nok. Han sagde derimod, at folk havde brug for mere retfærdighed, end de havde, for at komme ind i himmelriget. Dette indebærer tre ting:

a) De skriftkloge og farisæerne havde ikke den retfærdighed, der var nødvendig for at komme ind i himmelriget

b) Jesu tilhængere skulle være mere retfærdige end dem

c) Faktisk har ingen i sig selv retfærdighed nok til at komme ind i himmelriget. Jesus hentyder yderligere til dette i kapitel 6 og 7. Disciplene forstod til sidst dette punkt i Markus 10,26-27.

d) Hvis ingen er retfærdig nok, skal man ikke se ned på mennesker, der er syndere, for man er selv en synder. Til farisæernes forfærdelse spiste Jesus sammen med mange toldere og syndere i Matthæus 9:9-12.

Irenæus giver i sit værk »Mod kætterierne« (182-188 e.Kr.), bog 4, kap. 13, s. 477, et supplerende svar. Her følger en omskrivning af hans fire punkter:

1) Mens de skriftkloge og farisæerne troede på Faderen, skal vi også tro på Sønnen.

2) Vi skal ikke blot sige, men også handle; for de skriftkloge og farisæerne sagde det, men handlede ikke derefter.

3) Vi skal ikke blot afholde os fra onde handlinger, men også fra selve begæret efter dem.

4) Jesus lærte os ikke ting, der stod i modsætning til loven, men ting, der opfyldte den. Jesus ophævede ikke loven, men han opfyldte den, udvidede den og gav den større rækkevidde.

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 146-147 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor dræber folk i Matt 5,21 mennesker, dyr, forbrydere osv., når Jesus sagde, at man ikke må dræbe?

Svar: King James-oversættelsen oversatte dette med »dræbe«, selvom det græske ord phoneuo kan betyde mord. En, der gør dette – en phoneus – er en morder eller snigmorder, ikke en bøddel eller en slagter af dyr. Hvis nogen virkelig troede, at Det Gamle Testamentes »du skal ikke dræbe« henviste til dyr og henrettelse af forbrydere, ville deres misforståelse af dette ord gøre hele Det Gamle Testamentes offersystem til et uforståeligt mysterium for dem.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Matt 5:22, at vi ikke skal kalde nogen en tåbe, når han selv og andre gjorde det i Matt 23:17; Luk 24:25; 1 Kor 15:36; Gal 3:1?

Svar: Jesus sagde ikke »tåbelig« eller »tåbe«, men brugte faktisk et aramæisk slangudtryk, der betyder »tomhoved«, svarende til det amerikanske slangord »airhead«. Jesus kalder også folk »tåbelige«, »blinde vejledere« (Mattæus 23:16) og endda »tyve og røvere« og »slanger«. Jesus valgte sine ord omhyggeligt og nedgjorde ikke mennesker.

Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 358-359, for mere information.

Spørgsmål: I Matt 5:22 sagde Jesus: »Den, der siger: ’Du tåbe!’, risikerer helvedes ild.« Men han gjorde det selv gentagne gange, som det fremgår af Matt 23:17, Luk 11:40 og Luk 12:20. Burde han så ikke også risikere helvede? Han brød jo trods alt sin egen lov!

Svar: Nej, af to grunde.

a) Vi bør ikke lade andre kalde os Herre eller tillade, at andre tilbeder os, og det gælder også for Jesus. Det, Jesus lærte os, gælder altså ikke altid for ham selv. På et mere jordnært plan: Når jeg fastsætter en regel for min fugl, f.eks. at den kun må spise fra en fuglefoderbræt, skal jeg så også følge den regel?

b) Jesus sagde faktisk ikke »tåbe« (det er en omskrivning); det egentlige udtryk var raca, som bedst oversættes med »tomhoved«. Jesus kaldte folk tåbelige i den forstand, som tåbelige mennesker beskrives i Ordsprogene, men han gav ikke udtryk for, at deres hoveder (eller liv) ikke var noget værd.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Mattæus 5,25-26 ofte så svært at nå til enighed med sin modstander?

Svar: Ofte betyder det, at den ene eller begge parter skal indrømme deres skyld eller at de tog fejl, og menneskers stolthed gør dem tilbageholdende med at gøre det.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1220, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Støtter Mattæus 5:26 den romersk-katolske lære om skærsilden, som den katolske lærer Ludwig Ott forkyndte?

Svar: Nej, af syv grunde.

Intet nævnes om tiden efter døden: Her nævnes hverken skærsilden eller noget som helst om tiden efter døden.

Selv nogle katolikker, såsom den tidligere kardinal Ratzinger (pave Benedikt XVI), ville være uenige. Her er, hvad han sagde: »Skærsilden er ikke en slags overjordisk koncentrationslejr, hvor man tvinges til at gennemgå straffe på en mere eller mindre vilkårlig måde. Det er snarere den indre, nødvendige forvandlingsproces, hvorigennem et menneske bliver modtageligt for Kristus, modtageligt for Gud [dvs. modtageligt for fuld enhed med Kristus og Gud] og dermed modtageligt for enhed med hele de helliges samfund” (Ratzingers bog *Eschatology* (1990), s. 230. En del heraf er også citeret i *When Cultists Ask*, s. 98-99)

Hebræerbrevet 10:10-15 lærer os to ting: 1) Kristus har allerede fuldført sit offer i Hebræerbrevet 10-12, og 2) Kristus har fuldkommet os for evigt gennem sit offer i Hebræerbrevet 10:13-15. Lad os ikke fortælle Kristus, at hans offer ikke var godt nok, fuldstændigt nok eller ikke fuldførte det arbejde, som Hebræerbrevet fortæller os, at han fuldførte.

I Romerbrevet 8:1 står der: »Derfor er der nu ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus…« (BSB)

I 2. Petersbrev 1:11 står der, at vi efter døden vil modtage en rig eller overflødig velkomst i himlen. (Ikke en varm velkomst eller en glødende velkomst med flammer). Skærsilden ville ikke være en særlig indbydende »forhal« til himlen.

I 2 Korintherbrevet 5:8 står der: »Vi er altså fortrøstningsfulde og foretrækker at være borte fra kroppen og hjemme hos Herren.« (BSB) Ligeledes står der i Filipperbrevet 1:23, at Paulus enten vil forblive i live i kødet eller »forlade denne verden og være hos Kristus«. Vi vil være hos Gud, så snart vi dør, ikke i skærsilden med et udsat løfte om himlen.

De tidlige kristne, før Nikæa-koncilet, havde aldrig hørt om skærsilden og så bestemt ikke noget, der lignede skærsilden, i dette vers. I de mere end 5.235 skrifter, vi har fra før Nikæa-koncilet, er denne fortolkning af Matthæus 5:26 og tanken om nogen form for brændende renselse af de troende efter døden fuldstændig fraværende.

Se »When Cultists Ask«, s. 98-99, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvor omfattende er forbuddet mod ægteskabsbrud i Matt 5,27-29?

Svar: Det er ikke kun noget, som en gift person kan gøre. Jesus siger snarere »enhver«. Det handler ikke kun om at begå handlingen; det handler snarere om selv at se med begær på en person eller et billede eller en video af en person, herunder, men ikke begrænset til, pornografi og stripklubber. Se *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 873, for mere information.

Spørgsmål: Er helvede i Mattæus 5:29 en bevidst pine eller blot graven?

Svar: Det er begge dele. Det græske ord Hades svarer til det hebraiske ord Sheol. I Mattæus 5:29 er der tydeligvis tale om et sted, man ikke ønsker at komme hen, så sammenhængen er »helvede«, hvor de, der dør uden Gud, ender.

Lukas 16:22-23 viser, at der vil være pine (basanois på græsk) (Lukas 16:23,28), bevidsthed (Lukas 16:23) og lidelse i flammer (Lukas 16:24,25). De vantro befinder sig ikke blot der; de bliver også evigt straffet der. Mattæus 25:41,46; Åbenbaringen 14:9-11; ~19:3; ~22:15

Mattæus 13:40-42,50 siger, at der vil være gråd og tænders gnidsel I den brændende ovn. (ekei »der« på græsk betyder »der«, »på det sted«, ikke »der vil det ske«).

2. Thessalonikerbrev 1 lærer, at dette er evig fortabelse; udelukket fra Herrens nærvær og hans majestætiske kraft.

Åbenbaringen 14:9-11: De, der tilbeder dyret, vil blive tortureret med ild og svovl (brændende svovl) i Lammets og hans engles nærvær.

Ikke-troende har en smertefuld bevidsthed efter døden (Åbenbaringen 20:10; Lukas 12:5; 13:28; 16; Ezekiel 32:31-32; Matthæus 3:12; 5:21; 13:42,50; 22:13; 25:41; Esajas 50:11).

Ikke-troende vil gå til grunde (Lukas 13:3,5; Johannes 3:16; 2. Thessalonikerbrev 2:9) og blive tilintetgjort (2. Thessalonikerbrev 1:9; 2. Petersbrev 3:16; Matthæus 10:28; 1. Korintherbrev 3:17; Filipperne 1:28; Jakob 4:12; Åbenbaringen 11:18).

Se »When Cultists Ask«, s. 99-100, og »When Critics Ask«, s. 331-332, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor lagde Jesus i Mattæus 5:34 vægt på at aflægge eder her?

Svar: Jøderne på Jesu tid og senere havde mærkelige opfattelser af eder. Mishnah Shebuoth diskuterer dette. Mishnah Sanhedrin 3.2 og Mishnah Tosephta Nedarim 1 (oprindeligt fra SBK 1:321-336). Eder var ikke bindende, hvis man svor »ved himlen og jorden«, »ved templets guld« eller »ved Jerusalem«. Men det var bindende at sværge »ved templet« eller »mod Jerusalem«. Femte Mosebog 6:13 siger, at når man aflægger eder, skal man gøre det i Guds navn. Men Jesus ændrer på det her. Jesus siger, at man slet ikke skal aflægge eder; lad jeres »ja« være »ja«, og jeres »nej« være »nej«. Essæerne undgik også at aflægge eder.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at mange grækere også så ned på at aflægge eder. Sofokles, Choerilus Epicus, Plutarch, Epiktet (undgå så vidt muligt) og Quintilianus var imod at aflægge eder. Pythagoras sagde, at man kun sjældent skulle aflægge eder, og senere nægtede pythagoræerne at aflægge eder. I middelalderen og under reformationen nægtede valdenserne og mange anabaptister at aflægge eder. Se Ulrich Luz, »Matthew 1-7: A Commentary«, s. 314, 316, 320 for yderligere oplysninger herom.

Se *The Expositor's Bible Commentary*, bind 8, s. 153-154, og *The Believer's Bible Commentary*, s. 1222, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Skal vi ifølge Matt 5:34 ikke sværge, eller skal vi sværge ved Guds navn som i 5 Mos 10:20?

Svar: Når man studerer Bibelen, er det vigtigt at kende den generelle sammenhæng; i dette tilfælde, hvad der hører til Det Gamle Testamente, og hvad der hører til Det Nye Testamente. Jesus ophævede eller ændrede udtrykkeligt fem bud fra Det Gamle Testamente og et ordsprog i Mattæus 5:21-48. Her er et resumé af, hvad Jesus sagde.

I øvrigt gentager Jakob 5:12 også Matthæus 5:34 om, at vi i dag ikke skal aflægge eder.

Jesus viste også, at al mad nu er ren i Markus 7:19, hvilket gentages i Apostlenes Gerninger 10:9-16.

Spørgsmål: Hvordan skal kristne i Mattæus 5:39-40 vende den anden kind til?

A: At blive slået på kinden er ikke kun smertefuldt, men også en fornærmelse. Det jødiske skriftstykke Mishna Baba Kamma 8:6 omhandler dette. Men kristne skal ikke leve naturligt, men overnaturligt. Vi skal tillade os at være sårbare (men ikke tåbeligt tillidsfulde over for onde mennesker) og erkende, at vi kan stole på, at Gud våger over os og vores familie. Nogle gange latterliggør muslimer og andre denne lære fra Jesus. Men uanset hvad skal vi, ligesom denne lære, skille os ud i en hævngerrig, syndig verden.

Se *Now That’s a Good Question*, s. 522-524, og *The Expositor's Bible Commentary*, bind 8, s. 136, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor skal kristne modstå det onde i Mattæus 5,39?

Svar: Intet vers i Bibelen siger, at kristne ikke skal modstå noget ondt. Tværtimod siger Mattæus 5,39 specifikt, at man ikke skal modstå en ond person, der gør dig ondt. Vi skal ikke søge hævn eller give igen. Vi skal modstå djævelen i Jakob 4,7 og 1. Petersbrev 5,9. Ligesom Jeremias i 7,6 og 22,16 bør vi tale de undertryktes sag. I Det Gamle Testamente står der i Ordsprogene 28:4, at de retfærdige »kæmper« mod de ugudelige, der forlader loven. I 3. Mosebog 5:1 står der, at det er en synd at nægte at vidne i retten om en ond handling, vi har set. Vi skal værne os mod falske lærere (1. Johannesbrev 2:26; 3:7; 4:1; 2. Johannesbrev 7-8; Åbenbaringen 2:16; 2. Petersbrev 2:2; Apostlenes Gerninger 20:28-29). Vi skal tilbagevise falske lærere (1. Timoteusbrev 1:3; Titusbrevet 1:9-11; Judasbrevet 3). Vi skal kæmpe for troen (Filipperne 1:27; 4:3).

Se New International Bible Commentary, s. 1127, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Skal kristne ifølge Mattæus 5:42 og Lukas 6:29-30 give til alle, der beder dem om det?

Svar: Ja: denne lære er ikke svær at forstå, men den er udfordrende at følge. Kristne skal anse andre for at være endnu vigtigere end sig selv (Filipperne 2:3). Vi skal elske vores næste som os selv, så selvfølgelig skal vi ikke give en person noget, der vil skade dem (som f.eks. stoffer), selvom de beder om det. Men hvis vi ser nogen, der har et reelt behov, bør vi forsøge at sørge for, at deres behov bliver opfyldt. Dette gælder uanset om den person, der har behovet, er en medkristen eller ej.

At elske vores næste som os selv indebærer, at det er i orden at elske os selv også. Mange mennesker gør sig imidlertid skyldige i at elske sig selv mere end andre og give mindre, end de burde, eller i at elske sig selv for lidt og give mere, end de burde.

Se »When Critics Ask«, s. 332-333, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvor står der i Mattæus 5,43: »Elsk din næste og had din fjende«?

Svar: Dette står ikke i Det Gamle Testamente, og Jesus sagde aldrig, at det gjorde. »Elsk din næste« står i 3. Mosebog 19:18, men der står intet om at hade din fjende. Men jøder havde ofte hørt det, fordi det var en skriftlærd tradition ifølge New Geneva Study Bible, s. 1513, samt When Critics Ask, s. 333, som tilføjer, at Jesus ikke sagde, at det stod i Det Gamle Testamente af en meget god grund: det stod ikke der.

I Qumran-sekten stod der i deres »Manual of Discipline«, at medlemmerne skulle sværge at elske Lysets Sønner (dvs. Qumran-sekten) og at hade Mørkets Sønner i al evighed. Se »Understanding the Dead Sea Scrolls«, s. 165, for mere information.

Den ateistiske filosof Friedrich Nietzsche mente, at kærlighed til fjender var svaghed og uærlighed. Sigmund Freud mente, at kærlighed til fjender »er et forsøg fra kultur-overjeget på at omdanne behovet for aggression til skyldfølelser og dermed bekæmpe det, et forsøg, der ganske vist var vellykket, men som er fjendtligt indstillet over for lykken.« Sigmund Freud, »Civilisationen og dens utilfredshed«, i Standardudgaven af Sigmund Freuds samlede psykologiske værker, bind 21, s. 57-145. Mao Tse-tung sagde: »Vi kan ikke elske vores fjender, vi kan ikke elske samfundets onder, og vores mål er at udrydde dem.« Mao Tse-tung: An Anthology of His Writings, s. 260. Disse citater er hentet fra Ulrich Luz, Matthew 1-7: A Commentary, s. 350, 351. Nogle forfattere tog ikke særlig pænt imod Jesu lære om at elske sine fjender.

Spørgsmål: Kan vi i Mt 5,48 være fuldkomne?

Svar: Ligesom en diamant skinner forskelligt fra forskellige sider, viser Bibelen fire facetter af dette emne. De enkle svar på dette brede spørgsmål er: Ja, ja, nej og ja.

Ja efter døden: Vi bør meditere over sandheden om, at vi i himlen vil være syndfrie og fuldkommen hellige. Det bør vi se frem til, og hvis du med beklagelse tænker på at efterlade nogle af dine synder, så er der noget galt med din åndelige vandring. Efter døden – og kun efter døden – vil vi fuldt ud opfylde Mattæus 5:48.

Ja, retligt set: Gud Faderen har erklæret os tilgivet, og skylden for synden er blevet tilgivet gennem Jesu død på korset. Hebræerbrevet 10,14 fortæller os specifikt, at Jesus ved korset »har fuldkommet« dem, der bliver helliget. Romerne 4:17 minder os om, at vores Gud kalder det, der ikke er, som om det er. Selvom vi har syndet mod Gud og fortjener helvede, så er Guds løfter 100 % sikre, hvis Gud lover os tilgivelse og et syndfrit liv i himlen. I en forstand er alle, der har sat deres lid til Kristus og hans død og legemets opstandelse, blevet erklæret for at have opfyldt Mattæus 5:48.

Ingen på jorden er det nu, men vi forsøger stadig: Vi vil ikke være syndfrie og fuldkomne på jorden, og enhver, der tror, at han har opnået det, bedrager sig selv, som 1. Johannesbrev 1:8 siger. Ikke engang Paulus var fuldkommen i Filipperne 3:12. Selvom vi ikke vil opnå syndfri fuldkommenhed på jorden, skal vi stadig stræbe efter at forsøge at opnå syndfri fuldkommenhed og Kristuslighed, men vi skal ikke lade os modløse, når vi kommer til kort, som alle troende stadig gør. Så Jesu befaling i Matthæus 5,48 var ikke blot et fremtidigt løfte og en erklæring, men en befaling, som vi seriøst skal forsøge at opfylde i dag.

Ja, vi kan være fuldkomne i Guds vilje: Vi kan være en »fuldkommen« troende, i den forstand at vi er hele og befinder os præcis der, hvor Gud ønsker, at vi skal være. Men ligesom et »fuldkomment« spædbarn ikke er bestemt til at forblive et spædbarn for evigt, handler fuldkommenhed her blot om: »Når vi milepælen på vores vej mod at blive mere Kristuslignende i dette liv?« Ordet »fuldkommen« bruges i denne betydning i 1. Johannesbrev 2:5 og Filipperne 3:15. Så selvom vi skal forsøge at adlyde Mattæus 5:48 fuldt ud i vores liv i dag, og selvom vi uundgåeligt vil komme til kort, kan vi stadig have glæde og fuldkommen fred ved at forblive i Gud nu.

Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 33, for yderligere information, og *When Cultists Ask*, s. 100-101, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Skal vi i Mattæus 6:1-4 udføre gode gerninger i det skjulte, eller skal vi lade vores lys skinne for mennesker, som det står i Mattæus 5:16?

Svar: Begge dele. Vi bør være flittige med at udføre gode gerninger. Det bør dog ikke være vores egne gerninger, men snarere Jesus, den, der lever i os, som andre ser, når de ser os. Vi skal være afspejlinger af Kristus. Vores lys skal skinne, ikke os.

Det er et privilegium, at Gud har udvalgt os til at give ham ære ved at virke gennem os. Se »Bible Difficulties and Seeming Contradictions«, s. 233-234, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan skal kristne, når de giver til Gud, i Mattæus 6,1-4 undgå, at deres højre hånd ved, hvad deres venstre hånd gør?

Svar: Ligesom vi ikke skal gøre et stort nummer ud af vores gode gerninger over for andre, skal vi heller ikke gøre et stort nummer ud af det foran Gud. Du skal heller ikke brække armen ved at klappe dig selv for hårdt på skulderen. ;-) Tænk ikke på, at du gør Gud en tjeneste. Tro ikke fejlagtigt, at du beriger Gud, som alligevel ejer alt, eller hvor heldig Gud er, at han har frelst dig. Vi er frelst ikke på grund af nogen fortjeneste fra vores side, men fordi Gud så, hvor hjælpeløse vi var, og i sin nåde elskede os alligevel. Se *Now That’s a Good Question*, s. 581-582, for et anderledes, men supplerende svar.

Spørgsmål: I Matt 6,1-4 står der, at vi ikke skal give almisser foran mennesker. Hvorfor angiver kristne så velgørenhed i skatteopgørelsen, og hvorfor har nogle bygninger eller andre monumenter opført i deres navn?

A: »Foran mennesker« (flertal) betyder foran offentligheden, så det er i orden at indberette velgørenhed med henblik på skattefradrag. Men hvis nogen donerer penge for at få opført en bygning eller et monument i sit eget navn, så har vedkommende allerede fået sin belønning her på jorden. Hvis nogen derimod opfører et monument i en andens navn, og den første person enten ikke er klar over det eller ikke har gjort noget for at tilskynde til, at det blev opført i vedkommendes navn, så gælder dette vers ikke for vedkommende.

Spørgsmål: I Mattæus 6:5-6 står der, at vi skal bede i det skjulte. Hvorfor ønsker mange kristne så offentlig bøn i skolerne?

Svar: Bibelen giver mange eksempler på privat og personlig bøn. Den giver dog også eksempler på fællesbøn, såsom Josva 7,6-9. Man kan have fællesbøn, hvor kun én person taler, som i 1. Kongebog 8,22-53. I disse eksempler på offentlig bøn er alle involveret i bønnen, uanset om de taler eller ej.

I Apostlenes Gerninger 16:25-26 bad Paulus og Silas sammen og sang på et sted, hvor andre kunne se dem. Da de imidlertid var i fængsel, havde de ikke noget valg med hensyn til deres opholdssted.

I Apostlenes Gerninger 2:42; 12:12; 13:3; 14:23; 20:36 kunne de kristne se hinanden bede i fællesskab, så det er i orden.

Det, vi ikke ser godkendt, er at bede offentligt for at vise sig eller at bede offentligt, hvor nogle i forsamlingen ikke deltog, måske fordi de ikke tror på Gud.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1224, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Fordømmer Jesus i Mattæus 6:5-7 al offentlig bøn?

Svar: Nej, det siger dette vers ikke. Han fordømmer snarere bønner, der kun er for syns skyld. Faktisk bad Jesus offentligt i Johannes 11:41-42.

I Det Gamle Testamente bad Salomo en meget offentlig bøn i 1. Kongebog 8:22. Jesus er ikke imod offentlig bøn, men imod »pralende« bøn, dvs. bøn for at blive set af andre. Se When Critics Ask, s. 333-334, for mere information.

Spørgsmål: Skal vi nogensinde gentage bønner, som det står i Mattæus 6,7?

Svar: Det er i orden at gentage bønner, så længe de har betydning for dig, når du beder dem. Hvis du ikke beder dem med mening, skal du ikke gide at bede dem. Inden for bønnen eller under tilbedelsen er det i orden at gentage en sætning, som det blev gjort i nogle salmer. Se *Now That’s a Good Question*, s. 207-210, og *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 411-412, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Skal vi ifølge Matt 6,7-8 undgå tomme gentagelser, eller skal vi bede uophørligt, som enken var et eksempel på i Luk 18,5.7?

Svar: At bede uophørligt betyder ikke nødvendigvis, at man skal gentage sig selv. Man kan sige forskellige ting i sine bønner, når man beder.

Jesus sagde ikke, at gentagelser var forkerte, kun hvis det er tomme eller meningsløse gentagelser. En vis grad af gentagelse er i orden, hvis den er meningsfuld. Se f.eks. Salme 118:1-4. Hvis en gudstjeneste derfor bruger nogle af de samme elementer hver uge, er det i orden, så længe det er meningsfuldt. Se *Bible Difficulties and Seeming Contradictions*, s. 236-237, for mere information.

Spørgsmål: Hvorfor beder mange kristne, især dem inden for mere liturgiske traditioner (katolikker, episkopale, anglikanske, lutherske osv.), om de samme ting igen og igen hver søndag, som det fremgår af Mattæus 6,7-8?

Svar: Det er i orden at sige det samme flere gange, hvis det har betydning for dem hver gang. Jesus kritiserede ikke gentagelse her, men tom (meningsløs) gentagelse. I nogle salmer, såsom Salme 136, anvendes gentagelse. Jesus advarede os om, at gentagelse kan være meningsløs, men det betyder ikke, at al gentagelse er meningsløs.

»Hilsen Maria«-bønner er ikke gode bønner, da de er rettet til Maria, ikke til Jesus. Men selv hvis vi havde tilsvarende »Hilsen Jesus-bønner«, ville det heller ikke være godt, og det ville forudsætte, at vi ville modtage velsignelse baseret på hyppigheden af at recitere udenadlærte sætninger.

Se Ulrich Luz, »Matthew 1-7: A Commentary«, s. 366, for yderligere information.

Spørgsmål: I Mattæus 6:9 og Jakob 3:9 – kaldte jøderne ofte Gud for »vores Fader«?

Svar: Det var bestemt almindeligt. Et berømt jødisk værk kaldet »De atten velsignelser«, der blev færdiggjort omkring år 110 e.Kr., indeholder 44 korte bønner til Gud, som hver især begynder med »vores Fader, vores Konge«. Se The Expositor’s Greek Testament, bind 4, s. 453, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad lærte Jesus i Herrens bøn i Mattæus 6:9-13 og Lukas 11:1-4?

Svar: Her er en meget kort oversigt.

Vor Fader: Vi beder til Gud Faderen. Jesus er Gud (Hebræerbrevet 1:8-9), så det er også i orden at bede til Jesus, som Stefanus gjorde i Apostlenes Gerninger 7:59.

Som er i himlen: Selvom Gud er overalt på én gang, må vi aldrig glemme, at Gud er transcendent. Hans trone er længere væk fra os end stjernerne.

Helliget vorde dit navn: Tro ikke, at Gud blot er en ven eller en »kammerat«. Husk, hvem Gud er.

Lad dit rige komme: Denne form for bøn overses ofte i dag. Ud over lovprisning/tilbedelse, bekendelse, taksigelse og bøn for dig selv og andre er der også bøn om, at Guds rige snart må komme. 1. Thessalonikerbrev 4:18 er blot ét vers, der viser, at vi skal længes efter hans rige. Vers, der viser, at vi skal holde vagt og vente på hans rige, omfatter 1. Thessalonikerbrev 4:18, 2. Petersbrev 3:13 og 1. Petersbrev 4:7.

Denne sætning er ikke udtryk for en ligegyldig holdning. Tværtimod udtrykker vi dermed et inderligt ønske om at se Guds rige komme snart.

Din vilje ske: Vi skal bede om Guds vilje, ikke blot om at få opfyldt vores egne egoistiske ønsker (Jakobsbrevet 4:3). Når vi ønsker det bedste for Guds rige, hvem tror vi så er bedst til at afgøre det: os eller Gud?

På jorden som i himlen: Vi behøver ikke at bede om, at Guds vilje skal ske i himlen, hvor der ikke er nogen fristelse, men der er behov for, at vi beder om, at den almægtige Guds ønskede vilje skal ske på jorden. Himlen er vores målestok for, hvor meget vi ønsker, at Guds vilje skal adlydes.

Giv os i dag: Vi skal bede om at få vores behov opfyldt, ikke blot vores ønsker. Selvom ugudelige rige mennesker måske får alt, hvad de har brug for økonomisk, og mere til, uden at bede, skal vi se bort fra det og bede til Gud om vores behov. (Se Ordsprogene 30:7-9.) Der er tilsyneladende ingen plan om at bede om det, vi har brug for hele ugen, på én dag, så vi kan undlade at bede overhovedet de næste seks dage.

Vort daglige brød: Bed dagligt om vores behov, ikke om vores grådighed. Bed ikke blot én gang om alle livets behov, men bed dagligt. I denne bøn mangler en anmodning om vores ønsker og egoistiske begær, som Jakob 4:3 viser. Dette er en bøn om det, vi reelt har brug for.

Tilgiv os vore synder: Vi har brug for tilgivelse for de ord, handlinger og undladelser, der kommer til udtryk udadtil. Derudover har vi brug for tilgivelse for vores tanker og renselse for vores syndige begær indadtil. Nogle hævder fejlagtigt, at vi ikke bør bede Gud om at tilgive os, når vi først er blevet kristne og allerede er blevet tilgivet. Denne bøn viser det modsatte. Jakob 5,16 viser også, at man skal bede for en troende, så hans synder bliver tilgivet (fremtid). Syndernes tilgivelse bygger på Kristi død på korset, ikke på nogen af vores ord, men tilgivelsen har et fortids-, nutids- og fremtidsaspekt, som alle går tilbage til korset. Ifølge New International Bible Commentary, s. 1127, er den bedste oversættelse her »synder«; blot at kalde dem »overtrædelser« er ikke særlig præcist.

Ligesom vi tilgiver dem, der synder mod os: Guds tilgivelse for dem, der omvender sig og vender sig til Ham, er fuldstændig. Sådan bør vores tilgivelse over for andre også være.

I øvrigt citeres Fadervor også i Tatianus’ *Diatessaron*, afsnit 9:32-41, s. 58, samt i de tidlige kristne skrifter: Origenes’ *Om bøn*, kap. 18.1, s. 65, og *Didache*, kap. 8, *ANF*, bind 7, s. 379. *Didache* tilføjer, at den bør bedes tre gange om dagen.

Se »Believer's Bible Commentary«, s. 1224-1225, og Ulrich Luz, »Matthew 1-7: A Commentary«, s. 369, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi bede, som det fremgår af Mattæus 6:9-13 og Lukas 11:2-4?

Svar: Bøn handler ikke om at informere en alvidende Gud, give den Almægtige mere magt eller ændre hjertet hos en meget kærlig Gud. Det er snarere et bud, et privilegium at tale med Gud og et løfte om, at Gud vil høre vores bønner. Bøn er forbløffende, idet en alherre har ikke blot givet sit samtykke, men endda selv har fremkaldt tanken om, at han lader vores bønner »være virksom« (Jakobsbrevet 5:16), så Gud ændrer tingene.

Se »Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties«, s. 299-302, og »The Complete Book of Bible Answers«, s. 160, for supplerende svar.

Spørgsmål: Kan du forklare, hvorfor der i Matt 6:10 og Luk 11:2 er to »i«’er, og hvorfor himlen og jorden er byttet om i KJV, i modsætning til »på« og »i« i den græske tekst og andre oversættelser?

Svar: I Mattæus 6:10 i KJV står der: »Dit rige komme. Din vilje ske på jorden, som den er i himlen.«

I Mattæus 6:10 findes der ingen væsentlige manuskriptvarianter, og den græske tekst er, som du siger. I Lukas 11:2 findes der en manuskriptvariant, men den svarer heller ikke til KJV.

Under alle omstændigheder står der på græsk »i« himlen og »på« jorden. Sådan er det i NKJV, NIV, Greens bogstavelige oversættelse og stort set alle andre udgaver undtagen KJV. Jeg ved ikke, hvorfor KJV oversatte begge dele med »i«, men jeg kan gisne om, at »i jorden« dengang måske betød det samme som »på jorden i dag«. Jeg ved ikke, hvorfor ordene blev byttet om; måske mente KJV-oversætterne, at det ville lyde bedre, men der er ingen begrundelse for det i den græske tekst. Selvom dette er et eksempel på, at KJV er mindre præcis, end den burde være, er det ikke rigtig en fejl, da betydningen alligevel er klar.

Jeg mener, at KJV var en god oversættelse, udført af gudfrygtige mænd for over 400 år siden, men vi har bedre oversættelser i dag.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi i Matt 6:13 bede om, at Gud ikke må føre os ind i fristelse, når Jak 1:13 siger, at Gud ikke frister nogen?

Svar: Betydningen kommer bedre til udtryk i den måde, mange briter fremsiger denne bøn på: »red os i vores nød«. Gud frister os ikke, men Gud tillader, at vi bliver fristet, ligesom Jesus blev det, og ligesom Paulus blev fristet til fortvivlelse i 2. Korintherbrev 1. Gud prøver os, men Gud tillader ikke, at vi bliver fristet ud over det, vi kan bære (1. Korintherbrev 10:13a). Når vi bliver fristet, og vi føler, at vi er tæt på at nå grænsen for, hvad vi kan bære, kan vi bede til Gud, og han vil finde en udvej for os eller en måde at styrke os på. Se *When Critics Ask*, s. 334, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Skal vi i Mattæus 6,14-15 tilgive andres forseelser eller alle deres synder?

Svar: »Overtrædelser« betyder her synder, så der er ingen forskel.

Spørgsmål: Skal kristne faste, som det står i Mattæus 6,16-18?

Svar: Ja, faste er en måde, hvorpå troende kan udtrykke styrken af vores følelser over for Gud.

Vi bør faste for at tilbede (ApG 13,2-3); for at bede om hjælp (Esajas 58,3-9; ApG 14,23; Salme 35,13; Nehemias 1,4; Ester 4,3.16; 1 Kong 21,27; Esra 8,23) og for individuel og fælles omvendelse (Nehemias 9,1; Daniel 9,3; Joel 1,14; 2,12-15; Jonas 3,5).

Vi bør ikke faste af tradition (Zakarias 7:5) eller for at vise os (Mattæus 6:16-18).

Det er fint at gå på slankekur for at tabe sig, men det er ikke faste, da det primære formål er et andet. At spise i store mængder skiftevis med faste er hverken særligt sundt eller i overensstemmelse med Skriften.

Se *Now That’s a Good Question*, s. 229-230, *New Dictionary of Christian Ethics and Pastoral Theology*, s. 377-378, og *1001 Bible Questions Answered*, s. 463-464 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor har kristne penge og andre skatte på jorden, som det står i Mattæus 6,19-21?

Svar: At give til Gud er ikke valgfrit for troende (Malakias 3,10-12). Vi bør give til Herrens arbejde (2. Korintherbrev 8,1-8; 9,6-11; Ordsprogene 3,9-10; 11,24; 1. Korintherbrev 16,2; Titusbrevet 2,13). Det er vigtigt for os at hjælpe de fattige og andre, der hjælper andre (Ordsprogene 11:24-25; 14:21; 24:11-12; 28:22; 29:7; 31:9,20; 2. Korintherbrev 9:6-7).

Et stort antal vers i Bibelen opfordrer os til at give til de fattige og andre: Ordsprogene 11:24-25; 14:21; 19:9-10,17; 21:13; 22:9; 24:11-12; 29:7; 31:9,20; Salme 41:1; Esajas 58:7-8,10; Jeremias 5:28; 22:16; Matthæus 6:2-4; 19:21; Galaterbrevet 2:10; Efeserbrevet 4:28; 1. Timoteusbrev 6:18-19; Jakobsbrevet 1:27; Femte Mosebog 15:11; Salme 68:5; Job 29:12-13; 1. Johannesbrev 3:17-19; Apostlenes Gerninger 4:32-35

Man skal dog også erkende, at rigdom kan være en velsignelse fra Gud, jf. Ordsprogene 28:20. For kristne er det passende at gøre følgende.

a) At have personlig ejendom (2. Timoteus 4:13).

b) Vi skal forsørge vores familie (1. Timoteusbrev 5:4,8; Ordsprogene 31:13-15; Markus 7:10-13; ~Lukas 15:18-30).

c) Sørge for vores præster (1. Korintherbrev 9:4-12; 1. Timoteusbrev 5:18; Galaterbrevet 6:6)

d) Sørge for os selv (Titus 3:14).

e) Betal dine skatter (Mattæus 22:17; Romerne 13:7).

f) Lægre til fremtiden (Ordsprogene 6:6-8; 10:5; 31:16; Lukas 15:18-30; Titus 3:14).

g) Efterlade en arv til vores børn (Ordsprogene 13:22; 17:2; 19:14; Salme 17:14).

h) Vi bør passe på vores ejendele (hvilket nogle gange kræver ekstra penge) (Ordsprogene 12:10,11,27). Vi bør kende tilstanden af vores formue, for den kan gå tabt ved forsømmelse (Ordsprogene 27:23-24).

Alligevel er det ikke rigtigt at handle ud fra grådighed eller frygt. Hvis du er så godt forsikret, at du kan sørge bedre for din familie efter din død end i livet, er dine prioriteter på hovedet. Se afsnittet om Ordsprogene 3:9 for en mere uddybende diskussion om rigtige og forkerte holdninger til og anvendelse af penge.

Spørgsmål: Kan Mattæus 6:22 henvise til en slags åndeligt »tredje øje«, som nogle New Age-tilhængere hævder?

Svar: Ingen tidlig kristen – og heller ingen moderne – har nogensinde fortolket dette afsnit på denne måde. Hvis det virkelig var det, der var meningen, som nogle få hævder, så har Gud ikke formået at kommunikere på en måde, som enhver kristen kan forstå. Når vi fortolker et afsnit, skal vi ikke spørge: »Kan jeg få det til at betyde det ene eller det andet?«, men snarere: »Hvad var det, Gud ønskede at formidle til os?« Mange mennesker gør det første, fordi der findes såvel intellektuelle synder som synder i viljen og hjertet. Se »When Cultists Ask«, s. 101, for et supplerende svar.

Spørgsmål: Hvad siger Matthæus i Mt 6,24 om Gud og penge?

A: Her er der tale om herrer. Gud som herre kræver vores fulde tjeneste og lydighed. At jage efter penge kræver ligeledes fuld tjeneste over for dem.

Se The Expositor's Bible Commentary, bind 8, s. 178-179, New International Bible Commentary, s. 1128, og The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 33 for yderligere information.

Q: Hvorfor tror du, at Gud i Mattæus 6:25-26 siger, at vi ikke skal bekymre os om vores liv?

Svar: Disse vers siger ikke, at vi aldrig skal tænke på vores liv eller undlade at planlægge, men at vi ikke skal bekymre os om det. Fuglene arbejder faktisk meget hårdt med at bygge reder, passe på deres unger osv., men alligevel bekymrer de sig ikke om det.

Spørgsmål: I Mattæus 6:26 er Guds omsorg for fuglene et eksempel på, at han passer på os. Hvilken form for hjælp kan vi så forvente fra Gud?

Svar: Dette vers betyder ikke »tænk aldrig på«, men snarere »bekymr jer ikke om«. Gud forsørger fuglene i luften, mens de selv aktivt deltager i at skaffe føde. Her er fem punkter, man bør overveje i svaret.

1. Der sker intet, undtagen det, som Gud tillader (Job 1:12; 2:6).

2. Vi vil møde trængsler (2. Timoteus 3:12; Jakob 1:2; Johannes 16:33f), men Gud vil styrke os og trøste os i vores trængsler (2. Korinther 1:4-5).

3. Gud tillader ikke, at de troende bliver fristet ud over det, de kan bære. (1. Korintherbrev 10:13)

4. Nogle troende vil lide forfølgelse, og nogle vil endda dø (1. Petersbrev 1:6).

5. Dyrebar i Herrens øjne er hans helliges død (Salme 116:15). Selv hvis vi dør en uretfærdig og smertefuld død, vil Gud stadig tage sig af os i himlen, og vores nuværende lidelser er intet i sammenligning med himlens glæder (se 1 Korintherbrev 2:9)

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 179, The Tony Evans Bible Commentary, s. 876, og The Believer’s Bible Commentary, s. 1226-1227, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad siger Jesus her i Mattæus 6:33?

Svar: Jesus siger ikke, at de ikke også har søgt andre gode ting. Men Jesus siger, at vi først skal søge Guds rige. Som det står i *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 867: I baseball kan man røre anden base, tredje base og hjemmepladen uden at blive taget, men hvis man går forbi første base, betyder det ikke noget; man er ude.

Spørgsmål: Lærer Mattæus 6:33, at vi skal gøre vores påståede indre guddommelighed til en topprioritet, som nogle New Age-tilhængere hævder?

Svar: Nej, vi har ingen indre guddommelighed. Vi er skabt i Guds billede, og troende (både mænd og kvinder) er Guds børn, men vi har ingen egen guddommelighed. Dette vers siger intet om vores guddommelighed eller noget andet, der er vores. I stedet lærer det os at søge Hans rige og Hans retfærdighed. Der er ingen anden Gud end den Ene, som enhver jødisk monoteist vil fortælle dig, og Jesus var jøde og bekræftede, at der kun var én sand Gud, hvis ord vi skal adlyde. Vi skal underordne os Skriften i stedet for at fordreje Skriften for at underordne den vores egne meninger. Se *When Cultists Ask*, s. 101-102, for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Matt 7:1-2, Luk 6:37 og Joh 7:24 undlade at dømme andre, når vi i Joh 7:24, 1 Kor 5:12 og 1 Kor 6:2-5 bliver bedt om at dømme?

Svar: Bibelen godkender, at man dømmer handlinger, men ikke at man dømmer mennesker. 1 Kor 6,5 bruger et andet græsk ord, diakrinai, end de andre steder, hvor der tales om at dømme. Det henviser til en kristen voldgiftsmand, der afsiger dom i en civil sag mellem kristne.

Det græske ord, der bruges i de andre passager, krinete, har en bred vifte af betydninger. Mattæus 7:1-2 og Lukas 6:37 siger, at vi ikke skal dømme andre (der nævnes intet om ikke at dømme ting eller handlinger). Med andre ord skal vi ikke bedømme andre menneskers værdi, dømme, hvor gode kristne de er, eller hvor store syndere de er. Lad Gud gøre det; vi behøver ikke at dømme. Men selvom vi bør fjerne bjælken i vores eget øje, før vi forsøger at fjerne splinten i vores broders øje, bør vi alligevel forsøge at fjerne splinten i vores broders øje. Der er to aspekter her. Det første er hykleriet i at bekymre sig mere om sin brors splint end om sin egen bjælke. Det andet er, at man ikke kan se splinten godt nok til at fjerne den, hvis man har en bjælke i sit eget øje. Selvom Jesus brugte overdrivelse, er det stadig forbløffende i det virkelige liv, hvordan mennesker kan se en fejl hos en anden og alligevel være fuldstændig blinde for den samme fejl hos sig selv.

Johannes 7:24 bruger også ordet krinete og siger: »Hold op med at dømme efter det ydre, og begynd at dømme retfærdigt.« (BSB)

Det er uansvarligt at fortælle andre, at Mattæus 7:1 lærer os at afstå fra al dom, så vi dermed ikke adlyder resten af Mattæus 7. Vi skal genkende hunde og svin (Mattæus 7:6), og vi skal være frugtinspektører i Mattæus 7:16-20.

Hvad angår drab på andre, Holocaust, mennesker, der har sex med dyr og børn osv., vil nogle måske sige, at vi ikke bør påtvinge andre moral eller i bund og grund ikke dømme, hvad der er rigtigt og forkert. Det er ikke, hvad Bibelen lærer.

Se *Now That’s a Good Question*, s. 163-164, »Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties«, s. 369-371, »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 33, »The New International Bible Commentary«, s. 1129, »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1227-1228, »The Evangelical Commentary on the Bible«, s. 730-731, og »The New Geneva Study Bible«, s. 1515, for supplerende svar.

Spørgsmål: Skal kristne ifølge Mattæus 7:1-5 undlade at dømme, eller skal vi dømme, som det står i 1. Korintherbrev 6:2-5?

Svar: Vi skal ikke dømme andre mennesker, herunder deres værdi, men vi skal skelne mellem gode og dårlige handlinger, som 1. Korintherbrev 6:2-5 lærer os. Selvom nogle af ordene er de samme på græsk (fra krino), er sammenhængen anderledes.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus i Mattæus 7:6 med, at man ikke skal kaste sine perler for svin (grise)?

Svar: Man skal ikke tage det, der er dyrebart, og give det til dem, der ikke værdsætter det og måske vil bruge det til at vende sig mod en og angribe en. Dette begreb om ikke at kaste perler ligger til grund for Ordsprogene 9,7-9, hvor der står, at vi ikke skal forsøge at rette på en spotter eller en ugudelig person. Jesus udførte ikke mange mirakler foran vantro mennesker. Desuden er det bedre for et menneske ikke at kende sandhedens vej end at kende den og vende ryggen til den, som det står i 2. Petersbrev 2:20-22.

Lad os se på det brede spektrum af mulige fortolkninger og derefter indsnævre det for at fastlægge det eller de bedste valg af den tilsigtede betydning.

»At kaste« kan betyde:

C1. »Do not cast« kan betyde »tving ikke«.

C2. Lad være med at brokke dig.

C3. Gør dig ikke nogen umage for at undervise.

C4. Vær meget omhyggelig med aldrig at fortælle det.

Her er verbet "kaste" aktivt, så Jesus mente ikke, at man skal skjule sine perler, skjule, at man er kristen, eller undlade at efterlade perler på jorden. Det er altså ikke C4.

Perler kan betyde:

P1. Guds ord

P2. Evangeliets budskab

P3. Alt af værdi, særlige privilegier eller deltagelse i hellige ting. Hard Sayings of the Bible, s. 370-371, har denne opfattelse.

P4. Det kunne også betyde, at når kirken forfølges, skal man ikke afsløre andre kristne ved at give deres navne til hvem som helst.

Jesus underviste åbent i moral, så det betyder sandsynligvis ikke P1.

»Foran svin« kunne betyde:

S1. Dem, der ikke værdsætter disse ting (Hard Sayings of the Bible, s. 370-371).

S2. Dem, der ikke er parate til at lære (The NIV Study Bible)

S3. Ikke-troende, der ikke aktivt ønsker at lære.

S4. Ikke-troende, der nægter at lære

S5. Ikke-jøder (ifølge den skeptiske Asimov’s Guide to the Bible, s. 833-835). Matthæus nævner dog ikke-jøder, der troede, så det henviser ikke til ikke-jøder generelt.

»Svin« var et nedsættende udtryk, så det er meget sandsynligt, at den tilsigtede betydning omfatter dem, der nægter at lære.

Det bedste valg er derfor muligvis C1 + C2 + C3 samt P2 + P3 og S1 + S2 + S3 + S4.

Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 370-371, og *Now That’s a Good Question*, s. 585-586, for supplerende svar.

Spørgsmål: Hvorfor får folk ikke alt, hvad de ønsker sig, i Mattæus 7:7-11?

Svar: Gud er meget mere end blot en kosmisk julemand. Folk får ikke altid det, de ønsker, af mindst fem grunde.

1. Folk beder ikke om det (Jakobsbrevet 4:2)

2. Man skal bede til Gud, ikke til en anden. (~5. Mosebog 5:6-7)

3. Man skal bede i Jesu ånd og i hans navn (Kolossenserne 3:17; Johannes 14:13-14; 15:16; 16:26).

4. Gud hører ikke de ugudelige (Ordsprogene 15:29; 1. Petersbrev 3:12; Esajas 1:15; Jeremias 11:14; 14:12; Mika 3:4).

5. De kæmper imod Guds folk (Salme 18:41; 1. Samuel 22:16-17; 28:6).

Se også svaret på det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Da der i Mattæus 7:7-8 står, at den, der beder, modtager, og den, der søger, finder, hvorfor søger de så i Amos 8:12 Herrens ord uden at finde det?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Jesus sagde disse ord århundreder efter Amos, og forholdene var anderledes i Det Nye Testamente end før. Desuden var der en 400-årig periode med stilhed, hvor der ikke blev givet nogen skrifter, lige før Jesus kom. Endelig var den viden, som Jesus gav os, ikke tilgængelig selv for gudfrygtige mennesker, der levede før Jesus. Men selvom disse tre udsagn alle er sande, overser de den tidløse sandhed og advarslen, som er hovedpointen i Amos 8:12-14.

Svaret: Der er to niveauer i svaret.

Mere specifikt henviste Amos 8:12-14 til dem (hovedsageligt samaritanere) i landet [Israel], der fulgte både det nordlige kongeriges afguder og Gud. Så længe de forsøgte at følge begge dele, ville de ikke finde Guds ord.

Generelt er Amos 8:12-14 en advarsel til alle mennesker. Mattæus 7:7-8 betyder ikke, at man skal bede hvem som helst; det betyder, at man skal bede den ene sande Gud. Hvis man ønsker at kombinere Guds sandhed med afgudsdyrkelse og andre religioners falskhed, vil man opleve en sandhedssult, ikke en opfyldelse af sandheden. Man skal søge Gud af hele sit hjerte, ikke så en del af hjertet søger Gud, mens en anden del søger afguder.

Spørgsmål: Hvorfor får kristne i Mattæus 7:7-11 ikke altid det, de beder Gud om i Jesu navn?

Svar: Gud besvarer nogle bønner med »ja«, andre med »nej« og andre med »vent«. Når der ikke kommer noget svar, eller ikke det svar, vi ønsker, er det godt at overveje hvorfor. Vi kan ikke kende alle de specifikke tilfælde, men generelt er der mindst 21 årsager, der har at gøre med os selv, omstændighederne og Gud.

Os:

1. Vi beder til den forkerte Gud, en afgud. 1. Kongebog 18:26-29

2. Vores bønner bør ikke handle om at tilfredsstille vores lyster. Jakob 4:3

3. Bønner skal være om gode ting. Matthæus 7:11

4. Det er ikke Guds vilje, at vi får dem. Markus 14:36

5. Vi må vente. Daniel 10:12-14

6. Vores bønner er blot tom gentagelse. Matthæus 6:7

7. Alligevel skal vi [meningsfuldt] holde ud. Lukas 11:5-10, 18:1-7

8. Vi nærer synd i vores hjerter (Salmerne 66:18-19), vender det døve øre til de fattige (Ordsprogene 21:13) eller er ugudelige (Ordsprogene 15:29, Esajas 59:1-3). Gud hører os ikke, når vi vælger ikke at lytte til Gud (Zakarias 7:11-14 og underforstået i Ordsprogene 28:9).

9. Vi har brug for selvbeherskelse. 1. Petersbrev 4:7

10. Vi har syndet, f.eks. ved skilsmisse. Malakias 2:13-14

11. Vi ignorerer Gud og hans lov. Zakarias 7:13; Ordsprogene 28:9

12. Vi ignorerer de fattiges råb. Ordsprogene 21:13

13. Vi er uhensynsfulde over for vores hustruer. 1. Petersbrev 3:7

14. Gud vil ikke høre dem, hvis de stadig tilbeder afguder. Ezekiel 8:8-18

15. Deres hænder er fulde af blod. Esajas 1:15

16. Gud ved, hvilke prøvelser der er bedst. 2. Korintherbrev 12:7-9

17. Gud tugter os. 2. Samuel 12:16-18; 22-24

Omstændigheder:

1. På sin tid vil Gud måske imødekomme bønnen, men nu er det endnu ikke det rette tidspunkt. Habakuk 2:3

2. Det kan være, at vi på en eller anden måde skal ændre os, eller at en anden skal ændre sig. 1. Samuelsbog 1:10-12; 2. Mosebog 2:23-24

Gud:

1. Gud svarer måske på vores bøn med et »nej«

2. Gud lader måske til, at vi bliver sat på prøve.

Som det fremgår af Jobs Bog og Daniel 10:2-3,12-14, har vi nogle gange absolut ingen anelse om alt det, der foregår bag kulisserne. Men vi ved, at vores tålmodighed og vedholdenhed ærer Gud.

Spørgsmål: Hvad er eksempler på den gyldne regel i Mattæus 7:12a?

Svar: Læg mærke til, at der ikke står »brødre«, dvs. medkristne, men naboer – både troende og ikke-troende. I erhvervslivet skal du behandle leverandører, kunder, kolleger, overordnede og underordnede på den måde, du selv ønsker og forventer at blive behandlet, hvis situationen var omvendt. Over for konkurrenter kan du være en hård konkurrent, men stadig en retfærdig og hæderlig en. Når en situation, et salg eller en transaktion er afsluttet, ville du så føle dig tryg ved at fortælle den anden part, at du er kristen, eller ville du være forlegen og skamme dig over at fortælle dem, at du er kristen?

Den gyldne regel blev formuleret på en negativ måde af Hillel hundrede år tidligere, af Philo af Alexandria, i Tobit 4:15 og af Konfucius (Legge, Chinese Classics, bind 1, s. 191f).

Se New International Bible Commentary, s. 1129, Believer’s Bible Commentary, s. 1229, Evangelical Commentary on the Bible, s. 731, og The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 131-132 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at porten, der fører til fortabelse, er bred, og den, der fører til evigt liv, er smal, som det står i Mattæus 7:13-14?

Svar: De to porte fører til forskellige destinationer. Satan leder verden ad én vej, som i sidste ende er egoistisk og ødelæggende. Men Gud har en anden vej, og vi må vælge, om vi vil følge mængden eller følge Gud.

Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 34, *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1229, og Ulrich Luz, *Matthew 1-7: A Commentary*, s. 435 for yderligere information.

Spørgsmål: Fortæller Mattæus 7:20 os, hvordan vi kan se, hvilken religiøs gruppe der er den sande religion?

Svar: Ja og nej. I enhver religion findes der mennesker, der hævder at tilhøre den pågældende religion, men som ikke følger dens lære. Der er mange »kulturelle« kristne, »kulturelle« muslimer, »kulturelle« hinduer osv. Dette afsnit henvender sig til enkeltpersoner, især falske lærere. Dette vers gælder altså grundlæggerne af en sekt eller religion. Se *When Cultists Ask*, s. 103, for et andet svar.

Spørgsmål: Hvordan kan nogle i Mattæus 7:21-23 tro, at de er frelst, og alligevel ende i helvede?

Svar: Der findes et vigtigt begreb kaldet »falsk omvendelse«. Mennesker kan ikke blot narre andre, men de kan også narre sig selv. Intet her tyder på, at de havde kætterske læresætninger. Men hvis frugten af deres tro og liv ikke stemmer overens med det, som Det Nye Testamente lærer, bør de undersøge deres egen tro, som Paulus opfordrer til i 2. Korintherbrev 13:6. Se The Tony Evans Bible Commentary, s. 878, The New International Bible Commentary, s. 1129, The Believer’s Bible Commentary, s. 1229-1230, The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 34, og Ulrich Luz, Matthew 1-7: A Commentary, s. 442 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvordan kan Mattæus 7:24-29 anvendes på vores liv?

Svar: Tony Evans giver et eksempel på, at han havde en revne i sin mur, som han reparerede mange gange, men den kom altid tilbage. Problemet var ikke muren; nej, det var mere alvorligt. Problemet lå i fundamentet. Hvis der er en revne i vores liv, åndeligt set, som bliver ved med at vende tilbage, skal man måske ikke se revnen som den egentlige årsag. Den egentlige årsag kan være, at der er noget galt med fundamentet. Teknisk set handler denne lignelse ikke om to fundamenter; snarere handler den om, hvor man skal bygge sit fundament. Se The Tony Evans Bible Commentary s. 878, The Believer’s Bible Commentary s. 1230, The Expositor’s Greek New Testament s. 135-136 og The Bible Knowledge Commentary: New Testament s. 34, 36 for yderligere information.

Spørgsmål: Viser Matt 7,24-29, at kun de, der anerkender deres påståede »indre guddommelighed«, kan modstå livets storme, som Spangler og nogle andre New Age-tilhængere hævder?

Svar: Nej, se svaret på Mattæus 6:33. I dette afsnit nævnes vores guddommelighed ikke; New Age-tilhængere læser det ind i teksten. Spørgsmålet er snarere, om vores liv (vores hus) er bygget på Guds fundament eller på sand. Se When Cultists Ask, s. 103, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor formulerede den spedalske sit spørgsmål på denne måde i Mattæus 8:2?

Svar: Den spedalske tvivlede på Jesu evne til at rense ham. Den spedalske var usikker på Jesu vilje til at rense ham.

Spedalskhed er også en god metafor for synd. Den ser ulækker ud, breder sig på personen, er smitsom for andre og var menneskeligt set uhelbredelig.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1231, for mere information.

Spørgsmål: Hvorfor skulle den spedalske i Mattæus 8:4 bringe offeret som et vidnesbyrd for præsterne?

Svar: Dette skulle tjene som et vidnesbyrd for at vise præsterne, at han på mirakuløs vis var blevet renset, og det ville også være et vidnesbyrd for præsterne om, at Jesus stadig overholdt loven. Sandsynligvis var der meget få spedalske, der gik til præsten for at blive undersøgt, da de nu var helbredt. Hvis præsten var opmærksom, ville han måske undersøge, hvem denne helbreder var; der er dog ingen omtale af, at præsten undersøgte dette nærmere. Dette kan have været grunden til, at Jesus »satte præsten på prøve« ved at lade ham være den første til at undersøge manden.

En anden grund var, at Jesus ønskede, at manden ikke blot skulle opleve fysisk helbredelse, men også blive genindlemmet i samfundet. Hvis præsten havde hørt fra andre, at denne mand var »ren«, selvom han ikke havde opsøgt præsten, som Moseloven foreskrev, kunne præsten af ren trods have nægtet at erklære ham ren.

Senere blev nogle af farisæerne kristne, ifølge Apostlenes Gerninger 15:5. På trods af alle deres mange fejl havde mange af farisæerne stadig den dygtighed, at de tog Guds ord alvorligt og troede på, hvad Gud sagde om opstandelse og livet efter døden.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1231, »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 138, og »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 36–37 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: I Matt 8,5-13, kom hundredføreren selv til Jesus, eller sendte han andre, som det står i Luk 7,1-10?

Svar: Der er to mulige svar.

1) Hundredføreren sendte andre forud og kom derefter selv.

2) Når det siges, at hundredføreren »kom«, betyder det ikke nødvendigvis, at han kom personligt. For eksempel, når der i Johannes 19:1 står, at Pilatus piskede Jesus, betyder det ikke, at Pilatus gjorde det med egne hænder.

Se »Bible Difficulties & Seeming Contradictions«, s. 174-175, og »When Critics Ask«, s. 334, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor undrede Jesus sig over centurionen i Mattæus 8:10 og Lukas 7:9?

Svar: Jesus undrede sig over den sammenligning, han så. Hundredføreren var ikke jøde, og han var ikke blevet opdraget i loven hele sit liv, men alligevel havde han større tro end mange jøder. Hundredføreren mente, at Jesus kunne befale sygdommen på samme måde, som han befalede sine soldater. At have tro afhænger ikke blot af ens omgivelser og opvækst. Hundredføreren kan have sagt, at han ikke var værdig, enten på grund af jødiske skikke eller, hvilket er mere sandsynligt, fordi han anerkendte Jesu magt og autoritet. Hundredføreren kan have været bekendt med den tidligere helbredelse i Johannes 4:46-54, og det gav ham håb og mod til at henvende sig til Jesus.

Se »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 731-732, »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 139, »New International Commentary on the Bible«, s. 1130, og »Tony Evans Bible Commentary«, s. 878-879 for yderligere information.

Spørgsmål: Henviser Mt 8,12 til midlertidig straf eller evig straf?

Svar: Verset selv siger det ikke. Men »gråd og tænders gnidsel« henviser andre steder ikke kun til kvaler, men også til ære, privilegier og glæde, der er tabt for altid, så dette henviser højst sandsynligt til evig straf.

Spørgsmål: Er helvede i Matt 8:12; 22:13; 25:30 et sted i mørke, eller er det et sted med ild som i Åb 20:14; Mark 9:48?

A: Begge dele. Først et kort svar, derefter et længere svar.

Kort svar: Denne ild er ikke blot jordisk ild, og Gud kan skabe denne ild, som Han ønsker. Gud beskriver for os noget, vi aldrig har set på jorden, og selvom vi ikke ved, hvor meget jordisk ild ligner eller adskiller sig fra helvedesilden, er den tilstrækkeligt lig, til at Gud kan bruge den som en beskrivende metafor.

Langt svar: Videnskabeligt set er ild lysende, fordi den udsender lysfotoner i det synlige spektrum (fra rødt til violet). Den føles varm, fordi den også bestråler os med lysfotoner i andre dele af spektret, hovedsageligt infrarødt lys fra ilden, mens sollyset gennem atmosfæren indeholder flere ultraviolette stråler. Hvordan ville man beskrive noget, der hovedsageligt udsender røntgenstråler eller gammastråler? Dette kunne stege noget meget hurtigere, men det ville se mørkt ud for det blotte øje. Hvis vi ser bort fra fotoner, ville en neutronstjerne udstråle det meste af sin energi som neutroner, som en atombombe udsender, men den ville være mørk, hvis der var få fotoner. Nu ved vi ikke, om helvede er varmt på grund af fotoner, neutroner eller noget helt andet, men disse jordiske observationer viser blot, at der er mange muligheder for, hvordan mørket og ilden i helvede kunne se ud.

Se *When Cultists Ask*, s. 104-105, og *When Critics Ask*, s. 335, for andre svar.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af Jesu ordvalg her i Mattæus 8,13?

Svar: Der står ikke, at Jesus sagde dette til nogen anden. Hundredføreren havde så stor tro, at Jesus sagde dette, og hans datter blev helbredt.

Spørgsmål: Beviser det faktum, at Peter var gift (Matt 8:14 og 1 Kor 9:5), at den katolske praksis, hvor præster ikke må gifte sig, er forkert?

Svar: Som protestant må jeg sige, at netop dette vers hverken beviser eller modbeviser dette punkt. Peter var gift, før han blev discipel. På samme måde har der i det tyvende århundrede været gifte episkopale præster, der konverterede til katolicismen, og den katolske kirke lod dem fortsætte med at være gifte katolske præster og fortsætte som før i deres ægteskab.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved helbredelsen af feberen i Mattæus 8,15?

Svar: Normalt er man svag og har brug for tid til at komme sig, når man er kommet sig over feber. Det var ikke ualmindeligt at være syg af feber på grund af malaria. Peters svigermor havde slet ikke brug for tid til at komme sig, før hun begyndte at servere for dem.

Se »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 37, »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1232, »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 204, »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 140-141, og »The New International Bible Commentary«, s. 1158-1159 for yderligere information.

Spørgsmål: I Matt 8:17, henviser Es 53:4 til at lide for os eller til at helbrede os?

Svar: Esajas 53:4 kan henvise til begge dele.

Messias vil blive såret: Som Esajas 53:5 viser, henviser dette afsnit til, at Messias (den lidende tjener) lider for vores skyld. Tilsvarende siger Esajas 53:6, at Herren lagde vores misgerninger på den lidende tjener.

Guds folk vil blive helbredt. Både Esajas 53:5 og 53:4 viser, at en af fordelene ved Messias vil være vores helbredelse. Intet i Esajas 53 specificerer, at der kun er tale om åndelig helbredelse eller fysisk helbredelse. Gud brugte ganske vist eksemplerne på fysisk helbredelse til at pege ud over dem selv mod den større betydning af den åndelige helbredelse, der blev muliggjort gennem korset.

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 204-206, for en mere uddybende diskussion.

Spørgsmål: Kunne Jesus i Mattæus 8:20 og andre steder henvise til en anden end sig selv, når han siger: »Menneskesønnen«?

Svar: Nej, Markus 14,41b viser, at Jesus mente sig selv. I Getsemane Have, lige før sin anholdelse, siger Jesus i Markus 14,41b: »Sover og hviler I stadig? Det er nok! Timen er kommet. Se, Menneskesønnen bliver forrådt i syndernes hænder. Stå op, lad os gå. Se, min forræder nærmer sig!” (BSB). Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 209-213 for en uddybende diskussion af udtrykket »Menneskesønnen«.

Spørgsmål: Hvorfor kalder Jesus sig ofte Menneskesønnen i Mattæus 8:20 og andre steder?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1) Jesus anså dette udtryk for at være meget betydningsfuldt. Jesus brugte denne vending 32 gange i Matthæus, 14 gange i Markus, 26 gange i Lukas og 12 gange i Johannes.

2) Mens titlen »Guds Søn« bruges til at understrege Jesu guddommelighed, understreger »Menneskesønnen« også Jesu fulde menneskelighed. Men ligesom »Menneskesønnen« indebærer Jesu fulde menneskelighed, understreger »Guds Søn« Jesu fulde guddommelighed.

3) Daniel 7:13-14 taler profetisk om Menneskesønnen. Jesus ønskede sandsynligvis, at de skulle gå tilbage og læse dette afsnit. Der står: »I mit syn om natten så jeg videre, og jeg så en, der lignede Menneskesønnen, komme med himmelens skyer. Han nærmede sig den Ældste af Dage og blev ført ind foran ham. Og han fik herredømme, herlighed og kongemagt, for at folk fra alle nationer og sprog skulle tjene ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, der ikke skal forgå, og hans rige er et, der aldrig skal ødelægges.” (BSB)

Se *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 322-324, *When Critics Ask*, s. 335-336, *When Cultists Ask*, s. 105-106, og *New International Commentary on the Bible*, s. 1130-1131, for mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Matt 8,21-22 til manden, at de døde skulle begrave deres egne døde?

Svar: Jesus sagde, at der var masser af åndeligt døde mennesker omkring ham, der kunne begrave de døde, og at man ikke skulle lade sig binde af ting uden evig betydning. Problemet lå i mandens anmodning: »Herre, lad mig først …«.

Der er intet, der tyder på, at mandens far allerede var død. Manden sagde måske: »Vent, indtil min ældre far dør, og måske indtil han får arven, og så vil jeg følge dig.« Manden ønskede altså at følge Jesus, men han ville gøre det på sine egne betingelser. Jesus afviste ham. I skarp kontrast hertil forlod Matthæus, forfatteren af evangeliet, straks alt og fulgte Jesus, da han blev bedt om det, jf. Matthæus 9:9.

Se *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 324, *When Critics Ask*, s. 336, *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1232-1333, *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 38, *The New International Commentary on the Bible*, s. 1130, og *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 879, for mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Mattæus 8,24-25 sove igennem denne voldsomme storm?

Svar: Det græske ord her, seismos, kan henvise til et jordskælv, men her henviser det til en voldsom »rystelse« af havet. Jesus havde overvundet menneskelige sygdomme, og han frygtede heller ikke naturkræfterne. Der er to muligheder.

Naturlig: Jesus var træt efter sin forkyndelse og sov meget dybt. Dengang havde man ingen mikrofoner eller lydanlæg, så en offentlig taler måtte tale meget højt. Husk også, at Jesus ikke var bekymret for at nå over på den anden side. Hvis Jesus normalt kunne sove i en lille båd, så sover han ganske enkelt, når der er højere bølger og vind.

Overnaturlig: Hvis stormen var så voldsom, at ingen kunne sove igennem den, så lod Faderen måske Jesus falde i en meget dyb søvn for at prøve disciplenes tro på, at Gud ville beskytte Jesus.

Se Evangelical Bible Commentary, s. 732, og The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 143, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad kan vi i Mattæus 8,24-27 lære af dette til vores liv?

Svar: Alle oplever storme, nogle så alvorlige, at de kan få vores båd til at synke. Men Jesu syn på stormen og vores syn på en storm kan være radikalt forskellige. Disciplene var fiskere, og de vidste, at fiskere kunne omkomme i sådanne storme. Som Matthew Henry siger, irettesatte Jesus dem ikke for at vække ham for at bede om hjælp, men snarere for deres frygt og manglende tro. Disciplene indså ikke, at de ikke behøvede at frygte, at deres båd ville synke, når Jesus var om bord. Disciplene havde tro, men de havde ikke en tro, de kunne stole på. Stormen var virkelig voldsom, men det, de skulle gøre, var at lade Jesus stille stormen. Vi kan opleve storme i vores liv, der ikke blot ser voldsomme ud, men som virkelig er voldsomme. Vi er nødt til at bede Jesus om at stille stormen.

Jesus gav her to irettesættelser: én til vinden og bølgerne og én til disciplene for deres ringe tro. Det er, som om de ikke fuldt ud indså eller virkelig huskede, hvem der var i båden sammen med dem. Måske må vi omvende os, når vi glemmer, hvem der er med os i vores livs båd. En god ting ved prøvelser i vores liv er, at de på ny giver os en bedre forståelse af, hvem Jesus er.

Endelig, da vinden stilnede af, var vandet stadig meget oprørt i et stykke tid. Men disciplene var forbløffede, for i Mattæus 8,26 står der, at ikke kun vinden, men også bølgerne blev stille. En båd ville ikke være sikker, før bølgerne var stille, så Gud fik også bølgerne til at stilne af.

Se »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 38-39, »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 215, »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1233, og »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 880 for yderligere information.

Spørgsmål: Var der i Matt 8:28 to besatte mænd i Gergesenes-landet, eller var der kun én ifølge Mark 5:1-4 og Luk 8:26-33?

Svar: Selvom der muligvis kunne være tale om to forskellige begivenheder, er det mere sandsynligt, at det var den samme begivenhed, og at der er tale om en skrivefejl i Matthæus. Papias, en discipel af apostlen Johannes, skrev, at Matthæus oprindeligt skrev sit evangelium på hebraisk/aramæisk. I bogen *When Critics Ask*, s. 337, tilføjes det, at »hvis der var to mænd, så er begge beretninger korrekte, for der findes en meget grundlæggende matematisk lov … – hvor der er to, er der altid én. Der er ingen undtagelser!« Vi ville have et problem, hvis Markus og Lukas sagde, at der kun var én mand, men ordet »kun« står ikke der.

Spørgsmål: I Matt 8,28, hvilken by lå der præcist i nærheden af den besatte mand?

Svar: Det må enten have været Gadara eller Gerasa. Problemet er, at der var tre byer med ret enslydende navne. Derudover er de hebraiske bogstaver for »r« og »d« meget ens, hvis dette er transskriberet fra hebraisk.

Gergesenes (fra Gergesa), det moderne Khersa, er den by, der nævnes i de fleste manuskripter. Den ligger på den østlige bred af Galilæasøen, og bakkerne falder brat ned mod søen.

Gadarenes (fra Gadara), det moderne Um Qeis, lå kun 5 til 8 miles sydøst for Galilæasøen, og »Gadarenernes land« strakte sig faktisk helt til Galilæasøen, hvilket bevises af, at Josefus nævner dette, og af en mønt fra Gadara, der viser et skib. Vaticanus, teksten i Ephraem Rescriptus og nogle eksemplarer af Diatessaron nævner denne by.

X Gerasenes (fra Gerasa) (det moderne Jerash) ligger ca. 30 miles fra Galilæasøen, så det kan ikke være den by. Dette navn findes kun i de italiske manuskripter, Vulgata, i marginen (ikke i selve teksten) i den harcleanske syrisk-arabiske udgave og i den sahidiske koptiske udgave.

X Gersa i Gilead ligger 20 miles øst for Jordanfloden

X Gaxarenes er ikke en by, der har eksisteret. Denne åbenlyse stavefejl findes kun i det originale Siniaticus, og en senere skriver korrigerede den i Siniaticus-manuskriptet til Gergasenes.

Se *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 324–326, Hard Sayings of the Bible, s. 373, When Critics Ask, s. 336-337, The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 122, Aland et al.s The Greek New Testament, s. 29, The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 144-145, og The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 219-220 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af Mattæus 8:28-29 i vores egne liv?

Svar: Først og fremmest burde gravene være et stille sted, hvor der ikke er noget levende i nærheden. Men det er i de dødes rige, at dæmonerne virker. De besatte burde ikke have været der; de burde have levet sammen med alle andre. Vi ved ikke, hvorfor de var der; måske fordi de valgte at undgå mennesker, fordi folk havde drevet dem bort, for at plyndre grave, for at røve eller dræbe dem, der kom, eller af en anden grund. Men det ville være overraskende, hvis nogen kom for at vise respekt ved en persons grav, og så pludselig dukkede disse to besatte mænd op.

I vores liv og i livet hos andre omkring os kan der være døde ting i vores fortid, som ikke bør genbesøges, bringes på bane eller endda frivilligt huskes. Men pludselig, af en eller anden grund, dukker noget op, som ikke længere burde være der. Vi bør stå fast på, at dette ikke kan være; at det skal uddrives i Jesu navn. Vi er en ny skabelse; en del af det betyder, at det, der er gammelt og syndigt, skal dø – og forblive dødt.

Se »The Tony Evans Bible Commentary«, s. 880, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad mente dæmonerne i Mattæus 8:29 med »pine os før tiden«?

Svar: Dæmonerne vidste, at de ville blive sendt til afgrunden (Judasbrevet 6; Åbenbaringen 20:1-2) og senere til ildsøen (Åbenbaringen 20:14-15).

Spørgsmål: Hvorfor imødekom Jesus i Mattæus 8:32 dæmonernes anmodning om at gå ind i svinene?

Svar: Det står ikke i Skriften. Men det ser ud til, at det ikke gav dæmonerne nogen fordel at gå ind i svin, der straks druknede. Det er interessant, at byens indbyggere var mere bekymrede over de 2.000 svin, der druknede, end over de to besatte mennesker. De værdsætter økonomisk tab højere end åndelig gevinst. Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1233, »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 219, og »Tony Evans Bible Commentary«, s. 880, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor tilbragte Jesus tid her i Kapernaum, som Lukas kalder »sin egen by«, i Matt 9:1, Mark 6:45 og Joh 6:17?

Svar: Husk, at indbyggerne i Nazaret (ca. 20 miles væk) havde forsøgt at dræbe Jesus i Lukas 4:29-31, og at gergesenerne specifikt bad Jesus om at forlade byen, efter at 2.000 svin var druknet, så Jesus gjorde Kapernaum til sit hjem. Det er meget sandsynligt, at det er det moderne Tell Hum, ca. 2,5 miles sydvest for det sted, hvor Jordanfloden løber ud i Galilæasøen, på den nordvestlige bred. Simon Peter, Andreas og Filip var alle oprindeligt fra Betsaida (Johannes 1:44; 12:21), som lå meget tæt på. Som voksne arbejdede de i byen Kapernaum ved søen sammen med Jakob, Johannes og Matthæus (Markus 1:29). Se Wycliffe Bible Dictionary, s. 66, 226, 310, og Believer’s Bible Commentary, s. 1234, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad ville der i Mattæus 9:2-6 blive betragtet som forkert ved, at Jesus tilgav synder?

Svar: Mennesker syndede mod Gud, og de ræsonnerede korrekt, at Jesus måtte være Gud for at kunne tilgive synder mod Gud. Bemærk, at Jesus ikke sagde: »Gud har bemyndiget eller godkendt mig til at sige, at dine synder er tilgivet«. I stedet erklærede Jesus ganske enkelt: »Dine synder er tilgivet«. Selvom jøderne skulle forvente en Messias, ville de ikke forvente, at Messias selv skulle tilgive synder. Både tilgivelse af synder og helbredelse af sygdomme nævnes i Salme 103:3, men begge dele er specifikt Herrens opgave.

Naturligvis ville det være lige så latterligt at sige til manden: »Dine synder er tilgivet«, som at befale en lam mand at gå.

Se New International Bible Commentary, s. 1131, Evangelical Commentary on the Bible, s. 732, Believer’s Bible Commentary, s. 1234, og The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 148 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad betyder »toldopkrævning« i Mattæus 9:9 (KJV)?

Svar: Det betyder at opkræve skatter.

Spørgsmål: Hvad er baggrunden for Matthæus og hans venner i Mattæus 9:9-10?

Svar: Matthæus (som betyder »Guds gave« eller muligvis »trofast«) er den samme person, der i Markus kaldes Levi. Begge er hebraiske navne. Dette foregik uden for Kapernaum, hvor der var en romersk garnison. En skatteopkræver dér skulle være flydende i både aramæisk og græsk, selvom latin også ville være en fordel. Vi ved ikke med sikkerhed, hvilket sprog der primært blev talt ved banketten, eller om der overhovedet blev talt aramæisk. Uanset hvad ville ingen farisæere eller jøder med selvrespekt lade sig se der, hvor de spiste sammen med »syndere«.

Toldopkræverne blev foragtet, fordi de opkrævede skat for de romerske besættere. Desuden forventedes det, at de opkrævede mere, end regeringen krævede, og beholdt forskellen. Der ville være så mange muligheder for at opkræve endnu mere og udnytte andre, at det ville være en svær fristelse at modstå.

Da der var mange gæster, var Matthæus’ hus måske stort, eller måske fandt middagen sted i en udendørs gårdhave ved huset. Sandsynligvis blev gæsterne under middagen også opfordret til at blive disciple. (Jesus havde mange disciple ud over den indre kreds af de tolv.) Som det står i *Believer’s Bible Commentary* s. 1234 om Matthæus: »Han mistede et komfortabelt job, men han fandt en skæbne. Han mistede en god indkomst, men han fandt ære. Han mistede en tryg tilværelse, men han fandt et eventyr, som han aldrig havde drømt om.” Forestil dig, hvis Matthæus havde sagt »nej«, da Jesus spurgte ham. Matthæus ville ikke have været apostel, ville ikke have skrevet evangeliet, men ville i stedet blot have levet sine dage som en formålsløs, temmelig velstående, men foragtet og senere glemt anonym mand.

Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 39, *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 223–224, *The Expositor’s Greek Testament*, bind 1, s. 150–151, og *The Evangelical Commentary on the Bible*, s. 733, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus i Matt 9,12, da han sagde, at kun de syge har brug for en læge?

Svar: Alle er syge, men kun dem, der indser, at de er syge, opsøger en læge. Så i en vis forstand var den anklage, de rettede mod Jesus, helt sand. Men ved at spise sammen med farisæerne – eller med hvem som helst for den sags skyld – spiste Jesus også sammen med syndere! Da Jesus netop havde bevist, at han kunne tilgive den lammes synder, kunne han også tilgive toldernes synder. Hvis nogen siger, at de ikke vil gå i kirke, fordi den er fyldt med mennesker, der er ufuldkomne og synder, så fortæl dem, at det ikke bør afholde dem, for kirken har altid plads til én til! Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1234-1235, og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 152, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Jesus i Matt 9,13, at Gud ønsker barmhjertighed og ikke offer?

A: Jesus henviser til Hosea 6:6. Selvom Gud både befalede ofring og barmhjertighed, lagde Gud større vægt på, at vi havde et barmhjertigt hjerte end på ofrene. Ligesom i Hoseas tid var der også i Jesu tid nogle religiøse mennesker, der ikke bekymrede sig så meget om andre, men i stedet var mere optaget af at omgås den »rigtige slags« mennesker. Jesus bekymrede sig om de fortabte toldere og syndere og irettesatte dem for ikke at indse, at alle er syndere foran Gud, og at de ikke havde nogen grund til at føle sig bedre end andre syndere. De skriftkloge og farisæerne afslørede deres indre holdning, fordi de aldrig beskyldte Jesus for at være tolder eller synder, men for at omgås dem. Se »Bible Difficulties & Seeming Contradictions«, s. 118-119, og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 152, for yderligere information.

Spørgsmål: Hvorfor fastede disciplene ikke i Matt 9:14?

Svar: Jesus sagde ikke, at hans disciple aldrig skulle faste, men snarere at de ikke behøvede at faste, så længe Jesus stadig var hos dem i kødet. For de rette formål med at faste, se diskussionen om Mattæus 6,16-18. Se *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 226-227 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad er pointen med lignelserne om tøjet og vinskindene i Matt 9:16-17 og Mark 2:21-22?

Svar: Selv i den naturlige verden kan man ikke altid gradvist vænne sig til noget nyt. Nogle gange er man nødt til at »bryde med det gamle«, skifte paradigme eller få en ny begyndelse. Jesus sagde her, at for at acceptere hans lære var bruddet så radikalt, at man skal fødes på ny (Johannes 3,5-7) og blive en ny skabelse (2. Korintherbrev 5,16-17). Se også diskussionen om Markus 2:21-22.

Desværre forsøgte de mennesker, som Paulus i Galaterbrevet talte imod – de såkaldte judaister – netop det i oldtiden: at blande nåde og Jesu lære med loven og Det Gamle Testamentes bud. På en anden måde gør nogle syvendedagsadventister det samme.

Se »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 227, »The Bible Knowledge Commentary: New Testament«, s. 40, »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 153, og »The Believer’s Bible Commentary«, s. 1235-1236, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad er det særlige ved en tøjkants i Mattæus 9:20?

Svar: Det var sandsynligvis kvaster på kanten af klædet. Disse blev måske betragtet som en mere hellig del af klædet, fordi der i 4. Mosebog 15:38 ff. og 5. Mosebog 22:12 blev påbudt at have kvaster med en blå tråd i midten.

Kvinden virkede meget hemmelighedsfuld omkring dette. Ifølge 3. Mosebog 15:19-33 ville hendes vedvarende blødning have gjort hende uren, så hun burde slet ikke have blandet sig i mængden på tæt hold for at nå frem til Jesus.

Se New International Bible Commentary, s. 1131, The Expositor’s Greek Testament, bind 1, s. 154, og Evangelical Commentary on the Bible, s. 733, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor kaldte Jesus i Mattæus 9:20-22, Markus 5:27-34 og Lukas 8:43-49 offentligt på kvinden med blødningen?

Svar: Fysisk helbredelse var ikke grunden til, at Jesus kom til jorden. Jesus var mere optaget af kvindens tro end af den fysiske lidelse. Som en præst bemærkede om dette offentlige mirakel: »I enden af vores reb er kanten af Jesu kappe.«

Spørgsmål: Bestemmer mængden af tro, vi har, i Matt 9:20-22 og Mark 5:27-34, om vores bønner bliver besvaret?

Svar: Det er en faktor. Når det gælder bønner, der er i overensstemmelse med Guds vilje, skal vi have tro, når vi beder. I Jakob 1,6-7 står der, at vi skal bede uden at tvivle, for en tvetydig person vil ikke få det, han eller hun beder om. Men hvis vi tror, men stadig har en vis tvivl, kan vi bede, samtidig med at vi ærligt erkender vores vantro, som manden gjorde i Markus 9,24, og Gud vil imødekomme vores bøn. Det er også godt at vide, at Helligånden går i forbøn for os i bøn, som det fremgår af Romerbrevet 8,26-27.

Selv hvis vi beder om noget med større tro, end nogen nogensinde før har bedt om noget, og det ikke er Guds ønske at give os det, vil Gud naturligvis ikke gøre det, som Jakob 4:3 viser. Dette er en del af et større spørgsmål: hvornår besvarer Gud bøn, og hvornår siger Skriften, at han ikke gør det? Se diskussionen om Matthæus 7,7-11 og »Hard Sayings of the Bible«, s. 419-421, for mere information.

Se afsnittet om evangelierne for spørgsmål om Jairus’ datter.

Spørgsmål: Hvorfor er der professionelle sørgende i Mattæus 9:23-26?

Svar: Betalte sørgende var almindelige, så man havde tid til at tage sig af alle gæsterne til begravelsen. Ifølge Mishnah Ketuboth 4:4 skulle selv en fattig familie betale for to fløjtespillere og en professionel klagende kvinde. Nogle har kaldt dette for »kunstig sorg«. Døden er big business, både dengang og nu. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 231, og Believer’s Bible Commentary, s. 1236, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor havde disse to blinde mænd i Mattæus 9:28-31, som havde troen til at tro på Jesus, ikke lydigheden til at afstå fra at fortælle dette til andre?

Svar: Dette er et interessant spørgsmål. Disse blinde mænd »så«, at Jesus var Davids Søn, dvs. Messias, bedre end de fleste af dem, der kunne se. Disse mænd havde troen til at vende sig til Jesus, da der ikke var noget andet alternativ. Men selvom de vendte sig til Jesus i tro i de store anliggender, adlød de ham ikke i denne lille sag. Måske troede de, at det ville være til hjælp at fortælle det videre på dette tidspunkt, og de var så anmassende at tro, at de vidste bedre end Jesus, hvad der var til hjælp.

Her ser vi den interessante, men triste situation hos åndeligt skarpsindige mennesker, der havde stor tro på Jesus, men alligevel valgte direkte at være ulydige mod Jesus. Visdom og tro nytter ikke meget uden lydighed. Ja, de fik deres syn tilbage, men Jesus fik ikke lydige tjenere her.

Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1236-1237, og »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 232-233, for yderligere information.

Spørgsmål: Bør vi i Mattæus 9:38 bede om flere arbejdere til høsten i dag?

Svar: Ja, dette er en bøn, der ofte overses. Vi beder for høsten, som går ud på, at mennesker skal komme til Kristus og blive hans disciple, men vi bør også bede om flere høstarbejdere, som Gud kan bruge til at evangelisere ikke-kristne, for Jesus siger, at arbejderne vil være få, hvilket betyder alt for få. Nogle gange, når tiderne er svære og de økonomiske forhold er hårde, kan selv dem, der er præster og arbejder på missionsmarken, føle sig modløse og ønske at forlade arbejdet. Arbejdere udsendes af Gud, men de bør forblive udsendt, indtil Gud kalder dem til at gøre noget andet. Se »Believer’s Bible Commentary«, s. 1237, for mere information.

Spørgsmål: I Matt 10,1 – kunne disciplene helbrede før dette?

Svar: Uanset om de helbredte nogle sygdomme før dette, gav Jesus dem her magten over enhver sygdom. For øvrigt er Mattæus 10:2 første gang, de kaldes apostle.

Spørgsmål: Hvem er »Lebbaeus« i Matt 10:3 (KJV)?

Svar: Det er det samme som Thaddeus.

Spørgsmål: Hvordan kunne Simon fra Kana i Mt 10:4 og Mk 3:18 være en af Jesu disciple, når Simon [angiveligt] ikke var jøde?

Svar: KJV og NKJV siger »kananæer«, og NKJV har en fodnote, der angiver, at den mest udbredte tekst er »kananaæer«. De tidlige udgaver af NASB og NRSV siger »kananaæer«. BSB og NASB 2020 siger »zelot«.

Om Simon slet ikke var jøde eller delvist jødisk, er ikke pointen. Jesus kunne kalde disciple fra enhver nationalitet. Som en sidebemærkning kom mange fra de ikke-jødiske byer Tyrus og Sidon for at se Jesus i Markus 3:8. Tyrus lå ca. 35 miles fra Galilæasøen, og Sidon lå 25 miles fra Tyrus.

Det græske ord »Kananaios« kan være en translitteration af det aramæiske ord »qan’an«, der betyder »zelot«. I Lukas 6:15 og Apostlenes Gerninger 1:13 kaldes han »Simon Zeloten«. Det samme fremgår af »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 8, s. 237, 239, »Asimov’s Guide to the Bible«, s. 840, og »The Expositor’s Greek Testament«, bind 1, s. 158. Men dette rejser et interessant spørgsmål. Hvis en af Jesu disciple tidligere var zelot, og en anden, Matthæus, var tolder, ville de have været diametralt modsatte politisk set, i det mindste før de kom til Kristus. Se »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 734, for mere om dette.

Spørgsmål: Hvad betyder »Iskariot« i Matt 10:4; Mark 3:19; Luk 6:16; Joh 6:71?

Svar: Judas’ far hedder Simon i Joh 6,71 og 13,26, så det er ikke hans fars navn. Der er to opfattelser af, hvad Iskariot betød.

1. Iskariot kunne betyde »manden med dolken«.

2. Det kunne betyde mand (ish) fra Kerioth, som var navnet på to byer i Juda. Se forskellige kilder, herunder *Archaeological Encyclopedia of the Holy Land*, s. 212, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 239, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor befalede Jesus i Mattæus 10,5-6 udtrykkeligt sine disciple ikke at gå ind i de samaritanske landsbyer?

Svar: Det var et spørgsmål om timing, da Jesus udtrykkeligt befalede dem at gå ind i Samaria i Apostlenes Gerninger 1:8.

Jesus blev først sendt til Israel og derefter til resten af verden. Apostlene drog først til Judæa, derefter til Samaria og til sidst til jordens ender. Når Paulus kom til en ny by, fulgte også han mønsteret med først at prædike i synagogen. I mange henseender i dag kan der være et tidspunkt, som Gud også ønsker, at vi skal følge.

Spørgsmål: Hvad siger Mattæus 10,5-6 om ahmadiyya-muslimernes påstand om, at de vil betale 20.000 dollars til enhver, der kan finde bevis for, at Jesus kom for alle mennesker og ikke kun for jøderne?

Svar: Bibelen, fra Det Gamle Testamente til Åbenbaringen, er konsekvent i, at Jesus er Frelseren for alle mennesker, ikke kun jøderne. Forestil dig et øjeblik, at Jesu budskab ikke var rettet mod ikke-jøderne. Ville du så have sagt til alle de omkring en halv million kristne i de første tre århundreder efter Kristus: »I skal ikke følge Jesu lære; Gud vil have, at I vender tilbage til at tilbede jeres hedenske afguder!« – selvfølgelig ikke, det er jo tåbeligt! – ligesom dette spørgsmål er det. Men lad os alligevel undersøge det nærmere.

På den ene side kan vi skelne mellem Jesu tjeneste før hans korsfæstelse, Jesu budskab og Jesus efter hans opstandelse. Men i alle tre tilfælde var Jesus ikke kun for jøderne. Under sin jordiske tjeneste gik Jesus selv primært (men ikke udelukkende) til »de fortabte får af Israels hus« (Mattæus 15:24). Han forkyndte først og fremmest sin frelse for jøderne. Men også:

a) Det Gamle Testamente profeterede, at Jesus var for alle mennesker.

b) Jesus opsøgte samaritanerne, som var halvt jøder

c) Jesus var også for hedningerne (ikke-jøder); han rejste endda ud for at besøge hedningerne uden for Israel.

d) Jesus sagde, at hans budskab var til alle, ikke kun til det jødiske folk.

e) Jesus sagde aldrig, at hans evangelium var begrænset til jøder.

f) Endelig ville Jesu apostle være i den bedste position til at forstå, hvad Jesus lærte.

Her er beviserne.

a) Gud sagde i Det Gamle Testamente, at Messias var for alle mennesker

Esajas 9:1-7 er en berømt messiansk profeti. I Esajas 9:1b står der: »Men i fremtiden vil han ære Vejen ved Havet, hinsides Jordan, nationernes Galilæa.«

Esajas 42:1-9 er en messiansk profeti. I Esajas 42:6 står der: »Jeg, Herren, har kaldet dig til et retfærdigt formål, og jeg vil tage fat i din hånd. Jeg vil bevare dig og udpege dig til at være en pagt for folket og et lys for nationerne [hedningerne], for at åbne de blindes øjne, for at føre fanger ud af fangehullet og dem, der sidder i mørke, ud af fængslet.”

Esajas 49:1-7 er også messiansk, men se især på Esajas 49:6: »Han siger: ’Det er ikke nok for dig at være min tjener, at oprejse Jakobs stammer og genoprette Israels beskyttede. Jeg vil også gøre dig til et lys for nationerne, for at bringe min frelse til jordens ender.’«

b) Jesus gik til de halvt jødiske samaritanere

I Johannes 4:1-42 forkyndte Jesus ikke kun for kvinden ved brønden, men også for de andre samaritanske landsbyboere. Samaritanerne bad Jesus om at blive hos dem, så Jesus blev hos dem i to dage. »Og mange flere kom til tro på grund af hans forkyndelse. De sagde til kvinden: ’Vi tror nu ikke kun på grund af dine ord; vi har selv hørt det, og vi ved, at denne mand virkelig er verdens Frelser.’«

Men Lukas 17:11-18 viser, at samaritanerne stadig blev betragtet som fremmede og ikke som jøder.

c) Jesus rejste til ikke-jøder øst og nord for Israel

Markus 7:24-30 Jesus rejste til området omkring Tyrus (nord for Israel i Fønikien) og helbredte en kvindes datter. Nu var kvinden ikke en jødisk kvinde, der boede uden for Israel. Teksten siger tværtimod udtrykkeligt, at hun var græker af syro-fønikisk oprindelse. Da påstanden var, at Jesus kun var for jøder – og ikke blot primært for jøder – modbeviser dette ene tilfælde alene påstanden om, at han var »kun« for jøder.

Mattæus 8:28-34 Jesus helbredte de besatte i Gadara. Gadara-området lå på den østlige side af Galilæasøen, i den ikke-jødiske, græsk-talende svineopdrætsregion kaldet Dekapolis. Se også Markus 5:1-20 og Lukas 8:26-39. Ligesom den syro-fønikiske kvinde var disse ikke ikke-jøder, der tilfældigvis også var til stede. Jesus rejste bevidst uden for Israel for at forkynde og give sit budskab om frelse til disse ikke-jøder.

Markus 7:31-37 Jesus udførte offentligt et mirakel i Dekapolis, som er græsk for »ti byer«. Det var en region med græske bosættere i det, der i dag er Syrien og Jordan; ingen del af Dekapolis lå i Israel.

Markus 8:1-10 Efter at Jesus havde bespist de fem tusinde i Israel, krydsede han senere Galilæasøen mod øst til den ikke-jødiske side og bespiste de fire tusinde. Dette skete også i Dekapolis, de ti byer med græske kolonister.

d) Jesu evangelium var for alle nationer

Jesus bad sine disciple om at udbrede hans budskab til »alle nationer«, ikke blot det jødiske folk.

Lukas 24:45-47 »Da åbnede han [Jesus] deres sind, så de kunne forstå Skrifterne. Og han sagde til dem: ›Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal omvendelse og syndernes forladelse forkyndes for alle nationer, begyndende i Jerusalem.‹« Her står der ikke blot »i alle nationer«, men snarere »til alle nationer«.

Mattæus 28:18-20 »Da kom Jesus hen til dem og sagde: ’Al magt i himlen og på jorden er givet mig. Gå derfor ud og gør alle nationer til disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’” Her står der ikke blot »gør disciple i alle nationer«, men snarere »gør alle nationer til disciple«.

Mattæus 8:11-12 Efter at Jesus havde helbredt hundredførerens tjener, sagde Jesus: »Jeg siger jer, at mange vil komme fra øst og vest for at deltage i festmåltidet sammen med Abraham, Isak og Jakob i himmelriget. Men rigets sønner vil blive kastet ud i det ydre mørke, hvor der vil være gråd og tænders gnidsel.« Se også Lukas 7:1-10 om hundredførerens tjener og Lukas 13:28-30 om andre, der deltager i festmåltidet. Jesus siger IKKE blot, at jøder vil komme fra andre lande, for rigets sønner er jøderne, og de, der ikke er sønner, fra øst og vest, vil komme.

Markus 3:7b-8 »…en stor skare fra Galilæa, Judæa, Jerusalem, Idumæa, området på den anden side af Jordanfloden og omegnen af Tyrus og Sidon. Den store skare kom til ham, da de hørte, hvilke store ting han gjorde.« Hvis nogen forsøgte at hævde, at det kun måtte være jøder fra disse steder, der kom (ellers falder argumentet om »kun« til jorden), så modbeviser Jesu forkyndelse af sit budskab til den græsk-syro-fønikiske kvinde i Tyrus dette.

Lukas 2:32 Da Jesus var et spædbarn, profeterede profeten Simeon om Jesus, at han ville være »et lys til åbenbaring for hedningerne og til ære for dit folk Israel«. Mens den sidste sætning viser, at Jesus også var for jøderne, viser den understregede sætning, at Jesus var en »åbenbaring« for hedningerne, og hedninger er ikke-jøder.

Lukas 3:14 Nogle romerske soldater spurgte Johannes Døberen, hvad de skulle gøre, og han fortalte dem det. Hvorfor skulle Johannes Døberen befale disse ikke-jødiske besættere, hvad de skulle gøre, hvis Jesus ikke var for dem?

Johannes 1:4 »I ham [Ordet] var livet, og det liv var menneskenes lys.« Johannes kunne have brugt ordet »jøder« her, men det gjorde han ikke; Johannes brugte ordet »mennesker«.

Johannes 1:9-12 »Det sande Lys, som oplyser ethvert menneske, kom til verden. Han var i verden, og skønt verden blev skabt gennem ham, kendte verden ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men til alle dem, der tog imod ham, til dem, der troede på hans navn, gav han ret til at blive Guds børn.«

Johannes 1:29 »Den næste dag så Johannes Jesus komme imod sig og sagde: ’Se, Guds Lam, som tager verdens synd bort!’« Johannes kunne have sagt »tager jødernes synder bort«, men han sagde: »tager verdens synd bort.«

Johannes 3:15b-17 »for at enhver, der tror på ham [Menneskesønnen], skal have evigt liv. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at frelse verden gennem ham.«

e) Jesus viste, at hans evangelium ikke kun var for jøder

Man må forstå, at Jesus først sagde, at de skulle vente i Jerusalem, men derefter sagde, at de skulle gå ud i verden.

Apostlenes Gerninger 1:4-5 »Og mens de var samlet, befalede han [Jesus] dem: ’I skal ikke forlade Jerusalem, men vente på den gave, som Faderen har lovet, og som I har hørt mig tale om. For Johannes døbte med vand, men om få dage skal I døbes med Helligånden.’« Men derefter sagde Jesus i Apostlenes Gerninger 1:8: »Men I skal modtage kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens ende.«

Mattæus 25:31-46: Når Jesus vender tilbage i herlighed, vil alle nationerne samles foran ham, og Jesus vil skille folket i får og geder. Fårene gav metaforisk set Jesus mad, drikke, tog imod ham og klædte ham, mens gederne metaforisk set ikke gjorde det.

I Johannes 5:22-23 taler Jesus: »Desuden dømmer Faderen ingen, men har overdraget al dom til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.«

Mattæus 21:43: Jesus sagde: »Derfor siger jeg jer, at Guds rige vil blive taget fra jer og givet til et folk, der vil bære dets frugt.«

Mattæus 12:50: Jesus sagde: »For den, der gør min Faders vilje i himlen, er min bror og søster og mor.« Se også Markus 3:34-35. Jesus sagde ikke »jøderne, der gør min Faders vilje«, men »den, der gør min Faders vilje«.

Mattæus 16:25: »For den, der vil redde sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det.«

Johannes 8:12a: »Jeg [Jesus] er verdens lys.« Fremsatte Jesus en falsk påstand ved at sige, at han var verdens lys, hvis han kun var et lys for jøderne? Nej, Jesus vildledte os ikke!

Johannes 10:16 Jesus sagde: »Jeg har andre får, som ikke er af denne hjord. Dem skal jeg også føre ind, og de vil lytte til min røst. Så vil der være én hjord og én hyrde.«

Johannes 12:32 »’Og jeg [Jesus], når jeg bliver løftet op fra jorden, vil trække alle til mig.’ (12:33) Han sagde dette for at angive, hvilken slags død han skulle dø.« Sagde Jesus så: »Det var bare for sjov! Jeg vil kun trække jøderne til mig«? – selvfølgelig ikke.

Johannes 12:46 »Jeg [Jesus] er kommet til verden som et lys, for at ingen, der tror på mig, skal forblive i mørket.« Hvor mange gange skal Jesus gentage, at hans lys eller hans budskab er for alle, før vi begynder at tage det alvorligt, at det er for alle?

Johannes 14:6 »Jesus svarede: ’Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig.’” Hvor mange andre veje skabte Gud for, at mennesker kunne komme til ham, bortset fra Jesus? Forresten siger kristne, at gudfrygtige mennesker før Kristus også kom til paradiset gennem Jesus. Selvom de ikke vidste, hvad vi ved om Jesus, så de frem mod den kommende Messias og bragte dyreofringer, der midlertidigt dækkede over deres synder, mens vi ser tilbage på Messias, som ved sit offer for evigt sonede vores synder.

Johannes 17:20 »Jeg [Jesus] beder ikke kun for dem [disciplene], men også for dem, der vil tro på mig gennem deres budskab.« Så hvis en ikke-jøde troede på apostlenes vidnesbyrd (som alle kristne har gjort), så er de medregnet blandt dem, som Jesus beder for. Selvom det er sandt, at mange jøder var blandt de første kristne, blev der fra martyren Stefans tid og frem også flere og flere ikke-jøder kristne.

Johannes 18:37 Jesus siger: »Enhver, der hører til sandheden, lytter til min stemme.« At lytte eller ikke lytte til Jesu stemme, hans budskab, hans evangelium, er en meget alvorlig sag. Jesus sagde ikke: »Kun de jøder, der hører til sandheden, lytter til min stemme; de ikke-jøder, der hører til sandheden, vil ikke høre mig.« Nej, Jesus sagde, at »enhver«, der hører til sandheden, lytter til hans stemme.

f) Hvad Jesu disciple sagde om hans tjeneste

Peter sagde i Apostlenes Gerninger 4:12: »Der er ingen frelse i nogen anden, for der er intet andet navn under himlen, der er givet til mennesker, hvorved vi skal frelses.« Selvom det er sandt, at Peter talte til jøder, fortalte han dem, at der ikke er noget andet navn 1) under himlen, 2) der er givet til mennesker.

1. Johannesbrev 2:1b-2: »Jesus Kristus, den Retfærdige. Han selv er forsoningsofferet for vore synder, og ikke kun for vore, men også for hele verdens synder.«

Hvorfor drog apostlen Johannes til Lilleasien, Thomas mod øst, sandsynligvis helt til Indien, Andreas til Skythien, og andre apostle til andre steder, for at forkynde evangeliet for ikke-jøder? De, af alle mennesker, vidste bedst, hvem Jesus ønskede, at hans budskab skulle forkyndes for, og de forkyndte budskabet over hele verden.

Konklusion

Det er ikke rigtigt at undlade at læse eller på anden måde ignorere alle disse vers, der er givet på forskellige tidspunkter, og kun se på et enkelt vers, der er givet for en bestemt tidsperiode. Man kan ikke bruge Mattæus 15:24 som bevis for, at Jesus, verdens lys, på det tidspunkt i sin tjeneste kun var det for Israels fortabte får, ligesom man heller ikke kan bruge Mattæus 16:20: »Da formanede han disciplene om ikke at fortælle nogen, at han var Kristus.« (Kristus betyder Messias). Jesus mente, at de ikke skulle fortælle nogen, at han var Kristus PÅ DET TIDSPUNKT, for senere bad han dem om at gå ud i hele verden, og det var det, de forstod. Ligeledes blev Jesus primært sendt til Israels fortabte får PÅ DET TIDSPUNKT (før hans korsfæstelse), og han opsøgte ikke blot nogle ikke-jøder dengang, men bad også disciplene om at udbrede hans budskab over hele verden.

Beviserne for, at Jesus kom for alle mennesker, er sammenhængende, kumulative og overvældende. Uanset hvilken juridisk standard man anvender (bevisovervægt, uden for enhver rimelig tvivl osv.), beviser vidnesbyrdet fra Bibelen og historien, at Jesus kom for alle folkeslag. Kun en partisk dommer eller jury kunne konkludere andet.

Alle citater er fra BSB. Se »When Critics Ask«, s. 339, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Var Jesus i Matt 10:5-6; 15:24-26 en racist, der kun kom for jødernes skyld? (Muslimen Ahmad Deedat hævdede dette.)

Svar: Slet ikke, som vi kan se ved at læse disse 24 afsnit. Mattæus 2:1; 3:9-10; 4:15-16; 5:13-16; 8:1-13; 8:18-28; 10:18; 21:43; 24:14; 25:31-46; 28:16-20; Markus 7:24-30; 7:31-37; 8:1-10 (østbredden af Galilæasøen); Lukas 8:22-33; 24:45-47; Johannes 1:9,29; 3:17; 10:16; 12:46; 14:6; 17:20; 18:27; Apostlenes Gerninger 1:7-8. Jesus havde imidlertid sans for timing.

Før sin opstandelse forkyndte Jesus først evangeliet for Guds folk, jøderne. Selv i Apostlenes Gerninger 1:8 gav Jesus befalingen om at være hans vidner i Jerusalem, Judæa og Samaria og derefter til jordens ender. Ikke desto mindre betjente Jesus ikke blot den syro-fønikiske kvinde i Matthæus 15:24-26 før sin død og opstandelse, men han betjente også samaritanerne i Johannes 4:1-42 samt de ikke-jøder øst for Galilæasøen.

Efter sin opstandelse i Matthæus 28:19-20 sagde Jesus: »Gå derfor ud og gør alle folkeslag til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Dette budskab blev endnu en gang understreget af Gud i Apostlenes Gerninger 10.

Som en sidebemærkning hævder ahmadiyya-muslimer også, at Jesus kun kom for det jødiske folk.

Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 244-245 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvad er et »scrip« i Matt 10:10, Mark 6:8, Luk 9:3, 22:35-36 og 1 Sam 17:40 (KJV)?

Svar: Dette udtryk i King James-versionen betyder en taske eller pung, der normalt indeholder penge.

Spørgsmål: Hvad betyder »salute a house« i Matt 10:12 (KJV)?

Svar: Dette udtryk fra King James-versionen betyder at bede om Guds velsignelse over huset og dem, der er i det.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Mattæus 10:13, at disciplenes velsignelse hviler på et hus, ellers vender den tilbage til dem?

Svar: »Huset« henviser her til dem, der bor i huset. De skulle ikke bekymre sig om »ved et uheld« at velsigne nogen, der ikke rigtig byder dem velkommen. Velsignelsen kommer fra Gud, ikke fra nogen magi i deres ord.

Spørgsmål: Hvorfor skulle disciplene i Mattæus 10:14 og Markus 6:11 ryste støvet af deres fødder over for dem, der ikke ville byde dem velkommen?

Svar: Dette var et vidnesbyrd imod dem. Det vil sige, at de ugæstfrie mennesker måske ville genoverveje deres adfærd, når de så denne irettesættelse. Desuden ville det være et vidnesbyrd for Gud imod dem, der afviste Hans budskab.

Spørgsmål: Betyder Matt 10,14 og Mark 6,11, at vi aldrig skal diskutere med nogen, men blot gå vores vej?

Svar: Nej, af en række årsager: Man skal se på hele den særlige udsendelse af de tolv på dette tidspunkt, og der står ikke, at de skal gå deres vej, hvis nogen modsætter sig dem. Derimod skal de ryste støvet af deres fødder som et tegn, NÅR de går deres vej, hvis ingen tager imod dem. Endelig diskuterede apostlene Peter og Paulus med andre, og Apollos, som ikke var apostel, diskuterede også.

Den særlige udsendelse på dette tidspunkt:

Mattæus 10:5-20 er sandsynligvis den samme begivenhed som Markus 6:11, og man skal se på hele afsnittene, ikke blot en del af et vers. De tolv disciple skulle ikke tage en stav eller penge med sig og ikke bo i andres huse. Dette er ikke mønsteret for al evangelisering efterfølgende. Det faktum, at de ikke skulle blive på ét sted og diskutere og debattere (i modsætning til hvad Paulus senere gjorde i Tyrannus’ sal i Apostlenes Gerninger 19:9-10), er rimeligt, da de i første omgang var i gang med at udbrede budskabet.

Selv da skulle de ikke gå deres vej, hvis nogen modsatte sig dem. De skulle snarere bo hos nogen, der ville tage imod dem. Hvis ingen i byen ville tage imod dem, skulle de gå deres vej og ryste støvet af deres fødder.

Ryste støvet af, NÅR de går

Det græske ord her siger faktisk ikke, at de skal gå. Der står snarere, at de skal ryste støvet af deres fødder, NÅR de går. Både de, de fremtidige kristne, og vi vil komme ud for situationer, hvor nogle mennesker på samme sted modsatte sig dem, mens andre støttede dem. I 2. Korintherbrev 10:3-6 siger Paulus: »For selv om vi lever i kødet, fører vi ikke krig efter kødet. Vores kampvåben er ikke verdens våben. I stedet har de guddommelig kraft til at nedrive fæstninger. Vi river argumenter ned og enhver formodning, der er opstillet imod Guds kundskab; og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Kristus.” (BSB)

Jesus i diskussion med andre

Jesus diskuterede med farisæerne ved hjælp af spørgsmål i Matthæus 22:41-46 og andre steder.

Derefter skiftede Jesus tone og brugte meget, meget skarp irettesættelse i Matthæus 23:1-37.

Jesus fortalte farisæerne, at de kunne begå den utilgivelige synd, blasfemi mod Helligånden, i Matthæus 12:22-33.

Jesus brugte skældsord! Han kaldte disse jøder for »en ond og utro generation« i Matthæus 12:39-41. Han kaldte de mennesker, der modsatte sig ham, for »helvedes sønner« i Matthæus 23:15.

Jesus sagde udtrykkeligt til saddukæerne, at de tog fejl, fordi de ikke kendte Skrifterne eller Guds kraft i Matthæus 22:29-32.

Peter, Paulus, Stefanus og Apollos debatterede med andre

Udover Jesus var Paulus i færd med at bevise, at Jesus var Kristus, i Antiokia i Apostlenes Gerninger 9:19-25. Han oplevede både succes og modstand. Han forlod ikke stedet, før jøderne forsøgte at dræbe ham.

Da Elymas modsatte sig Paulus i Apostlenes Gerninger 13:8-12, irettesatte Paulus ham, og Paulus rejste ikke.

Da der opstod et oprør i Efesos mod Paulus, ønskede Paulus at tale med dem i Apostlenes Gerninger 19:30.

I Jerusalem talte Paulus til den fjendtlige menneskemængde i Apostlenes Gerninger 22:2-22.

Peter debatterede med ikke-troende i Apostlenes Gerninger, og Paulus debatterede endnu oftere med ikke-troende. For at ingen skal sige, at dette kun var noget, apostlene burde gøre, så var Apollos ikke en apostel, og alligevel debatterede han. Det er dog ikke korrekt at antage, at hver eneste troende er rustet til at debattere med andre.

De tidlige kristne før det nikænske trosbekendelse

De tidlige kristne før Nikæa-koncilet, som Gud brugte til at forvandle den romerske verden, brugte i vid udstrækning overtalelse og argumentation i deres vidnesbyrd. Det spænder fra en venlig og langvarig dialog mellem Justin Martyr og jøden Trypho til andre som Aristides, Theophilus af Antiokia, Mathetes til Diognetus og Tertullian, der detaljeret beskrev de påståede skammelige handlinger begået af de græsk-romerske guder, til Irenæus og Hippolytus, der udførligt tilbageviste alle de mange forskellige gnostiske retninger. Arnobius benyttede sig af meget humoristisk latterliggørelse af den græsk-romerske hedenskab. Lactantius viste, hvorfor den græske filosofi var forkert. Du kan se en liste på

www.BibleQuery.org/History/ChurchHistory/WhatEarlyChristiansTaughtOnExperienceandPractice.html (eller .docx). Søg fra »r1« med små bogstaver.

Endelig, hvis du er uenig med mig og andre, der bor i samme by, og du stadig mener, at du ikke bør overbevise eller diskutere med folk, der er uenige med dig, men i stedet forlade byen, kan jeg bestille en flyttevogn til dig, hvis du vil. ;-)
Seriøst, dette rejser faktisk to gode spørgsmål: Hvordan diskuterede Jesus og de første kristne med folk, der var uenige med dem, og på hvilket tidspunkt bør vi stoppe med at diskutere og gå vores vej? De næste to spørgsmål omhandler disse emner.

Spørgsmål: I Mt 10,14 og Mk 6,11 – hvornår bør vi holde op med at debattere med en ikke-kristen og blot forlade stedet?

Svar: Der er mindst tre overvejelser.

Umiddelbar fare

Hvis dit liv, din families liv eller andre kristnes liv er i umiddelbar fare på grund af din tilstedeværelse, bør du måske overveje, om Gud ønsker, at du går. Paulus flygtede fra Antiokia, da de forsøgte at dræbe ham, og de kristne flygtede ofte, når de blev forfulgt. På den ene side bør vi være villige til at dø for Kristus, men på den anden side ønsker Gud måske, at vi lever lidt længere for at kunne dele evangeliet mere, og vores flugt kan være det middel, Gud har valgt for at bevare os.

Aftagende udbytte kontra andre muligheder

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke er i stand til at bruge al den tid, jeg overhovedet kunne, på at vidne så meget som muligt til hver eneste person, der sender mig en e-mail, og stadig have tid til at sove, være sammen med min familie og passe mit faste arbejde. Over for nogle mennesker giver jeg måske kun korte svar eller afslår visse muligheder for tjeneste for at have tid til at gøre de ting, som jeg mener er vigtigere for mig at gøre. Engang tog Paulus til en by, hvor nogle mennesker havde taget imod Kristus. Paulus kunne have valgt at gøre noget godt og tilbringe resten af sit liv i netop den by for at forsøge at omvende alle de øvrige der. Men i stedet rejste Paulus videre til andre byer. Lad ikke det at gøre gode ting forhindre dig i at gøre store ting.
På den anden side har jeg fortsat med at diskutere med folk i sekter, hvor jeg havde ekstremt ringe håb om, at de ville omvende sig. Det gjorde jeg, fordi der var andre ikke-kristne til stede, og jeg ønskede, at de skulle advares mod at tilslutte sig.

Hvis din diskussion eller forkyndelse ville være skadelig eller få folk til at lukke ørerne

Jeg tøver med at nævne dette, fordi de fleste mennesker har det modsatte problem, nemlig at de ikke er modige nok til at forkynde evangeliet. Jesus sagde, at vi skal bede om flere arbejdere til høsten, og Paulus i Filipperne 1:14 glædede sig over, at hans lidelser opmuntrede andre troende til at forkynde mere modigt og frygtløst. Desuden siger 2. Korintherbrev 2:15, at (hvis vi gør det rigtigt) vil vi dufte som dødens duft for dem, der går fortabt. Evangeliet er stødende, og hvis vores ord aldrig støder nogen, gør vi ikke vores arbejde. Men uanset hvor stødende evangeliet er for nogle, skal vi ikke gøre det endnu mere stødende. Vi skal tale sandheden i kærlighed, som det står i Efeserbrevet 4,15. Især i den moderne kultur kan vi tale sandheden på en irriterende eller ufølsom måde og unødigt afskrække folk. Vi kan dele evangeliet så ofte med de samme mennesker, at vores insisterende tale kan blive irriterende. Vi ønsker ikke at forstærke det stødende ved evangeliet, men vi ønsker heller ikke at fjerne noget af det stødende ved evangeliet.

Spørgsmål: Hvorfor lærte Jesus i Mattæus 10,14-15 og 40-42, at det var så vigtigt at tage imod en retfærdig person?

Svar: At tage imod en retfærdig person indebar mange ting. Det betød ikke kun at byde ham velkommen, men også at give den retfærdige person hjælp, støtte og i de kommende årtier ly for forfølgende myndigheder. At tage imod en retfærdig person indebar også at acceptere hans lære og være villig til at lære af ham. Det ville også indebære at give ham en platform til at undervise andre.

Spørgsmål: Hvorfor vil det ifølge Mattæus 10:15 være mere tåleligt for Sodoma og Gomorra på dommedagen end for dem, der ikke bød disciplene velkommen i deres hjem?

Svar: Det står ikke i Skriften, men Gud dømmer mennesker ud fra det, de var i stand til at vide (Rom 4,15; 5,13). Selvom indbyggerne i Sodoma og Gomorra var meget ugudelige, vidste de meget lidt om Gud. Mennesker, der ikke er lige så ugudelige, men som ved meget om Gud og alligevel afviser Guds disciple, vil blive udsat for en alvorlig dom.

Spørgsmål: Hvordan skal de (og vi) i Mattæus 10:16 være kloge som slanger og uskyldige som duer?

Svar: Meget enkelt sagt skal vi være opmærksomme på de listige planer og potentielle fælder, som andre kan lægge, men vi må aldrig selv udtænke onde planer.

Spørgsmål: Hvordan giver Helligånden i Matt 10,19 de kristne de ord, de skal sige, når de udsættes for forfølgelse?

Svar: Uanset om en kristen på et bestemt tidspunkt er udsat for forfølgelse eller ej, så dukker Helligånden nogle gange bare ordene op i personens sind. For det andet kan Gud få dig til at se eller høre hverdagslige ting omkring dig, der har relation til det budskab, du skal formidle. For eksempel så Paulus, lige før han talte til athenerne, mange afgudsbilleder samt et alter til en ukendt gud. Desuden bliver vi mindet om sandheden gennem vores læsning af Bibelen. Selv hvis en kristen kendte hver eneste historie og hver eneste lære i Bibelen til fulde, ville det stadig være vigtigt at læse Bibelen for at blive mindet om sandheden.

Spørgsmål: I Matt 10,19-20, når Helligånden giver de kristne de ord, de skal sige, betyder det så, at ordene på det tidspunkt er ufejlbarlige (uden fejl) eller ufejlbare (uden væsentlige teologiske fejl)?

Svar: Medmindre Helligånden gav de nøjagtige ord, og det kunne fastslås, at personen hørte ordene uden fejl, er det muligt, at en lydig kristen stadig kan tale med fejl.

Spørgsmål: I Matt 10,21-22, 35-36: Hvorfor skulle medlemmer af en kristen husstand rejse sig imod en kristen?

Svar: Det er ondt, at familiemedlemmer til en, der tilbeder Gud, skulle rejse sig imod ham eller hende. Jeg har hørt om en algerisk dreng, der konverterede fra islam til kristendommen. Da han nægtede at tage sine ord i sig igen, puttede hans egen mor rottegift i hans mad.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Mattæus 10:23, at de kristne skulle flygte fra forfølgelse, når Gud jo beskytter dem?

Svar: Gud kan beskytte os på enhver måde, han ønsker, og en måde at beskytte os på er at fortælle os, hvornår vi skal flygte.
På den ene side er der ingen skam i at flygte, som mange kristne gjorde, efter at Stefanus blev stenet i Apostlenes Gerninger 8:1-8. På den anden side er der tidspunkter, hvor Gud ikke ønsker, at vi skal flygte, men at vi skal stå fast og lide for ham. På forskellige tidspunkter begav både Jesus og Paulus sig bevidst til Jerusalem, vel vidende hvad der ventede dem der.

Spørgsmål: I Mattæus 10:23 – blev Jesu genkomst aldrig en realitet, da han skulle komme, før de havde gennemrejst alle Israels byer? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Nej, for i deres flugt ville de ikke nå at passere gennem alle byer i Israel, før Jesus kom, og de nåede aldrig at passere gennem alle byer i Israel. Denne fremtidige begivenhed vil højst sandsynligt finde sted under trængslen.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Matt 10:23, at Jesus vil komme, før de er færdige med at rejse gennem alle byerne i Israel?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, derefter nogle fakta og til sidst svaret.

Ikke svaret: Der står, at Jesus vil »komme«, så det kan ikke henvise til hans himmelfart, hvor Jesus forlod jorden. Nogle mener, at det henviser til Jesu kommende dom over Jerusalems ødelæggelse, men der nævnes intet om et tempel her.

Nogle fakta: Vi har ingen beviser for, at disciplene led forfølgelse, før Jesus blev korsfæstet. Selvom templets ødelæggelse fandt sted i år 70 e.Kr., havde ingen i den tidlige kirke nogen anelse om det, hvis Jesus kom hemmeligt og usynligt dengang. Faktisk skrev omkring 14 tidlige kristne efter år 70 e.Kr. om Kristi genkomst som en fremtidig begivenhed.

To punkter i svaret: For det første taler Jesus ikke om at forkynde evangeliet i Mattæus 10:21-22, men om at rejse fra by til by for at undslippe forfølgelse. Så at flygte fra forfølgelse »starter uret«, så at sige. På det tidspunkt vil de kristne ikke løbe tør for byer at flygte til, før Kristus vender tilbage. Dette vil ske i fremtiden, sandsynligvis under trængslen.

For det andet er der, uanset hvornår dette sker, ingen beviser for, at apostlene var i stand til at besøge hver eneste by i Israel, så dette er endnu ikke sket.

Spørgsmål: Vil evangeliet i Mattæus 10:23 blive forkyndt i hver eneste by, eller vil det ikke blive forkyndt i Mattæus 24:14?

Svar: Det er vigtigt at læse versene omhyggeligt for ikke at misforstå deres budskab. I Matthæus 24:14 står der, at evangeliet vil blive forkyndt for hele verden som et vidnesbyrd for alle nationer. Det betyder ikke, at hver enkelt person bliver tvunget til at lytte; men med tv, radio og internettet er evangeliet i dag blevet forkyndt for næsten hele verden, bortset fra måske nogle isolerede stammeområder.

Mattæus 10:23 siger intet om, hvorvidt evangeliet vil blive forkyndt i hver eneste by i Israel eller ej. Verset handler snarere om at flygte fra forfølgelse, og en kristen vil ikke løbe tør for byer i Israel at flygte til, før Kristus vender tilbage.

Spørgsmål: Hvem er »Beelzebub« i Matt 10:25, Mark 3:22 og Luk 11:15-19?

Svar: Det er navnet på en dæmon, som jøderne kendte under dette navn. »Beelzebub« stammer fra Baal, der betyder Herre, og zebub, der betyder »fluer«.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Matt 10:26, at intet er skjult, som ikke skal åbenbares?

Svar: I sidste ende vil alt blive åbenbaret. Nærmere bestemt vil Gud ved den sidste dom dømme hver eneste handling (Åbenbaringen 20:13), hvert eneste tomt ord (Mattæus 12:36-37) og endda kende alle vores tanker (Salme 139:2,4).

Spørgsmål: Er det i Mattæus 10:28 Gud eller Satan, man skal frygte for at ødelægge både krop og sjæl i helvede?

Svar: Dette afsnit henviser til Gud.

Spørgsmål: Hvordan bliver de fysiske legemer ødelagt i helvede i Mattæus 10:28?

Svar: Det græske ord her er Gehenna, som henviser til helvede, men dette ord henviser også til en stor affaldsplads lige syd for Jerusalem. Uanset hvor en ugudelig persons første legeme tilintetgøres, kommer vedkommendes opstandelseslegeme til ildsøen og tilintetgøres, fordi vedkommende nægter at acceptere Jesus Kristus som sin Herre og Frelser.

Spørgsmål: I Mattæus 10:33: Hvis en kristen i et øjebliks svaghed fornægter Kristus foran mennesker, vil denne kristne da blive fornægtet af Jesus og ende i helvede?

Svar: Peter gjorde det, men Peter blev tilgivet. At fornægte Kristus og omvende sig er ikke en utilgivelig synd, for ingen synd er utilgivelig, undtagen blasfemi mod Helligånden (Mattæus 12:31,32; Markus 3:28-30; Lukas 12:10-11).

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus, fredens fyrste, i Mattæus 10:34 komme ikke for at bringe fred, men et sværd?

Svar: Jesus svingede ikke et sværd mod nogen (i hvert fald ikke før sin genkomst), men alligevel blev familier splittet, og mange kristne er blevet dræbt på grund af Jesu navn. Jesus siger her, at selvom han er Fredsfyrsten, skal man ikke antage, at han er her for at bringe fred på jorden endnu, selvom Jesus nu bringer fred i de troendes hjerter, ifølge Efeserbrevet 2:14-17 og Filipperbrevet 4:6-7.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi i Mattæus 10:37 elske Gud mere end vores egen familie?

Svar: I Markus 12:29-30 sagde Jesus, at at elske Gud var det første bud. Gud skabte os og elsker os mere end nogen anden, og det er Gud, vi skal være mest trofaste over for.

Spørgsmål: Hvordan modtager vi i Mattæus 10,41 en profets eller en retfærdig persons belønning ved at tage imod en profet eller en retfærdig person?

Svar: Dette gælder på mindst to måder.

1. Når en person tager imod dem og modtager deres budskab, kan vedkommende konvertere til kristendommen og også blive en retfærdig person.

2. Når vi tager imod en kristen i Jesu navn, er det en retfærdig handling, og det er, som om vi tager imod Jesus, som det står i Mattæus 25:33-40.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte Johannes i Mattæus 11:3 Jesus, om han var den lovede Messias, når han jo i Johannes 1:32 havde set Ånden komme ned over Jesus som en due?

Svar: Johannes Døberen sad fængslet i fæstningen Machaerus ved Det Døde Hav ifølge Josefus’ værk »Jødernes oldtidshistorie«, bog 18, kap. 119 (v. 2). Måske havde Johannes ikke hørt om Jesu mirakler og tjeneste. Eller måske spekulerede Johannes på, om Jesus på overnaturlig vis ville befri ham fra fængslet. Der er mindst fire mulige forklaringer, der supplerer hinanden:

Tvivl: Måske havde Johannes et øjebliks tvivl her. Den tidlige kirkeskribent Tertullian (198–220 e.Kr.) var den første til at foreslå dette.

Forvirring: Måske så Johannes profetierne om den første komme blive opfyldt og undrede sig over profetierne om den anden komme.

Utålmodighed: William Hendriksen siger, at »Måske var Johannes’ problem ikke hans tro, men hans tålmodighed. Johannes traf en meget klog beslutning, da han – i stedet for at holde sine tvivl om Jesus for sig selv eller drøfte dem med andre, men ikke med den rette person – bragte dem frem for Jesus.« (The Gospel of Matthew 1973, s. 84)

At presse Jesus: På samme måde pressede Johannes måske Jesus til at vise mere magt, eller begge dele.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Matt 11,3-6 ikke bare ja eller nej?

Svar: Det er let at hævde, at man er Messias. Det er noget andet at underbygge påstanden ved at fremlægge mirakuløse beviser. Jesus mindede både Johannes og sine tilhørere om de beviser, han havde fremlagt.

Spørgsmål: I Matt 11,3: Har der været tidspunkter i dit liv, hvor du vidnede om og levede for Gud, og hvor du har været forvirret eller skuffet?

Svar: Johannes Døberen forkyndte ordet frimodigt og fulgte Gud trofast. På grund af sin vedholdende indsats endte Johannes med at gå fra ørkenens frihed til et trangt fængsel, hvor han senere skulle henrettes. Men han gjorde dette for den store Messias, som ville udføre spektakulære ting og meget snart åbenbare sig i kraft – bortset fra at det ikke så ud til at ske, i hvert fald ikke inden for den tidsramme, Johannes havde forventet. Johannes Døberen var forvirret, og han ville bare sikre sig, at alt det, han havde arbejdet for og lidt for, ikke var forgæves.

I stedet for at irettesætte Johannes, hverken privat eller offentligt, for at have en vis tvivl, sendte Jesus bud til Johannes for at fortælle ham, at tingene var på vej, og at han kunne se på de mirakler, der allerede fandt sted, ved at bruge sproget fra Esajas 35,5-6. Derefter bekræftede han Johannes offentligt, trods hans tvivl.

Johannes var måske forvirret, men der er tidspunkter, hvor vi også kan være forvirrede. Nogle gange sker forandringer til det bedre ikke efter vores tidsplan. Nogle gange kan det se ud, som om alt, hvad vi gjorde, var forgæves. Nogle gange har vi, ligesom Job, ingen anelse om, hvorfor vi følger Gud trofast, og alligevel sker der så mange dårlige ting for os.

Spørgsmål: Lærer Mattæus 11:11 og Lukas 7:28, at Johannes Døberen kom i helvede, som Rev. Moons »Det Guddommelige Princip« s. 161 lærer?

Svar: Nej. Johannes 10:41-42 viser, at Johannes’ vidnesbyrd førte mange til at tro på Jesus. Vi bør være forsigtige med at dømme en martyr, der døde for Gud, som en, der svigtede og fornærmede Gud. Når Jesus siger, at den mindste i himmelriget er større end [Johannes Døberen], henviser han til, at Jesus endnu ikke havde banet vejen til himlen, og at Johannes Døberen faktisk var den sidste profet under den gamle pagt. Desuden: Hvis Johannes Døberen fejlede i sin forkyndelse, hvorfor sagde Jesus så i Mattæus 21:32, at folket skulle tro på Johannes Døberen?

Spørgsmål: Hvad betyder det i Matt 11:11 og Luk 7:28, at den, der er den mindste i himmelriget, er større end Johannes Døberen?

Svar: Dette betyder ikke, at Johannes ikke var frelst eller en dårlig person, for Jesus roste Johannes højt i den første del af verset, og som den udvalgte forløber indtog Johannes en plads, som ingen anden i historien havde haft. Men himmelriget var endnu ikke kommet til jorden, så Johannes Døberen blev dræbt, før han kunne blive en del af det. Desuden ville de troendes åndelige indsigt være større end den, Johannes Døberen havde.

Der er også tre yderligere synspunkter, og alle kan være sande.

Hebraisk idiom: Dette udtryk ligner meget et rabbinsk ordsprog fra Johanan ben Zakkai, en af de mest respekterede lærde i det første århundrede, der var den »mindste af« Hillels firs disciple; dette ordsprog var ikke ment til at nedvurdere Johannes’ status, men til at hæve hans samtidiges.

Ingen før Jesus: Selv Johannes Døberen var endnu ikke i himmelriget. Det var ingen, før Jesus banede vejen gennem sin død og opstandelse.

Relativ stilling i himlen: Husk, at Johannes Døberen var fyldt med Helligånden allerede før fødslen. En spekulation er, at troende i himlen, som måtte blive genfødt efter fødslen, måske vil have en højere stilling end dem, der ikke måtte gennemgå dette.

Spørgsmål: Hvordan blev himmelriget udsat for vold i Mattæus 11:12-13?

A: Fra den tid, hvor Johannes Døberen blev fængslet (og senere henrettet), og frem til i dag, har der været og vil der fortsat være vold mod Guds rige. Jesus sagde dette, efter at Johannes Døberen, der på det tidspunkt sad fængslet hos Herodes, havde sendt ham en besked. Mange anser vold og voldelige/magtfulde mænd for at være noget negativt og ikke positivt. Andre anser det imidlertid for at være positivt.

Q: I Matt 11:12-13: Hvordan har magtfulde mænd siden Det Nye Testamente fremmet eller forsøgt at fremme Guds rige?

Svar: Allerede inden for 50 år efter Det Første Nikænske Koncil forfulgte folk i kirken andre for at fremme kirken. Det kan måske overraske nogle kristne, at Satan og dæmonerne IKKE lægger al deres kræfter i at forsøge at ødelægge kirken. Hvorfor ødelægge noget, hvis man kan overtage en stor del af det og bruge det som et redskab til deres onde formål? Ødelæggelse er kun én af Satans taktikker; infiltration er en anden. Mens den spanske inkvisition er det mest kendte eksempel, findes der utallige korstog og forfølgelser mod valdenserne, jøderne, protestanterne og andre.

Spørgsmål: Hvordan var Johannes Døberen i Ånd og kraft som Elias i Matt 11:14; 17:12; Mark 9:11-13 og Luk 1:17? Var han en reinkarnation af Elias?

Svar: Nej. Han kom i Elias’ ånd og kraft, men Johannes var ikke en reinkarnation af Elias. Ved Jesu første komme havde Johannes Elias’ formål og mission. Naturligvis dukkede Elias (ikke Johannes) selv kortvarigt op ved forvandlingen. Mange mener, at Elias vil være et af de to vidner lige før den syvende basun i Åbenbaringen 11:3-12.

Den første forfatter, som vi ved har behandlet dette vers, er Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.), der bemærkede, at begrebet om, at én har en andens ånd, ikke er unikt for Elias og Johannes Døberen. Gud lovede, at Josua ville få Moses’ ånd. (Dialog med Trypho den jøde, kap. 49, s. 220). Også Elisa fik en dobbelt portion af Elias’ ånd i 2. Kongebog 2:9-10.

Johannes banede vejen for Jesus, og derefter trådte han til side for Jesus.

Spørgsmål: Hvordan lignede den generation i Mattæus 11,16-17 og Lukas 7,32 de krævende børn på torvet?

Svar: Børn kan have svært ved at lytte, har kort hukommelse og kan til tider være meget urimelige. De kan have svært ved at se andre perspektiver end deres egne. Jesus forklarer, hvorfor han sagde dette i Lukas 7:33-35: På den ene side kritiserede de Johannes Døberen for ikke at drikke vin eller spise almindelig mad, og så vendte de om og kritiserede Jesus for at drikke vin og spise almindelig mad.

Jeg oplevede en lignende situation i Salt Lake City, da jeg udøvede tjeneste blandt mormoner. Mormoner spurgte, om jeg nogensinde havde været mormon, og jeg svarede »nej«. Da jeg aldrig havde været mormon, hvordan kunne jeg så forstå, hvad de lærte? De stillede det samme spørgsmål til kristne, der tidligere havde været mormoner, og de svarede »ja«. Hvordan kunne de lytte til en, der var frafalden og havde forladt deres kirke? Tilsyneladende er der nogle mennesker, man ikke kan nå igennem til.

Spørgsmål: Hvorfor fordømte Jesus i Matt 11:20 disse byer ved navn?

Svar: Det græske ord for »fordømme« her, oneidizein, betyder en meget kraftig irettesættelse eller harme. Jesus sagde ikke blot, at hvis de ikke accepterede ham som Messias, ville de gå fortabt. Men endnu stærkere udtrykte Jesus, at det ved den sidste dom vil gå bedre for onde, ugudelige byer som Sodoma og Gomorra end for disse byer. Straffens omfang tager højde for de muligheder, der har været. For det andet var Jesus oprørt over, at de ikke ville tro, at han var fra Gud, selv efter at han havde udført disse mirakler i deres byer.

Som en sidebemærkning er vi ikke sikre på, hvor Korazin ligger, men det var sandsynligvis stedet, hvor det moderne Khirbet Kerazeh ligger, som ligger to miles nordøst for Kapernaum.

Spørgsmål: Hvorfor ville Sodoma i Matt 11,23-24 være villig til at omvende sig her?

Svar: Jesus bruger her en overdrivelse for at sige, at hvis indbyggerne i Sodoma havde haft den viden om Gud, som jøderne havde, ville de ikke have været så ugudelige, at de blev tilintetgjort. Selv assyrerne omvendte sig, da Jona kom til dem, men nogle af indbyggerne i Galilæa ville ikke omvende sig, selv da Gud selv kom til dem.

Spørgsmål: Hvorfor takkede Jesus i Matt 11,25-26 Faderen for at have skjult sandheden for de såkaldte vise?

Svar: Ville det ikke være mærkeligt, hvis de mere intelligente og dem, der havde råd til mere uddannelse, alene på grund af deres viden var mere behagelige for Gud eller tættere på himlen? Sådan er det ikke; der er lige vilkår, hvad angår intelligens og uddannelse. De, der er villige til at erkende deres egen hjælpeløshed over for Gud, er tæt på Gud, som lignelsen om farisæeren og tolderen viser.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Mattæus 11,25-26, hvorpå Gud forhindrer mennesker i at gennemskue hans visdom?

Svar: Mennesker, der var så kloge, at de tror, de kan forstå livet uafhængigt af Gud. At være klog er ikke dårligt, men at stole på sin egen visdom i stedet for på Gud er det.

Spørgsmål: Bør vi i Matt 11,25-26 nogensinde takke Gud for at have skjult sandheden?

Svar: Det er bedre blot at takke Gud for sandheden og for, hvordan han har åbenbaret den. Jesus siger, at mere intelligente mennesker ikke har nogen fordel i forhold til mindre intelligente mennesker, når det gælder at finde sandheden om Gud. Sandheden var skjult på en sådan måde, at mennesker ikke kan finde den ved hjælp af deres egen visdom uden Gud. Men paradoksalt nok vil de, der ønsker at kende sandheden, finde den, selvom de blot er små børn.

Spørgsmål: Hvordan overgives alle ting til Jesus i Mattæus 11:27?

Svar: Alle ting er overgivet til Jesus på flere måder. Alle vil bøje sig for Jesus, Jesus vil dømme mennesker, og Jesus har frelst os.

Det vigtigste punkt, Jesus fremhæver her, er dog ikke, at Jesus er »en« frelser, men snarere, at der ikke findes nogen frelse undtagen gennem Jesus, der frelser os. En moderne voksen, et spædbarn eller en person, der døde i tidligere tider, før de kendte til Kristus, kommer enten i himlen gennem Jesus, eller også kommer de slet ikke derhen.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Mattæus 11:27 være, at ingen kender Faderen, undtagen Sønnen og dem, som Sønnen åbenbarer Faderen for?

Svar: Dette er sandt på ikke blot én, men to måder.

Viden: Hvis Gud havde ønsket det, kunne han have skjult sig selv, således at vi slet ikke ville være i stand til at vide ret meget om ham. Gud valgte at åbenbare sig selv, delvist gennem Abraham og gennem profeterne, men den fulde åbenbaring af sig selv kom gennem Jesus Kristus, der kom til jorden.

Frelse: Alle, der er blevet frelst, og alle, der vil blive frelst, bliver frelst gennem Messias, Jesus. Selv mennesker, der fulgte den sande Gud, før Jesus blev født, og som ikke kendte navnet Jesus, bliver frelst gennem Jesus. I Apostlenes Gerninger 4:12 står der, at der ikke findes frelse noget andet sted. I Filipperne 2:9-11 står der, at ved Jesu navn skal hvert knæ bøje sig, i himlen, på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre.

Spørgsmål: Hvorfor siger Jesus i Mattæus 11:27, at ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vælger at åbenbare ham for, når Salme 145:18 siger, at Gud er nær alle, der påkalder ham?

Svar: Dette emne tages op i bogen »De ni spørgsmål, folk stiller om jødedommen«, s. 86-87. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Alle, som Jesus vælger: Jesus sagde aldrig, at han alene ville kende Faderen. Jesus sagde snarere, at kun han og dem, som Jesus vælger, vil kende Faderen.

Tidsperiode: Jesus præciserede ikke, om dette var i fremtiden ved den sidste dom, i nutiden, i fortiden eller alle de ovennævnte. Denne udtalelse er sand i fremtiden, for i sidste ende vil alle stå foran Kristus, som er vores dommer, som Johannes 5:22-23 viser. Jesu ord var også sande i hans egen tid, da Jesus i Johannes 8,24 sagde til jøderne, at hvis de afviste ham, ville de sandelig dø i deres synder. Dette kan forekomme uretfærdigt for en, der troede, at vejen til himlen blot bestod i at læse Skriften og stole på ord frem for lydighed. Men Jesus sagde i Johannes 14,6, at han var vejen, sandheden og livet, og at ingen ville komme til Faderen undtagen gennem ham. Men i en vis forstand var Jesu ord også sande før hans tid. Ikke alene var han sammen med israelitterne i ørkenen ifølge 1. Korintherbrev 10:4, men hans korsfæstelse og opstandelse, som bragte liv til alle troende, både dem, der levede før og efter Kristus, var planlagt fra verdens grundlæggelse i Apostlenes Gerninger 2:23.

Et særligt forhold: Når alt det ovenstående er sagt, har Jesus og Helligånden et særligt forhold til Faderen, som ingen andre har.

Spørgsmål: Hvordan giver Jesus os hvile i Mattæus 11,28?

Svar: Vi kan anvende denne sandhed i vores liv på mindst fem måder.

Frihed fra frygt: Gud vil tage sig af os, og der vil ikke ske os andet end det, Gud tillader. 1. Petersbrev 1:6-9 og 1. Korintherbrev 2:9 viser, at himlens herlighed vil få de lidelser, vi gennemgår på jorden, til at virke ubetydelige.

Frihed fra ængstelse og bekymring: I bjergprædikenen understreger Jesus specifikt vores værdi for Gud samt, at det både er uønsket og nytteløst at bekymre sig. Filipperne 4:6-7 siger, at vi ikke skal være ængstelige for noget, men bringe vores bønner for Gud.

Frihed fra vores eget arbejde, vores mål og ambitioner: Når vi bliver kristne, får vores målestok for succes en ny betydning. Succes handler ikke kun om at opnå det, Gud ønsker, at du skal opnå, men om at være alt det, Gud ønsker, at du skal være. Det er intet andet. Vi behøver ikke længere bekymre os om at være succesfulde i andres øjne eller om at leve op til kulturelle idealer.

Frihed fra bekymringer om dommen: På dommedagen kan kristne stå uden frygt. Kristus vil dømme de kristne med hensyn til deres belønning (eller tab af belønning), men de kristne kan være sikre på frelse og på at undslippe ildsøen.

Evig frihed: Vores frihed begynder lige nu her på jorden, på en begrænset måde. Men vi vil have friheden som sønner af Kongen i himlen, for evigt.

I bogen *When Critics Ask* (s. 342) sammenfattes det godt: »En troendes liv er ’let’ i den forstand, at det bringer ’hvile for jeres sjæle’ (Matt. 11:29), men det er hårdt for ’kødet’, som ofte har brug for Guds disciplinerende hånd for at holde det i skak. Frelsen bringer ’fred med Gud’ (Rom 5,1), men den medfører også konflikt med verden (1 Joh 2,15-17; Gal 5,17).”

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem et åg og en byrde i Matt 11:29-30?

Svar: Et åg trækker en vogn, der bærer en byrde. Et åg trækkes sammen med andre. Et åg og den byrde, det bruges til at trække, kan være let eller tungt, og Jesus siger, at hans åg er let.

En landmand skal sikre sig, at åget sidder korrekt, at eventuel polstring er på rette plads osv. Nogle gange kan man undre sig over, om det er lettere eller sværere for en landmand at spænde okser sammen eller for Gud at spænde kristne sammen. Hvis en okse er død eller nægter at bevæge sig, hjælper det ikke landmanden at spænde den for. Hvis Gud giver kristne en mulighed ved at spænde dem sammen, men hvis en kristen nægter at bevæge sig, fordi Gud ikke lever op til vedkommendes forventninger, hjælper det ikke de andre kristne, som vedkommende er spændt sammen med. Eller endnu værre: hvis den kristne beslutter at gå i en anden retning end den, Gud ønsker at pløje, så kan det blive svært.

Nogle gange forventer kristne, at hvis de følger og adlyder Gud, vil det bringe den største velsignelse og velstand ind i deres liv. Det har Gud aldrig lovet. Stening og prygl kan have en tendens til at lamme en person, og Paulus’ prygl og steninger velsignede ham ikke fysisk. Paulus kunne sandsynligvis have været mere velstående, hvis han havde brugt mere tid på at lave telte og mindre tid på at gøre »økonomisk spildte ting« som at forkynde evangeliet. Hvis Paulus ikke kunne forvente at få det bedre fysisk og økonomisk ved at følge Gud, så kan vi heller ikke. Guds mål er at vise sin herlighed på jorden, ikke vores største velbefindende. Guds herlighed omfatter, at vi forkynder evangeliet, discipulerer andre og lever et værdigt liv (Mt 10,37-38; Luk 20:35; Fil 1:27; 2 Thess 1:5,11), men ikke nødvendigvis vores vedvarende glæde. En okse ved måske ikke noget om at pløje i koncentriske cirkler; den ved kun, at den skal følge sin herres ledelse. Hvis vi kan give afkald på vores egne forventninger til, hvad Gud bør gøre for os, og blot følge hans ledelse, vil det være lettere for Gud at spænde os for sit åg.

Spørgsmål: Støtter Mt 11:29 på en eller anden måde yoga, som Mark og Elizabeth Prophet underviser i *The Lost Teachings of Jesus 3* (1988), s. 273-274?

Svar: Overhovedet ikke. Jesus siger, at vi skal tage hans »åg« på os, ikke »yoga«. Det græske ord her, zugon, betød at spænde okser for at arbejde på marken, og det indebærer at tjene Jesus, ikke at udføre særlige fysiske aktiviteter eller kontrollere vejrtrækningen.

Spørgsmål: Hvordan tager vi i dag Jesu åg på os, som beskrevet i Mattæus 11:29-30?

Svar: Underordn jer Kristi vilje, og overgiv hele jeres liv til ham. Lad jer oplære af Jesus, vær blide og ydmyge som Jesus.

Spørgsmål: Brød Jesu disciple den jødiske sabbat i Mattæus 12:1-5, eller gjorde de ikke?

Svar: De brød ikke sabbatten i den mosaiske lov her, selvom de brød farisæernes fortolkning af den. Mens 2. Mosebog 34,21 forbød høst på sabbatten, havde de ingen segl og blot nogle få kornaks. At plukke kornaks uden segl var tilladt ifølge 5. Mosebog 23,25.Vi har ingen beretninger om, at disciplene eller Jesus brød den mosaiske lov, mens Jesus virkede på jorden før sin opstandelse. Bemærk, at uenigheden ikke drejede sig om forskellige fortolkninger af loven, men om den grundlæggende holdning til loven.

Det er interessant, at jøderne selv ikke var enige om, at det var forkert at plukke korn på sabbatten. »At høste korn« var en af de niogtredive former for arbejde, der var forbudt i Mishna Shabbat 7.2.9.c ifølge deres traditioner. Der blev dog også indrømmet undtagelser i forbindelse med tempeltjenesten. Der indrømmes også undtagelse, når liv står på spil, i Mishna Yoma 8:6; Mek Exodus 22:2; 23:13. Mishna Shabbath 10.2 omhandler ikke tilfældig plukning af korn. I en senere periode tillader Gemara specifikt at plukke korn med hånden; den forbyder kun brugen af et redskab.

Spørgsmål: I Mt 12:1-8 og Mk 2:27 – er det, Jesus her siger om sabbatten, en ændring af Guds lov, eller sagde Jesus, hvordan de også burde have praktiseret den i Det Gamle Testamentes tid?

Svar: Jesus foretager ikke nogen ændringer her. At plukke kornaks var allerede udtrykkeligt tilladt i loven. Selvom loven sagde, at man ikke måtte arbejde på sabbatten, kunne man plukke korn til at spise, så længe man ikke høstede ved at lægge det i en sæk.

Jesus påpegede, at man skal se på loven som helhed, for loven indeholdt også en særlig bestemmelse for præsterne. Desuden påpeger Jesus, at under Davids nødsituation havde hans overlevelse og flugt fra Saul forrang frem for skuebrødene. Hvor meget mere bør da Messias have forrang frem for de farisæiske traditioner?

Endelig sagde Jesus, at der her var noget større end Guds tempel. En ting, der er større end Guds tempel, er Gud selv.

Spørgsmål: Hvorfor var det i Matt 12,3-5 og Mark 2,25-27 i orden at tage af skuebrødet, og hvordan hænger dette sammen med at holde sabbatten?

Svar: Det centrale princip her er et hierarki af bud, og deres ultimative lydighed skulle være mod Gud, ikke mod sabbatten. Kun præsterne måtte spise brødene, og David og hans mænd var på en mission for Gud; de befandt sig i en nødsituation (på flugt fra Saul), og efter at have drøftet det med præsten spiste de dem i 1. Samuelsbog 21,3-6.

For farisæerne blev sabbatten faktisk deres afgud! Det var ikke, fordi sabbatten på nogen måde var dårlig, men snarere fordi de var mere optaget af sabbatten end af Gud. De var mænd af regler, men ikke Guds mænd.

Irenæus (182-188 e.Kr.) skrev: »David var blevet udnævnt til præst af Gud, selvom Saul forfulgte ham. For alle de retfærdige besidder den præstelige rang. Og alle Herrens disciple er præster, for de arver hverken jord eller huse. I stedet tjener de Gud og alteret uafbrudt … Hans disciple havde et præstedømme fra Herren. Derfor var det lovligt for dem at spise kornaks, når de var sultne.” Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 8.3, s. 471

Spørgsmål: Hvordan vanhelligede præsterne i Mattæus 12,5 hver sabbat uden at gøre sig skyldige?

Svar: Loven påbød præsterne at gøre det, som det ikke var lovligt for andre at gøre på sabbatten – de skulle arbejde. Jesu pointe var ikke, at præsterne skulle holde op med at gøre det, som Gud havde befalet dem. Jesu pointe var snarere, at hvis man ser på Guds anvisninger uden at tage hensyn til sammenhængen, kan man løbe ind i alle mulige problemer. En legalist er en, der ser på lovene uden at se på sammenhængen.

Tertullian (198-220 e.Kr.) fremfører i »Fem bøger mod Marcion«, bog 4, kapitel 12, s. 362-363, et interessant synspunkt om, at lydighed mod Gud har forrang frem for en rituel overholdelse af sabbatten. Det første eksempel på, at hele folket brød sabbatten og alligevel adlød Gud, var, da Gud befalede dem at marchere rundt om Jeriko. Gud befalede israelitterne at marchere rundt om Jeriko i otte dage i træk, og de marcherede på sabbatten. Så også dette er et eksempel på, at Guds direkte befaling tilsidesætter sabbatten.

Spørgsmål: I Mattæus 12,5, da Jesus sagde: »Har I ikke læst i loven, at præsterne i templet på sabbatten overtræder sabbatten og alligevel er uskyldige?«, hvorfor var dette så ikke et citat fra loven?

Svar: Jesus hævdede ikke, at dette var et citat fra noget som helst. Jesus drog den logiske konklusion, at ifølge Loven udførte præsterne deres præstelige arbejde på sabbatten, og at det stadig var korrekt og behageligt for Gud.

Spørgsmål: Hvad var pointen med disse eksempler i Matt 12,3-8 og Mark 2,25-28?

Svar: At følge Gud handler ikke kun om regler, men også om prioriteter. At følge Jesus som din Herre er, hvad lydighed handler om, ikke blot regler, selv ikke Guds regler. Andre skriftsteder viser, at der er mere end regler og prioriteter på spil, når man følger Gud, men Jesus holdt sig her til det grundlæggende. Jesus havde tålmodigheden til at give en enkel forklaring til de fjendtlige farisæere, og pris Gud for, at Han også er tålmodig med os.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Matt 12:8 og Mark 2:28, at Menneskesønnen også er sabbatens Herre?

A: Vi er skabt for Gud, ikke for en lov og ikke for sabbatten. Budet om at hvile på sabbatten blev givet for at hjælpe mennesket, ikke for at hindre det. Gud er Herre over sin lov.

Q: I Matt 12:8,12, hvornår, hvis overhovedet, bør vi i dag bryde lovens bogstav?

A: Der kan lejlighedsvis være situationer, hvor vi bør gøre det. Vores vigtigste mål er ikke at adlyde »den« eller »en« lov. Det er heller ikke evangelisering. Vores vigtigste mål er at herliggøre og behage Gud. Det indebærer at adlyde Ham, herunder Hans befaling om at forkynde evangeliet og mange andre ting. Vi bør være forsigtige med at bryde det, som Gud har befalet os i Det Nye Testamente, for alt for ofte kan det blot blive en undskyldning for at synde, undslippe forfølgelse eller vælge den nemme udvej. Men når det er sagt, er der, som Jesus lærte her, tidspunkter, hvor lydighed mod Gud ikke handler om at følge en regel. For at tage et simpelt eksempel: Hvis du har en ven i din varetægt, der er ved at dø, og du kører i fuld fart for at få vedkommende på hospitalet, skal du så sørge for ikke at køre hurtigere end hastighedsgrænsen? Hvis en regering vedtager en lov om, at du skal rapportere om, hvad dine naboer laver (som i Nordkorea), og nogle naboer holder bibelstudie, skal du så rapportere det til regeringen?

Endelig viser Jesus os, at denne tanke om, at Gud ønsker visse ting mere end ofre eller andre love, ikke er en ny lære, han gav, men er underforstået i Det Gamle Testamente i Hosea 6:6, som Jesus citerer i Matthæus 12:7.

Spørgsmål: Hvad ville farisæerne i Matt 12:10-14 og Mark 3:3-6 betragte som forkert ved helbredelse på sabbatten?

Svar: Farisæerne ville betragte helbredelse som en skabende handling og dermed som arbejde. Imidlertid diskuterede jøderne i det første århundrede selv, hvad der var tilladt i forbindelse med pleje af de syge, i Mishna Eduyoth 2:5 og Mishna Shabbath 6:3; Mek Exodus 22:2; 23:13.

Spørgsmål: Hvorfor svarede Jesus farisæerne på denne måde i Mt 12:10-14?

Svar: Jesus påpegede deres inkonsekvens. Forestil dig den mærkelige ironi i situationen. Her var nogle mænd, der underviste i deres egne tilføjelser til Guds ord som om det var Guds ord, og fortalte Gud selv, at han ikke kunne gøre noget. Da miraklet kom fra Gud, kunne de lige så godt fortælle Gud, at han måtte tage det mirakel tilbage!

Spørgsmål: Er Mt 12,18 en henvisning til Treenigheden?

Svar: Ja, når man først forstår, at Tjeneren er Gud. Tjeneren er udsendt, og Guds Ånd er lagt i ham.

Spørgsmål: Hvad er blasfemi mod Helligånden i Matt 12:31,32, Mark 3:28-30 og Luk 12:10-11?

Svar: Jesus forsvarede ikke ofte sin autoritet til at gøre ting, men Jesus fandt det vigtigt at forsvare sin autoritet her, da han blev beskyldt for at handle på vegne af Satan. Sammenhængen tyder på, at det handler om at se Guds direkte mirakuløse virke, afvise evangeliet og sige, at dette stammer fra Satan. Det er normalt i orden at stille spørgsmål eller undersøge noget nærmere, men når man bestrider det åbenlyst ubestridelige, afviser man i virkeligheden det, man ved er sandt.

Det handler ikke blot om at bede Helligånden om at forlade ens liv. Jeg kender en kristen universitetsstuderende, der bad Gud om at forlade hendes liv. Efter en måned eller deromkring følte hun sig så elendig, at hun angrede og vendte tilbage til Kristus. Hvis nogen begik blasfemi mod Helligånden, ville vedkommende aldrig nogensinde ønske at vende tilbage til Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor er blasfemi mod Helligånden i Matt 12:31-32, Mark 3:28-30 og Luk 12:10-11 langt mere alvorlig end blasfemi mod Jesus?

Svar: Jesus sagde det ikke specifikt. Men hvis nogen afviser Jesus, kan Ånden virke, så vedkommende ombestemmer sig og senere tager imod Jesus. Hvis nogen derimod permanent ikke ønsker Helligånden i sit liv, og Helligånden respekterer dette ønske, vil vedkommende aldrig komme til Kristus og komme i himlen.

Spørgsmål: Betyder blasfemi mod Helligånden i Matt 12:31-32 at afsky lyset ved at benægte Guds åbenbaringer (såsom Bahá’u’lláh), som bahá’íerne lærer i *Some Answered Questions*, s. 127-128?

Svar: Nej, dette er en cirkelslutning, idet man antager, at påstanden om, at Bahá’u’lláh er lyset, beviser, at Bahá’u’lláh var lyset. Men bemærk, at selv for Jesu vedkommende sagde han i Mattæus 12,32, at de, der taler imod Jesus, vil blive tilgivet; at tale imod en af Guds profeter er altså IKKE blasfemi mod Helligånden.

Spørgsmål: Understøtter det faktum, at man ifølge Mattæus 12:32 ikke bliver tilgivet i dette liv for blasfemi mod Helligånden, på en eller anden måde troen på skærsilden, som den katolske forfatter Ludwig Ott har sagt?

Svar: Nej, selv i *New Catholic Encyclopedia*, bind 11, s. 1034, står der: »Læren om skærsilden er ikke udtrykkeligt nævnt i Bibelen.« Mattæus 12:31-32 understøtter på ingen måde skærsilden af tre grunde:

1) Den katolske lære er, at skærsilden renser en troende for veniale (mindre) synder, ikke for dødssynder (mere alvorlige eller fatale synder), og blasfemi mod Helligånden betragtes som en dødssynd.

2) Jesus taler ikke om troende, men om de skriftkloge og farisæerne, der afviste ham.

3) Dette vers siger intet om varighed, alvor, art eller sted for straf eller renselse; det siger slet intet om straf eller renselse. Det taler snarere om ikke at blive tilgivet af Gud.

Spørgsmål: Hvad siger Jesus i Matt 12,34 om visse mennesker?

Svar: Han siger ikke blot, at de er en slangeyngel, eller at de taler onde ting. Jesus beskriver snarere en hvis-så-betingelse. Eftersom de er en slangeyngel og onde, kan der kun komme onde ting ud af dem. Dette gælder for nogle mennesker i dag. For nogle gælder det, at i betragtning af hvor deres hjerte er, er de ikke i stand til at sige noget godt om noget, kun noget ondt. Det forbløffende er, at de, ligesom farisæerne, som regel selv er blinde for, at de har et ondt hjerte. Det er ikke, fordi de ikke er kloge nok til at regne det ud, men fordi de aldrig har tænkt på at stille spørgsmålstegn ved, hvor deres hjerte er.

Det er faktisk ikke sådan, at farisæerne ikke forstod det. Det er snarere, at de ikke ønskede at forstå det. Jesus kom i vejen og fik deres »store« program til at se dårligt ud.

Som troende skal vi selvfølgelig sørge for, at vi ikke er på samme måde. Nogle gange, hvis en person bruger groft sprog, kan det give anledning til undskyldningen: »Undskyld, det gled bare ud.« Men hvorfor var det overhovedet der inde i første omgang! Vi skal sørge for, at vi ikke har »ubestridte« dele af vores hjerte, der også er onde. 2. Korintherbrev 13,5 siger, at vi skal prøve os selv. Men lad os søge hjælp! I Salme 139,23-24 bad salmisten Gud om at ransage hans hjerte og afsløre for ham alt, hvad der var ondt i hans hjerte.

Desværre blev nogle mennesker ikke forandret, selv ikke i Jesu direkte nærvær. Nogle vil ikke ændre sig, uanset hvad vi siger til dem; men vi kan gå videre til mennesker, der vil lytte.

Spørgsmål: I Mattæus 12,38-39 og Mattæus 16,1-4, da farisæerne bad om et tegn, sagde Jesus da, at de kun ville få Jonas’ tegn, eller var der intet tegn, som Markus 8,11-13 siger?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. De havde netop set et tegn; de bad egentlig om »endnu et tegn«. Men hvad nytte ville endnu et tegn gøre, når de havde set Jesus uddrive dæmonen og erklæret, at det var et tegn fra helvede? Hvad nytte ville noget tegn gøre, hvis de bare ville sige, at det var fra Satan? Husk, at i Mattæus 12,14 var de allerede begyndt at smede rænker om, hvordan de kunne tilintetgøre Jesus.

2. Matthæus 12:38-39 var den første anmodning om et tegn, og Matthæus 16:1-4 og Markus 8:11-13 var den anden anmodning om et tegn.

3. I alle tilfælde sagde Jesus enten, at de ikke ville se noget tegn fra himlen, eller at de kun ville se det tegn, som Jonas’ tilhørere så.

4. Jonas’ tilhørere så aldrig noget mirakuløst tegn, kun profeten Jonas. Jonas udførte aldrig noget mirakel, der er nedskrevet i Bibelen.

Spørgsmål: Var versene om Jonas’ tegn i Matt 12:38-39 og Luk 11:30 uægte og sandsynligvis tilføjet i det 7. århundrede e.Kr., som Stendahl, Peake og G. Schmitt i »Das Zeichen Jona«, ZNW [1978] [s. 120-123] hævder?

Svar: Nej. Diatessaron, afsnit 16:1-4, s. 68, citerer disse vers, og det blev skrevet ca. 172 e.Kr. Disse vers henvises til af Justin Martyr (138-165 e.Kr.), Irenæus (182-188 e.Kr.) og Cyprianus af Karthago (ca. 246-258 e.Kr.). Bibelmanuskripterne Vaticanus (325-350 e.Kr.) og Sinaiticus (340-350 e.Kr.) citerer dette.

Spørgsmål: Hvordan kan en generation i Mattæus 12:39-40 være ond og utro?

Svar: Jesus siger ikke, at det kun er nogle farisæere og lovlærere, men hele den jødiske befolknings kultur i netop den pågældende periode. Mennesker har en tendens til at følge deres kultur, og deres kultur havde på det tidspunkt ikke plads til en Messias.

Spørgsmål: Hvad lærer Jesus i Matt 12,45 om mennesker og dæmoner?

Svar: Jesus lærer to ting.

Nærmere bestemt: Når en dæmon bliver tvunget til at forlade en person, kan dæmonen vende tilbage – sammen med andre, endnu værre dæmoner – hvis personen forbliver i et åndeligt tomrum.

Generelt forbliver mennesker ikke i et åndeligt tomrum ret længe. Hvis de ikke er fyldt med Gud, vil dæmoner komme og fylde dem, deres kultur og deres samfund.

Spørgsmål: Hvorfor sad Jesus i Mattæus 13:1 på en båd og talte til folket?

Svar: Jesus talte sandsynligvis fra en båd, fordi lyden af hans stemme på en vindstille dag ville bære godt ud over vandet. Dette er en af de fem store taler i Matthæusevangeliet, der er rettet til folkemængderne, og det ville være en fordel for lydforstærkningen, at folkemængderne kunne høre ham. Der er ingen antydning af nogen skjult betydning, hverken apokalyptisk eller på anden måde.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Matt 13,1-23 – frøet eller jorden – og hvordan vedrører dette os i dag?

Svar: Frøet (evangeliets budskab) var det samme. Men det, der var forskelligt, var jordens evne til først og fremmest at modtage frøet og derefter lade det vokse. Nogle mennesker kan ikke modtage evangeliets budskab. Andre kan modtage det, men det vil ikke vokse varigt i dem. Men evangeliet er ikke noget, vi kun selektivt skal så på det, vi anser for at være god jord. Vi bør så det overalt, og jorden vil modtage det, hvis den kan. Men vi bør ikke lade os vildlede til at tro, at hvis vi blot deler evangeliet med verden, så vil hele verden vende sig til Kristus. Til sidst vil denne lignelse få læseren til at overveje: »Hvilken slags jord er jeg i Guds øjne?«

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved disse lignelser i Matt 13:1-58?

Svar: David Wenham var den første moderne forsker, der erkendte, at Mattæus 13:3-52 er et chiasme. Det er dog ikke et perfekt chiasme.

13:1-2 Jesus kom

-13:3-9 Lignelsen om sædemanden, rettet til folkemængden

-- 13:10-12 Disciplene spørger, og Jesus svarer

--- 13:10-17 Formålet med lignelserne (for udenforstående)

----13:18-23 Fortolkning af lignelsen om sædemanden

-----13:24-33 Yderligere tre lignelser rettet til folkemængden: »Himlens rige er som…« (ugræs, sennepsfrø, surdej)

sidebemærkning

--- 13:34-35 Formålet med lignelserne (for disciplene)

---- 13:36-43 Fortolkning af lignelsen om hveden og ukrudtet

slutningen af sidespringet

-----13:44-48 Yderligere tre lignelser rettet til disciplene: »Himlens rige er som…« (skatten, perlen, nettet)

---- 13:49-50 Forklaring

-- 13:51 Jesus spørger, og disciplene svarer

- 13:52 Lignelsen om den nye og den gamle skat

13:53 Jesus gik

Inden for denne struktur udgør Mattæus 13:13-17 også et chiasme.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Matt 13:6-7 mellem stien, den anden jord (den stenede) og den tredje jord (den tornede)?

Svar: Den første jord havde tilstrækkelig dybde, og der var ingen torne, der blokerede for sollyset. Men den ville simpelthen ikke modtage frøet i første omgang. Frøene spirede i de tre andre jordtyper, men de fik ikke engang en chance for at spire i den første jord.

Frøet i både den anden og den tredje jord spirede og så godt ud i starten. Men planter kan ikke danne sunde rødder i jord uden dybde. Når vejret er tørt, kan de ikke finde vand til at opretholde sig i den udtørrede jord på overfladen. De havde god adgang til solen, men der var simpelthen ikke tilstrækkelig jorddybde til, at disse planter kunne fortsætte.

Hvad angår den tredje jord, var jorden god, måske lige så god som den frugtbare jord. Der var imidlertid så meget andet, med tornene, at planterne blev forhindret i at få sollys. Selv den anden jord lyttede med glæde, men ikke den overbelastede tredje jord. Den tredje jord havde tilstrækkelig dybde, men der foregik simpelthen for meget andet, der blokerede deres adgang til solen. Desuden kan nogle tornede planter være tydelige, mens andre kan være mere diskrete. Man ser måske ikke tornene med det samme.

Den fjerde jord er ikke speciel eller »magisk«. Den adskiller sig snarere ikke fra de bedste egenskaber ved den anden og tredje jord tilsammen. Som Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) var den første til at påpege, er der ikke én vej til undergang; der er flere veje til undergang.

Forskellen i resultaterne skyldes ikke frøet, men jorden. Hvor frugtbar finder Gud dit hjerte?

Som en sidebemærkning: Stien her er en gangsti, f.eks. mellem marker, ikke en motorvej.

Spørgsmål: Hvorfor forklarede Jesus i Mattæus 13:10-13 denne lignelse for sine disciple og ikke for folkemængden?

Svar: Svaret findes i Mattæus 13,14-15. Jesus havde mange disciple (herunder de 70) og ikke kun de tolv. Skarer af mennesker fik på dette tidspunkt en forsmag på Jesu lære, således at de måske ville blive tørstige efter at høre mere. Jesus var her eksklusiv; han gav kun forklaringen til sine disciple. Naturligvis kunne folk i folkemængden også vælge at blive Jesu disciple. Desuden opfyldte dette Esajas 6:9-10.

Men det er forkert at tro, at formålet med disse lignelser var, »så alle lettere kunne forstå sandheden«. På samme måde kan vi i dag have lyst til at sige nogle ting, som kun dem, der ønsker at kende sandheden, vil forstå.

Spørgsmål: I Matt 13,10-11, i hvilket omfang bør vores forkyndelse af evangeliet have et mystisk præg?

Svar: I Det Gamle Testamente var et mysterium noget hemmeligt, skjult eller tilsløret, som senere blev åbenbaret. Jesus talte ikke om mysterier, før det jødiske folk havde afvist ham.

Jesus og evangeliet er ting, som menneskeheden aldrig ville have været i stand til at forstå, hvis ikke Gud havde åbenbaret dem for os. Vi bør ikke tage for givet, at Gud kunne have ladet os være i mørket, men han valgte at oplyse os. Lidelseshistorien og Guds historie generelt er dramatiske, og vi bør fremhæve dramatikken, når vi genfortæller dem.

Spørgsmål: Hvad betyder Matt 13,10-16?

Svar: De, der ikke elsker sandheden, har ikke ret til sandhedens lys. Faktisk kan »fuglene« måske tage det lys, de allerede har, fra dem. Der er en række vigtige punkter i dette afsnit.

13:10 Efter at Jesus havde fortalt lignelsen om sædemanden (egentlig lignelsen om jordtyperne) i Mattæus 13:1-9, kom disciplene og spurgte, hvorfor han talte i lignelser. Spørgsmålet var ikke begrænset til lignelsen om sædemanden, men drejede sig om, hvorfor Jesus generelt talte i lignelser.

13:11 De fleste mennesker ville ikke have eller bevare kendskabet til himmelriget.

13:12 De, der har denne viden, vil vokse i deres viden. De, der ikke har denne viden, vil få selv den lille viden, de har, taget fra dem.

13:13 Hvorfor talte Jesus til folket i lignelser og forklarede ikke alt, som han gjorde over for sine disciple? Lad os se på 2. Petersbrev 2:21 og Romerbrevet 4:15; 5:13 for at finde svaret. Hvis nogen vælger ikke at følge den sandhed om Gud, som de har, så vil det være bedre for dem ved den endelige dom, jo mindre de ved.

13:14 viser, at folket faktisk ville høre hele sandheden, men de ville ikke forstå den. Dette betyder IKKE, at man skal være virkelig intelligent for at være kristen; det ville være i strid med 1 Korintherbrev 1:26-28. Deres problem med at forstå – selv blandt intelligente og højt uddannede farisæere – er snarere, at de ikke har plads til Jesu ord (Johannes 8:37), og budskabet om korset er simpelthen dårskab for dem, der er vise med denne verdens visdom (1. Korintherbrev 1:18-25). Jeg har set kloge mennesker finde på smarte, geniale undskyldninger for, hvorfor de ikke vil tro på det, der klart står i Bibelen.

13:15 Dette viser en forhårdning hos folket. Kristne har diskuteret, om det var Gud eller Farao, der var ansvarlig for, at Faraos hjerte var forhærdet mod Moses og israelitterne. Bibelen siger, at Farao forhærdede sit eget hjerte otte steder, og at Gud forhærdede det otte steder. En af Guds domme over folk, der forhærder deres hjerter, er, at deres hjerter forhærdes endnu mere.

Endelig kan den samme handling fra Guds side have modsatte virkninger på to forskellige mennesker. En kirkeforfatter forklarede det på denne måde: »Voks smeltes og ler tørres af den samme varme; således beviste den samme handling, som blev udført gennem Moses, på den ene side Faraos hårdhed – et resultat af hans ondskab – og på den anden side den blandede egyptiske skares eftergivenhed, som drog af sted sammen med hebræerne.« Rufinus (374-406 e.Kr.) i sin oversættelse af Origenes’ *De Principiis* (225-254 e.Kr.), bog 3, kap. 1.11, s. 311.

13:16 Forresten: Selvom Jesus havde 12 særligt udvalgte disciple, havde han ikke kun disse 12; han havde også en større gruppe på 70 samt andre disciple. Jesu disciple var velsignet både ved det privilegium at kende disse sandheder og ved, at de ikke havde fortjent eller gjort sig fortjent til at lære disse sandheder. Gud kunne have valgt blot at skjule alt for os, men Gud ønskede at åbenbare disse ting for os.

13:17 går endnu længere og siger, at selv gudfrygtige profeter i Det Gamle Testamentes tid ønskede at lære disse ting, men Gud underviste dem ikke endnu; Gud ventede med at åbenbare dem, indtil Jesus kom.

Nogle gange tror folk fejlagtigt, at Gud skylder os at gøre sit yderste for at lære alle sandheden. Men hvis nogen afviser den sandhed om Gud, som de allerede har, er Gud faktisk ikke forpligtet til at forsøge at tvinge mere sandhed ned over dem. Faktisk er det bedre for dem, jo mindre de ved om sandheden (2. Petersbrev 2:21). Men for dem, der ønsker at følge sandheden, glæder Gud sig over at vise os mere og mere.

Hvordan er det egentlig, at mennesker ikke hører og mister sandheden? Det forklarer Jesus i Mattæus 13:18-23.

Spørgsmål: Var Gud i Mattæus 13:12 uretfærdig, da han tog fra dem, der ikke havde, og gav til dem, der havde?

Svar: Gud var ikke uretfærdig, men man skal se på samspillet mellem konsekvens og det efterfølgende formål. Der er tre modsætninger, man skal tage i betragtning: retfærdighed kontra lighed, løn kontra gaver og at opfylde behov kontra at give belønninger.

Retfærdighed kontra lighed: Gud er retfærdig over for alle, men Gud er ikke forpligtet til at behandle alle ens, som Romerbrevet 9:6-18 illustrerer.

Løn kontra gaver: I lignelsen om minerne (Lukas 19:11-27) ville det være uretfærdigt, hvis kongen undlod at udbetale de gode ting, han skyldte nogen. Men når du investerer din arbejdsgivers penge, skylder arbejdsgiveren dig ikke alle disse penge; arbejdsgiveren skylder dig kun din løn og det, han har forpligtet sig til at give. Kongen i lignelsen skyldte ingen af sine tjenere nogen byer. Da han gav den, der havde tjent mest, flere byer, var det en gratis, nådig gave, og kongen (og Gud) kan gøre, hvad han vil.

At dække behov kontra at give belønninger: Kongen sørgede for alle sine tjenere, før nogen af dem fik ansvaret for nogen byer. Byerne var belønninger eller bonusser. Gud vil i overflod opfylde alle behov i himlen for alle der (1. Korintherbrev 2:9), men ud over det vil Gud give belønninger i himlen til nogle, men ikke til andre. Det kan du læse om i 1. Korintherbrev 3:8-15.

Spørgsmål: Er det i Mattæus 13:15 ret hårdhjertet af Gud ikke at blødgøre deres hjerter og åbne deres øjne?

Svar: Slet ikke. Gud siger, at hvis de vendte sig til Gud, ville Herren helt sikkert helbrede dem. Men de bærer selv ansvaret for, at deres hjerter er forhærdede, hvilket fører til, at de ikke vender sig til Gud.

Gud åbner de blindes øjne, men han åbner normalt ikke øjnene på dem, der lukker øjnene hårdt sammen. Gud blødgør folks hjerter, men han er ikke forpligtet til at blødgøre hjertet på nogen, der allerede har besluttet at forhærde sit hjerte.

Spørgsmål: Hvordan ligner himmelriget i Mattæus 13:24 denne situation, når himlen jo er fuldkommen?

Svar: Himmelriget ligner ikke manden, men situationen. Svaret på dette spørgsmål er en del af Jesu hovedpointe. Himmelriget er ikke blot noget fuldkomment, som vi kommer til, når vi dør. Himmelriget er noget, der også findes i vores hjerter som troende lige nu. I himmelriget i denne verden vokser hveden og ukrudtet side om side.

Spørgsmål: Betyder Matt 13,28-30, at vi skal tillade kættere at forblive i kirken?

Svar: Overhovedet ikke. I Mattæus 13,38 er »marken« ikke kirken, men verden. Der vil være kætteriske menigheder, men vi bør ekskommunikere dem, der har kættersk lære eller onde handlinger, medmindre og indtil de omvender sig. At sige, at vi bør tillade mennesker med kættersk lære eller ugudelige, uomvendte handlinger i vores menigheder, strider mod Guds lære i 1 Timoteus 1:3-4; 6:3-5; 2 Timoteus 2:16-17; 3:1-5; 2 Johannes 10 og mod praksis i 1 Korinther 5:11-13 og Åbenbaringen 2:20. Desværre var Augustin af Hippo i værket »Til donatisterne« en af de første, der blandede kirken og verden sammen. De, der synder (i praksis eller i læren), bør irettesættes foran alle i henhold til 1 Timoteus 5:20.

Sammenfattende kan man sige, at hvis man fejlagtigt fortolker noget i en lignelse på én måde (kirken), når Jesus specifikt sagde noget andet (verden), kan man virkelig fare vild i detaljerne!

Spørgsmål: Hvad er det egentlig for en ukrudtsplante, Jesus henviser til i Mattæus 13:30?

Svar: Disse var velkendte for Jesu tilhørere. Der findes fire typer ukrudt, og det »ukrudt«, der her er tale om, er næsten helt sikkert en ukrudtsplante kaldet skæggræs (lolium temulentum), der ligner hvede, når den er ung, og nogle gange kan rødderne være sammenflettede, så man kan faktisk ikke rykke den ene plante op uden at rykke den anden med. Mærkeligt nok kan hverken darnel eller hvede længere vokse godt ved vild spredning, men har brug for en landmand til at sprede frøene. Rabbinerne vidste, at det er en forurenet hvede, og nogle steder kaldes den »falsk hvede«, og omkring år 2000 bestod 10 % af hvedehøsten i Etiopien faktisk af darnel. Moderne sorteringsmaskiner er dog gode til at adskille hvedekerner fra darnel. Løggræs er ofte inficeret med en svamp, der giver folk en rus, når de spiser frøene fra de inficerede planter. Se https://www.atlasobscura.com/articles/wheats-evil-twin-has-been-intoxicating-humans-for-centuries for mere information.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at ugræsset samles ind før hveden i Mattæus 13:30?

Svar: I landbruget giver det mening at luge en mark, før den høstes. Dommen udskiller de ugudelige fra himlen. Det er ikke sådan, at vi fjernes fra det univers, hvor ukrudtet naturligt hører hjemme. Snarere fjernes ukrudtet fra Guds univers, hvor Guds børn på overnaturlig vis hører hjemme. Da disciplene sammen med folkemængden lyttede til lignelsen om hveden og ukrudtet, spekulerer jeg på, hvad Judas Iskariot tænkte?

Spørgsmål: Hvordan kan sennepsfrøet i Matt 13:32 og Mark 4:30-34 være det mindste af alle frø?

Svar: For det første fandtes der to typer sennepsfrø i Palæstina: sort sennep, som folk såede, og vild sennep. Jesus mente sort sennep, fordi han kun taler om frø, der sås, og man såede ikke frø, der var mindre end sennepsfrø, i Palæstina. Desuden var sennepsfrøet i det jødiske rabbinske værk M Niddah 5:2 (jf. SBK 1:669) et ordsprog for lillehed.

Sennepsfrøet er ubetydeligt i størrelse og det mindste frø blandt alle afgrødefrøene i Palæstina. En sort sennepsbusk kan producere 1.200 frø. Jesus henvendte sig til folket ved at nævne afgrødefrøene i deres land.

For dem, der går op i detaljer, er det græske ord for »den mindste« i både Mattæus 13:32 og Markus 4:30-34 imidlertid »microteron«, som kan betyde lille i størrelse eller billedligt talt værdighed. Ordet for »frø« i begge passager, »spermaton«, kan betyde det, der sås. Uanset om Jesus talte aramæisk eller græsk, henviste han stadig til frø, der blev sået.

Spørgsmål: Hvordan kan en sennepsplante i Matt 13:32 og Mark 4:30-34 rumme en fuglerede?

Svar: Selvom en fugl kan bygge en rede i en lille busk, hvis den er nødt til det, er det ikke svaret. Et sennepsfrø kan vokse sig til et træ på op til ti fod i højden, hvilket bestemt er stort nok til, at en fugl kan bygge en rede. Med andre ord er den nuværende størrelse ikke afgørende for den fremtidige storhed. Jesus lægger ikke så meget vægt på rigets fremtidige storhed som på dets spæde begyndelse på jorden.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af gæren i Mattæus 13:33?

Svar: Jesus sagde, at gæren i denne lignelse er god, fordi den symboliserer himmelriget, mens gæren i andre lignelser er dårlig. Det vigtige fortolkningsprincip, man skal lære her, er, at man ikke nødvendigvis kan tage betydningen af et symbol i én lignelse og anvende den samme betydning på det samme symbol i alle andre lignelser.

Nogle opfatter fejlagtigt gæren og fuglene som noget dårligt, hvilket ændrer hele lignelsens betydning, fordi gæren som symbol er dårlig eller verdslig alle andre steder i Bibelen. Nogle betragter dog fuglene og gæren som noget ondt, mens andre ser dem som en god velsignelse.

Gæren er god i denne lignelse. Der er intet i dette kapitel, der tyder på, at den er dårlig, og den er på linje med de andre lignelser i dette kapitel.

En tredje opfattelse er, at lignelserne om sennepsplanten og gæren er meget generelle, og at fuglene og gæren er neutrale.

Sammenfatning: himmelriget er godt, ikke ondt. I Mattæus 13:33 står der, at gæren repræsenterer himmelriget, så gæren i denne lignelse er god. Selvom konklusionen ikke er lige så indlysende for fuglene, er det prisværdigt, at sennepsplanten kan give dem et rede.

Spørgsmål: Hvorfor gemte kvinden i lignelsen i Mattæus 13:33 surdejen i tre mål mel?

A: Tre brød af hvedemel er et fuldt måltid til en familie. Tre mål (eller »satas« på græsk) svarer til en efa i Det Gamle Testamente, og det er en stor mængde dej, cirka 56 pund eller 23 liter. Det er den mængde, Sara lavede til de tre besøgende i 1. Mosebog 18:6, og det, Gideon gav til englen i Dommerbogen 6:19. Der skal kun en meget lille smule surdej til for at ændre hele dejens beskaffenhed. Pointen er, at jøderne selv vidste, at bare en lille smule gær kan få selv en stor mængde dej til at hæve.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Mattæus 13:34 kun tale i lignelser, når han andre steder, såsom i Bjergprædikenen, ikke brugte nogen lignelser?

Svar: Mattæus 13:34 præciserer, at dette var, da Jesus talte til folkemængderne. Når han talte til sine disciple, forklarede Jesus alt. Selvom folkemængderne også lyttede, var bjergprædikenen rettet til disciplene. Desuden henviser Mattæus 13:34 til Jesu undervisning på dette tidspunkt, ikke nødvendigvis før eller efter denne periode i hans tjeneste.

Spørgsmål: Er alle i Mattæus 13:38 børn af Guds rige?

Svar: Nej. Som dette vers viser, er vi ikke et barn af Guds rige, før vi kommer til Kristus. Efeserbrevet 2:3 siger, at vi (herunder Paulus) var vrede børn, før vi kom til Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor gravede manden i marken i lignelsen i Mattæus 13:44 ikke bare hemmeligt skatten op og tog den med sig?

Svar: Ifølge jødisk lov tilhørte skatten markens ejer, hvis nogen gravede en skat op på en mark, ifølge Derrett (Law s. 1-16). Hvis skatten selvfølgelig var begravet af ejerne, og de vidste det, ville de ikke sælge marken billigt. Men hvis skatten ikke var deres – hvilket fremgik af, at de ikke var klar over den – kunne arbejderen købe marken og få skatten.

Spørgsmål: Hvem er manden, og hvad er skatten i Mattæus 13:44?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret:

Ikke svaret: Jesus og jøderne. Nogle dispensationalistiske skrifter hævder, at Jesus er manden, og at skatten er resten af jøderne i endetiden. Men Jesus gav ikke alt, hvad han havde (guddommelighed osv.), og døde ikke på korset udelukkende for de tilbageværende jøder. For det andet ville ingen, der hørte lignelsen, have forstået den på den måde, så hvis dette var den sande betydning, blev intet af den sande betydning formidlet.

Svaret: hvert enkelt menneske og frelsen i himmelriget. Et menneske bør være villigt til at give afkald på alt, hvad det har, for at erhverve en så dyrebar skat, som Jesus tilbyder. Disse lignelser handler alle om himmelriget ifølge Mattæus 13:52. At købe marken er en beslutning, som manden må træffe, ellers får han ingen skat.

Spørgsmål: Hvad er meningen med lignelsen om perlen i Mattæus 13:45-46?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Jesus er købmanden, og perlen er Kirken. Men igen: »Solgte« Jesus alt, inklusive sin guddommelighed, for perlen, og hvem solgte han den til?

Svaret: Hver enkelt, der søger Gud, er købmanden, og perlen er frelsen. Kristne lærde er generelt enige om, at arbejderen og købmanden i begge lignelser er den samme, og at skatten og perlen er den samme.

Begge lignelser har det samme budskab. Jesus sagde i Mattæus 13:52, at begge disse lignelser handlede om himmelriget. Men mens manden genkendte skatten, fremhæver denne lignelse virkelig, at købmanden skal erkende værdien af netop denne perle i forhold til andre perler og ikke stræbe efter de andre perler, men udelukkende efter denne ene.

Spørgsmål: Hvad er meningen med lignelsen om trålen i Mattæus 13:47?

Svar: Det drejer sig om et meget stort net, der enten trækkes mellem to både eller er fastgjort til kysten og en båd. Den minder meget om lignelsen om hveden og ukrudtet. Alle fiskene er en del af verden, men ved tidernes ende vil der ske en adskillelse mellem de gode fisk og de dårlige. Er du en god fisk?

Spørgsmål: I Mattæus 13:51, havde disciplene ret i at sige »ja«, at de forstod disse lignelser?

Svar: Ja og nej. Ja, disciplene forstod de grundlæggende lignelser og symbolikken bag dem. De havde dog ingen anelse om alle de historiske konsekvenser af lignelserne om hveden og ukrudtet og sennepsfrøet. Men de havde ret i at sige ja, fordi de korrekt forstod, hvad Jesus ønskede, at de skulle forstå på det tidspunkt.

Spørgsmål: I Matt 13,51 – er der tidspunkter, hvor du er sikker på og har ret i, at du har en grundlæggende forståelse af noget, Gud lærer dig, men senere finder ud af, at du slet ikke anede, hvad det ville medføre?

Svar: Et simpelt eksempel kunne være ægteskabet. Man tror måske, man ved, hvem man skal gifte sig med, og at man ønsker at gifte sig med vedkommende. Men som årene går, opdager man, at man vidste meget, meget lidt om vedkommende sammenlignet med det, man ved nu. Forhåbentlig har overraskelserne for det meste været behagelige.

På samme måde kan det være, at hvis Gud kalder dig til at udføre et tjenestearbejde for Ham, har du måske en grundlæggende forståelse af, hvad Han ønsker, og du vil gerne gøre det. Men mens du udfører tjenesten, opdager du, at du næsten ikke havde nogen anelse om, hvad det ville indebære at udføre den tjeneste, og endda hvordan den ville forandre dig.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Jesus i Matt 13,52, at en skriftklog har både nye og gamle skatte?

Svar: Det var en nådig måde at sige, at de stadig skulle værdsætte den tidligere sandhed, de havde lært, såvel som de nye ting, Jesus sagde. »Skriftkloge« er her ikke en særlig klasse af kristne. I stedet er en skriftklog her en positiv henvisning til enhver troende, der seriøst studerer Skriften.

Spørgsmål: Hvordan ligner vores hjerte et skatkammer i Mattæus 13,52?

Svar: Opbevaringsrummet her (thesauros på græsk) er et sted, hvor vi opbevarer minder, beslutninger, følelser og værdier, som vi anser for vigtige, uanset om Gud ser dem som gode eller vigtige eller ej.

Der står et helt skatkammer, ikke blot en kasse eller en kiste til opbevaring af én genstand i mørket. Et skatkammer kan rumme mange skatte, og de kan ses, ikke blot gemmes væk i en kasse.

To opgaver, som en kristen skal udføre, er a) at identificere og smide de ting ud af vores skatkammer, som Gud ikke ønsker der, og b) at fylde vores skatkammer med de gode ting, som Gud lærer os.

Spørgsmål: Var Jesus i Matt 13:53-58 ikke en profet, fordi »profeti kun kan eksistere i Israel, når landet er beboet af et flertal af verdens jøder«? I Esras tid (ca. 300 f.Kr.), da flertallet af jøderne nægtede at flytte fra Babylon til Israel, ophørte profetien ved de sidste profeters død – Haggaj, Zakarias og Malakias.” (En jøde fremsatte denne indvending)

Svar: Det er forkert af tre grunde:

1) Der er intet vers i Bibelen, der siger det; denne regel er opdigtet.

2) Daniel og Ezekiel var profeter under eksilet. Størstedelen af verdens jøder boede ikke i Palæstina dengang. Faktisk var Daniel og Ezekiel profeter, der boede uden for Israel, selvom Daniel boede i Juda som ung.

3) Vi bør ikke forsøge at fortælle den Almægtige Gud, hvad vi mener, han kan og ikke kan gøre!

Selv hvis man ser bort fra, at mange jøder faktisk boede i Palæstina i Kristi tid (om det var flertallet eller ej, ved jeg ikke), er det ligegyldigt, for den Almægtige Gud kan sende en profet, når Han vil.

Bibelen (både Det Gamle og Det Nye Testamente) nævner en række ting, som Gud ikke gør (at skifte mening i 4. Mosebog 23:19; 1. Samuel 15:29 osv.), men der er kun fire ting i hele Bibelen, hvor der står, at Gud IKKE KAN gøre. (Man skal dog slå op i Det Nye Testamente for at læse disse.) Disse fire ting er: Gud kan ikke fristes til det onde (Jakobsbrevet 1:13), Gud kan ikke lyve (Hebræerbrevet 6:18), Gud kan ikke sværge ved nogen, der er større end Ham selv (Hebræerbrevet 6:13), og Gud kan ikke fornægte sig selv (2. Timoteusbrev 2:13). Bortset fra det vil jeg ikke sige, hvad Gud ikke kan gøre; jeg vil blot slå op i Bibelen for ydmygt at lære, hvad Gud valgte at gøre, og hvad han valgte ikke at gøre.

Spørgsmål: I Mattæus 13:54-58 var Jesu undervisning splittende; hvornår bør vores undervisning så være splittende?

Svar: Jesu undervisning syntes at opdele folk i to lejre: dem, der fulgte ham, og dem, der var stærkt imod ham. Vi ser ingen, der lytter til Jesu budskab og siger: »Ikke dårligt, bare sådan sådan«. Vi bør ikke blot forkynde evangeliet og undervise i Guds sandhed på samme måde, som man måske underviser i matematik eller oldtidshistorie. Vi bør også undervise i evangeliets betydning for deres evige skæbne og i, hvor presserende det er, at de ikke udsætter deres tro. Hvis vi oplever, at vi bliver mindre populære hos nogle, når vi gør det, betyder det blot, at vi gør vores arbejde.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Matt 13,55 have brødre og søstre, når (ifølge den katolske kirke) Maria altid var jomfru?

Svar: Mattæus 1,25 besvarer dette kort og præcist: »Men han [Josef] havde ikke samleje med hende [Maria], før hun fødte en søn. Og han gav ham navnet Jesus.« Maria var altså jomfru, da Jesus blev født, men Maria og Josef fik andre børn bagefter.

Katolikker svarer som regel, at man i mange middelhavskulturer også kan kalde fætre og kusiner for brødre og søstre.

Der er imidlertid intet sted i Bibelen, der lærer, at Maria altid var jomfru. I modsætning hertil er der andre steder, hvor Jesu brødre eller søstre nævnes: Johannes 7:5; Galaterbrevet 1:19; Markus 3:31; Johannes 2:12; og Apostlenes Gerninger 1:14. Det ville være mærkeligt, hvis de kun var fætre og kusiner, og ordet »fætre og kusiner« ikke blev brugt på mindst ét af disse seks steder.

Som en historisk bemærkning er de eneste to steder før Nikæa, hvor Maria kaldes evig jomfru, følgende:

Hippolytus, biskop af Portus (225–235/6 e.Kr.), kaldte Maria for evigt jomfru. »Mod Beron og Helix«, fragment 8, s. 234

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.): »af Gud og evigt jomfruelig, og sandelig, af Maria, Guds Moder«; fragment 5.7, s. 282

Maria blev officielt erklæret for at være »altid jomfru« på Det Andet Koncil i Konstantinopel (553 e.Kr.), kap. 2, s. 312. Samme år udtalte pave Vigilius det samme i sit brev, s. 322.

Spørgsmål: Hvad gjorde en tømrer egentlig i Mattæus 13:55?

Svar: Tømrere byggede huse. De arbejdede altså både med sten og træ. På dette tidspunkt var romerne i gang med at opføre en ny by, primært for ikke-jøder, kaldet Sepphoris, lige nord for Nazaret, så der var sikkert masser af arbejde for tømrere på det tidspunkt. Så da Jesus talte om at bygge på et godt fundament i Lukas 6:49 og 14:29, havde han måske praktisk erfaring med fundamenter.

Spørgsmål: Hvorfor blev en profet ikke æret i sin hjemby i Mattæus 13:55-57?

Svar: Husk, at sidste gang Jesus talte i sin hjemby, ville de kaste ham ud over en klippe. Jesus gav her ikke en befaling eller en profeti, men fremsatte snarere en iagttagelse. Profeter blev ikke højt agtet blandt de mennesker, de var vokset op sammen med. For en, der er vokset op samme sted og har haft mange af de samme oplevelser, kan det være svært at tro, at Gud kan bruge almindelige mennesker på en usædvanlig måde. Desværre er der en vis sandhed i ordsproget om, at »fortrolighed kan avle foragt«. Den græske forfatter Pindar havde et lignende ordsprog om, at berømmelse blegner ved familiens ildsted. (Pindars Odes, Ode 12:3)

Et relateret punkt er, at de syntes mere optaget af en lokal drengs berømmelse og popularitet end af at lytte til, hvad Jesus faktisk havde at sige. Et kendetegn ved den menneskelige natur er, at det alt for let er for folk i almindelighed – os selv inklusive – at fokusere på perifere eller trivielle ting og overse det vigtige hovedpunkt.

Spørgsmål: Hvordan begrænsede folks manglende tro i Mattæus 13:58 Jesu mægtige gerninger?

Svar: Dette vers siger ikke, at den Almægtige Gud var ude af stand til at udføre et mirakel her. Snarere valgte Jesus ikke at udføre mirakler her på grund af deres manglende tro. Det er ikke, fordi Jesus ikke kunne udføre mirakler – trods alt gik Jesus på vandet, oprejste Lazarus, opstod fra de døde osv., uden at nogen troede på, at Jesus ville gøre disse ting. Snarere: Hvorfor skulle Jesus velsigne folk, når de ikke havde noget ønske om at blive velsignet af ham?

Spørgsmål: Hvorfor er Johannes Døberens død placeret netop her i Matthæus 14?

Svar: Selvom det ikke står der, og Matthæus kunne have placeret denne tilbageblik hvor som helst, er grunden måske, at han placerede den her for at antyde, hvorfor Jesus ønskede at trække sig tilbage fra offentligheden på dette tidspunkt. Jesus vidste, at de ville komme for at dræbe ham, og han ønskede at vente, indtil han havde fuldført de andre ting, før han blev korsfæstet. Desuden har Matthæus og Markus fra dette punkt og frem den samme rækkefølge af begivenheder, som findes i begge evangelier.

Spørgsmål: Hvorfor fordømte Johannes Døberen egentlig Herodes Antipas i Matt 14,3-4?

Svar: Først den genealogiske baggrund og derefter svaret.

Baggrund:

Herodes Antipas (= Herodes Tetrarken): søn af Herodes den Store og Malthace, en af hans ti hustruer. Herodes Antipas regerede over Galilæa og Perea under romersk herredømme fra 4 f.Kr. til 39 e.Kr. Han ønskede at blive tiltalt som konge, hvilket bragte ham i konflikt med kejser Caligula.

Aretas IV den nabatæiske: Herodes Antipas var gift med datteren, Phasaelis, af Aretas IV, konge over de nabatæiske arabere i det nuværende Jordan. Det var en politisk landmine at skille sig fra hende og gifte sig med Herodias, men i det mindste boede han sammen med Herodias. Senere udbrød der stridigheder mellem Herodes Antipas og kong Aretas, hvor Aretas sejrede, indtil romerne greb ind.

Filip: søn af Herodes den Store og Mariamne II.

(Filip boede i Rom og bør ikke forveksles med en anden søn af Herodes den Store, nemlig Filip, tetrarken af Iturea og Trachonitis, som nævnes i Lukas 3:1)

Aristobulus: søn af Herodes den Store og Mariamne I.

Herodias: datter af Aristobulus og hans hustru Berenice. Hun lod sig skille fra sin første mand for at være sammen med Herodes Antipas.

Svaret: Herodes Antipas var Herodias’ halvonkel, men det var i orden ifølge 3. Mosebog 18:1-17 og 20:12,14. Det var tilladt at skille sig fra sin hustru i Det Gamle Testamentes tid. Problemet var, at 3. Mosebog 18:16 specifikt forbyder at gifte sig med sin brors hustru, og Herodias var hustru til Filip, broren til Herodes Antipas, og Filip var stadig i live.

Som det udtrykkes i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 670: »Herodias vidste, at ’det eneste sted, hvor hendes vielsesattest sikkert kunne udfærdiges, var på bagsiden af Johannes’ dødsdom’« (fra T.W. Manson, *The Servant Messiah*, s. 40).

Senere, da nabateerne besejrede Herodes’ hær i år 36 e.Kr., skrev Josefus i *Antiquities of the Jews*, bog 18, kap. 119.2, at jøderne anså det for at være en straf fra Gud over Herodes Antipas.

Spørgsmål: Hvorfor er denne grufulde beretning medtaget i Bibelen i Mattæus 14:6-12?

Svar: Nogle gange kan folk have et kunstigt rosenrødt syn på livet på jorden. Livet er undertiden grusomt, når onde mennesker har magten. Her kan vi lære, at selv troende som Johannes Døberen kan lide under uretfærdige konsekvenser i dette liv.

For det andet kan man sammenligne Johannes Døberens mod, da han fordømte herskeren, med Herodes’ fejhed, da han hverken ønskede at løslade Johannes eller henrette ham. Herodes minder lidt om kong Akab, som både var ond og svag.

Efter denne begivenhed ser man en ændring i Jesu tjeneste her. Jesus fokuserede på at undervise disciplene med henblik på tiden efter sin død, og der er ikke nedskrevet noget andet, som Jesus gjorde for at overbevise de jødiske herskere og folket om, at han var Messias.

Spørgsmål: Ville det ikke ødelægge den festlige stemning i Matt 14,6-12 at bringe et afhugget hoved ind?

Svar: Nogle har beskyldt Matthæus og Markus for at lyve, fordi de beretter om dette. Men dette er typisk for det grusomme liv blandt kongelige. For eksempel var Cicero politisk modstander af Marcus Antonius. Da hovedet af taleren Cicero blev bragt til Fulvia, Marcus Antonius’ hustru, spyttede hun på det og gennemborede tungen med en nål. Et andet eksempel er, da Alexander Jannaeus, der både var hasmonæisk konge og ypperstepræst, holdt et offentligt festmåltid med sine konkubiner; han beordrede 800 oprørere korsfæstet, idet han først lod deres hustruer og børn dræbe offentligt.

Spørgsmål: I Mt 14,15 – da det var en ørken, hvorfor var der så græs i vers 19?

Svar: Dette var ikke en tør ørken, men et øde sted. Desuden har Palæstina to årstider: regntiden og tørsæsonen, og dette fandt sandsynligvis sted i regntiden. Regntiden havde ikke monsuner som i Sydøstasien, men Jordanfloden var for bred til at krydse på det tidspunkt, og der ville være masser af grønt græs på steder, der for os ville ligne en ørken i tørsæsonen.

Desuden dækker det græske ord opsios, der oversættes med »aften«, ethvert tidspunkt mellem midt på eftermiddagen og lige efter solnedgang.

Spørgsmål: Hvordan bør kristne i Matt 14,24-32 trodse storme?

Svar: Dette afsnit er lærerigt med hensyn til, hvordan man skal trodse storme, og hvordan man IKKE skal trodse storme.

1. Bliv ikke rædselsslagen, når Gud udfører et uventet værk (14:25-26).

2. Når Jesus siger, at vi skal tage mod til os, skal vi tage mod til os og handle modigt (14:27-28).

3. Vi skal adlyde Jesus i bevidstheden om, at han ikke blot er større end de farer, der omgiver os, men også større end vores frygt, tvivl og svagheder (14:29).

4. Se på Jesus, ikke på vinden og bølgerne eller andre mulige farer (14:30). Farerne er ikke indbildte, men se alligevel på Jesus.

5. Når vi har begået en fejl eller er i tvivl, skal vi råbe til Jesus om at redde os (14:30-32).

6. Når vi er i sikkerhed, må vi ikke glemme at prise Gud (14:33).

Spørgsmål: I Matt 14:25, hvornår var den fjerde nattevagt?

Svar: Mens de gamle hebræere delte natten op i blot tre vagter, delte romerne natten op i fire vagter, og den fjerde vagt var omtrent fra kl. 3 til kl. 6 om morgenen.

Spørgsmål: Hvorfor var Peters tro i Matt 14:29-31 først så stærk og derefter så svag?

Svar: Peter var villig til at adlyde et øjeblik, og Peters tro var i det øjeblik stærk nok til at tro, se på Jesus og stige ud af båden. Men da den tro skulle fortsætte med at gå på vandet, opstod der den vaklen.

Spørgsmål: Var Jesus i Mattæus 15:1-3 imod at vaske hænder?

Svar: Nej. Selvom Jesus ikke var imod hygiejne, var han imod at ophøje håndvask til en religiøs ceremoni. I dag er andre sunde ting, såsom god kost, urter og motion, helt i orden, men også de kan blive afguder, hvis folk tilbeder deres helbred i stedet for Gud.

Spørgsmål: I Mattæus 15:3-6, hvor stammer begrebet qorban/corban (græsk: korban) fra?

Svar: Selve ordet og begrebet om at vie noget til Gud findes i 3. Mosebog 1:2-3, 2:1, 3:1 og 4. Mosebog 7:12-17. Farisæerne tillod imidlertid, at man kunne fraskrive sig ansvaret for at tage sig af sine forældre ved at vie den hjælp, man ellers ville yde sine forældre, til Gud.

Farisæerne havde her forvredne prioriteter. At tillade nogen at vie ting til Gud fik højere prioritet end at gøre, hvad Gud ønskede, hvilket inkluderer at tage sig af sine forældre. Dette kan ske, når folk er mere optaget af at adlyde en tradition end af at adlyde Gud.

Spørgsmål: Hvad er en hykler egentlig i Mattæus 15:7?

Svar: Oprindeligt var dette ikke et negativt udtryk. Det var et græsk udtryk for en skuespiller i et teaterstykke. Alle skuespillere tog masker på og spillede deres rolle i en komedie, en tragedie eller hvad manuskriptet nu krævede på det tidspunkt. Dette er første gang, Jesus kaldte farisæerne og de skriftkloge for hyklere. Jesus bruger udtrykket i en negativ betydning og siger, at folk tager en maske på for at fremstå som hengivne over for Gud, men inderst inde spiller de bare et skuespil.

Q: Hvorfor vælger folk i Matt 15:8 at nærme sig Gud med deres læber, når deres hjerter er fjernt fra ham?

Svar: Folk vender sig mod religionen – og nominelt mod Gud – af alle mulige årsager, og ikke alle er de bedste. Nogle kommer for at få ros fra andre, nogle er med for pengenes skyld, og nogle for at finde en mand eller kone.

Nogle ønsker en karriere, hvor de kan hjælpe andre, og det er deres hovedformål – ikke fordi de elsker Gud. Når det er tilfældet, findes der mange gode velgørenhedsorganisationer, såsom Røde Kors, Peace Corps, Goodwill eller UNICEF. De bør melde sig ind i disse og ikke give et forkert indtryk af, at de elsker Gud, ved at ønske at arbejde gennem en kristen kirke.

Som en sidebemærkning siger Bibelen, at kristne skal hjælpe de fattige, de ugunstigt stillede, forældreløse osv. Det betyder ikke, at vi kun skal give penge til kristne organisationer. Det er også godt at støtte velgørende samfundsorganisationer, der ikke er tilknyttet en religion.

Spørgsmål: I Mattæus 15:9, hvornår er menneskelige traditioner gode, og hvornår er de dårlige?

Svar: Traditioner overfører tidligere trossætninger og meninger til de efterfølgende generationers læresætninger og love. De kan være gode eller dårlige, hvis de tilslører Guds ord. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Ondt: Hvis den tidligere tradition var forkert eller dårlig, bliver der lært og kopieret vildfarelser og måske synder. Bibelen taler om syndige traditioner såsom »Himlens Dronning« i Jeremias 44:17-19.

Tomme: Traditioner er oftere blot værdiløse (Kolossenserne 2:16-19). Hvis man tager dem alvorligt, kan disse traditioner udvande hengivenheden over for Gud. Bibelen taler om tomme og vildledende traditioner i Kolossenserne 2:8 og 1. Timoteus 1:4.

Corban: Selv hvis den tidligere opfattelse eller praksis ikke var i strid med Skriften, har mennesker en tendens til at sidestille menneskelige traditioner med Skriften, og hvad der engang var en menneskelig opfattelse, bliver nu i folks øjne til »Gud siger«, og menneskelig praksis, som måske var meget passende for en bestemt tid og bestemte omstændigheder, bliver angiveligt til »Guds lov« for alle tider og omstændigheder. For nogle mennesker går traditionen endda forud for Guds ord, såsom dem, der praktiserede »Corban« i Markus 7:10-13.

Guds lov: Vi bør følge det, som Gud har befalet, såsom vanddåben og nadveren. Vi bør dog ikke følge det, fordi det er kristen tradition, men fordi Gud ønsker, at vi gør det. Vi bør passe på ikke at hæve symbolet over virkeligheden. Vi skal ikke blot følge regler (Markus 7:6-7), men vi tjener på den nye måde i Ånden, ikke på den gamle måde efter den skrevne lov (Romerne 7:6; 2:29; Kolossenserne 2:14).

Spørgsmål: Hvorfor ophævede Jesus i Mattæus 15:10-20 og Markus 7:15-23 de gamle testamente-bestemmelser om kost her?

Svar: Jesus ophævede ikke Det Gamle Testamentes spiseforskrifter, men han erstattede dem. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning her.

1. Selvom Jesus og hans disciple undertiden brød farisæernes menneskeskabte traditioner, levede de selv i lydighed mod den gammeltestamentlige lov.

2. Selv under Det Gamle Testamente var Gud optaget af deres lydighed, og deres kost var blot én måde – men ikke den eneste måde – hvorpå de kunne vise deres lydighed.

3. Efter at Jesu opstandelse indledte en ny periode, valgte disciplene ikke at spise alle slags kød. En af Guds engle kom ned og påbød den modvillige Peter at spise i Apostlenes Gerninger 10:11-16. Hvem var Peter, at han skulle diskutere med en engel fra himlen?

4. Muslimer bør ikke have noget problem med dette svar, da Muhammed angiveligt gjorde det samme. Han talte om ophævede love (selvom ophævelse er et lidt andet begreb end den Nye Pagt gennem Jesus). Desuden viste han, at muslimer kunne spise kamelkød, og Det Gamle Testamente betragter kamelkød på samme måde som svinekød (3. Mosebog 11:4,7,26; 5. Mosebog 14:7,8).

Spørgsmål: Hvordan kan det i Mattæus 15:11, 17-18 være, at det kun er det, der kommer ud, der besmittet?

Svar: Sammenhængen her fremgår af Mattæus 15:20, hvor farisæerne var optaget af at spise med uvaskede hænder, mens Jesus var optaget af at være ren indvendigt.

Hvis du lavede mad i en gryde, og der langsomt blev hældt væske i og langsomt hældt ud igen, ville du så smage på det, der hældes ind, eller det, der hældes ud, for at se, om indholdet havde den rette temperatur og levede op til kravene? Selvfølgelig skal du smage på det, der hældes ud. På samme måde sagde Jesus, at man ikke skal hænge sig for meget i kosten, for det er det, der kommer ud af dig, der kan gøre dig uren.

Spørgsmål: I Matt 15,12, ville det ikke være mærkeligt, at nogle af farisæerne tog ud fra Jerusalem for at finde Jesus blot for at spørge ham om hans holdning til personlig hygiejne?

Svar: Det var ikke det, det handlede om. Spørgsmålet var blot et påskud for at forsøge at fange Jesus i en fælde. Spørgsmålet drejede sig ikke om personlig hygiejne; de havde ingen bakterieteori om sygdomme. Det handlede snarere om deres tilføjelser til reglerne om rituelle renselser. De så Jesus som en trussel mod deres førende rolle i at fortælle folk, hvad Guds vilje for dem var.

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus i Matt 15,12 ikke bekymret for at såre farisæernes følelser?

Svar: Jesus var klar over det, men han var mere interesseret i at få sandheden frem end i, hvad farisæerne tænkte. Men ud over det var Jesus faktisk bekymret; han ønskede, at de skulle føle sig dårligt tilpas. Især i Matthæus 23 irettesatte Jesus dem kraftigt af to forskellige grunde. Da de hørte irettesættelsen, ville nogle måske stoppe op, tænke over Jesu ord og omvende sig. For det andet ville folkemængden, uanset farisæernes omvendelse, høre det og indse, at de ikke skulle stole på de farisæere, der afviste Jesus.

Spørgsmål: Hvorfor tillader Gud i Mattæus 15,14 nogle gange, at blinde ledes af blinde?

Svar: Som en person sagde: »Ingen er så blind som dem, der nægter at se.« Gud tillader, at mennesker går, hvor de vil. Et bedre spørgsmål er: Hvorfor tillader de blinde – eller foretrækker endda – at lade sig lede af blinde?

Spørgsmål: Hvorfor tog Jesus til Tyrus og Sidon i Mt 15,21-29 og Mk 7,24?

A: Ved første øjekast ser disse ikke-jødiske byer ud til at ligge langt uden for Jesu rute. De efterfølgende vers viser imidlertid, at han skulle uddrive en dæmon (Markus 7:29), og at mange mennesker fra den fønikiske kyst lyttede til Jesus. Tyrus lå ved kysten ca. 35 miles (56 km) fra Galilæasøen, og Sidon lå også ved kysten 25 miles (40 km) fra Tyrus og 60 miles (96 km) nord-nordvest for Galilæasøen.

Spørgsmål: I Matt 15:21-28, da »kvinden fra Kana’an« bad Jesus om at vise hende barmhjertighed, sagde Jesus: »Jeg er kun udsendt til de fortabte får af Israels hus«. Hvorfor finder vi det kun i Matthæus? Og hvad med Jesu befaling til sine disciple: »Gå ikke ud til hedningerne, og gå ikke ind i nogen samaritansk by, men gå hellere til de fortabte får af Israels hus« (Mt 10,5-6)? Er disse to udtalelser fra Jesus virkelig ægte, selvom de strider mod hans budskab om universel frelse? Eller er de en opdigtelse eller et påfund fra de tidlige kirkesamfund?

Svar: Nej, der er ingen grund til at tvivle på Gud og tro, at Gud tillod, at hans ord blev »erstattet« med opdigtede historier eller konstruktioner fra de tidlige menigheder. Disse to ting passer faktisk tydeligt ind i Jesu tjeneste. Før hans korsfæstelse fik det jødiske folk muligheden for at tage imod deres Messias og bane vejen for alle hedningerne. Selv i Paulus’ tjeneste gik Paulus først til den jødiske synagoge og derefter til hedningerne.

Men hvis man ser på et kort, ligger området omkring Tyrus og Sidon langt uden for Israels land. Jesus gik altså langt ud af sin vej for at besøge den kanaanitiske (eller syro-fønikiske) kvinde. Ved at besøge kvinden viste Jesus altså, at hans budskab også var rettet mod ikke-jøder.

Spørgsmål: I Matt 15,21-22 og i evangelierne generelt ser vi, at Jesus lover alle mennesker frelse uden nogen form for differentiering eller diskrimination mellem dem, uanset om de var jøder, nationer eller hedninger, men i Matthæus ser vi, at fokus er på jøderne, når det gælder frelse. Hvad mener du?

Svar: Se på tidsforløbet. Der er tre punkter, man skal være opmærksom på.

1) I alle evangelierne, ikke kun i Matthæus, prædikede Jesus før korsfæstelsen primært til jøderne for at give det jødiske folk mulighed for at tage imod Messias.

2) Efter Jesu opstandelse skulle evangeliet forkyndes for alle jøder og ikke-jøder. Den rækkefølge, Jesus gav i Apostlenes Gerninger 1:8, var »Jerusalem, derefter hele Judæa (hvor jøderne var), derefter Samaria (halvjøder) og derefter til jordens ende.«

3) Men selvom ikke-jøderne og samaritanerne ikke var de primære grupper, der skulle nås før korsfæstelsen, delte Jesus alligevel budskabet med dem, når han mødte dem. For eksempel ikke kun kvinden fra Tyrus og Sidon (Markus 7:24-30), men også den besatte mand fra Gerasa på den østlige (ikke-jødiske, svineopdrættende) side af Galilæasøen i Markus 5:1-20. Jesus bespiste 5.000 på den jødiske (vestlige) side af Galilæasøen i Matthæus 14:13-21; Markus 6:30-44; Lukas 9:10-17; Johannes 6:8-12, og Jesus gav endnu en gang mad til 4.000 på den ikke-jødiske (østlige) side af Galilæasøen i Matthæus 15:32-38 og Markus 8:2-9.

Men nu skal vi dele evangeliet med alle, uanset om de er jøder, arabere, europæere, asiater eller nogen andre.

Spørgsmål: Sagde Jesus i Mattæus 15:21-22, i forbindelse med den kanaanæiske kvinde, tilsyneladende, at de kun skulle elske jøder og dem, der tilbad Gud på den godkendte måde? (Muslimen Ahmad Deedat bringer også dette op.)

Svar: Nej, det er svært at fastholde, da Jesus gik langt ud af sin vej for at tage til området omkring Tyrus og Sidon.

Jesus blev først sendt til Israels fortabte får, men han krydsede senere Galilæasøen (flere gange). Betydningen af dette er, at der hovedsageligt boede jøder på den vestlige side af Galilæasøen, mens ikke-jøder, herunder hedenske svinehyrder, boede på den østlige side. Allerede før dette tilbad samaritanerne imidlertid ikke Gud på den godkendte måde, og Jesus talte med den samaritanske kvinde tidligt i sin tjeneste.

Spørgsmål: I Matt 15:24 – var Jesus kun for jøderne og ikke for alle?

Svar: Nej. Jesus gik først til Israels får, men han sagde også i Johannes 10:16, at han havde andre får, som ikke var af denne hjord. Jesus begav sig langt uden for Israel, til området omkring Tyrus og Sidon, da han talte ordene i Mattæus 15:24, for at besøge en syro-fønikisk kvinde. Desuden troede mange samaritanere på Jesus i Johannes 4:39-42. Senere forkyndte Jesus for og gav mad til disse ikke-jøder på den østlige bred af Galilæasøen. Senere sagde Jesus, at han ville trække alle mennesker til sig i Johannes 12:32. Den måde, hvorpå Jesus oprindeligt først forkyndte for jøderne, blev også fulgt af Paulus, som generelt først forkyndte Guds ord for jøderne og derefter for hedningerne.

Spørgsmål: Var Jesus i Mattæus 15:24-26 racistisk, fordi han sammenlignede den kanaanæiske (syro-fønikiske) kvinde med hunde? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane)

Svar: Lad os stille et modspørgsmål. Hvor var Jesus, da han sagde, at han kun var sendt til de fortabte får fra Israels hus? Svaret er, at han havde forladt Israel og vandret over 30 miles (i luftlinje) over eller rundt om bjergene for at rejse til Tyrus, som ikke var og aldrig havde været en israelitisk by. Jesus tog derhen for at tale med – ikke en jødisk kvinde, der boede uden for Israel, men med en kvinde, der tydeligt blev identificeret som ikke-jøde. Men da han havde gjort sig den ekstra ulejlighed (eller faktisk 30 miles), ønskede Jesus, at hun skulle være sikker på, at hun ikke troede, hun fik noget, hun havde ret til, men noget ud af nåde. Forresten har det græske ord for »hund« her i Mattæus 15:26 betydningen »hvalp« eller »skødehund« og ikke vildhund.

Spørgsmål: Hvad sagde Jesus og den syro-fønikiske kvinde egentlig i Matt 15:21-29 og Mark 7:27-29?

Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Efter at Jesus var rejst til den fønikiske kyst, bad kvinden Jesus om én ting: at drive dæmonen ud af hendes datter. Bemærk, at der ikke var noget, der tydede på, at denne etniske syro-fønikiske kvinde, der blev kaldt en græker, var konverteret til jødedommen eller overhovedet troede på den sande Gud.

2. Efter at Jesus havde vandret hele denne vej, miles uden for Israel, meddelte Jesus hende uden omsvøb, at Guds budskab kom gennem jøderne, som skulle helbredes først (Markus 7:27). Med andre ord ville Jesus ikke imødekomme hendes anmodning, uden at hun forpligtede sig til at tro på Guds budskab, som det var blevet overbragt til jøderne.

3. Hun indvilligede ydmygt i at komme til Jesus på hans betingelser, ikke på nogen andre betingelser. Også vi har brug for at have tro på Guds nåde.

4. Selvom både ikke-jøder og hunde ikke blev anset for meget af jøderne, brugte Jesus ikke det sædvanlige ord for hund her. Dette ord oversættes bedre som »hundehvalp« eller »hvalp«. Romerne og grækerne satte derimod stor pris på hunde. Jesus brugte en »dobbeltbetydning« – jødernes ringe agtelse kombineret med hedningernes høje agtelse og kærlighed – ved at sammenligne hende med et kærligt kæledyr. Jesus gjorde dog stadig klart, at hans budskab først og fremmest var rettet til jøderne. Hvis Gud i høj grad har velsignet en anden og ikke os, bør vi alligevel glæde os over de velsignelser, Gud har givet os.

Sammenfattende illustrerer Jesu lange vandring, kombineret med hans kortfattede ord, på smuk vis det paradoks, at Jesus vil tilbagelægge store afstande for at nå os, men at vi skal komme til ham uden stolthed på hans vilkår, ikke vores.

Spørgsmål: Henviser disse »Israels fortabte får« i Matt 15:24 til mennesker, der angiveligt vandrede fra Israel til Amerika omkring eksilets tid, som mormonen Joseph Fielding Smith lærer i *Doctrines of Salvation* (1975), bind 3, s. 214?

Svar: Nej. Den fortolkning var fuldstændig ukendt for både jøder og kristne. Jesus talte ikke om mennesker, der var geografisk fortabte, men om dem, der var åndeligt fortabte. Jesus var en frelser, ikke et GPS-system. Jesus sagde til sine disciple: »Gå hellere til Israels fortabte får …« (Mattæus 10:6-7), og det opfyldte de i de følgende dage ved at rejse gennem Israel – ikke ved at stige om bord på et fly og flyve til Amerika.

Spørgsmål: Hvorfor var det i Mattæus 16:1,4 forkert at bede Jesus om et tegn fra himlen?

Svar: For disciplene må det have virket mærkeligt, at farisæerne og saddukæerne bad om et tegn, lige efter at Jesus havde udført alle disse mirakler, hvoraf mange fandt sted i farisæernes og saddukæernes nærvær. Tilsyneladende forsøgte de at sige, at alle de tidligere tegn og mirakler ikke var gode nok, men at endnu ét måske kunne leve op til deres standard. Det græske ord for »prøve« her – i den forstand, at de ønskede at sætte Jesus på prøve – er det samme ord, som Mattæus 4:1 bruger om Satans fristelse af Jesus. Jesu mirakler havde allerede hjulpet de lamme, blinde og besatte, og farisæerne bad om et tegn fra himlen, som ikke ville hjælpe nogen. Jesus nægtede at udføre et mirakel på deres forlangende.

Spørgsmål: Hvad har cyklusen mellem aften og morgen i Matt 16,2-4 at gøre med tidens tegn?

Svar: Den forudsigelige cyklus af dag og nat er en meget enkel sandhed, som selv børn kan observere. Jesus siger, at der også findes andre cyklusser, såsom tegnene på hans genkomst, efterfulgt af selve hans genkomst. Jesus vil komme en anden gang, og mange af de tegn, der gik forud for den første genkomst, vil også være til stede før den anden genkomst. Jesus sagde ikke her, at farisæerne og saddukæerne var blinde, eller at de ikke var intelligente. Faktisk roste han dem for, at de kunne aflæse vejret og lægge to og to sammen for at lave en vejrudsigt. Men disse samme mennesker kunne ikke lægge to og to sammen åndeligt med tidens tegn. Enten kunne de ikke, eller også ville de måske bare ikke.

Spørgsmål: I Matt 16,3-4, hvilke andre situationer er der, hvor man kan se alle fakta og detaljer, men alligevel være blind for betydningen og konklusionerne?

Svar: Et eksempel er, at trods de hyppige oprør, befolkningens utilfredshed med de romerske herskere og kejsernes hjerteløshed havde saddukæerne og farisæerne stadig ingen anelse om, at enden på Judæa, som de kendte det, var nær. I år 70 e.Kr. blev hele Jerusalems befolkning dræbt eller gjort til slaver. Inden for femten år derefter var saddukæerne udryddet.

Et andet eksempel er den store tsunami ud for Sumatras vestkyst. Da havvandet trak sig tilbage, forstod mange dyr ikke, hvad der foregik, og de flygtede ind i landet. Men nogle turister, som burde være klogere end dyrene, stod derude med kameraer og tog billeder af det tilbagetrækkende hav.

Under orkanen af kategori 5 i Florida havde en mand to dyre biler, der tilsammen var 500.000 amerikanske dollars værd. Han havde en uge til at evakuere bilerne, men lod dem i stedet blot stå i en garage. Garagen blev ødelagt, bilerne blev væltet og ødelagt.

Et spørgsmål, vi bør stille os selv, er dette: Hvis en anden observerede vores liv, måske 30 år senere, hvad ville de så blive overraskede over at opdage, at vi kunne se alle tegnene på, men ikke havde den mindste anelse om, at det ville ske? Dette kan være fysisk (kost, manglende motion), relationelt (hvordan vi behandler vores ægtefælle) eller åndeligt (hvor let vi tager nogle af de ansvar, Gud har givet os).

Spørgsmål: Hvad var egentlig tegnet på profeten Jona i Mattæus 16:4?

Svar: Pointen var, at der ikke var noget mirakuløst tegn bortset fra denne gudfrygtige mands vidnesbyrd.

Spørgsmål: Hvad var betydningen af de fem brød og de 5.000 samt de syv brød og de 4.000 i Matt 16,7-11 og Mark 6,52?

Svar: Der er fire punkter, man skal overveje i svaret.

Jesus er livets brød. Da han kunne mætte så mange, behøver de ikke bekymre sig om, hvorvidt de tog nogle brød med eller ej.

Generelt har Jesus taget sig af dem, og de bør ikke frygte, at Gud ikke vil være i stand til eller villig til at tage sig af dem i fremtiden.

Den samme lektion undervises igen, da Markus fortæller, at disciplene ikke forstod pointen med bespisningen første gang.

Der kan være to budskaber her: det ene er, at Gud mætter jøderne, og det andet, at Gud mætter hedningerne.

Mange fattige mennesker bekymrede sig om, hvordan de skulle skaffe mad hver dag. Hvis en fisker, der arbejdede seks dage om ugen, en dag ikke fangede nogen fisk, ville der ikke være nogen indtægt den dag. Men selv efter at de havde set Jesus bespise de 5.000 og derefter de 4.000, var de stadig bekymrede for, om de havde nok mad. Nogle gange spiller gamle vaner og mønstre, såsom knaphed eller smerte, stadig i vores hoveder, selv når tiderne er anderledes. Dette viser en manglende tillid til, at tingene er anderledes med Jesus, og at Gud kan ændre tingene. »Lidt er meget, hvis Gud er med i det«.

Spørgsmål: Hvad siger Jesus i Matt 16,7-11 og Mark 8,19-20 er betydningen af disse tal?

Svar: Nogle ser måske en mystisk betydning i de fem brød, de 5.000 og de fem lovbøger for jøderne ved den første bespisning, og de 7 brød (et perfekt tal) og de 4.000 (hvor 4 måske repræsenterer jordens fire hjørner) ved den anden bespisning, der primært var for ikke-jøder.

Der er dog en langt enklere forklaring. Hos Jesus kan et meget lille antal brød mætte et meget stort antal mennesker.

Q: Hvorfor sagde Jesus i Matt 16:8, at de havde ringe tro her?

Svar: De var ikke bekymrede for deres mad på grund af deres begrænsede viden, i betragtning af alt det, de så. De var snarere fokuserede på deres kortsigtede problemer og mistede synet af, hvad Gud kan gøre.

Nogle gange kan kristne i dag være bekymrede, ikke fordi de ikke har lært nok, men fordi de er så koncentrerede om deres problemer, at de mister fokus på Gud.

Spørgsmål: Hvordan kan farisæernes og saddukæernes lære i Mattæus 16,11-12 sammenlignes med gær i brød?

Svar: Det kan være en meget lille tilsætning, men alligevel have stor indflydelse på hele brødet. På samme måde kan visse lærdomme være en lille tilsætning, men have en stor negativ indflydelse.

Utvivlsomt lærte farisæerne og saddukæerne nogle gode ting; begge troede for eksempel på, at der kun er én Gud, og at Han skabte alle ting. Men den dårlige del kunne gennemsyre deres lære i en sådan grad, at Jesus ikke sagde: »Skil det gode fra det dårlige, tag det gode og lad det dårlige være.« Tværtimod var selv den lille »gær« i deres lære af en sådan art, at Jesus sagde, man skulle holde sig helt væk fra dem.

Saddukæerne havde en vis sandhed, fordi de accepterede Toraen. Men den, der lærte af saddukæerne, ville have en tendens til at tvivle på Guds ord, fordi saddukæerne benægtede resten af Det Gamle Testamente, og ifølge Apostlenes Gerninger 23:8 benægtede de opstandelsen, engle og ånder.

Spørgsmål: Tyder Matt 16,11-12 på et sent forfatterskab, da forfatteren ikke kunne skelne mellem farisæerne og saddukæerne?

Svar: I modsætning til, hvad nogle liberale kritikere hævder, er det slet ikke tilfældet. Saddukæerne forsvandt som gruppe inden for 15 år efter, at romerne ødelagde Jerusalem i år 70 e.Kr. En forfatter ville sandsynligvis kun henvise til saddukæerne, hvis han var bekendt med begivenhederne forud for dette tidspunkt. Hvis Matthæus aldrig havde henvist til saddukæerne, ville det faktisk være et tegn på et sent forfatterskab, hvis han ikke nævnte dem. Selvom vi i al litteraturen kun har højst et par sider, der beskriver saddukæerne, ville Matthæus være bekendt med dem og vide, om de gik sammen med farisæerne mod Jesus – lidt ligesom i meget senere tider, da romerne og visigoterne gik sammen mod hunnerne, eller da katolikker og protestanter gik sammen mod den tyrkiske hær. Matthæus skriver også om dem i Matthæus 3:7; 16:1,6,11,12. At sige, at man skal tage sig i agt for to gruppers lære, betyder ikke, at forfatteren ikke var i stand til at skelne mellem de to grupper. Politisk set bør vi i dag tage os i agt for læren fra den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj. Men det betyder ikke, at de er ens.

Spørgsmål: Hvorfor ville Jesus i Mattæus 16:13-14 og Markus 8:27-29 vide, hvem andre sagde, at han var?

Svar: Jesus gad ikke spørge, hvem farisæerne og saddukæerne mente, at han var; det gav ingen mening. I stedet spurgte Jesus, hvem folket i skaren mente, at han var. Det sted, hvor han spurgte disciplene, var Cæsarea Filippi, en by beliggende nord for Galilæa i det nuværende Syrien på en slette lige syd for Hermonbjerget, ca. 25 miles nord for Galilæasøen og 5 miles øst for Jordanfloden. Der var to byer ved navn Cæsarea, og denne lå i det område, der blev regeret af Herodes Filip, broren til Herodes Antipas. Denne Cæsarea havde et religiøst tempel til ære for den afdøde romerske kejser Cæsar Augustus. Hvis folket der ærede Augustus, en almindelig mand, der ikke udførte mirakler, som en gud, hvad sagde folk så om Jesus? Dette kaldes den sokratiske undervisningsmetode, hvor man stiller spørgsmål. Det er ofte nyttigt at stille et spørgsmål, som man allerede kender svaret på. Det kan afsløre, hvad den, der svarer, tænker, og endda hjælpe vedkommende med at strukturere sine tanker. Da Jesus spurgte: »Hvem siger I, at jeg er?«, er »I« i flertal, så Jesus spurgte alle disciplene samlet. Vi ved dog kun, at Peter svarede.

Spørgsmål: Hvordan kunne Peter i Matt 16,16-17 vide dette udelukkende ved Helligånden?

Svar: Tilsyneladende havde Peter endnu ikke hørt Jesus udtrykkeligt hævde dette. Peter sagde ikke: »Jeg tror …« eller »Jeg håber …«, men Peter vidste det med sikkerhed. Desuden ville det være én ting, hvis nogen fortalte Peter denne påstand, og en anden, hvis Peter selv troede på den.

Spørgsmål: Hvad kan romersk-katolikker og protestanter blive enige om i verset i Mattæus 16,18?

Svar: Der er syv punkter, som katolikker og protestanter alle burde kunne være enige om.

1) Peter er den klippe, som kirken er bygget på. Kirken er helt sikkert bygget på denne apostels »klippe«; trods alt er kirken bygget på fundamentet af alle apostlene og profeterne ifølge Efeserbrevet 2:20a. Peter er et hovedfundament for kirken, men han er ikke det eneste hovedfundament, da Åbenbaringen 21:14 siger, at der er tolv fundamenter for byen Det Nye Jerusalem, og de repræsenterer Jesu tolv apostle.

2) Der er ingen efterfølgere til Peter her. Mattæus 16:16-18 siger intet om nogen efterfølgere til Peter. Faktisk siger intet bibelvers noget om efterfølgere til Peter.

3) Jesus, ikke Peter, er hjørnestenen. Peter er ikke en vigtigere »klippe« end Jesus selv, hjørnestenen, som det fremgår af Efeserbrevet 2:20b. Ligesom en klippe, der er fast placeret oven på en anden, fortalte Peter os selv, at klippen eller hjørnestenen er Jesus i Apostlenes Gerninger 4:10-11 og 1. Petersbrev 2:6-7, ligesom Paulus gør det i 1. Korintherbrev 10:4. Peter skrev aldrig, at han selv var en »klippe« eller hjørnesten, men Paulus sagde i Efeserbrevet 2:20, at alle apostlene var fundamentet, selvom Kristus var hjørnestenen. Men selvom Jesus er hjørnestenen, taler Jesus her i Matthæus 16:16-18 ikke om sig selv som klippen.

4) Peter var ikke fejlfri i det, han sagde eller gjorde, hverken før opstandelsen (Mattæus 16:22-23) eller efter (Galaterbrevet 2:11-14).

5) Ikke desto mindre talte Peter med autoritet som apostel (1. Petersbrev 1:1 og Apostlenes Gerninger 1:15-22), og vi skal anerkende hans lære som sådan. Ligesom de første kristne skal vi hengive os til apostlenes lære i Apostlenes Gerninger 2:42.

6) Peter fik nøglerne til himmelriget, til at binde og løse, i Mattæus 16:19. Faktisk fik alle apostlene og menigheden den samme magt til at binde og løse i Mattæus 18:18.

7) Ingen kristen lære kan være mere grundlæggende end den bekendelse, Peter afgav her. Hvis en person ikke anerkender, at Jesus er den lovede Messias, den levende Guds Søn, og hvis vedkommende ikke anerkender, at Jesus døde for vores synder og opstod fra de døde (1. Korintherbrev 15:1-11), så er vedkommendes tro forgæves og vil ikke føre vedkommende til himlen.

Spørgsmål: Hvad eller hvem er klippen her i Mattæus 16:18?

A: Mange overser, at Peter i Matthæus 16 forbindes med en »klippe« ikke blot én gang, men to gange. I Matthæus 16:18 forbindes Peter med en »god« klippe, en grundsten. I Matthæus 16:23 forbindes Peter med en »dårlig« klippe (en »forargelse« i nogle oversættelser), men bogstaveligt talt en snublesten. Hvordan kan Peter være begge dele? – Det er metaforer. Der er to hovedopfattelser, og begge kan være sande.

Klippen er Peters bekendelse af Kristus. Der var ikke ét, men to forskellige græske ord for klippe her. Simon blev kaldt Peter, »klippen«, fordi han som den første afgav bekendelsen om, at Jesus er Kristus. Jesus talte til Peter i anden person, »du«, men »denne klippe« er i tredje person. Jesus og disciplene, der kom fra Galilæa, talte højst sandsynligt græsk. Uanset en kristens fortolkning af netop dette vers viser 1. Johannesbrev 4:1-3 og 2. Johannesbrev 7-10, at enhver, der ikke anerkender, at Jesus er kommet i kødet, ikke bør accepteres eller bydes velkommen. 1 Korintherbrevet 15:1-4 viser, at enhver, der ikke tror på, at Jesus døde for vores synder og fysisk opstod fra de døde, tror forgæves. 1 Korintherbrevet 12:3 lærer, at ingen siger, at Jesus er Herre, undtagen ved Helligånden. I praksis er kirken bygget på bekendelsen af Jesus Kristus.

Klippen er Peter selv. Jesus og disciplene kendte utvivlsomt aramæisk, og derfor kan Jesus have talt aramæisk her. De to ord er forskellige på græsk, fordi det ene er et feminint, og det andet et maskulint personnavn. Aramæisk har imidlertid ikke maskuline, feminine og neutrale endelser. Desuden siger Papias, en discipel af apostlen Johannes, at Matthæusevangeliet først blev skrevet på hebraisk [måske menes aramæisk] og senere oversat til græsk. På aramæisk ville det samme ord, kepha, blive brugt. Katolikker er generelt af den opfattelse, at klippen her er Peter, da de mener, at det understøtter, at kirken er grundlagt på Peter. Derefter tilføjer de, at Peter overførte pavemagten til sine efterfølgere. Selvom der ikke er noget, der tyder på denne sidste del i Bibelen, er der ikke noget problem i, at også protestanter fortolker Peter som klippen her. Uanset hvordan en kristen fortolker dette vers, er gode fundamenter bygget af klippe, og alle apostlene og profeterne udgør kirkens fundament i Efeserbrevet 2:20. I praksis er kirken bygget på Bibelen, som er apostlenes og profeternes lære.

Da Peter forbindes med to slags klipper, vil en ikke-romersk-katolik let kunne se, at begge aspekter er sande og vigtige. Peter er en grundsten i kirken, og den nye opfattelse, at paver er Peters efterfølgere, har været en anstødssten for romersk-katolikker.

Spørgsmål: Hvad siger Mattæus 16,18 ikke?

Svar: Der er mindst otte vigtige ting, som det IKKE siger.

1. Det siger ikke, at hjørnestenen, som kirken blev bygget på, var Peter. Hvis det gjorde det, ville det være i modstrid med, at Kristus er hjørnestenen i Efeserbrevet 2:20b.

2. Det udelukker ikke, at Peter og de andre apostle er den klippe, som kirken er bygget på. Hvis det gjorde det, ville det være i modstrid med, at kirken er bygget på apostlenes og profeternes fundament (klipper) i Efeserbrevet 2:20a, og det ville stride mod Åbenbaringen 21:14.

3. Det antyder ikke, at Peter havde nogen efterfølgere som apostel, og det nævner heller ikke en pave. Faktisk var der selv ved koncilet i Nicæa fire hovedkirker, der blev anerkendt: Jerusalem, Konstantinopel, Rom og Alexandria.

4. Selvom der står, at helvedes porte ikke skal sejre over kirken, står der ikke, at Satan ikke ville lykkes med at indføre korruption i kirken. Faktisk blev pave Formosus efter sin død stillet for retten for kætteri af den efterfølgende pave og dømt. Disse paver blev stillet for retten:

a) Paverne Zephyrinus og Callistus I, der var anklaget for sabellianisk kætteri

b) Stefan VI (896-897) og ligsynoden. Man skar fingrene af pave Formosus’ lig. Han blev senere myrdet.

c) Celestin V (1294–1296). Næsten alle hans officielle handlinger blev annulleret af hans efterfølger, den hensynsløse Bonifatius VIII. Celestin blev myrdet efter sin fratrædelse. Bonifatius beordrede et korstog mod Colonna-familien.

d) Bonifatius VIII (1294–1303) var involveret i mange krige. Han forfattede Unam Sanctam. Han døde af »bedrøvelse« kort efter sin fængsling.

e) Benedikt XI (1303–1304) ophævede Bonifatius VIII’s pavelig bulle Unam Sanctam fra 1302.

f) Clemens V (1305–1314) stillede Bonifatius VIII for retten for kætteri og sodomi.

g) 1328: Kejser Ludvig IV af Bayern afsætter pave Johannes XXII for kætteri

h) 1328 – Marsilius af Padua, senere ærkebiskop af Milano, forfølger katolske gejstlige, der var loyale over for Johannes XXII

5. Det lover ikke, at en række af romerske biskopper ville være ubrudt. En pave tilhørte den gruppe, der myrdede den forrige pave. Hvis det ikke bryder den pavelige arvefølge, så er den pavelige arvefølge meningsløs.

De følgende tre punkter er ifølge den romersk-katolske Karl Keating.

6. Den forkerte person ville ikke blive pave. »The Francis Feud«, s. 82–83. Læs om Alexander VI, Bonifatius VIII, Julius II, der angreb byer i Italien, eller Benedikt IX, der solgte pavestolen.

7. Dårlige eksempler: voldelige, onde, umoralske og nepotistiske mænd ville ikke lede som pave

8. Paverne svigtede i at støtte den korrekte lære. »Catholicism and Fundamentalism«, s. 227

Spørgsmål: Sagde Jesus i Mattæus 16:18 i bund og grund, at Peter var den første pave, som den katolske kirke hævder?

Svar: Dette blev først brugt til at understøtte pavens arvefølge af pave Damasus i år 382 e.Kr. Som Dave Hunt skriver i *A Woman Rides the Beast*, s. 101: »Et af de tidligste eksempler på flere paver opstod ved den samtidige valg af paverne Ursinus og Damasus af rivaliserende fraktioner. Den førstnævntes tilhængere formåede efter megen vold at indsætte ham som pave. Senere, efter en blodig tre dages kamp, gik Damasus, med kejserens opbakning, sejrrigt ud af striden og fortsatte som Kristi stedfortræder i 18 år (366-384). Så blev den ’apostoliske succession’ via en ’ubrudt linje fra Peter’ gennemført ved hjælp af væbnet magt? Virkelig?”

Fra samme bog, s. 135–136, siger biskop Joseph Hefele af Rottenburg: »’Men i alle disse dokumenter [kirkens historie og lære] har jeg aldrig set læren [om pavelig ufejlbarlighed fra en troværdig kilde].’… Von Döllinger, en af datidens store autoriteter inden for kirkehistorie, var fuldstændig enig med Hefele. Hans bog (forbudt af Rom) advarede mod Pius IX’ forestående forsøg på at gennemtvinge dogmet om ufejlbarlighed og mindede de biskopper, der skulle samles for at drøfte denne afgørende beslutning, om: ’Ingen af de gamle trosbekendelser, ingen katekismus, ingen af de patristiske skrifter, der er forfattet til folkets undervisning, indeholder et eneste ord om paven, endsige nogen antydning af, at al sikkerhed i tro og lære afhænger af ham.’”

Augustin af Hippo (388-430 e.Kr.) sagde: »På denne klippe, sagde Han [Jesus] derfor, som du har bekendt, vil jeg bygge min kirke. For klippen (petra) er Kristus; og på dette fundament blev Peter selv bygget.« Derefter citerer Augustin 1 Korintherbrev 3:11 og siger, at kirken symbolsk set er i Peter, klippen. (Om Johannesevangeliet, traktat 124, kap. 21.5, bind 7, s. 450.)

Spørgsmål: Hvordan var »klippen« i Mattæus 16:18 det mest betydningsfulde ordspil i hele historien?

Svar: Nogen har sagt: »Det var det mest indflydelsesrige ordspil i hele historien.« I en vis forstand er denne bemærkning korrekt, da disse ord i århundreder blev brugt til at støtte paverne.

Men selvom alle bør være enige om, at Jesus havde til hensigt, at Peter og de andre apostle skulle have den højeste autoritet på jorden over kirken, sagde Jesus aldrig noget om påståede efterfølgere. Det var altså ikke selve ordene, men den uberettigede udvidelse af dem til at omfatte paverne, der gjorde dem til det mest indflydelsesrige ordspil i hele historien.

Men hvis Jesus talte aramæisk, var »kephas/cephas« (massiv klippe) ikke et almindeligt fornavn, og det fungerer ikke som et ordspil her.

Forresten har en læser påpeget, at ordspillet måske var på hebraisk og IKKE på græsk. På hebraisk kunne det have været »sten« (eben) og »jeg vil bygge« (ebneh). George Howard henviser for eksempel til en hebraisk afhandling fra det 14. århundrede skrevet af en rabbiner ved navn Shem-Tob Ben Shaprut, hvis hebraiske tekst lyder: »Du er en sten (eben), og på dig vil jeg bygge (ebneh) mit bederhus.« Sewww.jerusalemperspective.com/Default.aspx?tabid=27&ArticleID=1859 for mere information.

Spørgsmål: Er navnet Peter i Mt 16,18 blevet fundet i Qumran blandt Dødehavsrullerne?

Svar: Nej. Der var en rapport i en oversættelse af en transskription af John Allegro i det, der nu kaldes skriftrullen 4Q432. Martin Abegg fra Trinity Western University skriver imidlertid i en e-mail, at det ikke findes i 4Q432.

Spørgsmål: Hvilke tre komplementære ting kunne dette vers i Mattæus 16:18 betyde om Hades' porte?

Svar: Der er tre forskellige sammenhænge her, og i alle tre tilfælde vil Hades’ porte ikke overvinde kirken.

Ved opstandelsen, da Kristus opstod, tog han de gamle testaments hellige med sig til himlen, som det fremgår af Efeserbrevet 4:8-10.

Her på jorden kan dødsrigets porte ikke standse udbredelsen af Guds rige.

Ved bortrykkelsen vil Guds folk blive oprejst, og deres legemer vil ikke forblive i graven.

Spørgsmål: Hvad menes der med at »binde og løse« i Mattæus 16:19?

Svar: Forestil dig, at nutidens kristne skulle forsøge at skelne mellem sekterister og vildledte kristne samt mellem mærkelig lære og gudfrygtig lære, hvis de ikke havde Det Nye Testamente. Sådan var situationen i den tidlige kirke. Gud gav apostlene evnen til at skelne og autoriteten til at erklære, hvad der var god lære. Den autoritet til at binde og løse, som Peter fik i Mattæus 16,19, gives til hele kirken i Mattæus 18,18. Noget, der ligner dette at binde og løse, nemlig at synder tilgives eller fastholdes, er givet af Jesus til alle apostlene i Johannes 20:23. På en måde gør apostlene dette i dag, i skriftlig form, gennem Det Nye Testamente. Men før vi havde Det Nye Testamente nedskrevet, var det meget vigtigt, at de gjorde det direkte.

Nogle siger, at det ikke var for at afgøre skyld eller uskyld, men for at bekendtgøre det, ligesom Peter bekendtgjorde, at Ananias og Saffira var skyldige i at have løjet over for Helligånden i Apostlenes Gerninger 5:1-10.

Andre siger, at udtrykkene »at binde« og »at løse« var velkendte udtryk fra den rabbinske jødedom. Disse udtryk betød at træffe afgørelser om at tillade eller forbyde forskellige former for aktiviteter.

Spørgsmål: Hvad var nøglerne til himmelriget egentlig i Mattæus 16:19?

Svar: Først og fremmest skal man bemærke, at der står nøglerne til himmelriget, ikke til kirken. Der nævnes flere nøgler, og Hades nævnes som havende flere porte. Der er ikke tale om metal eller fysiske genstande her. Det kunne enten være evangeliets budskab, eller at Peter åbnede døren til evangeliet for jøderne (Apostlenes Gerninger 2) og senere for hedningerne i Apostlenes Gerninger 10, som det står i The NIV Study Bible, s. 1466.

Jesus sagde også, at de skriftkloge og farisæerne lukkede himmelriget for menneskene i Mattæus 23:13. I Lukas 11:52 tog lovkyndige nøglen til viden fra dem.

Spørgsmål: Kan disse nøgler til himmelriget i Mattæus 16:19 videregives?

Svar: Skriften antyder ikke engang, at nogen »nøgler« kunne videregives, bortset fra at Jesus gav disse til alle apostlene. At Jesus metaforisk fortalte apostlene, at de havde »nøglerne«, betyder imidlertid ikke, at Jesus selv opgav at have nøglerne, for Jesus har stadig »nøglerne til døden og dødsriget« i Åbenbaringen 1,18.

Hypotetisk set ville det, selv hvis en tidlig pave havde disse nøgler og kunne videregive dem, ikke betyde pavelig succession, hvis successionen var brudt. At en pave overtager nøglerne, fordi den forrige pave er blevet afsat, lyder latterligt. Hvis en pave var fuldstændig umoralsk, såsom Alexander VI (1492-1503 e.Kr.), ville det også bryde den pavelige succession. Fra det tidspunkt kan man naturligvis ikke videregive det, man aldrig har haft.

Hvor dårlige var nogle paver? Ifølge Austins *Topical History of Christianity*, s. 148,

»Derefter [efter 904] begyndte den såkaldte »pornokrati«, hvor Theodora og hendes to døtre, Theodora den Yngre og Marozia, praktisk talt kontrollerede Rom og selve kirken. Disse kvinder, der var forførende skøger, havde solgt deres kroppe for at opnå stillinger, titler og jord, hvilket gav dem vidtgående magt. Marozia havde et ulovligt forhold til pave Sergius III, hvorfra der blev født en søn, der senere blev pave Johannes XI. Da Marozia søgte at lade sig krone til kejserinde, bortførte og fængslede hendes yngre søn Alberic sin mor, spærrede sin halvbror, paven, inde og blev selv kejser. Han regerede fra 932 til 954 og udøvede absolut kontrol over pavedømmet. Efter Alberics død blev hans søn Octavian valgt til pave Johannes XII og viste sig at være det mest afskyelige medlem af denne fordærvede familie.

b. Otto-regimerne. I 962 kronede den onde Johannes XII den tyske konge Otto I til kejser af Det Hellige Romerske Rige. Johannes troede, at han havde fundet en allieret i fordærvelsen, men opdagede snart, at den nye kejser var en mand med karakter, der var fast besluttet på at genoprette pavestolens anstændighed og ære. Da Otto indkaldte til et synode for at drøfte afsættelsen af Johannes, truede paven dem alle med ekskommunikation, men de afsatte ham alligevel. Tre måneder senere indkaldte Johannes til endnu et synode, som ophævede det, Ottos synode havde besluttet. Derfor besluttede Otto at bruge magt for at befri pavestolen for dens onde hersker.

... De næste toogfyrre år [efter 1004] af pavens historie var præget af intens rivalisering, opportunistisk middelmådighed, åndelig magtesløshed, laster og korruption. Det syntes at nå sit laveste punkt med valget af en fordærvet tolvårig dreng, pave Benedikt IX (1032–1045), der efter skammeligt udsvævelse og uberegnelig ledelse solgte den hellige tiara (dvs. pavens embede) til den højeste byder. Han blev kendt som Gregor VI (1045–1046)....”

Den katolske teologiprofessor Pacwa og andre katolikker har et svar, der ville forbløffe mange protestanter. De er enige med protestanterne i, at mange paver var ugudelige mænd og sandsynligvis endte i helvede. Men da de var paver, skal vi alligevel adlyde dem.

Hvis en pave bliver tvunget i fængsel og afsættes, har den nye, fjendtlige pave så autoriteten og arveretten fra den gamle pave? Burde kristne dengang have frygtet Johannes’ trussel om ekskommunikation? Burde de kristne have støttet Ottos forberedelser til krig mod paven? Under hvilke omstændigheder er en person, der køber titlen som pave, en efterfølger til Sankt Peter? En person, der blev sammenlignet med Simon i Apostlenes Gerninger 8:13-25, bør da bestemt ikke adlydes, hvis han har købt pavestolen???

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Jesus i Mattæus 16:20 og Markus 8:30 ikke, at disciplene på dette tidspunkt skulle fortælle andre, at han var Kristus (dvs. Messias)?

Svar: Bemærk først, at Jesus aldrig bad dem om at lyve og benægte, at han var Messias, men blot om ikke at fortælle om det. Der er mindst to mulige årsager.

1. På dette tidspunkt i sin tjeneste ønskede Jesus, at de skulle høre hans ord, før de besluttede, om han var Messias eller ej. Det er undertiden bedre at lade dem, der hører evangeliet, selv høre Jesu ord end at bruge for meget tid på at »kontekstualisere« og »tilpasse« evangeliet til nutiden.

2. Som det fremgår af Matthæus 16:21, måtte disciplene først have fuldstændig klarhed over, hvem Jesus var, før de fortalte det til andre.

Jesus bekendtgjorde dette offentligt ved den triumferende indtog på Palmesøndag. Efter opstandelsen bad Jesus dem selvfølgelig senere om at forkynde det for hele verden i Mattæus 28:18-20 og Apostlenes Gerninger 1:8.

Spørgsmål: Hvorfor var Peters bekendelse i Mattæus 16:21 og Markus 8:29 et afgørende vendepunkt i Jesu tjeneste?

Svar: Fra det øjeblik, hvor de erkendte, at Jesus var Messias, begyndte Jesus at lære dem, at han måtte drage til Jerusalem for at dø. De måtte først tro på, hvem Jesus var, før de kunne forstå, hvorfor Jesus måtte dø for deres synder.

Spørgsmål: Hvorfor begyndte Jesus i Mattæus 16:21 og Markus 8:31 netop på dette tidspunkt i sin tjeneste – og ikke tidligere – at fortælle dem, at han ville lide og blive afvist?

Svar: Jesus sagde ikke, at han ville lide og blive dræbt, før mindst én af hans disciple havde erkendt og troet på, at Jesus var den lovede Messias.

Spørgsmål: Hvorfor ventede Jesus i Matt 16:21 indtil nu med at fortælle sine disciple, at han ville lide, dø og opstå fra de døde?

Svar: Det var vigtigt, at disciplene først erkendte, at han var Messias, Guds Søn. Men så snart de indså det, gik Jesus videre til næste trin: Messias ville være nødt til at lide, dø og opstå igen. Måske ønskede Jesus heller ikke, at de skulle drage forhastede og forkerte konklusioner om, at Messias allerede nu ville sejre over Rom. Jesus havde tidligere hentydet til sin død (i Mattæus 9:15; 10:38; 12:40; Johannes 2:19; 3:14), men dette var første gang, Jesus åbenlyst erklærede det.

Spørgsmål: I Matt 16:21; 17:22; 20:19; Mark 8:31 – da Jesus ville opstå efter tre dage eller på den tredje dag – betyder det så, at han var død i mindst 24 × 3 = 72 timer?

A: Nej, for i Lukas 24:21 står der, at opstandelsens dag var den tredje dag. Jesus døde fredag eftermiddag og opstod søndag ved daggry. »Efter tre dage« var et velkendt hebraisk udtryk, der betød en del af eller hele tre dage. Her er fem andre eksempler på dette »tre-dages-udtryk«.

1. I 1. Mosebog 42:17 fængslede Josef sine brødre i tre dage. Men i vers 18 løslod han ni af dem på den tredje dag.

2. Rehabeam sagde i 2. Krønikebog 10:5 til folket: »Kom tilbage til mig om tre dage.« Men i 2. Krønikebog 10:12 vendte folket tilbage og sagde: »Kom tilbage til mig på den tredje dag.«

3. I 1. Samuelsbog 30:12 fortalte en syg egyptisk slave David, at han ikke havde spist noget eller drukket noget vand i tre dage og tre nætter. Men et menneske kan ikke overleve ude i ørkenen uden vand i 72 timer. Utvivlsomt mente slaven en del af tre dage.

4. I Ester 4:16 beder Ester om, at man skal faste for hende »i tre dage, nat og dag«, og at hun selv vil gøre det samme. Men i Ester 5:1 står der, at det skete »på den tredje dag«, at Ester holdt et festmåltid, så der er tale om en tilsvarende tidsperiode.

5. Når der henvises til Kristi død og opstandelse, siger Jesus selv i Matthæus 12:40: »tre dage og tre nætter«, Markus 8:31 siger: »på den tredje dag vil han opstå«, Markus 14:58 siger: »i tre dage«, Johannes 2:19 siger: »om tre dage«, og Lukas 24:21 siger: »Denne tredje dag er i dag«.

Sammenfattende har vi bevist, at dette hebraiske udtryk kan betyde »inden for tre dage«, og at dette udtryk var genkendeligt fra Rehabeams tid til Jesu tid.

Spørgsmål: Hvorfor irettesatte Jesus her Peter i Mattæus 16:22-23 og Markus 8:32-33 ved at sige: »Gå bag mig, Satan«?

Svar: Peter havde menneskelige ting i tankerne, ikke Gud. Satan brugte Peter, Jesu nære ven, til at friste Jesus. Men Jesus gennemskuede fristelsen for det, den var. Jesus sagde ikke, at Peter var besat af en dæmon eller styret af Satan. Snarere erkendte Jesus, at det var Satan, der stod bag forslaget. Når Gud ønsker, at vi skal gøre noget for ham, og vi i stedet får eller tænker på et forslag om den lette vej, bør vi erkende det for det, det er: en fristelse fra Satan. Selv hvis personen har gode hensigter og er en medkristen, bør vi erkende, at vedkommende stadig kan give dig et forslag, der er en fristelse fra Satan. Satan i ørkenen og Peter her foreslog begge, at Jesus kunne få kongedømmet uden lidelsen. Hvis vi i dag forsøger at gøre Jesus til vores konge og frelser uden korset eller uden behovet for det, undergraver vi Guds budskab om frelse.

Spørgsmål: Hvordan kunne Peter i Matt 16,22-23 og Mark 8,33 have den frimodighed at rette på og irettesætte Jesus?

Svar: Jesus valgte en frimodig discipel, da han valgte Peter. Frimodighed i sig selv er hverken god eller dårlig. Frimodighed i at følge Gud er god, men frimodighed til at gå sin egen vej er det som regel ikke.

Spørgsmål: Hvorfor irettesatte Peter her tåbeligt Jesus i Matt 16,22?

Svar: Peter mente, at Jesus havde brug for korrektion og råd. Selv i dag kan nogle have den holdning, at de ved bedre end Gud.

Spørgsmål: Hvordan kan mennesker i dag, som beskrevet i Matt 16:23 og Mark 8:33, have menneskelige ting i tankerne i stedet for Guds ting?

Svar: Vi kan erstatte Guds visdom med menneskelig visdom. Vi kan beslutte at gøre tingene på vores egen måde, selv når det strider mod Guds måde. Vi kan glemme, at vores håb ligger hos Gud, ikke i vores egen styrke eller visdom. Vi kan bruge vores egne jordiske metoder. Endelig kan vi være så ivrige efter at udføre vores »pligter« hurtigt, at vi ikke nyder at være i Guds nærhed i samme grad, og at vi foretrækker en »fastfood«-agtig form for tilbedelse frem for at være hengivne til Gud.

Du har ikke af hele dit hjerte sagt »ja« til Gud, medmindre du også har sagt »nej« til dig selv.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Jesus et kors i Mattæus 16:24, før han fortalte sine disciple, at han ville blive korsfæstet?

Svar: Jesus vidste, at han ville blive korsfæstet, allerede før han fortalte dette til sine disciple. De vidste alle allerede om korsfæstelse, da romerne ofte korsfæstede oprørere og røvere. Korsfæstelse ville være en afskrækkende faktor for andre til at holde sig i skak. Ligesom de zelotiske revolutionære risikerede korsfæstelse for en lille, jordisk sag, burde disciplene være villige til at risikere korsfæstelse for en himmelsk sag, der var mere værd. I sidste ende blev hver eneste af de tolv apostle martyrer for deres tro, bortset fra Johannes, der blev forvist til Patmos og døde en naturlig død.

Spørgsmål: Vil Jesus i Matt 16,27 komme i Faderens herlighed eller i sin egen herlighed, som det står i Joh 1,14?

Svar: I Joh 1:14 står der, at de så noget af Jesu herlighed. For eksempel så de noget af denne herlighed på pinse. Matt 16:27 henviser til en begivenhed i en fjern fremtid, når Jesus kommer igen. Med andre ord: I har endnu ikke set noget!

Spørgsmål: Henviser Matt 16:27 ikke til jordens ende, men til den højeste åbenbaring af Bahá’u’lláh, som bahá’íerne lærer i *Bahá’u’lláh og den nye tidsalder*, s. 268-269?

Svar: Nej, læs verset mere omhyggeligt. Der står, at Menneskesønnen vil komme i sin Faders herlighed med sine engle og belønne hver enkelt person efter det, han har gjort. Folk så ingen engle sammen med Bahá’u’lláh, og Bahá’u’lláh belønnede hverken de trofaste bahá’íer, der blev forvist eller døde, eller de muslimer, der forfulgte ham.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus i Matt 16:28 og Mark 9:1 med, at nogle ikke ville smage døden, før de så Guds rige komme med magt?

Svar: Først skal vi se på, hvad svaret ikke er, og derefter hvad det er.

X1. Der er intet bevis for, at Jesus lærte, at disciplene ville leve i lang tid. Faktisk ved vi fra kirkens historie, at 11 af de 12 apostle døde en martyrdød. Kun én, Johannes, døde en naturlig død. Han led dog stadig under eksil på øen Patmos.

X2. Det henviser IKKE til det tusindårige rige i Åbenbaringen 20:1-6.

X3. Det kan ikke henvise til reinkarnation, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige. Ikke alene er reinkarnation ikke sandt, men selv hvis reinkarnation var sandt, ville mennesker, der reinkarneres, stadig opleve døden.

X4: Nogle mener, at det drejer sig om forvandlingen, som fandt sted kort tid efter. Når Peter i 2. Petersbrev 1:16-18 taler om at være øjenvidner til hans majestæt, siger *1001 Bible Questions Answered*, s. 299-300, at dette tyder på, at Peter forstod det på denne måde.

Svaret: Det henviser til, da Jesus »erobrede« sit rige gennem korsfæstelsen, hvilket opstandelsen beviser. Han trådte ind i sit rige, efter at han havde sejret over Satan. Kristne er uenige om, hvorvidt startdatoen var opstandelsen eller pinse, men det er et meget underordnet punkt.

Matthæus lægger særlig vægt på himmelriget. Himlens rige vil i begyndelsen være synligt lille som et sennepsfrø (Mattæus 13:31); ligesom gær vil det ikke være synligt, men dets virkninger vil være synlige i verdens dej (Mattæus 13:33), men til sidst vil englene udskille alt, hvad der forårsager synd, og alle, der gør ondt, fra himlens rige (Mattæus 13:41-42). Himlens rige er som en nedgravet skat, som man i al hemmelighed finder (Mattæus 13:44), men det er yderst værdifuldt, ligesom en købmand, der sælger alt for at købe en kostbar perle (Mattæus 13:45-46). Som lignelsen om fiskenettet viser i Mattæus 13:47-50, er himmelriget noget i dette liv med både gode og dårlige fisk, men det finder også sin endelige opfyldelse ved tidernes ende. Guds rige var indeni os (Luk 17:21).

Peter i Matthæus 16:19 og senere de øvrige apostle fik tildelt rigets nøgler.

Ved den sidste nadver sagde Jesus, at han ikke ville drikke af vinstokkens frugt igen, før han drak den på ny sammen med dem i Faderens rige. Mattæus 26:29. Jesus spiste og drak sammen med disciplene efter sin opstandelse.

Sammenfatning: Disciplene, som levede et almindeligt liv, siger, at himmelriget kom til jorden efter Jesu opstandelse. Mens jøderne måske havde forventet et militært rige, der ville vælte romerne, lærte Jesus, at riget var som et sennepsfrø, gær eller en perle af stor værdi. Det var lille, svært at se i starten, af stor værdi og ville få store konsekvenser.

Spørgsmål: Hvorfor blev Jesus forvandlet i Matt 17:1-8?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, kan det skyldes en kombination af årsager, der vedrører både disciplene og Jesus selv.

1. For disciplene var denne åbenbaring et tegn, der bekræftede deres tro og opmuntrede og styrkede de tre disciple, der var vidner til den. Måske var det en god idé at styrke disse tre disciple i troen inden korsfæstelsen.

2. Det udpegede de tre disciple som ledere for de øvrige.

3. Faderen og Helligånden kunne have brugt denne begivenhed til at styrke Jesus og vejlede ham om, hvad han skulle gøre i tiden op til korsfæstelsen, og hvad han skulle gøre mellem korsfæstelsen og opstandelsen fra de døde.

4. Det kunne være et vidnesbyrd om, at Jesus havde »bestået« som det fuldkomne, syndfrie menneske, og at den efterfølgende samtale nu handlede om hans korsfæstelse.

Jesus havde allerede før dette givet mange beviser på sin magt. Men alle disse mirakler er det, Jesus gjorde, eller var i stand til at gøre, ikke blot hvem han var. Nogle gange har vi brug for at tage en pause fra tjenesten og andre gøremål og blot tilbringe tid alene med Herren og fokusere på, hvem han er.

Selvfølgelig er Gud ikke forpligtet til at forklare os årsagerne til alt.

Spørgsmål: I Mattæus 17:1, hvilket bjerg førte Jesus dem op på?

Svar: Det var sandsynligvis bjerget Meron, der er ca. 3.926/3.963 fod eller 1.204 meter højt. Det var sandsynligvis ikke Hermon-bjerget (9.232 ft), som var snedækket, og det ville ikke give mening at overnatte der. De tog sandsynligvis ikke til toppen af Tabor-bjerget (1.900 ft, som Cyril af Jerusalem og Hieronymus mente), fordi der lå en romersk fæstning på toppen.

Bjerget Meron er en vandretur på fem til otte timer af moderat sværhedsgrad. Der ligger ofte lidt sne på toppen om vinteren, men ikke resten af året.

Spørgsmål: I Mattæus 17:1-8, var forvandlingen en opstandelse eller en vision?

Svar: Det var ikke præcist nogen af delene. Moses og Elias var faktisk til stede, i det mindste i ånden, og talte med Jesus. Skriften siger ikke, om de viste sig i legemlig form eller ej. Moses og Elias kom i en lysende sky, og derefter forsvandt de. Elia steg op til himlen i en hvirvelvind (2. Kongebog 2:1), og selvom Moses døde, blev hans legeme aldrig fundet (5. Mosebog 34:6), og djævelen stridede med ærkeenglen Michael om Moses’ legeme (Judasbrevet 9).

Spørgsmål: Hvorfor blev Jesu klæder så hvide i Mattæus 17:2 og Markus 9:3?

Svar: Skriften siger ikke, hvorfor klæderne blev hvide (eller strålede klart), da herligheden blev åbenbaret. Andre eksempler på hvide klæder i herlighed er engle, der viste sig.

Spørgsmål: Hvordan vidste Matthæus og Markus i Matt 17:3-4 og Mark 9:4, at det var Moses og Elias?

Svar: Sandsynligvis fordi Peter, eller Jakob, og Johannes fortalte dem det. Hvordan kunne Peter, Jakob og Johannes vide det? Enten hørte de Jesus henvende sig til dem ved navn, eller også fortalte Jesus dem det bagefter, eller også meddelte Faderen det direkte til dem.

Spørgsmål: I Matt 17:9 og Mark 9:9, hvorfor ønskede Jesus specifikt ikke, at disciplene skulle fortælle nogen om forvandlingen, før Jesus var opstået fra de døde?

Svar: Mange af jøderne afviste Jesus som Messias; hvordan skulle de nogensinde kunne tro på forvandlingen? Det er afgørende at tro, at Jesus var Messias, Guds Søn. Det var ikke afgørende at kende til eller tro på sekundære spørgsmål såsom forvandlingen. Hvis nogen ikke accepterede Jesus som Messias efter at have set miraklerne, er det usandsynligt, at de ville tro på grund af en beretning om forvandlingen. Efter at Jesus var opstået fra de døde, ville en person, der troede på Jesus, ikke have nogen problemer med at acceptere forvandlingen.

På samme måde, når vi taler med andre om Kristus, især første gang, skal vi blandt alle de ting, vi kunne tale om, sørge for at bruge den dyrebare tid på at tale om det, der er allervigtigst.

Peter, Jakob og Johannes kunne have gået rundt og fortalt alle om forvandlingen, og måske ville flere mennesker have sat spørgsmålstegn ved deres fornuft end tro på dem. Men dette indirekte vidnesbyrd ville ikke være særlig betydningsfuldt sammenlignet med den opstandelse, der snart skulle finde sted. Nogle gange, når vi deler med andre, ønsker vi ikke at nævne »lidt overbevisende« ting om kristendommen i stedet for »stærkt overbevisende« ting.

Spørgsmål: Hvordan var Johannes Døberen i Mattæus 17,11-13 den Elias, der skulle komme?

Svar: Først vil vi tale om Elias og derefter om Johannes Døberen.

Elia selv var til stede ved forvandlingen. I Mattæus 17:11 siger Jesus, at Elias genoprettelse af alle ting er i fremtid, og at Elia selv vil dukke op før Jesu genkomst. Nogle mener, at Elia er et af de to vidner i Åbenbaringen 11:3-12.

Johannes Døberen kom i Elias’ ånd og kraft, og det er Johannes Døberen, som Jesus metaforisk henviser til i Mattæus 17:12-13.

I et teaterstykke kan en person træde i stedet for en skuespiller under en prøve, mens skuespilleren selv optræder under forestillingen.

Konklusion: Under den første komme trådte Johannes Døberen frem i rollen som Elias, men det forhindrer ikke Elias selv i at træde frem før den anden komme.

Spørgsmål: Hvordan opfyldte Johannes Døberen i Mattæus 17:12 og Markus 9:11-13 profetien om Elias? Var han en reinkarnation af Elias?

Svar: Nej, for reinkarnation er forkert, som Hebræerbrevet 9:27 og Romerbrevet 9:11 viser. Ved Jesu første komme havde Johannes Elias’ formål og mission. Naturligvis dukkede Elias (ikke Johannes) selv kortvarigt op ved forvandlingen. Mange mener, at Elias vil være et af de to vidner lige før den syvende basun i Åbenbaringen 11:3-12. Da Jesus kom (første gang), var det ikke fordi Elias og Moses ikke var til stede, at riget ikke blev fuldt indviet på jorden på det tidspunkt. De dukkede op.

Spørgsmål: Hvorfor skader dæmoner ofte de mennesker, de besætter, i Mattæus 17:14-16 og Lukas 9:37-39?

Svar: En af grundene kunne simpelthen være had mod mennesker. Men en anden grund kunne være den samme som den, der får onde mennesker til ofte at skade dem, der har hjulpet dem. For en logisk, faktisk grusomt logisk forklaring på dette taler Machiavellis forfærdelige bog *Fyrsten* om tilfælde, hvor en lejesoldatleder er farlig, mens han tjener en fyrste, og endnu farligere, hvis han skifter side. Han skrev, at det sikreste ofte er attentat, selvom personen tidligere har vist sig at være altid loyal! Hvis nogen omgås det onde, bør de ikke blive overraskede, når de bliver udsat for ondskab fra dem, de hjalp.

Spørgsmål: I Matt 17,15 er betegnelsen for epilepsi bogstaveligt talt »månesyge«. Er der nogen sammenhæng mellem epileptiske anfald og månens faser?

Svar: De gamle mente tilsyneladende det, eftersom de brugte det udtryk. I moderne tid er vi ikke sikre på det ene eller det andet. En artikel fra 2008 i National Library of Medicine af Sallie Baxendale og Jennifer Fisher, »Moonstruck? The effect of the lunar cycle on seizures”, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/18602495/. De undersøgte 1.571 anfald og fandt en sammenhæng mellem mørket på nattehimlen og anfald. Det var belysningen af nattehimlen, ikke månens fase, da de korrigerede for skydække. På den anden side fandt en artikel fra 1999 af C. L. Raison m.fl. på https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10363673/ ingen sammenhæng. De foreslog, at der muligvis var en sammenhæng mellem anfald og manglende god nattesøvn. Hvis man befandt sig inde i et hus med tætte gardiner, ville månens lys naturligvis måske ikke have nogen betydning.

Spørgsmål: Hvorfor kunne disciplene ikke uddrive denne dæmon i Mt 17,15-21, Mk 9,17-18,28-29 og Lk 9,40?

Svar: Det skyldtes hverken, hvem disciplene var, eller nogen begrænsning i Guds kraft. Det skyldtes snarere, at de på dette tidspunkt tog evnen til at uddrive dæmoner for givet, og de bad ikke eller fastede, måske på grund af stolthed eller selvtilfredshed. I dag ser nogle kristne ikke de resultater, de burde, fordi de ikke bruger tid på at bede og faste.

Spørgsmål: I Matt 17:15-21, Mark 9:17-18, 28-29 og Luk 9:40: Skal vi lægge hænderne på, når vi uddriver en dæmon, eller er dette blot en symbolsk handling?

Svar: Vores hænder er ikke magiske. Men ligesom det kan hjælpe os i bønnen at bede i forskellige stillinger, er det i orden og bibelsk at lægge hænderne på en besat person. Det er ikke nødvendigt at gøre det, således at »dæmonen ikke kan uddrives, hvis vi ikke kan lægge hænderne på«.

Spørgsmål: I Matt 17:15-21, vil den onde ånd, der drives ud, vende tilbage og angribe den svageste person i gruppen, der forsøger at uddrive dæmonen?

Svar: Dæmoner besætter ikke en sand troende, men de kan undertrykke en troende og på den måde angribe en troende gennem større fristelser, frygt, depression og andre måder at få vedkommende til at vende blikket væk fra Jesus. Derfor bør teammedlemmerne have et tæt forhold til Herren.

Der er for øvrigt en anden fare ved at uddrive dæmoner. Hvis den person, som dæmonen er blevet uddrevet fra, ikke ønsker at have Kristus i sit hjerte, kan dæmonerne vende tilbage og endda bringe flere med sig. Se Mattæus 12:43-45 og Lukas 11:24-26.

Spørgsmål: I Mattæus 17:15-21 praktiserer nogle menigheder, at familien skal bringe den besatte person til kirken og ikke gå hjem til vedkommende. Er det fordi det er sikrere at uddrive en dæmon i kirken end i en persons hjem?

Svar: Jeg mener, at både kirken og hjemmet er fine steder. Men hvis det er muligt, ville jeg ikke gøre det i et hjem, hvor der findes afgudsbilleder (Buddhaer osv.) eller hvor der praktiseres astrologi eller spådom.

Spørgsmål: I Mattæus 17:15-21 står der, at hvis en ikke-kristen kvinde er besat af en ond ånd, og hendes mand i første omgang ikke har noget imod det, men efter 2-3 besøg skifter mening og ikke længere byder holdet velkommen eller forhindrer dem i at komme, og hustruen stadig er åben for det, hvad er så vores holdning? Skal hun adlyde sin mand?

Svar: Det er en vanskelig situation. Hustruer skal adlyde deres ægtemænd, men de skal først og fremmest adlyde Gud. Hvis ægtemanden derfor befaler hustruen at gøre noget, der er i strid med Bibelen, skal hustruen være ulydig mod ægtemanden på dette punkt. Hun bør dog stadig adlyde ham på andre punkter. Men hvis hustruen ønsker, at de kristne skal komme, tror jeg ikke, at hun er besat af en dæmon; hun kan dog være udsat for angreb fra en dæmon. Er hustruen villig til at komme på besøg i menigheden? Hvis manden ikke ønsker, at hustruen omgås troende, og Hebræerbrevet 10:25 påbyder os ikke at forsømme at samles, er det hustruens pligt først og fremmest at adlyde Gud.

Spørgsmål: Hvad er kirkens holdning i Mattæus 17:15-21, hvis den besatte person skader sig selv eller springer ud af et vindue under tjenesten, og et familiemedlem beslutter at indgive en klage eller anlægge en retssag mod teamlederen eller teamet?

Svar: Det kan godt ske; folk kan anlægge retssager og bebrejde andre for stort set hvad som helst. Uanset hvad bør menighedsmedlemmerne dog tage forholdsregler for den berørte persons sikkerhed.

Spørgsmål: I Mattæus 17:15-21, skal vi informere og søge godkendelse fra præster, før vi besøger en person, der er besat af en dæmon?

Svar: Jeg vil på det kraftigste råde dig til at gøre din præst eller de ældste opmærksomme på dette. I Hebræerbrevet 13:17 står der, at vi skal adlyde dem, der har myndighed over os, og her henvises der til præster og ældste.

Spørgsmål: I Mattæus 17:17, hvorfor og over hvem var Jesus forarget?

Svar: Jesus talte om denne vantro og forvredne »generation«, hvilket kan betyde en gruppe mennesker, der levede på den tid, eller en bestemt folkegruppe som f.eks. jøderne. Men uanset hvad henviser denne irettesættelse også til de ni disciple. Disciplene havde allerede fået kraften til at helbrede, men til deres store forlegenhed svigtede de og kunne ikke helbrede denne. Jesus beklagede den generelle mangel på tro hos mennesker i den pågældende kultur, som disciplene var en del af. »Lille tro« henviser ikke til en »lille smule« tro, men snarere til en fattigdom i troen.

Spørgsmål: I Matt 17,17 – på hvilke måder tror du, at Gud i dag kan blive irriteret over de troendes manglende tro?

Svar: Det kan være på mange måder. Nogle gange kan vores bekymring og ængstelse afspejle en manglende tillid til Gud. Nogle gange er kristne mere tilbageholdende med at gøre Guds vilje, hvis de ser en risiko for deres egen sikkerhed, deres kæres sikkerhed eller deres formue. Nogle gange vil kristne kun gøre tingene »halvt«, for på en måde at gardere sig, i stedet for at gå fuldt ud ind i det. Nogle gange vil kristne forsøge at udføre Guds vilje ved hjælp af verdens metoder, fordi de i deres manglende tro føler, at de er nødt til det. Nogle gange er det en »jeg kan klare det på egen hånd«-mentalitet, hvor man undlader at søge Herrens vejledning.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Mattæus 17,25-27, at sønnerne er fritaget for skat, når Jesus alligevel betalte skat?

Svar: Forestil dig, at du kunne se Jesus og stille ham et hvilket som helst spørgsmål. Ville det spørgsmål, der brændte mest i dit sind, være: »Betaler du tempelskatten?« Det virker næsten komisk, at Skaberen og Jordens Herre bliver bedt om at betale skat. Ikke desto mindre gjorde Jesus det nådigt og uden at klage for ikke at give anledning til anstød. Selvom vers 24 ikke specificerer, hvilken type skat der er tale om, ville beløbet, to drachmer (en halv sekel), betyde en årlig skat, der skulle betales i marts til det jødiske tempel af alle jødiske mænd på tyve år og derover, både i Israel og udenfor, og ikke en skat til den romerske regering. Dette var skatten på Jesu tid ifølge Josefus i »Jødernes antikviteter«, bog 3, nr. 193-196; bog 18, kap. 312, og Mishnaen Shekalim. Vers 25, der omhandler jordens konger, henviser imidlertid helt klart til den romerske skat.

Ud over dette eksempel påbyder Romerbrevet 13:6-7 også de troende at betale skat til regeringen, selv en regering, der er så korrupt som det romerske imperium.

Nogle mennesker fortolker måske fejlagtigt Jesu ord som vage, fordi Jesus sagde det hypotetisk: »Alt, hvad der tilhører kejseren, skal gives til ham«, men i virkeligheden skulle intet gå til romerne. Men hvis det var det, Jesus mente, ville det enten være meningsløst at få dem til at fremvise en denar, eller værre endnu, vildlede folk.

Spørgsmål: Betalte de andre disciple også tempelskatten i Mattæus 17:25-27?

Svar: Det står der ikke i Skriften. Enten gjorde de det formodentlig, eller også var de fritaget, hvis de var under 20 år. Mange af disciplene levede i 30 eller 40 år efter Jesu opstandelse, så Jesus kan have valgt unge mænd.

Spørgsmål: I Matt 17,27: Hvorfor bliver vi nogle gange irriterede på andre, og hvordan bør vi reagere, når det sker?

Svar: Når nogen gør noget dårligt, som vi forventede, at de ville gøre, bliver vi normalt ikke alt for vrede. Det, der kan gøre os vrede, er, når vi har højere standarder eller forventninger til en person eller en gruppe mennesker, og de skuffer os eller svigter os. Inden vi går i luften og mister besindelsen, bør vi dog huske på, hvordan vi måske nogle gange kan gøre Jesus vred. For det andet må vi huske, at de skal stå til regnskab over for deres herre – og vi er ikke deres herre, det er Gud. Endelig bør vi spørge os selv, om vi overhovedet burde have stillet disse forventninger i første omgang? I stedet for blot at »reagere« på vores egne følelser af skuffelse, bør vi »reagere« på en passende måde, der er bedst i den pågældende situation. Hvis en reaktion tydeligvis ikke virker, bør du måske stoppe op og reagere på en anden måde. Husk endelig Jakob 1,20: »For menneskets vrede frembringer ikke Guds retfærdighed.«

Spørgsmål: I Mattæus 18:1-6, når nogen, især en kristen, fokuserer på at stille det forkerte spørgsmål, hvordan omdirigerer man det så?

Svar: Med tålmodighed og takt. Irettesættelse er måske ikke nyttigt her, fordi deres tankegang måske er for forvirret til, at de kan se det. I dette tilfælde var det ikke, at deres spørgsmål var ulogisk eller meningsløst, men at deres prioriteter var forkerte. Bare at fortælle nogen, at deres prioriteter er forkerte, er i sig selv ikke særlig nyttigt; du bør fortælle dem – eller endnu bedre: vise dem – hvad deres prioriteter bør være.

Spørgsmål: Hvad skal man gøre, når man opdager rivalisering blandt troende, jf. Matt 18,1-6?

Svar: Der er syv trin, vi kan følge.

1) Bed for dem, eller for begge parter, om at de må se deres situation, som Gud ser den, og have hjertet og modet til at ændre kurs og følge Guds ledelse.

2) Forsøg at forstå deres tankegang, hvorfor de mener, de bør føle sådan.

3) Bemærk, at Jesus ikke fordømte dem for at stille spørgsmålet, og du bør heller ikke foragte dem. Men som Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) sagde: »Vi er ikke i stand til at forstå selv de tolv apostles fejl; vi spørger ikke, hvem der er størst i himmelriget, men snarere hvem der er størst i jordens rige: jo rigere, jo mægtigere«. (Prædikener over Matthæus, prædiken 58, NPNF1, s. 360)

4) Sørg for at være et forbillede og dyrke et tjenende hjerte, hvor I anser andre for vigtigere end jer selv (Filipperne 2:3).

5) Forsøg at hjælpe dem med at se deres rivalisering som en synd, de er nødt til at ændre.

6) Opmuntr dem til at arbejde sammen.

7) Vi bør alle være som børn (i positiv forstand), for vi er alle Guds børn.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Matt 18,5 og Mark 9,35-37 at tage imod et barn i Jesu navn sammenlignes med at tage imod Jesus?

Svar: Jesus understregede, at der ikke er nogen forskel mellem at tage imod ham varmt i kødet og at tage imod andre i Jesu navn. I oldtiden blev en konges udsending behandlet kongeligt som kongens repræsentant.

Spørgsmål: I Matt 18:8 og Mark 9:43,47: Skal vi hugge vores hånd af eller stikke vores øje ud, hvis det får os til at synde?

Svar: Nej, af den simple grund, at vores hænder og øjne ikke får os til at synde. Jesus siger, at synd er så alvorlig, at det ville være bedre at tage så drastiske skridt som at undvære disse lemmer end at synde. Det er bedre at hugge et lem af end at dø af koldbrand. Fra tid til anden har vi alle brug for at foretage en »realitetstjek« af os selv. Spørg os selv: Bliver vores forhold til Kristus bedre, eller er vi ved at glide væk?

Q: Beviser henvisningerne til den uudslukkelige ild i Mt 18:9 og Mk 9:43-44,48 her evig straf?

Svar: De antyder, at evig straf er en sandhed, men de beviser det ikke, for det kunne være, at ilden var evig, men at de mennesker, der overlevede i den, ikke var det. I så fald må ilden naturligvis have et andet brændstof eller en anden måde at opretholde sig på.

Spørgsmål: I Mt 18,10, har Gud Faderen et ansigt?

Svar: Nej. Man ville ikke forvente, at Jesus her gav en detaljeret undervisning om nærhed og englenes opfattelse i himlens dimensioner. Jesus brugte snarere blot en metafor for at sige, at de engle, der våger over disse små, havde direkte adgang til Faderen. Der står dog intet om, at andre engle ikke også har direkte adgang til Faderen.

Spørgsmål: I Matt 18:14 står der, at Gud ikke vil, at nogen af de små skal gå fortabt. Hvorfor går mennesker så fortabt?

Svar: Dette er to spørgsmål i ét: hvorfor dør spædbørn, og hvorfor kommer mennesker i helvede?

Spædbørn dør, ligesom vi alle en dag dør, fordi vi tilhører en faldet menneskeslægt. Vi lever i en verden med megen ondskab og uretfærdighed, og Gud vil rette op på alt på dommedagen.

Spædbørn og fostre har en syndig natur, men at et foster dør, beviser ikke, at fosteret er skyldigt i synd, ligesom en død killing ikke beviser, at den var skyldig i synd.

Mennesker kommer i helvede, ifølge 2. Thessalonikerbrev 1:8, hvor der står, at de, der ikke adlyder evangeliet om Herren Jesus Kristus, vil blive fordømt, så evangeliet er noget, vi alle har ansvar for at adlyde. Jesu død på korset var tilstrækkelig for alle. Alligevel tillader Gud stadig, at mennesker, der afviser den eneste sande Gud, må bære konsekvenserne af de valg, de selv var ansvarlige for.

Spørgsmål: Betyder Mattæus 18:15-18, at vi aldrig bør kritisere en kristen leders lære?

Svar: Slet ikke. Mens Mattæus 18:15 handler om at håndtere troende, ikke vantro, handler Mattæus 18:15-18 om adfærd og ikke om offentlig forkyndelse af falskhed eller kætteri. Selvom det er godt at kontakte en person privat for at forsøge at vinde vedkommende over, før man går offentligt ud med det, skal falskheden korrigeres offentligt, hvis den er blevet forkyndt offentligt. Hvis den rettes af den person, der fremsatte og tidligere troede på de falske udsagn, er det så meget desto bedre. Men hvis ikke, skal den rettes af en anden. Dette bør dog ikke ske i en ånd af fjendskab eller had mod den person, der fremsatte fejltagelsen, men i kærlighed og ud fra et ønske om at vise sandheden.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Matt 18:17, at man skal behandle vedkommende som en hedning eller en tolder?

Svar: Ordet »du« er her i ental, så det betyder, at den enkelte skal tage afstand fra den person, der handler forkert. En hedning eller en formodentlig grådig og uærlig tolder befandt sig helt åbenlyst uden for Guds rige og menigheden. Giv ikke nogen det indtryk, at du har den samme frelse eller tro som den pågældende person. Selv hvis personen i virkeligheden er en vildledt troende, ved vi ikke, om vedkommende virkelig er en syndende hellig eller om vedkommende aldrig rigtig blev frelst.

Spørgsmål: Hvad betyder »at binde« og »at løse« i Mattæus 18:18?

Svar: At »binde« betyder at standse, begrænse eller forbyde, og at »løse« betyder at tillade, at noget fortsætter. Nogle siger, at »at binde« og »at løse« var jødiske udtryk for, at det, der bekendtgøres på jorden, allerede på forhånd var forudbestemt i himlen. Denne magt til at binde og løse blev givet til alle apostlene.

Spørgsmål: Hvordan kan Jesu generøsitet i Mattæus 18:21-22, hvor han opfordrer folk til at tilgive andre syv gange syv gange, sammenlignes med andre lærdomme?

A: Saddukæerne og mange rabbinere lærte, at man kun behøvede at tilgive sin bror tre gange. Det er dog slet ikke særlig generøst, når en som Jesus beder en anden om at tilgive. Det, der var yderst generøst, var, at Jesus tilgav os, dem der naglede ham til korset (Luk 23:34), og døde for vores synder.

Spørgsmål: I Mattæus 18:28-31, hvor store beløb var der tale om her?

Svar: Ti tusind talenter var en stor sum penge. David donerede tre tusind talenter guld og syv tusind talenter sølv til opførelsen af templet i Jerusalem. Fyrsterne gav fem tusind talenter guld og ti tusind talenter sølv, ifølge 1 Krønikebog 29:4,7. Nogle har anslået dette til 12 millioner dollars, men et mere realistisk tal er måske lidt under en milliard. I Matthæus 18:28 svarede 100 denarer til omkring 100 dagslønninger for en almindelig arbejder eller en fodsoldat. En rigtig god slave kunne indbringe et talent, men de fleste slaver ville være en tiendedel af et talent. Det var også ulovligt, at en mand blev solgt som slave for mere end den gæld, han skyldte.

Spørgsmål: I Matt 18:32-35, ophæver eller tilgiver Gud nogensinde synder?

Svar: Nej. Gælden blev ikke fornyet; snarere blev tilgivelsen ikke anvendt. Herren tilgav tjenerens gæld, men da den onde tjener greb en anden tjener i struben for at inddrive sin gæld, blev herren vred over denne uretfærdighed og genindførte gælden. Gud tilgav frivilligt og nådigt vores synder, selvom vi ikke fortjente det, men om tilgivelsen anvendes eller ej, afhænger af vores reaktion. Hebræerbrevet 4:2 siger, at evangeliet ikke gavnede nogle, fordi de ikke forenede det med tro. Romerbrevet 11:29 siger, at Guds gaver og kald er uigenkaldelige.

Spørgsmål: I Mattæus 18:32-35 – kunne denne lignelse betyde, at herren sendte den onde tjener i fængsel for efterfølgende gæld i stedet for at eftergive den gamle gæld?

Svar: Nej, det er ikke pointen, for lignelsen tyder på, at herren overgav den onde tjener til fængselsvagterne på grund af den onde tjeners manglende barmhjertighed.

Spørgsmål: I Mattæus 18:35: Er visse gerninger, såsom at tilgive vores brødre, en forudsætning for frelsen?

Svar: Hverken at tilgive andre eller nogen anden gerning vil hjælpe et menneske til at opnå frelse. Tværtimod vil et menneske, der har frelse, være i stand til at tilgive andre, uanset hvad de har gjort. Hvis vi har oplevet Guds store barmhjertighed, er det en meget mindre ting for os at tilgive andre.

Spørgsmål: I Mt 19,3-9 og Mk 10,11-12, under hvilke omstændigheder er skilsmisse tilladt?

Svar: I Det Gamle Testamentes tid (5 Mos 24,1-4 osv.) var skilsmisse tilladt af næsten enhver grund, fordi folks hjerter var hårde, men Jesus fjernede denne begrundelse. Skilsmisse er ikke tilladt, undtagen under følgende omstændigheder:

1. Den ikke-troende ægtefælle ønsker at forlade ægteskabet (1 Kor 7,12-15).

2. Det er tilladt, når den ene har begået ægteskabsbrud (Mattæus 5:31-32).

3. Mange kristne ser skilsmisse som uundgåelig i tilfælde af svigt, fordi den ene ægtefælle i praksis allerede har »skilt sig«.

4. Naturligvis skal vi også følge resten af Guds ord, og mange kristne ser et grundlag for skilsmisse, hvis en ægtefælles eller et barns liv er i fare på grund af den anden ægtefælle.

Chuck Swindoll ser i sin pjece »Skilsmisse« kun tre omstændigheder, hvor det er i orden for en kristen at gifte sig igen efter en skilsmisse:

4a. Ægteskab og skilsmisse før frelsen

4b. En umoralsk og uomvendt partner

4c. Forladelse/skilsmisse fra en ikke-troende

Bemærk, at en ægtefælles død ikke er det samme som skilsmisse, og Romerbrevet 7:3 lærer, at det er i orden at gifte sig igen efter en ægtefælles død.

Disse vers siger, at man ikke skal lade sig skille, undtagen af disse grunde, men hvad nu, hvis man ikke selv lader sig skille, men ægtefællen lader sig skille fra en? Ligesom ved en ægtefælles død er der intet, der forhindrer et nyt ægteskab, når det var ægtefællen, der lod sig skille.

På Jesu tid havde jødiske lærere en række forskellige synspunkter på skilsmisse. Hillels skole sagde, at en mand kunne skille sig fra sin kone af enhver grund, herunder hvis konen brændte maden på! Josefus fulgte Hillel, og han var selv skilt. Senere sagde rabbi Akiba, fra Hillels skole, at en kone kunne skille sig fra sin mand på grund af et »vandrende blik« efter smukkere kvinder (M Gittin 9:10). Shammai-skolen hævdede, at en mand ikke kunne skille sig fra sin kone af nogen som helst grund undtagen »uanstændighed«. Men hvis en skilsmisse fandt sted af en forkert grund, var det ifølge Shammai-skolen stadig tilladt at indgå nyt ægteskab (Mishna Eduyoth 4:7-10). Eller, som nogle siger i dag: »Man kan ikke røre æg ud igen.« Den lille gruppe i Qumran sagde, at skilsmisse ikke var tilladt af nogen som helst grund (11QTemple 57:17-19). Jødiske kommentatorer tog ikke højde for det tilfælde, hvor en kvinde skiltes fra sin mand. Måske blev Jesus stillet dette spørgsmål for at se, hvilken gruppe han var enig med, og måske for at fremmedgøre tilhængere af den anden skole fra Jesus. En anden grund til at spørge Jesus er, at (ifølge Josefus) Herodias skiltes fra sin mand Herodes II for at gifte sig med Herodes Antipas, og uanset hvilket svar Jesus gav, ville det ikke få ham til at fremstå i et godt lys over for myndighederne.

Spørgsmål: I Mt 19:8,9 – betyder Jesu ændring af skilsmisselovgivningen, at Gud inspirerede skrifter, som han ikke var enig i?

Svar: Under den gamle pagt sagde Jesus, at skilsmisse var tilladt, fordi deres hjerter var hårde. Dette viser, at Gud i en periode tillader ting, som han ikke ønsker. Under den nye pagt bør en mand imidlertid ikke skille sig fra sin hustru, undtagen i tilfælde af utroskab. Men vi bør ikke have hårde hjerter i dag. Vi bør sikre os, at vores ægteskab ikke blot er limet sammen med billig lim, men med guddommelig cement.

Som en sidebemærkning stammer vores ord »sklerose« fra det græske ord for »hård«, nemlig »skleros«. Det fulde ord er sklerokardian.

Spørgsmål: Hvorfor begår en mand, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, ægteskabsbrud i Mattæus 19:9, når polygami jo var tilladt?

Svar: Nej, polygami er ikke utroskab. Jesu lære her er den samme, uanset om der er tale om monogami eller polygami. Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Guds holdning til skilsmisse fremgår tydeligt af Malakias 2:16: Gud hader det. I den tid, hvor Moseloven gjaldt, tillod Gud det kun, fordi deres hjerter var hårde, ifølge Mattæus 19:8. I Det Nye Testamente er det ikke tilladt at skille sig fra sin ægtefælle, undtagen i tilfælde af utroskab.

Men hvis en ikke-troende ægtefælle insisterer på at lade sig skille fra dig, befaler Gud os at give efter for dette, da Gud har kaldet os til fred, som det står i 1. Korintherbrev 7:15. At adlyde Guds befaling om [modvilligt] at give en ægtefælle lov til at lade sig skille fra dig er, set ud fra et bibelsk perspektiv, noget andet end at være ulydig mod Guds befaling ved selv at vælge at lade sig skille fra sin ægtefælle.

Guds syn på polygami. Adam og Eva var et forbillede på, at to (ikke flere) bliver ét kød (1. Korintherbrev 6:16). Polygami var tilladt i både Det Gamle og Det Nye Testamente. I Det Nye Testamente blev det dog set ned på, da kirkeledere ikke må være polygame.

Vigtigere end Guds model for monogamt ægteskab er Guds bud om skilsmisse. Når kristne missionærer prædiker blandt primitive folkeslag, opfordrer de polygame mænd til ikke at skille sig fra deres hustruer, fordi det ville berøve hustruerne deres økonomiske forsørgelse; de fraråder dog ægtemændene at gifte sig med flere hustruer.

Derfor var det valget om at bryde ægteskabsløftet, der var årsagen til utroskaben, ikke polygamien. Uanset om en mand havde mere end én kone eller ej, så vil Gud ikke have, at han gifter sig igen, hvis han på syndig vis vælger at lade sig skille, hvilket Gud hader.

Spørgsmål: Findes der i Matt 19:9 nogen manuskripter, der ikke indeholder »undtagen i tilfælde af utugt«?

Svar: Alle de manuskripter, som Aland m.fl. (3. udgave) registrerer, siger enten »undtagen på grund af utugt« eller »hvis det ikke er på grund af utugt«, bortset fra manuskript 1574. Manuskript 1574 blev skrevet i det 14. århundrede, lige før middelalderens afslutning.

Desuden skrev Tertullian, der var aktiv i årene 198-220 e.Kr., at skilsmisse ikke er tilladt undtagen på grund af utugt, både i Tertullian, »Til sin hustru«, bog 2, kap. 2, s. 45, og »Om beskedenhed«, kap. 16, s. 92. Denne klausul var altså ikke en tilføjelse efter Tertullians tid. Der er ingen beviser, der giver anledning til tvivl om, at sætningen oprindeligt var til stede.

Spørgsmål: Lærer Mattæus 19:12 kort sagt, at en mand kan gøre sig selv til eunuk for Guds rige, som en ateist (Capello) hævder?

Svar: Nej. Lad os undersøge begge muligheder. Da kirurgisk kastration også ville betyde cølibat, er spørgsmålet, om dette vers udelukkende henviser til cølibat, eller om det henviser til cølibat gennem kastration. Er vi enige?

Da fysisk kastration strider mod 5. Mosebog 23:1, og da en fortolkning som cølibat ligger meget tæt op ad 1. Korintherbrev 7:2,7, og de tidlige kristne alle forstod dette som cølibat, bør vi fortolke det i overensstemmelse med Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og den måde, hvorpå kristne gennemgående har fortolket det. Se det næste spørgsmål for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: I Mattæus 19:12 siger Jesus: »… og der er eunukker, som har gjort sig selv til eunukker for himmelrigets skyld. Den, der kan forstå det, lad ham forstå det.« Her har vi [angiveligt] Kristi godkendelse af selvkastration. Jeg spekulerer på, hvor mange kristne mænd der ville bevise deres troskab over for Gud ved at gøre dette? Mærkeligt nok er denne godkendelse af kastration i modstrid med 5 Mos 23:1.

Svar: Her tales der om cølibat, ikke om kastration. Men lad os undersøge begge muligheder.

Cølibat: Jesus var ikke bange for at bruge overdrivelser i sin tale (mener du, at jeg stak mit øje ud og huggede min hånd af for ingenting!), og han var tilsyneladende ikke bekymret for, at disse jøder, der kendte loven, ville misforstå det. Saddukæerne og farisæerne kritiserede Jesus for mange ting, men Jesus blev ikke kritiseret for dette, da overdrivelsen blev forstået.

Fysisk kastration: Hvis dette vers også henviser til fysisk kastration, ville det stride mod Det Gamle Testamente i 5. Mosebog 23:1, og intet i Skriften eller de tidlige kirkeskrifter tyder på, at Jesus lærte noget, der var i strid med den gammeltestamentlige lov, bortset fra kosten, hvor han var mindre restriktiv, og skilsmisse og kærlighed, hvor Jesus havde en højere standard.

Hvis Jesus virkelig mente kastration, ville der i dette vers ikke være nogen forskel mellem dem, der blev gjort til eunukker af mennesker, og dem, der valgte cølibat/kastration for Guds rige.

Desuden ligner denne lære fra Jesus i høj grad Paulus’ lære i 1. Korintherbrev 7:2,7, hvor Paulus klart taler om cølibat (både for mænd og kvinder) for Guds riges skyld.

Endelig bør vi ikke spørge, hvordan mennesker 2.000 år senere måske fortolker dette vers i den moderne kultur, men hvordan de tidlige kristne ville læse dette vers. Justin Martyr citerer i sin Første Apologi, kapitel 14, dette vers og taler om dem, der er gift to gange. Selvom det kan diskuteres, om Justin taler om polygami, genægteskab efter skilsmisse eller genægteskab efter en ægtefælles død, taler Justin uanset hvad om cølibat, ikke om kastration. Tertullian bruger i »Om kødets opstandelse«, kapitel 27, dette vers og taler om »det ugifte køds strålende skønhed« (dvs. cølibat generelt).

Sammenfattende kan de, der ser til Bibelen for at få vejledning i deres liv, uanset om de lever i det 2. århundrede eller det 21., finde ud af, hvad dette betyder.

Spørgsmål: Hvordan tilhører himmelriget de små børn i Mattæus 19:14?

Svar: Dette kan være sandt på flere måder.

a) Vi må erkende vores barnlige afhængighed af Gud for at blive frelst. Gud hjælper dem, der indrømmer deres hjælpeløshed over for Ham.

b) Gud tager sig af børn, der dør, før de når den alder, hvor de kan holdes ansvarlige. Bibelen antyder, at de er i himlen, om end uden nogen belønning.

Både tåber og børn ved ikke meget, men i det mindste ved børn, at de ikke ved meget.

Som en sidebemærkning var det almindeligt i Jesu tid at bringe børn for at blive velsignet af rabbinere og ældste. Det nævnes også som eksempel i 1. Mosebog 48:14; 4. Mosebog 27:18; Apostlenes Gerninger 6:6; 13:3; Matthæus 9:18,20; Markus 10:16.

Spørgsmål: Lærer kalvinismen, for at være konsekvent, i Mattæus 19:14, at alle, der dør som spædbørn, kommer i helvede?

Svar: Nej, det er en falsk beskyldning, jeg har hørt. Selvom Ambrosius af Milano, Augustin, Prosper af Aquitaine og nogle andre lærte, at alle udøbte spædbørn, der dør, kommer i helvede, var de ikke kalvinister, men de fleste var augustinere.

Kalvinister tror på den bibelske opfattelse, at det i sidste ende er Gud, der har magten til at frelse; det er ikke dåben, vores gerninger eller vores tro. Gud kan vælge at frelse gennem Kristus, som Han ønsker. Her er, hvad kalvinisterne selv siger.

»Alle, der dør i spædbarnsalderen, hører til de udvalgte«, ifølge Lorraine Boettner i *The Reformed Doctrine of Predestination*, s. 148–149. Den anden skotske trosbekendelse (1580 e.Kr.) siger: »Vi afskyr og foragter hans [pavens] grusomme dom over spædbørn, der dør uden dåb.« C.H. Spurgeon, der (fejlagtigt) henviste til Ezekiel 16:21, troede, at spædbørn, der dør, kommer i himlen. Andre kalvinister, der var enige heri, omfatter Charles Hodge, W.G.T. Shedd og B.B. Warfield. Kalvinisten Curt Daniel har i sin afhandling *The History and Theology of Calvinism*, s. 336–339, et afsnit med titlen »Dying Infants are Saved«.

Her er, hvad Calvin selv sagde i *Institutes of the Christian Religion*, bog 4, kapitel 16, s. 2:541: »Men hvordan, spørger de, bliver spædbørn genfødt, når de ikke besidder nogen viden om hverken godt eller ondt? Vi svarer, at Guds værk, selvom det ligger uden for vores forståelsesevne, ikke derfor er ugyldigt. Desuden må spædbørn, der skal frelses (og det er sikkert, at nogle bliver frelst i den alder), uden tvivl på forhånd være genfødt af Herren. For hvis de bærer med sig en medfødt fordærvelse fra deres mors skød, må de renses, før de kan optages i Guds rige…. Men for at bringe denne gruppe af indvendinger [kritikere] til tavshed gav Gud i Johannes Døberens tilfælde … et bevis på, hvad han kunne gøre hos andre.”

Spørgsmål: I Matt 19,16-17, benægtede Jesus da, at han var god, eller at han var Gud?

Svar: Nej, det er ikke det, Jesus taler om her. Se diskussionen i evangelierne om Matt 19:16-17 for at få svaret.

Spørgsmål: Hvad er det gode i Matt 19,17?

Svar: I 1. Mosebog 1 og 2 erklærede Gud hele skabelsen for god før menneskehedens fald. Jesus sagde i Markus 10,18 og Lukas 18,19, at ingen er god undtagen Gud alene. Gud er kilden til godhed, men som Thomas Aquinas påpegede, er det ikke mere gyldigt at definere Gud som god, blot fordi Gud er kilden til det gode, end det er at definere Gud som et fysisk legeme, blot fordi Gud er kilden til alle fysiske legemer.

For os er godhed det, der stemmer overens med Guds karakter og ønskede vilje. Vi bliver påbudt at gøre godt i 1. Timoteusbrev 6:18, så vi kan være gode i en begrænset forstand. Gud er god på en højere måde, fordi 1) Han er kilden til al godhed, som Han skænker os, 2) Han er den målestok, hvormed godhed bedømmes, 3) og intet er fuldstændig godt bortset fra Ham (Markus 10:18; Lukas 18:19).

Spørgsmål: Er det sandt, at rige mennesker ikke kan komme i himlen, som det står i Mattæus 19:23?

A: Nej, for ellers ville Abraham være i vanskeligheder, og Paulus, Jakob og forfatteren af Hebræerbrevet – for ikke at nævne Jesus – ville tage fejl, når de fremhæver Abraham som en troens helt. Job ville også være i vanskeligheder, efter at Gud havde velsignet ham med rigdom. Det er snarere kærligheden til rigdom og tilliden til den, der gør det svært for et menneske at komme i himlen. Et menneske kan have stor rigdom, ligesom Abraham, uden at elske eller stole på sin rigdom. Det græske ord for »trist«, lypoumenos, betyder her »bedrøvet« eller »meget trist«.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus i Matt 19:24, Mark 10:25 og Luk 18:25 med, at en kamel skal gå gennem et nåleøje?

Svar: Nogle mener, at »nålen« var et kælenavn for en smal port i Jerusalem. Men selvom Jerusalem og andre byer havde nogle meget smalle porte, kender vi ikke til nogen port, der hedder »nålens øje«. Det græske ord her, rhaphidos, kan kun betyde en nål til syning eller kirurgi, ikke en slags port inden for en port.

Det er mere sandsynligt, at Jesus her bruger en overdrivelse. Det er fuldstændig umuligt for en kamel, især en lastet kamel, at gå gennem et nåleøje. Jesus brugte denne komiske analogi for at understrege netop det. Jødiske forfattere i den babylonske Talmud (Babylonian Berakoth 55b) bruger en lignende overdrivelse: »en elefant, der går gennem et nåleøje.« (Elefanter var mere almindelige i Babylon, og brugen af denne analogi i Babylon viser, at der ikke var tale om en port i Jerusalem.)

a) er det naturligvis umuligt for en mand, der anser sig selv for rig, nogensinde at komme i himlen, og

b) alt, selv at en rig mand kommer i himlen, er muligt hos Gud (Mattæus 19:26; Markus 10:27; Lukas 18:27).

Spørgsmål: Hvad er det centrale punkt i vers 19:27 og 30 i dette kapitel?

Svar: Først og fremmest, hvad det ikke handler om. Det handler ikke om, hvorvidt deres forstand tror på Jesu ord – det gjorde de alle sammen, selv den rige unge hersker. Det handler heller ikke om, hvorvidt de har besluttet, at de vil følge Jesus. Det gør de allerede, og Jesus afviste endda nogle, der sagde, at de ville følge ham. Det handler snarere om dit hjerte. Er du villig til at forlade alt andet for at følge Jesus? Måske handler det om at vælge at forblive i et ægteskabeligt forhold (uanset om du lever i cølibat eller er gift), når en mulighed, som Gud ikke har holdt åben for dig, for øjeblikket virker mere tiltrækkende. Måske handler det om at vælge en økonomisk situation med lavere indkomst, når du er temmelig sikker på, at du kunne gå imod Gud og få betydeligt (eller bare en smule) flere penge. Hvis Gud har dit sind og din vilje, er det fantastisk. Men har Gud også dit hjerte?

Spørgsmål: Hvordan kan du i Mattæus 19:27,30 se, om noget har mere af dit hjertes hengivenhed end Gud?

Svar: Man kan ofte afdække, hvad man er hengiven til, ved at se på sin tid, sine penge og sit hjerte.

Tid: Hvis den tid, du bruger på noget, er mere end den tid, du bruger på at tilbede, bede til og tjene Gud, så er der noget galt. Jeg mødte engang en mand, der tog hele foråret og sommeren fri for at se hver eneste baseballkamp – både hjemme og ude – med sit yndlingshold. Først kunne man måske tro, at hans hengivenhed var prisværdig. Men når man tænker nærmere over det, er den slet ikke prisværdig. Troede han, at han ikke havde noget bedre at bruge sit liv på end at se baseball hele tiden? Var der intet bedre, han kunne gøre?

Penge: Se på dit kontoudtog hver måned. Der er nødvendige udgifter, du skal betale, såsom husleje/boliglån, basale fødevarer og andre udgifter. Men hvad med resten af pengene? Hvilken kategori bruger du flere penge på end det, du giver til Gud? Er der ting, såsom hyppige ferier, god mad eller dyrt tøj, der tager for stor en del af dit budget?

Hjertet: Titlen på en film siger det hele: »Heaven can wait«. Hvis du ikke ønsker at komme i himlen endnu, fordi noget her på jorden tiltrækker dig mere, er det sandsynligt, at din hengivenhed over for det er større end din hengivenhed over for Gud. Hvis der er noget, der klart står i Skriften, som du siger, du ikke kan følge, kan det have et stærkere greb om dit hjerte end Gud. Selv hvis du rationaliserer det med, at »Gud forstår det« eller »vi er jo alle syndere, så det betyder ikke noget«, bedrager du blot dig selv.

Spørgsmål: I Matt 19:28 og Luk 22:28-30 står der, at disciplene skal sidde på tolv troner – vil Judas Iskariot også sidde der?

Svar: Nej. For det første nævner Lukas 22,28-30 ikke tolv troner, men kun tolv stammer. Faktisk står der IKKE i Mattæus 19,28, at de tolv disciple vil sidde på tolv troner. Der står snarere: »… I, som har fulgt mig, skal også sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.« Der står altså, at der vil være tolv troner, men der står ikke, at de tolv disciple vil sidde på dem. Jesus lovede derimod kun dette til »jer, der har fulgt mig«. Judas fortsatte ikke med at følge Jesus og forlod sin plads som discipel, efter at han havde forrådt Jesus, som det står i Apostlenes Gerninger 1:20. I Matthæus 19:28 lovede Jesus kun dette til »jer, der har fulgt mig«.

Spørgsmål: Hvordan vil folk i dette liv have 100 gange flere fædre, mødre osv., som det står i Mattæus 19:29?

Svar: Dette vers gælder både i dette liv og i det kommende liv. Forestil dig at have hjem over hele verden, der står åbne for at byde dig velkommen, og mennesker af alle verdens racer, der er dine kære brødre og søstre. Det er det, vi har – eller burde have – i det kristne fællesskab, vi kalder kirken. Desuden vil vi i himlen have i fuldkommen form det, vi har i ufuldkommen form på jorden.

Spørgsmål: I Mt 19,30, Mk 10,31 og Lk 13,30 – på hvilke måder vil de, der er de første, blive de sidste, og omvendt?

Svar: I sidste ende vil vi måske meget vel blive forbløffede over, hvem der er de første, og hvem der er de sidste. Tingene vil være anderledes på mindst fire måder:

Stolthed: De, der var stolte i dette liv, vil blive ydmyget, og de ydmyge vil blive ophøjet (Jakobsbrevet 4:6; Lukas 1:51-52).

Rigdom: Generelt set ser mange mennesker med mange penge ikke noget stort behov for at komme til Gud, som Ordsprogene 30:8-9 antyder, og Lukas 16:19-21 giver et eksempel på. Paulus siger i 1 Korintherbrevet 1:26-31, at kun få i menigheden i Korinth var vise efter verdslige målestokke eller indflydelsesrige. Jakob 2:5 viser, at dette var tilfældet i de fleste af de tidlige menigheder. Se også Lukas 1:53 og Jakob 5:1-6.

Belønninger: Gud vil dømme de troende ud fra det, de har fået. Af dem, der har fået meget, kræves der meget.

Tjenerskab: De største troende er i Guds øjne dem, der tjener andre, som Markus 9:35-37, Lukas 9:46-48 og Matthæus 18:1-4 viser.

Vær forsigtig med at forsøge at forhandle dig vej til himlen eller forhandle om belønninger. For da Gud kender motiverne, kan de, der udadtil ser ud til at være de første, ende med at blive de sidste.

Spørgsmål: Er Herren retfærdig i denne lignelse i Mattæus 20:1-16?

Svar: Herren repræsenterer Gud, og Gud er retfærdig efter sine egne standarder. Jeg kan ikke svare på, om han er uretfærdig efter dine standarder, for nogle mennesker har meget mærkelige forestillinger om retfærdighed. Gud lærer os, at hans standard for retfærdighed stadig giver plads til særlig generøsitet.

Gud er retfærdig, og han betalte korrekt hver arbejder det, han havde lovet.

Den første gruppe forhandlede om deres løn. De andre grupper lod blot ejeren betale, hvad han valgte. Vi vil hellere have Guds nåde end at forsøge at forhandle med Gud. Når man kan vælge mellem retfærdighed og nåde, vil man have nåde.

Spørgsmål: Får alle den samme belønning i himlen i Mattæus 20:1-16?

Svar: Nej. Selvom Mattæus 20:1-16 måske ser ud til at antyde, at de gør det, lærer 1. Korintherbrev 3:12-15 udtrykkeligt, at vi ikke skal tro, at alle får den samme belønning i himlen.

Spørgsmål: Hvorfor er Mattæus 20:1-16 en god lignelse at studere sammen med mormoner (LDS)?

Svar: Denne falske religion lægger vægt på gerninger, og frelsen er baseret på, hvad man fortjener. Mormonismen lærer, at der er tre himle: den højeste for gode mormoner, den midterste – lidt bedre end jorden – for dårlige mormoner og gode kristne, og den laveste himmel – lidt værre end jorden – for det meste af resten af menneskeheden. Selvom Mormons Bog siger: »Vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre.« (2 Nephi 25:23), er det blot et dække for »alt, hvad du kan gøre«. Hvis man ser bort fra spørgsmålet om, hvorvidt man virkelig har gjort alt, hvad man kunne, eller hvad »efter« betyder, siger dette i det mindste, at frelse er en kombination af gerninger og nåde. Denne lignelse giver ikke meget mening inden for mormonismen eller for den sags skyld de fleste gerningsbaserede religioner.

Spørgsmål: Hvordan kan den Almægtige Gud i Mattæus 20:17-19 tillade, at Hans profet Jesus bliver overgivet til hedningerne for at blive hånet og dræbt?

Svar: Nogle gange kræver det, at man er villig til i første omgang at fremstå som besejret for at opnå den endelige sejr.

Spørgsmål: I Matt 20:20-28 står der, at store kristne er tjenere, ikke herskere over andre. Hvorfor ser det så ud til, at nogle kristne ledere glemmer dette?

Svar: Magt kan korrumpere, og mange ugudelige mænd kaldte sig selv troende. Du kan læse om nogle af de triste eksempler, som Gud lærte os om, i Kongernes og Krønikernes bøger.

Spørgsmål: Hvad påpeger Jesus i Mattæus 20:22, at de er uvidende om i deres anmodning?

A: De spurgte kun om belønningen. Ligesom nogle mennesker i dag, som det udtrykkes i * * i *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1280 ( ): »De ønskede en krone uden et kors, en trone uden offeralteret, herligheden uden den lidelse, der fører dertil.« Jesus irettesatte ikke deres ønske. Det er i orden at ønske sig store belønninger i himlen, men ikke hvis man ikke er villig til og i stand til at gøre det, der fører til belønningerne. Alle apostlene døde som martyrer, undtagen Johannes, der døde en naturlig død. Som Robert Little sagde: »Jakob døde en martyrdød, Johannes levede et martyrliv.«

Jesus krævede ikke blot ofring; han viste også selv et eksempel på det. Men nogle mener, at selvom Jesus valgte en tjeneste præget af ofring, føler de på en eller anden måde, at de selv bør være undtaget.

De ti andre disciple var indignerede over disse to. Det skyldtes ikke så meget stolthed, som de selv ville udvise, men snarere jalousi over, at de skulle komme foran dem ved blot en simpel anmodning.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af Jesu eksempel her i Mattæus 20,28?

Svar: Jesus, der evigt eksisterer som Guds Søn i herlighed, kom til jorden ikke for at blive tjent, men for at tjene. Som Jesu efterfølgere må vi spørge os selv, hvor seriøse vi er. Føler vi, at vi er her for at »få« og blive tjent, eller er vi først og fremmest på denne jord for at »give« og tjene Gud og andre?

Spørgsmål: I Matt 20,30 – var der tale om to blinde mænd, eller var det én blind mand ved navn Bartimæus, som det står i Markus 10,46-52?

Svar: Det kunne være to forskellige begivenheder, da alle de blinde i Jeriko sikkert gerne ville se Jesus. Men da man i begge evangelier råbte ordene »Davids søn, forbarm dig over mig/os«, er det mere sandsynligt, at der var tale om én begivenhed. Bartimæus ville i så fald være navnet på den ene af de to blinde mænd. Markus, som højst sandsynligt hørte dette fra Peter, kendte kun til én blind mand, men kendte hans navn. Matthæus, som var til stede, så begge de blinde mænd.

Spørgsmål: Hvorfor spurgte Jesus i Matt 20,32 den åbenlyst blinde mand, hvad han ønskede, at Jesus skulle gøre?

Svar: Der kan være to forskellige grunde.

For det første ønskede Jesus, at manden skulle bede om det med ord, før han fik synet tilbage, og Jesus gav manden mulighed for at gøre det.

For det andet er det ikke alle, der er handicappede, der ønsker at blive helbredt. Der har været tilfælde af mennesker i spedalskhedskolonier, der bevidst smittede deres børn, så deres børn kunne blive forsørget resten af livet.

Når du har et behov, har brug for et mirakel eller græder af sorg over den ondskab, du ser i dit eget hjerte, så lad ikke nogen eller noget aflede dig fra at råbe til Jesus.

Spørgsmål: Hvorfor bad Jesus i Matt 21,1-3; Mark 11,2-3; Luk 19,30-31 sine disciple om at hente et æsel?

Svar: Når en konge red ind i en by, red han på en hest – et kampdyr – for at symbolisere, at han var en erobrer. Når en konge eller dommer red ind på et æsel, symboliserede det, at han kom i fred, uden sin hær. Dette opfyldte også Zakarias 9,9-10.

Et centralt punkt ved dette afsnit er, at Jesus på en meget tydelig måde proklamerede, at han var Messias. Hvis de jødiske ledere valgte at dræbe ham, ville det ikke være, fordi de ikke vidste, at Jesus hævdede at være Messias.

Desuden tyder ejerens accept og manglende overraskelse over, at disciplene tog æselet, på, at ejeren allerede havde accepteret, at Jesus brugte det. Da Jesus standsede kortvarigt i Betania, lige uden for Jerusalem, ville det have givet tid til, at rygtet spredte sig, og at der samlede sig folkemængder.

Spørgsmål: I Matt 21,1-46 – hvordan reagerer forskellige mennesker i dag, når Jesus og hans lære krydser deres vej?

Svar: Nogle byder det velkommen og følger Jesus. Andre forsøger at ignorere det. Atter andre er fjendtligt indstillet og spørger: »Hvem tror han egentlig, han er, at han kommer og fortæller os, hvad vi skal gøre?« Vær forsigtig med, hvem du omgås. Hvis du ofte omgås eller er sammen med den sidste gruppe, skal du passe på, at du ikke bliver mere og mere lig dem.

Spørgsmål: Hvorfor var Jesus vred på pengevekslere i Mattæus 21:12-13, Markus 11:12-19 og Lukas 19:43-48?

Svar: Disse mennesker befandt sig i Guds hus uden nogen intention om at tilbede Gud. De var både en distraktion og en modgang for dem, der kom for at tilbede Gud. Gud tager vores tilbedelse meget alvorligt.

De jødiske Mishnah’er beretter om tilfælde af prisafpresning i forbindelse med dyr. (De tidligste Mishnah’er blev skrevet omkring år 200 e.Kr.) Hvis en person skulle bringe et dyr til ofring i templet, og priserne på dyr var urimeligt høje, ville de fattige blive udelukket fra at tilbede Gud på behørig vis.

Det er ganske mærkeligt, at nogle, der syntes så insisterende på korrekt religion og kritiserede Jesus for at tillade børn at sige »Hosanna«, ikke havde noget problem med, at pengevekslere tjente ublu fortjenester på de troende.

Det er interessant, at de med hensyn til ofrene insisterede på at veksle de romerske mønter til tyriske mønter. Nogle havde troet, at det var, fordi de romerske mønter bar billeder af guder og kejsere, der hævdede at være guder. Men tyriske mønter havde også billeder af guder.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved, at de blinde og lamme kom til Jesus for at blive helbredt i Mattæus 21,14-15?

Svar: Det var meget svært at være blind, lam eller på anden måde ude af stand til at arbejde i det antikke samfund. Man kunne ikke forvente, at nogen regering ville hjælpe en. Selvom de jødiske menigheder og familien hjalp de fattige, var det stadig uregelmæssigt at få den nødvendige økonomiske hjælp. Selvom dette ikke er påbudt i Det Gamle Testamente, forbød de fleste jødiske autoriteter blinde eller lamme mennesker at bringe et offer, selvom de stadig havde adgang til templet. Jesus hjalp dem ved at helbrede dem.

I modsætning til den almindelige jødiske praksis med at yde en vis hjælp og lade dem tigge i templet for at skaffe resten af deres underhold, mente Qumran-fællesskabet (1QSa 2:5-22; 1 QM 7:4-5), at alle handicappede var udelukket fra den jødiske menighed eller det messianske festmåltid i endetiden.

Spørgsmål: I Mt 21:16-17 – da vi jo kun skal tilbede Gud – hvorfor modtog Jesus så ros?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Jesus modtog ikke blot komplimenter og ros, men han modtog også tilbedelse i Johannes 9:38. (Det græske ord proskuneo indebærer her langt mere end blot tak eller respekt.)

2. Det er godt at give gudfrygtige ledere ære og ros (men ikke tilbedelse), som Filipperne 2:29 viser. Man skal dog kun tilbede Gud (Mattæus 4:9-10; Lukas 4:7-8; Åbenbaringen 19:10; 22:8-9)

3. Ikke kun mennesker (Mattæus 2:2), men også engle tilbeder Jesus som Gud i Hebræerbrevet 1:6.

4. Jesus er Gud (Johannes 1:1; Hebræerbrevet 1:8,9), og Jesus er vores Herre og vores Gud (Johannes 20:28-29).

Spørgsmål: Hvorfor virkede Jesus i Matt 21:18-19 og Mark 11:14,20-21 så streng, at han lod et ubevidst figentræ visne?

Svar: Det er næsten som at spørge, hvor mange hvedeplanter der blev grusomt myrdet, for at du kunne spise dit stykke brød. Svaret er ingen, fordi planter, der ikke tænker, ikke kan myrdes grusomt. Desuden er det, hvis et træ ikke viser knopper og frugt, når det botanisk set forventes, et tegn på, at det er sygt, hvilket er en rammende beskrivelse af det jødiske religiøse etablissement.

Jesus var ikke bekymret for plantens ikke-eksisterende følelser. I Markus 13:28-29 opfordrer Jesus os snarere til at lægge mærke til lignelsen om fikentræet. Når grenene og bladene springer ud, er sommeren nær. På samme måde er menneskets forløsning nær, når Messias kommer til Jerusalem. Men disse ledere gav indtryk af at være åndeligt frugtbare, mens de i virkeligheden var ufrugtbare.

Figenetræer sætter blade lige før de sætter grønne figner. Figenbladene uden figner er på en måde som »vildledende reklame«. Men hvis der ikke er tidlige figner nu, vil der heller ikke være modne figner senere. Ved bredden af Galilæasøen var der figner ti måneder om året, selvom sæsonen var kortere omkring Jerusalem.

Efter at Jesus havde gjort dette, brugte han billedet af et figentræ i Matthæus 24:32.

Bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 441-442, der bygger på oplysninger fra en artikel med titlen »The Barren Fig Tree« af W.M. Christie, giver flere detaljer. Her står der, at mod slutningen af marts begynder der at komme blade på figentræerne, og der vokser små knopper, der på palæstinensisk arabisk kaldes *taqsh*, på størrelse med grønne mandler. Disse falder af, da de ikke er rigtige figner, men bønderne spiser dem, når de er sultne, selvom de ikke smager særlig godt. Men hvis figenbladene kommer frem uden »taqsh«, vil der ikke være nogen figner.

Spørgsmål: I Mt 21,21-22 og Mk 11,24 står der, at vi kan bede om hvad som helst. Hvorfor beder kristne så ikke om, at alle bliver kristne, og får det opfyldt? Desuden har jeg en lang ønskeliste...

A: Gud kan gøre alt (undtagen at lyve, lade sig friste af det onde, fornægte sig selv eller sværge ved nogen, der er større end ham selv), men en logisk umulighed findes ikke. Gud kan ikke skabe mennesker, der frit vælger at elske og adlyde ham, uden at de er i stand til frit at vælge at elske og adlyde ham.

Selv Jesus græd over Jerusalems afvisning af ham i Matthæus 23:37-39. Selv farisæerne fik lov til at »afvise Guds hensigt for sig selv« i Lukas 7:30.

Hvad angår de lange ønskelister, se diskussionen om Matthæus 7:7-11 for at se, hvordan Gud, ligesom en vis Fader, kun giver os de gode ting, som vi beder om på den rigtige måde. Pris Gud for, at han ikke altid siger »ja« til os!

Spørgsmål: I Matt 21:21-22 og Mark 11:24: Når man beder og tror, er man da garanteret altid at få det, man beder om?

Svar: Nej, dette vers siger, at man virkelig skal tro på det, man beder om. Hvis man nærer synd i sit hjerte (Salme 66:18), vender det døve øre til de fattige (Ordsprogene 21:13), er ond (Ordsprogene 15:29; Esajas 59:1-3), nægter at lytte til Gud (Zakarias 7:11-14 og underforstået i Ordsprogene 28:9) eller beder om at få opfyldt dine egoistiske ønsker (Jakobsbrevet 4:3), vil Gud, som en vis Fader, ikke give dig det.

Spørgsmål: Hvor stor var tempelgården i Mattæus 21:23?

Svar: Før Jesu tjeneste havde Herodes den Store udvidet tempelgården til ca. 330 yards gange 500 yards (300 meter gange 460 meter). Det var her, Jesus befandt sig, da han drev pengevekslere ud og prædikede.

Spørgsmål: Hvorfor svarede Jesus i Mattæus 21:23-24 ikke blot på deres spørgsmål om, hvorvidt han var Messias?

Svar: Svaret var indlysende for dem, der ønskede at vide det. Men selv efter alle miraklerne var det ikke muligt at give et svar, de ville acceptere, da de stædigt havde nægtet at tro. Derfor talte Jesus på en sådan måde, at hvis de ærligt besvarede hans spørgsmål, ville de også besvare deres eget. Desværre søgte de, der stillede spørgsmålet, da de selv blev spurgt, det mest hensigtsmæssige svar, ikke det sande.

Spørgsmål: Hvorfor nægtede Jesus i Matt 21:24-27, Mark 11:33 og Luk 20:7-8 at fortælle dem, med hvilken myndighed han gjorde disse ting?

Svar: Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Jesus var ikke forpligtet til at besvare en persons spørgsmål, især ikke spørgsmål, der ikke blev stillet for at finde frem til sandheden, men for at fange ham i en fælde.

2. De kendte allerede svaret. Jesus havde allerede ved at gøre disse ting hævdet, at han kom fra Gud. De ønskede blot en klar udtalelse fra ham på det tidspunkt.

Da vi forkynder sandheden, skal vi ikke lyve, men det er i orden at afstå fra at svare nogle gange, især hvis de, der stiller spørgsmålene, ikke ønsker at kende sandheden, men blot forsøger at fange dig i en fælde.

Spørgsmål: I Mattæus 21:33-41, hvor Gud symboliseres af godsejeren, er det så ikke sådan, at han nogle gange ikke ved, hvad der foregår?

Svar: Godsejeren symboliserer ganske vist Gud, men han ved godt, hvad der foregår, hvilket fremgår af, at Jesus fortalte denne lignelse. Gud er sååå tålmodig og langmodig; denne lignelse viser os, at han endda er villig til at tillade vedvarende ulydighed og uretfærdighed – og endda sin Søns død – for de fortabtes skyld. Dette er for at de måtte komme til ham. Guds tålmodighed har dog en ende, nemlig på dommedagen, hvor alt vil blive bragt i orden.

I denne lignelse er godsejeren så mild og alligevel streng. Han er så mild, næsten til det tåbelige. Men i sidste ende får forpagterne den strenge vrede, de fortjener.

Gud er godsejeren, budbringerne var profeterne i Det Gamle Testamente, og Sønnen er Jesus.

Spørgsmål: Hvordan har nogle i Mattæus 21:43 groft fejlfortolket dette med hensyn til briterne?

Svar: Når der står, at Guds rige vil blive taget fra jer (flertal) [dvs. jøderne] og givet til et andet folk (ental, ethnei på græsk), har nogle fundet på en mærkelig vildfarelse kaldet britisk-israelisme. I den mest udbredte variant af denne opfattelse hævdes det, at de ti fortabte stammer, i stedet for at blive assimileret blandt de andre folkeslag i Mellemøsten, alle sammen vandrede til De Britiske Øer, og at briterne derfor stammer fra bibelske jøder (på trods af genetiske beviser på det modsatte). Tilsyneladende må anglerne, sakserne, juterne, danerne og senere normannerne, som alle bosatte sig i Storbritannien, ikke have haft nogen efterkommere! Men vidste du, at der findes genetiske markører, der viser, at en person har angelsaksisk afstamning? Omkring 25-40 % af briternes gener er angelsaksiske. Se https://www.nature.com/articles/ncomms10408 (10. december 2022) for mere videnskabelig information.

Denne opfattelse blev i hvert fald udbredt gennem en bog ved navn *A View of the Hebrews*, som blev skrevet kort før Joseph Smith, Jr., grundlæggeren af mormonismen. Britisk-israelismen tilsluttes af mormonerne og Herbert W. Armstrongs *Worldwide Church of God*.

Nationen/folket her er kirken, og kristne af alle etniske baggrunde og fra alle lande er ligeligt en del af den.

Spørgsmål: I Mattæus 21:46 – var Jesus virkelig en profet, eller betragtede folket ham blot som en profet?

Svar: Det faktum, at »de betragtede ham som en profet«, viser ikke, om han virkelig var en eller ej. Han kom fra Gud, talte Guds ord og forudsagde fremtiden, så han var en profet, og mange betragtede ham som sådan.

Spørgsmål: I Mattæus 22:13-14: Hvordan kan Gud være al-kærlig, når han udstøder nogen og kaster dem ud i mørket?

Svar: Hvem har sagt, at Gud er al-kærlig? Det gør Bibelen ikke. Som det står i Romerbrevet 11:22, skal man tage både Guds godhed og strenghed i betragtning. Gud er det mest kærlige væsen i universet. Men han er ikke kærlig, som nogle definerer kærlighed, hvis deres definition strider mod hans andre egenskaber som hellighed, retfærdighed og vrede.

Spørgsmål: Henviser udtrykket »mange er kaldet, men få er udvalgte« i Mattæus 22:14 til variationer og grader af tro og vished, som bahá’íerne lærer i *Some Answered Questions*, s. 129-131?

Svar: Nej. Hvis man læser hele lignelsen i Mattæus 22:1-14, inddeler den mennesker i to kategorier: dem, der kommer ind til det kongelige bryllupsmåltid, og dem, der ikke gør. »Mange er kaldet, men få er udvalgte« henviser til dem, der blev inviteret til at komme ind, men som afslog, og til en mand, der ønskede at komme ind i upassende tøj. Det kan være, at han, efter at han var blevet inviteret, gik videre med sine gøremål uden at forberede sig til brylluppet, og da tiden nærmede sig, havde han ikke tid til at gå hjem og skifte tøj. Det ligner på en måde nogle, der ønsker at følge Kristus, men som ikke ændrer deres egen dagsorden for at gøre det. Vi er nødt til at »skifte tøj« for Kristus.

Dette er for øvrigt en anden lignelse end den i Lukas 14,16-24 om et privat festmåltid, og den har et andet budskab.

Der er en lære for alle her. Man kan ikke bare læse et enkelt vers i Bibelen, ignorere det, der står før eller efter, og forvente at fortolke betydningen korrekt.

Spørgsmål: Hvad siger Jesus i Mattæus 22:21 om skatter og regeringen?

Svar: Først lidt baggrund, så svaret.

Mange jøder var vrede over, at de skulle betale skat til de afgudsdyrkende, undertrykkende ikke-jødiske romere. Faktisk sagde nogle fanatikere, at en jøde vanærede Gud, når han betalte skat til romerne. En romersk mønt havde indskriften »Tiberius Cæsar Augustus, søn af den guddommelige Augustus«. Farisæerne betalte skatten, fordi de var nødt til det, men de var ikke glade for det. Så hvis man går ind for at betale skat, mister man deres støtte. Og hvis man går ind for ikke at betale skat, kan de, der udspørger Jesus, selvfølgelig løbe direkte til romerne og fortælle dem det. Så de forsøgte at sætte Jesus i en umulig situation.

Jesus tog ikke stilling til deres politiske strid om, hvorvidt den romerske magt var legitim eller ej. Men Jesus sagde, at man skulle give de regerende civile myndigheder, retfærdige eller ej, hvad der tilkom dem, og give Gud, hvad der tilkom ham. Romerbrevet 13:1-6 siger også, at vi skal betale skat og underkaste os de regerende myndigheder.

Jesus gav også et andet budskab her. Jesus antydede med sit svar, at frihed, national uafhængighed og patriotisme ikke var det primære mål for en kristen; det er at følge Gud. Et tredje budskab, som Jesus antydede her, er, at vi kan være borgere i Guds rige og samtidig underkaste os verdslige civile regeringer. Romerne, især senere under Nero, var forfærdelige herskere, der gjorde korruption til normen. Og alligevel findes der ingen beretninger om, at Paulus eller nogen af de andre apostle forsøgte at starte et oprør eller en uafhængighedsbevægelse.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Matt 22:29 til saddukæerne, som åbenbart havde studeret Skriften, at de tog fejl, fordi de hverken kendte Skrifterne eller Guds kraft?

Svar: Ifølge de tidlige kristne forfattere troede saddukæerne kun på de første fem bøger i Det Gamle Testamente (Første Mosebog til Femte Mosebog) som hellig skrift, ikke resten af Bibelen. Josefus sagde også, at de kun overholdt det, der stod i Toraen. I Apostlenes Gerninger 23:8 står der, at saddukæerne benægtede opstandelsen, englene og ånderne. Selv i dag kan folk læse og studere Bibelen, men alligevel vælge at være uvidende om Guds kraft og om, hvad det vil sige at tro på Skriften.

Spørgsmål: Betyder Mattæus 22:30, at vi ikke vil have fysiske kroppe i himlen, da vi vil være som englene, og engle er ånder (Hebræerbrevet 1:14)?

Svar: Nej. Sammenligningen er med ægteskabet. Der står ikke, at vi vil være som engle på alle måder, kun på denne måde.

Spørgsmål: Betyder Matt 22:30, Mark 12:25 og Luk 20:34-35, at der ikke er ægteskaber i himlen, eller blot at der ikke er nye vielsesceremonier, men at nogle jordiske ægteskaber fortsætter i himlen?

A: Vi ved, at der ikke findes ægteskaber i himlen, når vi læser Romerbrevet 7:2. En kvinde kan ikke være gift med mere end én mand. Men hvis manden dør, er hun frigjort fra ægteskabet og kan gifte sig igen. Hun er altså ikke længere gift i himlen.

Som en sidebemærkning tror den falske religion, mormonismen, at visse »tempelægteskaber« er evige. Men hvis manden dør, kan hustruen gifte sig igen. Det er blot sådan, at hun ikke kan have to tempelægteskaber i tid og al evighed. Set fra et mormonsk perspektiv: Hvad ville manden i den mormonske himmel tænke, mens hans hustru »roder rundt« i et almindeligt ægteskab, efter at han er død?

Spørgsmål: Understøtter Mattæus 22:30 på en eller anden måde sex uden for ægteskabet, som sekten »Family of Love« (tidligere »Children of God«) hævder?

Svar: Overhovedet ikke. At sige, at vi ikke vil have et ægteskabeligt forhold i himlen, betyder ganske enkelt det, som Jesus sagde, at det betyder: at der ikke vil være behov for ægteskab i himlen. Der står ikke, at vi her på jorden enten skal være seksuelt promiskuøse eller leve i fuldstændig cølibat uden ægteskab. Denne type påstande er interessante at se, netop fordi de viser, hvor langt nogle er villige til at gå i forsøget på at læse deres egne synspunkter ind i Bibelen, som ikke findes der.

Spørgsmål: I Matt 22:30, Mark 12:25 og Luk 20:34-35... Hej. Min far er netop gået bort. Min mor tager det meget tungt og vil gerne vide, om hun stadig vil være gift med ham i himlen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal besvare hendes spørgsmål. Jeg ved, at der i Mattæus 16:19 står, at det, der bindes på jorden, vil være bundet i himlen, og det, der løses på jorden, vil være løst i himlen. Men jeg har hørt det siges, at »der ikke er noget ægteskab i himlen«. Jeg har ikke et vers, der underbygger dette, men jeg har hørt det sagt. Kan du hjælpe mig med at forstå det?

Svar: Mine dybeste kondolencer til dig og din familie i forbindelse med din fars bortgang. Jeg tror ikke, at Mattæus 16,19 var ment som en henvisning til ægteskab, men snarere til friheden til at komme i himlen. Mattæus 22,23-32 har dog en sammenhæng hermed. Saddukæerne, som benægtede opstandelsen, mente at kunne miskreditere både Jesus og farisæerne ved at sige: Hvis ægteskaber i himlen er som på jorden, hvad så med en kvinde, der bliver enke flere gange?

I Mattæus 22:30 svarede Jesus, at man i himlen hverken gifter sig eller bliver bortgiftet, men er som Guds engle, og engle er formodentlig altid ugifte. Nogle har forsøgt at fortolke dette som, at der ikke er bryllupper i himlen, men at folk, der var gift, forbliver gift. Dette er dog ikke en gyldig fortolkning af dette vers, for hvis det var alt, hvad Jesus mente, ville saddukæernes argument ikke blive tilbagevist. I moderne termer: Hvis en enke skulle gifte sig igen, ville det betyde, at:

1) hendes første mand i himlen netop have mistet en hustru, eller

2) ville hun have to ægtemænd i himlen, eller

3) Hvis hun ikke var sikker på sin mands frelse, ville hun ikke vide, om hun stadig var gift eller ugift, før hun døde, da man formodentlig ikke kan være gift med en person i helvede, mens man selv er i himlen.

Nej, som ægteskabsløfterne normalt siger: »indtil døden skiller os ad«. Hvis din mor senere skulle vælge at gifte sig igen, er der intet galt i det, som Paulus lærer i Romerbrevet 7:1-3. Det kan måske endda føles underligt for dig i starten at se hende sammen med en anden mand, men du bliver nødt til at vænne dig til det; det, som Gud specifikt har erklæret for i orden, bør vi ikke sige er forkert.

Når det er sagt, betyder det ikke, at hun ikke kan tilbringe tusinder og atter tusinder af år sammen med sin tidligere mand som kære venner i himlen. Jeg ville forvente, at hendes mand i himlen, når vi er fuldkomne, vil elske hende endnu mere, end han elskede hende på jorden, og det samme gælder hende. Naturligvis vil de begge elske Gud endnu mere.

Spørgsmål: I Matt 22,31-32 og Mark 12,26, er Jesus berettiget til at fremføre dette argument baseret på verbet »er« i den pågældende tid?

Svar: Tilsyneladende ja, for saddukæerne diskuterede ikke med Jesus om tempuset i det hebraiske ord.

Desuden ville der ikke være nogen mening i at nævne Abraham, Isak og Jakob, hvis de ikke eksisterede, og hvis Gud ville svigte andre, når de dør. Saddukæerne kunne kun sige: »Gud er ikke længere deres Gud, fordi de er døde.« Men både Jesus og farisæerne sagde, at Gud stadig er deres Gud.

Spørgsmål: Hvorfor irettesatte Jesus ikke dette spørgsmål i Matt 22:35-36 og Mark 12:28-29, ligesom han gjorde med det forrige spørgsmål om ægteskabet?

Svar: Det forrige spørgsmål om kvinden, der havde haft syv ægtemænd, havde ikke til formål at finde sandheden, men at fange Jesus i en fælde. Dette spørgsmål blev stillet, fordi spørgeren oprigtigt ønskede at høre, hvad Jesus havde at sige. Det er i orden at stille ethvert spørgsmål til Gud med respekt, så længe vi spørger for at kende sandheden og følge den.

Jesus var ikke den eneste, der blev stillet dette spørgsmål; rabbinerne diskuterede det indbyrdes. Hillels »negative gyldne regel« blev fremsat, da ikke-jøder bad ham om at forklare hele loven, mens han stod på ét ben. Han sagde, at sammenfatningen var: »Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig«, og at resten af loven er en kommentar hertil. På den anden side siger Mekilta 2. Mosebog 6 og Sifre 5. Mosebog 12:8; 19:11, at alle lovens bud er lige vigtige.

Spørgsmål: I Mattæus 22:37-40 og Markus 12:30, tilføjede Jesus egentlig noget til 5. Mosebog 6:4, eller omskrev han det uden at tilføje noget?

Svar: Evangelierne omskriver ofte det, Jesus sagde, og gengiver ikke nødvendigvis de nøjagtige ord. Mattæus 22:37-40 nævner hjerte, sjæl og sind. Markus 12:30 nævner hjerte, sjæl, sind og styrke. Den masoretiske tekst i Det Gamle Testamente siger hjerte, sjæl og styrke, men ifølge The NIV Study Bible, s. 1475, tilføjer nogle Septuaginta-håndskrifter ordet »forstand«, så Jesus var ikke den første til at tilføje »forstand«. (De bevarede skrifter af jøden Philo henviser ikke til 5. Mosebog 6:4. Dødehavsrullerne 4Q43 (=4QDt(p)) indeholder 5 Mos 6:4-11, men jeg har ikke set oversættelsen heraf.)

Desuden er hjerte, sjæl og sind i jødisk tankegang ikke adskilte kategorier, men overlapper hinanden.

Spørgsmål: I Mt 22,37, om det største bud, er det blot »hjerte, sjæl og sind«, eller er det også »kraft«, som det står i Mk 12,29-30?

Svar: Der er to mulige svar.

1. Jesus kunne have udtrykt det på forskellige måder, så det kunne være begge dele.

2. Evangelierne gengiver det, som Gud lod evangelisterne huske. Der er intet problem i at have en konservativ fortolkning af Skriften og sige, at Matthæus’ hukommelse her var upræcis, fordi han glemte »styrke«.

Hvilket af de to svar er rigtigt? Det betyder egentlig ikke noget, som svaret på det næste spørgsmål viser.

Spørgsmål: Hvorfor lod en suveræn Gud i Matt 22:37 det »største bud« blive bevaret upræcist på to forskellige måder, nemlig som »hjerte, sjæl og sind« i Matt 22:37 og som »hjerte, sjæl, sind og styrke« i Mark 12:29-30?

Svar: Årsagen til, at Gud bevidst tillod dette, findes muligvis i 2 Tim 2,14. Det er alt for let for mennesker at hænge sig i de nøjagtige ord og forsømme at tro på og udleve hovedpointen.

Bibelen er fuldstændig nøjagtig og sand, men den blev ikke skrevet og bevaret så præcist som muligt. I betragtning af at Bibelen blev skrevet og overleveret med al den præcision, som Gud krævede (og den er ekstremt præcis i visse dele), har de unøjagtigheder, vi ser i Bibelen, større betydning i nogle menneskers øjne, end de har for Gud.

Gud kunne have bevaret dette bud og andre dele af Bibelen mere præcist, men det er sandsynligt, at unøjagtighederne var bevidste fra Guds side. Gud understregede, hvor alvorligt vi skal adlyde Skriften, men når vi begynder at skændes om unøjagtighederne, begynder vi at undlade at adlyde Skriften i 1 Timoteus 6:4 og 2 Timoteus 2:14.

Spørgsmål: Hvordan hænger hele loven og profeterne sammen med disse to bud i Mattæus 22:40?

Svar: Hele loven handlede om, hvordan vi behager Gud og forholder os til ham, og hvordan vi elsker og forholder os til andre mennesker. Naturligvis havde loven også andre gavnlige virkninger, såsom at mindske sygdomme, skabe et mere hygiejnisk lejrliv, styrke familierne osv., men israelitterne var ikke nødvendigvis klar over alle de gavnlige virkninger.

Spørgsmål: I Matt 22:41-45, afviste Matthæus da, at Jesus var Davids søn, ved at henvise til Salme 110?

Svar: Slet ikke, da Matthæus specifikt henviste til, at Jesus var Guds Søn i Matthæus 4:3,6; 8:29; 14:33; 16:16; 26:63; 27:40,43,54. Det antydes også, at Jesus er Guds Søn i Mattæus 2:15; 3:17; 17:5; 22:45. Jesus blev kaldt Davids søn i Mattæus 1:1; 9:27; 15:22; 20:30,31; 21:9,15; 22:42. Jesus stillede farisæerne en gåde, som de ikke ville kunne besvare, før de tog imod ham. Det faktum, at Jesus er enig i og citerer Salme 110 som bevis på, at denne person er Davids Herre, ændrer ikke på, at Jesus også var enig i og citerede Salme 110 om, at denne person var en søn af David.

Når Jesus, som ikke havde gået på nogen rabbinerskole, stillede et spørgsmål, som alle dem, der havde gået på rabbinerskole, ikke kunne besvare, så det for øvrigt ikke særlig godt ud for dem og deres skoler.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) besvarede denne indvending fra Bardesanes ved at fremføre andre eksempler, hvor der blev stillet spørgsmål. »’Hvordan’ er ikke en benægtelse, men en forespørgsel. Faktisk forekommer dette ord i Skrifterne, ikke blot én gang, men ofte, for at udtrykke ikke en benægtelse, men en forespørgsel. For eksempel: ’Hvordan kan én jage tusind?’ [5 Mos 32:30 LXX]. Igen: ’Hvordan er den trofaste by Sion blevet en skøge?’ [Esajas 1:21 LXX]. Og: ’Hvordan er Lucifer faldet fra himlen, han, der plejede at stå op om morgenen?’ [Esajas 14:12]. Kristus sagde ikke ’hvordan’ for at benægte, men for at stille et spørgsmål.” Dialog om den sande tro, femte del, F13, s. 164.

Spørgsmål: Beviser Matt 22:42 reinkarnation ved at vise, at Jesus, Davids søn, var Davids reinkarnation, som den (fejlagtigt benævnte) Unity School of Christianity hævder?

Svar: Nej. Udtrykket »søn af« kan betyde både direkte søn af og efterkommer af. Jesus var en efterkommer af David. Der findes ingen beviser for reinkarnation i Skriften, men der findes lære, der taler imod reinkarnation. Hebræerbrevet 9:27 siger, at det er bestemt for mennesket at dø én gang og derefter stå for dommen. Desuden strider tanken om, at vi prøver igen og igen, måske indtil vi får det »rigtigt«, fuldstændigt imod læren om, at mennesker dør og derefter kommer i himlen eller helvede.

Den tidlige kristne forfatter Minucius Felix (210 e.Kr.) sammenfatter det godt. Han siger, at tanken om, at menneskers sjæle vender tilbage i dyr, er »klovnes uanstændigheder«. Minucius Felix’ *Octavius*, kap. 34, s. 194

Spørgsmål: Havde Jesus ret i at være så polemisk i Mattæus 23?

Svar: Selvom det er i orden at debattere (som Paulus gjorde), debatterer Jesus ikke i dette kapitel. Han siger blot tingene, som de er, og irettesætter farisæerne kraftigt. Hvis tanken om, at Jesus irettesætter nogen kraftigt, er fremmed for din teologi, skal din teologi måske ændres, så den stemmer overens med, hvad Jesus ville gøre. Som det står i *Believer’s Bible Commentary*, s. 1288, advarede Jesus mod »store ord og ringe handlinger«.

Spørgsmål: Hvordan ligner nogle mennesker i dag farisæerne i Mattæus 23:5-7, idet de både udtrykker deres stolthed og skjuler den på samme tid?

Svar: For farisæerne handlede det hele om »at gøre sig bemærket«; de lagde stor vægt på at lade andre vide, hvor religiøse de var. Men deres store bønnebånd, som bogstaveligt talt skulle opfylde 5. Mosebog 6,8, var blot en måde at fortælle alle andre, hvor religiøse de var – lidt ligesom at bære et ekstremt stort kors. I dag kan folk gøre ting for at vise andre, hvor mange penge de har, hvor højt uddannede de er, eller hvor populære de er. Pas på fristelsen til at definere din selvværd ud fra disse ting.

Forestil dig, at du tager ud som frivillig for at hjælpe sultende mennesker, og at du bærer et stort, diamantbesat kors af 14-karats guld, mens du hjælper dem. Er der noget galt med det billede? Forestil dig, at du donerer en masse penge til en institution, og at de ikke beder om at opkalde en bygning efter dig, men at du insisterer på, at bygningen skal opkaldes efter dig.

Spørgsmål: I Matt 23:9 står der kort sagt, at vi ikke skal kalde nogen for far – kan vi så kalde vores jordiske far det?

Svar: Ja. Jesus var ikke imod at henvise til det direkte fysiske og slægtsmæssige forhold til en far, da Jesus selv brugte det ord i denne sammenhæng i Lukas 11:47 og Johannes 6:58. Jesus var imod at bruge de religiøse titler som far, mester, lærer og rabbi, som jøderne gjorde.

Dette kan betragtes på tre forskellige måder, og alle tre er korrekte. Kald ingen »Fader«, som om de kan opretholde dit åndelige liv. Kald ingen en ufejlbarlig lærer. Og ingen bør være din »åndelige vejleder«; dit forhold til Gud er lige så tæt som til enhver anden person.

Der fandtes rabbinere i hvert fald fra Hillels tid, en generation før Jesus. Efter at Mishnaen blev samlet omkring år 217 e.Kr., måtte man adlyde sin rabbi uden at stille spørgsmål, man måtte ikke gå ved siden af eller foran sin rabbi, og man måtte ikke hilse på sin rabbi, før rabbien havde hilst på en først.

Spørgsmål: Hvad mener Jesus i Matt 23:9, når han siger: »Kald ingen for far«? Det er klart, at vi kan kalde vores biologiske fædre for »far«. Ligeledes kan vi kalde vores åndelige ledere – præster – for »far«. Paulus selv omtalte åndelige ledere som »far«. 1 Kor 4:15 Selv om I har ti tusind vejledere i Kristus, har I ikke mange fædre; for i Kristus Jesus blev jeg jeres FADER gennem evangeliet. ApG 7:2 Og Stefanus sagde: »Brødre og FÆDRE, hør på mig! Herlighedens Gud viste sig for vores fader Abraham, mens han endnu var i Mesopotamien, før han bosatte sig i Haran«. I lyset af disse skriftsteder, har de romersk-katolske kristne så ret i at kalde deres præster for »fader«?

Svar: Nej, katolikkerne strider mod dette vers, når de kalder præster for fædre. Men hvis den katolske kirke blot skulle omdøbe »fader« til »fjer«, ville det i sig selv ikke løse noget. Jeg mener, der er nogle mere grundlæggende måder, hvorpå de ikke følger dette vers.

Dette er et godt spørgsmål, der berører et meget vigtigt emne i kristendommen: Hvordan er Gud præcis vores Fader på en måde, som intet menneske nogensinde kunne være? Lad os først se på, hvad der ikke er svaret, og derefter på svaret.

Mattæus 23:9 betyder IKKE tre ting

Biologiske eller adoptivforhold skal ikke benægtes. Bibelen siger, at den og den var far til den og den, hvor ordet »far« bruges både om en direkte far og en forfader, som i Esajas 38:5. Jesus talte om biologiske bånd, da han specifikt omtalte folks jordiske far og mor i Matthæus 10:37.

Man kan ikke unddrage sig familieforpligtelser. 1. Timoteus 5:8 siger, at hvis nogen ikke sørger for sine pårørende, især sin nærmeste familie, har han fornægtet troen og er værre end en vantro. I Markus 7:11 bekræftede Jesus dette ved at tale om synden ved at kalde den hjælp, man ellers ville give sin familie, for »corban« eller »viet til Gud«.

En, der har ført dig til Kristus. Paulus adopterede sandsynligvis ikke Timoteus; det er langt mere sandsynligt, at Paulus kaldte Timoteus sin søn, fordi han havde ført ham til Kristus (1. Timoteus 1:2,18; 2. Timoteus 1:2; 2:2; Filipperne 2:22). Dette er også meningen i 1. Korintherbrev 4:15-17. Der er et punkt her, som nogle kristne måske har glemt. Ligesom du ikke ville lade et rigtigt spædbarn falde, skal du heller ikke åndeligt »lade« nye spædbørn i Kristus falde. Så vidt det er muligt, skal du sørge for, at de bliver en del af en bibeltro menighed. Hjælp dem teologisk og om nødvendigt også materielt, og sørg for, at de bliver godt næret med Guds ords mælk.

Mattæus 23:9 gælder for fire ting:

Hvad angår autoritet og rolle, skal man ikke tillægge nogen menneskelig person på jorden rollen som Gud Faderen. Han er i sidste ende vores kilde til frelse, vores kilde til sandhed og vores ultimative kilde til autoritet. Mens nogle jøder troede, at det var Moses, der skaffede mannaen, brødet fra himlen, måtte Jesus minde dem om, at det IKKE var Moses, men Gud, der gav dem himmelsk næring i Johannes 6:32. I bogen *When Critics Ask* (s. 356) tilføjes det, at vi ikke bør betragte noget blot menneske som vores ufejlbarlige åndelige mester, men at det er i orden at have menneskelige mentorer, som vi forstår er fejlbarlige.

I denne sammenhæng er Gud kilden til frelse, og ikke noget dødeligt menneske. At vi bliver Guds børn skyldes ikke naturlig afstamning eller menneskelige midler, men vi er født af Gud i Johannes 1:13. En kristen har sagt: »Gud har ingen børnebørn. Enten er man et direkte barn af Gud, eller også er man det ikke (1. Johannesbrev 3:1-2), men man kan ikke blot være et børnebarn af Gud.« Hvis du kunne have et par magtfulde hellige, der stod foran Gud på dine vegne, ville det så frelse dig? I Jeremias 15:1 står der, at selv hvis profeterne Moses og Samuel stod foran Gud på det jødiske folks vegne, ville det ikke frelse dem. Ingen kan føre et menneske til himlen undtagen Gud, og der er ingen vej til himlen undtagen ved at kende Gud.

Se derimod på den meget store agtelse, som jødiske disciple ville have for deres rabbinere, og se ikke så højt på dine menneskelige religiøse lærere. Jøderne satte deres håb til Moses (Johannes 5:45-46). Moses var ganske vist en stor og gudfrygtig mand, men alligevel bør vores håb kun være hos Gud.

At vi i navnet kan kalde Gud for Fader, er et dyrebart privilegium, som det fremgår af Efeserbrevet 3:14. Blandt de mange vers, der kalder Gud vores Fader, kan man blandt andet se på Malakias 1:6; 2:10 og Esajas 63:16. Jøderne kaldte sig selv Abrahams børn i Johannes 8:39a. Jesus benægtede ikke de genealogiske kendsgerninger i Johannes 8:39b-40, men han benægtede i realiteten, at slægtskabsforhold garanterer åndelige forhold. Johannes Døberen sagde til farisæerne og saddukæerne: »Og tro ikke, at I kan sige til jer selv: ’Vi har Abraham som vores fader.’ For jeg siger jer, at Gud kan oprejse børn til Abraham af disse sten. Øksen ligger klar ved træernes rod, og hvert træ, der ikke bærer god frugt, vil blive fældet og kastet i ilden.« (Mt 3:9-10 BSB)

Bogen *When Critics Ask*, s. 356, opsummerer det godt, når den siger, at bortset fra Gud og hans ord har vi ingen dødelige, ufejlbarlige åndelige mestre, men vi anerkender fejlbarlige åndelige vejledere.

Men hvad med…

I Job 29:16 står der: »Jeg var en far for de trængende.« Det antyder ikke blot, at Job nødvendigvis hjalp dem åndeligt, men snarere at han trådte til for at opfylde familiens økonomiske forpligtelser over for dem, han ikke var i familie med. Ligeledes viser Salme 68:5, at vi skal være en far for de faderløse.

I Esajas 51:2 står der, at man skal se op til Abraham, jeres fader, og Sara, som fødte jer. Abraham og Sara viser tilsammen, at der her er tale om et slægtsforhold. Gud siger, at man skal se tilbage på disse forfædre, som I beundrer, og efterligne deres tro og se, hvordan de blev velsignet. Intet i Esajas 51 tyder dog på, at Abraham (eller Sara) kan gøre noget for jer nu; det er Gud, der frelser os.

2. Kongebog 2:12 råbte Elisa efter Elias: »Min far, min far!« Dette tyder sandsynligvis ikke blot på et tæt discipelforhold. Selvom mange (herunder »Bible Knowledge Commentary: Old Testament«, s. 540) ser det som om, at Elisa betragtede Elias som sin åndelige far, siger Jesus i Matthæus 23:9, at vi ikke skal se på mennesker på den måde i dag.

1 Kor 4:15-17 »Selv om I har ti tusind vejledere i Kristus, har I ikke mange fædre; for i Kristus Jesus blev jeg jeres far gennem evangeliet.« (16) Derfor opfordrer jeg jer til at efterligne mig. (17) Derfor har jeg sendt Timoteus til jer, mit elskede og trofaste barn i Herren.« Dette henviser til, at Paulus førte dem til Kristus, ikke til en rolle. Paulus var en apostel i menigheden; der fandtes ingen rolle som »far« i menigheden. Se 1 Korintherbrev 12:28-29; Apostlenes Gerninger 6:1-4; 1 Timoteusbrev 3:1-13; Titusbrevet 1:5-9 for roller i menigheden.

I Apostlenes Gerninger 7:2, da Stefanus henvendte sig til dem som brødre og fædre, er der to muligheder. Den ene er, at Stefanus blot udviste respekt for de ældre i det pågældende samfund, uden at tilslutte sig deres tro. En anden opfattelse var, at Stefanus gjorde forkert i at henvende sig til dem på denne måde her.

I 1. Johannesbrev 2:12, 13, 18 henvender Johannes sig til sine læsere som »børn« og »mine kære børn« i 1. Johannesbrev 2:1. Johannes var en gammel mand, der henvendte sig til dem som børn. Hebræerbrevet 13:17 siger, at ledere i menigheden har autoritet, og at de skal aflægge regnskab for deres tilsyn over for Gud. Selvom der altså intet i 1. Johannesbrev tyder på, at nogen kaldte Johannes »far«, betragtede Johannes de mennesker, han betjente, som sine børn.

1 Johannes 2:13,14 henvender sig til »fædre« i forbindelse med unge mænd og børn. Selvom dette poetiske afsnit også kan henvise til relationer i forbindelse med at føre mennesker til Kristus, understøtter dette afsnit ikke en kirkelig rolle som »fader«, medmindre der også findes en kirkelig rolle som »ung mand« og »barn«.

Konklusionen er, at katolikker tager fejl, når de kalder præster for »fader«, men lad os ikke kævle om ord. Det egentlige problem er, at man sætter sin lid til fejlbare præster frem for Guds ufejlbarlige Ord og holder fast ved autoriteten hos til tider meget onde paver og kirkemøder frem for Gud selv i Hans Ord.

Forbehold: Endelig skal man ikke tro, at det at se en sandhed i Bibelen betyder, at man kan holde op med at lede efter andre sandheder i Bibelen. Hele afsnittet i Mattæus 23:5-13 viser, hvordan kirkens ledere skal udøve tjenende lederskab, i modsætning til farisæerne og andre, der herskede over andre.

Spørgsmål: Hvorfor udtalte Jesus disse ve-udtalelser i Mattæus 23:13-39?

Svar: Dette er ikke forbandelser, men udtryk for stor sorg. Det er advarsler og irettesættelser, nærmest det modsatte af saligprisningerne i Mattæus 5,3-11. Lad os prøve at forstå Jesu følelser her, som kulminerer i Mattæus 23,37-39. Jesus var dybt bedrøvet over, at mennesker, der ønskede at følge Gud, ville støde på disse mennesker, som på overfladen virkede som netop den slags mennesker, de burde søge. Men disse mennesker ville blot føre dem ind i en masse regler og længere væk fra Guds kærlighed. Det var ikke blot, at disse lærere gik glip af det væsentlige, men de var de værste mennesker, man kunne henvende sig til, idet de spærrede vejen for andres frelse.

Spørgsmål: Hvad er mønsteret for disse ve-udtalelser i Matt 23:13-39, og er der 7 eller 8 ve-udtalelser?

Svar: De tidlige håndskrifter har kun syv, fordi de ikke indeholder Mattæus 23:14. (Disse er Sinaiticus, Vaticanus, Bezae Cantabrigiensis, nogle italiske, Vulgata, Sinaitisk-syrisk, Sahidisk-koptisk, armensk og georgisk). Andre manuskripter placerer Mattæus 23:14 enten før vers 13 (Freer-evangelierne) eller efter vers 13 (f13-familien, nogle italiske, Clementine-Vulgataen, tilsyneladende bohairisk-koptisk). Hvis der kun er syv ve-udtalelser, udgør de et godt chiasme.

23:13 Første ve – I lukker himmelriget (ved ikke at anerkende Messias

- 23:15 Andet ve – at fremstå retfærdig, men gøre mere skade end gavn

- - 23:16-22 Tredje ve – forkert brug af Skriften

- - - 23:23-24 Fjerde ve – at gå helt glip af pointen i Skriften

- - 23:25-26 Femte ve – forkert brug af Skriften

- 23:27-28 sjette ve – at fremstå som retfærdige, men gøre mere skade end gavn

23:29-32 Syvende ve – arvinger efter dem, der ikke anerkendte profeterne, men dræbte dem.

Spørgsmål: Hvorfor rettede Jesus i Matt 23:13-33; 21:45; 16:4 skarpe bebrejdelser mod sit folks ældste? (Dette blev bragt på bane af muslimen Ahmad Deedat)

Svar: Før vi besvarer dette spørgsmål, lad os gøre det lidt sværere. Jesus irettesatte ikke blot farisæerne, lovkyndige og andre religiøse ledere, der afviste ham, men han advarede dem også om, at de ville ende i helvede. Jesus nøjedes dog ikke med blot ord. Han brugte endda en pisk og væltede to gange pengevekslernes borde i templet. Det er indlysende, at han offentligt afviste autoriteten hos dem, der i første omgang havde tilladt pengevekslernes borde på tempelområdet.

Svaret består af tre dele.

1) Jesus havde en større autoritet end deres. Selv hvis de lydigt fulgte Gud (hvilket de ikke gjorde), kunne Jesus som Messias og Guds Søn fortælle dem, hvad han ønskede, der skulle ske. Gud har ret til at ændre og ødelægge vores planer, når og hvordan han vil. Hvorfor irettesatte Gud undertiden religiøse ledere? – Gud har ret til at gøre det. Jesus hævdede, at han også havde ret til det, og det havde han – hvis han var Gud.

2) I Mattæus 23:15 afviste Jesus specifikt autoriteten hos dem, der ikke blot selv var på vej til helvede, men også førte andre til helvede. I modsætning hertil opretholdt Jesus – selvom han var større end Abraham, Moses og Det Gamle Testamente – specifikt deres autoritet og respekterede dem.

3) I dag bliver vi påbudt ikke at tage hensyn til de autoriteter, der afviser sandheden (Titus 1:14). Vi skal afvise dem, der skaber splid, jf. Titus 3:9-10. Faktisk har et problem gennem historien været, at mange har været alt for villige til at følge en ugudelig person, blot fordi vedkommende er en religiøs leder. Men i modsætning hertil fortæller Bibelen os også, at vi skal adlyde og underordne os gudfrygtige ledere (1. Thessalonikerbrev 5:12-23; 1. Petersbrev 5:2-5; Hebræerbrevet 13:17)

Spørgsmål: Hvordan »fortærede« de skriftkloge enkenes huse i Mattæus 23:14 og Markus 12:40?

Svar: Måske på samme måde som falske lærere gør i dag. Når de opfordrer folk til at give til deres tjeneste ud fra egoistiske motiver om at få noget tilbage i dette liv, kan de opfordre folk til at give til en tjeneste, som Gud måske ikke ønsker, at de skal støtte.

Spørgsmål: I Mattæus 23:16-22: Hvornår i dag – hvis nogensinde – bør man sige noget, der får det til at se ud, som om man indgår en bindende aftale, når man i virkeligheden ikke gør det?

Svar: Når du bevidst antyder, at det er en bindende aftale, og din hensigt er, at det ikke er det, bruger du bedrag for at narre den person, der opfatter, hvad du antyder. Du bør afstå fra »undvigende eder« og være »klar og ligefrem«, og lade dit ja være ja og dit nej være nej, som Jesus sagde i Mattæus 5:37.

Spørgsmål: Hvorfor kaldte Jesus i Mattæus 23:17 folk for tåber, når han jo i Mattæus 5:22 sagde, at vi ikke skulle gøre det?

Svar: Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret, selvom det andet punkt er vigtigere.

Ordet for »tåbe« i Mattæus 5:22, raca, er et nedsættende slangudtryk, der bogstaveligt betyder »tomhoved«. Det engelske udtryk »airhead« er meget lignende. Jesus gjorde ikke nar ad folk på en nedsættende måde ved at bruge dette ord i Mattæus 23:17, og vi skal ikke kalde folk det. Jesus brugte et ord for tåbe, der var beskrivende, men ikke et slangord: »meroi«. Desuden skal vi betragte mennesker som værende af stor værdi, skabt i Guds billede, og ikke som værdiløse.

Spørgsmål: Hvordan adskiller disse ve-udtalelser i Mattæus 23:23-28 sig fra de andre?

Svar: De andre forbandelser kritiserede det, farisæerne lærte og sagde. Disse forbandelser kritiserer, hvem de er indvendigt, og det eksempel, de giver. Deres eksempel er ikke godt, men det er heller ikke 100 % ondt. Det ser godt ud udvendigt, men er fyldt med ondskab indvendigt; og folk kan gennemskue det. Jesus giver en anbefalet rækkefølge i Mattæus 23:26. Han siger, at man først skal tage sig af det indre, og så vil det ydre også blive rent. Der er ikke meget mening i at rense det ydre, hvis den indre urenhed bliver ved med at strømme ud. Ritual uden virkelighed er værre end intet ritual og ingen virkelighed.

Spørgsmål: Hvordan siler folk i dag en myg og sluger en kamel, som beskrevet i Mattæus 23:24?

A: Først og fremmest gør folk det som regel ubevidst. Faktisk er der tale om en slags ordspil på aramæisk, da ordet for myg, »qamla’«, lyder meget lig ordet for kamel, »gamla’«. Det tætteste, vi kan komme på engelsk, ville være »at sile en myg og sluge en flagermus«.

Folk gør dette enten fordi de ikke har nogen anelse om, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt, eller også vælger de bevidst at fokusere på små, ubetydelige ting, hvis udfald ikke betyder så meget, frem for vigtige ting, som de helst ikke vil fokusere på. Nogle mennesker ønsker blot at ignorere de problemer, hvor de ikke klarer sig så godt, og i stedet fokusere på det, de er gode til. Andre gange vil de finde fejl i selv de mindste problemer hos andre og ignorere det, som andre gør godt.

Et simpelt spørgsmål, du kan stille dig selv, er: Hvis der er to problemer, hvilke kriterier ville du så have for at sige, at det ene er vigtigere end det andet, bortset fra din følelsesmæssige reaktion i øjeblikket?

Spørgsmål: Hvad er pointen med det rene bæger i Matt 23:25?

Svar: I tråd med det forrige vers om at sile en myg var farisæerne uenige netop om dette spørgsmål. Tilhængerne af Hillel-skolen (som blev mere dominerende efter år 70 e.Kr.) mente, at et bæger var rent, hvis man kun rensede det indvendigt. Tilhængerne af Shammai-skolen (som var mere dominerende før år 70 e.Kr.) mente, at bægeret ikke var rent, før man havde renset både indvendigt og udvendigt. Jesus sagde, at de i praksis rensede ydersiden, men ikke indersiden.

Se Jacob Neusner, »First Cleanse the Inside«, i NTS 22 [1976] s. 486-496, Mishna Kelim 2:1; 25:1, 7-9 og Berakoth 8:2.

Spørgsmål: Hvad er Jesu pointe om de hvidkalkede grave i Matt 23:27-29?

Svar: Kalk er hvid maling, der ser pæn ud, men som begynder at skalle af ved den næste regn. I måneden Adar, i marts, når tørsæsonen begyndte, påførte jøderne kalk på gravene for at få dem til at se pænere ud. Det, der passer til en grav fuld af død, er ikke passende for en troende, der formodes at være fuld af liv.

På Jesu tid var Herodes meget optaget af at bygge og renovere grave, selvom Herodes også lod grave plyndre, og Jesu tilhørere kunne måske se, at det også kunne henvise til Herodes.

Spørgsmål: I Matt 23:35 og Luk 11:51, hvem var Zakarias (eller Zacharias) kort sagt?

Svar: Dette var ikke profeten Zakarias. Det var snarere præsten Zakarias, som Joas dræbte i 2 Krøn 24:20-21. 2 Krøn var den sidste bog i Det Gamle Testamente i den hebraiske bibels rækkefølge, så da Jesus henviste til martyrerne fra Abel til Zakarias, nævnte han den første martyr til den sidste i Det Gamle Testamente.

Spørgsmål: I Mattæus 23:35, var den Zakarias, der døde, søn af Berechja, eller søn af Jojada, som blev dræbt mellem templet og alteret i 2 Krøn 24:20-21?

Svar: Først følger fire synspunkter, som kristne har, og derefter de fakta, der understøtter hvert synspunkt.

1. Zakarias, søn af Jojada

Denne opfattelse stemmer overens med alt, når man forstår, at udtrykket »søn af Berechja« er en tilføjelse fra en skriver

2. Zakarias, søn af Berechja

Denne opfattelse stemmer overens med alt, hvis man forstår, at Kristus giver os nye oplysninger om, hvordan profeten Zakarias døde.

3. Jojada havde to navne: Berechja kunne være et kælenavn, der betyder »velsignet af Gud«. Denne opfattelse går tilbage til Hieronymus (373–420 e.Kr.).

4. Forfader: Måske var Zakarias, søn af Jojada, Zakarias’ bedstefar/forfader, og de var den samme person.

Fakta, der understøtter de forskellige synspunkter:

Zakarias, søn af Berechja, virkede fra 520-480 f.Kr. Han var kronologisk set en af de sidste forfattere i Det Gamle Testamente, og Det Gamle Testamente beretter ikke, hvordan han døde.

Zekarja, søn af præsten Jojada, blev dræbt omkring 800 f.Kr., før eksilet. Hans far Jojada levede i 130 år og blev begravet sammen med kongerne i Jerusalem ifølge 2. Krønikebog 24:15-16. På grund af datoerne er der ingen mulighed for, at disse to Zekarjaer er den samme person.

Septuaginta omtaler Jojadas søn som »Azarias, søn af præsten Jodae«, og forfatteren af bogen som »Zekarias, søn af Barachias, søn af profeten Addo«. Septuaginta viser således ingen forskel her, bortset fra udtalen af navnene.

Targumet til Klagesangene 2:20 og [tilsyneladende] Johannes Chrysostomos siger, at profeten Zakarias, søn af Berechias, blev dræbt mellem templet og alteret. (Jeg har dog ikke været i stand til uafhængigt at bekræfte, hvad Johannes Chrysostomos sagde om dette.)

Zekarias’ grav var et fremtrædende vartegn i Jerusalem på Kristi tid.

Zekarja var et almindeligt navn. Der er faktisk 32 forskellige personer i Bibelen, der hedder Zekarja.

Uden for Bibelen blev en Zakarias, søn af Baruch/Baris/Bariscaeus, ifølge Josefus i »De jødiske krige« 4:334-344 dræbt af to zeloter. Han blev dræbt i tempelområdet, men sandsynligvis ikke mellem templet og alteret, så dette er et falsk spor, især da »De jødiske krige« fandt sted efter Kristi tid.

2. Krønikebog var den sidste bog i rækkefølgen i det jødiske Gamle Testamente. Selvom Jojadas søn ikke var den sidste martyr i kronologisk rækkefølge, var det at nævne Abel til Zakarias, søn af Jojada, lidt ligesom når en kristen siger »fra Første Mosebog til Åbenbaringen«.

Lukas 11:51 indeholder ikke udtrykket »søn af Berechja«.

Irenæus (182–188 e.Kr.) citerer i »Mod kætterierne«, bog 5, kap. 14.1, s. 541, Matthæus 23:35, hvor der står »Zecharias, søn af Barachias«. Hvis dette altså var en tilføjelse fra en skriver, var den stadig til stede før Irenæus’ forfatterskab. Tatians *Diatessaron* (ca. 172 e.Kr.) indeholder også Zakarias, søn af Berechias (afsnit 41). Der findes tilsyneladende ét græsk manuskript fra før Sinaiticus og Vaticanus, der indeholder Matthæus 23:35. Det er p77 (midten til slutningen af det 2. århundrede), og det indeholder også »søn af Barachias«. Hvis »søn af Berechias« altså var en tilføjelse, må den være blevet tilføjet meget tidligt, før omkring år 170 e.Kr.

Origenes (225–254 e.Kr.) henviser også til dette vers og nævner Zakarias, søn af Barachias, i Origenes til Africanus, kap. 9, s. 389.

Spørgsmål: I Matt 23:35 – er det retfærdigt, at farisæerne vil blive straffet for deres fædres synder, når Ezek 18 og 5 Mos 24:16 siger, at mennesker ikke skal holdes skyldige for deres fædres synder?

Svar: Mennesker holdes ikke skyldige for det, deres fædre har gjort. Men hvis de a) ikke tager afstand fra deres fædres synder, og b) selv begår de samme synder, vil de blive straffet på grund af deres egen skyld for at have begået de samme synder som deres fædre.

Spørgsmål: I Mattæus 23:37-40 ønskede Jesus at samle Jerusalem – hvorfor skete dette så ikke, når Gud er almægtig, alvidende og [angiveligt] alelskende?

Svar: I Jesu sidste nedskrevne offentlige ord til det jødiske folk ser man både hjertesorg og dom. Gud er ikke alelskende. At Gud er kærlig betyder ikke, at Gud udelukkende er kærlighed, eller at Gud er alelskende, ligesom det at Gud er vredefuld ikke betyder, at Gud udelukkende er vrede, eller at Gud er alvredefuld. Det samme gælder for mildhed eller jalousi. Gud er det mest kærlige væsen i universet, men Guds kærlighed udelukker ikke hans andre egenskaber.

Gud valgte at skabe os med en vilje, og da de afviste Kristus – med de evige konsekvenser, det medførte – valgte Gud ikke at tvinge dem til at acceptere Kristus, men at respektere deres beslutning, om end det var med Jesu tårer.

Spørgsmål: Viser Mattæus 24:3-44, at Jesus vendte usynligt tilbage i 1914, som Jehovas Vidner har lært?

A: Nej. Det græske ord her, parousia, kan betyde »komst« eller »tilstedeværelse«, og Jehovas Vidners »New World Translation« fortolker det som »tilstedeværelse«. Hvis Kristus skulle være vendt tilbage i 1914, så var der ingen, der så ham, det havde ingen indflydelse på noget, og det stod i modstrid med både Åbenbaringen 1:7, hvor det står, at hvert øje skal se ham, og Apostlenes Gerninger 1:11. Inden Jesus virkelig kommer, vil der ifølge Matthæus 24:5 være mange falske påstande om, at Kristus kommer først. Selvom Jehovas Vidner ikke direkte sagde, at »de var Kristus«, skete påstande fra mennesker, der hævdede at være Kristus – såsom Rev. Moon, Guru Maharaj Ji, Jim Jones osv. – alle efter denne tid.

Spørgsmål: Hvorfor vil dette i Mattæus 24:19-20 være særligt forfærdeligt for gravide kvinder og ammende mødre?

Svar: En af grundene kan måske ses i den kristne film *A Distant Thunder*. De, der ikke har modtaget dyrets mærke, vil få det svært.

I endetiden vil der være mennesker, der ikke er troende, og inden de modtager dyrets mærke, vil de stå over for et valg.

Spørgsmål: I Matt 24:20, hvilken betydning har det, om denne flugt finder sted på sabbatten?

Svar: Læg mærke til, hvornår dette vil ske. I endetiden vil mange jøder komme til Kristus, som det står i Zakarias 12,10-12 og Romerbrevet 11. Jøderne vil stadig følge lovene i Det Gamle Testamente og stadig holde sabbatten.

Spørgsmål: Skal vi derfor i henhold til Mattæus 24:20 holde sabbatten (fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag) i dag?

Svar: Kristne har to svar.

1. Der er et lille antal ægte kristne, såsom syvendedagsbaptisterne for eksempel, der siger ja.

2. Et andet svar er nej, fordi dette vers henviser til jøder, der søger Gud. Bortrykkelsen er måske allerede sket på dette tidspunkt.

Spørgsmål: Hvordan kan Gud i Matt 24:22 »forkorte« de kommende dage?

Svar: Det betyder ikke, at dagene vil vare mindre end 24 timer, men snarere kortere tidsperioder eller færre dage for denne tid med alvorlig forfølgelse.

Spørgsmål: Hvorfor vil Gud i Matt 24:23-27 tillade, at mennesker, der søger Kristus, bliver vildledt af en falsk Kristus?

Svar: Nogle gange hævder folk, at de søger et svar, men de vil kun acceptere et af de forudbestemte svar, som de allerede har besluttet sig for.

Dette spørgsmål ville være svært at besvare, hvis Gud aldrig havde givet nogen mulighed for at skelne den sande Kristus fra falske kristusfigurer. Gud har givet mindst syv måder at skelne på, om en religiøs gruppe er en åndelig forfalskning eller ej.

1. Accepterer og underviser de i det, som Gud siger i Bibelen, eller går de imod det? Nu betyder det ikke, at en gruppe er en åndelig forfalskning, blot fordi den ikke har ret i hvert eneste mindre punkt, som Romerbrevet 14 og 1. Korintherbrev 8:9-11 beviser. Men hvis de tager fejl i det, som Paulus i 1. Korintherbrev 15:1-5 kaldte de primære ting, eller hvis de benægter, at Jesus, Messias, er kommet i kødet (1. Johannesbrev 4:1-3), eller hvis de forkynder en anden Jesus (2. Korintherbrev 11:1-15), eller har et andet evangelium (Galaterbrevet 1:6-10), så hold dig og din familie væk fra dem.

2. I forbindelse hermed: benægter de ikke så meget Bibelen som de nægter at bekræfte de vigtige ting, den lærer? 2. Timoteus 3:5-7 siger, at vi ikke skal have noget at gøre med dem, der har en ydre fromhed, men fornægter dens kraft.

3. Er deres religiøse oplevelse enten ikke-eksisterende eller mærkelig? Bruger de tid på bøn og på at læse Guds ord? Har de mærkelige religiøse skikke, som ikke findes i Bibelen?

4. Lever de deres liv i overensstemmelse med det, Bibelen lærer? Hvis nogen hævder at være kristen, men alligevel lever sit liv i strid med Gud på nogle centrale områder, siger 1. Korintherbrev 5:9-13 og 2. Thessalonikerbrev 3:10,14, at vi ikke bør omgås dem.

5. Ville det at slutte sig til dem i religiøs sammenhæng være et klart tilfælde af at »tilbede sammen med dæmoner« eller at gå i åg med vantro? 1. Korintherbrev 10:20 og 2. Korintherbrev 6:14-17 advarer os imod dette og opfordrer os til at trække os ud af det.

6. Hvis nogen hævder at være den genkomne Kristus, kom de så virkelig fra himlen i skyerne, tog de de kristne med i bortrykkelsen og opfyldte de profetierne i evangelierne og Åbenbaringen?

7. Troende kan også bede til den sande Gud, og Han vil hjælpe os med at se, hvad der er rigtigt. En kristen ven af mig fortalte mig, at lige efter han først var blevet troende, kom nogle mormonske missionærer for at tale med ham. Han indså, at han på grund af sin begrænsede bibelkundskab på det tidspunkt ikke havde nogen anelse om, hvorvidt mormonerne havde ret eller tog fejl. Så bad han til Gud om hjælp, hvorefter han slog op i Bibelen for at læse. På den allerførste side, han slog op på, læste han Mattæus 7:15! Der står: »Tag jer i agt for falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indvendigt er de glubske ulve.«

Spørgsmål: I Mattæus 24:23-27 står der, at hvis nogen fulgte en falsk Kristus eller en anden åndelig forfalskning og i uskyldig uvidenhed ikke vidste, hvordan man kunne se, om det var falsk, hvorfor ville Gud så tillade dette?

Svar: Der er to svar, der supplerer hinanden.

Gud er aktiv: Han kan lade begivenheder udspille sig på en sådan måde, at en kristen kan komme i kontakt med den pågældende person for at vise vedkommende sandheden. Derefter må personen selv beslutte, om han eller hun elsker sin organisation mere, eller om vedkommende elsker sandheden mere. Enhver gud, der ikke er sandhedens Gud, er ikke værd at tjene. Jeg har hørt om missionærer i Afrika og Asien, der er blevet kontaktet af mennesker, der sagde, at Gud havde talt til dem og fortalt dem, at missionæren var udsendt af Gud. Vi behøver ikke at bekymre os om, at Gud er ligeglad, eller at Gud ikke er aktiv. Vi skal dog opmuntre kristne til at være omsorgsfulde og aktive.

Gud er retfærdig: Gud dømmer mennesker ud fra det, de ved (Rom 4:15; 5:13), og synd regnes ikke med, hvor der ikke er nogen lov. Enhver i dag, der virkelig ikke har haft mulighed for at høre evangeliet, kan befinde sig i en situation, der ligner en ikke-jødes før Kristus, som aldrig hørte evangeliet, eller et spædbarn, der døde.

Spørgsmål: Lærer Mattæus 24:23-24, at vi hver især har en »kosmisk Kristus« indeni os, som nogle New Age-tilhængere hævder?

Svar: Overhovedet ikke. Dette vers lærer, at der vil være mange, der falsk påstår at være Kristus. Jesus er Kristus, og selvom vi skal stræbe efter at leve mere som Kristus, står der intet i dette vers – eller noget andet sted i Bibelen – om, at vi skal forsøge at tage den herlighed og ære, der tilhører Kristus, og tilegne os den. Kristne vil bo hos Gud for evigt i herlighed, men vi vil ikke blive Gud eller endog små guder.

Spørgsmål: Hvordan kunne de udvalgte (de mennesker, der er bestemt til himlen) i Matt 24:24 blive vildledt?

Svar: Ganske let. »De udvalgte« betyder både dem, der er frelst, og dem, der endnu ikke er frelst, men som vil blive frelst. En del kristne er tidligere mormoner, tidligere Jehovas Vidner og tidligere medlemmer af andre åndelige forfalskninger.

Spørgsmål: Har lynet, der glimter fra øst til vest i Mattæus 24:27, noget at gøre med den bahá’í-messias, kaldet Bahá’u’lláh, og telegrafen, der dukkede op samme år (1863)?

Svar: Nej. Selvom bahá’íer har fortalt mig, at telegrafen opfylder denne profeti i Matthæus, er dette forkert af mindst fem grunde.

1. En telegraf ville ikke engang være en nær så passende opfyldelse som torden, elektricitet, en atomeksplosion eller noget synligt. Bemærk, at der i Mattæus 24:27 står: »For ligesom lynet kommer fra øst og blinker helt til vest…«

2. Den sande Kristus vil synligt vende tilbage i skyerne (Apostlenes Gerninger 1:11; Åbenbaringen 1:7), og Bahá’u’lláh stod ikke på nogen skyer eller kom på nogen skyer, medmindre man medregner tåget tænkning. ;-)

3. Desuden er Bahá’u’lláh ikke den genkomne Kristus, fordi hans lære kalder Kristi lære for en løgn. Den sande Kristus sagde, at der ikke var nogen anden vej til Faderen end gennem Ham.

4. Desuden er profetierne om den genkomne Kristus, herunder de kristnes bortrykkelse, at en fjerdedel af verdens befolkning skal dræbes af sværd, hungersnød og pest samt de øvrige begivenheder i Åbenbaringsbogen, endnu ikke gået i opfyldelse.

5. I Matthæus 24 står der også, at før den ægte Kristus kommer igen, vil der først være mange falske kristusfigurer.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Mattæus 24:28 og Lukas 17:37, at hvor der er et ådsel, der vil gribbene samle sig?

Svar: For at sige det helt klart: Ligesom gribbe kan finde døde dyr, uanset hvor de ligger, vil Guds hævn finde dem, der afviser Gud og er åndeligt døde. Det er interessant, at Jesus her bruger fuglene som en sammenligning; fugle nævnes også i Åbenbaringen 19:17-21.

Q: Hvordan kan solen i Mattæus 24:29 blive formørket, og stjernerne falde ned fra himlen?

A: Selvom Gud har magten til at ændre det lys, som solen udsender, og til at få stjernerne til at bevæge sig eller blive ødelagt, kan dette i stedet henvise til, at solen bliver formørket, og at stjernerne bliver usynlige for iagttagere på jorden. Mange ting kan forårsage dette, såsom forurening, vulkaner, brændende oliebrønde og atomeksplosioner.

Spørgsmål: Er skyer i Mattæus 24:30 noget, der strider mod menneskers veje og ønsker, som bahá’íerne lærer i *Bahá’u’lláh og den nye tidsalder*, s. 280-281?

Svar: Nej. Ikke alene vil alle se Jesus, når han vender tilbage i skyerne, og jordens folk vil sørge på grund af ham (Åbenbaringen 1:7), men den samme Jesus vil vende tilbage i skyerne på nøjagtig samme måde, som han forlod dem, ifølge Apostlenes Gerninger 1:9-11.

Spørgsmål: Hvad er din personlige holdning til bortrykkelsen i Mattæus 24:31? (en kristen spurgte mig om dette)

Svar: Jeg går ind for det. ;-) Men alvorligt talt, lad mig først redegøre for de almindelige holdninger, som kristne har til tidspunktet for bortrykkelsen, og så til sidst min egen holdning.

Før vrede: Bortrykkelsen finder sted under trængslen, men lige før Guds vrede udgydes. Det vigtigste argument for denne opfattelse er en slutning: lydige troende må ofte lide under menneskers vrede, men de behøver aldrig at lide under Guds vrede. Marvin Rosenthal skrev en bog, hvor han forsvarede denne opfattelse. Han var tidligere tilhænger af før-trængsel-teorien.

Pre-trib: Bortrykkelsen finder sted lige før trængselstidens begyndelse. Ud over støtten til den foregående opfattelse nævnes menigheden ikke i Åbenbaringsbogen efter brevene til de syv menigheder. Tilhængere af pre-trib-opfattelsen mener, at bortrykkelsen finder sted i Åbenbaringsbogen 4:1, når Gud siger til Johannes: »Kom herop!«. Den dispensationalistiske »Bible Knowledge Commentary: New Testament« (s. 79) er ganske vist præ-tribulationistisk, men mener ikke, at Matthæus 24 henviser til bortrykkelsen. »The Tony Evans Bible Commentary« (s. 910), som også er dispensationalistisk, siger, at dette henviser til trængselsperioden efter bortrykkelsen og dermed ikke involverer den bortrykkede menighed.

Da ingen vil kende timen i Matthæus 24, og hvis folk vidste, hvornår trængslen begyndte, ville de troende kunne regne ud, hvornår bortrykkelsen ville finde sted, hvis post-trib-teorien var sand.

Et yndet udtryk blandt tilhængerne af teorien om bortrykkelsen før trængslen er: »Den næste begivenhed på den profetiske kalender er kirkens bortrykkelse.« Deres vigtigste argument er, at 1. Thessalonikerbrev 5:2 siger, at Herren vil komme som en »tyv om natten«. Imidlertid siger 2. Thessalonikerbrev 2:1-3 imod denne opfattelse, at »samlingen« ikke vil finde sted, før oprøret indtræffer, og lovløshedens mand bliver åbenbaret. De to næste begivenheder på den profetiske kalender er således oprøret og afsløringen af lovløshedens mand, IKKE bortrykkelsen. (Selvfølgelig kan tilhængerne af teorien om bortrykkelsen før trængslen indvende, at bortrykkelsen kunne finde sted umiddelbart efter, at disse ting er sket, og at trængslen først vil begynde på det tidspunkt.)

Midt-trib-tilhængerne mener, at bortrykkelsen finder sted måske lidt før »pre-wrath«, med tilsvarende belæg.

"Post-trib"-tilhængerne mener, at bortrykkelsen finder sted ved afslutningen af trængslen. Deres vigtigste belæg er 1. Korintherbrev 15:52, hvor det fremgår, at vi vil blive forvandlet »ved den sidste basun«. Andre synspunkter hævder dog, at dette er den sidste basun, som de troende hører, ikke den sidste basun, der blæses.

Ingen trængsel: Mange preterister mener, at der slet ikke vil være nogen trængsel. De er nødt til at fortolke Matthæus 24:31 og det meste af Åbenbaringen meget symbolsk. Men vær meget på vagt over for enhver form for fortolkning, der enten gør bibelsteder meningsløse eller hævder, at en almindelig person, der læser et bibelsted, generelt vil blive vildledt af det, vedkommende læser.

Pan-trib: Gud kan lade bortrykkelsen finde sted, når Han ønsker det, og Han siger ikke klart i Skriften, hvornår det vil ske. Man kan sige, at man er »pan-trib«, hvis det hele ender med at gå i orden.

Jeg hælder mod »pre-wrath«, men jeg er stadig pan-trib. For at få forskellige perspektiver kan du læse »The Rapture Pre-, Mid-, or Post-Tribulational« og »The Pre-Wrath Rapture of the Church«.

Spørgsmål: I Matt 24:31, 1 Thess 4:16 og 1 Kor 15:52, hvilket trompetstød er den sidste trompet?

Svar: 1. Thessalonikerbrev 4:16 taler om en høj trompet, men 1. Korintherbrev 15:52 sidestiller dette med Guds »sidste trompet«. Der lyder syv trompetstød i Åbenbaringen 8:6-9:21; 11:15, men som det står i *1001 Bible Questions Answered*, s. 270-271, er der ingen grund til at kræve, at den »sidste trompet« skal være en af de syv trompeter; det kunne være en anden.

Spørgsmål: Hvad symboliserer figentræet i Mattæus 24:32?

Svar: Det kan være en analogi til dommen, hvor fikentræet, der ikke bærer frugt, symboliserer Israel, som vil visne.

Man kan naturligvis ikke se på hver eneste detalje i en lignelse og tillægge den en særskilt, specifik betydning. Meningen med lignelsen om figentræet er at holde vagt og være opmærksom på fremtiden, og Jesus »bruger figentræets evne til at blomstre og bære frugt som et positivt tegn på at se fremad«.

Spørgsmål: I Mattæus 24:34 og Markus 13:30 står der, at »denne generation« ikke vil forgå, før Jesus kommer – hvordan kan det være? (Den liberale humanist Albert Schweitzer rejste denne indvending)

Svar: Kristne har tre forskellige svar.

a) Det græske ord for generation, genea, kan i sig selv antyde race. Ifølge Thayers græske leksikon over Det Nye Testamente (s. 112) betød genea:

a1) mænd af samme afstamning eller en familie: Josefus, »Antiquities of the Jews« 4.8.7 (skrevet ca. 93–94 e.Kr.), Septuaginta, 1. Mosebog 31:3 osv.

a2) på hinanden følgende efterkommere: Philo

a3) en tidsalder: Herodot 2,132, Heraklit hos Plutark, Apostlenes Gerninger 14:16. I 1 Qp (Pesher) Habakuk 2:7; 7:3 kan udtrykket »den sidste generation« betyde flere levetider.

b) Der er kun én bogstavs forskel mellem dette og et lignende græsk ord, der udelukkende kan betyde slægt, nemlig »gonea«, så der kan være tale om en trykfejl. Imidlertid står der »genea« i alle de nytestamentlige håndskrifter, vi i dag råder over.

c) Det græske ord for alle disse ting, panta tauta, betyder, at denne generation var den generation, der så de forudgående tegn. (Vanskeligheder i Bibelen, s. 173-174; Nu er det et godt spørgsmål, s. 495-496)

Spørgsmål: Betyder Matt 24:34 og Mark 13:30, at alle disse ting vil ske inden for én generation efter 1914, som Jehovas Vidners tidsskrift *Vagttårnet*, bind 15, februar 1986, s. 5, lærte?

A: Nej. Jehovas Vidner har lært, at Jesus Kristus vendte tilbage usynligt i 1914, og at begivenhederne i Matthæus 24 ville finde sted inden for en generation efter det. Men hvis den grundlæggende antagelse, at Jesus vendte tilbage i 1914, er fejlagtig, så er deres argumentation også fejlagtig. Dette er et eksempel på det, der kaldes eisegese, altså at læse den betydning, man selv ønsker, ind i Skriften, i stedet for ”eksegese”, som går ud på at udlede det, der står i Skriften.

Spørgsmål: I Matt 24:36 og Mark 13:32 – da Gud er alvidende – hvorfor havde Jesus så ingen viden om det hinsides, som Ahmad Deedat hævder?

Svar: Deedat taler ikke sandt her. Mens Jesus var på jorden, siger dette vers, at Jesus ikke kendte dagen for sin genkomst. Det er en løgn at påstå, at dette vers siger, at Jesus ikke havde nogen viden om det hinsides. Troede Deedat virkelig, at Jesus i evangelierne ikke havde nogen viden om himlen, helvede og absolut »ingen viden om det hinsides«? Jeg tvivler på, at Deedat selv virkelig troede på sine egne ord her.

Spørgsmål: I Matt 24:36 og Mark 13:32: Da Gud er alvidende, og Jesus er Gud, hvordan kan det så være, at Jesus ikke kendte dagen for sin genkomst?

Svar: Jesus tømte sig selv for mange af Guds egenskaber, mens han var på jorden, som Filipperne 2:6-8 og Johannes 17:5 viser. Selv hvis denne sætning ikke stod i Matthæus, ville det derfor være rimeligt, at Jesus ikke vidste alt, mens han var på jorden. Ikke desto mindre er Jesus i himlen, som en del af Treenigheden, alvidende.

Athanasius (331 e.Kr.) siger, at Jesus som Gud vidste alt, men i sin menneskelighed var Jesus uvidende og vidste ikke efter kødet. Da Jesus voksede i viden efter kødet, vidste Jesus i sin menneskelighed dette endnu ikke. Fire afhandlinger mod arianerne, afhandling 3, kap. 28, 42-58, s. 416-425.

Athanasius skriver også: »Og Han [Jesus] vidste, hvor Lazarus lå, og alligevel spurgte han; for Guds den hellige Ord, som udholdt alt for vores skyld, gjorde dette, for at Han, idet Han bar vores uvidenhed, kunne skænke os kendskabet til Sin egen eneste og sande Fader og til Sig selv…« Fire taler mod arianerne, tale 3, kap. 27.38, s. 414.

Her er, hvad den kristne biskop Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) skrev: »Guds gerninger ligger derfor uden for vores menneskelige naturs forståelse og passer ikke ind i vores rationelle tankegang, fordi en grænseløs evigheds virkemåde kræver en uendelig forståelse af, hvordan man måler ting. Det er altså ikke en fornuftens konklusion, men en begrænsning af magten, når Gud blev menneske, når den Udødelige dør, når den Evige begraves. På den anden side afhænger det ikke af vores tankegang, men af almægtighed, at Han fremstår som Gud fra en mand, som udødelig fra en, der er død, og som evig fra en, der er begravet. Derfor bliver vi genoplivet af Gud i Kristus gennem hans død.” Om Treenigheden, bog 1, kap. 13, s. 44

Spørgsmål: I Matt 24:36, meget kort sagt: Vidste Helligånden, hvornår Jesus ville vende tilbage?

Svar: Selvom kristne er enige om, at Jesus på jorden på dette tidspunkt ikke kendte til denne information, har kristne to synspunkter på Helligåndens viden herom. Jeg mener, at det andet synspunkt er det korrekte.

1) Den Hellige Ånd vidste/ved det ikke

Gud i Treenigheden ved alt, og Helligånden selv ved alt undtagen netop denne ene kendsgerning. Den forudbestemte dato for genkomsten er på nuværende tidspunkt kun kendt af Faderen.

2) Den Hellige Ånd er ikke i fokus her.

Ord som »alle« (i Romerbrevet 3 osv.) og »ingen« i Bibelen henviser til mennesker, medmindre sammenhængen tyder på andet. Hvis englene ikke blev nævnt, ville det således være uvist, om englene vidste det eller ej. Jesus havde endnu ikke undervist om Helligånden, og derfor nævnes Helligånden ikke her. Dette vers nævner altså ikke, om Helligånden ved det eller ej. Se for en lignende situation i Mattæus 11:27. Der står, at ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen. Helligånden kender Faderen og Sønnen, men Helligånden er ikke i fokus her.

Spørgsmål: I Matt 24:36, vidste Helligånden på det tidspunkt tidspunktet for Jesu genkomst eller ej? (Dette blev spurgt af en kristen.)

Svar: Lad os først forstå spørgsmålet. Der findes en variant i manuskripterne vedrørende denne sætning, men beviserne tyder på, at den almindelige læsning, der indeholder »heller ikke Sønnen«, er den korrekte. Jesus, som tømte sig selv (Filipperne 2:7) og gav afkald på sin herlighed (Johannes 17:5), vidste det ikke, mens han var på jorden. Dette vers omhandler ikke, om Jesus og Helligånden ved det nu. Men spørgsmålet er specifikt, om Helligånden vidste det på det tidspunkt, hvor Jesus fremsatte udsagnet.

Lad os se på alle tre muligheder.

Ja, Helligånden vidste det:

Y1: Derfor henviser »ingen … heller ikke Sønnen« til alle skabninger og Jesus, men ikke til Helligånden, som Jesus endnu ikke havde undervist om, og som de ikke forstod som adskilt fra Faderen.

Y2: Helligånden ransager alle ting, selv Guds dybe ting, som det står i 1 Korintherbrev 2:10.

Y3: At Gud ved alt betyder, at hvert medlem af Treenigheden i himlen ved alt.

Nej, Helligånden vidste det ikke:

N1: »Ingen undtagen Faderen« omfatter også Helligånden.

N2: Derfor betyder det, at Gud ved alt, blot at mindst ét medlem af Treenigheden ved alt. Denne opfattelse må erkende, at det er muligt for Faderen at vide noget, som de andre først får kendskab til senere.

N3: Helligånden ransager alle ting, men den ransager snarere end at vide alt på én gang. Den havde ikke afsluttet en ransagning af denne kendsgerning på dette tidspunkt.

Siger ikke:

D1: Jesus talte om skabninger, Faderen og sig selv; Helligånden var ikke i fokus her.

D2: Dette kunne alligevel blot være en forkert variation i manuskriptet.

D3: Derfor kan svaret være både ja og nej.

Konklusion: Ingen på jorden vidste, hvornår Jesus ville vende tilbage. Man bør ikke basere en lære om Helligånden på en simpel udeladelse i ét vers. Dette er en af de ting, vi kan finde ud af, når vi kommer til himlen.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Jesus i Matt 24:42: »på hvilken dag jeres Herre kommer« i stedet for »på hvilken dag jeg kommer«?

Svar: Vi kender ikke Jesu nøjagtige ord, fordi evangelieskriverne omskrev det, Jesus sagde. Markus 13:34-36 gengiver disse ord i sammenhæng med en kort lignelse, og derfor vil det naturligvis være i tredje person. I Lukas 21:36 brugte Jesus udtrykket »Menneskesønnen«, som han ofte brugte om sig selv, igen i tredje person.

Ordet her for »hold vagt« kan også oversættes med »vær på vagt« og er det samme ord, der bruges i 1. Thessalonikerbrev 5:6.

Spørgsmål: I Mattæus 24:42 – da vi ikke ved, hvornår Jesus kommer tilbage, hvorfor ser vi så efter tegnene på hans genkomst?

Svar: Af to grunde.

1. Desværre tror mange fejlagtigt, at de kan fastslå præcist, hvornår Jesus vil vende tilbage.

2. Bibelen angiver, at vi kan se tegn, der viser, hvornår »tiden« for Jesu genkomst er. At se, hvordan tingene ikke stemmer overens, er en måde at genkende falske kristusfigurer på. Mange mener, at fra og med denne del henviser Matthæus 24 til bortrykkelsen, som de tror går forud for trængslen. Se også diskussionen om Åbenbaringen 22:6, 7, 10, 12, 20.

Spørgsmål: Henviser den trofaste og kloge tjener i Mattæus 24:45-47 til Jehovas Vidners Vagttårn-organisation, som deres bog *Reasoning from the Scriptures* s. 205 (1989) hævder?

Svar: Nej. Den trofaste og kloge tjener er alle ægte kristne, der lydigt følger Kristus og venter på hans genkomst. Det henviser bestemt ikke til en organisation, der har fremsat mange falske profetier.

Spørgsmål: I Matt 24:51, »hugger« en kærlig Gud virkelig »folk i stykker«?

A: Gud er endnu strengere end denne metafor; Han kaster mennesker i helvede. For mere information, se siden »Guds retfærdige vrede« www.BibleQuery.org/Doctrine/WrathOfGod/TheJustWrathOfGod.html.

Q: I Matt 25:1, hvor der står, at kristne skal dele, havde de fem kloge jomfruer så ret i ikke at dele med de fem tåbelige?

A: Kristne skal dele, men ikke i følgende situationer:

1. Ting, vi ikke er i stand til at dele, såsom retfærdighed og hellighed.

2. Materielle ting med dem, der nægter at arbejde (2. Thessalonikerbrev 3:10).

3. At byde velkommen eller tage en falsk lærer, der ikke har Gud, ind i vores hus.

4. Undervise sammen med mennesker, der vil trampe på sandheden som svin (Mattæus 7:6).

Hvis de kloge jomfruer havde delt med de uforstandige, ville der måske ikke have været nok olie til nogen. Selvfølgelig kunne de uforstandige jomfruer have slukket deres fakler og tændt dem igen senere, hvis de havde tænkt fremad. Men man kan ikke tvinge hver eneste detalje i en lignelse til at have en specifik betydning, men i dette tilfælde bad de uforstandige jomfruer om det, som de kloge ikke kunne give, allegorisk set. Værten lod ikke de uforstandige komme ind, fordi han ikke ønskede nogen ubudne gæster.

Spørgsmål: Er de fem ukloge jomfruer i Mattæus 25:1-13 kristne, der ikke var lydige og derfor gik glip af bortrykkelsen?

Svar: Nej. Alle troende vil deltage i bortrykkelsen. De fem kan dog være mennesker, der anså sig selv for at være kristne.

Spørgsmål: Hvordan er Gud i Matt 25:24-26 en »hård mand«, der høster, hvor han ikke har sået?

Svar: Herren i lignelsen er ikke enig med tjeneren i, at han er en hård mand. Han siger snarere: »Hvis du troede, jeg var en hård mand, hvorfor gjorde du så ikke i det mindste noget let og enkelt?« Gud sammenlignes med herren i denne lignelse. Nogle mennesker tror måske, at Gud er en hård person, fordi:

1. Gud giver mennesker forskellige mængder af »talenter«

2. Gud forventer, at vi arbejder med det, han har givet os, og at hans rige vil høste frugterne af vores hårde arbejde. (Selvfølgelig gør vi alt det gode, vi kan, fordi Gud har givet os evnen til det. Men dette vil blive overset af en person, der spørger, hvorfor Gud drager fordel af vores arbejde.)

3. Gud har ingen skrupler med at tage fra troende eller andre det, som de ikke bruger, misbruger eller bruger egoistisk.

Hvis nogen ønsker at definere et væsen, der gør disse ting, som »en streng mand« i lignelsen, så er Gud som en streng mand.

Spørgsmål: Har du nogensinde i dag set, hvordan nogen i Mattæus 25:24-30, fordi de frygtede, at der kunne ske noget dårligt, traf tåbelige beslutninger, der sikrede, at det skete?

Svar: En gang, da en virksomhed foretog en masse afskedigelser, var en ung medarbejder så stresset, at han simpelthen sagde op uden at have et andet job på hånden. Han kaldte det et »forebyggende angreb«.

Som det står i Evangelical Commentary on the Bible, s. 754: »Den tragiske ironi er, at han [den utro tjener] oplever netop det, han frygtede – herrens vrede. Selv delvis lydighed ville have været bedre end ren ulydighed (v. 27). Da han forsømte muligheden, er han nu berøvet muligheden.«

Spørgsmål: Hvorfor blev manden med det ene talent i Matt 25,26-27 og Luk 19,23 bedt om at sætte det i banken og opkræve renter, når israelitterne havde fået befaling om ikke at opkræve renter af hinanden (2 Mos 22,25; 3 Mos 25,35-37; 5 Mos 23,19; Sal 15,5)?

Svar: Der er tre punkter i svaret.

a) Det var blot en lignelse, og Jesus befalede os ikke at være hverken som den dovne tjener eller som herren.

b) Lignelsen sagde aldrig, at herren eller tjeneren var jøder. I Palæstina var der mange ikke-jøder på Jesu tid.

c) Israelitterne måtte ikke opkræve renter af deres eget folk, men de kunne låne ud med renter til andre, som det står i 5. Mosebog 23:20.

Spørgsmål: I Mattæus 25:26-27 står der, at hvis man forspilder for mange muligheder, kan mulighederne, talenterne og gaverne forsvinde. Hvordan tror du, at »åndelig forfald« kan komme til udtryk i dag?

Svar: En ting, den dovne tjener havde, var »en overflod af forsigtighed«. Men sandheden er, at han simpelthen ikke ønskede at bruge det, han havde fået. En stærk atlet, der holder op med at træne og øve sig, er ikke længere en stærk atlet. På samme måde kan en person, der er stærk i et talent eller en åndelig gave, hvis vedkommende holder op med at udøve det, måske ikke længere være så stærk i det eller måske miste det helt.

Der er en anden måde at se på dette: den gave i form af muligheder, som vi får. Hvis vi har en mulighed for at dele evangeliet med nogen eller opbygge en anden persons liv, kan denne mulighed forsvinde hurtigere, end vi måske forventer.

Spørgsmål: Er det retfærdigt af Gud i Mattæus 25,28-29 at tage talentet fra den tjener, der ejede ét talent, og give det til den, der havde flest?

Svar: Det er et fældespørgsmål! Tjenerne ejede aldrig nogen af talenterne; de var kun forvaltere for herren.

Selvfølgelig er Gud retfærdig her – medmindre vi har glemt, at talenterne aldrig rigtig var vores til at begynde med! En forvalter er en person, der trofast beskytter og forøger andres formue på deres vegne, selv når ingen holder øje med forvalteren. Det var jo Gud, der lånte dem alle talenterne i første omgang. Selv i dag ville en investeringsforvalter trække penge ud af investeringer, der ikke giver afkast, og placere dem i investeringer, der giver bedre afkast. Nogle gange glemmer vi, at Gud har »lånt os talenter«. De er ikke vores permanente ejendom, og vi har ikke ret til at bruge dem, som vi vil.

Når Gud har givet os naturlige talenter, åndelige gaver og muligheder, er det alt for let for os at betragte dem som vores egne. Det er de ikke. De tilhører Gud, og Gud har blot »lånt« dem ud til os.

Spørgsmål: I Matt 25,31-46 ser det ud til, at den eneste forskel mellem fårene og gederne er, hvad de gjorde og ikke gjorde. Er det rigtigt?

Svar: Nej. Man må ikke overse, at fårene var får, og gederne var geder. Jesus påpegede de »får-lignende« ting, som fårene gjorde, og som gederne undlod at gøre, og dermed viste han, at fårene var får. Ved dommen blev de ikke forvandlet til får og geder, men genkendt som får og geder.

Som en sidebemærkning har får typisk mere uld end geder og har derfor mindre brug for ly. Så det ville være almindeligt på visse tider af året at adskille dem om natten og lade gederne blive i en hule, en stald eller et beskyttet sted.

Spørgsmål: I Matt 25:31-46 – da nøglen [angiveligt] var at hjælpe andre – vil da ikke alle, der hjælper andre, komme i himlen?

Svar: Nej. Det var handlinger udført af medfølelse for Jesu skyld gennem hjælp til andre. Hvis det ikke blev gjort for Jesu skyld, så er det ikke for Jesu skyld. For eksempel: »Selv syndere elsker dem, der elsker dem« i Lukas 6:32-34. 1. Korintherbrev 13:3 siger, at selv om vi gav alt, hvad vi havde, til de fattige, men ikke havde kærlighed, ville det ikke gavne os noget.

Spørgsmål: Viser Mattæus 25:46, at der ikke er nogen bevidst straf for de ugudelige, som Jehovas Vidner har lært?

Svar: Slet ikke. Jehovas Vidner lærte dette i afsnit 111 i bogen *Den største mand, der nogensinde har levet* (1991). De mener, at udtrykket »evig straf« bedre oversættes med »udryddelse«. Der er to punkter i svaret.

Det græske ord betyder straf. Vores dødelige kroppe er blot en skal, og om der sker noget med vores krop, efter at vi dør, er ikke en straf. Jehovas Vidner mener, at onde mennesker udslettes, og der er ingen straf for noget, der ikke eksisterer.

Jehovas Vidners fortolkning strider fuldstændigt mod Jesu lære om bevidst eksistens for både de gudfrygtige og de ugudelige i Lukas 16:22-28. Folk ville græde og skære tænder i Matthæus 8:12; 22:13; 24:51 og 25:30, så hvorfor skulle de bekymre sig om, hvornår de ikke længere eksisterede?

Da Dyret og den falske profet kastes »levende« i ildsøen ved begyndelsen af de tusind år i Åbenbaringen 19:20, og da de stadig eksisterede og stadig var der, efter at de tusind år var forløbet (Åbenbaringen 20:10), så eksisterer i det mindste nogle væsener stadig, mens de befinder sig i ildsøen. Er du enig? Og hvis det bevises, at nogle væsener eksisterer i ildsøen, og der ikke er noget skriftsted, der siger, at væsener i ildsøen ikke længere eksisterer, så er der ingen grund til at antage, at mennesker i ildsøen ikke længere eksisterer.

Det rejser også spørgsmålet om, hvad meningen ville være med den evige, uslukkelige ild i Markus 9:43-48 og andre steder, hvor de ugudeliges legemer ikke vil dø (Lukas 12:4-5), hvis der ikke er nogen sjæle der.

Spørgsmål: Hvad har alle tre dele af Mattæus 25 til fælles i Mattæus 25:46?

Svar: Det er ikke blot advarsler; alle tre afspejler en krise, hvor der sker en adskillelse på grund af en uforstandig tjener, enten fordi herren kom uventet, eller fordi tjeneren ignorerede, hvad Herren ønskede. Ved afslutningen af sin jordiske tjeneste understreger Jesus her ikke en ny lære, men hvor presserende det er at være forberedt og træffe de rigtige beslutninger, før det er for sent for dig. Når vi deler evangeliet med andre, deler vi ikke kun sandheden (dvs. de faktiske kendsgerninger), men vi skal også formidle, hvor presserende det er, at de beslutter sig for at følge sandheden.

Spørgsmål: Hvad er i Mattæus 26,3-4 andre eksempler på ledere, der gør det modsatte af det, de var sat til at gøre, og hvorfor?

Svar: Et andet eksempel kommer lige efter dette, netop blandt disciplene, i Mattæus 26,6-7. Vores primære mål i livet er at elske, tilbede, adlyde og herliggøre Gud og derefter at elske andre. At salve Jesus er i overensstemmelse med vores mål. Vores primære mål er ikke at skaffe og hamstre penge (medmindre man altså er Judas).

Det ville synes naturligt, at de jødiske religiøse ledere, i en stilling, der oprindeligt var indrettet af Gud selv, skulle være de første til at genkende Jesus. I stedet var de de første, der ønskede at dræbe ham. Men hvorfor ville folk gøre dette?

De glemte deres formål, hvorfor de var der. De var ikke der for at øge deres magt, heller ikke for at bevare deres stilling eller for at beskytte deres formue. De var der for at lede folket i at følge og tilbede Gud. De troede, at deres formål handlede om dem selv, ikke om folket eller Gud.

I dag er det alt for let for ledere at glemme, hvorfor de er der. Nogle tager måske deres stilling ikke alvorligt nok. Andre tror måske, at deres stilling handler om dem selv, ikke om folket, og ikke om, hvad Gud ønsker, at de skal gøre i deres stilling.

Som shahen af Iran sagde: »Jeg er født til at herske.« Men troede det iranske folk alle sammen, at de var født til at blive styret af ham? En person sagde, at Hillary Clinton burde være vores præsident, fordi »hun fortjener det«. Uanset hendes meritter: Er præsidentembedet i nogle menneskers øjne reduceret til blot at være en politisk godbid, blot en belønning, og ikke det, der er bedst for det amerikanske folk?

Som et modeksempel: Hvis nogen kunne være født med en »sølvske i munden«, måtte det være millionæren William Borden (1887-1913) fra den ekstremt velhavende familie, der stod bag Borden-mælken. Men hans forældre gav ham en stærk kristen opdragelse, og han tog imod Kristus, da han var syv år gammel. Han gik på bacheloruddannelsen på Yale, hvor der på det tidspunkt ikke var megen åndelig indflydelse. Men i løbet af sit sidste år der var der 1.000 mennesker i de bønnegrupper og bibelstudier, som han organiserede. Han nåede også ud til alkoholikere i byens slumkvarterer og andre; da der var brug for et nyt missionscenter, kunne han blot betale kontant og købe det. Han sluttede sig til China Inland Mission, specifikt for at være missionær blandt de millioner af muslimer i Kina. Han rejste til Egypten for at studere arabisk, og mens han var der, fik han snart hjernehindebetændelse og døde i en alder af 25 år. Han skrev i sin bibel: »Ingen forbehold, ingen tilbagetrækninger, ingen fortrydelser.« Og alligevel udfærdigede ledere af Presbyterian Church U.S.A. i 1969 en officiel erklæring i deres kirkesamfund, hvor de benægtede Bibelens ufejlbarlighed. Dette kirkesamfund, som medlem af Verdensrådet for Kirker, gav penge til Robert Mugabe, diktatoren i Zimbabwe, der dræbte kristne missionærer.

Spørgsmål: Hvad ved vi om alabast i Matt 26,7; Mark 14,3 og Luk 7,37?

Svar: I oldtiden blev to forskellige mineraler kaldt alabast.

Alabaster i sig selv er blødt (hårdhed = 2) og kan ridses med en tommelfingernegl. Det egner sig godt til udskæring og er en form for gips. Det er lyst i farven, men kan være plettet med forskellige farver. Det dannes normalt i huler. Alabaster var et almindeligt materiale til opbevaring af salve, ifølge Plinius den Ældres »Naturhistorie«, bog 13, kapitel 3.

Marmor blev også kaldt alabaster. Det er lidt sværere at udskære (hårdhed = 3) og er faktisk kalcit eller aragonit. Det er omkrystalliseret kalksten.

Spørgsmål: I Mattæus 26:7-11, da kvinden hældte den dyre salve ud over Jesu hoved, var Jesus da for selvoptaget? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane)

Svar: Før vi besvarer Deedats spørgsmål, lad os gøre spørgsmålet endnu sværere. Ikke alene roste Jesus hendes handlinger her, men Jesus modtog også tilbedelse som Gud fra engle og mennesker i himlen (Hebræerbrevet 1:6; Åbenbaringen 5:12). Jesus modtog også tilbedelse som Gud fra mennesker (Mattæus 21:15-16; 28:9; Johannes 9:38).

Det vil måske overraske dig at høre, at vi til en vis grad er enige med Deedat i dette spørgsmål. Vi kan se, at Deedats opfattelse af Jesu betydning og Jesu egen opfattelse af sin betydning er meget forskellige. At acceptere at få den dyre krukke med parfume hældt over sit hoved – en tilbedelseshandling – samt at modtage tilbedelse, når alle jøder vidste, at kun Gud bør tilbedes, ville være at gå for langt – MEDMINDRE JESUS VAR GUD.

Spørgsmål: I Matt 26:11 – ville Jesus da ikke altid være sammen med dem, eller vil Jesus være sammen med dem altid, helt indtil tidernes ende, som det står i Matt 28:20?

Svar: Begge dele. De ville ikke have Jesu fysiske tilstedeværelse hos sig, og derfor var det passende, at kvinden salvede Jesus, mens han stadig var fysisk hos dem. Men Jesus ville være hos dem åndeligt, selv efter at han var steget op til himlen. Se »When Critics Ask«, s. 359, for mere information.

Spørgsmål: Hvad tror du, Judas følte i Matt 26,21-22, da Jesus sagde, at han vidste, at en af dem ville forråde ham?

Svar: Judas’ hjerte føltes sandsynligvis som om det var standset. Måske bebrejdede han sig selv i stilhed og tænkte, at han ikke havde slettet sine spor godt nok. Eller måske havde han et glimt af håb og tænkte, at eftersom Jesus ikke offentligt nævnte et navn, vidste Jesus måske ikke med sikkerhed, at det ville være ham. Men selv hvis Judas havde den sidste tanke, ville han ikke tænke den længe, for ved at dyppe brødet i skålen afslørede Jesus, hvem det var. Så Judas indså med sikkerhed, at hensigterne i hans hemmeligt mørke hjerte var så klare som dagen for Jesus.

Og alligevel, da han indså dette, gik Judas i Johannes 13:30 alligevel hen til ypperstepræsterne og forrådte Jesus. Nogle gange er folk så fanget i en syndig retning, at de tænker: »Nu er der ingen vej tilbage.« Men hvis du er på vej ind i en aktiv vulkan, kan du altid vende om, så længe du stadig kan gå. Hvis du er på vej i en syndig retning, er »lige nu« altid det bedste tidspunkt at vende om. Lad Gud tage sig af konsekvenserne; du skal bare sørge for at adlyde ham.

Har du nogensinde set nogen, der var så sikker og overbevist om, hvad de ville gøre, at intet overhovedet kunne få dem til at skifte mening? Det er næsten, som om de ville sige: »Forvirr mig ikke med fakta.«

Spørgsmål: Skal alle i Matt 26:27; Mark 14:23; Luk 22:17,20 og 1 Kor 11:25 bruge det samme nadverbæger?

Svar: De lå alle til bords (de sad ikke) ved ét bord, i en gruppe på tolv plus Jesus, med en forræder i deres midte. Ligesom vi ikke behøver at gøre disse ting i dag, behøver vi heller ikke at bruge det samme bæger.

Jeg kender en præst, som jeg tror er en ægte kristen, der mener, at alle skal bruge det samme bæger ved nadveren. Man må dog skelne mellem den ceremoni, vi skal følge, og de uvæsentlige aspekter, der fandt sted dengang, såsom at alle lå til bords ved ét bord.

Spørgsmål: I Matt 26:28 og Mark 14:24, bør ordet »pagt«/»testamente« have »ny« foran sig?

Svar: Sandsynligvis ikke.

I Mattæus 26:28

forekommer »ny« i Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.), Ephraemi Rescriptus (5. århundrede), Bezae Cantabrigiensis, Freer-evangelierne, sahidisk koptisk (3./4. århundrede), bohairisk koptisk (3./4. århundrede), det byzantinske lektionarium, f1-familien, f13-familien, armensk, etiopisk osv.

”Ny” findes ikke i p37 (midten af det 3. århundrede), Sinaiticus (340-350 e.Kr.), Vaticanus (325-350 e.Kr.) osv.

I Markus 14:24

”Ny” findes i Alexandrinus, sahidisk koptisk, Diatessaron, det byzantinske lektionarium, f1-familien, f13-familien, armensk, etiopisk osv.

”Ny” mangler i Sinaiticus, Vaticanus, Ephraemi Rescriptus, Bezae Cantabrigiensis, Freer-evangelierne, bohairisk koptisk osv.

Generelt er disse to varianter interessante for at illustrere to tendenser i sammenhængen mellem varianterne.

1. De alexandrinske manuskripter, herunder Sinaiticus, Vaticanus, de koptiske osv., er generelt kortere end de byzantinske varianter.

2. Der er ikke meget sammenhæng, der tyder på teologiske tendenser. For eksempel stemmer Bezae Cantabrigiensis, Freer-evangelierne, Ephraemi Rescriptus og den bohairiske koptiske tekst ikke overens med disse varianter, mens de øvrige gør.

Spørgsmål: Hvilken salme kan de have sunget i Mt 26:30?

Svar: Skriften angiver det ikke, så det kunne muligvis have været en hvilken som helst salme, herunder en nykomponeret. Det var dog skik efter påskemåltidet at synge ordene fra Salme 113-118, 114-118 eller 115-118.

Spørgsmål: Hvordan rådgiver man i Mattæus 26:31-35, 69-72 en kristen, der har indgået store forpligtelser for at tjene Gud, men som derefter er faldet på næsen?

Svar: Peter sagde ikke dette, fordi han ikke var oprigtig eller ikke kendte Jesus; Peter sagde dette, fordi han ikke kendte sit eget hjerte.

Jesus advarede Peter på forhånd, selvom der ikke er noget, der tyder på, at Peter tog imod Jesu ord på det tidspunkt. Men senere, da Peter faldt, kunne han huske, hvad Jesus havde sagt tidligere. Senere, efter Jesu opstandelse, talte Jesus specifikt til netop Peter, i de andres nærvær, for personligt at genoprette ham i Johannes 21:15-18. Jesus talte blide ord om genoprettelse og formål, ikke fordømmende ord som: »Du er helt færdig«. Peter kunne aldrig gøre sine tre fornægtelser ugjorte, men han kunne rejse sig op igen og fortsætte derfra.

Spørgsmål: I Mattæus 26:39,42 – da Jesus er Gud og har Guds sind – hvordan kunne han da bede: »Min Fader, hvis det er muligt, lad denne kalk gå mig forbi«?

Svar: Filipperne 2:6-7 viser, at Jesus frivilligt tømte sig selv for mange af sine guddommelige kræfter og egenskaber, da han kom til jorden. For eksempel blev Jesus træt (Johannes 4:6), og Jesus lærte lydighed (Hebræerbrevet 5:8), hvilket han formodentlig ikke havde nogen grund til at vide noget om i himlen. Også på jorden vidste Jesus ikke alt, da han ikke kendte dagen eller timen for sin genkomst i Mattæus 24:36 og Markus 13:32.

I dette tilfælde siger Jesus ikke, at han kender en anden vej. Jesus ser snarere, at vejen fremad vil blive meget smertefuld, og han spørger Gud Faderen, om Faderen ser en anden udvej.

Dette spørgsmål blev besvaret helt tilbage i år 246-265 e.Kr., da Dionysius, biskop af Alexandria, gav stort set det samme svar i »Eksegetisk fragment 3« i »The Ante-Nicene Fathers«, bind 6, s. 108

Spørgsmål: Er Jesus i Matt 26,52 imod al krig og dødsstraf (henrettelse)?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Jesus lærte, at når han vender tilbage, vil han dræbe dem, der var imod ham, jf. Mattæus 24:5-7,31; Markus 13:7-8 og Åbenbaringen 19:15,17-21. Dette besvarer dog ikke spørgsmålet, for det, Gud gør, og det, vi er pålagt at adlyde, behøver ikke at være det samme.

Svaret: Nej, af fire grunde.

1) Jesus kunne ikke have antydet, at troende aldrig bør bære et sværd; ellers hvorfor sagde Jesus blot få timer forinden i Lukas 22:36-38, at de, der ikke har et sværd, skal gå ud og købe et? Desuden sagde Jesus, efter at apostlene havde fortalt, at de havde to sværd, ikke til dem, at de skulle skaffe sig af med dem, men sagde: »Det er nok.«

2) Jesus talte til Peter i denne situation, lige efter at han havde slået ypperstepræstens slave, for at han ikke skulle slå nogen anden med sit sværd.

3) Jesus talte om dem, der »lever af sværdet«, ikke om alle, der har sværd. Dette kan både betyde dem, der tjener til livets ophold ved at dræbe mennesker, og dem, der ser drab på mennesker som løsningen på deres problemer.

4) Den anden del af verset er en bemærkning, ikke en befaling.

Andre vers, der viser, at sværd er i orden, er Romerbrevet 13:1-4; Lukas 14:31; 19:27; 20:14-16; Apostlenes Gerninger 25:11; 1. Korintherbrev 9:7. Da soldaterne spurgte Johannes Døberen, hvad de skulle gøre, i Lukas 3:14, havde Johannes den perfekte lejlighed til at sige til dem, at de skulle forlade hæren, men det gjorde han ikke. Ligeledes i Apostlenes Gerninger 10 var centurionen Cornelius en from mand. Henrettelse af mordere var ikke blot tilladt, men påbudt i Det Gamle Testamente i 4. Mosebog 35:31,33 og før Moseloven i 1. Mosebog 9:6.

Andre vers, der siger eller antyder, at vi ikke skal leve ved sværdet, er: 2 Korintherbrev 10:4-5; Matthæus 5:25; Johannes 18:36; og Romerbrevet 12:17.

Selvom Jesus i Lukas 22:36 og Det Nye Testamente generelt lærer om defensiv brug af sværdet og statens brug af sværdet i Romerbrevet 13:1-4, går det aldrig ind for aggressiv brug af sværdet eller statens brug af sværdet mod kættere. Ingen tidlig kristen gik ind for statens brug af sværdet mod vantro. Historisk set blev denne ubibelske lære først forkyndt af Firmicus Maternus i 346/348 e.Kr. og senere omkring 386 e.Kr. af Augustin af Hippo.

Spørgsmål: I Mattæus 26:52, hvornår (hvis nogensinde) bør vi anvende fysiske midler i tjeneste for Kristi rige?

Svar: Historisk set har vi set, at det er blevet forsøgt adskillige gange, og resultaterne var katastrofale. Det er ikke sådan, at de alle var militært mislykkede; husk, at korstogene var en succes i Mellemøsten i et par århundreder, og de var en succes, da de plyndrede Konstantinopel. Snarere var de alle åndelige katastrofer i den forstand, at de var meget nyttige for Satan til hans formål. Man kunne dog argumentere for, at defensiv kamp, såsom slaget ved Tours og afværgelsen af det tyrkiske angreb på Wien, var succeser.

Så defensivt set kan det måske være i orden at have en sikkerhedsvagt ved en kirke eller benytte politibeskyttelse. Men offensiv voldelig handling overdøver evangeliets budskab. Hvis man ikke længere har noget budskab at give, hvorfor så overhovedet gå i offensiven?

Spørgsmål: I Mattæus 26:53, hvor mange er tolv legioner af engle?

Svar: En romersk legion bestod ved fuld styrke af 6.000 mænd, så det ville være 72.000 engle. Da 185.000 assyriske soldater blev dræbt på en enkelt nat af én engel i 2. Kongebog 19:35, ville 72.000 engle være tilstrækkeligt – til de nærliggende solsystemer!

Spørgsmål: Hvordan kunne Jesus i Mattæus 26:64 tale foran Sanhedrin, når Esajas 53:7 siger, at Messias ikke ville åbne sin mund?

Svar: Dette betyder ikke, at Jesus ville blive født uden evnen til at tale hele sit liv. I stedet præciserer Esajas 53 dette ved at sige »som et får, der er tavst foran sine klippere«. Jesus talte faktisk den dag, men da hans anklagere talte imod ham foran Pontius Pilatus, var Pilatus forbløffet og forundret over, at Jesus ikke talte eller besvarede en eneste anklage, som det fremgår af Mattæus 27:14 og Markus 15:4-5.

Spørgsmål: Hvordan ville Kajafas i Mattæus 26:64 kunne se Menneskesønnen sidde ved magtens højre hånd og komme på himmelens skyer?

Svar: I Åbenbaringen 1:7 står der, at hvert øje vil se Kristus vende tilbage i skyerne, også dem, der gennemborede ham. Så selv dem, der allerede var døde, vil kunne se denne begivenhed. Desuden sagde Jesus dette officielt til Kajafas i hans rolle som ypperstepræst, der repræsenterede Israels nation, ikke blot som privatperson. Så hele Israel vil også se dette.

Spørgsmål: Hvorfor rev ypperstepræsten sine klæder i stykker i Mattæus 26:65?

Svar: At rive sit tøj i stykker var en alvorlig handling; tøjet kunne ikke bruges igen, og tøj var ret dyrt dengang. Det skete kun, når nogen hørte blasfemi mod Gud (Mishnah Sanhedrin 7:5), eller i tilfælde af stor forargelse eller sorg (2. Kongebog 18:37; Judith 14:19; 1. Makkabæerbog 11:71; Apostlenes Gerninger 14:14). Dette var et vidnesbyrd om, at de ikke havde nogen andel i blasfemien mod Gud og tog afstand fra den. Så ypperstepræsten ønskede at vise, at han som en god jøde ikke kunne tolerere det, han erklærede for blasfemisk. Men vent lige et øjeblik. I 3. Mosebog 21:10f står der, at det var forbudt for ypperstepræsten at rive sit tøj i stykker. Så ypperstepræsten, i sin iver efter at vise, hvor ret han havde, og hvor forkert Jesus havde, brød her selv den gammeltestamentlige lov.

Spørgsmål: Hvordan kunne Peter, Jesu apostel, i Mattæus 26:69-75 lyve af frygt?

Svar: Peter syndede her, som han selv bittert indså i Mattæus 26:75; Markus 14:72 og Lukas 22:62. Peter satte sin lid til Jesus, og selvom Jesus havde advaret dem, flygtede apostlene i frygt, da Jesus blev anholdt. Jesus tilgav specifikt Peter for at have fornægtet ham tre gange i Johannes 21:15-19.

Spørgsmål: Hvad var kendetegnene ved en galilæisk accent i Mattæus 26:73 og Markus 14:70?

Svar: Selvom vi ikke ved det med sikkerhed, boede der mange grækere og græsk-talende jøder i Galilæa og det nærliggende Dekapolis, og måske var det træk, der stammede fra det græske sprog. Ud over udtalen af ord kunne det også omfatte idiomer og ordvalg.

Spørgsmål: Hvorfor bandede Peter i Mattæus 26:74 og Markus 14:71?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, kunne det have været af to grunde.

Frygt: Det kan have været, fordi Peter var bange.

For at gøre indtryk: Det kan have været for at forsøge at »bevise« over for jøderne, at han ikke var en af Jesu disciple.

Uanset hvad er Peters forbandelse, ligesom Peters fornægtelse, ikke et eksempel, vi skal følge i dag. Vi skal ikke bruge groft sprog ifølge Efeserbrevet 5:4, og vi vil blive dømt for hvert eneste tomt ord ifølge Matthæus 12:36.

Spørgsmål: Hvorfor mødtes de igen om dagen i Mattæus 27:1?

Svar: Det var måske ikke så meget et separat møde, men de havde brug for, at det fremstod som et separat møde. Møder i Sanhedrin skulle alligevel finde sted om dagen. Der kunne ikke afsiges en skyldkendelse efter blot ét møde. Ifølge jødisk lov kunne de kun afsige en dødsdom om dagen, og de var nødt til at mødes to gange for at sikre sig. Desuden kan det natlige møde have været et mindre udvalg af Sanhedrin, mens det daglige møde måske havde hele rådet til stede.

Det jødiske Sanhedrin kunne imidlertid ikke henrette nogen under romerne (undtagen for vanhelligelse af tempelområdet), så det er interessant, at de henvendte sig til romerne, som de hadede, for at få henrettet en person, de hadede endnu mere. Det ville selvfølgelig også se bedre ud for Sanhedrin, hvis romerne dømte Jesus og ikke blot jøderne.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Pontius Pilatus i Mattæus 27:2?

Svar: Pontius Pilatus var en romersk guvernør; nærmere bestemt var han en »præfekt«. Præfekter styrede små, urolige områder. De havde ikke særlig stor magt, mindre end kejserlige legater og prokonsuler; men de havde samme beføjelser som disse, når det gjaldt retsafgørelser i deres område. De havde beføjelse til at idømme dødsstraf, som kun kunne appelleres ved at henvende sig til kejseren, hvis den dømte var romersk borger.

Før oktober år 31 e.Kr. var Pilatus ifølge Josefus (»Jødernes oldtid«, bog 18, kap. 3-4, s. 379-381, og »Jødernes krige«, bog 2, s. 169-177, bill. 2-4) blottet for retfærdighed og gudsfrygt, uretfærdig, kunne ikke lide jøderne og forstod dem ikke rigtig. Dette fremgår også af Filon af Alexandria i *Om gesandtskabet til Gaius*, kap. 38–40, s. 784–786. Pilatus bragte bevidst de romerske faner med kejsers billeder ind i Jerusalem. Han plyndrede templets skatkammer for at bygge en akvædukt. I Lukas 13:1 står der, at Pilatus dræbte galilæere og blandede deres blod med deres offerdyr. Derefter brød der optøjer ud blandt folket i Jerusalem, og han lod sine soldater dræbe mange af dem. Pilatus placerede bronzeskjolde med kejserens billede i templet i Jerusalem udelukkende for at irritere jøderne. Folket gjorde sådan et oprør, at den romerske kejser selv tilsidesatte Pilatus’ beslutning og beordrede, at skjoldene skulle fjernes. Pilatus havde fået denne stilling gennem sin mentor i Rom, Sejanus, en nær ven og fortrolig af kejser Tiberius. Ifølge Philo var det Sejanus’ mål at udrydde jøderne. I oktober år 31 e.Kr. blev Sejanus imidlertid henrettet for mistanke om forræderi mod Tiberius, og derefter vedtog Tiberius love mod antisemitisme.

Efter oktober år 31 e.Kr. følte Pilatus sandsynligvis, at han stod på »tynd is« over for kejser Tiberius. Forholdet til ham og jøderne blev endnu værre fra omkring år 33 e.Kr., og Pilatus blev afsat i år 36 e.Kr., efter at han havde dræbt en gruppe samaritanere, der var samlet for at se nogle hellige kar. Samaritanerne appellerede til Vitellius, legaten i Syrien, som beordrede Pilatus til at redegøre for sine handlinger over for kejseren.

Under Jesu retssag fremstår Pilatus lidt mere positivt indstillet over for Jesus end de jødiske ledere. Pilatus kunne sandsynligvis ikke have været mere ligeglad med Jesus selv; han var snarere blot imod Sanhedrin. Men da de jødiske præster spillede deres »trumfkort« – at de ville gå til kejseren og fortælle, at han tolererede, at nogen kaldte sig selv for jødernes konge – gav Pilatus, som var en pragmatisk mand, efter for Sanhedrins ønsker. På en måde blev Jesu ryg flænget af pisken, fordi Pilatus var rygradsløs.

Spørgsmål: Hvad kan vi i Mattæus 27:3-5 lære om mennesker ud fra Judas’ eksempel?

Svar: Ligesom Judas senere fortrød dybt, hvad han havde gjort, fortryder nogle onde mennesker dybt – undertiden til det punkt, hvor de bliver fortvivlede – det, de har gjort. Judas kunne have tænkt over, hvordan han ville føle sig over for sine handlinger, før han begik dem, men det gjorde han ikke. På samme måde kunne nogle onde mennesker, der i dag fortryder deres handlinger dybt, have tænkt over det, før de begik dem, men det gjorde de ikke.

Judas var i pengebind, og Judas selv følte afsky over det, som hans pengebind fik ham til at gøre.

Spørgsmål: I Matt 27,5: Hængte Judas sig selv, eller sprang hans krop i stykker, som det står i Apostlenes Gerninger 1,18-19?

Svar: Apostlenes Gerninger 1:18-19 siger, at Judas faldt hovedkulds ned på en mark, hvilket antyder et fald fra i det mindste en vis højde. Sætter man disse vers sammen, giver det to muligheder. I begge scenarier hængte Judas sig selv, sandsynligvis fra et træ, muligvis udhængende over en klippe.

Hængningen mislykkedes: Mens Judas stadig var i live, brød rebet, og han faldt hovedkulds ned på marken, hvor hans krop sprængtes i stykker.

Hængningen lykkedes, og Judas døde af at blive hængt. Men hvis ingen ville gå op for at tage ham ned, ville liget før eller senere falde ned på den ene eller den anden måde.

Uanset hvad var der tale om en hængning, et bristet reb og en krop, der var sprunget i stykker.

Spørgsmål: I Matt 27:7 og ApG 1:18, var det præsterne eller Judas Iskariot, der købte marken?

Svar: Præsterne var »for åndelige« til at mishage Gud ved at bruge blodpenge. Da Judas desuden kastede pengene ind i en del af templet, hvor kun præsterne havde adgang, kunne pengene – mærkeligt nok – af dem betragtes som »hellige«, da de havde rørt ved et helligt sted. Judas var allerede død, så præsterne gennemførte denne transaktion som Judas’ repræsentanter ved hjælp af »hans« 30 sølvstykker. På en makaber måde tog Judas personligt marken i besiddelse. I Mattæus 27:6 ønskede præsterne ikke, at de 30 stykker blodpenge skulle tilbage i templets skatkammer.

Spørgsmål: Hvordan er dette i Mattæus 27:9-10 en opfyldelse af Jeremias, da Jeremias kun sagde en del af dette, og Zakarias sagde en del af dette?

Svar: Kristne har seks svar.

En kopieringsfejl, ingen profet angivet – Augustin af Hippo sagde, at mange manuskripter ikke har navnet på en profet, selvom han mente, at de bedste manuskripter havde »Jeremias«. (Augustins »Harmoni af evangelierne«, bog 3, kap. 7.30-31, s. 191-192

Kopieringsfejl vedrørende Zakarias – I nogle få græske manuskripter står der Zakarias i stedet for Jeremias.

Oversættelsesfejl: Papias, en discipel af apostlen Johannes, beretter, at Matthæus oprindeligt skrev sit evangelium på hebraisk. Hvis dette er sandt, og det blev oversat til græsk, kan denne detalje være blevet ændret dengang.

En ikke-nedskrevet profeti fra Jeremias. Zakarias 1:4 citerer selv Jeremias 18:11. Zakarias 7:7 nævner, at han citerer ord fra tidligere profeter.

En testimonia-kæde (også kaldet en catena): En midrashisk praksis bestod i at citere forskellige profetier og sammenkæde dem i det, vi kalder en »testimonia-kæde«. Markus 1:2-3 er sandsynligvis også en testimonia-kæde. Nogle vil derfor hævde, at hvis et værk har to forfattere, og der kun er en kort hentydning til den anden forfatter, er det almindeligt blot at nævne den første forfatter. Testimoniekæder (også kaldet catenas) var almindelige, ikke kun i Bibelen, men også i de tidlige kristne skrifter. Det er almindeligt kun at nævne den mere berømte forfatter, og vi bør betragte den antikke litteratur ud fra deres praksis, ikke vores.

Kun den mest fremtrædende profet i en testimonia-kæde, som det også er tilfældet i Markus 1:2-3. Jeremias blev placeret i spidsen for dette afsnit af Det Gamle Testamente ifølge den babylonske Talmud (Baba Bathra 14b).

Spørgsmål: Hvorfor løslod Pilatus én fange under højtiden i Matt 27:15 og Mark 15:6?

Svar: Tilsyneladende var dette hans skik. Han mente åbenbart, at jøderne ville betragte ham som mere retfærdig eller human, hvis han gjorde det. Det senere jødiske værk, Mishna Pesahim 8:6, antyder også benådning af én fange under påsken. Det er klart, at hans opfattelse af retfærdighed og barmhjertighed adskiller sig fra vores i dag, og Bibelen godkender ikke hans opfattelse.

Spørgsmål: Hvad ved vi ellers om Pontius Pilatus’ hustru i Mt 27:19?

Svar: Bibelen siger ikke andet. Ifølge kirkens tradition hed hun Claudia Procula, hun blev senere hemmelig kristen, og den græsk-ortodokse kirke betragter hende som en helgen.

Spørgsmål: I Mt 27,22; Mk 15,14; Lk 23,23 og Joh 19,14: Var Jesus nødt til at dø en langsom og smertefuld død på korset, eller kunne han være død mindre smertefuldt ved sværdet eller af sygdom? (Min kone undrede sig over dette)

Svar: Skriften fortæller kun, hvad der skete, og ikke hele spektret af muligheder for, hvad der kunne være sket. Da Satan fik folket til at dræbe Jesus, påførte Satan tilsyneladende Jesus den mest smertefulde død, som mennesker på det tidspunkt vidste, hvordan man kunne påføre. Jesus påtog sig den allerværste straf for at give os den allerbedste gave.

Spørgsmål: Hvordan forsøger folk i dag, som beskrevet i Mattæus 27:24, undertiden at »vaske deres hænder« for at overbevise andre om, at de ikke havde nogen andel i noget, når de i virkeligheden havde det?

A: Politikere kan virke ivrige og dygtige til at tage afstand fra mislykkede resultater eller dårlige eller nu upopulære politikker, som de selv har stemt for. Når man hører en politiker sige, at han »arvede« et problem, kan det godt være sandt, men man kan stadig spørge, hvad han gjorde for at løse problemet, mens han havde ansvaret.

Pilatus var næsten latterlig i sit forsøg på at indtage en »mellemvej« ved at være neutral over for Jesus. I dag forsøger mange også at indtage en mellemvej, men det kan de ikke rigtig gøre. Enten var Jesus en løgnagtig bedrager, en vildledt galning eller Herren. Der er ingen mellemvej her.

Der var allerede blevet forberedt tre kors, så Pilatus havde allerede inden dette besluttet at henrette tre fanger. Men Jesus indtog Barabbas’ plads på det midterste kors.

Spørgsmål: Hvorfor ville de i Matt 27,25 have Jesu blod på sig selv og deres børn?

A: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Pilatus virkede i det mindste meget tilbageholdende med at påtage sig ansvaret, og folkemængden havde måske troet, at Pilatus ikke ville dømme Jesus til døden, hvis de ikke havde vist sig villige til at påtage sig ansvaret.

2. Desuden havde Pilatus, selvom hans kone advarede ham om ikke at have noget at gøre med denne mands død, vist sig ivrig efter at udgyde blod ved andre lejligheder uden for Bibelen. Uanset hvad ville Pilatus gerne have, at folkemængden sagde, at de ville påtage sig ansvaret, og dermed på en måde fritage ham for det fulde ansvar for at lade Jesus henrette. Pilatus kan meget vel have lokket folkemængden til at dække over sig selv, så folkemængdens ord kunne retfærdiggøre hans beslutning, hvis jøder eller romere senere stillede spørgsmålstegn ved den.

3. Forældre kan ikke vælge, om de vil lægge deres egen personlige skyld over på deres børn eller efterkommere. Desværre kaldte Hitler og andre nazister datidens jøder for »Kristusmordere« og brugte dette udtryk til at forsøge at retfærdiggøre deres forfærdelige forbrydelser. Hitler beordrede selv, at mange katolske præster og andre kristne skulle forsvinde. Selvfølgelig var romerne italienere, og Hitler allierede sig med Italien. Ja, romernes og jødernes synder sendte Jesus på korset, men det er vores allesammens synder, der virkelig sendte Jesus på korset.

4. I sidste ende bliver de, der er dækket af Jesu blod, renset for deres synder, men det var naturligvis ikke det, folkemængden mente her.

Spørgsmål: I Matt 27,28-29, var Jesu kappe skarlagenrød, eller var den purpurfarvet som i Joh 19,2-3?

Svar: Der er to forskellige svar, og begge kan være rigtige.

Rødlilla: På engelsk kan rødlilla betragtes som en slags lilla eller skarlagenrød. I oldgræsk er der større usikkerhed om det nøjagtige lysspektrum for hver farve. Når hebraisk/arameisk oversættes til græsk – som Papias angiver, at Matthæus blev – er der endnu større usikkerhed.

Flerfarvet: Det ville faktisk være mærkeligt, hvis en dyr kongekåbe kun var enfarvet. Gamle farvede tegninger af mennesker i Egypten viser flere farver. Kåber i mange farver var tilgængelige for almindelige mennesker i hvert fald så langt tilbage som i Josefs tid, 1900 år før Jesus.

Spørgsmål: Hvorfor satte de i Matt 27:29 en tornekrone på Jesus og gav ham et rør?

Svar: De gjorde det som en falsk krone for at håne ham, og et rør skulle fungere som et spottende scepter. Tornerne kan have været vendt indad for at såre Jesus, eller udad for at ligne en krone, med nogle torne i hver retning. Nogle mennesker finder stor fornøjelse i at håne andre. Men Jesus bar en tornekrone, for at vi kan bære en herlighedskrone. Eksempler på romerske soldater, der morede sig med at håne fanger, findes i Dio Cassius’ Historie 15,20-21 og Philo i Flaccum 6,36-39.

Desuden var formålet måske ikke kun at håne Jesus, men gennem Jesus også at håne det jødiske folk

Spørgsmål: Hvorfor måtte Simon fra Kyrene bære Jesu kors i Mt 27,32 og Mk 15,21?

Svar: Jesus var for svag til at bære tværstangen, og romerne havde naturligvis ikke lyst til at bære den selv. Romerne foregav ikke at være retfærdige i denne sammenhæng. Som en sidebemærkning kan nævnes, at senere rabbinere forbød korsfæstelse, da den var for grusom, og romerne tillod den kun efter en direkte befaling fra kejseren.

Arkæologer har fundet et ossuarium, altså et knogledepot, der tilhørte jøder fra Kyrene. Et af ossuarierne er til »Alexander, søn af Simon«, men Alexander og Simon var almindelige navne, så det var sandsynligvis ikke den samme Simon. Dette fremgår af N. Avigad, »A Depository of Inscribed Ossuaries in the Kidron Valley«, i IEJ 12 [1962] 1-12.

Spørgsmål: Var Simon fra Kyrene, der bar korset i Mt 27:32, den samme Simon, den spedalske, som nævnes i Mt 26:6?

Svar: Det er muligt, men højst usandsynligt. Simon var et meget almindeligt navn.

Spørgsmål: Hvorfor gav nogen i Mt 27,34.48 og Mk 15,36 Jesus en svamp dyppet i eddike blandet med galde og myrra?

Svar: Jesus sagde, at han var tørstig, og romerske soldater drak ofte en drik kaldet posca, der var lavet af svag eddike. Ifølge en tradition tilsatte kvinderne i Jerusalem galde, et smertestillende narkotikum, til den fortyndede eddike. Men Jesus afviste galdet, fordi han vidste, at han var nødt til fuldt ud at bære smerten for os. To røvere blev sat ved siden af Jesus, hvilket ubevidst opfyldte profetien i Esajas 53:12 om, at Jesus ville blive regnet blandt de skyldige.

Spørgsmål: Hvorfor opfordrede de i Mattæus 27:40-42 Jesus til at stige ned fra korset?

Svar: Jesus kunne naturligvis ikke komme ned, da han var spikret fast deroppe. De troede ikke på Jesus og hånede ham igen. De hævdede, at de ville tro på Jesus, hvis han kom ned fra korset.

For det første var de ikke oprigtige, da de ikke troede på ham, selv da Jesus oprejste Lazarus fra de døde, og de troede heller ikke på ham, selv da Jesus selv senere opstod fra de døde. Er det ikke et større mirakel end at komme ned fra korset?

For det andet var en person, der døde på et træ, forbandet ifølge 5. Mosebog 21:23, og det ville være stødende at tro på en, som Gud lod blive forbandet ved at dø på korset. De jødiske ledere ønskede ikke at diskvalificere Jesus fra at være Messias, da de allerede mente, at han ikke var Messias. I stedet ønskede de jødiske ledere at gøre det krystalklart for verden, at Jesus var diskvalificeret fra at være Messias.

Satan brugte dette som en fristelse. Jesus kunne have standset dette når som helst ved at tilkalde sine tolv legioner af engle. Men så ville hans forsoning for os ikke have fundet sted, hvis han havde standset det.

Mange muslimer mener, at Jesus ikke kunne være død på korset, fordi Allah ikke ville have tilladt, at det skete for en profet. Men de ser kun på denne verden, og de ved ikke, at Jesus er meget mere end en profet.

Som William Booth sagde: »De hævdede, at de ville have troet, hvis han var kommet ned; vi tror, fordi han blev deroppe.«

Spørgsmål: Hvorfor sagde nogen i Matt 27,46-47 og Mark 15,36, at Jesus kaldte på Elias?

Svar: Folk i mængden talte latin, græsk, aramæisk/hebraisk og sandsynligvis et par andre sprog. Da Jesus sagde »Eli, Eli«, troede nogle, at Jesus måske sagde »Elia«. Husk, at hverken hebraisk eller romersk latin havde »j«-lyden. Desuden ville der blive suget væske ud af hans krop for at fylde hjertesækken omkring hans hjerte, så Jesus ville være meget tørstig, og det kunne være sværere for ham at tale tydeligt.

På den anden side kan det være, at nogle hørte korrekt, hvad Jesus sagde, men bevidst fordrejede hans ord for at håne ham.

Spørgsmål: Hvad mente Jesus i Matt 27:46 og Mark 15:34, da han sagde: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig«?

Svar: Den fysiske smerte var blot en del af Jesu forsoning. En større del af smerten bestod i, at Gud Faderen selv forlod Jesus, da verdens synder blev lagt på Jesus. Dette var ikke et roligt teologisk spørgsmål; det var snarere et skrig af kval. Det var et skrig af følelsesmæssig, ikke blot fysisk smerte. På en måde, som vi måske ikke fuldt ud kan forstå, vendte Faderen ryggen til Jesus, som bar byrden af al vores synd på sine skuldre.

Spørgsmål: Viser Mattæus 27:46 og Markus 15:34, at Jesus ikke er Gud, som den falske religiøse leder, pastor Moon, lærer?

Svar: Nej. Først følger her, hvad den falske Messias, Rev. Moon, sagde, og derefter modbeviset.

Det Guddommelige Princip (femte udgave, 1977), s. 210-212: »… Jesus er, som et menneske der har opfyldt skabelsens formål, ét legeme med Gud. … Ikke desto mindre kan han på ingen måde være Gud selv. … Jesus, der er ét legeme med Gud, kan kaldes en anden Gud (Guds billede), men han kan på ingen måde være Gud selv. … Jesus var et menneske, der havde fuldendt skabelsens formål, og det betyder ikke, at han var Skaberen selv. … Desuden bliver det klart, at Jesus ikke er Gud selv, når vi ser, at han på korset sagde: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«”

Men ifølge Hebræerbrevet 1:8,10 og Titusbrevet 2:13 er Jesus Gud; han har guddommens fylde i Kolossenserbrevet 1:19. Andre vers, der viser, at Jesus er Gud, er Romerbrevet 9:5, Johannes 5:23 og 1. Johannesbrev 5:20. Disciplen Thomas tiltale Jesus som »min Gud« i Johannes 20:28. Johannes 1:3, 10, 11, 14 og Kolossenserbrevet 1:16 viser, at Jesus ikke blot var et fuldkomment menneske, da alle ting i himlen og på jorden blev skabt gennem Jesus og til for Jesus.

Forvirringen kan opstå, fordi ordet »Gud« bruges i mere end én betydning i Bibelen. I hvert fald her på jorden fungerede Faderen som Jesu Gud, da Jesus her på jorden lærte lydighed (Hebræerbrevet 5:8).

Spørgsmål: Hvad var betydningen af, at forhænget i templet revnede i to i Mattæus 27:51 og Markus 15:38?

Svar: Forhænget adskilte Guds allerhelligste fra resten af templet. Revnen symboliserede, at tempelritualet og den lov, der regulerede det, var forældet. Revnen viste, at på grund af Jesu sonoffer var barrieren brudt, og vi kunne nu have et tæt forhold til Gud. Hvis tempelforhænget var blevet ædt af insekter og gradvist var blevet svagere, indtil det ikke længere kunne bære sin egen vægt, ville det være revet fra side til side. Men i stedet blev forhænget revet fra top til bund, hvilket ikke kan forklares naturligt.

Tempelforhænget symboliserede Jesu legeme, og at det blev revet i stykker, betyder, at vi selv kan træde ind i det Allerhelligste, jf. Hebræerbrevet 10:19-20

Da de jødiske myndigheder og religiøse ledere afviste Jesus, ville Gud desuden ikke længere besøge det tempel.

Spørgsmål: Findes der i Mattæus 27:51 noget bevis uden for Bibelen på, at tempelforhænget blev revet i stykker?

Svar: Der findes noget lignende i b Yoma 39b (s. 580). Her står der, at templets døre åbnede sig af sig selv 40 år før templet blev ødelagt i år 70 e.Kr.

Spørgsmål: Er det sandt, at der i Matt 27:51 ikke findes noget bevis for dette jordskælv uden for Matthæus?

Svar: Nej, det er forkert. Enten har skeptikerne ret, og Matthæus fandt på en historie med et inspirerende budskab, som den tidlige kirke blev narret til at tro var faktuel, eller også var der virkelig et jordskælv, gravene blev brudt op, nogle døde stod op og steg formodentlig op til himlen efter Jesu opstandelse. Desuden ligger Tempelbjerget på en geologisk forkastning, så man kunne forvente nogle jordskælv.

Påstanden om, at ingen nogensinde har nævnt dette uden for Matthæusevangeliet, er forkert. Vi har moderne geologiske undersøgelser, to ikke-bibelske, ikke-kristne kilder og fem ikke-bibelske, kristne kilder, der nævner disse begivenheder.

Moderne geologi: Der er blevet undersøgt 20 fod dybe sedimentkerner fra tre steder omkring Det Døde Hav. Der ses jordskælvslag, som er blevet matchet med historiske jordskælv. Der er registreret et ukendt jordskælv fra det første århundrede. Forskere tællede de årlige lag fra det dokumenterede jordskælv i 31 f.Kr. og nåede frem til en datering af jordskælvet fra det første århundrede til 31 e.Kr. +/- 5 %. Jordskælvet er angivet som »33 e.Kr.« i flere tekniske forskningsartikler. For yderligere information se: »High resolution geological record of historic earthquakes in the Dead Sea basin« (Institut for Jordvidenskab, Det Hebraiske Universitet i Jerusalem; Institut for Geofysik, Tel Aviv Universitet): Journal of Geophysical Research, bind 106, nr. B2, s. 2221–2234, 2001. »Tabel 3…33 e.Kr. Rapporterne stammede fra Judæa-regionen. Templet i Jerusalem blev beskadiget.«

»Et jordskælv i Det Døde Hav i begyndelsen af det første århundrede«, International Geology Review, DOI:10.1080/00206814.2011.639996.

Synligt ikke kun i kerneprøver, men også i kløfterne nær Det Døde Hav. For et billede af det lag, som jordskælvet i år 33 e.Kr. efterlod: http://logosresearchassociates.org/Documents/Austin_33%20AD%20Seismite%20Ze'elim.pdf figur 13. (14. juni 2013)

Flegon var en græsk forfatter fra Karien (i Lilleasien), der kort efter år 137 e.Kr. skrev, at der i det fjerde år af den 202. olympiade [år 33 e.Kr.] fandt »den største solformørkelse« sted, og at »det blev nat i den sjette time af dagen [kl. 12.00 middag], så der ikke engang var nogen stjerne at se på himlen. Der var et stort jordskælv i Bithynien, og mange ting blev væltet i Nicea.” (The Case for Christ, s. 111.) Origenes, *Mod Celsus*, bog 2, kap. 14, s. 437; bog 2, kap. 33, s. 445; bog 2, kap. 59, s. 455.

Thales (eller Thallus) var en palæstinensisk historiker, der nævnes af Julius Africanus (skrev 232–245 e.Kr.). Julius siger: »Dette mørke kalder Thallus i den tredje bog af sin Historie – som det forekommer mig uden grund – en solformørkelse.« (The Ante-Nicene Fathers, bind 6, s. 136.) Sammenhængen er, at Julius diskuterer, hvordan tiden fra Artaxerxes’ dekret til Kristi korsfæstelse opfyldte Daniel 9. (Vi har dog ingen beviser for, at Thales nævnte et jordskælv.)

Irenæus (182–188 e.Kr.) nævner i »Fragments from the Lost Writings«, kap. 28, s. 573 (i »The Ante-Nicene Fathers«), at »da Jesus steg ned, steg mange sjæle op og blev set i deres legemer.« Han skriver også i »Against Heresies«, bog 4, kap. 34, s. 512: »Og de begivenheder, der var forbundet med Herrens lidelse, og som var forudsagt, blev ikke i noget andet tilfælde virkeliggjort. For hverken skete det ved nogen af de gamle menneskers død, at solen gik ned ved middagstid, ej heller blev templets forhæng revet i stykker, ej heller skælvede jorden, ej heller blev klipperne splittet, ej heller stod de døde op, ej heller blev nogen af disse mænd [fra oldtiden] oprejst på den tredje dag eller optaget i himlen… Derfor talte profeterne ikke om nogen anden end Herren, i hvem alle disse førnævnte tegn forenedes.”

Ignatius (før år 116 e.Kr.), en discipel af apostlen Johannes, nævner i sit Brev til magnesierne, kapitel 9, dem, som Jesus oprejste.

Klemens af Alexandria skriver i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 6, kap. 6, s. 491: »’Men de, der var faldet i søvn, steg ned som døde, men steg op som levende.’ Evangeliet siger: ’at mange af de sovendes legemer opstod’ – tydeligvis som om de var blevet overført til en bedre tilstand. Der fandt altså en universel bevægelse og overførsel sted gennem Frelserens økonomi.”

Disse tidlige forfattere blev enten »narret og vildledt« til at tro, at dette skete, ifølge nogle skeptikeres opfattelse. Det samme gælder for andre mirakler, herunder opstandelsen: Enten blev de tidlige kristne narret og vildledt til at tro, at dette virkelig skete, eller også blev de det ikke. Vi har ingen yderligere øjenvidner, så enten stoler vi på, hvad evangelieskriverne sagde, eller også gør vi ikke. Det gælder også Paulus, der i 1 Kor. 15:13-19 sagde, at hvis opstandelsen ikke fandt sted, så var Paulus’ forkyndelse nyttesløs, han ville være et falsk vidne, vores tro er forgæves, og de kristne bør medlides mere end alle andre mennesker. Ligesom apostlen Paulus ser jeg ingen mellemvej.

Origenes (225-254 e.Kr.) nævner mørket over landet og de gravkamre, der sprang op, i *Mod Celsus*, bog 2, kapitel 33, s. 445.

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) nævner jordskælvet i Matthæusevangeliet i »Brev til biskop Basilides«, kanon 1, s. 94.

Sammenfattende har vi grund til at tro på beretningen om, at udvalgte personer blev oprejst, fordi:

1. Vores tillid til evangelieskriverne og deres beretninger om andre ting.

2. De tidlige kirkeforfattere nævnte dette

3. Det ville alligevel være umuligt for nogen, der ikke kendte den afdøde, at bekræfte dette, så jødiske og romerske forfattere ville ikke have kendskab til det.

4. Jødiske forfattere ville ikke have nogen grund til at nævne dette,

5. Begivenheden med opstandne mennesker ville blive overskygget af Jesu opstandelse.

Jeg er delvist enig i det, du sagde om jordskælv. Men i stedet for at sige, at evangelieskriverne bruger disse katastrofale begivenheder til at symbolisere den enorme betydning og konsekvenserne af Guds indgriben, tror jeg, at Gud selv brugte disse katastrofale begivenheder. Ud over evangelierne må man ikke glemme jordskælvene i Åbenbaringen eller da Uzzia døde i Esajas 6. I kirkens historie skete der desuden et jordskælv, da Johannes Chrysostomos blev forvist fra Konstantinopel i år 403 e.Kr. Man ville ikke forvente, at de tidlige forfattere ville nedskrive mindre jordskælv. Hvad angår mindre jordskælv i denne region, har jeg kun oplysninger om Grækenland og Tyrkiet. Encyclopedia Britannica rapporterer for Grækenland og Tyrkiet, at:

Mellem 1902 og 1946 var der 58 jordskælv

Mellem 1947 og 1966 var der 82 jordskælv

Mellem 1967 og 1976 var der 45 jordskælv

Mellem 1977 og 1981 var der 9 jordskælv

En anden bemærkning er, at arkæologiske udgravninger i Qumran viser, at der fandt et ødelæggende jordskælv sted i år 31 f.Kr. (før Kristus), og alligevel er der ingen antikke forfattere bortset fra Josefus, der omtaler denne begivenhed.

Konklusion: Der synes at være to muligheder (og ingen mellemvej)

1. Intet jordskælv: Forfatterne af evangelierne har måske ret i deres fine moralske lære, men de berettede om jordskælv, der ikke fandt sted. Vi kan ikke stole på det, de siger, i det mindste hvad angår begivenheder i den virkelige verden.

2. Jordskælv: Man kan stole på, hvad evangelieskriverne siger, og de berettede om jordskælv, der faktisk fandt sted.

Spørgsmål: Hvordan kunne de døde i Mattæus 27:52-53 komme ud af deres grave?

Svar: Den Almægtige Gud har magten til at gøre alt, hvad Han vælger, herunder at oprejse døde til liv. Nogle skeptikere siger, at dette ville bryde naturlovene; men det var jo Gud, der skabte naturlovene.

Englene i himlen må se på skeptikernes ord på en måde, der minder om, hvordan vi ser på ordene fra mange skeptikere i Wright-brødrenes tid, der sagde: »Mennesket kan aldrig flyve«. Aerodynamisk løft kan tilsidesætte tyngdekraften – hvor meget mere er Skaberen da i stand til at tilsidesætte lovene i sin skabelse!

Spørgsmål: I Mt 27,52-53, hvor folk kom ud af deres grave ved Jesu opstandelse, viser dette da sandsynligheden for, at Maria blev ophøjet legemligt til himlen, som en katolsk forfatter lærer?

Svar: Nej. Ludwig Ott fremførte dette – ikke som et bevis, men som et understøttende argument – i *Fundamentals of Catholic Dogma* (1960), s. 209. Dette understøtter ikke engang, at Maria blev ophøjet til himmelen med legeme, af to grunde:

a) Det er uklart, om de mennesker, der kom ud af deres grave, blev genoplivet i deres jordiske legemer (som Lazarus blev) eller oprejst.

b) Maria var stadig i live (Joh 19,27; ApG 1,14), da Jesus døde og opstod fra de døde, så hun ville ikke være med i denne gruppe.

Spørgsmål: Sagde den romerske centurion i Matt 27:54 »en Guds Søn« eller »Guds Søn«?

Svar: Soldaterne var til stede for det tilfælde, at nogen skulle forsøge at komme ind og redde de dømte mænd. På græsk findes den bestemte artikel (the på engelsk), og den blev ikke brugt her. Ordstillingen viser imidlertid, at der er tale om den bestemte form, altså »Guds søn«, ifølge Believer’s Bible Commentary, s. 1310. På den anden side angiver Evangelical Commentary on the Bible, s. 758, at det kunne være begge dele.

Spørgsmål: Var Josef fra Arimatæa modig, da han i Matt 27,57-59 bad om Jesu lig?

Svar: Teknisk set ville liget af en henrettet forbryder være Roms ejendom. Ofte lod romerne ligene hænge på korset, så de rådnede og blev føde for fuglene. Ifølge jødisk lov var det imidlertid ikke tilladt at lade liget hænge natten over under påsken. Så hvis en romersk embedsmand var indforstået, ville det være rimeligt at bede om romersk tilladelse til at tage liget med for at begrave det. Nogle gange ville den romerske embedsmand give tilladelse mod betaling, selvom der ikke er noget, der tyder på, at Pilatus gjorde det i dette tilfælde. Normalt blev det ikke betragtet som usædvanligt, at nogen – måske en slægtning – bad om at få liget udleveret med henblik på begravelse. Men da Josef, som ikke var en slægtning, specifikt bad om liget, efter at han ikke havde godkendt Jesu dødsdom, markerede han sig selv som ikke længere blot en hemmelig tilhænger af Jesus. Som det står i »Believer’s Bible Commentary« s. 1310: »I egentlig forstand begravede Josef sig selv økonomisk, socialt og religiøst, da han begravede Jesu lig. Denne handling adskilte ham for evigt fra det etablissement, der dræbte Herren Jesus.« Normalt ville en dømt forbryders lig blive kastet ned i Hinnoms dal, en slags byens losseplads, hvor ild eller vilde dyr ville fortære det. Men Josef ønskede en værdig begravelse. Josef vidste sandsynligvis ikke, at han opfyldte Esajas 53:9, nemlig at Jesus i sin død ville være blandt de rige.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i Matt 27:65, at »sætte en vagt« betyder 4–16 romerske soldater i stedet for tempelsoldater?

Svar: Det græske udtryk kan tolkes på begge måder.

Indikativ: I har allerede en vagt

Imperativ: Tag denne romerske vagt, som jeg giver jer Her er de tre mulige fortolkninger samt fordele og ulemper ved hver enkelt.

I har allerede jeres egen tempelvagt: Til fordel for denne fortolkning taler det, at det var tempelvagter, der arresterede Jesus. Da den korsfæstede forbryders lig nu var romersk ejendom, måtte de bede Pilatus om tilladelse til at bevogte liget. Imod denne opfattelse taler det faktum, at de jødiske præsters segl ikke ville betyde meget, mens det romerske imperiums segl, lavet af snor og voks, ville være svært at manipulere. Det ville betyde døden for den, der brød det.

Du har allerede en romersk vagt tildelt: Måske var der allerede tildelt en romersk vagt til præsterne.

At tage en romersk vagt: Imod denne opfattelse er der intet klart eksempel på brugen af echein i betydningen »at tage« i hverken klassisk eller hellenistisk græsk.

På den anden side kunne der være tale om jødiske vagter, hvilket fremgår af, at de senere aflagde rapport til ypperstepræsterne og ikke til Pilatus. Men selv romerske vagter ville være tilbageholdende med at vende tilbage til Pilatus uden jødiske allierede, da det kunne betyde deres egen dødsdom.

Spørgsmål: I Mt 28,9, viste Jesus sig først for Maria Magdalene, eller først for Peter (Kefas), som Paulus antyder i 1 Kor 15,5?

Svar: Maria Magdalene var den første person, der så Jesus, men Peter var den første apostel, der så Jesus. Faktisk sagde Paulus ikke, at Peter var den første person, som Jesus viste sig for. Af de personer, Paulus nævnte, var Peter den første på hans liste, der så den opstandne Jesus, efterfulgt af de andre disciple og derefter over 500. På den ene side undlod Paulus måske bevidst at nævne kvinderne, fordi en kvindes vidnesbyrd på datidens domstole ikke blev tillagt vægt, som det fremgår af *When Critics Ask*, s. 365-367. På den anden side kan Paulus måske ganske enkelt have glemt, at kvinderne var der før Peter. Uanset hvad er der dog ingen modsigelse, da Paulus aldrig sagde, at ingen så Jesus før Peter.

Spørgsmål: I Matt 28,11-15: Var ypperstepræsterne nødt til at bestikke vagterne, og hvor kom pengene fra?

Svar: Ypperstepræsterne behøvede sandsynligvis ikke at bestikke vagterne, fordi vagterne frygtede, at dette ville komme ud. Men ypperstepræsterne var sandsynligvis i panik og regnede med, at det ville være den sikreste fremgangsmåde at bestikke vagterne og tilbyde at »formilde« Pilatus i Mattæus 28:14. Tilsyneladende følte de sig meget erfarne i at bestikke folk. Pengene til bestikkelserne kom fra de offergaver, som jøderne betalte til templet i form af tempelskatten.

Spørgsmål: Hvad er der i Mattæus 28:12-15 af andre eksempler på, at folk får betalt store summer for at sprede en løgn, og hvorfor gør folk det?

Svar: Folk spreder løgne for penge af en række årsager. I dette tilfælde gjorde soldaterne det af frygt for deres liv. Andre gør det, fordi de værdsatte penge højere end deres integritet. En tredje årsag er ønsket om at erstatte en overnaturlig begivenhed med en naturalistisk forklaring. Men »hold fast i hatten«, for her følger eksempler på nogle meget indflydelsesrige løgne, der er blevet fortalt gennem historien.

De falske dekretaler er omkring 100 breve, der »beviste«, at Peter sagde, han havde fået myndighed til at lede Kristi kirke og kunne overdrage denne myndighed til den næste pave osv. De beviste også, at biskopperne ikke var underlagt de lokale myndigheder eller andre kirkeledere, men kun underlagt paven. De hævdede at stamme fra forfattere fra år 78 til 731 e.Kr., men blev faktisk skrevet omkring år 847-859 e.Kr., for det meste af Isidore Mercator i Frankrig. Selvom de aldrig blev accepteret i den østlige ortodokse kirke, blev de i den romersk-katolske kirke brugt til at fastlægge kirkeretten ved synoderne i Worms (868), Köln (887), Metz (893) og Tribur (895). Næsten alle var enige om, at de var forfalskninger omkring år 900–1100 e.Kr. Hvorfor citerede paver for eksempel personer, der var født efter deres egen død? Men da det blev fastslået, at de var forfalskninger, havde de allerede udført deres opgave med at konsolidere den romersk-katolske kirkes magt og rigdom.

Zions Vises Protokoller: er en forfalsket tekst, der angiveligt er skrevet af jødiske ældste om, hvordan man kan ruinere ikke-jødiske forretningsmænd og i sidste ende overtage magten. Den blev faktisk skrevet af en antisemitisk russisk ikke-jøde, sandsynligvis Sergei Nilus, mellem 1901 og 1903. Selv efter at en britisk avis havde afsløret den som en forfalskning, blev den brugt til at forsøge at bevise en verdensomspændende jødisk sammensværgelse, og russiske pogromer med det formål at dræbe jøder og beslaglægge deres ejendom blev indledt efter dens udgivelse. Den var obligatorisk læsning for tyske skolebørn, efter at nazisterne kom til magten i 1933.

Rygning: I begyndelsen af 1950’erne viste medicinske undersøgelser en årsagssammenhæng mellem rygning og lungekræft. Men tobaksvirksomhederne satte kraftigt spørgsmålstegn ved disse påstande. Så sent som i 2005 blev det i sagen McTear mod Imperial Tobacco i Skotland fremført, at man ikke kunne bevise, at en persons rygning forårsagede lungekræft. Som en sidebemærkning modtager USA omkring 32 milliarder dollar om året fra afgifter på tobak.

MMR-vacciner: I 1998 offentliggjorde Andrew Wakefield en artikel i det britiske medicinske tidsskrift Lancet, hvor han satte vaccinationer i forbindelse med autisme. Herefter faldt MMR-vaccinationsraten dramatisk i Storbritannien. Andre undersøgelser forsøgte at gentage Wakefields resultater, men kunne ikke påvise nogen sammenhæng. Wakefield undlod at oplyse, at han havde modtaget økonomisk støtte fra advokater, der førte retssager mod vaccineproducenter, og som kunne bruge hans undersøgelse til at underbygge deres sag. Wakefield hævder, at der ikke var noget økonomisk motiv, men han skulle også tjene 43 millioner dollars på at sælge testkits. Da dette kom for dagen, blev Wakefields artikel formelt trukket tilbage af Lancet, og han fik forbud mod at udøve lægegerningen i Storbritannien. Derfor rejste han til USA for at udøve lægegerningen, og i 2016 lavede han filmen: Vaxxed: From Cover-Up to Catastrophe.

Mod katolikker i Odisha: En populær hinduistisk leder, Lakshmanananda Saraswati, blev myrdet af maoister, hvilket maoisterne senere indrømmede. Fem katolikker, en medarbejder hos World Vision og et par maoister blev til sidst anholdt. Der udbrød optøjer mod katolikker, og fem hinduer blev anholdt for at have sat ild til et katolsk hus. De er dog alle blevet frifundet af retten. Se https://en.wikipedia.org/wiki/Murder_of_Lakshmanananda_Saraswati for mere information.

Mod kristne i Indien: Vidste du forresten, at Global Hindu Heritage Foundation (GHHF) omkring den 10. februar 2022 i Frisco, Texas, arrangerede en indsamling, der blandt andet skulle finansiere nedrivningen af kirker i Indien, som ifølge organisationen var »ulovligt opført«?

Spredningen af løgne for penge er ikke stoppet.

Se nedenstående for mere information. (18. marts 2023)

https://en.wikipedia.org/wiki/The_Protocols_of_the_Elders_of_Zion, https://en.wikipedia.org/wiki/Vaccine_hesitancy

https://en.wikipedia.org/wiki/Andrew_Wakefield

https://en.wikipedia.org/wiki/Tobacco_politics

https://www.thequint.com/us-nri-news/hindutva-fundraiser-frisco-texas-global-hindu-heritage-foundation-demolition-of-illegal-churches-tirupati-ghar-wapsi.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Mattæus 28:19 gøre alle nationer til ”disciple” i modsætning til blot at gøre dem til tilhørere eller omvendte?

Svar: Først skal man bede og forkynde evangeliet, men det er kun det første skridt. Når nogen sætter sin tro på Kristus, slutter dit arbejde ikke; tværtimod begynder discipelskabsprocessen. Nogen skal bruge tid, måske hver uge, sammen med den pågældende person – enten en-til-en eller i en gruppe – for at undervise vedkommende i troens grundlæggende principper og i, hvordan vedkommende skal leve for Kristus i sit miljø. Det er lettere blot at forkynde – eller blot at forkynde og se folk blive frelst – end det, Jesus beder os om at gøre her. I et håndværk som f.eks. blikkenslagere, elektrikere osv. er der typisk tre niveauer: lærling, svend og mester. En mester – eller mere sandsynligt en svend – vil uddanne en lærling, og en mester kan uddanne en svend. I kirken har vi brug for grundlæggende oplæring af nye kristne og mere moden oplæring af »svend«-kristne. Men uanset hvad: hvornår var sidste gang, du discipulerede nogen?

Spørgsmål: I Matt 28:19 står der, at der kun er én Gud. Hvordan kan Jesus så være Gud, og hvordan kan treenigheden være sand?

Svar: Der kan være en »flertalsform« i den ene Gud, uden at der er tale om separate guder. Selv i Koranen, når Allah taler, bruges ordet »vi« (Nahnu) og »jeg«.

Gud er ikke underlagt menneskets begrænsninger, og Gud kan åbenbare sig for os, som han vil.

Der er en treenighed i Skriften: Mattæus 28:19; 1. Petersbrev 1:2; Efeserbrevet 2:18; Åbenbaringen 4:8; 2. Korintherbrev 13:14; Johannes 15:26.

Der er kun én uadskillelig Gud. 5. Mosebog 4:35-39; 6:4; Esajas 43:10-12; 44:6,8; 45:5-6,14,21; 46:9; 1. Timoteusbrev 1:17; 6:15-16.

Tre forskellige personer: Matthæus 3:16-17; Lukas 3:21-22; Johannes 1:1; 6:38; 14:31; 15:26; 16:28; 17:5; Apostlenes Gerninger 5:31-32; Markus 10:38-40

Jesus er Gud. Johannes 1:3; Kolossenserbrevet 1:16-17; Hebræerbrevet 1:6-9; Johannes 9:38; 2. Korintherbrev 11:3; Johannes 20:28-29; Åbenbaringen 5:8-9; 22:20

Helligånden er Gud. Romerbrevet 8:9-16; Lukas 1:35; 1. Johannesbrev 4:12-16; 1. Korintherbrev 3:16 i forhold til 1. Korintherbrev 6:19; Apostlenes Gerninger 5:4

De er lige i natur, herlighed og ære. Johannes 5:18; 5:23; Kolossenserbrevet 2:9-10; (Esajas 44:6; Åbenbaringen 1:8 kontra Åbenbaringen 1:17-18; 22:13)

De adskiller sig i rolle og rang. 1 Korintherbrevet 11:3; 1 Korintherbrevet 15:25-28; Matthæus 12:18; Efeserbrevet 1:3,17; Johannes 1:33; 14:16,26,28; Romerbrevet 8:26-27.

Forresten betyder det, at Jesus er en del af Treenigheden, ikke, at Jesus er en tredjedel af Gud, ligesom højden på et bord ikke er en tredjedel af bordet. Man kan ikke forklare Gud med matematik, men hvis man forsøgte, ville Treenigheden ikke være 1 + 1 + 1 = 1, men 1 gange 1 gange 1 = 1.

Spørgsmål: I Matt 28:19, Matt 24:36 og Matt 3:16-17 – hvad er modalisme, og hvorfor er det forkert?

Svar: Treenigheden lærer, at der er én uadskillelig Gud i tre forskellige personer. Modalismen lærer, at der er én Gud, som både er uadskillelig og én person. Der findes faktisk to former for modalisme. Patripassianismen hævder, at Faderen er Sønnen, som er Helligånden. Den dynamiske modalisme hævder, at Faderen blev til Sønnen, som blev til Helligånden. Begge former for modalisme er forkerte af følgende grunde.

1. Jesus sagde: »Faderen er større end jeg« i Johannes 14:28. Selvom Jesus havde tømt sig selv for sin herlighed på jorden, da han sagde dette, forbliver det et faktum, at hvis Faderen var større end ham, så er der en forskel mellem Faderen og Sønnen.

2. Hvis modalismen var sand, må Jesus have været en bugtaler, en tryllekunstner og i sidste ende en løgner ved sin dåb (Mattæus 3:16-17; Markus 1:10-12; Lukas 3:21-22). Mens han var på jorden, var Jesus underordnet Faderen (Hebræerne 5:7-8). Dette ville være meningsløst, hvis der ikke var nogen anden, som Jesus var underordnet.

3. Ligeledes gjorde Jesus, hvad Faderen befalede (Johannes 14:31). Jesus lærte lydighed mod Faderen i Hebræerbrevet 5:8.

4. I Matthæus 24:36 står der, at ingen kender den dag eller time, hvor Kristus vil vende tilbage, ikke engang Sønnen, men kun Faderen. Der var altså, i det mindste mens Jesus var på jorden, en forskel mellem, hvad Faderen vidste, og hvad Jesus vidste. Selvom nogle græske håndskrifter ikke indeholder udtrykket »heller ikke Sønnen«, har de bedste græske håndskrifter og størstedelen af de græske håndskrifter netop dette udtryk med.

5. Jesus blev udsendt af en anden, hvis Johannes 5:36-37; 6:29,38 har nogen betydning. Himlen var ikke tom, da Jesus kom.

6. Da Faderen skænkede noget til Sønnen og gav Sønnen myndighed i Johannes 5:22, 26, 27, viser dette, at Faderen og Sønnen er to adskilte personer.

7. Hvorfor skulle Jesus bede til Faderen eller bede Faderen om noget i Johannes 17:5, Johannes 14:16, 26, 28 og andre steder, hvis Jesus blot talte med sig selv? Da Jesu bønner desuden blev fremstillet som en samtale med en anden, ville Bibelen være vildledende, hvis der ikke var nogen anden, som Jesus talte til.

8. Hvem er den, som Ånden går i forbøn for os for i Romerbrevet 8:26-27?

9. Hvis Jesus var en tjener, hvem var Jesus da tjener for i Matthæus 12:18?

10. Hvem var det, der forlod Jesus på Golgata i Markus 15:34 og Matthæus 27:46?

11. Andre vers, der viser denne forskel, er Johannes 1:33; 1. Korintherbrev 11:3; 15:25-28; Efeserbrevet 1:3,17; Hebræerbrevet 1:9

Her er nogle citater fra Witness Lee, som grundlagde den lokale menighed. Den lokale menighed har studentergrupper kaldet »Christians on Campus«. Typisk hedder deres menigheder »Menigheden i [bynavn]«.

»Således bliver de tre Personer i Treenigheden de tre på hinanden følgende trin i Guds økonomis forløb.« W. Lee. The Economy of God, Living Stream, 1968, s. 10.

»Ligeledes er Faderen, Sønnen og Ånden ikke tre Guder, men tre stadier af én Gud, som vi kan besidde og nyde.« W. Lee. Concerning the Triune God, Living Stream, uden dato, s. 31

»I himlene, hvor mennesket ikke kan se, er Gud Faderen; når Han udtrykkes blandt mennesker, er Han Sønnen; og når Han kommer ind i mennesker, er Han Ånden. Faderen blev udtrykt blandt mennesker i Sønnen, og Sønnen blev til Ånden for at komme ind i mennesker. Faderen er i Sønnen, og Sønnen blev til Ånden – de tre er blot én Gud.« W. Lee. Om den treenige Gud, Living Stream, uden dato, s. 8-9

Efter døden og opstandelsen blev Han [Sønnen] Ånden, der blev indåndet i disciplene. W. Lee. Om den treenige Gud, Living Stream, uden dato, s. 8

»...Sønnen blev Ånden, som vi kan drikke af som livets vand...« W. Lee. Om den treenige Gud, Living Stream, uden dato, s. 8

„...Vi ved, at Herren er Sønnen, og at han også kaldes Faderen... Nu læser vi, at han er Ånden. Så må vi være klar over, at Kristus, Herren, også er Ånden.“ W. Lee. Kristi altomfattende Ånd, Living Stream, 1969, s. 4, 6, 8

Bemærk, at dette modsiges af de vers, der er anført i begyndelsen af dette svar.

Spørgsmål: Hvad betyder »i navnet på« helt præcist i Matt 28:19?

Svar: Det Nye Testamente blev skrevet på græsk, med den undtagelse, at Papias sagde, at Matthæusevangeliet blev skrevet på hebræisk. Vi må derfor spørge, hvad dette udtryk betød på disse sprog.

I græsk litteratur henviser »i navnet på« til et finansielt eller regnskabsmæssigt firma, såsom »disse penge er indsat i kontohaverens navn«.

I hebraisk litteratur har udtrykket en langt bredere betydning end på græsk, selvom det også omfatter den græske betydning. På hebraisk etablerer det et forhold til noget eller nogen. For eksempel, når en jøde købte en slave, blev denne undertiden døbt »i slaveriets navn«. Hvis en jøde frigav en slave, blev denne døbt »i frihedens navn«. For jøderne var der en forskel på blot at slagte et dyr og at ofre et dyr til Gud. De dræbte dyret »i brændofferet navn« (eller syndofferet eller en anden type offer), »i alterildens navn«, »i den behagelige dufts navn«, »i Guds navn« eller »i Guds velbehags navn«.

Når en troende blev døbt, var disse udtryk altså ækvivalente:

»i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn« (Mattæus 28:19)

»i Jesu Kristi navn« (Apostlenes Gerninger 2:38; 10:48),

»i Herren Jesu navn« (Apostlenes Gerninger 19:5)

»i Kristus« (Galaterbrevet 3:27)

»i Kristus Jesus« (Romerne 6:3-4)

Spørgsmål: I Mattæus 28:19 – da modalismen er forkert, men Faderen og Sønnen alligevel står hinanden meget nær – hvor nær står de så hinanden?

Svar: Selvom Skriften ikke giver mange detaljer, er her seks ting, vi kan sige.

1. Ligesom Jesus er i Faderen, er vi i Jesus, og Jesus er i os

Der er en sammenhæng mellem disse forhold: Faderen-Jesus, Jesus-os, os-Jesus. Johannes 14:20; 17:23; 6:57

Ikke desto mindre er der mere ved Treenigheden end blot dette analoge forhold. Mattæus 28:19; Johannes 1:1,18; Filipperne 2:6-7; Kolossenserne 1:15

Faderen, Jesus og vi deler alle nogle ting, såsom det evige liv. Johannes 16:13-15

Faderen og Jesus »ejer« alt i fællesskab. Johannes 16:15; 17:10. Helligånden åbenbarer dette for os. Johannes 16:14-15

Ikke desto mindre har Faderen ikke visse ting, som vi deler med Jesus efter hans menneskelige fødsel. Hebræerbrevet 1:6-10; 2:14; 7:3

2. Ligesom Faderen og Jesus er ét, skal vi være ét

Vi skal være ét med hinanden på nogle måder, der ligner Faderen og Jesus. Johannes 17:11, 21-22

Ikke desto mindre er de ét på nogle måder, hvorpå vi ikke kan være ét. Johannes 5:23

3. Faderen lever i Jesus

På jorden boede Faderen i Jesus. Johannes 10:38; 14:10-11. Jesus var fyldt med Ånden. Lukas 4:1,18

Hvis du virkelig kender Jesus, så kender du Faderen og har set Faderen. Johannes 14:7-9

Ikke desto mindre blev Faderen ikke til, udviklede sig ikke eller forvandlede sig ikke til Jesus. Hebræerne 13:8; 1:9; Johannes 14:10,24,26; 15:1; 16:27-28,32; 17:5

4. Jesus lever i Faderen

På jorden var Jesus i Faderen. Johannes 10:38; 14:11

Ikke desto mindre er de to adskilte; Jesus var ikke en bugtaler. Mattæus 3:16; Johannes 8:18. Jesus blev forladt på Golgata. Markus 15:34; Mattæus 27:46

Ingen kommer til Faderen undtagen gennem Jesus. Johannes 14:6; 6:45; Apostlenes Gerninger 4:12

Ikke desto mindre, uanset hvor tæt de stod hinanden på jorden, ville Jesus stadig gå til Faderen. Johannes 14:12; Markus 16:19; Johannes 20:17

Jesus kaldes den Evige Fader, hvilket muligvis henviser til, at han er kilden til evigt liv. Esajas 9:6

Ikke desto mindre blev Jesus ikke til Faderen, udviklede sig ikke til Faderen eller forvandlede sig til Faderen. Hebræerbrevet 13:8; Johannes 20:17; 14:10,24,26; 15:1

5. Gud/Faderen/Kristus/Ånden er i os

Mennesker ser Gud gennem os og i os.

Ikke desto mindre bor Gud ikke udelukkende i os, ligesom stjernerne ikke udelukkende findes i teleskoper. 1. Timoteus 6:16; Jeremias 23:24; Åbenbaringen 19:11

Faderen/Jesus/Ånden bor også faktisk i hver eneste troende. Johannes 14:17,23; 17:26; Romerne 8:9-11; Galaterne 4:6; 1 Korinther 6:19; 1 Johannes 4:15-16; 2 Timoteus 1:14

Ikke desto mindre blev Gud/Faderen/Kristus/Helligånden ikke os eller forvandlede sig til et syndigt menneske. Jakob 1:13; Hebræerne 4:15; 1. Petersbrev 2:22; 1. Johannesbrev 3:5

Gud virker og handler i os og gennem os. Filipperne 2:13; eksempler: 1 Korintherbrevet 15:10; Romerbrevet 15:18-19

Guds folk, kirken, udgør tilsammen Kristi legeme. 1 Korintherbrevet 6:15; 10:17; 12:27; Efeserbrevet 4:12; Kolossenserbrevet 1:24.

Ikke desto mindre er vi ikke Kristi fysiske legeme. Kolossenserne 1:22. Gud er ikke begrænset til at handle gennem os. Første Mosebog 1; Apostlenes Gerninger 9:1-6; Åbenbaringen.

At hjælpe eller ikke hjælpe os er det samme som at hjælpe eller ikke hjælpe Jesus Kristus. Mattæus 25:35-45; Johannes 13:20; Apostlenes Gerninger 9:4-5; 22:7-8; 26:14-15.

Ikke desto mindre kan mennesker rose eller forhåne Gud direkte uden at gøre noget mod de troende. Romerbrevet 1:18-32; Åbenbaringen 9:20-21

6. Vi lever i Gud/Faderen/Kristus/Ånden

Vi er i Jesus og Faderen. Johannes 17:21; Kolossenserbrevet 2:6,12; 3:3-4; 1. Johannesbrev 4:12,15-16; 5:20.

Vi skal forblive i Jesus Kristus og i hans kærlighed. Johannes 15:1-9; 1. Johannesbrev 2:27

Ikke desto mindre er vi ikke fuldt ud hos Gud nu; vi skal stadig gå hen og være hos Gud. 2 Korintherbrev 5:8; 1 Korintherbrev 13:12; Filipperbrevet 1:23

Fordi Jesus lever, vil vi leve. Johannes 14:19; Kolossenserbrevet 3:4; 1. Korintherbrev 15:12-22

Ikke desto mindre bliver vi ikke til, udvikler os ikke, forandrer os ikke eller bliver til Gud eller Kristus; snarere bliver vi gudfrygtige og Kristuslignende. Esajas 42:8; 43:10; Romerne 8:29; 1. Johannes 3:2; Filipperne 3:21

Vi er nye skabninger i Kristus. 2. Korintherbrev 5:17. Vi har Kristi sind. 1. Korintherbrev 2:16.

Ikke desto mindre bliver vi ikke til zombier; vi skal stadig have vores egne (fornyede) sind og personligheder. 1 Korintherbrev 6:2-6; 11:13; 13:11+14:20; Romerbrevet 14:5-6

Spørgsmål: Blev verset i Mattæus 28:19 forvansket på tidspunktet for Nikæa-koncilet, eftersom Eusebius citerer det 18 gange før Nikæa uden at nævne Treenigheden, og Eusebius først citerer det med den trinitariske formel efter Nikæa? Victor Paul Wierwille, grundlæggeren af The Way, hævdede dette i sin bog *Jesus Christ is Not God* (1981), s. 19-20.

Svar: Dette argument baseret på tavshed er uholdbart af flere grunde. Selvom Eusebius af Cæsarea primært var historiker og ikke så meget teolog, indrømmer selv Wierwille, at Eusebius citerer dette efter Nikæa.

For det andet, og vigtigst af alt, citerede mange kristne forfattere århundreder før Eusebius dette vers i sin helhed.

Didache (ca. 60–120 e.Kr.), kap. 7, s. 379, citerer det således: »Når du først har sagt alle disse ting, skal du døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i levende vand [dvs. rindende vand]. Men hvis du ikke har levende vand, skal du døbe i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt. Men hvis du heller ikke har det, skal du hælde vand tre gange over hovedet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.”

Irenæus (182–188 e.Kr.) citerede det således: »Gå ud og lær alle nationer, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.« (Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 17.1, s. 444)

Tertullian (198–220 e.Kr.) omskriver dette vers let som følger: »Han [Jesus] befalede de elleve andre, da han vendte tilbage til Faderen, at de skulle ’gå ud og undervise alle folkeslag, som skulle døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’« I *Forskrift mod kætterne*, kap. 20, s. 252.

Tertullian udtrykker det lidt anderledes i *Om dåben*, kap. 13, s. 676: »Gud, siger han [Jesus], ’undervis folkeslagene og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’«

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer det således: »Gå ud og lær alle nationer, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.« I »Mod Noetus’ kætteri«, kap. 14, s. 228

Afhandling mod Novatian (254–256 e.Kr.) kap. 3, s. 658: »Gå ud og forkynd evangeliet for nationerne, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det vil sige, at den samme Treenighed, som i billedlig forstand virkede i Noas dage gennem duen, nu virker åndeligt i Kirken gennem disciplene.«

Afhandling om gen-dåb (ca. 250–258 e.Kr.) kap. 7, s. 671: »Gå ud og undervis nationerne; døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.«

Det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) s. 567 Munnulus af Girba sagde: »… især i dåbens Treenighed, som vor Herre siger: ›Gå ud og døb alle folkeslag i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.‹«

Det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) s. 569 Vincentius af Thibaris sagde: »Gå ud og lær alle folkeslag, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.«

Victorinus af Petau (-307 e.Kr.) citerer det således: »Han [Jesus] udsendte apostlene og sagde: ’Gå ud, lær alle nationer, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’« Kommentar til Åbenbaringen fra første kapitel, nr. 15, s. 345

Hvorfor forsøger Wierwille så at sløre spørgsmålet ved at kævle om, hvornår Eusebius citerede hvilke dele, når vi har alle disse andre tidligere forfattere, der var meget klare?

Se endelig det næste spørgsmål for andre ting, som de tidlige kristne sagde om Treenigheden.

Spørgsmål: Hvad var nogle af den tidlige kirkes lære om Treenigheden i Mattæus 28:19?

Svar: Her er nogle af dem.

Mathetes til Diognetus (ca. 130-200 e.Kr.)

»Ligesom en konge sender sin søn, som også er konge, således sendte Han Ham; som Gud(1) sendte Han Ham; som til mennesker sendte Han Ham; som en Frelser sendte Han Ham, ...« kap. 7 Fodnoten (1) siger, at »Gud« her henviser til den person, der blev sendt.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.)

»For når vi udtaler et ord, frembringer vi ordet; dog ikke ved afskæring, således at ordet [der forbliver] i os formindskes, når vi udtaler det; og ligesom vi også ser det ske i tilfældet med en ild, som ikke formindskes, når den har antændt [en anden], men forbliver den samme;... Visdomens Ord, som selv er denne Gud, avlet af Faderen til alle ting, og Ordet, og Visdommen, og Kraften, og den Avlendes Herlighed, vil vidne for mig...” Dialog med Trypho, kap. 61. Faktisk handler alle kapitlerne 57–63 om Jesu guddommelighed.

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.)

»På samme måde er de tre dage, der gik forud for himmellegemerne [solen, månen og stjernerne], symboler på Treenigheden (græsk triade), på Gud, Hans Ord og Hans visdom.« Til Autolycus, bog 2, kap. 15, s. 101.

Theophilus, biskop af Antiokia (168–181/188 e.Kr.)

»For den guddommelige skrift selv lærer os, at Adam sagde, at han havde hørt stemmen. Men hvad er denne stemme andet end Guds Ord, som også er Hans Søn?« Theophilus til Autolycus, bog 2, kap. 22, s. 103

Irenæus (182–188 e.Kr.)

»Men at Han [Jesus] i sig selv, i sin egen ret, hævet over alle mennesker, der nogensinde har levet, er Gud, Herre og den evige Konge samt det inkarnerede Ord, forkyndt af alle profeterne, apostlene og af Ånden selv, kan ses af alle, der har opnået blot en lille del af sandheden.« (Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 19.2, s. 449).

»Vær klar over, at ethvert menneske enten er tomt eller fyldt. For hvis han ikke har Helligånden, har han ingen viden om Skaberen; han har ikke modtaget Jesus Kristus, livet; han kender ikke Faderen, som er i himlen;...« (Irenæus, Mod kætterierne 3:16)

»Hun [kirken] tror også på disse punkter [i læren], ligesom om hun kun havde én sjæl... For de kirker, der er blevet grundlagt i Tyskland, tror ikke på eller videregiver noget andet, og det samme gælder dem i Spanien, i Gallien, i Østen, i Egypten, i Libyen og ...«

Klemens af Alexandria talte om »Den Hellige Treenighed« i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 5, kap. 14, s. 468.

Tertullian (ca. 213 e.Kr.)

»Ordet er derfor både altid i Faderen, som Han siger: ’Jeg er i Faderen’; og er altid hos Gud, i overensstemmelse med det, der står skrevet: ’Og Ordet var hos Gud’; og er aldrig adskilt fra Faderen eller andet end Faderen, da ’Jeg og Faderen er ét.’« Mod Praxeas, kapitel 8.

Hippolytus (170–235/6 e.Kr.) efter at have citeret en del af Johannes 1:1

»Hvis Ordet altså var hos Gud og også var Gud, hvad følger der da af det? Ville man sige, at han taler om to Guder? Jeg vil sandelig ikke tale om to Guder, men om én; om to Personer dog og om en tredje økonomi (disposition), nemlig Helligåndens nåde. For Faderen er sandelig én, men der er to Personer, fordi der også er Sønnen; og så er der den tredje, Helligånden. Faderen bestemmer, Ordet udfører, og Sønnen åbenbares, gennem hvem man tror på Faderen. Harmoniens økonomi føres tilbage til én Gud; for Gud er én. Det er Faderen, der befaler, og Sønnen, der adlyder, og Helligånden, der giver forståelse; Faderen er over alt, og Sønnen, der er gennem alt, og Helligånden, der er i alt. Og vi kan ikke tænke på én Gud på anden måde end ved i sandhed at tro på Faderen, Sønnen og Helligånden.” Mod Noetus’ kætteri, kapitel 14.

Athanasius (296-373 e.Kr.)

»Forenet uden forvirring, adskilt uden adskillelse. Udelelig og uden grader.« Prædiken over Lukas 10,22 »For det er kun på korset, at et menneske dør med udbredte hænder. Derfor var det passende, at Herren også bar dette og udbredte sine hænder, for at han med den ene kunne tiltrække det gamle folk og med den anden dem fra hedningerne og forene begge i sig selv.« Inkarnationen 25:3

Basilius af Kappadokien (329-379 e.Kr.)

»når de hele tiden burde bekende, at Faderen er Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, som de er blevet lært af de guddommelige ord, ...« Brev 8 til kejsarerne (s. 116)

Hilarius (355–367/368 e.Kr.)

»Guds gerninger ligger derfor uden for vores menneskelige natur og passer ikke ind i vores rationelle tankegang, fordi en grænseløs evigheds virkemåde kræver en uendelig forståelse af at måle ting. Det er altså ikke en fornuftens konklusion, men en begrænsning af magten, når Gud blev menneske, når den Udødelige dør, når den Evige begraves. På den anden side afhænger det ikke af vores tankegang, men af almægtighed, at Han fremstår som Gud ud fra et menneske, som udødelig ud fra en, der er død, og som evig ud fra en, der er begravet. Derfor genoplives vi af Gud i Kristus gennem hans død.” Om Treenigheden, bog 1, kap. 13, s. 44

»For medmindre ting er af samme natur, tildeles de aldrig lige stor ære, og lighed i ære medfører ikke en adskillelse mellem dem, der æres. Men mysteriet om fødslen kræver lighed i ære.« (om Johannes 5:23)

Gregor af Nyssa (335–394 e.Kr.)

»Når vi siger, at Faderens, Sønnens og Helligåndens guddommelighed er én, og alligevel forbyder mennesker at sige: ’Der er tre guder’?« Om »Ikke tre guder«

Ambrosius af Milano (340–397 e.Kr.)

»Disse ord er altså skrevet med henblik på Gud, hvis navn i værdighed og sandhed er fælles for [både Faderen og] Sønnen.« Om den kristne tro 3:3:17.

Resumé

Kirken havde ingen ikke-trinitarier. Gnostikere, arianere og andre kættere blev udelukket fra kirken. Læresætningerne hos Jehovas Vidner, mormonerne og andre er moderne opfindelser.

Spørgsmål: Hvad troede den tidlige kirke om treenigheden i Mattæus 28:19?

Svar: Følgende kirkeledere fra den tidlige og den post-nikænske kirke forkyndte læren om Treenigheden. Det er interessant at bemærke, at Jehovas Vidners publikation »Should You Believe in the Trinity?« citerer de fleste af disse tidlige kirkeskribenter i et forsøg på at vise, at de ikke troede på Treenigheden.

Spørgsmål: I Mattæus 28:19 står der, at ordet Treenighed ikke findes i Bibelen, så hvordan kan Treenigheden være bibelsk og dermed sand?

Svar: Hverken ordene Det Gamle og Det Nye Testamente, bortrykkelsen, mission, discipelskab eller evangelisering findes i Bibelen. Udtrykket »enhed«, tawhid på arabisk, findes heller ikke i Koranen. Det faktum, at man blot sætter etiketter på bibelske begreber, gør dem hverken mere eller mindre sande. Hvad kalder man de tre, der deler det fælles navn, som vi skal døbes i?

For muslimer gælder det, at selvom ordet »treenighed« ikke findes i Bibelen, findes ordet for enhed, tawhid, heller ikke i Koranen. For mormonerne, de sidste dages hellige, findes ordene »evig fremgang« heller ikke i Mormons Bog.

Spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke forestille mig Treenigheden i mit hoved i Mattæus 28:19?

Svar: Det er ikke meningen, at du skal forestille dig dette. Du kan heller ikke forestille dig, at Gud er almægtig, at han er overalt, eller hvad evigheden er, men menneskets begrænsninger sætter ikke grænser for Gud. Ville du forvente at kunne forstå alt om den uendelige Gud fuldstændigt? Og hvordan kan dit sind overhovedet bestemme og afgrænse, hvad Gud er? Vi kan dog forstå det, som Gud har åbenbaret om sig selv.

Det må indrømmes, at Treenigheden kan være forvirrende af tre grunde.

1. Guds sandhed er ofte forvirrende for de ufrelste.

2. Falske lærere har bidraget til forvirringen. For eksempel accepterer Jehovas Vidner ikke Treenigheden, men de giver ofte selv enten et forkert billede af den Treenighed, de afviser, eller ved slet ikke, hvad den Treenighed, de afviser, egentlig er. Mens nogle mormoner siger, at de afviser Treenigheden, har jeg mødt mange mormoner, der siger, at de accepterer Treenigheden. Men dem, jeg talte med, vidste ikke, hvad den går ud på. Treenigheden er meget mere end blot, at de tre er ét i kærlighed, ånd og hensigt.

3. Vi kan ikke bare give sekterne skylden. Mange ægte kristne er selv dårligt rustede til klart at forklare treenigheden.

Spørgsmål: I Mattæus 28:19 passer Treenigheden simpelthen ikke ind i mit billede af Gud.

Svar: Du må vælge enten at følge Gud, uanset dine egne forudfattede meninger, eller ikke at følge andet end dit eget billede, din egen afgud eller din egen gud.

Spørgsmål: I Matt 28:19, hvis Treenigheden er sand, er Jesus da 1/3 Gud?

Svar: Nej, denne forvrængning af treenigheden er menneskelig ræsonnement, og ikke engang særlig godt ræsonnement. Højden på et skrivebord er ikke 1/3 af et skrivebord.

Jesus har Guds fylde ifølge Kolossenserbrevet 2:9. Ligesom det er latterligt at sige, at fordi solen giver lys, kan den ikke give varme, betyder det, at fordi Jesus har Guds fylde, ikke, at Faderen og Helligånden ikke også kan have Guds fylde.

Spørgsmål: Stammer begrebet om Treenigheden i Mattæus 28:19 fra de babylonske og assyriske religioner, som havde gudetrioer?

Svar: Nej. Da Jesus sagde, at man skulle døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens ____, sagde Jesus »navn«, ikke »navne«. En treenighed er polyteisme med tre separate væsener og tre separate guder. Treenigheden er én uadskillelig Gud og tre forskellige personer.

På den anden side, hvis de blot var tre dele af ét væsen, kunne man på græsk have sagt »i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn«, men det er faktisk ikke tilfældet. Der står »navn« i ental, hvilket understreger deres enhed, men der står også ordet »den« foran Fader, Søn og Ånd, hvilket understreger deres særskilthed.

Spørgsmål: Hvorfor bør vi i Matt 28:19 ikke nægte at tilbede en far, der sendte sin egen søn til at blive tortureret og dø i stedet for sig selv, som en prædikant fra Oneness-pentekostalismen sagde?

Svar: Det er en skam, hvis du nægter at tilbede Gud, medmindre det er på dine egne betingelser. Faderen sendte ikke blot Jesus for frivilligt at dø for os, han spurgte også Abraham, om han ville være villig til at ofre Isak.

Spørgsmål: I Matt 28:19 – blev Nicæa-trosbekendelsen først formuleret i Nicæa i år 325 e.Kr.?

Svar: Faktisk skete det tidligere. Mange er ikke klar over dette, men ifølge »Ante-Nicene Fathers«, bind 7, s. 524, var den nikænske trosbekendelse i Nikæa en let ændring af den gamle trosbekendelse fra Jerusalem. Den ligner også i høj grad trosbekendelsen fra Neocaesarea fra år 315 e.Kr.

Spørgsmål: I Mattæus 28:19, blev der tilføjet noget til den nikænske trosbekendelse?

A: Ja. Her er den oprindelige Nicænske trosbekendelse fra år 325 e.Kr. (Oversættelse hentet fra »Ante-Nicene Fathers«, bind 7, s. 524.

Originalen fra Nicea, underskrevet af 318 biskopper i år 325 e.Kr.

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, skaberen af alle ting, synlige og usynlige:

og på én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, født af Faderen, den enbårne, det vil sige af Faderens væsen,

ved hvem alle ting er skabt, både det, der er i himlen, og det, der er på jorden:

som for os mennesker og for vores frelse kom ned, blev menneske og blev født som menneske:

Han led og opstod igen på den tredje dag:

og steg op til himmelen:

og skal komme igen for at dømme de levende og de døde.

Og i Helligånden.

[bannet]

Og dem, der siger, at der var en tid, hvor Han ikke var, eller at Han ikke var, før Han blev født, eller at Han blev skabt ud af intet; eller som siger, at Guds Søn er af en anden substans, eller at Han er foranderlig eller ustabil, – disse fordømmer den katolske og apostolske kirke.

Tillæg godkendt på koncilet i Konstantinopel i år 381 e.Kr. og ratificeret på koncilet i Efesos (år 431 e.Kr.)

Om himlen og jorden.

Født af Faderen før alle verdener.

Ved Helligånden af Jomfru Maria.

Blev også korsfæstet for os under Pontius Pilatus,

og blev begravet.

Sidder ved Faderens højre hånd,

hvis rige skal ingen ende have.

Herren, livets giver,

som udgår fra Faderen;

som sammen med Faderen og Sønnen tilbedes og herliggøres;

som talte gennem profeterne:

i én hellig, katolsk og apostolisk kirke.

Vi bekender én dåb til syndernes forladelse.

Vi venter på de dødes opstandelse

og livet i den kommende verden. Amen.

[Anatemaet manglede]

Ifølge bogen »Creeds of Christendom«, bind 1, s. 24-29, fandtes nogle af formuleringerne i de to trosbekendelser fra Epifanius og i Cyril af Jerusalems trosbekendelse fra år 350 e.Kr.

En anden ændring i trosbekendelsen var tilføjelsen af »og Sønnen«, hvorved det blev sagt, at Helligånden blev udsendt fra Faderen og Sønnen. Dette blev først set på det tredje koncil i Toledo i år 589 e.Kr. Det blev formelt tilføjet til trosbekendelsen af den katolske kirke og var årsagen til et formelt brud med den ortodokse kirke under den ortodokse patriark Photius omkring år 879 e.Kr.

Spørgsmål: I Matt 28:19 henviser »dem« i »gør alle nationer til disciple, lær dem og døb dem« til nationer, og da nationer ikke kan nedsænkes i vand, betyder det så, at dette ikke kan forstås som en henvisning til vanddåb?

Svar: Nej. En »nation« kan heller ikke gøres til discipel eller undervises, men »nationer« henviser til folket i nationerne. Dette var indlysende for de tidlige kristne, da de forstod Mattæus 28,19 som en henvisning til vanddåben. Her er beviset.

Didache (ca. 125 e.Kr.) kap. 7, s. 379: »Døb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i levende vand. Men hvis du ikke har levende vand, så døb i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt. Men hvis du ikke har noget af det, skal du hælde vand tre gange over hovedet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.”

Tertullian (198–220 e.Kr.) har et helt værk med titlen »Om dåben«. Et sted siger Tertullian: »Men nu, hvor troen er blevet udvidet og er blevet en tro, der tror på Hans fødsel, lidelse og opstandelse, er der tilføjet en udvidelse til sakramentet, nemlig dåbens beseglingshandling; i en vis forstand beklædningen af den tro, der før var nøgen, og som nu ikke kan eksistere uden sin rette lov. For dåbens lov er blevet indført, og formlen foreskrevet: ’Gå,’ siger Han, ’undervis folkeslagene og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’” »Om dåben«, kap. 13, s. 676

Hippolytus, biskop af Portus (222-235/6 e.Kr.), siger, at man skal døbe i »Faderens, Sønnens og Helligåndens« navn. Han nævner kort Cornelius. Mod Noetus’ kætteri, kap. 14, s. 228

Afhandlingen »Mod Novatian« (254–257 e.Kr.), kap. 3, s. 658, siger, at man skal døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Afhandling om gen-dåb (254-257 e.Kr.) kap. 7, s. 671: »Døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.«

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.): »For Herren sendte efter sin opstandelse sine disciple ud og instruerede og lærte dem, på hvilken måde de skulle døbe, idet han sagde: ›Al magt er givet mig i himlen og på jorden. Gå derfor ud og lær alle folkeslag, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.‹« Han henviser til Treenigheden, i hvis sakramente folkeslagene skulle døbes. Bekender Marcion sig da til Treenigheden? Bekender han sig da til den samme Fader, Skaberen, som vi gør? Kender han den samme Søn, Kristus, født af Jomfru Maria, som som Ordet blev kød, som bar vore synder, som overvandt døden ved at dø, som ved sig selv først og fremmest indledte kødets opstandelse og viste sine disciple, at han var opstået i det samme kød? Helt anderledes er troen hos Marcion og desuden hos de andre kættere – nej, hos dem findes der intet andet end forræderi, blasfemi og strid, som er fjendtlig over for hellighed og sandhed. Hvordan kan en, der er døbt blandt dem, da synes at have opnået syndernes forladelse og den guddommelige barmhjertigheds nåde ved sin tro, når han ikke besidder selve troens sandhed?” Cyprians breve, brev 72, kap. 3, s. 380-381

Spørgsmål: Stod der oprindeligt i Matt 28,19: »døb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn«?

Svar: En hjemmeside hævder, at det ikke var tilfældet. Den fremfører som belæg et unavngivet koptisk manuskript og det hebraiske (ebionitiske) Matthæusevangelium fra det tidlige 7. århundrede. Den ebionitiske version er et andet værk, der er en forkortet udgave af Matthæusevangeliet.

I modsætning hertil er her beviset for, at det stod i originalen.

Didache (ca. 60–120 e.Kr.), bind 7, kap. 7, s. 379, citerer det således: »Når du først har sagt alle disse ting, skal du døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i levende vand [dvs. rindende vand]. Men hvis du ikke har levende vand, skal du døbe i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt. Men hvis du ikke har noget af det, skal du hælde vand tre gange over hovedet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.” Der var ingen præcis »formel«, for i Didache forekommer både dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (kap. 7, s. 379) og »i Herrens navn« (kap. 9, s. 380).

Irenæus (182–188 e.Kr.): »Og da han [Jesus] gav disciplene kraften til fornyelse for Gud, sagde han til dem: ›Gå ud og lær alle folkeslag, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.‹« Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 17.1, s. 444.

Tertullian (198–220 e.Kr.) omskriver dette vers lidt som følger: »Han [Jesus] befalede de elleve andre, da han vendte tilbage til Faderen, at de skulle ’gå ud og undervise alle folkeslag, som skulle døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’« I *Om foreskrifter mod kættere*, kap. 20, s. 252.

Tertullian udtrykker det lidt anderledes i *Om dåben*, kap. 13, s. 676: »Gud, siger han [Jesus], ’undervis folkeslagene og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’«

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer det således: »Gå ud og lær alle folkeslag, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.« I »Mod Noetus’ kætteri«, kap. 14, s. 228

*En afhandling mod Novatian* (254–256 e.Kr.), kap. 3, s. 658: »Gå ud og forkynd evangeliet for nationerne, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det vil sige, at den samme Treenighed, som i billedlig forstand virkede i Noas dage gennem duen, nu virker åndeligt i Kirken gennem disciplene.«

Afhandling om gen-dåb (ca. 250–258 e.Kr.) kap. 7, s. 671: »Gå ud og undervis nationerne; døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.«

Det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) s. 567 Munnulus af Girba sagde: »… især i dåbens Treenighed, som vor Herre siger: ›Gå ud og døb alle folkeslag i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.‹«

Det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) s. 569 Vincentius af Thibaris sagde: »Gå ud og lær alle folkeslag, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.«

Victorinus af Petau (-307 e.Kr.) citerer det således: »Han [Jesus] udsendte apostlene og sagde: ’Gå ud, lær alle nationer, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’« Kommentar til Åbenbaringen fra første kapitel nr. 15, s. 345

Spørgsmål: Hvilke beviser er der for, at Matthæus skrev Matthæusevangeliet?

Svar: Den tidlige kirke var enstemmig i sin opfattelse af, at apostlen Matthæus skrev Matthæusevangeliet. Der findes faktisk mange beviser.

Papias (95–110 e.Kr.) henviser ved navn til Matthæus- og Markus-evangelierne. Fragment 6 fra Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 3, kap. 39.

Claudius Apollinaris (160–180 e.Kr.) nævner Matthæus, evangelierne og loven. »Ante-Nicene Fathers«, bind 8, kap. 772

Irenæus (182–188 e.Kr.) citerer Mt 1,1 som værende af Matthæus. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16.2, s. 440

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.): »Og i Matthæusevangeliet fortsætter slægtsregsten, der begynder med Abraham, helt ned til Maria, Herrens moder.« *Stromata*, bog 1, kap. 21, s. 334

Tertullian (198–220 e.Kr.) siger: »Jeg mener Johannesevangeliet og Matthæusevangeliet – mens det, som Markus udgav, kan siges at være Peters, hvis tolk Markus var. For selv Lukasevangeliet tilskriver man sædvanligvis Paulus. Og det kan meget vel synes, at de værker, som disciplene udgiver, tilhører deres mestre.« Tertullian, Fem bøger mod Marcion, bog 4, kap. 5, s. 350

Tertullian skrev: »… at Det Nye Testamente har apostlene som forfattere, … også apostoliske mænd … Af apostlene er det derfor Johannes og Matthæus, der først indgyder os troen; mens det blandt de apostoliske mænd er Lukas og Markus, der fornyer den bagefter.« Fem bøger mod Marcion, bog 4, kap. 2, s. 347

Julius Africanus (232–245 e.Kr.) nævner »evangelisten Matthæus« og »Lukas«, når han sammenligner de to slægtsregstre for Jesus i sit »Brev til Aristides«, kap. 3, s. 126

Origenes (225–254 e.Kr.) nævner Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Origenes: »Mod Celsus«, bog 5, kap. 56, s. 568.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner »Evangeliet efter Matthæus« og citerer Matthæus 5:23,24 i »Cyprianus’ afhandlinger – Vidnesbyrd«, kap. 3, s. 533. Se også »Cyprianus’ afhandlinger«, afhandling 12, tredje bog, 1.40.

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.): »Det var ’ved sabbatens afslutning’, som Matthæus har sagt; det var ’tidligt, da det endnu var mørkt’, som Johannes skriver; det var ’meget tidligt om morgenen’, som Lukas udtrykker det; og det var ’meget tidligt om morgenen, ved solopgang’, som Markus fortæller os. Dermed har ingen klart vist os det nøjagtige tidspunkt, hvor Han opstod.” Brev 5 til biskoppen Basilides, s. 94

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) »Vil du være enig, hvis jeg viser ud fra evangelierne, at de ikke er opdigtede?« … »Kristi disciple skrev dem: Johannes og Matthæus; Markus og Lukas.« Dialog om den sande tro, første del, »b 5«, s. 41

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner Salmerne, Matthæus, Esajas og Daniel. Kommentar til verdens skabelse, s. 342

Efter år 325 e.Kr.

Hegemonius (4. århundrede) »Ånden i evangelisten Matthæus er også omhyggelig med at notere disse ord fra vor Herre Jesus Kristus: »Se til, at ingen vildleder jer; for mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus; og de skal vildlede mange. Men hvis nogen siger til jer: Se, her er Kristus, eller der; så tro det ikke. For der skal opstå falske Kristus’er, falske apostle og falske profeter, og de skal udføre store tegn og mirakler; så meget, at de, hvis det var muligt, ville forføre selv de udvalgte. Se, jeg har sagt jer det på forhånd. Hvis de siger til jer: »Se, han er i ørkenen«, så gå ikke derud; hvis de siger: »Se, han er i de hemmelige kamre«, så tro det ikke.« Disputation med Manes, kap. 35, s. 209

Spørgsmål: Hvornår blev Matthæusevangeliet skrevet?

A: Det eneste, vi kan sige, er, at Matthæusevangeliet blev skrevet efter år 33 e.Kr. og med meget stor sandsynlighed før år 70 e.Kr. Nogle liberale forskere mener, at da de tror, at Jesus ikke kunne forudsige fremtidige begivenheder, må det have været mellem år 70 og 100 e.Kr.

Q: Hvordan ved vi, at det, vi har i dag i Matthæusevangeliet, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

A: Der er mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Mange forfattere citerede eller henviste til Matthæusevangeliet. Nogle af de tidligste er som følger.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) citerer Mattæus 6:12-15; 7:2; 15:8. Dog er Mattæus 15:8 (kap. 5, s. 9) det samme som Markus 7:6 og Esajas 29:13.

Ignatius citerer i sit Brev til smyrnæerne 1:1 (90–116 e.Kr.) og i Brevet til Polykarp, kap. 2, s. 94, Mattæus 10:16b.

Didache (= De tolv apostles lære) (120–150 e.Kr.), kap. 8, s. 379, citerer Fadervor fra Matthæus 6:5,9–13. Ifølge fodnote 24 stammer det helt sikkert fra Matthæus og ikke fra Lukas.

2. Clemens (120–140 e.Kr.), kap. 3, s. 252, citerer Matthæus 10:32 som udtalt af Jesus og henviser også til Matthæus 22:37.

2. Clemens (120-140 e.Kr.), kap. 4, s. 252, omskriver Matthæus 7:21.

2. Clemens (120-140 e.Kr.) kap. 5, s. 252 citerer Matthæus 5:28 som udtalt af Jesus.

2. Clemens (120–140 e.Kr.), kap. 9, s. 253, omskriver Mattæus 12:50 som udtalt af Jesus

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kapitel 5, citerer fra Matthæus 20:16 (også 22:14). Fodnoten i *The Ante-Nicene Fathers* på s. 139 angiver, at dette er det første citat, der indledes med den autoritative formulering »der står skrevet«.

Polykarps brev til filipperne, kap. 2, s. 33 (110–155 e.Kr.), citerer hele Mattæus 7:1: »Men husk, hvad Herren sagde i sin lære: ’Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes;’«

Polykarp citerer Mattæus 6:13a i Polykarps brev til filipperne, kap. 7, s. 34–35

Polykarp citerer Mattæus 26:41b i Polykarps brev til filipperne, kap. 7, s. 34-35

»Mathetes til Diognetus«, kap. 9, s. 28 (ca. 130 e.Kr.) hentyder til Matthæus 6:25 og siger, at Frelseren lærte os at stole på …, så vi ikke skal bekymre os om tøj og mad.

»Mathetes til Diognetus«, kap. 8, s. 28 (ca. 130 e.Kr.) henviser til Matthæus 19:17

Papias (95–110 e.Kr.) var en tidlig forfatter, der talte personligt med Peter, Jakob, Johannes, Matthæus og andre (ifølge fragment 1). I fragment 6 sagde han, at Matthæus samlede [Jesu] ord på hebraisk.

Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) henviser til Matthæus (næsten 38 gange), hvilket er oftere end han henviser til de andre evangelier. Se »Ante-Nicene Fathers«, bind 1, s. 591, for en sammenligning heraf med Justins henvisninger til andre evangelier. Man skal huske på, at en række af henvisningerne i Lukas er fælles for både Lukas og Matthæus. Han citerer eller omskriver Matthæus 1:21; 3:11–12,17; 4:9,10; 5:20,28,29,32; 5:34,37,44,45,46; 6:1,16,19,20,21,22,25,26,33,41; 7:15,16,19,21,22; 8:11; 9:13; 10:28; 11:12-15,27; 12:38f; 13:3,42; 15:22-28; 16:21,26; 17:12; 19:6,12,17,26,28; 21:13; 22:17,19-21,37; 23:15,23,24,27; 24:11; 25:41; 26:39

Den muratoriske kanon nævner Matthæusevangeliet (ca. 170 e.Kr.) sammen med de tre andre evangelier.

»Hermas’ hyrde« (ca. 160 e.Kr.), bog 1, fjerde vision, kap. 2, s. 18, citerer en fjerdedel af Mattæus 26:24: »Det ville have været bedre for dem, hvis de ikke var blevet født.«

»Hermas’ hyrde« (ca. 160 e.Kr.), bog 2, kap. 6, s. 30, hentyder til en del af Matthæus 10:28: »Frygt Ham, som har al magt, både til at frelse og til at fortabe.«

Kætteren Tatian (ca. 172 e.Kr.) skrev en sammenskrivning af de fire evangelier kaldet Diatessaron. I den henviser han til 839,12 vers i Matthæus, talt i brøkdele af vers. Det udgør 78,4 % af hele evangeliet.

Claudius Apollinaris (160–180 e.Kr.) nævner Matthæus, evangelierne og loven. Ante-Nicene Fathers, bind 8, kap. 772

Apollonius af Efesos (ca. 210 e.Kr.) citerer Matthæus 10:9 som stammende fra Herren i *Om montanismen*, kap. 4, s. 776. Han citerer også Matthæus 12:33 i *Om montanismen*, kap. 4, s. 776

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) citerer Matthæus 5:28 som »evangeliets stemme« i *Theophilus til Autolycus*, bog 3, kap. 3, s. 115

Irenæus (182–188 e.Kr.) henviser mange gange til alle fire evangelier, men også han bruger Matthæus mest. Han citerer 223 vers fra Matthæus, enten helt eller delvist. Irenæus siger, at dette evangelium er skrevet af Matthæus, i *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16, s. 441. Her er en liste over vers, som han citerer eller omskriver i de første ni kapitler af Matthæus: 1:1, 12–16, 18, 20, 23; 2:15, 16; 3:3, 7, 9-12, 16; 4:3, 7, 9, 10; 5:5, 8, 13a, 14a, 16, 18, 20-28, 33-35, 41, 44, 45; den sidste tredjedel af 5:12 og den midterste tredjedel af 7:7; 6:12a,19,24,27; 7:1-2,5; 8:9,11-13; 9:2a,6,8,29

Irenæus henviser også til Matthæus 2:16; 5:39; 7:15,19,25; 9:17; 11:9; 12:18,31; 13:25,38,44; 17:3,7,27

Jeg har endnu ikke dobbelttjekket alle Irenæus’ henvisninger til Matthæus kapitel 10 og frem.

Klemens af Alexandria i *Stromata*, bog 1, kap. 21, s. 334 (193–202 e.Kr.): »Og i Matthæusevangeliet fortsætter slægtsregisteret, der begynder med Abraham, helt ned til Maria, Herrens moder.« Han citerer også fra mange andre steder i Matthæusevangeliet.

Tertullian (198–220 e.Kr.) understreger forfatterskabet til Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Åbenbaringen og mange af Paulus’ breve i *Fem bøger mod Marcion*, bog 4, kap. 5, s. 350. Han citerer fra mange vers i Matthæus.

Hippolytus (225–235/6 e.Kr.) citerer Mattæus 7:21 og Mattæus 21:31 som udtalelser fra Frelseren. I »Gendrivelse af alle kætterier«, bog 5, kap. 3, s. 54. Han citerer også fra mange andre vers i Matthæusevangeliet.

Theodotus, der sandsynligvis var montanist (ca. 240 e.Kr.), citerer Matthæus 12:50 som udtalelse fra Herren. Uddrag fra Theodotus, kap. 20, s. 25

Julius Africanus (232–245 e.Kr.) nævner »evangelisten Matthæus« og »Lukas«, når han sammenligner de to slægtsregstre over Jesus i sit »Brev til Aristides«, kap. 3, s. 126

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer udførligt fra Matthæus, da han har en hel kommentar til Matthæusevangeliet. Origenes’ citater omfatter Matthæus 24:23–27.

Novatian (257 e.Kr.) citerer i *Om Treenigheden*, kap. 8, s. 617, Mattæus 10:29-30 og angiver, at det stammer fra Jesus. I kapitel 12 citerer han også Mattæus 27:20 og angiver, at det stammer fra Jesus. Novatian citerer fra Mattæus 1:23 (s. 635); 5:8 (s. 639–640); 10:28a (s. 636), 10:29,30 (s. 617); 12:32b (s. 641); 16:16 (s. 637); 16:16 (s. 637); 28:20b (s. 621)

En afhandling mod Novatian citerer fra fire vers i Matthæus: 7:2a (s. 661); 7:22,23 (s. 659), 10:33 (s. 659), 23:12a (s. 661); muligvis andre

Afhandlingen om gen-dåb (ca. 250–259 e.Kr.) citerer fra Matthæus 3:11b (kap. 2, s. 668) og 9:2b (kap. 18, s. 677); 10:32 (kap. 11, s. 673), 12:37 som »i evangeliet« (kap. 13, s. 675), 16:22,23 (kap. 9, s. 672); 24:4,23,24 (kap. 12, s. 674), 26:70 (s. 672), 28:19 (kap. 7, s. 671)

Cyprianus, biskop af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) »I Matthæusevangeliet står der: ›Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, skal få det tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, skal ikke få det tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.‹« Cyprians afhandlinger, afhandling 3, kap. 28, s. 542

Cyprianus, biskop af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.), citerer Mattæus 5:43–45 og nævner, hvad Jesus siger, »i sit evangelium«, i Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 10, kap. 15, s. 495.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer Mattæus 15:13 som »Herren i sit evangelium« i Brev 48:4, s. 326

Moyses m.fl. til Cyprianus (brev 25), kap. 4, s. 303 (250–251 e.Kr.) citerer Matthæus 10:37–38 som stammende fra »vores Herre, ligesom med Hans Evangeliets trompet«

Cornelius til Cyprianus (ca. 246–256 e.Kr.) citerer Matthæus 5:8 som »det evangeliske ord«; Brev 45, kap. 2, s. 323

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus (256 e.Kr.) citerer Matthæus 16:9 som stammende fra Jesus. (Brev 74, kap. 16, s. 394)

På det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) sagde Lucius af Castra Galbae: »Da Herren i sit evangelium sagde: ›I er jordens salt; men hvis saltet mister sin smag, hvorved skal det da saltes?‹« s. 566

Gregor Thaumaturgus (240–265 e.Kr.) citerer en del af Matthæus 15:11 som udtalt af Frelseren. Kanonisk brev, kanon 1, s. 18

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.): »Det var ’ved sabbatens afslutning’, som Matthæus har sagt; det var ’tidligt, da det endnu var mørkt’, som Johannes skriver; det var ’meget tidligt om morgenen’, som Lukas udtrykker det; og det var ’meget tidligt om morgenen, ved solopgang’, som Markus fortæller os. Derfor har ingen klart vist os det nøjagtige tidspunkt, hvor Han opstod.” Brev 5 til biskoppen Basilides, s. 94

Anatolius af Alexandria (270–280 e.Kr.) henviser til Matthæus 26:17 i sin *Paschal Canon*, kap. 8, s. 148, og til Matthæus 26:38 som værende fra »Herren selv« i kap. 10, s. 149

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) »Vil du være enig, hvis jeg viser ud fra evangelierne, at de ikke er opdigtede?« … »Kristi disciple skrev dem: Johannes og Matthæus; Markus og Lukas.« Dialog om den sande tro, første del, »b 5«, s. 41

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner Salmerne, Matthæus, Esajas og Daniel i »Kommentar til verdens skabelse«, s. 342

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) citerer Matthæus 21:6 og 6:24 som stammende fra Herren i »Kanonisk brev«, kanon 12, s. 276–277. Han henviser også til Matthæus 2:13-16 i kanon 13, s. 277, og citerer Matthæus 2:22-23 i kanon 13, s. 277

Methodius (270–311/312 e.Kr.): »Nu gives hele Skriftens åndelige formidling os som salt, der svier for at gavne, og som renser, uden hvilket det er umuligt for en sjæl ved hjælp af fornuften at blive ført til den Almægtige; for ’I er jordens salt’, sagde Herren til apostlene.« [Mattæus 5:13] »De ti jomfruers festmåltid«, bog 1, foredrag 1, kap. 1, s. 311

Theophilus’ *Habib, diakonens martyrium* citerer både Mattæus 10:39 og Mattæus 7:6 som »Skriften« på s. 694.

Athanasius af Alexandria (ca. 318 e.Kr.) henviste ikke til Matthæus i *Mod hedningerne*. I *Ordet blev kød* henviste han imidlertid til Matthæus 19:4 (kap. 2.6, s. 37), Matthæus 1:23 (også Esajas 7:14) (kap. 33.3, s. 54), Matthæus 11:13 (kap. 40.4, s. 57-58) og Matthæus 26:64 (kap. 56.4, s. 66). Selvom Athanasius ikke henviste til andre vers i Matthæus før år 325 e.Kr., henviste han til mange andre vers i Matthæus efter denne tid.

Alexander af Alexandria (321 e.Kr.) citerer Matthæus 11:27b som stammende fra Frelseren. Breve om den arianske kætteri, kap. 5, s. 293

Alexander af Alexandria (321 e.Kr.) citerer Matthæus 3:17 som »i evangeliet«. Breve om den arianske kætteri, kap. 8, s. 294.

Alexander af Alexandria (321 e.Kr.) citerer Matthæus 11:12 som »udtalt af Kristus«. Breve om den arianske kætteri, kap. 12, s. 295

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til Matthæus 14:22–26 i sin drøftelse af, at Jesus gik på vandet. »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 15, s. 116. Lactantius henviser også til Matthæus 5:44; 7:15; 18:7 samt kapitel 14, 19 og 21. Han citerer fra Esajas 7:14 som værende fra Esajas, hvilket også er Matthæus 1:23.

Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.) citerer hele Mattæus 5:38–40 i *Demonstration of the Gospel*, bog 1, kap. 6, s. 11

Eusebius’ *Kirkehistorie* (318 e.Kr.), bog 3, kap. 24, s. 152, diskuterer de fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. *Nicene and Post-Nicene Fathers*, anden serie, bind 1, s. 152

Se det næste spørgsmål for at se, hvilke vers og versdele der blev citeret, og hvilke der ikke blev.

Bevis fra kættere og forfalskede skrifter

Den enkratiske kætter Tatian (ca. 172 e.Kr.) skrev en sammenskrivning af de fire evangelier kaldet »Diatessaron«, hvilket betyder »gennem [de] fire«. Her henviser han til 839,12 vers i Matthæusevangeliet. Det udgør 78,4 % af hele Matthæusevangeliet.

Den manikæiske kætter Faustus-Milevis (383–400 e.Kr.) citerer Matthæus 1:1 som værende af Matthæus. Augustinus’ »Svar til Faustus den manikæiske«, bog 23, kap. 1, »Nicene and Post-Nicene Fathers, First Series«, bind 4, s. 313

3. De tidligste håndskrifter, vi har af Matthæus, indeholder små variationer, men ingen teologisk væsentlige fejl. De stadig eksisterende NT-håndskrifter, der blev kopieret før år 325 e.Kr., indeholder 91,7 % af Matthæus, eller 982,07 ud af 1071 vers. Se https://biblequery.org/Bible/BibleReliability/EarlyChristianNTQuotes.xlsx for nærmere oplysninger herom.

p1 (=Papyrus Oxyrhynchus 2) Mt 1:1-9,12,14-20; (ikke 2:14) (ca. 200 e.Kr.) alexandrinsk tekst

Her er de offentliggjorte dateringer for dette manuskript.

3. århundrede – 1968 – The Text of the New Testament

3. århundrede – 1975 – Aland, 3. udgave

3. århundrede – 1990 – Comfort, Tidlige manuskripter og moderne oversættelser af Det Nye Testamente

3. århundrede – 1998 – Aland, 4. reviderede udgave

Midten af det 3. århundrede, svarende til s. 69 – 1999 – Comfort, Den komplette tekst fra de tidligste manuskripter til Det Nye Testamente

Der er et omslag med skrift. Mens O’Callaghan mener, at det muligvis er Mattæus 2:14, siger Philip Comfort i *Den komplette tekst fra de tidligste manuskripter til Det Nye Testamente*, s. 29, at det ikke er tilfældet, fordi det er skrevet med en anden håndskrift, og fordi der er en større margen over de tre brudte linjer end i resten af Mattæus. Denne tekst kan have været en underoverskrift eller en titel.

s. 19 (=Papyrus Oxyrhynchus 9) Mt 10:32-11:5

Hovedsageligt vestlig tekst

4. eller 5. århundrede – 1968 *The Text of the New Testament*

s. 21 (=Papyrus Oxyrhynchus 10) Mt 12:24-26, 31-33 (stemmer overens med Bezae Cantabrigiensis og den korrigerede Sinaiticus)

s. 25 (=Papyrus 16388, nu forsvundet. Den befandt sig i Berlin før 2. verdenskrig) Mt 18:32-34; 19:1-3, 5-7, 9-10

Slutningen af det 4. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente. Den vestlige tekst

s. 35 Mt 25:12-15,20-23 (3. århundrede)

Muligvis 4. århundrede – 1968 – Det Nye Testamentes tekst. Mellem den alexandrinske og den vestlige tekst

s. 37 (=Ann Arbor 1570) Mt 26:19-52 (midten af det 3. århundrede) Håndskriften ligner Heroninos’ breve (256 og 260 e.Kr.)

3./4. århundrede – 1969 –

s. 45 Chester Beatty I (alle fire evangelier og Apostlenes Gerninger) (100–150 e.Kr.) (tidligere antaget at stamme fra slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.) (Mt 20:24–32; 21:13-19; 25:41-26:39, dele af Markus, Lukas og Johannes) Den oprindelige rulle bestod af ca. 220 blade, hvoraf vi har 30 blade. 2 af disse 30 blade stammer fra Matthæus.

p53 (= Papyrus Michigan Inv. 6652) Mt 26:29-40 og ApG 9:33-38; 3 bogstaver af de 124 bogstaver i 9:39; 9:40-10:1. (ca. 260 e.Kr.) Dateringen er baseret på ligheder med bogstaver fra Heroninos, der dateres til ca. 260 e.Kr. Det er en blandet tekst.

p64 (Magdalen-papyrussen), p67 ca. 200 e.Kr. Papyrussen p64 har bevaret Mattæus 26:7, færre end halvdelen af bogstaverne i vers 8; 26:10,14-15,22-23,31-33 (på tre fragmenter). P64 blev købt i Egypten i 1901, men blev først stillet til rådighed for forskere i 1953. P67 har bevaret Matthæus 3:9,15; 5:20-22,25-28.

p70 (=Papyrus Oxyrhynchus 24) Mt 2:13-16; 2:22-3:1; 11:26-27; 12:4-5; 24:3-6,12-15. (3. århundrede) p70 har et tydeligt anderledes epsilon, og håndskriften ligner P. Medici 13 (fra Prædikeren) fra det 3. århundrede.

3. århundrede – 1968 The Text of the New Testament.

p71 (=Papyrus Oxyrhynchus 2385) indeholder Mt 19:10-11,17-18 (4. århundrede)

4. århundrede – 1968 – Teksten i Det Nye Testamente. Stemmer overens med Vaticanus

s. 77/s. 103 indeholder Mt 23:30-39 (s. 77); 13:55-57; 14:3-5 (midten til slutningen af det 2. århundrede)

s. 83 indeholder Mt 20:23-25,30-31; 23:39; 24:1,6 (6. århundrede)

s. 86 Matt 5:13-16,22-25 (ca. 300 e.Kr.)

s. 101 (=Papyrus Oxyrhynchus 4401) fra det 3. århundrede indeholder Mt 3:10-12; 3:16-4:3

s. 102 (=Papyrus Oxyrhynchus 4402) ca. 300 e.Kr. Mt 4:11-12, 22-23

s. 103 (=Papyrus Oxyrhynchus 4403) indeholder Mt 13:55-57; 14:3-5 (2. til 3. århundrede)

s. 104 (=Papyrus Oxyrhynchus 4404) (tidligt til midten af det 2. århundrede) indeholder Mt 21:34-37, 43, 45?

s. 110 (=Papyrus Oxyrhynchus 4494) indeholder Mt 10:13-14,25-27 (4. århundrede)

pAntinoopolis 2.54 fra det 3. århundrede indeholder Fadervor. Mt 6:10-12. Det ser ud til, at dette manuskript oprindeligt kun bestod af Fadervor.

0171 (ca. 300 e.Kr.) indeholder Mt 10:17-23, 25-32

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.) og Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) indeholder hele Matthæusevangeliet.

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr. har kun bevaret Matthæus 25:7 til slutningen.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Peshitta-syrisk [Syr P] 400–450 e.Kr.

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Gotisk 493–555 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/Matthew Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af Matthæusevangeliet.

Spørgsmål: Hvilke vers og dele af vers i Matthæusevangeliet blev citeret af forfattere fra før Nikæa-koncilet (før år 325 e.Kr.)?

Svar: Før år 325 e.Kr. citerede kirkens forfattere ca. 87,5 % af versene i Matthæusevangeliet. Det svarer til 937,31 vers. Med andre ord er alle de 1071 vers i Matthæusevangeliet blevet citeret, bortset fra 133,69 vers. Se https://biblequery.org/Bible/BibleReliability/EarlyChristianNTQuotes.xlsx for alle detaljer. Tatianus’ Diatessaron henviser til 839,12 af de 1071 vers i Matthæusevangeliet.

Spørgsmål: Findes der manuskripter af Matthæusevangeliet, der er ældre end de eksisterende, og som stadig findes i dag?

Svar: Dateringen af Magdalen-manuskriptet (s. 64 + s. 67) er omstridt.

De fleste er enige om, at det blev skrevet før det 3. århundrede e.Kr., på grund af dets stil på papyrus, som ikke blev brugt efter begyndelsen af det 3. århundrede.

Tidligere datering (ca. 50–64/65 e.Kr.) Dette er den opfattelse, som den tyske papyrolog Carsten Thiede har. Der er tre punkter, der understøtter denne opfattelse.

1) Uncial: Magdalen-papyrussen var en »uncial« (helt med store bogstaver) papyrus, som blev brugt indtil midten af det 1. århundrede e.Kr.

2) Sammenligning af håndskriften med tekster fra midten af det 1. århundrede e.Kr., fundet i Pompeji og Herculaneum

3) Spekulativt set begyndte kristne, der ønskede at bevare deres skrifter, måske at bruge kodekser tidligere.

Dette stod i Time Magazine (23. januar 1995). Se The Real Jesus, s. 78, for en diskussion af dette – dog ikke nødvendigvis en tilslutning hertil.

Senere dateret (2. århundrede e.Kr.) manuskript af Det Nye Testamente. I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 20, står der, at den nu fremherskende opfattelse er, at Matthæusevangeliet blev skrevet mellem år 80 og 100 e.Kr.

Kodeks: Det ser ud til at stamme fra en kodeks (bog), og skribenterne skiftede fra at bruge ruller til bøger i løbet af det 2. århundrede e.Kr.

Spekulativt set blev nogle uncialer som denne måske lavet senere. Burton Macks skeptiske bog, *Who Wrote the New Testament?* s. 9-10, er meget kritisk over for Thiedes datering, men siger, at uncialskrifter muligvis blev fremstillet så sent som i år 85 e.Kr. Denne udtalelse er svær at forstå, da Aland et al.s *The Greek New Testament*, 4. reviderede udgave, viser, at der blev brugt uncialmanuskripter så sent som i det 9. århundrede – meget senere. Måske mente Mack den særlige stil af uncialskrift på papyrus.

Konklusion: Selvom vi ikke ved, hvornår de første kodekser blev fremstillet, holder selv de mest konservative forskere fast ved en datering til midten af det 1. århundrede.